EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 38: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/11-22

Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 38
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 E-mail:

[email protected]

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

25. november 2022

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger i

retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af

generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom.

Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-660/20

Titel og kort sagsresumé

Lufthansa CityLine

Emne:

Spørgsmål:

1) Behandler en national lovgivning deltidsansatte på en mindre gunstig måde

end sammenlignelige fuldtidsansatte som omhandlet i § 4, stk. 1, i

rammeaftalen om deltidsarbejde, som er indeholdt i bilaget til direktiv

97/81/EF, når den tillader, at retten til et supplerende vederlag for deltids-

og fuldtidsansatte på ensartet vis afhænger af, at der sker en overskridelse af

det samme antal arbejdstimer, og dermed giver mulighed for, at der tages

udgangspunkt i det samlede vederlag og ikke i lønelementet i det supplerende

vederlag?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

Er en national lovgivning, som giver mulighed for at lade retten til et

supplerende vederlag være afhængig af, at deltids- og fuldtidsansatte på

ensartet vis har overskredet det samme antal arbejdstimer, i overensstemmelse

med § 4, stk. 1, og med princippet om pro rata temporis i § 4, stk. 2, i

rammeaftalen om deltidsarbejde, som er indeholdt i bilaget til direktiv

97/81/EF, når formålet med det supplerende vederlag er at kompensere for

en særlig arbejdsbyrde?

Emne:

RoL Polen. Disciplinære sanktioner mod polske dommere. Dommer Tuleya

og afgørelse fra Disciplinærkammeret

Sag C-615/20 vedrører:

1) Skal EU-retten

–

særligt artikel 47 i [Den Europæiske Unions] charter om

grundlæggende rettigheder (chartret) og de heri nævnte rettigheder om

effektive retsmidler og retten til en retfærdig og offentlig rettergang inden for

en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er

oprettet ved lov

–

fortolkes således, at den er til hinder for bestemmelserne i

national ret, navnlig dem, som er nævnt i det andet og det tredje spørgsmål

nedenfor, dvs. artikel 80 og artikel 129 i ustawa z dnia 27 lipca 2001 r.

–

Prawo

o ustroju sądów powszechnych (lov af 27. juli 2001 –

lov om de almindelige

domstoles organisation) (lov om de almindelige domstoles organisation), samt

artikel 110, stk. 2a, i lov om de almindelige domstoles organisation, artikel 27,

stk. 1, pkt. 1a, i ustawa z dnia 8 grudnia 2017 r. o Sądzie Najwyższym (lov af

8. december 2017 om den øverste domstol), som giver Izba Dyscyplinarna

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelsesministeriet

Til orientering:

Miljøministeriet

Proces-

skridt

Dato

01.12.22

C-615/20

og C-

671/20

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

15.12.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 38: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/11-22

Sądu Najwyższego (afdelingen for disciplinærsager ved den øverste domstol,

Polen) mulighed for at ophæve en dommers immunitet samt suspendere

denne fra dennes funktioner, og dermed faktisk forhindre dommeren i at

træffe afgørelse i de sager, denne er blevet tildelt, navnlig når:

a) afdelingen for disciplinærsager ved den øverste domstol ikke udgør en

»domstol« som omhandlet i chartrets artikel 47, artikel 6 i EMRK samt artikel

45, stk. 1, i Konstytucji Rzeczypospolitej Polskiej (den polske forfatning)

(dom i de forenede sager C-585/18, C-624/18 og C-625/18, EU:C:2019:982);

b) medlemmerne af afdelingen for disciplinærsager ved den øverste domstol

karakteriseres ved at have en meget stærk tilknytning til den lovgivende og

den udøvende magt (kendelse af 8. april 2020, Kommissionen/Polen, sag C-

791/19 R, EU:C:2020:277);

c) Republikken Polen er blevet tilpligtet til at indstille anvendelsen af visse

bestemmelser i lov af 8. december 2017 om den øverste domstol vedrørende

den såkaldte Izba Dyscyplinarna (disciplinærafdeling) samt at afstå fra at

overføre sager, der verserer for denne afdeling, til et dommerkollegium, der

ikke opfylder kravene til uafhængighed (kendelse af 8. april 2020,

Kommissionen/Polen, sag C- 791/19 R, EU:C:2020:277).

MV.

Sag C-671/20 vedrører:

1) Skal EU-retten

–

særligt artikel 2 TEU og det deri fastsatte retsstatsprincip,

artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, samt princippet om forrang, princippet

om loyalt samarbejde og retssikkerhedsprincippet

–

forstås således, at den er

til hinder for anvendelsen af en medlemsstats nationale ret, såsom artikel 41

b, stk. 1 og 3, i ustawa z dnia 27 lipca 2001 r.

– Prawo o ustroju sądów

powszechnych (lov af 27. juli 2001

–

lov om de almindelige domstoles

organisation), således at en retspræsident

–

på egen hånd og uden retslig

prøvelse

–

kan træffe afgørelse om at ændre sammensætningen af et

dommerkollegium efter at et organ såsom Izba Dyscyplinarnas

(disciplinærafdelingen) har givet tilladelse til indledningen af strafferetlig

forfølgelse af en dommer, som oprindeligt indgik i dommerkollegiet (dommer

I.T. ved den regionale domstol), som omfatter en obligatorisk suspension af

dommeren fra dennes funktioner, hvilket navnlig indebærer, at dommeren

ikke kan udøve sin funktion i de sager, som han var blevet tildelt, herunder

sager, som han var blevet tildelt forud for den pågældende tilladelse? MV.

G. m.fl.

Spørgsmål:

1. Skal artikel 2 og 19, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union (»TEU«)

og rtikel 6, stk. 1-3, TEU, sammenholdt med artikel 47 i chartret om

grundlæggende rettigheder (»chartret«) fortolkes således, at:

a) En domstol, der er sat med bl.a. en person, der er udpeget til

dommerembedet ved denne domstol efter en procedure, der er kendetegnet

ved manglende deltagelse af dommerstanden

–

en dommerstand, der oftest

er udnævnt uafhængigt af den udøvende og lovgivende magt

–

i en situation,

hvor det på baggrund af medlemsstatens forfatningsmæssige acquis er

nødvendigt at inkludere dommere, der opfylder disse krav til udnævnelsen og

indgår i en institutionel og strukturel sammenhæng, ikke er en domstol

oprettet ved lov i henhold til EU-retten, fordi: - betingelsen om afgivelse af

en udtalelse om en kandidat til et dommerembede skulle opfyldes af et

dommerkollegium, og betingelsen bevidst blev undladt opfyldt i strid med de

nationale regler og dommerkollegiets holdning; - det nuværende Krajowa

Rada Sadownictwa (det nationale råd for retsvæsenet), der er valgt i strid med

den polske forfatning og love, ikke er et uafhængigt organ sammensat af

repræsentanter for dommersamfundet, der er udpeget i dets sammensætning,

og som er uafhængigt af den udøvende og lovgivende magt, og der dermed

rent faktisk ikke blev givet en indstilling til udnævnelse til dommerembedet

som fastsat i national ret; - deltagerne i udnævnelsesproceduren ikke var

berettigede til at iværksætte anke til en domstol som omhandlet i artikel 2 og

19, stk. 1, TEU, samt artikel 6, stk. 1-3, TEU, sammenholdt med artikel 47 i

[chartret] [?]

