ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Erhvervsudvalget 2022-23 (2. samling)
ERU Alm.del Bilag 217
Offentligt

Betænkning om revision af

konkurskarantænereglerne

Betænkning nr. 1582

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Kronologisk fortegnelse over betænkninger

1524 Betænkning om revision af hundeloven

1525 Betænkning om konkurskarantæne

1526 Betænkning om tilhold, opholdsforbud og

bortvisning

1527 Provstestillingen og provstiets funktion

1528 Betænkning om revision af reglerne om forkyndelse

1529 Betænkning om PET og FE

1530 Reform af den civile retspleje VII

1531 Strafudmåling – samspillet mellem lovgiver og

domstole

1532 Betænkning om indsamlinger

1533 Kommunale udgiftsbehov og andre

udligningsspørgsmål

1534 Straffelovrådets betænkning om

seksualforbrydelser

1535 Gennemførelse af direktivet om bekæmpelse af

forsinket betaling i handelstransaktioner

1536 Aftaler om transport af gods helt eller delvist til søs

(Rotterdam-reglerne)

1537 Ministrenes særlige rådgivere – et serviceeftersyn

1538 Afsættelse af borgmesteren og forberedelse af

byrådsmøder

1539 Mobilitet og fremkommelighed i hovedstaden

1540 Gennemførelse af direktivet om

forbrugerrettigheder

1541 Rapport fra tværministeriel arbejdsgruppe om

revision af de danske visumregler

1542 Betænkning fra udvalg om erhvervsmæssig

befordring i personbiler

1543 Reform af den civile retspleje VIII: Syn og skøn

1544 Folkekirkens styre

1545 Straffelovrådets betænkning om samfundstjeneste

mv.

1546 Betænkning om inkorporering inden for

menneskeretsområdet

1547 Betænkning om sagsomkostninger i straffesager

1548 Straffelovrådets udtalelse om de juridiske

konsekvenser af en ophævelse af straffelovens

§ 140 om blasfemi

1549 Betænkning om afhøring af forurettede før tiltalte i

straffesager

1550 Betænkning om åbenhed om økonomisk støtte

til politiske partier

1551 Betænkning om magtanvendelse over for børn

og unge, der er anbragt uden for hjemmet

1552 Ægtefællers økonomiske forhold

1553 Betænkning om offentligt ansattes

ytringsfrihed og whistleblowerordninger

1554 Betænkning om videoafhøring af børn og unge

i straffesager

1555 Ansattes retsstilling under insolvensbehandling

1556 Straffelovrådets udtalelse om visse spørgsmål

vedrørende deltagelse i og hvervning til

væbnede konflikter i udlandet, som den danske

stat er part i

1557 Betænkning om opfølgning på Christiania-

sagen: Betænkning fra Udvalget om

opfølgning på Christiania-sagen

1558 Sagkyndig bevisførelse mv.: Reform af den

civile retspleje IX

1559 Straffelovrådets betænkning om væbnede

konflikter i udlandet

1560 Betænkning om inddragelse af

uhensigtsmæssig adfærd i fængsler og

arresthuse ved varetægtsfængsling og

2012

strafudmåling.

1561 Betænkning om bødesanktioner på det

finansielle område.

1562 Betænkning om indsatsen over for

rockerborge mv.

1563 Straffelovrådets betænkning om freds- og

ærekrænkelser

1564 En samlet lovregulering om andre trossamfund

end folkekirken

1565 Databeskyttelsesforordningen

1566 Udvalget om Undersøgelseskommissioners

deludtalelse

1567 Menighedsrådsvalg i fremtiden

2013

1568 Ny ferielov og overgang til samtidighedsferie

1569 Ekspropriation efter planloven

1570 Almindelige betingelser i bygge- og

anlægsvirksomhed

1571 Undersøgelseskommissioner og parlamentariske

undersøgelsesformer: Betænkning afgivet af

Udvalget om Undersøgelseskommissioner

1572 Reform af den civile retspleje X: Retsafgifter

2011

2016

2017

2018

2019

2020

2014

1573 Ytringsfrihedens rammer og vilkår i Danmark:

Betænkning afgivet af Ytringsfrihedskommissionen

1574 Straffelovrådets betænkning om

en frivillighedsbaseret voldtægtsbestemmelse

1575 Betænkning om skærpet ansvarsvurdering af

ledelsesmedlemmer m.fl. i finansielle virksomheder

1576 Delbetænkning I om gennemførelse af

varedirektivet og direktivet om digitalt indhold

1577 Delbetænkning II om gennemførelse af visse dele

af direktivpakken New Deal for Consumers

2021

2015

1578 Betænkning om modernisering og revision

af reglerne om gældssanering, herunder

implementering af rekonstruktions- og

insolvensdirektivet

1579 Betænkning om revision af reglerne om

rekonstruktion, herunder implementering af

rekonstruktions- og insolvensdirektivet

1580 Betænkning om revision af auktionslederloven

og lov om handel med brugte genstande samt

pantelånervirksomhed

1582 Betænkning om revision af

konkurskarantænereglerne

2022

2023

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Betænkning om revision af konkurskarantænereg-

lerne

Afgivet af Konkursrådet

Betænkning nr. 1582

København 2023

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Betænkning om revision af konkurskarantænereglerne

Betænkning nr. 1582

Publikationen kan bestilles

via Justitsministeriets hjemmeside (www.justitsministeriet.dk)

eller hos

Stibo Complete

Vangtårnsvej 83 A

2860 Søborg

Telefon: 43 22 73 00

[email protected]

boghandel.stibocomplete.com

ISBN: 978-87-94425-12-4

ISBN: 978-87-94425-13-1 (e-udgave)

Tryk: Stibo Complete

Pris: Kr. 150 pr. bog inkl. moms

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1 Indledning............................................................................................7

1. Konkursrådets kommissorium ................................................................................................7

2. Konkursrådets sammensætning ..............................................................................................9

3. Konkursrådets arbejde ..........................................................................................................10

4. Resumé af Konkursrådets overvejelser og forslag ...............................................................11

5. Økonomiske og administrative konsekvenser af Konkursrådets forslag..............................18

Kapitel 2 Virksomheds- og ledelsesbegrebet ..................................................21

1. Gældende ret.........................................................................................................................21

1.1 Ledelsesbegrebet............................................................................................................21

1.2 Virksomhedsbegrebet ....................................................................................................23

2. Konkursrådets overvejelser ..................................................................................................26

2.1 Ledelsesbegrebet............................................................................................................26

2.2 Virksomhedsbegrebet ....................................................................................................28

Kapitel 3 Den tidsmæssige betingelse ..............................................................36

1. Gældende ret.........................................................................................................................36

2. Konkursrådets overvejelser ..................................................................................................39

Kapitel 4 Adfærdsbetingelsen (’groft uforsvarlig forretningsførelse og ueg-

nethed til at deltage i ledelsen’) ........................................................................46

1. Gældende ret.........................................................................................................................46

1.1 Groft uforsvarlig forretningsførelse...............................................................................47

1.1.1 Betydningen af tabet...............................................................................................49

1.1.2 Tilsidesættelse af forpligtelser i henhold til skatte-, told- eller afgiftslovgivningen

1.1.3 Tilsidesættelse af bogførings- og regnskabsmæssige pligter .................................55

1.1.4 Tilsidesættelse af anden lovgivning mv. ................................................................65

1.1.5 Selskaber tømt for midler .......................................................................................67

1.1.6 Ulovlige ledelseslån mv. ........................................................................................69

1.1.7 Drift ud over håbløshedstidspunktet.......................................................................71

1.1.8 Stråmandsvirksomhed ............................................................................................73

1.1.9 Manglende samarbejde med kurator ......................................................................74

1.2 Uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed ............................................75

2. Konkursrådets overvejelser ..................................................................................................76

2.1 Forhold som i almindelighed skal anses for groft uforsvarlig forretningsførelse..........79

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

2.1.1 Væsentlig tilsidesættelse af forpligtelser efter skatte-, told- eller afgiftslovgivnin-

gen 79

2.1.2 Væsentlig tilsidesættelse af bogførings- og regnskabsmæssige pligter .................83

2.1.3 Ikke forretningsmæssigt begrundede dispositioner der har medvirket til, at skyld-

nerens aktivmasse er blevet ikke uvæsentligt reduceret til skade for kreditorerne..........89

2.1.4 Stråmandsvirksomhed ............................................................................................91

2.1.5 Drift ud over håbløshedstidspunktet der har medført et væsentligt tab for for-

dringshaverne ...................................................................................................................92

2.2 Særligt om manglende samarbejde med kurator............................................................94

2.3 Andre tilfælde som efter omstændighederne kan anses for groft uforsvarlig forretnings-

førelse....................................................................................................................................97

2.4 Uegnethed til at deltage i ledelsen ...............................................................................100

Kapitel 5 Stråmandsvirksomhed ...................................................................102

1. Gældende ret.......................................................................................................................102

1.1 Generelt om stråmandskonstruktionen ........................................................................102

1.2 Generelt om ledelsesændringer i Erhvervsstyrelsens it-system...................................103

1.3 Selskabslovens regler om registrering af ledelsesmedlemmer ....................................106

1.4 Selskabslovens regler om Erhvervsstyrelsens kontrol med stråmandsvirksomhed .....108

1.5 Konkursloven...............................................................................................................112

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................123

Kapitel 6 Koncernforbundne virksomheder.................................................131

1. Gældende ret.......................................................................................................................131

1.1 Konkursloven...............................................................................................................131

1.2 Selskabslovens koncernbegreb ....................................................................................135

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................136

2.1 Kriterier for hvornår flere juridiske enheder skal betragtes som én økonomisk og

driftsmæssigt forbundet enhed............................................................................................139

2.2 Et selvstændigt konkursretligt koncernbegreb.............................................................141

2.3 Rimelighedsregel i relation til karantæneperiodens længde ........................................141

2.4 Forhåndsafgørelse om samlet behandling af sager om erhvervsvirksomheder der er

økonomisk og driftsmæssigt forbundne..............................................................................144

2.5 Obligatorisk behandling i forbindelse med hinanden af sager om nærtstående er-

hvervsvirksomheder og sammenlægning af konkurskarantænesager i relation til er-

hvervsvirksomheder der udgør en økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed .............147

2.5.1 Obligatorisk behandling i forbindelse med hinanden af sager om nærtstående er-

hvervsvirksomheder .......................................................................................................148

2.5.2 Sammenlægning af flere konkurskarantænesager til én samlet sag .....................152

Kapitel 7 Faktorer der kan udelukke karantæne ........................................157

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

1. Gældende ret.......................................................................................................................157

1.1 Konkurslovens § 157, stk. 2.........................................................................................157

1.2 Andre faktorer der kan udelukke konkurskarantæne ...................................................161

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................162

Kapitel 8 Karantæneperiodens længde, retsvirkningen af en pålagt kon-

kurskarantæne og forlig mv. ..........................................................................165

1. Gældende ret.......................................................................................................................165

1.1 Karantæneperiodens længde ........................................................................................165

1.2 Retsvirkning af en karantæne og gengangere ..............................................................170

1.3 Kurators rådighed over konkurskarantænesagen .........................................................174

1.4 Sammenhængen mellem konkurskarantænereglerne og straffelovens regler om rettig-

hedsfrakendelse...................................................................................................................175

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................181

2.1 Graduering af karantæneperiodens længde..................................................................181

2.1.1 Særlige forhold der kan begrunde en nedsættelse af karantæneperiodens længde

eller bortfald af konkurskarantænen...............................................................................183

2.1.2 Forhold der kan begrunde pålæg af en længere karantæneperiode end tre år ......190

2.2 Beregningen af karantæneperiodens længde og maksimum........................................191

2.3 Indberetning af konkurskarantæner til konkurskarantæneregistret..............................194

2.4 Retsvirkningen af en pålagt konkurskarantæne og »gentagelsestilfælde« ..................195

2.5 Muligheden for at indgå forlig og betydningen af ledelsesmedlemmets efterfølgende

betaling................................................................................................................................198

2.6 Sammenhængen mellem konkurskarantæne og straffelovens regler om rettighedsfra-

kendelse...............................................................................................................................208

Kapitel 9 Processuelle spørgsmål, herunder forkyndelse............................210

1. Gældende ret.......................................................................................................................210

1.1 Forkyndelse i konkurskarantænesager.........................................................................210

1.2 Indledningen af konkurskarantænesagen.....................................................................214

1.3 Advokatbeskikkelse og fastsættelse af salæret til den beskikkede advokat og kurator

215

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................217

2.1 Forkyndelse af kendelser i konkurskarantænesager ....................................................217

2.2 Indledningen af en konkurskarantænesag....................................................................220

2.3 Advokatbeskikkelse og fastsættelse af salæret til den beskikkede advokat og kurator

222

Kapitel 10 Forholdet til tvangsopløsning og rekonstruktionsbehandling..226

1. Overgangen fra tvangsopløsning til konkurs......................................................................226

1.1 Konkursrådets betænkning nr. 1525 af 2011 om konkurskarantæne...........................226

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

1.2 Konkursrådets udtalelse af 12. juni 2018 om overgangen fra tvangsopløsning til kon-

kurs227

1.3 Konkursrådets overvejelser..........................................................................................228

2. Rekonstruktionskarantæne..................................................................................................229

2.1 Gældende ret ................................................................................................................229

2.2 Konkursrådets overvejelser..........................................................................................230

Kapitel 11 Adgang til konkurskarantæneregistret ......................................238

1. Gældende ret.......................................................................................................................238

1.1 Konkursloven...............................................................................................................238

1.2 Databeskyttelsesretten..................................................................................................243

1.3 Anden lovgivning om adgangen til oplysninger om konkurskarantæne .....................247

1.4 Udenlandsk ret .............................................................................................................248

1.4.1 Norge ....................................................................................................................248

1.4.2 Sverige..................................................................................................................250

2. Konkursrådets overvejelser ................................................................................................251

2.1 Hvilke oplysninger skal private have adgang til..........................................................254

2.2 Model 1: Fuld offentlighed ..........................................................................................255

2.3 Model 2: Delvist offentlig adgang til enkelte oplysninger ..........................................259

2.4 Model 3: Direkte adgang for personer med særlig berettiget interesse .......................262

2.5 Model 4: Attestordning/samtykke................................................................................265

2.6 Udvidelse af offentlige myndigheders adgang til oplysningerne i konkurskarantænere-

gisteret.................................................................................................................................268

Kapitel 12 Konkursrådets lovudkast............................................................269

1. Lovudkast ...........................................................................................................................269

2. Bemærkninger til lovudkastet.............................................................................................274

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Kapitel 1

Indledning

1. Konkursrådets kommissorium

Ved brev af 30. juni 2020 har Justitsministeriet anmodet Konkursrådet om en udtalelse om

behovet for at foretage en række justeringer af konkurskarantænereglerne. Brevet er sålyden-

de:

”Reglerne om konkurskarantæne trådte i kraft den 1. januar 2014. Reglerne byg-

ger på Konkursrådets betænkning om konkurskarantæne nr. 1525 fra 2011. Det

fremgår af lovforslaget til lovændringen om konkurskarantæne, at Justitsministe-

riet vil udarbejde en redegørelse om konkurskarantæne, når ordningen har været

i kraft i fem år, og sende denne til Folketinget.

Til brug for redegørelsen gennemførte Justitsministeriet en høring over erfaringer

med reglerne om konkurskarantæne blandt relevante interessenter.

På baggrund af høringssvarene har Justitsministeriet udarbejdet vedlagte evalue-

ring om konkurskarantæne.

Det er Justitsministeriets vurdering, at høringssvarene giver anledning til at over-

veje, hvordan private kan få adgang til oplysninger i konkurskarantæneregistret.

Der henvises til evalueringens afsnit 7 og afsnit 10.

Det er endvidere vurderingen, at høringssvarene giver anledning til at overveje,

om kriterierne for at pålægge konkurskarantæne bør justeres, således at kon-

kurskarantæne i højere grad målrettes personer, der på grund af uhæderlige for-

hold skønnes uegnede til at lede en erhvervsvirksomhed. Der henvises til evalue-

ringens afsnit 3 og afsnit 10.

Det er desuden vurderingen, at høringssvarene giver anledning til at overveje at

gøre den tidsmæssige betingelse for at pålægge konkurskarantæne mere fleksibel.

Der henvises til evalueringens afsnit 3 og afsnit 10.

Det er dernæst vurderingen, at høringssvarene giver anledning til at overveje, om

længden af karantæneperioden i videre omfang bør kunne gradueres afhængig af,

hvor groft uforsvarligt der er handlet. Der henvises til evalueringens afsnit 5 og

afsnit 10.

Det er endelig vurderingen, at høringssvarene giver anledning til at overveje, om

betingelserne for anvendelsen af bestemmelsen i konkurslovens § 157, stk. 3, om

koncernrelaterede konkurser bør justeres, således at konkurskarantæne i visse til-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

fælde vil kunne pålægges, selv om den pågældende allerede er pålagt konkurska-

rantæne i anledning af dennes deltagelse i ledelsen af en koncernforbundet virk-

somhed. Der henvises til evalueringens afsnit 6 og afsnit 10.

Konkursrådet anmodes på den baggrund om at udarbejde et forslag til, hvordan

private kan få adgang til oplysninger i konkurskarantæneregistret.

Konkursrådet anmodes endvidere om at vurdere behovet for justeringer af regler-

ne om konkurskarantæne på de fire øvrige punkter, der er nævnt ovenfor. Såfremt

Konkursrådet vurderer, at der er behov for justeringer af reglerne, anmodes Kon-

kursrådet om at udarbejde et lovudkast.

Konkursrådet anmodes om så vidt muligt at afslutte sine overvejelser om, hvordan

private kan få adgang til oplysninger i konkurskarantæneregistret, og om behovet

for øvrige justeringer af reglerne om konkurskarantæne inden udgangen af juni

måned 2021.”

Justitsministeriet har ved brev af 4. juni 2021 meddelt Konkursrådet:

”Justitsministeriet anmodede ved brev af 30. juni 2020 Konkursrådet om at over-

veje, hvordan private kan få adgang til oplysninger i konkurskarantæneregistret,

og overveje behovet for øvrige justeringer af reglerne om konkurskarantæne.

Konkursrådet blev anmodet om så vidt muligt at afslutte sine overvejelser om

ovennævnte inden udgangen af juni 2021.

I fortsættelse af Justitsministeriets brev af 10. maj 2021 til Konkursrådet om ud-

sættelse af fristen for Konkursrådet til at afslutte sine overvejelser vedrørende im-

plementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet, forlænges ovennævnte

frist til udgangen af oktober 2022.”

Justitsministeriet har ved brev af 9. maj 2022 meddelt Konkursrådet:

”Justitsministeriet anmodede ved brev af 30. juni 2020 Konkursrådet om at over-

veje, hvordan private kan få adgang til oplysninger i konkurskarantæneregistret,

og om at overveje behovet for øvrige justeringer af reglerne om konkurskarantæ-

ne. Konkursrådet blev anmodet om så vidt muligt at afslutte sine overvejelser in-

den udgangen af juni 2021.

Ved brev af 4. juni 2021 forlængede Justitsministeriet fristen for Konkursrådets

arbejdet til udgangen af oktober 2022.

Som følge af Konkursrådets arbejde med implementeringen af rekonstruktions- og

insolvensdirektivet samt Justitsministeriets arbejde med implementeringen af

Konkursrådets anbefalinger i den henseende, forlænges ovennævnte frist til ud-

gangen af februar 2023.”

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Justitsministeriet har endelig ved brev af 31. januar 2023 meddelt Konkursrådet:

”Justitsministeriet anmodede ved brev af 30. juni 2020 Konkursrådet om at over-

veje, hvordan private kan få adgang til oplysninger i konkurskarantæneregistret,

og om at overveje behovet for øvrige justeringer af reglerne om konkurskarantæ-

ne. Konkursrådet blev anmodet om så vidt muligt at afslutte sine overvejelser in-

den udgangen af juni 2021.

Ved brev af 9. maj 2022 forlængede den daværende justitsminister fristen for

Konkursrådets arbejdet til udgangen af februar 2023.

Som følge af Justitsministeriets fortsatte arbejde med Konkursrådets anbefalinger

vedrørende gennemførelsen af rekonstruktions- og insolvensdirektivet og det for-

hold, at valgudskrivelsen og den efterfølgende regeringsdannelse har medført af-

lysninger af flere møder i udvalget, har jeg valgt at forlænge fristen for rådets

overvejelser til udgangen af juni 2023.”

2. Konkursrådets sammensætning

Konkursrådet havde ved afgivelsen af denne betænkning følgende sammensætning:

Professor, dr.jur. Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Københavns Universitet (formand)

Professor, ph.d. Kim Sommer Jensen, Aarhus Universitet

Advokat Kristian Dalsgaard, Advokatrådet

Advokat Michala Roepstorff, Danske Advokater

Dommer Torben Kuld Hansen, Den Danske Dommerforening

Retsassessor Preben Veng, Dommerfuldmægtigforeningen

Statsautoriseret revisor Elan Schapiro, FSR – Danske Revisorer

Kontorchef Annemette Ottosen, Skatteministeriet

Vicestatsadvokat Thomas Kloppenburg, Rigsadvokaten

Chefkonsulent Rikke Stenild Hansen, Erhvervsministeriet

Kontorchef Lisbeth Gro Nielsen, Justitsministeriet

Ved indledning af arbejdet var advokat Nete Weber medlem af Konkursrådet. Nete Weber er

afgået ved døden den 4. november 2022 og har forud herfor været en central del af rådets

drøftelser vedrørende kommissoriet. Nete Weber blev den 3. februar 2023 erstattet af Michala

Roepstorff.

Som sekretær for Konkursrådet har fungeret Lea Christine Nøhr Dolmer.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

3. Konkursrådets arbejde

Konkursrådet indledte arbejdet med kommissoriet af 30. juni 2020 vedrørende konkurskaran-

tænereglerne ved møde af 28. april 2022.

Konkursrådets arbejde med nærværende kommissorium har været forsinket ad flere omgange.

Forsinkelsen af Konkursrådets arbejde skyldes, dels at rådet i foråret og efteråret 2020 ikke

havde mulighed for at afholde møder grundet covid-19, dels at rådet efterfølgende var be-

skæftiget med at udarbejde et oplæg til ændring af rekonstruktionsreglerne i lyset af covid-19

med det formål at holde hånden under navnlig små og mellemstore virksomheder, hvilket

dannede grundlag for vedtagelsen af lov nr. 530 af 27. marts 2021. Som følge af Konkursrå-

dets efterfølgende arbejde med implementeringen af rekonstruktions- og insolvensdirektivet,

der den 1. februar 2022 førte til afgivelsen af betænkning nr. 1578 af 2022 om modernisering

og revision af reglerne om gældssanering, herunder implementering af rekonstruktions- og

insolvensdirektivet, og betænkning nr. 1579 af 2022 om revision af reglerne om rekonstruk-

tion, herunder implementering af rekonstruktions- og insolvensdirektivet, og Justitsministeri-

ets efterfølgende arbejde med implementeringen af Konkursrådets anbefalinger, blev arbejdet

med nærværende kommissorie yderligere forsinket. Endelig medførte valgudskrivelsen til

Folketinget den 5. oktober 2022 og den efterfølgende regeringsdannelse til aflysning af flere

møder i rådet, hvilket igen medførte yderligere forsinkelse af rådets arbejde med nærværende

kommissorium.

Konkursrådet har afholdt 9 møder om kommissoriet.

Konkursrådet har endvidere afholdt et møde med repræsentanter fra Dansk Erhverv, Dansk

Industri, Finans&Leasing, Finans Danmark og SMVDanmark, som redegjorde for disse orga-

nisationers syn på bl.a. betingelserne for at kunne pålægge konkurskarantæne, karantæneperi-

odens længde og spørgsmålet om privates adgang til konkurskarantæneregistret.

Konkursrådet afgiver hermed en betænkning om revision af konkurskarantænereglerne og

afslutter behandlingen af kommissoriet af 30. juni 2020 vedrørende konkurskarantæneregler-

ne.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

4. Resumé af Konkursrådets overvejelser og forslag

kapitel 1

redegøres for Konkursrådets kommissorium, sammensætning og arbejde med nær-

værende betænkning og for de økonomiske og administrative konsekvenser af Konkursrådets

forslag.

Kapitel 2

indeholder Konkursrådets overvejelser om virksomheds- og ledelsesbegrebet i kon-

kurslovens § 157, stk. 1.

Konkursrådet foreslår at videreføre det gældende ledelsesbegreb i konkurslovens § 157, stk.

Konkursrådet foreslår at ændre virksomhedsbegrebet, så der skabes større overensstemmelse

mellem virksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1, og erhvervsvirksomhedsbegrebet

i konkurslovens § 159, 1. pkt. Dette gøres for det første ved at ændre begrebet »virksomhed« i

konkurslovens § 157, stk. 1, til »erhvervsvirksomhed«, ligesom konkurslovens § 157, stk. 1,

udvides til som minimum at omfatte de samme erhvervsvirksomheder, som omfattes af kon-

kurslovens § 159. Det foreslåede indebærer, at konkurskarantænereglerne vil omfatte alle ty-

per af erhvervsvirksomhed, hvorved forstås alle juridiske enheder, som enten efter deres art

karakteriseres som erhvervsdrivende eller udøver forretnings- eller erhvervsmæssige aktivite-

ter i et i økonomisk henseende væsentligt omfang.

Kapitel 3

indeholder Konkursrådets overvejelser om den tidsmæssige betingelse i konkurslo-

vens § 157, stk. 1.

Konkursrådet foreslår at videreføre den gældende retstilstand for så vidt angår den tidsmæssi-

ge betingelse i konkurslovens § 157, stk. 1, dog således, at den gældende retspraksis kodifice-

res, så det fremgår direkte af konkursloven, at der ved vurderingen af, om der er udvist groft

uforsvarlig forretningsførelse, kan henses til, om det pågældende ledelsesmedlem har undladt

at rette op på en groft uforsvarlig forretningsførelse, der er udvist tidligere end 1 år før frist-

dagen.

Kapitel 4

indeholder Konkursrådets overvejelser om adfærdsbetingelsen i konkurslovens §

157, stk. 1. Konkursrådet foreslår i vid udstrækning, at den gældende retstilstand videreføres,

dog således at der foretages enkelte justeringer og præciseringer, herunder hvor den gældende

retstilstand efter Konkursrådets opfattelse kan føre til uhensigtsmæssige resultater.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Konkursrådet foreslår for det første – herunder henset til den righoldige retspraksis om kon-

kurskarantæne – at der foretages en opregning af de typer af forretningsførelse, som i almin-

delighed skal anses for groft uforsvarlig, og som derfor i sig selv skal kunne begrunde pålæg

af konkurskarantæne.

Den foreslåede ændring indebærer, at følgende i almindelighed skal anses for groft uforsvar-

lig forretningsførelse, der i sig selv kan begrunde pålæg af konkurskarantæne: 1) væsentlig

tilsidesættelse af forpligtelser i henhold til skatte-, told- og afgiftslovgivningen, 2) væsentlig

tilsidesættelser af bogføring- og regnskabsmæssige forpligtelser, 3) ikke forretningsmæssigt

begrundede dispositioner, som har medvirket til, at skyldnerens aktivmasse er blevet ikke

uvæsentligt reduceret til skade for fordringshaverne, 4) deltagelse i en stråmandskonstruktion

samt 5) medvirken til en fortsættelse af driften i en længere periode efter det tidspunkt, hvor

det pågældende ledelsesmedlem måtte have indset, at en videreførelse ville medføre et væ-

sentligt tab for fordringshaverne.

Det foreslås i den forbindelse bl.a. at ændre retstilstanden, således at manglende betaling af et

krav på B-skat af B-indkomst, der skyldes overskud fra skyldnerens enkeltmandsvirksomhed,

skal kunne indgå i vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, her-

under om der foreligger en væsentlig overtrædelse af skatte-, told- og afgiftslovgivningen.

Den foreslåede opregning af typetilfælde af adfærd, som i almindelighed skal anses for groft

uforsvarlig forretningsførelse, vil ikke være udtømmende, idet en forretningsførelse fortsat vil

kunne anses for groft uforsvarlig, hvis omstændighederne taler herfor, herunder hvis det på-

gældende ledelsesmedlem efter konkursens indtræden har tilsidesat sine accessoriske forplig-

telse til at samarbejde med kurator.

Det foreslås for det andet at ophæve kriteriet om, at den groft uforsvarlige forretningsførelse

må antages at gøre det pågældende ledelsesmedlem uegnet til at deltage i ledelsen af en er-

hvervsvirksomhed, idet en person, der har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, efter

Konkursrådets opfattelse i almindelighed må antages at være uegnet til at deltage i ledelsen af

en erhvervsvirksomhed.

Kapitel 5

indeholder Konkursrådets overvejelser i relation til stråmandsvirksomhed.

Konkursrådet foreslår, at det at agere som stråmand eller bagmand i en stråmandskonstruktion

i almindelighed skal anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, der i sig selv skal kunne

føre til pålæg af konkurskarantæne. Konkursrådet definerer i den forbindelse, hvad der nær-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

mere skal forstås ved en stråmandskonstruktion – dvs. en stråmand og en bagmand – i kon-

kurskarantænereglernes forstand.

Kapitel 6

indeholder Konkursrådets overvejelser om koncernreglen i konkurslovens § 157,

stk. 3.

Konkursrådet foreslår at erstatte den gældende regel i konkurslovens § 157, stk. 3, med en ny

regel, hvorefter konkurskarantænesager mod et ledelsesmedlem, der har deltaget i ledelsen af

to eller flere konkursramte erhvervsvirksomheder, der er nærtstående i konkurslovens for-

stand, skal behandles i forbindelse med hinanden ved samme skifteret, og at de enkelte kon-

kurskarantænesager efterfølgende kan sammenlægges til én sag, hvis de nærtstående er-

hvervsvirksomheder må anses for at udgøre én økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed.

Den foreslåede nye regel vil for det første indebære, at det er obligatorisk at behandle flere

sager om konkurskarantæne i forbindelse med hinanden ved samme skifteret, hvis konkurska-

rantænesagerne relaterer sig til den samme persons deltagelse i ledelsen af nærtstående er-

hvervsvirksomheder. Hvor konkursboerne efter nærtstående erhvervsvirksomheder ikke be-

handles ved samme skifteret, vil det afgørende for, hvor den samlede behandling af konkurs-

karantænesagerne skal ske, være, hvor den første sag om konkurskarantæne er anlagt. Obliga-

torisk forening af flere sager om konkurskarantæne mod samme ledelsesmedlem vil dog alene

kunne ske i det omfang, der ikke er afsagt kendelse i en konkurskarantænesag, der behandles

skriftligt, eller hvor hovedforhandlingen ikke er indledt i en konkurskarantænesag, hvor der er

begæret mundtlig forhandling.

Den foreslåede nye regel vil for det andet indebære, at skifteretten efter begæring fra kurator

eller den, der begæres pålagt konkurskarantæne, kan træffe beslutning om at sammenlægge

flere sager om konkurskarantæne, der behandles i forening med hinanden, til én sag, hvis de

nærtstående erhvervsvirksomheder er økonomisk og driftsmæssigt forbundet med hinanden

på en sådan måde, at de reelt må betragtes som én økonomisk og driftsmæssigt forbundet en-

hed. Retsvirkningen af en sammenlægning af flere sager til én sag vil være, at de forbundne

erhvervsvirksomheder vil skulle behandles, som om der var tale om én samlet enhed. Dette

indebærer, at hvor der i flere af erhvervsvirksomhederne er udvist uforsvarlig forretningsfø-

relse, som dog ikke isoleret til de enkelte erhvervsvirksomheder er tilstrækkelig til at anse

forretningsførelsen for groft uforsvarlig, vil en person kunne pålægges konkurskarantæne,

hvis forretningsførelsen på tværs af erhvervsvirksomhederne efter en samlet vurdering må

anses for groft uforsvarlig. Hvis forretningsførelsen ud fra en samlet vurdering på tværs af

den økonomisk og driftsmæssigt forbundne enhed, som erhvervsvirksomhederne udgør, må

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

anses for at være groft uforsvarlig, vil ledelsesmedlemmet alene skulle pålægges én kon-

kurskarantæne.

Kapitel 7

indeholder Konkursrådets overvejelser om faktorer, der kan udelukke karantæne,

herunder rimelighedsbetragtninger.

Konkursrådet foreslår at flytte reglen i konkurslovens § 157, stk. 2, in fine, til konkurslovens

§ 158, der omhandler karantæneperiodens længde.

Kapitel 8

indeholder Konkursrådets overvejelser om retsvirkningerne af, at en person pålæg-

ges konkurskarantæne, herunder sammenhængen med straffelovens regler om rettighedsfra-

kendelse og muligheden for at indgå forlig.

Konkursrådet finder, at udgangspunktet om, at konkurskarantæne pålægges for en periode på

3 år, bør opretholdes, men at det i videre udstrækning skal være muligt at graduere karantæ-

neperiodens længde. Det skal således

dels

– ligesom det er tilfældet i dag – være muligt at

fastsætte en kortere karantæneperiode, når særlige forhold taler herfor,

dels

være muligt at

lade konkurskarantænen bortfalde, når der foreligger ganske særlige forhold,

dels

være muligt

at fastsætte en længere karantæneperiode på 5 år, når der er udvist særdeles groft uforsvarlig

forretningsførelse. En person vil dog fortsat maksimalt kunne være pålagt konkurskarantæne i

10 år ad gangen, idet Konkursrådet dog foreslår en justering af, hvordan og hvorfra de 10 år

skal regnes.

I forhold til retsvirkningerne af en pålagt konkurskarantæne foreslår Konkursrådet i vidt om-

fang en opretholdelse af den gældende retstilstand, dog således at det, såfremt der er udvist

særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse, som begrunder pålæg af konkurskarantæne for 5

år, gøres muligt at lade konkurskarantænen omfatte et forbud mod deltagelse i ledelsen af en

erhvervsvirksomhed, hvor den pågældende hæfter personligt og ubegrænset for virksomhe-

dens forpligtelser, allerede første gang en person pålægges konkurskarantæne.

Endvidere foreslår Konkursrådet at udvide retsvirkningen af en pålagt konkurskarantæne til

også at omfatte et forbud mod at deltage i ledelsen af erhvervsvirksomheder i udlandet. For-

målet med forslaget er at skabe overensstemmelse mellem bestemmelsen i straffelovens § 79,

stk. 2, 2. pkt., og konkurskarantænereglerne i forhold til et potentielt strafansvar efter straffe-

lovens § 131. En person, der således i strid med en pålagt konkurskarantæne, deltager i ledel-

sen af en erhvervsvirksomhed i udlandet, vil herefter kunne ifalde straf efter straffelovens §

131, forudsat at reglerne om dansk strafmyndighed i øvrigt tillader dette.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Konkursrådet har endelig fundet anledning til at foreslå en nærmere regulering af, hvornår der

kan indgås forlig mellem kurator og det ledelsesmedlem, som begæres pålagt konkurskaran-

tæne, samt hvad kriterierne og retsvirkningerne af et indgået forlig vil være. Det foreslås, at

kurator og det ledelsesmedlem, der begæres pålagt konkurskarantæne, kan indgå forlig om

nedsættelse af karantæneperiodens længde. Dette indebærer modsætningsvist, at et forlig ikke

vil kunne føre til bortfald af konkurskarantænen. Den ved forliget indgåede karantæneperiode

skal mindst udgøre 1 år og være rimelig i forhold til sagens omstændigheder. Et forlig vil bl.a.

kunne betinges af, at det pågældende ledelsesmedlem indbetaler et beløb til konkursboets

kreditorer, der retter helt eller delvist op på det tab, som kreditorerne forventes at lide som

følge af konkursen, men der vil også kunne lægges vægt på, om der foreligger andre forhold,

som med rimelighed kan begrunde en kortere karantæneperiode. Et forlig vil dog, uanset om

ledelsesmedlemmet ved en betaling til konkursboet afbøder tabet i sin helhed, ikke være rime-

ligt, hvis det pågældende ledelsesmedlem har udvist særdeles groft uforsvarlig forretningsfø-

relse, eller hvis den pågældende allerede er pålagt konkurskarantæne. I sådanne situationer vil

hensynene bag konkurskarantænereglerne tale væsentligt mod et forlig, og skifteretten vil

derfor skulle afvise at stadfæste forliget, ligesom skifteretten vil skulle afvise at stadfæste

forliget, hvis det er åbenbart, at den pågældende ikke opfylder betingelserne for at blive pålagt

konkurskarantæne. Hvis det ledelsesmedlem, der er pålagt konkurskarantæne i henhold til et

indgået og stadfæstet forlig, tilsidesætter sine forpligtelser efter forliget eller har handlet svig-

agtigt i forbindelse med konkurskarantænesagen, vil skifteretten på begæring fra kurator kun-

ne ophæve det stadfæstede forlig og genoptage konkurskarantænesagen.

kapitel 9

behandler Konkursrådet en række processuelle spørgsmål i relation til konkurska-

rantænesager.

Konkursrådet finder for det første grundlag for at foreslå en ny regel om, at kendelser i kon-

kurskarantænesager ikke skal forkyndes. Den foreslåede regel indebærer, at den person, der

begæres pålagt konkurskarantæne, selv vil have et ansvar for at holde sig opdateret om sagen

og at opsøge kendelse eller meddele, hvortil kendelsen kan sendes, hvis skifteretten ikke er i

besiddelse af den pågældendes aktuelle bopæls- og opholdssted. Reglen vil som udgangs-

punkt alene være relevant, hvor konkurskarantænesagen ikke behandles på domstolenes sags-

portal.

Konkursrådet finder for det andet grundlag for at foreslå en ophævelse af den gældende be-

stemmelse i konkurslovens § 160, stk. 1, hvoraf følger, at skifteretten skal træffe beslutning

om indledningen af en konkurskarantænesag på baggrund af kurators begrundede indstilling.

Det foreslåede indebærer ligeledes en ændring af bestemmelsen i konkurslovens § 125, stk. 3,

således at kurator fremover vil skulle afgive en begrundet meddelelse i stedet for en indstil-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

ling. Det foreslås desuden at ændre betegnelsen af det processkrift, som kurator skal indgive

til skifteretten, så det fremover betegnes som en stævning. Det foreslås videre i denne sam-

menhæng at fastsætte direkte i konkursloven, at fristen for kurators indlevering af stævningen

i en konkurskarantænesag vil være 4 uger, og at fristen – som en konsekvens af den foreslåe-

de ophævelse af § 160, stk. 1 – vil begynde at løbe automatisk fra det tidspunkt, hvor skifte-

retten modtager kurators begrundede meddelelse om, at der vil blive indledt en konkurskaran-

tænesag. Endvidere foreslås enkelte præciseringer af kravene til kurators stævning.

Konkursrådet finder for det tredje grundlag for at foreslå en ændring af reglerne om beskik-

kelse af en advokat til den, der begæres pålagt konkurskarantæne. Det foreslåede indebærer,

at der kun vil skulle beskikkes en advokat til den, der begæres pålagt konkurskarantæne, hvis

den pågældende anmoder herom, og hvis den pågældende opfylder de økonomiske betingelser

i retsplejelovens § 325 for at få meddelt fri proces. Konkursrådet har i denne sammenhæng

lagt vægt på, at det skønnes rimeligt, at den, der begæres pålagt konkurskarantæne, selv af-

holder udgifterne til en advokat, i det omfang den pågældende selv er i stand til at betale her-

for. Hermed sikres også, at staten ikke – hvis den pågældende pålægges konkurskarantæne –

skal afholde udgifter til inddrivelse af kravet på betaling for den beskikkede advokat hos den,

der er pålagt konkurskarantæne.

Konkursrådet finder for det fjerde grundlag for at foreslå en ændring af reglerne om fastsæt-

telsen af vederlaget til kurator og den eventuelt beskikkede advokat, således at skifteretten

ved fastsættelsen heraf kan lægge vægt på, om de af kurator og den beskikkede advokat fore-

tagne processkridt må anses for overflødige. Formålet med ændringen er at skærpe aktørernes

agtpågivenhed og sikre, at det processtof, som indgår til sagens behandling, og de foretagne

processkridt ikke har været overflødige.

Konkursrådet finder for det femte grundlag for at foreslå en ændring af reglerne om berosæt-

telse ved tilladelse til prøvelse i 3. instans, tilladelse til kære efter kærefristens udløb eller

tilladelse til ekstraordinær genoptagelse eller kære. Konkursrådets forslag indebærer, at bero-

sættelsen i sådanne situationer først skal gælde fra det tidspunkt, hvor rette kæreinstans mod-

tager kæreskriftet, eller i tilfælde af ekstraordinær genoptagelse, hvor rette instans modtager

processkriftet.

Kapitel 10

indeholder Konkursrådets overvejelser om forholdet mellem konkurskarantæne-

reglerne og tvangsopløsning samt konkurskarantænereglerne og rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet finder ikke grundlag for at komme med nye anbefalinger i relation til forholdet

mellem konkurskarantænereglerne og tvangsopløsning, idet rådet henviser til rådets udtalelse

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

af 12. juni 2018 om overgangen fra tvangsopløsning til konkurs, og det heri fremlagte lovud-

kast.

I forhold til forholdet mellem rekonstruktionsreglerne og reglerne om konkurskarantæne fore-

slår Konkursrådet at udvide konkurskarantænereglernes anvendelsesområde til også at finde

anvendelse i forlængelse af en almindelig rekonstruktionsbehandling, som ophører med stad-

fæstelsen af et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord. Kon-

kurskarantænereglerne vil således ikke finde anvendelse, i det omfang den insolvente er-

hvervsvirksomhed overgår til konkursbehandling i forlængelse af rekonstruktionsbehandling,

eller hvor rekonstruktionsbehandlingen ophører som følge af, at skyldneren ikke længere er

insolvent. Konkurskarantænereglerne foreslås i relation til en rekonstruktionsbehandling alene

at finde anvendelse på personer, som har deltaget i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksom-

hed senere end 1 år før fristdagen, og som er fratrådt senest 2 uger efter stadfæstelsen af re-

konstruktionsforslaget. Det vil være en betingelse for at pålægge konkurskarantæne i tilknyt-

ning til en rekonstruktionsbehandling, at rekonstruktøren meddeler dette til skifteretten, hvil-

ket vil skulle ske senest 4 uger efter stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget. Endvidere vil

de øvrige regler om konkurskarantæne i konkurslovens §§ 158-169 finde tilsvarende anven-

delse på en sag om konkurskarantæne, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbe-

handling, der indeholder bestemmelse om en tvangsakkord.

Kapitel 11

indeholder Konkursrådets overvejelser om, hvordan private kan få adgang til op-

lysningerne i konkurskarantæneregistret. Konkursrådet finder, at det må bero på en politisk

beslutning, om og i hvilket omfang private skal have adgang til oplysningerne i konkurskaran-

tæneregisteret, ligesom det må bero på en politisk beslutning, om en eventuelt offentlig ad-

gang til oplysningerne i konkurskarantæneregisteret også skal omfatte konkurskarantæner, der

er pålagt før, der gives private adgang til oplysningerne i registeret.

Konkursrådet har dog i overensstemmelse med rådets kommissorium af 30. juni 2020 og efter

bistand fra Erhvervsstyrelsen opstillet fire modeller for, hvordan private kan gives adgang til

oplysningerne i konkurskarantæneregistret, herunder beskrevet de enkelte fordele og ulemper,

som knytter sig til modellerne. Model 1 består i, at der gives fuld offentlig adgang til alle op-

lysningerne i konkurskarantæneregisteret. Model 2 består i, at der gives fuld offentlig adgang

til oplysninger om gengangere og særligt grove tilfælde af groft uforsvarlig forretningsførelse.

Model 3 består i, at personer med en særlig berettiget interesse gives adgang til alle oplysnin-

gerne i konkurskarantæneregisteret. Model 4 består i, at der oprettes en attestordning, hvoref-

ter en person selv – eller en tredjemand efter indhentelse af samtykke fra den, som der ønskes

oplysninger om – kan anmode om oplysningerne i registeret.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Selvom det som nævnt efter Konkursrådets opfattelse må bero på en politisk beslutning, i

hvilket omfang private skal gives adgang til oplysningerne i konkurskarantæneregistret, finder

Konkursrådet dog anledning til at bemærke, at model 4 synes at være den af de opstillede

modeller, hvor ulemperne knyttet til modellen synes at være færre end ved de andre modeller.

Hvis der måtte være et politisk ønske om mere offentlighed end det, som model 4 vil kunne

tilvejebringe, kan det overvejes at kombinere model 4 med model 2, der omhandler delvis

offentliggørelse af oplysningerne.

Endelig indeholder

kapitel 12

Konkursrådets lovudkast samt bemærkninger til udkastets en-

kelte bestemmelser.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser af Konkursrådets forslag

Det er efter Konkursrådets opfattelse kun muligt at give et overordnet skøn over de økonomi-

ske og administrative konsekvenser af Konkursrådets forslag.

Det er umiddelbart Konkursrådets skøn, at rådets forslag om revision af reglerne om kon-

kurskarantæne ikke vil medføre en væsentlig ændring af antallet af sager om konkurskarantæ-

ne ved domstolene, idet sagsantallet vil være afhængigt af konjunkturudviklingen i samfun-

det.

De foreslåede ændringer af betingelserne for at pålægge konkurskarantæne, herunder ændrin-

gen af virksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1 (kapitel 2, afsnit 2.2), vurderes så-

ledes ikke i sig selv at føre til flere sager, idet dette vil bero på antallet af konkurser, hvilket

vil være afhængig af samfundsudviklingen.

Den foreslåede ophævelse af reglen i konkurslovens § 157, stk. 3 (kapitel 6, afsnit 2.5), hvor-

efter det fremover ikke vil være muligt at afvise behandlingen af en konkurskarantænesag

med henvisning til, at den pågældende person allerede er pålagt konkurskarantæne i anledning

af den pågældendes deltagelse i ledelsen af en koncern, vurderes umiddelbart ej heller at få

sagsantallet ved domstolene til at stige. Den nye foreslåede regel om obligatorisk forening af

konkurskarantænesager, der relaterer sig til ledelsen i nærtstående erhvervsvirksomheder, vil

dog kunne føre til enkelte administrative omkostninger ved domstolene i forbindelse med

henvisningen af sagerne til andre retskredse, idet det dog bemærkes, at henvisning af sager

også er muligt efter de gældende regler. Den foreslåede mulighed for at sammenlægge flere

sager om konkurskarantæne til én sag vil ligeledes kunne medføre administrative omkostnin-

ger for domstolene, da konkurskarantænesagerne vil kunne blive større og mere komplicerede

at behandle.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

De potentielt flere omkostninger ved domstolenes behandling af konkurskarantænesager som

følge af den foreslåede ændring vil dog kunne opvejes af de foreslåede ændringer af de pro-

cessuelle regler (kapitel 9, afsnit 2), herunder bl.a. den foreslåede ophævelse af bestemmelsen

i § 160, stk. 1, hvorefter skifteretten ikke længere formelt vil skulle træffe beslutning om ind-

ledningen af en konkurskarantænesag, og muligheden for at forlige sager om konkurskaran-

tæne i relation til karantæneperiodens længde (kapitel 8, afsnit 2.5).

De foreslåede ændringer af retsvirkningerne af en pålagt konkurskarantæne (kapitel 8, afsnit

2), herunder muligheden for at pålægge konkurskarantæne for en periode på 5 år, vil føre til

længere karantæneperioder, men vurderes ikke at føre til flere sager om konkurskarantæne

ved domstolene.

Den foreslåede nye mulighed for at indgå forlig om nedsættelse af karantæneperiodens læng-

de (kapitel 8, afsnit 2.5) vurderes heller ikke at føre til flere sager, idet bestemmelsen efter

Konkursrådets skøn dog vil kunne føre til en mere simpel proces ved domstolene i forbindelse

med behandlingen af visse konkurskarantænesager.

Konkursrådets forslag om at udvide konkurskarantænereglerne til også at finde anvendelse i

tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, hvor rekonstruktionsbehandlingen afsluttes med

stadfæstelsen af et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord (ka-

pitel 10, afsnit 2.2), vil efter Konkursrådets skøn ej heller i sig selv føre til væsentligt flere

sager om konkurskarantæne, idet sådanne sager – ligesom antallet af konkurskarantæner i

relation til konkurser – vil afhænge af konjunkturerne i samfundet. Konkursrådet bemærker i

denne sammenhæng, at tal indhentet fra Domstolsstyrelsen viser, at der i 2022 blev afsluttet

59 rekonstruktionsbehandlinger ved byretterne og 58 rekonstruktionsbehandlinger ved Sø- og

Handelsretten.

Konkursrådet har fået bistand fra Erhvervsstyrelsen til at afdække de potentielle omkostninger

af de af Konkursrådet opstillede modeller for privates adgang til konkurskarantæneregisteret

(kapitel 11, afsnit 2.2-2.4). Erhvervsstyrelsen har oplyst, at estimaterne over de potentielle

omkostninger ved de enkelte modeller er behæftet med væsentlig usikkerhed og vil skulle

konsolideres, når kravene til og funktionalitet i en potentielt kommende løsning er endeligt

afklaret.

I forhold til model 1 (kapitel 11, afsnit 2.2) har Erhvervsstyrelsen estimeret, at modellen, hvor

der gives fuld offentlig adgang til alle oplysningerne i registeret, vil koste i alt 2,5 mio. kr. i

perioden 2024-2029. Estimatet indeholder konsulentudgifter for 1,4 mio. kr.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

I forhold til model 2 (kapitel 11, afsnit 2.3) har Erhvervsstyrelsen estimeret, at modellen, hvor

der gives delvist offentligt adgang til oplysningerne i registeret, vil koste i alt 3,2 mio. kr. i

perioden 2024-2029. Estimatet indeholder konsulentudgifter for 1,4 mio. kr.

I forhold til model 3 (kapitel 11, afsnit 2.4) har Erhvervsstyrelsen estimeret, at modellen, for-

udsat at det defineres meget præcist, hvem der kan få adgang til registeret, vil koste 4,2 mio.

kr. i perioden 2024-2029. Estimatet indeholder konsulentudgifter for 2,1 mio. kr.

I forhold til model 4 (kapitel 11, afsnit 2.5) har Erhvervsstyrelsen estimeret, at modellen, hvor

der oprettes en attestordning, vil koste i alt 3,1 mio. kr. i perioden 2024-2029. Estimatet inde-

holder konsulentudgifter for 1,3 mio. kr.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Kapitel 2

Virksomheds- og ledelsesbegrebet

1. Gældende ret

Det følger af konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., at konkurskarantæne kan pålægges den, der

senere end et år før fristdagen, har deltaget i ledelsen af skyldnerens virksomhed, hvis det må

antages, at den pågældende på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse er uegnet til at

deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

Bestemmelsen indeholder

dels

et krav om, at den pågældende person skal have deltaget i le-

delsen,

dels

at deltagelsen relaterer sig til det nu konkursramte selskab mv.

Reglerne om konkurskarantæne blev indført ved lov nr. 429 af 1. maj 2013 og bygger bl.a. på

Konkursrådets betænkning nr. 1525 af 2011 om konkurskarantæne.

1.1 Ledelsesbegrebet

Det følger af forarbejderne til konkurslovens § 157, stk. 1, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L

131 som fremsat, side 27, at begrebet »deltaget i ledelsen« først og fremmest omfatter den,

der har været registreret som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-system, forudsat at den

pågældende har accepteret hvervet (registreringen), eller at vedkommende i det mindste har

været bekendt med registreringen og ikke har gjort indsigelser mod denne. Dette gælder uan-

set, om den pågældende faktisk har varetaget hverv som direktør, bestyrelsesmedlem eller

tilsynsråd, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 27.

Ved Østre Landsrets kendelse af 23. august 2019 (som gengivet i FM 2019.157 Ø), fandt

landsretten, at en række ulønnede medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer var omfattet af

ledelsesbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1, idet bestemmelsen ikke indeholder begræns-

ninger i forhold til, hvilken type bestyrelsesmedlem der har medvirket i selskabet, herunder

baggrunden for deres indtræden i bestyrelsen. De medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer

skulle derfor vurderes på samme grundlag som andre bestyrelsesmedlemmer i forhold til

spørgsmålet om, hvorvidt der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, idet der dog skulle

foretages en individuel og samlet helhedsvurdering af de enkelte bestyrelsesmedlemmers

handlinger. I den konkrete sag blev de medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer dog frifun-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

det, idet de ikke havde udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. Det blev i denne forbindelse

bemærket af landsretten, som ligeledes anført af skifteretten, at det ikke, jf. konkurslovens §

157, stk. 2, ville være konkret rimeligt at pålægge medarbejderrepræsentanterne konkurska-

rantæne. Der blev ved vurderingen lagt vægt på, at de pågældende i kraft af deres rolle som

medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer navnlig skulle sikre, at medarbejderne fik indfly-

delse på selskabets drift og indsigt i bestyrelsens beslutninger, samt at de i øvrigt havde hand-

let uden egen vinding.

En person, der alene er registreret som suppleant til bestyrelsen eller tilsynsrådet, vil alene

være omfattet af personkredsen i konkurslovens § 157, stk. 1, hvis vedkommende i den rele-

vante periode faktisk har udøvet hvervet som bestyrelses- eller tilsynsrådsmedlem, fordi det

faste medlem har haft forfald, jf. hertil Folketingtidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side

27.

I det omfang et enkeltmandsfirma eller et interessentskab er registreret som direktør i et rede-

riaktieselskab, jf. selskabslovens § 112, stk. 3, vil indehaveren af enkeltmandsfirmaet hen-

holdsvis interessenterne i interessentskabet være at anse som deltagere i ledelsen af det på-

gældende rederiaktieselskab og dermed omfattet af ledelsesbegrebet i konkurslovens § 157,

stk. 1.

Hvis en person reelt er fratrådt sin post mere end et år før fristdagen (eller dagen for beslut-

ningen om tvangsopløsning), men først senere end et år før denne dag afregistreres i Er-

hvervsstyrelsens it-system, vil den pågældende ligeledes være omfattet af personkredsen i

konkurslovens § 157, stk. 1, hvis personen har accepteret at forblive registreret i Erhvervssty-

relsens it-system, eller hvis den pågældende i det mindste var bekendt med registreringen og

ikke har gjort indsigelse herimod, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side

27.

Ledelsesbegrebet omfatter endvidere den, der faktisk har udøvet en direktørs eller et bestyrel-

ses- eller tilsynsrådsmedlems beføjelser i et selskab, men hvis ledelsesmæssige rolle som føl-

ge af virksomhedens form ikke er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. Folketingsti-

dende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 27. Dette omfatter bl.a. ledere af enkeltmands-

virksomheder, interessentskaber og kommanditselskaber, medmindre samtlige interessenter

henholdsvis komplementarer er kapitalselskaber.

Endelig omfatter reglen i konkurslovens § 157, stk. 1, også tilfælde, hvor selskabsledelsen er

registreret i Erhvervsstyrelsens it-system, men hvor registreringen helt eller delvist ikke svarer

til de faktiske forhold – såkaldte »stråmandskonstruktioner«, jf. Folketingstidende 2012-13,

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

A, L 131 som fremsat, side 27 f. Dette omfatter bl.a. visse koncernforhold, hvor moderselska-

bets ledelse reelt også udøver den daglige ledelse i et eller flere datterselskaber, men hvor der

er registreret en anden ledelse i datterselskaberne. En ejers blotte udøvelse af ejerbeføjelser

f.eks. på et selskabs generalforsamling, herunder moderselskabets ledelsesudøvelse af ejerbe-

føjelser på et datterselskabs generalforsamling, anses derimod ikke som deltagelse i (dat-

ter)selskabets ledelse. Der henvises i øvrigt til kapitel 5 nedenfor for så vidt angår stråmands-

virksomhed.

Betingelsen om, at den, der pålægges konkurskarantæne, skal have deltaget i ledelsen af

skyldnerens virksomhed, indebærer, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat,

side 28, bl.a., at en person, der ikke har drevet selvstændig erhvervsvirksomhed i egen en-

keltmandsvirksomhed, men alene har deltaget i ledelsen af et selskab mv. eller af en anden

persons enkeltmandsvirksomhed, ikke kan pålægges konkurskarantæne i forbindelse med sin

egen personlige konkurs. Konkurskarantæne kan alene pålægges i forbindelse med, at

ejeren

af den enkeltmandsvirksomhed, i ledelsen af hvilke den pågældende har deltaget, er under

konkursbehandling.

1.2 Virksomhedsbegrebet

Ved kendelse af 27. januar 2021 (som gengivet i U 2021.1301 H) har Højesteret taget stilling

til begrebet »virksomhed« i konkurslovens § 157, stk. 1. Spørgsmålet for Højesteret var, om

en andelsboligforening var at anse som en virksomhed i bestemmelsens forstand.

Højesteret fandt, at virksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1, måtte forstås således,

at adgangen til at pålægge konkurskarantæne alene omfatter tilfælde, hvor den pågældende

har deltaget i ledelsen af en virksomhed med aktiviteter, der som udgangspunkt har til formål

at opnå økonomisk gevinst. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at forarbejderne til

konkurslovens § 157 ikke indeholder en definition af virksomhedsbegrebet, men alene omta-

ler virksomheder, der drives med økonomisk gevinst for øje som f.eks. aktieselskaber, anpart-

sselskaber og interessentskaber. Højesteret fandt videre, at den fastlæggelse af sammenslut-

ninger, som er omfattet af konkurslovens § 159 om retsvirkningerne af konkurskarantæne,

ikke kunne tillægges afgørende betydning ved fastlæggelsen af virksomhedsbegrebet i kon-

kurslovens § 157.

For så vidt angår andelsboligforeninger, anførte Højesteret, at en andelsboligforening danner

rammerne om et boligfællesskab, der er reguleret i andelsboligloven. Foreningen har til for-

mål at eje og administrere den ejendom, som andelshaverne bor i, og andelsboligforeningen

drives som det klare udgangspunkt ikke med økonomisk gevinst for øje. Det forhold, at an-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

delsboligforeningen i relation til andre dele af lovgivningen anses for en erhvervsmæssig

virksomhed, kunne ikke føre til et andet resultat. Højesteret anførte videre, at en fravigelse af

dette udgangspunkt måtte bero på en konkret vurdering af, om foreningens aktiviteter har haft

til formål at opnå økonomisk gevinst. Det forhold, at en forening som led i sin sædvanlige

administration af ejendommen udlejer ledige lejemål, udgør ikke i sig selv en aktivitet med

henblik på at opnå økonomisk gevinst.

I den konkrete sag fremgik det, at andelsboligforeningen havde i alt 110 beboelseslejligheder

og et erhvervslejemål, hvoraf erhvervslejemålet og 16 af beboelseslejlighederne blev udlejet

af andelsboligforeningen. Foreningen havde endvidere én fuldtidsansat vicevært. Det fremgik

af andelsboligforeningens vedtægter, at foreningen havde til formål at eje og administrere

ejendommen, hvorimod det ikke fremgik, om foreningen også havde til formål at drive udlej-

ningsvirksomhed. Idet der ikke efter oplysningerne i sagen var holdepunkter for at antage, at

den udlejning, som foreningen foretog, fandt sted med andet formål end som led i en sædvan-

lig administration af foreningen, fandt Højesteret ikke, at den konkrete andelsforening var

omfattet af virksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1.

Ved Sø- og Handelsrettens kendelse af 20. december 2019 i sag BS-46879/2018-SHR fandt

Sø- og Handelsretten, at en idrætsforening ikke var omfattet af virksomhedsbegrebet i kon-

kurslovens § 157, stk. 1. Det bemærkes, at afgørelsen ligger forud for Højesterets afgørelse i

U 2021.1301 H.

Det fremgik af sagen, at idrætsforeningen bl.a. havde til formål at samle skøjteinteresserede i

en specifik kommune, som i et forpligtende fællesskab ønskede at dyrke sport, samt at bidrage

til at fremme den enkeltes fællesskab, sundhed og trivsel i et positivt og sundt miljø. Forenin-

gen havde fire fuldtidsansatte og en række deltidsansatte trænere og modtog et årligt tilskud

på godt 250.000 kr. til foreningsdannelse. Godt halvandet år efter foreningens stiftelse og ca.

tre år før konkursen havde foreningen indgået en driftsaftale med kommunen vedrørende en

skøjtehal. Det fremgik af driftsaftalen, at foreningen skulle varetage den daglige drift af

skøjtehallen, hvortil foreningen modtog et årligt tilskud fra kommunen. Det fremgik videre af

driftsaftalen, at indtægter hidrørende fra driften af skøjtehallen skulle tilfalde skøjtehallen og

således ikke benyttes til andre formål. Sø- og Handelsretten lagde til grund, at en af årsagerne

til, at foreningen gik ind på at drive skøjtehallen, var muligheden for selv at styre istider mv.

til benyttelse af klubbens medlemmer, herunder kunstskøjteløn og ishockey.

Af en intern revision foretaget af kommunen godt to år efter indgåelse af driftsaftalen med

kommunen og et halvt år før konkursen fremgik det bl.a., at der i foreningen var sket en sam-

menblanding af økonomien mellem driften af skøjtehallen og foreningen, samt at foreningen

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

ikke havde indberettet og afregnet moms. Den interne revision fandt derfor, at kompetencerne

på de økonomiske og administrative områder i foreningen ikke havde været tilstrækkelige til

at løfte opgaven. Der var i konkursboet anmeldt krav for godt 8,5 mio. kr., hvoraf de godt 7

mio. kr. udgjorde et krav fra kommunen om tilbagebetaling af driftstilskuddet som følge af, at

foreningen ikke havde forvaltet tilskuddet i overensstemmelse med driftsaftalen. Kommunens

krav var dog bestridt under sagen.

Sø- og Handelsretten bemærkede, at aktiviteterne i en amatøridrætsforening i overensstem-

melse med det nedskrevne formål ikke udøves med en erhvervsmæssig begrundelse. I forhold

til den konkrete forening fandt retten, at varetagelse af driften af en kommunalt ejet idrætsfa-

cilitet, der blev benyttet af foreningens medlemmer, herunder udlejning og slibning af skøjter

og udlejning af istid, samt salg af kioskvarer, måtte anses som tilknyttede ydelser i forhold til

udøvelsen af de sportslige og sociale formål i idrætsforeningen. På baggrund af en samlet

vurdering af sagens omstændigheder fandt Sø- og Handelsretten ikke, at det med den fornød-

ne klarhed kunne lægges til grund, at de aktiviteter, der blev udøvet i idrætsforeningen, var

omfattet af konkurslovens § 157, stk. 1, som erhvervsmæssig virksomhed, og de pågældende

ledelsesmedlemmer blev herefter frifundet.

Ved Sø- og Handelsrettens kendelse af 26. november 2021 i sag BS-33968/2019-SHR var et

af de centrale spørgsmål, om et registreret interessentskab (I/S), hvor virksomhedsformen var

angivet som forening, udøvede erhvervsmæssig virksomhed i konkurslovens § 157, stk. 1’s,

forstand.

Det fremgik af foreningens vedtægter, at hovedformålet med foreningen var at integrere per-

soner i det danske samfund, men der fremgik ikke noget om filmproduktion, som havde været

foreningens primære beskæftigelse, eller om foreningen skulle drives med økonomisk gevinst

for øje. Sø- og Handelsretten lagde til grund, at en række af virksomhedens udgifter havde

været afholdt med henblik på filmproduktion, samt at det ikke kunne udelukkes, at filmpro-

duktionen havde fundet sted med henblik på opfyldelse af foreningens udtrykkelige formål.

Det fremgik videre af sagen, at der havde været et betydeligt samhandelsforhold med andre

virksomheder, og at der var tale om levering af momspligtige ydelser. Endvidere havde virk-

somheden i de seneste år op til konkursen modtaget mange og samlet set meget store indbeta-

linger og afholdt betydelige udokumenterede udgifter på ca. 820.000 kr., som foreningens

formand ikke havde dokumenteret berettigelsen af.

Sø- og Handelsretten bemærkede indledningsvist med henvisning til U 2021.1301 H, at be-

grebet virksomhed ikke er entydigt defineret i konkurslovens § 157 eller dennes forarbejder,

men at begrebet skal forstås som en virksomhed med aktiviteter, der som udgangspunkt har til

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

formål at opnå økonomisk gevinst. Sø- og Handelsretten bemærkede videre, at den formelle

registrering af virksomheden er uden betydning for, om virksomheden har drevet virksomhed

med aktiviteter, der som udgangspunkt havde til formål at opnå økonomisk gevinst. Spørgs-

målet herom måtte i stedet afgøres på grundlag af en konkret vurdering af virksomhedens

faktiske aktiviteter og omfanget heraf, i hvilken forbindelse ordlyden af virksomhedens for-

målsbestemmelse havde betydning, men ikke var eneafgørende.

Sø- og Handelsretten fandt, at der forelå drift af en virksomhed, der havde til formål at sikre

en økonomisk gevinst, idet retten bl.a. lagde vægt på omfanget af de økonomiske transaktio-

ner, at lederen af virksomheden ikke havde tilvejebragt den fornødne dokumentation for disse,

at virksomheden havde oparbejdet betydelige restancer i form af A-skat og AM-bidrag, hvor-

ved det blev bemærket, at der gennem årene havde været lønnet personale i virksomheden, og

at det havde været nødvendigt for virksomheden at oprette og benytte en kassekredit. Det var

derfor tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der var tale om en virksomhed, der havde til formål at

sikre en økonomisk gevinst, hvilket formanden for foreningen ikke i tilstrækkelig grad havde

afkræftet, hvorfor foreningen var omfattet af virksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk.

2. Konkursrådets overvejelser

2.1 Ledelsesbegrebet

Konkursrådet har overvejet, om der er grundlag for at ændre ledelsesbegrebet i konkurslovens

§ 157, stk. 1. Rådet har i den forbindelse bl.a. henset til, at ulønnede medarbejdervalgte besty-

relsesmedlemmer, jf. FM 2019.157 Ø, som udgangspunkt vil blive vurderet efter samme stan-

dard som andre bestyrelsesmedlemmer ved vurderingen af, om de pågældende har udvist

groft uforsvarlig forretningsførelse.

Det er Konkursrådets vurdering, at ledelsesbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1, som det er

tilfældet efter den gældende retstilstand, fortsat bør omfatte alle former for ledelsesmedlem-

mer, og at der således ikke bør sondres mellem, hvilken ”type” af ledelsesmedlem der er tale

om, herunder baggrunden for den pågældendes indtræden i ledelsen, samt om ledelsesmed-

lemmet modtager honorar ved bestridelsen af hvervet eller er udpeget af medarbejderne i det

pågældende selskab efter f.eks. reglerne i selskabslovens kapitel 8 om medarbejderrepræsen-

tation mv.

Konkursrådet har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at der ej heller ved fastsættelsen af,

hvilke opgaver og pligter ledelsesmedlemmer er pålagt, jf. selskabslovens kapitel 7, sondres

mellem baggrunden for den pågældendes indtræden i ledelsesorganet. En medarbejderrepræ-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

sentant, der vælges til bestyrelsen i et kapitalselskab i henhold til selskabslovens § 140, vil

være underlagt samme pligter i henhold til selskabslovens § 115 som andre medlemmer af

bestyrelsen.

At der ikke ved afgrænsningen af ledelsesbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1, bør tages

hensyn til, hvordan og hvilken funktion det pågældende ledelsesmedlem indtager i er-

hvervsvirksomheden, er dog efter Konkursrådets opfattelse ikke ensbetydende med, at der

ikke kan og vil skulle henses hertil ved vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig for-

retningsførelse, og om det i øvrigt er rimeligt, at ledelsesmedlemmet pålægges konkurskaran-

tæne.

Vurderingen af et ledelsesmedlems forretningsførelse vil fortsat skulle ske i lyset af de pligter,

som de enkelte ledelsesmedlemmer har i relation til bl.a. bestemmelserne i selskabslovens §§

115-119. Et bestyrelsesmedlems forretningsførelse vil således skulle vurderes i lyset af besty-

relsens pligter efter bl.a. selskabslovens § 115, herunder pligten til at varetage den overordne-

de og strategiske ledelse af selskabet, hvorimod en direktørs forretningsførelse skal ses i lyset

af, at direktøren, jf. bl.a. selskabslovens § 117, stk. 1, har pligt til at varetage den daglige le-

delse og drift af selskabet.

Ved vurderingen af, om det er rimeligt at pålægge en konkurskarantæne, bør der efter Kon-

kursrådets vurdering f.eks. kunne henses til, om personen har virket som medarbejderrepræ-

sentant mv. Der henvises herom til kapitel 8, afsnit 2.1.1, nedenfor om muligheden for at ned-

sætte karantæneperiodens længde eller lade karantæneperioden bortfald. Det bemærkes dog,

at den der påtager sig et ledelseshverv, efter Konkursrådets opfattelse, under alle omstændig-

heder bør være sit ansvar bevidst, herunder med hensyn til at opfylde de forpligtelser der

knytter sig til hvervet.

Sammenfattende finder Konkursrådets således, at det – som det også er tilfældet i dag – bør

være de øvrige betingelser for pålæg af karantæne, herunder navnlig betingelsen om groft

uforsvarlig forretningsførelse (jf. kapitel 4 nedenfor), og eventuelle rimelighedsbetragtninger

(jf. kapitel 7 og 8 nedenfor), der skal sikre, at personer, som ikke bør holdes ansvarlige for

erhvervsvirksomhedens konkurs, ikke pålægges karantæne.

For så vidt angår ledelsesbegrebet i relation til stråmandsvirksomhed henvises til kapitel 5

nedenfor om stråmandsvirksomhed.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

2.2 Virksomhedsbegrebet

Konkursrådet har overvejet, om der er grundlag for at foretage en nærmere præcisering af

virksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1, herunder navnlig i lyset af U 2021.1301 H

og de ovenfor under afsnit 1.2 refererede afgørelser fra Sø- og Handelsretten.

Efter den gældende retstilstand, som denne er udlagt i U 2021.1301 H og Sø- og Handelsret-

tens kendelse af 26. november 2021 i BS-33968/2019-SHR, omfatter virksomhedsbegrebet i

konkurslovens § 157, stk. 1, alene virksomheder med aktiviteter, der som udgangspunkt har

til formål at opnå økonomisk gevinst. Ved vurderingen heraf vil der skulle henses til virk-

somhedens formål, herunder eventuelle formålsbestemmelser, dog således at der vil skulle

foretages en konkret vurdering af, om virksomhedens faktiske aktiviteter har haft til formål at

opnå en økonomisk gevinst.

Konkursrådet bemærker indledningsvis, at reglerne om konkurskarantæne navnlig har til for-

mål at imødegå konkursrytteri og groft uforsvarlig forretningsførelse, herunder misbrug af

konkursinstituttet i relation til selskaber med begrænset hæftelse, som er til skade for både

kreditorer og samfundet som helhed. Reglerne om konkurskarantæne skal således sikre, at en

person, der i forbindelse med sin deltagelse i ledelsen af en konkursramt erhvervsvirksomhed

har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, ikke deltager i ledelsen af andre erhvervsvirk-

somheder i en vis periode. Herved sikres, at en groft uforsvarlig forretningsførelse stoppes og

ikke umiddelbart videreføres i en anden erhvervsvirksomhed.

Når der henses til størrelsen af bl.a. visse andelsforeninger og andre juridiske enheder, herun-

der fonde og ideelle foreninger mv., der som følge af den gældende retstilstand i vidt omfang

falder uden for reglerne om konkurskarantæne, og den potentielle risiko for betydelige tab hos

kreditorerne som en groft uforsvarlig forretningsførelse i sådanne enheder mv. kan medføre,

kan der stilles spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i, at sådanne sammenslutninger som

udgangspunkt skal have til formål at opnå en økonomisk gevinst, førend de omfattes af kon-

kurskarantænereglerne.

Spørgsmålet om hensigtsmæssigheden heraf aktualiseres videre af, at der efter den gældende

retstilstand ikke er sammenfald mellem virksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1,

om betingelserne for at blive pålagt konkurskarantæne, og erhvervsvirksomhedsbegrebet i

konkurslovens § 159, 1. pkt., om retsvirkningerne af en pålagt karantæne.

Efter konkurslovens § 159, 1. pkt., må den, der er pålagt konkurskarantæne, ikke deltage i

ledelsen af en »erhvervsvirksomhed« uden at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhe-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

dens forpligtelser. Ved vurderingen af, om der er tale om erhvervsmæssig virksomhed omfat-

tet af § 159, 1. pkt., vil der skulle henses til aktivitetens karakter og omfang, jf. hertil Folke-

tingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 31. Selvom aktiviteten ikke udøves med

gevinst for øje, kan der være tale om erhvervsvirksomhed, hvis aktiviteten har et i økonomisk

henseende betydeligt omfang. Således vil ideelle foreninger eller private selvejende institutio-

ner med mere end nogle få fuldtidsansatte og andelsboligforeninger, boligforeninger og ejer-

foreninger med mere end ca. ti boliger som udgangspunkt anses for erhvervsmæssig virksom-

hed i relation til konkurslovens § 159, stk. 1, 1. pkt., jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L

131 som fremsat, side 31. Begrebet »erhvervsvirksomhed« i konkurslovens § 159, 1. pkt., kan

således efter omstændighederne omfatte virksomheder, som ikke har til formål at opnå en

økonomisk gevinst.

Det er Konkursrådets vurdering, at der, uanset at bestemmelserne regulerer to forskellige for-

hold, bør tilstræbes en vis ensretning mellem bestemmelserne, idet det dog bemærkes, at et

fuldstændigt sammenfald ikke vil være hensigtsmæssigt.

Som det fremgår ovenfor, er retsvirkningen af at blive pålagt karantæne efter bestemmelsen i

konkurslovens § 159, 1. pkt., at det pågældende ledelsesmedlem ikke må deltage i ledelsen af

erhvervsvirksomheder med begrænset hæftelse i en vis periode. Det er alene i gentagelsestil-

fælde, som er nærmere reguleret i konkurslovens § 159, 2. pkt., at retsvirkningen af en kon-

kurskarantæne udvides til også at omfatte deltagelse i ledelsen af erhvervsvirksomheder, hvor

der hæftes personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser, hvilket bl.a. omfatter

enkeltmandsvirksomheder.

Såfremt der var et fuldstændigt sammenfald mellem konkurslovens § 157, stk. 1, og § 159, 1.

pkt., ville det enten indebære, at en person, der driver enkeltmandsvirksomhed, ikke skulle

være omfattet af konkurskarantænereglerne, eller at retsvirkningen af at blive pålagt en al-

mindelig karantæne efter konkurslovens § 159, 1. pkt., skulle være, at man ikke måtte deltage

i ledelsen af bl.a. en enkeltmandsvirksomhed, hvor der hæftes personligt og ubegrænset for

virksomhedens forpligtelser.

Et fuldstændigt sammenfald mellem bestemmelserne vil derfor ikke føre til en hensigtsmæs-

sig retstilstand, og Konkursrådet finder af den grund, at der alene bør være tale om et vist

sammenfald mellem bestemmelserne, således at begrebet »virksomhed« i konkurslovens §

157, stk. 1, der foreslås ændret til »erhvervsvirksomhed«, som minimum kommer til at omfat-

te de samme typer af erhvervsvirksomheder, som man i relation til konkurslovens § 159, 1.

pkt., ikke må deltage i ledelsen af, hvis man er pålagt en almindelig konkurskarantæne.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Konkursrådets finder på baggrund af ovenstående grundlag for at foretage en nærmere juste-

ring af virksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1.

Under hensyn til formålet bag konkurskarantænereglerne er det Konkursrådets vurdering, at

reglerne som udgangspunkt bør omfatte alle juridiske enheder, der udøver aktiviteter, der efter

deres art kan karakteriseres som erhvervs- eller forretningsmæssige.

Det bør herefter ikke være eneafgørende, hvad formålet med den givne virksomhed er, men

derimod karakteren af de faktiske aktiviteter, der udøves, og omfanget af disse. Endvidere bør

det ej heller være afgørende, hvilken juridisk form den pågældende juridiske enhed antager.

Selvom formålet med virksomheden ikke i sig selv bør være afgørende for, om en juridisk

enhed omfattes af konkurskarantænereglerne, vil det dog være klart, at hvor en juridisk enhed

– ligesom det er tilfældet i dag – efter sin art er karakteriseret som erhvervsdrivende, fordi

enheden udøver erhvervs- eller forretningsmæssige aktiviteter med det formål at opnå en øko-

nomisk gevinst eller et overskud, vil den juridiske enhed være omfattet af konkurskarantæne-

reglerne, uanset omfanget af den erhvervs- eller forretningsmæssige aktivitet. Aktieselskaber,

anpartsselskaber, andelsselskaber, interessentskaber, kommanditselskaber og erhvervsdriven-

de fonde, som i almindelighed er karakteriseret som erhvervsdrivende, bør således fortsat væ-

re omfattet af konkurskarantænereglerne uanset deres faktiske virksomhed eller mangel på

samme.

Enkeltmandsvirksomheder bør ligeledes – ligesom det er tilfældet i dag – være omfattet af

konkurskarantænereglerne, herunder også selvom retsvirkningen af en pålagt konkurskaran-

tæne efter konkurslovens § 159, 1. pkt., alene er, at den pågældende person ikke må deltage i

ledelsen af erhvervsvirksomheder med begrænset hæftelse og ikke er hindret i at starte en ny

erhvervsvirksomhed, hvor den pågældende hæfter personligt og ubegrænset for virksomhe-

dens forpligtelser.

Hvor formålet med en given virksomhed ikke er at opnå en økonomisk gevinst eller et over-

skud, og hvor der ikke er tale om en af de ovennævnte typer af juridiske enheder, der allerede

i dag omfattes af konkurskarantænereglerne, bør det afgørende, for om en juridisk enhed om-

fattes af erhvervsvirksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1, være, om der i den på-

gældende enhed udøves aktiviteter af erhvervs- eller forretningsmæssig karakter, og om de

disse aktiviteter har et i økonomisk henseende væsentligt omfang.

En juridisk enhed, hvis formål alene er at varetage et ideelt ikke-erhvervsmæssigt formål –

f.eks. ideelle foreninger og fonde, andelsboligforeninger mv. – bør herefter alene være omfat-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

tet af erhvervsvirksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1, hvis den pågældende enhed

udøver erhvervs- eller forretningsmæssige aktiviteter i et i økonomisk henseende væsentligt

omfang.

Ved vurderingen af, om en juridisk enhed udøver erhvervs- eller forretningsmæssig aktivitet,

må der henses til, hvad der i almindelighed forstås ved sådanne aktiviteter.

Opkrævning af medlemskontingent i ideelle foreninger mv. vil ikke være at anse som en er-

hvervs- eller forretningsmæssig aktivitet. Det samme må gælde betaling for deltagelse i fore-

ningens aktiviteter, herunder betaling for deltagelse i træning samt betaling for deltagelse i

foreningens arrangementer, der alene afholdes for foreningens medlemmer. Derimod vil f.eks.

en idrætsforenings drift af en kiosk i en sportshal, salg af merchandise eller udlejning af facili-

teter til andre end foreningens medlemmer være at anse for en erhvervs- eller forretningsmæs-

sig aktivitet, og foreningen vil herefter blive omfattet af erhvervsvirksomhedsbegrebet i kon-

kurslovens § 157, stk. 1, hvis aktiviteten har et i et økonomisk henseende væsentligt omfang.

Sponsorater, legater og tilskud, som en ideel forening mv. modtager, vil som udgangspunkt

ikke være at anse for en del af den erhvervs- eller forretningsmæssige aktivitet i foreningen,

hvis sponsoratet, legatet eller tilskuddet alene relaterer sig til foreningens ideelle aktiviteter.

Særligt i forhold til sponsorater vil dette også være tilfældet, selvom foreningen leverer en

modydelse i form af reklame eller lignende, som i andre sammenhænge vil være at betegne

som en erhvervsmæssig aktivitet. Hvis en idrætsforening således f.eks. modtager et tilskud

eller et sponsorat til f.eks. køb af udstyr til brug for foreningens ideelle virke, vil dette ikke

være at anse som erhvervs- eller forretningsmæssig aktivitet, uanset at sponsoratet er betinget

af, at der i foreningen, på dennes hjemmeside eller på det indkøbte udstyr mv. reklameres for

sponsorens virksomhed. Hvis et tilskud eller sponsorat derimod modtages til brug for aktivite-

ter eller løsøre, der anvendes i relation til foreningens erhvervsmæssige aktivitet – f.eks. drift

af en kiosk eller et cafeteria – vil tilskuddet eller sponsoratet skulle anses som en del af fore-

ningens erhvervs- eller forretningsmæssig aktivitet.

Opkrævning af boligafgift i andelsboligforeninger eller ejerafgifter i en ejerforening vil heller

ikke være at anse for erhvervs- eller forretningsmæssig aktivitet, hvorimod f.eks. udlejning af

ledige beboelseslejemål til andre end andelsboligforeningens ejere samt udlejning af erhvervs-

lejemål i en andelsbolig-, bolig- eller ejerforening vil være at anse for erhvervs- eller forret-

ningsmæssig aktivitet.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Konkursrådet har overvejet, hvornår en aktivitet kan siges at være udøvet i et i økonomisk

henseende væsentligt omfang med den følge, at den juridiske enhed bør være omfattes af er-

hvervsvirksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1.

Det er Konkursrådets vurdering, at der af klarhedshensyn bør fastsættes en beløbsgrænse, som

angiver, hvornår en erhvervs- eller forretningsmæssig aktivitet kan siges at være udøvet i et i

økonomisk henseende væsentligt omfang.

Lovgivningen indeholder flere eksempler på beløbsgrænser, som kunne være relevante at

hense til i relation til vurderingen heraf, hvor grænsen skal gå.

Lov om erhvervsdrivende fonde, jf. lovbekendtgørelse nr. 984 af 20. september 2019, inde-

holder bl.a. en beløbsgrænse for, hvornår der er tale om en begrænset erhvervsaktivitet i rela-

tion til fonde. Det følger således af § 2, stk. 2, i lov om erhvervsdrivende fonde, at en fond

ikke skal anses for erhvervsdrivende, hvis den virksomhed, fonden udøver, er af begrænset

omfang. Erhvervsstyrelsen har i medfør af lovens § 2, stk. 3, udstedt bekendtgørelse nr. 1448

af 15. december 2014 om begrænset erhvervsdrift. Det følger af bekendtgørelsens § 1, nr. 1, at

en erhvervsdrivende fonds erhvervsdrift anses for begrænset, hvis fondens erhvervsmæssige

bruttoindtægt fra direkte erhvervsaktivitet udgør mindre end 250.000 kr. Det er forudsat i for-

arbejderne til § 2, stk. 3, i lov om erhvervsdrivende fonde, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L

154 som fremsat, side 42, at der skal lægges vægt på fondens erhvervsmæssige bruttoomsæt-

ning og ikke nettoresultatet, idet nettoresultatet ikke er udtryk for omfanget af erhvervsaktivi-

teten.

Endvidere fastsætter bl.a. bekendtgørelse nr. 1296 af 14. november 2018 om krav til det skat-

temæssige årsregnskab m.v. for mindre virksomheder (mindstekravsbekendtgørelsen) en be-

løbsgrænse for, hvornår en virksomhed er undtaget fra kravet om skattemæssigt årsregnskab.

Det følger af bekendtgørelsens § 5, stk. 1, nr. 6, at virksomheder med en nettoomsætning på

under 300.000 kr. er undtaget fra kravet om skattemæssigt årsregnskab og udvidet regnskabs-

oplysninger.

Grænsen på 300.000 kr. genfindes ligeledes i bl.a. bogføringslovens § 16, stk. 1, hvorefter

erhvervsdrivende virksomheder, der er omfattet af bogføringslovens, jf. lovens § 1, stk. 1,

men hvis nettoomsætningen i to på hinanden følgende år ikke overstiger 300.000 kr., er und-

taget for kravet om digital bogføring. Begrebet »nettoomsætning« skal, jf. Folketingstidende

2021-22, A, L 163 som fremsat, side 54, jf. side 45, forstås i overensstemmelse med defini-

tionen i Bilag 1, afsnit C, nr. 13 i årsregnskabsloven, dvs. som salgsværdien af produkter og

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

tjenesteydelser mv. med fradrag af prisnedslag, merværdiafgift og anden skat, der er direkte

forbundet med salgsbeløbet.

Det er Konkursrådets vurdering, at beløbsgrænsen i relation til konkurskarantænereglerne på

den ene side ikke bør sættes for højt, idet der også i juridiske enheder, hvis formål ikke er at

opnå en økonomisk gevinst eller overskud, kan forekomme tilfælde af groft uforsvarlig for-

retningsførelse, som vil være til skade for eventuelle kreditorer.

På den anden side bør beløbsgrænsen ej heller sættes for lavt, idet konkurskarantænereglerne i

så fald efter Konkursrådets vurdering vil komme til at ramme for bredt, herunder bl.a. små og

mindre ideelle foreninger, der udelukkende har et socialt-, kulturelt- og/eller humanitært for-

mål eller lign, og hvor erhvervsaktiviteten alene har været en beskeden del af foreningens

samlede virke.

Det bemærkes i denne sammenhæng, at vurderingen af, om den juridiske enhed har udøvet

aktiviteter af erhvervs- eller forretningsmæssig karakter i et økonomisk væsentligt omfang,

alene vil være relevant, hvor den juridiske enhed ikke har til formål at opnå en økonomisk

gevinst eller overskud.

Konkursrådet finder på baggrund af ovenstående, at en juridisk enhed må antages at have

udøvet erhvervs- eller forretningsmæssig virksomhed af et i et økonomisk henseende væsent-

ligt omfang, hvis enheden har en årlig bruttoomsætning på over 250.000 kr. Der er i den for-

bindelse lagt vægt på, at beløbsgrænsen i lov om erhvervsdrivende fonde relaterer sig til af-

grænsningen af, hvornår en fond må anses for at være erhvervsdrivende.

Når der fremover skal lægges vægt på den faktiske aktivitet, der udøves i en juridisk enhed,

og omfanget heraf, vil det kunne føre til, at flere større juridiske enheder omfattes af kon-

kurskarantænereglerne, end det er tilfældet efter de gældende regler, herunder bl.a. en række

ideelle foreninger og andelsboligforeninger mv. Det kan derfor frygtes, at flere vil afholde sig

fra at deltage i ledelsen af sådanne ideelle foreninger mv., hvis der er udsigt til, at man som

ledelsesmedlem vil kunne blive pålagt en konkurskarantæne. Konkursrådet er i den sammen-

hæng opmærksom på, at konkurskarantænereglerne i videst muligt omfang ikke skal hæmme

lysten til at deltage i ledelsen af sådanne juridiske enheder.

Risikoen for at hæmme lysten til at deltage i ledelsen af ideelle foreninger mv. bør dog efter

Konkursrådets vurdering ikke føre til, at sådanne foreninger undtages fra reglerne om kon-

kurskarantæne. Hvis der i foreningen udøves erhvervs- eller forretningsmæssige aktiviteter af

et i økonomisk henseende væsentligt omfang, vil en uforsvarlig drift potentielt kunne have

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

samme skadevirkning som i en sammenslutning, der drives med gevinst for øje. Konkursrådet

bemærker i denne sammenhæng, at ledelsesmedlemmer i ideelle foreninger mv. allerede i dag

kan stilles til ansvar for en uforsvarlig drift af foreningen efter særlovgivningen – i de særligt

grove tilfælde efter straffelovens regler – ligesom ledelsesmedlemmer efter omstændigheder-

ne kan pålægges et erstatningsansvar, hvis en uforsvarlig drift har medført økonomiske tab.

Konkursrådet finder derfor, at det bør være de øvrige betingelser for pålæg af karantæne, her-

under navnlig betingelsen om groft uforsvarlig forretningsførelse (jf. kapitel 4 nedenfor), og

eventuelle rimelighedsbetragtninger (jf. kapitel 7 og 8 nedenfor), der skal sikre, at konkurska-

rantæne eventuelt ikke pålægges. Der vil således bl.a. ved vurderingen af, om der foreligger

særlige forhold, der kan begrunde en nedsættelse af karantæneperiodens længde eller eventu-

elt et bortfald af konkurskarantænen, jf. kapitel 8, afsnit 2.1.1, nedenfor, kunne henses til,

hvor stor en andel af den juridiske enheds samlede aktiviteter den erhvervs- eller forretnings-

mæssige aktivitet udgør. Endvidere vil der kunne henses til, om der alene er tale om en min-

dre overskridelse af bruttoomsætningsgrænsen på 250.000 kr. Hvor f.eks. en idrætsforenings

samlede aktiviteter og ikke-erhvervsmæssige omsætning er betydelige, og hvor der er alene er

tale om en mindre overskridelse af bruttoomsætningsgrænsen, vil det med betydelig vægt tale

for, at der vil foreligge særlige forhold, som kan begrunde en nedsættelse af karantæneperio-

dens længde eller et bortfald af konkurskarantænen, idet der dog skal foretages en konkret

helhedsvurdering, herunder i lyset af den groft uforsvarlige forretningsførelse.

Konkursrådet bemærker afslutningsvis, at en ændring og en udvidelse af virksomhedsbegre-

bet i konkurslovens § 157, stk. 1, vil kunne føre til situationer, hvor en juridisk enhed, der

ikke ved stiftelsen er omfattet af erhvervsvirksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1,

senere omfattes heraf som følge af, at den juridiske enhed begynder at udøve erhvervs- eller

forretningsmæssige aktiviteter i et i økonomisk henseende væsentligt omfang. I en sådan situ-

ation vil en person, der er pålagt konkurskarantæne og indgår i ledelsen af en juridisk enhed,

der har ændret karakter til at være omfattet af reglerne om konkurskarantæne, reelt blive

skubbet ud i et gentagelsestilfælde og således blive omfattet af reglen i konkurslovens § 159,

2. pkt., om udvidet karantæne og reglerne i konkurslovens §§ 167 og 168 om hæftelse for

gælden i et nyt konkursbo.

Konkursrådet finder, at det i sådanne situationer bør være afgørende for anvendelsen af be-

stemmelserne i konkurslovens § 159, 2. pkt., og §§ 167 og 168, om ledelsesmedlemmet enten

var eller burde være blevet opmærksom på, at den juridiske enhed var begyndt at udøve er-

hvervs- eller forretningsmæssige aktiviteter i et i økonomisk henseende væsentligt omfang. Et

ledelsesmedlem, der bliver opmærksom på, at den juridiske enhed udøver erhvervs- eller for-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

retningsmæssige aktiviteter af et i et økonomisk henseende væsentligt omfang, bør derfor fra-

træde sit ledelseshvervet.

For så vidt angår anvendelsen af konkurslovens § 159, 2. pkt., finder Konkursrådet derfor, at

hvis ledelsesmedlemmet var eller burde være blevet bekendt med, at den juridiske enhed har

ændret karakter, bør det – ligesom det er tilfældet i dag – være en obligatorisk følge, at for-

buddet mod erhvervsudøvelse i relation til en ny konkurskarantænesag kommer til at omfatte

et forbud mod at drive erhvervsvirksomhed med personlig hæftelse.

For så vidt angår hæftelse for gæld efter reglerne i konkurslovens §§ 167 og 168, finder Kon-

kursrådet, at ledelsesmedlemmets hæftelse for gælden i et nyt konkursbo må forudsætte, at

ledelsesmedlemmet enten var eller burde være blevet opmærksom på, at den juridiske enhed

har ændret karakter. Dette vil ligeledes kunne indgå ved vurderingen efter § 167, stk. 2, og

stk. 3, af, om det er rimeligt at pålægge det pågældende ledelsesmedlem hæftelse.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Kapitel 3

Den tidsmæssige betingelse

1. Gældende ret

Det er efter konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., en betingelse for at pålægge konkurskarantæ-

ne, at den pågældende person har deltaget i ledelsen af skyldnerens virksomhed senere end et

år før fristdagen.

Hvis skyldneren var under tvangsopløsning, da konkursen indtrådte, regnes den etårige frist

fra dagen for beslutningen om tvangsopløsning, jf. konkurslovens § 157, stk. 1, 2. pkt. Dette

har alene selvstændig betydning i de tilfælde, hvor begæringen om konkurs eller rekonstruk-

tionsbehandling først indgives, efter der er forløbet mere end tre måneder fra beslutningen om

tvangsopløsning, således at tvangsopløsningsbegæringens dato ikke kan fastholdes som frist-

dag, jf. konkurslovens § 1, stk. 1, nr. 3.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 429 af 1. maj 2013 og bygger bl.a. på Konkursrådets

anbefalinger i betænkning nr. 1525 af 2011 om konkurskarantæne.

Som begrundelse for en fast etårig frist fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folke-

tingstidende 2012-13, A, L 131, som fremsat, side 8 f., som i det væsentligste gengiver Kon-

kursrådets anbefalinger i betænkning nr. 1525 af 2011, side 89 f., at en person, der leder et

selskab, typisk en vis tid i forvejen vil kunne forudsige, at selskabet vil gå konkurs. Hvis reg-

lerne dermed omfatter personer, der har virket i ledelsen en vis tid forud for konkursen, sikres

det, at en person ikke kan undgå at blive omfattet af reglerne ved at blot udtræde af ledelsen

kort tid før selskabets konkurs.

Et ledelsesmedlem, der er udtrådt tidligere end fristen i konkurslovens § 157, stk. 1, kan ikke

pålægges karantæne. Det fremgår i denne sammenhæng af forarbejderne, jf. Folketingsting-

stidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 8 f., at det vil have formodningen mod sig, at en

persons adfærd, der ligger længere tilbage end et år før fristdagen, vil have en sådan sammen-

hæng med konkursen, at det vil kunne begrunde konkurskarantæne. Dette vil i så fald forud-

sætte, at den pågældende udtrådte af ledelsen, fordi han/hun forudså, at selskabet ville gå

konkurs med en fristdag, der lå mere end et år ude i fremtiden.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Det er en forudsætning for at pålægge konkurskarantæne, at den groft uforsvarlige forret-

ningsførelse har fundet sted senere end et år før fristdagen – dvs. i det samme tidsrum, som

den pågældende skal have været en del af ledelsen, jf. hertil de specielle bemærkninger til

bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 28.

Dette er dog ikke ensbetydende med, at forhold, der er udvist mere end et år før fristdagen,

ikke kan få betydning ved vurderingen af, om en person skal pålægges konkurskarantæne.

Højesteret har ved kendelse af 13. januar 2016 (gengivet i U 2016.1473 H) og kendelse af 11.

januar 2018 (gengivet i U 2018.1435 H) fastslået, at der ved vurderingen af, om der skal på-

lægges konkurskarantæne, skal foretages en helhedsvurdering af forretningsførelsen i den

periode, hvor den pågældende person har indgået i ledelsen, således at der ved vurderingen af,

om der er udvist groft uforsvarlig adfærd i perioden senere end et år før fristdagen, også læg-

ges vægt på, om ledelsen har undladt at rette op på groft uforsvarlige forhold, der er udvist på

et tidligere tidspunkt.

I U 2016.1473 H var den egentlige drift i selskabet ophørt mere end et år før fristdagen. Sel-

skabet, som A var direktør for, havde ikke på noget tidspunkt overholdt bogføringsloven og

årsregnskabsloven, ligesom det blev lagt til grund, at selskabet havde anvendt »sort arbejde«

og undladt at foretage angivelse og afregning af moms, skat og arbejdsmarkedsbidrag, hvor-

ved selskabet i perioden, der lå mere end et år før fristdagen, havde unddraget SKAT et beløb

på knap 25,7 mio. kr. Endvidere var alle selskabets indtægter og afgiftsopkrævninger løbende

overført til en begrænset kreds af personer og selskaber uden dokumentation for berettigelsen

af overførslerne, hvorved selskabet systematisk var blevet tømt for værdier. Højesteret fandt

efter en helhedsvurdering, at forretningsførelsen i selskabet klart havde været groft uforsvarlig

i hele perioden med A som direktør – også i perioden mindre end et år før fristdagen, hvor

den egentlige drift var ophørt, og ledelsen undlod at rette op på de mangelfulde forhold og

fortsatte med at tilsidesætte de ledelsespligter, der følger af lovgivningen.

I U 2018.1435 H blev en direktør A pålagt konkurskarantæne ud fra en helhedsvurdering af

hans adfærd i både det konkursramte selskab, men også i et til det konkursramte selskab til-

knyttet moderselskab, ligesom der blev lagt vægt på forhold, herunder ulovlige ledelseslån,

der lå mere end et år før fristdagen. A havde udvist en groft uforsvarlig forretningsførelse ved

bl.a. at have underskrevet fem årsrapporter for det konkursramte selskab, hvoraf fremgik, at

der var ydet ulovlige ledelseslån, hvilket A ikke havde rettet op på, da konkursen indtrådte.

Endvidere fandt Højesteret det godtgjort, at A havde tømt det konkursramte selskab for likvi-

de midler ved at kanalisere selskabets indtægter til et andet selskab, hvilket medførte, at sel-

skabet ikke kunne betale et af moderselskabet ydet lån tilbage til moderselskabet, hvorefter

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

moderselskabet ikke kunne betale et erstatningskrav, som moderselskabet var blevet dømt til

at betale til et tredje selskab. Højesteret fandt på baggrund heraf, at As forretningsførelse i

perioden frem til konkursen havde været groft uforsvarlig på en sådan måde, at A var uegnet

til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Højesteret bemærkede i denne sammen-

hæng, at det ikke kunne føre til anden vurdering, at hovedparten af de krav, der blev anmeldt i

konkursboerne fra eksterne kreditorer, senere blev indfriet som følge af de forlig, der var ble-

vet indgået i en række sideløbende erstatningssager anlagt af bl.a. konkursboerne mod A.

Det fremgår hverken af bestemmelsen eller forarbejderne hertil, om deltagelsen i ledelsen skal

have varet et vist minimum af tid, førend betingelserne for at pålægge konkurskarantæne er

opfyldt.

Ved Vestre Landsrets afgørelse af 15. februar 2016 (gengivet i FM 2016.124 V) blev en regi-

streret direktør, A, frifundet, idet landsretten lagde vægt på, at direktøren alene havde været

registreret som direktør i ca. 1 måned, ligesom A selv tog initiativ til og sikrede registrering af

sin fratræden som direktør. Der var derfor ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at A

– til trods for, at A over en længere årrække havde været registreret i kortere og længere peri-

oder som direktør i et større antal selskaber – var uegnet til at deltage i ledelsen af en er-

hvervsvirksomhed på grund af groft uforsvarlige forhold.

Ved Højesterets kendelse af 24. april 2019 (gengivet i U 2019.2007 H) blev en likvidator, A, i

tre selskaber, der var insolvente, derimod pålagt konkurskarantæne, uanset at A alene havde

virket som likvidator i ca. fem uger. Højesteret, tiltrådte af de grunde, der var anført af lands-

retten, at A havde udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, idet der bl.a. fremgik af landsret-

tens afgørelse, at As virke måtte anses som forretningsførelse under manglende udøvelse af

enhver form for ledelsesbeføjelser og som forretningsførelse med en organisering af afviklin-

gen, hvis reelle formål var at sløre de konkursramte selskabers baggrund og forhold, hvilket

han for hvert af de tre selskaber modtog et ikke ubetydeligt honorar for.

Det er ikke kun adfærden udvist senere end et år før fristdagen, der kan tillægges vægt ved

vurderingen af, om den pågældende har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse i bestem-

melsens forstand. Det fremgår således forarbejderne til konkurslovens § 157, stk. 1, jf. Folke-

tingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 28, at groft uforsvarlig adfærd ved ledelsen

af virksomheden principielt også omfatter den, der efter, at der er indledt rekonstruktions-

eller konkursbehandlingen, i kraft af sin faktiske ledelsesposition i virksomheden handler til

skade for fordringshaverne eller nogle af disse eksempelvis ved at skjule aktiver eller foretage

dispositioner i strid med princippet om ligedeling.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

I overensstemmelse hermed vil der ved vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig for-

retningsførelse, ligeledes kunne henses til, om ledelsesmedlemmerne har opfyldt de forplig-

telser, der følger af konkurslovens § 100, jf. § 105, stk. 1, hvorefter bl.a. medlemmerne af

ledelsen, når selskabet er taget under konkursbehandling, skal meddele skifteretten og kurator

alle fornødne oplysninger til behandlingen af boet.

