ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 5: Samlenotat vedrørende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2011/83/EU for så vidt angår aftaler om finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg og om ophævelse af direktiv 2002/65/EF (KOM (2022) 204), fra justitsministeren

Erhvervsudvalget 2022-23 (2. samling)
ERU Alm.del Bilag 5
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

14. december 2022

Formueretskontoret

Benjamin Vynne Mus-

chinsky

2022-709-0399

2666538

Samlenotat om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om

ændring af direktiv 2011/83/EU for så vidt angår aftaler om finansielle

tjenesteydelser indgået ved fjernsalg og om ophævelse af direktiv

2002/65/EF

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 5: Samlenotat vedrørende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2011/83/EU for så vidt angår aftaler om finansielle tjenesteydelser indgået ved fjernsalg og om ophævelse af direktiv 2002/65/EF (KOM (2022) 204), fra justitsministeren

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af di-

rektiv 2011/83/EU for så vidt angår aftaler om finansielle tjenesteydel-

ser indgået ved fjernsalg og om ophævelse af direktiv 2002/65/EF

Revideret notat. Ændringer er markeret med en sort streg i margenen.

KOM (2022) 204.

1. Resumé

Kommissionen fremsatte den 11. maj 2022 et direktivforslag om ændring af

direktiv 2011/83/EU for så vidt angår aftaler om finansielle tjenesteydelser

indgået ved fjernsalg og om ophævelse af direktiv 2002/65/EF. Med forsla-

get sigtes der mod at forenkle og modernisere den lovgivningsmæssige

ramme for finansielle tjenesteydelser ved at ophæve det gældende direktiv

om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser og samtidig indsætte relevante

bestemmelser i direktiv 2011/83/EU om forbrugerrettigheder (forbrugerret-

tighedsdirektivet). Det overordnede formål med reguleringen er at fremme

indgåelsen af fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser på det indre

marked og samtidig sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau.

Det tjekkiske formandskab fremlagde den 8. december 2022 et kompromis-

forslag. Det foreslås bl.a. at udvide visse bestemmelser i forbrugerrettig-

hedsdirektivet til også at gælde for fjernsalgsaftaler om finansielle tjene-

steydelser, herunder bestemmelser om håndhævelse og sanktioner. Endvi-

dere foreslås det at indføre en række bestemmelser i forbrugerrettighedsdi-

rektivet, som kun gælder fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser.

Dette gælder bl.a. bestemmelser om oplysninger til forbrugerne, om forbru-

gernes fortrydelsesret og om fyldestgørende redegørelser til forbrugerne.

Endelig foreslås det, at der indføres en ny bestemmelse i forbrugerrettig-

hedsdirektivet om en fortrydelsesknap, som skal finde anvendelse i alle

fjernsalgsaftaler indgået gennem online grænseflader.

Regeringen støtter forslaget. Regeringen er enig i behovet for at sikre en

effektiv og tidssvarende forbrugerbeskyttelse i fjernsalgsaftaler om finansi-

elle tjenesteydelser. Regeringen finder det vigtigt, at der ikke er tvivl om

direktivets anvendelsesområde. Regeringen finder det endvidere vigtigt, at

direktivet begrænser såkaldt information overload ved aftaleindgåelsen,

samt at forslaget ikke medfører økonomiske eller administrative konsekven-

ser for de erhvervsdrivende, som ikke står mål med gevinsten for forbruge-

ren. Regeringen støtter intentionen om mere simpel adgang til at gøre brug

af sin fortrydelsesret ved hjælp af en fortrydelsesknap. Det er vigtigt for

regeringen, at den nuværende undtagelse til fortrydelsesretten fsva. real-

kredit kan opretholdes. Regeringen vil være opmærksom på, at forslaget

ikke pålægger medlemslandene unødige statsfinansielle omkostninger, og at

de administrative byrder skal afbalanceres i forhold til fordelene ved for-

slaget.

Forslaget vil medføre behov for ændringer af forbrugeraftaleloven og for-

sikringsaftaleloven. Forslaget vil kunne medføre statsfinansielle konsekven-

ser i forbindelse med implementeringen i dansk ret. Forslaget forventes end-

videre at kunne medføre administrative byrder navnlig for leverandører af

finansielle tjenesteydelser.

2. Baggrund

Kommissionen gennemførte i 2019-2020 et ”fitness-check” (REFIT) af det

gældende direktiv nr. 2002/65/EF om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser

til forbrugere (fjernsalgsdirektivet) fra 2002. Formålet var at vurdere, om

direktivet har opfyldt dets målsætninger og virker efter hensigten. Evalue-

ringen af direktivet blev offentliggjort den 5. november 2020.

Resultaterne af evalueringen kan overordnet sammenfattes i to konklusio-

ner.

For det første

viste evalueringen, at der efter fjernsalgsdirektivets

ikrafttræden er vedtaget en række sektorspecifikke EU-retsakter (som f.eks.

forbrugerkreditdirektivet og realboligdirektivet) og horisontal EU-lovgiv-

ning (som f.eks. databeskyttelsesforordningen), som dækker aspekter af for-

brugernes forhold og rettigheder i forbindelse med aftaler om finansielle tje-

nesteydelser. Det har medført, at direktivets relevans og anvendelse er ble-

vet reduceret.

For det andet

viste evalueringen dog, at fjernsalgsdirektivet

fortsat er relevant på en række områder, og at direktivet udgør et sikkerheds-

net, som garanterer forbrugerne et vist beskyttelsesniveau, hvis en

fjernsalgsaftale ikke er omfattet af anden EU-lovgivning.

Herudover har digitaliseringen betydet, at området for finansielle tjenestey-

delser har udviklet sig, således at der er kommet nye aktører til (f.eks. finte-

chvirksomheder) samt nye forretningsmodeller og distributionskanaler

(f.eks. finansielle tjenesteydelser, der sælges online).

Den 13. november 2020 præsenterede Kommissionen meddelelsen om ”En

ny forbrugerdagsorden - om styrkelse af forbrugernes stilling med henblik

på at opnå bæredygtig genopretning”. Med meddelelsen fastlagde Kommis-

sionen en samlet tilgang til EU’s politikområder, der har særlig relevans for

forbrugerne.