b) En domstol, der er sat med bl.a. en dommer, som er udpeget til

dommerembedet efter en procedure, der kendetegnet ved vilkårlig

indblanding fra den udøvende magt og som ikke inkluderer deltagelse af

dommerstanden

–

idet dommerstanden oftest er udnævnt uafhængigt af den

udøvende og lovgivende magt, og er uafhængigt af ethvert andet organ,

hvilket sikrer en objektiv evaluering af kandidaten

–

henset til det forhold, at

deltagelse af dommerstanden eller ethvert andet organ, som er uafhængigt af

den udøvende og lovgivende magt, og som kan sikre en objektiv vurdering af

kandidaten i proceduren for udnævnelse af en dommer i overensstemmelse

med den europæiske retstradition, der er forankret i ovennævnte

bestemmelser i EU-traktaten og chartret, og som er grundlaget for Unionen

som retsunion, er nødvendig for at kunne anerkende, at en national domstol

garanterer det krævede niveau af effektiv domstolsbeskyttelse i sager, der er

omfattet af EU-retten, og dermed at princippet om magtfordeling og

C-181/21

og C-

269/21

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

15.12.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 38: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/11-22

C-204/21

magtbalance samt retsstatsprincippet sikres, ikke opfylder kravene til en

uafhængig domstol oprettet ved lov [?]

2. Skal artikel 2 TEU og artikel 19, stk. 1, TEU, sammenholdt med chartrets

artikel 47 fortolkes således, at i en situation, hvor domstolen er sat med bl.a.

en person, der er udnævnt på de betingelser, der er beskrevet i nr. 1), at:

a) disse bestemmelser er til hinder for anvendelsen af nationale regler, der

tillægger den øverste domstols kammer enekompetence til at påkende

lovmæssigheden af en sådan persons udnævnelse til dommerembedet, og som

udelukkende består af personer, der er udnævnt til dommere på de

betingelser, der er beskrevet i nr. 1), og som samtidig fastsætter en pligt til at

afstå fra prøvelse af indsigelser vedrørende udnævnelse til dommerembedet

under hensyntagen til den institutionelle og systemiske kontekst;

b) for at sikre effektiviteten af EU-retten kræver de en sådan fortolkning af

bestemmelserne i national ret, der gør det muligt for retten ex officio at

udelukke en sådan person fra at behandle en sag på grundlag af en analog

anvendelse af bestemmelserne om udelukkelse af en dommer, der ikke kan

pådømme en sag (iudex inhabilis) [?]

Kommissionen mod Polen

Emne:

Domstolenes uafhængighed.

Spørgsmål:

Det fastslås, at Republikken Polen har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til

artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU, sammenholdt med artikel 47 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, set i lyset af

praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vedrørende

EMRK’s artikel 6, stk.

1, og i henhold til artikel 267 TEUF og princippet om

EU-rettens forrang, idet den har vedtaget og opretholdt artikel 42a, stk. 1 og

2, og artikel 55, stk. 4, i ustawa

—

Prawo o ustroju sadów powszechnych (lov

om de almindelige domstoles organisation, herefter »lov om de almindelige

domstoles organisation«), artikel 26, stk. 3, og artikel 29, stk. 2 og 3, i ustawa

o Sadzie Najwyzszym (lov om den øverste domstol) og artikel 5, stk. 1a og

1b, i ustawa o sadach administracyjnych (lov om forvaltningsdomstole), i den

affattelse, der følger af ustawa z dnia 20 grudnia 2019 r. o zmianie ustawy

—

Prawo o ustroju sadów powszechnych, ustawy o Sadzie Najwyzszym oraz

niektórych innych ustaw (lov af 20.12.2019 om ændring af lov om de

almindelige domstoles organisation, lov om den øverste domstol og visse

andre love, herefter »ændringsloven«) samt ændringslovens artikel 8,

hvorefter det er forbudt for alle nationale retter at efterprøve, om de EU-

retlige krav vedrørende en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående

er oprettet ved lov, er opfyldt.

M.fl.

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

15.12.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 38: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/11-22

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Forkortelser i sagstypekolonnen:

O-sag = Sagen følges til orientering

F-sag = Sagen følges med henblik på eventuel afgivelse af mundtligt indlæg

Sagsnr.

T-316/14

RENV

T-148/19

Titel og kort sagsresumé

Kurdistan Workers’ Party (PKK) mod Rådet (appel)

Påstande:

—

Rettens appellerede dom ophæves.

—

Domstolen træffer endelig afgørelse i de spørgsmål, der er

genstand for denne appel, og PKK’s påstand tages ikke til følge.

—

PKK tilpligtes at betale Rådets omkostninger i forbindelse med

nærværende appelsag og i sag T-316/14.

Østrig mod Kommissionen

Påstande:

—

Europa-Kommissionens afgørelse (EU) 2017/2112 af 6. marts

2017 om den foranstaltning/støtteordning/statsstøtte SA.38454

—

2015/C (ex 2015/N), som Ungarn påtænker at yde til udviklingen

af to nye kernereaktorer på Paks IIkernekraftværket (meddelt under

nummer C(2017) 1486), offentliggjort i Den Europæiske Unions

Tidende den 1. december 2017, L 317, s. 45, annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Italien mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgørelse 2021/261 af 17.

februar 2021 annulleres, for så vidt som den pålægger Italien

finansielle korrektioner vedrørende revisionsundersøgelserne

AA/2017/013 (Arealstøtte.

—

TUTTI OP

—

Regnskabsåret 2018

—

67 368 272,99 EUR) og CEB/2018/057 (Regnskabsåret 2017 og

forsinkede betalinger

—

TUTTI OP

—

nettobeløb 74 978 660,98

EUR

—

bruttobeløb 75 696 497,283 EUR.

—

Subsidiært annulleres samme afgørelse, for så vidt som den

anvender en fast korrektion på 67 368 272,99 EUR for

revisionsundersøgelsen AA/2017/013 (Arealstøtte

—

TUTTI OP

—

Regnskabsåret 2018

—

67 368 272,99 EUR), i stedet for en

engangskorrektion, som AGEA har opgjort til 27 848 824,26 EUR.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Finanzamt T

Spørgsmål:

1. Skal den bemyndigelse, som tildeles medlemsstaterne i artikel 4,

stk. 4, andet afsnit, i Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om

harmonisering

medlemsstaternes

lovgivning

omsætningsafgifter, for at betragte personer, som er etableret i

indlandet, og som i retlig forstand er selvstændige, men som

finansielt, økonomisk og organisatorisk er nært knyttet til hinanden,

som én enkelt afgiftspligtig person, udøves således,

a) at behandlingen som én enkelt afgiftspligtig person sker hos en af

disse personer, som er den afgiftspligtige person for alle disse

personers omsætning, eller således,

b) at behandlingen som én enkelt afgiftspligtig person altid

–

idet der

derved må accepteres et væsentligt tab af afgiftsprovenu

–

skal føre

til en momsgruppe, som er adskilt fra de personer, der er nært

knyttet til hinanden, og som udgør en fiktiv konstruktion, der

udelukkende oprettes med henblik på momsen?