Ved Vestre Landsrets kendelse af 4. april 2019 (gengivet i U 2019.2565 V) blev der således

bl.a. ved vurderingen af, om der var handlet groft uforsvarligt, lagt vægt på, at direktøren, A,

ikke havde overholdt sine pligter efter konkurslovens § 100, jf. § 105, stk. 1, ved – til trods

for kurators opfordring hertil og skifterettens og landsrettens kendelser herom – at have und-

ladt at udlevere et fuldstændigt bogføringsmateriale.

Det samme var tilfældet ved Vestre Landsrets kendelse af 6. juni 2019 (gengivet i U

2019.2565 V), hvor landsretten ligeledes lagde vægt på, at den pågældende direktør, A, ikke

havde udleveret nogen former for regnskabs- og bogføringsmateriale og havde afvist at bistå

kurator i konkursbehandlingen. A havde dermed handlet i strid med sine forpligtelser efter

konkurslovens § 100, jf. § 105, stk. 1, hvilket blev anset for en grov tilsidesættelse af den på-

gældendes ledelsesmæssige forpligtelser.

2. Konkursrådets overvejelser

Som retstilstanden er i dag, er det alene ledelsesmedlemmer, der har deltaget i ledelsen af en

konkursramt virksomhed senere end et år før fristdagen, der kan pålægges konkurskarantæne,

forudsat at ledelsesmedlemmet i samme periode har udvist groft uforsvarlig forretningsførel-

se, der gør den pågældende uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

Groft uforsvarlig forretningsførelse, der er udvist tidligere end et år før fristdagen, kan dog, jf.

U 2016.1473 H og U 2018.1435 H, tillægges indirekte betydning ved vurderingen af, om der

skal pålægges konkurskarantæne, idet der skal foretages en helhedsvurdering af forretningsfø-

relsen i den periode, hvor det pågældende ledelsesmedlem har indgået i ledelsen, herunder om

ledelsen har undladt at rette op på groft uforsvarlige forhold, der er udvist mere end et år før

fristdagen.

Det fremgår af evalueringen af konkurskarantænereglerne, at flere af høringsparterne har pe-

get på, at der i praksis forekommer tilfælde, hvor den ledelse, der reelt er ansvarlig for den

groft uforsvarlige forretningsførelse, er fratrådt mere end et år før fristdagen, ligesom der er

tilfælde, hvor der bevidst spekuleres i at holde et selskab ”kunstigt i live” i en længere periode

for derved at omgå den tidsmæssige betingelse i konkurskarantænereglerne.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Konkursrådet har på baggrund heraf og i overensstemmelse med rådets kommissorium over-

vejet behovet for og hensigtsmæssigheden af at gøre den tidsmæssige betingelse mere fleksi-

bel, således at personer, der har deltaget i ledelsen tidligere end 1 år før fristdagen, kan på-

lægges konkurskarantæne.

Konkursrådet har overvejet, om der er grundlag for at erstatte den faste etårige frist i konkurs-

lovens § 157, stk. 1, med en skønsmæssig regel.

Som det fremgår af betænkning nr. 1525 af 2011, side 89, fandt Konkursrådet, at en fast tids-

frist har færre ulemper end f.eks. en skønsmæssig regel, uanset at en fast tidsfrist ville kunne

føre til uhensigtsmæssige resultater, hvor personer, der ellers har handlet på en måde, der

kunne begrunde karantæne, vil falde uden for reglerne som følge af den faste frist.

En skønsmæssig regel vil have den fordel, at personer, der i dag falder uden for reglerne om

konkurskarantæne som følge af den faste tidsfrist, vil blive omfattet heraf ud fra en vurdering

af, hvor groft det udviste forhold måtte være. Det vil således være muligt at ramme de fleste

af de personer, der har udvist en groft uforsvarlig forretningsførelse i en konkursramt er-

hvervsvirksomhed. Endvidere vil en skønsmæssig regel kunne gøre op med de problemstillin-

ger, der opstår, når en erhvervsvirksomhed forsøges holdt ”kunstigt i live”.

Det er dog Konkursrådets vurdering, at den gældende retstilstand – herunder i lyset af den af

Højesteret i U 2016.1473 H og U 2018.1435 H anlagte praksis – medfører en række af de for-

dele, der er ved en skønsmæssig regel.

En undladelse af at rette op på et groft uforsvarligt forhold, der ligger længere tilbage i tiden,

vil allerede efter den gældende retstilstand kunne føre til pålæg af konkurskarantæne, idet der

skal foretages en konkret helhedsvurdering af forretningsførelse af hele den periode, hvori den

pågældende har deltaget i ledelsen. En person, der har forsøgt at holde en erhvervsvirksomhed

kunstigt i live for derved at undgå at blive pålagt konkurskarantæne, vil således allerede i dag

kunne pålægges konkurskarantæne, hvis den pågældende har undladt at rette op på de groft

uforsvarlige forhold, som er udvist mere end et år før fristdagen. Det vil ligeledes være muligt

at pålægge den reelle ledelse af f.eks. et konkursramt selskab konkurskarantæne, hvis selska-

bet holdes i live ved hjælp af f.eks. en stråmand, hvilket dog forudsætter, at der er tilstrække-

ligt bevis herfor. Om stråmandsvirksomhed henvises i øvrigt til kapitel 5.

Det er desuden Konkursrådets opfattelse, at der – selv om det ikke er en betingelse, at der kan

påvises en årsagssammenhæng mellem den groft uforsvarlige forretningsførelse og konkur-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

sen, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A L 131, som fremsat, side 10 – bør være en vis

tidsmæssig sammenhæng mellem konkursen og de af den pågældende person udviste forhold.

Hertil kommer, at jo længere tid siden den pågældende har deltaget i ledelsen af det konkurs-

ramte selskab, des større formodning vil det have mod sig, at konkursen kan tilskrives den

pågældendes adfærd, jf. hertil også betænkning nr. 1525 af 2011, side 90 (gengivet i Folke-

tingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 8 f.). Det er således svært at forestille sig en

situation, hvor et af et ledelsesmedlem flere år før konkursen udvist groft uforsvarligt forhold

vil kunne være medvirkende til, at erhvervsvirksomheden går konkurs.

Endvidere er det Konkursrådets opfattelse, at en skønsmæssig regel vil kunne give en række

udfordringer, herunder bl.a. af retssikkerhedsmæssig karakter, ligesom en sådan regel vil gøre

konkurskarantæneordningen mere vanskelig at administrere.

Det bemærkes endelig, at der efter Konkursrådets opfattelse foreligger flere og til dels mod-

stridende hensyn, som må afvejes over for hinanden i overvejelserne om udformningen af

konkurskarantænereglerne.

På den ene side er der således et hensyn til at sikre mod konkursmisbrug/konkursrytteri og til

at beskytte mod groft uforsvarlig forretningsførelse og dermed beskytte både forbrugere, an-

dre erhvervsdrivende og samfundet som helhed mod tab som følge af andres uforsvarlige for-

retningsførelse. Dette kan tale for en skønsmæssig regel, idet alle tidligere ledelsesmedlem-

mer – uanset hvornår de pågældende har deltaget i ledelsen – vil kunne holdes ansvarlige for

en groft uforsvarlig forretningsførelse i en konkursramt erhvervsvirksomhed.

På den anden side er der også et hensyn til at sikre, at reglerne om konkurskarantæne ikke

hæmmer lysten og muligheden for at drive erhvervsvirksomhed i Danmark. Uanset at den, der

driver erhvervsvirksomhed, skal være egnet hertil og drive erhvervsvirksomheden forsvarligt,

er der dog fortsat et hensyn til at sikre, at personer ikke, som følge af den blotte risiko for at

kunne blive draget til ansvar for alle handlinger begået i erhvervsvirksomhedens levetid, und-

lader at starte erhvervsvirksomhed.

Det er dermed sammenfattende fortsat Konkursrådets opfattelse, at en skønsmæssig regel ikke

kan anbefales til fordel for en regel, der har karakter af en fast tidsfrist.

Det er Konkursrådets vurdering, at den retstilstand, der er fastslået ved Højesterets afgørelser

i U 2016.1473 H og U 2018.1435 H, hvorefter undladelse af at rette op på en forud for fristen

udvist groft uforsvarlig forretningsførelse kan føre til pålæg af konkurskarantæne, er hen-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

sigtsmæssig, og Konkursrådet foreslår derfor, at denne praksis kodificeres direkte i lovtek-

sten.

Konkursrådet har dog overvejet, om den etårige frist bør udvides til en toårig frist.

Ved udvidelse af fristen til to år vil flere personer blive omfattet af konkurskarantænereglerne.

Endvidere vil et ledelsesmedlem, der ønsker at omgå reglerne om konkurskarantæne ved at

holde et selskab mv. ”kunstigt i live”, få sværere herved.

Der kan endvidere peges på, at der ligeledes gælder en toårig frist i relation til omstødelse

over for nærtstående, jf. bl.a. konkurslovens § 64, stk. 2, 2. pkt., § 66, stk. 2, § 67, stk. 2, § 70,

stk. 2 og § 71, stk. 2. Der kan i lyset af dette argumenteres for, at der også bør gælde en toårig

frist i relation til konkurskarantænesager, uanset at ledelsen i en erhvervsvirksomhed ikke i

alle tilfælde vil falde under definitionen »nærtstående« i konkurslovens § 2.

Det er dog på den anden side Konkursrådets opfattelse, at den nuværende etårige frist kombi-

neret med Højesterets praksis herom er tilstrækkelig til at sikre, at de rigtige personer pålæg-

ges konkurskarantæne.

En udvidelse af fristen til to år vil desuden kunne føre til bevismæssige vanskeligheder, idet

det – som ligeledes fremgår ovenfor – fortsat er Konkursrådets opfattelse, at jo længere tid

siden den pågældende har deltaget i ledelsen af en konkursramt erhvervsvirksomhed, des stør-

re formodning vil det have mod sig, at konkursen kan tilskrives den pågældendes adfærd og

ikke udefrakommende omstændigheder. Det er dermed tvivlsomt, hvor mange flere personer

der reelt ville blive omfattet af reglerne. En udvidelse vil derfor efter Konkursrådets vurdering

ikke have den store effekt i praksis, men vil derimod kunne risikere at føre til flere tvivlsom-

me sager og øgede omkostninger for domstolene.

Der kan i denne forbindelse ligeledes peges på, at de nye regler om registreringer af ledelses-

medlemmer, samt Erhvervsstyrelsens øgede kontrol hermed, vil gøre det sværere at spekulere

i omgåelse af etårsfristen. Se kapitel 5 afsnit 1.4 nedenfor om Erhvervsstyrelsens kontrol med

selskabsregistreringer.

Det er på baggrund af ovenstående Konkursrådets vurdering, at der ikke er grundlag for at

ændre den etårige frist i konkurslovens § 157, stk. 1.

Konkursrådet har i forlængelse heraf overvejet, om der bør være en særlig adgang til at dis-

pensere for den fastsatte frist.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor et tidligere ledelsesmedlem flere år forud for kon-

kursen har udvist, hvad der må karakteriseres som en særdeles groft uforsvarlig forretningsfø-

relse, og hvor det ikke vil være rimeligt kun at pålægge den aktuelle ledelse, der har undladt

at rette på herpå, konkurskarantæne. En sådan dispensationsadgang bør i givet fald have und-

tagelsens karakter og bør alene være reserveret til de tilfælde, hvor der er en klar sammen-

hæng mellem den groft uforsvarlige adfærd og den senere konkurs.

Konkursrådet kan dog ikke anbefale en sådan ordning, idet en dispensationsadgang – ligesom

en skønsmæssig regel – vil være svær at administrere i praksis og rejser en række bevismæs-

sige og retssikkerhedsmæssige problemstillinger. Der kan i den forbindelse ligeledes peges

på, at hvor der er udvist en særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse, må det antages, at en

konkurs vil indtræde i umiddelbar forlængelse heraf. Hvis dette er tilfældet, vil den pågæl-

dende som udgangspunkt blive omfattet af konkurskarantænereglerne, herunder hvis den på-

gældende har undladt at rette op på en særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse. Endvidere

må det antages, at sådanne særligt grove tilfælde vil være omfattet af det strafferetlige værn

mod konkurskriminalitet mv., hvor sagen efter Konkursrådets vurdering bedst hører hjemme.

Konkursrådet har overvejet, om der som led i den tidsmæssige betingelse bør stilles krav om,

at det pågældende ledelsesmedlem har været en del af ledelsen i en vis minimumsperiode for-

ud for konkursen, således at ledelsesmedlemmer, der alene virker som en del af ledelsen i en

kort tid før fristdagen, ikke holdes ansvarlig for handlinger foretaget af den tidligere ledelse.

Der kan f.eks. tænkes situationer, hvor en ny direktør indtræder i ledelsen ganske kort tid før

en konkurs og dermed ikke har haft den fornødne tid til at afdække og rette op på handlinger,

som den tidligere ledelse har foretaget.

Konkursrådet kan dog ikke anbefale en løsning, hvor der er krav om, at ledelsesmedlemmet

skal have virket i en vis minimumsperiode, før medlemmet omfattes af reglerne om kon-

kurskarantæne, idet dette bl.a. vil give mulighed for, at stråmænd, der i visse tilfælde indsæt-

tes ganske kort tid før en konkurs, vil falde uden for reglerne om konkurskarantæne. Om

stråmænd henvises til kapitel 5 nedenfor.

For ledelsesmedlemmer, der alene har virket ganske kort tid før konkursen, må det afgørende

være, om personen har haft mulighed for at ”rette op” på en groft uforsvarlig forretningsførel-

se eller selv har nået at udvise groft uforsvarlig forretningsførelse. Det vil herefter være de

øvrige betingelser for pålæg af konkurskarantæne, herunder betingelsen om groft uforsvarlig

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

forretningsførelse (jf. kapitel 4 nedenfor) og rimelighedsbetragtninger (jf. kapitel 7 og 8 ne-

denfor), der skal sikre, at sådanne personer ikke pålægges karantæne.

Konkursrådet har i forlængelse heraf overvejet, hvornår et ledelsesmedlem kan siges at have

”rettet op” på en groft uforsvarlig forretningsførelse udvist tidligere end et år før fristdagen.

Konkursrådet finder, at det i alle tilfælde vil bero på en konkret vurdering af karakteren af den

groft uforsvarlige forretningsførelse, og i hvilket omfang det har været muligt for den pågæl-

dende at rette op på denne.

Det vil i denne sammenhæng kunne spille en rolle, hvor længe den pågældende har været ind-

sat som ledelsesmedlem. Jo længere tid den pågældende har været en del af ledelsen, jo mere

må der kræves i relation til at rette op på en groft uforsvarlig forretningsførelse. Hvor en di-

rektør f.eks. alene har virket som direktør i ganske kort tid forud for konkursen, må der henses

til, om direktøren har haft mulighed for at rette op på det groft uforsvarlige forhold, og i givet

fald hvilke bestræbelser den pågældende har gjort i den henseende.

Hvor den groft uforsvarlige forretningsførelse har karakter af manglende indberetning og af-

regning af moms og A-skat mv., eller hvor en væsentlig tilsidesættelse af reglerne om bogfø-

ring eller lignende kan karakteriseres som groft uforsvarlig forretningsførelse, vil en genop-

retning som udgangspunkt bestå i, at ledelsesmedlemmet sørger for, at de gamle indberetnin-

ger bliver lavet, evt. går i dialog med skattemyndighederne om mulighederne herfor, får bog-

ført korrekt mv. Det er i disse situationer ikke tilstrækkeligt, at ledelsesmedlemmet blot be-

gynder at opføre sig i overensstemmelse med, hvad der kræves efter reglerne om f.eks. bogfø-

ring. Hvor der er tale om et nyt ledelsesmedlem, må det bero på en konkret vurdering, om

personen har haft mulighed for at rette op på den groft uforsvarlige forretningsførelse, herun-

der henset til tiden den pågældende har været en del af ledelsen, og om erhvervsvirksomheden

er i besiddelse af oplysninger, der gør det muligt for den nye ledelse at rette op på de mang-

lende indberetninger og afregninger.

Hvis der er tale om omstødelige dispositioner foretaget tidligere end et år før fristdagen, vil

man som udgangspunkt ikke have mulighed for at rette op på forholdet, medmindre den be-

gunstigede er villig til at hjælpe med at rette op ved at fralægge sig begunstigelsen. I disse

tilfælde, hvor man således ikke har mulighed for at rette op på en omstødelig disposition, der

er foretaget tidligere end et år før fristdagen, vil man ikke skulle pålægges konkurskarantæne,

uanset om man var en del af ledelsen på tidspunktet for foretagelsen af den utilbørlige dispo-

sition eller først indtræder som ledelsesmedlem efterfølgende. Det bemærkes i denne sam-

menhæng, at omstødelige dispositioner foretaget senere end et år før fristen, fortsat vil kunne

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

føre til pålæg af konkurskarantæne, jf. hertil bl.a. kapitel 4, afsnit 2.1.3 nedenfor, om ikke

forretningsmæssigt begrundede dispositioner, idet selve dispositionen og ikke blot en undla-

delse af at rette op herpå efter omstændighederne vil kunne anses som groft uforsvarlig for-

retningsførelse.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Kapitel 4

Adfærdsbetingelsen (’groft uforsvarlig forretningsførelse og ueg-

nethed til at deltage i ledelsen’)

1. Gældende ret

Der følger af konkurslovens § 157, stk. 1, at det er en betingelse for at pålægge konkurskaran-

tæne, at det ledelsesmedlem, der senere end et år før fristdagen har deltaget i ledelsen af

skyldnerens virksomhed, på grund af groft uforsvarlig forretningsførelse må antages at være

uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

Adfærdsbetingelsen i konkurslovens § 157, stk. 1, fremstår som todelt, idet det både kræves,

at der er udvist en bestemt adfærd i form af groft uforsvarlig forretningsførelse, og at denne

adfærd må antages at gøre det pågældende ledelsesmedlem uegnet til at deltage i ledelsen af

en erhvervsvirksomhed.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 429 af 1. maj 2013, og bygger bl.a. på Konkursrådets

anbefalinger i betænkning nr. 1525 af 2011 om konkurskarantæne.

Adfærdsbetingelsen i konkurslovens § 157, stk. 1, suppleres af bestemmelsen i lovens § 157,

stk. 2, hvorefter der ved vurderingen af, om konkurskarantæne skal pålægges, skal lægges

vægt på, om det under hensyn til den pågældendes handlemåde og omstændighederne i øvrigt

er rimeligt at pålægge karantæne. Om bestemmelsen i konkurslovens § 157, stk. 2, henvises

til kapitel 7, afsnit 1.1, nedenfor.

Som det fremgår af de i kapitel 3, afsnit 1, refererede Højesterets kendelser af henholdsvis 13.

januar 2016 (gengivet i U 2016.1473 H) og 11. januar 2018 (gengivet i U 2018.1435 H), har

Højesteret fastslået, at der ved vurderingen af, om der skal pålægges konkurskarantæne, skal

foretages en helhedsvurdering af forretningsførelsen i den periode, hvor den pågældende per-

son har indgået i ledelsen.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

1.1 Groft uforsvarlig forretningsførelse

Med groft uforsvarlig forretningsførelse sigtes der, jf. de specielle bemærkninger til bestem-

melsen, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 28, til misbrugslignende

tilfælde eller forhold af grov karakter i øvrigt.

Det er forudsat i forarbejderne, at de handlinger, der kan udløse en konkurskarantæne, objek-

tivt set enten skal udgøre overtrædelser af straffeloven eller grovere overtrædelser af special-

lovgivningen, dog således at den udviste adfærd skal have lighed med misbrug eller i øvrigt

både i objektiv og subjektiv henseende skal kunne betegnes som grov, jf. Folketingstidende

2012-13, A, L 131 som fremsat, side 10 f. og 28.

Vurderingen af, om en given adfærd konstituerer groft uforsvarlig forretningsførelse, foreta-

ges som udgangspunkt i forhold til virksomhedens økonomiske forhold i bred forstand, jf.

Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 10 f. og 28 f. Der vil i den forbindelse

navnlig skulle henses til, om konkursen har ført til betydelige tab for fordringshaverne, samt

om konkursen må antages at skyldes, at ledelsen f.eks. har løbet uacceptable risici, eller om

konkursen i væsentligt omfang kan henføres til ydre eller interne forhold, jf. Folketingstiden-

de 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 10 f. og 28.

Det vil som udgangspunkt ikke have betydning for spørgsmålet om konkurskarantæne, jf.

Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 10 og 12, om virksomheden overhol-

der lovgivningen i øvrigt, f.eks. markedsføringsloven, konkurrenceloven, arbejdsmiljøloven,

miljøbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven, eller dyreværnsloven. Dog vil mere systema-

tiske og omfattende overtrædelse af lovgivningen, som indebærer en nærliggende risiko for, at

virksomheden pådrager sig store økonomiske forpligtelser (set i forhold til virksomhedens

kapitalgrundlag), kunne indgå i vurderingen af spørgsmålet af konkurskarantæne.

Som typiske eksempler på groft uforsvarlig forretningsførelse nævner forarbejderne til be-

stemmelsen, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 28 f., bl.a. betydelige

køb på kredit eller forudbetalinger fra kunder kombineret med manglende bogføring i en læn-

gere periode og/eller helt utilstrækkelig økonomistyring, fortsættelse af virksomhedens drift

selvom den pågældende måtte indse, at en videreførelse af driften ville medføre betydelige

tab, og salg af virksomhedens aktiver til underpris, eller uden at der sker en reel betaling af

købesummen, på et tidspunkt hvor den pågældende måtte indse, at virksomheden var eller ved

salget blev insolvent.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Som andre typiske eksempler, der efter en konkret vurdering kan tale for, at der har været tale

om groft uforsvarlig forretningsførelse, nævner forarbejderne, jf. Folketingstidende 2012-13,

A, L 131 som fremsat, side 28 f., tilsidesættelse i væsentligt omfang af forpligtelser med hen-

syn til bogføring, regnskabsaflæggelse, momsangivelse og momsafregning og indeholdelse og

afregning af A-skat. Afgørelsen af, om en tilsidesættelse af de nævnte pligter er væsentlig nok

til, at der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, vil bero på en konkret vurdering af

den enkelte sags omstændigheder. Det vil i den forbindelse tale for, at der foreligger groft

uforsvarlig forretningsførelse, at virksomhedens bogføring eller bogføringsmateriale er bort-

kommet, og skyldneren ikke kan give en troværdig forklaring på, hvorfor virksomhedens

regnskabsmateriale ikke umiddelbart er tilgængelig for kurator.

Endvidere fremgår det, at i tilfælde, hvor den registrerede direktør slet ikke udøver ledelsesbe-

føjelser, idet den daglige ledelse reelt udelukkende udøves af en anden person i den registre-

rede direktørs navn, vil den registrerede direktør som udgangspunkt kunne anses for at have

handlet groft uforsvarligt ved at have overladt ledelsen til en anden person, jf. hertil Folke-

tingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 11.

Det er ikke en betingelse for at pålægge konkurskarantæne, at der kan påvises årsagssammen-

hæng mellem den groft uforsvarlige forretningsførelse og konkursen. Hvis det f.eks. er åben-

bart, at konkursen skyldes andre, ydre omstændigheder, vil det, jf. Folketingstidende 2012-13,

A, L 131 som fremsat side 11 og 12, kunne tale imod pålæg af konkurskarantæne, dog såle-

des, at der ikke bør udvises tilbageholdenhed med at pålægge konkurskarantæne, hvis det

f.eks. må anses for at bero på tilfældigheder, at det er de ydre omstændigheder og ikke den

groft uforsvarlige forretningsførelse, der ender med at udløse konkursen.

Som eksempler på ydre forhold, der kan have været medvirkende til konkursen, uden at ledel-

sen nødvendigvis har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, nævnes i de specielle be-

mærkninger til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 28:

Den almindelige konjunkturudvikling eller pludselige væsentlige ændringer i virksomhedens

indtjeningsevne som følge af ny lovgivning, væsentlig ændret konkurrencesituation (f.eks. en

ny konkurrent), væsentligt forøgede omkostninger (f.eks. stærkt stigende oliepriser) eller en

væsentligt ændret afsætningssituation (f.eks. tab af en storkunde). Som interne forhold hos

virksomheden nævnes som eksempel det tilfælde, hvor virksomheden mister en eller flere

centrale medarbejdere (f.eks. til en konkurrent eller som følge af sygdom eller død).

Det er forudsat i forarbejderne, at groft uforsvarlig forretningsførelse som udgangspunkt ikke

vil foreligge i tilfælde, der snarere må anses som udtryk for forretningsmæssig udygtighed, jf.

Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 10 og 28. Som eksempel herpå anfø-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

res bl.a. det tilfælde, at en virksomhed lider et stort tab på grund af en fejlkalkulering af et

tilbud. Der henvises videre til, at det ikke er hensigten, at reglerne om konkurskarantæne skal

anvendes, hvis det først og fremmest har været manglende evne til at drive selvstændig er-

hvervsvirksomhed, der fører til konkursen.

Det er endelig forudsat i forarbejderne, at hensynet til iværksættere skal inddrages ved vurde-

ringen af, om der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, jf. Folketingstidende 2012-

13, A, L 131 som fremsat, side 10 og side 28. Der skal således ved vurderingen af, om der

foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, tages højde for, at seriøse iværksættere ikke

bliver begrænset af reglerne om konkurskarantæne, idet iværksættere i nogle tilfælde først

efter flere forsøg med forskellige virksomheder opnår succes og skaber vækstvirksomheder.

Om iværksætterhensynet henvises videre til kapitel 7, afsnit 1.2, om andre faktorer, der ude-

lukker karantæne.

1.1.1 Betydningen af tabet

Da det er en betingelse for at blive taget under konkursbehandling, at skyldneren er insolvent,

jf. konkurslovens § 17, vil der i et konkursbo i almindelighed altid være en risiko for et større

eller mindre tab for kreditorerne.

Der stilles i konkurslovens § 157, stk. 1, ikke krav om, at kreditorerne skal have lidt et øko-

nomisk tab, førend der kan pålægges konkurskarantæne. Dette er dog ikke ensbetydende med,

at tabets størrelse er uden betydning ved vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig

forretningsførelse. Det fremgår således af forarbejderne til reglerne om konkurskarantæne, jf.

Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 10 f. og 28, at der ved vurderingen af,

om der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse navnlig skal henses til, om konkursen

har ført til betydelige tab for fordringshaverne. Tabet spiller ligeledes en rolle ved vurderin-

gen af, om det er konkret rimeligt at pålægge karantæne, idet der henvises til kapitel 7, afsnit

1.1, nedenfor, om konkurslovens § 157, stk. 2.

Tabet vil dermed ved vurderingen af, om der er grundlag for at pålægge konkurskarantæne,

indgå som en faktor blandt mange, idet der, jf. Højesterets kendelse af 13. januar 2016 (gen-

givet i U 2016.1473 H), altid vil skulle foretages en konkret helhedsvurdering af sagens sam-

lede omstændigheder.

Hvor et større tab kan være udtryk for, at forretningsførelsen i selskabet har været groft ufor-

svarlig, behøver dette dog ikke altid at være tilfældet, hvis f.eks. konkursen skyldes ydre om-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

stændigheder, som ikke kan tilskrives ledelsens forhold, eller interne forhold, som ledelsen

ikke er ansvarlig for.

At tabets størrelse har betydning ved vurderingen af, om der skal pålægges konkurskarantæne,

fremgår bl.a. af Østre Landsrets kendelse af 6. december 2018 (gengivet i FM 2019.57 Ø). I

sagen havde selskabet alene haft en omsætning på 75.000 kr. Selskabet havde i hele sin leve-

tid undladt at foretage indberetning og afregning af moms, A-skat og AM-bidrag. SKAT hav-

de anmeldt et krav på ca. 290.000 kr. i konkursboet, der i det væsentlige vedrørte foreløbige

fastsættelser for moms, A-skat og AM-bidrag samt renter og gebyrer. Bl.a. henset til, at sel-

skabet alene havde haft en omsætning på 75.000 kr., fandt skifteretten ikke, at SKATs an-

meldte krav kunne indgå i vurderingen af, om konkursen havde ført til betydelige tab hos kre-

ditorerne. Skifteretten fandt herefter, at:”[…]

Da der ikke er andre end SKAT, der har an-

meldt krav i boet, kan det således ikke lægges til grund, at konkursen har ført til betydelige

tab hos fordringshaverne.”

Selskabets direktør blev herefter frifundet for konkurskarantæne,

hvilket blev stadfæstet af landsretten.

Ved Østre Landsrets kendelse af 23. juni 2021 (gengivet i FM 2021.53 Ø) indgik tabets stør-

relse ligeledes ved vurderingen af, om konkurskarantæne skulle pålægges. Selskabet var forud

for konkursen taget under tvangsopløsning som følge af manglende indlevering af en årsrap-

port, men da likvidator ikke fandt, at der ved tvangsopløsningen kunne opnås fuld dækning til

selskabets kreditorer, blev selskabet taget under konkursbehandling. Der blev anmeldt krav i

boet for ca. 149.832 kr., hvoraf Gældsstyrelsen i likvidationsperioden havde anmeldt et krav

på godt 103.880 kr. Det blev i sagen lagt til grund, at direktøren havde undladt at bogføre kor-

rekt, men at der alene havde været beskeden aktivitet i selskabet i årene op til konkursen, samt

at selskabet ikke havde manglet vilje til at afregne A-skat mv., idet den manglende betaling

skyldtes likviditetsmæssige udfordringer. Da direktøren efter dekretets afsigelse havde foreta-

get en række indbetalinger til Gældsstyrelsen med sine egne personlige midler, hvorefter sel-

skabets skattekonto udviste en positiv saldo på 41 kr., lagde retten til grund, at Gældsstyrelsen

– efter indbetalingerne – reelt ikke havde lidt et tab. Skifteretten frifandt herefter direktøren,

idet skifteretten bl.a. lagde vægt på, at der alene var lidt et begrænset tab, og at de kritisable

forhold ikke havde karakter af misbrug af reglerne. Landsretten stadfæstede skifterettens ken-

delse og anførte bl.a., at der ikke var sikkert grundlag for at fastslå, at SKAT havde et større

krav end det, som direktøren havde valgt at udligne.

Der kan ikke af retspraksis udledes en egentlig grænse for, hvor stort et tab skal være, førend

der er tale om groft uforsvarlig forretningsførelse, idet der i alle tilfælde vil skulle foretages

en konkret helhedsvurdering af sagens samlede omstændigheder.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Hvor tabet fremstår som mindre betydeligt, men hvor der hersker usikkerhed om tabets reelle

størrelse, og hvor groft uforsvarlig forretningsførelse i øvrigt har ført til konkursen, vil der

efter omstændighederne kunne pålægges konkurskarantæne, jf. hertil Østre Landsrets kendel-

se af 7. juni 2019 (gengivet i FM 2019.165 Ø). I sagen var der alene anmeldt simple krav for

ca. 37.000 kr. Direktøren blev i skifteretten frifundet for konkurskarantæne, idet skifteretten

bl.a. henviste til tabets størrelse. I landsretten blev direktøren derimod pålagt karantæne, idet

landsretten bl.a. fandt,

der i flere perioder ikke var foretaget indberetning og afregning af

moms, A-skat og AM-bidrag,

der var sket en væsentlig sammenblanding mellem selskabets

økonomi og direktørens, idet selskabet havde anvendt direktørens private bankkonto, og

der som følge heraf var stiftet ulovlige anpartshaverlån af betydelig størrelse. Direktøren hav-

de derfor udvist groft uforsvarlig forretningsforretningsførelse, som gjorde den pågældende

uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, idet landsretten tillige anførte, at

det: ”[…]

ikke [kan] lægges til grund, at de groft uforsvarlige forhold blot har medført be-

grænsede tab for selskabets kreditorer. Det er i denne vurdering blandt andet indgået, at

Skats krav efter oplysningerne om selskabets omsætning og lønudgifter sammenholdt med

indberetningerne af moms, A-skat og AM-bidrag mv. må antages være væsentligt større end

det allerede anmeldte krav på 37.136,73 kr.”

1.1.2 Tilsidesættelse af forpligtelser i henhold til skatte-, told- eller afgiftslovgivningen

Som nævnt ovenfor fremgår det af forarbejderne til konkurslovens § 157, stk. 1, jf. Folketing-

stidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 11 og 28, at tilsidesættelse i væsentligt omfang

af forpligtelser med hensyn til momsangivelse og momsafregning og indeholdelse og afreg-

ning af A-skat efter en konkret vurdering kan tale for, at der har været tale om groft uforsvar-

lig forretningsførelse. Det er dog ikke enhver overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningens

regler, der fører til pålæg af konkurskarantæne, idet det kræves, at der foreligger kritisable

omstændigheder, der har karakter af et misbrugslignende forhold eller forhold af grov karak-

ter. Det fremgår i den forbindelse af, at det normalt ikke i sig selv bør føre til konkurskaran-

tæne, hvor virksomheden alene har tilsidesat pligter til angivelse af moms eller A-skat i den

sidste korte periode, før virksomhedens drift ophører, eller før virksomheden blev taget under

rekonstruktions- eller konkursbehandling.

Det ses ofte i retspraksis vedrørende konkurskarantæne, at der er tale om betydelige overtræ-

delser af ledelsens forpligtelser i forhold til indberetning og afregning af moms, A-skat, AM-

bidrag, told mv.

Som et eksempel på en overtrædelse af skatte- og afgiftslovgivningens regler, der har ført til

konkurskarantæne, kan bl.a. Højesterets kendelse af 13. januar 2016 (gengivet i U 2016.1473

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

H) fremhæves, hvor selskabet udover at have anvendt sort arbejde bl.a. havde undladt at fore-

tage indberetning og afregning af moms, A-skat og AM-bidrag, hvorved selskabet havde und-

draget SKAT et beløb på knap 25,7 mio. kr.

Ved Sø- og Handelsrettens kendelse af 31. marts 2015 i sag B-0037-14 var der ligeledes tale

om overtrædelser af skatte- og afgiftslovgivningens regler. I sagen havde direktøren afmeldt

selskabet fra moms, A-skat og AM-bidrag godt to år før selskabet blev begæret tvangsopløst

og senere taget under konkursbehandling. Direktøren havde på trods af afmeldelsen fra moms,

A-skat og AM-bidrag udstedt fakturer på ca. 200.000 kr. og opkrævet moms heraf med lidt

over 50.000 kr. i den efterfølgende periode (dvs. efter afmeldelsen), uden at der blev indberet-

tet og afregnet moms over for SKAT. Endvidere blev det lagt til grund, at direktøren i samme

periode (dvs. efter afmeldelsen) havde udbetalt løn til sig selv på lidt over 77.500 kr., uden at

der blev indberettet eller afregnet A-skat heraf. Direktørens adfærd i selskabet blev bl.a. på

baggrund heraf anset for at udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse, og direktøren blev

følgelig pålagt konkurskarantæne.

Ved vurderingen af, om en overtrædelse/tilsidesættelse af skatte- og afgiftslovgivningens reg-

ler må anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, kan der være forskel på, om der er der er

tale om manglende/urigtige indberetning af moms, A-skat mv. eller manglende afregning her-

af, ligesom det kan have betydning, om tilsidesættelsen af indberetnings- og afregningspligten

sker kort tid før virksomhedens ophør og konkurs. En manglende afregning i tiden op til virk-

somhedens konkurs kan således i højere grad kan bero på manglende likviditet (dvs. mang-

lende evne) og ikke manglende vilje. I de tilfælde, hvor den manglende afregning ikke skyl-

des manglende vilje, men derimod evne, har dette oftere ført til frifindelse for konkurskaran-

tæne, jf. hertil bl.a. FM 2021.53 Ø, som gennemgået under afsnit 1.1.1 ovenfor, hvor der bl.a.

blev lagt vægt på, at selskabet ikke manglende vilje til at betale de løbende restancer til

Gældsstyrelsen.

Som eksempel på et tilfælde, hvor der er blev lagt vægt på den manglende evne til at afregne

A-skat mv., kan Højesterets kendelse af 22. august 2018 (gengivet i U 2018.3543 H) tillige

fremhæves. I sagen blev det af Højesteret lagt til grund, at bestyrelsesmedlemmet, A, og di-

rektøren, B, gennem næsten to år i et ikke ubetydeligt omfang havde forsømt deres pligt til at

afregne moms, A-skat og AM-bidrag, og at SKAT som følge heraf havde lidt et tab på ca. 1,5

mio. kr. Da den manglende afregning af moms, A-skat og AM-bidrag ikke skyldtes manglen-

de betalingsvilje, men derimod manglende likviditet, og idet selskabet havde været i løbende

dialog med SKAT herom i forbindelse med SKATs inddrivelse af kravet, fandt Højesteret

ikke, at den manglende afregning i sig selv kunne karakteriseres som groft uforsvarlig forret-

ningsførelse. Det samme var tilfældet ved Østre Landsrets kendelse af 23. juni 2021 (gengivet

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

i FM 2019.178 Ø), hvor landsretten lagde til grund, at den manglende afregning af moms og

skat hovedsageligt skyldtes likviditetsmæssige problemer og ikke manglende vilje, hvorefter

der ikke var udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. Det bemærkes, at den opgjorte gæld til

SKAT bestod af efterangivelser på ca. 1,2 mio. kr., som var bestridt under sagen.

Desuden kan der peges på Vestre Landsrets kendelse af 26. maj 2020 (gengivet i U 2020.2735

V), hvor den delvis manglende afregning af moms og A-skat ikke kunne betegnes som mis-

brug af reglerne og dermed groft uforsvarlig forretningsførelse, idet der navnlig blev henset

til, at den pågældende havde overholdt bogføringslovens regler, havde indberettet til SKAT

og foretaget delvis afregning.

I de tilfælde, hvor indberetningspligten er overholdt, men hvor den manglende afregning og

indbetaling reelt er affødt af, at selskabet har udnyttet det offentlige som selvbestaltet kredit-

facilitet, vil der derimod i almindelighed være tale om groft uforsvarlig forretningsførelse, der

kan føre til pålæg af konkurskarantæne.

I Vestre Landsrets kendelse af 3. februar 2017 (gengivet i U 2017.1591 V) var selskabet op-

startet uden en kassekredit og havde i det væsentligste undladt at afregne moms og A-skat i

hele selskabets godt 10 måneders levetid, men udbetalt løn til medarbejdere og ledelsen, hvil-

ket havde medført en gæld til SKAT på ca. 1 mio. kr. Ledelsen blev bl.a. på den baggrund,

herunder henset til at gælden var oparbejdet over en relativt kort periode, anset for at have

udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.

Ved Vestre Landsrets kendelse af 14. september 2018 (gengivet i U 2019.304 V) var der også

tale om et tilfælde, hvor ledelsen i selskabet reelt havde anvendt den stadigt stigende gæld til

det offentlige som kreditfacilitet. I sagen var selskabet blevet stiftet godt to år før konkursen,

og selskabet havde efter godt et års drift tabt egenkapitalen, ligesom det ikke var lykkedes

direktøren at opnå kreditfaciliteter eller lign. i et pengeinstitut. Skifteretten lagde til grund, at

direktøren måtte have været bekendt med og accepteret, at virksomheden reelt havde finansie-

ret sin drift ved at undlade at afregne navnlig skyldig moms. I landsretten blev der ligeledes

lagt vægt på, at det måtte have stået klart for direktøren, at der ikke havde været et tilstrække-

ligt kapitalberedskab i selskabet, ligesom den stadigt stigende gæld til SKAT på i alt ca. 1,5

mio. kr., som bestod af manglende afregning af moms, A-skat, AM-bidrag og told, og som

var oparbejdet i årene før konkursen, havde været anvendt som kreditfacilitet. Direktørens

adfærd i selskabet blev bl.a. på baggrund heraf anset som groft uforsvarlig forretningsførelse.

Ved vurderingen af, om en manglende opfyldelse af forpligtelserne efter skatte- og afgiftslov-

givningens regler konstituerer groft uforsvarlig forretningsførelse, skal der ifølge forarbejder-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

ne inddrages et særligt hensyn til iværksættere, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 131

som fremsat, side 11.

Hensynet til iværksættere kan dog ikke føre til frifindelse for pålæg af konkurskarantæne, i

det omfang der er tale om betydelige overtrædelser af reglerne om angivelse af moms, A-skat

mv. En iværksætter, der havde drevet virksomhed ved streetfood, blev således ved Vestre

Landsrets kendelse af 15. maj 2020 (gengivet i U 2020.2501 V) pålagt konkurskarantæne. I

sagen var driften af selskabet ophørt godt fem måneder efter stiftelsen, og selskabet blev ca. et

år og tre måneder efter stiftelsen taget under tvangsopløsning og senere konkursbehandling.

Selskabet havde på intet tidspunkt indberettet og afregnet moms og A-skat, ligesom direktø-

ren efter driftens ophør havde udtaget midler fra selskabet uden at have dokumenteret eller

sandsynliggjort, at udbetalingerne var begrundet i selskabets forhold. Endvidere havde direk-

tøren ikke udleveret bogføringsmaterialet til kurator i forbindelse med konkursbehandlingen,

idet direktøren bl.a. anførte, at dette var bortkommet i forbindelse med, at udlejeren havde

rømmet det lejemål, hvor selskabet havde været drevet fra. Skifteretten lagde til grund, at di-

rektøren havde udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, idet der bl.a. blev henvist til, at den

manglende indeholdelse og afregning af A-skat og moms havde medført, at SKAT havde et

ikke ubetydeligt beløb til gode hos selskabet. Efter en samlet vurdering, herunder af hensyn til

at selskabet alene havde været i gang i en begrænset periode, frifandt skifteretten dog direktø-

ren for pålæg af konkurskarantæne. Landsretten tiltrådte skifterettens vurdering af, at der var

udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, idet landsretten tillige anførte, at det bl.a. måtte

lægges til grund, at der havde været en ikke ubetydelig drift i den korte periode, hvor virk-

somheden havde været i drift. Landsretten fandt imidlertid efter en samlet vurdering, at det

var rimeligt at pålægge direktøren konkurskarantæne, idet landsretten henviste til, at det for-

hold, at selskabet alene har været i drift i en forholdsvis kort periode, ikke under de forelig-

gende omstændigheder kunne føre til andet resultat.

Da konkurskarantænereglerne retter sig mod en persons deltagelse i ledelsen af en virksom-

hed og ikke omfatter personlige forhold, der ikke angår ledelsen af virksomheden, vil opar-

bejdningen af en personlig skattegæld, jf. Højesterets kendelse af 11. april 2022 (gengivet i U

2022.2442 H), ikke skulle indgå i vurderingen af, om konkurskarantæne skal pålægges. Hø-

jesterets kendelse i U 2022.2442 H drejede sig om en person, A, der blev erklæret personlig

konkurs. A havde forud for konkursen drevet en personlig ejet enkeltmandsvirksomhed og

havde i det væsentlige løbende indberettet og afregnet A-skat, AM-bidrag og moms, foretaget

bogføring og udarbejdet årsrapporter i virksomheden. Han hævede i 2019, hvor virksomheden

havde overskud på 700.000 kr., ca. 640.000 kr. til sig selv. Han skyldte herefter ca. 1,2 mio.

kr. for manglende betaling af B-skat i perioden fra 2016 til 2019, da det overskud, der var

blevet udbetalt til A gennem årerne som følge af overskuddet i virksomheden, blev beskattet

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

hos A som B-skat. Kurator gjorde bl.a. gældende, at da A havde drevet sin virksomhed i form

af en enkeltmandsvirksomhed, var der fuld identifikation mellem As personlige forhold og

virksomheden, hvorfor betalingen af de personlige B-skatter, der var en konsekvens af virk-

somhedens positive driftsresultat og følgende udbetaling til eneejeren A, var en forpligtelse

der fulgte af driften af enkeltmandsvirksomheden. A blev frifundet for pålæg af konkurska-

rantæne i både skifteretten, landsretten og Højesteret. I kendelsen fra Højesteret blev det ind-

ledningsvist anført, at reglerne om konkurskarantæne også finder anvendelse i et tilfælde,

hvor en person har drevet personlig ejet enkeltmandsvirksomhed og erklæres personligt kon-

kurs. Højesteret fandt dog herefter under hensyn til oplysningerne i sagen, at: ”[…]

As mang-

lende betaling af B-skat ikke kan henføres til hans ledelse af sin enkeltmandsvirksomhed – i

modsætning til f.eks. manglende afregning af A-skat eller moms. Højesteret tiltræder herefter,

at der hverken efter ordlyden af konkurslovens § 157 eller forarbejderne hertil er grundlag

for at anse det forhold, at han har oparbejdet en betydelig personlig skattegæld, for en del af

hans »forretningsførelse« i virksomheden, jf. konkurslovens § 157, stk. 1.”

1.1.3 Tilsidesættelse af bogførings- og regnskabsmæssige pligter

Direktionen i et selskab har i medfør af selskabslovens § 118, stk. 1, pligt til at sikre, at kapi-

talselskabets bogføring sker under iagttagelse af lovgivningens regler herom, og at formue-

forvaltningen foregår på betryggende måde. Bestyrelsen og tilsynsrådet har, jf. selskabslovens

§ 115, nr. 2 og § 116, nr. 1, pligt til at påse, at bogføring og regnskabsaflæggelse foregår på

en måde, der efter kapitalselskabets forhold er tilfredsstillende. De nærmere pligter som direk-

tionen mv. har med hensyn til bogføring og regnskabsaflæggelse følger bl.a. af reglerne i bog-

føringsloven og årsregnskabsloven.

Tilsidesættelse af reglerne om bogføring og regnskabsaflæggelse er nævnt i forarbejderne, jf.

Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 11 og 28, som forhold, der kan tale

for, at der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse. Det fremgår heraf, at det vil kunne

føre til konkurskarantæne, hvis virksomheden på grov måde har tilsidesat sine forpligtelser

med hensyn til bogføring, eksempelvis ved gennem længere tid slet ikke at bogføre. Heri lig-

ger også, at det normalt ikke i sig selv vil kunne begrunde konkurskarantæne, hvis virksom-

heden alene har tilsidesat pligter til f.eks. bogføring i den sidste korte tid før virksomhedens

drift ophører, eller før virksomheden bliver taget under rekonstruktionsbehandling eller kon-

kursbehandling.

Det ses ofte i retspraksis vedrørende konkurskarantæne, at der er tale om betydelige og grove

tilsidesættelser af bogførings- og regnskabsmæssige pligter, herunder navnlig manglende eller

stærkt mangelfuld bogføring og regnskabsaflæggelse over en vis periode.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Dette var bl.a. tilfældet i U 2016.1473 H (gennemgået i kapitel 3, afsnit 1, ovenfor), hvor Hø-

jesteret lagde til grund, at selskabet ikke på noget tidspunkt havde overholdt reglerne om bog-

føring og regnskabsaflæggelse, og U 2020.2501 V (gennemgået under afsnit 1.1.1 ovenfor),

hvor bogføringsmaterialet var forsvundet. Der kan endvidere henses til Højesterets kendelser

af 24. april 2019 i de såkaldte »afviklingskonstruktionssager« (gengivet i U 2019.2000 H, U

2019.2007 H og U 2019.2012 H), hvor der bl.a. blev lagt vægt på, at man i forbindelse med

overtagelsen af selskaberne til afvikling ikke havde sikret sig selskabernes bogføringsmateria-

le, ligesom man ikke havde bogført efter overtagelsen. Der henvises til kapitel 3 og kapitel 5

for så vidt angår disse kendelser.

Ved Vestre Landsrets kendelse af 18. august 2017 (gengivet i U 2017.3518 V) blev en direk-

tør pålagt konkurskarantæne. Det blev under sagen lagt til grund, at der ikke havde været for-

retningsmæssig aktivitet i selskabet i ca. tre år, før selskabet blev taget under konkursbehand-

ling. Det var ubestridt, at der ikke var aflagt årsregnskab i årene op til konkursen, ligesom der

heller ikke forefandtes regnskabsmateriale. Bl.a. på baggrund heraf fandt landsretten efter en

samlet vurdering, at forretningsførelsen havde været groft uforsvarlig, herunder også i perio-

den mindre end et år før fristdagen, hvor der ikke havde været drift i selskabet, men hvor man

havde undladt at rette op på de mangelfulde forhold.

Der kan videre henvises til Vestre Landsrets kendelse af 26. marts 2015 (gengivet i U

2015.2369 V), hvor det bl.a. blev tillagt vægt, at virksomheden i en årrække på fire år forud

for konkursen ikke havde udarbejdet bogførings- og regnskabsmateriale, hvilket havde med-

ført et ikke ubetydeligt tab for selskabets kreditorer. Endvidere havde det som følge af den

manglende bogføring mv. ikke været muligt for kurator eller offentlige myndigheder at fore-

tage kontrol af de økonomiske dispositioner, der havde fundet sted i virksomheden.

I Vestre Landsrets kendelse af 11. oktober 2016 (gengivet i U 2017.343 V), lagde landsretten

bl.a. vægt på, at selskabets årsregnskab for 2013 ikke havde været retvisende, idet man havde

købt selskabet for 1 kr., og ejendommene var forhandlet mellem uvildige parter for ca. 8,0

mio. kr., mens de i regnskabet var værdiansat til ca. 19 mio. kr., uden at der var oplysninger

om renoveringer eller andet, der kunne begrunde værdiforøgelsen. Endvidere blev der lagt

vægt på, at der i årene op til konkursen ikke var foretaget bogføring i selskabet, samt at det

ikke havde været muligt for kurator at få udleveret det samlede bogføringsmateriale.

Ledelsen i et selskab, skal sikre, at kurator kommer i besiddelse af bogføringsmaterialet, og

det vil derfor kunne tale for, at der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, at ingen

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

eller kun mindre dele af bogføringsmaterialet udleveres, jf. hertil bl.a. U 2015.2369 V og

2017.343 V. Der henvises herom til afsnit 1.1.9 nedenfor.

Hvis bogføringen kun har manglet i en kortere periode umiddelbart forud for ophøret af drif-

ten i selskabet, vil dette efter omstændighederne kunne føre til frifindelse for pålæg af kon-

kurskarantæne, jf. hertil bl.a. FM 2019.57 Ø, samt FM 2021.53 Ø (begge afgørelser er gengi-

vet under afsnit 1.1.1 ovenfor).

Ved lov nr. 700 af 24. maj 2022 blev lov om bogføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 648 af 15.

juni 2006, ophævet og erstattet af en ny bogføringslov.

Den nye bogføringslovs bestemmelser om grundlæggende krav til bogføring trådte i kraft den

1. juli 2022, hvorimod en række af lovens bestemmelser i kapitel 4 og kapitel 5 vedrørende

digital bogføring endnu ikke er trådt i kraft. Bestemmelserne om krav til digitale standard

bogføringssystemer er dog sat i kraft pr. 1. februar 2023. Kravene til digital bogføring forven-

tes sat i kraft fra 2024, se nedenfor.

For så vidt angår de grundlæggende krav til virksomheders bogføring viderefører den nye

bogføringslov i vidt omfang bestemmelserne fra den gamle bogføringslov, herunder bl.a. kra-

vene om betryggende opbevaring af regnskabsmateriale i 5 år fra udgangen af det regn-

skabsår, materialet vedrører, jf. den nye bogføringslovs § 12, stk. 1, idet loven dog indeholder

en række præciseringer og skærpelser af de grundlæggende krav til virksomhedernes bogfø-

ring.

Der er bl.a. med den nye bogføringslovs § 4, nr. 2 og 5, sket en udvidelse af begrebet »regn-

skabsmateriale«, hvilket bl.a. har betydning for kravene til, hvad virksomheden har pligt til at

opbevare efter lovens § 12, stk. 1.

Det følger således af bogføringslovens § 4, nr. 2, at beskrivelser af virksomhedens interne

bogføringsprocedurer, jf. lovens § 6, skal anses som regnskabsmateriale. Efter den tidligere

gældende bestemmelse i bogføringslovs § 3, nr. 2, var det alene eventuelle beskrivelser, her-

under aftaler om elektronisk dataudveksling, der blev anset som regnskabsmateriale.

Herudover følger det af bogføringslovens § 4, nr. 5, at regnskabsmateriale ligeledes skal anses

for at omfatte dokumentation for oplysninger i noterne og ledelsesberetningen i årsrapporten

samt for skøn og vurderinger foretaget i forbindelse med udarbejdelse af virksomhedens års-

rapport. Bestemmelsen indebærer, at den dokumentation, som virksomheden har udarbejdet

til brug for oplysningerne givet i noterne og ledelsesberetningen, skal anses som regnskabs-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

materiale. Bestemmelsen indeholder dog ikke et selvstændigt krav om, at der skal udarbejdes

dokumentation, idet dette dog forudsætningsvist følger af den lovgivning, der regulerer udar-

bejdelsen af årsrapporter, jf. hertil Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 41.

Det er ledelsens ansvar at vurdere, hvad der skal til for i tilstrækkeligt omfang at dokumentere

oplysningerne i årsrapporten, jf. hertil Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side

41 f.

Udover udvidelsen af begrebet »regnskabsmateriale« stiller den nye bogføringslovs § 6, krav

om, at virksomheder, der er bogføringspligtige efter bogføringslovens § 1, stk. 1, og som har

pligt til at aflægge årsrapport, eller hvis nettoomsætning overstiger 300.000 kr. i to på hinan-

den følgende regnskabsår, skal udarbejde en beskrivelse af: 1) virksomhedens procedurer for

at sikre, at alle virksomhedens transaktioner løbende registreres, 2) virksomhedens procedurer

for at sikre, at virksomhedens regnskabsmateriale opbevares på betryggende måde, og 3)

hvilke medarbejderne, der er ansvarlige for procedurerne.

Reglen i den nye bogføringslovs § 6 erstatter den tidligere gældende bestemmelse i bogfø-

ringslovens § 14, stk. 1, og præciserer kravet til, hvilke bogføringsprocedurer virksomheder

skal have interne retningslinjer for. Beskrivelsen af virksomhedens bogføringsprocedurer skal

udarbejdes under hensyn til bogføringslovens § 5, stk. 2, dvs. under hensyn til virksomhedens

kompleksitet, antallet af transaktioner og transaktionernes økonomiske omfang. I mindre virk-

somheder med en enkel forretningsmodel kan beskrivelsen af bogføringsprocedurerne ifølge

forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2022-21, A, L 163 som fremsat, side 45,

nøjes med at være ganske kortfattet, hvorimod det i en større virksomhed med en kompleks

forretningsmodel kan være mere omfattende.

Endelig stiller den nye bogføringslovs § 11, stk. 1, krav om, at virksomheder skal foretage de

afstemninger, der er nødvendige for at sikre, at der foreligger et opdateret grundlag for lov-

pligtige indberetninger eller angivelser om moms, skatter, afgifter og års- og delårsrapporter.

Efter lovens § 11, stk. 2, skal disse afstemninger foretages senest på datoen for udløbet af fri-

sterne for de lovpligtige indberetninger og angivelser.

Bestemmelsen i bogføringslovens § 11 indeholder en skærpelse af kravene til virksomhedens

afstemninger, idet bestemmelsen, i modsætning til den tidligere lovs § 7, stk. 3, indeholder et

krav om minimumshyppigheden af nødvendige afstemninger. Bestemmelsen indebærer, at

f.eks. en virksomhed, der har pligt til at lade sig momsregistrere efter momsloven, vil skulle

foretage de nødvendige afstemningen inden udarbejdelsen af momsangivelsen, hvilket således

senest vil skulle ske på datoen for udløbet af angivelsesfristen til Skatteforvaltningen, jf. hertil

Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 48, for andre eksempler på afstemnin-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

ger. Proceduren for, hvordan virksomheden sikrer, at der løbende foretages de nødvendige

afstemninger vil bl.a. være omfattet af det oven for nævnte krav om interne bogføringsproce-

durer i lovens § 6, nr. 1. Det fremgår af forarbejderne, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L

163 som fremsat, side 11, at formålet med bestemmelsen bl.a. er at bidrage til rettidig, korrekt

og ajourført bogføring, og derved bidrage til en højere grad af regelefterlevelse i forhold til

korrekte og rettidige indberetninger med færre fejl, samtidig med at virksomheden selv opnår

det bedst mulige økonomiske overblik.

Endelig indeholder den nye bogføringslovs kapitel 4 og kapitel 5 en række nye bestemmelser

vedrørende digital bogføring, herunder om virksomheders pligt til at anvende digitale bogfø-

ringssystemer. Bestemmelserne om virksomheders pligt til digital bogføring er endnu ikke sat

i kraft, men det er forudsat i forarbejderne, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som frem-

sat, side 69, at bestemmelserne om digital bogføring sættes i kraft i etaper. Bestemmelserne

forventes tidligst at træde i kraft den 1. januar 2024 for virksomheder omfattet af regnskabs-

klasse B, C og D, og tidligst den 1. januar 2026 for ikke undtagne mindre private virksomhe-

der omfattet af regnskabsklasse A. Bestemmelserne i den nye bogføringslov om krav til digi-

tale bogføringssystemer og krav til udbyderne af sådanne systemer er sat i kraft pr. 1. februar

2023, dog med en overgangsperiode for bestående systemer til den 1. november 2023, jf. be-

kendtgørelse nr. 95 af 26. januar 2023 om ikrafttrædelse af bestemmelser i bogføringsloven.

Formålet med at indføre regler om anvendelsen af digitale bogføringssystemer er bl.a.

gøre

det enklere at drive virksomhed,

hjælpe virksomhederne med at reducere fejl i forbindelse

med bogføring,

skabe større sikkerhed for, at regnskabsmaterialet opbevares i de krævede 5

år og

gøre det vanskeligere at skjule svindel og anden økonomisk kriminalitet, som påfører

private og offentlige kreditorer betydelige tab, jf. hertil Folketingstidende 2021-22, A, L 163

som fremsat, side 12.

Ved fastsættelsen af, hvilke virksomheder der skulle være omfattet af pligten til at anvende

digitale bogføringssystemer, blev der bl.a. lagt vægt på, at der skulle tages hensyn til små

virksomheder, som ikke er digitale, og som med en beskeden omsætning kan klare sig med en

manuel bogføring, jf. hertil Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 13. Det

fremgår i den forbindelse af de almindelige bemærkninger til lovforslaget, jf. Folketingsti-

dende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 13, at virksomheder, som ikke er regnskabspligti-

ge efter årsregnskabslovens, ikke bør være omfattet af kravene til digital bogføring, hvis virk-

somhedernes omsætning ikke overstiger 300.000 kr., som er grænsen for, hvornår en virk-

somhed efter bekendtgørelse nr. 1296 af 14. november 2018 om krav til det skattemæssige

årsregnskab m.v. for mindre virksomheder (Mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virk-

somheder) vil være pligtige til at aflægge et skattemæssigt årsregnskab. Begrundelsen for at

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

undtage virksomheder med en omsætning på under 300.000 kr. fra kravene om digital bogfø-

ring er bl.a. gengivet i Erhvervsministeriets høringsnotat af 6. april 2022 (Erhvervsudvalget

2021-22, L 163, bilag 2), side 34, hvoraf følgende fremgår: ”Særligt

blandt de mindste virk-

somheder, er der dog en større andel som ikke bruger digital bogføring, og hvor et krav her-

om vil være uforholdsmæssigt. Det er baggrunden for den foreslåede undtagelse af sådanne

virksomheder, hvis deres omsætning i de seneste to år ikke har overstreget 300.000 kr. Belø-

bet er fastsat, så den svarer til grænsen for pligten til at indberette et skattemæssigt årsregn-

skab og understøtter derfor skatteforvaltningens kontrol hermed.”

Det er dog forudsat i forar-

bejderne til den nye bogføringslov, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side

13, at når der efter nogle år er indvundet erfaringer med brug af digitale bogføringssystemer,

herunder i små virksomheder, kan det på baggrund af en nærmere undersøgelse af erfaringer

og efter inddragelse af Skatteforvaltningen og erhvervsorganisationerne overvejes, om der er

grundlag for at justere omsætningsgrænsen på 300.000 kr.

Det fremgår følgelig af bogføringslovens § 16, stk. 1, at virksomheder, der er bogføringsplig-

tige efter lovens § 1, stk. 1, og som efter årsregnskabslovens § 3, stk. 1, har pligt til at aflægge

årsrapport, eller hvor nettoomsætningen i 2 på hinanden følgende indkomstår overstiger

300.000, skal anvende et digitalt bogføringssystem til at registrere virksomhedens transaktio-

ner efter lovens § 7, stk. 1, og til at opbevare registreringer og bilag, der dokumenterer regi-

streringerne efter lovens § 9. Bogføringssystemet skal opfylde kravene efter § 15, stk. 1, i lov

om bogføring, samt nærmere regler fastsat efter § 15, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 97 af 26.

januar 2023 om krav til digitale standard bogføringssystemer.

Begrebet »nettoomsætning« skal, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side

54, jf. side 45, forstås i overensstemmelse med definitionen i Bilag 1, afsnit C, nr. 13 i års-

regnskabsloven, dvs. som salgsværdien af produkter og tjenesteydelser mv. med fradrag af

prisnedslag, merværdiafgift og anden skat, der er direkte forbundet med salgsbeløbet.

Bestemmelsen omfatter ikke virksomheder omfattet af bogføringslovens § 1, stk. 2, da bogfø-

ringspligten efter denne bestemmelse skyldes særlige forhold – f.eks. modtagelse af tilskud –

og ikke generel erhvervsvirksomhed, jf. hertil Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som

fremsat, side 54.

Bestemmelsen indebærer, at bl.a. en idrætsforening, der tjener penge ved erhvervsdrift – f.eks.

kiosksalg og udlejning af lokaler – og som derfor er omfattet af bogføringslovens, jf. lovens §

1, stk. 1, vil være omfattet af bogføringslovens § 16, hvis foreningens nettoomsætning fra

erhvervsdriften i 2 på hinanden følgende år overstiger 300.000 kr.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Efter bogføringslovens § 16, stk. 2, kan virksomhederne vælge mellem enten at anvende et

digitalt bogføringssystem, der er registreret ved Erhvervsstyrelsen efter bogføringslovens §

20, eller at anvende et system, der ikke er registreret ved Erhvervsstyrelsen efter bogførings-

lovens § 20, men som opfylder kravene i bogføringslovens § 15 og regler udstedt i medfør

heraf.

Hvis virksomheden vælger at anvende et af de systemer, som registreret ved Erhvervsstyrel-

sen efter bogføringslovens § 20, vil det være udbyderen af bogføringssystemet, der er ansvar-

lig for, at det digitale bogføringssystem opfylder kravene i bogføringslovens § 15 og regler

udstedt i medfør heraf, jf. hertil bogføringslovens § 19, stk. 1.

Hvis virksomheden derimod vælger at anvende et digitalt bogføringssystem, der ikke er regi-

streret ved Erhvervsstyrelsen efter bogføringslovens § 20, vil det være virksomheden, der er

ansvarlig for, at bogføringssystemet opfylder kravene i bogføringslovens § 15 og regler ud-

stedt i medfør heraf, jf. hertil Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 54 f. Det

følger i den sammenhæng af bogføringslovens § 15, stk. 1, at et digitalt bogføringssystem

skal: 1) understøtte en løbende registrering af virksomhedens transaktioner med angivelse af

bilag for hver registrering og en betryggende opbevaring af registreringer og bilag, 2) opfylde

anerkendte standarder for it-sikkerhed, herunder for bruger- og adgangsstyring, og sikre au-

tomatisk sikkerhedskopiering af registreringer og bilag, og 3) understøtte automatisering af

administrative processer, herunder automatisk fremsendelse og modtagelse af e-fakturaer

samt mulighed for kontering i overensstemmelse med en offentlig standardkontoplan i regi-

strerede bogføringssystemer.

Efter bogføringslovens § 15, stk. 2, kan Erhvervsstyrelsen efter høring af told- og skattefor-

valtningen fastsætte nærmere regler om kravene til digitale bogføringssystemer, herunder sær-

lige regler for nærmere angivne bogføringssystemer, virksomheder og brancher. Det er forud-

sat i forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat,

side 53, at bestemmelsen bl.a. skal anvendes til at fastsættes krav til automatisk sikkerhedsko-

piering, hvis registreringer og bilag alene opbevares hos en tredjepart i form af en fuldstændig

sikkerhedskopi. Der er ved bekendtgørelse nr. 97 af 26. januar 2023 fastsat nærmere krav til

digitale standard bogføringssystemer. Der forventes fastsat krav til andre digitale bogførings-

systemer, som ikke er registrerede, i løbet af 2023.

En udbyder af et digitalt bogføringssystem har i medfør af bogføringslovens § 19, stk. 2, pligt

til at stille virksomhedens registreringer og bilag efter § 16, stk. 1, nr. 2, til rådighed for myn-

digheder og en likvidator, kurator eller rekonstruktør, der er trådt i ledelsens sted.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Efter bogføringslovens § 33, stk. 1, straffes med bøde, medmindre strengere straf er forskyldt

efter anden lovgivning, den, der: 1) overtræder bestemmelserne i bogføringslovens § 7, stk. 1

(krav om løbende registreringer), § 8 (sikring af transaktionssporet), § 9 (dokumentation af

registreringer ved bilag), § 12, stk. 1 samt §§ 13 og 14 (krav til betryggende opbevaring af

regnskabsmateriale), 2) overtræder bestemmelserne i § 16, stk. 1-2 og § 17 (om virksomhe-

dernes pligter i forhold til digital bogføring), 3) overtræder bestemmelserne i § 19 og § 20,

stk. 2 (om krav til udbydere af digitale bogføringssystemer) og 4) undlader at efterkomme

Erhvervsstyrelsens påbud efter § 26, stk. 1, nr. 2 og 2.

Ved fastsættelsen af størrelsen af bøder skal der, jf. bogføringslovens § 33, stk. 2, 1. pkt., ta-

ges hensyn til virksomhedens omsætning, overtrædelsens grovhed og varighed, og om der er

tale om gentagne overtrædelser. Ved særlig omfattende overtrædelser af § 7, stk. 1, §§ 8 og 9,

§ 12, stk. 1, §§ 13 og 14, § 16, stk. 1 og 2, og § 17, skal der, jf. bogføringslovens § 33, stk. 2,

2. pkt., idømmes en skærpet bøde.

Det er forudsat i forarbejderne til bestemmelsen i bogføringslovens § 33, stk. 2, at domstolene

ved udmålingen af bøder generelt tager udgangspunkt i de i lovforslaget angivne normalbøde-

intervaller, jf. herom Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 67 f., hvor føl-

gende skema fremgår:

Virksomheder med en

nettoomsætning på

under 10 mio. kr.

Mindre omfattende over- 10.000-25.000 kr.

trædelser

Mere omfattende over-

25.000-100.000 kr.

trædelser

Særligt omfattende over- 100.000-250.000 kr.

trædelser (skærpet bøde)

Virksomheder med en

nettoomsætning mel-

lem 10-100 mio. kr.

25.000-100.000 kr.

100.000-250.000 kr.

250.000-1.000.000 kr.

Virksomheder med en

nettoomsætning over

100 mio. kr.

100.000-250.000 kr.

250.000-1.000.000 kr.

1.000.000-1.500.000

kr.

Ved »mindre omfattende overtrædelser« forstås, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som

fremsat, side 68, det forhold, at en virksomhed delvis har opfyldt den grundlæggende bogfø-

ringspligt, men hvor der i et ikke uvæsentligt omfang konstateres mangler ved virksomhedens

bogføring, som kan medføre usikkerhed om visse posteringer i virksomhedens regnskab og

moms- eller skatteangivelser. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvor virksomheden ikke konse-

kvent har registreret de registreringspligtige transaktioner efter lovens § 7, stk. 1, herunder

ikke konsekvent har dokumenteret transaktionerne som anført i lovens § 9, eller hvor virk-

somheden ikke fuldstændig har overholdt pligten til betryggende opbevaring af virksomhe-

dens regnskabsmateriale efter lovens § 12, stk. 1, og § 13, idet kun ufuldstændigt regnskabs-

materiale er opbevaret.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Ved »mere omfattende overtrædelser« forstås, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som

fremsat, side 68, at virksomhedens bogføring og det opbevarede regnskabsmateriale er så util-

strækkeligt, at det ikke er muligt at opstille et regnskab, som kan revideres, uden at revisor i

sin påtegning må henvise til, at revisionen ikke har kunnet gennemføres som følge af mang-

lende bogføring, eller at det ikke er muligt for myndighederne at konstatere, om virksomhe-

den f.eks. har afgivet sit moms- eller afgiftstilsvar korrekt. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis

virksomheden for længere perioder eller for bestemte typer af transaktioner ikke har registre-

ret virksomhedens transaktioner i overensstemmelse med lovens § 7, stk. 1, hvilket f.eks. vil

være tilfældet, hvis en virksomhed med mange daglige transaktioner ikke har registreret disse

for den seneste måned, eller at en virksomhed ikke har registreret salgsfakturaer. Der kan også

foreligge en mere omfattende overtrædelse, hvor virksomheden ikke har opbevaret en større

del af regnskabet i overensstemmelse med lovens § 12, stk. 1, og § 13, samt i de tilfælde, hvor

virksomheden har registreret transaktioner i et digitalt bogføringssystem, men har undladt at

opbevare registreringer og bilag i et digitalt bogføringssystem, jf. § 16, stk. 1.

Ved »særligt omfattende overtrædelser« forstås, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som

fremsat, side 68, det forhold, at alle eller hovedparten af virksomhedens transaktioner ikke er

registreret i overensstemmelse med lovens § 7, stk. 1, eller at transaktioner af særlig økono-

misk betydning ikke er registreret og dokumenteret efter lovens § 9. Endvidere forstås herved

det forhold, at virksomheden i strid med lovens § 12, stk. 1, og § 13 ikke har opbevaret stør-

stedelen af regnskabsmaterialet betryggende, eller har overtrådt pligten til efter lovens § 16,

stk. 1, til både at registrere og opbevare registreringer og bilag i et digitalt bogføringssystem,

og der i øvrigt er væsentlige mangler i eventuel manuel bogføring.

Enkeltstående og lejlighedsvise overtrædelser vil, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 163

som fremsat, side 68, efter omstændighederne vil kunne udgøre mere eller særligt omfattende

overtrædelser alt efter deres væsentlighed. Dette gælder navnlig, hvis en overtrædelse har

væsentlig eller afgørende økonomisk betydning. F.eks. vil manglende registrering eller opbe-

varing af regnskabsmateriale vedrørende en kontrakt, der udgør en stor del af virksomhedens

omsætning være en mere omfattende overtrædelse, og er der tale om manglende registrering

af regnskabsmateriale, som samlet udgør hovedparten af virksomhedens omsætning, vil der

være tale om en særligt omfattende overtrædelse.

Ved lovforslag nr. L 163 af 6. april 2022 blev der ligeledes foreslået en række ændringer af

årsregnskabsloven, som bl.a. har til formål at indføre et krav om brug af revisor for flere virk-

somheder i udvalgte risikobrancher med en omsætning på mellem 5-8 mio. kr. Denne del af

lovforslaget blev senere udskilt i et særskilt lovforslag (lovforslag nr. L 163 B), som blev til

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

lov nr. 695 af 24. maj 2022 om ændring af årsregnskabsloven. Loven trådte i kraft den 1. juli

2022.

Efter den nye bestemmelse i årsregnskabslovens § 135, stk. 5, skal en virksomhed, der er om-

fattet af regnskabsklasse B, og som tilhører en klassificeret risikobranche, jf. årsregnskabslo-

vens § 135, stk. 8, lade sit årsregnskab forsyne med en erklæring fra en uafhængig revisor om

assistance med opstilling af årsregnskabet eller med en revisorerklæring med sikkerhed, hvis

virksomheden i 2 på hinanden følgende regnskabsår på balancetidspunktet overskrider en net-

toomsætning på 5 mio. kr.

Hensynet bag bestemmelsen er at sikre, at virksomheder, der virker i brancher, hvor risikoen

for fejl i skatte- og momsangivelser er størst, vil kunne få styr på basale bogføringsrutiner, jf.

Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 23.

Bestemmelsen indebærer, at en sådan virksomhed, der tilhører en klassificeret risikobranche,

har pligt til som minimum at lade sit årsregnskab forsyne med en »assistanceerklæring« fra en

uafhængig revisor, dvs. en erklæring om, at revisor har hjulpet ledelsen med at opstille års-

regnskabet. En sådan erklæring giver ingen sikkerhed for, at informationerne i årsregnskabet

er retvisende, men giver udelukkende sikkerhed for, at årsregnskabet er opstillet i overens-

stemmelse med årsregnskabslovens krav. Bestemmelsen er dog ikke til hinder for, at virk-

somheden lader den uafhængige revisor foretage en gennemgang af regnskabet (»review«),

hvor revisor udtrykker en konklusion om regnskabet som helhed med begrænset sikkerhed, jf.

Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 72.

Efter årsregnskabslovens § 135, stk. 8, fastsætter erhvervsministeren efter forhandling med

skatteministeren regler om, hvilke brancher der klassificeres som risikobrancher, jf. stk. 5,

herunder længden af den periode, for hvilken en klassifikation er gældende.

Det er forudsat i forarbejdende til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som

fremsat, side 73, at valget af risikobrancher vil skulle ske på baggrund af et objektivt, begrun-

det og veldokumenteret grundlag, og at skatteforvaltningen løbende indsamler viden om virk-

somheders regelefterlevelse gennem f.eks. complianceundersøgelser, som bl.a. viser, hvilke

fejltyper, virksomheden begår, og inden for hvilke brancher, der forekommer flest fejl. Bran-

cherne identificeres via den officielle branchekode,

Dansk Branchekode,

som er en 6-cifret

branchenomenklatur baseret på EUs nomenklatur. Den gældende branchekode er DB07

(Dansk Branchekode fra 2007).

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Bemyndigelsesbestemmelsen i årsregnskabslovens § 135, stk. 8, er anvendt til at udstede be-

kendtgørelse nr. 32 af 12. januar 2023 om fastsættelse af klassificerede risikobrancher efter

årsregnskabsloven (herefter blot risikobranchebekendtgørelsen).

Efter risikobranchebekendtgørelsens § 1 er følgende brancher klassificeret som risikobran-

cher: 1) Vejgodstransport, branchekode 494100, 2) Flytteforretninger branchekode 494200, 3)

Restauranter branchekode 561010, 4) Pizzeriaer, grillbarer, isbarer mv. branchekode 561020,

5) Event catering branchekode 562100, 6) Anden restaurationsvirksomhed branchekode

562900, 7) Caféer, værtshuse, diskoteker mv. branchekode 563000, 8) Databehandling,

webhosting og lignende serviceydelser branchekode 631100, 9) Webportaler branchekode

631200, 10) Engroshandel med personbiler, varebiler og minibusser branchekode 451110, og

11) Detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser branchekode 451120.

Listen over risikobrancher revideres, jf. risikobranchebekendtgørelsens § 2, hvert 2. år.

1.1.4 Tilsidesættelse af anden lovgivning mv.

Som nævnt ovenfor, fremgår det af forarbejderne til bestemmelsen i konkurslovens § 157, stk.

1, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 10 og 12, at det som udgangs-

punkt ikke har betydning for spørgsmålet om konkurskarantæne, om virksomheden i øvrigt

overholder lovgivningen, f.eks. markedsføringsloven, konkurrenceloven, arbejdsmiljøloven,

miljøbeskyttelsesloven, naturbeskyttelsesloven, eller dyreværnsloven. Dog følger det videre,

at mere systematiske og omfattende overtrædelser af lovgivningen som indebærer en nærlig-

gende risiko for, at virksomheden pådrager sig store økonomiske forpligtelser (set i forhold til

virksomhedens kapitalgrundlag), vil kunne indgå i vurderingen af spørgsmålet af konkurska-

rantæne.

Ved Østre Landsrets kendelse af 2. oktober 2015 (gengivet delvist i FM 2016.59 Ø) var to

ledelsesmedlemmer blevet idømt konkurskarantæne ved skifteretten med henvisning til, at de

pågældende ikke havde samarbejdet loyalt med kurator, og at selskabet ved kendelse fra Den

Fælles Faglige Voldgiftsret var blevet pålagt at betale omkring 18,8 mio. kr. til en fagforening

på grund af grov og bevidst tilsidesættelse af en overenskomst, hvilket havde medført et bety-

deligt krav mod selskabet. Af kendelsen fra Den Fælles Faglige Voldgiftsret kendelse af 13.

marts 2014 (gengivet i FV2013.0203) fremgår, at sagen mod selskabet angik spørgsmål om

omfanget af polske arbejderes faktiske arbejdstid, deres aflønning under ansættelsen, samt i

hvilket omfang arbejderne havde været ansat af virksomhedens underentreprenør. Voldgifts-

retten fandt, at der var tale om en grov og bevidst tilsidesættelse af overenskomsten, der navn-

lig havde bestået af, at de polske medarbejdere over en længere årrække var blevet aflønnet

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

med en fast timeløn på mellem 60-85 kr., hvilket var under den ved overenskomst fastsatte

timeløn, ligesom der ikke var sket betaling for overtid, feriepenge og pension. Et flertal i

landsretten frifandt dog de to ledelsesmedlemmer for pålæg af konkurskarantæne, idet flertal-

let ikke fandt, herunder på baggrund af kendelsen fra Den Fælles Faglige Voldgiftsret, at der

forelå forhold, som kunne udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse i konkurslovens § 157’s

forstand.

Østre Landsrets kendelse af 13. november 2017 i sag B-2093-17 (gengivet delvist i FM

2017.268 Ø) drejede sig om direktøren af en virksomhed, hvis forretningsførelse bestod i at

købe fisk direkte fra kuttere og sælge disse videre primært til engros. Det fremgår bl.a. af sa-

gen, at Fødevarestyrelsen ved to kontrolbesøg med to måneders mellemrum havde konstate-

ret, at virksomheden manglede engros-autorisation til at kunne sælge fisk til forhandlere, der

lå mere end 50 km væk. Under det sidste af disse to kontrolbesøg havde selskabet oplyst, at

man arbejdede på at løse forholdet, idet engros-autorisationen dog endnu ikke var søgt, da

man fortsat var ved at afklare lagerforhold. Selskabet havde således reelt arbejdet uden autori-

sation i en periode. Direktøren oplyste under sagen, at baggrunden for selskabets konkurs dels

var et større tab på en debitor, dels en varslet bøde fra Fødevarestyrelsens rejsehold, som sel-

skabet dog ikke nåede at modtage, førend selskabet lukkede ned. Skifteretten fandt, at direktø-

ren efter det første besøg og i særdeleshed efter det andet besøg havde tilsidesat sine ledelses-

beføjelser ved ikke at påse, at selskabets fremtidige indtægtsgrundlag var sikret, og at direktø-

ren således havde handlet uforsvarligt. Til trods for direktørens tilsidesættelse af sine ledel-

sesbeføjelser og udsigten til bøden fra Fødevarestyrelsen, havde direktørens adfærd og forret-

ningsførelse dog ikke været så grov, at det kunne føre til konkurskarantæne. Skifteretten fri-

fandt derfor direktøren, hvilket senere blev stadfæstet af landsretten i henhold til de af skifte-

retten anførte grunde.

En overtrædelse eller tilsidesættelse af en indgået aftale kan ligeledes indgå i vurderingen af,

om der bør pålægges konkurskarantæne, idet tabets størrelse i sådanne tilfælde, må antages at

have en ikke uvæsentlig betydning for vurderingen.

Ved Sø- og Handelsrettens kendelse af 17. september 2021 i sagerne BS-38364/2020-SHR,

BS-38366/2020-SHR og BS-38367/2020-SHR blev tre ledelsesmedlemmer pålagt konkurska-

rantæne bl.a. under henvisning til en tilsidesættelse af en tavshedspligt, der havde ført til, at

selskabet var blevet pålagt en konventionalbod. I sagen havde det konkursramte selskab ind-

gået en aftale om tavshedspligt med et andet selskab vedrørende en verserende voldgiftssag.

Direktøren havde handlet i strid med tavshedspligten og udtalt sig offentligt, hvorefter selska-

bet blev pålagt en konventionalbod på 5 mio. kr. Sø- og Handelsretten fandt, at den pågæl-

dende direktør ved at have brudt tavshedspligten, herunder af hensyn til adfærdens systemati-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

ske karakter og tabets størrelse, havde udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. I forhold til

de to resterende ledelsesmedlemmer fandt Sø- og Handelsretten, at da formålet med brud på

tavshedspligten var at sikre et fremtidigt salg af anparter i provenuet i henhold til en earn-out-

aftale, måtte de pågældende anses for at have medvirket i en sådan grad til bruddet på tavs-

hedspligten, at de ligeledes måtte antages at have udvist groft uforsvarlig forretningsførelse,

som gjorde de pågældende uegnede til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

1.1.5 Selskaber tømt for midler

Det ses i retspraksis, hvor der pålægges konkurskarantæne, at ledelsesmedlemmets dispositio-

ner inden konkursen har medvirket til, at det nu konkursramte selskab er blevet tømt for mid-

ler. Dette kan f.eks. ske ved, at midlerne på selskabets konti er blevet hævet, at fysiske aktiver

er blevet fjernet, eller ved at selskabets aktiver kort før konkursen er blevet overdraget til en

betydelig underpris.

Det fremgår i den forbindelse direkte af forarbejderne til konkurskarantænereglerne, jf. Folke-

tingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat side 28, at det bl.a. i almindelighed skal anses for

groft uforsvarlig forretningsførelse, når der sker salg af virksomhedens aktiver til underpris,

eller uden at der sker en reel betaling af købesummen, på et tidspunkt hvor den pågældende

måtte indse, at virksomheden var eller ved salget blev insolvent.

I U 2016.1473 H (gennemgået i kapitel 3, afsnit 1, ovenfor) blev det af Højesteret bl.a. tillagt

vægt, at alle selskabets indtægter og afgiftsopkrævninger løbende blev overført til en begræn-

set kreds af personer og selskaber uden dokumentation for berettigelsen af disse overførsler,

hvorved selskabet systematisk blev tømt for værdier.

I U 2018.1435 H (tillige nævnt i kapitel 3, afsnit 1, ovenfor) lagde Højesteret også ved vurde-

ringen af, om en udvist adfærd var groft uforsvarlig, bl.a. vægt på, at to selskaber ved direktø-

rens handlinger og dispositioner reelt var blevet tømt for midler. Tømningen af selskaberne

var sket ved, at direktøren, A, solgte selskab Ys anparter i et andet selskab Z. Salgssummen

på lidt over 2,5 mio. kr., som bestod af udbyttebetalinger, indbetalte A til sin egen konto. Ef-

terfølgende overførte A en del af salgssummen svarende til lidt over 1,8 mio. kr. til selskab X,

som A var direktør i. Den resterende del af salgssummen på ca. 656.000 kr. blev afsat som løn

til A. Der opstod derved et tilgodehavende for selskab Y hos selskab X på ca. 2,5 mio. kr. A

fortsatte i årerne frem til konkursen driften af selskab X og udbetalte løn til sig selv, ligesom

han gennem selskabet finansierede en række delvist private udgifter, selv om selskabet i flere

år havde haft underskud og negativ egenkapital, og at indtægterne i selskabet alene havde

været beskedne. Da selskab Z anlagde sag mod selskab Y med påstand om, at Y skulle betale

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

ca. 300.000 kr. svarende til den udbytteskat, som ved en fejl ikke var blevet tilbageholdt, da Y

solgte sine anparter i Z, oprettede A et nyt selskab Q og begyndte at kanalisere de opgaver,

som tidligere var blevet udført via X, over i det nye selskab Q. Endvidere var der i X gennem

en årrække og helt frem til konkursen ydet ulovlige ledelseslån til A, som i visse tilfælde var

forsøgt maskeret som løn. X var hermed ved As dispositioner reelt tømt for midler og blev

ude af stand til at betale sin gæld på 2,5 mio. kr. til Y, der ikke kunne betale sin gæld til virk-

somhed Z. As forretningsførelse blev på baggrund heraf anset for groft uforsvarlig, og A blev

pålagt konkurskarantæne.

Ved Vestre Landsrets kendelse af 23. april 2015 (gengivet i U 2015.2700 V) blev det ved

vurderingen af, om der var udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, bl.a. tillagt vægt, at

selskabets bankkonto var blevet tømt dagen før konkursdekretet, samt at to – ifølge direktøren

– ubehæftede biler ikke kunne lokaliseres. Dette blev anset for groft uforsvarlig forretningsfø-

relse, og direktøren blev følgelig pålagt konkurskarantæne. Det samme var tilfældet ved Sø-

og Handelsrettens kendelse af 27. april 2017 i sag B-39-16, hvor der navnlig blev lagt vægt

på, at der var foretaget 8 overførsler fra selskabets bankkonti til direktøren og andre selskaber,

hvor direktøren også sad i ledelsen, hvorved selskabets bankkonti på dekretdagen næsten var

tømt for midler. Der blev i den forbindelse lagt særlig vægt på, at to af overførslerne på hen-

holdsvis 54.500 € og 22.000 € (svarende til sammenlagt godt 5,5 mio. kr.) var blevet foreta-

get, efter direktøren var blevet bekendt med konkursbegæringen.

Sø- og Handelsrettens kendelse af 8. juli 2016 i sag B-150-15 angik et selskab X, der var ble-

vet stiftet af to moderselskaber. Ved vurderingen af, om direktøren i selskab X skulle pålæg-

ges konkurskarantæne, blev der bl.a. lagt vægt på, at man ca. 8 måneder forud for konkursen

havde overdraget aktiviteterne i X til et andet selskab for 6,4 mio. kr., hvoraf ca. 5,6 mio. kr.

blev indsat på Xs bankkonto. Kort tid herefter blev der overført 2,5 mio. kr. fra Xs bankkonto

til hver af de to moderselskaber, ligesom der blev overført ca. 416.000 kr. til en uoplyst kon-

tohaver. Xs bankkonto gik herefter i 0. Dette blev anset for groft uforsvarligt, idet selskabet

var blevet tømt for midler på et tidspunkt, hvor SKAT havde et ikke ubetydeligt krav på godt

670.000 kr. mod selskabet.

Der kan endvidere henvises til Vestre landsrets kendelse af 18. august 2017 (gengivet i U

2017.3518 V). I sagen blev det lagt til grund, at selskabets drift var ophørt godt tre år før sel-

skabet blev taget under konkursbehandling. Uanset dette havde selskabets direktør i disse tre

år foretaget et betydeligt antal hævninger på selskabets konto, uden at direktøren havde frem-

lagt dokumentation for berettigelsen heraf. Landsretten lagde herefter til grund, at der havde

været tale om private hævninger, hvorved direktøren systematisk havde tømt selskabet for

midler.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Ved Vestre Landsrets kendelse af 12. februar 2021 (gengivet i U 2021.1496 V) måtte selska-

bet ligeledes anses for at være blevet tømt for midler før konkursen. I sagen havde direktøren,

A, kort tid før selskabets konkurs oprettet et nyt selskab, som havde købt varelageret i det nu

konkursramte selskab til underpris. Købesummen for varelageret var blevet indbetalt på det

nu konkursramte selskabs kassekredit, som A hæftede for som selvskyldnerkautionist, således

at selskabet på konkurstidspunktet ikke havde gæld til banken. A havde herved begunstiget

sig selv som kreditor på de øvrige kreditorers bekostning. Endvidere havde A kort før konkur-

sen overdraget anpartskapitalen i det nu konkursramte selskab til et andet selskab til 0 kr.,

hvor der var blevet indsat en stråmandsdirektør. Det fremgik af overdragelsesaftalen, at købet

var betinget af, at A som sælger betalte 50.000 kr. + moms til et tredje selskabet, hvorfor der

reelt var tale om, at anparterne i selskabet var blevet overført som led i en »afviklingskon-

struktion« med henblik på, at A skulle frigøres fra sit ledelsesansvar. Bl.a. på baggrund heraf

blev A pålagt konkurskarantæne.

I Vestre Landsrets kendelse af 5. maj 2021 (gengivet i U 2021.2849 V) var der ligeledes tale

om en »afviklingskonstruktion«. Sagen drejede sig om en direktør, der på et tidspunkt, hvor

selskabet var nødlidende og insolvent i stedet for at afvikle selskabet korrekt, overdragede

selskabet til et udenlandsk selskab med begrænset ansvar, hvis forretningsmodel bestod i at

overtage nødlidende selskaber med henblik på nedlukning. Direktøren blev frifundet for kon-

kurskarantæne i skifteretten, idet skifteretten ikke fandt grundlag for at tilsidesætte direktø-

rens forklaring om, at direktøren ikke kendte til det udenlandske selskabs forretningsmodel,

og at det ikke var usædvanligt at betale 25.000 kr. for at komme af med et selskab. Landsret-

ten tilsidesatte dog direktørens forklaring som utroværdig bl.a. under hensyntagen til direktø-

rens uddannelse og det forhold, at han havde været involveret i mange selskaber, der var gået

konkurs, og direktøren måtte derfor på baggrund af overdragelsen af selskabet anses for at

have udøvet groft uforsvarlig forretningsførelse.

1.1.6 Ulovlige ledelseslån mv.

Efter selskabslovens § 210, stk. 1, kan et kapitalselskab direkte eller indirekte stille midler til

rådighed, yde lån eller stille sikkerhed for kapitalejere eller ledelsen i selskabet, hvis betingel-

serne i lovens § 210, stk. 2, er opfyldt. For at et ledelseslån er lovligt, kræves det, jf. selskabs-

lovens § 210, stk. 2,

den økonomiske bistand kan rummes inden for selskabets frie reserver

og ydes på sædvanlige markedsvilkår,

beslutningen om at yde økonomisk bistand er truffet

enten af generalforsamlingen eller af selskabets centrale ledelsesorgan efter bemyndigelse fra

generalforsamlingen, samt

beslutningen om at yde økonomisk bistand først er truffet efter

aflæggelsen af selskabets første årsrapport. Udgangspunktet er således, at der alene kan ydes

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

ledelseslån, såfremt betingelserne i selskabslovens § 210, stk. 2, er opfyldt. Der findes en

række undtagelser hertil, idet der henvises til selskabslovens regler herom.

Uanset, at det klare udgangspunkt er, at selskabets ledelse ikke må yde ledelseslån i strid med

selskabslovens regler eller i øvrigt sammenblande ledelsens egen eller ledelsens nærmestes

økonomi med selskabets økonomi, ses dette ofte i sager om konkurskarantæne.

I U 2018.1435 H (tillige nævnt i afsnit 1.1.5 ovenfor) lagde Højesteret til grund, at der i strid

med anpartsselskabslovens § 48 (nu selskabslovens § 210) var ydet et lån på ca. 300.000 kr.

til direktøren, idet direktøren ikke havde godtgjort, at der reelt var tale om udbetalt løn. Hø-

jesteret tillagde derfor dette »en vis vægt« ved den konkrete vurdering af, om den af direktø-

ren udviste forretningsførelse var groft uforsvarlig. Da direktøren i øvrigt gennem sine dispo-

sitioner, herunder de ulovlige ledelseslån, reelt havde tømt selskabet for midler, blev direktø-

ren pålagt konkurskarantæne.

Ved Østre Landsrets kendelse af 20. januar 2016 (gengivet i U 2016.1776 Ø) blev en direktør

pålagt konkurskarantæne, idet der bl.a. blev lagt vægt på, at der var ydet et ulovligt ledelses-

lån på lidt mere end 800.000 kr. Det indgik ligeledes i sagen, at selskabet i årernes løb havde

udarbejdet ufuldstændige momsangivelser, ligesom der ikke var foretaget rettidig indberet-

ning og afregnet af A-skat.

I visse tilfælde, hvor det er gjort gældende fra kurators side, at der er tale om et ulovligt ledel-

seslån, bliver det til tider anført, at der reelt har været tale om en lønudbetaling, idet det dog

vil være vanskeligt at løfte bevisbyrden herfor, i det omfang der ikke er sket løbende indbe-

retninger til skattemyndighederne.

I Højesterets kendelse af 22. august 2018 (gengivet i U 2018.3543 H) lagde Højesteret til

grund, at der var ydet et ulovligt lån på omkring 600.000 kr. Højesteret anførte, at lånet var i

strid med selskabslovgivningen, og at der ikke var rettet op på dette, da konkursen indtrådte.

Grovheden af det ulovligt ydede ledelseslån skulle imidlertid vurderes i lyset af,

SKAT

havde anerkendt, at de hævede beløb reelt var løn til direktøren,

direktøren ikke i øvrigt fik

udbetalt den løn, som han havde krav på i henhold til direktørkontrakten, og

de hævede

beløb ikke oversteg hans samlede krav på løn. Det ulovlige ledelseslån var derfor hverken i

sig selv eller i kombination med kreditorernes tab tilstrækkelig til at statuere, at der forelå

groft uforsvarlig forretningsførelse.

Ved Østre Landsrets kendelse af 20. april 2016 (gengivet i U 2016.2702 Ø) blev personen, A,

der var eneejer af en enkeltmandsvirksomhed, anset for at have udvist groft uforsvarlig forret-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

ningsførelse, idet det bl.a. fremgik af sagen, at der ikke var blevet indeholdt eller afregnet A-

skat eller AM-bidrag for de ansatte i virksomheden, at bogførings- og regnskabsmaterialet var

særdeles mangelfuldt, ligesom momsindberetningerne ikke havde været korrekte. Landsretten

tiltrådte skifterettens vurdering af, at A havde udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, men

anførte som supplement hertil, at A havde sammenblandet virksomhedens økonomi med sin

egen, herunder ved kun at have én bankkonto til håndteringen af egne og virksomhedens øko-

nomiske forhold. For en lignende situation kan der tillige henvises til FM 2019.165 Ø, som

gengivet under afsnit 1.1.1 ovenfor, hvor der ved vurderingen af, om der var udvist groft ufor-

svarlig forretningsførelse, tillige blev lagt vægt på, at der var sket en væsentlig sammenblan-

dingen af selskabets og direktørens økonomi.

Ved Vestre Landsrets kendelse af 16. december 2016 (gengivet i U 2017.1028 V) blev en

direktør i to anpartsselskaber derimod frifundet for konkurskarantæne i en situation, hvor di-

rektøren havde foranlediget, at selskabets ind- og udbetalinger skete via hans private kasse-

kredit. Skifteretten havde fundet, at sammenblandingen af økonomierne måtte anses for groft

uforsvarlig forretningsførelse, der kunne begrunde pålæg af konkurskarantæne. Landsretten

nåede dog til det modsatte resultat efter en konkret vurdering, hvor der bl.a. blev lagt vægt på,

at det var muligt at identificere de indbetalinger, der var foretaget på den private konto. Der

var således indbetalt ca. 1,3 mio. kr. på kontoen, og kreditorer var blevet betalt med ca. 1,4

mio. kr. På den baggrund fandt Landsretten ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at anse for-

holdet så groft, at det kunne begrunde en konkurskarantæne.

1.1.7 Drift ud over håbløshedstidspunktet

Det følger af forarbejderne til konkurslovens § 157, stk. 1, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L

131 som fremsat, side 28, at der typisk vil være tale om groft uforsvarlig forretningsførelse, i

det omfang ledelsen forsætter driften af en virksomhed, selvom ledelsen måtte have indset, at

en videreførelse vil føre til betydelige tab.

At en drift ud over håbløshedstidspunktet i visse tilfælde kan anses for groft uforsvarlig for-

retningsførelse, hænger bl.a. sammen med ledelsens forpligtelse til efter selskabslovens § 115,

nr. 5, § 116, nr. 6, og § 118, stk. 2, at påse/sikre, at selskabets kapitalberedskab til enhver tid

er forsvarligt, herunder at der er tilstrækkelig likviditet til at opfylde selskabets nuværende og

fremtidige forpligtelser. Det følger bl.a. af forarbejderne til bestemmelserne, jf. hertil Folke-

tingstidende 2008-09, tillæg A, side 5467f., at selvom det er ledelsens ret og pligt at viderefø-

re et selskab i finansiel krise og forsøge at overvinde denne, må ledelsen ikke pådrage selska-

bet yderligere forpligtelser, som det realistisk ikke kan dække, hvorfor ledelsens ansvar for

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

selskabets forsvarlige kapitalberedskab bl.a. også indebærer en pligt til at standse selskabets

virksomhed, når en forsvarlig videreførelse ikke længere er mulig.

En drift udover håbløshedstidspunktet – dvs. det tidspunkt, hvor ledelsen måtte have indset, at

en videreførelse ville føre til tab – vil også kunne føre til erstatningsansvar for ledelsen.

Vurderingen af, om det må anses for groft uforsvarlig forretningsførelse at forsætte driften i

konkurskarantænereglernes forstand, vil som udgangspunkt skulle foretages ud fra forholdene

på det konkrete tidspunkt, hvor det var kritisk at forsætte driften, jf. hertil Torben Kuld Han-

sen og Lars Lindencrone, Insolvensprocesretten, 5. udgave, 2023, side 490f.

Det fremgår af Konkursrådets betænkning nr. 1525 af 2011, side 99, som ligeledes gengivet i

forarbejderne til konkurskarantænereglerne, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som

fremsat, side 11, at forsættelsen af driften udover håbløshedstidspunktet i praksis vil kunne

have selvstændig betydning f.eks. i tilfælde, hvor virksomhedens bankforbindelse opsiger

eller i væsentlig grad indskrænker virksomhedens hidtidige kreditfaciliteter. I en sådan situa-

tion vil det kunne være groft uforsvarligt at pådrage virksomheden yderligere væsentlige

gældsforpligtelser under en fortsættelse af driften, uden at der forinden er sikret virksomheden

ny bankfinansiering eller andet kapitalberedskab. I forhold til spørgsmålet om konkurskaran-

tæne bør det i en sådant tilfælde ikke tillægges væsentlig betydning, om der kan påvises et tab

sammenlignet med, at virksomhedens drift var blevet indstillet på det tidspunkt, hvor banken

opsagde kreditten. Det bør i givet fald være tilstrækkeligt til at anse videreførelsen af virk-

somhedens drift for groft uforsvarlig forretningsførelse, at virksomheden under den fortsatte

drift har pådraget sig yderligere væsentlige gældsforpligtelser.

Ved Sø- og Handelsrettens kendelse af 26. april 2018 i sag B-106-17 blev en direktør pålagt

konkurskarantæne, idet han havde udøvet groft uforsvarlig forretningsførelse ved bl.a. at fort-

sætte driften efter håbløshedstidspunktet. I sagen havde selskabet erhvervet to datterselskaber

som led i en vækstplan. Datterselskaberne viste sig dog efter overtagelsen at være i svære

økonomiske problemer. De økonomiske problemer med de to datterselskaber medførte, at

selskabets bank vurderede, at selskabets likviditetsbehov samlet set var for stort til, at banken

ønskede at finansiere dette. Man søgte herefter at løse de økonomiske problemer for selskabet

ved ansøgning til Vækstfonden, og selskabet modtog et finansieringstilsagn. Da selskabet

imidlertid ikke kunne leve op til finansieringstilsagnet, trak Vækstfonden tilsagnet tilbage.

Selskabets bank opsagde herefter engagementet med selskabet, og selskabets advokat gjorde

det herefter klart, at hvis direktøren ikke kunne skaffe likviditet fra andre banker, ville der

ikke være likvider til at betale kreditorerne. Selskabet brugte herefter SKAT som en selvbe-

staltet kassekredit til at finansiere driften i virksomheden, som fortsatte i godt et halvt år. Skif-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

teretten lagde til grund, at direktøren måtte have indset, at videreførelsen af driften i det sidste

halve år før konkursen ville medføre en betydelig risiko for yderligere tab for kreditorerne, og

direktøren blev herefter pålagt konkurskarantæne.

Ved Sø- og Handelsrettens kendelse af 14. december 2017 i sag B-172-17 blev en direktør

ligeledes pålagt konkurskarantæne bl.a. med henvisning til, at selskabets drift var fortsat efter

håbløshedstidspunktet. Driften i selskabet var fortsat, selvom hele egenkapitalen var tabt, og

revisoren i årsrapporten godt to år før konkursen havde anført, at en videreførelse af driften

ville medføre betydelige tab for kreditorerne. Skifteretten bemærkede derfor, at det måtte ha-

ve stået klart for direktøren på tidspunktet for revisorens bemærkninger i årsrapporten, at en

videreførelse af driften ville medføre betydelige tab for kreditorerne.