Som opfølgning på Kommissionens meddelelse har Rådet i januar 2021

vedtaget rådskonklusioner. Af rådskonklusionerne fremgår, at Rådet støtter

Kommissionens planer om at revidere fjernsalgsdirektivet, især med henblik

på at styrke forbrugerbeskyttelsen ved at gennemføre specifikke foranstalt-

ninger til forebyggelse af bl.a. misinformation af forbrugerne. Rådet har i

den forbindelse understreget behovet for, at forbrugere prækontraktuelt

modtager klare, nødvendige og passende oplysninger for at kunne træffe in-

formerede valg og samtidig undgå såkaldt information overload. Rådet har

desuden understreget, at den dynamiske og hurtige transformation af finan-

sielle detailtjenesteydelser, som gør nye digitale kanaler og produkter til-

gængelige for forbrugerne, kræver lovgivningsmæssige og adfærdsmæssige

tilgange for at beskytte forbrugernes interesser.

Direktivforslaget, som blev fremsat af Kommissionen den 11. maj 2022, er

en opfølgning på evalueringen. Forslaget blev oversendt til Rådet i dansk

sprogversion den 12. maj 2022. Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF

artikel 114 og 169 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivninger ved-

rørende det indre markeds funktion og målsætning og foranstaltninger ved-

rørende forbrugerbeskyttelse, og skal behandles efter den almindelige lov-

givningsprocedure i TEUF artikel 294. Rådet træffer afgørelse med kvalifi-

ceret flertal.

Formandskabets kompromisforslag af 8. december 2022 forventes at blive

behandlet på Coreper den 21. december 2022 med henblik på en generel

indstilling. Den endelig kompromistekst vil kunne indeholde visse ændrin-

ger i forhold til formandskabets udkast til kompromistekst af 8. december

2022.

3. Formål og indhold

Forslaget regulerer navnlig fjernsalg af finansielle tjenesteydelser, dvs. tje-

nester som har karakter af bank-, kredit-, forsikrings-, individuel pensions-,

investerings- eller betalingstjeneste, og som der er indgået aftale om ved

brug af fjernkommunikationsteknik, dvs. uden samtidig fysisk tilstedevæ-

relse af den erhvervsdrivende og forbrugeren.

Formålet med forslaget er at forenkle og modernisere den lovgivningsmæs-

sige ramme for finansielle tjenesteydelser ved at ophæve det gældende

fjernsalgsdirektiv og samtidig indsætte relevante bestemmelser i direktiv

2011/83/EU om forbrugerrettigheder (forbrugerrettighedsdirektivet), hvis

anvendelsesområde udvides til også at omfatte finansielle tjenesteydelser.

Det overordnede formål, som forbliver uændret, er at fremme indgåelsen af

fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser på det indre marked og sam-

tidig sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau.

I det følgende gennemgås de centrale elementer i formandskabets kompro-

misforslag af 8. december 2022.

3.1. Forbrugerrettighedsdirektivets anvendelse på finansielle tjenestey-

delser

Det gældende forbrugerrettighedsdirektiv finder ikke anvendelse på finan-

sielle tjenesteydelser. Det foreslås, at forbrugerrettighedsdirektivets anven-

delsesområde udvides, således at visse af direktivets bestemmelser også skal

omfatte aftaler om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Det gælder for

følgende bestemmelser i forbrugerrettighedsdirektivet:

Direktivets bestemmelser om formål, definitioner, forrang, harmoni-

seringsniveau og direktivets ufravigelige karakter.

Direktivets bestemmelse om, at medlemsstaterne kan fastsætte krav

om skriftlighed for fjernsalgsaftaler, som indgås telefonisk.

Direktivets bestemmelse, som skal sikre, at erhvervsdrivende ikke

må opkræve gebyrer i forbindelse med anvendelsen af et betalings-

middel, der overstiger de udgifter, der afholdes af den erhvervsdri-

vende i forbindelse med anvendelsen af betalingsmidlet.

Direktivets bestemmelse, som skal sikre, at forbrugeren ikke kan

blive forpligtet til at betale mere end basistelefontaksten, hvis for-

brugeren kontakter den erhvervsdrivende ved en telefontjeneste,

som den erhvervsdrivende har stillet til rådighed.

Direktivets krav om, at forbrugeren skal samtykke til eventuelle ek-

stra betalinger ud over betalingen for den primære ydelse, inden af-

talen indgås.

Direktivets krav om, at medlemsstaterne skal fastsætte regler om ef-

fektive sanktioner for overtrædelse af de nationale regler, der er fast-

sat i medfør af direktivet.

Direktivets bestemmelse om information til forbrugere og erhvervs-

drivende om national lovgivning, der gennemfører forbrugerrettig-

hedsdirektivet.

Direktivets bestemmelse om, at forbrugere fritages for modydelse i

tilfælde af levering af visse varer og ydelser mv. uden forudgående

anmodning.

Direktivets bestemmelse om medlemsstaternes indberetning om lov-

givningsmæssige valg til Kommissionen.

Ved at udvide anvendelsesområdet for visse af forbrugerrettighedsdirekti-

vets bestemmelser, sikres det, at aftaler om fjernsalg af finansielle tjenestey-

delser underlægges lignende bestemmelser som andre fjernsalgsaftaler. Med

henblik på at opnå dette formål foreslås det desuden at ændre forbrugerret-

tighedsdirektivets artikel 3, litra d, om at direktivet ikke finder anvendelse

for finansielle tjenesteydelser, således at det sikres, at visse af direktivets

bestemmelser finder anvendelse for aftaler om fjernsalg af finansielle tjene-

steydelser.

Hvis der er tale om en aftale om finansielle tjenesteydelser, der bliver efter-

fulgt af en række enkeltoperationer af samme karakter over en vis periode,

er det gældende fjernsalgsdirektiv afgrænset til den første aftale om tjene-

steydelser. Det betyder f.eks., at ved oprettelsen af en bankkonto vil selve

oprettelsen udgøre den første aftale, som vil være omfattet af direktivet,

hvorefter f.eks. indsættelse af penge på kontoen vil udgøre de efterfølgende

enkeltoperationer. Denne afgrænsning foreslås videreført i forbrugerrettig-

hedsdirektivet.

