Europaudvalget 2022-23 (2. samling)
EUU Alm.del Bilag 236
Offentligt
Journalnr. 2023-1749
MIM 09-23
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om ændring af bilag XVII til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for
kemikalier (REACH) for så vidt angår syntetiske polymermikropartikler
(”mikroplast”)
(komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændring af bilag XVII til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EF) nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for
kemikalier (REACH) for så vidt angår syntetiske polymermikropartikler (”mikroplast”) (komitésag).
Formålet med forslaget er at undgå eller reducere udledning af mikroplast til miljøet fra produkter,
der markedsføres i EU/EØS. Det foreslås af Kommissionen, at mikroplast ikke må markedsføres som
stoffer alene eller i blandinger i en koncentration på 0,01 vægtprocent eller derover, hvis mikroplasten
er til stede for at give en eftertragtet egenskab. For udvalgte anvendelser eller produkttyper er der
foreslået overgangsperioder på mellem fire og 12 år, inden begrænsningen finder anvendelse.
Herudover er der foreslået undtagelser for visse anvendelser, hvor frigivelsen af mikroplast til miljøet
kan undgås eller minimeres under brug. Forslaget vurderes generelt at have en positiv virkning for
beskyttelsesniveauet i Danmark og i EU generelt. Forslaget kan have negative konsekvenser for
klimaet, hvad angår genanvendelse af udtjente bildæk. Forslaget vil have lovgivningsmæssige
konsekvenser i og med, at Danmark skal ophæve sine nuværende regler om kosmetiske produkter,
som afrenses, der indeholder mikroplast. Forlaget vil medføre væsentlige erhvervsøkonomiske
konsekvenser på op til 2,1 mia. kr. Forslaget kan ligeledes medføre økonomiske konsekvenser for ejere
af kunstgræsbaner (kommuner og foreninger) på op til 361 mio. kr. Forslaget forventes sat til
afstemning i REACH komitéen den 1. marts 2023. Regeringen kan støtte forslaget, men finder det
væsentligt, at der i stedet for et forbud mod markedsføring af mikroplast som fyldmateriale til
kunstgræsbaner indføres krav om, at der på nuværende og fremtidige baner etableres passende
foranstaltninger, som reducerer udslip af mikroplast til miljøet. Regeringen mener ligeledes, at det er
vigtigt, at omkostningerne for erhvervslivet holdes nede ved at støtte de lange overgangsordninger
for make-up og læbeprodukter, og at negleprodukter specifikt undtages forbuddet med henvisning til,
at de opfylder undtagelseskriterierne for forbuddet. Regeringen mener endeligt, at det er væsentligt
at det tydeliggøres, at det kun er medicinsk udstyr i lavere risikoklasser, som er omfattet forslaget.