Ved Højesterets kendelse af 22. august 2018 (gengivet i U 2018.3543 H) var et af spørgsmå-

lene i sagen bl.a., om driften af virksomheden var fortsat længere end forsvarligt. I sagen hav-

de selskabet tabt hele selskabets egenkapital, men ledelsen havde gjort væsentlige bestræbel-

ser på at reetablere denne. Der var bl.a. udarbejdet en finansieringsplan med hensyn til at

skaffe investorer. Højesteret frifandt de pågældende ledelsesmedlemmer, idet Højesteret an-

førte, at der navnlig henset til selskabets vækst i årene op til konkursen, ledelsens finansie-

ringsplan, og det forhold, at der var tale om en nyetableret virksomhed, ikke var grund til at

antage, at driften i selskabet var fortsat længere, end det kunne antages at være forsvarligt.

Endelig kan der for så vidt angår drift ud over håbløshedstidspunktet henvises til de særegne

tilfælde om såkaldte »afviklingskonstruktioner« i U 2019.2000 H og U 2019.2012 H, hvor

virksomhederne på det tidspunkt, de blev overtaget, var insolvente, og det derfor var klart, at

håbløshedstidspunktet var overskredet. Der henvises i øvrigt til kapitel 3 om den tidsmæssige

betingelse og 5 om stråmandsvirksomhed for så vidt angår disse afgørelser, samt de ovenfor

under pkt. 1.1.5 refererede kendelser i U 2021.1496 V og U 2021.2849 V.

1.1.8 Stråmandsvirksomhed

Som det fremgår af forarbejderne til konkurslovens § 157, stk. 1, jf. Folketingstidende 2012-

13, A, L 131 som fremsat, side 11, vil den registrerede direktør i en stråmandskonstruktion,

som udgangspunkt have handlet groft uforsvarligt, i det omfang direktøren reelt har overladt

den daglige ledelse til en anden.

Dette udgangspunkt fastholdes i almindelighed i retspraksis, idet der bl.a. kan henvises til

Vestre Landsrets afgørelse af 8. april 2019 (gengivet i U 2019.2612 V), hvor det af skifteret-

tens afgørelse, der blev tiltrådt af landsretten, fremgår, at udgangspunktet må være, at en regi-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

streret direktør, der alene fungerer som stråmand og dermed ikke udøver reel ledelse af sel-

skabet, har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. Der kan desuden henvises til bl.a. Ve-

stre Landsrets kendelse af 27. juni 2018 (gengivet i U 2018.3318 V).

Det fremgår videre af praksis, at det ved vurderingen af, om der er handlet groft uforsvarligt,

synes at være uden betydning, at den pågældende alene har været registreret som direktør i en

kortere periode.

Ved Vestre Landsrets kendelse af 7. september 2018 (gengivet i U 2019.230 V) fandt lands-

retten således, at uanset, at den pågældende stråmand alene var registreret som direktør i knap

et halvt år før fristdagen, var der ikke i det konkrete tilfælde grundlag for at fravige udgangs-

punktet om, at en registreret direktør, der fungerer som stråmand og ikke udøver nogen reel

ledelse af selskabet, har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse efter konkurslovens § 157,

stk. 1.

Der kan ligeledes henvises til Østre Landsrets kendelse af 23. juni 2017 (gengivet i FM

2017.214 Ø) og Østre Landsrets kendelse af 21. marts 2019 (gengivet i FM 2019.119 Ø), hvor

stråmændene alene havde været registreret som direktører i godt en måned.

På samme måde som det at virke som stråmand som udgangspunkt vil anses for at udgøre

groft uforsvarlig forretningsførelse, fremgår det bl.a. af Vestre Landsrets kendelse af 14. fe-

bruar 2022 (gengivet i FM 2022.35 V), at anvendelsen af en stråmandskonstruktion taler med

betydelig vægt for at pålægge konkurskarantæne, da dette ligeledes må anses som groft ufor-

svarlig forretningsførelse. En bagmand, der har indsat en person som stråmand, og som har

udøvet den reelle ledelses i virksomheden, vil således, såfremt der kan føres tilstrækkeligt

bevis herfor, også havde udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.

En særlig situation foreligger ved de såkaldte »afviklingskonstruktioner«, hvor et nødlidende

selskab overtages alene med henblik på at blive afviklet, hvilket var tilfældet i sagerne U

2019.2000 H og U 2019.2012 H, hvor der ligeledes var indsat en stråmand, mens den reelle

ledelse blev varetaget af en anden.

Der henvises videre til kapitel 5 for så vidt angår stråmandsvirksomheder.

1.1.9 Manglende samarbejde med kurator

Ledelsen i et kapitalselskab har pligt til at meddele kurator alle fornødne oplysninger, jf. kon-

kurslovens § 100, jf. § 105, stk. 1.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Det følger i den forbindelse af forarbejderne til konkurslovens § 157, stk. 1, jf. Folketingsti-

dende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 28, at groft uforsvarlig adfærd ved ledelsen af en

virksomhed principielt også omfatter den, der efter, at der er indledt rekonstruktionsbehand-

ling eller konkurs, i kraft af sin faktiske ledelsesposition i virksomheden handler til skade for

fordringshaverne eller nogle af disse ved at skjule aktiver eller foretage dispositioner i strid

med princippet om lige behandling af fordringshavere. Det synes derfor forudsat, at også le-

delsesmedlemmets adfærd under konkursbehandlingen henholdsvis under rekonstruktionsbe-

handlingen kan tillægges betydning ved vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig

forretningsførelse.

Ved Vestre Landsrets kendelse af 4. april 2019 (gengivet i U 2019.2565 V) blev der ved vur-

deringen af, om der var udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, bl.a. anført af landsretten,

at direktøren: ”[…]

ved den manglende udlevering af det fuldstændige bogførings- og regn-

skabsmateriale og langvarige nægtelse af at udlevere materialet til kurator særdeles groft har

tilsidesat sine forpligtelser som direktør i selskabet.”

Der blev i sagen henvist til, at det følger

af grundlæggende konkursretlige principper, at kurator har krav på fuldstændig indsigt i det

konkursramte selskabs regnskabs- og bogføringsmateriale mv. for at kunne gennemføre en

forsvarlig bobehandling, herunder så kurator kan foretage kontrol af de økonomiske disposi-

tioner, som er foretaget i selskabet inden konkursen, jf. konkurslovens §§ 100, 104 a, 105,

110 og 112. Det var i denne forbindelse uden betydning for vurderingen heraf, at direktøren

måtte have handlet efter rådgivning fra sin advokat. Landsretten pålagde herefter på baggrund

af en samlet vurdering af sagens omstændigheder, herunder henset til bl.a. den manglende

udlevering af regnskab- og bogføringsmaterialet og en række betalinger til nærtstående, direk-

tøren konkurskarantæne.

Der kan videre henvises til Vestre Landsrets kendelse af 6. juni 2019 (gengivet i U 2019.3164

V), hvor landsretten lagde til grund, at direktøren ved sin manglende vilje til at samarbejde

med kurator, herunder undladelse af at udlevere det fuldstændige bogførings- og regnskabs-

materiale groft havde tilsidesat sine forpligtelser som direktør i selskabet.

1.2 Uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed

Som det fremgår ovenfor fremstår adfærdsbetingelsen i konkurslovens § 157, stk. 1, som to-

delt, idet det både kræves, at der er udvist en bestemt adfærd (groft uforsvarlig forretningsfø-

relse), og at denne adfærd gør den pågældende uegnet til at deltage i ledelsen af en er-

hvervsvirksomhed.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Det fremgår dog af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131

som fremsat, side 29, at vurderingen af, om den pågældende er uegnet til at deltage i ledelsen

af en erhvervsvirksomhed, navnlig vil bero på karakteren af den groft uforsvarlige forret-

ningsførelse. Der skal således være tale om, at den pågældende har udvist en vis grovhed i

forbindelse med den uforsvarlige forretningsførelse i lighed med misbrugssituationer.

Ved Østre Landsrets kendelse af 17. juni 2015 (gengivet i U 2015.3643 Ø) frifandt landsretten

en direktør bl.a. med henvisning til, at den udviste forretningsførelse – til trods for at være

uforsvarlig – ikke var så grov, at den pågældende direktør fremover ville være uegnet til at

deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

Det samme må antages at have være tilfældet ved Østre Landsrets kendelse af 23. juni 2021

(gengivet i FM 2021.53 Ø), hvor en direktør ligeledes blev frifundet. Det fremgår af sagen, at

selskabet i årene op til konkursen, hvor selskabet alene havde en begrænset aktivitet, var op-

hørt med at bogføre og foretage indberetninger til SKAT. Endvidere blev det lagt til grund, at

selskabet ikke manglede vilje til at betale de løbende restancer til Gældsstyrelsen.

Ved vurderingen af, om den pågældende er uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirk-

somhed på grund af groft uforsvarlige forretningsførelse, kan eventuelle tidligere konkurser

ligeledes indgå.

2. Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har i overensstemmelse med rådets kommissorium af 30. juni 2020 og på bag-

grund af de til brug for evalueringen af 17. marts 2020 af lov nr. 429 af 1. maj 2013 afgivne

høringssvar overvejet, om adfærdsbetingelsen i konkurslovens § 157, stk. 1, bør justeres, så

konkurskarantænereglerne i højere grad målrettes personer, der på grund af uhæderlige for-

hold skønnes uegnede til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

Som anført af Justitsministeriet i evalueringen af 17. marts 2020 af lov nr. 429 af 1. maj 2013,

side 15, var der blandt høringsparterne delte meninger med hensyn til, om retspraksis vedrø-

rende konkurslovens § 157, stk. 1, er hensigtsmæssig og i overensstemmelse med lovens for-

arbejder, herunder henset til at antallet af konkurskarantænesager væsentlig overstiger det, der

forventedes, da reglerne blev indført.

De seneste tal fra Domstolsstyrelsen viser, at skifteretterne i årene 2020, 2021 og 2022 afslut-

tede henholdsvis 2.499, 2.034 og 2.117 sager om konkurskarantæne. Dette overstiger væsent-

ligt det, der var forventet i forbindelse med indførelsen af reglerne om konkurskarantæne,

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

hvor det – nok navnlig under hensyntagen til antallet af sager om konkurskarantæne i Norge,

som de danske regler er inspireret af – blev skønnet, at der alene ville være mellem 150 og

250 sager om konkurskarantæne om året, jf. hertil betænkning nr. 1525 af 2011, side 20.

Selvom der årligt behandles markant flere sager om konkurskarantæne end antaget ved vedta-

gelsen af reglerne herom, er det dog ikke Konkursrådets opfattelse, at dette nødvendigvis er

udtryk for, at kriteriet om, at der skal være udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, anven-

des anderledes end forudsat i forarbejderne, eller at det i øvrigt er de forkerte personer, der

pålægges konkurskarantæne.

Den retspraksis, der har udviklet sig i relation til fastlæggelsen af, hvornår der er tale om groft

uforsvarlig forretningsførelse, synes således ikke efter Konkursrådets opfattelse at gå videre

end forudsat i forarbejderne hertil.

Det bemærkes i denne sammenhæng, at formålet med konkurskarantænereglerne er at sikre

mod konkursrytteri og en umiddelbar videreførelse af en groft uforsvarlig forretningsførelse,

herunder misbrug af konkursinstituttet i relation til selskaber med begrænset hæftelse, som er

til skade for både kreditorerne og samfundet som helhed.

Der stilles i Danmark ikke nogen krav til, at de personer, der ønsker at deltage i ledelsen af et

selskab med begrænset hæftelse, en enkeltmandsvirksomhed mv., skal have en bestemt ud-

dannelse, have deltaget i kurser om regnskabsaflæggelse og erhvervsvirksomhedsdrift eller

lignende, jf. modsætningsvist selskabslovens § 24, stk. 3 og § 112, stk. 1. Når der ikke stilles

særlige krav til det at drive- og/eller deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, synes dette

dermed at være en rettighed, som tilsvarende modsvares af en pligt til at leve op til de almin-

delige krav, der stilles til erhvervsdrift.

Når retsvirkningen af en pålagt konkurskarantæne er, at et tidligere ledelsesmedlem fratages

rettigheden til at deltage i ledelsen af visse typer af erhvervsvirksomheder, bør reglerne efter

Konkursrådets opfattelse – ligesom det er tilfældet i dag – være målrettet de personer, der

bevidst eller i øvrigt på en grov måde tilsidesætter de almindelige krav til det at drive er-

hvervsvirksomhed, og retspraksis synes i denne forbindelse ikke at være i strid med, hvad der

i øvrigt er forudsat i forarbejderne herom.

Det er derfor Konkursrådets vurdering, at den retspraksis, der har udviklet sig i relation til

fastsættelsen af, hvornår der er tale om groft uforsvarlig forretningsførelse, i videst muligt

omfang bør opretholdes. Dog finder Konkursrådet anledning til at foretage enkelte justeringer

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

og præciseringer, herunder hvor retspraksis efter Konkursrådets vurdering skønnes at kunne

føre til uhensigtsmæssige resultater.

Konkurskarantænereglerne bør fortsat alene anvendes i de tilfælde, der både i objektiv og

subjektiv henseende kan betegnes som grove og har karakter af misbrug og omgåelse af reg-

lerne, og konkurskarantæne bør derfor fortsat være målrettet de personer, der må antages be-

vidst eller i øvrigt på grov måde at have tilsidesat almindelige krav til det at drive er-

hvervsvirksomhed.

Vurderingen af, om der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, bør derfor – ligesom

det er tilfældet i dag – foretages i forhold til erhvervsvirksomhedens økonomiske forhold i

bred forstand, jf. hertil betænkning nr. 1525 af 2011, side 94, hvor bl.a. dispositioner med

hensyn til erhvervsvirksomhedens kapitalgrundlag, lånoptagelse, bogføring, økonomistyring

og regnskabsaflæggelse og om større dispositioner med hensyn til erhvervsvirksomhedens

drift eller udvikling nævnes.

Groft uforsvarlig forretningsførelse skal endvidere fortsat holdes adskilt fra de tilfælde, der

snarere må karakteriseres som forretningsmæssig udygtighed, jf. hertil kapitel 7, afsnit 1.2 og

2, nedenfor, og betænkning nr. 1525 af 2011, side 95-96.

Selvom det fortsat ikke bør være en betingelse for pålæg af konkurskarantæne, at der er år-

sagssammenhæng mellem den groft uforsvarlige forretningsførelse og konkursen, skal der

dog – ligesom det er tilfældet i dag – kunne henses til, om det er åbenbart, at konkursen i væ-

sentligt omfang kan henføres til ydre omstændigheder, eller interne forhold hos erhvervsvirk-

somheden, som ledelsen ikke nødvendigvis har været herre over, jf. hertil kapitel 7, afsnit 1.1

og kapitel 8, afsnit 2.1.1, samt betænkning nr. 1525 af 2011, side 96.

Ved vurderingen af om en forretningsførelse har været groft uforsvarlig, vil der fortsat – lige-

som det er tilfældet i dag – skulle henses til, om konkursen har ført til væsentlige tab for for-

dringshaverne. Selvom det ligger i sagens natur, at en erhvervsvirksomhed, der er gået kon-

kurs, ofte vil have medført et tab for den konkursramte erhvervsvirksomheds fordringshavere,

er det dog klart, at jo større tabet er, jo mere vil i så fald tale for, at forretningsførelsen har

været groft uforsvarlig. Konkursrådet finder i denne sammenhæng ikke grundlag for at opstil-

le en bagatelgrænse for, hvor stort et tab skal være, førend der er tale om, at en uforsvarlig

forretningsførelse må anses som grov.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Konkursrådet har overvejet, om bestemmelsen i konkurslovens § 157, stk. 1, bør suppleres

med en opregning i loven af de tilfælde, som i almindelighed må antages at udgøre groft ufor-

svarlig forretningsførelse.

Som anført i betænkning nr. 1525 af 2011, side 96, kunne Konkursrådet ikke anbefale en de-

taljeret opregning af tilfælde af groft uforsvarlig forretningsførelse i forbindelse med indførel-

sen af reglerne om konkurskarantæne, da en sådan opregning ville indebære en risiko for, at

der blev lagt for stor vægt på, hvad der ud fra en overordnet betragtning objektivt set som

udgangspunkt ville kunne anses for groft uforsvarligt, frem for en samlet vurdering af sagens

omstændigheder.

En opregning vil dog, ligesom det blev anført i betænkning nr. 1525 af 2011, side 96, kunne

bidrage til mere forudsigelighed og en ensartet anvendelse af reglerne om konkurskarantæne,

samt lette arbejdet med at undersøge, om der er grundlag for at rejse sag om konkurskarantæ-

ne og herved begrænse omfanget af en konkurskarantænesag ved domstolene.

Det er Konkursrådets vurdering, at der navnlig i lyset af den righoldige retspraksis, som fore-

ligger vedrørende anvendelsen af konkurskarantænereglerne, er et godt grundlag for at ud-

stikke nogle retningslinjer for, hvornår en given forretningsførelse i almindelighed skal anses

som groft uforsvarlig og derfor selvstændigt kunne begrunde pålæg af konkurskarantæne.

En opregning af typetilfælde bør dog ikke være udtømmende, idet der bør plads til, at også

andre forhold end de typiske tilfælde efter omstændighederne skal kunne anses som groft

uforsvarlig forretningsførelse, der kan begrunde pålæg af konkurskarantæne. Der vil således

være forhold, som i almindelighed vil tale for, at der foreligger uforsvarlig forretningsførelse,

men som ikke i sig selv – eller alene efter omstændighederne, herunder henset til forretnings-

førelsens karakter og tabets størrelse – må anses for groft uforsvarlig.

2.1 Forhold som i almindelighed skal anses for groft uforsvarlig forretningsførelse

2.1.1 Væsentlig tilsidesættelse af forpligtelser efter skatte-, told- eller afgiftslovgivningen

Som anført under afsnit 1.1.2 ovenfor ses det ofte i retspraksis, at der i konkurskarantænesa-

ger er tale om betydelige overtrædelser af ledelsens forpligtelser efter skatte-, told- og afgifts-

lovgivningen.

Konkursrådet finder, at den nugældende retspraksis i vidt omfang er hensigtsmæssig, og at en

væsentlig tilsidesættelse af forpligtelser efter skatte-, told- eller afgiftslovgivningen derfor

som udgangspunkt skal anses for groft uforsvarlig forretningsførelse i konkurskarantænereg-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

lernes forstand. Dette hænger sammen med, at overholdelse af skatte-, told- og afgiftslovgiv-

ningens regler efter Konkursrådets opfattelse knytter sig til helt basal erhvervsvirksomheds-

drift, og dermed til hvad man med rimelighed må forvente, at en erhvervsdrivende, der ønsker

at drive erhvervsvirksomhed i Danmark, har sat sig ind i og søger at overholde.

For at en tilsidesættelse kan anses som væsentlig, må tilsidesættelsen dog have karakter af et

misbrudslignende forhold eller et forhold af særlig grov karakter. Ligesom det er tilfældet i

dag, vil det navnlig være omstændighederne omkring gældens opståen, der bliver afgørende

for vurderingen, fremfor selve gældens karakter, og der må derfor i overensstemmelse med,

hvad der gælder i dag, skulle sondres mellem tilfælde af manglende indberetning og tilfælde

af manglende afregning.

Efter Konkursrådets vurdering vil en manglende indberetning af A-skat, AM-bidrag, moms

mv., som udgangspunkt skulle anses for at udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse, der

isoleret set kan føre til pålæg af konkurskarantæne. Dette skyldes, at en manglende indberet-

ning vanskeliggør skattemyndighedernes mulighed for kontrol, hvilket kan føre til, at der en-

ten slet ikke pålægges erhvervsvirksomheden nogen betaling, eller at myndighederne er

nødsaget til at træffe skønsmæssige afgørelser eller foretage en foreløbig ansættelse af moms

mv. En manglende indberetning – navnlig i gentagne tilfælde – peger ligeledes i retningen af,

at der er tale om et misbrugslignende forhold og en eventuelt manglende vilje til at opfylde

lovens krav. Et ledelsesmedlem vil i den forbindelse ikke kunne undskylde sig med, at den

pågældende ikke ”evnede” at sætte sig ind i reglerne, idet det efter Konkursrådets opfattelse

må forventes, at dem, der ønsker at drive erhvervsvirksomhed, vil have sat sig ind i eller i det

mindste have søgt om bistand til forståelsen af basale spørgsmål relateret til indberetnings-

pligten.

Ligesom en manglende indberetning i almindelighed må anses som groft uforsvarlig forret-

ningsførelse, bør det samme være tilfældet, hvor der er tale om gentagne tilfælde af urigtige

og forkerte indberetninger.

Hvor der alene er tale om enkelte tilsidesættelser af pligten til at indberette i den sidste korte

periode, før erhvervsvirksomhedens drift ophører, eller før erhvervsvirksomheden bliver taget

under insolvensbehandling, vil forholdet – på trods af at der er tale om uforsvarlig forret-

ningsførelse – dog ikke i sig selv kunne begrunde, at der er tale om groft uforsvarlig forret-

ningsførelse, idet der dog må henses til sagens samlede omstændigheder, herunder om der

tidligere er foretaget korrekte indberetninger mv., og ledelsens øvrige forretningsførelse.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Hvor en manglende indberetning af A-skat, AM-bidrag, moms mv. således i almindelighed

skal anses som groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan føre til pålæg af konkurskarantæ-

ne, vil det samme ikke være tilfældet i relation til en manglende afregning. Dette skyldes, at

en manglende afregning – i modsætning til en manglende indberetning – i visse tilfælde alene

vil bero på likviditetsmæssige problemer og ikke manglende betalingsvilje.

Der må derfor i relation til en manglende afregning af en i øvrigt korrekt indberettet A-skat,

moms mv. skulle sondres mellem tilfælde, hvor den manglende afregning skyldes manglende

vilje, og tilfælde hvor den manglende afregning skyldes manglende evne.

Hvor der i øvrigt er indberettet korrekt, og hvor den manglende afregning af A-skat, moms

mv., alene skyldes manglende evne og ikke manglende vilje, vil en manglende betaling ikke i

sig selv kunne anses for at udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan føre til pålæg

af konkurskarantæne.

Ved vurderingen af, om den manglende betaling af en i øvrigt korrekt indberettet A-skat,

moms mv., skyldes manglende evne og ikke manglende vilje, vil der bl.a. – ligesom efter den

gældende retstilstand – kunne henses til, om man har været i dialog med skattemyndighederne

om en mulig afdragsordning, betalingsplan eller lign., ligesom der kan henses til, om man har

forsøgt at få nedbragt gælden til skattemyndighederne.

Hvor der efter en dialog med skattemyndighederne er indgået en betalingsplan mv., som ikke

overholdes, vil der skulle henses til, om den manglende overholdelse af betalingsplanen mv.,

skyldes manglende evne og ikke manglende vilje. Det vil således ikke være tilstrækkeligt, at

man har søgt en dialog med skattemyndighederne, idet det må kræves, at man tillige har søgt

at overholde den betalingsplan mv., som er blevet aftalt. Hvor det alene er i den sidste korte

periode op til, at erhvervsvirksomheden tages under insolvensbehandling, at en betalingsplan

ikke overholdes, vil forholdet dog i almindelighed ikke i sig selv kunne begrunde, at der er

tale om en væsentlig tilsidesættelse, der fører til pålæg af konkurskarantæne. Det vil dog i alle

tilfælde – ligesom det er tilfældet i dag – bero på en konkret vurdering af sagens omstændig-

heder.

Hvis den manglende betaling derimod skyldes manglende vilje til at afregne, vil forholdet

som udgangspunkt skulle anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, uanset om der i øvrigt

er indberettet korrekt.

Manglende vilje til at afregne vil bl.a. foreligge i de situationer, hvor man har anvendt det

offentlige som selvbestaltet kassekredit. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor man betaler en-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

kelte eller udvalgte kreditorer, men ikke det offentlige. Der bør i denne sammenhæng kræves

en vis systematik i oparbejdelsen af gælden til det offentlige, førend forholdet kan betegnes

som groft uforsvarlig forretningsførelse, men groft uforsvarlig forretningsførelse kan dog og-

så foreligge i situationer, hvor der er tale om større, enkeltstående tilfælde af manglende beta-

ling. Jo længere tid forholdet har stået på, jo mere vil dog tale for, at der må være tale om

groft uforsvarlig forretningsførelse.

Selvom Konkursrådet overordnet finder, at retspraksis vedrørende tilsidesættelse af forpligtel-

serne i henhold skatte-, told- og afgiftslovgivningen er hensigtsmæssig og bør opretholdes,

finder rådet dog grundlag for at ændre den retstilstand, der udspringer af Højesterets kendelse

i U 2022.2442 H, som efter rådets opfattelse ikke er hensigtsmæssig og rimelig.

Som det fremgår af Højesterets kendelse, der er gengivet under afsnit 1.1.2 ovenfor, fandt

Højesteret ikke, at en persons manglende betaling af B-skat, der udsprang af, at personen i en

årrække havde udbetalt dele af overskuddet af sin personligt ejede enkeltmandsvirksomhed til

sig selv, kunne henføres til hans ledelse af enkeltmandsvirksomheden og dermed indgå i vur-

deringen af, om der var udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.

Den gældende retstilstand medfører, at hvor en person udbetaler overskuddet fra en enkelt-

mandsvirksomhed til sig selv, men ikke betaler skat af denne B-indkomst og f.eks. anvender

beløbet til at finansiere sin egen privatøkonomi, hvorefter personen (og dermed enkeltmands-

virksomheden) går konkurs, vil personen reelt have unddraget skattemyndighederne et større

beløb, uden at dette på nuværende tidspunkt kan indgå i vurderingen af, om der er handlet

groft uforsvarligt i konkurskarantænereglernes forstand.

Konkursrådet finder, at hvis kravet på skat af B-indkomst er en følge af udbetalingen af et

overskud af skyldnerens personlige erhvervsvirksomhed, er skyldnerens manglende betaling

af B-skat af B-indkomsten parallel med tilfælde, hvor et selskab reelt har anvendt SKAT som

en selvbestaltet kassekredit, hvilket, jf. det oven for anførte, som udgangspunkt skal anses for

groft uforsvarlig forretningsførelse, der fører til pålæg af konkurskarantæne.

For at imødegå den retstilstand, der følger af U 2022.2442 H, finder Konkursrådet, at det mest

hensigtsmæssige vil være, at manglende betaling af et krav på B-skat af B-indkomst, der

skyldes overskud fra skyldnerens enkeltmandsvirksomhed, skal indgå i vurderingen af om der

er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.

Hvis B-indkomsten dermed relaterer sig til personens erhvervsvirksomhed, vil en manglende

betaling af skat heraf være udtryk for groft uforsvarlig forretningsførelse i samme omfang

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

som de tilfælde, hvor et selskab ikke overholder sine forpligtelser til f.eks. at indberette og

afregne A-skat, moms mv. Der må dog – ligesom det er tilfældet ved andre forpligtelser i

henhold til skatte-, told- og afgiftslovgivningen – skulle tages hensyn til, om den manglende

betaling beror på manglende betalingsevne og ikke manglende betalingsvilje. En person, der

således i øvrigt har indberettet korrekt og f.eks. været i dialog med skattemyndighederne og

udvist bestræbelser på at ville betale den manglende B-skat, vil herefter ikke skulle pålægges

konkurskarantæne i samme omfang, som det vil være tilfældet i relation til f.eks. manglende

afregning af A-skat.

2.1.2 Væsentlig tilsidesættelse af bogførings- og regnskabsmæssige pligter

Som anført under afsnit 1.1.3 ovenfor ses det ofte i retspraksis vedrørende konkurskarantæne,

at der er tale om betydelige og grove tilsidesættelser af bogførings- og regnskabsmæssige

pligter, herunder navnlig manglende eller stærk mangelfuld bogføring og regnskabsaflæggelse

over en vis periode.

Lige så vel som det at overholde de pligter, der følger af skatte-, told- og afgiftslovgivningen

er centralt for det at drive erhvervsvirksomhed, er en overholdelse af reglerne om bogføring-

og regnskabsaflæggelse også en helt basal og central del af det at drive erhvervsvirksomhed,

og dermed hvad man i almindelig må kræve, at erhvervsdrivende lever op til i forbindelse

med deres forretningsførelse.

Konkursrådet har derfor overvejet, om en væsentlig tilsidesættelse af ledelsens bogførings- og

regnskabsmæssige forpligtelser i sig selv skal kunne begrunde pålæg af konkurskarantæne.

Når ledelsen tilsidesættelser sine bogførings- og regnskabsmæssige pligter, ligger det kritisab-

le i konkursretlig sammenhæng navnlig i, at offentligheden og kurator ikke har mulighed for

at kontrollere og efterprøve de dispositioner, der er foretaget i regi af erhvervsvirksomheden,

herunder om der er sket korrekt indberetning og afregning til det offentlige, og om kontant-

hævninger eller lign. har været forretningsmæssigt begrundet. Når der ikke er noget bogfø-

ringsmateriale mv., eller hvor det bogføringsmateriale, der foreligger, er stærkt mangelfuldt,

hindres og besværliggøres kurators arbejde med afdækningen af boets forhold, hvilket kan

være til skade for kreditorerne, da det i særligt grove tilfælde kan føre til, at konkursretten

ikke kan fungere efter hensigten. Uden for de rent konkursretlige sammenhænge kan der end-

videre peges på, at lovgiver med reglerne om bogføring og regnskabsaflæggelse har normeret,

hvad man i almindelighed kan stille af krav til almindelig erhvervsvirksomhedsdrift, og hvis

ledelsen på en væsentlig måde har tilsidesat disse krav, vil ledelsen som udgangspunkt have

handlet i strid med, hvad lovgiver anser som forsvarlig forretningsførelse.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Det er på baggrund af ovenstående Konkursrådets vurdering, at en væsentlig tilsidesættelse af

de forpligtelser, som ledelsen har i medfør af bl.a. bogføringsloven, årsregnskabsloven mv.,

som klart udgangspunkt skal anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, der i sig selv kan

begrunde pålæg af konkurskarantæne.

Selvom den nuværende retspraksis efter Konkursrådets opfattelse kan være vejledende for,

hvornår der foreligger en væsentlig tilsidesættelse af de bogføringsmæssige pligter, som skal

anses for groft uforsvarlig, og dermed føre til pålæg af konkurskarantæne, er Konkursrådet

opmærksom på, at der med den nye bogføringslov og reglerne om revisorerklæringer i rela-

tion til risikobrancher i årsregnskabsloven mv., er sket en vis skærpelse af de krav, som stilles

til erhvervsdrivendes bogføring, og dermed til de erhvervsdrivendes agtpågivenhed i relation

hertil.

Når der som følge af denne skærpelse skal mindre til at overtræde reglerne i bogføringsloven

mv., rejser det selvsagt spørgsmålet, om skærpelsen af kravene til de erhvervsdrivendes bog-

føring mv. automatisk skal føre til, at der tilsvarende skal mindre til at anse en overtrædelse af

bogføringslovens regler mv. for væsentlig og dermed groft uforsvarlig konkurskarantænereg-

lernes forstand.

Der kan i den forbindelse peges på, at formålet med de nye regler om f.eks. digital bogføring

bl.a. er at hjælpe erhvervsvirksomhederne med at reducere fejl i forbindelse med bogføringen

og at gøre det vanskeligere at skjule svindel og anden økonomisk kriminalitet, som påfører

private og offentlige kreditorer betydelige tab, jf. hertil Folketingstidende 2021-22, A, L 163

som fremsat, side 12. At formålet med de nye regler er at undgå fejl og hjælpe erhvervsvirk-

somhederne er ligeledes tilfældet for så vidt angår ændringerne i årsregnskabsloven, jf. hertil

Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 23, hvoraf følger, at man ved at ændre

grænserne for erklæringspligt for brancher, hvor risikoen for fejl i skatte- og momsangivelser

er størst (såkaldte »risikobrancher«), har en forventning om, at sådanne erhvervsvirksomheder

i højere grad vil få styr på basale bogføringsrutiner for skatte- og momsangivelser mv.

Hvor en erhvervsvirksomhed derfor tilsidesætter centrale regler i bogføringsloven og reglerne

om revisorerklæringer i risikobrancher i årsregnskabsloven mv., som netop har til formål at

hjælpe erhvervsvirksomhederne med at reducere fejl mv. i forbindelse med deres bogføring

mv., kan der argumenteres for, at der ikke er grundlag for at ændre på, hvornår en væsentlig

tilsidesættelse af reglerne om bogføring mv. også vil være væsentlig i regi af konkurskaran-

tænereglerne, selvom der i visse tilfælde skal mindre til at overtræde bogføringslovens regler.

Der kan desuden – som tillige fremhævet ovenfor – peges på, at når lovgiver har skærpet reg-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

lerne for, hvilke krav der stilles til erhvervsdrivende, og dermed hvad der anses for almindelig

god og forsvarlig forretningsførelse i bogføringslovens forstand, ville det være påfaldende,

hvis reglerne om konkurskarantæne ikke i et vist omfang ligeledes kom til at afspejle dette.

Hvornår der er tale om en væsentlig tilsidesættelse i konkurskarantænereglernes forstand, bør

dog bero på en konkret vurdering, idet Konkursrådet bemærker, at det som anført ovenfor er

rådets opfattelse, at en overholdelse af bogførings- og regnskabsmæssige forpligtelser er en

helt basal og central del af det at drive erhvervsvirksomhed, og at det groft uforsvarlige i kon-

kursretligt regi ved tilsidesættelsen af reglerne om bogføring og regnskabsaflæggelse mv. bl.a.

vil bestå i, at kurator som en følge heraf ikke har mulighed for at kontrollere og efterprøve

boets forhold.

Der kan ved vurderingen af, om en overtrædelse af bogføringslovens regler må anses for væ-

sentlig nok til at udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse i konkurskarantænereglernes for-

stand, henses til, hvad der efter bogføringslovens regler skal anses for en væsentlig overtræ-

delse. Bogføringsloven opererer i denne sammenhæng, jf. afsnit 1.1.2 ovenfor, med hen-

holdsvis »særligt omfattende overtrædelser«, »mere omfattende overtrædelser« og »mindre

omfattende overtrædelse«.

Hvor en tilsidesættelse af bogføringslovens regler kan karakteriseres som »særligt omfatten-

de«, jf. hertil bogføringslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., og forarbejderne hertil, jf. Folketingsti-

dende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 68, vil tilsidesættelsen i almindelighed skulle an-

ses for væsentlig i konkurskarantænereglernes forstand, og dermed i sig selv kunne begrunde

pålæg af konkurskarantæne. Konkursrådet har i denne sammenhæng lagt vægt på, at fortolk-

ningen af, hvad der må anses for en »særligt omfattende« overtrædelse i bogføringslovens

forstand, sigter mod de tilfælde, hvor bogføringen er ikke eksisterende eller i øvrigt er så

mangelfuld, at det ikke vil være muligt at følge og kontrollere det økonomiske hændelsesfor-

løb i erhvervsvirksomheden, jf. hertil Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side

68. Endvidere kan der peges på, at hvor det ikke er muligt at kontrollere det økonomiske

hændelsesforløb i erhvervsvirksomheden, vil bl.a. kurator ofte ikke kunne efterprøve de øko-

nomiske dispositioner i erhvervsvirksomheden, herunder om dispositioner har været forret-

ningsmæssigt begrundet, jf. hertil afsnit 2.1.3 nedenfor.

Når en tilsidesættelse af bogføringslovens regler kan karakteriseres som »mere omfattende«,

jf. hertil Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 68, vil det som udgangspunkt

tale for, at der er tale om groft uforsvarlig forretningsførelse, som i sig selv kan begrunde på-

læg af konkurskarantæne, men det må i disse tilfælde bl.a. bero på, om tilsidesættelsen har

haft betydning for kurators mulighed for at afdække boets forhold. Konkursrådet har i denne

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

sammenhæng lagt vægt på, at en »mere omfattende overtrædelse« i bogføringslovens for-

stand, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 68, bl.a. omfatter de tilfælde

hvor overtrædelsen har medført, at regnskabet ikke kan revideres, uden at revisor i sin påteg-

ning må henvise til, at revisionen ikke har kunnet gennemføres som følge af manglende bog-

føring, eller at det ikke er muligt for myndighederne at konstatere, om erhvervsvirksomheden

f.eks. har afgivet sit moms- eller afgiftstilsvar korrekt.

Hvor tilsidesættelsen derimod alene kan karakteriseres som »mindre omfattende«, jf. hertil

Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 68, vil tilsidesættelsen – uanset at den

måtte anses som uforsvarlig forretningsførelse – ikke være væsentlig nok til i sig selv at kun-

ne udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan føre til pålæg af konkurskarantæne. En

mindre omfattende overtrædelse vil derfor i almindelighed ikke kunne stå alene, men vil efter

omstændighederne sammenholdt med den øvrige forretningsførelse kunne føre til pålæg af

konkurskarantæne, jf. afsnit 2.3 nedenfor.

Særligt i forhold til reglerne om digital bogføring i bogføringslovens kapitel 5 vil der i visse

tilfælde kunne opstå spørgsmål, om en manglende anvendelse af et digitalt bogføringssystem i

overensstemmelse med bogføringslovens § 16 eller anvendelse af et digitalt bogføringssy-

stem, der ikke lever op til kravene i bogføringslovens § 15 mv., bør anses for groft uforsvarlig

forretningsførelse i konkurskarantænereglernes forstand.

Hvis der slet ikke er bogført, herunder digitalt, må dette i almindelighed skulle anses for væ-

sentlig nok til at udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse, der i sig selv skal kunne begrun-

de konkurskarantæne. Det bemærkes, at sådanne tilfælde ifølge forarbejderne til bestemmel-

sen i bogføringslovens § 33, stk. 2, 2. pkt., som udgangspunkt ville skulle anses som en »sær-

ligt omfattende overtrædelse«, jf. hertil Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat,

side 68. Det samme vil ligeledes være tilfældet, hvor der er ikke er bogført digitalt, og et

eventuelt analogt udarbejdet bogføringsmateriale er så mangelfuldt, at det ikke er muligt for

kurator at gennemskue, hvad der er sket i erhvervsvirksomheden.

Hvis der ikke er bogført digitalt i overensstemmelse med § 16, men hvor der foreligger et

fuldstændigt bogføringsmateriale uden væsentlige mangler i bogføringen i et analogt format

mv., der overholder de resterende bestemmelser i bogføringsloven, og som sætter kurator i

stand til at efterprøve erhvervsvirksomhedens dispositioner mv., bør dette ikke i sig selv skul-

le anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, idet der herefter i sådanne tilfælde ej heller

må antages at være tale om en »særlig omfattende overtrædelse« i bogføringslovens forstand,

men derimod efter omstændighederne en »mere omfattende overtrædelse« jf. hertil Folketing-

stidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 68. Dette må dog forudsætte, at det analoge

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

materiale er så fuldstændigt, let læseligt og i øvrigt indeholder de oplysninger, bilag mv., som

ville fremgå af det digitale bogføringssystem, hvis dette havde været anvendt. Hvis man såle-

des f.eks. har overholdt bestemmelserne i bogføringslovens § 7, stk. 1, og § 9, men ikke i

overensstemmelse med bogføringslovens § 16, stk. 1, nr. 1 og 2, har sørget for at registrere de

i øvrigt retvisende og fuldkomne transaktionerne og opbevare registreringer og bilag mv. i et

digitalt bogføringssystem, vil der efter Konkursrådets opfattelse ikke foreligge en »særlig

omfattende overtrædelse« i bogføringslovens forstand. Selvom der i et sådant tilfælde vil væ-

re tale om en uforsvarlig forretningsførelse, der ikke lever op til de krav, der stilles til er-

hvervsvirksomhedsdrift efter bogføringslovens regler, vil forholdet ikke være at anse for groft

uforsvarlig forretningsførelse i konkurskarantænereglernes forstand, hvis det i øvrigt er åben-

bart, at forholdet ikke har betydning for kurators mulighed for at afdække boets forhold.

Hvor der er bogført digitalt, men hvor erhvervsvirksomheden ikke har anvendt et bogførings-

system, der lever op til kravene i bogføringslovens § 15, vil det som udgangspunkt bero på en

konkret vurdering, om tilsidesættelsen af reglerne er så væsentlig, at der vil være tale om groft

uforsvarlig forretningsførelse, idet det afgørende i sådanne tilfælde må være, om kurator er i

stand til at afdække boets forhold. Der vil i denne forbindelse kunne henses til, hvilke krav

bogføringssystemet ikke lever op til. Hvor bogføringssystemet f.eks. ikke lever op til kravet i

bogføringslovens § 15, stk. 1, nr. 1, som har til formål at skabe sikkerhed for, at det digitale

bogføringssystem understøtter bogføringslovens krav til erhvervsvirksomhedens bogføring,

herunder bl.a. reglerne i bogføringslovens §§ 7 og 13, jf. hertil Folketingstidende 2021-22, A,

L 163 som fremsat, side 51, vil tilsidesættelsen f.eks. i kombination med, at der ikke er opbe-

varet en fysisk kopi af materialet, kunne føre til, at forholdet efter omstændighederne må an-

ses for groft uforsvarligt, da kurator i så fald ikke vil kunne følge de økonomiske hændelses-

forløb i erhvervsvirksomheden. Hvor der derimod er tale om f.eks. en tilsidesættelse af kravet

i bogføringslovens § 15, stk. 1, nr. 3, om at bogføringssystemet skal kunne understøtte auto-

matisering af administrative processor, herunder ved automatisk fremsendelse og modtagelse

af e-fakturaer mv., må det bero på en konkret vurdering, om forholdet må anses for groft ufor-

svarligt.

Som anført under afsnit 1.1.2 ovenfor vil reglerne om digital bogføring være helt nye for visse

erhvervsdrivende, og det må derfor forventes, at erhvervsvirksomheder, der ikke tidligere har

bogført digitalt, i en overgangsperiode vil skulle vænne sig til, at bogføringen skal foregå di-

gitalt. Konkursrådet finder, at der ved vurderingen af, om der er tale om groft uforsvarlig for-

retningsførelse, bør tages hensyn hertil, idet det bemærkes, at jo længere tid reglerne har væ-

ret i anvendelse, jo mere vil tale for, at erhvervsvirksomhederne har haft rig mulighed for at

vænne sig hertil, og jo mindre vil herefter tale for, at der skal tages et særligt hensyn til en

eventuel overgangsperiode. Navnlig i relation til mindre erhvervsdrivende, som kun lige over-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

skrider nettoomsætningsgrænsen på 300.000 kr., bør der efter Konkursrådets vurdering kunne

tages hensyn hertil ved vurderingen af, om det er rimeligt at pålægge karantæne, jf. hertil ka-

pitel 8, afsnit 2.1.2.

Hvor en erhvervsvirksomhed tilsidesætter sin pligt efter årsregnskabslovens § 135, stk. 5, til

at lade sit årsregnskab forsyne med minimum en assistanceerklæring fra en uafhængig re-

visor, må det afgørende for, om tilsidesættelsen skal anses for væsentlig nok til at udgøre

groft uforsvarlig forretningsførelse i konkurskarantænereglernes forstand, være, om kurator

på trods heraf er i stand til at afdække boets forhold.

Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at som det fremgår under afsnit 1.1.3 ovenfor,

er en »assistance erklæring« alene udtryk for, at erhvervsvirksomheden har fået bistand til at

opstille årsregnskabet i henhold til lovgivningen, men erklæringen er ikke udtryk for, at op-

lysningerne i årsregnskabet i øvrigt er retvisende.

Hvor regnskabet således er forsynet med en assistanceerklæring og dermed opstillet korrekt,

men hvor oplysningerne i årsregnskabet er urigtige eller misvisende, må det tale for, at der er

tale om en væsentlig tilsidesættelse, der udgør groft uforsvarlig forretningsførelse.

Hvor regnskabet ikke er forsynet med en assistanceerklæring, men hvor regnskabet i øvrigt er

opstillet korrekt og oplysningerne heri er retvisende og tilstrækkelige, vil det modsat tale

mod, at tilsidesættelsen skal anses for væsentlig nok til at udgøre groft uforsvarligt forret-

ningsførelse i sig selv, idet forholdet dog sammenholdt med den øvrige forretningsførelse

efter omstændighederne vil kunne føre til, at der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.

Konkursrådet bemærker afslutningsvist, at en manglende indsendelse af et selskabs årsrapport

i overensstemmelse med årsregnskabsloven, der eventuelt har ført til, at Erhvervsstyrelsen

som følge af den manglende indsendelse har anmodet skifteretten om at tvangsopløse selska-

bet, ikke i sig selv vil kunne begrunde, at der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse i

konkurskarantænereglernes forstand. En manglende eller sen indsendelse af et selskabs års-

rapport vil dog sammenholdt med den øvrige forretningsførelse efter omstændighederne kun-

ne føre til, at der efter en samlet vurdering er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, der

kan begrunde pålæg af konkurskarantæne.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

2.1.3 Ikke forretningsmæssigt begrundede dispositioner der har medvirket til, at skyldnerens

aktivmasse er blevet ikke uvæsentligt reduceret til skade for kreditorerne

Som anført under afsnit 1.1.5 og 1.1.6 ovenfor ses det ofte i retspraksis vedrørende kon-

kurskarantæne, at der er foretaget ikke forretningsmæssigt begrundede dispositioner, hvorved

den konkursramte erhvervsvirksomhed er blevet mere eller mindre tømt for aktiver forud for

konkursen til skade for kreditorerne.

Dette kan f.eks., som det også følger af retspraksis, være tilfældet, hvor hele eller dele af er-

hvervsvirksomhedens konto er blevet hævet kort tid før konkursen, fysiske aktiver er blevet

fjernet, eller erhvervsvirksomhedens aktiver er blevet overdraget til en betydelig underpris,

eller uden at der reelt er sket betaling, til nærtstående eller andre erhvervsvirksomheder, på et

tidspunkt hvor den pågældende måtte indse, at erhvervsvirksomheden var eller ved salget blev

insolvent.

Ikke forretningsmæssigt begrundede dispositioner kan ligeledes foreligge i de situationer,

hvor der er ydet ulovlige ledelseslån, ulovlig udlodning eller lign., eller hvor der er sket en

sammenblanding af erhvervsvirksomhedens og ledelsesmedlemmets økonomi på en sådan

måde, at det ikke kan godtgøres, at de forskellige hævninger er forretningsmæssigt begrundet.

Det er Konkursrådets vurdering, at den retstilstand, der er udviklet på området herfor, skal

opretholdes, og at de tilfælde, hvor ledelsesmedlemmet har foretaget ikke forretningsmæssigt

begrundede dispositioner, skal anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, der i sig selv kan

begrunde, at ledelsesmedlemmet pålægges konkurskarantæne, idet dette dog må forudsætte, at

dispositionen har medvirket til, at den konkursramte erhvervsvirksomheds aktivmasse er ble-

vet ikke uvæsentlig reduceret til skade kreditorerne.

Det vil bero på en konkret vurdering, om en disposition har været forretningsmæssigt begrun-

det, og det bemærkes i denne sammenhæng, at det forhold, at en disposition er omstødelig,

ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at dispositionen ikke kan være forretningsmæssigt

begrundet. I et tilfælde, hvor der f.eks. betales ned på erhvervsvirksomhedens kassekredit for

at sikre, at kassekreditten ikke bliver lukket, kan forholdet efter omstændighederne anses for

forretningsmæssigt begrundet, selvom dispositionen efter omstændighederne vil være omstø-

delig. På samme måde vil det forhold, at en disposition ikke er omstødelig, ikke være ensbe-

tydende med, at dispositionen

forretningsmæssigt begrundet. Begrebet »forretningsmæssigt

begrundet« må således i relation til konkurskarantænereglerne forstås uafhængigt af omstøde-

lsesreglerne, idet det dog er klart, at hvor der f.eks. foreligger en omstødelig gave efter kon-

kurslovens § 64, stk. 1, som i medfør af Højesterets dom af 10. januar 2022 (gengivet i U

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

2022.907 H) bl.a. forudsætter, at dispositionen ikke er forretningsmæssigt begrundet, vil dis-

positionen skulle anses for groft uforsvarlig forretningsførelse.

Det er som nævnt ovenfor Konkursrådet vurdering, at det alene bør være de tilfælde, hvor

aktivmassen som minimum er blevet reduceret i en ikke uvæsentlig grad, som i sig selv skal

anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan føre til pålæg af konkurskarantæne.

Konkursrådet har i den forbindelse lagt vægt på, at selvom det i almindelighed vil være udtryk

for uforsvarlig forretningsførelse, hvis ledelsesmedlemmet anvender erhvervsvirksomhedens

midler til at foretage ikke forretningsmæssigt begrundede dispositioner, vil spørgsmålet om

grovheden – og hermed om forholdet kan stå alene – efter Konkursrådets opfattelse afhænge

af, hvor stor en reduktion af erhvervsvirksomhedens aktivmasse, som dispositionen har med-

ført. Hvor den ikke forretningsmæssigt begrundede disposition alene har medført en uvæsent-

lig reduktion af aktivmassen, vil forholdet ikke i sig selv kunne begrunde konkurskarantæne,

men forholdet vil efter omstændighederne sammenholdt med den af ledelsesmedlemmet øvri-

ge udviste forretningsførelse kunne føre til pålæg af konkurskarantæne, jf. afsnit 2.3 nedenfor.

Konkursrådet har overvejet, hvornår en reduktion af aktivmassen må anses for »ikke uvæsent-

lig«.

Ligesom Konkursrådet, som anført ovenfor, ikke finder grundlag for at opstille en bagatel-

grænse for, hvor stort et tab skal være, førend der er tale om, at en uforsvarlig forretningsfø-

relse må anses for grov, vil der heller ikke kunne opstilles en klar bagatelgrænse for, hvornår

en reduktion af aktivmassen må anses for ikke uvæsentlig. Dette vil i alle tilfælde bero på en

konkret vurdering af størrelsen af aktivmassen forud for og efter dispositionen, idet en reduk-

tion både kan være »ikke uvæsentlig« ud fra en relativ vurdering og ud fra en absolut vurde-

ring. Hvor dispositionen f.eks. har medført, at skyldnerens aktivmasse er blevet reduceret med

f.eks. 10.000 kr., men den resterende aktivmasse er betydelig, vil reduktionen alt efter om-

stændighederne kunne anses for uvæsentligt i relativ forstand. Hvor der på den anden side

f.eks. er tale om en disposition, der alene udgør få procent af den forud for dispositionen be-

stående aktivmasse, men som i absolutte tal må anses for betydelig, vil dispositionen efter

omstændighederne kunne anses for ikke uvæsentlig. Hvor den ikke forretningsmæssigt be-

grundede disposition f.eks. består i en enkelt middag eller lign., vil forholdet som udgangs-

punkt ikke skulle anses for groft uforsvarlig forretningsførelse i sig selv, da sådanne disposi-

tioner – alt efter omstændighederne – alene må anses at have ført til en uvæsentlig reduktion

af skyldnerens aktivmasse både i relativ og absolut forstand. Hvis der er tale om flere ikke

forretningsmæssigt begrundede dispositioner af mindre størrelse, må man hense til det samle-

de beløb af disse dispositioner, når det vurderes, om det foretagne enten relativt og/eller i ab-

solutte tal har karakter af en ikke uvæsentlig reduktion af den samlede aktivmasse.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Ved vurderingen af, om erhvervsvirksomhedens aktivmasse er blevet ikke uvæsentligt redu-

ceret til skade for kreditorerne, bør det som udgangspunkt være uden betydning, om det er

muligt at tilbageføre værdien af den ikke forretningsmæssigt begrundede disposition ved

f.eks. omstødelse, ligesom det bør være uden betydning for vurderingen af, om der foreligger

groft uforsvarlig forretningsførelse, om ledelsesmedlemmet på anden måde retter op på for-

holdet ved selv at erstatte boet det tab, som er lidt ved den ikke forretningsmæssigt begrunde-

de disposition. Om muligheden for at indgå forlig mv. henvises til kapitel 8, afsnit 2.5, neden-

for.

Konkursrådet har i den forbindelse lagt vægt på, at reglerne om konkurskarantæne har til for-

mål at sikre mod, at en groft uforsvarlig forretningsførelse videreføres i en anden er-

hvervsvirksomhed til skade for kreditorerne, hvorved konkurskarantæne skal anses som en

fremadrettet civilretlig foranstaltning begrundet i en uønsket opførsel, der ligger forud i tiden.

Det er derfor Konkursrådets vurdering, at hvor den ikke forretningsmæssigt begrundede dis-

position er foretaget senere end et år før fristdagen, vil det være uden betydning for vurderin-

gen af, om dispositionen skal anses som groft uforsvarlig forretningsførelse, om den reduktion

af aktivmassen, som den ikke forretningsmæssigt begrundede disposition har medført, er ble-

vet genoprettet – det være sig gennem omstødelse i det omfang dispositionen ligeledes er om-

stødelig, frivillig tilbageførelse af værdien eller lign.

Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at hvor en utilbørlig, ikke forretningsmæssigt

begrundet disposition er foretaget tidligere end et år før fristdagen, kan det have betydning,

om ledelsesmedlemmet har mulighed for at rette op herpå, og dermed om der er udvist groft

uforsvarlig forretningsførelse, idet der henvises til kapitel 3, afsnit 2, om muligheden for at

rette op.

2.1.4 Stråmandsvirksomhed

Som det fremgår under afsnit 1.1.8 ovenfor og kapitel 5, afsnit 1.5 nedenfor, er det forudsat i

forarbejderne, at det at deltage i en stråmandskonstruktion – enten som stråmand eller bag-

mand – som udgangspunkt skal anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, hvilket ligeledes

følger af retspraksis.

Konkursrådet finder, at det fremadrettet ikke blot bør være udgangspunktet, at der er udvist

groft uforsvarlig forretningsførelse ved deltagelse i en stråmandskonstruktion, men derimod

den almindelige regel.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Der henvises til kapitel 5 nedenfor, hvor stråmandsproblematikken behandles nærmere.

2.1.5 Drift ud over håbløshedstidspunktet der har medført et væsentligt tab for fordrings-

haverne

Det ligger i sagens natur, at en erhvervsvirksomhed, der er gået konkurs, vil være insolvent,

da dette er en forudsætning for indledningen af en konkursbehandling. At erhvervsvirksom-

heden er insolvent, er dog ikke i alle tilfælde ensbetydende med, at erhvervsvirksomheden vil

være drevet ud over håbløshedstidspunktet, jf. hertil afsnit 1.1.7 ovenfor.

Hvor en fortsat drift af selskab ikke er mulig, uden at det vil medføre en forøgelse af selska-

bets gældsforpligtelser, som selskabet ikke realistisk kan dække, vil man som ledelsesmedlem

som udgangspunkt være forpligtet til at sikre, at selskabet ikke videreføres, jf. hertil bl.a. sel-

skabslovens § 118, stk. 2, for så vidt angår direktionen, og som anført under afsnit 1.1.7 oven-

for følger det af forarbejderne til bestemmelsen i konkurslovens § 157, stk. 1, jf. Folketingsti-

dende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 28, at der typisk vil være tale om groft uforsvarlig

forretningsførelse, i det omfang ledelsen forsætter driften af en virksomhedens, selvom ledel-

sen måtte have indset, at en videreførelse vil føre til betydelige tab.

Konkursrådet har på baggrund af ovenstående overvejet, om en drift af en erhvervsvirksom-

hed ud over håbløshedstidspunktet under visse forudsætninger må anses for at udgøre en så-

dan groft uforsvarlig forretningsførelse, som i sig selv kan begrunde pålæg af konkurskaran-

tæne.

Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at spørgsmålet om pålæg af konkurskarantæne

i praksis sjældent afgøres alene ud fra, om det pågældende ledelsesmedlem har medvirket til,

at erhvervsvirksomheden er blevet drevet ud over håbløshedstidspunktet. Typisk vil spørgs-

målet om en drift ud over håbløshedstidspunktet dog kunne indgå som et blandt flere elemen-

ter i den samlede vurdering af, om ledelsesmedlemmets forretningsførelse må anses for groft

uforsvarlig.

Konkursrådet finder dog, at det er en central del af det at drive erhvervsvirksomhed, at det

sikres, at erhvervsvirksomheden ikke drives i en længere periode ud over håbløshedstidspunk-

tet til skade for kreditorerne, og det ville derfor være påfaldende, hvis en drift ud over håbløs-

hedstidspunktet under visse betingelser ikke i sig selv skulle kunne anses for at udgøre groft

uforsvarlig forretningsførelse, der fører til pålæg af konkurskarantæne.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Hvis en drift ud over håbløshedstidspunktet selvstændigt skal kunne begrunde, at der er udvist

groft uforsvarlig forretningsførelse, som kan føre til pålæg af konkurskarantæne, må det efter

Konkursrådets opfattelse kræves, at videreførelsen af driften efter det tidspunkt, hvor ledelsen

har indset eller måtte have indset, at en videreførelse ville medføre tab,

dels

har stået på i en

længere periode – f.eks. en længere årrække –

dels

har medført, at erhvervsvirksomhedens

kreditorer har lidt et væsentligt tab.

Det bør – ligesom det er tilfældet i dag – bero på en konkret vurdering af den enkelte sags

omstændigheder, om en drift ud over håbløshedstidspunktet i sig selv skal anses for groft

uforsvarlig forretningsførelse, idet vurderingen heraf vil have visse ligheder med spørgsmålet

om ledelsens erstatningsansvar.

Vurderingen af, om en videreførelse af driften må anses for groft uforsvarlig forretningsførel-

se, vil skulle foretages ud fra forholdene på det tidspunkt, hvor det var kritisk at fortsætte drif-

ten, og om ledelsen på et tidspunkt herefter har forsømt at standse driften eller foretage de

nødvendige tilpasninger af erhvervsvirksomheden for at undgå yderligere tab.

Hvornår det kritiske håbløshedstidspunkt foreligger, vil fortsat bero på en konkret vurdering,

og den tidligere retspraksis herfor, vil i denne sammenhæng være retningsgivende. Der vil

således bl.a. kunne henses til, om selskabets revisor (gentagne gange) har taget forbehold over

for en fortsat drift, om selskabets bankforbindelse har opsagt eller væsentligt indskrænket

selskabets kreditfaciliteter, uden at der er fundet alternative finansieringsmuligheder mv., om

selskabets egenkapital er tabt, og om der er en betydelig negativ egenkapital forbundet med

den fortsatte drift mv.

Det vil i almindelighed ikke skulle anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, der fører til

pålæg af konkurskarantæne, hvor ledelsen har truffet en beslutning om at videreføre er-

hvervsvirksomheden på et forsvarligt grundlag, som er i overensstemmelse med den såkaldte

»business judgement rule«, jf. hertil Torben Kuld Hansen og Lars Lindencrone, Insolvenspro-

cesretten, 5. udgave, 2023, side 490 f. Der bør i denne sammenhæng ligeledes tages et særligt

hensyn til, at virksomhedsledere, herunder navnlig iværksættere, ofte vil være optimistiske og

gøre alt i deres magt for at redde deres erhvervsvirksomhed. Det vil dog i denne sammenhæng

være klart, at i de tilfælde, hvor ledelsen anvender skattemyndighederne som en selvbestaltet

kassekredit og oparbejder en stor gæld til det offentlige, men i øvrigt betaler resterende kredi-

torer, vil en henvisning til iværksætterhensynet og ”optimistiske fremtidsudsigter” ikke kunne

føre til, at forholdet ikke kan anses som groft uforsvarlig, jf. hertil også afsnit 2.1.1 ovenfor.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Hvis en drift ud over håbløshedstidspunktet i sig selv skal kunne begrunde pålæg af kon-

kurskarantæne, bør det efter Konkursrådets opfattelse – som nævnt ovenfor – kræves, at kre-

ditorerne rent faktisk har lidt et tab, som følge af den fortsatte tabsgivende driften. Det afgø-

rende vil i denne sammenhæng bl.a. kunne være, om det er muligt at konstatere, at er-

hvervsvirksomhedens gældsforpligtelser er blevet væsentligt forøget, eller om værdien af er-

hvervsvirksomhedens aktiver er blevet væsentligt reduceret efter det kritiske tidspunkt. Hvor

man i en længere årrække har anvendt skattemyndighederne som en selvbestaltet kassekredit

til at finansiere en fortsat tabsgivende drift, vil betingelsen om et væsentligt tab – alt efter om-

stændighederne – typisk være opfyldt, selvom forholdet tillige ofte vil være omfattet af de i

afsnit 2.1.1 nævnte situationer. Hvis der alene har været en betydelig risiko for, at er-

hvervsvirksomhedens kreditorer ville lide et væsentligt tab, uden at det dog er muligt at kon-

statere, om tabet rent faktisk er lidt, vil forholdet ikke i sig selv kunne begrunde pålæg af

konkurskarantæne, men forholdet vil efter omstændighederne sammenholdt med den af ledel-

sesmedlemmet øvrige udviste forretningsførelse kunne føre til pålæg af konkurskarantæne, jf.

afsnit 2.3 nedenfor.

Selvom en drift ud over håbløshedstidspunktet, når den har medført et væsentligt tab for kre-

ditorerne, vil kunne anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, der i sig selv skal kunne

begrunde pålæg konkurskarantæne, er det dog Konkursrådets opfattelse, at en drift ud over

håbløshedstidspunktet i langt de fleste tilfælde ikke i sig selv vil være nok til at begrunde

konkurskarantæne, hvorfor forholdet i stedet vil skulle indgå som et element blandt flere, som

tilsammen må anses for at udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse, jf. afsnit 2.3 nedenfor.

2.2 Særligt om manglende samarbejde med kurator

Som det fremgår under afsnit 1.1.9 ovenfor, ses der i retspraksis tilfælde, hvor retten ved vur-

deringen af, om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, har lagt afgørende vægt på,

om den tidligere ledelse mv. har opfyldt sin pligt til efter konkurslovens § 100, jf. § 105, stk.

1, at meddele kurator alle de oplysninger, der er nødvendige for kurators forsvarlige behand-

ling af konkursboet.

Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at selvom det synes forudsat i forarbejderne til

konkurskarantænereglerne, jf. afsnit 1.1.9 ovenfor, at også adfærd under konkursbehandlingen

eller rekonstruktionsbehandlingen kan have betydning for vurderingen af, om der er udvist

groft uforsvarlig forretningsførelse, foreligger der en særlig situation, hvor en groft uforsvar-

lige adfærd udspiller sig efter, at erhvervsvirksomheden reelt er ophørt i forbindelse med kon-

kursen.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Begrebet »forretningsførelse« retter sig i ordets traditionelle forstand mod den førelse og for-

valtning af erhvervsvirksomheden, som ledelsesmedlemmet har udvist gennem sine disposi-

tioner og handlinger forud for konkursen, hvor erhvervsvirksomheden var ”i live”, og ikke

mod ledelsens handlemåde

efter

konkursens indtræden, hvor erhvervsvirksomheden og der-

med ledelsens forretningsførelse af erhvervsvirksomheden er ophørt.

På trods heraf er det dog Konkursrådets opfattelse, at der er gode grunde, der taler for, at også

ledelsens handlinger efter konkursen – herunder navnlig ledelsens manglende samarbejde

med kurator – skal kunne indgå i vurderingen af, om der grundlag for at pålægge konkurska-

rantæne, uanset at sådanne efterfølgende handlinger ikke er omfattet af begrebet »forretnings-

førelse« i ordets traditionelle forstand.

Konkursrådet har i den forbindelse lagt vægt på, at et manglende samarbejde med kurator må

anses som udtryk for en manglende overholdelse af ledelsens accessoriske forpligtelse til at

sikre en forsvarlig afvikling af erhvervsvirksomheden. Når man har drevet erhvervsvirksom-

hed, vil man med andre ord være forpligtet til at medvirke til en forsvarlig afvikling heraf til

mindst mulig skade for de kreditorer, der er stillet i udsigt at skulle lide et tab som følge af

konkursen. Hvis man i denne sammenhæng som tidligere fungerende ledelsesmedlem tilside-

sætter sin pligt til efter konkurslovens § 105, jf. § 100, loyalt at samarbejde med kurator og

meddele de oplysninger, som er nødvendige for kurators forsvarlige behandling af konkurs-

boet og dermed en forsvarlig afvikling af erhvervsvirksomheden, har man som ledelsesmed-

lem tilsidesat denne accessoriske forpligtelse.

Der kan endvidere peges på, at formålet med konkurskarantænereglerne er at sikre mod kon-

kursmisbrug og videreførelse af en groft uforsvarlig forretningsførelse til skade for kredito-

rerne og samfundet som helhed. Hvor et ledelsesmedlem ikke samarbejder loyalt med kurator,

og dermed hindrer kurators mulighed for i overensstemmelse med grundlæggende konkursret-

lige principper at få fuldstændig indsigt i den konkursramte erhvervsvirksomheds forhold,

herunder f.eks. et selskabs regnskabs- og bogføringsmateriale, vil ledelsesmedlemmet i sær-

ligt grove tilfælde af illoyalt samarbejde være medvirkende til, at konkursretten ikke kan fun-

gere efter hensigten, hvilket i sidste ende vil være til skade for konkursboets kreditorer. Der

foreligger dermed en vis parallelitet mellem de tilfælde, hvor ledelsesmedlemmet væsentlig

tilsidesætter sin forpligtelse til at samarbejde loyalt med kurator, og de tilfælde, hvor der er

tale om en væsentlig tilsidesættelse af bogførings- og regnskabsmæssige forpligtelser, jf. af-

snit 2.1.2 ovenfor, idet der i begge tilfælde vil kunne være tale om en hindring og umuliggø-

relse af kurators arbejde med afdækning af boets forhold.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Endelig kan der peges på, at hvis det ligger i et ledelsesmedlems »modus operandi« at tilside-

sætte sin pligt til at samarbejde loyalt med kurator, hvorefter det ikke er muligt for kurator at

foretage en forsvarlig bobehandling, som i sidste ende kan være til skade for kreditorerne, vil

dette tillige kunne komme til at skade fremtidige kreditorer i et potentielt senere konkursbo.

Det er derfor sammenfattende Konkursrådets opfattelse, at det skal være muligt ved vurderin-

gen af, om der udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, som giver grundlag for pålæg af

konkurskarantæne – ligesom det er tilfældet i dag – at tage hensyn til, om det tidligere ledel-

sesmedlem har tilsidesat sin accessoriske forpligtelse til gennem et loyalt samarbejde med

kurator at sikre en forsvarlig afvikling af erhvervsvirksomheden.

Konkursrådet har overvejet, om et ledelsesmedlems tilsidesættelse af sin pligt til efter kon-

kurslovens § 100, jf. § 105, stk. 1, at samarbejde med kurator og meddele kurator de oplys-

ninger, som er nødvendige for en forsvarlig bobehandling, skal anses for en sådan groft ufor-

svarlig forretningsførelse, der i sig selv skal kunne begrunde pålæg af konkurskarantæne.

Hvis et manglende samarbejde i sig selv skal kunne begrunde pålæg af konkurskarantæne i en

situation, hvor der i øvrigt ikke er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse forud for konkur-

sen, må det kræves, at der er tale om en væsentlig tilsidesættelse samarbejdspligten.

Det er dog i denne sammenhæng svært at forestille sig en situation, hvor en væsentlig tilside-

sættelse af pligten til at samarbejde loyalt med kurator ikke automatisk vil hænge sammen

med en af de oven for anførte typetilfælde af groft uforsvarlig forretningsførelse udvist forud

for konkursen, der efter Konkursrådets opfattelse i sig selv kan begrunde pålæg af konkurska-

rantæne, herunder navnlig afsnit 2.1.2 (væsentlige tilsidesættelse af bogførings- og regn-

skabsmæssige pligter) og afsnit 2.1.3 (ikke forretningsmæssigt begrundede dispositioner, der

har medvirket til, at skyldnerens aktivmasse er blevet ikke uvæsentligt reduceret til skade for

kreditorerne).

I et tilfælde, hvor ledelsesmedlemmet f.eks. ikke udleverer selskabets bogførings- og regn-

skabsmateriale til kurator, hvorefter kurator må lægge til grund, at der ikke foreligger noget

bogføringsmateriale, vil forholdet formentlig høre under de i afsnit 2.1.2 tilfælde om væsent-

lige tilsidesættelse af bogførings- og regnskabsmæssige forpligtelser, hvorfor en groft ufor-

svarlig forretningsførelse, der i sig selv kan begrunde konkurskarantæne, reelt vil have udspil-

let sig forud for konkursen. Endvidere vil et tilfælde, hvor ledelsesmedlemmet f.eks. på

spørgsmål fra kurator nægter at oplyse om placeringen af et aktiv, som ledelsesmedlemmet

har fjernet fra selskabet forud for konkursen, være omfattet af de i afsnit 2.1.3 nævnte tilfæl-

de, da det i så fald må lægges til grund, at fjernelsen af aktivet fra selskabet forud for konkur-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

sen, uden at der foreligger dokumentation for, at der er tale om en forretningsmæssigt begrun-

det dispositionen, vil have medvirket til, at det konkursramte selskabs aktivmasse er blevet

ikke uvæsentligt reduceret til skade for kreditorerne.

Et manglende loyalt samarbejde med kurator og en tilsidesættelse af ledelsens accessoriske

forpligtelse til at sikre en forsvarlig afvikling af erhvervsvirksomheden vil derfor efter Kon-

kursrådets opfattelse meget sjældent i sig selv kunne begrunde pålæg af en konkurskarantæne,

men forholdet bør kunne indgå som et element i en samlet vurdering af, om der i øvrigt er

udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, og et manglende samarbejde med kurator vil i den-

ne sammenhæng i væsentlig grad tale for, at ledelsesmedlemmet har udvist groft uforsvarlig

forretningsførelse.

I et tilfælde hvor ledelsesmedlemmet tidligt i konkursprocessen har nægtet at udlevere f.eks.

regnskabsmaterialet til kurator og først på et meget sent tidspunkt – f.eks. i umiddelbar til-

knytning til en anlagt konkurskarantænesag – vælger at udlevere dette, vil der efter Konkurs-

rådets vurdering, ikke skulle meget til, at anse ledelsesmedlemmets samlede forretningsførel-

se som groft uforsvarlig, hvis der er i øvrigt er forhold, der taler for, at forretningsførelsen

forud for konkursen må anses som uforsvarlig.

2.3 Andre tilfælde som efter omstændighederne kan anses for groft uforsvarlig forret-

ningsførelse

Som anført ovenfor bør en opregning af de typetilfælde, som i almindelighed skal anses for

groft uforsvarlig forretningsførelse, efter Konkursrådets opfattelse ikke være udtømmende.

Der bør således være plads til, dels at et ledelsesmedlems forretningsførelse efter en vurdering

af sagens samlede omstændigheder vil kunne anses som groft uforsvarlig forretningsførelse,

der begrunder pålæg af konkurskarantæne, dels at retterne skal kunne foretage et konkret skøn

af, om et enkelt forhold – uanset at det ikke måtte være omfattet af opregningen af typetilfæl-

de – må anses for udgøre at groft uforsvarlig forretningsførelse i sig selv.

Ved vurderingen af, om der uden for de typetilfælde, der er nævnt ovenfor, er tale om groft

uforsvarlig forretningsførelse, vil der skulle henses til, om ledelsesmedlemmets samlede for-

retningsførelse ud fra omstændighederne i objektiv og subjektiv henseende kan betegnes som

grov og har karakter af misbrug af reglerne og en tilsidesættelse af de almindelige krav til det

at drive erhvervsvirksomhed.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Et forhold, som f.eks. ikke i sig selv udgør groft uforsvarlig forretningsførelse, vil derfor efter

omstændighederne sammenholdt med ledelsesmedlemmets øvrige uforsvarlige forretningsfø-

relse og omstændighederne omkring konkursen kunne føre til pålæg af konkurskarantæne.

Henset til de ovenfor nævnte tilfælde vil f.eks. en manglende indberetning af A-skat, moms

mv. i den korte periode forud for konkursen kombineret med en mere omfattende – men ikke

særligt omfattende – overtrædelse af bogføringsloven eller manglende samarbejde med kura-

tor, kunne anses for at udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse.

Endvidere vil det efter omstændighederne kunne anses for at udgøre groft uforsvarlig forret-

ningsførelse, hvor der f.eks. er tale om betydelige køb på kredit eller forudbetaling, uden at

der er udsigt til, at det produkt, som forbrugerne er stillet i udsigt, kan leveres kombineret

med en mere omfattende overtrædelse af bogføringsloven og/eller helt utilstrækkelig økono-

mistyring.

Som eksempel på en forretningsførelse, som bør anses for groft uforsvarlig forretningsførelse,

kan bl.a. henvises til Højesterets dom af 22. november 2006 (gengivet i U 2007.497 H), der

ligeledes er nævnt i betænkning nr. 1525 af 2011, side 32, hvor et rejsebureau med en egen-

kapital på 1 mio. kr. finansierede driften ved forudbetalinger fra kunderne og i løbet af 9 må-

neder oparbejdede et underskud på 38 mio. kr., navnlig fordi virksomheden i væsentligt om-

fang solgte rejser til priser, som end ikke dækkede de direkte omkostninger til fly og hotel.

Særligt i forhold til tilsidesættelse af anden lovgivning, har Konkursrådet i lyset af de afgørel-

ser, der er nævnt under afsnit 1.1.4 ovenfor, overvejet, om der er grundlag for at ændre vurde-

ringen af, hvornår en overtrædelse af anden lovgivning eller aftale bør føre til pålæg af kon-

kurskarantæne.

Som anført under afsnit 1.1.4 ovenfor, følger det af forarbejderne til konkurslovens § 157, stk.

1, at det som udgangspunkt ikke vil have betydning for spørgsmålet om konkurskarantæne,

om erhvervsvirksomheden i øvrigt overholder lovgivningen, f.eks. markedsføringsloven, kon-

kurrenceloven, arbejdsmiljøloven, miljøbeskyttelsesloven mv., men at mere systematiske og

omfattende overtrædelser af lovgivningen, som indebærer en nærliggende risiko for, at er-

hvervsvirksomheden pådrager sig store økonomiske forpligtelser (set i forhold til virksomhe-

dens kapitalgrundlag), vil kunne indgå i vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig

forretningsførelse.

Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at som anført flere steder i nærværende be-

tænkning, er formålet med konkurskarantænereglerne primært at sikre mod konkursrytteri, og

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

at en groft uforsvarlig forretningsførelse ikke umiddelbart videreføres i en anden er-

hvervsvirksomhed til skade for kreditorerne og samfundet som helhed. En konkurskarantæne

har dermed karakter af en fremadrettet, præventiv civilretlig foranstaltning, som er begrundet

i en uønsket opførsel i fortiden, som man ønsker at undgå en gentagelse af i en umiddelbar

nær fremtid, og reglerne skal derfor holdes adskilt fra eventuel anden offentligretlig håndhæ-

velse af særlovgivningen, herunder navnlig det strafferetlige og administrative værn mod til-

sidesættelse af anden lovgivning.

Konkursrådet finder derfor, at det fortsat – ligesom det er tilfældet i dag – bør bero på en kon-

kret vurdering af sagens samlede omstændigheder, om en væsentlig og grov tilsidesætte af

anden lovgivning eller en aftale, må anses som groft uforsvarlig forretningsførelse, idet det

afgørende dog må være, om overtrædelsen har medført en væsentlig risiko for, at kreditorerne

lider et ikke ubetydeligt tab.

Tabet vil således i denne sammenhæng spille en væsentlig rolle. Jo større tabet eller risikoen

for et væsentligt tab for kreditorerne er, jo mere vil tale for, at forretningsførelsen må anses

som groft uforsvarlig.

Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at da det ikke er et krav, at der er årsagssammen-

hæng mellem konkursen og forretningsførelsen, vil det ej heller være et krav, at det tab, som

måtte være opstået som følge af overtrædelsen af lovgivningen eller tilsidesættelsen af en af-

tale, skal have udløst konkursen. Det vil ej heller have betydning, at en bøde mv. for overtræ-

delse af lovgivningen, dækkes som et efterstillet krav i overensstemmelse med konkurslovens

§ 98, nr. 2, og dermed ikke kommer de ”almindelige kreditorer”, hvis krav omfattes af kon-

kurslovens § 97, til skade. Det bør dog være et krav, at tabet er anmeldt i konkursboet, uanset

om det er prøvet eller ej. Hvor et tab, der er udløst af en bevidst eller grov tilsidesættelse af

lovgivning mv., har udløst konkursen, vil meget tale for, at forholdet kombineret med anden

uforsvarlig forretningsførelse skal anses som groft uforsvarlig, der kan føre til pålæg af kon-

kurskarantæne.

Hvor driften af erhvervsvirksomheden kræver en særlig autorisation, og denne ikke er indhen-

tet, hvorefter erhvervsvirksomheden reelt ikke lovligt har kunnet drive erhvervsvirksomhed,

vil der i almindelighed altid være en nærliggende tabsrisiko, da erhvervsvirksomhedens ind-

tægtsgrundlag ikke vil være sikret, jf. hertil FM 2017.268.

Man bør således ikke som erhvervsdrivende kunne oparbejde stor gæld til skade for sine kre-

ditorer ved bevidst og grov tilsidesættelse af anden lovgivning eller aftaler, uden at dette ikke

i visse tilfælde skal være at anse for uforsvarlig forretningsførelse. Dette vil bl.a. være tilfæl-

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

det, hvor der er tale om enkeltstående grove og/eller systematiske tilsidesættelser, som påfører

erhvervsvirksomheden et væsentligt tab, jf. hertil FM 2016.59, hvor der var tale om grove og

systematiske tilsidesættelser af en overenskomstaftale.

2.4 Uegnethed til at deltage i ledelsen

Som anført under afsnit 1.2 ovenfor, er det udover betingelsen om, at der skal være udvist

groft uforsvarlig forretningsførelse, tillige en betingelse for at pålægge konkurskarantæne, at

det pågældende ledelsesmedlem som følge af den groft uforsvarlige forretningsførelse må

antages at være uegnet til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

Konkursrådet er i denne sammenhæng opmærksom på, at selvom der principielt er tale om

toleddet vurdering, har retspraksis vist, at vurderingen af, om den pågældende har udvist groft

uforsvarlig forretningsførelse i sin ledelse af erhvervsvirksomheden, ofte flyder sammen med

vurderingen af, om den pågældende som følge heraf er uegnet til at deltage i ledelsen af en

erhvervsvirksomhed, jf. hertil tillige Eva Staal og Jens Røn, Konkurskarantæne – en status,

Ugeskrift for Retsvæsen 2020 side 25ff. (side 27).

Uegnethedsvurderingen skal ses i lyset af, at formålet med reglerne bl.a. er sikre mod en

umiddelbar videreførelse af en groft uforsvarlig forretningsførelse med potentielle tab for bl.a.

potentielle fremtidige kreditorerne. En konkurskarantæne har dermed karakter af en fremad-

rettet, præventiv civilretlig foranstaltning, som er begrundet i en uønsket opførsel i fortiden,

som man ønsker at undgå en gentagelse af i en umiddelbar nær fremtid.

Når retspraksis synes at lade uforsvarligheds- og uegnethedsvurderingen flyde sammen og

ikke principielt og konsekvent tage stilling til den ene før den anden, hænger det efter Kon-

kursrådets opfattelse sammen med, at hvor der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse,

vil den pågældende i almindelighed automatisk være uegnet til at deltage i ledelsen af en er-

hvervsvirksomhed. Hvis man ikke har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, vil man om-

vendt ikke være uegnet til at deltage i ledelsen af en fremtidig erhvervsvirksomhed.

Uegnethedsbetingelsen og uforsvarlighedsvurderingen hænger således uløseligt sammen, og

der kan derfor stilles spørgsmålstegn ved det fornuftige i, at der i medfør af den gældende

ordlyd af konkurslovens § 157, stk. 1, lægges op til en toleddet vurdering.

Konkursrådet finder som følge ovenstående, herunder navnlig den manglende adskillelse af

vurderingen i praksis, at en selvstændigt defineret uegnethedsbetingelse må anses for at være

overflødig for vurderingen af, om adfærdsbetingelsen i konkurslovens § 157, stk. 1, i øvrigt er

100

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

opfyldt. Det afgørende for, om man opfylder kravene i konkurslovens § 157, stk. 1, bør derfor

alene være, om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.

101

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Kapitel 5

Stråmandsvirksomhed

1. Gældende ret

1.1 Generelt om stråmandskonstruktionen

En stråmandskonstruktion består i almindelighed af en stråmand og en eller flere bagmænd.

Ved en »stråmand« forstås i denne sammenhæng en person, der er registreret og formelt

fremstår som deltager af ledelsen af et selskab, men uden at personen er tillagt reelle ledel-

sesmæssige beføjelser i forhold til selskabets forhold. Stråmanden er således alene leder af

navn og ikke af gavn. Ved en »bagmand« forstås den reelle, men ikke registrerede leder af

selskabet. En stråmand har således ikke noget at sige i forhold til det konkrete selskab, da det

er bagmanden, der de facto leder selskabet og udøver ledelsens beføjelser.

En definition af stråmandskonstruktionen genfindes i bl.a. forarbejderne til konkursloven,

selskabsloven og skattelovgivningen.

I lovforslag nr. L 131 af 30. januar 2013, der lå til grund for lov nr. 429 af 1. maj 2019 om

konkurskarantæne, fremgår bl.a., jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side

12, at der foreligger en stråmandskonstruktion: ”[…]

hvor den daglige ledelse reelt udøves af

en anden end den, der er registreret som direktør i selskabet mv.”

I lovforslag nr. L 110 af 5. februar 2020, som ligger til grund for lov nr. 642 af 19. maj 2020,

om ændring af årsregnskabsloven og selskabsloven mv., fremgår følgende om stråmandskon-

struktionen, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 110 som fremsat, side 56: ”Ved

en stråmand

forstås en person, der f.eks. registreres og fremstår officielt som direktør, bestyrelsesmedlem

eller lignende for et kapitalselskab, men uden reel beslutningskompetence. En stråmand har

således ikke noget at sige i forhold til det konkrete selskab, da der er en eller flere bagvedlig-

gende personer, der bestemmer over selskabet. En stråmand anvendes således til at dække for

den person, der bestemmer over selskabet.”

Samme definition genfindes delvist i lovforslag

nr. L 96 af 1. december 2012, der ligger til grund for lov nr. 288 af 7. marts 2022 om ændring

af bl.a. opkrævningsloven, gældsinddrivelsesloven.

102

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Det ses i praksis, at stråmandskonstruktionen både kan etableres med stråmandens viden,

f.eks. hvor stråmanden tager sig betalt for at lade sig registrere som ledelsesmedlem i et sel-

skab, men hvor det samtidig aftales, at stråmanden ikke eller måske alene i begrænset omfang

skal varetage opgaver i selskabet, men også uden stråmandens viden, f.eks. hvis stråmanden

har været udsat for et identitetstyveri eller har givet andre adgang til sin digitale signatur, men

er uvidende om hvordan det bliver benyttet.

1.2 Generelt om ledelsesændringer i Erhvervsstyrelsens it-system

Alle personer har som udgangspunkt adgang til at indberette ledelsesændringer i et selskab

via Erhvervsstyrelsens selvbetjeningsløsning på virk.dk.

For at anvende Erhvervsstyrelsens selvbetjeningsløsning skal man logge ind med MitID eller

tilsvarende digital signatur, og man kan i den forbindelse både anvende en personlig digital

signatur eller en medarbejdersignatur. Hvis der anvendes en personlig digital signatur (f.eks.

MitID), vil Erhvervsstyrelsen modtage oplysninger om anmelderens CPR-nummer, og hvis

der anvendes en medarbejdersignatur, vil Erhvervsstyrelsen modtage oplysninger om det

CVR-nummer, som medarbejdersignaturen er knyttet til, samt anmelderens navn. Hvis Er-

hvervsstyrelsen har en begrundet formodning om, at der er sket eller vil ske misbrug af en

selvbetjeningsløsning, kan Erhvervsstyrelsen, jf. § 5, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1244 af 29.

august 2022 om anmeldelse, registrering, gebyr samt offentliggørelse m.v. i Erhvervsstyrelsen

(anmeldelsesbekendtgørelsen), lukke en anmelders adgang til at foretage straksregistreringer

via selvbetjeningsløsningen. Dette udelukker ikke, at anmelder fortsat kan foretage anmeldel-

ser til registrering via Erhvervsstyrelsens selvbetjeningsløsning, men registreringerne vil dog

blive udtaget til manuel behandling. En virksomhed kan endvidere selv begrænse, hvem der

har adgang til at registrere ændringer i virksomheden via Erhvervsstyrelsens selvbetjenings-

løsning ved at tilføje en passwordbeskyttelse.

Anmelderen vil i forbindelse med indberetningen af bl.a. ledelsesændringer være underlagt et

særligt anmelderansvar i henhold til selskabslovens § 15, stk. 2, og anmeldelsesbekendtgørel-

sens § 9, stk. 1, efter hvilke en anmelder, der registrerer et forhold eller indsender anmeldelse

herom til registrering i Erhvervsstyrelsens it-system, indestår for, at registreringen eller an-

meldelsen er lovligt foretaget, herunder at der foreligger behørig fuldmagt, og at dokumenta-

tionen i forbindelse med registreringen eller anmeldelsen er gyldig.

Kravene til registreringen af et nyt ledelsesmedlem afhænger af, om den person, der indsættes

som ledelsesmedlem, har et CPR-nummer eller ej.

103

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Hvis personen, der ønskes registreret, har et CPR-nummer, stilles der i medfør af anmeldel-

sesbekendtgørelsens § 17, stk. 1, krav om, at der ved anmeldelsen angives oplysninger om

personens fulde navn, funktionen i selskabet, CPR-nummer, statsborgerskab ved fødslen og

bopælsadresse og -land, ligesom der, jf. anmeldelsesbekendtgørelsens § 20, stk. 1, stilles krav

om dokumentation for ændringens lovlige vedtagelse – f.eks. et generalforsamlingsreferat.

Hvis personen, der ønskes registreret som ledelsesmedlem, ikke har et CPR-nummer, stilles

der, jf. anmeldelsesbekendtgørelsens § 17, stk. 2, nr. 1, krav om, at der oplyses om personens

fødselsdato, statsborgerskab ved fødslen, køn, pasnummer eller nummer fra et nationalt iden-

tifikationskort, der kan anvendes ved indrejse i et Schengenland, samt udstedelsesland for

passet eller identifikationskortet. Der stilles ligeledes krav om, at der vedlægges et foto af et

gyldigt pas eller nationalt identifikationskort, ligesom der, jf. anmeldelsesbekendtgørelsens §

20, stk. 1, stilles krav om dokumentation for ændringens lovlige vedtagelse.

Ved afregistrering af et ledelsesmedlem kræves der ikke, at der vedlægges dokumentation

eller lign. herfor.

En registreret ledelsesændring vil som udgangspunkt blive straksregistreret i Erhvervsstyrel-

sens it-system – dvs. uden at det er et krav, at den registrerede aktivt skal have godkendt regi-

streringen. I visse tilfælde udtages en ledelsesændring dog automatisk til manuel behandling.

Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en person med en konkurskarantæne indsættes som ledel-

sesmedlem, eller hvis Erhvervsstyrelsens machine-learning-modeller udtager registreringen til

manuel behandling enten som følge af virksomhedens forhold eller anmelderens, jf. herom

afsnit 1.4. nedenfor.

Når der er foretaget en ændring via Erhvervsstyrelsens selvbetjeningsløsning, og ændringen

enten er blevet straksregistreret eller senere godkendes manuelt af Erhvervsstyrelsen, udsen-

der Erhvervsstyrelsens it-system automatisk digitale breve herom til selskabets digitale post-

kasse, partsrepræsentantens (anmelderens) digitale postkasse og den registreredes (den per-

son, som eksempelvis er indsat som ledelsesmedlem) digitale postkasse. Hvis den registrerede

person ikke har et CPR-nummer, vil der i stedet for et digitalt brev blive sendt et fysisk brev

til ledelsesmedlemmets adresse. Erhvervsstyrelsen har i denne sammenhæng oplyst overfor

Konkursrådet, at det for så vidt angår ledelsesmedlemmer uden et CPR-nummer ikke er mu-

ligt at gennemføre en ledelsesregistrering uden, at der indtastes en gyldig udenlandsk adresse,

idet systemet ved indtastning af en adresse, der ikke eksisterer eller ikke kan valideres, vil

melde fejl, hvorefter det ikke er muligt at registrere ledelsesmedlemmet.

104

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Hvis Erhvervsstyrelsen bliver opmærksom på, at et ledelsesmedlem ikke er registreret med en

korrekt bopælsadresse, opfylder vedkommende ikke længere betingelserne for at være regi-

streret som ledelsesmedlem, hvorfor Erhvervsstyrelsen vil udføre en adressekontrol. Mang-

lende berigtigelse ved en sådan kontrol resulterer i, at Erhvervsstyrelsen fratræder ledelses-

medlemmet, hvorefter selskabet får en frist på fire uger til at anmelde et nyt ledelsesmedlem,

såfremt fratrædelsen fører til, at selskabet ikke længere er registreret med en ledelse, som op-

fylder kravene i selskabslovens regler herom. Har selskabet ikke anmeldt et nyt ledelsesmed-

lem inden fristens udløb, vil selskabet blive oversendt til tvangsopløsning.

I brevet til den registrerede – enten digitalt eller fysisk – oplyser Erhvervsstyrelsen den regi-

strerede person om, at såfremt vedkommende er blevet uretmæssigt registreret, skal personen

kontakte Erhvervsstyrelsen med henblik på indsigelse.

Hvis Erhvervsstyrelsen modtager en indsigelse fra en person, som mener, at vedkommende

uretmæssigt er blevet indsat som ledelsesmedlem i en virksomhed, foretager Erhvervsstyrel-

sen en kontrol af registreringen.

Hvis Erhvervsstyrelsen modtager en indsigelse inden for 14 dage efter registreringstidspunk-

tet, og allerede ved gennemgangen af registreringen kan konstatere, at registreringen er uret-

mæssigt foretaget, træffer Erhvervsstyrelsen en straksafgørelse om at tilbageføre registrerin-

gen. Når registreringen er tilbageført, vil Erhvervsstyrelsen foretage en høring af den anmel-

der, som har foretaget registreringen, og Erhvervsstyrelsen vil i den forbindelse anmode den

pågældende om at indsende en redegørelse samt den dokumentation, der lå til grund for regi-

streringen, herunder bemyndigelse til at foretage registreringen. Hvis anmelderen ikke kan

redegøre for registreringens lovlighed, kan Erhvervsstyrelsen træffe afgørelse om at lukke for

personens adgang til at foretage straksregistreringer på virk.dk, ligesom Erhvervsstyrelsen kan

anmelde personen til politiet for afgivelse af urigtige oplysninger til en myndighed.

Hvis Erhvervsstyrelsen derimod ved sin gennemgang af registreringen ikke kan konstatere, at

registreringen er uretmæssig foretaget, vil Erhvervsstyrelsen ofte bede den registrerede person

om flere oplysninger, før der laves en kontrol af registreringen hos anmeldelsen. Erhvervssty-

relsen kan bl.a. anmode den registrerede person om at underskrive en tro- og love erklæring

om, at personen ikke har påtaget sig ansvaret som ledelsesmedlem i virksomheden. Når Er-

hvervsstyrelsen har modtaget svar fra den registrerede person, herunder evt. en tro- og love

erklæring, vil Erhvervsstyrelsen foretage en høring af anmelderen og bede anmelderen om at

indsende dokumentation for, at registreringen er lovligt foretaget. Hvis Erhvervsstyrelsen på

baggrund af den indsendte redegørelse, samt evt. den registrerede persons bemærkninger her-

til, kan konstatere, at registreringen er uretmæssigt foretaget, vil Erhvervsstyrelsen træffe af-

105

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

gørelse om at tilbageføre registreringen. Kan Erhvervsstyrelsen ikke konstatere, at registrerin-

gen er uretmæssigt foretaget, henhører spørgsmålet om registreringens tilbageførsel under

domstolene, jf. selskabslovens § 20, stk. 1.

Tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at antallet af ledelsesregistreringer og ændringer har ligget

ganske stabilt gennem de sidste 3 år med 43.549 i 2019, 43.315 i 2020, 43.617 i 2021 og

43.920 i 2022. Der må tages forbehold for, at disse tal alene inkluderer sager, som er blevet

godkendt. Tallene omfatter derfor ikke antallet af ledelsesregistreringer og ændringer, som er

blevet afvist.

Erhvervsstyrelsen har oplyst, at styrelsen i 2019 behandlede ca. 230 sager om indsigelser fra

personer, der mente, at de var blevet uretmæssigt tiltrådt eller fratrådt som ledelsesmedlem i

et kapitalselskab mv. uden samtykke. I ca. 70 af disse sager kunne Erhvervsstyrelsen konsta-

tere, at registreringen var uretmæssigt foretaget. I 2020 var tallet for modtagne indsigelser ca.

260, og i ca. 130 af sagerne kunne Erhvervsstyrelsen konstatere, at ledelsesregistreringen var

uretmæssigt foretaget. I 2021 behandlede Erhvervsstyrelsen ca. 200 sager om indsigelser fra

personer, der mente at være uretmæssigt tiltrådt eller fratrådt i ledelsen i kapitalselskaber m.v.

uden deres samtykke, hvoraf Erhvervsstyrelsen i ca. 90 af disse sager kunne konstatere, at

registreringen var uretmæssigt foretaget. I 2022 var tallet for modtagne indsigelser ca. 110, og

i ca. 50 af sagerne kunne Erhvervsstyrelsen konstatere, at registreringen af ændringen i ledel-

sen var uretmæssig.

1.3 Selskabslovens regler om registrering af ledelsesmedlemmer

Efter selskabslovens § 10, stk. 1, skal medlemmerne af et kapitalselskabs direktion, bestyrelse

og tilsynsråd og en eventuel revisor registreres i Erhvervsstyrelsens it-system.

Bestemmelsen blev indført med selskabsloven, jf. lov nr. 470 af 12. juni 2009, og har til for-

mål at sikre offentlighed om selskabets ledelse, jf. hertil Folketingstidende 2008-09, tillæg A,

side 5387.

Efter selskabslovens § 112, stk. 2, skal medlemmer af et kapitalselskabs ledelse, som registre-

res efter lovens § 10 – dvs. i Erhvervsstyrelsens it-system – være personer, der faktisk funge-

rer som ledelsesmedlemmer, jf. selskabslovens kapitel 7.

Bestemmelsen blev indsat i selskabsloven ved lov nr. 642 af 19. maj 2020. Forud for indførel-

sen af bestemmelsen fremgik det ikke eksplicit af selskabsloven, at de medlemmer af kapital-

selskabets ledelse, der registreres efter selskabslovens § 10, skal være de personer, der faktisk

106

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

fungerer som ledelsesmedlemmer. Ændringerne i selskabsloven ved lov nr. 642 af 19. maj

2020 var et led i den såkaldte kontrolpakke, hvis centrale formål var at undgå og dæmme op

for stråmandsvirksomhed i Danmark, jf. hertil Folketingstidende 2019-20, A, L 110 som

fremsat, side 13.

Ved udtrykket »medlemmer af et kapitalselskabs ledelse« i selskabslovens § 112, stk. 2, for-

stås samtlige personer, som registreres enten som medlem af direktion, bestyrelse eller til-

synsråd, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 110 som fremsat, side 68. Dette omfatter også

personer, som er valgt til selskabets øverste ledelsesorgan af medarbejderne i selskabet eller

koncernen efter reglerne i selskabslovens kapitel 8, idet medarbejderrepræsentanterne også

registreres i Erhvervsstyrelsens it-system, jf. selskabslovens § 10, og er omfattet af reglerne i

selskabslovens kapitel 7.

Kravet om, at ledelsesmedlemmer skal være dem, der »faktisk« fungerer som sådanne, jf.

selskabslovens kapitel 7, indebærer, at det alene er de personer, der faktisk udøver ledelsesor-

ganets opgaver efter selskabslovens §§ 115-119, der kan registreres som ledelsesmedlem i

henhold til selskabslovens § 10, stk. 1. Bestemmelsen indebærer dog ikke et krav om, at det er

de registrerede personer selv, der skal udføre samtlige af de opgaver, der følger af bestemmel-

serne i selskabslovens §§ 115-119, da bestemmelserne i selskabslovens §§ 115-119 er formu-

leret således, at ledelsen skal »sikre« eller »påse« overholdelsen af forskellige forhold, jf.

Folketingstidende 2019-2020, A, L 110 som fremsat, side 68.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 110 af 5. februar 2022,

jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 110 som fremsat, side 21, har bestemmelsen i selskabslo-

vens § 112, stk. 2, til formål navnlig at hindre stråmandsvirksomhed, og der er således tale om

et egentligt forbud mod anvendelsen af stråmænd og en sikring af, at den reelle ledelses iden-

titet er offentlig.

Hensynet bag at dæmme op for stråmandsvirksomhed hænger sammen med, at det er besty-

relsen og direktøren, som kan drages til ansvar, hvis et selskab går konkurs med gæld, eller

hvis der viser sig at være kriminelle forhold i selskabet. Anvendelsen af stråmænd betyder

imidlertid, at det kan være svært at stille de ansvarlige bagmænd til ansvar for deres handlin-

ger. De personer, der registreres som stråmænd, ved ofte ikke, hvad de går ind til, ligesom der

kan være tilfælde, hvor personers identitet bliver misbrugt til registrering som ledelsesmed-

lemmer – f.eks. ved, at personen bliver indsat som direktør i en virksomhed, uden at den på-

gældende er bekendt hermed. jf. hertil Folketingstidende 2019-20, A, L 110 som fremsat, side

21.

107

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Den, der er angivet som anmelder på en registrering, indestår, jf. selskabslovens § 15, stk. 2,

og anmeldelsesbekendtgørelsens § 9, stk. 1, for, at en anmeldelse er lovligt foretaget. En an-

melder, der registrerer et ledelsesmedlem i strid med selskabslovens § 112, stk. 2, vil, jf. sel-

skabslovens § 367, stk. 1, og anmelderbekendtgørelsens § 78, stk. 1, kunne ifalde et bøde-

ansvar, hvis højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning, idet anmelderen i så fald

ikke har levet op til kravene i selskabslovens § 15, stk. 2, og anmeldelsesbekendtgørelsens §

9, stk. 2, hvorefter registreringer skal være lovlige.

Bestemmelsen i selskabslovens § 112, stk. 2, skal ses i sammenhæng med bestemmelserne i

selskabslovens §§ 23 a-23 i, som også blev indsat ved lov nr. 642 af 19. maj 2020, og som

angår Erhvervsstyrelsens kontrol med kapitalselskaber, jf. herom nedenfor.

1.4 Selskabslovens regler om Erhvervsstyrelsens kontrol med stråmandsvirksomhed

Bestemmelserne i selskabslovens §§ 23 a-23 i, om Erhvervsstyrelsens kontrol af kapitalsel-

skaber, blev indsat ved lov nr. 642 af 19. maj 2020. Loven var et led i den såkaldte kontrol-

pakke, hvor et centralt formål var at undgå og dæmme op for stråmandsvirksomhed i Dan-

mark, jf. hertil Folketingstidende 2019-20, A, L 110 som fremsat, side 13.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 110 af 5. februar 2022,

jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 110 som fremsat, side 21f., blev det fundet nødvendigt for

at sikre en styrket kontrol og indsats mod stråmandsvirksomhed, at der udover bl.a. bestem-

melsen i selskabslovens § 112, stk. 2, jf. hertil ovenfor, også blev fastsat bestemmelser, som

skulle sætte Erhvervsstyrelsen i stand til dels at føre kontrol med, at registrerede ledelsesmed-

lemmer faktisk udøver den lovpligtige ledelse, dels at identificere og verificere de registrerede

ledelsesmedlemmers identitet og identifikationsoplysninger.

Erhvervsstyrelsens kontrol med stråmandsvirksomhed kan både ske som led i en registre-

ringskontrol efter selskabslovens § 23 g, men også som led i en efterfølgende kontrol efter

selskabslovens § 23 h.

Ved

registreringskontrol

forstås den kontrol, som sker på det tidspunkt, hvor Erhvervsstyrel-

sen modtager en anmeldelse om et forhold. Det følger af selskabslovens § 23 g, stk. 1, at Er-

hvervsstyrelsen som led i registreringskontrollen kan foretage en digital straksafgørelse af

anmeldelser i styrelsens selvbetjeningsløsning eller udtage anmeldelser til manuel sagsbe-

handling.