2. Såfremt alternativ a) er det korrekte svar på det første spørgsmål:

Følger det af Den Europæiske Unions Domstols retspraksis

vedrørende virksomheden uvedkommende formål som omhandlet i

artikel 6, stk. 2, i Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om

harmonisering

medlemsstaternes

lovgivning

omsætningsafgifter (Domstolens dom af 12.2.2009, VNLTO, C-

515/07, EU:C:2009:88), at en afgiftspligtig person,

a) som dels udøver en økonomisk aktivitet og i denne forbindelse

leverer ydelser mod vederlag som omhandlet i artikel 2, nr. 1, i

Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af

medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter og

b) dels samtidig udøver en aktivitet, som påhviler ham som offentlig

myndighed, og for hvilke han i henhold til artikel 4, stk. 5, i Rådets

sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af

medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter ikke anses som

afgiftspligtig person, i henhold til artikel 6, stk. 2, litra b), i Rådets

sjette direktiv af 17. maj 1977 om harmonisering af

medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter ikke skal

Interessent

Udenrigsministeriet

Sags-

type

O-sag

Proces

-skridt

Dom

Dato

30.11.22

T-101/18

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

30.11.22

T-221/21

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

30.11.22

C-269/20

Skatteministeriet

O-sag

Dom

01.12.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 38: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/11-22

C-419/21

C-564/21

C-626/21

pålægges afgift for levering af en vederlagsfri tjenesteydelse fra den

pågældende afgiftspligtige persons økonomiske aktivitetsområde til

området for dennes myndighedsopgaver som omhandlet i artikel 6,

stk. 2, litra b), i Rådets sjette direktiv af 17. maj 1977 om

harmonisering

medlemsstaternes

lovgivning

omsætningsafgifter?

Spørgsmål:

1. Skal artikel 6, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse af forsinket

betaling i handelstransaktioner fortolkes således, at der i tilfælde af

en kontrakt, hvori parterne har bestemt, at der skal ske flere

leveringer af varer og betaling for hver levering inden for en

nærmere fastsat frist efter hver af disse leveringer, skal betales et fast

beløb på 40 EUR for hver forsinket betaling for de pågældende

leveringer, eller kræver EU-retten alene, at kreditor sikres et fast

beløb på 40 EUR med hensyn til hele handelstransaktionen, som

indeholder flere leveringer, uafhængigt af antallet af forsinkede

betalinger for de pågældende leveringer?

2. Når henses til ordlyden af artikel 2, nr. 1), i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2011/7/EU af 16. februar 2011 om bekæmpelse

af forsinket betaling i handelstransaktioner udgør en kontrakt, hvis

genstand er levering af varer, som forpligter den erhvervsdrivende

til at levere en bestemt mængde varer til ordregiveren til den i

kontrakten fastsatte pris, og som samtidig giver ordregiveren ret til

ensidigt at bestemme fristerne for og mængderne af de enkelte

leveringer, som udgør udførelsen af kontraktens genstand, herunder

muligheden for at afstå fra dele af de kontraherede varer uden at det

vil have negative følger, i henhold til hvilken ordregiveren er

forpligtet til at betale for hver del af leveringen inden for en bestemt

frist, som regnes fra tidspunktet for modtagelsen af den pågældende

del af leveringen, en enkelt særskilt handelstransaktion, eller udgør

hver af disse delleverancer, som er baseret på de af ordregiveren

angivne behov, en særskilt handelstransaktion i direktivets forstand,

selv om delleverancen ikke udgør en særskilt kontrakt i henhold til

national ret?

Bundesrepublik Deutschland

Spørgsmål:

1. Følger det af retten til en retfærdig rettergang i henhold til

chartrets artikel 47, at den myndighedssagsakt, som skal fremlægges

af myndigheden i forbindelse med en aktindsigt eller en

domstolskontrol

–

også i elektronisk form

–

skal fremlægges på en

sådan måde, at sagsakten er fuldstændig og forsynet med

fortløbende sidetal, således at det fremgår, hvilke ændringer der er

foretaget?

2. Er artikel 23, stk. 1, og artikel 46, stk. 1-3, i Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2013/32/EU af 26. juni 2013 om fælles

procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse

(EUT 2013, L 180, s. 60) til hinder for en national administrativ

praksis, hvorefter myndigheden i reglen blot fremlægger et uddrag

af et elektronisk dokumenthåndteringssystem for asylansøgerens

befuldmægtigede, hvorved uddraget indeholder en ufuldstændig,

ustruktureret og ikke-kronologisk samling af elektroniske PDF-filer,

som er uden struktur og kronologisk hændelsesforløb og slet ikke

gengiver det fuldstændige indhold af den elektroniske sagsakt?

3. Følger det af artikel 11, stk. 1, og artikel 45, stk. 1, litra a), i direktiv

2013/32/EU, at en afgørelse skal underskrives egenhændigt af den

person ved den besluttende myndighed, der træffer afgørelsen, skal

vedlægges sagsakten eller også skal forkyndes for ansøgeren som

dokument med håndskreven underskrift?

4. Er kravet om håndskriftlighed som omhandlet i artikel 11, stk. 1,

og artikel 45, stk. 1, litra a), opfyldt, når afgørelsen underskrives af

den person, der træffer afgørelsen, men derefter scannes, mens

originalen tilintetgøres, således at afgørelsen kun delvist er skriftlig?

Funke

Spørgsmål:

Skal

- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/95/EF af 3.

december 2001 om produktsikkerhed i almindelighed, EFT 2002, L

11, s. 4, som ændret ved forordning (EF) nr. 765/2008, EUT 2008,

L 218, s. 30, og forordning (EF) nr. 596/2009, EUT 2009, L 188, s.

14 (herefter »direktiv 2001/95/EF«), navnlig artikel 12 i dette

direktiv og bilag II hertil,

- Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 765/2008 af

9. juli 2008 om kravene til akkreditering og markedsovervågning i

forbindelse med markedsføring af produkter og om ophævelse af

Justitsministeriet

O-sag

Dom

01.12.22

Energistyrelsen

O-sag

Dom

01.12.22

Miljøministeriet

O-sag

01.12.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 38: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/11-22

T-275/19

T-330/19

T-230/20

T-537/20

T-653/20

Rådets forordning (EØF) nr. 339/93, EUT 2008, L 218, s. 30

(herefter »forordning nr. 765/2008«), navnlig forordningens artikel

20 og 22, samt

- Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2019/417 af 8.

november 2018 om retningslinjer for forvaltningen af EU-systemet

for hurtig udveksling af oplysninger (RAPEX), jf. artikel 12 i direktiv

2001/95/EF om produktsikkerhed i almindelighed, og det

tilknyttede meddelelsessystem, EUT 2019, L 73, s. 121 (herefter

»RAPEX-retningslinjerne«), fortolkes således,

1. at der af disse bestemmelser umiddelbart følger en ret for en

erhvervsdrivende til at supplere en RAPEX-meddelelse?

