Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 539
Offentligt
Komitesag
Grundnotat til Folketingets Europaudvalg om Kommissionens udkast til
anerkendelse af det østrigske nationale miljøledelsessystem Ecoprofit under
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1221/2009 (EMAS)
(Komitésag)
Resumé
Der er skriftlig afstemning i komiteen den 13. juni 2023 om Kommissionens udkast til forslag om
anerkendelse af det eksisterende nationale østrigske miljøledelsessystem (Ecoprofit) eller dele heraf.
Forslaget kan påvirke miljøbeskyttelsesniveauet positivt, primært i Østrig/EU, såfremt østrigske
virksomheder med et Ecoprofit miljøledelsessystem vælger at ansøge om en EMAS-registrering, der
stiller højere krav til virksomheden og dens miljøkortlægning og afrapportering.
Forslaget vurderes ikke at have økonomiske og administrative konsekvenser for stat, regioner,
kommuner eller erhvervslivet, da anerkendelsen vedrører Østrig.
Regeringen agter at stemme for.
Baggrund
Kommissionen har den 23. maj 2023 fremsendt forslag om, at dele af det østrigske
miljøledelsessystem Ecoprofit (på tysk: Ökoprofit)
anerkendes som værende på linje med EU’s
miljøledelsessystem, EMAS. Beslutningsforslaget skal behandles ved skriftlig procedure den 13. juni
2023 i Kommissionens forskriftudvalg for EMAS-komiteen.
Forslaget har hjemmel i EU's EMAS-forordning (nr.
1221 af 25. november 2009 om organisationers
frivillige deltagelse i en fællesskabsordning for miljøledelse og miljørevision),
artikel 45 som giver
mulighed for, at en medlemsstat kan få Kommissionen til at vurdere, i hvor høj grad det nationale
miljøledelsessystem lever op til EMAS-forordningens krav.
Forslaget behandles i en rådgivningsprocedure i EMAS-Komitéen. Når rådgivningsproceduren finder
anvendelse afgiver Komitéen udtalelse, om nødvendigt ved afstemning. Hvis Komitéen stemmer,
afgives udtalelsen med simpelt flertal blandt Komitéens medlemmer. Kommissionen træffer afgørelse
om det udkast til retsakt, der skal vedtages under størst mulig hensynstagen til konklusionerne af
Komitéens drøftelser og Komitéens udtalelse, jf. art. 49, stk. 2 i EMAS-forordningen.
Formål og indhold
En virksomhed eller organisation, der ønsker at blive EMAS-registreret, skal implementere et
miljøledelsessystem, der består af en miljøkortlægning, opstille miljømål og udarbejde en
miljøredegørelse, hvor virksomheden gør rede for de væsentligste miljøpåvirkninger og mål for at
reducere dem. Miljøledelsessystemet og miljøredegørelsen skal leve op til en række formkrav og
afrapporteringer, der og verificeres af en akkrediteret EMAS-verifikator.
Kravene for at blive EMAS-registreret foreskriver bl.a., at
1) ansøgere har kortlagt alle relevante miljøforhold.