EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 587
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

23. juni 2023

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-311/22

Titel og kort sagsresumé

Moesgaard Meat 2012 (forelagt af Højesteret)

Spørgsmål:

1. Skal bilag I, punkt 6.4.a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr.

2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret

forebyggelse og bekæmpelse af forurening) fortolkes således, at »produktion

af slagtekroppe« omfatter den slagteproces, der foregår, fra dyret bliver taget

fra opstaldningen, bedøves og aflives, indtil der foreligger store

standardudskæringer, således at slagtedyrets vægt skal beregnes før afskæring

af hals og hoved samt udtagning af organer og indvolde, eller omfatter

»produktion af slagtekroppe« produktionen af svinekroppe efter udtagning af

organer og indvolde og efter afskæring af hals og hoved og efter afblødning

og nedkøling, således at slagtedyrets vægt først skal beregnes på dette

tidspunkt?

2. Skal bilag I, punkt 6.4.a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr.

2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret

forebyggelse og bekæmpelse af forurening) fortolkes således, at der ved

opgørelsen af antal produktionsdage, der indgår i kapaciteten »pr. dag«, alene

skal medregnes de dage, hvor bedøvelse, aflivning og umiddelbar opskæring

af slagtesvinet finder sted, eller skal der også medregnes de dage, hvor der

forekommer slagtemæssige behandlinger af slagtesvinene, herunder

klargøring af dyret til slagtning, nedkøling af det slagtede dyr og afskæring af

dyrets hoved og hals?

3. Skal bilag I, punkt 6.4.a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr.

2010/75/EU af 24. november 2010 om industrielle emissioner (integreret

forebyggelse og bekæmpelse af forurening) fortolkes således, at et slagteris

»kapacitet« skal beregnes som den maksimale produktion pr. dag inden for 24

timer med forbehold for fysiske, tekniske eller juridiske begrænsninger, som

slagteriet faktisk iagttager, men dog ikke lavere end dets realiserede

produktion, eller kan etslagteris »kapacitet« være lavere end dets realiserede

produktion, f.eks.

Hvis den realiserede produktion er sket under

tilsidesættelse af defysiske, tekniske eller juridiske begrænsninger for

produktionen, somer forudsat ved beregningen af slagteriets »kapacitet«?

Emne:

RoL Polen. Disciplinære sanktioner mod polske dommere. Dommer Tuleya

og afgørelse fra Disciplinærkammeret

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Miljøministeriet

Til orientering:

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Proces-

skridt

Dato

29.06.23

C-615/20

C-671/20

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

13.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

Sag C-615/20 vedrører:

1) Skal EU-retten

–

særligt artikel 47 i [Den Europæiske Unions] charter om

grundlæggende rettigheder (chartret) og de heri nævnte rettigheder om

effektive retsmidler og retten til en retfærdig og offentlig rettergang inden for

en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er

oprettet ved lov

–

fortolkes således, at den er til hinder for bestemmelserne i

national ret, navnlig dem, som er nævnt i det andet og det tredje spørgsmål

nedenfor, dvs. artikel 80 og artikel 129 i ustawa z dnia 27 lipca 2001 r.

–

Prawo

o ustroju sądów powszechnych (lov af 27. juli 2001 –

lov om de almindelige

domstoles organisation) (lov om de almindelige domstoles organisation), samt

artikel 110, stk. 2a, i lov om de almindelige domstoles organisation, artikel 27,

stk. 1, pkt. 1a, i ustawa z dnia 8 grudnia 2017 r. o Sądzie Najwyższym (lov af

8. december 2017 om den øverste domstol), som giver Izba Dyscyplinarna

Sądu Najwyższego (afdelingen for disciplinærsager ved den øverste domstol,

Polen) mulighed for at ophæve en dommers immunitet samt suspendere

denne fra dennes funktioner, og dermed faktisk forhindre dommeren i at

træffe afgørelse i de sager, denne er blevet tildelt, navnlig når:

a) afdelingen for disciplinærsager ved den øverste domstol ikke udgør en

»domstol« som omhandlet i chartrets artikel 47, artikel 6 i EMRK samt artikel

45, stk. 1, i Konstytucji Rzeczypospolitej Polskiej (den polske forfatning)

(dom i de forenede sager C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982);

b) medlemmerne af afdelingen for disciplinærsager ved den øverste domstol

karakteriseres ved at have en meget stærk tilknytning til den lovgivende og

den udøvende magt (kendelse af 8. april 2020, Kommissionen/Polen, sag C-

791/19 R, EU:C:2020:277);

c) Republikken Polen er blevet tilpligtet til at indstille anvendelsen af visse

bestemmelser i lov af 8. december 2017 om den øverste domstol vedrørende

den såkaldte Izba Dyscyplinarna (disciplinærafdeling) samt at afstå fra at

overføre sager, der verserer for denne afdeling, til et dommerkollegium, der

ikke opfylder kravene til uafhængighed (kendelse af 8. april 2020,

Kommissionen/Polen, sag C- 791/19 R, EU:C:2020:277).

MV.

Sag C-671/20 vedrører:

1) Skal EU-retten

–

særligt artikel 2 TEU og det deri fastsatte retsstatsprincip,

artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, samt princippet om forrang, princippet

om loyalt samarbejde og retssikkerhedsprincippet

–

forstås således, at den er

til hinder for anvendelsen af en medlemsstats nationale ret, såsom artikel 41

b, stk. 1 og 3, i ustawa z dnia 27 lipca 2001 r.

– Prawo o ustroju sądów

powszechnych (lov af 27. juli 2001

–

lov om de almindelige domstoles

organisation), således at en retspræsident

–

på egen hånd og uden retslig

prøvelse

–

kan træffe afgørelse om at ændre sammensætningen af et

dommerkollegium efter at et organ såsom Izba Dyscyplinarnas

(disciplinærafdelingen) har givet tilladelse til indledningen af strafferetlig

forfølgelse af en dommer, som oprindeligt indgik i dommerkollegiet (dommer

I.T. ved den regionale domstol), som omfatter en obligatorisk suspension af

dommeren fra dennes funktioner, hvilket navnlig indebærer, at dommeren

ikke kan udøve sin funktion i de sager, som han var blevet tildelt, herunder

sager, som han var blevet tildelt forud for den pågældende tilladelse? MV.

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

C-549/22

Titel og kort sagsresumé

Raad van bestuur van de Sociale verzekeringsbank

Spørgsmål:

1. Skal associeringsaftalens artikel 68, stk. 4, fortolkes således, at den

finder anvendelse på en i Algeriet bosat person, der er efterladt efter

en arbejdstager, og som ønsker at eksportere sin efterladteydelse til

Algeriet?

I bekræftende fald,

2. Skal associeringsaftalens artikel 68, stk. 4, henset til dens ordlyd,

formål og art fortolkes således, at den har direkte virkning, således

at personer, som denne bestemmelse finder anvendelse på, direkte

kan gøre den gældende ved medlemsstaternes domstole for at opnå,

at hermed stridende nationalretlige bestemmelser ikke finder

anvendelse?

I bekræftende fald,

Interessent

Erhvervsministeriet

Sags-

type

F-sag

Proces

-skridt

Dato

28.06.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

T-207/21 R

C-444/21

C-61/22

C-232/22

3. Skal associeringsaftalens artikel 68, stk. 4, fortolkes således, at den

er til hinder for anvendelse af bopælslandsprincippet som omhandlet

i artikel 17, stk. 3, i Anw [Algemene nabestaandenwet (den

almindelige lov om ydelser til efterladte)], som fører til en

begrænsning af eksport til Algeriet af ydelser til efterladte?

Polynt SpA v European Chemicals Agency

Anmodningen vedrører:

Application under Article 263 TFEU for annulment of the Decision

of the Board of Appeal of the European Chemicals Agency

(ECHA), of 9 February 2021, concerning the performance of new

tests as part of the evaluation of the substance Hexahydro-4-

methylphthalic anhydride (Case A-015-2019) pursuant to Article 40

of Regulation (EC) No 1907/2006 of 18 December 2006 concerning

the Registration, Evaluation, Authorisation and Restrictions of

Chemicals (REACH)

Europa-Kommissionen mod Irland Påstande:

Sagen vedrører:

—Det

fastslås, at Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til

artikel 4, stk. 4, og artikel 6, stk. 1, i Rådets direktiv 92/43/EØF af

21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (1)

(herefter »direktivet«),

—ved

ikke hurtigst muligt og inden for højst seks år at have udpeget

217 lokaliteter ud af de 423 lokaliteter af fællesskabsbetydning på

Irlands område i det atlantiske biogeografiske område, som blev

opført i Kommissionens beslutning 2004/813/EF af 7. december

2004 (2), som ajourført ved Kommissionens beslutning

2008/23/EF af 12. november 2007 (3) og Kommissionens

beslutning 2009/96/EF af 12. december 2008 (4), som særlige

bevaringsområder,

—ved

ikke at have fastsat lokalitetsspecifikke detaljerede

bevaringsmålsætninger for 140 lokaliteter ud af de 423 lokaliteter,

som er opført i de førnævnte beslutninger fra Kommissionen,

—og

ved ikke at have iværksat de nødvendige

bevaringsforanstaltninger, der opfylder de økologiske behov for

naturtyperne i bilag I og arterne i bilag II til direktivet for nogen af

de 423 lokaliteter, der er opført i de førnævnte beslutninger fra

Kommissionen.

—Irland

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Landeshauptstadt Wiesbaden

Sagen vedrører:

Er forpligtelsen til optagelse og lagring af fingeraftryk på

identitetskort i henhold til artikel 3, stk. 5, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2019/1157 af 20. juni 2019 om styrkelse af

sikkerheden

unionsborgeres

identitetskort

opholdsdokumenter, der udstedes til unionsborgere og deres

familiemedlemmer, som udøver deres ret til fri bevægelighed (EUT

L 188 af 12.07.2019, s. 67), i strid med trinhøjere EU-ret, navnlig

med

a) artikel 77, stk. 3, i Traktaten om Den Europæiske Unions

Funktionsmåde

b) artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder

c) artikel 35, stk. 10, i generel forordning om databeskyttelse, og er

forpligtelsen derfor af en af de pågældende grunde ugyldig?