2. at Europa-Kommissionen (Kommissionen) har kompetence til at

træffe afgørelse om en sådan anmodning?

eller

3. at myndigheden i den pågældende medlemsstat har kompetence

til at træffe afgørelse om en sådan anmodning?

(Såfremt det tredje spørgsmål besvares bekræftende)

4. at retsbeskyttelsen ved (nationale) domstole i forbindelse med en

sådan afgørelse er tilstrækkelig, når den ikke indrømmes enhver

erhvervsdrivende, men kun den erhvervsdrivende, der er berørt af

den (obligatoriske) foranstaltning, i forbindelse med den

(obligatoriske) foranstaltning, der træffes af myndigheden?

PNB Banka m.fl. mod ECB

Påstande:

—Annullation af ECB’s afgørelse af 14. februar 209 om at foretage

en kontrol på stedet af PNB Banka AS’ forretningslokaler

og af de

selskaber, der tilhører koncernen.

—ECB

tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

PNB Banka m.fl. mod ECB

Påstande:

1. Første anbringende om, at ECB’s vurderingsperiode i henhold til

artikel 22, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU udløb inden den anfægtede

afgørelse, og at det derfor ikke længere var muligt for ECB at gøre

indsigelse mod den påtænkte erhvervelse.

2. Andet anbringende om, at ECB tilsidesatte proceduren i henhold

til artikel 15 i SSM-forordningen samt artikel 85-87 i SSM-

rammeforordningen.

3. Tredje anbringende om, at den anfægtede afgørelse er baseret på

en fejlagtig fortolkning og anvendelse af vurderingskriterierne i

henhold til artikel 23 i direktiv 2013/36/EU og den lettiske

gennemførelse heraf.

4. Fjerde anbringende om, at ECB tilsidesatte proportionalitets-

princippet.

5. Femte anbringende om, at ECB ikke tog hensyn til den

skønsmæssige karakter af en afgørelse om indsigelse mod en påtænkt

erhvervelse.

6. Sjette anbringende om, at ECB fordrejede sagens relevante

omstændigheder.

7. Syvende anbringende om, at ECB tilsidesatte princippet om

beskyttelse af den berettigede forventning og retssikkerheds-

princippet.

8. Ottende anbringende om, at ECB tilsidesatte princippet om nemo

auditor ved ikke at tage hensyn til dens eget ansvar for tab af tillid til

reguleringsprocessen.

PNB Banka mod ECB

Påstande:

— ECB’s afgørelse af 17. februar 2020 om inddragelse af AS PNB

Bankas banklicens annulleres.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Republikken Litauen mod Kommissionen

Påstande:

—

Den anfægtede afgørelse (1) annulleres, for så vidt som den er

rettet til Republikken Litauen og vedrører foranstaltningen

»førtidspensionering« (foranstaltning 113).

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Mylan Ireland mod EMA

Påstande:

—

Det fastslås, at sagsøgerens

ulovlighedsindsigelse mod CHMP’s

konklusion om, at Sanofi har status af nyt aktivt stof, som citeret i

afgørelse af 26. august 2013 om udstedelse af

markedsføringstilladelse for »AubagioTM

—

Teriflunomide«, kan

antages til realitetsbehandling og tages til følge.

— EMA’s afgørelse af 18. august 2020 om ikke at godkende Mylans

ansøgning om markedsføringstilladelse for en generisk version af

lægemidlet AubagioTM annulleres.

—

EMA tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Finanstilsynet

O-sag

Dom

07.12.22

Finanstilsynet

O-sag

Dom

07.12.22

Finanstilsynet

O-sag

Dom

07.12.22

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

Dom

07.12.22

Lægemiddelstyrelsen

O-sag

Dom

07.12.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 38: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/11-22

C-460/20

C-180/21

C-247/21

Google

Spørgsmål:

1. Er det foreneligt med den registreredes ret til respekt for sit

privatliv (artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, EUT C 202 af 7.6.2016, s. 389) og til

beskyttelse af personoplysninger, der vedrører den pågældende

(chartrets artikel 8), hvis der ved den afvejning af modstridende

rettigheder og interesser i medfør af chartrets artikel 7, 8, 11 og 16,

som i henhold til artikel 17, stk. 3, litra a), i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse

af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og

om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om

databeskyttelse, EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1) skal foretages i

forbindelse med en prøvelse af vedkommendes anmodning til den

dataansvarlige for en internetsøgetjeneste om fjernelse af links, i en

situation, hvor det link, som anmodningen om fjernelse vedrører,

leder til indhold, som indeholder erklæringer om fakta og

værdidomme baseret på erklæringer om fakta, hvis sandhed

bestrides af den registrerede, og hvor indholdets lovlighed afhænger

af sandhedsværdien af de deri indeholdte erklæringer om fakta, også

lægges afgørende vægt på, om den registrerede på rimelig måde

–

f.eks. ved et fogedforbud

–

kan opnå retsbeskyttelse over for

indholdsudbyderen og dermed nå en i det mindste foreløbig

afklaring af spørgsmålet om sandhedsværdien af det indhold, som

den søgemaskineansvarlige formidler?

2. Skal der i tilfælde af en anmodning om fjernelse af links til den

dataansvarlige for en internetsøgetjeneste, som ved en navnesøgning

søger efter billeder af fysiske personer, som tredjeparter har lagt ud

på internettet i sammenhæng med personens navn, og som viser de

fundne billeder som miniaturebilleder (»thumbnails«) i sin

resultatoversigt, i forbindelse med den afvejning af modstridende

rettigheder og interesser i medfør af chartrets artikel 7, 8, 11 og 16,

som skal foretages i henhold til artikel 12, litra b), og artikel 14, stk.

1, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24.

oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med

behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger (databeskyttelsesdirektivet, EFT L 281 af 23.11.1995, s.

31) / artikel 17, stk. 1, litra a), i den generelle forordning om

databeskyttelse tages afgørende hensyn til konteksten for

tredjepartens oprindelige offentliggørelse, også når der ved

søgemaskinens visning af miniaturebilledet ganske vist linkes til

tredjepartens webside, men denne ikke konkret nævnes, og

internetsøgetjenesten ikke også viser den kontekst, der fremgår af

websiden?

Inspektor v Inspektorata kam Visshia sadeben

Sagen vedrører:

1) Skal artikel 1, stk. 1, i [direktiv 2016/680] fortolkes således, at

begreberne »forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge

strafbare handlinger« i forbindelse med angivelsen af formålet

opregnes som aspekter af et generelt formål?

2) Finder bestemmelserne i [forordning 2016/679] anvendelse på

Republikken Bulgariens anklagemyndighed, henset til det forhold, at

oplysninger om en person, som anklagemyndigheden i sin egenskab

af »dataansvarlig« som omhandlet i artikel 3, nr. 8), i [direktiv

2016/680] har indsamlet til en aktmappe om denne person med

henblik på at undersøge, om der er grundlag for at antage, at der

foreligger en strafbar handling, er blevet anvendt som en del af

anklagemyndighedens retlige forsvar som part i en civil sag

–

idet det

anføres, at denne aktmappe er blevet oprettet, eller idet dens indhold

fremlægges?