3.2. Nye bestemmelser vedrørende aftaler om fjernsalg af finansielle

tjenesteydelser i forbrugerrettighedsdirektivet

Det foreslås at indsætte et nyt kapitel IIIa i forbrugerrettighedsdirektivet,

som skal finde anvendelse på aftaler om fjernsalg af finansielle tjenestey-

delser. De nye bestemmelser gennemgås i det følgende:

3.2.1. Oplysningspligter (art. 16 a)

Der foreslås indsat en bestemmelse om krav til oplysninger, der skal gives

til forbrugeren, inden denne bindes af en aftale om fjernsalg af finansielle

tjenesteydelser.

De foreslåede oplysningspligter svarer i vid udstrækning til de oplysnings-

pligter, der i kraft af det gældende fjernsalgsdirektiv allerede gælder ved

fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Med bestemmelsen foreslås dog en

række ændringer, der har til formål at modernisere bestemmelsen om retten

til oplysninger forud for aftaleindgåelsen. Der fastsættes således bestemmel-

ser om:

- hvilke oplysninger der skal gives til forbrugeren (f.eks. oplysning

om den erhvervsdrivendes identitet, e-mailadresse og andre kontak-

toplysninger, den samlede pris, risiko og afkast, fortrydelsesret samt

oplysning om – hvis relevant – at en pris er personaliseret),

hvordan oplysninger skal gives til forbrugeren (f.eks. muligheden

for at anvende lagdeling af oplysninger, dvs. at visse oplysninger

fremhæves og andre oplysninger gives via links eller lignende, samt

at oplysningerne skal gives på en letlæselig måde),

samt hvornår oplysningerne skal nå frem til forbrugeren, idet oplys-

ningerne som udgangspunkt skal gives til forbrugeren i god tid, før

forbrugeren bindes af en aftale om fjernsalg.

3.2.2. Fortrydelsesret (art. 16 b og art. 16 c)

Der foreslås indsat en bestemmelse om fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler

om finansielle tjenesteydelser i art. 16 b. Fortrydelsesretten skal ikke finde

anvendelse på bl.a. finansielle tjenesteydelser, hvor prisen afhænger af uds-

ving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende ikke har nogen indfly-

delse på. Fortrydelsesretten skal endvidere ikke finde anvendelse for aftaler

eller produkter, som er omfattet af anden lovgivning, når medlemsstaterne i

medfør af denne anden lovgivning har adgang til at vælge mellem en be-

tænkningsperiode eller en fortrydelsesret.

Det foreslås, at forbrugeren som udgangspunkt har ret til at fortryde aftalen

inden for 14 dage efter aftalens indgåelse eller det tidspunkt, hvor forbruge-

ren modtager aftalevilkårene og -betingelserne, hvis dette tidspunkt ligger

senere end tidspunktet for aftalens indgåelse. For visse fjernsalgsaftaler om

individuelle pensionsordninger gælder fortrydelsesretten dog i 30 dage.

Det foreslås endvidere, at der fastsættes visse undtagelser til tidspunktet for,

hvornår fortrydelsesretten begynder at løbe i tilfælde af, at forbrugeren ikke

modtager aftalevilkårene og -betingelserne eller oplysninger om fortrydel-

sesretten.

Den foreslåede bestemmelse svarer i vid udstrækning til den fortrydelsesret,

der i kraft af det gældende fjernsalgsdirektiv allerede gælder ved fjernsalg

af finansielle tjenesteydelser. Der lægges op til, at den mulighed, som med-

lemsstaterne har haft til at undtage visse aftaler om finansielle tjenesteydel-

ser fra fortrydelsesretten, fjernes.

Der foreslås endvidere indsat en bestemmelse om betaling af ydelser leveret

inden udøvelsen af fortrydelsesretten i art. 16 c. Den foreslåede bestem-

melse svarer i vid udstrækning til bestemmelsen om betaling af ydelser le-

veret inden udøvelsen af fortrydelsesretten i det gældende fjernsalgsdirek-

tiv.

3.2.3. Fyldestgørende redegørelse

Der foreslås indsat en ny bestemmelse, som skal sikre, at de erhvervsdri-

vende inden indgåelsen af en fjernsalgsaftale om finansielle tjenesteydelser

giver forbrugeren en fyldestgørende redegørelse for de relevante oplysnin-

ger for aftalen. Redegørelsen skal gøre det muligt for forbrugeren at vurdere,

om den foreslåede aftale og de tilknyttede tjenesteydelser er tilpasset for-

brugerens behov og finansielle situation.

Redegørelsen skal omfatte de oplysninger, der skal gives forbrugeren forud

for aftaleindgåelsen, de væsentlige karakteristika ved den foreslåede aftale,

og de specifikke konsekvenser, som den foreslåede aftale kan have for for-

brugeren. Det foreslås, at medlemsstaterne skal fastsætte nærmere regler,

som specificerer omfanget af den fyldestgørende redegørelse, herunder at

medlemsstaterne kan fastsætte strengere regler end dem, der er fastsat i di-

rektivet.

Det foreslås, at forbrugeren skal have ret til at få personlig betjening, hvis

den erhvervsdrivende anvender onlineværktøjer, som f.eks. robotværktøjer,

til at give en fyldestgørende redegørelse.

3.2.3.4. Indberetningskrav og Kommissionens rapportering samt evalue-

ring

Det foreslås at ændre forbrugerrettighedsdirektivets artikel 29, stk. 1, med

henblik på at stille krav om, at medlemsstaterne skal underrette Kommis-

sionen om de lovgivningsmæssige valg, der er omhandlet i de foreslåede

bestemmelser om oplysningskrav og fyldestgørende redegørelse.

Det foreslås endvidere, at Kommissionen senest 5 år efter ikrafttrædelsen

af reglerne om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser i forbrugerrettigheds-

direktivet skal udarbejde en rapport om Kommissionens evaluering af di-

rektivet.

3.3. Ny generel bestemmelse om fortrydelsesknap i forbrugerrettig-

hedsdirektivet

Som noget nyt foreslås det endvidere i kompromisforslaget af 8. december

2022, at der indsættes en ny

artikel 11a

om en fortrydelsesknap i fjernsalgs-

aftaler indgået gennem online grænseflader. Som en væsentlig ændring sam-

menlignet med Kommissionens forslag vil den foreslåede bestemmelse

finde anvendelse i alle fjernsalgsaftaler indgået gennem online grænsefla-

der, som er omfattet af direktivet, og bestemmelsen er således ikke begræn-

set til aftaler om finansielle tjenesteydelser.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at forbrugere får adgang til at ud-

nytte fortrydelsesretten via en fortrydelsesknap. Såfremt forbrugeren anven-

der fortrydelsesknappen, vil forbrugeren få adgang til en funktion, hvori for-

brugeren kan bekræfte, at denne ønsker at udnytte fortrydelsesretten. Be-

stemmelsen ændrer eller udvider ikke fortrydelsesretten, men har til formål

at lette forbrugeres adgang til at udnytte en eksisterende fortrydelsesret.