Cabot Plastics Belgium

Sagen vedrører:

1) Skal artikel 44 i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november

2006 og artikel 11 i Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr.

282/[2011] af 15. marts 2011 i en situation, hvor en afgiftspligtig

person, der er etableret i en medlemsstat, leverer tjenesteydelser til

en anden afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab, og som

har etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed uden for

EU, når disse er juridisk adskilte og selvstændige enheder, men

indgår i samme koncern, når tjenesteyderen forpligter sig

kontraktligt til at anvende sit produktionsudstyr og sit personale

alene til produktionen af varer til modtageren, og når denne

modtager dernæst sælger disse varer til levering med tjenesteyderens

logistikstøtte som afgiftspligtige varer med leveringssted i den

omhandlede medlemsstat, fortolkes således, at en afgiftspligtig

person, der er etableret uden for EU, anses for at råde over et fast

forretningssted i denne medlemsstat?

2) Skal artikel 44 i direktiv 2006/112/EF og artikel 11 i Rådets

gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/[2011] af 15. marts 2011

om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2006/112/EF om

det fælles merværdiafgiftssystem fortolkes således, at en afgiftspligtig

person kan råde over et fast forretningssted, når de dertil krævede

Miljøministeriet

O-sag

Dom

28.06.23

Miljøministeriet

O-sag

Dom

29.06.23

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Justitsministeriet

Datatilsynet

O-sag

29.06.23

Skatteministeriet

O-sag

Dom

29.06.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

C-252/21

menneskelige og tekniske midler er tjenesteyderens, som er juridisk

selvstændig, men tilhører samme koncern, og som forpligter sig

kontraktligt til at anvende disse midler alene til fordel for den nævnte

afgiftspligtige person?

3) Skal artikel 44 i Rådets direktiv 2006/112/EF og artikel 11 i

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 282/[2011] af 15. marts

2011 om foranstaltninger til gennemførelse af direktiv

2006/112/EF om det fælles merværdiafgiftssystem fortolkes

således, at en afgiftspligtig person råder over et fast forretningssted

i sin tjenesteyders medlemsstat, i kraft af at denne til den

afgiftspligtige person og i henhold til en ved eksklusivaftale indgået

forpligtelse leverer en række tillægsydelser eller supplerende ydelser

til en lønforarbejdning i snæver forstand og således bidrager til

gennemførelsen af salgsaftaler, som denne afgiftspligtige person

indgår fra sit hjemsted uden for Den Europæiske Union, men som

giver anledning til, at der i henhold til momsloven leveres

afgiftspligtige varer på den nævnte medlemsstats område?

Facebook e.a.

Sagen vedrører:

1. a) Er artikel 51 ff. i forordning nr. 2016/679 til hinder for, at en

national

kartelmyndighed

medlemsstat,

såsom

Bundeskartellamt, der ikke er tilsynsmyndighed som omhandlet

artikel 51 ff. i forordning nr. 2016/679, og i hvilken medlemsstat en

virksomhed med hjemsted uden for Den Europæiske Union har en

etablering, der inden for markedsføring, kommunikation og PR

bistår denne virksomheds hovedvirksomhed, som er beliggende i en

anden medlemsstat og som har eneansvaret for behandlingen af

personoplysninger på hele Den Europæiske Unions område, for det

kartelretlige misbrugstilsyn fastslår, at hovedvirksomhedens

kontraktbetingelser vedrørende behandling af oplysninger og

gennemførelsen heraf udgør en tilsidesættelse af forordning nr.

2016/679, og vedtager en afgørelse om, at denne tilsidesættelse skal

bringes til ophør?

b) Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: Er artikel 4, stk.

3, TEU til hinder herfor, når den ledende tilsynsmyndighed i den

medlemsstat, hvor hovedvirksomheden er beliggende, som [org. s.

3] omhandlet i artikel 56, stk. 1, i forordning nr. 2016/679 samtidig

underkaster hovedvirksomhedens kontraktbetingelser vedrørende

behandling af oplysninger en undersøgelsesprocedure? Såfremt det

første spørgsmål besvares bekræftende:

2. a) Udgør det forhold, at en internetbruger enten kun besøger eller

også indtaster informationer, f.eks. ved registrering eller bestillinger,

på websteder eller apps, der vedrører kriterierne i artikel 9, stk. 1, i

forordning nr. 2016/679, såsom dating-apps, partnerbørser for

homoseksuelle,

politiske

partiers

websteder

eller

sundhedswebsteder, og en anden virksomhed såsom Facebook

Ireland gennem grænseflader på disse websteder eller i disse apps

såsom »Facebook Business Tools« eller gennem cookies eller

lignende lagringsteknologier indsat på internetbrugerens computer

eller mobile terminaludstyr indsamler oplysninger om brugerens

besøg på disse websteder og apps og om de informationer, som

brugeren har indtastet, sammenstiller disse oplysninger med

oplysningerne om brugerens Facebook.com-konto og anvender

dem, behandling af følsomme oplysninger i forordningens forstand

for så vidt angår indsamlingen og/eller sammenstillingen og/eller

anvendelsen?

b) Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: Indebærer besøg

på disse websteder og apps og/eller indtastning af informationer

og/eller tryk på knapper på disse websteder eller apps (»sociale

plugins« såsom »synes godtom«, »del« eller »Facebook login« eller

»account kit«) fra en udbyder som Facebook Ireland, at brugeren i

kraft af selve besøget og/eller indtastningen tydeligvis har

offentliggjort oplysningerne som omhandlet i artikel 9, stk. 2, litra e),

i forordning nr. 2016/679?

3. Kan en virksomhed som Facebook Ireland, der driver et

annoncefinansieret og digitalt socialt netværk og i sine tjenestevilkår

tilbyder

persontilpasset

indhold

markedsføring,

netværkssikkerhed, produktforbedring og en ensartet og

velfungerende brug af alle koncernens produkter, påberåbe sigden

begrundelse, at behandlingen er nødvendig af hensyn til opfyldelsen

af en kontrakt som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra b), i forordning

nr. 2016/679, eller er nødvendig for at forfølge en legitim interesse

som omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra f), i forordning nr. 2016/679,

når den med henblik på disse formål indsamler oplysninger fra andre

af koncernens tjenester og [org. s. 4] fra tredjeparters websteder og

apps gennem grænseflader på disse websteder og apps såsom

Forbrugerombudsmanden

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

04.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

C-670/22

»Facebook Business Tools« eller gennem cookies eller lignende

lagringsteknologier indsat på internetbrugerens computer eller

mobile terminaludstyr, sammenstiller oplysningerne med brugerens

Facebook.com-konto og anvender dem?

4. Kan også– det forhold, at brugerne er mindreårige, af hensyn til

persontilpasningen

indhold

markedsføring,

produktforbedring,

netværkssikkerhed

ikkemarkedsføringsmæssig kommunikation med brugeren,

–

levering af målinger, analyser og øvrige virksomhedsservices til

markedsføringskunder, udviklere og øvrige partnere, således at disse

kan evaluere og forbedre deres ydelser,– levering af

marketingkommunikation med brugeren, således at virksomheden

kan forbedre sine produkter og gennemføre direct marketing,–

forskning og innovation til gavn for samfundet med henblik på at

fremme niveauet for teknologiske fremskridt eller den

videnskabelige forståelse vedrørende vigtige sociale emner og at øve

positiv indflydelse på samfundet og verden,– det forhold, at der

gives oplysninger til retshåndhævende myndigheder og besvares

juridiske anmodninger med henblik på at forhindre, opklare og

retsforfølge strafbare handlinger, ulovlig brug, tilsidesættelser af

tjenestevilkårene og politikkerne og andre former for skadelig

adfærd, i en sådan situation udgøre en legitim interesse som

omhandlet i artikel 6, stk. 1, litra f), i forordning nr. 2016/679, når

virksomheden med henblik på disse formål indsamler oplysninger

fra andre af koncernens tjenester og fra tredjeparters websteder og

apps gennem grænseflader på disse websteder og apps såsom

»Facebook Business Tools« eller gennem cookies eller lignende

lagringsteknologier indsat på internetbrugerens computer eller

mobile terminaludstyr, sammenstiller oplysningerne med brugerens

Facebook.comkonto og anvender dem? Kan indsamling af

oplysninger fra andre af koncernens tjenester og fra tredjeparters

websteder og apps gennem grænseflader på disse websteder og apps

såsom »Facebook Business Tools« eller gennem cookies eller

lignende lagringsteknologier indsat på internetbrugerens computer

eller mobile terminaludstyr, sammenstilling med brugerens

Facebook.com-konto og anvendelse heraf eller anvendelse af

oplysninger, der allerede [org. s. 5] i anden sammenhæng er blevet

indsamlet og sammenstillet lovligt, i en sådan situation i specifikke

tilfælde også være begrundet i henhold til artikel 6, stk. 1, litra c), d)

og e), i forordning nr. 2016/679 med henblik på f.eks. at besvare et

gyldigt retligt spørgsmål vedrørende bestemte oplysninger [litra c)],

at bekæmpe skadelig adfærd og fremme sikkerheden [litra d)] eller af

hensyn til forskning til gavn for samfundet og til fremme af

beskyttelse, integritet og sikkerhed [litra e)]?