2.1 Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende: Skal udtrykket

»legitim interesse« i artikel 6, stk. 1, litra f), i [forordning 2016/679]

fortolkes således, at det omfatter en fuldstændig eller delvis

videregivelse af oplysninger om en person, som er blevet indsamlet

af anklagemyndigheden til en aktmappe om denne person med

henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge

strafbare handlinger, når denne videregivelse sker som led i den

dataansvarliges forsvar som part i en civil sag, og er den registreredes

samtykke udelukket?

Luxury Trust Autombile

Sagen vedrører:

1) Skal artikel 42, litra a), i Rådets direktiv 2006/112/EF af 28.

november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem, sammenholdt

med artikel 197, stk. 1, litra c), i direktivet (for så vidt som affattet i

Rådets direktiv 2010/45/EU af 13.7.2010) fortolkes således, at

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Justitsministeriet

Miljøministeriet

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Erhvervsstyrelsen

O-sag

Dom

08.12.22

Miljøministeriet

Justitsministeriet

O-sag

Dom

08.12.22

Skatteministeriet

O-sag

Dom

08.12.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 38: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/11-22

C-731/21

C-769/21

C-492/22

PPU

modtageren også er udpeget sombetalingspligtig for momsen, når

der anføres følgende i fakturaen, der ikke angiver moms: »afgiftsfri

trepartstransaktion inden for Fællesskabet«?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

a) Kan en sådan fakturaoplysning gyldigt berigtiges efterfølgende

(ved følgende angivelse: »trepartstransaktion inden for Fællesskabet

i henhold til UStG’s artikel 25. Afgiftsskylden overgår til modtageren

af varen«)?

b) Kan en berigtigelse kun være gyldig, hvis den berigtigede faktura

kommer frem til fakturamodtageren?

c) Har berigtigelsen tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor den

oprindelige faktura blev udfærdiget?

3) Skal artikel 219a i direktiv 2006/112/EF (som affattet i Rådets

direktiv 2010/45/EU af 13.7.2010 og berigtigelsen i EUT L 299/46

af 17.11.2010) fortolkes således, at fakturaen skal udstedes efter

reglerne i den medlemsstat, hvis bestemmelser ville skulle anvendes,

hvis der i fakturaen endnu ikke er udpeget en »modtager« som

betalingspligtig for momsen; eller er det bestemmelserne i den

medlemsstat, hvis bestemmelser ville skulle anvendes, hvis det

antages, at der gyldigt er udpeget en »modtager« som betalingspligtig

for momsen, der skal finde anvendelse?

Caisse nationale d’assurance pension

Spørgsmål:

»Er EU-retten, navnlig artikel 18, 45 og 48 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde og artikel 7, stk. 2, i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 492/2011 af 5. april

2011 om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Unionen til

hinder for bestemmelser i en medlemsstats nationale ret såsom

artikel 195 i den luxembourgske lov om social sikring og artikel 3, 4

og 4-1, i den ændrede lov af 9. juli 2004 om retsvirkningerne af visse

partnerskaber, der gør udbetalingen til den efterlevende partner i et

partnerskab, der er gyldigt indgået og registreret i oprindelseslandet,

af en efterladtepension som følge af, at den afdøde partner har været

erhvervsaktiv i værtslandet, betinget af, at partnerskabet er opført i

registeret i den nævnte medlemsstat, således at det kan kontrolleres

om de lovbestemte materielle betingelser i denne medlemsstat for,

at et partnerskab kan anerkendes, og for, at partnerskabet kan gøres

gældende over for tredjemand, er opfyldt, mens udbetalingen af en

efterladtepension til den efterlevende partner i et partnerskab, der er

indgået i værtsmedlemsstaten, alene er underlagt betingelsen om, at

partnerskabet er gyldigt indgået og registreret?«

BTA Baltic Insurance Company

Spørgsmål:

Er en national bestemmelse, der pålægger den ordregivende

myndighed en bindende forpligtelse til at afslutte

udbudsproceduren, hvis det konstateres, at den oprindeligt valgte

tilbudsgiver, som har afvist at indgå en offentlig kontrakt med den

ordregivende myndighed, skal anses som den samme markedsaktør

som den næste tilbudsgiver, der har afgivet et tilbud, der svarer til

den ordregivende myndigheds behov og krav, forenelig med de

udbudsprincipper, der er fastsat i artikel 18, stk. 1, i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014

om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF, og

navnlig med medlemsstaternes forpligtelse til at behandle

økonomiske aktører ens og uden forskelsbehandling, og med

proportionalitetsprincippet?

Openbaar Ministerie

Spørgsmål:

»I. Er artikel 12 og artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse

2002/584/RIA, sammenholdt med artikel 6 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder, til hinder for, at en

eftersøgt person, hvis overgivelse med henblik på fuldbyrdelse af en

frihedsstraf er blevet endeligt godkendt men udsat »for at

vedkommende kan retsforfølges i den fuldbyrdende medlemsstat

[…] for en anden overtrædelse end den, der ligger til grund for den

europæiske arrestordre « varetægtsfængsles under denne

strafforfølgning for at fuldbyrde den europæiske arrestordre?

II.a. Er en afgørelse om anvendelse af den i artikel 24, stk. 1, i

rammeafgørelse 2002/584/RIA omhandlede beføjelse til udsættelse

af overgivelsen en afgørelse om fuldbyrdelse af [den europæiske

arrestordre], som i henhold til artikel 6, stk. 2, i rammeafgørelse

2002/584/RIA, sammenholdt med ottende betragtning til denne

ramme afgørelse, en afgørelse, der skal træffes af den fuldbyrdende

judicielle myndighed?

b. I bekræftende fald, har den omstændighed, at denne afgørelse er

truffet uden mellemkomst af en fuldbyrdende judiciel myndighed

Social- og

Ældreministeriet

O-sag

Dom

08.12.22

Konkurrence- og

forbrugerstyrelsen

O-sag

Dom

08.12.22

Justitsministeriet

O-sag

Dom

08.12.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 38: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/11-22

C-583/22

PPU

T-687/20

C-40/20 og

C-173/20

som omhandlet i artikel 6, stk. 2, i rammeafgørelse 2002/584/RIA,

da til følge, at den eftersøgte ikke længere må være varetægtsfængslet

med henblik på fuldbyrdelse af den europæiske arrestordre, der er

udstedt på ham?