108

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Erhvervsstyrelsen har til brug for Konkursrådets arbejde oplyst, at ledelsesregistreringer som

udgangspunkt ikke bliver udtaget til manuel behandling i forbindelse med registreringen. En

ledelsesændring vil dermed som klart udgangspunkt blive straksregistreret, efter anmeldelsen

er foretaget, forudsat at kravene til anmeldelsen i øvrigt er opfyldt.

Dette gælder dog for det første ikke de tilfælde, hvor det ledelsesmedlem, der ønskes indsat,

er pålagt en konkurskarantæne. I disse tilfælde vil sagen blive udtaget til manuel sagsbehand-

ling.

For det andet har Erhvervsstyrelsen oplyst, at styrelsen ved udgangen af 2020 har implemen-

teret en ny machine learning-model som led i styrelsens registreringskontrol. Modellen er

udviklet for at imødegå momssvig og kan på baggrund af en række indikatorer med forskellig

vægtning udsøge de sager, hvor selskaber forsøges registreret eller ændret med svindel for

øje. Disse sager udtages til manuel behandling.

Som led i den manuelle behandling af udtagne sager kan Erhvervsstyrelsen, jf. bestemmelsen

i selskabslovens § 23 b, stk. 1, forlange de oplysninger, som er nødvendige for at kunne tage

stilling til, om selskabsloven, regler fastsat i medfør af loven og kapitalselskabets vedtægter er

overholdt. Erhvervsstyrelsen vil således som led i den manuelle behandling af anmeldelser

kunne kræve, at der indsendes dokumentation for, at ledelsesmedlemmet vil udøve den fakti-

ske ledelse af selskabet, som er påkrævet efter selskabslovens § 112, stk. 2.

Det fremgår af de specielle bemærkninger til selskabslovens § 23 f, jf. Folketingstidende

2019-20, A, L 110 som fremsat, side 62, at Erhvervsstyrelsen bl.a. som led i registreringskon-

trollen efter selskabslovens 23 g og efter § 23 b vil kunne kræve dokumentation for, at perso-

nen er blevet udnævnt. Den relevante dokumentation kunne i denne forbindelse f.eks. være et

generalforsamlingsprotokollat, når der er tale om bestyrelsesmedlemmer, som er valgt ved

generalforsamling, jf. selskabslovens § 120.

Erhvervsstyrelsen har oplyst, at styrelsen bl.a. som dokumentation for opfyldelsen af kravet i

selskabslovens § 112, stk. 2, vil kunne kræve dokumentation for, at det anmeldte ledelses-

medlem er ansat på en direktørkontrakt, at vedkommende er indgået i en ansættelsesprocedu-

re, at der har været dialog med selskabet i forbindelse med ansættelse, at vedkommende har

adgang til selskabets bankkonti eller har været i dialog med selskabets bank herom, at ved-

kommende handler på vegne af selskabet ved at deltage i møder eller lign. og at der er sket

overdragelse af selskabsdokumenterne fra den fratrædende ledelse til den nye ledelse, samt at

der løbende udbetales løn til den pågældende. Erhvervsstyrelsens anmodning om dokumenta-

tion for udøvelse af faktisk ledelse sker i medfør af selskabslovens § 23 b, stk. 1.

109

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Når Erhvervsstyrelsen stiller krav om oplysninger efter selskabslovens § 23 b, stk. 1, kan Er-

hvervsstyrelsen i særlige tilfælde kræve at et kapitalselskab indhenter en erklæring fra en

godkendt revisor, en advokat eller en anden sagkyndig om rigtigheden af bestemte oplysnin-

ger, jf. selskabslovens § 23 b, stk. 2.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt et medlem af ledelsen faktisk udøver ledelsen i overensstem-

melse med kravet i selskabsloves § 112, stk. 2, kan Erhvervsstyrelsen, jf. selskabslovens § 23

f, afvise at registrere den pågældende.

Det bemærkes i denne sammenhæng, at Erhvervsstyrelsen alene vil nægte registrering af et

ledelsesmedlem, hvis det formodes, at ledelsesmedlemmet har været anvendt som stråmand,

og således ikke hvis der er tale om et ledelsesmedlem, der alene har forholdt sig passivt, jf.

hertil Folketingstidende 2019-20, A, L 110 som fremsat, side 62.

Erhvervsstyrelsen kan endvidere, jf. selskabslovens § 23 d, stk. 3, kræve verificering af et

anmeldt ledelsesmedlems identitet og af de afgivne identifikationsoplysninger, ligesom Er-

hvervsstyrelsen om nødvendigt kan kræve, at en person identificerer sig ved fysisk fremmøde

hos Erhvervsstyrelsen eller andre, som Erhvervsstyrelsen har bemyndiget til at foretage en

sådan identifikation. Hvis der fortsat – evt. efter at der er indsendt dokumentationsoplysninger

– er tvivl om det pågældende ledelsesmedlems identitet, kan Erhvervsstyrelsen afvise at regi-

strere ledelsesmedlemmet, jf. selskabslovens § 23 d, stk. 4.

Erhvervsstyrelsen har oplyst, at styrelsen i 2021 har behandlet ca. 700 stråmandskontroller i

registreringskontrollen. Erhvervsstyrelsen har yderligere oplyst, at der i 2022 er blevet be-

handlet næsten 1.300 stråmandskontrolsager i registreringskontrollen.

I forbindelse med stråmandskontrollerne har Erhvervsstyrelsen anmodet om, at der indsendes

dokumentation for, at personen, som skal indtræde i selskabets ledelse, reelt skal udøve den

faktiske ledelse, ligesom Erhvervsstyrelsen også har anmodet om dokumentation for perso-

nen, der indsættes i selskabet, eller på personen som foretager anmeldelsen.

Erhvervsstyrelsen har videre oplyst, at ca. 70 pct. af de sager, som styrelsen udtager til manu-

el stråmandskontrol i registreringskontrollen, ender med, at registreringen nægtes. Årsagen

hertil er bl.a., at styrelsen i et stort antal registreringskontroller enten ikke får svar fra anmel-

deren, eller at styrelsen ikke modtager den dokumentation, som styrelsen anmoder om som

led i stråmandskontrollen.

110

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Efter selskabslovens § 23 h, stk. 1, kan Erhvervsstyrelsen indtil 5 år fra registreringstidspunk-

tet som led i en

efterfølgende kontrol

kræve, at der indsendes bevis for, at registreringen er

lovligt foretaget.

Bestemmelsen i selskabslovens § 23 h, stk. 1, er en videreførelse af den tidligere gældende

bestemmelse i selskabslovens § 17, stk. 2, 1. pkt., hvorefter Erhvervsstyrelsen i indtil 3 år fra

registreringstidspunktet kunne kræve bevis for, at registreringen eller anmeldelsen var lovlig.

Fristen blev dog med indsættelsen af selskabslovens § 23 h, stk. 1, ændret fra 3 år til 5 år, for

bl.a. at sikre overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af

30. maj 2018 om ændring af direktiv 2015/849/EU om forebyggende foranstaltninger mod

anvendelsen af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og

om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU – det såkaldte 5. hvidvasksdirektiv – der

stiller krav om, at oplysninger om reelle ejere skal være tilgængelige i mindst 5 år, jf. hertil

Folketingstidende 2019-20, A, L 110 som fremsat, side 64f.

Som led i den efterfølgende kontrol, kan Erhvervsstyrelsen – ligesom ved registreringskon-

trollen efter selskabslovens § 23 g – forlange de oplysninger, som er nødvendige for at kunne

tage stilling til, om selskabsloven, regler fastsat i medfør af loven og kapitalselskabets

vedtægter er overholdt, jf. hertil selskabslovens § 23 b, stk. 1. Erhvervsstyrelsen vil således i

en periode på indtil fem år fra registreringstidspunktet kunne kræve, at der indsendes doku-

mentation for, at en registrering er lovlig foretaget. I forhold til efterfølgende kontrol af, om

det registrerede ledelsesmedlem udøver den faktiske ledelse af selskabet i overensstemmelse

med selskabslovens § 112, stk. 2, kan Erhvervsstyrelsen dog altid anmode selskabet om at

indsende dokumentation for, at den registrerede ledelse udøver den faktiske ledelse. Bestem-

melsen i selskabslovens § 23 h omhandler alene, hvornår Erhvervsstyrelsen kan sanktionere

anmelder for at indsætte en stråmand. Erhvervsstyrelsen har i den forbindelse fastlagt en prak-

sis om, at anmelder alene kan sanktioneres for have indsat en stråmand, hvis registreringen er

foretaget efter den 1. januar 2021, hvor bestemmelserne fra kontrolpakken trådte i kraft.

Hvis der er tvivl om, hvorvidt et ledelsesmedlem faktisk udøver ledelsen af virksomheden,

kan Erhvervsstyrelsen, jf. selskabslovens § 23 f, afregistrere den pågældende.

Efter de specielle bemærkninger til selskabslovens § 23 f, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L

110 som fremsat, side 62, vil Erhvervsstyrelsen bl.a. kunne stille krav om fremsendelse af

dokumenter, der beviser, at personen handler på selskabets vegne, deltager i møder eller lig-

nende, får udbetalt løn fra selskabet, har adgang til selskabets bankkonti eller påser, at der

sker bogføring i overensstemmelse med bogføringsloven.

111

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Erhvervsstyrelsen har over for Konkursrådet oplyst, at kravene til dokumentation ved en ef-

terfølgende stråmandskontrol, efter styrelsens vurdering, er skærpede, idet ledelsesmedlem-

mets tidshorisont og mulighed for at handle på vegne af selskabet – og kunne dokumentere

dette – når medlemmet allerede er registreret, adskiller sig fra et ledelsesmedlem, der alene er

anmeldt til registrering.

Ligesom ved registreringskontrollen vil Erhvervsstyrelsen alene afregistrere et ledelsesmed-

lem, hvis det formodes, at ledelsesmedlemmet har været anvendt som stråmand, og ikke hvis

der er tale om et ledelsesmedlem, der blot har forholdt sig passivt, jf. hertil Folketingstidende

2019-20, A, L 110 som fremsat, side 62.

Erhvervsstyrelsen vil endvidere, jf. selskabslovens § 23 d, stk. 3 – og ligesom ved registre-

ringskontrollen – kunne kræve verificering af et registreret ledelsesmedlems identitet og af de

afgivne identifikationsoplysninger, ligesom Erhvervsstyrelsen om nødvendigt kan kræve, at

en person identificerer sig ved fysisk fremmøde hos Erhvervsstyrelsen eller andre, som Er-

hvervsstyrelsen har bemyndiget til at foretage en sådan identifikation. Hvis der fortsat – evt.

efter, at der er indsendt dokumentationsoplysninger – er tvivl om det pågældende ledelses-

medlems identitet, kan Erhvervsstyrelsen, jf. selskabslovens § 23 d, stk. 4, afregistrere ledel-

sesmedlemmet.

1.5 Konkursloven

Ved udformningen af reglerne om konkurskarantæne var man opmærksom på, at stråmands-

konstruktioner udgør en særlig udfordring i forhold til effektiv indgriben mod groft uforsvar-

lig forretningsførelse og konkursrytteri. Reglerne om konkurskarantæne ville således ikke

fungere effektivt, hvis den reelle bagmand i en stråmandskonstruktion fortsætter med at drive

erhvervsmæssig virksomhed med en ny stråmand som frontfigur, jf. hertil Folketingstidende

2012-13, A, L 131 som fremsat, side 11 og 21.

Det at anvende en stråmandskonstruktion i et selskab mv. er tæt forbundet med vurderingen

af, om det pågældende ledelsesmedlem har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, og sel-

ve konstateringen af, at en person har indgået i en stråmandskonstruktion enten som stråmand

eller bagmand, vil i almindelighed være udtryk for, at der er udvist groft uforsvarlig forret-

ningsførelse i konkurskarantænereglernes forstand.

For så vidt angår stråmanden følger det klart af forarbejderne til konkurslovens § 157, stk. 1,

at reglerne også omfatter den person, der er registreret som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrel-

sens it-system, uanset om vedkommende faktisk har varetaget det pågældende ledelseshverv,

112

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

eller om vedkommende f.eks. har været stråmand, således at ledelsen reelt er blevet udøvet af

en anden person jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 27.

I forhold til adfærdsbetingelsen i konkurslovens § 157, stk. 1, og kravet om, at der skal være

udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, fremgår det af forarbejderne, jf. Folketingstidende

2012-13, A, L 131 som fremsat, side 11, at den registrerede direktør i en stråmandskonstruk-

tion, som udgangspunkt vil kunne anses for at have handlet groft uforsvarligt ved at overlade

den daglige ledelse til en anden person, jf. hertil også landsrettens præmisser i Østre Landsrets

kendelse af 21. oktober 2016 (gengivet i U 2017.424 Ø), som er refereret nedenfor.

Den groft uforsvarlige forretningsførelse består for stråmandens vedkommende,

dels

i at per-

sonen har ladet sig registrere, således at de reelle offentligt tilgængelige oplysninger om sel-

skabets mv. forhold ikke svarer til de faktiske,

dels

i at personen ved ikke at udøve de reelle

ledelsesbeføjelser i selskabet mv. tilsidesætter de pligter, der er knyttet til at være registreret

som direktør i selskabet, herunder bl.a. pligten til, jf. selskabslovens § 117, stk. 1, 1. pkt., at

varetage den daglige ledelse af selskabet, og pligten til, jf. selskabslovens § 118, stk. 2, 3.

pkt., til enhver tid at vurdere selskabets økonomiske situation og sikre, at det tilstedeværende

kapitalberedskab er tilstrækkeligt.

Hvor ledelsen reelt har været udøvet af en anden, er det dog en forudsætning for, at stråman-

den omfattes af konkurskarantænereglerne, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som

fremsat, side 27, at stråmanden har accepteret hvervet (dvs. registreringen), eller at den på-

gældende i det mindste var bekendt med registreringen og ikke har gjort indsigelser mod den-

ne. Det vil i den forbindelse efter omstændighederne kunne indgå i bevisbedømmelsen, om

personen fremkommer med relevante oplysninger, som understøtter personens forklaring om,

at personen – uagtet at andre oplysninger indikerer det modsatte – ikke har accepteret hvervet

(registreringen) som ledelsesmedlem.

Hvor det er kurator, der har bevisbyrden for, at den pågældende har været indsat som strå-

mand, er det det indsatte ledelsesmedlem, der har bevisbyrden for, at vedkommende ikke har

accepteret hvervet og i øvrigt har udvist tilstrækkelige bestræbelser på at blive afmeldt som

ledelsesmedlem.

Spørgsmålet om, hvorvidt en person, der har været registreret som ledelsesmedlem, har gjort

tilstrækkeligt for at sikre sig, at vedkommende blev afregistreret og dermed ikke har accepte-

ret hvervet, har været genstand for flere sager ved domstolene.

113

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Ved Vestre Landsrets kendelse af 8. april 2019 (gengivet i U 2019.2612 V) blev en registreret

direktør, A, pålagt konkurskarantæne, idet både skifteretten og landsretten kom frem til, at der

ikke kunne være tvivl om, at A alene havde haft rolle som en stråmand i det konkursramte

selskab, og at dette måtte have stået klart for A, som ikke havde gjort tilstrækkeligt for at sik-

re sig, at han blev afregistreret som direktør.

Det fremgik af sagen, at A blev registreret som direktør i selskabet ca. halvandet år før sel-

skabet blev taget under tvangsopløsning og senere konkursbehandling. A oplyste under sagen,

at han var blevet kontaktet af selskabets bestyrelse og anmodet om at indtræde som direktør,

hvilket han havde været presset til at takke ja til af økonomiske årsager. A var ved indsættel-

sen bekendt med, at han skulle overtage funktionen fra den tidligere direktør, som var blevet

pålagt en strafferetlig sanktion. A fik i den forbindelse oplyst, at han alene skulle være på

kontoret to-tre gange om ugen, at han skulle tage imod posten, men ikke åbne denne, samt

samle bilag og lægge det klart til, at et bestyrelsesmedlem afhentede det hele. Han skulle end-

videre aflytte telefonsvareren og notere telefonnumrene fra indtalte beskeder, ligesom han

skulle tage imod timesedler fra de ansatte i selskabet. Herudover havde han ikke andre funk-

tioner i selskabet, og A havde ikke adgang til selskabets konti, herunder bogføringen, ligesom

A heller ikke havde legitimation til at handle på selskabets vegne, som var forblevet hos sel-

skabets ejer.

A oplyste, at han efter kort tids ansættelse som direktør konstaterede uregelmæssigheder i

selskabets drift. Herpå rettede han ifølge eget udsagn ”på et meget tidligt tidspunkt” først

henvendelse til Erhvervsstyrelsen med en anmodning om at blive slettet som fungerende di-

rektør. Erhvervsstyrelsen henviste A til at kontakte ejerkredsen, hvilket A gjorde, og der blev

afholdt et møde, hvor ejerkredsen oplyste, at A ville blive afregistreret som direktør. A kon-

taktede videre selskabets advokat, der efter det oplyste var en del af selskabets bestyrelse, og

A blev i den forbindelse oplyst om, at han ville blive afregistreret som direktør. A blev flere

gange opsøgt af selskabets kreditorer på sin adresse og mødte flere gange i fogedretten vedrø-

rende selskabets forhold, hvor A oplyste, at han var udtrådt af ledelsen, selv om der ikke var

sket en egentlig afregistrering i Erhvervsstyrelsens it-system.

Landsretten, der tiltrådte skifterettens kendelse, fandt, at A aldrig havde udøvet reelle ledel-

sesbeføjelser i selskabet og alene havde haft karakter af en stråmand. Dette måtte have stået

klart for A, idet han var vidende om baggrunden for indsættelsen som direktør. Skifteretten

havde i den forbindelse tillige lagt vægt på, at det allerede ved beskrivelsen af As arbejdsop-

gaver, måtte have stået klart for A – dvs. inden hans tiltræden – at han ikke skulle fungere

som direktør. Landsretten tiltrådte videre, at A ikke havde udvist tilstrækkelige bestræbelser

på at blive afmeldt som direktør i selskabet, hvorfor A således havde accepteret den fortsatte

114

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

registrering, frem til selskabet blev taget under tvangsopløsning. Hverken skifteretten eller

landsretten fandt herefter grundlag for at fravige udgangspunktet om, at en person, der som

led i en stråmandskonstruktion er registeret som direktør, har foretaget en groft uforsvarlig

forretningsførelse, og A blev herefter pålagt konkurskarantæne, idet der hverken var bogført i

selskabet, ligesom der ikke var indberettet, registreret eller afregning skat og moms mv.

De af stråmanden i U 2019.2612 V udviste bestræbelser på at blive afregistreret som direktør,

havde således ikke været tilstrækkelige til, at den registrerede direktør var omfattet af kon-

kurslovens § 157, stk. 1, og direktøren blev herefter ansvarlig for den i selskabet udviste groft

uforsvarlige forretningsførelse. Det kan i denne sammenhæng ikke udelukkes, at det forhold,

at direktøren allerede ved indsættelsen måtte antages at have være bekendt med, at han ikke

skulle udøve reelle ledelsesbeføjelser, har haft afgørende betydning for vurderingen.

Ved Østre Landsrets kendelse af 21. oktober 2016 (gengivet i U 2017.424 Ø) blev det lagt til

grund, at direktør, A, i foråret 2013 lod sig registrere som direktør i selskabet på baggrund af

en mundtlig aftale med selskabets reelle leder om, at A som led i en stråmandskonstruktion

skulle fungere som direktør mod et månedligt honorar. As forklaring om, at han allerede i

efteråret 2013 havde kontaktet selskabets ejer og anmodet om at blive afregistreret som direk-

tør, blev forkastet af både skifteretten og landsretten, som derimod lagde til grund, at A først

halvandet år efter sin registrering, som følge af at A blev opmærksom på, at han var blevet

registreret som direktør i fire yderligere selskaber, tog effektive skridt til at sikre sin afregi-

strering ved at kontakte Erhvervsstyrelsen og efterfølgende fremsende de relevante erklærin-

ger til styrelsen, som skulle sikre afregistreringen. Landsretten fandt i forlængelse heraf, at der

ikke var grundlag for at fravige udgangspunktet om, at en registreret direktør, der alene funge-

rer som stråmand og dermed ikke udøver nogen reel ledelse af selskabet, har udvist groft

uforsvarlig forretningsførelse, og A blev derfor pålagt konkurskarantæne.

Kendelserne i U 2019.2612 V og U 2017.424 Ø synes at være udtryk for, at en registreret

direktør, der er indsat som stråmand i et selskab, skal løfte en ikke ubetydelig bevisbyrde,

førend han falder uden for konkurskarantænereglerne. Dette må i særdeleshed være tilfældet,

hvis stråmanden allerede ved indsættelsen antages at være bekendt eller måtte have været be-

kendt med, at han ikke skal udøve reelle ledelsesbeføjelser i selskabet.

At udgangspunktet er, at en stråmand har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse ved at

overlade den reelle ledelse af selskabet til en anden, understreges tillige af Vestre Landsrets

kendelse af 27. juni 2018 (gengivet i U 2018.3318 V).

115

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

I U 2018.3318 V var både den registrerede direktør, A, og den reelle leder af selskabet, B,

blevet frifundet for konkurskarantæne i skifteretten. For så vidt angik den registrerede direk-

tør A, fandt skifteretten ikke, at A havde handlet uforsvarligt ved at overlade den daglige drift

af selskabet til B, og skifteretten henviste endvidere til, at B efter skifterettens vurdering ikke

havde udvist groft uforsvarlig forretningsførelse i forbindelse med den reelle ledelse af sel-

skabet.

Ved landsrettens behandling af sagen, lagde landsretten til grund, at der var tale om en strå-

mandskonstruktion, idet A efter aftale med B lod sig registrere som direktør i selskabet uden

at skulle udøve ledelsesbeføjelser. Det var således B, der stod for den daglige drift i selskabet,

og A fulgte alene med i selskabets forhold gennem samtaler med B og underskrev i den for-

bindelse regnskaberne. Landsretten fandt, at A – som følge af sit kendskab til regnskaberne –

havde haft al mulig grund til at kontrollere f.eks. kontoudskrifterne mv. og derved opdage, at

der ikke blev afregnet moms, hvorved der opstod en gæld til SKAT. Landsretten anførte un-

der henvisning til U 2017.424 Ø, at udgangspunktet er, at en registreret direktør, der fungerer

som stråmand og ikke udøver nogen reel ledelse af selskabet, har udvist groft uforsvarlig for-

retningsførelse efter konkurslovens § 157, stk. 1. På baggrund af As handlemåde som strå-

mand, der intet foretog sig for at hindre, at selskabet oparbejdede en væsentlig gæld til SKAT,

fandt landsretten ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om, at en stråmand har udvist

groft uforsvarlig forretningsførelse, og A blev herefter pålagt konkurskarantæne.

Sagerne i U 2017.424 Ø, U 2018.3318 V og U 2019.2612 V kan læses således, at der skal

meget til at fravige udgangspunktet om, at en stråmand har udvist groft uforsvarlig forret-

ningsførelse ved at overlade ledelsen af selskabet til en anden, ligesom stråmanden som ud-

gangspunkt bliver ansvarlig for groft uforsvarlig forretningsførelse udvist af den reelle leder

af selskabet.

Der kan desuden henvises til Vestre Landsrets kendelse af 7. september 2018 (gengivet i U

2019.230 V), hvor en registreret direktør, der alene havde virket i godt seks måneder, blev

pålagt konkurskarantæne.

I sagen havde direktøren, A, ladet sig registrere som direktør for at hjælpe sin niece, der var

eneejer af selskabet, men som på grund af en pålagt konkurskarantæne i forbindelse med et

andet selskabs konkurs ikke længere kunne være registreret som direktør i selskabet. Selska-

bet gik konkurs godt seks måneder efter, A var indtrådt som direktør i selskabet. A havde ikke

haft fuldmagt til selskabets bankkonti, og havde derfor ikke været i stand til at råde over sel-

skabets midler, hvilket alene niecen og niecens far (B) havde haft. Endvidere havde B oplyst

over for SKAT, at det var ham, der havde overblikket og varetog styringen af selskabet, lige-

116

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

som B over for kurator havde oplyst, at han reelt styrede selskabet. A havde således hverken

været i stand til at råde over selskabets midler eller i øvrigt truffet afgørende beslutninger i

selskabet.

Skifteretten fandt, at A som registreret direktør, var omfattet af den personkreds, der kunne

pålægges karantæne, men frifandt i øvrigt A for pålæg af konkurskarantæne. Skifteretten

fandt, at A – uanset at han måtte have haft en stråmandslignende karakter – ikke under hensyn

til den korte periode, han var registeret som direktør, måtte anses at have handlet groft ufor-

svarligt. Skifteretten lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at selskabets gæld i al væsentlighed

var opstået

før

A blev indsat som direktør, ligesom A i perioden op til konkursen havde for-

søgt at rette op på de kritisabel forhold i selskabet ved bl.a. at ansætte en kompetent person til

at få styr på bogføringen i selskabet.

Landsretten omgjorde skifterettens afgørelse og pålagde A konkurskarantæne. Landsretten

fandt, at A havde indtaget en stråmandslignende funktion og ikke havde været den reelle leder

af selskabet. Landsretten lagde i den forbindelse bl.a. vægt på,

den reelle leder af selskabet

B havde haft fuldmagt til selskabets bankkonto,

en række fakturaer attesteret til selskabet

blev fremsendt til Bs privatadresse,

B overfor SKAT havde oplyst, at det var B, der havde

overblikket og foretog styringen i selskabet, og

B overfor kurator havde oplyst, at B var

den, der reelt styrede selskabet.

Selvom udgangspunktet er, at det anses for groft uforsvarlig forretningsførelse at være indsat

som stråmand, er det dog i særlige situationer muligt at fravige dette udgangspunkt, hvor der

ikke er tale om en egentlig stråmandskonstruktion, jf. hertil Højesterets kendelse af 21. de-

cember 2022 (gengivet i U 2023.1018 H). Sagen omhandlede A, der var indsat som bestyrel-

sesformand. Højesteret havde ved kendelse af samme dag (gengivet i U 2023.1025 H) frifun-

det direktøren, B, der var gift med A, og som havde varetaget driften af selskabet, da B ikke

havde udvist groft uforsvarlig forretningsførelse i forbindelse med driften af selskabet. Hø-

jesteret fandt, at A som følge af frifindelsen af B tilsvarende ikke kunne pålægges konkurska-

rantæne på baggrund af driften i selskabet. Spørgsmålet var herefter, om A kunne pålægges

karantæne som følge af hendes stråmandslignende rolle som bestyrelsesformand. Højesteret

lagde det til grund som ubestridt, at A alene var registreret som bestyrelsesformand af formel-

le årsager, og at hun derfor ikke reelt havde deltaget i ledelsen af selskabet og opfyldt de for-

pligtelser, som følger af selskabslovens § 115. Højesteret fandt dog, at proforma registrerin-

gen af A som bestyrelsesformand hverken i sig selv eller i sammenhæng med den øvrige for-

retningsførelse havde haft en sådan karakter, at betingelserne for at pålægge konkurskarantæ-

ne var opfyldt. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at registreringen af A som bestyrel-

sesformand ikke havde haft til formål at skjule identiteten på en person, som reelt udøvede

117

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

bestyrelsesformandens beføjelser, og at registreringen dermed adskilte sig fra mere grove til-

fælde af egentlig stråmandsvirksomhed. Højesteret fandt på den baggrund ikke grundlag for at

antage, at A som følge af groft uforsvarlig forretningsførelse ville være uegnet til at deltage i

ledelsen af en erhvervsvirksomhed, og A blev herefter frifundet.

Ligesom en indsat stråmand vil være omfattet af reglerne om konkurskarantæne, omfatter

reglerne også den person, der uden at have været registreret som ledelsesmedlem i Erhvervs-

styrelsen it-system,

faktisk

har udøvet et ledelsesmedlems beføjelser i selskabet mv. (dvs.

bagmanden), jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 12 og 27 f. Hvis

der ikke har været tvivl om, at en person har arbejdet i selskabet, svarer vurderingen af, om

den pågældende reelt har udøvet en direktørs beføjelser i selskabet mv., til den vurdering, der

kendes i forbindelse med spørgsmålet om lønprivilegiet efter konkurslovens § 95 (som ikke

omfatter direktører), jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 12. Det

fremgår videre, at reglerne også omfatter de tilfælde, hvor et moderselskabs ledelse reelt udø-

ver den daglige ledelse i et datterselskab, men hvor der er registreret en anden ledelse i datter-

selskabet, som alene formelt disponerer. Der kan i øvrigt henvises til Konkursrådets betænk-

ning nr. 1525 af 2011, side 98f.

Vurderingen af, om en person har udgjort den reelle ledelse i et selskab, har været fremme i

flere sager ved domstolene.

Ved Vestre Landsrets kendelse af 14. februar 2022 (gengivet i FM 2022.35 V) var det således

et centralt spørgsmål i sagen, om personen reelt havde virket som bagmand.

Det fremgik af sagen, at selskabets registrerede direktør, A, var svær at komme i kontakt med

og desuden stod som registreret i flere selskaber, der var taget under likvidation af den poten-

tielle bagmand, B. Kurator lagde i den forbindelse vægt på, at A aldrig havde haft en fuldmagt

til selskabets konti, samt at det var B, der både korresponderede med Skattestyrelsen og fore-

tog registreringer til Erhvervsstyrelsen. Det var tillige et af Bs andre selskaber, der forestod

selskabets økonomi og administration, ligesom selskabets samarbejdspartnere anså B og en

anden person for selskabets kontaktpersoner. Endelig blev selskabets webshop drevet videre

af endnu en af Bs selskaber. Skifteretten fandt på den baggrund, at A alene var blevet indsat

som stråmand med henblik på at sløre selskabets reelle ledelse, der var blevet varetaget af

bl.a. B. Under henvisning hertil, og da der hverken var bogført eller indberettet og afregnet

moms, ligesom der var sket en overdragelse af aktiver til et andet selskab, uden at der forelå

dokumentation for betaling eller lign., blev Bs handlemåde i selskabet anses for groft ufor-

svarlig forretningsførelse.

118

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Landsretten lagde ligesom skifteretten til grund, at A havde været stråmand, og at den reelle

ledelse i selskabet reelt var varetaget af B, og landsretten anførte i den forbindelse, at anven-

delsen af en stråmandskonstruktion udgør groft uforsvarlig forretningsførelse, der med bety-

delig vægt taler for at pålægge konkurskarantæne. I lyset heraf og af de grunde, der var anført

af skifteretten, stadfæstede landsretten kendelsen.

Der kan i forlængelse heraf henvises til Østre Landsrets kendelse af 22. september 2020 (gen-

givet i FM 2020.302 Ø). I sagen blev det i modsætning til FM 2022.35 V ikke godtgjort, at

der var tale om en bagmand.

Det fremgår af sagen, at den registrerede direktør, A, blev sygemeldt godt fire måneder før

selskabet blev taget under konkurs. For skifteretten gjorde kurator overordnet gældende, at

projektlederen, B, som følge af sin adfærd udgjorde en del af ledelsen i det nu konkursramte

selskab. B optrådte blandt andet – også i økonomisk henseende – på vegne af selskabet, lige-

som medarbejderne i selskabet, da de blev adspurgt, oplyste, at de refererede til B, som blev

anset for daglig leder. Endvidere oplyste den registrerede direktør A på et skifteretsmøde, at

driften var overladt til B, herunder i perioden efter A blev sygemeldt. I tillæg hertil havde B

efter As sygemelding afholdt store udgifter til hotelophold, ligesom B havde registreret priva-

tadresse på et lejemål, der blev finansieret af selskabet.

Heroverfor gjorde B gældende, at han alene var ansat som projektleder i entrepriseselskabet,

og at hans instruktionsbeføjelse begrænsede sig til de enkelte medarbejdere, han brugte i pro-

jekterne. Han havde aldrig været registreret ejer i selskabet og havde heller ikke været invol-

veret i beslutninger angående selskabets strategiske og økonomiske forhold med undtagelse af

enkelte administrative arbejdsopgaver efter instruktion og godkendelse af A. Desuden skulle

hans økonomiske dispositioner godkendes af A, ligesom han ikke havde fuldmagt til selska-

bets konto eller var i øvrigt bekendt med selskabets bogføring.

Skifteretten fandt det ikke godtgjort, at B havde udgjort den reelle ledelse i selskabet i perio-

den frem til As sygemelding, men at B i tiden efter As sygemelding havde overtaget ansvaret

for driften i selskabet. Skifteretten lagde i den forbindelse afgørende vægt på As forklaring

om, at det var driftsfolk som B, der overtog den daglige ledelse af selskabet efter As sygemel-

ding. Skifteretten fandt det derfor fornødent godtgjort, at B i perioden efter As sygemelding

faktisk deltog i ledelsen af selskabet, og at han på den baggrund var omfattet af den person-

kreds, der er omfattet af konkurslovens § 157, stk. 1.

Landsretten fandt i modsætning til skifteretten ikke, at B havde udgjort den reelle ledelse af

selskabet, og frifandt derfor B. Landsretten lagde i den forbindelse navnlig vægt på, at B al-

119

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

drig havde været registreret som en del af ledelsen, og at B ikke havde fuldmagt til selskabets

konto.

Kendelsen i FM 2020.302 Ø synes at kunne læses således, at kurators bevisbyrde ikke er

mild, når det kommer til bagmanden, og FM 2020.302 Ø adskiller sig i øvrigt navnlig fra FM

2022.35 V ved, at den påståede bagmand ikke havde fuldmagt til selskabets konto.

Østre Landsrets kendelse af 16. november 2018 (gengivet i FM 2019.55 Ø) drejede sig ligele-

des om en bagmand, og både skifteretten og landsretten tillagde det i den forbindelse afgøren-

de vægt ved vurderingen, at bagmanden var opgivet med fuldmagt til selskabets konto, lige-

som bagmanden var den person, som banken og andre havde haft kontakt med vedrørende

selskabet.

At det kan være af afgørende betydning for vurderingen af, om der er tale om en bagmand, at

personen har fuldmagt til selskabets bankkonto og til at handle på selskabets vegne i øvrigt,

kan ligeledes ses i Østre Landsrets kendelse af 22. september 2020 (gengivet i FM 2020.303

Ø).

Sagen drejede sig om en person, B, der sammen med en anden person, A, bl.a. havde købt en

bar, som de drev sammen. A var registreret som direktør i selskabet. Ved skifterettens kendel-

se blev B pålagt konkurskarantæne, idet retten efter en samlet vurdering anså det for godt-

gjort, at B, uanset at han ikke havde været registreret som ledelsesmedlem, faktisk havde va-

retaget ledelsen af selskabet sammen med A. Skifteretten lagde i den forbindelse vægt på, at

B havde underskrevet købsaftalen af baren sammen med A, at Bs e-mailadresse var registreret

som selskabets kontaktadresse, og at B havde fuldmagt til selskabets bankkonto. Endvidere

stod det klart under sagen, at B arbejdede i baren om natten og sørgede for vagtplaner m.v.,

mens A tog sig af det administrative arbejde. B blev herefter anset som en del af ledelsen af

selskabet, uanset at det var A, der var registreret som direktør i selskabet. Landsretten stadfæ-

stede skifterettens kendelse.

Kendelsen i FM 2020.303 Ø synes at understrege, at det taler for at anse en person for bag-

mand eller den reelle leder af selskabet, at vedkommende på trods af manglende registrering

figurerer på selskabets officielle dokumenter som bemyndiget til at handle på selskabets veg-

ne og i øvrigt varetager arbejdsopgaver, der har karakter af ledelsesbeføjelser.

Ligesom ved andre sager om konkurskarantæne vil det have stor betydning for rettens vurde-

ringen af sagen, at den person, som sagen er anlagt mod, svarer i sagen. Det følger i den hen-

seende af konkurslovens § 162, stk. 6, at hvis den, der begæres pålagt konkurskarantæne, und-

120

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

lader at udtale sig om kurators erklæringer om sagens faktiske omstændigheder, kan skifteret-

ten ved bevisbedømmelsen tillægge dette virkning til skade for den pågældende. Vigtigheden

af at svare i sagen kan bl.a. illustreres af Østre Landsrets kendelse af 4. oktober 2021 (gengi-

vet i U 2022.33 Ø).

Sagen drejedes sig om et IVS, der blev taget under konkursbehandling. Selskabet var stiftet

og 100 % ejet af A, der var eneste tegningsberettigede for selskabet og registreret som direk-

tør i selskabet. Kurator indstillede, at en anden person B blev pålagt konkurskarantæne, idet A

havde oplyst overfor kurator, at B var den reelle leder af selskabet. A havde oplyst over for

kurator, at B havde stået for næsten alle de kontante hævninger på selskabets konto, som B

havde hævekort til, at B drev selskabet i As navn, og at det var B, der havde forestået den

daglige ledelse af selskabet, herunder bestilling af varer, samt at A kun havde været i forret-

ningen, når det havde været nødvendigt som følge af travlhed. Idet B ikke svarede lagde skif-

teretten, jf. konkurslovens § 162, stk. 6, kurators oplysninger om sagens faktiske omstændig-

heder til grund, og B blev pålagt konkurskarantæne, idet retten fandt, at B havde varetaget den

reelle ledelse af selskabet. B kærede skifterettens afgørelse, og oplyste i den forbindelse over

for landsretten, at han alene var deltidsansat i selskabet og intet havde med ledelse, økonomi,

lejemål og indberetning mv. til SKAT at gøre. Landsretten bemærkede, at As forklaring under

skifteretsmødet ikke understøttede de oplysninger om selskabets reelle ledelse, han havde

oplyst kurator om. Herved var det ikke godtgjort, at B havde udøvet den reelle ledelse i sel-

skabet, og der kunne ikke pådømmes konkurskarantæne.

Afgørelsen i U 2022.33 Ø understøtter, at kurators bevisbyrde kun kan løftes, hvis der er kon-

krete, påviselige forhold, der med sikkerhed fastslår, at personen bl.a. har varetaget ledelses-

organets opgaver efter selskabslovens §§ 115-119.

Der foreligger en særlig situation i de såkaldte »afviklingskonstruktionssager« som var gen-

stand for Højesterets kendelser i U 2019.2019 H og U 2019.2000 H, og som angik samme

person. Begge afgørelser er tillige gengivet i kapitel 2 og kapitel 4 ovenfor, samt kapitel 6

nedenfor.

Forretningsmodellen i afviklingskonstruktionssagerne består i almindelighed i at overtage

nødlidende selskaber – ofte gennem et holdingselskab – alene med henblik på at afvikle disse.

Efter overtagelsen indsættes en afviklingsdirektør, der alene har karakter af en stråmand. Her-

efter søger man at få tiden til at gå, inden selskabet bliver erklæret konkurs, således at kura-

tors mulighed for at få overblik over selskabernes forhold og forfølge eventuelle erstatnings-

eller omstødelseskrav forringes. Endvidere forsøger man at anonymisere selskabernes bag-

grund, således at selskaberne går konkurs under et nyt navn, og uden at den tidligere ledelse –

121

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

dvs. den ledelse, der var indsat før afviklingsdirektøren – fremgår af Erhvervsstyrelsens regi-

stre.

I U 2019.2012 H havde personen B gennem sit holdingselskab rekvireret fem insolvente sel-

skaber med henblik på at afvikle disse. Betaling skete i form af negativ købesum. En anden

person, A, blev indsat som direktør i samtlige selskaber. Det fremgik af sagen, at B havde

deltaget i ledelsen af næsten 300 selskaber, der siden hen var blevet erklæret konkurs. Skifte-

retten fandt, at der var tale om en stråmandskonstruktion, og at B var den reelle leder af sel-

skaberne. Skifteretten lagde i den sammenhæng vægt på,

A, efter Bs egen forklaring, alene

blev indsat som direktør i selskabet, da B boede i udlandet,

B havde generalfuldmagt til at

udøve den daglige ledelse i selskaberne, og

A havde forklaret, at han intet foretog sig i sel-

skaberne. Landsretten, der i øvrigt stadfæstede skifterettens kendelse for så vidt angik

spørgsmålet om ledelsesforholdene, fandt ligeledes, at B havde været den reelle leder af sel-

skaberne, idet landsretten tillige lagde vægt på,

B til dels ved mellemkomst af en tredje

person C havde instrueret A i opgaven med at være registreret direktør, og

A efter aftale

med B alene var indsat som direktør med det formål at kunne møde for selskaberne i skifteret-

ten eller fogedretten. Det fremgik i øvrigt, at C havde modtaget et honorar for på 7.500 kr. fra

A pr. selskab, som B blev indsat som direktør i. Landsretten fandt det også godtgjort, at der

var tale om en stråmandskonstruktion med det formål at vanskeliggøre afdækningen af sel-

skabernes ledelsesmæssige og økonomiske forhold, hvilket Højesteret tiltrådte.

I U 2019.2000 H, der var anlagt mod samme person B, som var part i U 2019.2012 H, havde

B overtaget otte selskaber til afvikling. Betalingen for afviklingen af selskaberne skete enten i

form af en direkte betaling til Bs hovedselskab som konsulentydelse eller i form af betaling af

negativ købesum for selskabernes anparter. Skifteretten fandt – ligesom i U 2019.2012 H – at

B havde udøvet den reelle ledelse af selskaberne, og det var ubestridt at A, der var den regi-

strerede direktør i selskabet, alene havde været indsat som en stråmand med det formål at mø-

de i skifteretten. Det var i denne sammenhæng uden betydning, at stråmandsdirektøren A ikke

modtog løbende instrukser fra B, idet det blev lagt til grund, at A fulgte en på forhånd udar-

bejdet skabelon for afviklingen af selskaberne, som B havde anvendt i flere andre selskaber.

Det blev videre lagt til grund, at B tidligere havde benyttet sig af en anden person C til at op-

sætte stråmandskonstruktioner i en række selskaber, inden C var afgået ved døden. For Hø-

jesteret anførte B, at han ikke havde deltaget i selskabernes faktiske ledelse, men alene var

kapitalejer i disse. B anså ikke A og hans egens fælles forståelse for fremgangsmåden i afvik-

lingsselskaberne som udtryk for, at han havde deltaget i den reelle ledelse af selskabet. Desu-

den påstod B, at betalingerne i form af konsulentydelser til hans selskab var foretaget af de

tidligere ejere og således ej heller udtryk for hans ledelse. Kurator fastholdt dog, at B udgjor-

122

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

de den reelle ledelse af selskabet ved at indsætte og instruere stråmanden i afviklingen af sel-

skaberne, hvilket Højesteret i sidste ende lagde til grund.

En person kan dermed godt anses for bagmand, selvom han ikke kort inden konkursen direkte

har påvirket ledelsen af selskabet, hvis omstændighederne i øvrigt indikerer, at den indsatte

ledelse handler efter en af bagmanden på forhånd bestemt fremgangsmåde.

2. Konkursrådets overvejelser

Som anført under afsnit 1.5 ovenfor var man ved udformningen af konkurskarantænereglerne

opmærksom på, at stråmandsproblematikken udgør en særlig problemstilling, når der skal

gribes ind over for groft uforsvarlig forretningsførelse og konkursrytteri, idet reglerne om

konkurskarantæne ikke vil kunne udgøre et effektivt værn mod konkursrytteri og videreførel-

sen af en groft uforsvarlig forretningsførelse, hvis den reelle bagmand i en stråmandskon-

struktion fortsætter med at drive erhvervsvirksomhed med en ny stråmand efter at være pålagt

konkurskarantæne. Det er derfor forudsat i forarbejderne til de nugældende regler om kon-

kurskarantæne, at det at deltage i en stråmandskonstruktion – enten som stråmand eller som

bagmand – som udgangspunkt skal anses som groft uforsvarlig forretningsførelse.

I forbindelse med Justitsministeriets evaluering af 17. marts 2020 af konkurskarantæneregler-

ne har flere af høringsparterne peget på, at visse af de personer, der er pålagt konkurskarantæ-

ne, søger at omgå reglerne ved blot at anvende stråmænd, ligesom enkelte har peget på, at det

bevismæssigt er særdeles vanskeligt at ramme de egentlige bagmænd jf. hertil evalueringen

side 5-6. Justitsministeriet har som svar hertil i evalueringen bl.a. anført, at bl.a. de på davæ-

rende tidspunkt foreslåede (nu vedtagne) regler i selskabsloven om forbud mod stråmænd og

Erhvervsstyrelsens kontrol hermed vil kunne virke opdæmmende på stråmandskonstruktioner,

jf. hertil evalueringens side 30.

Konkursrådet har på baggrund heraf og i overensstemmelse med kommissoriet fundet grund-

lag for at overveje en justering og præcisering af reglerne om konkurskarantæne, således at

reglerne i højere grad kan imødegå videreførelsen af bl.a. stråmandskonstruktioner.

Konkursrådet bemærker indledningsvist, at den retspraksis, der foreligger vedrørende strå-

mandskonstruktioner i relation til konkurskarantænereglerne, efter rådets opfattelse generelt

er hensigtsmæssig og i overensstemmelse med forudsætningerne i forarbejderne til kon-

kurskarantænereglerne. Retspraksis er dog præget af, at der typisk – udover en stråmandskon-

struktion – også foreligger andre groft uforsvarlige forhold, som samlet set begrunder, at der

kan pålægges konkurskarantæne.

123

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Konkursrådet har derfor overvejet, om det forhold, at en person har deltaget i en stråmands-

konstruktion, i sig selv skal kunne begrunde pålæg af konkurskarantæne i de tilfælde, hvor der

ikke foreligger andre groft uforsvarlige forhold, som kan begrunde karantænen.

Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at konkurskarantænereglerne har til formål at

sikre mod konkursrytteri, og at en groft uforsvarlig forretningsførelse ikke videreføres i en

anden erhvervsvirksomhed til skade for potentielt fremtidige kreditorer og samfundet. Det vil

i den forbindelse i sig selv anses for groft uforsvarlig forretningsførelse at overtræde en pålagt

konkurskarantæne ved f.eks. at indsætte en stråmand og selv fortsætte som bagmand, hvilket

bør føre til yderligere konkurskarantæne og eventuelt straf efter straffelovens regler herom.

Selvom konkurskarantænereglerne ikke har til formål at sikre mod stråmandskonstruktioner

generelt, idet dette må varetages gennem de selskabsretlige regler, herunder navnlig bestem-

melsen i selskabslovens § 112, stk. 2, og Erhvervsstyrelsens kontrol hermed, er det dog klart,

at de hensyn, der begrunder det selskabsretlige værn mod stråmandsvirksomhed, jf. hertil af-

snit 1.3 og 1.4 ovenfor, i et vist omfang må anses som sammenfaldene med de hensyn, der

begrunder konkurskarantænereglerne. Der er således et hensyn til at sikre, at bl.a. andre er-

hvervsdrivende i forbindelse med f.eks. indgåelse af kontrakter, långivning og investeringer

mv. kan handle i tillid til, at de data, der fremgår af Erhvervsstyrelsens it-systemer, er korrek-

te, ligesom der er et hensyn til at sikre, at de reelle selskabsledere ikke kan at gemme sig bag

stråmænd med henblik på at undgå ansvaret for en kritisabel forretningsførelse.

For stråmandens vedkommende består det kritisable således dels i at overlade ledelsen til en

anden og dermed forsømme de ledelsespligter, der efter selskabslovens §§ 115-119 følger

med registreringen som ledelsesmedlem, dels i via et offentligt register at foregive noget, der

ikke svarer til virkeligheden og dermed medvirke til en omgåelse af kravet i selskabslovens §

112, stk. 2.

For bagmandens vedkommende består det kritisable i, at den pågældende i strid med selskabs-

lovens § 10, stk. 1, ikke er registreret som ledelsesmedlem og dermed ligesom stråmanden

foregiver noget, der ikke svarer til virkeligheden, hvorved kravet i selskabslovens § 112, stk.

2, tillige omgås.

Det er på baggrund af ovenstående Konkursrådets opfattelse, at det at deltage i en stråmands-

konstruktion – enten som stråmand eller som bagmand – er direkte uforeneligt med det at dri-

ve erhvervsvirksomhed og dermed med de helt almindelige og basale krav, som stilles til er-

hvervsdrivendes forretningsførelse.

124

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Konkursrådet finder derfor, at det fremadrettet ikke blot bør være udgangspunktet men deri-

mod den almindelige regel, at det at indgå eller deltage i en stråmandskonstruktion skal anses

for at udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse, der i sig selv kan begrunde pålæg af kon-

kurskarantæne – dvs. uanset om der i øvrigt foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, der

kan begrunde en karantæne.

Hvis det derfor konstateres, at en person f.eks. har udøvet den reelle daglige ledelse af et sel-

skab uden at være registreret som ledelsesmedlem i overensstemmelse med selskabslovens §

10, stk. 1 – dvs. ageret bagmand – vil dette kunne føre til pålæg af konkurskarantæne, uanset

at den pågældendes øvrige forretningsførelse ikke kan betegnes som groft uforsvarlig. Det

samme vil være tilfældet i relation til en stråmand, der ligeledes som følge af sin deltagelse

som stråmand, må anses for at have udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, uanset om den

forretningsførelse, som den faktiske reelle ledelse – dvs. bagmanden – har udøvet, må anses

som groft uforsvarligt eller ej.

Selvom tabet generelt spiller en rolle ved vurderingen af, om en uforsvarlig forretningsførelse

må anses som grov, jf. kapitel 4, afsnit 2, vil dette, som følge af det oven for anførte, ikke

være tilfældet i relation til stråmandskonstruktioner. Hvis der foreligger en stråmandskon-

struktion, bør dette således i sig selv skulle anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, uan-

set om konkursen alene har medført et begrænset tab for kreditorerne, eller om konkursboet

sluttes efter konkurslovens § 144, stk. 1.

Uagtet at der kan sættes spørgsmålstegn ved det rimelige ved, at en person pålægges kon-

kurskarantæne, når personens eneste ”forseelse” består i at deltage i en stråmandskonstruk-

tion, er det dog Konkursrådets vurdering, at dette ikke bør ændre ved, at der er handlet groft

uforsvarligt i konkurskarantænereglernes forstand. Spørgsmålet om pålæg af konkurskaran-

tæne må i tilfælde, hvor det ikke skønnes rimeligt at pålægge karantæne, afgøres ud fra even-

tuelle rimelighedsbetragtninger, og ikke i relation til vurderingen af om der er udvist groft

uforsvarlig forretningsførelse, jf. hertil kapitel 8 nedenfor, om karantæneperiodens længde.

Det er i forlængelse heraf klart, at en person ikke vil kunne pålægges konkurskarantæne, hvis

den pågældende – ligesom det er tilfældet i dag – ikke har accepteret hvervet som ledelses-

medlem, herunder hvis den pågældendes identitetsoplysninger er blevet misbrugt i forbindelse

med registreringen i Erhvervsstyrelsens it-system. I relation til beviset herfor vil den retsprak-

sis, som foreligger i dag, efter Konkursrådets opfattelse kunne være retningsgivende. Der vil

således kunne henses til, om personen allerede ved indsættelsen må antages at have været

bekendt med, at han ikke skulle udøve reelle ledelsesbeføjelser, og dermed have accepteret

125

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

ikke at skulle være et reelt ledelsesmedlem, eller om personen har taget effektive skridt til at

sikre en afregistrering som ledelsesmedlem, herunder gjort indsigelse i forbindelse med en

registrering og taget kontakt til Erhvervsstyrelsen mv. Det er i denne sammenhæng ikke til-

strækkeligt, at den pågældende alene har gjort den reelle bagmand opmærksom på, at ved-

kommende ikke vil acceptere hvervet.

Det centrale spørgsmål bliver herefter, hvornår der kan siges at foreligge en stråmandskon-

struktion, som kan begrunde, at der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse i konkurska-

rantænereglernes forstand, herunder navnlig om det må kræves, at stråmandskonstruktionen

har haft til formål at skjule den reelle ledelse, jf. hertil Højesterets kendelse i U 2023.1018 H,

hvor Højesteret lagde afgørende vægt på, at proforma-registreringen af bestyrelsesformanden

ikke havde haft til formål at skjule den reelle leder af erhvervsvirksomheden. Det er med an-

dre ord et spørgsmål, om det må kræves, at der er en bagmand, der søges skjult, førend der

kan være tale om en stråmandskonstruktion i konkurskarantænereglernes forstand.

Ligeledes må det overvejes, om stråmandskonstruktioner i forhold til konkurskarantænereg-

lerne bør omfatte tilfælde, hvor en person udfører visse, men ikke alle de opgaver, der er

knyttet til ledelseshvervet, eller tilfælde hvor et ledelsesmedlem har delegeret visse af sine

centrale ledelseskompetencer til andre, der ikke er registreret som ledelsesmedlem.

Konkursrådet finder i denne sammenhæng, herunder henset til hensynene bag konkurskaran-

tænereglerne, at det må være klart, at hvor en person alene er indsat og registeret som ledel-

sesmedlem med det formål at skjule den reelle ledelse, bør forholdet været omfattet af kon-

kurskarantænereglernes stråmandsdefinitionen, og forholdet må anses for at udgøre groft

uforsvarlig forretningsførelse i konkurskarantænereglernes forstand. Dette vil bl.a. være til-

fældet, hvor det må have stået klart allerede ved indsættelsen af ledelsesmedlemmet, at den

pågældende – som det f.eks. var tilfældet i U 2019.2612 V – ikke forudsættes at varetage et

ledelsesmedlems beføjelser, idet disse er overladt til en anden person, der ikke selv er registe-

ret som ledelsesmedlem i selskabet.

En stråmandskonstruktion i konkurskarantænereglernes forstand vil dog efter Konkursrådets

opfattelse også foreligge, selvom formålet med konstruktionen ikke har været at skjule den

reelle leder af selskabet, men hvor den person, der er registreret som leder af selskabet, alene

på instruks eller lignende udføre det, som en anden person, der ikke er registreret som leder af

selskabet, diktere. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor en stråmand handler efter en af

bagmanden forudbestemt fremgangsmåde, som det var tilfældet i U 2019.2000 H.

126

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at hvis det afgørende for, om der var tale om

en stråmand, var, om formålet havde været at skjule den reelle ledelse, vil det kunne føre til

en uhensigtsmæssig retstilstand. Man vil således f.eks. kunne forestille sig en situation, hvor

en person, der ikke har været registreret som ledelsesmedlem i selskabet, gør gældende, at det

må have stået klart for alle, at han var den reelle leder af selskabet, da det formelt registrerede

ledelsesmedlem enten forholdt sig helt passivt eller alene handlede på instruktion mv. fra per-

sonen, hvorfor formålet med ikke at lade sig registrere ikke har været at skjule hans identitet.

Hvis der blev lagt afgørende vægt på, om formålet havde været at skjule den reelle leder, vil

det kunne frygtes, at en sådan situation vil falde uden for konkurskarantænereglerne, hvilket

efter Konkursrådets opfattelse ikke kan tilstræbes.

Konkursrådet finder derfor, at den af Højesteret i U 2023.1018 H anlagte praksis er hensigts-

mæssig, idet det afgørende for, om der foreligger en stråmandskonstruktion i konkurskaran-

tænereglernes forstand må være, om den person, der reelt har udøvet det registrerede ledel-

sesmedlems beføjelser, i øvrigt er registreret som ledelsesmedlem i selskabet.

I de oven for anførte situationer, hvor den reelle leder slet ikke er registeret som ledelsesmed-

lem, vil både den registrerede leder og den eller de reelle ledere have udvist groft uforsvarlig

forretningsførelse, der kan begrunde pålæg af konkurskarantæne, idet det bemærkes, at der i

denne sammenhæng kan være forskel på den bevismæssige vurdering, alt efter om den for-

melle registrerede leder er indsat som direktør, der forudsættes at varetage den daglige drifts-

mæssige ledelse af erhvervsvirksomheden, eller som bestyrelsesmedlem eller medlem af til-

synsrådet, som har andre mere overordnede ledelsesmæssige forpligtelser.

Ved vurderingen af, om en direktør har været et reelt ledelsesmedlem eller alene varetaget en

stråmandslignende funktion, vil der i denne henseende – udover den praksis, der allerede fore-

ligger, hvor det afgørende synes at være, om personen reelt har udøvet sine ledelsesbeføjelser,

eller om disse har været overladt til andre mv. – kunne henses til, hvad der efter forarbejderne

til selskabslovens bestemmelser om Erhvervsstyrelsens stråmandskontrol, jf. afsnit 1.4 oven-

for, i almindelighed kræves som dokumentation for opfyldelsen af kravene i selskabslovens §

112, stk. 2. Der vil således kunne henses til, om den pågældende har været ansat på en direk-

tørkontrakt, om den pågældende har indgået i en dialog med selskabet i forbindelse med an-

sættelsen, om den pågældende har adgang til selskabets bankkonto eller været i dialog med

selskabets bank herom, om den pågældende handler på vegne af selskabet ved at deltage i

møder eller lign., om der er sket overdragelse af selskabsdokumenterne fra en eventuelt frat-

rådt direktør til den pågældende mv., og om der udbetales løn eller andet vederlag til den på-

gældende i forbindelse med varetagelsen af hvervet. Der vil endvidere – ligesom det er forud-

sat i forarbejderne til den nuværende bestemmelse i konkurslovens § 157, stk. 1 – kunne hen-

127

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

ses til, om det registrerede ledelsesmedlem vil være berettiget til lønprivilegiet efter konkurs-

lovens § 95. Endelig vil der bl.a. kunne henses til, om den registrerede ledelse er nærtstående

til selskabets reelle ejer, og om de pågældende har fælles adresse, idet dette efter Konkursrå-

dets opfattelse i visse tilfælde kan være et indicium for en stråmandslignende konstruktion.

I forhold til bestyrelsesmedlemmer og medlemmer af tilsynsråd mv. vil vurderingen heraf

være mere vanskelig at foretage, idet sådanne ledelsesmedlemmer ikke har samme direkte

driftsmæssigt forbundne forpligtelser som en direktør. Det må dog i alle tilfælde bero på en

konkret vurdering af de enkelte tilfælde, om det pågældende ledelsesmedlem alene er indsat

med henblik på at dække over en anden person, idet det afgørende i så fald må være, om f.eks.

et bestyrelsesmedlem har overladt ledelsen eller har udøvet sine beføjelser efter instruks fra en

person, der ikke er formelt registreret som ledelsesmedlem og dermed indgår som en del af

ledelsen i øvrigt.

Der kan i denne sammenhæng tænkes tilfælde, hvor hele bestyrelsen eller tilsynsrådet optræ-

der som en form for ”stråmænd”, fordi de har overladt det til den registrerede direktør at udø-

ve deres hverv. I sådanne tilfælde vil det være svært at argumentere for, at der er tale om et

tilfælde, hvor man har søgt at dække/skjule identitet på nogen i forbindelse med ledelsen af en

erhvervsvirksomhed, da direktøren i sådanne tilfælde er registreret som ledelsesmedlem i

virksomheden og alene varetager funktioner, der ligger uden for den pågældendes beføjelser.

Selvom forholdet – alt efter omstændighederne – kan være i strid med selskabslovens § 112,

stk. 2, da bestyrelsen mv. ikke er dem, der reelt udøver de forpligtelser, der følger af selskabs-

lovens regler herom, er det dog Konkursrådets opfattelse, at dette ikke – på trods af at være

uforsvarlig forretningsførelse – bør anses som værende groft uforsvarlig forretningsførelse,

der i sig selv kan begrunde, at der skal ske pålæg af konkurskarantæne. Dette var bl.a. tilfæl-

det i Højesterets kendelse i U 2023.1018 H, hvor det blev lagt til grund, at formålet med pro-

forma-registreringen af bestyrelsesformanden ikke var skjule identiteten på den reelle leder,

som i det konkrete tilfælde var direktøren, der havde kompetence til at tegne selskabet alene,

og som tillige var bestyrelsesmedlem.

Hvor en person således ikke er indsat som ledelsesmedlem med det formål at skjule identite-

ten på den reelle ledelse, idet den reelle ledelse udøves af en person, der også er registreret

som ledelsesmedlem i øvrigt, vil der efter Konkursrådets opfattelse ikke være tale om en

stråmandskonstruktion i konkurskarantænereglernes forstand, som i sig selv skal kunne be-

grunde, at der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. Dette vil f.eks. tillige være tilfæl-

det, hvor der alene er tale om et passivt ledelsesmedlem – f.eks. i en såkaldt ”tantebestyrelse”,

som alene eksisterer for at opfylde minimumskravet til bestyrelsen i aktieselskaber i selskabs-

lovens § 111, stk. 2 – og hvor der ikke er andre, der varetager den rolle, som det pågældende

128

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

ledelsesmedlem har været indsat til at varetage. Selvom der i sådanne tilfælde ikke er tale om

stråmandskonstruktioner i konkurskarantænereglernes forstand, som i sig selv kan begrunde,

at der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, vil ledelsesmedlemmet dog efter omstæn-

dighederne kunne have udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, hvis der foreligger andre

forhold, der begrunder dette, herunder hvis f.eks. den af direktøren udviste forretningsførelse

har været groft uforsvarlig, og bestyrelsesmedlemmer mv. som følge af deres passivitet ikke

har opfyldt deres forpligtelse til at føre et ordentligt tilsyn med direktøren.

Hvor det – i modsætning til rene ”tantebestyrelser” og passive ledelsesmedlemmer mv. – er

en anden ikke-registreret person, der udfører det pågældende registrerede ledelsesmedlems

pligter eller dikterer, hvordan ledelsesmedlemmet skal udføre sine pligter, vil der sammenfat-

tende efter Konkursrådets opfattelse være tale om en stråmandskonstruktion i konkurskaran-

tænereglernes forstand, uanset om den pågældende gør gældende, at formålet ikke har været

at skjule den reelle ledelse. Stråmanden vil således i denne situation være den person, der er

registreret som det formelle ledelsesmedlem, og bagmanden den, der uden selv at være regi-

streret enten agerer på stråmandens vegne eller dikterer, hvordan stråmanden skal lede er-

hvervsvirksomheden.

Det må dog i alle tilfælde bero på en konkret vurdering af de enkelte tilfælde, om de pågæl-

dende ved passivitet har overladt sine ledelsesbeføjelser til en anden ikke registeret person,

eller om ledelsesmedlemmets beføjelser er udøvet efter instruktion eller lignende fra en anden

person, der ikke er registreret som ledelsesmedlem i selskabet i øvrigt.

Der kan i denne sammenhæng tænkes tilfælde, hvor et ledelsesmedlem har delegeret visse af

sine ledelsesbeføjelser til en anden person, som ikke indgår i selskabets formelle ledelse, ved

hjælp af en fuldmagt. Som antaget i den selskabsretlige litteratur, jf. hertil Peer Schaumburg-

Müller og Erik Werlauff, Selskabsloven med kommentarer (3. udgave), 2020, side 891f., må

en fuldmagt ikke have en sådan udstrækning eller permanens, at selskabslovens tegningsreg-

ler herved reelt tilsidesættes, og en fuldmagt til at foretage alle slags dispositioner (general-

fuldmagt) må således som udgangspunkt betragtes som uretmæssig ud fra den betragtning, at

den, der ønsker tillagt kompetencer til i enhver henseende at disponere for et selskab, bør gi-

ves organstatus gennem indtræden i bestyrelse eller direktion, ikke status som fuldmægtig.

Hvis f.eks. en direktør har givet en medarbejder en meget omfattende fuldmagt, men selv

fortsætter med at lede erhvervsvirksomheden sammen med medarbejderen, vil der efter Kon-

kursrådets opfattelse ikke foreligge en stråmandskonstruktion i konkurskarantænereglernes

forstand. Dette vil dog være nærliggende at antage, i en situation, hvor direktøren har delege-

ret de fleste og mest centrale opgaver til den befuldmægtigede og ikke selv varetager opgaver

129

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

af betydning. Der vil i denne sammenhæng endvidere kunne lægges vægt på, om der sket en

omfattende delegation af det pågældendes ledelsesmedlems beføjelser til en anden, der ville

være uretmæssig og i strid med selskabslovens tegningsregler, idet dette vil kunne tale for, at

der foreligger en stråmandskonstruktion.

Konkursrådet bemærker afslutningsvist, som anført ovenfor, at konkurskarantænereglerne

ikke har til formål at sikre mod stråmandskonstruktioner generelt, idet dette må varetages

gennem de selskabsretlige regler, herunder navnlig bestemmelsen i selskabslovens § 112, stk.

2, og selskabslovens regler om Erhvervsstyrelsens kontrolbeføjelser. Selvom det ligger uden

for Konkursrådets beføjelser at foreslå ændringer i det selskabsretlige værn mod anvendelse

af stråmandskonstruktioner, finder rådet dog – herunder navnlig på baggrund af de i evalue-

ringen af 17. marts 2020 refererede høringssvar – grundlag for at påpege, at det kunne overve-

jes, om det er hensigtsmæssigt,

dels

at der ikke stilles krav om, at en person aktivt skal god-

kende en registrering som ledelsesmedlem, efter registreringen er foretaget, men at spørgsmå-

let om registreringens berettigelse alene prøves, hvis der gøres indsigelse mod registreringen,

dels

at adgangen til at foretage ledelsesregistreringer som udgangspunkt er fri for alle med en

digital signatur, og at det enkelte selskab aktivt skal tilvælge at passwordbeskytte sin adgang

til at foretage ledelsesregistreringer. Konkursrådet bemærker dog, at man ved overvejelserne

om, hvorvidt der er grundlag for bl.a. at ændre praksis for hhv. registrering af ledelsesmed-

lemmer og ledelsesændringer, bør have for øje, at de tiltag, der iværksættes, skal være propor-

tionale i forhold til de administrative byrder, som tiltagene måtte påføre erhvervslivet.

130

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Kapitel 6

Koncernforbundne virksomheder

1. Gældende ret

1.1 Konkursloven

Det følger af konkurslovens § 157, stk. 3, 1. pkt., at konkurskarantæne ikke kan pålægges den,

der allerede er pålagt konkurskarantæne i anledning af den pågældendes deltagelse i ledelsen

af en koncernforbundet virksomhed.

Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 429 af 1. maj 2013 og bygger bl.a. på Konkursrådets

anbefalinger i betænkning nr. 1525 af 2011 om konkurskarantæne.

Efter bestemmelsen kan konkurskarantæne således kun pålægges én gang i anledning af en

persons deltagelse i ledelsen af flere koncernforbundne virksomheder, jf. Folketingstidende

2012-13, A, L 131 som fremsat, side 29.

Dette gælder dog, jf. konkurslovens § 157, stk. 3, 2. pkt., ikke de tilfælde, hvor en person på-

lægges konkurskarantæne og efter konkurskarantænes udløb indtræder (eller på ny indtræder)

i ledelsen af en virksomhed, der var koncernforbundet med den virksomhed, i hvis konkursbo

konkurskarantænen blev pålagt.

Det fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2012-13, A,

L 131 som fremsat side 29, at bestemmelsen først og fremmest sigter til de tilfælde, hvor en

person har deltaget i ledelsen af flere koncernforbundne virksomheder og derfor som følge af

den økonomiske afhængighed, der typisk vil være mellem koncernforbundne virksomheder,

kun bør pålægges konkurskarantæne én gang, uanset om der er tale om flere konkurser.

Højesteret har ved to kendelser af 24. april 2019 (gengivet i U 2019.2000 H og U 2019.1012

H) fastslået, at udtrykket »koncernforbundet virksomhed« – i mangel af holdepunkter for an-

det – skal forstås i overensstemmelse med det selskabsretlige koncernbegreb, jf. selskabslo-

vens § 5, nr. 18, jf. § 6 og § 7, hvorefter en koncern består af et moderselskab og dets datter-

selskab.

131

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

De faktiske omstændigheder i U 2019.2000 H og U 2019.1012 H var forholdsvis identiske,

idet begge sager angik personer, hvis forretningsmodel bestod i at overtage nødlidende sel-

skaber – ofte gennem et holdingselskab – alene med henblik på at afvikle disse. Der blev her-

efter indsat en afviklingsdirektør i de nødlidende selskaber, som alene havde karakter af en

stråmand. Man søgte herefter at få tiden til at gå, inden selskabet blev erklæret konkurs, såle-

des at kurators mulighed for at få overblik over selskabernes forhold og forfølge eventuelle

erstatnings- eller omstødelseskrav blev forringet. Endvidere søgte man at anonymisere sel-

skabernes baggrund, således at selskaberne gik konkurs under et nyt navn, og uden at den nye

ledelse fremgik af Erhvervsstyrelsens registre. Det blev i begge sager konstatereret, at der i

alle de nødlidende selskaber var tegn på groft uforsvarlig forretningsførelse, som kunne be-

grunde konkurskarantæne.

I U 2019.2000 H var der otte selskaber, der kunne begrunde karantæne, og der var ingen øko-

nomisk afhængighed mellem selskaberne. Da to af selskaberne blev anset for at udgøre én

selvstændig koncern og tre af selskaberne en anden selvstændig koncern, blev der alene pålagt

i alt fem konkurskarantæner af hver 3 år, dvs. i alt 15 år, for de otte selskaber. Karantæneperi-

oden blev dog, jf. konkurslovens § 158, stk. 2, 2. pkt., samlet fastsat til 10 år, som er det mak-

simale antal år, en konkurskarantæne kan løbe.

I U 2019.2012 H var der i alt fem selskaber, hvor den af det pågældende ledelsesmedlem ud-

viste groft uforsvarlig forretningsførelse kunne begrunde konkurskarantæne, men da alle sel-

skaberne blev anset for at indgå i samme koncern, blev ledelsesmedlemmet alene pålagt én

karantæne på 3 år for ledelsen i de fem selskaber.

Højesterets fastslog i begge sager, at det er afgørende for, om der er tale om en koncernfor-

bundet virksomhed i konkurslovens § 157, stk. 3’s, forstand, må være, om et selskab (moder-

selskabet) kan udøve bestemmende indflydelse over et andet selskab (datterselskabet) som

nærmere defineret i selskabslovens § 7. Det er herefter ikke afgørende, om de koncernfor-

bundne selskaber faktisk er økonomisk afhængige af hinanden, ligesom det som udgangs-

punkt ej heller er afgørende, om der rent faktisk udøves kontrol.

Højesteret anerkendte udtrykkeligt i begge sager, at den fastslåede retstilstand vil kunne føre

til uhensigtsmæssige resultater, navnlig i de to pågældende tilfælde, idet der dog skulle henses

til, at konkurskarantæne er en indgribende foranstaltning.

Det forhold, at den samme person ejer kapitalandele i flere selskaber, kan ikke føre til, at sel-

skaberne bliver koncernforbundne, jf. Højesterets kendelse af 24. april 2019 (gengivet i U

2019.2007 H).

132

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

I U 2019.2007 H, som i øvrigt angik den samme person som i U 2019.2012 H, påtog perso-

nen, A, sig mod honorar at være likvidator i tre selskaber, som var insolvente. A, der alene

virkede som likvidator i ca. fem uger, før selskaberne blev erklæret konkurs, gjorde ingen

forsøg på at leve op til de pligter, som stilles til en likvidator efter selskabslovens regler. A

foranledigede bl.a. ikke, at selskaberne indgav egenbegæring om konkurs, uanset at A på det

tidspunkt, han indtrådte som likvidator, var klar over, at selskaberne var insolvente. Under

sagen gjorde A gældende, at de tre selskaber var koncernforbundne, idet A ejede alle tre sel-

skaber. Dette blev afvist af Højesteret, idet Højesteret eksplicit bemærkede, at det forhold, at

den samme person ejer kapitalandele i flere selskaber, ikke bevirker, at selskaberne bliver at

anse for koncernforbundne.

Det fremgår hverken af ordlyden af konkurslovens § 157, stk. 3, eller af forarbejderne, om det

er en betingelse for at anvende koncernreglen i konkurslovens § 157, stk. 3, at selskaberne

skal have været koncernforbundne i den etårige periode, som følger af konkurslovens § 157,

stk. 1, og hvor den groft uforsvarlige forretningsførelse skal have fundet sted.

Spørgsmålet herom indgik i Sø- og Handelsrettens kendelse af 5. januar 2021 i sag BS-

31579/2020-SHR.

I BS-31579/2020-SHR var selskabet X taget under konkursbehandling den 12. februar 2020.

A, som var direktør i selskab X, blev senere ved kendelse af 22. september 2020 pålagt kon-

kurskarantæne i 7 år for sin rolle i fem andre selskaber. A gjorde i den efterfølgende konkurs-

karantænesag om As adfærd i selskab X gældende, at konkurskarantænesagen skulle afvises

med henvisning til konkurslovens § 157, stk. 3, idet selskab X var koncernforbundet med to af

de selskaber, der havde været omdrejningspunktet i kendelsen af 22. september 2020.

Skifteretten lagde til grund, at selskab X havde været koncernforbundet med de to selskaber,

der havde været omfattet af kendelsen af 22. september 2020, idet alle tre selskaber havde

været underlagt samme moderselskab. Skifteretten udtalte herefter, at moderselskabets be-

stemmende indflydelse i forhold til de tre selskaber dog måtte anses for at være ophørt på det

tidspunkt, hvor kurator overtog styringen af de enkelte selskaber – dvs. det tidspunkt, hvor

selskaberne var taget under konkurs. Selskaberne, som selskab X havde været koncernfor-

bundet med, var taget under konkursbehandling med fristdage af henholdsvis 31. august 2017

og 22. januar 2018. Skifteretten fandt på baggrund heraf, at koncernforbindelsen mellem sel-

skaberne var ophørt senest den 22. januar 2018, hvor det sidste af de to datterselskaber, der

var omfattet af kendelsen af 22. september 2020, blev taget under konkursbehandling. Heref-

ter var spørgsmålet, om det forhold, at koncernforbindelsen var ophørt tidligere end et år før

133

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

fristdagen for selskab X, kunne føre til, at koncernreglen ikke skulle finde anvendelse. Skifte-

retten fandt, under henvisning til den tidsmæssige betingelse i konkurslovens § 157, stk. 1, at

det måtte anses for et krav for anvendelsen af konkurslovens § 157, stk. 3, at koncernforbin-

delsen består i den relevante periode – dvs. i perioden senere end et år før fristdagen. Herefter,

og da koncernforbindelsen mellem selskaberne var ophørt mere end et år før fristdagen, fandt

skifteretten, at konkurslovens § 157, stk. 3, ikke fandt anvendelse i den konkrete sag, og sagen

om konkurskarantæne relateret til As adfærd i selskab X kunne herefter fremmes til realitets-

behandling.

Den aktuelle retstilstand må på den baggrund antages at være, at hvis koncernforbindelsen

mellem to selskaber er ophørt tidligere end et år før fristdagen, finder koncernreglen i kon-

kurslovens § 157, stk. 3, ikke anvendelse.

Koncernreglen i konkurslovens § 157, stk. 3, indebærer, at spørgsmålet om at pålægge en

bestemt person konkurskarantæne kan behandles særskilt i forhold til hver enkelt af de på-

gældende selskaber, indtil den pågældende person første gang ved endelig afgørelse er pålagt

konkurskarantæne i tilknytning til ét af boerne. Efter dette tidspunkt falder spørgsmålet om at

pålægge denne person konkurskarantæne bort i tilknytning til de øvrige selskaber, jf. hertil

Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 30.

Det fremgår af forarbejderne, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 30, at

i de i praksis mest forekommende tilfælde, hvor konkursboerne for selskaber, der er koncern-

forbundne, behandles ved samme skifteret og ved samme kurator eller kuratorer, forudsættes

det, at spørgsmålet om at pålægge en person, der har deltaget i ledelsen af flere koncernfor-

bundne virksomheder, karantæne, behandles samlet og ikke i tilknytning til hvert konkursbo

for sig, og at der skal foretages en samlet vurdering af, om den pågældende person har udvist

groft uforsvarlig forretningsførelse. Skifterettens afgørelse af, om konkurskarantæne skal på-

lægges, jf. konkurslovens § 164, vil i sådanne tilfælde være én samlet afgørelse af flere sager,

der behandles i forening med hinanden.

Hvis et eller flere konkursboer vedrørende koncernforbundne virksomheder undtagelsesvis

behandles ved en anden skifteret er det forudsat i forarbejderne, jf. Folketingstidende 2012-

13, A, L 131 som fremsat, side 30, at der bør ske henvisning til den skifteret, hvor de øvrige

konkursboer behandles, idet spørgsmålet om konkurskarantæne som udgangspunkt bør be-

handles ved den skifteret, hvor de fleste af de koncernforbundne virksomheders konkursboer

er under behandling, eller hvor konkursboerne med de væsentligste aktiver er under behand-

ling.

134

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Sager om konkurskarantæne er ikke omfattet af konkurslovens § 5, stk. 2, men hvor flere sa-

ger mod samme ledelsesmedlem verserer ved forskellige skifteretter, vil henvisning kunne ske

i medfør af konkurslovens § 243, jf. retsplejelovens § 254, stk. 2, jf. hertil Vestre Landsrets

kendelse af 22. juni 2020 (gengivet i U 2020.2787 V).

I U 2020.2787 V var det samme kurator, der forestod konkursbehandlingen af tre koncernfor-

bundne virksomheder, der dog blev behandlet ved to forskellige skifteretter. Kurator anlagde

først konkurskarantænesag mod selskabets leder, D, i tilknytning til to af selskaberne, som

begge var under konkursbehandling ved skifteret 1. Kurator anlagde herefter konkurskaran-

tæne sag mod D i tilknytning til det sidste selskab, der var under behandling ved skifteret 2.

Kurator anmodede i den forbindelse skifteret 2 om at henvise behandlingen af konkurskaran-

tænesagen mod D til behandling ved skifteret 1, hvor de to andre sager blev behandlet, og

hvor D havde indleveret svarskrift, og hvor der var fastsat dato for mundtlig forhandling til

den 26. maj 2020. Dette afviste skifteret 2 med henvisning til, at der ikke var hjemmel hertil,

og kurator anmodede derfor skifteret 2 om at udsætte behandlingen af konkurskarantænesa-

gen på afventning af udfaldet af de to sager, der blev behandlet ved skifteret 1. Skifteret 2

valgte imidlertid at behandle konkurskarantænesagen på grundlag af kurators processkrift, jf.

konkurslovens § 162, stk. 6, idet D ikke havde indleveret et svarskrift i sagen, og skifteret 2

afsagde herefter den 20. maj 2020 kendelse, hvorefter D blev pålagt konkurskarantæne i 3 år.

Skifteret 1 aflyste herefter den mundtlige forhandling af de to resterende sager. D kærede skif-

teret 2’s kendelsen til landsretten principalt med påstand om, at kendelsen blev ophævet og

sagen hjemvist, subsidiært frifindelse, idet D anførte, at han ikke havde indleveret svarskrift i

tillid til, at skifteret 2 ville tage kurators anmodning om udsættelse på afventning af skifteret

1’s behandling af konkurskarantænesagerne i de koncernforbundne selskaber til følge. Lands-

retten ophævede skifteret 2’s kendelse og hjemviste konkurskarantænesagen til skifteret 2

med henblik på enten at henvise sagen til skifteret 1 i medfør af konkurslovens § 243, jf. rets-

plejelovens § 254, stk. 2, eller med henblik på at udsætte behandlingen af konkurskarantæ-

nesagen på afventning af skifteret 1’s behandling af de to konkurskarantænesager i de kon-

cernforbundne selskaber.

1.2 Selskabslovens koncernbegreb

Efter selskabslovens § 5, nr. 18, defineres en koncern som et moderselskab og dets dattervirk-

somheder, jf. selskabslovens § 7.

Ved et moderselskab forstås, jf. selskabslovens § 5, nr. 20, et kapitalselskab, som har be-

stemmende indflydelse over flere dattervirksomheder, jf. §§ 6 og 7, og ved en dattervirksom-

135

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

hed forstås, jf. selskabslovens § 5, nr. 3, en virksomhed, der er underlagt bestemmende ind-

flydelse af et moderselskab, jf. §§ 6 og 7.

Det følger af selskabslovens § 7, stk. 1, at bestemmende indflydelse er beføjelsen til at styre

en dattervirksomheds økonomiske og driftsmæssige beslutninger. Det afgørende vil i denne

sammenhæng være, hvem der reelt udøver den faktiske bestemmende indflydelse over selska-

bet, og ikke blot hvem der formelt besidder ejerandele, jf. hertil de specielle bemærkninger til

bestemmelsen i selskabslovens §§ 6 og 7, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 5384.

En virksomhed kan kun have ét selskabsretligt moderselskab, jf. selskabslovens § 6, 2. pkt.,

og hvis flere selskaber opfylder kriterierne i selskabslovens § 7 om bestemmende indflydelse,

er det alene det selskab, som faktisk udøver den bestemmende indflydelse over virksomhe-

dens økonomiske og driftsmæssige beslutninger, der anses for at være moderselskab i sel-

skabslovens forstand.

Et moderselskab vil i visse tilfælde have karakter af et holdingselskab. Lovgivningen inde-

holder ikke en udtrykkelig definition af begrebet holdingselskab, men et holdingselskab er

typisk karakteriseret ved et selskab, hvis væsentligste aktivitet både formålsmæssigt og fak-

tisk består i at eje kapitalandele i et eller flere andre selskaber. Holdingselskabet driver såle-

des ikke egentlig erhvervsvirksomhed, men varetager alene sit erhvervsformål gennem ét eller

flere andre selskaber (driftsselskaber), jf. Lennart Lynge Andersen, Erik Werlauff og Niels

Ørgaard,

Holdingselskaber,

1998, side 8.

2. Konkursrådets overvejelser

Som retstilstanden er i dag, er det det selskabsretlige koncernbegreb, der er afgørende for,

hvornår der er tale om koncernforbundne virksomheder efter konkurslovens § 157, stk. 3. Det

er herefter ikke afgørende, om de koncernforbundne selskaber faktisk er økonomisk afhængi-

ge af hinanden, ligesom det ej heller er afgørende, om der faktisk udøves kontrol af et moder-

selskab.

Som anført af Højesteret i U 2019.2000 H og U 2019.2012 H kan den nuværende retstilstand

vedrørende anvendelsen af konkurslovens § 157, stk. 3, føre til uhensigtsmæssige resultater.

Dette vil først og fremmest være tilfældet, hvor man bevidst med henblik på at mindske risi-

koen for flere konkurskarantæner samler en række selskaber, der ikke oprindeligt var koncer-

nforbundne, i f.eks. en holdingstruktur, hvilket bl.a. var tilfældet i sagerne U 2019.2000 H og

U 2019.2012 H (»afviklingskonstruktionssagerne«). Reglerne om konkurskarantæne vil der-

136

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

med kunne omgås af konkursryttere, hvilket står i modsætning til formålet med reglerne, som

bl.a. er at sikre mod konkursrytteri, jf. hertil bl.a. Folketingstidende 2012-13, A, L 131, som

fremsat, side 7.

Den selskabsretlige koncerndefinition indebærer endvidere, at konkurslovens § 157, stk. 3,

alene finder anvendelse i tilfælde, hvor det er et selskab, der kontrollerer et andet selskab.

Hvis det derimod er en person, der kontrollerer flere selskaber, som det var tilfældet i U

2019.2007 H, vil reglen ikke finde anvendelse, selv om selskaberne måske både er økonomisk

og driftsmæssigt forbundne.

Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at reglen i konkurslovens § 157, stk. 3, som det

også fremgår af forarbejderne, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 29,

først og fremmest var tiltænkt de tilfælde, hvor der som følge af den økonomiske afhængig-

hed, der typisk vil være mellem koncernforbundne virksomheder, alene bør pålægges én kon-

kurskarantæne, uanset om der er tale om flere konkurser.

Konkursrådet bemærker videre, at det fremgår af Konkursrådet betænkning nr. 1525 af 2011,

side 141, som bemærkninger til bestemmelsen i Konkursrådets lovudkast, at bestemmelsen

dog også finder anvendelse i de: ”[…]

formentlig sjældnere tilfælde, hvor flere koncernfor-

bundne virksomheder går konkurs, uden at der er nogen årsagssammenhæng mellem konkur-

serne.”

Bemærkningerne herom er ikke medtaget i det endelige lovforslag.

Det synes – navnlig på baggrund af formuleringen i forarbejderne og Konkursrådet betænk-

ning nr. 1525 af 2011, side 141 – at have været hensigten med bestemmelsen, at hvis de kon-

cernforbundne selskaber er økonomisk afhængige af hinanden på en sådan måde, at de reelt

udgør én økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed, bør en person alene kunne pålægges

én konkurskarantæne for groft uforsvarlig forretningsførelse, som har ført til konkurs i flere af

selskaberne.

Konkursrådet lægger endvidere til grund, at det ved de nævnte ”formentlig sjældnere tilfæl-

de”, hvor der ikke er årsagssammenhæng mellem konkurserne, fortsat må antages at have

været hensigten, at der skulle bestå en vis økonomisk forbundenhed mellem selskaberne, før-

end det kunne begrunde, at en person alene blev pålagt én karantæne for flere af selskabernes

konkurser. I de to beskrevne afgørelser fra Højesteret (U 2019.2000 H og U 2019.2012 H) var

det åbenbart, at der ikke bestod en økonomisk afhængighed mellem selskaberne.

Da det således efter Konkursrådet opfattelse synes at være rationalet bag koncernreglen i kon-

kurslovens § 157, stk. 3, at der alene bør pålægges én karantæne, hvis flere selskaber er for-

137

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

bundet på en sådan måde, at de reelt udgør én enhed, er det uhensigtsmæssigt, hvis reglen

ikke kan tilgodese de situationer, hvor en række selskaber reelt udgør én økonomisk og

driftsmæssig enhed uden at være koncernforbundne i selskabslovgivningens forstand.

Selvom det kan overvejes, om der overhovedet bør gælde noget særligt i relation til anvendel-

sen af konkurskarantænereglerne, når flere selskaber reelt udgår én økonomisk og driftsmæs-

sigt forbundet enhed, er det dog Konkursrådets opfattelse, at reale hensyn taler for, at der net-

op bør tages hensyn hertil ved anvendelsen af konkurskarantænereglerne.

Dette er navnlig begrundet i, at det kan være tilfældigt, om en erhvervsvirksomhed drives i

regi af én enkelt juridisk enhed eller flere økonomisk og driftsmæssigt forbundne enheder.

Et selskab, hvis hovedaktivitet f.eks. består i produktion og salg af detailvarer, kan have valgt

at organisere sig således, at virksomheden i selskabet er spredt ud over flere forskellige juridi-

ske enheder (f.eks. en produktionsvirksomhed, en lagervirksomhed og en distributionsvirk-

somhed), uanset at de enkelte aktiviteter (produktion, lagervirksomhed og distribution) ligeså

godt kunne have været organiseret i et enkelt selskab. Formålet med i disse tilfælde at organi-

sere sig i flere adskilte juridiske enheder frem for et enkelt selskab kan bl.a. være risikostyring

eller lign., hvorved man ønsker at sikre, at såfremt det måtte gå galt i den ene af de juridiske

enheder, skal det ikke gå ud over de andre juridiske enheders forhold.

Der kan efter Konkursrådets vurdering sættes spørgsmålstegn ved det rimelige i, at det kan

være tilfældigheder, der afgør, hvordan konkurskarantænereglerne anvendes. Hvis reglerne

ikke tager højde for de tilfælde, hvor flere selskaber reelt udgør én enhed, vil man kunne opnå

en retstilstand, hvor en person ville blive pålagt flere enkeltstående karantæner, alene som

følge af den måde man har valgt at organisere sig.

Det er derfor sammenfattende Konkursrådets vurdering, at der ved anvendelse af reglerne om

konkurskarantæne – ligesom det er tilfældet i dag – skal være mulighed for at tage højde for

de tilfælde, hvor flere selskaber mv. reelt udgør én samlet økonomisk og driftsmæssig enhed,

og at dette bør afspejles i konkurskarantænereglerne.

Konkursrådet finder på baggrund af ovenstående og i overensstemmelse med rådets kommis-

sorium af 30. juni 2020 grundlag for nærmere at overveje, hvordan og i hvilket omfang reglen

i konkurslovens § 157, stk. 3, kan justeres, således at det bliver muligt

dels

at gøre op med

den nuværende uhensigtsmæssige retstilstand,

dels

fortsat at tage hensyn til de reale hensyn,

der lå bag bestemmelsen i konkurslovens § 157, stk. 3.

138

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Nedenfor gennemgås først kriterierne for, hvornår flere juridiske enheder skal betragtes som

én økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed (afsnit 2.1) og efterfølgende gennemgås

Konkursrådets modeller for, hvordan sagerne om sådanne enheder vil kunne behandles (afsnit

2.2-2.5).

2.1 Kriterier for hvornår flere juridiske enheder skal betragtes som én økonomisk og

driftsmæssigt forbundet enhed

Konkursrådet finder som nævnt ovenfor, at det afgørende for, om der ved anvendelsen af

konkurskarantænereglerne bør tages særligt hensyn til, om en person har deltaget i ledelsen af

flere konkursramte erhvervsvirksomheder, bør være, om de separate juridiske enheder var

økonomisk og driftsmæssigt forbundet på en sådan måde, at de reelt må betragtes som én en-

hed.

Det afgørende for, om flere separate juridiske enheder udgør én økonomisk og driftsmæssigt

forbundet enhed, bør efter Konkursrådets opfattelse være, om aktiviteterne i de separate juri-

diske enheder udøves på sådan måde, at de reelt må betragtes som en samlet enhed. Det vil

bero på en konkret vurdering af erhvervsvirksomhedernes forhold, om de er økonomisk og

driftsmæssigt forbundne og integrerede med hinanden på en sådan måde, at de reelt må be-

tragtes som én samlet enhed.

Det bør i denne sammenhæng ikke være tilstrækkeligt for at anse flere selskaber for økono-

misk og driftsmæssigt forbundne, at selskaberne udgør en koncern i relation til selskabslovens

regler herom. Herved gøres op med den retstilstand, der følger af Højesterets kendelser i U

2019.2000 H og U 2019.2012 H, hvor det var åbenbart, at der ikke bestod en økonomisk

og/eller driftsmæssig forbundenhed mellem selskaberne.

Ligeledes bør det ej heller være tilstrækkeligt for at anse de juridiske enheder mv. for økono-

misk og driftsmæssig forbundne, at der består en økonomisk afhængighed mellem disse, eller

at der f.eks. er krydskautioneret eller lign., idet de juridiske enheder mv. i sådanne tilfælde

nok vil være økonomisk forbundne men derimod ikke nødvendigvis driftsmæssigt forbundne.

En økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed vil f.eks. kunne foreligge i en konstruktion,

som består af et moderselskab og to datterselskaber, og hvor det ene af datterselskaberne står

for produktionen af en vare og det andet datterselskab for distributionen af varen, som det

første af datterselskaberne producerer. I et sådant tilfælde vil moderselskabet inklusive datter-

selskaberne reelt kunne anses for at udgøre én økonomisk og driftsmæssig forbundet enhed.

Dette skyldes, at aktiviteterne i datterselskaberne må betragtes således, at de reelt vedrører

139

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

samme erhvervsvirksomhed (produktion og salg af en bestemt vare). Da et moderselskab i

selskabsretlig forstand forstås som et selskab, der har bestemmende indflydelse over dattersel-

skaberne – dvs. beføjelse til at styre og kontrollere datterselskabernes økonomiske og drifts-

mæssige beslutninger – ligger det i moderselskabets natur, at dette må betragtes som en del af

den økonomiske og driftsmæssigt forbundne enhed. Dette vil være tilfældet, uanset om mo-

derselskabet reelt har udøvet sin bestemmelse indflydelse, idet det bemærkes at også en und-

ladelse af at føre tilsyn, lede og udøve en bestemmende indflydelse mv. i sig selv kan være

udtryk for groft uforsvarlig forretningsførelse i konkurskarantænereglernes forstand.

Konsekvensen af, at moderselskabet skal anses som en del af en økonomisk og driftsmæssigt

forbundet enhed, uanset om moderselskabet har udøvet bestemmende indflydelse mv. eller ej,

vil være, at i en konstruktion, hvor der alene foreligger et moderselskab – evt. i form af et

holdingselskab – og ét enkelt datterselskab, vil der være tale om en økonomisk og driftsmæs-

sigt forbundet enhed.

Endvidere må man i et tilfælde, hvor der foreligger flere datterselskaber, og hvor der alene

mellem enkelte af datterselskaberne består en økonomisk og driftsmæssig forbundenhed, anse

moderselskabet som en del af enheden, uanset at der er andre af datterselskaberne, som falder

udenfor den juridiske enhed.

Hvor det er en fysisk person, der ejer flere erhvervsvirksomheder, vil dette i sig selv ikke væ-

re tilstrækkeligt til at anse virksomhederne for økonomisk og driftsmæssigt forbundne. Det

må i sådanne tilfælde tillige kræves, at de pågældende erhvervsvirksomheder under hensyn til

aktiviteterne i og sammenspillet mellem virksomhederne må anses for at være én økonomisk

og driftsmæssigt forbundet enhed.

Konkursrådet har overvejet, om det bør være et krav, at den økonomiske og driftsmæssige

forbundenhed mellem selskaberne mv. skal have bestået i den samme periode, hvor den, der

begæres pålagt konkurskarantæne, deltog i ledelsen, og hvor den groft uforsvarlige forret-

ningsførelse har fundet sted.

Som det fremgår af den i afsnit 1.1 refererede kendelse fra Sø- og Handelsretten, er det efter

den gældende regel i konkurslovens § 157, stk. 3, en betingelse for at anvende bestemmelsen,

at koncernforbindelsen mellem de selskaberne har bestået senere end et år før fristdagen.

Det er Konkursrådets vurdering, at den driftsmæssige og økonomiske forbundenhed mellem

erhvervsvirksomhederne – ligesom det er tilfældet efter den gældende regel i konkurslovens §

157, stk. 3 – skal have bestået i den samme periode som følger af konkurslovens § 157, stk. 1

140

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

– dvs. senere end et år før fristdagen, førend der bør gælde noget særligt ved anvendelsen af

konkurskarantænereglerne.

Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at hvor to selskaber udgør en økonomisk og

driftsmæssigt forbundet enhed, må det antages at have undtagelsens karakter, at de enkelte

selskaber ikke går konkurs i umiddelbar forlængelse af hinanden.

2.2 Et selvstændigt konkursretligt koncernbegreb

Konkursrådet har herefter overvejet, om der er grundlag for at definere et selvstændigt kon-

kursretligt koncernbegreb, der alene finder anvendelse i forbindelse med vurderingen af, om

der foreligger en koncern i regi af konkurslovens § 157, stk. 3.

Et sådant selvstændigt konkursretligt koncernbegreb kunne f.eks. udformes således, at der i

tillæg til kravet om bestemmende indflydelse efter selskabslovens regler tillige stilles krav

om, at de pågældende selskaber er økonomisk og driftsmæssigt forbundne med hinanden,

førend der er tale om en »koncern« i konkurskarantænereglernes forstand.

Ved at definere et selvstændigt konkursretligt koncernbegreb vil man kunne varetage de hen-

syn, der begrunder reglen i konkurslovens § 157, stk. 3, ligesom man ved udformningen heraf

kunne gøre op med den uhensigtsmæssige retstilstand, der har vist sig på området.

Dog vil en sådan regel ikke kunne imødegå den situation, hvor det er en fysisk person, der

driver flere selskaber, og disse selskaber reelt udgør én økonomisk og driftsmæssigt forbundet

enhed. Endvidere vil det være lovteknisk uhensigtsmæssigt ikke at anvende tilnærmelsesvist

ensartede udtryk på tværs af lovgivningen.

Det er derfor Konkursrådets vurdering, at der ikke er grundlag for at definere et selvstændigt

konkursretligt koncernbegreb i relation til reglerne om konkurskarantæne.

2.3 Rimelighedsregel i relation til karantæneperiodens længde

Konkursrådet har herefter overvejet, om konkurslovens § 157, stk. 3, bør ophæves og erstattes

med en konkret rimelighedsregel i relation til den samlede karantæneperiodes længde.

Rimelighedsreglen kunne udformes således, at der ved fastsættelsen af karantæneperiodens

længde skal tages højde for, om flere selskaber mv. reelt udgør én økonomisk og driftsmæs-

sigt forbundet enhed, jf. afsnit 2.1 ovenfor.

141

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Hvis der f.eks. i tre selskaber er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, vil personen som

udgangspunkt skulle pålægges tre konkurskarantæner, der løber i forlængelse af hinanden, jf.

konkurslovens § 158, stk. 2, uanset om selskaberne mv. i selskabslovens forstand måtte være

at anse for koncernforbundne, jf. hertil afsnit 2.1 ovenfor.

Dette udgangspunkt kan dog fraviges, hvis det kan påvises, at de konkursramte selskaber mv.

var økonomisk og driftsmæssigt forbundne og integrerede med hinanden på en sådan måde, at

de reelt må betragtes som én samlet enhed. Hvis dette er tilfældet, skal der ligesom ved ud-

gangspunktet udmåles én karantæne per selskab mv., hvorimod den samlede karantæneperio-

des længde skal fastsættes til, hvad der i det givne tilfælde må anses for konkret rimeligt un-

der hensyn til selskabernes økonomiske og driftsmæssige forbundenhed og den i de enkelte

erhvervsvirksomheder udviste groft uforsvarlige forretningsførelse. Der vil således kunne

opnås en rabat på den samlede karantæneperiodes længde.

Hvad der skal anses for konkret rimeligt, må bero på en konkret vurdering af sagens samlede

omstændigheder, idet der bl.a. vil kunne henses til, at der netop har været tale om en økono-

misk og driftsmæssigt forbundet samlet enhed, der ligeså godt kunne have være organiseret i

én enkelt juridisk enhed. Jo mere økonomisk og driftsmæssigt forbundne selskaberne har væ-

ret, jo mere vil tale for, at der er grundlag for at nedsætte karantæneperiodens samlede læng-

de. Der vil ligeledes kunne henses til, hvor groft uforsvarlig den i de enkelte selskaber udviste

forretningsførelse har været.

Fordelene ved en sådan konkret rimelighedsregel, hvor den samlede karantæneperiode fast-

sættes til, hvad der ville være konkret rimeligt ud fra omstændighederne, vil bl.a. være, at der

kan gøres op med den uhensigtsmæssige retstilstand, som følger af Højesterets afgørelser i U

2019.2000 H og U 2019.2012 H. Det vil således ikke være muligt at ”slippe af sted med” én

enkelt karantæne, hvor selskaberne udgør en koncern i selskabslovens forstand, men hvor der

i øvrigt ikke er nogen økonomisk eller driftsmæssigt forbundenhed mellem selskaberne.

Ved at erstatte koncernreglen i konkurslovens § 157, stk. 3, med en konkret rimelighedsregel,

vil man desuden kunne sikre, at der tages behørigt hensyn til de tilfælde, hvor det er en fysisk

person og ikke et selskab, der kontrollerer flere selskaber eller enkeltmandsvirksomheder,

som reelt udgør én økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed.

Mod en sådan konkret rimelighedsregel taler dog, at reglen vil være meget omkostningstung

at administrere for domstolene. Ved at erstatte konkurslovens § 157, stk. 3, med en rimelig-

hedsregel, der knytter sig til den samlede karantæneperiodes længde, vil domstolene først

142

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

skulle foretage en vurdering af, om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse i de en-

kelte selskaber. Hvis der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse i flere af selskaberne,

vil domstolens herefter skulle vurdere, om selskaberne er økonomisk og driftsmæssigt for-

bundne. Først efter vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse i sel-

skaberne, og om selskaberne er økonomisk og driftsmæssigt forbundne, vil domstolene skulle

tage stilling til, hvad der i det konkrete tilfælde vil udgøre en konkret rimelig karantæneperio-

de. Rimelighedsreglen vil således føre til flere og større sager ved domstolene, da det i mod-

sætning til i dag ikke vil være muligt at afskære en sag om konkurskarantæne med henvisning

til bestemmelsen i konkurslovens § 157, stk. 3.