Staatsanwaltschaft Berlin

Spørgsmål:

1. Vedrørende fortolkningen af kriteriet »udstedelsesmyndighed«

som omhandlet i artikel 6, stk. 1, sammenholdt med artikel 2, litra

c), i direktiv 2014/41

a) Skal en europæisk efterforskningskendelse med henblik på

indsamling af bevismateriale, som allerede befinder sig i

fuldbyrdelsesstaten (her Frankrig), udstedes af en ret, hvis den

tilgrundliggende bevisindsamling i henhold til udstedelsesstatens

(her Tysklands) lovgivning skulle være blevet påbudt af retten i en

sammenlignelig indenlandsk sag?

b) Gælder dette subsidiært i det mindste i tilfælde, hvor

fuldbyrdelsesstaten har gennemført den tilgrundliggende

foranstaltning på udstedelsesstatens område med det formål at stille

indsamlede

oplysninger

til

rådighed

for

efterforskningsmyndigheder i udstedelsesstaten med interesse for

oplysningerne med henblik på retsforfølgning?

c) Skal en europæisk efterforskningskendelse med henblik på

indsamling af bevismateriale altid udstedes af en ret (eller et

uafhængigt organ, som ikke varetager strafferetlig efterforskning)

uanset de nationale kompetencebestemelser i udstedelsesstaten, hvis

foranstaltningen vedrører alvorlige indgreb i væsentlige

grundlæggende rettigheder?

2. Vedrørende fortolkningen af artikel 6, stk. 1, litra a), i direktiv

2014/41

a) Er artikel 6, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/41 til hinder for en

europæisk efterforskningskendelse med henblik på overføring af

oplysninger fra en aflytning af telekommunikation, som allerede er

tilgængelige i fuldbyrdelsesstaten (Frankrig)

–

navnlig trafik- og

lokaliseringsdata og optagelser af kommunikationsindhold

–

hvis

den af fuldbyrdelsesstaten gennemførte aflytning har omfattet

samtlige slutbrugere af en kommunikationstjeneste, der med den

Justitsministeriet

F-sag

04.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

C-420/22

europæiske efterforskningskendelse anmodes om overføring af

oplysninger fra samtlige tilslutninger, som er i brug på

udstedelsesstatens område, og der hverken ved vedtagelsen og

gennemførelsen af aflytningsforanstaltningen eller ved udstedelsen

af den europæiske efterforskningskendelse forelå konkrete

holdepunkter for, at disse individuelle brugere havde begået alvorlige

strafbare handlinger?

b) Er artikel 6, stk. 1, litra a), i direktiv 2014/41 til hinder for en

sådan europæisk efterforskningskendelse, hvis integriteten af de

oplysninger, der er indsamlet ved aflytningsforanstaltningen, ikke

kan kontrolleres som følge af den omfattende hemmeligholdelse, der

udøves af myndighederne i fuldbyrdelsesstaten?

3. Vedrørende fortolkningen af artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv

2014/41

a) Er artikel 6, stk. 1, litra b), i direktiv 2014/41 til hinder for en

europæisk efterforskningskendelse med henblik på overføring af

telekommunikationsoplysninger, som allerede er tilgængelige i

fuldbyrdelsesstaten (Frankrig), hvis den aflytningsforanstaltning i

fuldbyrdelsesstaten, der ligger til grund for indsamlingen af

oplysningerne, i henhold til udstedelsesstatens (Tysklands)

lovgivning ville have været ulovlig i en sammenlignelig indenlandsk

sag?

b) Subsidiært: Gælder dette i hvert fald i tilfælde, hvor

fuldbyrdelsesstaten

har

gennemført

aflytningen

på

udstedelsesstatens område og i dennes interesse?

4. Vedrørende fortolkningen af artikel 31, stk. 1 og 3, i direktiv

2014/41

, som er i strid med EU-retten, følge umiddelbart af det EU-retlige

effektivitetsprincip?

M.fl. spg.

Spørgsmål:

1) Skal artikel 10, stk. 1, i Rådets direktiv 2003/109/EF af 25.

november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende

udlænding, sammenholdt med artikel 47 i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«)

–

samt, i

det foreliggende tilfælde, chartrets artikel 7 og 24

–

fortolkes således,

at denne bestemmelse kræver, at en myndighed i en medlemsstat,

som af hensyn til den nationale sikkerhed og/eller den offentlige

orden eller den offentlige sikkerhed har truffet afgørelse om

inddragelse af en tidligere meddelt opholdstilladelse som fastboende

udlænding, og den specialiserede myndighed, som har fastslået den

fortrolige karakter af informationerne, skal sikre, at den berørte

tredjelandsstatsborger og dennes retlige repræsentant under alle

omstændigheder har ret til adgang til i det mindste essensen af de

fortrolige eller klassificerede informationer, som den afgørelse, der

er truffet af ovennævnte hensyn, støtter sig på, og til at gøre brug af

disse informationer i proceduren vedrørende afgørelsen, såfremt

den ansvarlige myndighed har anført, at en sådan videregivelse ville

være i strid med hensynet til den nationale sikkerhed?

2) Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, hvad skal der da,

i lyset af chartrets artikel 41 og 47, præcist forstås ved »essensen« af

de fortrolige grunde, som den pågældende afgørelse støtter sig på?

3) Skal artikel 10, stk. 1, i direktiv 2003/109, i lyset af chartrets artikel

47, fortolkes således, at den ret i en medlemsstat, der træffer

afgørelse om lovligheden af den specialiserede myndigheds

udtalelse, der er baseret på en begrundelse om fortrolige eller

klassificerede informationer, og af den materielle afgørelse på

udlændingeområdet, der er baseret på denne udtalelse, skal have

kompetence til at undersøge, om fortroligheden er retmæssig (om

den er nødvendig og proportional), og til ved sin egen afgørelse at

bestemme, hvis den finder, at fortroligheden er retsstridig, at den

berørte og dennes retlige repræsentant skal have adgang til og

mulighed for at anvende alle de informationer, der ligger til grund

for de administrative myndigheders udtalelse og afgørelse, eller, hvis

den finder, at fortroligheden er retmæssig, at bestemme, at den

pågældende kan få adgang til og anvende i det mindste essensen af

de fortrolige informationer i den udlændingesag, der vedrører den

pågældende?

4) Skal artikel 9, stk. 3, og artikel 10, stk. 1, i direktiv 2003/109,

sammenholdt med chartrets artikel 7, artikel 24, artikel 51, stk. 1, og

artikel 52, stk. 1, fortolkes således, at de er til hinder for en

medlemsstats

lovgivning,

hvorefter

afgørelse

på

udlændingeområdet om inddragelse af en tidligere meddelt

opholdstilladelse som fastboende udlænding består i en ubegrundet

afgørelse, som

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

F-sag

05.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

C-528/22

i) udelukkende er baseret på en automatisk henvisning til en

bindende og ufravigelig udtalelse fra den specialiserede myndighed,

som ligeledes er ubegrundet, og hvori det fastslås, at der foreligger

en fare for eller et brud på den nationale sikkerhed, den offentlige

sikkerhed eller den offentlige orden, og

ii) er blevet vedtaget uden en grundig undersøgelse af, om der i den

konkrete sag foreligger grunde vedrørende den nationale sikkerhed,

den offentlige sikkerhed eller den offentlige orden, og uden at der er

taget hensyn til de individuelle omstændigheder og kravene om

nødvendighed og proportionalitet?

Spørgsmål:

1) a) Skal artikel 20 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde (herefter »TEUF«), sammenholdt artikel 7 og 24 i

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder

(herefter »chartret«), fortolkes således, at denne bestemmelse er til

hinder for en medlemsstats praksis, der består i at træffe en afgørelse

om inddragelse af en opholdstilladelse, der tidligere er blevet udstedt

til en tredjelandsstatsborger

–

eller om afslag på vedkommendes

ansøgning om forlængelse af opholdsretten (en ansøgning om

national permanent opholdstilladelse i den foreliggende sag)

–

hvis

mindreårige barn og samlever er stats borgere i en EU-medlemsstat

og opholder sig i den pågældende stat, uden at det forudgående

undersøges, om det berørte familiemedlem, som er

tredjelandsstatsborger, kan påberåbe sig en afledt opholdsret i

henhold til artikel 20 TEUF?

b) Skal artikel 20 TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 7, artikel

24, artikel 51, stk. 1, og artikel 52, stk. 1, fortolkes således, at for så

vidt som en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF finder

anvendelse, bevirker EU-retten, at nationale administrative og

retslige myndigheder ligeledes skal anvende EUretten, når de træffer

en afgørelse på udlændingeområdet om en ansøgning om

forlængelse af opholdsretten (en ansøgning om national permanent

opholdstilladelse i den foreliggende sag), og når de anvender

undtagelserne vedrørende den nationale sikkerhed, den offentlige

sikkerhed eller den offentlige orden som begrundelse for den

pågældende afgørelse, samt når de, såfremt det godtgøres, at sådanne

hensyn

foreligger,

undersøger

nødvendigheden

proportionaliteten, der begrunder begrænsningen af opholdsretten?

2) Skal artikel 20 TEUF, sammenholdt med chartrets artikel 47

–

samt, i det foreliggende tilfælde, chartrets artikel 7 og 24

–

fortolkes

således, at denne bestemmelse kræver, at en myndighed i en

medlemsstat, som af hensyn til den nationale sikkerhed og/eller den

offentlige orden eller den offentlige sikkerhed har truffet afgørelse

om inddragelse af en tidligere meddelt opholdstilladelse som

fastboende udlænding eller om en ansøgning om forlængelse af

opholdsretten, og den specialiserede myndighed, som har fastslået

den fortrolige karakter af informationerne, skal sikre, at den berørte

tredjelandsstatsborger og dennes retlige repræsentant under alle

omstændigheder har ret til adgang til i det mindste essensen af de

fortrolige eller klassificerede informationer, som den afgørelse, der

er truffet af ovennævnte hensyn, støtter sig på, og til at gøre brug af

disse informationer i proceduren vedrørende afgørelsen, såfremt

den kompetente myndighed har anført, at en sådan videregivelse

ville være i strid med hensynet til den nationale sikkerhed?

3) Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, hvad skal der da,

i lyset af chartrets artikel 41 og 47, præcist forstås ved »essensen« af

de fortrolige grunde, som den pågældende afgørelse støtter sig på?