Det foreslås endvidere som konsekvensændring, at forbrugere i aftaler om

fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted skal oplyses om

eksistensen og placeringen af fortrydelsesknappen, såfremt den foreslåede

artikel 11a om en fortrydelsesknap finder anvendelse.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet er i henhold til den almindelige lovgivningsprocedure

(TEUF art. 294) medlovgiver. Der foreligger et udkast til en udtalelse fra

Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse dateret den 21.

november 2022.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen har i forslaget om nærhedsprincippet anført, at formålene

med direktivet ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af medlemsstaterne

alene, da den grænseoverskridende levering af finansielle tjenesteydelser

forventes at stige som følge af digitaliseringen og nye digitale aktørers po-

tentielle indtræden på det finansielle marked.

Derfor er det nødvendigt med en indsats på EU-plan for at sikre et velfun-

gerende indre marked med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og fri ud-

veksling af tjenesteydelser.

Det er ud fra tilsvarende betragtninger, herunder at forslaget er tiltænkt at

modernisere og erstatte det eksisterende fjernsalgsdirektiv, regeringens

holdning, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

6. Gældende dansk ret

6.1. Forbrugeraftaleloven

Det nuværende fjernsalgsdirektiv er hovedsageligt implementeret i forbru-

geraftaleloven. Forbrugeraftaleloven finder anvendelse på forbrugeraftaler

og den erhvervsdrivendes henvendelser til forbrugeren med henblik på at

indgå en forbrugeraftale. Ved en forbrugeraftale forstås en aftale, som en

erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbru-

geren) hovedsagelig handler uden for sit erhverv. Forbrugeraftaleloven fin-

der ikke anvendelse på forsikringsaftaler, som er omfattet af forsikringsaf-

taleloven (se nedenfor).

6.1.1. Oplysningspligter

Forbrugeraftaleloven indeholder bestemmelser om, hvilke oplysninger for-

brugeren skal have, inden der indgås en fjernsalgsaftale vedrørende en fi-

nansiel tjenesteydelse.

Det betyder, at den erhvervsdrivende bl.a. skal oplyse om tjenesteydelsens

vigtigste egenskaber, den erhvervsdrivendes identitet, tjenesteydelsens sam-

lede pris, vilkår om betaling og levering, fortrydelsesret, klageadgang, særlige

risici ved tjenesteydelsen mv. Det vil desuden kunne straffes med bøde, så-

fremt den erhvervsdrivende ikke oplyser om eksistensen af en fortrydelsesret.

Såfremt den erhvervsdrivende kontakter forbrugeren telefonisk med henblik

på at indgå en aftale om fjernsalg af en finansiel tjenesteydelse, skal den er-

hvervsdrivende ved begyndelsen af samtalen blandt andet oplyse forbrugeren

om den erhvervsdrivendes identitet og formålet med henvendelsen.

Forbrugeraftaleloven indeholder desuden bestemmelser om, hvordan oplys-

ningerne skal være meddelt forbrugeren. Det følger heraf, at oplysningerne

skal gives på papir eller et andet varigt medium. De skal desuden gives i rime-

lig tid og være klare, tydelige og forståelige. Forbrugeren har endvidere på

ethvert tidspunkt under aftaleforholdet ret til at få udleveret aftalevilkårene på

papir.

6.1.2. Fortrydelsesret

Forbrugeraftaleloven indeholder en generel ret for forbrugeren til at træde

tilbage fra aftalen (fortrydelsesret) ved aftaler om fjernsalg og ved aftaler

indgået uden for den erhvervsdrivendes forretningssted.

Af relevans for finansielle tjenesteydelser gælder fortrydelsesretten ikke for

fjernsalgsaftaler om varer, værdipapirer eller tjenesteydelser, hvis prisen af-

hænger af udsving på kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende ikke har

nogen indflydelse på. Fortrydelsesretten gælder desuden ikke for finansielle

tjenesteydelser omfattet af lov om realkreditlån og realkreditobligationer

m.v.

Forbrugeren har som udgangspunkt en frist på 14 dage til at benytte sin for-

trydelsesret. Ved aftaler om individuelle pensionsordninger gælder der dog

en frist på 30 dage. Der kan ikke stilles krav om, at forbrugeren skal angive

årsagen til fortrydelsen. Fristen løber fra den dag, hvor aftalen indgås, eller

fra den dag, hvor den erhvervsdrivende giver de lovpligtige oplysninger til

forbrugeren.

Der gælder desuden regler om den erhvervsdrivendes forpligtelser i tilfælde

af udøvelse af fortrydelsesretten. Det følger heraf, at den erhvervsdrivende

som udgangspunkt skal tilbagebetale et evt. modtaget beløb til forbrugeren

snarest muligt og senest 30 dage efter, forbrugeren har udnyttet sin fortry-

delsesret. Forbrugeren skal på tilsvarende vis tilbagelevere ethvert beløb el-

ler formuegode, som forbrugeren måtte have modtaget af den erhvervsdri-

vende. Forbrugeren kan under visse betingelser blive forpligtet til at betale

for den del af tjenesteydelsen, der allerede er leveret ved tidspunktet for for-

brugerens udnyttelse af fortrydelsesretten.

6.2. Forsikringsaftaleloven

De dele af det gældende fjernsalgsdirektiv, der omhandler forsikringsaftaler,

er gennemført i forsikringsaftaleloven. Forsikringsaftaleloven finder anven-

delse på forsikringsaftaler, der indgås med forsikringsaktieselskaber, gensi-

dige forsikringsselskaber eller andre selskaber og institutioner, der driver

forsikringsvirksomhed.

6.2.1. Oplysningspligter

Forsikringsaftaleloven indeholder bestemmelser om, hvilke oplysninger

forsikringsselskabet skal give til forbrugeren ved forsikringsaftaler, der ind-

gås ved fjernsalg.