III.a. Er artikel 24, stk. 1, i rammeafgørelse 2002/584/RIA,

sammenholdt med artikel 47 og 48 i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder, til hinder for, at overgivelse af en

eftersøgt person udsættes med henblik på strafforfølgning i den

fuldbyrdende medlemsstat alene af den grund, at den eftersøgte

person efter at være adspurgt ikke ønsker at frafalde sin ret til at være

til stede under denne strafforfølgning?

b. I bekræftende fald, hvilke faktorer skal den fuldbyrdende judicielle

myndighed da tage i betragtning ved sin afgørelse om udsættelse af

den faktiske overgivelse?«

Generalbundesanwalt beim Bundesgerichtshof

Spørgsmål:

Den Europæiske Unions Domstol er blevet anmodet om en

præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af Rådets

rammeafgørelse 2008/675/RIA af 24. juli 2008 om hensyntagen til

straffedomme afsagt i Den Europæiske Unions medlemsstater i

forbindelse med en ny straffesag (EUT L 220, s. 32), L 220, s. 32) i

overensstemmelse med artikel 267, stk. 3, i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde Den Europæiske Union

(TEUF), har Domstolen forelagt Domstolen følgende spørgsmål til

præjudiciel afgørelse. 1:

(1) Kan der i lyset af princippet om ligebehandling i henhold til

artikel 3, stk. 1, i rammeafgørelse 2008/675/RIA og på baggrund af

artikel 3, stk. 5, i rammeafgørelse 2008/675/RIA i tilfælde af en

samlet straffesituation, der i sig selv eksisterer mellem tyske og EU-

udlændinge domme, idømmes en straf for den indenlandske

lovovertrædelse, selv om en fiktiv medtagelse af den

EU-udlændinges dom ville medføre, at det maksimum, der efter tysk

ret er tilladt for en samlet straf i forbindelse med tidsbegrænsede

fængselsstraffe, overskrides? 2.

(2) Hvis det første spørgsmål besvares bekræftende:

Er den betragtning, der er omhandlet i rammeafgørelsens artikel 3,

stk. 5, andet punktum, i rammeafgørelse 2008/675/RIA at betragte

på en sådan måde, at den straf, der følger af den manglende

mulighed, at der kan blive tale om en efterfølgende samlet dom

ulempe - i overensstemmelse med principperne for dannelse for af

en samlet straf efter tysk ret - ved beregningen af den samlede straf

for den indenlandske lovovertrædelse og begrunde dette berettiget?

Hansol Paper mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2020/1524 af

19. oktober om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig

opkrævning af den midlertidige told på importen af visse typer tungt

termopapir med oprindelse i Republikken Korea annulleres, for så

vidt som den vedrører sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen og enhver intervenient, der gives

tilladelse til at støtte Kommissionen, tilpligtes at betale

sagsomkostningerne.

Presidenza del Consiglio dei Ministri e.a. m.fl.

Sag C-40/20 vedrører:

–

Er § 5 i den rammeaftale, der er knyttet som bilag til direktiv

1999/70/EF (Rådets direktiv 1999/70/EF om rammeaftalen

vedrørende tidsbegrænset ansættelse, der er indgået af EFS, UNICE

og CEEP, herefter »direktivet«), som har overskriften

»Bestemmelser om misbrug«, sammenholdt med sjette og syvende

betragtning til direktivet og med rammeaftalens § 4 (»Princippet om

ikkediskrimination «), samt i lyset af ækvivalensprincippet,

effektivitetsprincippet og princippet om [EU-rettens] effektive

virkning, til hinder for en national lovgivning, og navnlig artikel 24,

stk. 3, litra a), og artikel 22, stk. 9, i lov nr. 240/2010, hvorefter

universiteter uden kvantitative begrænsninger kan gøre brug af

treårige tidsbegrænsede forskerkontrakter, som kan forlænges med

to år, uden at indgåelsen og forlængelsen heraf er betinget af

objektive omstændigheder med tilknytning til behov, der er af

midlertidig eller exceptionel karakter, ved det universitet, som indgår

kontrakterne, og ifølge hvilken den eneste begrænsning for

indgåelsen af flere tidsbegrænsede kontrakter med den samme

person udgøres af den samlede varighed, som ikke må overstige tolv

år, også hvis usammenhængende?

–

Er rammeaftalens ovennævnte § 5, sammenholdt med sjette og

syvende betragtning til direktivet og med rammeaftalens

ovennævnte § 4, samt i lyset af princippet om [EU-rettens] effektive

Justitsministeriet

O-sag

08.12.22

Erhvervsstyrelsen

O-sag

Dom

14.12.22

Beskæftigelsesministeriet

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

O-sag

Dom

15.12.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 38: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/11-22

C-468/20

C-470/20

virkning, til hinder for en national lovgivning (og navnlig artikel 24

og 29, stk. 1, i lov nr. 240/2010), hvorefter universiteter kun kan

rekruttere forskere på grundlag af en tidsbegrænset kontrakt, uden

at den respektive beslutning er betinget af behov, der er af

midlertidig eller exceptionel karakter, og uden begrænsninger,

således at universiteternes almindelige undervisnings- og

forskningsbehov opfyldes ved brug af en potentielt uendelig række

af tidsbegrænsede kontrakter?

M.fl. spørgsmål.

Fastweb e.a.

1) Giver den korrekte fortolkning af artikel 267 TEUF en national

ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres,

pligt til at forelægge fortolkningsspørgsmål vedrørende den i

hovedsagen relevante EU-ret, selv hvis der ikke hersker

fortolkningstvivl om betydningen af den relevante EU-retlige

bestemmelse

–

henset til den EU-retlige terminologi og den EU-

retlige betydning af ordene i den pågældende bestemmelse, den EU-

retlige sammenhæng, hvori denne bestemmelse indgår, og de

beskyttelsesformål, der forfølges med den, samt under hensyntagen

til EU-rettens udviklingstrin på det tidspunkt, hvor den relevante

bestemmelse skal anvendes i den nationale sag

–

men den nationale

ret på det subjektive plan, hvad angår andre retsinstansers vurdering,

ikke på detaljeret vis kan redegøre for, at dens egen fortolkning er

den samme som den, de øvrige medlemsstaters retter eller

Domstolen ville anlægge, såfremt de skulle træffe afgørelse om et

identisk spørgsmål?« For det tilfælde, at Domstolen måtte fastslå, at

forelæggelsespligten i henhold til artikel 267 TEUF ikke må fraviges,

medmindre der på detaljeret vis kan redegøres for, at den anlagte

fortolkning er den samme som den, de øvrige medlemsstaters retter

eller Domstolen ville anlægge, såfremt de skulle træffe afgørelse om

det i hovedsagen relevante spørgsmål

–

idet denne redegørelse angår

andre retsinstansers subjektive vurdering og ikke kan fremlægges i

den af Consiglio di Stato vurderede situation

–

forelægges endvidere

følgende præjudicielle spørgsmål:

M.fl. spørgsmål.

Veejaam et Espo

Spørgsmål:

1. Skal EU-lovgivningen om statsstøtte, bl.a. det krav om en

tilskyndelsesvirkning, som fremgår af punkt 50 i meddelelse fra

Kommissionen »Retningslinjer for statsstøtte til miljøbeskyttelse og

energi 2014-2020«, fortolkes således, at en støtteordning, som giver

en producent af vedvarende energi mulighed for at anmode om

udbetaling af statsstøtte, efter at arbejdet på et projekt er påbegyndt,

er i overensstemmelse med disse regler, hvis en national

bestemmelse giver enhver producent, som opfylder de i

lovgivningen fastsatte betingelser, et krav på støtte, og ikke giver den

kompetente myndighed nogen skønsmæssige beføjelser i denne

henseende?