4) Skal artikel 20 TEUF, i lyset af chartrets artikel 47, fortolkes

således, at den ret i en medlemsstat, der træffer afgørelse om

lovligheden af den specialiserede myndigheds udtalelse, der er

baseret på en begrundelse om fortrolige eller klassificerede

informationer, og af den materielle afgørelse på udlændingeområdet,

der er baseret på denne udtalelse, skal have kompetence til at

undersøge, om fortroligheden er retmæssig (om den er nødvendig

og proportional), og til ved sin egen afgørelse at bestemme, hvis den

finder, at fortroligheden er retsstridig, at den berørte og dennes

retlige repræsentant skal have adgang til og mulighed for at anvende

alle de informationer, der ligger til grund for de administrative

myndigheders udtalelse og afgørelse, eller, hvis den finder, at

fortroligheden er retmæssig, at bestemme, at den pågældende kan få

adgang til og anvende i det mindste essensen af de fortrolige

informationer i den udlændingesag, der vedrører den pågældende?

M.fl.

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

F-sag

05.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

T-639/20

C-212/21 P

C-223/21 P

TIB Chemicals mod Kommissionen

Påstande:

—

Delvis annullation af Kommissionens delegerede forordning

(EU) 2020/1182 af 19. maj 2020, for så vidt som den angår stoffet

dioctyltindilaurat; [1] stannan, dioctyl-, bis(coco acyloxy)-derivater

[2], og for så vidt som den ændrer bilag VI til forordning (EF) nr.

1272/2008 ved indførelse af stoffet sammen med den relevante

klassificering og de relevante mærkningselementer i tabel 3 i del 3 i

bilag VI til forordning (EF) nr. 1272/2008.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale samtlige afholdte

omkostninger og udgifter i forbindelse med denne sag.

EIB mod ClientEarth

Påstande:

Appellen antages til realitetsbehandling, og appellanten gives

medhold.

Den appellerede dom som angivet i domskonklusionen ophæves i

sin helhed.

Hvis Domstolen finder, at sagen er moden til påkendelse, træffes der

afgørelse om frifindelse i første instans.

ClientEarth tilpligtes at betale begge parters sagsomkostninger i

både appelsagen og sagen i første instans.

ClientEarth mod EIB (appel)

Påstande:

Den appellerede dom ophæves.

ClientEarth tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Austrian Airlines

Spørgsmål:

1. Skal førstehjælp efter en ulykke som omhandlet i artikel 17, stk. 1,

i konventionen om indførelse af visse ensartede regler for

international luftbefordring, undertegnet af Det Europæiske

Fællesskab den 9. december 1999 og godkendt på Fællesskabets

vegne ved Rådets afgørelse 2001/539/EF af 5. april 2001, der ydes

om bord på flyet, og som for passageren fører til endnu en

tilskadekomst, der kan afgrænses fra de egentlige følger af ulykken,

sammen med den udløsende begivenhed anses for ét samlet

ulykkestilfælde?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende: Er artikel 29 i

den nævnte konvention til hinder for et krav om erstatning for den

skade, der er forvoldt ved den ydede førstehjælp, når dette ganske

vist gøres gældende inden for forældelsesfristen i national ret, men

uden for det tidsrum, hvori der er søgsmålsadgang i henhold til

konventionens artikel 35?

Bundesamt für Fremdenwesen und Asyl

Spørgsmål:

1. Skal der ved vurderingen af, om den status som asylberettiget, som

en flygtning tidligere er blevet tildelt af den kompetente myndighed,

kan tilbagekaldes af den grund, der er fastsat i artikel 14, stk. 4, litra

b), i Europa- Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13.

december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af

tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med

international beskyttelse, for en ensartet status for flygtningeeller for

personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet

af en sådan beskyttelse (omarbejdning), foretages en

interesseafvejning som selvstændigt kriterium, hvorefter

tilbagekaldelsen er betinget af, at offentlighedens interesser i

tilbagesendelsen skal veje tungere end flygtningens interesse i

opretholdelsen af tilflugtsstatens beskyttelse, idet forbrydelsens

forkastelige karakter og den potentielle fare for samfundet skal

opvejes mod udlændingens beskyttelsesinteresser

–

herunder

omfanget og arten af de foranstaltninger, som den pågældende

risikerer at blive genstand for?

2. Er bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og

procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, navnlig artikel 4, 6, 8

og 9, til hinder for en national ordning, hvorefter der skal vedtages

en afgørelse om tilbagesendelse over for en tredjelandsstatsborger,

hvis hidtidige opholdstilladelse som flygtning inddrages ved

tilbagekaldelse af statussen som asylberettiget, selv hvis det allerede

på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen om tilbagesendelse står

klart, at en udsendelse vil være ulovlig på ubestemt tid som følge af

forbuddet mod refoulement, og dette også fastslås ved en endelig

afgørelse?

Miljøministeriet

O-sag

Dom

05.07.23

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Miljøministeriet

O-sag

Dom

06.07.23

C-510/21

Transportministeriet

O-sag

Dom

06.07.23

C-663/21

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

Dom

06.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

C-8/22

C-142/22

C-147/22

Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides

Spørgsmål:

1. Skal artikel 14, [stk. 4, litra b,]) i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af

standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse

som personer med international beskyttelse, for en ensartet status

for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær

beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse fortolkes

således, at denne bestemmelse foreskriver, at det er godtgjort, at der

foreligger en fare for samfundet, alene med den begrundelse, at den

person, der har flygtningestatus, er idømt straf ved en endelig dom

for en alvorlig lovovertrædelse, eller skal den fortolkes således, at

den omstændighed, at denne person er idømt straf ved en endelig

dom for en alvorlig lovovertrædelse, ikke i sig selv er tilstrækkelig til

at godtgøre, at der foreligger en fare for samfundet?

2. Såfremt idømmelsen af en straf ved en endelig dom for en alvorlig

lovovertrædelse ikke i sig selv er tilstrækkelig til at godtgøre, at der

foreligger en fare for samfundet, skal artikel 14, [stk. 4, litra] b), i

direktiv 2011/95/EU da fortolkes således, at denne bestemmelse

kræver, at medlemsstaten godtgør, at appellanten efter sin dom

fortsat udgør en fare for samfundet? Skal medlemsstaten godtgøre,

at denne fare er reel og umiddelbar, eller er det tilstrækkeligt, at der

findes en potentiel fare? Skal artikel 14, [stk. 4, litra] b), i direktiv

2011/95/EU,

alene

eller

sammenholdt

med

proportionalitetsprincippet, fortolkes således, at denne bestemmelse

kun tillader fratagelse af flygtningestatus, hvis denne fratagelse er

forholdsmæssig, og den fare, som personen med flygtningestatus

udgør, er tilstrækkeligt alvorlig til at begrunde denne fratagelse.

3. Såfremt medlemsstaten ikke skal godtgøre, at appellanten efter

dommen fortsat udgør en fare for samfundet, og at denne fare er

reel, umiddelbar og tilstrækkeligt alvorlig til at begrunde fratagelsen

af flygtningestatus, skal artikel 14, [stk. 4, litra] b), i direktiv

2011/95/EU da fortolkes således, at denne bestemmelse indebærer,

at truslen mod samfundet i princippet er godtgjort ved den

omstændighed, at personen med flygtningestatus er blevet idømt

straf ved en endelig dom for en alvorlig lovovertrædelse, men at

denne kan godtgøre, at han ikke eller ikke længere udgør en sådan

trussel?

The Minister for Justice and Equality

Spørgsmål:

1. Should Article 27 of the Framework Decision be interpreted as

meaning that a decision to surrender a person creates a legal

relationship between him, the executing State and the requesting

State such that any issue taken to have been finally determined in

that decision must also be taken to have been determined for the

purposes of the procedure for obtaining consent to further

prosecution or punishment for other offences?

2. If the answer to Question 1 is that Article 27 does not require that

interpretation, does a national procedural rule breach the principle

of effectiveness if it operates so as to prevent the person concerned

from relying, in the context of the consent application, upon a

relevant judgment of the Court of Justice of the European Union

delivered in the period of time after the order for surrender?

Központi Nyomozó Foügyészség

Spørgsmål:

1) Er princippet ne bis in idem, der er fastsat i artikel 50 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter

»chartret«) og artikel 54 i konventionen om gennemførelse af

Schengenaftalen (herefter »gennemførelseskonventionen«), til

hinder for, at der i en medlemsstat indledes en straffesag mod den

samme person og for de samme handlinger, for hvilke der allerede

er indledt en straffesag i en anden medlemsstat, og som er endeligt

afsluttet ved en beslutning fra den offentlige anklager om, at

efterforskningen skal indstilles?

2) Er det foreneligt med princippet ne bis in idem, der er fastsat i

[chartrets] artikel 50 og [gennemførelseskonventionens] artikel 54,

og er det endeligt til hinder for, at der i en medlemsstat indledes en

ny straffesag mod den samme person og for de samme handlinger,

at anklagemyndigheden, selv om det er muligt at genoptage en

straffesag i en medlemsstat, indtil den strafbare handling er forældet,

ikke har anset det for berettiget at genoptage en sådan sag ex officio

som følge af en beslutning fra anklagemyndigheden om at opgive

straffesagen (efterforskningen) i den pågældende medlemsstat?

3) Er en efterforskning, der er indstillet med hensyn til en sigtet

person, som ikke er blevet afhørt som mistænkt i forbindelse med et

strafbart forhold, der vedrører dennes medsigtede, selv om der blev

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

Dom

06.07.23

Justitsministeriet

O-sag

Dom

06.07.23

Justitsministeriet

O-sag

06.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

C-166/22

gennemført efterforskningsforanstaltninger mod den pågældende

person som sigtet, og efterforskningen blev indstillet på grundlag af

de oplysninger, der blev fremlagt efter en anmodning om retligt

samarbejde, og efter at der blev givet oplysninger om bankkonti og

afhøring af de medsigtede som mistænkte, forenelig med princippet

ne bis in idem, der er fastsat i [chartrets] artikel 50 og

[gennemførelseskonventionens] artikel 54, og kan den anses for

tilstrækkelig grundig og udtømmende?