Desuden vil en konkret rimelighedsregel, der alene knytter sig til, at udmålingen af den sam-

lede karantæneperiodes, ikke kunne varetage hensynet til de tilfælde, hvor den uforsvarlige

forretningsførelse i de enkelte selskaber isoleret set ikke er grov nok til, at der kan pålægges

konkurskarantæne, idet rimelighedsreglen forudsætter, at der skal foretages en isoleret vurde-

ring af adfærden i hvert enkelt selskab uden hensyntagen til, hvad den pågældende måtte have

udvist i de andre selskaber. Hvis man f.eks. forestiller sig, at der i tre af selskaberne er udvist

en uforsvarlig forretningsførelse, der isoleret set ikke er grov nok til at pålægge konkurskaran-

tæne, vil dette kunne føre til frifindelse for pålæg af konkurskarantæne, uanset at en samlet

vurdering af forretningsførelsen på tværs af selskaberne, der reelt anses for at udgøre en øko-

nomisk og driftsmæssigt forbundet enhed, vil kunne føre til pålæg af karantæne.

Der kan dog sættes spørgsmålstegn ved det rimelige i, at en person, hvis forretningsførelse i

de enkelte selskaber isoleret set ikke er groft uforsvarlig, skal pålægges konkurskarantæne,

blot fordi forretningsførelsen ud fra en samlet vurdering på tværs af selskaberne må anses for

grov.

Hvis man f.eks. forestiller sig et tilfælde, hvor de selskaber, der er økonomisk og driftsmæs-

sigt forbundne, enten ikke behandles sammen eller ikke går konkurs samtidig, vil det kunne

føre til frifindelse i alle sager, uanset at en samlet behandling ville have ført til pålæg af kon-

kurskarantæne. Det vil således være tilfældigheder (f.eks. konkurstidspunktet), der afgør, om

personen pålægges karantæne i et tilfælde, hvor selskaberne er økonomisk og driftsmæssigt

forbundne, og dermed hvordan konkurskarantænereglerne anvendes.

På den anden side er det, der begrunder en samlet behandling og deraf følgende rabat, netop,

at de juridiske enheder er økonomisk og driftsmæssigt forbundet på en sådan måde, at de reelt

skal behandles som én enhed. Det er derfor en logisk følge heraf, at når der er tale om en øko-

nomisk og driftsmæssigt forbundet enhed, der reelt må betragtes som én enhed, skal vurderin-

gen af, om der udvist groft uforsvarlig forretningsførelse foretages ud fra en samlet vurdering

143

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

af den pågældendes forretningsførelse på tværs af denne enhed. Der kan endvidere peges på,

at hvis der er tale om en økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed, vil det tillige have

undtagelsens karakter, at de enkelte selskaber, der udgør den økonomiske og driftsmæssige

forbundne enhed, ikke går konkurs samtidig.

Det er på baggrund af ovenstående sammenfattende Konkursrådets vurdering, at det ikke vil

være hensigtsmæssigt at erstatte koncernreglen i konkurslovens § 157, stk. 3, med en konkret

rimelighedsregel, der alene er knyttet an til karantæneperiodens samlede længde.

2.4 Forhåndsafgørelse om samlet behandling af sager om erhvervsvirksomheder der er

økonomisk og driftsmæssigt forbundne

Konkursrådet har herefter overvejet en model, hvor skifteretten forlods afgør, om der er tale

om økonomisk og driftsmæssigt forbundne selskaber, jf. afsnit 2.1 ovenfor, og såfremt dette

er tilfældet behandler selskaberne som én samlet enhed under samme sag. Modellen indebæ-

rer, at der sker objektiv kumulation, og vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig for-

retningsførelse, vil herefter skulle afgøres ud fra en helhedsvurdering af den pågældendes

adfærd på tværs af selskaberne.

Hvis der senere – dvs. efter afslutningen af den samlede sag – anlægges en sag om forret-

ningsførelsen i en erhvervsvirksomhed, der er økonomisk og driftsmæssigt forbundet med de

erhvervsvirksomheder, der indgik i den nu afsluttede sag, vil skifteretten ved en forhåndsafgø-

relse skulle afvise at behandle denne, ligesom det er tilfældet efter bestemmelsen i konkurslo-

vens § 157, stk. 3. Kurator vil i en sådan sammenhæng have et ansvar for at sikre, at sådanne

sager ikke anlægges.

En kumulationsregel adskiller sig fra rimelighedsreglen, som fremgår af afsnit 2.3 ovenfor,

idet vurderingen af, om selskaberne er økonomisk og driftsmæssigt forbundne, vil blive fore-

taget forud for vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. Først når

det er konstateret, at selskaberne er økonomisk og driftsmæssigt forbundne, og der er truffet

bestemmelse om kumulation, vil skifteretten skulle foretage en samlet vurdering af, om der er

udvist groft uforsvarlig forretningsførelse på tværs af selskaberne.

Da en konkurskarantænesag er en civilsag, bør det være parterne selv, der oplyser sagen, her-

under fremsætter en begæring om en samlet behandling af karantænespørgsmålet i relation til

flere selskaber. Skifteretten vil således ikke ex officio skulle tage stilling til om flere sager,

der er anlagt mod samme person, vedrører selskaber, der er økonomisk og driftsmæssigt for-

bundne. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at der ikke eksisterer et centralt register eller lign., hvor

144

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

skifteretterne har mulighed for at tjekke, om der verserer en karantænesag ved en anden skif-

teret. Hvis hverken kurator eller ledelsesmedlemmet anmoder om en samlet behandling, vil

karantænesagerne derfor skulle behandles hver for sig.

For at sikre en fornøden hurtig sagsbehandling af sagerne om konkurskarantæne må det kræ-

ves, at begæringen om en samlet behandling af sagerne enten fremsættes i forbindelse med

kurators stævning eller fremsættes senest en uge efter, at ledelsesmedlemmet har afgivet et

eventuelt svarskrift. Hvis sagerne ikke anlægges på samme tidspunkt, bør kurator anmode om

en samlet behandling af sagerne i stævningen i den senere anlagte sag.

I de tilfælde hvor flere sager om konkurskarantæne mod det samme ledelsesmedlem behand-

les ved flere forskellige skifteretter, vil det være den skifteret, hvor den første sag om kon-

kurskarantæne er anlagt, der vil have kompetence til at behandle konkurskarantænesagen mod

det pågældende ledelsesmedlem. De resterende skifteretter vil derfor skulle træffe afgørelse

om henvisning af andre sager om konkurskarantæne mod det samme ledelsesmedlem til den

første skifteret, som træffer afgørelse om, hvorvidt der skal være tale om en samlet behand-

ling. I de sjældnere tilfælde, hvor det ikke er samme kurator, der behandler konkursboet efter

flere forbundne selskaber, vil det som udgangspunkt være den kurator, der anlægger den før-

ste sag om konkurskarantæne, som vil skulle føre den samlede karantænesag. De resterende

kuratorer, som ikke vil skulle føre den samlede sag om konkurskarantæne, vil i denne sam-

menhæng have en oplysningspligt over for den kurator, der skal føre den samlede sag, hvilket

vil skulle ske mod et vederlag til de kuratorer, som ikke skal føre sagen. Vederlaget til kurato-

rerne, der ikke skal føre sagen, fastsættes af den skifteret, der behandler den samlede kon-

kurskarantænesag, og vederlaget skal afholdes af statskassen.

Skifteretten vil alt efter omstændighederne og omfanget af den sag, hvor der er sket sammen-

lægning af flere sager, kunne fastsætte et højere salær til den kurator, der skal føre sagen. Det-

te vil både være tilfældet, hvor kuratoren, der skal føre sagen, selv behandler alle konkursbo-

erne efter de nærtstående og økonomiske og driftsmæssigt forbundne erhvervsvirksomheder,

men også hvor nogle af disse konkursboer behandles af andre kuratorer.

Idet skifteretten forlods vil skulle træffe beslutning om en samlet behandling af flere sager om

konkurskarantæne, vil der kunne ske skriftveksling over spørgsmålet om erhvervsvirksomhe-

dernes økonomiske og driftsmæssige forbundenhed. Hvor kurator og ledelsesmedlemmet er

enige om, at der er tale om økonomisk og driftsmæssigt forbundne selskaber, vil skifterettens

prøvelse som udgangspunkt ikke skulle være lige så dybdegående. Hvor der derimod ikke er

enighed mellem parterne, vil skifteretten skulle foretage en mere indgående prøvelse af

spørgsmålet.

145

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Hvis skifteretten træffer bestemmelse om en samlet behandling, vil der skulle foretages en

samlet vurdering af, om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, på tværs af er-

hvervsvirksomhederne. De økonomisk og driftsmæssigt forbundene erhvervsvirksomheder vil

med andre ord skulle behandles som om, der var tale om én samlet enhed. Dette indebærer, at

hvor der i flere af erhvervsvirksomhederne er udvist uforsvarlig forretningsførelse, som dog

ikke isoleret til de enkelte erhvervsvirksomheder er tilstrækkelig til at anse for værende grov,

vil en person kunne idømmes konkurskarantæne, hvis forretningsførelsen på tværs af er-

hvervsvirksomhederne efter en samlet vurdering må anses for groft uforsvarlig.

Hvis forretningsførelsen ud fra en samlet vurdering på tværs af den økonomisk og driftsmæs-

sigt forbundne enhed, må anses for at være groft uforsvarligt, vil ledelsesmedlemmet som

udgangspunkt skulle pålægges én konkurskarantæne, idet der dog som anført i kapitel 8, af-

snit 2.1 nedenfor, bør være muligt at fastsætte en længere karantæneperiode, hvis den udviste

forretningsførelse har været særdeles groft uforsvarlig.

Selvom en model, hvor koncernreglen i konkurslovens § 157, stk. 3, erstattes med en proces-

suel regel om forhåndsafgørelse af spørgsmålet om selskabernes økonomiske og driftsmæssi-

ge forbundenhed, vil kunne imødegå den gældende retstilstand, vil en sådan regel dog have en

række ulemper, som taler mod en sådan regel.

En procesregel, der bygger på en forhåndsafgørelse af spørgsmålet om flere erhvervsvirksom-

heders økonomiske- og driftsmæssige forbundenhed og en efterfølgende afgørelse af karan-

tænespørgsmålet, må antages at blive betydeligt mere omkostnings- og procestung for dom-

stolene at administrere end den gældende regel i konkurslovens § 157, stk. 3.

Som retstilstanden er i dag, vil skifteretterne alene være i besiddelse af kurators begrundede

indstilling i forbindelse med indledningen af en konkurskarantænesag. Det er først, når sagen

er anlagt, at der vil ske skriftveksling og afholdes eventuelle møder i skifteretten om spørgs-

mål af relevans for sagen. En model med en forhåndsafgørelse om selskabernes karakter og en

efterfølgende afgørelse af karantænespørgsmålet vil nødvendiggøre forlods skriftveksling og

eventuelle møder i skifteretten alene med henblik på at afgøre, om selskaberne er økonomiske

og driftsmæssige forbundne, hvilket vil føre til, at konkurskarantænesagerne bliver mere om-

kostningstunge for domstolene og parterne, ligesom det må forventes, at sagsbehandlingstiden

i karantænesager bliver længere.

Endvidere vil en forhåndsafgørelse, der alene omhandler selskabernes økonomiske og drifts-

mæssige forbundenhed, forudsætte, at skifteretten på et meget tidligt stadie – herunder forud

146

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

for afgørelsen af selve konkurskarantænespørgsmålet – skal foretage en grundig undersøgelse

af selskabernes økonomiske- og driftsmæssige forhold, hvilket vil kunne foregribe den bevis-

førelse, som vil være relevant ved den efterfølgende vurdering af, om der er udvist groft ufor-

svarlig forretningsførelse. Da bevisførelsen om selskabernes økonomiske og driftsmæssige

forbundenhed således i et vidst omfang vil være sammenfaldende med bevisførelsen for groft

uforsvarlig forretningsførelse, kan man sætte spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i at

udskille spørgsmålet om selskabernes økonomiske- og driftsmæssige forbundenhed til en sær-

skilt forhåndsafgørelse.

Sammenfattende finder Konkursrådet derfor, at en model, der bygger på en forhåndsafgørelse

af spørgsmålet om erhvervsvirksomhedernes økonomiske og driftsmæssige forbundenhed,

reelt vil have mange af de samme ulemper som en rimelighedsmodel, jf. hertil afsnit 2.3 oven-

for.

2.5 Obligatorisk behandling i forbindelse med hinanden af sager om nærtstående er-

hvervsvirksomheder og sammenlægning af konkurskarantænesager i relation til

erhvervsvirksomheder der udgør en økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed

Konkursrådet har endelig overvejet en model, hvor koncernreglen i konkurslovens § 157, stk.

3, erstattes af regel, hvorefter konkurskarantænesager mod et ledelsesmedlem, der har deltaget

i ledelsen af to eller flere konkursramte erhvervsvirksomheder, der er nærtstående i konkurs-

lovens forstand, skal behandles i forbindelse med hinanden ved samme skifteret, og at de en-

kelte konkurskarantænesager efterfølgende kan sammenlægges til én sag (efterfølgende ob-

jektiv kumulation), hvis de nærtstående erhvervsvirksomheder må anses for at udgøre én øko-

nomisk og driftsmæssig forbundet enhed med den konsekvens, at der alene skal udmåles én

konkurskarantæne for det pågældende ledelsesmedlems groft uforsvarlige forretningsførelse.

Med modellen sigtes der til at gøre helt op med det selskabsretlige koncernbegreb i relation til

konkurskarantænebehandlingen. Modellen adskiller sig endvidere fra den ovenfor under afsnit

2.4 beskrevne model, idet det afgørende for i første omgang at forene flere sager ved samme

skifteret ikke vil være om erhvervsvirksomhederne er økonomisk og driftsmæssige forbund-

ne, men derimod alene om erhvervsvirksomhederne er nærtstående i konkurslovens forstand

(afsnit 2.5.1). Det vil først være efterfølgende – dvs. når sagerne er blevet forenet ved én skif-

teret – at der skal træffes bestemmelse om en eventuel sammenlægning af sagerne til én sag,

hvilket forudsætter, at erhvervsvirksomhederne er økonomisk og driftsmæssigt forbundne

(afsnit 2.5.2).

147

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

2.5.1 Obligatorisk behandling i forbindelse med hinanden af sager om nærtstående er-

hvervsvirksomheder

Modellen vil for det første indebære, at konkurskarantænesager relateret til en persons delta-

gelse i ledelsen af flere nærtstående erhvervsvirksomheder vil skulle forenes ved samme skif-

teret og behandles i forbindelse med hinanden.

En forening af flere enkelte sager om den samme persons deltagelse i flere nærtstående er-

hvervsvirksomheder vil – ligesom det er tilfældet i dag, hvor retten, jf. retsplejelovens § 254

kan bestemme, at konkurskarantænesager behandles i forbindelse med hinanden – skulle be-

handles som to eller flere separate sager, idet det først er efterfølgende, at der vil kunne ske en

sammenlægning af sagerne til én sag, jf. afsnit 2.5.2 nedenfor. Hvor den, der begæres pålagt

konkurskarantæne, i den ene af sagerne har anmodet om mundtlig forhandling af sagen, men

ikke har anmodet mundtlig forhandling i den anden sag, vil skifteretten i overensstemmelse

med konkurslovens § 162, stk. 4, have mulighed for at træffe bestemmelse om mundtlig for-

handling af begge sager, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.

Modellen adskiller sig dog fra retsplejelovens § 254, idet det vil være obligatorisk og ikke

fakultativt, at konkurskarantænesager mod samme person for dennes deltagelse i ledelsen af

nærtstående erhvervsvirksomheder skal behandles i forening med hinanden.

Det vil være kurator, der har ansvaret for at gøre retten opmærksom på, at flere sager om kon-

kurskarantæne mod samme person relaterer sig til nærtstående erhvervsvirksomheder, således

at sagerne kan blive behandlet i forbindelse med hinanden. Skifteretten skal således ikke ex

officio påse dette, hvilket bl.a. skal ses i lyset af, at der ikke eksisterer et centralt register eller

lign., hvor skifteretterne har mulighed for at tjekke, om der verserer en karantænesag ved en

anden skifteret.

I de formentligt sjældnere tilfælde, hvor flere konkursboer efter nærtstående erhvervsvirk-

somheder behandles ved forskellige kuratorer ved samme skifteret, eller hvor to eller flere

sager om konkurskarantæne vedrørende samme persons deltagelse i nærtstående er-

hvervsvirksomheder ikke anlægges nogenlunde i forlængelse af hinanden, finder Konkursrå-

det, at skæringstidspunkt for, hvornår sagerne skal behandles i forening med hinanden, må

afhænge af, om den først anlagte sag behandles på skriftligt grundlag, eller om der er anmodet

om mundtlig forhandling.

Hvis den først anlagte sag behandles på skriftligt grundlag bør kendelsestidspunktet være af-

gørende for, om en senere anlagt sag skal behandles i forening med denne. Hvis der således er

148

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

afsagt kendelse i den første sag, vil en senere anlagt sag ikke skulle behandles i forbindelse

med den første sag, men den senere anlagte sag vil skulle behandles selvstændigt, ligesom

kære af de to sager vil skulle ske særskilt.

Hvis der er begæret mundtlig forhandling i den først anlagte sag, bør tidspunktet for indled-

ningen af hovedforhandlingen være afgørende for, om en senere anlagt sag skal behandles i

forbindelse med denne. Konkursrådet har i den forbindelse lagt vægt på, at det vil være uhen-

sigtsmæssigt, hvis en allerede påbegyndt hovedforhandling skulle udsættes, samt at en allere-

de afholdt hovedforhandling ville skulle genoptages og parterne indkaldes på ny mv. Hvis

hovedforhandlingen i den første sag således allerede er indledt, vil en senere anlagt sag ikke

skulle behandles i forbindelse med denne, men den senere sag vil skulle behandles selvstæn-

digt, ligesom kære af de to sager vil skulle ske særskilt og uafhængigt af hinanden. Hvis ho-

vedforhandlingen i den første sag alene er berammet, men endnu ikke indledt, vil det – alt

efter omstændighederne – være nødvendigt at udsætte hovedforhandlingen i den først anlagte

sag med henblik på, at de to sager kan blive behandlet i forbindelse med hinanden.

Konkursrådet er opmærksom på, at der vil kunne opstå tilfælde, hvor et eller flere konkursbo-

er vedrørende nærtstående erhvervsvirksomheder undtagelsesvist ikke behandles ved samme

skifteret og ikke i medfør af konkurslovens § 5, stk. 2, henvises til den skifteret, hvor de øvri-

ge konkursboer behandles.

Det bør i denne sammenhæng efter Konkursrådets opfattelse være afgørende for, hvor be-

handlingen af konkurskarantænesagerne skal finde sted, hvor den første sag om konkurska-

rantæne er indledt, hvorved forstås tidspunktet for skifterettens modtagelse af kurators stæv-

ning, jf. herom kapitel 9, afsnit 2.2 nedenfor.

Kurator bør derfor i forbindelse med udarbejdelsen af sin begrundede meddelelse efter § 125,

stk. 3, jf. hertil kapitel 9, afsnit 2.2 nedenfor, skulle have for øje, om der er andre nærtstående

erhvervsvirksomheder, som er taget under konkursbehandling, om et eller flere af de ledel-

sesmedlemmer, der efter kurators vurdering har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, har

deltaget i ledelsen af disse erhvervsvirksomheder, samt om der allerede er indledt en sag om

konkurskarantæne mod det pågældende ledelsesmedlem ved den skifteret, hvor konkursboet

efter de nærtstående erhvervsvirksomheder behandles. Hvis dette er tilfældet, vil kurator skul-

le angive dette i sin begrundede meddelelse.

Konkursrådet er opmærksom på, at der består en særlig situation i relation til bagmænd – dvs.

personer, der uden at have været registreret som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-

system, har fungeret som en del af selskabets ledelse og udøvet et ledelsesmedlems beføjelser.

149

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Der henvises for så vidt angår bagmandsbegrebet til kapitel 5 ovenfor. Hvor en kurator ønsker

at indlede en konkurskarantænesag mod en potentiel bagmand, bør kurator derfor have for

øje, om det konkursramte selskab har været nærtstående til andre selskaber, der er gået kon-

kurs. Hvis dette er tilfældet, bør kurator rette henvendelse til det pågældende konkursbos ku-

rator med henblik på at afklare, om den eventuelle bagmand ligeledes har været en del af le-

delsen i det nærtstående selskab. Det bemærkes i denne sammenhæng, at et ledelsesmedlem

selv må antages at have en vis interesse i, at sager om den pågældendes deltagelse i ledelsen

af flere nærtstående selskaber behandles i forbindelse med hinanden, idet der – såfremt sel-

skaberne vurderes at udgøre én økonomisk og driftsmæssigt forbunden enhed – vil kunne ske

sammenlægning af sagerne til én sag, hvor der alene skal udmåles én konkurskarantæne, jf.

herom afsnit 2.5.2 nedenfor.

I et tilfælde, hvor der allerede er anlagt en sag om konkurskarantæne mod et ledelsesmedlem i

en anden retskreds, og kurator er blevet opmærksom herpå

inden

afgivelsen af den begrunde-

de meddelelse, vil kurator i den endnu ikke anlagte sag fortsat skulle indgive sin begrundede

meddelelse til den skifteret, hvor det aktuelle konkursbo behandles, hvoraf det skal fremgå, at

der vil blive indledt sag om konkurskarantæne ved en anden skifteret end der, hvor konkurs-

boet efter erhvervsvirksomheden behandles. Kurator bør straks sende den begrundede med-

delelse til den skifteret, hvor den første sag om konkurskarantæne er blevet anlagt. Kurator vil

herefter skulle indlevere sin stævning til den skifteret, hvor den første sag om konkurskaran-

tæne blev anlagt. Fristen for indleveringen af stævningen, som Konkursrådet, jf. kapitel 9,

afsnit 2.2, nedenfor, foreslår automatisk skal løbe fra det tidspunkt, skifteretten har modtaget

kurators begrundede meddelelse, vil herefter begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor kurator

har fremsendt sin begrundede meddelelse til den skifteret, hvor det aktuelle konkursbo be-

handles, og således ikke fra det tidspunkt, hvor kurator sender en kopi af meddelelsen til den

skifteret, hvor den første sag om konkurskarantæne er blevet anlagt. Det vil ligeledes være

den skifteret, hvor sagen skal anlægges – dvs. stævningen indleveres – der vil have kompe-

tencen til at meddele kurator en længere frist for indleveringen af stævningen.

Et eksempel herpå kunne opstilles således, at personen, A, har været ledelsesmedlem i både et

moderselskab og et datterselskab, men konkursboet efter moderselskabet behandles ved Ret-

ten i Aarhus, og konkursboet efter datterselskabet behandles ved Sø- og Handelsretten. Hvis

kurator i konkursboet efter moderselskabet den 1. januar meddeler Retten i Aarhus, at der skal

indledes en sag om konkurskarantæne mod A, for As deltagelse i ledelsen af moderselskabet,

vil kurator i konkursboet efter datterselskabet, fortsat skulle indgive sin begrundede meddelel-

se til Sø- og Handelsretten med en bemærkning om, at konkurskarantænesagen vil blive an-

lagt ved Retten i Aarhus, og kurator bør straks sende en kopi af den begrundede meddelelse til

Retten i Aarhus. Kurator i konkursboet efter datterselskabet, der behandles ved Sø- og Han-

150

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

delsretten, vil efterfølgende skulle indlevere stævningen i konkurskarantænesagen til Retten i

Aarhus, ligesom det vil være Retten i Aarhus, der vil have kompetence til at meddele kurator

en forlængelse af fristen for indleveringen af stævningen.

I et tilfælde, hvor kurator

efter

afgivelsen af sin begrundede meddelelse, men inden indleve-

ringen af stævningen, bliver opmærksom på, at der verserer en sag ved en anden skifteret om

konkurskarantæne mod samme person i relation til dennes deltagelse i ledelsen af en nærtstå-

ende erhvervsvirksomhed, bør kurator straks gøre begge skifteretter opmærksom på dette.

Kurator vil herefter – ligesom i det ovenfor anførte eksempel – skulle indlevere stævningen til

den skifteret, hvor den første sag om konkurskarantæne er anlagt. Fristen for indleveringen af

stævningen, som Konkursrådet, jf. kapitel 9, afsnit 2.2 nedenfor, foreslår automatisk skal løbe

fra det tidspunkt skifteretten har modtaget kurators begrundede meddelelse, vil ikke automa-

tisk blive forlænget som følge af, at kurator opdager, at der allerede verserer en sag om kon-

kurskarantæne, der er anlagt før den sag, som udspringer af det konkursbo kurator behandler.

Som det ligeledes anført ovenfor, vil det være den skifteret, hvor sagen skal anlægges – dvs.

stævningen indleveres – der vil have kompetencen til at meddele kurator en længere frist for

indleveringen af stævningen.

Et eksempel herpå kunne opstilles således, at personen, A, har været ledelsesmedlem i både et

moderselskab og et datterselskab, men konkursboet efter moderselskabet behandles ved Ret-

ten i Aarhus, og konkursboet efter datterselskabet behandles ved Sø- og Handelsretten. Hvis

kurator i konkursboet efter moderselskabet den 1. januar anlægger sag om konkurskarantæne

mod A ved Retten i Aarhus for As deltagelse i ledelsen af moderselskabet, og kurator i kon-

kursboet efter datterselskabet ikke er bekendt med sagen vedrørende moderselskabet, og der-

for afgiver sin begrundede meddelelse til Sø- og Handelsretten den 2. januar uden også at

sende en meddelelse til Retten i Aarhus, da vil fristen for indleveringen af stævningen i sagen

om datterselskabet begynde at løbe automatisk fra det tidspunkt, kurator har afgivet sin med-

delelse til Sø- og Handelsretten (dvs. fra den 2. januar). Hvis kurator i konkursboet efter dat-

terselskabet først bliver opmærksom på sagen om moderselskabet, der behandles ved Retten i

Aarhus, den 20. januar, bør kurator straks meddele Retten i Aarhus, at sagen vil blive anlagt

ved Retten i Aarhus, ligesom kurator bør orientere Sø- og Handelsretten herom. Fristen for

indleveringen af stævningen i sagen vil fortsat løbe fra det tidspunkt, hvor kurator afgav sin

begrundede meddelelse til Sø- og Handelsretten, idet kurator vil skulle indgive sin stævning

til Retten i Aarhus, ligesom kurator vil skulle anmode Retten i Aarhus om en eventuel forlæn-

gelse af fristen for at indlevere stævningen.

Hvis kurator først efter indleveringen af stævningen i konkurskarantænesagen bliver opmærk-

som på, at der allerede verserer en sag ved en anden skifteret mod den samme person i rela-

151

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

tion til personens deltagelse i et nærtstående selskab mv., må kurator anmode den skifteret,

hvor sagen er anlagt om at henvise den senere anlagte sag til behandling ved den skifteret,

hvor den først anlagte karantænesag verserer.

Konkursrådet finder i denne sammenhæng, at der bør gælde det samme skæringstidspunkt for

en obligatorisk forening af flere sager om konkurskarantæne, der behandles ved forskellige

retter, som hvor flere sager om konkurskarantæne mod samme person for dennes deltagelse i

ledelsen af nærtstående erhvervsvirksomheder anlægges forskudt af hinanden ved samme

skifteret. Hvis den først anlagte sag behandles på skriftligt grundlag, bør det afgørende skæ-

ringstidspunkt være tidspunktet kendelsens afsigelse. Hvis der er anmodet om mundtlig for-

handling i den først anlagte sag, bør det afgørende skæringstidspunkt være tidspunktet for

hovedforhandlingens indledning.

2.5.2 Sammenlægning af flere konkurskarantænesager til én samlet sag

Hvor flere sager om konkurskarantæne mod samme person for dennes deltagelse i ledelsen af

flere nærtstående erhvervsvirksomheder behandles i forening med hinanden ved samme skif-

teret, vil skifteretten efter begæring fra kurator eller den, der begæres pålagt konkurskarantæ-

ne, kunne træffe afgørelse om, at sagerne skal sammenlægges til én sag (efterfølgende objek-

tiv kumulation). Dette vil dog alene kunne ske, hvis erhvervsvirksomhederne på det tidspunkt,

hvor den pågældende deltog i ledelsen, måtte anses for én økonomisk og driftsmæssigt for-

bundet enhed, jf. afsnit 2.1 ovenfor.

Da det er skifteretten, der efter begæring fra kurator eller den, der begæres pålagt konkurska-

rantæne, træffer beslutningen om, hvorvidt der efter anlæggelsen af sagerne skal ske sammen-

lægning af flere sager til én sag (efterfølgende objektiv kumulation), vil sagerne fortsat skulle

anlægges som separate sager, som behandles i forbindelse med hinanden, jf. afsnit 2.5.1. Den

foreslåede sammenlægningsregel giver således ikke mulighed for oprindelig objektiv kumula-

tion, da sammenlægningen af sagerne først kan ske

efter,

at sagerne er anlagt – dvs. efter skif-

teretten har modtaget kurators stævninger, jf. kapitel 9, afsnit 2.2, nedenfor. Såfremt kurator

allerede i forbindelse med anlæggelsen af sagerne er opmærksom på, at der er tale om nært-

stående erhvervsvirksomheder, der skal behandles i forbindelse med hinanden, jf. afsnit 2.5.1

ovenfor, og at erhvervsvirksomhederne efter kurators vurdering må betragtes som en økono-

misk og driftsmæssigt forbundet enhed, vil kurator kunne anmode om en sammenlægning af

sagerne i forbindelse med indgivelsen af stævningerne i de enkelte sager.

En sammenlægning af sagerne vil have den retsvirkning, at vurderingen af, om der er udvist

groft uforsvarlig forretningsførelse, skal foretages på tværs af den økonomiske og driftsmæs-

152

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

sige forbundne enhed, som erhvervsvirksomhederne udgør. De økonomisk og driftsmæssigt

forbundene erhvervsvirksomheder vil med andre ord skulle behandles som om, der var tale

om én samlet enhed. Dette indebærer, at hvor der i flere af erhvervsvirksomhederne er udvist

uforsvarlig forretningsførelse, som dog ikke isoleret til de enkelte erhvervsvirksomheder er

tilstrækkelig til at anse groft uforsvarlig, vil en person kunne idømmes konkurskarantæne,

hvis forretningsførelsen på tværs af erhvervsvirksomhederne efter en samlet vurdering må

anses for groft uforsvarlig. Hvis forretningsførelsen ud fra en samlet vurdering på tværs af

den økonomisk og driftsmæssigt forbundne enhed må anses for at være groft uforsvarlig, vil

ledelsesmedlemmet alene skulle pålægges én konkurskarantæne, idet der dog som anført i

kapitel 8, afsnit 2.1, nedenfor, bør være muligt at fastsætte en længere karantæneperiode, hvis

den udviste forretningsførelse har været særdeles groft uforsvarlig.

En sammenlægning vil alene kunne ske, hvis erhvervsvirksomhederne har været økonomisk

og driftsmæssigt forbundet senere end 1 år før fristdagen, jf. afsnit 2.1 ovenfor, hvilket er den

samme periode, hvor det pågældende ledelsesmedlem for at kunne blive pålagt konkurskaran-

tæne skal have udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. Dette indebærer, at hvis f.eks. den

økonomiske og driftsmæssige forbundenhed mellem to erhvervsvirksomhederne er ophørt

tidligere end 1 år før fristdagen, vil der ikke kunne ske sammenlægning af konkurskarantæ-

nesagerne, og vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, vil derfor

ikke skulle ske på tværs af erhvervsvirksomhederne, ligesom det pågældende ledelsesmedlem,

såfremt den pågældende i begge erhvervsvirksomheder har udvist groft uforsvarlig forret-

ningsførelse, vil kunne pålægges to konkurskarantæner.

Hvor behandlingen af flere sager om nærtstående erhvervsvirksomheder ved samme skifteret i

forbindelse med hinanden vil være obligatorisk, vil en sammenlægning af sagerne til én sag

være fakultativ. Skifteretten vil kunne træffe afgørelse om sammenlægning på baggrund af en

begæring fra kurator eller den, der begæres pålagt konkurskarantæne, og skifteretten skal så-

ledes ikke ex officio tage stilling til, om erhvervsvirksomhederne skal anses for én økonomisk

og driftsmæssigt forbundet enhed.

En sådan sammenlægningsregel vil være en ændring i forhold til, hvad der gælder i dag, da en

sammenlægning af flere sager om konkurskarantæne mod samme ledelsesmedlem for dennes

deltagelse i nærtstående erhvervsvirksomheder, der er økonomisk og driftsmæssigt forbundne,

vil være efterfølgende objektiv kumulation. Der vil således ikke blot være tale om, at flere

enkeltstående sager behandles i forbindelse med hinanden, men derimod om at de flere sager

vil blive sammenlagt til én sag.

153

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Skifteretten kan, såfremt den finder det hensigtsmæssigt, vælge at udskille spørgsmålet om

sammenlægningen af flere sager om konkurskarantæne til én sag til en særskilt afgørelse, jf.

hertil retsplejelovens § 253, stk. 1, der finder tilsvarende anvendelse i konkurskarantænesager,

jf. konkurslovens § 243, jf. § 160. Dette vil f.eks. alt efter omstændighederne kunne være

hensigtsmæssigt, hvor parterne er uenige om, hvorvidt der består en økonomisk og driftsmæs-

sigt forbunden enhed, og hvor en tidlig afklaring af spørgsmålet herom vil have væsentlig

betydning for den videre procesførelse. Det må dog i alle tilfælde bero på skifterettens skøn i

den enkelte sag, om en udskillelse af spørgsmålet til særskilt behandling vil være hensigts-

mæssig. Skifterettens afgørelse om at sammenlægge sagerne til én sag eller afvisningen af at

sammenlægge sagerne til én sag vil ligesom andre delafgørelser ikke kunne kæres særskilt, jf.

hertil retsplejelovens § 253, stk. 4, jf. konkurslovens § 243, jf. § 160.

Hvor skifteretten træffer en særskilt beslutning om at sammenlægge sagerne til én sag, og det

sagsøgte ledelsesmedlem inden sammenlægningen, hvor de enkelte sager blev behandlet i

forbindelse med hinanden, har anmodet om mundtlig forhandling i den ene af sagerne, men

ikke i den anden af sagerne, og skifteretten ikke selv har truffet bestemmelse om en mundtlig

forhandling i begge sager, jf. konkurslovens § 162, stk. 4, bør skifteretten som følge af sam-

menlægning bede ledelsesmedlemmet om en stillingtagen til, om ledelsesmedlemmet ønsker

den nu sammenlagte sag behandlet på skriftligt grundlag, eller om ledelsesmedlemmet ønsker

en mundtlig forhandling.

Hvis skifteretten træffer særskilt afgørelse om at sammenlægge behandlingen af karantænesa-

gerne, vil der processuelt alene være én sag, hvorfor der ligeledes alene bør være én sagsøger

(kurator), der behandler sagen. Hvor der således er flere kuratorer, der har anlagt sag om kon-

kurskarantæne mod samme person for dennes deltagelse i ledelsen af flere nærtstående er-

hvervsvirksomheder, og skifteretten træffer beslutning om en sammenlægning af sagerne til

én sag, vil skifteretten tillige skulle beslutte, hvilken af de to eller flere kuratorer, der skal føre

sagen, idet det dog som udgangspunkt bør være den kurator, der har anlagt den første sag. En

sådan beslutning vil dog selvsagt ikke have betydning i de i praksis ofte forekommende til-

fælde, hvor det er samme kurator i alle selskaber.

Den eller de kuratorer, som ikke vil skulle føre sagen om konkurskarantæne, vil være forplig-

tet til at bistå den procesførende kurator og meddele denne kurator de oplysninger, som er

nødvendige for behandlingen af konkurskarantænesagerne, hvilket vil skulle ske mod et ve-

derlag til de kuratorer, der ikke skal føre sagen. Vederlaget til de kuratorer, der ikke skal føre

sagen, vil skulle fastsættes af den skifteret, der behandler konkurskarantænesagen, og veder-

laget vil skulle afholdes af statskassen.

154

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Ved fastsættelsen af salæret til den kurator, der skal føre en sag, hvor der er sket sammenlæg-

ning af flere sager til én sag, vil det skulle indgå i skifterettens vurdering, at der er tale om en

sammenlægning af flere sager til én sag, hvilket vil tale for, at der udmåles et højere salær til

kurator. Dette vil både være tilfældet, hvor kuratoren, der skal føre sagen, selv behandler alle

konkursboerne efter de nærtstående og økonomiske og driftsmæssigt forbundne erhvervsvirk-

somheder, men også hvor nogle af disse konkursboer behandles af andre kuratorer.

Hvor det ikke skønnes hensigtsmæssigt at træffe en særskilt afgørelse om, hvorvidt flere er-

hvervsvirksomheder udgør én økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed, og dermed om

der skal udmåles én konkurskarantæne eller flere konkurskarantæner, vil spørgsmålet kunne

henføres til skifterettens endelige afgørelse af konkurskarantænesagen.

Hvis skifterettens endelige afgørelse om konkurskarantæne kæres, og landsretten ikke finder,

at konkurskarantænesagerne skulle være sammenlagt til én sag, må landsretten træffe en ny

afgørelse i hver af sagerne med den konsekvens, at den pågældende kan pålægges én kon-

kurskarantæne for hver sag (erhvervsvirksomhed), eller at den pågældende frifindes i én eller

flere af sagerne. Alternativt kan landsretten hjemvise sagerne til skifteretten. Hvor skifteretten

har truffet afgørelse om ikke at sammenlægge flere sager om konkurskarantæne til én sag, vil

landsretten kunne træffe afgørelse om en sammenlægning af sagerne, hvis landsretten finder,

at de nærtstående erhvervsvirksomheder er økonomisk og driftsmæssigt forbundne med hin-

anden på en sådan måde, at de reelt udgør én økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed, jf.

afsnit 2.1 ovenfor.

Konkursrådet er i denne sammenhæng opmærksom på, at der som følge af det foreslåede skæ-

ringstidspunkt for foreningen af flere konkurskarantænesager vedrørende nærtstående er-

hvervsvirksomheder, jf. hertil afsnit 2.5.1 ovenfor, vil kunne forekomme tilfælde, hvor det

ikke vil være muligt at behandle sager om nærtstående erhvervsvirksomheder i forbindelse

med hinanden med den konsekvens, at det ej heller vil være muligt at sammenlægge sagerne

til én sag, hvis erhvervsvirksomhederne tillige er økonomisk og driftsmæssigt forbundne.

Selvom det må have formodningen mod sig, at nærtstående erhvervsvirksomheder, der er

økonomisk og driftsmæssigt forbundne på en sådan måde, at de må betragtes som én økono-

misk og driftsmæssigt forbundet enhed, ikke går konkurs nogenlunde samtidig eller i umid-

delbar forlængelse af hinanden, og at konkursboerne ikke behandles ved samme skifteret og

ved samme kurator, bør det efter Konkursrådets opfattelse være muligt at tage højde for så-

danne særlige tilfælde i forbindelse med anvendelse af konkurskarantænereglerne.

155

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Kurator bør derfor, hvis kurator bliver opmærksom på, at den, der begæres pålagt konkurska-

rantæne, allerede er pålagt konkurskarantæne for dennes deltagelse i en nærtstående er-

hvervsvirksomhed, der var økonomisk og driftsmæssigt forbundet med den erhvervsvirksom-

hed, som den nye konkurskarantænesag relaterer sig til, på det tidspunkt, hvor den pågælden-

de deltog i ledelsen, hæve en allerede anlagt karantænesag eller eventuelt lade være med at

anlægge sagen, såfremt denne endnu ikke er anlagt.

I sådanne helt særlige tilfælde, hvor kurator ikke vælger at hæve en senere indledt sag, vil den

senere indledte sag om konkurskarantæne skulle behandles uafhængigt af den eller de tidlige-

re behandlede sager, og det vil ikke være muligt for skifteretten – i modsætning til, hvad der

følger af den gældende regel i konkurslovens § 157, stk. 3 – at afvise den senere anlagte sag

med henvisning til, at den, der begæres pålagt konkurskarantæne, allerede er pålagt kon-

kurskarantæne i anledning af den pågældendes deltagelse i ledelsen af en eller flere er-

hvervsvirksomheder, som er økonomisk og driftsmæssigt forbundne. Det bør i sådanne situa-

tioner være muligt at lade konkurskarantænen helt bortfalde i den senere anlagte sag. Der

henvises om muligheden herfor til kapitel 8, afsnit 2.1.1, nedenfor.

Konkursrådet er endelig blevet gjort opmærksom på, at der ses enkelte tilfælde i praksis, hvor

sager mod flere ledelsesmedlemmers deltagelse i ledelsen af samme erhvervsvirksomhed

sammenlægges med den konsekvens, at begge ledelsesmedlemmer hæfter solidarisk for

sagsomkostningerne i sagen.

Efter Konkursrådets opfattelse er dette særdeles uhensigtsmæssigt, og Konkursrådet finder

derfor, at konkursloven bør indeholde en eksplicit regel om, at det ikke skal være muligt at

sammenlægge sager om konkurskarantæne mod forskellige personer efter reglerne i retspleje-

lovens §§ 249-251, uanset sagerne angår de pågældende personers deltagelse i ledelsen af

samme erhvervsvirksomhed.

Selvom sager mod flere ledelsesmedlemmers for disses deltagelse i ledelsen af samme er-

hvervsvirksomhed eller forskellige erhvervsvirksomheder ikke bør kunne sammenlægges, er

det dog ikke ensbetydende med, at sagerne ikke – ligesom det er tilfældet i dag – vil kunne

blive behandlet i forbindelse med hinanden efter retsplejelovens § 254, jf. konkurslovens §

243, jf. § 160.

156

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Kapitel 7

Faktorer der kan udelukke karantæne

1. Gældende ret

1.1 Konkurslovens § 157, stk. 2

Det følger af konkurslovens § 157, stk. 2, at der ved afgørelsen af, om konkurskarantæne skal

pålægges, lægges vægt på, om det under hensyn til den pågældendes handlemåde og omstæn-

dighederne i øvrigt er rimeligt at pålægge konkurskarantæne.

Pålæg af konkurskarantæne er således ikke en obligatorisk følge af, at betingelserne i kon-

kurslovens § 157, stk. 1, er opfyldt, idet det i medfør af konkurslovens § 157, stk. 2, er muligt

at undlade at pålægge konkurskarantæne, hvis det efter en samlet vurdering af den pågælden-

des handlemåde og omstændighederne i øvrigt ikke er konkret rimeligt at pålægge karantæne,

jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 29.

Ved vurderingen af, om det vil være konkret rimeligt at pålægge konkurskarantæne, kan der,

jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 29, bl.a. henses til karakteren og

konsekvenserne af den pågældendes groft uforsvarlige adfærd, samt hvilke konsekvenser det

vil have for den pågældende at blive pålagt karantæne. Det fremgår videre af forarbejderne, at

pålæg af konkurskarantæne efter omstændighederne vil kunne undlades, hvis det groft ufor-

svarlige forhold må anses for mindre alvorligt, og det samtidig vil have særligt alvorlige kon-

sekvenser for den pågældendes erhvervsmuligheder at blive pålagt karantæne. Endelig frem-

går det, at det samme vil være tilfældet, hvor de groft uforsvarlige forhold, der taler for pålæg

af konkurskarantæne, alene har medført begrænsede tab.

Ved Østre Landsrets kendelse af 21. februar 2017 i sag B-111-17 blev en direktør, A, pålagt

konkurskarantæne. Ved skifterettens forudgående kendelse af 19. december 2016 i sag B-70-

16, havde skifteretten frifundet A for pålæg af konkurskarantæne under henvisning til, at det

ikke ville være rimeligt at pålægge A konkurskarantæne, jf. konkurslovens § 157, stk. 2. Det

var under sagen ubestridt, at A alene have været stråmand i det nu konkursramte selskab, idet

A, som i øvrigt var gift med bagmanden, B, alene havde været indsat som direktør for at sikre

A og As børn. Det fremgik af sagen, at B indskød ca. 760.000 kr. i virksomheden i et forsøg

på at redde denne, og da dette ikke var lykkedes, var virksomheden i stedet blevet overdraget

til et andet selskab til godt 1,4 mio. kr., hvor A også var direktør. Der var fortsat efter over-

157

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

dragelsen betydelig gæld i selskabet, herunder til skattemyndighederne. Det fremgik af sagen,

at B efter overdragelsen af virksomheden til det nye selskab hævede ca. 530.000 kr. fra det

konkursramte selskabs konto til sig selv med henblik på nedbringelse af Bs lån til selskabet.

Skifteretten fandt, at B ved at hæve midler til sig selv på de øvrige kreditorers bekostning

havde handlet i strid med ligedelingsprincippet i konkursloven – herunder bl.a. i forhold til

skattemyndighederne der havde anmeldt et krav på ca. 1,4 mio. kr. – og derfor havde udvist

groft uforsvarlig forretningsførelse. Da A, der havde været registreret som direktør, burde

have forhindret dette, blev A derfor ligeledes anset for at have udvist groft uforsvarlig forret-

ningsførelse. Skifteretten frifandt dog A for pålæg af konkurskarantæne under henvisning til,

at det ikke ville være rimeligt at pålægge A konkurskarantæne, jf. konkurslovens § 157, stk. 2,

idet skifteretten henviste til baggrunden for As indtræden i selskabet og hendes mindre frem-

trædende rolle sammenholdt med de konsekvenser, som konkurskarantænen ville have for

hende og den videreførte virksomhed, som A var direktør i, samt at der ved overdragelsen af

virksomheden til det nye selskab var blevet reddet et ikke ubetydeligt antal arbejdspladser.

Kurator kærede skifterettens kendelse til landsretten, der i modsætningen til skifteretten ikke

fandt, at det ville være urimeligt at pålægge A konkurskarantæne, idet landsretten bl.a. anfør-

te, at den omstændighed, at en konkurskarantæne ville hindre As hverv som direktør i den

videreførte virksomhed, og at et antal arbejdspladser efter det oplyste blev reddet ved over-

dragelsen, ikke kunne føre til et andet resultat.

Ved Østre Landsrets kendelse af 19. august 2019 (gengivet i FM 2019.179 Ø) blev en direktør

i skifteretten frifundet for konkurskarantæne, hvilket landsretten senere stadfæstede, under

henvisning til, at det ikke ville være rimeligt at pålægge direktøren karantæne. Der var i kon-

kursboet anmeldt krav for ca. 13,7 mio. kr., og retten lagde derfor til grund, at konkursen hav-

de medført betydelige tab for kreditorerne. Den primære kreditor i konkursboet var et penge-

institut, som havde anmeldt et krav på 13,6 mio. kr. bestående af en kautionsforpligtelse, som

selskabet inden finanskrisen havde påtaget sig over for banken til brug for et lån til et andet

selskab, som det nu konkursramte selskab var medejer af, samt et variabelt lån til det konkurs-

ramte selskab selv til brug for bl.a. investering i værdipapirer. Både kautionsforpligtelsen og

lånet var optaget i årerne før finanskrisen, og gælden til pengeinstituttet var herefter vokset

betydeligt i de efterfølgende år bl.a. som følge af kursændringer i den valuta, som det variable

lån var optaget i. Skifteretten vurderede, at direktøren havde ageret for optimistisk i forbindel-

se med optagelse af det pågældende variable lån, men at dette måtte ses i lyset af den generelt

meget optimistiske stemning, der forelå før finanskrisen vedrørende bl.a. risikable investerin-

ger for lånte penge, som blev understøttet af bankers velvillige udlån. Det fremgik videre af

sagen, at bl.a. bogføringsmaterialet for året forud for konkursen var bortkommet, ligesom det

blev lagt til grund, at der var blevet ydet et kapitalejerlån i strid med reglerne i selskabslov-

givningen. Det var samlet set rettens vurdering – særligt på baggrund af overtrædelsen af bog-

158

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

føringslovens bestemmelser – at betingelserne i konkurslovens § 157, stk. 1, for pålæg af

konkurskarantæne var opfyldt. Til trods for, at betingelserne i konkurslovens § 157, stk. 1, var

opfyldt, fandt skifteretten dog, jf. konkurslovens § 157, stk. 2, at det ikke ville være rimeligt

at pålægge direktøren konkurskarantæne. Skifteretten lagde i den forbindelse vægt på, at der

ikke var årsagsforbindelse med den groft uforsvarlige forretningsførelse og konkursens ind-

træden,

gælden til pengeinstituttet, der var stiftet længe inden selskabets konkurs, ikke i sig

selv var opbygget på en groft uforsvarlig måde,

direktørens fortid som iværksætter af en del

succesrige selskaber, der havde genereret et betydeligt antal arbejdspladser, talte mod pålæg

af konkurskarantæne, samt

de groft uforsvarlige forhold – dvs. bl.a. overtrædelsen af bog-

føringsloven og det ulovlige kapitalejerlån – umiddelbart havde medført et begrænset tab.

Landsretten var enig i skifterettens begrundelse og resultat, og da det af kurator anførte for

landsretten ikke kunne føre til andet resultat, stadfæstede landsretten skifterettens kendelse.

I Østre Landsret kendelse af 6. juli 2019 (gengivet i FM 2019.173 Ø) blev en direktør ligele-

des frifundet under henvisning til, at det ikke var rimeligt at pålægge direktøren konkurska-

rantæne. Skifteretten, hvis afgørelse landsretten stadfæstede, fandt indledningsvist, at direktø-

rens overtrædelse af bl.a. bogføringsloven og årsregnskabsloven talte for, at direktørens for-

retningsførelse måtte betegnes som groft uforsvarlig. Dog henset til,

der i en ca. treårig

periode forud for konkursen havde været meget få eller slet ingen bogføringspligt, idet der i

den treårige periode alene havde været en meget begrænset drift i virksomheden, og

opret-

holdelsen af selskabet uden drift ikke havde medført en forringelse af kreditorernes stilling,

fandt skifteretten ikke, jf. konkurslovens § 157, stk. 2, at det var rimeligt at pålægge direktø-

ren konkurskarantæne. Landsretten var enig i skifterettens afgørelse og resultat og stadfæstede

derfor skifterettens kendelse.

Ved Østre Landsret kendelse af 23. august 2019 (som gengivet i FM 2019.157 Ø), der om-

handlede tre ulønnede medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, anførte skifteretten, hvis

kendelse landsretten stadfæstede, at det ikke, jf. konkurslovens § 157, stk. 2, ville være kon-

kret rimeligt at pålægge medarbejderrepræsentanterne konkurskarantæne. Skifteretten lagde

ved vurderingen vægt på, at de pågældende i kraft af deres rolle som medarbejdervalgte be-

styrelsesmedlemmer navnlig skulle sikre, at medarbejderne fik indflydelse på selskabets drift

og indsigt i bestyrelsens beslutninger, samt at medarbejderrepræsentanterne i øvrigt havde

handlet uden egen vinding for øje. Det bemærkes dog, at hverken skifteretten eller landsretten

i øvrigt fandt, at de tre bestyrelsesmedlemmer havde udvist groft uforsvarlig forretningsførel-

se i forbindelse med bestridelsen af bestyrelseshvervet.

Det fremgår videre af forarbejderne til bestemmelsen konkurslovens § 157, stk. 2, jf. Folke-

tingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 29, at selvom det ikke er en betingelse for

159

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

at pålægge konkurskarantæne, at der kan påvises en årsagssammenhæng mellem den groft

uforsvarlige forretningsførelse og konkursen, vil det dog kunne indgå som et element i vurde-

ring, der taler mod karantæne, hvis det f.eks. er åbenbart, at konkursen skyldes andre, ydre

omstændigheder. Det er dog forudsat i forarbejderne, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131

som fremsat, side 11 og 12, at der ikke bør udvises tilbageholdenhed med at pålægge kon-

kurskarantæne, hvis det f.eks. må anses for at bero på tilfældigheder, at det er de ydre om-

stændigheder og ikke den groft uforsvarlige forretningsførelse, der ender med at udløse kon-

kursen.

I den oven for refererede afgørelse FM 2019.179 Ø blev det i forbindelse med rimeligheds-

vurderingen bl.a. tillagt vægt, at der ikke sås at have været en årsagsforbindelse mellem kon-

kursen og den groft uforsvarlig forretningsførelse.

Ved Sø- og Handelsrettens kendelse af 23. marts 2018 i sag B-50-17 blev en direktør dog på-

lagt konkurskarantæne i tre år, uanset at det ikke kunne udelukkes, at konkursen var forårsa-

get af udefrakommende begivenheder, idet virksomheden havde været udsat for et hackeran-

greb. Det fremgik af sagen, at selskabets webshop var blevet udpeget af hackere som et nemt

mål for betalingsmisbrug, og at dette var blevet udnyttet i et ikke ubetydeligt omfang. Skifte-

retten anførte, at uanset at hackerangrebet kunne have været medvirkende til konkursen, kun-

ne dette dog ikke begrunde, at der var sket væsentlige tilsidesættelser af de pligter, der påhvi-

ler ledelsen i medfør af lovgivningen. I sagen var der bl.a. tale om væsentlige tilsidesættelser

reglerne om bogføring mv., manglende indberetning og afregning af moms og A-skat, samt en

uretmæssig sammenblanding af selskabets og private midler, hvorved der var overført ca. 1,5

mio. kr. til direktøren og dennes samlever.

I Sø og Handelsrettens kendelse af 13. juli 2018 i sag B-353-17 kunne det heller ikke udeluk-

kes, at selskabets konkurs skyldtes finanskrisen og en senere ekspropriation. Skifteretten fandt

dog ikke, at dette kunne danne grundlag for, at det ikke var rimeligt at pålægge direktøren

konkurskarantæne. Skifteretten lagde i den forbindelse vægt på, at selskabets insolvens var

fastslået allerede i 2009, og at ekspropriationen først fandt sted ca. 7 år senere. I den mellem-

liggende periode var der påført kreditorerne yderligere tab ved fortsættelse af driften i virk-

somheden. Direktøren havde i samme periode tillige overdraget selskabets rettigheder til et

byggeprojekt og indgået en optionsaftale til fordel for et nyt selskab, som han var medejer af,

ligesom der havde været mangler ved bogføringen.

Endelig vil pålæg af konkurskarantæne efter forarbejderne til bestemmelsen i konkurslovens §

157, stk. 2, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 29, bl.a. kunne undla-

des, hvis spørgsmålet herom først kommer til pådømmelse lang tid efter konkursdekretets

160

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

afsigelse, uden at den lange sagsbehandlingstid beror på forhold hos den, der begæres pålagt

konkurskarantæne. Om karantæneperiodes længde henvises i kapitel 8 nedenfor.

Vurderingen af, om det vil være konkret rimeligt at pålægge karantæne, vil som udgangs-

punkt skulle foretages efter, at det er fastslået, at en konkret adfærd udgør groft uforsvarlig

forretningsførelse. Dog ses der ikke i alle tilfælde i praksis at være en klar adskillelse af

spørgsmålet om groft uforsvarlig forretningsførelse efter konkurslovens § 157, stk. 1, og ri-

melighedsbetragtninger efter konkurslovens § 157, stk. 2.

Som det bl.a. fremgår af den oven for refererede afgørelse i FM 2019.157 Ø, fandt hverken

skifteretten eller landsretten, at de tre ulønnede medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer

havde udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, men rimelighedsbetragtninger fremgik under

alle omstændigheder af de afsagte kendelser.

Der kan videre henvises til Sø- og Handelsrettens kendelse af 27. maj 2022 i sag BS-

11157/2021-SHR, hvor en bestyrelsesformand blev frifundet for konkurskarantæne, idet ret-

ten ikke fandt, at det, jf. konkurslovens § 157, stk. 2, ville være rimeligt at pålægge bestyrel-

sesformanden karantæne. Der blev i den forbindelse lagt vægt på, at bestyrelsesformanden

ikke var berettiget til vederlag for bestyrelsesarbejdet, og at han kun i en meget kort periode

varetog uopsættelige forretninger på foreningens vegne. Det fremgår ikke af skifterettens

kendelse, om der blev foretaget en egentlig vurdering af, om der var handlet groft uforsvar-

ligt.

1.2 Andre faktorer der kan udelukke konkurskarantæne

Som det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i konkurslovens § 157, stk. 1, jf. Folke-

tingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 10, skal der ved vurderingen af, om betin-

gelserne for at pålægge konkurskarantæne er opfyldt, sondres mellem groft uforsvarlig forret-

ningsførelse og forretningsmæssig udygtighed. Den udygtighed, der ikke i sig selv bør føre til

konkurskarantæne, relaterer sig, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side

10, til udygtighed med hensyn til f.eks. tilrettelæggelsen af virksomhedens produktion og

markedsføring, fastsættelse af priser og vilkår mv., og i sådanne situationer vil der som ud-

gangspunkt ikke være tale om groft uforsvarlig forretningsførelse.

Forarbejderne til konkurskarantænereglerne forudsætter desuden, at der ved vurderingen af,

om der er handlet groft uforsvarligt, skal tages højde for, at seriøse genstartere ikke bliver

begrænset af reglerne om konkurskarantæne, herunder navnlig i tilfælde hvor konkursen skyl-

des manglende evne til at drive selvstændig virksomhed, jf. hertil Folketingstidende 2012-13,

161

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

L 131 som fremsat, side 28. Det fremgår i den forbindelse, at iværksættere ofte driver flere

virksomheder sideløbende og kan have op til flere konkurser bag sig, idet iværksættere i nogle

tilfælde først efter flere forsøg opnår succes og skaber vækstvirksomheder.

Ved Sø- og Handelsrettens kendelse af 14. juni 2019 i sagerne BS-31124/2018-SHR og BS-

31726/2018-SHR blev to unge iværksættere, der ikke havde overholdt alle bestemmelser i

bogføringsloven eller afregnet moms, frifundet for konkurskarantæne. Retten fandt, at de i

sagen foreliggende fejl ikke beroede på misbrug af reglerne, men i væsentlig grad skyldtes

manglende dygtighed hos de to iværksættere. Der blev i den forbindelse henset til deres unge

alder, at de var under uddannelse, at de ikke tidligere havde været involveret i insolvent luk-

ning af selskaber, samt at de havde søgt bistand og råd i relation til drift af virksomheden.

Vestre Landsrets kendelse af 15. maj 2020 (gengivet i U 2020.2501 V), der ligeledes er refe-

reret i kapitel 4, afsnit 1.1.2, ovenfor, angik ligeledes en iværksætter, der i en periode på godt

fem måneder havde drevet en streetfood virksomhed. Det fremgik af sagen, at bogføringsma-

terialet var bortkommet, ligesom der ikke var indberettet og betalt moms og A-skat, hvorfor

SKAT havde anmeldt et krav på lidt over 262.000 kr. Skifteretten fandt, at iværksætteren

havde udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, men frifandt under henvisning til konkurslo-

vens § 157, stk. 2, den pågældende for pålæg af konkurskarantæne. Skifteretten lagde i den

forbindelse vægt på, at iværksætteren havde indskudt et betydeligt beløb i driften af selskabet,

ligesom selskabet alene havde været i gang i en begrænset periode. Landsretten ændrede skif-

terettens afgørelse og pålagde iværksætteren konkurskarantæne. Landsretten tillagde det i den

forbindelse bl.a. vægt, at der havde været en ikke ubetydelig drift i selskabet, ligesom det

skyldtes iværksætterens egne uforsvarlige forhold, at der ikke havde været noget bogførings-

materiale. Efter en samlet vurdering af iværksætterens handlemåde og omstændighederne i

øvrigt fandt landsretten, at det, jf. konkurslovens § 157, stk. 2, var rimeligt at pålægge iværk-

sætteren konkurskarantæne, idet det forhold, at selskabet alene havde været i drift i en for-

holdsvis kort periode, ikke kunne føre til andet resultat.

2. Konkursrådets overvejelser

Konkursrådet har i lyset af ovenstående og i overensstemmelse med kommissoriet af 30. juni

2020 overvejet behovet for at justere rimelighedsreglen i konkurslovens § 157, stk. 2.

Henset til formålet med konkurskarantænereglerne, som bl.a. er at undgå videreførelsen af en

groft uforsvarlig forretningsførelse, kan der stilles spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i,

at det under hensyntagen til rimelighedsbetragtninger skal være muligt at undgå en kon-

kurskarantæne, selvom der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.

162

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Det er dog klart, at der kan være tilfælde, hvor det henset til den konkrete sags omstændighe-

der, herunder omstændighederne omkring den groft uforsvarlige forretningsførelse og den

pågældendes personlige forhold, ikke skønnes rimeligt, at det pågældende ledelsesmedlem –

på trods af at personen har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse – skal pålægges kon-

kurskarantæne.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt at pålægge

konkurskarantæne, efter Konkursrådets opfattelse – ligesom det er tilfældet i dag – bør holdes

adskilt fra vurderingen af, om en forretningsførelse må anses for groft uforsvarlig, og rimelig-

hedsbetragtninger bør derfor ud fra en principiel betragtning holdes adskilt fra adfærdsbetin-

gelsen i konkurslovens § 157, stk. 1, og i videre udstrækning fremstå som en undtagelse i til-

fælde, hvor der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.

Som anført i kapitel 8, afsnit 2.1, nedenfor, finder Konkursrådet, at en konkurskarantæne –

ligesom det er tilfældet i dag – som udgangspunkt skal kunne pålægges for 3 år, men at der

som noget nyt bør være mulighed for i særlige tilfælde at graduere karantæneperiodens læng-

de afhængigt af den konkrete sags omstændigheder. Konkurskarantæne skal således kunne

pålægges for en kortere periode og i helt særlige tilfælde kunne bortfalde, hvis særlige om-

stændigheder taler herfor, ligesom konkurskarantæne skal kunne pålægges for en periode på 5

år, hvor den af det pågældende ledelsesmedlem udviste forretningsførelse må anses for særde-

les groft uforsvarlig.

Når det således forslås, at der ved fastsættelsen af karantæneperiodens længde kan tages hen-

syn til særlige forhold, som kan begrunde en nedsættelse af konkurskarantæneperiodens

længde og eventuelt bortfald, kan der sættes spørgsmålstegn ved, om der er behov for en sup-

plerende rimelighedsregel i konkurslovens § 157, stk. 2, som kan begrunde, at konkurskaran-

tæne ikke skal pålægges, selvom betingelserne i konkurslovens § 157, stk. 1, er opfyldt.

Henset til ovenstående er det Konkursrådets vurdering, at rimelighedsreglen i konkurslovens

§ 157, stk. 2, bør flyttes ud af bestemmelsen i konkurslovens § 157 og i stedet indgå som et

led i vurderingen af, hvor lang en karantæneperiode i givet fald bør være, herunder om der i

yderst særlige tilfælde – på trods af, at der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse – bør

ske bortfald af konkurskarantænen.

Det bemærkes i denne sammenhæng, at vurderingen af, om der er grundlag for at nedsætte

karantæneperiodens længde – eventuelt lade konkurskarantænen bortfalde – skal holdes ad-

skilt fra den vurdering, der relaterer sig til sondringen mellem groft uforsvarlig forretningsfø-

163

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

relse og forretningsmæssig udygtighed, jf. hertil den gældende retstilstand som gengivet i

afsnit 1.2 ovenfor, som Konkursrådet ikke foreslår ændret. Vurderingen af, om der er grund-

lag for at nedsætte karantæneperiodens længde eller lade konkurskarantænen bortfalde, skal

således foretages efter, at det er konstateret, at betingelserne i konkurslovens § 157, stk. 1, er

opfyldt, herunder betingelsen om at der skal være udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.

Der henvises til kapitel 8, afsnit 2.1.1, nedenfor, om muligheden for at nedsætte karantænepe-

riodens længde eller lade konkurskarantænen bortfalde som følge af rimelighedsbetragtninger

mv.

164

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Kapitel 8

Karantæneperiodens længde, retsvirkningen af en pålagt kon-

kurskarantæne og forlig mv.

1. Gældende ret

1.1 Karantæneperiodens længde

Det følger af konkurslovens § 158, stk. 1, 1. pkt., at konkurskarantæne som udgangspunkt

pålægges for tre år.

Perioden regnes fra det tidspunkt, hvor kendelsen om konkurskarantæne er endelig. Hvis skif-

terettens afgørelse ikke kæres, løber karantæneperioden således fra udløbet af kærefristen,

som, jf. konkurslovens § 251, stk. 1, er to uger.

Hvis skifterettens afgørelse kæres, regnes konkurskarantæneperioden først fra kæresagens

slutning, da kære til landsretten, jf. konkurslovens § 164, stk. 2, har opsættende virkning.

Ansøgning om 3.-instansbevilling til at indbringe landsrettens kendelse for Højesteret kan

derimod ikke tillægges opsættende virkning. Virkningen af en pålagt konkurskarantæne sæt-

tes dog, jf. konkurslovens § 164, stk. 3, i bero, når Procesbevillingsnævnet har meddelt tilla-

delse til, at sagen prøves i Højesteret. I sådanne tilfælde ophører en pålagt karantæne med at

have virkning, indtil fristen for kære er udløbet (dvs. 2 uger fra meddelelse af tilladelsen) eller

– hvis kære sker rettidigt – indtil Højesteret har afsluttet behandlingen af kæren. Hvis Hø-

jesteret stadfæster landsrettens afgørelse om pålæg af konkurskarantæne, eller hvis kæren til

Højesteret afsluttes uden realitetsafgørelse, løber den afbrudte karantæneperiode videre fra

Højesterets afgørelse, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 36.

Den periode, hvor den pågældende forud for berosættelsen har været pålagt konkurskarantæ-

ne, vil skulle fragå i beregningen af karantæneperiodens længde, jf. hertil Højesterets kendel-

se af 24. april 2019 (gengivet i U 2019.2000 H).

Ved fastsættelsen af en treårig karantæneperiode, blev der, jf. Folketingstidende 2012-13, A,

L 131 som fremsat, side 14, og betænkning nr. 1525 af 2011, side 104, lagt vægt på, at karan-

tæneperioden bør være så lang, at den har reel betydning. Der blev imidlertid tilsvarende lagt

vægt på, at konkurskarantæne ikke er en sanktion, som har til formål at ”straffe” den pågæl-

165

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

dende for dennes groft uforsvarlige forretningsførelse, men derimod alene har karakter af en

foranstaltning, der skal forebygge fremtidige tab.

Det treårige udgangspunkt gælder, uanset om det er første gang, at den pågældende pålægges

karantæne, eller om der er tale om et gentagelsestilfælde, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L

131 som fremsat, side 14 f.

Hvor flere sager mod den samme person behandles samtidig, skal karantæneperioderne for de

enkelte karantæner lægges i forlængelse af hinanden, jf. Højesterets kendelse af 14. februar

2017 (gengivet i U 2017.1533 H).

Skifteretten er ikke bundet af parternes påstande med hensyn til karantæneperiodens længde,

men bør dog normalt, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 36, ikke på-

lægges karantæne i en længere periode end påstået af kurator.

Efter konkurslovens § 158, stk. 1, 2. pkt., kan en konkurskarantæne pålægges for en kortere

periode end 3 år, hvis særlige grunde taler derfor.

Som eksempel på særlige grunde, der efter omstændighederne kan tale for en kortere karan-

tæne, anføres der i de specielle bemærkninger til bestemmelsen i konkurslovens § 158, stk. 1,

2. pkt., jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 30, at dette bl.a. omfatter

lang sagsbehandlingstid, uden at dette beror på forhold hos den, der begæres pålagt kon-

kurskarantæne, eller at der er tale om et mildere tilfælde af groft uforsvarlig forretningsførel-

se. Det fremgår i denne sammenhæng, at der som udgangspunkt vil være tale om en lang

sagsbehandlingstid, hvis afgørelsen om konkurskarantæne først træffes mere end et år efter

konkursdekretets afsigelse. Hvis karantænen fastsættes til en kortere periode end tre år, bør

den dog, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 36, normalt fastsættes til

to år eller eventuelt i sjældnere tilfælde et år.

Det fremgår ikke af forarbejderne, om der ved fastsættelsen af sagsbehandlingstidens længde

skal henses til tiden fra konkursdekretets afsigelse og indtil skifterettens afgørelse, eller om

der skal henses til tiden fra dekretet, og indtil der foreligger en endelig afgørelse. Retspraksis

synes dog at have fastslået, at der ved vurderingen af sagsbehandlingstidens længde som ud-

gangspunkt skal henses til tiden fra dekretets afsigelse og ind til skifterettens afgørelse i ka-

rantænesagen, jf. hertil bl.a. Højesterets afgørelse af 24. april 2019 (gengivet i U 2019.2007

H).

166

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Selvom det følger af forarbejderne, at der som udgangspunkt vil være tale om en lang sagsbe-

handlingstid, hvis afgørelsen om konkurskarantæne først træffes mere end et år efter afsigel-

sen af konkursdekretet, vil det i alle tilfælde bero på en konkret vurdering af sagens samlede

omstændigheder, om der er grundlag for at nedsætte karantæneperiodens længde, idet det

kræves, at der foreligger »særlige grunde«, hvori sagsbehandlingstiden indgår som et element

blandt flere.

Hvor en eventuel lang sagsbehandlingstid f.eks. er begrundet i konkursboets størrelse og

kompleksitet eller den sagsøgte persons forhold, vil der ikke være grundlag for at nedsætte

karantæneperiodens længde, jf. hertil bl.a. Østre Landsrets kendelse af 19. december 2017

(gengivet i FM 2018.15 Ø), Østre Landsrets kendelse af 19. marts 2019 (gengivet i FM

2019.160 Ø) samt Østre Landsrets kendelse af 10. januar 2020 (gengivet i FM 2020.116 Ø)

og modsætningsvist Østre Landsrets kendelse af 11. marts 2019 (gengivet i FM 2019.116 Ø),

Østre Landsrets kendelse af 19. marts 2019 (gengivet i FM 2019.118 Ø) og Østre Landsrets

kendelse af 11. september 2020 (gengivet i U 2020.3886 Ø).

Hvis der alene er tale om en mindre overskridelse af etårsdagen, peger retspraksis i retningen

af, at der ikke er grundlag for at nedsætte karantæneperioden, jf. hertil bl.a. Østre Landsrets

kendelse af 27. juni 2019 (gengivet i FM 2020.13 Ø), hvor landsretten ikke fandt grundlag for

at nedsætte karantæneperiodens længde, selvom skifterettens afgørelse om konkurskarantæne

var truffet 1 år og 10 dage efter konkursdekretets afsigelse, idet landsretten bl.a. bemærkede,

at det forhold, at sagsbehandlingstiden ikke syntes at være begrundet i konkursboets størrelse

og kompleksitet eller den sagsøgtes egne forhold, ikke kunne føre til andet resultat.

Retspraksis indeholder flere eksempler på, at karantæneperiodens længde er blevet nedsat

med henvisning til sagsbehandlingstidens længde, uden at der dog synes at kunne udledes en

klar grænse for, hvor lang sagsbehandlingstiden skal være, førend der sker nedsættelse. I FM

2019.118 Ø blev karantæneperiodens længde nedsat til 2 år, da der var forløbet 14�½ måned

fra konkursdekretets afsigelse til skifterettens kendelse i konkurskarantænesagen, og i Vestre

Landsrets kendelse af 19. august 2017 (gengivet i U 2017.3518 V) blev karantæneperioden

ligeledes nedsat til 2 år med henvisning til, at der var forløbet 17 måneder. Det samme skete i

Østre Landsrets kendelse af 10. januar 2016 (gengivet i U 2016.2702 Ø), hvor der var forløbet

20 måneder fra konkursdekretets afsigelse og til skifterettens afgørelse, og i FM 2019.116 Ø,

hvor der var forløbet 21 måneder. Endelig kan der henvises til U 2020.3886 Ø, hvor der var

forløbet ca. 23 måneder fra konkursdekretets afsigelse til skifterettens afgørelse, og hvor den

mundtlige behandling af sagen bl.a. var blevet udsat som følge af Covid-19.

167

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Som forudsat i forarbejderne ses det kun meget sjældent, at karantæneperioden nedsættes til 1

år. Det må således kræves, at sagsbehandlingstiden væsentlig overstiger, hvad der er rimeligt,

eller andre ganske særlige forhold taler derfor. Dette var bl.a. tilfældet i Vestre Landsrets ken-

delse af 12. februar 2020 (gengivet i U 2021.1496 V), hvor konkurskarantæneperiodens

længde blev nedsat til 1 år under henvisning til, at der var forløbet 4 år fra konkursdekretets

afsigelse og til skifterettens kendelse, og at kurator først to år efter dekretets afsigelse havde

indgivet indstilling om konkurskarantæne, hvilket langt oversteg det, som er forudsat i be-

stemmelserne i konkurslovens § 125, stk. 2 og 4.

Hvor en længere sagsbehandlingstid i et vist omfang kan henføres til det pågældende ledel-

sesmedlems egne forhold, vil der som udgangspunkt ikke foreligge sådanne særlige forhold,

som kan begrunde en nedsættelse, jf. hertil FM 2020.116 Ø, hvor der var forløbet 22 måneder

fra konkursdekretets afsigelse og til skifterettens afgørelse, og hvor landsretten ikke fandt, at

der var grundlag for at nedsætte karantæneperiodens længde, idet der bl.a. blev henvist til, at

svarskriftet var afgivet meget sent, og at det havde været nødvendigt at udsætte behandlingen

i retten flere gange på fremskaffelse af yderligere oplysninger og sygdom hos ledelsesmed-

lemmet. Der kan endvidere henvises til FM 2018.15 Ø, hvor landsretten lagde til grund, at der

var forløbet ca. 18 måneder fra konkursdekretets afsigelse og til skifterettens afgørelse, og

hvor ledelsesmedlemmet havde været ca. tre måneder om at afgive et svarskrift i sagen, lige-

som sagen havde været yderligere udsat på ledelsesmedlemmet begæring om indhentelse af

yderligere oplysninger. Endelig kan der henvises til FM 2019.160 Ø, hvor skifterettens afgø-

relse blev truffet ca. 20 måneder efter konkursdekretets afsigelse, hvilket primært skyldtes

ledelsesmedlemmets forhold.

Hvor sagsbehandlingstiden nok har været lang, men hvor der henset til den af ledelsesmed-

lemmet udviste groft uforsvarlige forretningsførelse ikke kan anses at foreligge sådanne sær-

lige grunde, som kan begrunde en nedsættelse, vil karantæneperioden i almindelighed ikke

blive nedsat, jf. hertil bl.a. U 2019.2012 H, der drejede sig om en bagmand i en afviklings-

konstruktion, og hvor der var forløbet godt to år fra konkursdekretets afsigelse og til skifteret-

tens afgørelse, men hvor Højesteret efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, her-

under navnlig henset til karakteren af forholdene, ikke fandt grundlag for at fravige udgangs-

punktet i konkurslovens § 158, stk. 1, om pålæg af konkurskarantæne i 3 år.

Hvis personen tidligere er pålagt konkurskarantæne, som ikke er udløbet på tidspunktet for

pålæggelse af en ny konkurskarantæne, følger det af konkurslovens § 158, stk. 2, 1. pkt., at

den nye karantæneperiode skal regnes tidligst fra udløbet af den senest pålagte konkurskaran-

tæneperiode.

168

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Den samlede karantæneperiode udløber dog, jf. konkurslovens § 158, stk. 2, 2. pkt., senest 10

år efter den oprindelige afgørelse. Dette indebærer, at hvor en person pålægges flere kon-

kurskarantæner samtidig, som skal løbe i forlængelse af hinanden, vil den samlede karantæ-

neperiode maksimalt kunne løbe i 10 år regnet fra den oprindelige afgørelse.

Hvad der nærmere forstås ved »oprindelig afgørelse« er ikke defineret i lovforslag nr. 131 af

30. januar 2013, jf. hertil modsætningsvist Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat,

side 36, idet man ud fra en umiddelbar ordlydsmæssig fortolkning kunne fortolke begrebet

således, at der henvises til den første ”oprindelige” kendelse om konkurskarantæne, som end-

nu ikke er udløbet. Det bemærkes i denne sammenhæng, at begrebet »oprindelig afgørelse«

adskiller sig fra ordlyden af Konkursrådets lovudkast, der fremgår af betænkning nr. 1525 af

2011, hvor betegnelsen »endelig afgørelse« er anvendt, jf. hertil betænkning nr. 1525 af 2011,

side 124 og 145. Begrebet »endelig afgørelse« er ligeledes anvendt i forbindelse med gengi-

velsen af Konkursrådets overvejelser i de almindelige bemærkninger til lovforslaget, jf. Fol-

ketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 14, og det fremgår af Justitsministeriets

overvejelser, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 15, at ministeriet var

enig i Konkursrådets synspunkter, samt at lovforslaget er udformet i overensstemmelse her-

med. Der er ingen forklaring i lovforslaget på, hvorfor ordlyden af bestemmelsen er ændret

fra Konkursrådets lovudkast i betænkning nr. 1525 af 2011 til det endelige lovforslag.

Hvis karantæneperioderne pålægges nogenlunde samtidig – evt. ved samme afgørelse – vil

dette således maksimalt kunne føre til en samlet karantæneperiode på 10 år, jf. hertil U

2019.2012 H, hvor personen A blev pålagt én konkurskarantæne på 3 år for sin forretningsfø-

relse i fem koncernforbundne selskaber. Da A ved Højesterets samtidige kendelse af samme

dato (gengivet i U 2019.2007 H) skulle pålægges tre konkurskarantæner for sin forretningsfø-

relse i tre ikke-koncernforbundne selskaber, fastslog Højesteret, at de i alt fire konkurskaran-

tæner på hver 3 år, i alt 12 år, skulle løbe i forlængelse af hinanden, dog således at den samle-

de karantæneperiode, jf. konkurslovens § 158, stk. 2, 2. pkt., udløb senest 10 efter Højesterets

afgørelse i sagen med fradrag af den periode, hvor A forud for Procesbevillingsnævnets bevil-

ling havde været pålagt konkurskarantæne.

I et tilfælde, hvor personen allerede er pålagt konkurskarantæne og udviser ny groft uforsvar-

lig forretningsførelse, der begrunder pålæg af en ny karantæne, vil den nye karantæne, jf.

konkurslovens § 158, stk. 2, 1. pkt., skulle løbe fra udløbet af den tidligere pålagte konkurska-

rantæne, dog således at den samlede karantæneperiode, jf. konkurslovens § 158, stk. 2, 2. pkt.,

udløber senest 10 år efter den oprindelige afgørelse.

169

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Hvis en person allerede er pålagt konkurskarantæne i 10 år, vil der som udgangspunkt ikke

kunne pålægges en ny konkurskarantæne, førend den 10-årige periode er udløbet, jf. hertil

Lars Lindencrone Petersen og Anders Ørgaard, Konkursloven med kommentarer, 15. udgave,

2022, side 1004, og Eva Staal og Jens Røn, Konkurskarantæne – en status, i Ugeskrift for

Retsvæsen 2020, side 33.

Det er uafklaret, om skifteretten i medfør af konkurslovens § 160, stk. 1, kan afvise en ny sag

om konkurskarantæne, hvis personen allerede ved en tidligere afgørelse er pålagt konkurska-

rantæne i 10 år, som endnu ikke er udløbet.

1.2 Retsvirkning af en karantæne og gengangere

Det følger af konkurslovens § 159, 1. pkt., at den, der er pålagt konkurskarantæne, ikke må

deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed uden at hæfte personligt og ubegrænset for virk-

somhedens forpligtelser.

Forbuddet omfatter for det første den formelle deltagelse i form af registrering i Erhvervssty-

relsens it-system som ledelsesmedlem, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som

fremsat, side 30.

Det følger i den forbindelse af § 7, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1510 af 13. december 2013 om

førelse af et register over pålagte konkurskarantæner (konkurskarantæneregistret), at Er-

hvervsstyrelsen sikrer, at en person, der er pålagt konkurskarantæne, ikke kan registreres som

ledelsesmedlem i en erhvervsvirksomhed, der er registreret i Erhvervsstyrelsens it-system i

henhold til selskabslovgivningen eller anden finansiel lovgivning. Af samme bekendtgørelses

§ 7, stk. 2, følger, at hvis en person pålægges konkurskarantæne, afregistreres personens eksi-

sterende registreringer som ledelsesmedlem i en erhvervsvirksomhed, jf. stk. 1.

Efter bekendtgørelsen § 2, stk. 1, er det den skifteret, der har truffet afgørelse i sagen i første

instans, der skal indberette konkurskarantænen til konkurskarantæneregistret, hvilket skal ske

hurtigst muligt. Indberetningen skal dog, jf. § 2, stk. 2, først foretages, når afgørelsen er ende-

lig.

Skifteretterne skal, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1-7, indberette oplysninger om den

karantænepålagtes CPR-nummer, kendelsens dato, tidspunktet for hvornår afgørelsen om

konkurskarantæne er endelig, konkurskarantænens varighed, omfanget af konkurskarantænen,

jf. § 159 – dvs. om der er tale om en udvidet karantæne efter konkurslovens § 159, 2. pkt. –

hvilken ret der har truffet afgørelsen og afgørelsens journalnummer.

170

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Hvis den person, der er pålagt konkurskarantæne, ikke har et dansk CPR-nummer, skal skifte-

retten, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2, 1. pkt., indberette den pågældendes fulde navn, adresse

og fødselsdato. Er det ikke muligt for skifteretten at indberette disse oplysninger følger det af

bekendtgørelsens § 3, stk. 2, 2. pkt., at skifteretten bør indberette den pågældendes statsbor-

gerskab ved fødslen, entydigt identifikationsnummer fra nationalt identifikationskort, udlæn-

dingenummer eller lignende. Skifteretten kan dog, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2, 3. pkt.,

altid indberette de oplysninger, som følger af § 3, stk. 2, 2. pkt. Pasnummer kan i denne sam-

menhæng ikke træde i stedet for identifikationsnummer, jf. hertil bekendtgørelsens § 3, stk. 2,

4. pkt.

Hvis virkningen af en konkurskarantæne stilles i bero, jf. konkurslovens § 164, stk. 4, indbe-

retter skifteretten, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 1, oplysningerne herom samt tidspunktet for

berostillelsen.

Skifteretten skal, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 2, sikre, at berostillelsen ophæves, hvis kære

ikke sker rettidigt, og skifteretten skal, jf. bekendtgørelsens § 4, stk. 3, slette indberetningen

om berostillelsen i registret, når der på ny er truffet afgørelse i sagen.

Erhvervsstyrelsen har oplyst til Konkursrådet, at såfremt berostillelsen angår en aktiv pålø-

bende konkurskarantæne, som ikke efterfølges af andre karantæner (dvs. personen alene er

pålagt én karantæne), vil den karantæneramte som følge af berostillelsen ikke være pålagt en

aktiv karantæne, og det vil herefter være op til den karantæneramte på ny at registrere sig som

ledelsesmedlem i de selskaber, som Erhvervsstyrelsen har afregistreret den pågældende fra.

Hvis konkurskarantænen efterfølgende stadfæstes, oplyser Erhvervsstyrelsen den karantæne-

ramte om afslutningen af berostillelsen og afregistrerer den pågældende fra ledelsesstillinger

igen, hvis dette er nødvendigt. Systemet sørger i denne forbindelse automatisk for, at den pe-

riode, hvor den pågældende forud for berostillelsen var pålagt konkurskarantæne, fragår ka-

rantænens resterende aktive periode.

Erhvervsstyrelse har videre oplyst, at i tilfælde af, at en person er pålagt flere karantæner og

en mellemliggende karantæne sættes i bero, vil de øvrige pålagte konkurskarantæner fortsat

være aktive, og disse vil blive rykket frem, således at de overtager den periode, hvor den be-

rostillede karantæne skulle være aktiv. Berostillelsen vil i et sådant tilfælde ikke resultere i, at

den karantæneramte opnår en periode uden en aktiv karantæne. Hvis karantænen efterfølgen-

de stadfæstes, vil den mellemliggende karantæne overtage sin oprindelige plads, mens de ef-

terfølgende karantæner vil rykke tilbage til deres forrige placering i rækken over karantæner.

Den periode, hvor den mellemliggende karantæne har været sat i bero, vil automatisk fragå i

171

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

beregningen af længden af den mellemliggende karantæne, og systemet vil automatisk sørge

for, at de efterfølgende karantæner kommer til at ligge i forlængelse heraf. Da berostillelsen i

en sådan situation ikke medfører en periode uden en aktiv karantæne, vil det ikke være nød-

vendigt at afregistrere den karantæneramte igen.

En pålagt konkurskarantæne omfatter for det andet et forbud mod personens reelle deltagelse i

form af faktisk udøvelse af ledelsesbeføjelser i en erhvervsvirksomhed med begrænset hæftel-

se, dvs. faktisk udøvelse af en direktørs, likvidators, et bestyrelsesmedlems eller tilsynsråds-

medlems beføjelser i en erhvervsvirksomhed jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 131

som fremsat, side 31.

En konkurskarantæne indebærer som udgangspunkt ikke, jf. konkurslovens § 159, 1. pkt.,

modsætningsvist, et forbud mod deltagelse i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, hvor den

pågældende hæfter ubegrænset og personligt for virksomhedens forpligtelser – f.eks. deltagel-

se i ledelsen af den konkurskarantæne pålagte persons egen personligt drevne virksomhed og

kommanditselskaber og interessentskaber, hvori den pågældende er komplementar og interes-

sent. Det vil, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 31, tillige gælde andre

selskaber, hvis deltagerne ifølge vedtægterne hæfter personligt og ubegrænset for selskabets

eller foreningens forpligtelser, og en personlig kaution for et aktieselskabs eller anpartssel-

skabs forpligtelser bringer ikke forholdet uden for det generelle forbud mod at deltage i ledel-

sen af et selskab mv. med begrænset hæftelse.

Det følger dog af konkurslovens § 159, 2. pkt., at hvis en person, der tidligere er pålagt kon-

kurskarantæne, som ikke er udløbet, pålægges en ny konkurskarantæne, og den groft ufor-

svarlige forretningsførelse, der begrunder pålægget af en ny konkurskarantæne, er foregået,

efter at den tidligere konkurskarantæne fik virkning, skal det bestemmes i afgørelsen, at den

pågældende heller ikke må deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, hvor der hæftes per-

sonligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.

Bestemmelsen i konkurslovens § 159, 2. pkt., finder alene anvendelse, hvis fristdagen i det

konkursbo, hvor den nye karantæne pålægges, ligger inden udløbet af den tidligere pålagte

karantæne, og hvor den groft uforsvarlige forretningsførelse, der begrunder den nye karantæ-

ne, er udvist, efter at den tidligere pålagte konkurskarantæne fik virkning.

Hvis den groft uforsvarlige forretningsførelse, der begrunder pålæg af en ny konkurskarantæ-

ne er foregået både før og efter, at den tidligere pålagte karantæne fik virkning, finder be-

stemmelsen i konkurslovens § 159, 2. pkt., alene anvendelse, hvis den groft uforsvarlige for-

retningsførelse, der er foregået, efter at den tidligere pålagte karantæne fik virkning, i sig selv

172

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

ville være tilstrækkelig til at begrunde pålæg af en ny konkurskarantæne, jf. hertil Folketing-

stidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 32.

Udvidelsen af konkurskarantænen til også at omfatte et forbud mod deltagelsen i ledelsen af

en erhvervsvirksomhed med personlig og ubegrænset hæftelse, har, jf. Folketingstidende

2012-13, A, L 131 som fremsat, side 32, virkning både for den eller de tidligere pålagte ka-

rantæner, der endnu ikke er udløbet, og for den nye karantæne. Forbuddet gælder fra det tids-

punkt, den nye afgørelse om konkurskarantæne er endelig.

Udover muligheden for at pålægge en udvidet karantæne efter konkurslovens § 159, 2. pkt.,

hvor der er udvist ny groft uforsvarlig forretningsførelse, kan en overtrædelse af en kon-

kurskarantæne ligeledes føre til hæftelse for gælden i en konkursramt virksomhed efter reg-

lerne i konkurslovens kapitel 22.

Det følger således af konkurslovens § 167, stk. 1, at den, der i strid med en pålagt konkurska-

rantæne har deltaget i ledelsen af en konkursramt virksomhed, hæfter for den del af den kon-

kursramte virksomheds gæld, som ikke dækkes af konkursmassen, hvis fristdagen ligger in-

den konkurskarantænens udløb.

Det er ikke en betingelse for hæftelse, at overtrædelsen af konkurskarantænen er konstateret

under en straffesag, men hvis den pågældende har været sigtet for overtrædelsen efter straffe-

lovens § 131, men påtalen er opgivet, eller den pågældende er frifundet, kan der imidlertid

ikke blive tale om hæftelse, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 37.

Efter konkurslovens § 167, stk. 2, kan skifteretten helt eller delvist fritage den pågældende for

hæftelse efter konkurslovens § 167, stk. 1. Det fremgår af de specielle bemærkninger til be-

stemmelsen, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 37, at skifteretten ved

vurderingen heraf bl.a. kan hense til, hvor alvorlig en overtrædelse af konkurskarantænen der

er tale om (både tidsmæssigt og intensiteten), om den pågældendes ledelse af virksomheden

under konkurskarantænen må antages at have været medvirkende til konkursen samt størrel-

sen af den gæld, der er pådraget, mens den pågældende under konkurskarantænen deltog i

ledelsen af virksomheden.

Selvom det er udgangspunktet, jf. konkurslovens § 167, stk. 1, at der alene pålægges hæftelse,

hvis fristdagen i det nye konkursbo ligger inden konkurskarantænens udløb, følger det dog af

konkurslovens § 167, stk. 3, at skifteretten helt eller delvist kan pålægge hæftelse, hvis frist-

dagen ligger inden for 1 år efter konkurskarantænens udløb.

173

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Det følger af konkurslovens § 167, stk. 4, at der ved afgørelsen af, om der er grundlag for helt

eller delvist at fritage for hæftelse efter § 167, stk. 2, eller pålægge hæftelse efter § 167, stk. 3,

hvor fristdagen ligger inden for 1 år efter konkurskarantænens udløb, skal lægges vægt på, om

det under hensyn til de vigtigste årsager til konkursen og den pågældendes andel heri er rime-

ligt at pålægge hæftelse.

1.3 Kurators rådighed over konkurskarantænesagen

Det følger af konkurslovens § 157, stk. 1, at konkurskarantæne pålægges efter kurators begæ-

ring.

Beføjelsen til at begære konkurskarantæne tilkommer kurator personligt, og hverken for-

dringshaverne eller skifteretten kan meddele kurator pålæg om at indlede en konkurskarantæ-

nesag, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 27.

Efter konkurslovens § 125, stk. 3, 1. pkt., skal kurators redegørelse efter konkurslovens § 125,

stk. 2, indeholde en begrundet indstilling om, hvorvidt der er grundlag for at indlede sag om

konkurskarantæne. Kurators indstilling om konkurskarantæne skal som udgangspunkt fore-

ligge, så snart de fornødne oplysninger er tilvejebragt og senest 4 måneder efter konkursde-

kretets afsigelse, jf. hertil konkurslovens § 125, stk. 2.

Hvis kurator ikke kan fremskaffe tilstrækkelige oplysninger til brug for afgivelsen af en ende-

lig indstilling om konkurskarantæne i redegørelsen efter konkurslovens § 125, stk. 2, skal en

sådan, jf. konkurslovens § 125, stk. 3, 2. pkt., afgives hurtigst muligt og senest i forbindelse

med redegørelsen efter konkurslovens § 125, stk. 4 (dvs. halvårs redegørelsen), medmindre

den, der er spørgsmål om at pålægge konkurskarantæne, i væsentlig grad har modarbejdet

kurators undersøgelser.

En overskridelse af fristen i konkurslovens § 125, stk. 3, 1. pkt., jf. stk. 2, eller § 125, stk. 3,

2. pkt., jf. stk. 4, indebærer ikke, at en begæring om pålæg af konkurskarantæne efter kon-

kurslovens § 157, stk. 1, afvises, eller at der skal ske frifindelse, men overskridelsen kan få

betydning ved fastlæggelsen af karantæneperiodens længde, jf. hertil U 2021.1496 V, der er

gengivet oven for under afsnit 1.1, hvor indstillingen om konkurskarantæne først fremkom

mere end 2 år efter konkursdekretets afsigelse.

Selvom det er kurator, der har beføjelsen til at anmode om pålæg af konkurskarantæne, kan

skifteretten dog, jf. konkurslovens § 160, stk. 1, 2. pkt., anmode kurator om en supplerende

indstilling, før skifteretten træffer afgørelse om indledning af en konkurskarantænesag. Dette

174

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

er i forarbejderne forudsat også at gælde i de tilfælde, hvor kurator i sin redegørelse efter

konkurslovens § 125, stk. 2, eller stk. 4, jf. stk. 3, indstiller, at der ikke skal indledes en sag

om konkurskarantæne, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 131, som fremsat, side 33.

Kurator kan tilbagekalde sin begæring om pålæg af konkurskarantæne, indtil skifteretten har

truffet afgørelse i sagen, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 27.

Selvom kurator i forbindelse med en konkursbehandling skal varetage hensynet til, at kredito-

rerne opnår fyldestgørelse i videst muligt omfang, antages det, jf. Torben Kuld Hansen og

Lars Lindencrone Petersen, Insolvensprocesret, 5. udgave, 2023, side 475, at kurator forment-

lig alene kan hæve sagen, hvis kurator skønner, at sagen ikke kan vindes, hvad enten dette

skyldes juridiske eller bevismæssige grunde, og ikke på baggrund af et eventuelt forlig. Der

henvises i denne sammenhæng til, at konkurskarantænereglerne varetager et andet formål –

nemlig at imødegå groft uforsvarlig forretningsførelse – og ikke at give kurator mulighed for

at skaffe midler til kreditorernes fyldestgørelse, samt at kurators opgave i relation til en kon-

kurskarantænesag har offentligretlig karakter, jf. hertil Højesterets kendelse af 4. marts 2019

(gengivet i U 2019.1812 H), hvor Højesteret bl.a. under henvisning til, at kurator i konkurska-

rantænesager udøver beføjelser af offentligretlig karakter, fandt at en konkurskarantænesag

ikke er en civil sag i EU-forkyndelsesforordningens forstand. Der henvises til kapitel 9 om

processuelle spørgsmål for så vidt angår denne afgørelse.

Der kan i denne sammenhæng endvidere henvises til Højesterets kendelse af 11. januar 2018

(gengivet i U 2018.1435 H), hvor det forhold, at hovedparten af de anmelde krav senere blev

indfriet som følge af et forlig indgået i erstatningssager anlagt af konkursboerne mod direktø-

ren og et selskab ikke kunne føre til, at der ikke skulle pålægges karantæne.

1.4 Sammenhængen mellem konkurskarantænereglerne og straffelovens regler om ret-

tighedsfrakendelse

Straffelovens regler om rettighedsfrakendelse fremgår af straffelovens §§ 78-79.

Bestemmelserne, der hidrører fra lov nr. 126 af 15. april 1930, blev gennemgående revideret i

forbindelse med lov nr. 286 af 18. juni 1951 om ændring af reglerne om fortabelse af rettig-

heder som følge af straf. Lov nr. 286 af 18. juni 1951 bygger på lovforslag af 8. marts 1951,

jf. Rigsdagstidende 1950-51, tillæg A, sp. 5821ff., der er en genfremsættelse af lovforslag af

17. maj 1950, der jf. Rigsdagstidende 1949-50, tillæg A, sp. 7259ff., bygger på Straffe-

lovskommissionens betænkning af 1950 om fortabelse af rettigheder som følge af straf. Be-

stemmelserne er senest ændret ved lov nr. 212 af 4. juni 1965, jf. hertil Folketingstidende

175

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

1964-65, tillæg A, sp. 937 ff., og ved lov nr. 634 af 12. juni 2013, jf. hertil Folketingstidende

2012-13, A, L 164 som fremsat.

Det følger af straffelovens § 78, stk. 1, at udgangspunktet er, at et strafbart forhold ikke med-

fører tab af borgerlige rettigheder.

Efter straffelovens § 78, stk. 2, og § 79, stk. 1 og 2, gøres der imidlertid undtagelse herfra, når

det strafbare forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug af en stilling eller et hverv. Et

strafbart forhold kan dels føre til fratagelse af beskikkelse til at udøve virksomhed, som kræ-

ver en særlig offentlig autorisation eller godkendelse, jf. straffelovens § 78, stk. 2, og § 79,

stk. 1, dels – når særlige omstændigheder taler for det – til fratagelsen af retten til at udøve

anden virksomhed, jf. straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt., eller frakendelsen af retten til at delta-

ge i ledelsen af en erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet generelt uden at hæfte per-

sonligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser, jf. straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt.

Det følger af straffelovens § 78, stk. 2, og § 79, stk. 1 og 2, at rettighedsfrakendelse efter be-

stemmelserne forudsætter, at det strafbare forhold begrunder en nærliggende fare for misbrug

af stillingen eller hvervet, og, hvis rettighedsfrakendelsen skal ske efter straffelovens § 79,

stk. 2, tillige at der foreligger særlige omstændigheder. I vurderingen indgår særligt, om det

begåede forhold efter sin art begrunder en særlig fare for ny kriminalitet inden for det pågæl-

dende erhverv.

En rettighedsfrakendelse kan derimod ikke begrundes i, at den pågældende er uværdig til den

tillid, der bør knyttes til erhvervet, eller at der består en mulighed for strafbart forhold uden

direkte forbindelse med den pågældende virksomhed. Farebedømmelsen er konkret. Det afgø-

rende er tilbagefaldsrisikoen, hvorved der tages hensyn til de omstændigheder, hvorunder

forholdet blev begået, forbrydelsens grovhed og udførelsesmåde, gerningsmandens personlige

forhold på gerningstidspunktet og nu, om det er førstegangskriminalitet eller gentagelse mv.

Ved rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt., der omfatter virksomhed,

hvis udøvelse ikke kræver særlig autorisation eller godkendelse, er betingelserne strengere,

idet særlige omstændigheder tillige skal tale for frakendelse. I forarbejderne til bestemmelsen

peges der på gentagen lovovertrædelse. Straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt., kan anvendes på

virksomhed af særlig karakter, hvor en dom for strafbar lovovertrædelse begrunder en nærlig-

gende fare for misbrug inden for netop denne virksomhed. Bestemmelsen i straffelovens § 79,

stk. 2, 1. pkt., giver derimod ikke mulighed for generelt at frakende retten til at drive er-

hvervsmæssig virksomhed.

176

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt., der blev nyaffattet ved lov nr. 634 af 12. juni 2013, indehol-

der en bestemmelse, hvorefter der kan ske frakendelse af retten til at deltage i ledelsen af en

erhvervsvirksomhed her i landet eller i udlandet uden af hæfte personligt og ubegrænset for

virksomhedens forpligtelser. Betingelserne for en sådan frakendelse er de samme som efter

straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt., dvs. at den pågældende skal være dømt for et strafbart for-

hold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af et sådant hverv, og at særlige grunde

desuden taler for det. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende

2012-13, A, L 164 som fremsat, side 20 og 25, at det med ændringen er tilsigtet, at retsvirk-

ningen af en rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt., bliver sammenfal-

dende med retsvirkningen af en pålagt konkurskarantæne.

Ved ændringen af straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt., ved lov nr. 634 af 12. juni 2013, blev be-

stemmelsen dog udvidet yderligere, idet bestemmelsen både giver mulighed for at frakende

retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed med begrænset ansvar i Danmark og i

udlandet. Følgende fremgår i den forbindelse af forarbejderne til lov nr. 634 af 12. juni 2013,

jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 164, som fremsat, side 20, om begrundelsen for også at

lade bestemmelsen omfatte ledelsen af et selskab med begrænset hæftelse i udlandet:

”For det andet har erfaringerne, siden § 79, stk. 2, 2. pkt., blev indført i 1987,

vist, at en rettighedsfrakendelse efter bestemmelse vil kunne omgås på forskellige

måde, eksempelvis ved […] at drive erhvervsvirksomhed i Danmark gennem et

udenlandsk selskab med begrænset ansvar.”

En straf for overtrædelse af straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt., jf. straffelovens § 131, for at

have deltaget i ledelsen af en erhvervsvirksomhed i udlandet, selvom personen var frakendt

retten hertil, forudsætter dog, at straffelovens almindelige regler om strafmyndighed giver

mulighed herfor, og straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt., er således ikke udtryk for en fravigelse

af straffelovens §§ 6-12 om dansk straffemyndighed, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A,

L 164 som fremsat, side 26f.

Rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79, stk. 1 og 2, sker, jf. straffelovens § 79, stk. 3,

på tid fra et til fem år, regnet fra endelig dom, eller indtil videre. Hvis rettighedsfrakendelsen

skal gælde indtil videre, kan spørgsmålet om fortsat udelukkelse fra den pågældende er-

hvervsvirksomhed indbringes for domstolene efter fem år. Når særlige omstændigheder taler

derfor, kan justitsministeren dog tillade, at indbringelse sker på et tidligere tidspunkt.

Efter straffelovens § 79, stk. 4, kan retten under behandlingen af en straffesag, hvor der er

spørgsmål om rettighedsfrakendelse efter § 79, stk. 1 eller 2, ved kendelse udelukke den på-

gældende fra at udøve virksomheden, indtil sagen er endeligt afgjort.

177

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Hvis virksomhed udøves til trods for en dom efter § 79 eller til trods for, at en tilladelse er

nægtet af den pågældende forvaltningsmyndighed efter § 78, stk. 2, kan den pågældende straf-

fes efter straffelovens § 131. En person, der overtræder en pålagt konkurskarantæne, vil lige-

ledes kunne straffes efter straffelovens § 131. Efter § 131, stk. 1, straffes med bøde eller

fængsel indtil 6 måneder bl.a. den, som uden offentlig bemyndigelse udøver en virksomhed,

til hvilken sådan kræves, eller vedblivende udøver en virksomhed, som den pågældende er

frakendt retten til. Efter § 131, stk. 2, straffes med bøde eller under særlig skærpende om-

stændigheder med fængsel indtil 4 måneder den, som medvirker til, at en person, der er fra-

kendt retten til at udøve en virksomhed, udøver denne.

Følgende fremgår af Konkursrådets betænkning nr. 1525 af 2011, side 120f., som er delvist

gengivet i forarbejderne til lov nr. 429 af 1. maj 2013, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A,

som fremsat, side 23, om forholdet mellem konkurskarantænereglerne og straffelovens regler

om rettighedsfrakendelse:

”Konkursrådets forslag om at indføre regler om konkurskarantæne bør efter rå-

dets opfattelse ses som et civilretligt supplement til straffelovens regler om fra-

kendelse af retten til at være stifter af eller direktør eller medlem af bestyrelsen i

et selskab med begrænset ansvar, et selskab eller en forening, som kræver særlig

offentlig godkendelse, eller en fond.

Der er således efter Konkursrådets opfattelse ikke noget i rådets forslag, der i sig

selv giver anledning til at overveje ændringer af straffelovens regler om rettig-

hedsfrakendelse.

…

Med hensyn til samspillet mellem konkurskarantæne og rettighedsfrakendelse i

konkrete sager må det efter Konkursrådets opfattelse antages, at spørgsmålet

sjældent vil opstå, fordi det er forholdsvis få konkurser, der senere fører til en

straffesag mod medlemmer af ledelsen i anledning af deres ledelse af virksomhe-

den.

Konkursrådet har på den baggrund ikke fundet behov for dybtgående overvejelser

om forholdet mellem konkurskarantæne og rettighedsfrakendelse, men har ind-

skrænket sig til at behandle nogle mere overordnede hovedprincipper, som be-

skrives i det følgende.

Hvis der under en senere straffesag opstår spørgsmål om rettighedsfrakendelse

for en person, der allerede er pålagt konkurskarantæne, må det efter Konkursrå-

dets opfattelse antages, at rettighedsfrakendelse ikke vil ske, hvis frakendelsen ik-

ke – f.eks. tidsmæssigt – ville betyde en udvidelse i forhold til den allerede pålagte

konkurskarantæne.

178

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Hvis en straffesag undtagelsesvis er endeligt afgjort inden sagen om konkurska-

rantæne (f.eks. fordi straffesagen er afgjort som en tilståelsessag), og der ved

straffedommen er sket rettighedsfrakendelse, bør der efter Konkursrådets opfat-

telse tilsvarende foretages en vurdering af, om pålæg af konkurskarantæne ville

betyde en udvidelse – f.eks. i forhold til personligt drevet virksomhed – i forhold

til den allerede skete rettighedsfrakendelse. Selv hvis en konkurskarantæne ville

betyde en vis udvidelse i forhold til den skete rettighedsfrakendelse, bør en sag om

konkurskarantæne dog efter omstændighederne alligevel kunne undlades ført, hvis

pålæg af konkurskarantæne må antages ikke at tjene noget rimeligt formål.”

Af Justitsministeriets bemærkninger til Konkursrådets forslag fremgår følgende, jf. Folketing-

stidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 25:

”I lighed med Konkursrådets lovudkast indeholder lovforslaget ikke bestemmel-

ser, der regulerer forholdet mellem konkurskarantæne og straffelovens regler om

rettighedsfrakendelse.

Justitsministeriet finder i den forbindelse anledning til at bemærke, at konkurska-

rantæne, som anført af Konkursrådet, skal ses som et civilretligt supplement til

straffelovens regler om rettighedsfrakendelse. Betingelserne for at blive pålagt

konkurskarantæne er således forskellige fra betingelserne for rettighedsfrakendel-

se efter straffelovens § 79. Der kan derfor forekomme tilfælde, hvor det efter en

konkret vurdering kan være velbegrundet, at en konkurskarantænesag fremmes og

afsluttes, selv om der måtte være en verserende eller afsluttet straffesag med på-

stand om eller dom for rettighedsfrakendelse. På samme måde vil det efter om-

stændighederne være velbegrundet at fremme og afslutte en straffesag med på-

stand om rettighedsfrakendelse uanset en verserende eller afsluttet konkurskaran-

tænesag.”

Spørgsmålet om sammenhængen mellem konkurskarantænesager og sager om rettighedsfra-

kendelse efter straffeloven er også behandlet i bl.a. den insolvensretlige litteratur, jf. hertil

Torben Kuld Hansen og Lars Lindencrone Petersen, Insolvensprocesret, 5. udgave, 2023, side

553f., hvor navnlig spørgsmålet om udsættelsen af konkurskarantænesagen behandles. Det

fremgår i denne sammenhæng, at skifteretten i en situation, hvor der forud for konkurskaran-

tænesagen er afsagt dom om rettighedsfrakendelse efter straffelovens regler, må vurdere, om

konkurskarantænesagen vil føre til en udvidelse i forhold til den allerede skete rettighedsfra-

kendelse. Det anføres i denne sammenhæng, at hvor der ikke er tale om en væsentlig udvidel-

se, vil konkurskarantænesagen ikke tjene et rimeligt formål, og skifteretten bør i denne sam-

menhæng slutte sagen, formentlig i form af en afvisning. Hvis straffesagen ikke er endelig

afgjort, men der er sket domfældelse i et eller andet omfang i 1. instans, og sagen er anket, vil

der efter omstændighederne være grundlag for at udsætte konkurskarantænesagen, således at

sagen – efter ankesagens afslutning – kan fortsætte, hvis dette tjener et rimeligt formål.

179

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Sø- og Handelsrettens kendelse af 25. juni 2021 i sag BS-1900/2016-SHR omhandlede

spørgsmålet om konkurskarantæne i en sag, hvor den sagsøgte, A, var frakendt retten til drive

advokatvirksomhed. Det fremgår af sagen, at skifteretten i 2016 tog kurators indstilling om at

indlede en konkurskarantænesag mod A til følge. Kurator anmodede efterfølgende skifteretten

om at udsætte behandlingen af konkurskarantænesagen, da det kom frem, at A var blevet sig-

tet for bl.a. overtrædelse af straffelovens bestemmelser om skyldnersvig, som ligeledes var

blevet gjort gældende under konkurskarantænesagen. Sagen blev herefter udsat, indtil der

forelå en endelig afgørelse i straffesagen mod A. Ved Østre Landsrets dom af 31. januar 2020

blev A fundet skyldig i de pågældende overtrædelser, og A blev ved samme dom frakendt

retten til efter straffelovens § 79, stk. 1, at udøve advokatvirksomhed. Frakendelsesperioden

blev, jf. straffelovens § 79, stk. 3, fastsat til 1 år fra landsrettens dom. Konkurskarantænesa-

gen blev herefter genoptaget, og sagen blev i første omgang begrænset til spørgsmålet om,

hvilken betydning det skulle tillægges, at A ved landsrettens dom var blevet frakendt retten til

at drive advokatvirksomhed i 1 år. Skifteretten fandt, at det alene havde været lovgivers hen-

sigt, at der skulle idømmes konkurskarantæne i det omfang, dette ikke allerede er sket efter

andre regler, eller hvor konkurskarantæne kunne føre til en udvidelse i forhold til den allerede

pålagte rettighedsfortabelse eller have andre retsfølger. Under henvisning til,

det er fast

praksis i Sø- og Handelsretten, at der i almindelighed alene udmåles konkurskarantæne i et år,

når der er forløbet mere end tre år efter, at der er afsagt konkursdekret,

der i den konkrete

sag var forløbet mere end 5 år siden konkursdekretets afsigelse, og

A ved Østre Landsrets

dom af 31. januar 2020 var blevet frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed i 1 år, fandt

skifteretten ikke, at konkurskarantænesagen tjente et rimeligt formål, og skifteretten afviste

herefter sagen.

Ved Vestre Landsrets kendelse af 25. september 2017 (gengivet i U 2018.338 V) blev kon-

kurskarantænesagen derimod ikke udsat. Det fremgår af kendelsen, at den pågældende direk-

tør, A, var blevet sigtet for bl.a. momsunddragelse og bedrageri, hvorfor As advokat i svar-

skriftet havde anmodet skifteretten om at udsætte behandlingen af konkurskarantænesagen.

Skifteretten havde truffet beslutning om ikke at udsætte konkurskarantænesagens behandling,

hvilket A kærede til landsretten. Landsretten anførte bl.a., at konkurskarantænereglerne er et

supplement til de strafferetlige regler, samt at processuel skadevirkning efter konkurslovens §

162, stk. 6, for ikke at udtale sig om forhold ikke indtræder i de tilfælde, hvor den, der begæ-

res pålagt konkurskarantæne, er sigtet for et strafbart forhold, eller der er grundlag for at rejse

sigtelse mod den pågældende, idet den pågældende efter retsplejelovens § 171 som et almin-

deligt princip, ikke har pligt til at besvare spørgsmål, som kan have betydning for bedømmel-

sen af et muligt strafbart forhold. Landsretten fandt på den baggrund, at det ikke ville være i

180

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

strid med forbuddet mod selvinkriminering, at skifteretten behandlede konkurskarantænesa-

gen, og udsættelsesbegæringen blev derfor ikke taget til følge.

2. Konkursrådets overvejelser

2.1 Graduering af karantæneperiodens længde

Som det fremgår af Konkursrådets kommissorium af 30. juni 2020, er Konkursrådet blevet

anmodet om at overveje, om længen af karantæneperioden i videre omfang bør kunne gradue-

res afhængigt af, hvor groft uforsvarligt der er handlet.

Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at flere af høringsparterne til brug for evalue-

ringen af 17. marts 2020 har anført, at en graduering af karantæneperioden ville gøre det

nemmere at komme frem til mere rimelige resultater, herunder bl.a. hvor der er tale om sær-

ligt grove tilfælde af groft uforsvarlig forretningsførelse. Der henvises til evalueringens side

19-20.

Som det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen i konkurslovens § 158, stk. 1, og Konkurs-

rådets tidligere overvejelser i betænkning nr. 1525 af 2011, side 104-105, jf. afsnit 1.1 oven-

for, blev der ved fastsættelsen af udgangspunktet om en karantæneperiode på 3 år bl.a. lagt

vægt på, at en konkurskarantæne ikke er en sanktion, som har til formål at straffe den pågæl-

dende for dennes groft uforsvarlige forretningsførelse. En konkurskarantæne er derimod alene

en civilretlig foranstaltning, som skal hindre at en forud for konkursen udvist groft uforsvarlig

forretningsførelse umiddelbart videreføres til skade for potentielle fremtidige kreditorer. Man

fandt derfor, at karantæneperioden på den ene side ikke bør være så lang, at konkurskarantæ-

nen kommer til at gå videre end, hvad formålet med karantænen tilsiger, ligesom karantæne-

perioden på den anden side ikke bør være så kort, at konkurskarantænen ikke får reel betyd-

ning.

Det er fortsat Konkursrådets opfattelse, at karantæneperioden i en konkurskarantænesag som

udgangspunkt bør fastsættes til 3 år, medmindre særlige grunde taler for en fravigelse af dette

udgangspunkt.

Spørgsmålet er herefter, om særlige grunde – udover undtagelsesvist at kunne føre til en kor-

tere karantæneperiode – tillige skal kunne føre til fastsættelsen af en længere karantæneperio-

de.

Der kan i denne sammenhæng – ligesom det er anført af flere af høringsparterne i forbindelse

med evalueringen af 17. marts 2020 – stilles spørgsmålstegn ved det rimelige i, at det alene er

181

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

muligt at fravige udgangspunktet om 3 års konkurskarantæne, hvor der er tale om særlige for-

hold, som begrunder fastsættelse af en kortere karantæneperiode, og at det således ikke er

muligt at fastsætte en længere karantæneperiode, hvor særlige forhold taler for dette, f.eks.

hvor der er udvist særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse.

På den ene side kan det anføres, at hvor der er tale om særdeles groft uforsvarlig forretnings-

førelse, vil forholdet formentlig tillige høre til i det strafferetlige system, hvor det vil være

muligt at frakende ledelsesmedlemmet retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksom-

hed i en længere periode end 3 år, jf. hertil afsnit 1.4 ovenfor. Når formålet med en kon-

kurskarantæne er at sikre mod konkursrytteri og en umiddelbar videreførelse af en groft ufor-

svarlig forretningsførelse til skade for potentielle kreditorer, vil der kunne argumenteres for,

at fastsættelsen af en meget lang karantæneperiode ville gå videre, end hvad formålet med

konkurskarantænereglerne tilsiger.

På den anden side er konkurskarantænereglerne et civilretligt supplement til de strafferetlige

regler om rettighedsfrakendelse, jf. hertil også Konkursrådets overvejelser om behovet for

konkurskarantæneregler som gengivet i betænkning nr. 1525 af 2011, side 83-84, og Folke-

tingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 7-8. Der vil således være tilfælde, hvor der

er udvist særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse, og hvor det

dels

ikke vil være rimeligt

alene at pålægge ledelsesmedlemmet tre års karantæne, herunder i forhold til personer der

pålægges 3 års karantæne for ”almindelig” groft uforsvarlig forretningsførelse,

dels

må anta-

ges, at fastsættelsen af en længere karantæneperiode henset til den pågældendes forretningsfø-

relse ikke vil gå videre, end hvad formålet med konkurskarantænereglerne tilsiger, nemlig at

sikre mod konkursrytteri og videreførelsen af en groft uforsvarlig forretningsførelse til skade

for fremtidige kreditorer.

Konkursrådet finder derfor sammenfattende, at udgangspunktet om en fast treårig karantæne-

periode bør fastholdes, men at det udover muligheden for undtagelsesvist at fastsætte en kor-

tere periode, hvor særlige grunde taler herfor, tillige skal være muligt undtagelsesvist at fast-

sætte en længere periode, hvor særlige grunde måtte tale for dette. Endvidere bør det under

hensyn til Konkursrådets forslag om at ophæve bestemmelsen i konkurslovens § 157, stk. 2,

jf. hertil kapitel 7, afsnit 2 ovenfor, være muligt at lade konkurskarantænen bortfalde, hvis der

foreligger helt særligt formildende omstændigheder, der taler for dette.

Nedenfor gennemgås først de særlige forhold, som undtagelsesvist kan begrunde en nedsæt-

telse af karantæneperiodens længde eller et bortfald af konkurskarantænen (afsnit 2.1.1), og

efterfølgende gennemgås de særlige forhold, som vil kunne begrunde fastsættelsen af en læn-

gere karantæneperiode (afsnit 2.1.2).

182

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

2.1.1 Særlige forhold der kan begrunde en nedsættelse af karantæneperiodens længde eller

bortfald af konkurskarantænen

Som anført i kapitel 7, afsnit 2, ovenfor, finder Konkursrådet, at rimelighedsreglen i konkurs-

lovens § 157, stk. 2, bør flyttes ud af bestemmelsen i konkurslovens § 157 og i stedet indgå

som et led i vurderingen af, hvor lang en karantæneperiode i givet fald bør være, herunder om

der i yderst særlige tilfælde – på trods af, at der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse

– bør ske bortfald af konkurskarantænen.

Konkursrådet har overvejet, hvornår der kan siges at foreligge særlige forhold, der kan be-

grunde en undtagelse til udgangspunktet om, at en person, der har udvist groft uforsvarlig

forretningsførelse og opfylder den tidsmæssige betingelse i konkurslovens § 157, stk. 1, som

udgangspunkt skal pålægges konkurskarantæne i 3 år.

Særlige forhold, der skal kunne begrunde en nedsættelse af konkurskarantæneperiodens

længde, vil efter Konkursrådets opfattelse bl.a. kunne være knyttet til omstændighederne ved-

rørende det pågældendes ledelsesmedlems forretningsførelse eller ledelsesmedlemmets per-

sonlige forhold. Der vil dog i alle tilfælde skulle foretages en konkret vurdering af sagens

samlede omstændigheder, herunder navnlig den af de pågældende ledelsesmedlemmer udviste

groft uforsvarlige forretningsførelse, idet det må kræves, at der foreligger særlige forhold,

hvis der skal fraviges fra udgangspunktet om, at konkurskarantæne skal pålægges for 3 år. Det

må i denne sammenhæng kræves, at der foreligger ganske særlige forhold, hvis der skal være

tale om at lade konkurskarantænen bortfalde.

Der vil i relation til omstændighederne omkring ledelsesmedlemmets forretningsførelse bl.a.

kunne henses til, hvilken rolle den pågældende har indtaget i ledelsen af erhvervsvirksomhe-

den. Hvor der f.eks. er tale om et i henhold til selskabslovens § 140 medarbejdervalgt besty-

relsesmedlem, vil der alt efter omstændighederne kunne være grundlag for at nedsætte kon-

kurskarantæneperiodens længde eller lade konkurskarantænen helt bortfalde. Selvom medar-

bejdervalgte bestyrelsesmedlemmer som udgangspunkt vil skulle vurderes efter samme stan-

darder som andre bestyrelsesmedlemmer, jf. hertil FM 2019.157 Ø, og der i øvrigt ikke bør

henses til, hvilken funktion det pågældende ledelsesmedlem indtager i selskabet ved vurde-

ringen af, om ledelsesmedlemmet omfattes af ledelsesbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1,

jf. kapitel 2, afsnit 2.1 ovenfor, bør der ved vurderingen af, om der bør ske nedsættelse af

konkurskarantæneperiodens længde kunne henses til, at de medarbejdervalgte bestyrelses-

medlemmer har til formål at sikre, at medarbejderne får indflydelse på selskabets drift og ind-

sigt i bestyrelsens beslutninger. Det afgørende vil dog i denne sammenhæng være, hvor groft

183

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

uforsvarlig den udviste forretningsførelse har været, og om det i øvrigt skønnes rimeligt hen-

set til sagens samlede omstændigheder, at lade karantæneperioden nedsætte eller eventuelt

helt bortfalde.

Som det fremgår af kapitel 2, afsnit 2.2, ovenfor, anbefaler Konkursrådet, at der sker en udvi-

delse af virksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1. Dette vil bl.a. indebære, at en

række ideelle foreninger mv., som ikke tidligere har været omfattet af konkurskarantænereg-

lerne, da de ikke har til formål at opnå en økonomisk gevinst, vil kunne omfattes af er-

hvervsvirksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk. 1, hvis de udøver erhvervs- eller for-

retningsmæssige aktiviteter af et i et økonomisk henseende væsentligt omfang, hvilket vil

være tilfældet, hvis den juridiske enhed har en årlig bruttoomsætning på over 250.000 kr.

Konkursrådet finder, at der ved vurderingen af, om der er grundlag for at nedsætte karantæne-

periodens længde – evt. lade den helt bortfalde – vil kunne henses til, hvor stor andel af den

juridiske enheds samlede aktiviteter, den erhvervsmæssige aktivitet udgør. Hvor f.eks. en ide-

el forenings samlede aktiviteter og ikke-erhvervsmæssige omsætning, jf. hertil kapitel 2, af-

snit 2.2 ovenfor, er betydelig, og hvor der alene er tale om en mindre overskridelse af brut-

toomsætningsgrænsen, vil det tale for, at der bør kunne ske nedsættelse af karantæneperiodens

længde eller bortfald, idet der dog skal foretages en konkret helhedsvurdering, herunder i ly-

set af den af det pågældende ledelsesmedlem udviste groft uforsvarlige forretningsførelse og

det tab som den groft uforsvarlige forretningsførelse har været medvirkende til at forårsage.

Som anført i kapitel 3, afsnit 2, ovenfor, kan Konkursrådet ikke anbefale, at der stilles krav

om, at ledelsesmedlemmet skal have virket i en vis minimumsperiode, før medlemmet omfat-

tes af reglerne om konkurskarantæne, idet dette bl.a. vil give mulighed for, at stråmænd, der i

visse tilfælde indsættes kort tid før en konkurs, vil falde uden for reglerne om konkurskaran-

tæne. Konkursrådet finder dog, at hvor det pågældende ledelsesmedlem alene har siddet i le-

delsen i ganske kort tid, og hvor den groft uforsvarlige forretningsførelse består i, at den på-

gældende ikke har rettet op på et tidligere ledelsesmedlems groft uforsvarlige forretningsfø-

relse, vil dette kunne indgå i vurdering af, om der foreligger særlige forhold, der kan begrunde

fastsættelsen af en kortere karantæneperiode, idet det dog vil afhænge af karakteren af den

groft uforsvarlige forretningsførelse henset til den tid, som det pågældende ledelsesmedlem,

har deltaget i ledelsen.

Det bemærkes i denne sammenhæng, at der i almindelighed ikke vil være grundlag for at ned-

sætte karantæneperiodens længde, hvor der er tale om en stråmand, der indsættes ganske kort

tid før konkursen. Hvor der er tale om en bagmand – dvs. en person der uden at være registre-

ret som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-systemer har udøvet et ledelsesmedlems befø-

jelser og varetaget den reelle ledelse af skyldnerens erhvervsvirksomhed – vil der som ud-

184

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

gangspunkt heller ikke være grundlag for at lade karantæneperioden nedsætte, uanset om den

pågældende alene har varetaget den reelle ledelse i en ganske kort periode. Der vil dog rent

undtagelsesvist kunne foreligge særlige omstændigheder, der i relation til en bagmand, vil

kunne begrunde en nedsættelse af karantæneperiodens længde eller et bortfald heraf. Dette vil

f.eks. kunne været tilfældet, hvor det registrerede ledelsesmedlem f.eks. afgår ved døden eller

akut sygemeldes, og hvor en person i en ganske kort periode overtager ledelsen af er-

hvervsvirksomheden og udøver et ledelsesmedlems beføjelser uden at blive registreret som

ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-system. Det vil dog i alle tilfælde bero på en konkret

vurdering, idet det må kræves,

der foreligger ganske særlige omstændigheder omkring det

registrerede ledelsesmedlems bortgang, forfald mv.,

den manglende registrering alene har

varet en ganske kort periode, samt

der i øvrigt ikke foreligger forhold, som kan begrunde,

at der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, idet der tillige må henses til, at den, der

udøver et ledelsesmedlem beføjelser, som altovervejende hovedregel må lade sig registrere

som et sådant i overensstemmelse med selskabslovens § 10, stk. 1. Om stråmandsbegrebet

henvises til kapitel 5, afsnit 2 ovenfor.

Som anført i kapitel 6, afsnit 2, ovenfor, finder Konkursrådet, at koncernreglen i konkurslo-

vens § 157, stk. 3, bør ophæves og erstattes af en regel om, at der vil kunne ske sammenlæg-

ning af flere sager om konkurskarantæne mod samme ledelsesmedlem for den pågældendes

deltagelse i ledelsen af nærtstående erhvervsvirksomheder til én sag, såfremt de nærtstående

erhvervsvirksomheder på det tidspunkt, hvor den pågældende deltog i ledelsen, måtte anses

for én økonomisk og driftsmæssig fonbundet enhed. Når der sker sammenlægning af flere

sager om konkurskarantæne mod samme ledelsesmedlem til én sag, vil vurderingen af, om

ledelsesmedlemmet har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, skulle foretages på tværs af

den økonomiske og driftsmæssigt forbundne enhed, som erhvervsvirksomhederne udgør, lige-

som ledelsesmedlemmet kun vil kunne blive pålagt én konkurskarantæne. Om kriterierne for,

hvornår flere erhvervsvirksomheder må betragtes som én økonomisk og driftsmæssigt for-

bundet enhed, henvises til kapitel 6, afsnit 2.1, ovenfor.

Selvom det må have formodningen mod sig, at nærtstående erhvervsvirksomheder, der er

økonomisk og driftsmæssigt forbundne på en sådan måde, at de må betragtes som én økono-

misk og driftsmæssigt forbundet enhed, ikke går konkurs nogenlunde samtidig eller i umid-

delbar forlængelse af hinanden, og at konkursboerne efter sådanne erhvervsvirksomheder ikke

behandles ved samme skifteret og ved samme kurator, vil der som følge af det foreslåede skæ-

ringstidspunkt for foreningen af flere sager om nærtstående erhvervsvirksomheder, jf. kapitel

6, afsnit 2.5.1, ovenfor, kunne forekomme situationer, hvor der ikke vil kunne ske sammen-

lægning af flere sager til én sag, som følge af at sagerne om nærtstående erhvervsvirksomhe-

der ikke behandles i forening med hinanden ved samme skifteret. Det bemærkes i denne

185

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

sammenhæng, som ligeledes anført i kapitel 6, afsnit 2.5.1, ovenfor, at hvor kurator bliver

opmærksom på, at ledelsesmedlemmet allerede er pålagt konkurskarantæne for dennes delta-

gelse i ledelsen af en nærtstående erhvervsvirksomhed, der var økonomisk og driftsmæssigt

forbundet med den erhvervsvirksomhed, konkurskarantænesagen relaterer sig til, på det tids-

punkt, hvor ledelsesmedlemmet deltog i ledelsen heraf, vil kurator kunne vælge ikke at an-

lægge sagen eller eventuelt hæve sagen.

I sådanne helt særlige tilfælde, hvor kurator ikke vælger at hæve en senere anlagt sag, vil den

senere sag om konkurskarantæne skulle behandles uafhængigt af den eller de tidligere be-

handlede sager, og det vil ikke være muligt for skifteretten – i modsætning til, hvad der følger

af den gældende regel i konkurslovens § 157, stk. 3 – at afvise den senere anlagte sag med

henvisning til, at den, der begæres pålagt konkurskarantæne, allerede er pålagt konkurskaran-

tæne i anledning af den pågældendes deltagelse i ledelsen af erhvervsvirksomheder, som er

økonomisk og driftsmæssigt forbundne.

Konkursrådet finder derfor, at der ved vurderingen af, om der foreligger sådanne særlige for-

hold, som kan begrunde en nedsættelse af karantæneperiodens længde eller et bortfald af kon-

kurskarantænen, vil skulle henses til, om det pågældende ledelsesmedlem allerede er pålagt

konkurskarantæne for sin deltagelse i ledelsen af nærtstående erhvervsvirksomheder, som var

økonomisk og driftsmæssigt forbundne med den erhvervsvirksomhed, som den senere kon-

kurskarantænesag relaterer sig til. Der vil med andre ord skulle henses til, om den senere ind-

ledte karantænesag, såfremt den var kommet frem tidligere, kunne eller skulle have været

sammenlagt med den eller de tidligere behandlede konkurskarantænesager. Hvis dette er til-

fældet, vil det kunne begrunde, at der foreligger sådanne ganske særlige forhold, at der vil

skulle ske bortfald af konkurskarantænen i den senere indledte konkurskarantænesag.

Hvor det i væsentlig grad beror på det pågældende ledelsesmedlems egne forhold, at den se-

nere anlagte sag ikke er blevet behandlet i forening med den eller de tidligere behandlede sa-

ger eller ikke blevet sammenlagt til én sag, vil der ikke foreligge sådanne særlige forhold, der

vil kunne begrunde et bortfald af konkurskarantænen. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet,

hvor den pågældende ikke selv har gjort kurator opmærksom på, at der verserer én eller flere

konkurskarantæne – eventuelt ved andre skifteretter – der relaterer sig til nærtstående er-

hvervsvirksomheder, eller hvor ledelsesmedlemmet, på trods af at sagerne blev behandlet i

forening med hinanden, ikke har begæret sagerne sammenlagt til én sag.

Hvor den pågældende er blevet pålagt én konkurskarantæne i en tidligere sag for sin forret-

ningsførelse i en eller flere nærtstående erhvervsvirksomheder, der var økonomisk og drifts-

mæssigt forbundne med erhvervsvirksomheden i den senere sag, og det viser sig, at den af det

186

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

pågældende ledelsesmedlem udviste forretningsførelse i den senere sag har været særdeles

groft uforsvarlig, således at der vil være grundlag for at pålægge en længere karantæneperio-

de, jf. afsnit 2.1.2, nedenfor, vil der ikke være grundlag for at lade karantænen bortfalde, uan-

set om den manglende sammenlægning ikke beror på ledelsesmedlemmets egne forhold. I

sådanne situationer vil der i stedet i den senere behandlede sag kunne ske nedsættelse af ka-

rantæneperiode til, hvad karantæneperioden ville være blevet udmålt til, såfremt sagerne var

blevet sammenlagt til og behandlet som én sag. Om muligheden for at fastsætte en længere

karantæneperiode ved særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse henvises i øvrigt til afsnit

2.1.2 nedenfor.

Desuden vil der ved vurderingen af, om der foreligger særlige forhold, som kan begrunde en

nedsættelse af karantæneperiodens længde, eller ganske særlige forhold, som kan begrunde et

bortfald af konkurskarantænen, bl.a. kunne henses til, om den groft uforsvarlige forretningsfø-

relse ligger på grænsen til blot at skulle anses som forretningsmæssig udygtighed. Der bør i

denne sammenhæng bl.a. kunne henses til det pågældende ledelsesmedlems alder og erfa-

ringsniveau, ligesom der skal kunne henses til iværksætterhensynet, jf. hertil Sø- og Handels-

rettens kendelse af 14. juni 2019 i sagerne BS-31124/2018-SHR og BS-31726/2018-SHR,

som er nævnt under kapitel 7, afsnit 1.2, ovenfor. Særligt for så vidt angår alder, bemærkes

det, at ung alder ikke automatisk skal kunne føre til en nedsættelse af karantæneperiodens

længde, idet det afgørende vil være den udviste forretningsførelse taget i betragtning af den

pågældendes alder og erfaringsniveau med erhvervsvirksomhedsdrift.

Endvidere vil de forhold, der er nævnt i forarbejderne til den nugældende bestemmelse i kon-

kurslovens § 157, stk. 2, og den retspraksis, som har udviklet sig vedrørende bestemmelsen,

som udgangspunkt kunne indgå i vurderingen af, om der er grundlag for at nedsætte karantæ-

neperiodens længde eller lade denne bortfalde, idet det bemærkes, at der kræves helt særlige

grunde for at kunne lade konkurskarantænen bortfalde.

Der vil således kunne henses til, om det er åbenbart, at det er ydre forhold, der er årsag til

konkursen. Selvom det fortsat ikke bør være en betingelse for pålæg af konkurskarantæne, at

der er årsagssammenhæng mellem konkursen og den groft uforsvarlige forretningsførelse, vil

det i et tilfælde, hvor det er åbenbart, at det er ydre forhold, der er årsag til konkursen, kunne

tale for, at der vil kunne ske nedsættelse eller bortfald. Det afgørende vil dog i sådanne tilfæl-

de være, at det ikke beror på tilfældigheder, at det er de ydre omstændigheder og ikke den

groft uforsvarlige forretningsførelse, der ender med at udløse konkursen.

Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at som det fremgår af kapitel 7, afsnit 1.1,

ovenfor, følger det af forarbejderne til bestemmelsen i konkurslovens § 157, stk. 2, at kon-

187

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

kurskarantæne efter omstændighederne vil kunne undlades ud fra en rimelighedsbetragtning,

hvis det groft uforsvarlige forhold må anses for mindre alvorligt, og det samtidig vil have sær-

ligt alvorlige konsekvenser for den pågældendes erhvervsmuligheder at blive pålagt karantæ-

ne. Konkursrådet finder ikke, at kriteriet om, at en konkurskarantæne vil have »særligt alvor-

lige konsekvenser for den pågældendes erhvervsmuligheder«, bør kunne føre til nedsættelse

af karantæneperiodens længde eller til bortfald af konkurskarantænen, idet rådet bemærker, at

en konkurskarantæne i almindelighed altid vil have alvorlige konsekvenser for den pågælden-

des erhvervsmuligheder.

Den pågældendes personlige forhold bør efter Konkursrådets opfattelse tillige kunne indgå

ved vurderingen af, om der foreligger særlige grunde, der kan begrunde, at der bør ske en

nedsættelse af karantæneperiodens længde, men muligheden for at nedsætte karantæneperio-

dens længde mv. med henvisning til ledelsesmedlemmets personlige forhold vil dog skulle

fortolkes mere snævert end muligheden for at nedsætte karantæneperiodens længde som følge

af særlige forhold vedrørende ledelsesmedlemmets forretningsførelse. Rent personlige forhold

som f.eks. familie- og helbredsmæssige forhold, uddannelsesniveau mv. bør således, uden for

de tilfælde hvor den udviste forretningsførelse ikke grænser sig til forretningsmæssig udyg-

tighed, som klar hovedregel ikke kunne føre til, at der er grundlag for at fravige udgangspunk-

tet om 3 års konkurskarantæne. Konkursrådet har i den sammenhæng lagt vægt på, at formålet

med konkurskarantænereglerne er at sikre mod konkursrytteri og videreførelsen af en groft

uforsvarlig forretningsførelse. Et ledelsesmedlem, der har udvist groft uforsvarlig forretnings-

førelse, bør således i almindelighed ikke kunne undskylde sig med, at rent personlige forhold

har påvirket ledelsesmedlemmets evne til at udvise, hvad der i almindelighed stilles af krav til

erhvervsdrivende.

Konkursrådet har overvejet, om en lang sagsbehandlingstid – ligesom det er tilfældet i dag, jf.

hertil afsnit 1.1 ovenfor – må anses for at udgøre et særligt forhold, der undtagelsesvist kan

begrunde en nedsættelse af karantæneperiodens længde.

Som det fremgår under afsnit 1.1 ovenfor, følger det af forarbejderne til den gældende be-

stemmelse i konkurslovens § 158, stk. 1, 2. pkt., at der vil være tale om en lang sagsbehand-

lingstid, der kan tale for en kortere karantæneperiode, hvis afgørelsen om konkurskarantæne

først træffes mere end 1 år efter konkursdekretets afsigelse, og den lange sagsbehandlingstid

ikke beror på ledelsesmedlemmets forhold.

Efter Konkursrådets opfattelse peger den retspraksis, der har udviklet sig i relation til den

gældende bestemmelse i konkurslovens § 158, stk. 1, 2. pkt., i retningen af, at der meget ofte

sker en nedsættelse af karantæneperiodens længde med henvisning til sagsbehandlingstiden,

188

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

hvis der er gået mere end 1 år fra konkursdekretets afsigelse, og indtil skifteretten har truffet

afgørelse i konkurskarantænesagen.

Det synes efter Konkursrådets opfattelse at fremstå mere som udgangspunktet fremfor undta-

gelsen, at karantæneperioden nedsættes, når fristen på 1 år er overskredet, herunder navnlig i

de mundtligt forhandlede sager. At retspraksis afspejler denne tendens, kan efter Konkursrå-

dets opfattelse bero på, at konkurskarantænesagerne har vist sig at være større og mere kom-

plicerede, end det blev forudsat ved udformningen af karantænereglerne. Ved udformningen

af konkurskarantænereglerne synes det at være lagt til grund, at konkurskarantænesager skulle

afgøres på baggrund af en udveksling af enkelte processkrifter, og at sagsbehandlingstiden i

sagerne som følge heraf ville kunne holde sig inden for 1 år. Det har dog vist sig i praksis, at

konkurskarantænesager ofte er større og mere komplicerede end forudsat, ligesom der synes

at blive udvekslet langt flere processkrifter mellem parterne end blot én stævning og ét svar-

skrift. Når sagerne har vist sig at være større og indeholde langt mere skriftveksling end for-

udsat, vil sagsbehandlingstiden som en naturlig følge heraf ofte være længere end det forud-

satte ene år.

Efter Konkursrådets opfattelse bør det forhold, at store og mere komplicerede sager resulterer

i en sagsbehandlingstid på mere end 1 år, ikke automatisk skulle anses for en sådan særlig

omstændighed, der undtagelsesvist kan føre til nedsættelse af karantæneperiodens længde.

Domstolene bør derfor i langt højere grad, end det er tilfældet i dag, foretage en konkret vur-

dering af, hvorvidt sagsbehandlingstiden i den enkelte sag har været længere, end hvad der må

antages at være konkret rimeligt henset til sagens samlede omstændigheder. Kun i tilfælde,

hvor tiden fra konkursdekretets afsigelse og til skifterettens afgørelse i sagen langt overstiger,

hvad der er rimeligt, vil forholdet kunne begrunde, at der foreligger sådanne særlige omstæn-

digheder, der kan føre til en nedsættelse af karantæneperiodens længde. Konkursrådet be-

mærker i denne sammenhæng, at en lang sagsbehandlingstid – ligesom det er tilfældet i dag –

ikke bør kunne føre til et bortfald af karantæneperioden.

Hvornår sagsbehandlingstiden overstiger, hvad der må anses for rimeligt, må bero på en kon-

kret vurdering af den enkelte sags samlede omstændigheder. Der vil i denne sammenhæng

bl.a. skulle henses til, om der er tale om en skriftligt behandlet sag, eller om der er begæret

mundtlig forhandling, ligesom der må henses til omfanget af skriftvekslingen mellem parter-

ne.

Hvis der f.eks. er tale om en skriftligt behandlet sag, hvor der alene har været udvekslet gan-

ske få processkrifter, vil en rimelig sagsbehandlingstid efter Konkursrådets opfattelse som

udgangspunkt være på omkring 1 års tid. Det samme må være tilfældet, hvor sagsøgte ikke

189

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

indsender et svarskrift, og sagen derfor afgøres på skriftligt grundlag på baggrund af kurators

stævning.

Hvis der derimod er tale om en mundtligt forhandlet sag, hvor der har været en omfattende

skriftveksling mellem parterne, vil en sagsbehandlingstid på omkring 2 år alt efter sagens om-

stændigheder anses for rimelig.

Hvor den urimeligt lange sagsbehandlingstid beror på det pågældende ledelsesmedlems egne

forhold, f.eks. at svarskriftet indsendes for sent, at den pågældende begærer udsættelse af en

mundtlig forhandling eller frafalder en begæring om en mundtlig forhandling meget tæt på

afholdelsen af denne, vil det ikke kunne begrunde en nedsættelse af karantæneperiodens

længde. Det samme vil være tilfældet, hvor den lange sagsbehandlingstid beror på konkursbo-

ets størrelse og kompleksitet – dvs. hvor kurator med rimelighed bliver forsinket i sin behand-

ling af sagen. Om forsinkelsen er rimelig begrundet i konkursboets størrelse og kompleksitet

vil bero på en konkret vurdering.

Konkursrådet har endelig overvejet, om det bør indgå i vurderingen af, om der er grundlag for

at nedsætte karantæneperiodens længde, at konkursboet sluttes som solvent efter konkurslo-

vens § 144, stk. 1, dvs. med samtykke fra samtlige fordringshavere eller efter fremlæggelse af

bevis for, at fordringshavere er fyldestgjort. Konkursrådet finder dog ikke, at dette bør indgå i

vurderingen af, om der er grundlag for at nedsætte karantæneperiodens længde, idet rådet be-

mærker, at formålet med konkurskarantænereglerne er at sikre mod konkursrytteri og videre-

førelsen af en groft uforsvarlig forretningsførelse. Et ledelsesmedlem, der har udvist groft

uforsvarlig forretningsførelse, bør således ikke kunne få en mildere konkurskarantæne som

følge af, at konkursboet sluttes som solvent, uden at dette beror på en betaling fra ledelses-

medlemmet selv. Om betydning af en betaling fra ledelsesmedlemmet til konkursboet henvi-

ses til afsnit 2.5 nedenfor.

2.1.2 Forhold der kan begrunde pålæg af en længere karantæneperiode end tre år

Som anført ovenfor finder Konkursrådet, at det tillige skal være muligt at fastsætte en længere

karantæneperiode, når den af det pågældende ledelsesmedlem udviste forretningsførelse må

anses som særdeles groft uforsvarlig.

Konkursrådet finder i denne sammenhæng, at hvor der er udvist særdeles groft uforsvarlig

forretningsførelse, vil konkurskarantæne kunne pålægges for en periode på 5 år i stedet for 3

år, idet en person dog maksimalt vil kunne være pålagt konkurskarantæne i 10 år regnet fra

den endelige afgørelse i konkurskarantænesagen, jf. afsnit 2.2 nedenfor.

190

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Det vil skulle bero på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om en af et

ledelsesmedlem udvist groft uforsvarlige forretningsførelse må anses som særdeles groft ufor-

svarlig, der kan begrunde pålæg af en konkurskarantæne i 5 år i stedet for 3 år.

Selvom det ikke er et krav for pålæg af konkurskarantæne, at der er årsagssammenhæng mel-

lem den af ledelsesmedlemmet udviste groft uforsvarlige forretningsførelse og kreditorernes

tab, vil det efter Konkursrådets vurdering tale for, at forretningsførelsen må anses som særde-

les groft uforsvarlig, hvis der er tale om betydelige tab.

Konkursrådet bemærker videre, at det efter Konkursrådets opfattelse må anses for særdeles

groft uforsvarlig forretningsførelse, at en person på trods af en pålagt konkurskarantæne fort-

sætter med at deltage i ledelsen af en erhvervsmæssig virksomhed uden at hæfte ubegrænset

og personligt for erhvervsvirksomhedens forpligtelser, herunder navnlig hvor personen agerer

bagmand i en stråmandskonstruktion. I sådanne tilfælde vil der derfor være grundlag for at

pålægge en person konkurskarantæne i en periode på 5 år. En person, der driver erhvervsvirk-

somhed i strid med en pålagt karantæne, vil således

dels

kunne pålægges konkurskarantæne i

5 år,

dels

blive ramt af de retsvirkninger der følger af konkurslovens § 159, 2. pkt.

Hvor der ikke er tale om et gentagelsestilfælde, men hvor der er tale om, at en person, der er

pålagt en almindelig konkurskarantæne, udviser ny groft uforsvarlig forretningsførelse i for-

bindelse med den pågældendes deltagelse i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, hvor personen

hæfter personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser, vil det bero på en konkret

vurdering, om der er udvist særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse.

2.2 Beregningen af karantæneperiodens længde og maksimum

Konkursrådet finder, at den nuværende maksimumsregel, hvorefter en person maksimalt kan

være pålagt konkurskarantæne i 10 år, er hensigtsmæssig, og der er derfor efter Konkursrådets

vurdering som udgangspunkt ikke grundlag for at ændre på denne.

Konkursrådet finder dog, herunder henset til navnlig ordlyden af den gældende bestemmelse i

konkurslovens § 158, stk. 2, 2. pkt., at der vil kunne opstå tvivl i relation til, hvornår den 10-

årige periode skal regnes fra, herunder i tilfælde hvor en person, der allerede er pålagt 10 års

karantæne, udviser ny groft uforsvarlig forretningsførelse.

Konkursrådet har derfor overvejet, om det er mest hensigtsmæssigt at regne den 10-årige pe-

riode fra den oprindelige afgørelse om konkurskarantæne, således at personen – uanset hvor

191

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

længe der er gået siden den oprindelige afgørelse – ikke kan pålægges mere konkurskarantæ-

ne, hvis den 10-årige periode ikke er udløbet, eller om de 10 år skal regnes fra den seneste

endelige afgørelse, således at det vil være muligt at ”toppe op” i et tilfælde, hvor personen

efter at have udstået en del af en 10-årig karantæneperiode pålægges en ny karantæne.

Efter Konkursrådets opfattelse vil det være uhensigtsmæssigt, hvis de 10 år skulle regnes fra

den oprindelige afgørelse, hvorved forstås den første endelig afgørelse, hvor personen er ble-

vet pålagt konkurskarantæne. Hvis en person f.eks. pålægges 10 års karantæne ved den første

afgørelse, vil personen herefter ikke kunne pålægges en ny konkurskarantæne, før de 10 år er

gået, uanset at personen har udvist ny groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan begrunde

pålæg af en ny karantæne. En sådan retstilstand vil medføre, at der vil blive tale om en ”gratis

omgang”, hvis der udvises ny groft uforsvarlig forretningsførelse, idet den pågældende dog,

jf. konkurslovens § 159, 2. pkt., vil kunne få udvidet sin konkurskarantæne til også at omfatte

et forbud mod deltagelse i ledelsen af erhvervsvirksomheder, hvor der hæftes personligt og

ubegrænset for virksomhedens forpligtelser, ligesom der efter omstændighederne kan være

grundlag for at lade den pågældende hæfte for gælden i det aktuelle konkursbo efter konkurs-

lovens §§ 167-168.

Konkursrådet finder derfor, at de 10 år bør regnes fra den seneste endelige kendelse om kon-

kurskarantæne, således at en person altid vil kunne være i konkurskarantæne i 10 år fra den

seneste kendelse om konkurskarantæne. Hvor en person pålægges flere karantæner for sin

deltagelse i ledelsen af flere erhvervsvirksomheder, som ikke er økonomisk og driftsmæssigt

forbundne, vil karantænerne således skulle løbe i forlængelse af hinanden, dog således at per-

sonen maksimalt kan være pålagt karantæne i 10 år regnet fra den seneste endelige kendelse

om konkurskarantæne.

Konkursrådet er i denne sammenhæng opmærksom på, at der vil kunne opstå tilfælde, hvor en

person, der gentagne gange overtræder en pålagt konkurskarantæne og på ny udviser groft

uforsvarlig forretningsførelse, reelt vil kunne være pålagt konkurskarantæne i mere end 10 år

fra den første oprindelige kendelse om konkurskarantæne. Dette kan illustreres ved følgende

eksempler.

Hvis en person pålægges 10 års karantæne, og skifteretten 2 år efter træffer afgørelse om, at

selvsamme person skal pålægges 3 års karantæne for sin deltagelse i en erhvervsvirksomhed,

som ikke var en del af den oprindelige kendelse, vil de 10 år skulle regnes fra det tidspunkt,

hvor skifterettens seneste kendelse (dvs. den nyeste kendelse, hvor personen pålægges 3 års

karantæne) er endelig, og personen vil derfor kunne pålægges 2 års konkurskarantæne. I nær-

192

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

værende eksempel vil personen reelt være i karantæne i 12 år fra den første oprindelige afgø-

relse, men alene 10 år fra den nyeste endelige kendelse.

Hvis en person pålægges 10 års karantæne, og skifteretten 6 år efter træffer afgørelse om, at

personen skal pålægges karantæne for sin deltagelse i tre ikke økonomisk og driftsmæssigt

forbundne erhvervsvirksomheder (dvs. sammenlagt 9 år), vil personen kunne pålægges 6 års

karantæne, således at personen fra tidspunktet for den seneste endelige kendelse vil være i

karantæne i 10 år. I nærværende eksempel vil personen reelt være i karantæne i 16 år fra den

første oprindelige afgørelse i sagen, men alene 10 år fra den nyeste endelige kendelse.

I forhold til kære vil det kunne have betydning, om den person, der er pålagt flere konkurska-

rantæner for sin deltagelse i flere ikke økonomisk og driftsmæssigt forbundne erhvervsvirk-

somheder, vælger at kære alle kendelserne eller blot den ene af kendelserne.

Hvis f.eks. en person, der pålægges fire konkurskarantæner af hver 3 år (sammenlagt 12 år) på

samme tid, alene vælger at kære den ene af kendelserne, vil de tre resterende kendelser af

hver tre år begynde at løbe fra det tidspunkt skifterettens kendelser er endelig (dvs. sammen-

lagt 9 år), hvorimod der vil være opsættende virkning for den ene kendelse, der kæres til

landsretten. Hvis landsretten først 1 år efter skifterettens afgørelse stadfæster afgørelsen i den

kærede karantænesag, vil personen, da der er forløbet 1 år af den 9-årige karantæneperiode,

kunne pålægges 2 års karantæne ved landsrettens afgørelse, da det 10-årige maksimum skal

regnes fra den seneste endelige afgørelse, der i dette tilfælde vil være landsrettens kendelse.

I forhold til de sager, hvor der meddeles tilladelse til prøvelse i tredjeinstans, tilladelse til kæ-

re efter kærefristens udløb eller tilladelse til ekstraordinær genoptagelse eller kære, følger det

af den gældende bestemmelse i konkurslovens § 164, stk. 4, at konkurskarantænen i den sag,

hvor der er meddelt tilladelse til prøvelse i tredje instans mv., skal sættes i bero fra det tids-

punkt, hvor den pågældende får tilladelse til at kære mv.

Konkursrådet finder, at det fremadrettet bør være således, at berostillelsen først har virkning

fra det tidspunkt, hvor den instans, som skal behandle kæremålet eller en eventuel ekstraordi-

nær genoptagelse modtager kæreskriftet eller processkriftet. Det bør herefter tillige være den

instans, der skal træffe afgørelse i den kærede eller genoptagne sag, der indberetter berostil-

lelsen til Erhvervsstyrelsen, hvilket forekommer mest hensigtsmæssigt. Ved fastsættelsen af

den 10-årige periode bør der – ligesom det er tilfældet i dag – ske fradrag af den periode, hvor

karantæneperioden ikke har været berosat.

193

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Hvis en person f.eks. i landsretten er pålagt fire konkurskarantæner af hver 3 år, som herefter

nedsættes til 10 år fra landsrettens endelige afgørelse, og personen tre måneder efter meddeles

tredjeinstansbevilling, vil karantænen først stilles i bero fra det tidspunkt, hvor Højesteret har

modtaget kæremålet. Højesteret vil herefter tillige skulle indberette dette til Erhvervsstyrel-

sen. Hvis Højesteret herefter stadfæster landsrettens afgørelse, vil de 10 år skulle regnes fra

Højesterets endelige afgørelse med fradrag af den periode, hvor den pågældende har været

pålagt konkurskarantæne (dvs. de tre måneder inklusiv den tid, der er gået indtil kæremålet

blev modtaget i Højesteret).

2.3 Indberetning af konkurskarantæner til konkurskarantæneregistret

Det bemærkes indledningsvist, at Konkursrådet er opmærksom på, at der ikke eksisterer et

centralt register eller lign., hvor skifteretterne kan undersøge, om der verserer en konkurska-

rantænesag ved en anden skifteret. Dette kan føre til, at der verserer to sager om konkurska-

rantæne mod det samme ledelsesmedlem ved to forskellige skifteretter, som afgøres enten

samtidig med eller i umiddelbar forlængelse af hinanden, uden at de to skifteretter er bekendt

med hinandens sager.

Konkursrådet er i denne forbindelse blevet gjort bekendt med, at der ved enkelte skifteretter er

praksis for at tilføje et afsnit i kendelsen, hvor det fastslås, at konkurskarantænen skal lægges

i forlængelse af en tidligere pålagt karantæne. Konkursrådet finder, at dette er uhensigtsmæs-

sigt, da der i en situation, hvor der verserer to sager mod samme ledelsesmedlem, uden at de

skifteretter, hvor de to sager behandles, er bekendt med hinandens sager, vil kunne opstå til-

fælde, hvor den skifteret, der afsiger den senere kendelse, ikke kan nå at blive bekendt med, at

der allerede er afsagt en kendelse om konkurskarantæne, hvorefter afsnittet om en tidligere

pålagt konkurskarantæne ikke bliver medtaget i kendelsen.

Konkursrådet finder derfor, at det vil være mest hensigtsmæssigt, at skifteretten i sin kendelse

om konkurskarantæne alene angiver, hvor mange års konkurskarantæne, det pågældende le-

delsesmedlem pålægges. Skifteretten vil således

ikke

i sin kendelse skulle angive datoen for,

hvornår konkurskarantænen skal regnes fra, herunder om den skal løbe i forlængelse af en

eventuelt tidligere pålagt konkurskarantæne, idet det fremadrettet bør være Erhvervsstyrelsen,

der sikrer, at den nye konkurskarantæne lægges i forlængelse af de eventuelle tidligere kon-

kurskarantæner. Herefter skal skifteretten – eller den pågældende kæreinstans, jf. straks ne-

denfor – indberette kendelsens dato, tidspunktet for hvornår kendelsen er endelig og kon-

kurskarantænens varighed udmålt i hele år, hvorefter det vil være op til Erhvervsstyrelsen, i et

tilfælde hvor personen allerede er pålagt konkurskarantæne at lægge karantæneperioderne i

forlængelse af hinanden og sikre, at den karantænepålagte ikke er pålagt konkurskarantæne i

194

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

mere end 10 år ad gangen. Erhvervsstyrelsen bør herefter – ligesom det er tilfældet i dag –

underrette den karantænepålagte person om, at der er registreret oplysninger om den pågæl-

dende, samt om den samlede karantæneperiodes aktuelle start og slut tidspunkt.

Som eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor en person i 2023 pålægges 10 års karantæne. De

10 år vil skulle beregnes fra skifterettens endelige afgørelse i sagen, jf. hertil afsnit 2.2 oven-

for. Hvis personen på ny bliver part i en karantænesag i starten af 2025 og ved denne sag på-

lægges en konkurskarantæne af tre års varighed, skal skifteretten indberette kendelsens dato,

tidspunktet for hvornår kendelsen er endelig, at konkurskarantænen pålægges for 3 år, og

eventuelt om den nye karantænesag har virkninger efter konkurslovens § 159, 2. pkt. Når Er-

hvervsstyrelsen modtager indberetningen fra skifteretten, vil Erhvervsstyrelsen skulle lægge

de 3 år ind i registeret i forlængelse af de endnu ikke udløbne karantæner. Da personen har 8

år tilbage af den oprindelige karantæneperiode, og da personen maksimalt kan være i karan-

tæne i 10 år, vil Erhvervsstyrelsen alene skulle registrere 2 års karantæne mere til den pågæl-

dende og herefter underrette personen om, hvor lang tid personen har tilbage af sin karantæ-

neperiode – dvs. at den pågældende aktuelt er pålagt konkurskarantæne i 10 år fra den nyeste

endelige kendelse fra 2025.

Konkursrådet har i relation til spørgsmålet om, hvilke ret der skal forestå indberetningen til

konkurskarantæneregisteret, hvor der er tale om en kæresag, fundet grundlag for at overveje,

om den gældende retstilstand er hensigtsmæssig.

Som retstilstanden er i dag, er det den skifteret, der har truffet afgørelsen i sagen i første in-

stans, der er ansvarlig for at foretage indberetningen til konkurskarantæneregisteret, jf. afsnit

1.2 ovenfor. Dette indebærer, at i et tilfælde, hvor appelinstansen træffer afgørelse i en kæ-

resag, vil det fortsat være skifteretten, der har ansvaret for at forestå indberetningen til kon-

kurskarantæneregisteret.

Efter Konkursrådets opfattelse vil det være mere hensigtsmæssigt, hvis det er den instans,

som træffer afgørelse i sagen, som har ansvaret for at indberette resultatet heraf til konkurska-

rantæneregisteret. Hermed sikres efter Konkursrådets opfattelse den mest effektive indberet-

ning til konkurskarantæneregisteret, ligesom det sikres, at den instans, der sidst har haft hæn-

derne på sagen, er den, der forestår indberetningen.

2.4 Retsvirkningen af en pålagt konkurskarantæne og »gentagelsestilfælde«

Konkursrådet har overvejet, om der er grundlag for at justere de retsvirkninger, der følger af,

at en person pålægges konkurskarantæne.

195

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Efter Konkursrådet opfattelse synes de retsvirkninger, der i dag er knyttet til en konkurskaran-

tæne at være passende, og der er derfor som udgangspunkt ikke behov for at justere nærmere i

reglerne herom.

Konkursrådet har dog overvejet, om det i visse tilfælde, hvor det pågældende ledelsesmedlem

har udvist særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse, som kan begrunde pålæggelse af kon-

kurskarantæne i 5 år, jf. afsnit 2.1.2 ovenfor, bør være muligt allerede i førstegangstilfælde at

udvide konkurskarantænen til også at omfatte et forbud mod deltagelse i ledelsen af en er-

hvervsvirksomhed, hvor der hæftes personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser.

På den ene side er den udvidede karantæne efter konkurslovens § 159, 2. pkt., begrundet i, at

en hurtig gentagelse af en groft uforsvarlig virksomhedsledelse med deraf følgende konkurs

må anses for så groft, at hensynet til at beskytte andre mod fremtidige tab bør veje tungere

end hensynet til den pågældendes mulighed for at have ledelsesansvar i virksomheder, hvori

den pågældende hæfter personligt, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat,

side 13.

På den anden side kan det virke uhensigtsmæssigt, at et ledelsesmedlem, der har udvist særde-

les groft uforsvarlig forretningsførelse, der begrunder en konkurskarantæne i 5 år, ikke – så-

fremt det findes rimeligt og velbegrundet – kan forbydes at drive erhvervsvirksomhed med

personlig hæftelse, uanset at der ikke er tale om en overtrædelse af en allerede pålagt kon-

kurskarantæne.

Konkursrådet finder derfor – selvom det efter Konkursrådets opfattelse må høre til sjældenhe-

derne – at skifteretten bør have mulighed for i helt særlige situationer, hvor den udviste for-

retningsførelse er særdeles groft uforsvarlig, at bestemme, at den pågældende heller ikke må

deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, hvor den pågældende hæfter personligt og ube-

grænset for virksomhedens forpligtelser – dvs. uanset, om der er tale om en overtrædelse af en

allerede pålagt konkurskarantæne eller ikke.

Konkursrådet har endvidere overvejet, om retsvirkningerne af en pålagt konkurskarantæne

tillige bør omfatte et forbud mod at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed i udlandet,

således at der skabes kongruens mellem retsvirkningen af en pålagt konkurskarantæne og

retsvirkningen af en rettighedsfrakendelse efter straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt.

Som det fremgår oven for under afsnit 1.4, vil en rettighedsfrakendelse efter straffelovens §

79, stk. 2, 2. pkt., tillige omfatte er forbud mod at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed

196

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

i udlandet. En person, der deltager i ledelsen af en erhvervsvirksomhed i udlandet, vil dermed

kunne ifalde straf efter straffelovens § 131, hvis personen er frakendt retten hertil efter straffe-

lovens § 79, stk. 2, 2. pkt., uanset om den erhvervsvirksomhed, som den pågældende deltager

i ledelsen af, i øvrigt udøver erhvervsvirksomhed i Danmark, idet det dog forudsætter, at

straffelovens almindelige regler om strafmyndighed giver mulighed herfor.

Det fremgår ikke af konkurslovens § 159, om retsvirkningen af en pålagt konkurskarantæne

tillige omfatter personens deltagelse i ledelsen af en erhvervsvirksomhed i udlandet, idet det

dog fremgår af forarbejderne til § 159, 2. pkt., jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som

fremsat, side 31, at forbuddet vil omfatte deltagelse i ledelsen af en filial af en udenlandsk

erhvervsvirksomhed. Hvor der derfor ikke er tale om, at en person ikke deltager i ledelsen af

en filial af en udenlandsk erhvervsvirksomhed, men hvor den pågældende deltager i ledelsen

af et udenlandsk selskab, uanset om selskabet udøver erhvervsvirksomhed i Danmark, vil der

kunne opstå tvivl om, hvorvidt den pågældende vil kunne ifalde strafansvar efter straffelovens

§ 131.

Konkursrådet finder på baggrund af ovenstående, at bestemmelsen i konkurslovens § 159, 1.

pkt., bør ændres, så det fremgår klart, at retsvirkningen af en pålagt konkurskarantæne tillige

omfatter et forbud mod at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed i udlandet, uden at den

pågældende hæfter personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. Hvor en person

således efter at være pålagt konkurskarantæne i Danmark vælger at starte og drive en er-

hvervsvirksomhed med begrænset hæftelse i udlandet, vil personen kunne ifalde strafansvar

efter bestemmelsen i straffelovens § 131 for at være vedblevet med at drive erhvervsvirksom-

hed, til hvilken retten er personen frakendt. På samme måde bør en udvidelse af en kon-

kurskarantæne efter konkurslovens § 159, 2. pkt., til også at omfatte et forbud mod at deltage i

ledelsen af erhvervsvirksomheder, hvor den pågældende hæfter personligt og ubegrænset,

også omfatte erhvervsvirksomhed i udlandet.

En udvidelse af retsvirkningerne af en pålagt konkurskarantæne til også at omfatte deltagelse i

ledelsen af en erhvervsvirksomhed i udlandet vil dog ikke ændre ved reglerne om konkur-

sværneting i konkurslovens § 3. En person, som efter at være pålagt konkurskarantæne, udvi-

ser ny groft uforsvarlig forretningsførelse i forbindelse med ledelsen af et udenlandsk selskab,

vil således ikke kunne pålægges en udvidet karantæne efter konkurslovens § 159, 2. pkt., i det

omfang konkursboet efter selskabet ikke behandles i Danmark efter de danske konkursregler.

Endvidere vil en straf efter straffelovens § 131 for deltagelse i ledelsen af en erhvervsvirk-

somhed i udlandet i strid med konkurskarantænen forudsætte, at straffelovens almindelige

regler om dansk straffemyndighed giver mulighed herfor. Afgrænsningen af straffemyndighed

i relation til overtrædelse af en konkurskarantæne skal foretages på samme måde, som af-

197

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

grænsningen af straffemyndighed i relation til overtrædelse af en frakendelse af retten til at

udøve ledelse efter straffelovens § 79, stk. 2, 2. pkt.

Sammenfattende er den foreslåede udvidelse af konkurskarantænereglerne til også at omfatte

erhvervsvirksomhed i udlandet således hverken udtryk for en fravigelse af konkurslovens reg-

ler om konkursværneting eller af straffelovens §§ 6-12 om dansk straffemyndighed.

2.5 Muligheden for at indgå forlig og betydningen af ledelsesmedlemmets efterfølgende

betaling

Det fremgår af evalueringen af 17. marts 2020, side 17 og 18, som danner grundlag for Kon-

kursrådets kommissorium af 30. juni 2020, at enkelte af høringsparterne har peget på, at der

kan være tilfælde, hvor kurator og det sagsøgte ledelsesmedlem forliger sager om konkurska-

rantæne ved, at ledelsesmedlemmet betaler et beløb til konkursboet mod, at kurator hæver

konkurskarantænesagen. Kuratorforeningen anfører bl.a. i denne sammenhæng, at bedømmel-

sen af, hvordan man skal håndtere sådanne tilbud, reelt er overladt til kurator, som ikke har

noget klart mandat eller klare retningslinjer i f.eks. lovens forarbejder. Justitsministeriet anfø-

rer hertil, jf. evalueringens side 18 og 19, at høringssvarene ikke giver anledning til at ændre

vurderingen af, at en konkurskarantæne fortsat bør pålægges, selv om konkursboet sluttes

efter konkurslovens § 144, ligesom høringssvarene efter ministeriets opfattelse ikke gav an-

ledning til at lovregulere spørgsmål om en eventuel forligsmæssig afslutning af konkurskaran-

tænesager, herunder henset til problemets begrænsede omfang.

Konkursrådet har på baggrund af ovenstående fundet grundlag for at overveje, i hvilket om-

fang det er og bør være muligt at indgå et forlig i en konkurskarantænesag, og hvad der i givet

fald bør kunne indgås forlig om, herunder om forlig i konkurskarantænesager bør kunne ind-

gås mod en betaling fra ledelsesmedlemmet til konkursboet.

Det bemærkes, at nærværende afsnit alene angår de forlig, hvor genstanden for forliget er

selve konkurskarantænesagen, og dermed ikke de forlig, som f.eks. måtte blive indgået mel-

lem kurator og et ledelsesmedlem i forhold pengekrav mod et ledelsesmedlem f.eks. vedrø-

rende erstatningsansvar eller ledelseslån, hvor kurator har vurderet, at et forlig ville være i

konkursboets kreditorers interesse fremfor en eventuel retssag.

Konkursrådet bemærker indledningsvist, at som det fremgår af forarbejderne til konkurska-

rantænereglerne, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 7 og betænkning

nr. 1525 af 2011, side 83 og 84, er karantænereglerne begrundet i et behov for at supplere

straffelovens regler om rettighedsfrakendelse med regler om forbud mod fortsat erhvervsvirk-

198

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

somhed, hvis en person gennem groft uforsvarlig forretningsførelse har påført andre tab. Der

blev i denne sammenhæng lagt vægt på, at det dels kan være vanskeligt at føre bevis for den

pågældendes forsæt i en straffesag, dels at straffesager om økonomisk kriminalitet erfarings-

mæssigt er tidskrævende at efterforske og i givet fald gennemføre ved retten. Konkurskaran-

tænereglerne skulle med andre ord gøre det muligt at gribe ind på et tidligt stadie for at hindre

en umiddelbar videreførelse af en groft uforsvarlig forretningsførelse, jf. hertil Folketingsti-

dende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 7.

Konkursrådet bemærker videre, at konkurskarantænereglerne adskiller sig fra straffelovens

regler om rettighedsfrakendelse ved at have karakter af en fremadrettet civilretlig sanktion

begrundet i en forud for konkursen udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. Dette afspejles

ligeledes af kriteriet om uegnethed i konkurslovens § 157, stk. 1, jf. hertil kapitel 4, afsnit 2.4,

ovenfor, da en udvist groft uforsvarlig forretningsførelse ofte vil være en indikation af, at le-

delsesmedlemmet har været og med stor sandsynlighed vil være uegnet til at deltage i ledelsen

af en erhvervsvirksomhed, og at det derfor ville være uhensigtsmæssigt, hvis ledelsesmed-

lemmet gives adgang til umiddelbart at videreføre den udviste forretningsførelse til skade for

andre kreditorer. Konkurskarantænereglerne ligger derfor med andre ord i et krydsfelt mellem

henholdsvis det civilretlige og det offentligretlige, da der er tale om en civilretlig foranstalt-

ning begrundet i offentligretlige og samfundsmæssige hensyn. At dette er tilfældet afspejles

bl.a. i forarbejderne til konkurskarantænereglerne, hvor følgende fremgår af Justitsministeriet

overvejelser, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 19-20:

”Justitsministeriet

har bl.a. i lyset

[af de i forbindelse med høringen over betænk-

ning nr. 1525 af 2011 afgivne høringssvar]

fundet anledning til i lovforslaget at

præcisere, at en konkurskarantænesag – når sagen er rejst ved domstolene – ikke

er en del af bobehandlingen, uagtet at sagsførelsen varetages af kurator og byg-

ges på kurators indledende undersøgelse af de samlede forhold i boet. De nye reg-

ler om konkurskarantæne foreslås således indsat i konkursloven, som et nyt selv-

stændigt afsnit frem for som en del af det eksisterende afsnit II om konkurs […].

Dette indebærer navnlig, at konkursboet ikke bør afholde udgifterne til kurators

arbejde med at føre en sag. Justitsministeriet er enig med Konkursrådet i, at dette

er et arbejde, der først og fremmest skal varetage en samfundsmæssig interesse i

forebyggelsen af fremtidige tab for andre fordringshavere, og at en konkurskaran-

tænesag således ikke er en sag, der varetager hensyn til fordringshaverne i det ak-

tuelle konkursbo. På den baggrund finder Justitsministeriet, at ordningen bør væ-

re den, at udgifterne til, at kurator varetager denne samfundsmæssige interesse,

skal påhvile den person, der i givet fald pålægges konkurskarantæne, subsidiært

statskassen, hvis den pågældende ikke har tilstrækkelige midler til at dække udgif-

terne. I de tilfælde, hvor den, der begæres pålagt konkurskarantæne, eller den,

der pålægges konkurskarantæne, skal have sagsomkostningerne betalt eller er-

199

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

stattet, skal udgifterne hertil afholdes af statskassen (og ikke – som foreslået af

Konkursrådet – af konkursboet).

…

Justitsministeriet har endvidere noteret sig, at betænknings forslag til regler byg-

ger på en forudsætning om, at sager om konkurskarantæne behandles efter de

særlige regler herom, som forslaget indeholder, og i øvrigt – som følge af kon-

kurslovens § 243, som Konkursrådet ikke foreslår ændret – efter retsplejelovens

regler om borgerlige sager med de ændringer, som følger af forholdets natur.

Der er i forbindelse med høringen over betænkningen peget på, at det kan give

anledning til en vis usikkerhed om, hvorvidt konkurskarantæne kan betegnes som

en tvist i et konkursbo. Dette skyldes navnlig, at sagen som ovenfor anført ikke vil

være en del af bobehandlingen og vil være denne uvedkommende. Det bemærkes i

tilknytning hertil, at § 243 efter sin placering i konkursloven finder anvendelse i

forhold til såvel tvister i konkursboer som i tvister om sager om rekonstruktion og

gældssanering.

Med forslaget om at indsætte et nyt særskilt afsnit om konkurskarantæne vil kon-

kurslovens § 243 fremover også finde anvendelse i forhold til sådanne sager. Med

henblik på at undgå usikkerhed herom finder Justitsministeriet imidlertid, at det

er rigtigst at medtage en udtrykkelig bestemmelse i lovteksten om, at konkurslo-

vens § 243 finder tilsvarende anvendelse i sager om konkurskarantæne med den

virkning at disse sager (i øvrigt) behandles efter retsplejelovens regler om borger-

lige sager med de ændringer, som følger af forholdet natur.”

Som følge af konkurskarantænereglernes særlige karakter, herunder at sigtet med konkurska-

rantænereglerne primært er begrundet i den samfundsmæssige interesse i forebyggelsen af

risikoen for fremtidige tab, kan der sættes spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er og bør

være muligt at indgå forlig i en konkurskarantænesag, herunder hvor forliget indgås på bag-

grund af en betaling til kreditorerne i det aktuelle konkursbo.

Der kan på den ene side argumenteres for, at hvis et ledelsesmedlem kan undgå en konkurska-

rantænesag ved at betale konkursboets kreditorer, vil karantænereglerne ikke kunne leve op til

formålet med reglerne, som er at beskytte de fremtidige kreditorer mod videreførelsen af en

groft uforsvarlig forretningsførelse. Reglerne vil således dels komme til at flyde sammen med

bobehandlingen i konkursboet, dels få et andet sigte, da udsigten til en potentiel karantænesag

på sin vis ville kunne anvendes af kurator som en løftestang til at varetage hensynet til de kre-

ditorer, som konkurskarantænereglerne

ikke

har til formål at beskytte – nemlig kreditorerne i

det konkursbo, hvor ledelsesmedlemmet har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.

Desuden er det kurator og ledelsesmedlemmet, der er parter i konkurskarantænesagen, og ikke

konkursboet. Et forlig, der indgås til fordel for kreditorerne i konkursboet, vil derfor reelt væ-

200

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

re et forlig indgået til fordel for en tredjemand, der er konkurskarantænesagen uvedkommen-

de, da konkurskarantænereglerne – som nævnt ovenfor – ikke er begrundet i hensynet til de

aktuelle kreditorer, men derimod i den samfundsmæssige interesse i at hindre videreførelsen

af en groft uforsvarlig forretningsførelse og konkursrytteri.

Endeligt kan der peges på, at som forudsat i forarbejderne til bestemmelsen i konkurslovens §

160, stk. 2, så indebærer henvisningen til konkurslovens § 243, at sagerne om konkurskaran-

tæne skal behandles efter retsplejelovens regler om borgerlige sager med de ændringer, som

følger af forholdets natur. Der kan således argumenteres for, at selvom konkurskarantænesa-

ger behandles efter reglerne i den borgerlige retspleje, herunder de civilretlige grundprincip-

per, vil reglerne og principperne i den civile retspleje skulle anvendes under hensyntagen til

de særlige hensyn, der begrunder konkurskarantænereglerne. Dette afspejles tillige i forarbej-

derne til bestemmelsen i konkurslovens § 158, stk. 1, hvor det, som anført oven for under af-

snit 1.1, fremgår, at skifteretten ikke – i modsætning til hvad der følger at det almindelige

grundlæggende civilretlige forhandlingsprincip – er bundet af parternes påstande om karantæ-

neperiodens længde, selvom det ligeledes er forudsat, at der normalt ikke vil være anledning

til at fastsætte konkurskarantænen til en længere periode end påstået af kurator.

På den anden side har man valgt, at en konkurskarantænesag – til trods for at kurator udøver

beføjelser af offentligretlig karakter og varetager en samfundsmæssig interesse – skal behand-

les efter de særlige regler i konkurslovens kapitel 20 og retsplejelovens regler om borgerlige

sager.

Parterne i en civilretlig sag har som følge af det almindelige civilretlige dispositionsprincip

principielt adgang til at disponere materielt over sagens genstand, herunder indgå forlig enten

forud for sagens anlæg eller under sagens behandling forud for rettens afgørelse. Princippet

finder anvendelse i konkurskarantænesager med de ændringer, der følger af forholdets natur,

således at der ved disponeringen over sagens genstand (konkurskarantænesagen) bør tages

højde for konkurskarantænereglernes særlige karakter. Det er kurator i sagen, der personligt er

tillagt kompetencen til at disponere over sagens genstand, og det er ligeledes forudsat i forar-

bejderne til konkurskarantænereglerne, jf. hertil afsnit 1.3 ovenfor, uagtet at reglerne er be-

grundet i offentligretlige hensyn, at kurator kan disponere ved at hæve sagen frem til det tids-

punkt, hvor skifteretten træffer kendelse. Hverken fordringshaverne, skifteretten eller andre

kan begære en sag om konkurskarantæne eller pålægge kurator at begære sagen indledt. Det

fremgår ikke af forarbejderne, hvilke hensyn kurator skal have for øje, når han disponerer

over sagen, men det er dog forudsat, jf. ovenfor, at kurator skal holde konkurskarantænesagen

adskilt for bobehandlingen i konkursen.

201

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Endvidere er det i en civil sag parterne selv, der som følge af det civilretlige forhandlingsprin-

cip, oplyser sagen, jf. hertil retsplejelovens § 338. Parterne har dermed selv ansvaret for at

fremskaffe og forelægge påstande og anbringender og skabe det grundlag, retten skal træffe

afgørelse ud fra, ligesom kurator under hensyntagen til hensynene bag konkurskarantænereg-

lerne vil kunne skære sagen til.

Endeligt kan der peges på, at et ledelsesmedlem i et vist omfang ved at betale sine nuværende

kreditorer vil kunne være med til at afbøde effekten af det tab, som den af det pågældende

ledelsesmedlem udviste groft uforsvarlig forretningsførelse har været medvirkende til at for-

årsage. Når ledelsesmedlemmet på en sådan måde søger at ”rette op” på en groft uforsvarlig

forretningsførelse, er spørgsmålet, om dette ikke i et eller andet omfang bør kunne indgå i

vurderingen af rækkevidden af en konkurskarantæne, herunder eventuelt i regi af et forlig

med kurator. Selvom det på sin vis kan virke stødende, hvis en person vil kunne betale sig fra

at blive part i en konkurskarantænesag, bemærkes det, at der allerede i dag, som følge af at

konkurskarantænereglerne alene finder anvendelse i tilknytning til en konkursbehandling, vil

kunne opstå situationer, hvor et ledelsesmedlem forud for en konkurs f.eks. vælger at betale

alle sine kreditorer og dermed afværger konkursen og en deraf følgende konkurskarantæ-

nesag. Det må dog efter Konkursrådets opfattelse have formodningen mod sig, at et ledelses-

medlem, der ser ind i en konkurskarantænesag, alene af den grund og på et så tidligt stadie

vælger f.eks. at betale kreditorerne, navnlig hvis der er tale om et selskab, hvor ledelsesmed-

lemmet ikke hæfter for selskabets forpligtelser.

Konkursrådet finder, at konsekvensen af, at konkurskarantænesager behandles inden for den

borgerlige retsplejes former – til trods for at kurator udøver beføjelser af offentligretlig karak-

ter, og at reglerne er begrundet i den samfundsmæssige interesse i at forebygge fremtidige tab

– må være, at kurator principielt under hensyntagen til hensynene bag konkurskarantænereg-

lerne bør have adgang til at indgå forlig i en konkurskarantænesag, hvor kurator bliver op-

mærksom på forhold, der kan begrunde en kortere karantæneperiode end 3 år, ligesom kura-

tor, hvor kurator bliver opmærksom på forhold, der kan begrunde bortfald af en karantænepe-

riode, vil kunne undlade at rejse sagen eller hæve sagen.

Hvis der f.eks. var mulighed for at forlige en konkurskarantænesag mellem kurator og ledel-

sesmedlemmet, hvorved ledelsesmedlemmet vedstår, at der er udvist groft uforsvarlig forret-

ningsførelse, og hvor kurator vedstår, at der er særlige forhold, som kan begrunde en kortere

karantæneperiode, vil det endvidere kunne føre til en besparelse ved skifteretterne, idet skifte-

retten vil kunne træffe kendelse på baggrund af de aftalte vilkår i forliget.

202

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Spørgsmålet er dog herefter, om en hel eller delvis betaling til kreditorerne i det aktuelle kon-

kursbo vil kunne udgøre et særligt forhold, som kan begrunde en nedsættelse af karantænepe-

riodens længde – eller eventuelt til et bortfald af konkurskarantænen – og dermed være en del

af et sådant forlig mellem kurator og ledelsesmedlemmet.

Henset til de offentligretlige og samfundsmæssige hensyn, som begrunder konkurskarantæne-

reglerne, og at konkurskarantænesagen principielt skal holdes adskilt for bobehandlingen,

finder Konkursrådet ikke, at en betaling til kreditorerne i det aktuelle konkursbo skal kunne

føre til, at kurator ikke rejser konkurskarantænesagen, eller at sagen hæves forud for kendel-

sen i sagen. Et forlig bør dermed ikke kunne indgås på et vilkår om, at konkurskarantænen

bortfalder.

Konkursrådet har i denne sammenhæng lagt vægt på, at hvis kurator kunne indgå et forlig

med det pågældende ledelsesmedlem om selve eksistensen af en konkurskarantænesag, ville

det kunne frygtes, at udsigten til og truslen om en konkurskarantænesag ville blive anvendt

som løftestang eller et pressionsmiddel til at få ledelsesmedlemmet til at betale kreditorerne i

konkursboet, som karantænereglerne ikke har til formål at beskytte. Endvidere ville kon-

kurskarantænereglerne – som tillige anført ovenfor – kunne komme til at få et andet sigte end

tiltænkt, idet reglerne ikke ville være egnede til at beskytte mod bl.a. konkursrytteri og en

umiddelbar videreførelse af en groft uforsvarlig forretningsførelse til skade for fremtidige

kreditorer, da det pågældende ledelsesmedlem – efter at have indgået et forlig til fordel for en

tredjemand (konkursboet), der ikke er part i konkurskarantænesagen – ville kunne videreføre

og fortsætte en groft uforsvarlig forretningsførelse i andre erhvervsvirksomheder i umiddelbar

forlængelse af konkursen.

Konkursrådet finder dog, at en betaling til konkursboet under visse forudsætninger, bør kunne

være en del af et forlig mellem kurator og ledelsesmedlemmet, der går ud på en nedsættelse af

karantæneperiodens længde. Et sådant forlig bør dog ikke kunne føre til, at der sker nedsæt-

telse af karantæneperioden til mindre end 1 år.

Konkursrådet har i den forbindelse lagt vægt på, at når en betaling indgår som et led i fastsæt-

telsen af karantæneperiodens længde, skal det anskues som, at ledelsesmedlemmet gennem

betalingen afbøder effekten af en groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan have været

medvirkende til konkursen, og det tab, som kreditorerne i konkursboet har lidt. En betaling vil

dermed skulle betragtes som en mulighed for ledelsesmedlemmet til at ”rette op” på den ska-

de, som den groft uforsvarlige forretningsførelse kan have været medvirkende til at påføre de

aktuelle kreditorer, uden at dette dog kan føre til et bortfald af konkurskarantænen i sin hel-

hed. Når en betaling af kreditorerne i det aktuelle konkursbo alene kan føre til en nedsættelse

203

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

af karantæneperiodens længde, der ikke bør kunne nedsættes til mindre end 1 år, og ikke til et

bortfald af konkurskarantænen, vil et ledelsesmedlem, der har udvist groft uforsvarlig forret-

ningsførelse, ikke kunne ”slippe” uden om en konkurskarantæne ved at betale sig fra det. Når

betalingen alene kan påvirke længden af en konkurskarantæne og ikke selve eksistensen her-

af, sikres det, at ledelsesmedlemmet ikke umiddelbart fortsætter eller viderefører en groft

uforsvarlig forretningsførelse til skade for potentielt fremtidige kreditorer, ligesom risikoen

for umiddelbart konkursrytteri mindskes.

Konkursrådet finder dog, at kurator, hvor ledelsesmedlemmet tilbyder at betale hele eller dele

af tabet i konkursboet, alene bør kunne forlige en sag, hvor det henset til sagens omstændig-

heder, herunder navnlig den af det pågældende ledelsesmedlem udviste forretningsførelse,

skønnes rimeligt. Kurator bør i forbindelse med sine overvejelser have øje for, at kurators

rolle i relation til konkurskarantænesagen først og fremmest er at varetage en samfundsmæs-

sig interesse – dvs. hensynet til at forebygge tab for fremtidige kreditorer som følge af en

umiddelbar videreførelse af en groft uforsvarlig forretningsførelse – og ikke hensynet til kon-

kursboets aktuelle kreditorer.

Hvis det ledelsesmedlem, som må påregne at skulle være part i en karantænesag, således til-

byder at indbetale et beløb til konkursboet svarende til enten hele eller dele af det tab, som

konkursboets kreditorer er sat i udsigt at komme til at stå tilbage med som følge af konkursen,

bør kurator ved vurderingen af, om et forlig er rimeligt, hense til grovheden af den af det på-

gældende ledelsesmedlem udviste uforsvarlige forretningsførelse, i hvilket omfang ledelses-

medlemmets betaling har afbødet effekten af eller rettet op på det tab, som den groft uforsvar-

lige forretningsførelse har været medvirkende til at forårsage, og om der i øvrigt – udover

betalingen fra ledelsesmedlemmet – foreligger særlige forhold, som kan begrunde fastsættel-

sen af en kortere karantæneperiode, jf. afsnit 2.1.1 ovenfor.

Hvor der er udvist særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan begrunde pålæg af

konkurskarantæne for 5 år, jf. afsnit 2.1.2 ovenfor, bør kurator ikke kunne indgå et forlig om

nedsættelse af karantæneperiodens længde, uanset om det pågældende ledelsesmedlem gen-

nem en betaling til konkursboet til fulde afbøder det tab, som kreditorerne i det aktuelle kon-

kursbo har lidt eller er sat i udsigt til at skulle lide. Endvidere bør der ej heller kunne indgås

forlig, hvor der er tale om en overtrædelse af en allerede pålagt karantæne. I sådanne situatio-

ner vil hensynet til at undgå en umiddelbar videreførelse af den groft uforsvarlige forretnings-

førelse til skade for potentielle fremtidige kreditorer og samfundet veje særdeles tungt.

Hvor den af det pågældende ledelsesmedlem uforsvarlige forretningsførelse falder indenfor

flere af de kategorier af typetilfælde, som Konkursrådet, jf. kapitel 4, afsnit 2.1 ovenfor, fore-

204

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

slår i sig selv skal kunne begrunde, at der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, der

kan føre til pålæg af en konkurskarantæne, bør kurator være varsom med et indgå et forlig,

idet kurator må hense til, om der er tale om en forretningsførelse, der ligger på grænsen til at

være særdeles groft uforsvarlig, i hvilket omfang betalingen fra ledelsesmedlemmet afbøder

tabet, og om der foreligger andre særlige forhold, der kan begrunde en nedsættelse af karan-

tæneperiodens længde, jf. afsnit 2.1.1 ovenfor. Hvis der således f.eks. foreligger en betaling

fra ledelsesmedlemmet, der retter delvist eller helt op på tabet i konkursboet, og der f.eks.

tillige er tale om en ung iværksætter, vil et forlig f.eks. kunne gå ud på nedsættelse af karan-

tæneperiodens længde til f.eks. 1-2 år. Sagsbehandlingstidens længde vil i denne sammen-

hæng som udgangspunkt ikke skulle spille en særlig stor rolle ved vurderingen af, om der er

grundlag for at indgå forlig, hvis der er tale om et forlig, der ligger før fremsendelse af kura-

tors stævning.

Det bemærkes i denne sammenhæng, at hvis kurator skønner, at der foreligger sådanne særli-

ge omstændigheder, som kan begrunde et bortfald af konkurskarantænen, uden at der i øvrigt

foreligger en betaling fra ledelsesmedlemmet, der neutraliserer eller retter op tabet for kredito-

rerne i det aktuelle konkursbo, bør kurator ikke overveje, om der er grundlag for at indgå for-

lig, der nedsætter karantæneperiodens længde, men derimod om der overhovedet er grundlag

for at rejse konkurskarantænesagen. Kurator bør således ikke anvende udsigten til en konkurs-

karantænesag som løftestang eller pressionsmiddel til at få ledelsesmedlemmet til at indgå et

forlig i en situation, hvor der allerede foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder, som

kan begrunde et bortfald af konkurskarantænen.

Hvis kurator indgår et forlig med ledelsesmedlemmet om nedsættelsen af karantæneperiodens

længde, vil dette, som nævnt ovenfor, maksimalt kunne gå ud på en nedsættelse af karantæ-

neperioden til 1 år. Dette vil gælde for hver konkurskarantænesag i et tilfælde, hvor ledelses-

medlemmet på samme tid skal pålægges konkurskarantæne for sin deltagelse i ledelsen af

flere forskellige ikke økonomisk og driftsmæssigt forbundne erhvervsvirksomheder. Hvis et

ledelsesmedlem f.eks. skal pålægges konkurskarantæne for sin deltagelse i ledelsen af tre ikke

økonomisk og driftsmæssigt forbundne selskaber, vil der kunne indgås et forlig i hver af sa-

gerne, således at karantæneperioden i den ene sag f.eks. nedsættes til 2 år og i de to andre sa-

ger nedsættes til 1 år. Ledelsesmedlemmet vil herefter skulle pålægges konkurskarantæne i 5

år i stedet for 9 år.

Når der mellem kurator og ledelsesmedlemmet er indgået et forlig om nedsættelsen af karan-

tæneperiodens længde, vil skifteretten skulle stadfæste forliget i form af en kendelse om på-

læg af konkurskarantæne på baggrund af det indgåede forlig. Hvis forliget indgås forud for

kurators indlevering af stævning, jf. kapitel 9, afsnit 2.2 nedenfor, vil kurator fortsat skulle

205

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

indlevere stævningen, dog således at det fremgår klart, at der er indgået et forlig, samt på

hvilke vilkår forliget er blevet indgået. Hvis forliget indgås under sagen, vil kurator skulle

underrette skifteretten om forliget og vilkårene for forliget, så det kan indgå i skifterettens

videre behandling af sagen. Skifterettens kendelse bør ikke kunne kæres.

Ved skifterettens behandling af konkurskarantænesager, hvor der er indgået et forlig mellem

parterne, vil processen tilnærmelsesvist svare til de tilfælde, hvor ledelsesmedlemmet tager

bekræftende til genmæle. Skifteretten vil således skulle vurdere, om pålæg af konkurskaran-

tæne er begrundet i det, der er anført af kurator, men skifterettens prøvelse vil skulle være

mere summarisk og overordnet, idet skifteretten må have for øje, at ledelsesmedlemmet ved

forliget må antages at have erkendt, at der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.

Skifteretten bør dog have mulighed for i undtagelsestilfælde at nægte stadfæstelse af et indgå-

et forlig, hvor det er åbenbart, at den, der begæres pålagt konkurskarantæne, ikke opfylder

betingelserne i konkurslovens § 157, eller hvor forliget ikke skulle være indgået, f.eks. fordi

det er åbenbart, at der er udvist særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan begrunde

pålæg af en længere karantæneperiode, jf. afsnit 2.1.2 ovenfor, eller hvor der tale om en per-

son, der har overtrådt en tidligere pålagt endnu ikke udløbet konkurskarantæne.

Hvis skifteretten nægter stadfæstelse af et indgået forlig i et tilfælde, hvor der f.eks. er tale om

en person, der har overtrådt en tidligere pålagt konkurskarantæne, vil behandlingen af karan-

tænesagen skulle fortsætte, idet skifteretten ikke vil være bundet af forliget ved fastsættelsen

af karantæneperiodens længde, og skifteretten vil derfor skulle foretage en helt almindelig

vurdering af, om der er grundlag for at pålægge konkurskarantæne. Skifterettens beslutning

om at afvise stadfæstelse af et indgået forlig, vil således ikke kunne kæres særskilt. Det vil alt

efter omstændighederne – herunder henset til det tidspunkt hvor forliget indgås – være nød-

vendigt enten at fortsætte eller genoptage forberedelsen af karantænesagen, såfremt skifteret-

ten finder, at det ikke er muligt for retten at træffe afgørelse i karantænesagen på baggrund af

de oplysninger, der måtte være tilvejebragt af parterne forud for eller i forbindelse med det

indgåede forlig. Skifteretten vil i en sådan sammenhæng f.eks., jf. konkurslovens § 162, stk.

3, kunne bestemme, at der skal udveksles yderligere processkrifter. Hvis der er tale om et til-

fælde, hvor skifteretten afviser at stadfæste et indgået forlig, fordi det er åbenbart, at betingel-

serne i konkurslovens § 157 for at pålægge konkurskarantæne ikke er opfyldt – f.eks. fordi

den pågældende ikke har deltaget i ledelsen af en erhvervsvirksomhed – vil skifteretten dog

kunne afsige kendelse om frifindelse i karantænesagen, medmindre kurator anmoder om ud-

veksling af yderligere processkrifter.

206

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

I et tilfælde, hvor der er indgået et forlig, og dette er stadfæstet af skifteretten ved kendelse,

bør det ligeledes være muligt at anmode skifteretten om at ophæve forliget og genoptage kon-

kurskarantænesagen, hvis den, der er pålagt konkurskarantæne, ikke overholder de i forliget

aftalte vilkår. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor det i forliget er aftalt, at den pågæl-

dende skal indbetale et beløb til konkursboet, men hvor den pågældende tilsidesætter sin for-

pligtelse hertil. Kurator bør dog i almindelighed sikre sig, at en eventuel betaling som led i

forliget er sket, før skifteretten stadfæster forliget, eller at der er stillet betryggende sikkerhed

for det beløb, der skal tilgå konkursboet som led i forliget. Endvidere bør det være muligt at

ophæve et forlig, hvor det pågældende ledelsesmedlem under konkurskarantænesagen har

gjort sig skyldig i svigagtige forhold, f.eks. ved at have givet bevidst urigtige oplysninger,

som har haft væsentlig betydning for kurators vurdering af, om et forlig vil være rimeligt at

indgå og for skifterettens stadfæstelse af forliget. Konkursrådet finder i denne sammenhæng,

at det alene bør være kurator, som kan anmode skifteretten om at ophæve forliget.

Hvor der er indgået et forlig, må skifteretten ved fastsættelsen af eventuelle sagsomkostninger

ved karantænesagen og vederlaget til kurator og en eventuel beskikket advokat tage højde for,

hvornår i sagsforløbet forliget er indgået. Hver af parterne må afholde deres egne sagsom-

kostninger ved karantænesagen, dog således at udgifterne til kurators vederlag – ligesom un-

der en almindelig karantænesag – erstattes fuldt ud af statskassen.

Konkursrådet har endeligt overvejet, om det forhold, at det ledelsesmedlem, der har udvist

groft uforsvarlig forretningsførelse, indbetaler et beløb til konkursboet, uden at der er indgået

et forlig med kurator, bør kunne indgå i vurderingen af, om der er grundlag for at nedsætte

karantæneperiodens længde. Det vil sige, om en betaling fra ledelsesmedlemmet til konkurs-

boet må anses for at udgøre et særligt forhold, der kan begrunde en nedsættelse af karantæne-

periodens længde uden for forligstilfælde.

Konkursrådet finder, herunder på baggrund af det oven for anførte, at der bør være parallelitet

mellem på den ene side muligheden for at indgå forlig om konkurskarantæneperiodens læng-

de, og på den anden side vurderingen af, om der er grundlag for at nedsætte karantæneperio-

dens længde uden for et forlig.

Ligesom ved forlig bør det forhold, at ledelsesmedlemmet gennem en betaling til konkursbo-

ets kreditorer har rettet op på det tab, som ledelsesmedlemmets groft uforsvarlige forretnings-

førelse har været medvirkende til at forårsage, ikke kunne begrunde et bortfald af konkurska-

rantænen, men alene en nedsættelse af karantæneperiodens længde. Da det tilsigtes, at der

skal være parallelitet mellem muligheden for at indgå forlig om karantæneperiodens længde,

og vurderingen af, om der er grundlag for at nedsætte karantæneperioden uden for et forlig,

207

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

bør betalingen fra ledelsesmedlemmet ikke kunne føre til en nedsættelse af karantæneperio-

den på mindre end 1 år. Skifteretten bør ved vurderingen af, om der er grundlag for at nedsæt-

te karantæneperiodens længde som følge af en betaling fra ledelsesmedlemmet til konkursbo-

et, skulle henses til grovheden af den af det pågældende ledelsesmedlem udviste uforsvarlige

forretningsførelse, i hvilket omfang betalingen har afbødet eller rettet op på tabet, og om der i

øvrigt foreligger særlige forhold, som kan begrunde en nedsættelse af karantæneperiodens

længde. Ledelsesmedlemmets betaling vil dermed skulle indgå som et element blandt flere i

forhold til vurderingen af, om der foreligger særlige forhold, som kan begrunde en nedsættel-

se af karantæneperiodens længde, idet en betaling fra ledelsesmedlemmet dog ikke bør være

det, der tipper balancen mellem en nedsættelse og et bortfald.

2.6 Sammenhængen mellem konkurskarantæne og straffelovens regler om rettigheds-

frakendelse

Som det fremgår under afsnit 2.1 ovenfor, finder Konkursrådet, at konkurskarantæne i sager,

hvor der er udvist særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse, skal kunne pålægges for en

længere periode end 3 år. Efter Konkursrådets opfattelse kan sådanne tilfælde, hvor der er

udvist særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse, i visse situationer også kunne føre til, at

sagen om det pågældende ledelsesmedlems forretningsførelse ligeledes bliver genstand for en

strafferetlig sag, hvor straffelovens regler om rettighedsfrakendelse finder anvendelse.

Konkursrådet har bl.a. på baggrund heraf fundet grundlag for på ny at overveje, om der bør

gælde noget særligt i forholdet mellem konkurslovens regler om konkurskarantæne og straffe-

lovens regler om rettighedsfrakendelse. Der kan i denne sammenhæng sættes spørgsmålstegn

ved, om konkurskarantænereglerne, i en situation, hvor rettighedsfrakendelsen efter straffe-

lovens §§ 78 eller 79 sker »indtil videre«, jf. straffelovens § 79, stk. 3, 1. pkt., overhovedet vil

tjene et rimeligt formål.

Konkursrådet bemærker indledningsvist, at konkurslovens regler om konkurskarantæne er

karakteriseret ved at være en civilretlig foranstaltning, der pålægges i forlængelse af en insol-

vensbehandling, i anledning af en af et ledelsesmedlems groft uforsvarlig forretningsførelse.

Konkurskarantænereglerne er tænkt som et civilretligt supplement til straffelovens regler om

straf og rettighedsfrakendelse, og sigtet med konkurskarantænereglerne er at kunne gribe ind

over for ledelsesmedlemmer, der har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, tidligere end

det ville være muligt i regi af en straffesag. Karantænereglerne skal med andre ord hindre, at

ledelsesmedlemmet umiddelbart og i forlængelse af en insolvensbehandling, der har medført

tab for kreditorer, viderefører en groft uforsvarlig forretningsførelse til skade for andre frem-

tidige kreditorer og samfundet.

208

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Hvis man i en situation, hvor der enten forud for eller samtidig med indledningen af en kon-

kurskarantæne er indledt en strafferetlig efterforskning eller anlagt en straffesag, skulle afven-

te udfaldet af disse, førend der blev truffet afgørelse i en konkurskarantænesag, vil der være

en risiko for, at det ledelsesmedlem, der potentielt kan have udvist særdeles groft uforsvarlig

forretningsførelse, kan fortsætte og videreføre en groft uforsvarlig forretningsførelse, hvilket

reglerne om konkurskarantæne netop har til formål at hindre. Herefter ville konkurskarantæ-

nereglerne kun i mindre grad kunne leve op til det formål, som begrunder dem.

Der kan i den forbindelse sættes spørgsmålstegn ved det rimelige og hensigtsmæssige i, at en

person, der har udvist ”almindelig” groft uforsvarlig forretningsførelse og ikke særdeles groft

uforsvarlig forretningsførelse, rammes af konkurskarantænen og hindres i at videreføre for-

retningsførelsen i umiddelbar tilknytning til konkursen, hvorimod personer, der har udvist

særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse, og hvor en straffesag, der indeholder en påstand

om rettighedsfrakendelse, potentielt først afgøres flere år efter konkursen, først vil blive

bremset i at videreføre forretningsførelsen på et langt senere tidspunkt, som følge af en even-

tuel udsættelse af konkurskarantænesagen.

Konkursrådet finder på baggrund af ovenstående, at konkurskarantænesager og sager om ret-

tighedsfrakendelse efter straffelovens regler må skulle løbe parallelt med og uafhængigt af

hinanden, hvorfor der ikke bør ske udsættelse af en konkurskarantænesag med henblik på at

afvente afslutningen af en straffesag. Endvidere må den periode, hvor den pågældende er på-

lagt konkurskarantæne, skulle løbe parallelt med en eventuel rettighedsfrakendelse efter straf-

felovens regler.

Hvis der derfor før eller efter indledningen af en konkurskarantænesag er anlagt en straffesag

mod det pågældende ledelsesmedlem, som endnu ikke er afgjort, må konsekvensen heraf væ-

re, at der ikke vil være grundlag for at udsætte behandlingen af konkurskarantænesagen, der i

så fald vil skulle køre parallelt med straffesagen. Hvis der forud for eller under konkurskaran-

tænesagen er afsagt dom i en straffesag, som indeholder en rettighedsfrakendelse efter straffe-

lovens regler, vil der ej heller være grundlag for enten ikke at rejse konkurskarantænesagen

mod det pågældende ledelsesmedlem eller afslutte behandlingen heraf. Det samme må i øvrigt

være tilfældet, hvor det pågældende ledelsesmedlem frifindes i en straffesag, der enten er af-

gjort forud for eller under konkurskarantænesagen.

209

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Kapitel 9

Processuelle spørgsmål, herunder forkyndelse

1. Gældende ret

1.1 Forkyndelse i konkurskarantænesager

Hvis skifteretten efter konkurslovens § 160, stk. 1, har truffet beslutning om at indlede en sag

om konkurskarantæne, skal kurator, jf. konkurslovens § 161, stk. 1, inden et af skifteretten

fastsat tidspunkt indlevere et processkrift (stævningen).

Det følger af konkurslovens § 161, stk. 3, 1. pkt., at skifteretten skal lade stævningen forkyn-

de for den, der begæres pålagt konkurskarantæne. Efter konkurslovens § 161, stk. 3, 2. pkt.,

skal der samtidig med forkyndelsen af stævningen udleveres en vejledning om, hvad kon-

kurskarantæne indebærer, og om reglerne i konkurslovens § 162 (om svarskrift mv.) og § 163

(om advokatbeskikkelse).

Forkyndelse af stævningen sker efter reglerne i retsplejelovens kapitel 17, jf. konkurslovens §

160, stk. 2, jf. § 243.