2. Er tilskyndelsesvirkningen af statsstøtten under alle

omstændigheder udelukket, hvis den investering, som har givet

anledning til støtten, blev foretaget som følge af en ændring i

betingelserne for en miljøtilladelse

–

også hvis ansøgeren, som i den

foreliggende sag, sandsynligvis ville have indstillet sin aktivitet som

følge af de skærpede betingelser for tilladelsen, hvis selskabet ikke

havde modtaget statsstøtten?

3. Er der

–

bl.a. under hensyntagen til de betragtninger, som Den

Europæiske Domstol har anlagt i dom C-590/14 P (præmis 49, 50)

–

i en situation, hvor Kommissionen som i den foreliggende sag

både har kendt en eksisterende støtteordning og planlagte ændringer

ved en støtteafgørelse forenelig med det indre marked, og staten bl.a.

har oplyst, at den kun vil anvende den eksisterende støtteordning

indtil en bestemt skæringsdato, tale om ny støtte som omhandlet i

artikel 1, litra c), i forordning (EU) 2015/1589, hvis den eksisterende

støtteordning, som er baseret på de gældende retsforskrifter, fortsat

anvendes ud over den skæringsdato, som staten har angivet?

4. Er personer, som har krav på driftsstøtte, i en situation, hvor

Kommissionen efterfølgende har besluttet ikke at gøre indsigelse

mod en støtteordning, som er anvendt i strid med artikel 108, stk. 3,

TEUF, berettigede til at ansøge om udbetaling af støtte også for

tiden før Kommissionens afgørelse

–

forudsat at de nationale

processuelle regler tillader dette?

5. Har en ansøger, som har ansøgt om driftsstøtte inden for

rammerne af en støtteordning og har påbegyndt gennemførelsen af

et projekt, som opfylder betingelser, som anses for at være forenelige

med det indre marked, på et tidspunkt, hvor støtteordningen blev

anvendt lovligt, men som har ansøgt om statsstøtte på et tidspunkt,

Justitsministeriet

O-sag

15.12.22

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

Klima-, Energi-, og

Forsyningsministeriet

Energistyrelsen

O-sag

Dom

15.12.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 38: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/11-22

C-124/21 P

C-212/21 P

C-223/21 P

C-333/21

C-487/21

hvor støtteordningen var blevet forlænget, uden at Kommissionen

blev underrettet herom, uanset bestemmelsen i artikel 108, stk. 3,

TEUF krav på støtte?

International Skating Union mod Europa-Kommissionen

(appel)

Påstande:

—Den

Europæiske Unions Rets dom, International Skating Union

mod Kommissionen (sag T-93/18) ophæves, for så vidt som

Europa-Kommissionen blev frifundet i appellantens søgsmål.

—Kommissionens

afgørelse af 8. december 2017 i sag AT. 40208

—

Den Internationale Skøjteunions opstillingsregler annulleres.

—Kommissionen

og intervenienterne tilpligtes at betale

omkostninger i forbindelse med nærværende sag og søgsmålet for

Retten.

EIB mod ClientEarth

Påstande:

Appellen antages til realitetsbehandling, og appellanten gives

medhold.

Den appellerede dom som angivet i domskonklusionen ophæves i

sin helhed.

Hvis Domstolen finder, at sagen er moden til påkendelse, træffes der

afgørelse om frifindelse i første instans.

ClientEarth tilpligtes at betale begge parters sagsomkostninger i

både appelsagen og sagen i første instans.

TimePartner Personalmanagement

Sagen vedrører:

1. Hvorledes defineres begrebet »den generelle beskyttelse af

vikaransatte« i artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2008/104/EF af 19. november 2008 om vikararbejde, og

omfatter det navnlig mere end den beskyttelse, som i henhold til den

nationale lovgivning og EU-retten ufravigeligt kræves for alle

arbejdstageres vedkommende?

2. Hvilke betingelser og kriterier skal være opfyldt, for at det kan

antages, at bestemmelserne i en kollektiv overenskomst vedrørende

vikaransattes arbejds- ogansættelsesvilkår, der afviger fra princippet

om ligebehandling, som er fastsat i artikel 5, stk. 1, i direktiv

2008/104/EF, respekterer den generelle beskyttelse af vikaransatte?

a) Skal der ved prøvelsen af, om den generelle beskyttelse er

respekteret

–abstrakt

–

tages

udgangspunkt

overenskomstmæssige arbejdsvilkår for de vikaransatte, der er

omfattet af en sådan kollektiv overenskomsts anvendelsesområde,

eller kræves der en sammenlignende vurdering af de

overenskomstmæssige arbejdsvilkår og de arbejdsvilkår, der gælder i

den virksomhed, til hvilken de vikaransatte udsendes

(brugervirksomheden)?

b) I tilfælde af en afvigelse fra princippet om ligebehandling med

hensyn til aflønning indebærer kravet i artikel 5, stk. 3, i direktiv

2008/104/EF om, at den generelle beskyttelse skal respekteres, da,

at der eksisterer et tidsubegrænset ansættelsesforhold mellem

vikarbureauet og den vikaransatte?

M.fl. spørgsmål

Österreichische Datenschutzbehörde et CRIF

Spørgsmål:

1. Skal begrebet »kopi« i artikel 15, stk. 3, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse

af fysiske personer i forbindelse med behandling af

personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og

om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om

databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1; herefter:

»databeskyttelsesforordningen«) fortolkes således, at der derved

forstås en fotokopi henholdsvis en telefax eller en elektronisk kopi

af en (elektronisk) oplysning, eller omfatter begrebet også, i

overensstemmelse med fortolkningen af begrebet i tyske, franske og

engelske ordbøger en »Abschrift«, »double« (»duplicata«) eller

»transcript«?

2. Skal databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 3, første

punktum, hvorefter »[d]en dataansvarlige udleverer en kopi af de

personoplysninger, der behandles«, fortolkes således, at

bestemmelsen indeholder en generel ret for en registreret til at få

udleveret en kopi

–

også

–

af hele dokumenter, hvori den

registreredes personoplysninger behandles henholdsvis til at få

udleveret en kopi af et uddrag af en database i tilfælde af, at

personoplysningerne behandles i en sådan, eller giver bestemmelsen

–

kun

–den

registrerede ret til en uændret reproduktion af de

personoplysninger,

hvortil

der

henhold

til

databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 1, skal gives adgang?

Udenrigsministeriet

O-sag

15.12.22

Ministeriet for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

O-sag

15.12.22

Beskæftigelsesministeriet

Miljøministeriet

O-sag

Dom

15.12.22

Miljøministeriet

Erhvervsministeriet

Justitsministeriet

O-sag

15.12.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 38: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/11-22

C-545/21

C-570/21

3. Såfremt det andet spørgsmål besvares således, at den registrerede

kun har ret til en uændret reproduktion af de personoplysninger,

hvortil der i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk.

1, skal gives adgang, skal databeskyttelsesforordningens artikel 15,

stk. 3, første punktum, da fortolkes således, at det henset til de

behandlede oplysningers art (f.eks. for så vidt angår diagnoser,

undersøgelsesresultater eller vurderinger, som er nævnt i 63.

betragtning, eller skriftligt materiale i forbindelse med en prøve som

omhandlet i Den Europæiske Unions Domstols dom af 20.12.2017,

C- 434/16, ECLI:EU:C:2017:994) og kravet om gennemsigtighed i

databeskyttelsesforordningens artikel 12, stk. 1, i konkrete tilfælde

alligevel kan være nødvendigt også at udlevere tekstafsnit eller hele

dokumenter til den registrerede?