Hellfire Massy Residents Association

Spørgsmål:

Det første spørgsmål har følgende ordlyd: [Indebærer] de generelle

EU-retlige principper, der følger af EU-rettens forrang, at en

national procesregel, hvorefter en sagsøger under en retssag

udtrykkeligt skal påberåbe sig de relevante retsforskrifter, ikke kan

udelukke, at en sagsøger, som bestrider den nationale rets

forenelighed med givne EU-retlige forskrifter, også støtter sig til en

anfægtelse baseret på retsdoktriner eller instrumenter, der skal anses

for naturligt relevante for fortolkningen af disse EU-retlige

forskrifter, såsom princippet om, at EUmiljøretten skal fortolkes i

overensstemmelse med konventionen om adgang til oplysninger,

offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang tilklage og

domstolsprøvelse på miljøområdet, vedtaget i Århus, Danmark, den

25. juni 1998, som en integrerende del af Unionens retsorden[?]

Det andet spørgsmål har følgende ordlyd:

[Indebærer] artikel 12 og/eller 16 i direktiv 92/43/EØF og/eller

disse bestemmelser, sammenholdt med artikel 9, stk. 2, i

konventionen om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i

beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på

miljøområdet, udfærdiget i Århus, Danmark, den 25. juni 1998,

og/eller sammenholdt med princippet om, at medlemsstaterne skal

træffe alle nødvendige specifikke foranstaltninger til effektiv

gennemførelse af direktivet, at en national procesregel, hvorefter

ensagsøger ikke må rejse et »hypotetisk spørgsmål«, men »skal være

berørt i realiteten eller faktisk«, før vedkommende kan klage over

den nationale lovgivnings forenelighed med EU-retten, ikke kan

gøre gældende for at hindre en indsigelse fra en sagsøger, der har

påberåbt sig retten til offentlig deltagelse i forbindelse med en

administrativ afgørelse, og som derefter ønsker at anfægte

gyldigheden af en bestemmelse i national lovgivning under

henvisning til EU-retten i forventning om fremtidige skader på

miljøet som følge af en påstået mangel i den nationale lovgivning,

når der er en rimelig mulighed for en sådan fremtidig skade, navnlig

fordi der er givet tilladelse til at bygge i et område, der er levested

for arter, der er underlagt streng beskyttelse, og/eller fordi der ved

anvendelse af forsigtighedsprincippet er mulighed for, at

undersøgelser efter tilladelsen kan gøre det nødvendigt at ansøge om

en fravigelse i henhold til direktivets artikel 16[?]

Det tredje spørgsmål lyder:

[Indebærer] artikel 12 og/eller 16 i direktiv 92/43/EØF og/eller

disse bestemmelser sammenholdt med artikel 6, stk. 1-9, og/eller

[artikel] 9, stk. 2, i konventionen om adgang til oplysninger, offentlig

deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og

domstolsprøvelse på miljøområdet, udfærdiget i Århus, Danmark,

den 25. juni 1998 og/eller med princippet om, at medlemsstaterne

skal træffe alle nødvendige specifikke foranstaltninger til effektiv

gennemførelse af direktivet, at en ordning for tilladelser til

fravigelser, der er fastsat i national ret med henblik på at gennemføre

direktivets artikel 16, ikke bør være parallel til og uafhængig af

ordningen for tilladelser til at bygge, men bør være en del af en

integreret godkendelsesproces, der omfatter en afgørelse truffet af

en kompetent myndighed (i modsætning til en ad hocbedømmelse,

som bygherren selv foretager på grundlag af en generel strafferetlig

bestemmelse) med hensyn til, om der skal ansøges om en tilladelse

til fravigelse på grund af forhold, der er opstået efter udstedelsen af

tilladelsen til at bygge, og/eller som indebærer en afgørelse fra en

kompetent myndighed om, hvilke undersøgelser der er nødvendige

i forbindelse med vurderingen af, om der skal ansøges om en sådan

tilladelse[?]

Det fjerde spørgsmål har følgende ordlyd:

[Indebærer] artikel 12 og/eller 16 i direktiv 92/43/EØF og/eller

disse bestemmelser sammenholdt med artikel 6, stk. 1-9, og/eller

artikel 9, stk. 2, i konventionen om adgang til oplysninger, offentlig

deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og

domstolsprøvelse på miljøområdet, der blev indgået i Århus,

Danmark, den 25. juni 1998, at der i forbindelse med et projekt, hvor

tilladelsen til at bygge er blevet underkastet en passende vurdering i

Miljøministeriet

O-sag

Dom

06.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

C-404/22

C-593/22

henhold til artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/43/EØF, og i en

sammenhæng, hvor der efter tilladelsen kan søges om en fravigelse i

henhold til artikel 16 i direktiv 92/43/EØF, foreligger krav om en

procedure med offentlighedens deltagelse i overensstemmelse med

Århuskonventionens artikel 6[?]

Ethnikos

Organismos

Pistopoiisis

Prosonton

Epangelmatikou Prosanatolismou

Spørgsmål:

1) a) Hvilken betydning skal tillægges begrebet virksomhed, som

driver »erhvervsvirksomhed«, i artikel 2, litra a), i direktiv

2002/14/EF?

b) Omfatter ovennævnte begreb privatretlige juridiske personer,

såsom EOPPEP, der ved udøvelsen af sin kompetence til at

certificere

erhvervsuddannelsesinstitutioner

handler

som

offentligretlig juridisk person og udøver offentlig myndighed, når

der henses til, (i) at det med hensyn til nogle af dens aktiviteter,

navnlig tilvejebringelse af enhver art og form for videreuddannelse

til ministeriernes kompetente organer, uddannelses- og

erhvervsuddannelsescentre og -organer, virksomheder samt

arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer [artikel 14, stk. 2, litra

ib), i lov nr. 4115/2013, A’ 24], ikke er udelukket –

således som det

fremgår af bestemmelsen i artikel 14, stk. 2, litra ie), om fastsættelse

af betingelserne for fysiske og juridiske personers levering af

rådgivnings- og erhvervsuddannelsesydelser i landet

–

at der kan

findes markeder, hvor kommercielle virksomheder udøver aktivitet

i konkurrence med sagsøgeren; og (ii) at i henhold til den

ovennævnte lovs artikel 23, stk. 1, litra

d), omfatter sagsøgerens ressourcer indtægterne fra de aktiviteter og

tjenesteydelser, som sagsøgeren enten tildeles af ministeriet eller

leverer på vegne af tredjemand, såsom offentlige myndigheder,

nationale og internationale organer, offentligretlige eller privatretlige

juridiske personer samt privatpersoner, mens (iii) bestemmelserne i

artikel 20 i lov nr. 4115/2013 fastsætter betaling af gebyrer, som har

karakter af økonomisk modstykke, med hensyn til de øvrige

tjenesteydelser?

c) Er det for besvarelsen af det foregående spørgsmål relevant, at det

med hensyn til hovedparten af den privatretlige juridiske persons

aktiviteter (artikel 14, stk. 2, i lov nr. 4115/2013) kan formodes, at

visse af disse kun udføres på markedet, og er det i givet fald

tilstrækkeligt, at lovgiver har tilsigtet [artikel 14, stk. 2, litra ib), og

artikel 23, stk. 1, litra d), i lov nr. 4115/2013], at sagsøgeren udfører

sine aktiviteter, i det mindste delvist, som markedsaktør, eller skal

det bevises, at sagsøgeren reelt opererer på markedet for så vidt

angår visse specifikke aktiviteter?

2) a) Hvilken betydning skal i lyset af artikel 4, stk. 2, litra b), i direktiv

2002/14/EF tillægges udtrykkene »situationen«, »strukturen« og

»den forventede udvikling med hensyn til beskæftigelsen« i

virksomheden, når der med hensyn til spørgsmål om disse aspekter

foreligger en pligt til at informere og høre arbejdstagerne?

b) Omfatter ovennævnte begreber det tilfælde, hvor nogle ansatte

efter vedtagelsen af det interne reglement for den juridiske person, i

den foreliggende situation EOPPEP, fjernes fra ledende stillinger,

uden at disse stillinger slettes fra organisationsplanen, når der henses

til, at disse stillinger er blevet tildelt disse personer midlertidigt, efter

at det omhandlede organ har inkorporeret privatretlige juridiske

personer, nærmere bestemt EKEPIS og .KEP, således at det må

antages, at der er opstået en pligt til at informere og høre de berørte

arbejdstagere, inden de fjernes fra disse stillinger?

c) Er det for besvarelsen af det foregående spørgsmål relevant, (i) at

arbejdstageren er blevet fjernet fra sin direktøropgave af hensyn til

den juridiske persons gode drift og servicebehovene med henblik på,

at den juridiske person kan forfølge de mål, som den er blevet

indrettet til, eller at arbejdstageren ikke er blevet fjernet, fordi denne

ikke opfyldte de tjenesteforpligtelser, som påhvilede denne i

egenskab af midlertidig afdelingschef; (ii) at de ansatte, som er blevet

fjernet fra ledende stillinger, fortsat indgår i den juridiske persons

organisation; eller (iii) at andre personer er midlertidigt blevet tildelt

ledende stillinger ved den samme beslutning fra det kompetente

organ, hvorved de berørte ansatte er blevet fjernet fra ledende

stillinger?

First Bank

Sagen vedrører:

1) Skal artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993

om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler fortolkes således, at

Miljøministeriet

O-sag

Dom

06.07.23

Justitsministeriet

O-sag

Dom

06.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

T-34/22

C-376/20 P

C-646/21

a) et »kontraktvilkår, som afspejler love«, helt eller delvist skal

afspejle den tilsvarende retsregel i den relevante lovbestemmelse,

eller at

b) et »kontraktvilkår, som afspejler love«, skal indeholde en

udtrykkelig henvisning til den tilsvarende retsregel i den relevante

lovbestemmelse, eller omvendt således, at

c) det for at det ikke skal vurderes, om et kontraktvilkår er urimeligt,

jf. artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF, er tilstrækkeligt at anvende

den generelle civilretlige regel om, at aftaler suppleres af loven, når

der ikke findes nogen specifik angivelse eller henvisning til den

tilsvarende retsregel i den relevante lovbestemmelse?