Forsikringsselskabet skal bl.a. oplyse om selskabets identitet, de væsentlig-

ste egenskaber ved forsikringsydelsen, den samlede pris for forsikringsydel-

sen, vilkår om betaling og levering, fortrydelsesret, klageadgang, særlige

risici ved forsikringsydelsen mv.

Såfremt forsikringsselskabet kontakter forbrugeren telefonisk med henblik på

at indgå en forsikringsaftale, skal forsikringsselskabet ved begyndelsen af

samtalen blandt andet oplyse forbrugeren om den erhvervsdrivendes identitet

og formålet med henvendelsen.

Forsikringsaftaleloven indeholder desuden bestemmelser om, hvordan oplys-

ningerne skal være meddelt forbrugeren. Det følger heraf, at oplysningerne

skal gives på papir eller et andet varigt medium. De skal desuden gives i rime-

lig tid og være klare, tydelige og forståelige. Forbrugeren har endvidere på

ethvert tidspunkt under aftaleforholdet ret til at få udleveret aftalevilkårene på

papir.

Bekendtgørelse nr. 973/2004 vedrørende oplysning om fortrydelsesret i

henhold til lov om forsikringsaftaler indeholder desuden supplerende regler

om forsikringsselskabets oplysning om fortrydelsesretten.

6.2.2. Fortrydelsesret

Forsikringsaftaleloven indeholder en ret for forbrugeren til at træde tilbage

fra en forsikringsaftale (fortrydelsesret). Fortrydelsesretten gælder, uanset

om forsikringstiden er begyndt eller ej, men dog kun indtil aftalen efter for-

brugerens udtrykkelige ønske er blevet helt opfyldt af begge parter. Der gæl-

der ikke en fortrydelsesret ved aftaler om rejse- og bagageforsikringspolicer

eller tilsvarende forsikringspolicer med en begrænset løbetid på højst 1 må-

ned, eller ved aftaler om forsikringsydelser, hvis pris afhænger af udsving

på kapitalmarkedet, som forsikringsselskabet ikke har nogen indflydelse på.

Forbrugeren har som udgangspunkt en frist på 14 dage til at benytte sin for-

trydelsesret. Ved aftaler om livsforsikring og individuel pensionsordning

gælder der dog en frist på 30 dage. Fristen løber fra den dag, hvor aftalen

indgås, eller fra den dag, hvor den erhvervsdrivende giver de lovpligtige

oplysninger til forbrugeren.

Hvis forbrugeren har anvendt sin fortrydelsesret, kan forsikringsselskabet

som udgangspunkt ikke gøre krav vedrørende aftalen gældende mod forbru-

geren.

7. Konsekvenser

7.1. Lovgivningsmæssige konsekvenser

Direktivet vil, såfremt det vedtages i sin foreliggende form, medføre behov

for ændringer i forbrugeraftaleloven og forsikringsaftaleloven.

I forbrugeraftaleloven vil der blandt andet være behov for at indsætte nye

bestemmelser om, at den erhvervsdrivende skal give en fyldestgørende re-

degørelse om den foreslåede aftale. Herudover vil der være behov for at tage

stilling til, om de nuværende bestemmelser om oplysningspligt og fortrydel-

sesret, herunder via en fortrydelsesknap opfylder kravene i det nye direktiv.

Direktiv nr. 2019/2161 om bedre håndhævelse og modernisering af EU-reg-

lerne om forbrugerbeskyttelse pålægger medlemsstaterne at sikre effektive

sanktioner for overtrædelsen af bestemmelser i forbrugerrettighedsdirekti-

vet. Det vil således være nødvendigt at overveje, om forbrugeraftalelovens

bestemmelser om straf i § 34 skal udvides til også at gælde for overtrædelser

af reglerne om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser.

På tilsvarende vis vil der være behov for at undersøge, om de nuværende

regler om oplysningspligt og fortrydelsesret i forsikringsaftaleloven lever

op til kravene i det nye direktiv.

7.2. Økonomiske konsekvenser

Statsfinansielle konsekvenser

Det vurderes, at forslaget vil kunne have statsfinansielle konsekvenser i for-

bindelse med implementeringen i dansk ret. Forslaget vil således kunne

medføre statsfinansielle engangsudgifter i forbindelse med implementerin-

gen, ligesom der vil kunne være merudgifter forbundet med tilsynet med og

håndhævelsen af bestemmelserne.

Det vurderes, at de statsfinansielle konsekvenser vil være begrænsede. Dette

skyldes, at forslaget navnlig har til formål at forenkle og modernisere den

lovgivningsmæssige ramme ved at ophæve det eksisterende direktiv om

fjernsalg af finansielle tjenesteydelser og i stedet indføre de relevante be-

stemmelser i forbrugerrettighedsdirektivet.

De nærmere statsfinansielle omkostninger for myndighederne vil skulle af-

dækkes i forbindelse med udarbejdelsen af national lovgivning. Der vil i den

forbindelse blandt andet skulle tages stilling til, om der er behov for ændring

af de eksisterende muligheder for sanktionering.

Det bemærkes, at det fremgår af budgetvejledningen, at afledte nationale

udgifter som følge af EU-retsakter afholdes inden for de berørte ministeriers

eksisterende bevillingsramme.

Erhvervsøkonomiske konsekvenser

Det forventes, at forslaget vil medføre administrative byrder navnlig for le-

verandører af finansielle tjenesteydelser.

De administrative konsekvenser vil bl.a. bestå i, at virksomhederne vil

skulle tilpasse sig til det opdaterede direktiv om forbrugerrettigheder. En

sådan tilpasning kan indebære opdatering af virksomhedernes IT-systemer,

uddannelse af personale, opdateringer af virksomhedernes websider og

ajourføre aftaler. En opdatering af virksomhedernes websider vil f.eks. in-

debære omstillingsomkostninger i forbindelse med udvikling af den foreslå-

ede fortrydelsesknap, der skal stilles til rådighed for forbrugeren, når denne

indgår en fjernsalgsaftale på en online grænseflade.

Derudover foreslås oplysningspligterne forud for aftaleindgåelsen moderni-

seret, hvilket kan medføre en udvidelse af de oplysningskrav, virksomhe-

derne skal efterleve, samt indebære, at virksomhederne skal levere yderli-

gere oplysninger til forbrugerne. Virksomhederne vil bl.a. skulle give en fyl-

destgørende redegørelse for den aftale, der indgås, hvilket forventes at ville

medføre administrative byrder for den erhvervsdrivende, f.eks. som følge af

forbrugerens ret til at få personlig betjening. Det fastsættes samtidig at op-

lysningerne skal være forbrugeren i hænde mindst i god tid før forbrugeren

er bundet af aftalen.