Det følger af retsplejelovens § 155, stk. 1, at forkyndelse enten kan ske ved: 1) Brevforkyn-

delse, hvor dokumenterne sendes eller afleveres til den pågældende, der samtidig anmodes om

at bekræfte modtagelsen på en genpart af dokumentet eller, hvis forkyndelsen foretages ved

rettens foranstaltning, et særligt modtagelsesbevis, 2) Digital forkyndelse, hvor dokumenterne

ved digital kommunikation gøres tilgængelig for den pågældende, der samtidig anmodes om

at bekræfte modtagelsen, 3) Forenklet digital forkyndelse, hvor dokumenterne gøres tilgænge-

lig for den pågældende i en digital postkasse, der anvendes til sikker digital kommunikation

med det offentlige, 4) Postforkyndelse, hvor dokumenterne sendes til den pågældende i et

brev med en afleveringsattest, 5) Stævningsmandsforkyndelse, hvor dokumenterne afleveres

til den pågældende af en stævningsmand eller en anden dertil bemyndiget, og 6) Telefonfor-

kyndelse, hvor meddelelse gives telefonisk for den pågældende, der forinden eller efterføl-

gende får tilsendt en bekræftelse på forkyndelsen.

Ved Højesterets kendelse af 26. juni 2018 (gengivet i U 2018.3189 H), var der ikke sket lov-

lig telefonforkyndelse af et processkrift, da processkriftet ikke var sendt til den, der skulle

forkyndes for. I sagen var processkriftet blevet telefonisk forkyndt for den pågældende, A,

210

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

som vedkendte sig at være den person, der skulle forkyndes for, og A måtte have forstået tele-

fonsamtalen. Det var ubestridt, at A var bosiddende i Sverige, men A afviste at oplyse sin

adresse, da han ikke ønskede at modtage »nogen papirer«, hvorved det ikke var muligt i over-

ensstemmelse med reglerne om telefonforkyndelse i retsplejelovens § 155, stk. 1, nr. 6, at

fremsende processkriftet til A. Højesteret fandt på denne baggrund, at der ikke var sket lovlig

telefonforkyndelse og ophævede derfor skifterettens kendelse.

Det følger af retsplejelovens § 158, at såfremt den, man ønsker at forkynde for, har kendt

bopæl eller ophold i udlandet, og forkyndelse ikke kan ske her i riget efter bl.a. retspleje-

lovens § 155, stk. 1, nr. 4 og 5, jf. § 157 (dvs. post- og stævningsmandsforkyndelse), sker

forkyndelse ved brevforkyndelse eller på den måde, der er foreskrevet ved konvention eller

ved vedkommendes lands lov.

Ved Højesterets kendelse af 4. marts 2019 (gengivet i U 2019.1812 H) fastslog Højesteret, at

der i konkurskarantænesager ikke kan ske forkyndelse efter EU-forkyndelsesforordningen, jf.

retsplejelovens § 159 a, stk. 1, da kurator i en konkurskarantænesag udøver beføjelser af of-

fentligretlig karakter, hvorfor en konkurskarantænesag ikke kan anses for en civil eller kom-

merciel sag omfattet af forordningen. Spørgsmålet for Højesteret var herefter, om der – til

trods for, at man ved forkyndelsen havde antaget, at reglerne i EU-forkyndelsesforordningen

fandt anvendelse – alligevel var sket lovlig forkyndelse efter retsplejelovens § 158, hvoraf

følger, at forkyndelse i udlandet kan ske efter vedkommende lands lov. Det fremgik af sagen,

at skifteretten den 8. august 2016 havde sendt kurators processkrift af 7. marts 2016 til de

engelske myndigheder med henblik på forkyndelse. Af forkyndelsesattesten fra de engelske

myndigheder fremgik, at processkriftet i overensstemmelse med engelsk ret var blevet udleve-

ret til adressaten personligt den 23. august 2016 på den adresse, som skifteretten havde oplyst,

hvilket svarede til den adresse i London, som personen var registreret på i CPR-registret, og

som den konkursramte virksomhed tillige var registreret på ifølge CVR-registret. Det fremgik

videre af forkyndelsesattesten, at personen var blevet skriftligt orienteret om, at han kunne

nægte at modtage dokumentet, hvis det ikke var affattet på et sprog, han kunne forstå, eller

ledsaget af en oversættelse til de officielle sprog i forkyndelseslandet, hvilket er en mulighed

efter forkyndelsesforordningen, som dog ikke fandt anvendelse i sagen. De engelske myndig-

heder sendte efterfølgende processkriftet tilbage til skifteretten og anmodede om, at dette blev

oversat til engelsk, hvilket skete, hvorefter processkriftet efter to forgæves forsøg igen blev

forkyndt for den pågældende den 10. maj 2017 ved, at dokumentet blev lagt i postkassen på

den pågældendes adresse i London, hvilket var i overensstemmelse med de engelske forkyn-

delsesregler. Personen fremlagde dokumentation for, at personen ikke havde været tilstede i

London den 23. august 2016, hvor den første forkyndelse skulle være sket (herunder bl.a. be-

stilling af flybilletter, faktura for hotelophold på Madeira, fakturaspecifikationer vedrørende

211

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

telefoni samt sms-korrespondance med ægtefællen), og Højesteret lagde derfor til grund, at

forkyndelsen af processkriftet ikke var sket for den pågældende personligt den 23. august

2016. Højesteret fandt ej heller, at personen havde haft bopælsadresse i London ved forkyn-

delsen af 10. maj 2017, idet Højesteret bl.a. fandt, at personen havde fremlagt tilstrækkelige

beviser for, at han havde haft bopæl i Schweiz. Sammenfattende fandt Højesteret derfor, at

forkyndelsen ikke var sket lovligt efter bestemmelsen i retsplejelovens § 158, hvorfor Hø-

jesteret ophævede skifterettens kendelse og hjemviste sagen til fornyet behandling ved skifte-

retten.

Det følger af retsplejelovens § 163, stk. 1, at en forkyndelse er gyldig, selvom meddelelsen

ikke er kommet til vedkommendes kundskab. Hvis de dokumenter, der skal forkyndes, er

kommet vedkommende i hænde, følger det af retsplejelovens § 163, stk. 2, at forkyndelsen er

sket, selvom forkyndelsen ikke er foretaget i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens

§ 155-157 a. Bestemmelsen finder dog ikke anvendelse i sager om forkyndelse efter retspleje-

lovens § 158 – dvs. hvor den pågældende har kendt bopæl eller opholdssted i udlandet.

Såfremt den pågældendes bopæls- eller opholdssted eller hans arbejdssted i Danmark ikke kan

oplyses, eller hvis vedkommende fremmede myndigheder nægter eller undlader at efterkom-

me en anmodning om forkyndelse efter retsplejelovens § 158, kan forkyndelse, jf. retspleje-

lovens § 159, stk. 1, foretages i Statstidende. Hvis der er tale om en person omfattet af rets-

plejelovens § 158 (dvs. en person med kendt bopæl eller opholdssted i udlandet mv.), skal den

meddelelse, man ønsker at forkynde, jf. retsplejelovens § 159, stk. 3, tillige tilsendes den på-

gældende med posten til den pågældende kendte bopæl eller opholdssted i udlandet.

Det fremgår af en søgning i Statstidende foretaget for perioden 1. januar 2022 til 31. decem-

ber 2022, at der er foretaget 75 forkyndelser af stævninger i konkurskarantænesager i Statsti-

dende.

Skifterettens afgørelse i konkurskarantænesager træffes, jf. konkurslovens § 164, stk. 1, ved

kendelse. En kendelse om pålæg af konkurskarantæne får først virkning fra det tidspunkt,

hvor kendelsen er endelig, hvilket som udgangspunkt vil være ved udløbet af kærefristen, jf.

hertil kapitel 8, afsnit 1.1, ovenfor, om karantæneperiodens længde.

Hvis der afholdes mundtlig forhandling i en konkurskarantænesag, enten fordi den, der begæ-

res pålagt konkurskarantæne, har anmodet om det efter konkurslovens § 162, stk. 1, nr. 2,

eller skifteretten har fundet det hensigtsmæssigt, jf. konkurslovens § 162, stk. 4, følger det af

retsplejelovens § 219, stk. 1, 2. pkt., der tillige finder anvendelse i konkurskarantænesager, jf.

konkurslovens § 160, stk. 2, jf. § 243, at skifteretten ved sagens optagelse til kendelse skal

212

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

meddele parterne, hvornår kendelsen vil blive afsagt. I sådanne tilfælde vil det ikke være be-

tænkeligt at beregne kærefristen fra kendelsens afsigelse, jf. hertil Ulrik Rammeskow Bang-

Pedersen, Lasse Højlund Christensen og Clement Salung Petersen, Den Civile Retspleje, 5.

udgave, 2020, side 504, og Bernhard Gomard og Michael Kistrup, Civilprocessen, 5. udgave,

2020, side 759.

Hvis sagen ikke er blevet mundtligt forhandlet, skal skifteretten ikke på forhånd meddele par-

terne tidspunktet for afsigelsen af kendelsen, og parterne vil derfor ikke være bekendt med,

hvornår kendelsen træffes. I sådanne tilfælde vil kærefristen skulle beregnes fra det tidspunkt,

hvor parterne er blevet underrettet om afgørelsen, jf. hertil Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen,

Lasse Højlund Christensen og Clement Salung Petersen, Den Civile Retspleje, 5. udgave,

2020, side 504, og Bernhard Gomard og Michael Kistrup, Civilprocessen, 5. udgave, 2020,

side 759.

Det følger af retsplejelovens § 219, stk. 6, at kendelser som klart udgangspunkt ikke forkyn-

des, men alene gøres tilgængelig på domstolenes sagsportal, jf. dog retsplejelovens § 148 b,

stk. 2 og 4. Bestemmelsen finder tillige anvendelse i sager om konkurskarantæne, jf. konkurs-

lovens § 160, stk. 2, jf. § 243. Bestemmelsen indebærer, at i det omfang, den pågældende ikke

er fritaget fra at anvende domstolenes sagsportal efter retsplejelovens § 148 a, stk. 4, vil ken-

delsen i en konkurskarantænesag ikke blive forkyndt, men alene gjort tilgængelig på domsto-

lenes sagsportal. Hvor en sag om konkurskarantæne derfor behandles på domstolenes sags-

portal og ikke er blevet forhandlet mundtligt, må kærefristen beregnes fra det tidspunkt, hvor

kendelsen er blevet publiceret (gjort tilgængelig) på domstolenes sagsportal.

Hvis personen er fritaget fra at anvende domstolenes sagsportal, skal retten, jf. retsplejelovens

148 b, stk. 2 og stk. 2, jf. stk. 4, meddele personen kendelsen. Da der ikke er foreskrevet en

særlig form for meddelelse, bestemmer retten efter retsplejelovens § 154, stk. 1, meddelelsens

form. Det er i den forbindelse antaget i den insolvensretlige litteratur, jf. Torben Kuld Hansen

og Lars Lindencrone Petersen, Insolvensprocesret, 5. udgave, 2023, side 539 f., at i et tilfæl-

de, hvor den sagsøgte på trods af en forkyndelse af stævningen ikke har reageret på skifteret-

tens henvendelser, eller hvis sagen er behandlet på grundlag af forkyndelse i Statstidende,

skal der næppe ske forkyndelse af kendelsen.

Det forekommer dog i praksis, at retten beslutter at forkynde kendelsen om konkurskarantæ-

ne, hvorefter kærefristen i et tilfælde, hvor sagen ikke har været mundtligt forhandlet, må be-

regnes fra det tidspunkt, hvor kendelsen er blevet lovligt forkyndt.

213

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

1.2 Indledningen af konkurskarantænesagen

Det følger af konkurslovens § 160, stk. 1, 1. pkt., at skifteretten på grundlag af kurators be-

grundede indstilling afgør, om der skal indledes en sag om konkurskarantæne mod nogen.

Kurators begrundede indstilling om, hvorvidt der skal indledes en konkurskarantænesag mod

nogen, skal, jf. konkursloven § 125, stk. 3, jf. stk. 2, indgives senest 4 måneder efter konkurs-

dekretets afsigelse. Hvis kurator ikke kan fremskaffe tilstrækkelige oplysninger til brug for

afgivelsen af en endelig indstilling om konkurskarantæne i redegørelsen efter konkurslovens §

125, stk. 2, skal en sådan, jf. konkurslovens § 125, stk. 3, 2. pkt., afgives hurtigst muligt og

senest i forbindelse med redegørelsen efter konkurslovens § 125, stk. 4 (dvs. halvårs redegø-

relsen), medmindre den, der er spørgsmål om at pålægge konkurskarantæne, i væsentlig grad

har modarbejdet kurators undersøgelser.

En overskridelse af fristen i konkurslovens § 125, stk. 3, 1. pkt., jf. stk. 2, eller § 125, stk. 3,

2. pkt., jf. stk. 4, indebærer ikke, at en begæring om pålæg af konkurskarantæne efter kon-

kurslovens § 157, stk. 1, afvises, eller at der skal ske frifindelse, men overskridelsen kan få

betydning ved fastlæggelsen af karantæneperiodens længde, jf. hertil U 2021.1496 V, der er

gengivet i kapitel 8, afsnit 1.1, ovenfor, hvor indstillingen om konkurskarantæne først frem-

kom mere end 2 år efter konkursdekretets afsigelse.

Det fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen i konkurslovens § 160, stk. 1, 1.

pkt., jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 32-33, at skifteretten ved sin

indledende beslutning kun bør tilsidesætte kurators begrundede indstilling, hvis indstillingen

er åbenbart forkert, samt at skifteretten på dette indledende stadie ikke skal vurdere, om det er

sandsynligt, at konkurskarantæne vil blive pålagt, men alene om kurators redegørelse giver

grundlag for at indlede en karantænesag.

Da det er forudsat, at skifteretten alene skal foretage en begrænset prøvelse af grundlaget for

pålæg af konkurskarantæne, vil den, der beklæder skifteretten ved afgørelsen af, om der skal

indledes en sag, ikke være inhabil ved den senere afgørelse af, om konkurskarantæneskal ind-

ledes, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 33.

Efter konkurslovens § 160, stk. 1, 2. pkt., kan skifteretten anmode kurator om en supplerende

indstilling, før skifteretten træffer afgørelse om at indlede en konkurskarantænesag. Det er

forudsat i forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som frem-

sat, side 33, at dette også gælder i de tilfælde, hvor kurator i sin redegørelse efter konkurslo-

214

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

vens § 125, stk. 2, eller stk. 4, jf. stk. 3, indstiller, at der ikke skal indledes en sag om kon-

kurskarantæne.

Når skifteretten har truffet beslutning om at indlede en sag om konkurskarantæne, skal kura-

tor, jf. konkursloven § 161, stk. 1, inden en af skifteretten fastsat frist indlevere et proces-

skrift.

Det er forudsat i forarbejderne til konkursloven § 161, stk. 1, jf. Folketingstidende 2012-13,

A, L 131 som fremsat, side 33, at fristen normalt ikke bør sættes til mere end 4 uger, samt at

fristen på kurators anmodning kan forlænges, hvis det findes velbegrundet.

En overskridelse af fristen har ikke præklusiv virkning i forhold til kurators påstand om kon-

kurskarantæne, men vil, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 33, i man-

gel af lovligt forfald være udtryk for pligtforsømmelse fra kurators side, der kan tages i be-

tragtning ved fastsættelsen af kurators vederlag og ved skifterettens beslutning om udpegning

af kurator i fremtidige sager.

1.3 Advokatbeskikkelse og fastsættelse af salæret til den beskikkede advokat og kurator

Det følger af konkurslovens § 163, 1. pkt., at skifteretten beskikker en advokat for den, der

begæres pålagt konkurskarantæne, hvis den pågældende anmoder om det, eller skifteretten i

øvrigt finder det nødvendigt.

Det er forudsat i forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som

fremsat, side 35, at eftersom der altid vil blive beskikket en advokat for den, der begæres på-

lagt konkurskarantæne, vil der formentlig sjældent være anledning til, at skifteretten benytter

sig af muligheden for af egen drift at beskikke en advokat for den, der begæres pålagt karan-

tæne, idet dette formentligt kun vil være relevant, hvis skifteretten ikke finder det muligt at

behandle sagen på forsvarlig måde, uden at den pågældende har en sådan bistand.

Efter konkurslovens § 163, 2. pkt., gælder om salær og godtgørelse for udlæg til den beskik-

kede advokat samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens

kapitel 31.

Efter retsplejelovens § 334, stk. 2, der, jf. konkurslovens § 163, 2. pkt., finder tilsvarende an-

vendelse, tilkommer der den beskikkede advokat et passende salær samt godtgørelse for ud-

læg, herunder rejseudgifter, som advokaten med føje har haft i forbindelse med hvervet.

215

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Salæret til den beskikkede advokat bør i almindelighed fastsættes efter de samme principper

som vederlaget til kurator, herunder med hensyn til tillæg af moms, jf. Torben Kuld Hansen

og Lars Lindencrone Petersen, Insolvensprocesret, 5. udgave, 2023, side 541.

Vederlaget til den beskikkede advokat udredes forlods af statskassen, dog således at den, der

bliver pålagt konkurskarantæne, skal erstatte disse udgifter, medmindre særlige grunde taler

herimod, jf. § 165, stk. 2.

Som særlige grunde, der kan tale imod at pålægge den, der pålægges konkurskarantæne at

erstatte statskassen udgifter til advokatbeskikkelse, kan f.eks., jf. Folketingstidende 2012-13,

A, L 131 som fremsat, side 36, være, at advokatbeskikkelsen har været nødvendig på grund af

den pågældendes særlige psykiske tilstand, eller at udgifterne til advokatbeskikkelse, uden at

det kan bebrejdes den pågældende, har været usædvanligt store. Der kan tillige, jf. Folketing-

stidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 36, lægges vægt på den pågældendes økonomi-

ske forhold, således at det kan være nærliggende at fritage for at erstatte statskassen udgifter-

ne ved advokatbeskikkelse, hvis den pågældende opfylder de økonomiske betingelser for fri

proces, idet dette dog ikke i sig selv – men kun sammen med andre forhold – vil kunne udgø-

re særlige grunde.

Det følger af konkurslovens § 166, 1. pkt., at skifteretten fastsætter vederlaget til kurator for

dennes førelse af en sag om konkurskarantæne.

Vederlaget skal, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 37, fastsættes un-

der hensyn til arbejdets omfang (dvs. navnlig antallet om omfanget af udvekslede processkrif-

ter og omfanget af en eventuel mundtlig forhandling), sagens karakter og udfald. Der vil såle-

des, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 37, kunne lægges vægt på, om

der f.eks. er tale om en enkel sag, hvor konkurskarantæne pålægges en enkelt person på

grundlag af et kortfattet processkrift fra kurator, eller om der omvendt er tale om en sag, hvor

der f.eks. er flere personer, der begæres pålagt konkurskarantæne, eller hvor sagen er meget

kompleks. Udmålingen, der sker under hensyn til en opgørelse fra kurator over anvendt tid,

forudsætter, at det oplyste tidsforbrug efter skifterettens vurdering anses for rimeligt.

Vederlaget afholdes af statskassen, jf. § konkursloven § 166, 2. pkt., idet det i et tilfælde, hvor

der pålægges konkurskarantæne, vil være den karantænepålagte, der skal erstatte udgifterne til

kurators vederlag fuldt ud, jf. konkurslovens § 165, stk. 1, 3. pkt.

216

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

2. Konkursrådets overvejelser

2.1 Forkyndelse af kendelser i konkurskarantænesager

Konkursrådet er blevet opmærksom på, at der i praksis synes at være tilfælde, hvor en person,

der har kendt bopæl eller ophold i udlandet, bevidst søger at undgå forkyndelse af en kendelse

i en konkurskarantænesag, hvilket har den følge, at retsvirkningerne af den pålagte kon-

kurskarantæne ikke kan indtræde.

Spørgsmålet om forkyndelse af konkurskarantænekendelser opstår som udgangspunkt alene i

de tilfælde, hvor konkurskarantænesagen ikke behandles på domstolenes sagsportal, da der,

såfremt sagen behandles på sagsportalen, alene stilles krav om, at kendelsen skal publiceres

(gøres tilgængelig) for parterne på portalen, jf. retsplejelovens § 219, stk. 6, der tilsvarende

finder anvendelse i konkurskarantænesager.

Formålet med forkyndelse af meddelelser mv. er dels at sikre, at meddelelsen kommer til

adressatens kundskab, dels at sikre bevis for dette, så de retsvirkninger, der er knyttet til for-

kyndelsen, kan indtræde, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 12 som fremsat, side 6 og

betænkning nr. 1528 af 2011, om revision af reglerne om forkyndelse, side 15. Når det synes

accepteret i praksis og på tværs af den juridiske litteratur, jf. afsnit 1.1, ovenfor, at kærefristen

i tilfælde, hvor sagen ikke har været mundtligt forhandlet, først begynder at løbe fra det tids-

punkt, hvor parterne er blevet underrettet om kendelsen, må det antages, at retten, når det be-

sluttes, at kendelsen skal forkyndes, lægger vægt på konkurskarantænens indgribende karak-

ter, og at den, der pålægges konkurskarantæne, ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning

skal have mulighed for at varetage sine interesser.

Selvom det ud fra en retssikkerhedsmæssig betragtning synes rigtigst, at en karantænepålagt

person skal have kendskab til kendelsen, førend retsvirkningerne af kendelsen indtræder, her-

under henset til konkurskarantænens rettighedsfratagende karakter, er det dog klart, at der vil

kunne opstå situationer, hvor den personen, som bevidst modarbejder en forkyndelse, kan

undgå retsvirkningen af en konkurskarantæne, herunder registrering i konkurskarantæneregi-

steret, da skifteretten først skal indberette konkurskarantænekendelsen til registeret, når den er

endelig – dvs. kærefristen er udløbet – jf. hertil § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 1510 af 13.

december 2023 om førelse af et register over konkurskarantæner (konkurskarantæneregister-

bekendtgørelsen). I sådanne situationer vil konkurskarantænereglerne derfor reelt ikke kunne

leve op til formålet med reglerne, nemlig at sikre mod konkursrytteri og videreførelsen af en

groft uforsvarlig forretningsførelse til skade for potentielt fremtidige kreditorer og samfundet.

217

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at generelle forkyndelsesproblematikker i re-

lation til personer, der har kendt bopæl eller opholdssted i udlandet – herunder det forhold at

EU-forkyndelsesforordningen, jf. U 2019.1812 H, ikke finder anvendelse i konkurskarantæ-

nesager – efter Konkursrådets opfattelse ikke vil kunne løses på et rent nationalt plan, men må

løses som led i et internationalt samarbejde.

Konkursrådet bemærker videre, at omfanget af forkyndelsesproblematikken i relation til le-

delsesmedlemmer bosat i udlandet alene synes at være af begrænset omfang. Tal indhentet fra

Domstolsstyrelsen viser, at Danmarks Domstoles Enhed for Udlandsforkyndelse i 2021 og

2022 har modtaget henholdsvis 33 og 46 konkurskarantænesager til udlandsforkyndelse. Det

har dog ikke været muligt at få opgjort, hvor mange af disse sager der angik forkyndelse af

stævninger, og hvor mange af sagerne der angik forkyndelse af kendelser.

Konkursrådet har – på trods af problemets relativt begrænsede omfang i praksis – på bag-

grund af ovenstående fundet grundlag for at overveje, hvordan de problemstillinger, som er

knyttet til forkyndelsen af konkurskarantænekendelser i udlandet, kan imødegås, herunder om

der bør gælde noget særligt om forkyndelse i relation til konkurskarantænesager, der ikke

behandles på domstolenes sagsportal.

Konkursrådet har for det første overvejet, om der i tilfælde, hvor konkurskarantænesagen ikke

behandles på domstolenes sagsportal, bør ske indberetning til konkurskarantæneregisteret

allerede fra det tidspunkt, hvor kendelsen om konkurskarantæne er afsagt – dvs. forud for det

tidspunkt kendelsen er endelig – hvorefter retsvirkningen af en konkurskarantæne kan indtræ-

de forud for en eventuel forkyndelse.

En sådan løsning kan dog ikke anbefales, dels fordi det vil være yderst retssikkerhedsmæssigt

betænkeligt, at en kendelse vil få virkning, før den er endelig, dels fordi det vil påføre skifte-

retten en ekstra byrde, da skifteretten – efter at have indberettet den endnu ikke endelige afgø-

relses resultat – vil være nødsaget til at indberette og rette i registreringen flere gange, end det

er tilfældet i dag. Endvidere kan der ikke bortses fra, at en sådan løsning, i lyset af ønsket om

at give private adgang til konkurskarantæneregisteret, vil kunne føre til, at en person, der kæ-

rer skifterettens kendelse, i en kortere periode vil være registreret i konkurskarantæneregiste-

ret og dermed mødes af konsekvenserne af en konkurskarantæne, selvom kendelsen ikke har

været endelig.

Konkursrådet har derfor for det andet overvejet en løsning på forkyndelsesproblematikken,

hvorefter det fastsættes, at kendelser om konkurskarantæner ikke skal forkyndes, men alene

meddeles den pågældende.

218

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

For en sådan løsning taler, at det er en gyldighedsbetingelse for konkurskarantænesagen, at

stævningen er blevet forkyndt, jf. hertil konkurslovens § 161, stk. 3. Den, der begæres pålagt

konkurskarantæne, vil derfor som udgangspunkt være bekendt med sagens eksistens, og den

pågældende vil herefter have ansvaret for selv at varetage sine interesser under sagen, herun-

der meddele skifteretten, hvortil kendelsen kan meddeles, når den er afsagt.

Dette synspunkt vil dog ikke kunne fastholdes i relation til tilfælde, hvor stævningen forkyn-

des via Statstidende, og den pågældende således ikke nødvendigvis – måske nærmere sjæl-

dent – vil være bekendt med karantænesagens eksistens. Hvis man således fastsætter en regel

om, at der ikke skal ske forkyndelse af konkurskarantænekendelsen, kan det ikke udelukkes,

at der kan være tilfælde, hvor en person pålægges konkurskarantæne, uden at personen er be-

kendt med sagens eller kendelsens eksistens.

Spørgsmålet er dog, om dette ud fra den betragtning, at forkyndelse i Statstidende alene an-

vendes, hvor det i øvrigt ikke har været muligt at forkynde for den pågældende efter de al-

mindelige regler herom – f.eks. fordi vedkommende fremmede myndigheder nægter eller

undlader at efterkomme en anmodning om forkyndelse, jf. retsplejelovens § 158 – alligevel

må anses for rimeligt. Som anført oven for under afsnit 1.1, antages det i den insolvensretlige

litteratur, jf. hertil Torben Kuld Hansen og Lars Lindencrone Petersen, Insolvensprocesret, 5.

udgave, 2023, side 539-540, at hvis der er sket indkaldelse i Statstidende, bør man næppe for-

kynde kendelsen via Statstidende, da dette vil stride mod bestemmelserne om, at sådanne

kendelser om konkurskarantæner (på nuværende tidspunkt) ikke er offentligt tilgængelige.

Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at udgangspunktet ved behandlingen af kon-

kurskarantænesager er, at sagerne behandles på domstolenes sagsportal efter retsplejelovens §

148 a, stk. 1, der finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med behandlingen af konkurska-

rantænesager, jf. konkurslovens § 160, jf. § 243. Dette må tillige gælde i tilfælde, hvor for-

kyndelsen af stævningen er sket via Statstidende, og hvor den, der begæres pålagt konkurska-

rantæne, ikke har anmodet om at blive fritaget fra at anvende domstolenes sagsportal. Kendel-

sen vil i sådanne tilfælde ikke skulle forkyndes, jf. hertil retsplejelovens § 219, stk. 6, og kæ-

refristen i konkurskarantænesagen vil derfor begynde at løbe automatisk fra det tidspunkt,

hvor den pågældende har modtaget meddelelse om, at kendelsen er publiceret på domstolens

sagsportal, uanset om den pågældende er bekendt med sagen eller ej.

Hvor den pågældende har anmodet om at blive fritaget fra at anvende domstolenes sagsportal,

og retten har truffet beslutning herom, jf. retsplejelovens § 148 a, stk. 4, f.eks. fordi den på-

gældende ikke kan få f.eks. MitID, bør den pågældende oplyse retten om den adresse eller

219

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

lign., hvortil kendelsen kan sendes. I sådanne tilfælde må kærefristen begynde at løbe fra det

tidspunkt, den pågældende er blevet underrettet om kendelsen – eventuelt ved anbefalet brev

eller lign. – hvilket svarer til, hvad der gælder efter de almindelige civilprocessuelle regler.

En særregel om, at konkurskarantænekendelser ikke skal forkyndes, vil være lex specialis til

retsplejelovens § 154, stk. 1, i de tilfælde, hvor den, der pålægges konkurskarantæne, er frita-

get fra at anvende domstolenes sagsportal. Særreglen vil ikke være relevant i de tilfælde, hvor

den pågældende ikke er blevet fritaget fra at anvende domstolenes sagsportal, og hvor kendel-

sen under alle omstændigheder ikke skal forkyndes, jf. retsplejelovens § 219, stk. 6.

Retsvirkningen af en sådan regel vil derfor være, at det f.eks. i et tilfælde, hvor konkurskaran-

tænesagen ikke behandles på domstolenes sagsportal, og der tale om et ledelsesmedlem, der

har kendt bopæl eller ophold i udlandet, vil være tilstrækkeligt, at sende kendelsen til den på-

gældendes kendte adresse med anbefalet brev eller lign. Personen vil således selv have et an-

svar for at sikre sig kendskab om processen og sørge for at underrette skifteretten, såfremt de

kontaktoplysninger, skifteretten måtte have på den pågældende, ikke er korrekte.

Hvis man fastsætter en regel om, at kendelser i konkurskarantænesager ikke skal forkyndes,

vil den karantænepålagte person i et tilfælde, hvor kærefristen er udløbet, og hvor personen

efter eget udsagn ikke er bekendt med sagen, til trods for at stævningen er blevet forkyndt,

kunne anmode om oprejsningsbevilling, jf. retsplejelovens § 394, stk. 2, jf. konkurslovens §

160, jf. § 243, og i tilfælde af, at fristen er overskredet, en tilladelse til ekstraordinær kære af

skifterettens kendelse efter en analogi af retsplejelovens § 399, stk. 2, jf. stk. 1. Der er således

enkelte sikkerhedsventiler, der kan sikre, at en person som følge af manglende kendskab til

kendelsen vil kunne varetage sine interesser.

2.2 Indledningen af en konkurskarantænesag

Konkursrådet har overvejet, om der er grundlag for at ændre på reglen i konkursloven 160,

stk. 1, hvorefter skifteretten skal træffe beslutning om indledningen af en konkurskarantæ-

nesag på baggrund af kurators begrundede indstilling.

Bestemmelsen i konkurslovens § 160, stk. 1, er tiltænkt som en form for nødventil til tilfælde,

hvor skifteretten, såfremt det er objektivt konstaterbart, at den af kurator begrundede indstil-

ling efter konkursloven § 125, stk. 3, er åbenbart forkert – f.eks. hvis indstillingen er ube-

grundet eller bygger på usaglige eller svagt funderede postulater – kan tilsidesætte kurators

indstilling, jf. hertil Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 32 og 33.

220

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Selvom det fremgår af bestemmelsens ordlyd og er forudsat i forarbejderne hertil, at skifteret-

ten kan tilsidesætte kurators indstilling, hvis indstillingen er åbenbart forkert, ses det dog me-

get sjældent i praksis, at skifteretten rent faktisk tilsidesætter kurators begrundede indstilling.

Dette kan antageligvis være begrundet i,

dels

at det er de færreste kuratorer, der indgiver en

åbenbart grundløs indstilling om pålæg af konkurskarantæne,

dels

at skifterettens prøvelse på

dette indledende stadie alene er forudsat at skulle være af meget begrænset omfang og intensi-

tet.

Konkursloven § 160, stk. 1, har derfor efter Konkursrådets opfattelse – til trods for at være

begrundet i saglige hensyn – alene karakter af et ekstra processkridt, der er uden den store

betydning for, om en konkurskarantænesag rent faktisk vil blive indledt eller ej.

Bestemmelsen har dog i praksis betydning i navnlig to henseender.

For det første er skifterettens beslutning om at indlede en konkurskarantænesag med til at

fiksere en dato for, hvem der skal afholde hvilke omkostninger til kurators behandling af kon-

kurskarantænesagen. Hvor vederlaget til kurator frem til skifterettens beslutning om at indlede

konkurskarantænesagen afholdes af konkursboet, vil omkostningerne til kurators arbejde i

relation til konkurskarantænesagen efter dette tidspunkt udredes forlods af statskassen.

For det andet anvendes datoen for skifterettens beslutning om at indlede en konkurskarantæ-

nesag til at fastsætte fristen for kurators indlevering af stævningen i sagen, som i almindelig-

hed fastsættes til fire uger, men efter anmodning fra kurator kan forlænges, hvis det findes

velbegrundet.

Konkursrådet finder, herunder henset til ovenstående, at bestemmelsen i konkurslovens § 160,

stk. 1, bør ophæves, så skifteretten ikke længere skal træffe en formel beslutning om at indle-

de konkurskarantænesagen.

Kurator bør derfor ej heller skulle fremkomme med en begrundet indstilling om, hvorvidt der

skal indledes en konkurskarantænesag mod nogen, idet skifteretten ikke vil skulle tage stilling

til, om der skal indledes en konkurskarantænesag, og bestemmelsen i konkurslovens § 125,

stk. 3, bør derfor ændres til, at kurator skal fremkomme med en begrundet meddelelse om,

hvorvidt der vil blive indledt en konkurskarantænesag.

Da skifteretten ikke fremover vil skulle træffe en formel beslutning om at indlede konkurska-

rantænesagen, vil konkurskarantænesagen skulle anses for indledt på det tidspunkt, hvor skif-

teretten modtager kurators stævning i karantænesagen.

221

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

I forhold til skæringstidspunktet for, hvem der skal afholde hvilke omkostninger i forbindelse

med konkurskarantænesagen, bør det afgørende tidspunkt, være tidspunktet for skifterettens

modtagelse af kurators begrundede meddelelse, jf. hertil ovenfor. Det vil således være kon-

kursboet, der skal afholde de omkostninger, som ligger forud for skifterettens modtagelse af

kurators begrundede meddelelse, hvorimod de omkostninger, der ligger efter dette tidspunkt,

herunder omkostninger forbundet med kurators udarbejdelse af stævningen, vil skulle holdes

uden for konkursboet og erstattes forlods af statskassen. Dette er i overensstemmelse med,

hvad der gælder i dag, dog således at det ikke længere er skifterettens formelle beslutning om

at indlede sagen, der er afgørende, men derimod tidspunktet for skifterettens modtagelse af

kurators begrundede meddelelse.

Som følge af, at skifteretten ikke længere vil skulle træffe beslutning om indledningen af en

konkurskarantænesag, men alene registrere sagen, finder Konkursrådet, at der efter tidspunk-

tet fra skifterettens modtagelse af kurators begrundede meddelelse bør løbe en automatisk frist

for indleveringen af kurators stævning. Konkursrådet finder, at denne frist bør være 4 uger,

således at kurator senest 4 uger efter skifterettens modtagelse af kurators begrundede meddel-

else efter § 125, stk. 3, skal indlevere en stævning. Skifteretten bør dog – ligesom det er til-

fældet i dag – have mulighed for på begæring fra kurator at forlænge fristen, hvis det er vel-

begrundet. Ligesom det er tilfældet efter de gældende regler, bør en overskridelse af fristen

for indleveringen af stævningen, herunder en overskridelse af en eventuel forlængelse af fri-

sten, ikke have præklusiv virkning i forhold til kurators påstand om pålæg af konkurskarantæ-

ne, men en overskridelse af fristerne vil i mangel af lovlig forfald være udtryk for pligtfor-

sømmelse fra kurators side, som vil kunne tages i betragtning ved fastsættelsen af kurators

vederlag for førelse af konkurskarantænesagen, og skifterettens beslutning om udpegning af

kurator i fremtidige sager.

Konkursrådet finder endvidere, at der er grundlag foretage enkelte justeringer af kravene til

indholdet af kurators stævning. Det bør således fremadrettet fremgå direkte af konkursloven,

at kurators stævning skal indeholde oplysninger om, hvorvidt der vil blive nedlagt påstand

efter konkurslovens § 159, 2. pkt., og den foreslåede nye bestemmelse i § 159, 3. pkt., lige-

som stævningen bør indeholde oplysninger om eventuelt tidligere pålagte konkurskarantæner.

2.3 Advokatbeskikkelse og fastsættelse af salæret til den beskikkede advokat og kurator

Som retstilstanden er i dag, vil den, der begæres pålagt konkurskarantæne, altid få beskikket

en advokat, hvis den pågældende anmoder herom. Det er dermed statskassen, der forlods af-

holder omkostningerne til den beskikkede advokat, dog således at skifteretten kan pålægge

222

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

den, der pålægges konkurskarantæne, at erstatte statskassens udgifter i forbindelse med be-

skikkelsen.

Konkursrådet finder, at det fremadrettet bør være sådan, at der alene bør være adgang til ad-

vokatbeskikkelse i konkurskarantænesager i det omfang, hvor den, der begæres pålagt kon-

kurskarantæne, opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, jf. retsplejelovens § 325.

Hvis den pågældende ikke opfylder de økonomiske betingelser i retsplejelovens § 325, vil der

således ikke kunne ske advokatbeskikkelse, men den pågældende må selv afholde omkostnin-

gerne til en eventuel advokat.

Konkursrådet har i denne sammenhæng lagt vægt på, at det skønnes rimeligt, at den, der be-

gæres pålagt konkurskarantæne, selv afholder udgifterne til en advokat, i det omfang den på-

gældende selv er i stand til at betale herfor. Hermed sikres også, at der ikke – såfremt den

pågældende pålægges konkurskarantæne – skal afholdes store udgifter til inddrivelse af belø-

bet hos den pågældende.

En ændring af beskikkelsesreglen vil kunne føre til, at der vil være personer, som ikke opfyl-

der de økonomiske betingelser i retsplejelovens § 325, og som ikke vælger at lade sig repræ-

sentere af en advokat.

Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at det følger af retsplejelovens § 259, stk. 2,

der efter konkurslovens § 243, jf. § 160, finder tilsvarende anvendelse i en konkurskarantæ-

nesag med de ændringer, der følger af forholdets natur, at retten kan pålægge en person at

lade sagen føre ved en advokat (»advokatpålæg«). Retten vil såedes efter denne bestemmelse

kunne pålægge den, der ikke opfylder de økonomiske betingelser i retsplejelovens § 325, at

lade sagen føre ved en advokat, hvis retten ikke finder det muligt at behandle sagen på en

hensigtsmæssig måde, uden at den pågældende har en sådan bistand.

Hvis en person ikke efterkommer et advokatpålæg, vil det have de retsvirkninger, der følger

af retsplejelovens § 259, stk. 3, idet der dog må henses til, at bestemmelsen, jf. konkurslovens

§ 160, jf. § 243 finder anvendelse med de ændringer, der følger af forholdets natur. Dette må

indebære, at hvis en person, der er pålagt at møde ved en advokat, jf. retsplejelovens § 259,

skt. 2, jf. konkurslovens § 243, jf. § 160, indleverer et processkrift, skal skifteretten anse dette

for ikke indgivet, idet retsvirkningen heraf ikke vil være præklusion, men derimod processuel

skadevirkning efter konkurslovens § 162, stk. 6.

Ligesom reglerne i retsplejelovens § 259, stk. 2 og 3, jf. konkurslovens § 160, jf. § 243 finder

tilsvarende anvendelse i konkurskarantænesager med de ændringer, som følger af forholdets

223

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

natur, vil bestemmelsen i retsplejelovens § 260, stk. 11, tillige finde anvendelse. Dette inde-

bærer, at hvis den, der begæres pålagt konkurskarantæne, og som er pålagt at lade sagen føre

af en advokat, godtgør, at det ikke har været muligt for vedkommende at antage en advokat,

bør skifteretten dog efter omstændighederne kunne vælge at beskikke den pågældende en ad-

vokat. Det vil bero på en konkret vurdering, om der – på trods af at den pågældende ikke op-

fylder de økonomiske betingelser i retsplejelovens § 325, og er pålagt at møde ved en advokat

– er grundlag for at beskikke en advokat, idet det afgørende må være, om at den pågældende

hverken har savnet evne eller vilje til at engagere en advokat, men at dette af særlige grunde

ikke er lykkedes.

I forhold til fastsættelsen af salæret til kurator og den eventuelt beskikkede advokat samt sa-

gens omkostninger, finder Konkursrådet, at der fremover bør kunne lægges vægt på, om de af

kurator og den beskikkede advokat foretagne processkridt har været overflødige.

Konkursrådet har i den forbindelse lagt vægt på, at der efter rådets opfattelse ses tilfælde,

hvor der udveksles flere processkrifter, end den konkrete konkurskarantænesag kan bære,

ligesom der ses tilfælde, hvor der afholdes mundtlig forhandling, uden at der under denne

kommer andet og mere frem end det, der allerede fremgår af de af parterne udvekslede pro-

cesskridt.

Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at det er forudsat, at skifteretten i skriftligt

behandlede sager bør give parterne mulighed for indlevering af replik og duplik, medmindre

det ud fra indholdet af kurators første processkrift (stævningen) og svarskriftet må anses for

klart overflødigt, ligesom yderligere skriftveksling vil kræve en særlig begrundelse. I forhold

til mundtligt behandlede sager er det forudsat, at skifteretten kun bør give parterne mulighed

for indlevering af replik og duplik, hvis særlige grunde taler derfor.

Det bør derfor – herunder i lyset af ovenstående – være muligt for skifteretten at tage hensyn

til, om de foretagne processkridt set i lyset af sagens karakter og omfang må anses for over-

flødige. Der er herved tiltænkt en skærpelse af parternes agtpågivenhed i forhold til alene at

sikre, at det er relevant processtof, som inddrages til brug for sagens behandling

Ved vurderingen af om et processkridt har været overflødigt, vil der kunne henses til den vur-

dering, der foretages efter retsplejelovens § 318, stk. 1, hvoraf følger, at den part, som på

uforsvarlig måde har foranlediget spildte møder, ufornødne udsættelser, unyttig bevisførelse

eller andre overflødige processuelle skridt, selv om parten vinder, skal erstatte modtager ud-

gifterne herved. Det må dog i alle tilfælde bero på en konkret vurdering af den enkelte sags

224

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

omstændigheder, om et processkridt har været overflødigt, herunder en vurdering af om der

har været rimelig grund til at anmode om det pågældende processkridt.

225

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Kapitel 10

Forholdet til tvangsopløsning og rekonstruktionsbehandling

1. Overgangen fra tvangsopløsning til konkurs

1.1 Konkursrådets betænkning nr. 1525 af 2011 om konkurskarantæne

Som det fremgår af betænkning nr. 1525 af 2011, side 87, fandt Konkursrådet, at selskaber,

der begæres tvangsopløst, alene bør være omfattet af konkurskarantænereglerne, hvis selska-

bet efterfølgende tages under konkursbehandling. Konkursrådet var i den forbindelse op-

mærksom på, at det som følge heraf ville få større betydning, om et insolvent selskab, der

begæres tvangsopløst, opløses uden konkurs eller tages under konkursbehandling, jf. hertil

betænkning nr. 1525 af 2011, side 87.

Konkursrådet fandt i denne sammenhæng anledning til at fremhæve, hvad der efter rådets

opfattelse normalt kan betragtes som ”god praksis” for skifterettens behandling af en begæ-

ring om tvangsopløsning af et selskab, idet der henvises til betænkning nr. 1525 af 2011, side

88, hvor følgende bl.a. fremgår:

”Skifteretten

bør af egen drift tage selskabet under konkursbehandling, hvis sel-

skabet er insolvent og der enten er aktiver i selskabet eller er grund til mistanke

om ulovligheder. Hvis ledelsen udebliver fra møde i skifteretten og skifteretten ik-

ke har tilstrækkelige oplysninger til at vurdere, om det beskrevne grundlag for

konkursbehandling foreligger, bør skifteretten, før den i givet fald opløser selska-

bet uden yderligere behandling efter en analogi af konkurslovens § 143, enten

udmelde en likvidator med henblik på, at denne undersøger forholdene, eller ud-

sætte sagen på fornyet indkaldelse af selskabets ledelse. Hvis ledelsen opholder

sig i udlandet, bør skifteretten eller likvidator normalt forsøge at indhente en

skriftlig redegørelse fra ledelsen og bør også kontakte selskabets eventuelle re-

visor. Skifteretten eller likvidator bør endvidere eventuelt kontakte kendte for-

dringshavere og bør desuden indhente skatteinformationer for selskabet (såkaldte

R75-oplysninger) fra SKAT. Skifteretten eller likvidator bør endelig normalt ind-

hente en fuldstændig udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vedrørende hver

af de personer, der har haft tilknytning til selskabet. Kun hvis skifteretten på dette

grundlag fortsat ikke har oplysninger, der viser, at selskabet har aktiver, eller

som giver anledning til konkret mistanke om ulovligheder – og skifteretten skøn-

ner, at en likvidator ikke kan tilvejebringe yderligere oplysninger – bør skifteret-

ten efter Konkursrådets opfattelse i givet fald slutte tvangsopløsningen efter en

analogi af konkurslovens § 143. Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at der

ved nogle skifteretter (f.eks. Sø- og Handelsretten) er praksis for, at en tvangsop-

226

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

løsning ikke kan sluttes efter en analogi af konkurslovens § 143, når der er udpe-

get en likvidator, idet likvidator i så fald enten vil skulle gennemføre en solvent

likvidation eller indgive konkursbegæring. Ved disse skifteretter opstår spørgsmå-

let om at slutte tvangsopløsningen efter en analogi af konkurslovens § 143 således

ikke i de tilfælde, hvor der er udpeget en likvidator.”

1.2 Konkursrådets udtalelse af 12. juni 2018 om overgangen fra tvangsopløsning til

konkurs

Ved udtalelse af 12. juni 2018 om overgangen fra tvangsopløsning til konkurs foreslog Kon-

kursrådet, at det ikke længere skulle være muligt for skifteretten at opløse et selskab, som

Erhvervsstyrelsen har anmodet skifteretten om at tvangsopløse, efter en analogi af konkurslo-

vens § 143, og således uden at der udmeldes en likvidator eller selskabet tages under kon-

kursbehandling.

Forslaget var bl.a. begrundet i, at når skifteretten beslutter at tvangsopløse et selskab efter en

analogi af konkurslovens § 143, og således uden en egentlig form for bobehandling f.eks. i

form af likvidation eller insolvensbehandling, bliver selskabets forhold og de dispositioner,

der er foretaget i selskabet ikke undersøgt nærmere, hvilket indebærer en risiko for, at selska-

ber med begrænset hæftelse misbruges, idet det bl.a. ikke afdækkes, om der er foregået ulov-

lige dispositioner i selskabet, om der er grundlag for at indlede en sag om konkurskarantæne

mod ledelsen, og/eller om der er grundlag for en politimæssig efterforskning, jf. hertil Kon-

kursrådets udtalelse af 12. juni 2018, side 12f.

Af Konkursrådets udtalelse af 12. juni 2018, side 12-13, fremgår i denne sammenhæng bl.a.

følgende:

”Den

uens praksis ved skifteretterne i forhold til tvangsopløsning af selskaber

medfører, at reglerne om konkurskarantæne ikke fuldt ud anvendes som forudsat

ved Konkursrådets betænkning nr. 1525/2011. Desuden indbyder den uens praksis

til forumshopping, idet det vil være muligt at etablere selskabet eller senere ændre

hjemsted til et sted, hvor selskaber i højere grad opløses efter en analogi af kon-

kurslovens § 143, hvorved selskabet ikke undersøges nærmere af en likvidator el-

ler af en kurator.

Det strider mod grundlæggende samfundsinteresser, ligesom det er stridende mod

retsfølelsen, hvis et selskabs forhold ikke undersøges, og hvis der som følge heraf

ikke pålægges en konkurskarantæne i tilfælde, hvor der er grundlag herfor.

Det undersøges desuden ikke, om der måtte være aktiver, herunder i form af lån

til kapitalejerne. Sådanne lån kan være lovlige, såfremt betingelserne i selskabs-

lovens § 210, stk. 2, er opfyldt. Uanset om der er tale om et lovligt eller ulovligt

227

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

lån, skal lånet tilbagebetales til selskabet. Hertil kommer at der er en afledt effekt

af sådanne lån, idet kapitalejeren skal beskattes, jf. ligningslovens § 16 e. Hvis

der er ydet sådanne lån til kapitalejerne, medfører det således, dels at der vil være

midler i selskabet, dels at der tilfalder statskassen et skatteprovenu som følge af

beskatningen af kapitalejeren.

Det er ligeledes stridende mod grundlæggende samfundsinteresser og retsfølel-

sen, hvis der er et tabt skatteprovenu som følge af manglende beskatning af lovli-

ge eller ulovlige kapitalejerlån. Desuden kan selskaberne have drevet afgiftsplig-

tig virksomhed uden at registrere dette og dermed have været i konkurrence på

ulige vilkår med virksomheder, der overholder reglerne.”

Der henvises i det hele til Konkursrådets udtalelse af 12. juni 2018 om overgangen fra

tvangsopløsning til konkurs.

1.3 Konkursrådets overvejelser

Som det fremgår af Konkursrådets kommissorium af 30. juni 2020, er Konkursrådet bl.a. ble-

vet anmodet om at overveje, om kriterierne for at pålægge konkurskarantæne bør justeres,

således at konkurskarantæne i højere grad målrettes personer, der på grund af uhæderlige for-

hold skønnes uegnede til at lede en erhvervsvirksomhed.

Som det fremgår ovenfor, har Konkursrådet tidligere overvejet, om reglerne om konkurska-

rantæne skal finde anvendelse i forbindelse med tvangsopløsning. Konkursrådet finder ikke

anledning til at ændre den tidligere indstilling om, at selskaber, der begæres tvangsopløst,

alene bør være omfattet af konkurskarantænereglerne, hvis selskabet efterfølgende tages un-

der konkursbehandling, jf. hertil betænkning nr. 1525 af 2011, side 87.

Konkursrådet finder dog anledning til at bemærke, at det fortsat er rådets opfattelse, ligesom

det fremgår af rådets udtalelse af 12. juni 2018, at konkurskarantænereglerne ikke kan fungere

efter hensigten, hvis de selskaber, som Erhvervsstyrelsen har anmodet skifteretten om at

tvangsopløse, opløses efter en analogi af konkurslovens § 143, uden at selskabets forhold er

blevet undersøgt nærmere. Hvis man ønsker at sikre mod konkursrytteri og videreførelsen af

en groft uforsvarlig forretningsførelse, der er til skade for både potentielle kreditorer og sam-

fundet som helhed, bør man efter Konkursrådets opfattelse i videst muligt omfang søge at

gøre op med en sådan praksis.

Der henvises i det hele til Konkursrådets udtalelse af 12. juni 2018 om overgangen fra

tvangsopløsning til konkurs, og det heri fremlagte lovudkast.

228

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

2. Rekonstruktionskarantæne

2.1 Gældende ret

Konkurskarantænereglerne finder ikke anvendelse ved en forebyggende rekonstruktionsbe-

handling, der behandles efter reglerne i konkurslovens Afsnit IA, eller ved en almindelig re-

konstruktionsbehandling, der behandles efter reglerne i konkurslovens Afsnit IB.

I relation til de almindelige rekonstruktionsregler, der følger af konkurslovens Afsnit IB,

overvejede Konkursrådet i forbindelse med betænkning nr. 1525 af 2011, om konkurskaran-

tæne også burde kunne pålægges på grundlag af en rekonstruktionsbehandling. Følgende

fremgår herom af betænkningens side 91:

”Konkursrådet

har overvejet, om karantæne også bør kunne pålægges på grund-

lag af rekonstruktionsbehandling, men finder ikke grundlag herfor.

Hvis rekonstruktionsbehandlingen ikke afsluttes med en tvangsakkord, vil skyld-

nerens bo som altovervejende hovedregel blive taget under konkursbehandling, og

karantæne vil i så fald kunne pålægges på grundlag heraf. Konkursrådet foreslår

som nævnt, at tidsperioden for, hvilke ledelsesmedlemmer der omfattes af reglerne

om karantæne, regnes fra fristdagen. Fristdagen i en konkurs, der følger efter en

rekonstruktionsbehandling, vil være dagen for indleveringen af begæringen om

rekonstruktionsbehandling, så den tid, der medgår til rekonstruktionsbehandlin-

gen, vil ikke give problemer i forhold til den etårsfrist, som Konkursrådet foreslår.

Hvis rekonstruktionsbehandlingen afsluttes med en tvangsakkord, vil fordrings-

haverne ganske vist have lidt et tab, og det kan ikke udelukkes, at en medvirkende

årsag har været ledelsens groft uforsvarlige forretningsførelse. Samtidig har for-

dringshaverne imidlertid vedtaget tvangsakkorden ved en afstemning, og dels der-

for, dels af hensyn til formålet med rekonstruktionsbehandlingen – dvs. at bidrage

til videreførelse af levedygtige, men insolvente virksomheder – finder Konkursrå-

det det mest hensigtsmæssigt, at rekonstruktionsbehandling i sig selv ikke kan føre

til en karantæne. Hvis rekonstruktionsbehandlingen fører videre til en konkurs,

bør reglerne om karantæne derimod kunne anvendes på samme måde som ved

andre konkurser.”

Selvom Konkursrådet ikke foreslog, at karantænereglerne skulle finde anvendelse i forbindel-

se med rekonstruktion, vil oplysninger om eventuelle forhold, der vil kunne begrunde kon-

krurskarantæne, og som måtte komme frem under en rekonstruktionsbehandling, dog kunne

indgå i rekonstruktionsbehandlingen i forbindelse med fordringshavernes stillingtagen til re-

konstruktionsforslaget.

Det følger således af konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 3, litra e, at den redegørelse, som skal

indgå i det materiale, som rekonstruktøren, jf. konkurslovens § 13, stk. 2, skal sende til for-

229

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

dringshaverne senest 5 hverdage før det møde, der efter konkurslovens § 13, stk. 1, skal af-

holdes seks måneder efter mødet om rekonstruktionsplanen efter konkurslovens § 11 e, skal

indeholde oplysninger om eventuelle forhold, der vil kunne begrunde konkurskarantæne. Det

er forudsat i forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som

fremsat, side 25, at oplysningerne herom kan have betydning for fordringshavernes stillingta-

gen til rekonstruktionsforslaget på samme måde som oplysninger om forhold, der vil kunne

søges omstødt, og oplysninger om skyldnerens eventuelle ansvarspådragende forhold, der

ligeledes skal fremgå af redegørelsen, jf. hertil konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 3, litra c-d.

Efter konkurslovens § 15, stk. 4, skal rekonstruktøren og en eventuel tillidsmand i de tilfælde,

hvor rekonstruktionsbehandlingen overgår til konkursbehandling, før der er udsendt et rekon-

struktionsforslag med tilhørende redegørelse, afgive en kort redegørelse til skifteretten om

bl.a de oplysninger, der er nævnt i konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 3, litra e – dvs. oplysnin-

ger om eventuelle forhold, der vil kunne begrunde konkurskarantæne – hvis rekonstruktøren

og tillidsmanden i øvrigt er i besiddelse af oplysningerne herom.

Der blev ved lov nr. 896 af 21. juni 2022 bl.a. foretaget en række justeringer af reglerne om

rekonstruktion, herunder ved indførelsen af en ny insolvensbehandling i form af forebyggende

rekonstruktionsbehandling som led i implementeringen af Europa-Parlamentet og Rådets di-

rektiv (EU) 2019/1023 af 20. juni 2019 om rammer for forebyggende rekonstruktion, gælds-

sanering og udelukkelse og om for foranstaltninger med henblik mere effektive procedurer for

rekonstruktion, insolvensbehandling og gældssanering og om ændring af direktiv (EU)

2017/1132 (rekonstruktions- og insolvensdirektivet).

Ved loven blev bestemmelsen i konkurslovens § 10 a omhandlende indholdet af en tvangsak-

kord nyaffattet. Der blev i denne sammenhæng indsat en ny bestemmelse i konkursloven § 10

a, stk. 8, som giver adgang til som led i en tvangsakkord at bestemme, at selskabskapitalen

nedsættes til 0 kr. og samtidig forhøjes med en ny selskabskapital. Da der ikke er fortegnings-

ret for de hidtidige kapitalejer, jf. hertil Folketingstidende 2021-22, A, L 181 som fremsat,

side 171, kan selskabet reelt som led i en rekonstruktionsbehandling opnå at kunne få en ny

ejerkreds, som vil kunne afsætte den tidligere ledelse og indsætte en ny.

2.2 Konkursrådets overvejelser

Som anført oven for under afsnit 2.1 vil det alene være de tilfælde, hvor enten en forebyggen-

de rekonstruktionsbehandling eller en almindelig rekonstruktionsbehandling fører til en kon-

kurs, at konkurskarantænereglerne finder anvendelse. Der er således ikke hjemmel i konkurs-

230

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

loven til pålæggelse af en »rekonstruktionskarantæne«, hverken i regi af en forebyggende

rekonstruktionsbehandling eller en almindelig rekonstruktionsbehandling.

Konkursrådet har fundet grundlag for på ny at overveje, om konkurskarantænereglerne burde

finde anvendelse i tilknytning til en almindelig rekonstruktionsbehandling.

Når Konkursrådet ikke finder, at konkurskarantænereglerne tillige bør finde anvendelse under

eller i forlængelse af en forebyggende rekonstruktionsbehandling, skyldes dette den forebyg-

gende rekonstruktionsbehandlings særlige karakter. Rådet har i den forbindelse lagt vægt på,

at en forebyggende rekonstruktionsbehandling adskiller sig fra de ”almindelige” former for

insolvensbehandling ved, at det ikke er et krav for indledningen af en forebyggende rekon-

struktionsbehandling, at skyldneren er insolvent. Henset til formålet bag konkurskarantæne-

reglerne, som bl.a. er er at sikre mod videreførelsen af en groft uforsvarlig forretningsførelse

til skade for kreditorerne, ville det efter Konkursrådets opfattelse være for vidtgående, hvis

ledelsesmedlemmer i en erhvervsvirksomhed, der endnu ikke er insolvent, men som alene har

sandsynlighed for at blive det, skulle kunne pålægges en konkurskarantæne. Der kan endvide-

re peges på, at formålet bag reglerne om forebyggende rekonstruktionsbehandling bl.a. er at

give virksomheder adgang til forebyggende foranstaltninger, som skal hindre, at virksomhe-

den bliver insolvent. Hvis en erhvervsvirksomheds ledelse havde udsigt til at kunne blive gen-

stand for en karantænesag i forlængelse af en forebyggende rekonstruktionsbehandling, ville

det kunne frygtes, at regelsættet reelt ikke ville blive anvendt, hvilket vil være til skade for

samfundet som helhed.

I forhold til en almindelig rekonstruktionsbehandling fandt Konkursrådet – som det tillige

fremgår under afsnit 2.2 ovenfor – ikke i forbindelse med betænkning nr. 1525 af 2011 grund-

lag for at anbefale, at konkurskarantænereglerne skulle finde anvendelse under rekonstruk-

tionsbehandling. Der blev i den forbindelse lagt vægt på dels formålet med rekonstruktions-

behandlingen – som er at bidrage til videreførelsen af levedygtige, men insolvente virksom-

heder – dels at hvor en rekonstruktionsbehandling afsluttes med en tvangsakkord og ikke

overgår til en konkursbehandling, vil de fordringshavere, der har lidt et tab som følge af in-

solvensen, have stemt for rekonstruktionsforslaget, selvom fordringshaverne måtte være be-

kendt med, at en af ledelsen udøvet groft uforsvarlig forretningsførelse kan have været med-

virkende til insolvensen.

Der er efter Konkursrådets opfattelse fortsat forhold, som kan tale mod karantænereglernes

anvendelse i forbindelse med en almindelige rekonstruktionsbehandling.

231

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

For det første kan der peges på, at en udvidelse af karantænereglerne til også at finde anven-

delse ved en almindelig rekonstruktionsbehandling indebærer en risiko for, at ledelsen som

følge af den blotte udsigt til at kunne blive genstand for en eventuel konkurskarantænesag

ikke ønsker at forsøge at redde en insolvent, men overlevelsesdygtig erhvervsvirksomhed ved

at indgive en rekonstruktionsbegæring. En udvidelse af karantænereglernes anvendelsesområ-

de, vil derfor kunne indebære en risiko for, at der bliver færre rekonstruktioner, hvorved for-

målet med rekonstruktionsreglerne reelt undermineres, hvilket vil være til skade for både for-

dringshaverne og samfundet som helhed.

Der kan for det andet peges på, at man ved indførelsen af konkurskarantænereglerne og reg-

lerne om, at rekonstruktøren i forbindelse med rekonstruktionsforslaget, jf. konkurslovens §

13 b, stk. 1, nr. 3, litra e, skal oplyse om forhold, der vil kunne begrunde konkurskarantæne,

må anses for at have accepteret, at der vil kunne opstå tilfælde, hvor kreditorerne stemmer

mod et rekonstruktionsforslag alene med den begrundelse, at ledelsen har udvist groft ufor-

svarlig forretningsførelse, ligesom kreditorerne vil kunne stemme for et rekonstruktionsfor-

slag, selvom de er bekendt med, at ledelsen har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. På

sin vis har man således i et vist omfang overladt beslutningen om, hvorvidt karantænereglerne

skal finde anvendelse, til kreditorerne, som – til trods for, at der foreligger oplysninger om

forhold, som begrunder konkurskarantæne – kan stemme for vedtagelsen af rekonstruktions-

forslaget.

Endelig kan der peges på, at det har vist sig, at der alene gennemføres ganske få rekonstruk-

tionsbehandlinger om året, og at det alene synes at være et fåtal af disse, der ender ud med

vedtagelsen af et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om en tvangsakkord.

Der kan derfor sættes spørgsmålstegn ved, om der henset hertil er grundlag for at udvide kon-

kurskarantænereglernes anvendelsesområde, da udvidelsen alene må antages at ville få en

begrænset effekt.

Konkursrådet finder dog på den anden side, at den risiko, der måtte være for, at ledelsen i en

insolvent, men overlevelsesdygtig erhvervsvirksomhed ikke anvender rekonstruktionsreglerne

som følge af den blotte risiko for at blive mødt af en karantænesag, ikke i sig selv vil kunne

tale med betydelig vægt for, at karantænereglerne ikke under visse betingelser burde finde

anvendelse i tilknytning til en almindelig rekonstruktionsbehandling. Hvor selskabet er insol-

vent, vil alternativet være en konkursbehandling, hvor reglerne om konkurskarantæne under

alle omstændigheder finder anvendelse. Det må derfor have formodningen mod sig, at ledel-

sen i et insolvent selskab ikke vil undergive selskabet en rekonstruktionsbehandling alene

fordi, der vil være udsigt til, at de vil kunne blive mødt af en konkurskarantænesag, som de i

232

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

tilfælde af en alternativ konkursbehandling under alle omstændigheder vil kunne blive mødt

med.

Desuden kan der peges på, at der kan tænkes tilfælde, hvor kreditorerne som følge af oplys-

ningen om, at der er forhold, der taler for en konkurskarantæne, ville kunne tænkes at stemme

mod et rekonstruktionsforslag indeholdende en tvangsakkord, som ville kunne redde den in-

solvente, men levedygtige erhvervsvirksomhed.

Der kan i denne sammenhæng peges på, at der er erhvervsvirksomheder, som ville kunne be-

vare en større værdi til fordel for kreditorerne, de ansatte i erhvervsvirksomheden og samfun-

det som helhed, hvis rekonstruktionen sker inden for den juridiske skal, som erhvervsvirk-

somhedens drives i regi af. Dette vil navnlig være tilfældet, hvor udøvelsen af erhvervsvirk-

somheden sker efter særlige godkendelser, der knytter sig til selskabets CVR-nummer, og

som ikke kan overdrages som led i en virksomhedsoverdragelse – f.eks. inkassolicenser,

FDA-godkendelser eller lign. Hvor kreditorerne i et sådant tilfælde giver udtryk for, at de ikke

vil stemme for et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord alene

af den grund, at der er forhold, der taler for en konkurskarantænesag mod den nuværende eller

eventuelt fratrådte ledelse, vil den manglende mulighed for at anvende konkurskarantænereg-

lerne som led i en rekonstruktionsbehandling kunne føre til, at der ikke gennemføres en re-

konstruktion i den juridiske skal, som ellers ville have være det bedste for både erhvervsvirk-

somheden, kreditorerne og samfundet. En udvidelse af anvendelsesområdet for konkurskaran-

tænereglerne til også at omfatte rekonstruktionsbehandling vil derfor kunne føre til, at der vil

være flere rekonstruktionsbehandlinger, som ikke ender ud i en konkursbehandling.

Endelig kan der peges på, at formålet med konkurskarantænereglerne primært er at sikre mod,

at en af et ledelsesmedlem udvist groft uforsvarlig forretningsførelse videreføres til skade for

potentielle fremtidige kreditorer og samfundet. Hvor der enten forud for eller i forbindelse

med en rekonstruktionsbehandling, der afsluttes med en tvangsakkord, er sket en udskiftning

af den tidligere ledelse, kan der stilles spørgsmålstegn ved det rimelige i, at sådanne ledelses-

medlemmer, hvis groft uforsvarlige forretningsførelse kan have været medvirkende til selska-

bets insolvens og fordringshavernes deraf følgende tab, ikke hindres i at videreføre den groft

uforsvarlige forretningsførelse til skade for andre kreditorer mv. Dette aktualiseres videre af

den nye bestemmelse i konkurslovens § 10 a, stk. 8, hvor der er åbnet op for, at der som led i

rekonstruktionen kan ske en udskiftning af selskabskapitalen og dermed ejerkredsen, som

ville kunne vælge at erstatte den forud for rekonstruktionsbehandlingen fungerende ledelse

med en ny ledelse. I hvert fald i sådanne situationer vil det efter Konkursrådets opfattelse væ-

re hensigtsmæssigt, at der er adgang til at pålægge de tidligere nu fratrådte ledelsesmedlem-

233

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

mer en konkurskarantæne, hvis de under udøvelsen af deres hverv har udvist groft uforsvarlig

forretningsførelse.

Henset til ovenstående finder Konkursrådet, at karantænereglerne under visse betingelser bør

kunne finde anvendelse i forbindelse med rekonstruktionsbehandling.

Anvendelsen af konkurskarantænereglerne i forbindelse med en rekonstruktionsbehandling vil

– som ligeledes anført af Konkursrådet i betænkning nr. 1525 af 2011, side 91 – primært være

relevant, hvor rekonstruktionsbehandlingen ophører med stadfæstelsen af et rekonstruktions-

forslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord. Dette skyldes, at hvor rekonstruk-

tionsbehandlingen ikke ophører med stadfæstelsen af et rekonstruktionsforslag, der indeholder

bestemmelse om tvangsakkord, eller at skyldneren er blevet solvent, vil skyldnerens bo som

altovervejende hovedregel blive taget under konkursbehandling, jf. hertil konkursloven § 15,

stk. 3, og konkurskarantænereglerne vil i så fald finde anvendelse i forlængelse heraf. Kon-

kursrådet finder derfor, at det bør være et krav for karantænereglernes anvendelsesområde i

relation til en rekonstruktionsbehandling, at rekonstruktionsbehandlingen ophører med stad-

fæstelsen af et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord. Da det

afgørende vil være, om der er stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmel-

se om en tvangsakkord, bør det være uden betydning, om det stadfæstede rekonstruktionsfor-

slag efterfølgende ophæves efter konkurslovens § 14 e.

I et tilfælde, hvor skifteretten, jf. konkurslovens § 13 f, stk. 2, efter stadfæstelsen af et rekon-

struktionsforslag, der ikke indeholder bestemmelse om en tvangsakkord, beslutter at rekon-

struktionsbehandlingen skal fortsætte, hvis det fremgår af det stadfæstede rekonstruktionsfor-

slag, at der vil blive fremsat yderligere forslag inden for fristen i § 13, stk. 1, eller en eventuel

forlængelse af fristen, jf. § 13 a, vil reglerne om konkurskarantæne først finde anvendelse

efter det yderligere rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, er

stadfæstet, og skyldnerens bo ikke overgår til konkursbehandling, jf. konkurslovens § 15, stk.

Konkurskarantænereglerne bør i forbindelse med en rekonstruktionsbehandling alene omfatte

ledelsesmedlemmer, der er fratrådt ledelsen senest to uger efter stadfæstelsen af rekonstruk-

tionsforslaget. Konkursrådet har i den forbindelse lagt vægt på, at hvis det var muligt at på-

lægge et ikke fratrådt ledelsesmedlem konkurskarantæne i forlængelse af en rekonstruktions-

behandling, ville det kunne føre til, at rekonstruktionsbehandlingen reelt ville være udsigtsløs

og dermed overgå til en konkursbehandling.

234

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

I forhold til et ledelsesmedlem, der fratræder under selve rekonstruktionsbehandlingen eller i

forbindelse med stadfæstelsen af et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om

tvangsakkord, bør det afgørende for, om ledelsesmedlemmet omfattes af reglerne, være, om

ledelsesmedlemmet er fratrådt senest 2 uger efter rekonstruktionsforslagets stadfæstelse. For

ledelsesmedlemmer, der er registeret i Erhvervsstyrelsens it-system, vil dette indebære, at de

skal være registreret som fratrådt i Erhvervsstyrelsens it-system senest 14 dage efter stadfæ-

stelsen af rekonstruktionsforslaget. Det bemærkes i den forbindelse, at de to uger er stem-

mende med det tidspunkt, hvor en ny selskabskapital efter konkurslovens § 10 a, stk. 8, skal

være indbetalt, jf. hertil konkurslovens § 14, stk. 5. For ledelsesmedlemmer, der ikke er regi-

steret i Erhvervsstyrelsens it-system – f.eks. en bagmand i en stråmandskonstruktion, eller en

person, hvis ledelsesmæssige rolle på grund af virksomhedens form ikke har været undergivet

registrering i Erhvervsstyrelsens it-system – er det afgørende, at personen rent faktisk er op-

hørt med at deltage i ledelsen af erhvervsvirksomheden (eller med at drive virksomhed) senest

14 dage efter tidspunktet for stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget.

I forhold til ledelsesmedlemmer, der er fratrådt før indledningen af rekonstruktionsbehandlin-

gen, vil det afgørende for, om de pågældende omfattes af reglerne være, om de har deltaget i

ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed senere end 1 år før fristdagen. Det bør således

være den samme tidsmæssige betingelse, der finder anvendelse både under en konkurskaran-

tæne, der behandles i tilknytning til konkurs og en karantænesag, der behandles i tilknytning

til en rekonstruktionsbehandling. Om den tidsmæssige betingelse henvises i øvrigt til kapitel 3

ovenfor.

Der bør i forhold til adfærdsbetingelsen gælde det samme, som i forbindelse med en alminde-

lig konkurskarantænesag, der behandles i tilknytning til en konkurs, således at et ledelsesmed-

lem, der deltaget i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed senere end 1 år før fristdagen,

og som er fratrådt senest to uger efter stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget, kan pålægges

konkurskarantæne, hvis den pågældende har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, eller

undladt at rette op på en groft uforsvarlig forretningsførelse, der er udvist tidligere end et år

før fristdagen.

Da ledelsen under en rekonstruktionsbehandling som udgangspunkt – dog med visse be-

grænsninger – bevarer ledelsen over det insolvente selskab, bør der ved vurderingen af, om

der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse tillige kunne henses til de dispositioner, som

ledelsen foretager efter rekonstruktionsbehandlingens indledning og indtil det tidspunkt, hvor

det pågældende ledelsesmedlem fratræder, eller hvor rekonstruktøren eventuelt overtager le-

delsen af virksomheden, jf. konkurslovens § 12 a. Hvor ledelsesmedlemmet dog i kraft af sin

faktiske ledelsesposition i erhvervsvirksomheden handler til skade for fordringshaverne eller i

235

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

nogle af disse ved f.eks. at forstikke aktiver eller foretage dispositioner i strid med princippet

om ligebehandling af fordringshaverne, vil dette kunne indgå ved vurderingen af, om der er

udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.

Konkursrådet har i denne sammenhæng overvejet, om ledelsens eventuelle manglende samar-

bejde med rekonstruktøren under rekonstruktionsbehandlingen bør indgå i vurderingen af, om

der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. Konkursrådet finder ikke, at et eventuelt

manglende samarbejde med rekonstruktøren – i modsætning til det manglende samarbejde

med kurator – bør indgå i vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse.

Konkursrådet har overvejet, hvem der bør have kompetencen til at rejse en konkurskarantæne

i forbindelse med en rekonstruktionsbehandling, samt hvornår karantænesagen skal rejses.

Det bør efter Konkursrådets opfattelse være rekonstruktøren, der har kompetencen til at ind-

lede en karantænesag mod et fratrådt ledelsesmedlem. Ligesom ved en almindelig konkurska-

rantænesag bør kompetencen til at indlede en sag om konkurskarantæne tilkomme rekonstruk-

tøren personligt, og hverken kreditorerne eller skifteretten bør kunne pålægge rekonstruktøren

at indlede en sag om konkurskarantæne. Rekonstruktørens procesbeføjelse bør ligeledes gæl-

de også efter rekonstruktionsbehandlingen er afsluttet.

Processuelt – herunder henset til at karantænesagen under rekonstruktionsbehandlingen lige-

som ved konkurs bør holdes adskilt fra selve rekonstruktionsbehandlingen – bør karantænesa-

gen føres i forlængelse af stadfæstelsen af rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmel-

ser om en tvangsakkord, som bringer rekonstruktionsbehandlingen til ophør, jf. konkurslo-

vens § 13 f, stk. 1. Såfremt der er grundlag for at indlede en karantænesag mod et fratrådt le-

delsesmedlem, vil rekonstruktørens beskikkelse derfor først ophøre, når karantænesagen er

endeligt afgjort.

Ligesom det er tilfældet i dag, bør rekonstruktionsforslaget, jf. konkurslovens § 13 b, stk. 1,

nr. 3, litra e, fortsat indeholde oplysninger om eventuelle forhold, der kan begrunde en kon-

kurskarantænesag. Konkursrådet finder ikke, at det bør være et krav, at rekonstruktionsforsla-

get indeholder oplysninger om, hvorvidt der er grundlag for at indlede en konkurskarantæ-

nesag mod et bestemt ledelsesmedlem, da det vil være rekonstruktøren og ikke kreditorerne,

der bør have kompetencen til at beslutte, om der skal indledes en karantænesag. Rekonstruk-

tøren bør dog være forpligtet til på mødet om rekonstruktionsforslaget at meddele, om rekon-

struktøren agter at indlede en sag om karantæne mod et tidligere ledelsesmedlem eller et le-

delsesmedlem, der enten er fratrådt under rekonstruktionsbehandlingen eller fratræder ved

236

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget. Rekonstruktørens meddelelse herom bør ikke være

genstand for afstemning blandt fordringshaverne.

Under hensyn til rekonstruktionsprocessen bør rekonstruktøren inden for en frist på 4 uger

efter stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget meddele skifteretten om, hvorvidt der vil blive

indledt en karantænesag mod et fratrådt ledelsesmedlem, hvilket markerer indledningen af

karantænesagen. Rekonstruktøren vil herefter senest 4 uger efter fremsendelsen af meddelel-

sen til skifteretten, skulle fremsende en stævning. Om indledningen af konkurskarantænesa-

gen henvises i øvrigt til kapitel 9, afsnit 2.2, ovenfor.

For så vidt angår rekonstruktørens honorar, bør der gælde det samme som for kurator under

en konkurskarantænesag.

Det bør således være skyldneren under rekonstruktionsbehandling, der afholder de udgifter,

som rekonstruktøren har haft frem til meddelelsen af, om der er grundlag for at indlede en

karantænesag mod et fratrådt ledelsesmedlem, jf. hertil konkurslovens § 239, stk. 5. Skifteret-

ten skal ved fastsættelsen af honoraret til rekonstruktøren, jf. konkurslovens § 239, stk. 2, tage

hensyn til, om det arbejde, som har været forbundet med udarbejdelsen af redegørelsen efter §

13 e, samt meddelelsen til skifteretten. Efter det tidspunkt, hvor skifteretten har modtaget re-

konstruktørens meddelelse om, at der skal indledes en konkurskarantænesag – herunder hen-

set til at karantænesagen skal holdes adskilt fra rekonstruktionssagen – bør der gælde det

samme som for kurator, jf. hertil konkurslovens §§ 165-166. Der henvises herom til kapitel 9,

afsnit 2.3, ovenfor.

237

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Kapitel 11

Adgang til konkurskarantæneregistret

1. Gældende ret

1.1 Konkursloven

Det følger af konkurslovens § 169, stk. 1, at Erhvervsstyrelsen fører et register over pålagte

konkurskarantæner.

Bestemmelsen blev indsat i konkursloven ved lov nr. 429 af 1. maj 2013 og bygger bl.a. på

Konkursrådets betænkning nr. 1525 af 2011 om konkurskarantæne.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som

fremsat, side 38, at formålet med at føre et register over pålagte konkurskarantæner er dels at

hindre, at personer, der er pålagt konkurskarantæne, registreres som ledelsesmedlemmer i

Erhvervsstyrelsens IT-system, dels at sikre, at der sker sletning af eventuelle eksisterende

registreringer i systemet af de pågældende personer som ledelsesmedlemmer. Endvidere har

registret til formål at sikre, at andre offentlige myndigheder – navnlig SKAT, skifteretterne og

politiet – kan få oplyst, om en person er pålagt karantæne, når det er nødvendigt for varetagel-

sen af deres opgaver. Det ligger derimod uden for formålet med registret, jf. Folketingstiden-

de 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 39, at advare f.eks. potentielle samarbejdspartnere

mod, at en person er pålagt eller har været pålagt karantæne.

Adgang til oplysningerne fra registret er således som udgangspunkt alene tiltænkt anvendt af

offentlige myndigheder, som har et konkret behov for at anvende oplysningerne i forbindelse

med deres myndighedsudøvelse, og ikke af private.

Konkursrådet overvejede i forbindelse med betænkning nr. 1525 af 2011, om der var grundlag

for at give private adgang til konkurskarantæneregistret.

Det fremgår af Konkursrådets overvejelser i betænkning nr. 1525 af 2011, side 116, at

spørgsmålet om privates adgang til at få oplysninger om, hvem der er pålagt konkurskarantæ-

ne, efter rådets opfattelse bl.a. skulle ses i lyset af anbefalingerne i betænkning nr. 1516 af

2010 om offentlige myndigheders offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser mv., uanset

238

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

at disse anbefalinger direkte kun angår en ordning, hvor offentlige myndigheders kontrolre-

sultater mv. offentliggøres på nettet.

Udvalget bag betænkning nr. 1516 af 2010 havde bl.a. til opgave at overveje, hvilke hensyn

der kunne begrunde indførelse af regler om, at forvaltningsmyndigheder systematisk offent-

liggør oplysninger om kontrolresultater og afgørelse mv. på internettet, samt opstille nogle

overordnede principper for stillingtagen til udformningen af fremtidige offentliggørelsesord-

ninger af denne karakter.

Udvalget fandt bl.a., at en offentliggørelsesordning i mange tilfælde vil kunne udgøre et ef-

fektivt redskab til sikring af, at lovgivningen på et givent område overholdes. Risikoen for at

få offentliggjort et negativt kontrolresultat eller en negativ afgørelse ville således antageligvis

i sig selv kunne være en motivation for den enkelte fysiske eller juridiske person til at over-

holde lovgivningen. Der henvises til betænkning nr. 1516 af 2010, side 105 f.

Udvalget fandt, at der ved indførelse af ordninger med systematisk offentliggørelse af oplys-

ninger på internettet i ikke anonymiseret form bl.a., skulle henses til,

der var konkret be-

hov for, at der sker offentliggørelse,

der forventes at blive offentliggjort oplysninger, hvis

offentliggørelse i almindelighed må betragtes som værende særligt indgribende, og som der-

for taler imod at etablere ordningen,

der kan peges på samfundsmæssige hensyn, som taler

for at etablere ordningen, og

de pågældende samfundsmæssige interesser er så tungtvejen-

de, at ordningen – på trods af karakteren af oplysninger, som forventes offentliggjort – bør

etableres. Der henvises til betænkning nr. 1516 af 2010, side 108 ff.

I forhold til Konkursrådets vurdering af, om private skulle gives adgang til konkurskarantæ-

neregistret, fremgår det af betænkning nr. 1525 af 2011, side 116, at vurderingen burde tage

udgangspunkt i, at oplysningerne om, at en person er pålagt karantæne, må anses for at være

en fortrolig oplysning, som vil være omfattet af tavshedspligt for personer i offentlig tjeneste,

ligesom det skulle indgå, hvad formålet med at give privat adgang ville være.

Konkursrådet fremhævede i den forbindelse, at et formål med at give private adgang til regi-

stret bl.a. ville være at advare kunder, financierer eller leverandører mod at indgå aftaler med

den pågældende, jf. hertil betænkning 1525 af 2011, side 116 f.

Konkursrådet fandt dog ikke grundlag for at anbefale, at private fik adgang til registret, idet

det blev tillagt vægt,

det måtte anses for mindre sandsynligt, at almindelige forbrugere, før

de indgik aftaler med en erhvervsdrivende, ville undersøge, om den pågældende er pålagt

konkurskarantæne, samt

erhvervsdrivende – i stedet for at søge i konkurskarantæneregistret

239

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

– lige så let ville kunne skaffe sig oplysninger om, at en person ikke udøver ledelse i strid

med en pålagt konkurskarantæne ved at undersøge, om den pågældende er momsregistreret

(hvis der er tale om en personligt drevet virksomhed) eller registreret som ledelsesmedlem i

Erhvervsstyrelsens it-system (hvis der er tale om en virksomhed drevet i selskabsform).

Konkursrådet lagde endvidere vægt på de mulige utilsigtede skadevirkninger af privates ad-

gang, der f.eks. ville give en arbejdsgiver mulighed for at undersøge, om en jobansøger er

pålagt konkurskarantæne, og at navnlig en videregående offentlighedsordning i form af of-

fentliggørelse på internettet ville være ressourcekrævende.

Endelig lagde Konkursrådet vægt på, at en offentlig adgang til registret næppe ville være no-

get effektivt middel til at forhindre stråmandskonstruktioner, da personer, der anvender sig af

stråmandskonstruktioner, bl.a. kunne forventes at finde på også at ændre deres navn eller op-

træde under falske navne.

Der henvises i det hele til betænkning nr. 1525 af 2011, side 117, og afsnit 4.4.1.2 i de almin-

delige bemærkninger til lovforslag nr. L 131 af 30. januar 2013, jf. Folketingstidende 2012-

13, A, L 131 som fremsat, side 20 f., hvor Konkursrådets overvejelser i forbindelse med be-

tænkning nr. 1525 af 2011 er gengivet.

Justitsministeriet overvejede i forbindelse med fremsættelsen af lovforslag nr. L 131 af 30.

januar 2015, navnlig i lyset af den debat, der havde været i forlængelse af offentliggørelsen af

Konkursrådets betænkning nr. 1525 af 2011, om der var grundlag for, at offentligheden fik

adgang til registret. Justitsministeriet anførte i tillæg til Konkursrådets overvejelser om offent-

lighedens adgang, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 22, bl.a. følgen-

de:

”Der kan således ikke uden videre ses bort fra risikoen for, at offentliggørelse ek-

sempelvis vil kunne blive brugt af en arbejdsgiver til at undersøge, om en joban-

søger er pålagt konkurskarantæne, og i bekræftende fald på den baggrund nægte

vedkommende ansættelse i en stilling, der ikke indebærer ledelse af en er-

hvervsvirksomhed.

Endvidere må det forventes, at oplysninger om pålagte konkurskarantæner, hvis

de gøres offentligt tilgængelige, vil være tilgængelige på internettet på ubestemt

tid.

Offentliggørelse af oplysningerne vil således kunne få den konsekvens, at den på-

gældendes erhvervsmuligheder i praksis vil kunne blive påvirket i videre omfang –

både tidsmæssigt og indholdsmæssigt – end hvad der følger af selve konkurska-

rantænen. Offentliggørelse af oplysningerne vil efter Justitsministeriets opfattelse

240

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

også kunne give anledning til et identifikationsproblem. Det vil således være pro-

blematisk, hvis en potentiel kreditor kan indhente oplysninger om, at Peter Han-

sen er pålagt konkurskarantæne, men ikke dermed har sikkerhed for, at der er tale

om netop den Peter Hansen, som den potentielle kreditor overvejer at indgå aftale

med. Det vil samtidig forringe retssikkerheden for den Peter Hansen, der ikke er

pålagt konkurskarantæne, hvis han som følge af offentliggørelsen kunne forveks-

les af sine potentielle samhandelspartnere med den Peter Hansen, der reelt er på-

lagt konkurskarantæne.

…

Det bemærkes herved, at konkurskarantæne pålægges uafhængigt af den pågæl-

dendes egen private økonomi. Oplysning om en pålagt konkurskarantæne – der

pålægges på grund af en persons groft uforsvarlige forretningsførelse i forbindel-

se med ledelsen af en virksomhed – vil på den baggrund ikke i sig selv være af be-

tydning for bedømmelsen af den karantæneramtes økonomiske soliditet og kredit-

værdighed.”

Konkursrådet overvejede videre i betænkning nr. 1525 af 2011, om der burde etableres en

attestordning, hvorefter en person kunne få udstedt en attest – i lighed med en straffeattest –

om, hvorvidt og i givet fald hvor længe den pågældende tidligere har været pålagt konkurska-

rantæne, jf. hertil betænkningens side 118. Rådet bemærkede, at en sådan ordning i givet fald

ville give f.eks. en långiver mulighed for at stille krav om, at ansøgeren fremlægger en ”kon-

kurskarantæneattest”.

Konkursrådet kunne dog ikke anbefale en sådan løsning, idet rådet bl.a. tillagde det vægt, at

det ville være for vidtgående gennem en sådan officiel attestordning at understøtte mulighe-

derne for, at en pålagt konkurskarantæne i praksis ville påvirke den pågældendes erhvervsmu-

ligheder negativt i videre omfang, end hvad der følger af selve konkurskarantænen, jf. hertil

betænkning nr. 1525 af 2011, side 118.

Der blev sammenfattende ikke fundet adgang til at give private en adgang til oplysningerne i

konkurskarantæneregistret i forbindelse med lov nr. 429 af 1. maj 2013.

Efter konkurslovens § 169, stk. 2, kan erhvervsministeren efter forhandling med justitsmini-

steren fastsætte nærmere regler om førelsen af registret, herunder om indberetninger af pålag-

te konkurskarantæner og om udlevering af oplysninger fra registret.

Bemyndigelsesbestemmelsen i konkurslovens § 169, stk. 2, er anvendt til at udstede bekendt-

gørelse nr. 1510 af 13. december 2013, om førelse af et register over pålagte konkurskarantæ-

ner (konkurskarantænebekendtgørelsen), som senest er ændret ved bekendtgørelse nr. 467 af

21. april 2022.

241

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Det følger af bekendtgørelse § 5, at opdateringen af oplysningerne i konkurskarantæneregi-

stret om en konkret konkurskarantæne ophører to år efter udløbet af karantænen, hvorefter

oplysningerne på dette tidspunkt overføres til en database over historiske oplysninger hos

Erhvervsstyrelsen.

Som begrundelse for den toårige udløbsfrist følger af de specielle bemærkninger til konkurs-

lovens § 169, stk. 2, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 39, at der på

den ene side er lagt vægt på, at eventuelle overtrædelser af en konkurskarantæne kan opdages

og dermed retsforfølges, selv om konkurskarantænen er udløbet på det tidspunkt, hvor der

opstår mistanke om, at en person på et tidligere tidspunkt har overtrådt en pålagt konkurska-

rantæne, men at der på den anden side er lagt vægt på, at fristen ikke bør være længere, end

formålet med at opbevare oplysningerne tilsiger, idet det bl.a. blev bemærket, at strafansvar

for overtrædelse af straffelovens § 131 forældes efter 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Bekendtgørelsens §§ 8-12 indeholder hjemmel til videregivelse af oplysningerne i konkurska-

rantæneregistreret. Som anført ovenfor er det forudsat i forarbejderne til konkurslovens § 169,

stk. 2, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 38, at det alene er offentlige

myndigheder, der kan få oplyst, om en person er pålagt konkurskarantæne, når det er nødven-

digt til varetagelsen af deres opgaver.

Bestemmelserne i bekendtgørelsens §§ 8-9 a regulerer videregivelse af oplysningerne fra Er-

hvervsstyrelsen til Skatteforvaltningen. Det følger af bekendtgørelsens § 8, at Erhvervsstyrel-

sen videregiver oplysninger til SKAT, når en person pålægges konkurskarantæne efter kon-

kurslovens § 159, 2. pkt. (dvs. hvor der er tale om gentagelsestilfælde). Efter bekendtgørel-

sens § 9, stk. 1, sikrer SKAT, at en person, der er pålagt konkurskarantæne efter konkurslo-

vens § 169, 2 pkt., ikke kan blive momsregistreret eller registreret som arbejdsgiver, medmin-

dre den pågældende over for SKAT godtgør, at vedkommende ikke deltager i og ikke forven-

ter at skulle deltage i ledelsen af den pågældendes erhvervsvirksomhed. SKAT sørger endvi-

dere, jf. bekendtgørelsens § 9, stk. 2, for, at en person, der er pålagt konkurskarantæne efter

konkurslovens § 159, 2. pkt., afregistreres for eksisterende momsregistreringer mv., medmin-

dre personen godtgør, at vedkommende ikke deltager i og ikke forventer, at skulle deltage i

ledelsen af den omhandlende erhvervsvirksomhed. Efter bekendtgørelsens § 9 a kan Skatte-

forvaltningen løbende indhente oplysninger om konkurskarantæner, der er pålagt efter kon-

kurslovens § 159, 1. pkt., i konkurskarantæneregistret, når det er nødvendigt af hensyn til ud-

førelsen af Skatteforvaltningens opgaver.

242

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Bestemmelsen i bekendtgørelsens § 10 regulerer politiets og anklagemyndighedens adgang til

at indhente oplysninger i konkurskarantæneregistret, hvilket kan ske, når det er nødvendigt til

brug for efterforskning af en anmeldelse eller en straffesag.

Bekendtgørelsens § 11 regulerer skifterettens adgang til at indhente oplysninger i konkurska-

rantæneregistret. Det følger af bekendtgørelsens § 11, stk. 2, at skifteretterne på anmodning

fra rekonstruktør eller kurator kan indhente og videregive oplysninger fra konkurskarantæne-

registeret, når det efter skifterettens vurdering er nødvendigt for rekonstruktørens eller kurato-

rens varetagelse af sit hverv. Dette vil bl.a. være tilfældet i forbindelse med rekonstruktørens

redegørelse efter konkurslovens § 13 b, stk. 1, nr. 3, der, jf. § 13 b, stk. 1, nr. 3, litra e, skal

indeholde oplysninger om forhold, der vil kunne begrunde konkurskarantæne, og for kurators

vurdering af, om der er handlet i strid med en tidligere pålagt karantæne, således at konkurs-

lovens § 159 og § 167 finder anvendelse. Erhvervsstyrelsen giver endvidere, jf. bekendtgørel-

sens § 11, stk. 3, skifteretterne adgang til løbende at indhente oplysninger i registret om kon-

krete personer.

Efter bekendtgørelsens § 12, kan Erhvervsstyrelsen, udover hvad der følger af bekendtgørel-

sens §§ 8, 9 a, 10 og 11, kun videregive personoplysninger fra konkurskarantæneregistret og

den historiske database, hvis det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov.

1.2 Databeskyttelsesretten

Databeskyttelsesforordningens kapitel II indeholder de nærmere principper for behandlingen

af personoplysninger.

Datebeskyttelsesforordningens artikel 5, indeholder de grundlæggende principper for behand-

lingen af personoplysninger og suppleres af bestemmelsen i databeskyttelseslovens § 5, stk. 1,

hvoraf følger, at personoplysninger skal indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål

og ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål.

Databeskyttelsesforordningens artikel 6 fastsætter de generelle betingelser for, hvornår be-

handlingen af personoplysninger må finde sted, og suppleres af bestemmelsen i databeskyttel-

seslovens § 6.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, og databeskyttelseslovens § 6,

stk. 1, at behandlingen af personoplysninger kun må finde sted, hvis mindst en af i de artikel

6, stk. 1, litra a-f, angivne betingelser er opfyldt.

243

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra a, kan behandlingen af personoplys-

ninger finde sted, hvis den registrerede giver samtykke til behandlingen til et eller flere speci-

fikke formål.

Samtykket efter databeskyttelseslovens artikel 6, stk. 1, litra a, skal være frivilligt, idet formå-

let med samtykket er at give de registrerede et valg og ikke mindst kontrol over personoplys-

ningerne.

Et samtykke anses derfor ikke for frivilligt, hvis den registrerede ikke har et reelt eller frit

valg, hvorfor enhver form for upassende pres eller påvirkning af den registreredes frie vilje,

vil medføre at samtykket er ugyldigt. Ligeledes vil et samtykke, jf. Datatilsynets vejledning af

september 2019 om samtykke, side 8, ej heller opfylde frivillighedskravet, hvis manglende

samtykke medfører negative konsekvenser for den registrerede.

Særligt for så vidt angår kontrakter, fremgår det af Datatilsynets vejledning af september 2019

om samtykke, side 7, at der ved vurderingen af, om et samtykke er afgivet frivilligt, skal tages

størst muligt hensyn til, om bl.a. opfyldelsen af en kontrakt er gjort betinget af samtykke til

behandling af personoplysninger, som ikke er nødvendig for kontraktens opfyldelse. Dette

indebærer, at et samtykke ikke anses for at være givet frivilligt, hvis f.eks. køb af en vare eller

en serviceydelse afhænger af samtykke, selvom et sådant samtykke ikke er nødvendigt for

købet af varen eller serviceydelsen.

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra b, kan behandlingen af personoplys-

ninger finde sted, hvis behandlingen er nødvendig til opfyldelsen af en kontrakt, som den re-

gistrerede er part i, eller af hensyn til gennemførelsen af foranstaltninger, der træffes på den

registreredes anmodning forud for indgåelsen af en kontrakt.

Bestemmelsen vil først og fremmes kunne anvendes, hvor behandlingen er nødvendigt til op-

fyldelse af en bestemt kontrakt, som den, om hvem der behandles oplysninger, er aftalepart i.

Det skal i denne sammenhæng kunne påvises, at der foreligger en kontrakt, at kontrakten er

gyldig i medfør af national ret, og at behandlingen er objektivt nødvendig af hensyn til opfyl-

delsen af kontrakten, jf. hertil Databeskyttelsesrådets retningslinjer nr. 2/2019 for behandling

af personoplysninger i henhold til artikel 6, stk. 1, litra b, i GDPR i forbindelse med leverin-

gen af onlinetjenester til registrerede, side 12 f.

Omfattet af bestemmelsen er endvidere den situation, at behandlingen af oplysninger er nød-

vendig til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den registreredes anmodning forud

for indgåelsen af en aftale. Bestemmelsen sikrer herved, at der også forud for parternes etable-

244

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

ring af en aftale kan ske behandling af de nødvendige oplysninger, uanset at det under be-

handlingen måske ikke er klart, hvorvidt en kontrakt reelt vil blive indgået, jf. Databeskyttel-

sesrådets retningslinjer nr. 2/2019 for behandling af personoplysninger i henhold til artikel 6,

stk. 1, litra b, i GDPR i forbindelse med leveringen af onlinetjenester til registrerede, side 12.

Hvis den registrerede således kontakter den dataansvarlige med en forespørgsel om detaljerne

af den dataansvarliges udbud af tjenester, kan behandlingen af den pågældendes personoplys-

ninger med henblik på at reagere på forespørgslen ske efter artikel 6, skt. 1, litra b.

Der kan for så vidt angår anvendelsen af databeskyttelseslovens artikel 6, stk. 1, litra b, i øv-

rigt henvises til Databeskyttelsesrådets retningslinjer nr. 2/2019 for behandling af personop-

lysninger i henhold til artikel 6, stk. 1, litra b, i GDPR i forbindelse med leveringen af online-

tjenester til registrerede, side 12 f.

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c, kan behandlingen af personoplys-

ninger finde sted, hvis behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som

påhviler den dataansvarlige.

Ved »en retlig forpligtelse« skal forstås forpligtelser, der følger af lovgivningen eller af admi-

nistrative forskrifter, der er fastsat i medfør heraf. Aftaleretlige forpligtelser er derimod ikke

omfattet af bestemmelsen, jf. Kristian Korfits Nielsen og Anders Lotterup, Databeskyttelses-

forordningen og datebeskyttelsesloven med kommentarer, 2020, side 361 f.

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, kan behandlingen af personoplys-

ninger finde sted, hvis behandlingen er nødvendig for udførelsen af en opgave i samfundets

interesse eller af hensyn til myndighedsudøvelse.

Ved udtrykket »opgave i samfundets interesse« antages at måtte følge, at der skal være tale

om opgaver af almen interesse, dvs. opgaver, som er af betydning for en bredere kreds af per-

soner, jf. Kristian Korfits Nielsen og Anders Lotterup, Databeskyttelsesforordningen og date-

beskyttelsesloven med kommentarer, 2020, side 361 f. Det forhold, at behandlingen sker i

kommercielt øjemed, udelukker ikke, at behandlingen anses for at ske til varetagelse af alme-

ne interesser.

Anvendelsen af bestemmelsen forudsætter ikke en national implementerende hjemmelslov-

givning om selve behandlingen i forbindelse med udførelsen af opgaver i samfundets interes-

se eller som led i myndighedsudøvelse.

245

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f, kan behandlingen af personoplys-

ninger finde sted, hvis behandlingen er nødvendig for, at den dataansvarlige eller en tredje-

mand kan forfølge en legitim interesse, medmindre den registreredes interesser eller grund-

læggende rettigheder og frihedsrettigheder kræver beskyttelse af personoplysninger går forud

herfor, navnlig hvis den registrerede er et barn.

Behandling efter denne bestemmelse kan alene finde sted, hvis den er nødvendig for, at den

dataansvarlige eller den tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, kan forfølge en be-

rettiget interesse, og hensynet til den registrerede ikke overstiger denne interesse. Der vil så-

ledes skulle foretages en konkret interesseafvejning. Det fremgår i denne sammenhæng af

Artikel 19-gruppens udtalelse 6/2014 om den dataansvarliges legitime interesser som behand-

let i artikel 7 i det tidligere databeskyttelsesdirektiv (WP 2017), side 31 f., at »interesser« og

»rettigheder« bør fortolkes bredt, og at alle den registreredes relevante interesser skal tages i

betragtning, ligesom den dataansvarlige eller den tredjemand, til hvem oplysninger videregi-

ves, vil også kunne forfølge andre end deres egne interesser, så længe interesserne er legitime

og berettigede.

Databeskyttelsesforordningens artikel 15, jf. databeskyttelseslovens § 22, regulerer spørgsmå-

let om den registreredes indsigtsret i oplysninger om den pågældende (»egen acces«).

Efter databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 2, har den registrerede ret til at få den

dataansvarliges bekræftelse på, om personoplysninger vedrørende den pågældende behandles

og i givet fald adgang til personoplysningerne og en række nærmere informationer om bl.a.

formålet med behandlingen af oplysningerne, og efter databeskyttelsesforordningens artikel

15, stk. 3, har den registrerede bl.a. ret til at få udleveret en kopi af de personoplysninger, der

behandles.

Databeskyttelseslovens § 20 indeholder regler om, hvilke oplysninger et kreditoplysningsbu-

reau må behandle, mens § 21 indeholder regler om, i hvilken form oplysninger om økonomisk

soliditet og kreditværdighed må videregives, samt i hvilket omfang summariske oplysninger

om skyldforhold må videregives.

Det fremgår af databeskyttelseslovens § 20, stk. 1, at kreditoplysningsbureauer kun må be-

handle oplysninger, som efter deres art er af betydning for bedømmelse af økonomisk soliditet

og kreditværdighed.