2) Skal bestemmelserne i artikel 1, stk. 2, i Rådets direktiv

93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i

forbrugeraftaler fortolkes således, at det inden for rammerne af den

særlige retlige ordning for beskyttelse forbrugerrettigheder er for

vidtgående at antage, at forbrugeren skal have kendskab til indholdet

af alle retsregler i de lovbestemmelser, som supplerer aftalen, når den

erhvervsdrivende ikke forudgående har oplyst forbrugeren herom?

Cunsorziu di i Salamaghji Corsi - Consortium des Charcutiers

Corses m.fl. mod Kommissionen

Påstande:

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1879 af 26.

oktober 2021 om afvisning af tre ansøgninger om beskyttelse af en

betegnelse som en beskyttet geografisk betegnelse, jf. artikel 52, stk.

1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012

(»Jambon sec de l'Île de Beauté« (BGB), »Lonzo de l'Île de Beauté«

(BGB), »Coppa de l'Île de Beauté« (BGB)) 1 annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Kommissionen mod CK Telecoms UK Investments (appel)

Påstande:

—

Rettens dom af 28. maj 2020 i sag T-399/16, CK Telecoms UK

Investments Ltd mod Kommissionen ophæves.

—

Sagen hjemvises til Retten til fornyet behandling.

—

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne i appelsagen.

—

Afgørelsen om sagsomkostninger i første instans udsættes.

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Spørgsmål:

1. Skal kvalifikationsdirektivets artikel 10, stk. 1, litra d), fortolkes

således, at vestlig(e) normer, værdier og faktisk levemåde, som

tredjelandsstatsborgere overtager, når de i en betragtelig del af den

fase af livet, hvor deres identitet formes, har opholdt sig på

medlemsstatens område og er blevet fuldgyldige medlemmer af

samfundet, må betragtes som fælles baggrund, der ikke kan ændres,

eller som er så grundlæggende for deres identitet, at ingen mennesker

bør tvinges til at give afkald derpå?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal

tredjelandsstatsborgere, som

–

uanset årsagerne hertil

–

har

overtaget tilsvarende vestlige normer og værdier i kraft af faktisk

ophold i denne medlemsstat i den fase af livet, hvor deres identitet

formes, betragtes som »medlemmer af en bestemt social gruppe«

som omhandlet i kvalifikationsdirektivets artikel 10, stk. 1, litra d)?

Skal spørgsmålet, om der er tale om »medlemmer af en bestemt

social gruppe, som har en særskilt identitet i det relevante land«,

afgøres ud fra denne medlemsstats synsvinkel, eller skal det i

forbindelse med kvalifikationsdirektivets artikel 10, stk. 2, fortolkes

således, at der skal lægges afgørende vægt på, om udlændingen kan

godtgøre, at den pågældende i sit oprindelsesland betragtes som en

del af en bestemt social gruppe, eller at dette i al fald tillægges den

pågældende? Er betingelsen om, at vestliggørelse alene kan føre til

flygtningestatus, hvis dette skyldes religiøse og politiske grunde,

forenelig med kvalifikationsdirektivets artikel 10, sammenholdt med

forbuddet mod refoulement og med retten til asyl?

3. Er en national retspraksis, hvorefter en besluttende myndighed

ved bedømmelsen af en ansøgning om international beskyttelse

afvejer barnets tarv uden først konkret at (lade) fastslå (i hver

procedure), hvad der er barnets tarv, forenelig med EU-retten,

særligt med artikel 24, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), sammenholdt med

chartrets artikel 51, stk. 1? Skal dette spørgsmål besvares anderledes,

hvis medlemsstaten skal afgøre en ansøgning om opholdstilladelse

med henvisning til sædvanlige grunde, og barnets tarv herved skal

tages i betragtning?

4. På hvilken måde og i hvilken fase af bedømmelsen af en ansøgning

om international beskyttelse skal, henset til chartrets artikel 24, stk.

2, barnets tarv og særligt den skade, som en mindreårig har pådraget

sig ved et mangeårigt faktisk ophold i en medlemsstat, tages i

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

12.07.23

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

13.07.23

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

13.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

C-765/21

betragtning og afvejes? Har det herved betydning, om dette faktiske

ophold var lovligt? Er det ved afvejningen af barnets tarv under

ovenstående bedømmelse relevant, om medlemsstaten har truffet

afgørelse vedrørende ansøgningen om international beskyttelse

inden for de herfor gældende EU-retlige frister, eller om en tidligere

pålagt pligt til hjemrejse ikke er blevet respekteret, og at

medlemsstaten i det følgende ikke udsendte de mindreårige, således

at deres faktiske ophold i medlemsstaten kunne fortsætte?

5. Kan det forenes med EU-retten, at der i henhold til en national

retspraksis sondres mellem den første og fornyede ansøgninger om

international beskyttelse i den forstand, at sædvanlige grunde til

international beskyttelse ikke tages i betragtning ved fornyede

ansøgninger om international beskyttelse, når henses til chartrets

artikel 7, sammenholdt med artikel 24, stk.2?

Azienda Ospedale-Università di Padova

Spørgsmål:

1. Kan tilladelser på særlige vilkår, som Kommissionen har udstedt,

efter at EMA har afgivet en positiv udtalelse, for de i øjeblikket

markedsførte vacciner, betragtes som fortsat gyldige i

overensstemmelse med artikel 4 i forordning nr. 507/2006 i lyset af,

at der i flere medlemsstater er blevet givet tilladelse til alternative

behandlinger af sars-CoV-2-infektion

(eksempelvis, i Italien, AIFA’s

godkendelse af protokollen vedrørende behandling med

monoklonale antistoffer og/eller antivirale midler), som er effektive

og in thesi mindre sundhedsfarlige, og dette også i lyset af chartrets

artikel 3 og 35?

2. I relation til sundhedspersoner, for hvilke der i medlemsstatens

lovgivning er indført vaccinationspligt, kan vacciner, som

Kommissionen har tilladt på særlige vilkår i henhold til forordning

nr. 507/2006, anvendes til obligatorisk vaccination, selv hvis de

berørte sundhedspersoner allerede er blevet smittet og derfor har

opnået en immunitet på naturlig vis og således kan ansøge om

undtagelse fra pligten?

3. I relation til sundhedspersoner, for hvilke der i medlemsstatens

lovgivning er indført vaccinationspligt, kan vacciner, som

Kommissionen har tilladt på særlige vilkår i henhold til forordning

nr. 507/2006, anvendes til obligatorisk vaccination uden nogen som

helst formel procedure af forsigtighedsmæssig art, eller kan de

berørte sundhedspersoner henset til, at tilladelsen er udstedt på

særlige vilkår, modsætte sig vaccination, i det mindste indtil den

kompetente sundhedsmyndighed konkret og med rimelig sikkerhed

har udelukket, dels at der ikke foreligger kontraindikationer i denne

retning, dels at de relaterede fordele overstiger fordelene ved andre

i øjeblikket tilgængelige lægemidler? Skal de kompetente

sundhedsmyndigheder i dette tilfælde handle i overensstemmelse

med chartrets artikel 41?

4. I relation til en vaccine, som Kommissionen har tilladt på særlige

vilkår, kan den omstændighed, at læge- og sundhedspersonale, for

hvilket der i den nationale lovgivning er indført vaccinationspligt,

ikke lader sig vaccinere, automatisk føre til udelukkelse fra arbejde

uden løn, eller skal der fastsættes gradvise sanktionsforanstaltninger

overensstemmelse

med

det

grundlæggende

proportionalitetsprincip?

5. Såfremt den nationale lovgivning tillader former for dépeçage

[(opsplitning)], skal vurderingen af, om arbejdstageren kan tildeles

alternative opgaver, da gennemføres med overholdelse af

kontradiktionsprincippet i henhold til chartrets artikel 41, hvorfor

den berørte har ret til erstatning for skade, hvis dette princip ikke er

blevet overholdt?

6. Er en national lovgivning, som den der følger af artikel 4, stk. 11,

i lovdekret nr. 44/2021, forenelig med forordning 2021/953

–

som

forbyder forskelsbehandling mellem vaccinerede personer og

personer, der ikke har villet eller af medicinske årsager ikke har

kunnet lade sig vaccinere

–

såfremt den

tillader, at en sundhedsperson, der er blevet erklæret undtaget fra

vaccinationspligten, kan udføre sin aktivitet i kontakt med

patienterne, under overholdelse af de ifølge den gældende lovgivning

påkrævede

sikkerhedsforanstaltninger,

hvorimod

sundhedsperson som sagsøgeren, der er blevet immun på naturlig

vis efter en tidligere smitte og ikke vil lade sig vaccinere uden

uddybende medicinske undersøgelser, automatisk udelukkes fra

arbejde uden løn?

7. Er lovgivningen i en medlemsstat, som indfører en obligatorisk

covid-vaccine

–som

Kommissionen har tilladt på særlige vilkår

–

med hensyn til alle sundhedspersoner, selv om de er

hjemmehørende i andre medlemsstater, men arbejder i Italien ved

Lægemiddelstyrelsen

Beskæftigelsesministeriet

O-sag

Dom

13.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

C-87/22

C-134/22

C-227/22

C-252/22

udøvelse af den frie udveksling af tjenesteydelser og

etableringsfriheden, forenelig med forordning 2021/953 og de heri

fastsatte principper om proportionalitet og forbud mod

forskelsbehandling?

Spørgsmål:

1. Skal artikel 15 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27.

november 2003 om kompetence og om anerkendelse og

fuldbyrdelse retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende

forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000

(EUT 2003, L 338, s. 1) fortolkes således, at anmodningen fra en

medlemsstat, der har kompetence til at påkende sagens realitet, hvis

den finder, at en ret i en anden medlemsstat, som barnet har en særlig

tilknytning til, er bedre egnet til at behandle sagen eller en specifik

del af sagen, om at erklære sig kompetent, også kan tages til følge,

hvis den anden medlemsstat er en medlemsstat, som barnet har

sædvanligt opholdssted i efter ulovligt at være blevet bortført dertil?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 15

i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser

ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om

ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EFT 2003, L 338, s.