Med forslaget er der lagt vægt på at sikre, at den erhvervsdrivende ikke om-

fattes af flere forskellige regelsæt. Det følger således af direktivet, at hvis

en bestemmelse i direktivet er i konflikt med en bestemmelse i en sektor-

specifik EU-retsakt, vil bestemmelsen i den sektorspecifikke EU-retsakt

have forrang. Det forventes, at det vil skabe klarhed for den erhvervsdri-

vende.

De administrative konsekvenser ved ovenstående kan dog ikke kvantificeres

på nuværende tidspunkt. Det skyldes blandet andet manglende viden om,

hvor mange virksomheder forslaget vil påvirke samt manglende kendskab

til omkostningerne ved efterlevelse af forslagets artikler.

Samfundsøkonomiske konsekvenser

Forslaget skønnes ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske konse-

kvenser.

Andre konsekvenser og beskyttelsesniveauet

Forslaget skønnes at kunne bidrage til et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i

EU og Danmark og at fremme leveringen af finansielle tjenesteydelser på

det indre marked.

8. Høring

Forslaget har den 7.-8. juni 2022 og den 13. december 2022 været sendt i

høring i specialudvalgene for henholdsvis politimæssigt og retligt samar-

bejde, for konkurrence, vækst og forbrugerspørgsmål samt for den finansi-

elle sektor. Der er modtaget høringssvar fra F&P, Finans Danmark, Finans

& Leasing og Forbrugerrådet Tænk.

Generelle bemærkninger

F&P støtter overordnet set forslaget om at ophæve fjernsalgsdirektivet og i

den forbindelse indsætte et særligt kapitel i forbrugerrettighedsdirektivet,

der gælder for aftaler om finansielle tjenesteydelser, der indgås ved

fjernsalg. Bestemmelserne i fjernsalgsdirektivet er i vidt omfang blevet er-

stattet og overflødiggjort ved ikrafttrædelsen af efterfølgende — produkt-

specifikke og horisontale — EU-retsakter. Disse retsakter specificerer, lige-

som fjernsalgsdirektivet, bl.a. hvilke oplysninger, der skal gives til forbru-

gerne, dels om produktet, dels om leverandøren. Dette gælder, hvad enten

produktet sælges online eller ej. F&P lægger vægt på, at der med forslaget

sikres overensstemmelse med de gældende regler for finansielle tjenestey-

delser. Det er således positivt, at det er et gennemgående princip, at den

produktspecifikke EU-regulering har forrang i tilfælde af konflikt med be-

stemmelserne i de nye regler, navnlig hvad angår retten til oplysninger forud

for aftaleindgåelsen, fortrydelsesretten og fyldestgørende redegørelser. F&P

vurderer i den forbindelse, at de foreslåede nye bestemmelser kun i begræn-

set omfang vil finde anvendelse på forsikringsområdet; det gælder f.eks. i

forhold til fortrydelsesretten.

Finans Danmark er generelt positiv overfor den gennemførte revision og

anfører, at det er hensigtsmæssigt at reglerne om fjernsalg af finansielle tje-

nesteydelser inkluderes i forbrugerrettighedsdirektivet. Finans Danmark

finder dog, at direktivforslaget på visse områder indeholder unødig detail-

regulering, og bemærker, at for en række af de mere komplicerede finansi-

elle produkter gælder der i dag særregulering, hvorfor det nærværende di-

rektivforslag de facto vil ramme de mere ”simple” produkter, som f.eks. op-

rettelse af en bankkonto. På den baggrund vurderes reglerne om oplysnings-

pligt (særligt betænkningstiden på en dag), fortrydelsesret og fyldestgørende

redegørelse som voldsomme. Finans Danmark bemærker endelig, at det

mudrer billedet, at der i præamblen ikke henvises til PSD2-direktivet (som

omhandler betalingstjenester), idet det forudsættes, at direktivforslaget også

vil finde anvendelse på tjenesteydelser omfattet af PSD2-direktivet.

Forbrugerrådet Tænk har bemærket, at eftersom der er tale om fuld harmoni-

sering, bør særegen dansk forbrugerbeskyttelse ved fjernsalg af finansielle

tjenesteydelser inddrages i direktivet. Der bør desuden fortsat være mulig-

hed for at forbedre forbrugerbeskyttelsen.

Finans og Leasing støtter, at det fremgår af de foreslåede art. 16 a og 16 b,

at reglerne ikke finder anvendelse, hvis aftalen omfattes af andre produkt-

specifikke regler. Samtidig ønskes det, at en tilsvarende bestemmelse ind-

sættes i den foreslåede art. 16 c om betaling af ydelser leveret inden fortry-

delsen.

Oplysningspligter

Forbrugerrådet Tænk anfører, at det er vigtigt, at de danske regler vedrø-

rende en forside på realkreditlån kan bestå under den foreslåede lovgivning,

og ønsker, at det skal være muligt at kunne udvide denne ordning til andre

finansielle produkter fremadrettet. Forbrugerrådet Tænk anfører endvidere,

at det til enhver tid bør påhvile sælgeren at formidle nøgletal og pre-kon-

traktuelle informationer i et forståeligt sprog, samt at aftalen bør anses for

værende ugyldig, hvis sælgeren ikke har levet op til dette.

Finans Danmark anfører, at det er uklart, om det gælder for hele den fore-

slåede art. 16, at produktspecifik lovgivning vil have forrang. Derudover

finder Finans Danmark, at det er afgørende, at aftaler om kurssikring i for-

bindelse med udbetaling og indfrielse af realkreditlån undtages fra reglen

om, at forbrugeren skal modtage oplysningerne senest et døgn inden aftale-

indgåelsen, idet det ikke vil være muligt at tilbyde kunderne en betænk-

ningstid på en dag. Finans Danmark ønsker endvidere, at det bliver muligt

at sende oplysningerne senere end et døgn før aftaleindgåelsen, forudsat at

virksomheden i så fald bliver forpligtet til at oplyse forbrugeren om fortry-

delsesretten og processen herfor. Visse af begreberne, såsom ”let læsbar”,

findes endvidere uklare.

