Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 612
Offentligt
3. juli 2023
Teleindustriens kommentarer til EU-Kommissionens høring og regeringens ”non-paper” fremsendt til
Europaudvalget vedr. spørgsmålet om finansiering af den digitale infrastruktur og fremtidens europæiske
telemarked
I foråret 2023 gennemførte EU-Kommissionen en høring om telesektoren, herunder om behovet for et
såkaldt ’retfærdigt bidrag’ (fair contribution) fra de største trafikgenererende indholdsudbydere, herunder
markedsdominerende tech-giganter (fx streaming tjenester, sociale medier mv.) til udbygning af den
digitale infrastruktur.
Teleindustrien, der repræsenterer teleselskaberne i Danmark, fremsender hermed sine kommentarer til
EU-Kommissionens høring og det non-paper, som Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har fremsendt til
Europaudvalget vedr. spørgsmålet om finansiering af den digitale infrastruktur og fremtidens europæiske
telemarked jf.
https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/KEF/bilag/264/2698970.pdf
Samlet er Teleindustrien bekymret over, at regeringen har valgt at konkludere håndfast og unuanceret
vedrørende meget afgørende spørgsmål for udviklingen på telemarkedet, uden at der i den forbindelse er
sket inddragelse af telebranchen.
Teleindustriens forslag er, at der bør indføres en forhandlingspligt mellem de største indholdsudbydere og
netudbyderne, så de markant stigende datamængder, som afstedkommer store investeringer i den digitale
infrastruktur, kan håndteres på en hensigtsmæssig måde.
Dansk holdning baseret på antagelser – i stedet for fakta og dialog med branchen
Den danske regering har hidtil advokeret for en åben og transparent proces, da der er behov for, at de
komplekse problemstillinger, der rejses med EU-Kommissionens høring, bliver analyseret grundigt, inden
der træffes konklusioner. På trods af disse gode intentioner er det vanskeligt ikke at opleve regeringens
non-paper som en forudindtaget position:
”In conclusion, Denmark strongly opposes any measure by which large OTTs or other digital players are
obliged to contribute to the cost of the deployment of networks.”
Teleindustrien havde fundet det mere hensigtsmæssigt - og i bedre overensstemmelse med de udmeldte
intentioner - hvis regeringen havde afventet kommissionens konklusioner fra høringen, som bl.a. vil give
indsigt i vilkårene for telesektoren på markedet.
Derudover har man ikke været i dialog med telebranchen om høringen og dermed ikke indhentet input og
perspektiver på de spørgsmål, som rejses.