1) fortolkes således, at de i denne bestemmelse nævnte kriterier for

overførsel af kompetencen er endeligt reguleret, uden at der kræves

yderligere kriterier med hensyn til en sag anlagt i henhold til artikel

8f i Haagerkonventionen af 25. oktober 1980 om de civilretlige

virkninger af internationale barnebortførelser?

GmbH

Spørgsmål:

Hvilket formål tjener artikel 2, stk. 3, andet afsnit, i Rådets direktiv

98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes

lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser, hvorefter

arbejdsgiveren skal sende en genpart af i det mindste den i første

afsnit, litra b), nr. i) til v), nævnte skriftlige meddelelse til den

kompetente offentlige myndighed?

Regionalna direktsia „Avtomobilna administratsia“ Pleven

Spørgsmål:

Giver bestemmelserne i direktiv 2006/126 medlemsstaterne

mulighed for at forlange af førere af køretøjer i kategori ., CE, C1,

C1E, D, DE, D1, D1E, at de med kortere intervaller end kørekortets

gyldighedsperiode skal gennemgå en lægeundersøgelse for at fastslå

deres fysiske og psykiske egnethed, og i denne forbindelse forlange

et særskilt dokument (foruden kørekortet), som attesterer deres

egnethed? Eller attesterer besiddelsen af et gyldigt kørekort til de

nævnte kategorier også førerens fysiske og psykiske egnethed, da

denne

egnethed

allerede

blev

konstateret

ved

førstegangsudstedelsen eller fornyelsen af kørekortet?

Societatea Civila Profesionala de Avocati AB & CD

Spørgsmål:

»1. Skal [chartrets] artikel 47 [første afsnit] sammenholdt med artikel

19 (stk. 1, andet afsnit, TEU) og artikel 2, stk. 4, sammenholdt med

artikel 9, stk. 3, i konventionen om adgang til oplysninger, offentlig

deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og

domstolsprøvelse på miljøområdet, undertegnet i Århus (Danmark)

den 25. juni 1998 og indgået på Det Europæiske Fællesskabs vegne

ved Rådets afgørelse 2005/370/EF af 17. februar 2005, fortolkes

således, at begrebet »offentlig« omfatter en juridisk enhed, såsom et

advokatselskab, der ikke søger at beskytte nogen rettighed eller

interesse for denne enhed, men derimod rettigheder og interesser

for fysiske personer, nemlig de advokater, der udgør denne form for

erhvervsorganisation, [og] kan en sådan enhed i henhold til

konventionens artikel 2, stk. 4, sidestilles med en gruppe af fysiske

personer, der handler gennem en forening eller organisation?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal

konventionens artikel 9, stk. 3, og [chartrets] artikel 47 [første og

andet afsnit] sammenholdt med artikel 19 [stk. 1, andet afsnit, TEU]

under hensyn til [både] målene i konventionens artikel 9, stk. 3, og

målet om effektiv retsbeskyttelse af rettigheder, der er tillagt ved

EU-retten, fortolkes således, at de er til hinder for en national

bestemmelse, hvorefter et sådant advokatselskab kun har adgang til

domstolsprøvelse, hvis det kan godtgøre, at det har en egen

interesse, eller at søgsmålet har til formål at beskytte en retsstilling,

der er direkte forbundet med det formål, som denne

organisationsform, i det foreliggende tilfælde et advokatselskab, er

oprettet med?

Social-, Bolig- og

Ældreministeriet

O-sag

Dom

13.07.23

Beskæftigelsesministeriet

Miljøministeriet

O-sag

Dom

13.07.23

Transportministeriet

O-sag

Dom

13.07.23

Miljøministeriet

O-sag

13.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

C-260/22

C-265/22

3. Såfremt det første og det andet spørgsmål besvares bekræftende,

eller uafhængigt af svarene på disse to spørgsmål, skal

konventionens artikel 9, stk. 3, 4 [og] 5, og [chartrets] artikel 47

[første og andet afsnit] sammenholdt med artikel19 [ stk. 1, andet

afsnit, TEU] fortolkes således, at udtrykket, at de passende og

effektive retsmidler, herunder vedtagelsen af en retsafgørelse, ikke

må være» uoverkommeligt dyre« forudsætter, at der er fastsat regler

og/eller kriterier tilbegrænsning af de omkostninger, der kan

pålægges den tabende part i sagen, i denforstand, at den nationale ret

skal sikre, at kravet om, at omkostningerne ikke må være

uoverkommeligt dyre, overholdes, idet der tages hensyn til [både]

den interesse, som den person, der søger at forsvare sine rettigheder,

har, og til den almene interesse i at beskytte miljøet?«

Seven.One Entertainment Group

Spørgsmål:

1. Skal direktiv 2002/29/EF fortolkes således, at radio- og

fjernsynsforetagender er direkte og originært berettigede med

hensyn til retten til rimelig kompensation i henhold til artikel 5, stk.

2, litra b), i direktiv 2001/29/EF, som er fastsat i forbindelse med

den såkaldte undtagelse for privatkopiering?

2. Kan radio- og fjernsynsforetagender med hensyn til deres ret i

henhold til artikel 2, litra e), i direktiv 2001/29/EF udelukkes fra

retten til rimelig kompensation som omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra

b), i direktiv 2001/29/EF, fordi de også i deres egenskab af

filmproducenter kan have en ret til rimelig kompensation som

omhandlet i artikel 5, stk. 2, litra b), i direktiv 2001/29/EF?

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende:

Er det lovligt at udelukke radio- og fjernsynsforetagenderne generelt,

selv om radio- og fjernsynsforetagender afhængigt af deres konkrete

programtilrettelæggelse til dels kun i meget ringe omfang erhverver

rettigheder som filmproducenter (navnlig fjernsynsprogrammer

med en stor andel af programmer, som tredjeparter har

licensrettighederne til), og til dels ikke erhverver rettigheder som

filmproducenter (navnlig arrangører af radioprogrammer)?

Banco Santander

Spørgsmål:

1.: Eftersom gebyrer og margener i tillæg til disse medtages i

rentesatsen ved udarbejdelsen af indekset for variabel rente

»GENNEMSNITSRENTESATSEN FOR ALLE SPANSKE

KREDITINSTITUTTER FOR LÅN MED PANT I FAST

EJENDOM MED EN LØBETID PÅ OVER TRE ÅR«, hvilket i

sidste ende er mere omkostningsfuldt for forbrugeren end andre

ÅOP på markedet, og eftersom det i medfør af bestemmelserne i

cirkulære nr. 5/1994 fra Banco de España, som udgør

tilsynsmyndighedens reguleringskriterium, er nødvendigt, at disse

margener er negative, hvilket generelt er blevet udeladt og tilsidesat

af kreditinstitutterne, ER DEN HANDLING FULDSTÆNDIGT

AFVIGE

FRA

TILSYNSMYNDIGHEDERNES

KRITERIUM I STRID MED ARTIKEL 5 OG 7 I DIREKTIV

2005/29/EF?

2.: Såfremt det i overensstemmelse med Domstolens praksis i sag C-

689/20 fastslås, at den handling at afvige fra tilsynsmyndighedens

kriterium er i strid med artikel 5 og 7 i direktiv 29/2005/EF,

UDGØR DENNE URIMELIGE PRAKSIS DA ET INDICIUM

VED

VURDERING

BEDØMMELSE

KONTRAKTVILKÅRETS URIMELIGE KARAKTER, OG ER

DEN I STRID MED ARTIKEL 3 OG 4 I DIREKTIV 93/13?

3.: Såfremt der ikke er taget hensyn til cirkulære nr. 5/1994 fra Banco

de España, som er særegent for den finansielle sektor, og som ikke

er alment kendt i offentligheden, og dette manglende hensyn fastslås

at være i strid med artikel 7 idirektiv 2005/29/EF, UDGØR

DETTE DA ET INDICIUM VED VURDERING AF DEN

URIMELIGE KARAKTER I MEDFØR AF ARTIKEL 6.1 I

DIREKTIV 93/13 I FORBINDELSE MED KONTROL AF

GENNEMSIGTIGHED AF DETTE INDEKS, SOM BESTÅR

AF »referenceindeks plus margen«?

4.: ER NATIONAL RETSPRAKSIS I STRID MED ARTIKEL 3,

STK. 1, ARTIKEL 4 OG 5 I DIREKTIV 93/13/EØF HENSET

TIL, AT DEN SPECIFIKKE BEREGNING AF IRPH-

INDEKSET UDGØR EN URIMELIG PRAKSIS VED IKKE

AT TILLÆGGE EN NEGATIV MARGEN, PÅ TRODS AF AT

DENNE NØDVENDIGHED FREMGÅR AF PRÆAMBELEN

TIL CIRKULÆRET FRA BANCO DE ESPAÑA, IDET DENNE

PRAKSIS ER MINDRE FORDELAGTIG END ALLE ANDRE

ÅOP PÅ MARKEDET, OG EFTERSOM IRPH-INDEKSET ER

BLEVET MARKEDSFØRT SOM VÆRENDE ET PRODUKT

Kulturministeriet

O-sag

13.07.23

Finanstilsynet

O-sag

Dom

13.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

C-313/22

SVARENDE TIL EURIBOR-INDEKSET, UDEN AT DER ER

TAGET HENSYN TIL NØDVENDIGHEDEN AF AT

TILLÆGGE EN NEGATIV MARGEN, OG IDET

KREDITINSTITUTTERNE SÅLEDES FREMOVER KUNNE

AFSTÅ FRA AT INDGÅ AFTALER, SOM INDEHOLDER

DISSE VILKÅR, IDET DE ERKLÆRES UGYLDIGE,

EFTERSOM

MARKEDSFØRING

DENNE

TJENESTEYDELSE TIL SÅRBARE FORBRUGERE KAN

PÅVIRKE DEN ØKONOMISKE ADFÆRD, OG DE

ERKLÆRES URIMELIGE, IDET MARGENEN IKKE

INDARBEJDES I HANDELSBETINGELSERNE MEN

MEDREGNES I RENTESATSEN I STRID MED DIREKTIV

2005/19/EF?