Finans og Leasing anfører at forslaget om, at forbrugeren skal modtage op-

lysninger om aftalen senest et døgn før aftaleindgåelsen bør udgå. Hvis det

ikke er muligt at lade dette krav udgå, bør det fortsat være muligt at indgå

aftaler, selv om oplysningerne er givet under et døgn inden aftaleindgåelse,

på betingelse af at kunden informeres om fortrydelsesretten.

Fortrydelsesret

Forbrugerrådet Tænk finder, at det er vigtigt, at der nemt og åbenlyst stilles

en fortrydelsesknap til rådighed. Såfremt dette ikke sker, bør forbrugeren

have mulighed for at fortryde aftalen efter fortrydelsesfristen. Fortrydelses-

retten bør desuden fremhæves, når forbrugeren får tilsendt den endelig af-

tale, efter den er indgået. Endelig mener Forbrugerrådet Tænk, at fortrydel-

sesperioden bør udvides til 31 dage frem for de nuværende 14 dage.

F&P bemærker, at den foreslåede fortrydelsesknap vil gøre det nemmere for

forbrugeren at udnytte fortrydelsesretten. Der gøres dog samtidig opmærk-

som på, at det kan få negative konsekvenser for forbrugerbeskyttelsen, idet

risikoen for uforsikrede forbrugere øges, hvilket kan få store økonomiske

konsekvenser for den uforsikrede og være af stor betydning for skadelidte.

Det gælder særligt for de lovpligtige forsikringer. Hvis der indføres et krav

om en fortrydelsesknap, bør det suppleres med muligheden for at opsige

aftalen telefonisk og i den forbindelse få rådgivning. Kravet om fortrydel-

sesknap forventes endvidere at medføre betydelige administrative omkost-

ninger. Da forsikringsbranchen ikke generelt har haft problemer med at imø-

dekommende forbrugerens fortrydelsesret, stiller F&P spørgsmålstegn ved

merværdien af et krav om fortrydelsesknap. Såfremt en sådan knap indføres,

bør selskaberne sikres maksimal fleksibilitet med hensyn til at placere knap-

pen et logisk sted for kunderne, herunder at knappen bør kunne lede til en

side bag log-in.

Finans Danmark finder, at det er uklart, om realkreditlån med det nye forslag

fortsat kan være undtaget fra fortrydelsesretten, som retsstillingen er nu. Re-

alkreditlån blev ved implementeringen af det gældende direktiv undtaget, da

lånene finansieres ved obligationsudstedelse. Finans Danmark ønsker, at re-

alkreditlån fortsat kan være undtaget fra reglerne om fortrydelsesret. Finans

Danmark finder desuden, at det er uklart, om art. 16 c om betaling af ydelser

inden fortrydelsen kan fraviges i tilfælde af, at der gælder produktspecifik

regulering.

Fyldestgørende redegørelse

Finans Danmark anfører, at boligkreditdirektivet og forbrugerkreditdirekti-

vet anvender begrebet ”fyldestgørende forklaringer”, og finder det afgø-

rende, at der ikke er tvivl om, at forpligtelsen har samme indhold og række-

vidde. Endvidere opfordrer Finans Danmark til en præcisering af, at der i

bestemmelsen ikke er krav om personlig, fysisk betjening, således at per-

sonlig, telefonisk betjening, vil være tilstrækkeligt.

Sanktioner

F&P bemærker i forhold til, at fjernsalg af finansielle tjenesteydelser fore-

slås omfattet af forbrugerrettighedsdirektivets sanktionsbestemmelse, her-

under bestemmelsen om maksimale bødestørrelser på 4 % af virksomhedens

årlige omsætning, at bødestørrelsen ikke bør udmåles ved at inddrage net-

toomsætningen direkte i en matematisk model ved indeksering. Det skyldes

navnlig, at en sådan streng matematisk beregningsmodel er i strid med dansk

retstradition, bortset fra retsområder, hvor der er tale om overtrædelse af

ensartet grovhed, hvilket ikke er tilfældet i den finansielle lovgivning.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der ses overordnet at være støtte til kompromisforslaget, og det er forvent-

ningen, at der vil kunne opnås en generel indstilling.

9.1. Forhandlingssituationen

Forslaget har været drøftet på møder i Rådets arbejdsgruppe om forbruger-

beskyttelse og information. Forhandlingerne blev påbegyndt i slutningen af

juni 2022 under det franske formandskab og er fortsat under det tjekkiske

formandskab. Der har samlet været afholdt 6 møder om forslaget. Det tjek-

kiske formandskab har senest den 8. december 2022 fremlagt et kompro-

misforslag.

Der ses generelt at være opbakning fra medlemsstaterne til at modernisere

direktivet om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser samt at indføre de rele-

vante bestemmelser i forbrugerrettighedsdirektivet.

Det er på baggrund af det seneste møde, som blev afholdt den 12. december

2022, forventningen, at der vil være generel opbakning til formandskabets

kompromisforslag, idet en række medlemsstater dog har undersøgelsesfor-

behold over for teksten.

Medlemsstaterne har generelt været enige om, at forbrugeren som udgangs-

punkt skal have modtaget de prækontraktuelle informationer i god tid før

forbrugeren er bundet af aftalen.

Der har endvidere været generel enighed om bestemmelsen om fortrydel-

sesret, idet der har været enkelte drøftelser af fortrydelsesrettens anvendel-

sesområde. En række medlemsstater har bl.a. tilkendegivet, at fortrydelses-

retten ikke bør finde anvendelse for aftaler eller produkter, hvor der i anden

lovgivning er fastsat regler om, at medlemsstaterne kan vælge, om der skal

gælde en refleksionsperiode i stedet for en fortrydelsesret. Kompromisfor-

slaget indeholder en udtrykkelig bestemmelse om, at fortrydelsesretten ikke

finder anvendelse i disse tilfælde.

Det har løbende været drøftet, om fortrydelsesknappen kun skal finde an-

vendelse for fjernsalgsaftaler om finansielle tjenesteydelser, som det oprin-

deligt blev foreslået af Kommissionen, eller om der skal indføres en sådan

fortrydelsesknap for alle fjernsalgsaftaler, som er omfattet af forbrugerret-

tighedsdirektivets anvendelsesområde. Blandt medlemsstaterne har nogle

givet udtryk for opbakning til, at man i forbindelse med dette direktivforslag

indfører en sådan generel fortrydelsesknap, mens andre medlemsstater har

anført, at der i stedet bør tages stilling til dette i forbindelse med en generel

revision af forbrugerrettighedsdirektivet. Nogle medlemsstater har desuden

anført, at der bør udarbejdes yderligere konsekvensanalyser af en generel

fortrydelsesknap, inden der indføres en bestemmelse herom i forbrugerret-

tighedsdirektivet.