M.fl. spørgsmål.

ANAS

Sagen vedrører:

1) Skal artikel 70, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 1083/2006,

artikel 27, litra c), i forordning (EF) nr. 1828/2006, artikel 1 i BFI-

konventionen

–

Rådets retsakt af 26. juli 1995, artikel 1, stk. 2, i

forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 og artikel 3, stk. 2, litra b), i

direktiv (EU) 2017/1371 fortolkes således, at former for adfærd,

som på et abstrakt plan kan begunstige en økonomisk aktør under

en udbudsprocedure, altid er omfattet af begrebet

»uregelmæssigheder« eller »svig« og derfor udgør retsgrundlaget for

tilbagesøgning af støtten, selv når der ikke foreligger fuldstændige

beviser på, at den konkrete adfærd reelt er blevet udvist, eller der

ikke foreligger fuldstændige beviser på, at den konkrete adfærd har

været afgørende ved valget af støttemodtageren?

2) Er artikel 45, stk. 2, litra d), i direktiv 2004/18/EF til hinder for

en som artikel 38, stk. 1, litra f), i lovdekret nr. 163/2006, hvorefter

det ikke er muligt at udelukke en økonomisk aktør, som har forsøgt

at påvirke den ordregivende myndigheds beslutningsproces, fra

udbudsproceduren, navnlig når forsøget består i bestikkelse af visse

af medlemmerne af udbudskomitéen?

3) Hvis et eller begge af de foregående spørgsmål besvares

bekræftende, skal de nævnte bestemmelser da fortolkes således, at

de under alle omstændigheder foreskriver, at medlemsstaten altid

skal tilbagesøge støtten, og at Kommissionen skal foretage en

finansiel korrektion på 100%, selv om støtten er blevet anvendt til

det tiltænkte formål og til bygge- og anlægsarbejder, som opfylder

kravene for EU-finansiering og reelt er blevet fuldført?

4) Såfremt spørgsmål 3 besvares benægtende, dvs. at der ikke er krav

om tilbagesøgning af støtten eller en finansiel korrektion på 100%,

bevirker de i spørgsmål 1 nævnte bestemmelser og overholdelsen af

proportionalitetsprincippet da tilbagekaldelse af støtten og finansiel

korrektion under hensyntagen til den reelt påførte økonomiske

skade for Den Europæiske Unions almindelige budget? Kan

nærmere bestemt de »finansielle virkninger« som omhandlet i artikel

9[9], stk. 3, i forordning (EF) nr. 1083/2006 i en situation som den

foreliggende fastsættes til faste beløb ved anvendelse af kriterierne i

tabellen i punkt 2 i [bilaget til] Kommissionens afgørelse nr. 9527 af

19. december 2013?

YYY.

Spørgsmål:

1. Skal artikel 2, litra b), i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993

om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler og betragtningerne

hertil således, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at en

person, der driver erhvervsmæssig virksomhed, er omfattet af

definitionen af »forbruger«, når har indgået en låneaftale, der er

koblet til en udenlandsk valuta, sammen med en anden låntager, der

ikke udøver en sådan virksomhed, og lånet delvist skal anvendes til

brug for låntagernes erhvervsmæssige virksomhed, delvist til formål,

der ligger uden for denne virksomhed, og ikke kun i en situation,

hvor den erhvervsmæssige brug er så svag, at den må anses for

marginal i forbindelse med den transaktion som aftalen samlet set

vedrører, og hvor den omstændighed, at der er tale om overvejende

ikke-erhvervsmæssig brug, herved er uden betydning[?]

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 2,

litra b), i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige

kontraktvilkår i forbrugeraftaler og betragtninger hertil således

fortolkes således, at begrebet »forbruger« i denne bestemmelse også

omfatter en person, der på tidspunktet for undertegnelsen af aftalen

udøvede erhvervsmæssig virksomhed, mens den anden låntager ikke

udførte nogen sådan virksomhed, og hvor begge disse personer

derefter indgik en låneaftale, der er koblet til en udenlandsk valuta,

med en bank, hvor lånebeløbet delvist blev brugt til den ene af

Erhvervsministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

O-sag

15.12.22

Justitsministeriet

O-sag

15.12.22

EUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 38: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 25/11-22

C-579/21

låntagernes erhvervsmæssige virksomhed, delvist til formål, der

ligger uden for denne virksomhed, i en situation, hvor den

erhvervsmæssige brug så svag, at den må anses for marginal i

forbindelse med den transaktion som aftalen samlet set vedrører, og

henset til, at såfremt lånebeløbet ikke var optaget til

erhvervsmæssige formål, ville det ikke have været muligt at yde lånet

til ikke-erhvervsmæssigt formål?

Pankki S

Spørgsmål:

1. Skal den ret til indsigt, som tilkommer den registrerede i henhold

til databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 1, i forbindelse med

»personoplysninger« som omhandlet i forordningens artikel 4, nr. 1),

fortolkes således, at oplysninger, der er indsamlet af den

dataansvarlige, og hvoraf det fremgår, hvem der har behandlet den

registreredes personoplysninger hvornår og til hvilket formål, ikke

udgør oplysninger, som den registrerede har ret til indsigt i, navnlig

fordi der er tale om oplysninger om den dataansvarliges

medarbejdere?

2. Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, og den

registrerede i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 15,

stk. 1, ikke har ret til indsigt i de i dette spørgsmål nævnte

oplysninger, fordi de ikke udgør »personoplysninger« om den

registrerede som omhandlet i databeskyttelsesforordningens artikel

4, nr. 1), skal der i den foreliggende sag da også tages hensyn til de

oplysninger, som den registrerede har ret til indsigt i i henhold til

artikel 15, stk. 1, litra [a) - h)].

a. Hvordan skal formålet med behandlingen som omhandlet i artikel

15, stk. 1, litra a), fortolkes med hensyn til omfanget af den

registreredes ret til indsigt, dvs. kan formålet med behandlingen

begrunde en ret til indsigt i brugerprotokoldataene, som den

dataansvarlige har indsamlet, som f.eks. oplysninger om

behandlerens personoplysninger, tidspunktet for og formålet med

behandlingen af personoplysningerne?

b. Kan de personer, der har behandlet J.M.’s kundeoplysninger, i

denne forbindelse under visse kriterier anses for modtagere af

personoplysningerne

som

omhandlet

databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 1, litra c), som den

registrerede har ret til at få oplysning om?

3. Er det relevant for sagen, at der er tale om en bank, som udøver

en reguleret aktivitet, eller at J.M. på samme tid både arbejdede for

banken og var kunde i den?

4. Er det relevant for bedømmelsen af ovenstående spørgsmål, at

J.M.’s oplysninger blev behandlet før databeskyttelsesforordningens

ikrafttrædelse?

Miljøministeriet

Justitsministeriet

O-sag

15.12.22