5.: ER DET I STRID MED ARTIKEL 6, STK. 1, I DIREKTIV

93/13/EØF AT UnDLADE AT FØRE KONTROL MED

ANVENDELSEN AF EN SKJULT PÅLAGT MARGEN OG

DENNES URIMELIGE KARAKTER, NÅR DENNE

MARGEN SKAL VÆRE NEGATIV I KREDITINSTITUTTETS

TILBUD, OG FORBRUGEREN PÅ TIDSPUNKTET FOR DE

OPLYSNINGER, SOM

VEDKOMMENDE HAR MODTAGET FORUD FOR

KONTRAKTINDGÅELSEN, IKKE ER BEKENDT MED

DEN ØKONOMISKE ADFÆRD I FORBINDELSE MED

DEN RENTE, DER ANVENDES PÅ DET PÅGÆLDENDE

LÅN, MED DEN BEGRUNDELSE, AT DIREKTIV

29/2005/EF ER TIL HINDER HERFOR?

ACHILLEION

Spørgsmål:

Det første spørgsmål:

Udgør salget af en støttemodtagende virksomhed, sammen med

virksomhedens formue i form af fast ejendom, i henhold til

bestemmelserne i: i) artikel 30, stk. 1, 3 og 4, i forordning nr.

1260/1999 og regel nr. 1, punkt 1.9, i forordning nr. 1685/2000; ii)

artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 70/2001; og iii) artikel 38 og 39, stk.

1, i forordning nr. 1260/1999, artikel 4 i forordning nr. 438/2001,

artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 448/2001, artikel 1, stk. 2, i

forordning nr. 2988/95 og artikel 14 i forordning nr. 659/1999,

automatisk en så væsentlig ændring af betingelserne for

gennemførelse af den samfinansierede investering i denne

virksomhed, at ændringen i sig selv begrunder anvendelsen af en

national bestemmelse såsom artikel 18, stk. 5, i tværministerielt

dekret nr. 192249/E.S 4057/19.8.2002 (ministerielt dekret nr.

9216/EYS 916/12.2-18.2.2004), som fastsætter et absolut og

langsigtet forbud mod overførsel af en støttemodtagende

virksomheds formue i form af fast ejendom, idet afgørelsen om

ydelse af støtte ellers kan tilbagekaldes helt eller delvist, med den

konsekvens, at den indrømmede offentlige støtte tilbagesøges helt

eller delvist?

Det andet spørgsmål:

Skal bestemmelserne i: i) artikel 30, stk. 4, i forordning nr.

1260/1999; ii) artikel 4, stk. 3, i forordning nr. 70/2001 og punkt

4.12 i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte for så vidt

angår princippet om en vedvarende operation af støttemodtagende

små og mellemstore virksomheder; iii) artikel 38 og 39 i forordning

nr. 1260/1999, artikel 2, stk. 2, i forordning nr. 448/2001, artikel 1,

stk. 2, artikel 2 og artikel 4 i forordning nr. 2988/95 samt artikel 14

i forordning nr. 659/1999 fortolkes således, at salget af en

støttemodtagende virksomheds formue i form af fast ejendom og af

virksomheden i sig selv, inden for rammerne af en intern aftale

mellem virksomhedens aktionærer med henblik på at sikre

virksomhedens lønsomhed, ikke medfører en væsentlig ændring af

samfinansieringsoperationen eller en uretmæssig fordel for en af

parterne, således at det omhandlede salg ikke udgør en

uregelmæssighed eller en grund til at tilbagesøge støtten, forudsat at

betingelserne for investeringens gennemførelse ikke bliver ændret,

og at overførslen er omfattet af en retlig ordning, ifølge hvilken

overdrageren og erhververen hæfter solidarisk for de på tidspunktet

for overførslen eksisterende gældsforpligtelser og passiver?

Det tredje spørgsmål:

Kræver bestemmelserne i artikel 17, 52 og 53 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder samt

retssikkerhedsprincippet, sammenholdt med artikel 1 i

tillægsprotokol (nr. 1) til EMRK, at der opnås en korrekt afvejning

mellem på den ene side foranstaltningerne til finansiel korrektion og

tilbagesøgning af støtte i henhold til artikel 38, [stk. 1,] litra h), og

artikel 39, stk. 1, i forordning nr. 1260/1999, artikel 2, stk. 2, i

Energistyrelsen

Erhvervsministeriet

O-sag

Dom

13.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

C-392/22

C-434/22

forordning nr. 448/2001, artikel 4 i forordning nr. 2988/95 og

artikel 14 i forordning nr. 659/1999 og på den anden side

støttemodtagerens ret til beskyttelse af »formuen«, således at

støttemodtageren helt eller delvist fritages for tilbagesøgningen, selv

hvis derkonstateres en væsentlig ændring af den finansierede

virksomhed eller en uberettiget berigelse i forbindelse med

overførsel af virksomheden?

Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid

Sagen vedrører:

I Skal Dublinforordningen 1, henset til 3., 32., og 39. betragtning

hertil i forbindelse med artikel 1, 4, 18, 19 og 47 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder 2 fortolkes og

anvendes således, at det mellemstatslige tillidsprincip ikke kan

opdeles, således at alvorlige og strukturelle krænkelser af EU-retten,

der før overførslen begås af den muligt ansvarlige medlemsstat over

for tredjelandsstatsborgere, der (endnu) ikke er Dublingengangere,

ubetinget er til hinder for overførsel til denne medlemsstat?

II Såfremt det foregående spørgsmål besvares benægtende, skal

Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, sammenholdt med chartrets

artikel 1, 4, 18, 19 og 47 fortolkes således, at såfremt den muligt

ansvarlige medlemsstat alvorligt og strukturelt krænker EU-retten,

kan den overførende medlemsstat ikke efter Dublinforordningen på

forhånd lægge det mellemstatslige tillidsprincip til grund, men må

fjerne al tvivl med hensyn til eller godtgøre, at ansøgeren efter

overførslen ikke kommer i en situation, som er i strid med chartrets

artikel 4?

III Hvilke bevismidler kan sagsøgeren anføre til støtte for sine

argumenter om, at Dublinforordningens artikel 3, stk. 2, er til hinder

for hans overførsel, og hvilke beviskrav må der herved anlægges?

Har den overførende medlemsstat, henset til henvisningen til den

gældende EU-ret på asylområdet i betragtningerne til

Dublinforordningen en pligt til samarbejde eller omhu, eller skal den

ansvarlige medlemsstat, såfremt der er tale om alvorlige og

strukturelle

krænkelser

af grundrettigheder

over for

tredjelandsstatsborgere, indhente individuelle garantier for, at

ansøgerens grundrettigheder respekteres efter overførslen? Vil dette

spørgsmål skulle besvares anderledes, såfremt ansøgeren er i

bevisnød og ikke kan støtte sine sammenhængende og detaljerede

forklaringer på dokumenter, og dette ud fra forklaringernes art heller

ikke kan forventes?

IV Skal spørgsmål III besvares anderledes, såfremt ansøgeren

godtgør, at klager til myndighederne og/eller indgivelse af retsmidler

i den ansvarlige medlemsstatikke er mulig eller ikke vil være

effektivt?

Latvijas valsts meži

Spørgsmål:

1) Omfatter begrebet »projekt« som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra

a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13.

december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters

indvirkning på miljøet også aktiviteter i et skovområde, der udføres

med henblik på vedligeholdelse af infrastruktur til forebyggelse af

brande i dette område i overensstemmelse med de krav til

forebyggelse af brande, der er fastsat i den gældende lovgivning?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal

aktiviteter, der udføres i et skovområde med henblik på

vedligeholdelse af infrastruktur til forebyggelse af brande i dette

område i overensstemmelse med de krav til forebyggelse af brande,

der er fastsat i den gældende lovgivning, da anses for at være et

projekt som omhandlet i artikel 6, stk. 3, i direktiv 92/49/EØF af

21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter,

der er direkte forbundet med eller nødvendigt for forvaltningen af

området, således at det ikke er nødvendigt at gennemføre

proceduren for vurdering af særlige bevaringsområder af

fællesskabsbetydning (Natura 2000) i forbindelse med sådanne

aktiviteter?

3) Såfremt det andet spørgsmål besvares benægtende, følger det da

af artikel 6, stk. 3, i Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om

bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, at der ligeledes skal

foretages en vurdering af de planer og projekter (aktiviteter), som

ikke er direkte forbundet med forvaltningen af det særligt

bevaringsværdige område eller ikke er nødvendige for forvaltningen

af det særligt bevaringsværdige område, som kan få en væsentlig

indvirkning på bevaringsområder af fællesskabsbetydning (Natura

2000), men som ikke desto mindre udføres i overensstemmelse med

den nationale lovgivning med henblik på at sikre overholdelsen af

kravene til forebyggelse af skovbrande og til brandbekæmpelse? 4)

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

O-sag

13.07.23

Miljøministeriet

O-sag

13.07.23

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 587: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 23/6-23

C-518/22

Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, kan en sådan

aktivitet da fortsætte og afsluttes, inden proceduren for

efterfølgende evaluering af særlige bevaringsområder af

fællesskabsbetydning (Natura 2000) gennemføres?

5) Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende, er de

kompetente myndigheder da forpligtet til at fremsætte krav om

genoprettelse af skader og træffe foranstaltninger med henblik på at

undgå eventuelle væsentlige virkninger, i det tilfælde hvor

virkningernes væsentlighed ikke er blevet vurderet i forbindelse med

vurderingsproceduren

for

særlige

bevaringsområder

fællesskabsbetydning (Natura 2000)?

AP Assistenzprofis

Spørgsmål:

Kan artikel 4, stk. 1, artikel 6, stk. 1, artikel 7 og/eller artikel 2, stk.

5, i direktiv 2000/78/EF

–

set i lyset af kravene i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 19 i De

Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med

handicap

–

fortolkes således, at direkte forskelsbehandling på grund

af alder kan være begrundet i en situation som den i hovedsagen

foreliggende?

Social-, Bolig- og

Ældreministeriet

O-sag

13.07.23