Der ses under drøftelserne af fortrydelsesknappen dog at have været generel

enighed om, at forbrugerne skal have let adgang til at fortryde en indgået

aftale ved at udnytte fortrydelsesretten. Enkelte medlemsstater har for så

vidt angår udformningen af fortrydelsesknappen argumenteret for, at den

bør reguleres på en generel og teknologineutral måde med henblik på at

fremtidssikre lovgivningen ift. den teknologiske udvikling. Andre medlem-

sstater har omvendt argumenteret for, at fortrydelsesknappen bør udformes

gennem en to-trins-proces, hvilket formandskabet ses at have imødekommet

med kompromisforslaget af 8. december 2022.

Medlemsstaterne har generelt været enige om vigtigheden af at tydeliggøre

forholdet til og sammenhængen med anden produktspecifik EU-lovgivning.

Der har under forhandlingerne været delte meninger om direktivets anven-

delsesområde i forhold til anden produktspecifik EU-lovgivning. En række

medlemsstater har således argumenteret for vigtigheden af, at direktivet ikke

finder anvendelse for produkter, som er omfattet af anden produktspecifik

EU-lovgivning eller produkter, som specifikt er undtaget anden produktspe-

cifik EU-lovgivning. Andre medlemsstater har omvendt anført, at direktivet

bør fungere som et sikkerhedsnet, der også finder anvendelse for produkter,

som er undtaget fra anden produktspecifik EU-lovgivning.

Der har i arbejdsgruppen desuden været diskussion af reglerne om lagdeling

af oplysninger. Medlemsstaterne ses overordnet at være positive over for

reglerne, idet en række medlemsstater samtidig har fremhævet betydningen

af, at forbrugerne i alle tilfælde kan se, gemme og printe informationerne

samlet.

Der har under forhandlingerne været mindre opmærksomhed på den fore-

slåede bestemmelse om, at forbrugere i visse tilfælde skal have adgang til

personlig betjening, hvis den erhvervsdrivende anvender onlineværktøjer,

som f.eks. robotværktøjer, til at give visse informationer. Det har bl.a. været

anført, at der skal sikres proportionalitet i denne bestemmelse, særligt for så

vidt angår små virksomheder.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter forslaget. Regeringen er enig i behovet for at sikre en

effektiv og tidssvarende forbrugerbeskyttelse i fjernsalgsaftaler om finansi-

elle tjenesteydelser. Regeringen er således endvidere enig i intentionerne om

at modernisere lovgivningen, så den bl.a. er tilpasset digitaliseringen, og så

der tages højde for nye aktører og forretningsmodeller på området, samt at

reglerne samles i et direktiv, hvilket i vidt omfang svarer til den danske im-

plementering.

Regeringen finder det vigtigt, at der ikke er tvivl om direktivets anvendel-

sesområde. Det er desuden vigtigt, at medlemsstaterne har adgang til at fast-

sætte national lovgivning i medfør af produktspecifik EU-lovgivning for

produkter, som ellers i udgangspunktet af undtaget denne anden lovgivning.

Der kan for så vidt angår disse aftaler eller produkter være nogle særlige

hensyn, som begrunder, at de ikke bør være omfattet af direktivet om

fjernsalg af finansielle tjenesteydelser. Det er derfor vigtigt, at direktivet

ikke finder anvendelse for produkter, som er omfattet af eller specifikt und-

taget fra anden produktspecifik EU-lovgivning.

Regeringen finder det vigtigt, at direktivet begrænser såkaldt

information

overload

ved aftaleindgåelsen. På den baggrund støtter regeringen, at der

med forslaget lægges op til at simplificere og strømline direktivets oplys-

ningspligter, herunder i forhold til oplysningspligter i sektorspecifik regule-

ring. Oplysningspligterne må moderniseres og tilpasses den digitale virke-

lighed for at forbedre forbrugernes forståelse af oplysningerne og reducere

byrderne for erhvervslivet. Regeringen støtter derfor også, at der stilles krav

om, at oplysningerne skal gives på en klar og tydelig måde samt på en måde,

som er let at læse.

Regeringen finder det endvidere vigtigt, at forslaget ikke medfører økono-

miske eller administrative konsekvenser for de erhvervsdrivende, som ikke

står mål med gevinsten for forbrugeren. Det er vigtigt, at der opnås en ba-

lance i forslaget, så de erhvervsdrivende ikke pålægges unødvendige byrder.

Regeringen støtter intentionen om mere simpel adgang til at gøre brug af sin

fortrydelsesret ved hjælp af en fortrydelsesknap. Konsekvenserne af, at for-

trydelsesknappens anvendelsesområde foreslås udvidet til at gælde alle

fjernsalgsaftaler indgået gennem onlinegrænseflader, er dog ikke undersøgt

nærmere. Regeringen vil derfor arbejde for, at der er en vis fleksibilitet i

anvendelsen af denne bestemmelse, således at det er valgfrit for medlems-

staterne, om bestemmelsen skal finde anvendelse for aftaler, som ikke om-

handler finansielle tjenesteydelser. Regeringen vil desuden arbejde for, at

knappen bør findes der, hvor forbrugeren typisk orienterer sig efter aftale-

indgåelse; nemlig i de fremsendte oplysninger.

Det er vigtigt for regeringen, at den nuværende undtagelse til fortrydelses-

retten fsva. realkredit kan opretholdes. Dette skyldes, at prisen på disse af-

taler afhænger af udsving på det finansielle marked. Regeringen støtter der-

for, at fortrydelsesretten ikke finder anvendelse for aftaler om kreditter sik-

ret ved pant i fast ejendom.

Regeringen vil være opmærksom på, at forslaget ikke pålægger medlem-

slandene unødige statsfinansielle omkostninger, og at de administrative byr-

der skal afbalanceres i forhold til fordelene ved forslaget.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering den 7.

oktober 2022.

Der blev oversendt grund- og nærhedsnotat den 9. juni 2022.