Af § 20, stk. 3, fremgår det, at oplysninger om forhold, der taler imod kreditværdighed, og

som er mere end fem år gamle, ikke må behandles, medmindre det i det enkelte tilfælde er

246

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

åbenbart, at forholdet er af afgørende betydning for bedømmelsen af den pågældendes øko-

nomiske soliditet og kreditværdighed.

Da konkurskarantæne pålægges uafhængigt af den pågældendes egen private økonomi, vil en

oplysning om en pålagt konkurskarantæne – der pålægges på grund af en persons groft ufor-

svarlige forretningsforhold i forbindelse med ledelsen af en virksomhed – principielt ikke i sig

selv være af betydning for bedømmelsen af den karantæneramtes økonomiske soliditet og

kreditværdighed som privatperson.

1.3 Anden lovgivning om adgangen til oplysninger om konkurskarantæne

Det fremgår af retsplejelovens § 41 b, stk. 1, at enhver kan forlange at få udleveret en kopi af

domme og kendelser samt af beslutninger om sagsomkostningerne i borgerlige sager.

En anmodning om aktindsigt skal, jf. retsplejelovens § 41 e, stk. 1, angive det dokument eller

den sag, som den pågældende ønsker at blive gjort bekendt med. Det påhviler således den, der

anmoder om aktindsigt at identificere den eller de konkrete sager, der ønskes aktindsigt i, jf.

hertil Folketingstidende 2003-04, tillæg A, side 638, hvilket bl.a. indebærer, at der ikke kan

forlanges adgang til at gennemgå sagerne i en given periode med henblik på herigennem at

finde frem til en bestemt sag eller til sager af en bestemt art.

Ved Vestre Landsrets kendelse af 22. november 2022 (gengivet i U 2023.709 V) blev en

journalists anmodning om aktindsigt i alle kendelser om konkurskarantæne i en nærmere an-

givet periode således ikke taget til følge, da anmodningen ikke opfyldte betingelserne i rets-

plejelovens § 41 e, stk. 1, om at angive det dokument eller den sag, som ansøgeren ønsker at

blive bekendt med.

Efter retsplejelovens § 41 b, stk. 3, nr. 5, kan retten til aktindsigt begrænses, i det omfang

dommen eller kendelsen indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller

virksomheders erhvervshemmeligheder og offentlighedens indsigt i retssager findes at burde

vige for væsentlige hensyn til de pågældende, der ikke kan varetages ved anonymisering i

medfør af § 41 e, stk. 4.

Efter retsplejelovens § 41 e, stk. 4, kan der ske anonymisering af oplysninger i et dokument i

det omfang, det indeholder oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold eller virk-

somheders erhvervshemmeligheder, således at de pågældendes identitet ikke fremgår.

247

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Af Østre Landsrets kendelse af 9. december 2016 (gengivet i U 2017.1085 Ø) fremgår, at den

omstændighed, at den pågældende er pålagt konkurskarantæne, ikke i sig selv udgør sådanne

rent private forhold, der kan begrunde anonymisering af en persons identitet efter bestemmel-

sen i retsplejelovens § 41 e, stk. 4. I sagen havde en journalist anmodet om aktindsigt i seks

specifikke afgørelser vedrørende konkurskarantæne. Kendelserne var identificeret ved angi-

velsen af sagsnumre. Skifteretten traf beslutning om, at kendelserne i de specifikke sager

skulle anonymiseres efter retsplejelovens § 41 e, stk. 4, med henvisning til offentlighedens

yderst begrænsede adgang til oplysninger om pålagte karantæner. Journalisten kærede beslut-

ningen til landsretten, der med henvisning til, at der ved indførelsen af reglerne om kon-

kurskarantæne ikke var tilsigtet begrænsninger eller ændringer i den almindelig ret til aktind-

sigt efter konkursloven, ændrede skifterettens afgørelse, således at anmodningen om aktind-

sigt blev imødekommet uden anonymisering af de personer, der var pålagt konkurskarantæne.

1.4 Udenlandsk ret

1.4.1 Norge

De norske regler om konkurskarantæne findes i Lov om gjeldsforhandling og konkurs (kon-

kursloven) kapitel XVIII og kapitel XIX.

Det følger af lovens § 144, stk. 2, at personer, som er pålagt konkurskarantæne, skal registre-

res i Konkursregistret.

Hvilke oplysninger, der fremgår af Konkursregistret, samt hvem, der har adgang til oplysnin-

gerne, er nærmere reguleret i forskrift nr. 824 af 23. august 1993 om konkursregistret og kun-

ngjøringer etter konkursloven, der er udstedt med hjemmel i konkurslovens § 144, stk. 1 og

stk. 3-4, og som senest er ændret ved forskrift nr. 1617 af 21. maj 2021.

Forskriftens § 2 fastsætter, hvilke oplysninger Konkursregistret skal indeholde. Hvis en per-

son pålægges konkurskarantæne, skal dette registreres i Konkursregistret på konkursboets

identifikationsnummer, jf. § 2, 1. pkt. Følgende oplysninger skal, jf. § 2, nr. 13, registreres,

når en person pålægges konkurskarantæne: 1) navn, fødselsnummer (11 cifre) og sidste bo-

ligadresse for den eller dem, som er pålagt konkurskarantæne, 2) datoen for kendelsen om

konkurskarantæne, 3) karantænens udløbsdato, 4) om kendelsen indebærer, at den, der er på-

lagt konkurskarantæne skal fjernes fra eksisterende ledelseshverv, som den pågældende alle-

rede har, og 5) en oversigt over eventuelle ledelseshverv, som den, der er pålagt konkurska-

rantæne, skal fjernes fra.

248

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Konkursregistret indeholder – ud over oplysninger om pålagte konkurskarantæner – også op-

lysninger om bl.a., personer og selskaber, som er gået konkurs, virksomheders nuværende og

eventuelle tidligere navne og adresser, grundlaget for konkursen, den ret, der behandler kon-

kursen og dato for konkursbegæring mv.

Forskriftens § 10 regulerer, hvem der kan få adgang til oplysningerne i Konkursregistret.

Det følger af forskriftens § 10, stk. 1, at enhver kan få oplysninger fra Konkursregistret om

bl.a. pålagte konkurskarantæner. Der stilles således ikke krav om, at den person eller de virk-

somheder, der ønsker oplysninger om, hvorvidt en bestemt person er pålagt konkurskarantæ-

ne, skal have en berettiget interesse i oplysningerne eller samtykke fra den person, man øn-

sker oplysninger om.

Om begrundelsen for at give private adgang til oplysninger om pålagte konkurskarantæner

fremgår af forarbejderne til de norske konkurskarantæneregler, jf. Ot. Prp. Nr. 7 (1989-1990),

side 7, bl.a., at hvis man ville sikre, at personer, der er pålagt konkurskarantæne, ikke udøver

ledelse i strid med konkurskarantænen, ville det ikke være nok, hvis det alene var offentlige

myndigheder, der havde adgang til oplysningerne i registret. Der blev i den forbindelse bl.a.

lagt vægt på, at det skulle være muligt for selskabsorganer og lignende at sikre, at den person,

de måtte ønske at vælge ind i ledelsen eller ansætte som ledelsesmedlem, ikke er pålagt kon-

kurskarantæne. Selvom hensynet til den karantænepålagte person talte imod et åbent register,

måtte dette hensyn dog vige for ønsket om at have en reel mulighed for at håndhæve en pålagt

konkurskarantæne. Der blev i denne sammenhæng tillige lagt vægt på, at der i bl.a. Sverige

var fuld offentlig adgang til oplysninger om »næringsforbud«.

Det er kun oplysninger om aktive konkurskarantæner, som private kan få adgang til, jf. for-

skriftens § 12, idet det alene er offentlige myndigheder, herunder bl.a. politi- og anklagemyn-

digheder, og enkelte private, herunder kuratorer og forskere, der kan få oplysninger om ud-

løbne konkurskarantæner.

Frem til 1. april 2020 var det et krav, jf. forskriftens § 10, stk. 2, at man skulle angive »sikker

identifikation« på den person, man ønskede at slå op i Konkursregistret. Ved »sikker identifi-

kation forstås, at man skal oplyse person- eller identifikationsnummeret på den, man ønsker

oplysninger om.

Ved forskrift nr. 1632 af 4. december 2019 om ændring af forskrift om konkursregisteret og

om kunngjøringer efter konkursloven blev bestemmelsen i § 10, stk. 2, dog ændret, således at

det, såfremt man ønsker oplysninger om, hvorvidt en person er pålagt konkurskarantæne, ikke

249

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

længere kræves, at man skal angive »sikker identifikation« på den, man ønsker at undersøge,

men at det derimod er tilstrækkeligt, at man angiver for- og efternavnet på personen.

Formålet med ændringen er at sikre, at oplysningerne om pålagte konkurskarantæner bliver

lettere tilgængelige, hvorefter der kan opnås større sikkerhed for, at konkurskarantæneregler-

ne kan virke efter hensigten, jf. hertil Justis- og Beredskapsdepartementets høringsnotat af

marts 2019 (Snr. 19/1109), side 2-3. Det fremgår i den forbindelse, at man er opmærksom på,

at en ordning, hvor man alene skal oplyse navnet på den, man ønsker oplysninger om, ikke vil

give en ligeså sikker identifikation, som hvis oplysningerne fremsøges ved hjælp af et person-

nummer, idet en person bl.a. kan skifte navn mv. Der er endvidere fremhævet, at en ordning,

hvor navnet anvendes til at fremsøge personer, indebærer en risiko for, at man fejlagtigt

kommer til at antage, at en person er blevet pålagt konkurskarantæne, fordi personen har

samme navn som en, der er pålagt karantæne. Dette ville dog i et vist omfang men ikke fuld-

stændig kunne afhjælpes ved, at oplysningerne om en pålagt konkurskarantæne suppleres med

oplysninger om den pågældende fødselsdato og bopælskommune.

Såfremt man således ved hjælp af for- og efternavn ønsker at undersøge, om en bestemt per-

son er pålagt konkurskarantæne, vil man herefter, jf. forskriftens § 10, stk. 2, få oplyst, om en

person med det pågældende navn er pålagt konkurskarantæne, og i bekræftende fald få oplyst

den pågældendes fødselsår og bopælskommune samt karantæneperiodens længde. Selvom det

ikke kræves, at man skal anvende personnummeret til at undersøge om en person er pålagt

konkurskarantæne, kan man dog, jf. Brønnøysundregistrenes hjemmeside (htt-

ps://www.brreg.no/registersok/alle-registersok/om-konkurskarantene/, aflæst den 11. april

2023), fortsat søge en person frem ved hjælp af et person- eller identifikationsnummer.

1.4.2 Sverige

I Sverige er der ingen regler om konkurskarantæne, men lovgivningen indeholder til gengæld

regler vedrørende erhvervsforbud (»näringsförbud«).

Reglerne om erhvervsforbud findes i lov (2014:836) om näringsförbud.

Det følger af lovens § 40, at Bolagsverket (det svenske selskabsregister) fører et register over

erhvervsforbud og midlertidige erhvervsforbud. Den nærmere regulering af registret over er-

hvervsforbud findes i forordning (2014:936) om næringsforbud.

Oplysningerne i Erhvervsforbudsregistret er tilgængelig for både private og offentlige myn-

digheder, der kan anmode Bolagsverket om oplysninger om erhvervsforbud i relation til en-

250

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

keltpersoner. Der er således intet krav om, at man har en særligt berettiget interesse eller

samtykke fra den, der ønskes oplysninger om, førend man kan få adgang til oplysningerne fra

registreret.

Erhvervsregistreret indeholder, jf. forordningens § 9, oplysninger om: 1) personens navn, per-

sonnummer eller, hvis dette mangler, fødselsdato og postadresse, 2) hvorvidt erhvervsforbud-

det er midlertidigt, 3) perioden for erhvervsforbuddet, 4) om erhvervsforbuddet er ændret eller

ophævet, 5) undtagelser til erhvervsforbuddet og betingelser for undtagelsen, og om undtagel-

sen er ophævet, og 6) hvilken domstol der har truffet afgørelse om erhvervsforbud og

sagsnummeret.

Oplysningerne om et pålagt erhvervsforbud slettes, jf. forordningens § 10, hurtigst muligt

efter, at erhvervsforbuddet er udløbet, eller der er modtaget oplysninger om, at forbuddet af

anden årsag er ophørt.

Det er kun aktuelle oplysninger, der er tilgængelige i registeret, hvorfor der ikke er adgang til

oplysninger om udløbne og historiske erhvervsforbud.

2. Konkursrådets overvejelser

Af evalueringen af 17. marts 2020, om konkurskarantæne, side 24 f., fremgår, at flere af hø-

ringsparterne har anført, at der kan være hensyn, der taler for, at private i visse situationer får

direkte adgang til oplysningerne i konkurskarantæneregistret. Der peges bl.a. på, at det vil

kunne lette skifteretternes arbejdsbyrde, hvis kurator gives adgang til registret med henblik på

vurderingen af, om kurator skal nedlægge påstand om en udvidet karantæne efter konkurslo-

vens § 159, 2. pkt. Endvidere fremføres det bl.a., at en hel eller delvis offentliggørelse vil

kunne imødegå, at konkurskarantænepålagte personer fortsætter med at udøve erhvervsvirk-

somhed, da andre erhvervsdrivende vil kunne nægte at kontrahere med den pågældende, lige-

som leverandører og samarbejdspartnere vil kunne få en reel mulighed for at sikre sig økono-

misk mod fremtidige tab.

Konkursrådet har på baggrund heraf og i overensstemmelse med kommissoriet af 30. juni

2020 overvejet, hvordan private kan få adgang til oplysningerne i konkurskarantæneregistret.

Konkursrådet bemærker indledningsvist, at det fortsat er rådets opfattelse, at spørgsmålet om

privates adgang til at få oplysninger om, hvem der er pålagt konkurskarantæne, bør ses i lyset

af anbefalingerne i betænkning nr. 1516 af 2010, jf. afsnit 1.1 ovenfor. Der bør således henses

til,

der er et konkret behov for at offentliggøre oplysninger,

oplysningernes indgriben-

251

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

de karakter taler mod en offentliggørelse,

der er samfundsmæssige interesser, som taler

for offentliggørelse, og

disse samfundsmæssige interesser er så tungtvejende, at offentlig-

gørelse – på trods af oplysningerne indgribende karakter – bør ske.

Formålet med konkurskarantænereglerne er, som nævnt flere steder i indeværende betænk-

ning, at sikre mod konkursrytteri og mod en videreførelse af en groft uforsvarlig forretnings-

førelse til skade for potentielle fremtidige kreditorer og samfundet som helhed. Retsvirknin-

gen af en almindelig konkurskarantæne er derfor, at den karantænepålagte person i en vis pe-

riode ikke må deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, uden at hæfte personligt og ube-

grænset for virksomhedens forpligtelser, jf. hertil konkurslovens § 159, 1. pkt. En almindelig

karantæne indebærer modsætningsvist ikke et forbud mod at drive og deltage i ledelsen af en

erhvervsvirksomhed, hvor der hæftes personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtel-

ser, hvilket f.eks. vil være tilfældet i en enkeltmandsvirksomhed eller lign. Det er alene, hvor

personen overtræder en pålagt konkurskarantæne, at retsvirkningen af konkurskarantænen

udvides til også at omfatte et forbud mod at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, hvor

der hæftes personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser, jf. hertil konkurslovens

§ 159, 2. pkt.

Som det fremgår af betænkning nr. 1525 af 2011, side 116, vil formålet med at give private

adgang til oplysningerne i registret være at advare kunder, financierer eller leverandører mod

at indgå aftaler med den pågældende, hvorved må forstås, at privates adgang til oplysningerne

i konkurskarantæneregisteret antageligvis vil være med til at hindre, at en konkurskarantæ-

nepålagt person handler i strid med en pålagt konkurskarantæne. Den ”private” håndhævelse

af en pålagt konkurskarantæne vil således kunne virke supplerende til den ”offentlige” hånd-

hævelse.

Konkursrådet bemærker i denne forbindelse, at som anført i betænkning nr. 1525 af 2011,

side 116 f., kan alle – både erhvervsdrivende og forbrugere – der ønsker at sikre sig, at den

person, man ønsker at indgå et potentielt samarbejde med, er berettiget til at deltage i ledelsen

af en erhvervsvirksomhed eller drive enkeltmandsvirksomhed, som udgangspunkt undersøge,

om den pågældende person er momsregistreret (hvis der er tale om en personligt drevet er-

hvervsvirksomhed) eller registreret som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-system (hvis

der er tale om en erhvervsvirksomhed drevet i selskabsform). Endvidere er det muligt for den

person, der ønsker at dokumentere, at personen ikke er registreret i konkurskarantæneregistret

at anmode Erhvervsstyrelsen om egen acces efter databeskyttelsesforordningens artikel 15 og

således få oplyst, om Erhvervsstyrelsen behandler oplysninger om den pågældende i regi af

konkurskarantæneregistret.

252

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Der kan derfor argumenteres for, at når Erhvervsstyrelsen og skattemyndighederne sørger for

at sikre, at de oplysninger, der fremgår af de enkelte myndigheders registre, er tilstrækkeligt

opdateret, vil private, selvom de ikke har direkte adgang til konkurskarantæneregistret, kunne

få oplysninger om, hvorvidt de personer, de ønsker at indgå en aftale eller lign. med, er beret-

tiget til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed. Det samme må i øvrigt være gældende

for så vidt angår personer, der efter straffelovens regler er frakendt retten til at udøve og/eller

deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

Når der på trods heraf er et ønske om at give private adgang til oplysningerne i konkurskaran-

tæneregistret, må det konkrete behov efter Konkursrådets opfattelse antageligvis være be-

grundet i, at der ønskes et ekstra ”sikkerhedsnet” – udover det, der eksisterer i dag i form af

nægtelse af registrering og afregistrering mv. – hvor private aktører

dels

skal kunne sikre sig

mod tab som følge af en konkurskarantænepålagt persons fortsatte erhvervsdrift,

dels

skal

bidrage til at hindre, at en konkurskarantænepålagt person ikke handler i strid med konkurska-

rantænen. Dette er ligeledes anført af flere af høringsparterne i forbindelse med evalueringen

af 17. marts 2020, om konkurskarantæne, jf. hertil evalueringens side 24 f. Udover mulighe-

den for, at private kan sikre sig mod tab og bidrage til ”håndhævelsen” af pålagte konkurska-

rantæner, vil en offentliggørelsesordning, som antaget i betænkning nr. 1516 af 2010, side

105, muligvis, som følge af den blotte risiko og frygt for at få offentliggjort sit navn, være en

motivation for erhvervsdrivende til at overholde de krav, der stilles til en almindelig god for-

retningsførelse.

En ordning, hvor private gives hel eller delvis adgang til oplysningerne i konkurskarantæne-

registret, vil dog efter Konkursrådets opfattelse ikke kunne hindre, at en person, der er pålagt

konkurskarantæne, indsætter en stråmand og selv agerer som bagmand, idet dette må vareta-

ges gennem det selskabsretlige værn mod stråmandskonstruktioner, jf. hertil kapitel 5, afsnit

1.4, om Erhvervsstyrelsens kontrol med stråmandsvirksomhed.

Ud fra ovenstående finder Konkursrådet, at det må bero på en politisk beslutning, om der er

behov for, at private gives adgang til oplysningerne i konkurskarantæneregistreret, herunder

hvordan denne adgang bedst etableres. Det bør endvidere bero på en politisk beslutning,

hvorvidt der, såfremt man måtte vælge at give adgang til oplysningerne i konkurskarantæne-

registeret, bør være adgang til oplysninger om konkurskarantæner, der er pålagt før en sådan

adgang gives.

Konkursrådet har dog i overensstemmelse med rådets kommissorium af 30. juni 2020 og efter

bistand fra Erhvervsstyrelsen opstillet fire modeller for, hvordan private kan gives adgang til

oplysningerne i konkurskarantæneregistret. Disse modeller gennemgås under afsnit 2.2-.2.5

253

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

nedenfor, hvor de enkelte fordele og ulemper, der knytter sig til modellerne fremhæves. Det

er Konkursrådets håb, at dette vil kunne give de politiske beslutningstagere et grundlag for at

vurdere, i hvilket omfang private skal gives adgang til oplysningerne i konkurskarantæneregi-

stret.

Selvom det som nævnt efter Konkursrådets opfattelse må bero på en politisk beslutning, om

og i givet fald i hvilket omfang private skal gives adgang til konkurskarantæneregistret, finder

Konkursrådet dog anledning til at bemærke, at model 4, jf. afsnit 2.5, nedenfor, synes at være

den af de opstillede modeller, hvor ulemperne knyttet til modellen synes at være færrest. Mo-

del 4 synes således at være den af modellerne, der indebærer den mindste risiko for, at en på-

lagt konkurskarantæne får mere vidtgående virkning, end hvad der er tilsigtet med karantæne-

reglerne. Hvis der måtte være et politisk ønske om mere offentlighed end det, som model 4 vil

kunne tilvejebringe, kan det overvejes at kombinere model 4 med model 2, jf. afsnit 2.3 ne-

denfor, således at der vil være offentlig adgang til de grovere karantænetilfælde, samtidig med

at det bl.a. gøres muligt for personer med generiske navne mv. at afkræfte eksistensen af en

karantæne.

2.1 Hvilke oplysninger skal private have adgang til

Konkursrådet har forud for gennemgangen af de fordele og ulemper, der knytter sig til de en-

kelte modeller for privates adgang, jf. afsnit 2.2-2.4 nedenfor, overvejet, om der alene bør

gives private adgang til oplysninger om aktive konkurskarantæner, eller om der tillige bør

gives adgang til de historiske konkurskarantæner, der er udløbet.

Konkursrådet finder i denne sammenhæng, at der alene bør gives adgang til oplysninger om

aktive karantæner, og ikke til de udløbne karantæner, der, jf. konkurskarantænebekendtgørel-

sens § 5, opbevares i to år, eller til de historiske karantæner, som Erhvervsstyrelsen opbevarer

i en særskilt database.

Konkursrådet har i denne sammenhæng lagt vægt på, at som forudsat i forarbejderne til kon-

kurslovens § 169, stk. 2, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 131 som fremsat, side 39, er

formålet med at opbevare oplysningerne om udløbne og historiske konkurskarantæne, at der

skal være en realistisk mulighed for, at en eventuel overtrædelse af konkurskarantænen kan

opdages og retsforfølges i bl.a. det strafferetlige system.

Hvis formålet og behovet for at give private adgang til oplysningerne i konkurskarantæneregi-

stret skal være begrundet i at sikre private mod tab, der er forårsaget af, at en person viderefø-

rer en groft uforsvarlig forretningsførelse, og medvirke til at hindre omgåelse af en pålagt

254

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

karantæne, vil oplysningerne om en pålagt konkurskarantæne alene være relevante, i det om-

fang konkurskarantænen endnu ikke er udløbet. Konkursrådet har i den forbindelse lagt vægt

på, at retsvirkningerne af en pålagt konkurskarantæne bør ophøre på det tidspunkt, hvor kon-

kurskarantænen er udløbet, og hvor den nu tidligere konkurskarantænepålagte person forhå-

bentligt har lært af sine fejl og forstået vigtigheden af ikke at udvise uforsvarlig forretningsfø-

relse. Hvis private tillige skulle have adgang til oplysninger om udløbne og historiske kon-

kurskarantæner, ville den tidligere karantænepålagte persons erhvervsmuligheder blive påvir-

ket i videre omfang – både indholdsmæssigt og tidsmæssigt – end hvad følger af selve kon-

kurskarantænen.

2.2 Model 1: Fuld offentlighed

Den første model, som Konkursrådet har opstillet, tager sigte på, at alle oplysninger om aktive

konkurskarantæner offentliggøres.

Erhvervsstyrelsen har overfor Konkursrådet oplyst, at en fuld offentlighedsordning vil kunne

realiseres ved, at der oprettes en særskilt digital løsning, hvor oplysningerne om den pågæl-

dendes navn, adresse – i det omfang personen ikke har beskyttet adresse – samt oplysninger

om aktive og ophørte virksomhedsrelationer fra CVR-registreret, fremgår. En privat, der øn-

sker oplysninger om en specifik person, vil herefter kunne fremsøge personen ved hjælp af

den pågældendes navn, adresse eller oplysninger om aktive eller ophørte virksomhedsrelatio-

ner. Erhvervsstyrelsen har i denne sammenhæng anført, at styrelsen fraråder, at CPR-nummer

anvendes som søgeparameter i en offentlig tilgængelig brugergrænseflade, da dette vil inde-

bære en risiko for, at søgefunktionaliteten kan anvendes til at verificere, hvorvidt det søgte

CPR-nummer er gyldigt, ligesom CPR-nummer som søgeparameter kan sammenkobles til de

offentliggjorte oplysninger om en person og misbruges af IT-kriminelle. Erhvervsstyrelsen

fraråder endvidere, at der sker offentliggørelse af en persons fødselsdato, da dette kan medfø-

re samme risiko for misbrug som en søgning på CPR-nummer, da sammenholdelse af oplys-

ninger såsom fødselsdato og køn medfører, at man har et næsten komplet CPR-nummer,

hvorefter fremsøgning af den pågældendes komplette CPR-nummer vil være relativt nemt.

Som anført i betænkning nr. 1516 af 2010, side 105 f., vil en offentlighedsordning i mange

tilfælde kunne udgøre et effektivt redskab til sikring af, at lovgivningen på et bestemt område

overholdes. Udsigten til at få offentliggjort oplysninger om, at man er pålagt karantæne, vil

således i en række tilfælde kunne antages at ville afholde erhvervsdrivende for at overtræde

reglerne, ligesom offentliggørelsen af pålagte konkurskarantæner vil kunne medvirke til at

indskærpe de erhvervsdrivendes agtpågivenhed og forståelse for vigtigheden af at overholde

de til enhver tid gældende regler og pligter, der gælder for erhvervsdrivende.

255

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

For potentielle medkontrahenter – herunder private erhvervsdrivende og forbrugere – vil en

fuld offentlig adgang til oplysningerne kunne mindske risikoen for eventuelle tab som følge

af, at en person i strid med en pålagt konkurskarantæne fortsætter med at drive erhvervsvirk-

somhed og udvise groft uforsvarlig forretningsførelse. Andre erhvervsdrivende og forbrugere

vil således kunne tjekke, om en potentiel medkontrahent er pålagt konkurskarantæne forud for

etableringen af en forretningsforbindelse, hvilket dog forudsætter, at den erhvervsdrivende og

forbrugeren reelt undersøger, om personen er pålagt konkurskarantæne.

For den person, der er pålagt konkurskarantæne, vil en fuld offentlig adgang til alle oplysnin-

gerne om pålagte konkurskarantæner desuden gøre det sværere at udøve erhvervsvirksomhed

i strid med karantænen, hvilket vil kunne virke forebyggende og mindske risikoen for kon-

kursrytteri, da erhvervsdrivende og andre private aktører – f.eks. forbrugere – vil kunne nægte

at kontrahere med den person, der er pålagt konkurskarantæne. Herved sikres omgåelse af en

pålagt konkurskarantæne, ligesom andre erhvervsdrivende vil blive beskyttet mod illoyal

konkurrence.

Endelig vil erhvervsvirksomheder og personer, der er omfattet af hvidvasklovens regler om

kundekendskab, f.eks. banker, revisorer mv., kunne indhente oplysninger om eventuelt pålag-

te konkurskarantæner, hvilket vil kunne sikre et mere retvisende kundekendskab.

Uanset, at der er hensyn, som ville kunne blive varetaget gennem en fuld offentlighedsord-

ning, er det dog Konkursrådets opfattelse, at en fuld offentlig adgang til alle oplysningerne i

konkurskarantæneregistret vil have meget vidtgående konsekvenser og utilsigtede skadevirk-

ninger. Man bør derfor – såfremt man politisk måtte vælge en fuld offentlig adgang til alle

oplysningerne i karantæneregistret – nøje overveje, om den samfundsmæssige interesse i og

privates behov for at kunne anvende oplysninger er tungtvejende nok til at kunne opveje de

negative konsekvenser af en sådan ordning.

Der kan først og fremmest peges på, at udsigten til at kunne havne i en form for ”offentlig

gabestok” antageligvis vil kunne afholde personer fra at starte og deltage i ledelsen af en er-

hvervsvirksomhed, hvilket indebærer en risiko for, at bl.a. iværksættere med gode og frugtba-

re idéer ikke starter op. En fuld offentlig adgang til konkurskarantæneregistret vil således

kunne hæmme lysten til at starte og drive erhvervsvirksomhed i Danmark.

En fuld adgang for private til alle oplysninger om pålagte konkurskarantæner vil endvidere

indebære en risiko for, at oplysningen om en pålagt konkurskarantæne vil blive brugt i sam-

menhænge, hvor oplysningen om en eventuelt pålagt konkurskarantæne ikke er relevant,

256

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

hvorefter konkurskarantænen derfor vil få mere vidtgående konsekvenser, end hvad følger af

selve konkurskarantænen. Man kunne f.eks. forestille sig en situation, hvor en arbejdsgiver

forud for ansættelsen af en jobsøgende indhenter oplysninger om eventuelle konkurskarantæ-

ner og i bekræftende fald på denne baggrund nægter vedkommende ansættelse i en stilling,

der ikke indebærer ledelsen af en erhvervsvirksomhed, hvorved konkurskarantænepålagte

personer hindres i at kunne opnå et indtægtsgrundlag. En erhvervsdrivende vil endvidere kun-

ne nægtes salg på kredit, leasing eller indgåelse af en abonnementsaftale eller lign. til en for-

bruger, hvis forbrugeren er registreret i konkurskarantæneregistret, hvilket ville være urime-

ligt, da en konkurskarantæne som udgangspunkt pålægges uafhængigt af en persons privatø-

konomi.

Det vil videre kunne forestilles, at en fuld offentliggørelse af alle konkurskarantæner vil inde-

bære, at en almindelig konkurskarantæne, der pålægges efter konkurslovens § 159, 1. pkt.,

reelt ville få samme retsvirkning som en udvidet konkurskarantæne, der pålægges efter kon-

kurslovens § 159, 2. pkt. En almindelig karantæne efter konkurslovens § 159, 1. pkt., indebæ-

rer alene, at den pågældende person ikke må deltage i ledelsen af erhvervsvirksomheder uden

at hæfte personligt og ubegrænset for virksomhedens forpligtelser. En almindelig karantæne

indebærer modsætningsvist ikke et forbud mod f.eks. at starte en enkeltmandsvirksomhed.

Det vil således kunne tænkes tilfælde, hvor den konkurskarantænepålagte person som følge af

konkurskarantænen har valgt at starte en enkeltmandsvirksomhed, men hvor andre erhvervs-

drivende og forbrugere nægter at indgå aftaler med den pågældende, hvorved den karantæ-

nepålagte person – på trods af, at personen ikke handler i strid med konkurskarantænen – hin-

dres i at kunne drive enkeltmandsvirksomhed. F.eks. vil en forbruger kunne afslå et tilbud fra

en håndværker, der driver enkeltmandsvirksomhed, med henvisning til, at håndværkeren tid-

ligere som led i dennes deltagelse i ledelsen af en erhvervsvirksomhed er pålagt en almindelig

konkurskarantæne.

Selvom Konkursrådet, som anført ovenfor, har baseret modellerne på, at der alene gives ad-

gang til oplysninger om aktive karantæner, vil der være en risiko for, at en fuld offentlig ad-

gang til alle oplysninger om karantæner, kan føre til, at man søger alle oplysningerne ud af

registret og systematiserer dem på en sådan måde, at man reelt får en historisk oversigt over

alle udløbne konkurskarantæner. Under hensyn til, at formålet med karantæneordningen først

og fremmest er at sikre, at den pågældende person hindres i at deltage i ledelsen af en er-

hvervsvirksomhed med begrænset ansvar i en nærmere angivet periode, bør den pågældende

være ”fri” for karantænen, når karantæneperioden er udløbet, og kunne deltage i ledelsen af

andre erhvervsvirksomheder uden at skulle konfronteres med eller hæmmes af, at den pågæl-

dende har været underlagt konkurskarantæne. En fuld offentlig adgang til alle konkurskaran-

tæner indebærer en risiko for, at dette ikke vil være muligt.

257

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Desuden vil en fuld offentlig adgang til oplysninger om pålagte konkurskarantæner kunne

give anledning til identifikationsproblemer. Selvom oplysningerne om en pålagt konkurska-

rantæne vil være suppleret af oplysningerne fra CVR-registret om eventuelle virksomhedsop-

hør, kan det ikke udelukkes, at en person, der har et generisk navn, vil blive forvekslet med en

person, der er pålagt konkurskarantæne, da det – som det fremgår ovenfor – frarådes, at det

skal være muligt at fremsøge personer ved hjælp af CPR-nummer eller fødselsdato. Identifi-

kationsproblematikken vil være problematisk, både for en potentiel samarbejdspartner, der

ønsker at indhente oplysninger om en person med et generisk navn, men også for den person,

der har et generisk navn, men som ikke er pålagt konkurskarantæne. En erhvervsdrivende

eller forbruger, som ønsker at indhente oplysninger om f.eks. Jens Jensen, vil ikke kunne have

fuldstændig sikkerhed for, at den Jens Jensen, der er registreret med en konkurskarantæne, er

den, som den erhvervsdrivende eller forbrugeren ønsker at indgå et samarbejde eller en aftale

med. En kurator, der til brug for en konkurskarantænesag, skal indhente oplysninger om even-

tuelle tidligere pålagte konkurskarantæner, vil ej heller kunne forlade sig på de offentliggjorte

oplysninger, men bør for en sikkerhedsskyld i alle tilfælde anmode skifteretten om bistand til

at indhente verificerbare oplysninger i konkurskarantæneregistret. Endvidere vil den Jens Jen-

sen, der ikke er pålagt konkurskarantæne, kunne blive ramt af retsvirkningerne af en kon-

kurskarantæne, hvis f.eks. en erhvervsdrivende allerede i forbindelse med overvejelsen om at

indgå et samarbejde – men uden at have taget kontakt til Jens Jensen – bliver opmærksom på,

at en person ved navn Jens Jensen er pålagt konkurskarantæne, og herefter ikke tager skridt i

retningen til at etablere et samarbejde. I en sådan situation vil Jens Jensen ikke have mulighed

for at afkræfte den potentielle samarbejdspartners vildfarelse. Desuden vil den Jens Jensen,

der ikke er pålagt konkurskarantæne, men som bliver konfronteret med, at en anden person

ved navn Jens Jensen er pålagt konkurskarantæne, skulle bruge tid og eventuelt ressourcer på

at bevise, at han ikke er pålagt konkurskarantæne, herunder eventuelt via reglerne om egen

acces, som både kan være tidskrævende og efter omstændighederne vil kunne medføre øgede

omkostninger for Erhvervsstyrelsen til behandling af potentielt flere anmodninger om egen

acces.

Hvis man derfor ønsker at anvende model 1, kan man efter Konkursrådets opfattelse overveje

at kombinere model 1 med model 4 om en attestordning, så det er muligt for den ”uskyldige”

Jens Jensen at indhente en »negativ attest« og definitivt bevise, at han ikke er pålagt kon-

kurskarantæne. Der henvises til afsnit 2.5 nedenfor for så vidt angår model 4.

Endelig kan det fremhæves, at en fuld offentlig adgang til konkurskarantæneregistret ikke vil

kunne hindre, at personer, der ønsker at omgå en konkurskarantæne, anvender et andet navn

eller indsætter en stråmand og selv virker som bagmand. Det bemærkes, at konkurskarantæne-

258

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

registeret i dag indhenter navn og adresse på en karantænepålagt person bosat i Danmark gen-

nem Det Centrale Personregister (CPR-registeret). Da CPR-registeret automatisk opdateres

ved navne- og adresseændringer, vil oplysningerne i konkurskarantæneregisteret også auto-

matisk blive opdateret. Hvis en lignende sammenkobling til CPR-registeret indføres i et frem-

tidigt offentliggjort konkurskarantæneregister, vil en person, der er registeret i CPR-registeret

ikke kunne omgå en konkurskarantæne blot ved at ændre navn eller skifte adresse. En person

vil dog fortsat kunne anvende et andet navn end sit eget, ligesom udenlandske personer, der

ikke er registeret i CPR-registeret, vil kunne ændre navn, uden at dette tillige medfører en

ændring i konkurskarantæneregisteret.

Sammenfattende er det Konkursrådets opfattelse, at model 1, hvor der gives fuld offentlig

adgang til alle oplysninger i konkurskarantæneregistret – til trods for at kunne imødekomme

de ønsker, som bl.a. er fremført af høringsparterne i forbindelse med evalueringen af kon-

kurskarantænereglerne – giver anledning til en lang række retssikkerhedsmæssige betænke-

ligheder, og at det derfor nøje bør overvejes, såfremt man ønsker at gå videre med model 1,

om det, der opnås ved modellen, er tungtvejende nok til at opveje de betænkeligheder og kon-

sekvenser, som modellen vil kunne have ikke kun for de personer, der er pålagt konkurskaran-

tæne, men også for de personer, der ikke er pålagt konkurskarantæne.

2.3 Model 2: Delvist offentlig adgang til enkelte oplysninger

Den anden model, som Konkursrådet har opstillet, sigter på, at der alene sker offentliggørelse

af oplysningerne om personer, som er pålagt en udvidet konkurskarantæne efter konkurslo-

vens § 159, 2. pkt., eller den foreslåede bestemmelse i konkurslovens § 159, 3. pkt., jf. kapitel

8, afsnit 2.3, ovenfor, eller hvor den af det pågældende ledelsesmedlem udviste forretningsfø-

relse har været særdeles groft uforsvarlig, jf. kapitel 8, afsnit 2.1.2, ovenfor.

Ligesom ved model 1 har Erhvervsstyrelsen oplyst over for Konkursrådet, at en delvist offent-

lig adgang vil kunne realiseres ved, at der oprettes en særskilt digital løsning, hvor oplysnin-

gerne om den pågældendes navn, adresse – i det omfang personen ikke har beskyttet adresse –

samt oplysninger om og aktive og ophørte virksomhedsrelationer fra CVR-registreret, frem-

går. En privat, der ønsker oplysninger om en specifik person, vil herefter kunne fremsøge per-

sonen ved hjælp af den pågældendes navn, adresse eller oplysninger om aktive eller ophørte

virksomhedsrelationer. Ligesom ved model 1 fraråder Erhvervsstyrelsen, at CPR-nummer og

fødselsdato anvendes som søgeparametre, se herom afsnit 2.2 ovenfor.

I modsætning til fuld offentlig adgang til alle oplysninger vil en delvis offentliggørelse alene

ramme personer, som har overtrådt en pålagt konkurskarantæne og derfor er blevet pålagt en

259

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

udvidet karantæne efter konkurslovens § 159, 2. pkt., den foreslåede § 159, 3. pkt., eller som

har udvist særdeles groft uforsvarlig forretningsførelse, der har begrundet en udvidelse af

konkurskarantænens retsvirkninger. Ordningen vil derfor i videre omfang være rettet mod

egentlige konkursryttere og personer, hvis adfærd i væsentlig grad må anses som en særdeles

grov tilsidesættelse af de krav, der stilles til erhvervsdrivendes forretningsførelse.

Da oplysninger om personer, der alene er pålagt en almindelig konkurskarantæne efter kon-

kurslovens § 159, 1. pkt., ikke vil blive offentliggjort, medmindre der er tale om særdeles

grove tilfælde, vil sådanne personer forhåbentlig kunne bruge karantæneperioden på at lære af

deres fejl, hvorved man i vidt omfang undgår de oven for under afsnit 2.2 nævnte utilsigtede

virkninger for sådanne personer.

Endvidere må det antages, at en delvis offentliggørelse af de udvidede karantæner eller særlig

grove tilfælde ikke vil hæmme iværksætteri og lysten til at drive erhvervsvirksomhed i Dan-

mark i samme omfang som en offentliggørelse af alle oplysningerne, idet virkningen af en

offentliggørelse alene vil ramme reelle konkursryttere og erhvervsdrivende, der væsentligt og

på en særligt grov måde har tilsidesat de forpligtelser, som knytter sig til helt basal er-

hvervsvirksomhedsdrift.

Ligesom ved model 1 vil model 2 kunne have en præventiv effekt, da bevidstheden om, at alle

vil kunne tilgå informationer om de udvidede karantæner og særdeles grove tilfælde af groft

uforsvarlig forretningsførelse, vil kunne afskrække konkurskarantænepålagte personer fra at

handle i strid med en pålagt konkurskarantæne, ligesom det under alle omstændigheder vil

kunne indskærpe de erhvervsdrivendes agtpågivenhed for at overholde de til enhver tid gæl-

dende regler og pligter, der gælder for erhvervsdrivende. Model 2 vil dog have en mindre

præventiv effekt end model 1 i denne sammenhæng.

For den person, der er pålagt en udvidet konkurskarantæne, vil en fuld offentlig adgang til alle

oplysningerne om pålagte konkurskarantæner desuden – ligesom model 1 – gøre det sværere

at udøve erhvervsvirksomhed i strid med karantænen, hvilket vil kunne virke forebyggende

og hindre konkursrytteri, da erhvervsdrivende og andre private aktører – f.eks. forbrugere –

vil kunne nægte at kontrahere med den person, der er pålagt konkurskarantæne. Model 2 vil

dog i modsætning til model 1 ikke kunne være medvirkende til generelt at hindre omgåelse af

en almindelig konkurskarantæne efter konkurslovens § 159, 1. pkt., idet det alene vil være

oplysninger om de udvidede karantæner, jf. konkurslovens § 159, 2. pkt., og de særdeles

grove tilfælde, som ville blive offentliggjort. Erhvervsstyrelsen har i denne sammenhæng op-

lyst til Konkursrådet, at der siden konkurskarantæneregistrets etablering og frem til den 8.

februar 2023 alene er pålagt 39 udvidede konkurskarantæner ud af samlet 9.431 konkurska-

260

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

rantæner, ligesom der alene er 1.070 personer, der er pålagt flere end én konkurskarantæne i

perioden fra konkurskarantæneregisterets etablering og frem til den 8. februar 2023.

For potentielle medkontrahenter – herunder private erhvervsdrivende og forbrugere – vil en

fuld offentlig adgang til oplysningerne om udvidede karantæner ligesom ved model 1 kunne

mindske risikoen for eventuelle tab, som følge af at en person i strid med en pålagt kon-

kurskarantæne fortsætter med at drive erhvervsvirksomhed og udvise groft uforsvarlig forret-

ningsførelse, hvilket dog forudsætter, at den erhvervsdrivende og/eller forbrugeren rent fak-

tisk undersøger, om personen er pålagt konkurskarantæne. Andre erhvervsdrivende og forbru-

gere vil således forud for etableringen af et samarbejde eller lign. kunne tjekke, om en poten-

tiel medkontrahent er pålagt en udvidet konkurskarantæne. Model 2 vil dog i modsætning til

model 1 ikke kunne hindre risikoen for tab i samme omfang som model 1, da der – som nævnt

ovenfor – ikke vil være offentlig adgang til almindelige konkurskarantæne efter konkurslo-

vens § 159, 1. pkt., men alene de særdeles grove tilfælde.

Endelig vil model 2 – ligesom model 1 – gøre det muligt for erhvervsvirksomheder og perso-

ner, der er omfattet af hvidvasklovens regler om kundekendskab, f.eks. banker, revisorer mv.,

at kunne indhente oplysninger om eventuelt pålagte konkurskarantæner, hvilket vil kunne

sikre et mere retvisende kundekendskab.

Ligesom ved model 1 vil model 2 dog efter Konkursrådets opfattelse kunne have en række

negative konsekvenser og utilsigtede skadevirkninger, som der bør tages højde for, såfremt

man politisk ønsker at gå videre med model 2.

For det første vil model 2 – ligesom model 1 – indebære en risiko for, at oplysningerne om

pålagte konkurskarantæner vil blive brugt i sammenhænge, hvor oplysninger herom ikke er

relevante. Der er således en risiko for, at den konkurskarantænepålagte persons erhvervsmu-

ligheder og muligheder for at handle som forbruger vil blive påvirket i videre omfang, end

hvad der følger af selve konkurskarantænen. Ligesom ved model 1 vil man således kunne

forestille sig, at oplysningerne om en pålagt konkurskarantæne f.eks. vil kunne blive brugt af

en arbejdsgiver eller i situationer, hvor den konkurskarantænepålagte handler som privat for-

bruger, hvilket dels vil kunne hindre den pågældende i at opnå et indtægtsgrundlag og dels

kunne hindre den pågældende i at begå sig som ganske almindelig forbruger i samfundet.

For det andet indebærer model 2 – ligesom model 1 – en risiko for, at man søger alle oplys-

ningerne ud af registret og systematiserer dem på en sådan måde, at der reelt opstår uofficielle

historiske registre, hvorefter den konkurskarantænepålagte person vil blive påvirket i videre

261

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

omfang tidsmæssigt, end hvad der følger af selve konkurskarantænen, og dermed ikke have

mulighed for at starte op igen.

Endvidere er det i relation til model 2 – ligesom ved model 1 – ikke utænkeligt, at personer,

der bevidst overtræder og søger at omgå reglerne om konkurskarantæne, vil have større tilbø-

jelighed til at anvende et andet navn eller ændre identitet, hvorefter den delvise offentliggørel-

se i særdeleshed reelt ikke vil kunne varetage de hensyn, som begrunder offentliggørelsen.

Det bemærkes, at konkurskarantæneregisteret i dag indhenter navn og adresse på en karantæ-

nepålagt person bosat i Danmark gennem Det Centrale Personregister (CPR-registeret), jf.

afsnit 2.2 ovenfor.

Endelig vil de identifikationsproblematikker, der knytter sig til model 1, ligeledes gøre sig

gældende i relation til model 2. Den erhvervsdrivende eller kuratorer mv., der søger oplysnin-

ger om en person med et generisk navn, vil ikke nødvendigvis have sikkerhed for, at det rent

faktisk er den pågældende person, som den erhvervsdrivende har fundet frem til, ligesom den

person, der har et generisk navn, og som ikke er pålagt konkurskarantæne, vil kunne blive

mødt af konsekvenserne af en konkurskarantæne, og eventuelt vil skulle bruge tid og ressour-

cer på at bevise, at den pågældende ikke er pålagt konkurskarantæne. Efter Konkursrådets

opfattelse bør model 2 – ligesom model 1 – derfor kombineres med model 4, om en mulig

attestordning, så det bliver muligt for den person, der ikke er pålagt konkurskarantæne at ind-

hente en »negativ attest«. Der henvises til afsnit 2.5 nedenfor for så vidt angår model 4.

Sammenfattende er det Konkursrådets vurdering, at såfremt man ønsker at gå med model 2,

hvor oplysningerne om udvidede karantæner og særdeles grove tilfælde, bør det – ligesom

ved model 1 – nøje overvejes, om de negative konsekvenser og utilsigtede skadevirkninger,

som delvis offentliggørelse kan medføre, kan opvejes af de hensyn, der kan tale for ordnin-

gen.

2.4 Model 3: Direkte adgang for personer med særlig berettiget interesse

Den tredje model, som Konkursrådet har opstillet, består i, at personer med en særlig beretti-

get interesse gives adgang til alle oplysningerne i konkurskarantæneregistret.

Erhvervsstyrelsen har over for Konkursrådets oplyst, at en sådan model kan etableres ved, at

der oprettes en særskilt digital løsning, hvor alle oplysninger vil kunne fremgå, og hvor per-

soner, der har en særlig berettiget interesse, udstyres med rettigheder, som giver adgang til

oplysningerne gennem brug af digitalsignatur og NemLog-in mv.

262

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Modellen forudsætter for det første, at det defineres nærmere ved lov eller bestemmelser ud-

stedt i medfør af loven, hvem der må antages at have en sådan særlig berettiget interesse. Er-

hvervsstyrelsen har i denne forbindelse anført, at det er særdeles vigtigt, at det defineres præ-

cist, hvem der skal have adgang, da en løs definition vil være forbundet med et større ressour-

cetræk til sagsbehandlingen af, om de pågældende skal have adgang til registret.

Konkursrådet finder, at det må bero på en politisk beslutning, hvem der må antages at have en

særlig berettiget interesse i at få adgang til oplysningerne om pålagte konkurskarantæner, idet

det ud fra en ren insolvensretlig betragtning alene bør være de private aktører, der beskæftiger

sig med insolvensbehandlingen, og som er afhængige af oplysningerne som led i udførelsen af

dette hverv, der efter rådets opfattelse med sikkerhed har en særlig berettiget interesse. Dette

vil bl.a. være tilfældet for så vidt angår kurator eller rekonstruktøren, der i dag, jf. konkurska-

rantænebekendtgørelsens § 11, stk. 2, kan anmode skifteretten om bistand til at indhente op-

lysninger i konkurskarantæneregistret. Hvis disse aktører får mulighed for at få direkte ad-

gang til oplysningerne, vil det antages at kunne indebære en besparelse for skifteretterne.

I forhold til andre erhvervsdrivende eller forbrugere, som allerede i dag har adgang til at tjek-

ke, om en person er registreret som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-system eller

momsregistret i skatteforvaltningens it-system, vil spørgsmålet om, hvorvidt disse private har

en særlig berettiget interesse i at få adgang til oplysningerne om pålagte konkurskarantæner,

bero på, om de må antages at have et behov for at tilgå oplysningerne, hvilket – som anført

ovenfor – efter Konkursrådets opfattelse må bero på en politisk beslutning.

Modellen forudsætter for det andet, at det sikres, at de personer, der har en særlig berettiget

interesse, alene indhenter og indsamler oplysninger om pålagte konkurskarantæner til de for-

mål, som begrunder den enkeltes særlige berettigede interesse. Det skal med andre ord sikres,

at en adgang til at indhente oplysninger om pålagte konkurskarantæner ikke misbruges, og det

vil derfor være nødvendigt at normere nærmere i lovgivningen – eventuelt i brancheetiske

retningslinjer – hvornår og til hvilke formål der kan indhentes oplysninger om en pålagt kon-

kurskarantæne.

Datebeskyttelsesretten tilsiger i denne sammenhæng bl.a., at personoplysninger alene må ind-

samles til udtrykkeligt angivne og legitime formål og ikke må viderebehandles på en måde,

der er uforeneligt med disse formål. Da konkurskarantænereglerne først og fremmest har til

formål at hindre, at personer, der har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, deltager i

ledelsen af erhvervsvirksomheder med begrænset ansvar, vil det ikke være i alle tilfælde, hvor

det vil være berettiget at indhente oplysninger om eventuelt pålagte konkurskarantæner. En

medkontrahent vil f.eks. ikke have en berettiget interesse i at indhente oplysninger om en

263

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

eventuel konkurskarantæne, hvor der ikke er tale om indgåelse af en kontrakt i erhvervsøje-

med – f.eks. køb af et køkken til et privat hjem. Konkursrådet bemærker i denne sammen-

hæng, at oplysningerne om en pålagt konkurskarantæne – der pålægges som følge af en per-

sons groft uforsvarlige forretningsførelse i forbindelse med ledelsen af en erhvervsvirksom-

hed – ikke i sig selv vil være af betydning for bedømmelsen af den karantænepålagtes øko-

nomiske soliditet og kreditværdighed.

Model 3 vil – i modsætning til model 1 og 2 – have den fordel, at det alene vil være de priva-

te, der vurderes at have en særlig berettiget interesse i at indhente oplysninger, der kan ind-

hente dem. Hvis det tillige sikres, at oplysningerne alene indhentes og anvendes til de formål,

der begrunder den berettigede interesse, vil mange af de ulemper, som er knyttet til, at oplys-

ningerne om en pålagt konkurskarantæne anvendes i sammenhænge, hvor oplysningerne ikke

er relevante, ikke være til stede. Model 3 kan dog ikke antages at ville have samme general-

præventive effekt som model 1 og 2, idet modellen dog må antages at have en vis præventiv

effekt, da nogle private – alt efter afgrænsningen af den berettigede interesse – vil kunne få

viden om en pålagt konkurskarantæne, hvilket vil kunne afskrække personer fra at handle i

strid med de krav, der stilles til almindelig erhvervsdrift.

Da personer med en særlig berettiget interesse vil kunne tjekke, om en potentiel samarbejds-

partner er pålagt konkurskarantæne, vil risikoen for, at den med den berettigede interesse lider

et tab som følge af, at den konkurskarantæneramte person fortsætter en groft uforsvarlig for-

retningsførelse, mindskes. Risikoen herfor vil dog ikke blive mindsket for dem, der ikke har

en særlig berettiget interesse, hvorfor model 3 – alt efter, hvordan den særlig berettigede in-

teresse fastlægges – ikke vil være lige så præventiv som model 1 og 2.

Model 3 har den ulempe, at det må antages at blive særdeles vanskeligt at afgrænse, hvem der

skal have adgang til oplysningerne, herunder til hvilke formål oplysningerne skal kunne an-

vendes. Modellen har desuden den ulempe, at modellen efter Erhvervsstyrelsens oplysninger

til Konkursrådet sammenlignet med de andre modeller vil være dyrere at administrere, herun-

der i forhold til de løbende udgifter der er forbundet med sagsbehandlingen, hvis definitionen

af, hvem der har en særlig berettiget interesse, ikke udformes tilstrækkeligt klart.

Endvidere kan det ikke udelukkes, at der vil kunne ske omgåelse, hvor en privat med en beret-

tiget interesse foretager uberettigede opslag. Selvom det vil være muligt at sanktionere uberet-

tigede opslag med en efterfølgende bødestraf eller lign., vil det ikke ændre på, at der vil kunne

være tilfælde, hvor oplysningerne alligevel bliver anvendt til formål, der ligger ud over det,

som den berettigede interesse berettiger. Hvis ordningen anvendes til at foretage opslag til

formål, som ligger ud over den berettigede interesse, vil der – ligesom ved model 1 og 2 –

264

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

være en risiko for, at oplysningerne om pålagte konkurskarantæner, vil kunne blive brugt i

situationer, der ikke er relevante, ligesom private vil kunne trække oplysningerne ud og lave

uofficielle historiske registre, hvorved den konkurskarantænepålagte persons erhvervsmulig-

heder vil blive påvirket i videre omfang – både indholdsmæssigt og tidsmæssigt – end hvad

der følger af selve konkurskarantænen. Såfremt der måtte være et politisk ønske om at gå vi-

dere med model 3, kan det derfor overvejes, om den person, der er pålagt konkurskarantæne,

skal have adgang til at se sine egne oplysninger, herunder hvilke private der har slået den på-

gældende op.

Desuden vil model 3 – ligesom model 1 og 2 – indeholde de samme identifikationsproblema-

tikker, da der ikke vil være fuldstændig sikkerhed for, at de personer, dem med den særligt

berettigede interesse fremsøger, vil være de rigtige, jf. hertil afsnit 2.2 og 2.3 ovenfor. Det kan

dog i denne forbindelse overvejes, når det alene er personer med en særlig berettiget interesse,

der vil få adgang til oplysningerne, om det bør være muligt at fremsøge personer ved samtidig

anvendelse af navn og CPR-nummer.

Endelig vil model 3 – ligesom model 1 og 2 – ikke kunne hindre, at personer, der ønsker at

omgå en konkurskarantæne, indsætter en stråmand og selv virker som bagmand.

Sammenfattende er det Konkursrådets vurdering, at model 3 vil blive svær og dyrere at ud-

mønte i praksis, idet navnlig spørgsmålet om, hvem der må antages at have en særlig beretti-

get interesse, hvis man ser bort fra kuratorer og rekonstruktører, vil være meget vanskelig at

afgrænse. Rådet bemærker i denne sammenhæng, at jo bredere personkredsen med en særlig

berettiget interesse afgrænses, jo mere må det tilstræbes, at det indskrænkes og klargøres, til

hvilke formål opslag kan foretages, så misbrug af oplysningerne om pålagte konkurskarantæ-

ner hindres.

2.5 Model 4: Attestordning/samtykke

Den fjerde model, som Konkursrådet har opstillet, går ud på, at der oprettes en attestordning,

hvor det gøres muligt at indhente en »konkurskarantæneattest«.

En sådan attestordning vil kunne bestå i, at den pågældende selv digitalt kan indhente en at-

test, der herefter kan udleveres til dem, der måtte have en berettiget interesse, og/eller at pri-

vate tredjemænd efter samtykke kan indhente en attest hos Erhvervsstyrelsen.

En attestordning kendes bl.a. fra kriminalregistret. Efter § 11 i bekendtgørelse nr. 1860 af 23.

september 2021 om behandling af personoplysninger i Det Centrale Kriminalregister (Krimi-

265

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

nalregistret) kan en person efter begæring få udstedt en straffeattest. Efter samme bekendtgø-

relse § 17 kan der videregives oplysninger til andre private, når den oplysningerne angår, har

givet samtykke til indhentningen. Endvidere kan politiet efter bekendtgørelsens § 18 videre-

give enkeltstående oplysninger fra kriminalregistret til private personer eller virksomheder,

hvis videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart oversti-

ger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den,

oplysningerne angår, eller videregivelsen er nødvendig for udførelsen af en person eller virk-

somheds opgaver for det offentlige. Konkursrådet bemærker i denne sammenhæng, at hvor et

tidligere strafbart forhold, uanset at straffen er afsonet, fortsat kan være relevant f.eks. for en

potentiel arbejdsgivers vurdering af, om en ansøger kan bestride en specifik stilling, bør en

konkurskarantæne, når den er udløbet, som udgangspunkt ikke hindre den pågældende i at

deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed, ligesom en udløbet konkurskarantæne ikke bør

hindre den pågældende i at starte ny erhvervsvirksomhed.

Det må antages at være en forudsætning for, at en attestordning kan fungere tilstrækkelig ef-

fektivt, at den pågældende selv vil kunne indhente attesten digitalt med det samme, ligesom

ekspeditionstiden på en anmodning om en attest, der indhentes efter samtykke, bør være gan-

ske kort. Erhvervsstyrelsen har i denne sammenhæng oplyst til Konkursrådet, at det forudsæt-

tes, at en attestordning vil være forbundet med en minimal mængde af sagsbehandling, da

modellen kan implementeres som en it-løsning, der udsender attester automatisk.

Model 4 vil i lighed med model 1 og 3 have den fordel, at det vil gøre det sværere for den

person, der er pålagt konkurskarantæne, at udøve erhvervsvirksomhed i strid med karantænen,

hvilket vil kunne virke forebyggende og mindske risikoen for konkursrytteri, da erhvervsdri-

vende og andre private aktører – f.eks. forbrugere – vil kunne nægte at kontrahere med en

person, der ikke kan fremlægge en »ren« konkurskarantæneattest. Endvidere vil risikoen for,

at andre erhvervsdrivende og forbrugere lider eventuelle tab som følge af, at en person i strid

med en pålagt konkurskarantæne fortsætter med at drive erhvervsvirksomhed og udvise groft

uforsvarlig forretningsførelse, kunne mindskes, hvilket dog forudsætter, at den erhvervsdri-

vende og forbrugeren reelt undersøger, om personen er pålagt konkurskarantæne forud for

indgåelsen af en aftale eller lign. Selvom model 4 ikke vil have samme generalpræventive

effekt som model 1 og 2, må modellen dog antages at kunne have en vis afskrækkende effekt,

da udsigten til ikke at kunne fremvise en »ren« konkurskarantæneattest i et vist omfang må

antages at ville afholde erhvervsdrivende fra at udvise groft uforsvarlig forretningsførelse.

Model 4 vil desuden have den fordel, at de identifikationsproblematikker, der er forbundet

med model 1 og 2, undgås, da man vil have sikkerhed for, at den person, der indhentes en

attest om, er den person, man ønsker at undersøge.

266

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Endelig vil model 4 have den fordel, at det i modsætning til model 1, 2 og 3 vil være den ka-

rantænepålagte person selv, der har rådighed over og kan bestemme, hvornår attesten indhen-

tes. En person kan således nægte at give samtykke til indhentningen af en konkurskarantæne-

attest, hvis personen ikke vurderer, at en attest vil være relevant i den konkrete sammenhæng.

Da det er den pågældende selv, der råder over, hvem der skal have adgang til oplysningerne,

vil model 4 dog indebærer, at det ikke vil være muligt for en privat uden samtykke at få op-

lysninger om, hvorvidt den potentielle medkontrahent er pålagt konkurskarantæne.

Det kan ikke udelukkes, at model 4 kan føre til, at en person vil blive anmodet om at fremvise

en »ren konkurskarantæneattest« eller give samtykke til indhentelse af en attest i situationer,

hvor spørgsmålet om en pålagt konkurskarantæne ikke vil være relevant. Model 4 vil derfor –

ligesom navnlig model 1 og 2 – kunne føre til, at en konkurskarantæne vil få videre konse-

kvenser, end hvad der følger af selve karantænen. Man vil f.eks. kunne forestille sig, at det

ville kunne blive kutyme i visse brancher eller måske en del af standardvilkår for indgåelse af

visse kontrakter, at der altid skal kunne fremvises en »ren konkurskarantæneattest«, uanset at

konkurskarantænespørgsmålet ikke i alle sammenhænge vil være relevant. Dette vil f.eks.

være tilfældet i forbindelse med ansættelse til stillinger, som ikke har karakter af ledelse af en

erhvervsvirksomhed, hvor en kontrakt ikke indgås i regi af erhvervsvirksomhed – f.eks. køb

af et køkken til et privat hjem – eller hvor en person, der alene er pålagt en almindelige kon-

kurskarantæne, driver enkeltmandsvirksomhed. Selvom dette eventuelt vil kunne imødegås

med brancheetiske regler mv., hvor der udpensles nærmere, til hvilke formål konkurskarantæ-

neattester bør indhentes, vil det ikke kunne udelukkes, at der vil være en risiko for, kon-

kurskarantæneattesterne vil blive brugt i videre omfang end det formål, som man søger at op-

nå med at give private adgang til oplysningerne.

En attestordning vil endvidere – ligesom model 1-3 – ikke kunne hindre, at en person, der er

pålagt konkurskarantæne, indsætter en stråmand og selv virker som bagmand i stråmandskon-

struktionen.

Sammenfattende finder Konkursrådet, at model 4 vil have langt færre ulemper end model 1-3,

idet det dog – som nævnt ovenfor – må bero på en politisk beslutning, hvordan private skal

gives adgang til konkurskarantæneregistret, herunder om behovet for at give private adgang

til oplysningerne om konkurskarantæner kan opvejes af de ulemper, ordningen medfører.

Konkursrådet finder i denne sammenhæng, at hvis der måtte være et politisk ønske om mere

offentlighed end det, som model 4 vil kunne tilvejebringe, kan det overvejes at kombinere

model 4 med model 2, således at der vil være offentlig adgang til de grovere karantænetilfæl-

267

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

de, samtidig med at det bl.a. gøres muligt for personer med generiske navne mv. at afkræfte

eksistensen af en karantæne.

2.6 Udvidelse af offentlige myndigheders adgang til oplysningerne i konkurskarantæ-

neregisteret

Som det fremgår af §§ 8-12 i bekendtgørelsen nr. 1510 af 13. december 2013 (konkurskaran-

tænebekendtgørelsen), som senest ændret ved bekendtgørelse nr. 467 af 21. april 2022, er der

alene hjemmel til, at Erhvervsstyrelsen kan videregive oplysninger fra konkurskarantæneregi-

steret til en meget afgrænset kreds af myndigheder, jf. nærmere afsnit 1.1 ovenfor, ligesom

Erhvervsstyrelsen selv alene må anvende oplysningerne i konkurskarantæneregisteret i det

omfang, der er hjemmel hertil i bekendtgørelsen. Erhvervsstyrelsen har i denne sammenhæng

ikke adgang til oplysningerne i konkurskarantæneregisteret i forbindelse med Erhvervsstyrel-

sens stråmandskontrol efter reglerne i selskabslovens §§ 23 a-23 i, jf. kapitel 5, afsnit 1.4,

ovenfor.

Selvom konkurskarantænereglerne efter Konkursrådets opfattelse ikke har til formål at sikre

mod og forebygge anvendelsen af stråmandskonstruktioner, idet dette efter rådets opfattelse

må varetages gennem det selskabsretlige værn, herunder bestemmelsen i selskabslovens §

112, stk. 2, og selskabslovens regler om Erhvervsstyrelsens kontrolbeføjelser i den henseende,

finder Konkursrådet dog anledning til at bemærke, at oplysningerne om, at et fratrådt ledel-

sesmedlem er pålagt konkurskarantæne, i visse tilfælde må kunne tænkes at være relevant for

netop Erhvervsstyrelsens stråmandskontrol.

Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor en person efter at være pålagt konkurskarantæne

vælger at indsætte f.eks. en ægtefælle eller et andet nærtstående familiemedlem, der f.eks.

deler adresse med den pågældende, som nyt ledelsesmedlem, idet dette efter Konkursrådets

opfattelse kan være et indicium for en stråmandslignende konstruktion.

Det vil derfor efter Konkursrådets vurdering kunne være med til at styrke Erhvervsstyrelsens

stråmandskontrol, hvis Erhvervsstyrelsen under visse nærmere betingelser fik adgang til at

anvende oplysningerne i konkurskarantæneregisteret som led heri. Justitsministeriet og Er-

hvervsministeriet kan derfor med god grund tage dette i betragtning i forbindelse med eventu-

elle fremtidige overvejelser om ændringer af konkurskarantænebekendtgørelsen.

268

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Kapitel 12

Konkursrådets lovudkast

1. Lovudkast

Forslag

til

Lov om ændring af konkursloven

(Revision af konkurskarantænereglerne)

§1

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse 1600 af 25. december 2023, foretages følgende ændrin-

ger:

§ 13 c

indsættes efter stykke 1 som nyt stykke:

»Stk.

Rekonstruktøren skal på mødet meddele fordringshaverne, såfremt der vil blive ind-

ledt en sag om konkurskarantæne, jf. § 14 f.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

Efter § 14 e indsættes i

kapitel 2 d:

»§

14 f.

Får skyldneren stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse

om tvangsakkord, finder § 157 tilsvarende anvendelse på personer, der er fratrådt som ledel-

sesmedlemmer senest 2 uger efter stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget.

Stk. 2.

Rekonstruktøren skal senest 4 uger efter stadfæstelsen af det i stk. 1 nævnte rekon-

struktionsforslag, meddele skifteretten, såfremt der vil blive indledt en konkurskarantænesag

mod personer omfattet af stk. 1.

Stk. 3.

Bestemmelserne i §§ 158-169 finder tilsvarende anvendelse. Ved anvendelsen af §

161, stk. 1, træder rekonstruktørens meddelelse efter stk. 2 i stedet for kurators meddelelse

efter § 125, stk. 3.«

§ 125, stk. 3, 1.

2. pkt.,

ændres »indstilling« til: »meddelelse«.

§ 157

affattes således:

269

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

»§

157.

Konkurskarantæne kan pålægges den, der senere end 1 år før fristdagen har delta-

get i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed, hvis den pågældende har udvist groft ufor-

svarlig forretningsførelse eller har undladt at rette op på en groft uforsvarlig forretningsførel-

se, der er udvist tidligere end 1 år før fristdagen. Hvis skyldneren var under tvangsopløsning,

da konkursen indtrådte, regnes fristen på 1 år fra dagen for beslutningen om tvangsopløsning.

Bestemmelserne i dette afsnit finder ikke anvendelse på fonde eller foreninger, der alene udø-

ver erhvervsvirksomhed af begrænset omfang.

Stk. 2.

Følgende skal i almindelighed anses for groft uforsvarlig forretningsførelse:

1) At den pågældende i væsentlig grad har tilsidesat sine forpligtelser efter skatte-, told-

eller afgiftslovgivningen.

2) At den pågældende i væsentlig grad har tilsidesat sine forpligtelser efter reglerne om

bogføring og regnskabsaflæggelse.

3) At den pågældende gennem ikke forretningsmæssigt begrundede dispositioner har

medvirket til, at skyldnerens aktivmasse er blevet ikke uvæsentligt reduceret til skade

for fordringshaverne.

4) At den pågældende har været registreret som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-

system, jf. selskabslovens § 10, og enten har overladt udførelsen af sit hverv til en an-

den person, der ikke er registreret som medlem af selskabets ledelse i Erhvervsstyrel-

sens it-system, eller reelt har udført sit hverv efter instruktion eller lignende fra en så-

dan person.

5) At den pågældende i strid med selskabslovens § 10 ikke har været registreret som le-

delsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-system, uagtet at den pågældende reelt har fun-

geret som en del af ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed og faktisk udøvet et

ledelsesmedlems beføjelser.

6) At den pågældende gennem sine dispositioner har medvirket til en fortsættelse af drif-

ten i en længere periode efter det tidspunkt, hvor den pågældende måtte have indset, at

en videreførelse af erhvervsvirksomheden ville medføre et væsentligt tab for for-

dringshaverne.

Stk. 3.

Uanset stk. 2 kan en forretningsførelse anses for groft uforsvarlig, hvis omstændig-

hederne taler derfor, herunder hvis det pågældende ledelsesmedlem efter konkursens indtræ-

den har tilsidesat sine forpligtelser efter konkurslovens § 100, jf. § 105.«

§ 158

affattes således:

»§

158.

Konkurskarantæne pålægges for 3 år, jf. dog stk. 2 og 3, og § 164 a.

Stk. 2.

Konkurskarantæne kan pålægges for en kortere periode, hvis særlige omstændighe-

der, herunder det pågældende ledelsesmedlems forretningsførelse eller dennes personlige for-

hold, taler herfor. Hvor ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan konkurskarantænen

helt bortfalde.

270

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Stk. 3.

Konkurskarantæne kan efter omstændighederne pålægges for 5 år, hvis den af det

pågældende ledelsesmedlem udviste forretningsførelse må anses for særdeles groft uforsvar-

lig.

Stk. 4.

Er den pågældende tidligere pålagt konkurskarantæne, som ikke er udløbet, regnes

konkurskarantænen tidligst fra udløbet af den senest pålagte konkurskarantæne. Konkurska-

rantænen udløber dog senest 10 år efter den endelige afgørelse.«

§ 159

indsættes som

4. pkt.:

»I de tilfælde hvor konkurskarantænen efter § 158, stk. 3, pålægges for en længere periode

end 3 år, kan det bestemmes, at den pågældende heller ikke må deltage i ledelsen af en er-

hvervsvirksomhed med personlig og ubegrænset hæftelse for virksomhedens forpligtelser.

Reglerne i 1.-3. pkt. omfatter tillige deltagelse i ledelsen af erhvervsvirksomhed i udlandet.«

§ 160

affattes således:

»§

160.

En sag om konkurskarantæne anlægges af kurator.

Stk. 2.

Sager om en persons deltagelse i ledelsen af flere nærtståendes erhvervsvirksomhe-

der, jf. § 2, nr. 1-3, behandles i forbindelse med hinanden. Er der anlagt en sag omfattet af 1.

pkt. ved en anden skifteret, skal øvrige sager omfattet af 1. pkt. anlægges ved eller henvises til

denne skifteret.

Stk. 3.

Skifteretten kan efter begæring fra kurator eller den, der begæres pålagt konkurska-

rantæne, træffe afgørelse om, at sager mod den pågældende skal sammenlægges, hvis sagerne

omfattes af stk. 2, og erhvervsvirksomhederne på det tidspunkt, hvor den pågældende deltog i

ledelsen, måtte anses for én økonomisk og driftsmæssig enhed. Sammenlægges sager efter 1.

pkt., træffer skifteretten beslutning om, hvilken kurator der herefter skal behandle sagen.

Stk. 4.

En sag mod en person om pålæg af konkurskarantæne kan ikke sammenlægges med

sager mod andre personer.

Stk. 5.

Sager om konkurskarantæne behandles efter reglerne i dette kapitel, og i øvrigt fin-

der § 243 tilsvarende anvendelse.«

§ 161

affattes således:

»§

161.

Kurator skal senest 4 uger efter skifterettens modtagelse af kurators endelige be-

grundede meddelelse efter § 125, stk. 3, om, at der skal indledes en konkurskarantæne sag

mod nogen, indlevere en stævning til skifteretten. Skifteretten kan efter begæring fra kurator

forlænge fristen, hvis det er velbegrundet.

Stk. 2.

Stævningen skal indeholde

1) kurators påstand, herunder om der nedlægges påstand efter § 159, 2. eller 3. pkt.,

2) en udførlig fremstilling af de faktiske og retlige omstændigheder, hvorpå påstanden

støttes, og

3) angivelse af de dokumenter og andre beviser, som kurator agter at påberåbe sig.

271

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Stk. 3.

Skifteretten lader stævningen forkynde for den, der begæres pålagt konkurskarantæ-

ne. Samtidig med forkyndelsen skal den, der begæres pålagt konkurskarantæne, oplyses om,

hvor den pågældende kan finde informationer om, hvad en konkurskarantæne indebærer, og

om reglerne i §§ 162 og 163 og § 164, stk. 2.«

§ 162, stk. 2,

ophæves.

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 2-5.

10.

§ 163

affattes således:

»§

163.

Skifteretten beskikker en advokat for den, der begæres pålagt konkurskarantæne,

hvis den pågældende anmoder om det, og den pågældende opfylder de økonomiske betingel-

ser i retsplejelovens § 325. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat

gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel

31, idet skifteretten dog ved fastsættelsen af salæret til den beskikkede advokat, skal tage hen-

syn til, om de processkridt, der er udøvet af den beskikkede advokat, må anses for overflødi-

ge.«

11.

§ 164

indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk.

En kendelse om konkurskarantæne skal ikke forkyndes.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

12.

§ 164, stk. 4,

der bliver stk. 5, affattes således:

»Stk.

Meddeles der, efter at konkurskarantæne er pålagt, tilladelse til prøvelse i 3. in-

stans, tilladelse til kære efter kærefristen udløb eller tilladelse til ekstraordinær genoptagelse

eller kære, stilles virkningerne af den pålagte konkurskarantæne i bero fra det tidspunkt, hvor

den rette kæreinstans modtager kæreskriftet, eller i et tilfælde, hvor der er givet tilladelse til

ekstraordinær genoptagelse, fra det tidspunkt processkriftet modtages.«

13.

Efter § 164 indsættes i

kapitel 19:

»§ 164 a.

I en sag om konkurskarantæne kan der indgås forlig om nedsættelse af karantæ-

neperiodens længde. Den karantæneperiode, der er fastsat ved forliget, skal mindst udgøre 1

år og være rimelig i forhold til sagens omstændigheder. Skifteretten stadfæster forliget i form

af en kendelse om konkurskarantæne. Skifteretten kan undtagelsesvist nægte at stadfæste for-

liget, hvis det åbenbart, at den, der begæres pålagt konkurskarantæne, ikke opfylder betingel-

serne i § 157, at den pågældende opfylder betingelserne for at blive pålagt en længere karan-

tæneperiode efter § 158, stk. 3, eller hvis den pågældende opfylder betingelserne i § 159, 2.

pkt.

272

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Stk. 2.

Skifteretten kan på begæring fra kurator ophæve en kendelse efter stk. 1, og genop-

tage behandlingen af en konkurskarantænesag, hvis den, der er pålagt konkurskarantæne i

henhold til et indgået forlig, under konkurskarantænesagen har gjort sig skyldig i svigagtige

forhold eller har tilsidesat sine forpligtelser ifølge forliget.«

14.

§ 166

indsættes som

2. pkt.:

»Skifteretten skal ved fastsættelsen af vederlaget til kurator hense til, om de processkridt,

der er udøvet af kurator, må anses for overflødige.«

15.

§ 249, 1. pkt.,

ændres »og §§ 120-122« til: »§§ 120-122 og § 164 a«

§2

Stk. 1.

Loven træder i kraft den […]

Stk. 2.

Loven finder anvendelse i konkursboer, hvor konkursdekretet afsiges efter lovens

ikrafttræden. For konkursboer, hvor konkursdekretet er afsagt før lovens ikrafttræden, finder

de hidtil gældende reglerne anvendelse.

Stk. 3.

Loven finder tillige anvendelse på rekonstruktionsbehandling, når rekonstruktionsbe-

handlingen indledes efter lovens ikrafttræden.

§3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved kongelig anordning sættes

helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grøn-

landske forhold tilsiger.

273

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

2. Bemærkninger til lovudkastet

Til § 1

Til nr. 1 (§ 13 c, stk. 2)

Konkurslovens § 13 c omhandler det møde, der, jf. konkurslovens § 13, stk. 1, skal afholdes

seks måneder efter mødet om rekonstruktionsplanen efter konkurslovens § 11 e, og hvor der

skal stemmes om rekonstruktionsforslaget.

Det foreslås med

§ 13 c, stk. 2,

at rekonstruktøren på mødet skal meddele fordringshaverne,

såfremt der vil blive indledt en sag om konkurskarantæne efter § 14 f.

Forslaget vil indebære, at rekonstruktøren på det møde med fordringshaverne, der, jf. kon-

kurslovens § 13, stk. 1, skal afholdes senest seks måneder efter mødet med fordringshaverne

efter konkurslovens § 11 e, og hvor fordringshaverne skal stemme om rekonstruktionsforsla-

get, skal meddele fordringshaverne, såfremt der vil blive indledt en sag om konkurskarantæne

mod et tidligere ledelsesmedlem eller et ledelsesmedlem, der fratræder ved stadfæstelsen af

rekonstruktionsforslaget efter den foreslåede bestemmelse i § 14 f (lovudkastets § 1, nr. 2).

Rekonstruktøren skal således ikke give meddelelse, såfremt der ikke vil blive indledt en sag

om konkurskarantæne i forlængelse af rekonstruktionsbehandlingen.

Da kompetencen til at indlede en sag om konkurskarantæne i forlængelse af en rekonstruk-

tionsbehandling tilkommer rekonstruktøren personligt, vil rekonstruktørens meddelelse om, at

der vil blive indledt en karantænesag, ikke være genstand for afstemning blandt fordrings-

haverne, ligesom rekonstruktørens meddelelse ikke vil være genstand for en prøvelse ved

skifteretten. Rekonstruktørens meddelelse vil ej heller kunne kæres.

Til nr. 2 (§ 14 f)

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i

§ 14 f,

der regulerer konkurskarantænereglernes

anvendelsesområde i tilknytning til en almindelig rekonstruktionsbehandling.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at konkurskarantænereglernes anvendelsesområde

udvides til under visse forudsætninger også at finde anvendelse i forlængelse af en almindelig

rekonstruktionsbehandling, der behandles efter reglerne i konkurslovens afsnit IB. Bestem-

melsen vil derimod ikke finde anvendelse i forlængelse af en forebyggende rekonstruktions-

behandling, der behandles efter reglerne i konkurslovens afsnit IA.

274

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Det foreslås med

stk. 1,

at såfremt skyldneren får stadfæstet et rekonstruktionsforslag om

tvangsakkord, finder § 157 tilsvarende anvendelse på personer, der er fratrådt som ledelses-

medlem senest 2 uger efter stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget.

Det vil for det første være en betingelse for at pålægge konkurskarantæne i forlængelse af en

almindelig rekonstruktionsbehandling, at rekonstruktionsbehandlingen ophører med stadfæ-

stelsen af et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord.

Bestemmelsen vil derfor ikke finde anvendelse, hvor rekonstruktionsbehandlingens ophør

medfører, at skyldneren tages under konkursbehandling, jf. konkurslovens § 15, stk. 3, 1. pkt.,

eller hvor rekonstruktionsbehandlingen ophører uden, at der er vedtaget en rekonstruktions-

plan, jf. konkurslovens § 15, stk. 3, 2. pkt. Endvidere vil reglerne ikke finde anvendelse, hvor

rekonstruktionsbehandlingen ophører som følge af, at skyldneren ikke er insolvent, jf. kon-

kurslovens § 15, stk. 1, nr. 1.

Bestemmelsen vil dog finde anvendelse, selvom et stadfæstet rekonstruktionsforslag efterføl-

gende ophæves efter konkurslovens § 14 e. Dette skyldes, at det afgørende for anvendelse af

bestemmelsen vil være, om der er blevet stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder

bestemmelse om tvangsakkord.

I et tilfælde, hvor skifteretten, jf. konkurslovens § 13 f, stk. 2, efter stadfæstelsen af et rekon-

struktionsforslag, der ikke indeholder bestemmelse om en tvangsakkord, beslutter at rekon-

struktionsbehandlingen skal fortsætte, hvis det fremgår af det stadfæstede rekonstruktionsfor-

slag, at der vil blive fremsat yderligere forslag inden for fristen i § 13, stk. 1, eller en eventuel

forlængelse af fristen, jf. § 13 a, vil reglerne om konkurskarantæne først finde anvendelse

efter det yderligere rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om tvangsakkord, er

stadfæstet, og skyldnerens bo ikke overgår til konkursbehandling efter konkurslovens § 15,

stk. 3.

Det vil for det andet være en betingelse for at pålægge konkurskarantæne i tilknytning til en

rekonstruktionsbehandling, at betingelserne for at pålægge konkurskarantæne efter den fore-

slåede § 157 (lovudkastets § 1, nr. 4) er opfyldt.

Dette vil for det første indebære, at det er en betingelse, at den pågældende har deltaget i le-

delsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed, jf. den foreslåede bestemmelse i konkurslovens §

157, stk. 1, 1. pkt. (lovudkastets § 1, nr. 4). Om ledelsesbegrebet og erhvervsvirksomhedsbe-

grebet henvises til den foreslåede § 157, stk. 1, 1. pkt., jf. lovudkastets § 1, nr. 4. Det bemær-

275

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

kes i denne sammenhæng, at henvisningen til § 157 medfører, at reglerne om konkurskaran-

tæne i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling – ligesom konkurskarantæne i tilknytning

til en konkursbehandling – ikke vil finde anvendelse i forbindelse med en rekonstruktionsbe-

handling af en fond eller forening, der alene udøver erhvervsvirksomhed af begrænset om-

fang, jf. den foreslåede § 157, stk. 1, 3. pkt. (lovudkastets § 1, nr. 4).

Det vil for det andet indebære, at det er en betingelse for at pålægge konkurskarantæne i til-

knytning til en rekonstruktionsbehandling, at den pågældende opfylder den tidsmæssige be-

tingelse i konkurslovens § 157, stk. 1, 1. og 2. pkt. (lovudkastet § 1, nr. 4).

Dette medfører, at en person kun kan pålægges konkurskarantæne i forlængelse af en rekon-

struktionsbehandling, hvis den pågældende har deltaget i ledelsen af skyldnerens er-

hvervsvirksomhed senere end et år før fristdagen. Hvis skyldneren var under tvangsopløsning,

da rekonstruktionsbehandlingen blev indledt, vil fristen på 1 år, jf. den foreslåede § 157, stk.

1, 2. pkt. (lovudkastets § 1, nr. 4), skulle regnes fra dagen for beslutningen om tvangsopløs-

ning, idet dette dog kun vil have selvstændig betydning i de tilfælde, hvor datoen for beslut-

ningen om tvangsopløsning ikke er fristdagen efter konkurslovens § 1, stk. 1, nr. 3, dvs. hvor

der ikke senest tre måneder efter denne dato begæres – eller skifteretten af egen drift indleder

– rekonstruktionsbehandling.

Det vil endeligt for det tredje indebære, at det er en betingelse for at pålægge konkurskaran-

tæne i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, at den pågældende har udvist groft ufor-

svarlig forretningsførelse eller har undladt at rette op på en groft uforsvarlig forretningsførel-

se, der er udvist tidligere end et år før fristdagen, jf. hertil den foreslåede § 157 (lovudkastets

§ 1, nr. 4).

Da ledelsen under en rekonstruktionsbehandling som udgangspunkt – dog med visse be-

grænsninger – bevarer ledelsen over det insolvente selskab, vil der ved vurderingen af, om der

er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse tillige kunne henses til de dispositioner, som le-

delsen foretager efter rekonstruktionsbehandlingens indledning og indtil det tidspunkt, hvor

det pågældende ledelsesmedlem fratræder, eller hvor rekonstruktøren eventuelt overtager le-

delsen af virksomheden, jf. konkurslovens § 12 a. Hvor ledelsesmedlemmet således i kraft af

sin faktiske ledelsesposition i erhvervsvirksomheden handler til skade for fordringshaverne

eller nogle af disse ved f.eks. at forstikke aktiver eller foretage dispositioner i strid med prin-

cippet om ligebehandling af fordringshaverne, vil dette kunne indgå ved vurderingen af, om

der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse. Et eventuelt manglende samarbejde med

rekonstruktøren vil – i modsætning til det manglende samarbejde med kurator – dog ikke

276

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

skulle indgå i vurderingen af, om ledelsesmedlemmet har udvist groft uforsvarlig forretnings-

førelse. Om bestemmelsen i den foreslåede § 157 henvises til lovudkastets § 1, nr. 4.

Det vil for det tredje være en betingelse for at pålægge konkurskarantæne efter den foreslåede

§ 14 f, stk. 1, at den, der begæres pålagt konkurskarantæne, er fratrådt som ledelsesmedlem

senest 2 uger efter stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget.

Dette vil for det første omfatte de personer, der er fratrådt som ledelsesmedlem forud for re-

konstruktionsbehandlingens indledning, og som har deltaget i ledelsen senere end 1 år før

fristdagen.

Det vil for det andet omfatte de personer, der er fratrådt efter rekonstruktionsbehandlingens

indledningen og før stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget, eller som fratræder i forbindel-

se med stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget. For personer, der fratræder under rekon-

struktionsbehandlingens indledning, eller i forbindelse med stadfæstelsen af rekonstruktions-

forslaget, vil det afgørende for, om ledelsesmedlemmet omfattes af reglerne, være, om ledel-

sesmedlemmet er fratrådt som ledelsesmedlem senest to uger efter stadfæstelsen af rekon-

struktionsforslaget.

For ledelsesmedlemmer, der er registeret i Erhvervsstyrelsens it-system, vil dette indebære, at

de skal være registreret som fratrådt i Erhvervsstyrelsens it-system senest 14 dage efter stad-

fæstelsen af rekonstruktionsforslaget.

For ledelsesmedlemmer, der ikke er registeret i Erhvervsstyrelsens it-system – f.eks. en bag-

mand i en stråmandskonstruktion, eller en person, hvis ledelsesmæssige rolle på grund af er-

hvervsvirksomhedens form ikke har været undergivet registrering i Erhvervsstyrelsens it-

system – er det afgørende, at personen rent faktisk er ophørt med at deltage i ledelsen af er-

hvervsvirksomheden (eller med at drive erhvervsvirksomhed) senest 14 dage efter tidspunktet

for stadfæstelsen af rekonstruktionsforslaget.

Det foreslås med

stk. 2,

at rekonstruktøren senest 4 uger efter stadfæstelsen af det i stk. 1

nævnte rekonstruktionsforslag skal meddele skifteretten, såfremt der vil blive indledt en kon-

kurskarantænesag mod personer omfattet af den foreslåede § 14 f, stk. 1.

Bestemmelsen skal ses i lyset af, at bestemmelsen i konkurslovens § 125, stk. 3, ikke finder

anvendelse under en rekonstruktionsbehandling, hvorfor rekonstruktøren ikke skal udarbejde

en begrundet meddelelse (jf. hertil lovudkastets § 1, nr. 3), men alene redegøre for oplysnin-

ger om eventuelle forhold, der vil kunne begrunde konkurskarantæne, jf. konkurslovens § 13

277

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

b, stk. 1, nr. 3, litra e, der ikke foreslås ændret. Det er dog i modsætning til bestemmelsen i

konkurslovens § 125, stk. 3, ikke et krav, at rekonstruktøren skal meddele skifteretten, at der

ikke vil blive indledt en konkurskarantæne mod tidligere ledelsesmedlemmer. Det er alene

hvis rekonstruktøren finder, at der skal indledes en konkurskarantænesag mod nogen, at re-

konstruktøren skal meddele dette til skifteretten. Hvis rekonstruktøren derfor ikke finder, at

der skal indledes en konkurskarantænesag mod nogen, skal rekonstruktøren ikke meddele

dette til skifteretten.

Bestemmelsen medfører, at det vil være en betingelse for at pålægge konkurskarantæne i til-

knytning til en rekonstruktionsbehandling, at rekonstruktøren meddeler dette til skifteretten.

Meddelelsen til skifteretten har alene formel karakter, og skal alene indeholde oplysninger

om, at der vil blive indledt en karantænesag mod en person. Meddelelsen har betydning for

beregningen af fristen for indgivelsen af stævningen efter den foreslåede § 161, stk. 1 (lovud-

kastets § 1, nr. 8), der foreslås tilsvarende at finde anvendelse.

Beføjelsen til at meddele skifteretten, at der vil blive indledt en konkurskarantænesag, til-

kommer rekonstruktøren personligt. Fordringshaverne kan ikke træffe afgørelse eller give

rekonstruktøren pålæg herom, heller ikke på mødet om afstemningen af rekonstruktionsfor-

slaget. Skifteretten kan heller ikke meddele rekonstruktøren pålæg om at meddele, at der vil

blive indledt en konkurskarantænesag.

En overskridelse af fristen på 4 uger vil ikke have præklusiv virkning i forhold til rekonstruk-

tørens mulighed for at meddele skifteretten, at der vil blive indledt en karantænesag, men vil i

mangel af lovligt forfald være udtryk for pligtforsømmelse fra rekonstruktørens side. En så-

dan pligtforsømmelse vil kunne tages i betragtning ved rekonstruktørens salær og ved skifte-

rettens beslutning om udpegning af rekonstruktøren i fremtidige sager.

Det foreslås med

stk. 3, 1. pkt.,

at bestemmelserne i konkurslovens §§ 158-169, finder tilsva-

rende anvendelse.

Det er med den foreslåede henvisning til §§ 158-169 tilsigtet, at der vil skulle gælde det sam-

me i relation til konkurskarantænesager, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbe-

handling, som der gælder i relation til konkurskarantænesager, der behandles i tilknytning til

en konkurs. Hvor kurator er tillagt beføjelser efter bestemmelserne i konkurslovens §§ 158-

169, vil disse herefter tilkomme rekonstruktøren.

Bestemmelserne i §§ 158-159, der vil finde tilsvarende anvendelse i en konkurskarantænesag,

der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, angår karantæneperiodens læng-

278

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

de og retsvirkningerne af en pålagt konkurskarantæne. Om bestemmelserne henvises videre til

lovudkastets § 1, nr. 5 og 6, nedenfor.

Den foreslåede § 160, stk. 1 (lovudkastets § 1, nr. 7), der vil finde tilsvarende anvendelse i

relation til en konkurskarantænesag, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehand-

ling, angår kompetencen til at anlægge en konkurskarantæne sag og den dertilhørende proces-

beføjelse.

Ved anvendelsen af bestemmelsen i relation til en konkurskarantæne, der behandles i tilknyt-

ning til en rekonstruktionsbehandling, træder rekonstruktøren i stedet for kurator. Dette inde-

bærer, at det er rekonstruktøren, der personligt har kompetencen til at anlægge en konkurska-

rantænesag i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, idet hverken fordringshaverne eller

skifteretten kan pålægge rekonstruktøren at anlægge sagen. Endvidere skal konkurskarantæ-

nesagen anlægges i rekonstruktørens navn, ligesom rekonstruktøren bevarer procesbeføjelsen

i konkurskarantænesagen også efter afslutningen af rekonstruktionsbehandlingen.

Den foreslåede § 160, stk. 2 (lovudkastets § 1, nr. 7), der vil finde tilsvarende anvendelse i

relation til en konkurskarantæne, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling,

omhandler behandling af sager om en persons deltagelse i nærtstående erhvervsvirksomheder

i forbindelse med hinanden. Den tilsvarende anvendelse af bestemmelsen i forhold til sager

om konkurskarantæne, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, vil bl.a.

indebære, at det vil være obligatorisk at behandle en sag om konkurskarantæne i tilknytning

til en rekonstruktionsbehandling i forbindelse med en eller flere sager om konkurskarantæne,

der behandles i tilknytning til en konkursbehandling, hvis hhv. den rekonstruerede er-

hvervsvirksomhed og den konkursramte erhvervsvirksomhed er nærtstående. Det samme vil

tilsvarende gælde, hvor der er tale om flere sager om konkurskarantæne i relation til rekon-

struktionsbehandling af flere forskellige nærtstående erhvervsvirksomheder. Hvor der f.eks.

behandles én sag om konkurskarantæne i tilknytning til et konkursbo ved skifteret A, og én

sag om konkurskarantæne i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling ved skifteret B, vil

sagerne skulle behandles ved samme skifteret i forbindelse med hinanden, såfremt den er-

hvervsvirksomhed, der er under konkursbehandling, og den erhvervsvirksomhed, hvor der er

stadfæstet et rekonstruktionsforslag, der indeholder bestemmelse om en tvangsakkord, er

nærtstående. Sagerne vil, som det fremgår af bemærkningerne til § 160, stk. 2, skulle behand-

les ved den skifteret, hvor den første sag om pålæg af konkurskarantæne er anlagt. Der henvi-

ses om den foreslåede bestemmelse i § 160, stk. 2, til lovudkastets § 1, nr. 7.

Den foreslåede § 160, stk. 3 (lovudkastets § 1, nr. 7), der vil finde tilsvarende anvendelse i

relation til en konkurskarantænesag, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehand-

279

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

ling, omhandler sammenlægning af sager om konkurskarantænesager, hvor der er tale om

nærtstående erhvervsvirksomheder, og erhvervsvirksomhederne på det tidspunkt, hvor den,

der begæres pålagt konkurskarantæne, deltog i ledelsen, måtte anses for én økonomisk og

driftsmæssigt forbunden enhed. Den tilsvarende anvendelse af bestemmelsen i forhold til sa-

ger om konkurskarantæne, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, vil

indebære, at der på begæring fra rekonstruktøren, kurator, eller den, der begæres pålagt kon-

kurskarantæne, kan ske sammenlægning af flere sager om konkurskarantæne til én sag, så-

fremt karantænesagerne behandles i forbindelse med hinanden efter den foreslåede § 160, stk.

2, og erhvervsvirksomhederne må anses som én økonomisk og driftsmæssigt forbundet enhed.

Hvor der sker sammenlægning af flere sager til én sag, og hvor skifteretten, jf. den foreslåede

bestemmelse i § 160, stk. 3, 2. pkt., skal træffe beslutning om, hvilken kurator der herefter

skal behandle sagen, indebærer den tilsvarende anvendelse af bestemmelsen i relation til kon-

kurskarantænesager, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, at skifteret-

ten vil kunne træffe bestemmelse om, at den sammenlagte sag skal behandles af rekonstruktø-

ren. Om bestemmelsen i den foreslåede § 160, stk. 3, henvises til lovudkastets § 1, nr. 7.

Anvendelsen af den foreslåede § 160, stk. 4 (lovudkastets § 1, nr. 7), vil indebære, at en sag

mod en person om pålæg af konkurskarantæne i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling

ikke vil kunne sammenlægges med sager om pålæg af konkurskarantæne mod andre personer.

Om bestemmelsen i den foreslåede § 160, stk. 4, henvises til lovudkastets § 1, nr. 7.

Anvendelsen af den foreslåede § 160, stk. 5 (lovudkastets § 1, nr. 7), der er en videreførelse af

den gældende bestemmelse i § 160, stk. 2, vil indebære, at en sag om konkurskarantæne i til-

knytning til en rekonstruktionsbehandling skal behandles efter reglerne i konkurslovens kapi-

tel 20, samt at konkurslovens § 243 finder tilsvarende anvendelse.

Den foreslåede § 161 (lovudkastets § 1, nr. 8), der vil finde tilsvarende anvendelse i relation

til en konkurskarantæne, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, angår

indleveringen af stævningen til skifteretten.

Det foreslås i denne sammenhæng med stk. 3,

2. pkt.,

at ved anvendelsen af § 161, stk. 1, træ-

der rekonstruktørens meddelelse efter den foreslåede stk. 2 i stedet for kurators meddelelse

efter § 125, stk. 3.

Anvendelsen af den foreslåede § 161 og den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 2. pkt., vil inde-

bære, at rekonstruktøren senest 4 uger efter skifterettens modtagelse af rekonstruktørens med-

delelse efter det foreslåede stk. 2 skal indlevere en stævning til skifteretten, men skifteretten

vil efter begæring fra rekonstruktøren kunne forlænge fristen, hvis det er velbegrundet. Om

280

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

beregningen af fristen for indleveringen af stævningen og kravene til indholdet af stævningen

henvises til den foreslåede § 161 nedenfor (lovudkastets § 1, nr. 8).

Bestemmelsen i konkurslovens § 162, der vil finde tilsvarende anvendelse i relation til en

konkurskarantæne, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, omhandler

den videre behandling af en sag om konkurskarantæne efter forkyndelse af stævningen for

den, der begæres pålagt konkurskarantæne.

Anvendelsen af § 162, stk. 1, vil indebære, at den, der begæres pålagt konkurskarantæne i

tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, inden en af skifteretten fastsat frist kan indlevere

et svarskrift til skifteretten og/eller anmode om mundtlig behandling. Fristen bør – ligesom

det er tilfældet efter den gældende bestemmelse i § 162, stk. 1, der ikke foreslås ændret –

normalt ikke fastsættes til mere end fire uger, men vil efter anmodning fra den, der begæres

pålagt konkurskarantæne, kunne forlænges, hvis dette findes velbegrundet.

En overskridelse af fristen i § 162, stk. 1, vil indebære, at skifteretten – ligesom det er tilfæl-

det efter den gældende bestemmelse – vil kunne træffe afgørelse på det foreliggende grund-

lag. Skifteretten kan dog tage hensyn til et svarskrift, der indleveres for sent, da en overskri-

delse af fristen ikke har præklusiv virkning, men skifteretten har dog ikke pligt til at tage hen-

syn til et for sent indleveret svarskrift. Skifteretten kan ligeledes tage hensyn til en anmodning

om mundtlig forhandling, som fremsættes for sent, men i modsætning til, hvad der gælder ved

en rettidig anmodning om mundtlig forhandling, vil den pågældende ikke have krav herpå.

Anvendelsen af § 162, stk. 2, der svarer til den gældende bestemmelse i konkurslovens § 162,

stk. 3, der ikke foreslås ændret, men alene rykket til § 162, stk. 2, som følge af den foreslåede

ophævelse af § 162, stk. 2 (lovudkastets § 1, nr. 9), vil indebære, at skifteretten kan bestem-

me, at der skal udveksles yderligere processkrifter til brug for behandlingen af sagen, og skif-

teretten bør i sådanne tilfælde fastsætte en frist, der i almindelighed bør være 2-3 uger.

Ligesom det er tilfældet efter den gældende bestemmelse i § 162, stk. 3, der som nævnt ikke

foreslås ændret men alene rykket, bør skifteretten i et tilfælde, hvor der ikke skal være mundt-

lig behandling give parterne mulighed for at indlevere en replik og duplik, medmindre det ud

fra indholdet af kurators stævning og svarskriftet er overflødigt. Yderligere skriftveksling vil

kræve en særlig begrundelse. Hvis der skal være mundtlig behandling, bør skifteretten kun

give parterne mulighed for indlevering af replik og duplik, hvis særlige grunde taler for det.

Anvendelsen af § 162, stk. 3, der svarer til den gældende bestemmelse i konkurslovens § 162,

stk. 4, som ikke foreslås ændret, men alene rykket til § 162, stk. 3, som følge af den foreslåe-

281

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

de ophævelse af § 162, stk. 2 (lovudkastets § 1, nr. 9), vil indebære, at skifteretten skal ind-

kalde parterne til mundtlig forhandling, hvis den, der begæres pålagt konkurskarantæne i til-

knytning til en rekonstruktionsbehandling, har anmodet herom efter § 162, stk. 1, nr. 2, eller

skifteretten i øvrigt finder det hensigtsmæssigt.

Anvendelsen af § 162, stk. 4, der svarer til den gældende bestemmelse i § 162, stk. 5, som

ikke foreslås ændret, men alene rykket, som følge af den foreslåede ophævelse af § 162, stk. 2

(lovudkastets § 1, nr. 9), vil indebære, at skifteretten efter anmodning fra rekonstruktøren kan

indkalde den, der begæres pålagt konkurskarantæne i tilknytning til en rekonstruktionsbe-

handling, til personligt møde for at besvare spørgsmål sigtende til sagens oplysning. Rekon-

struktøren skal i anmodningen – ligesom det er tilfældet efter den gældende bestemmelse i §

162, stk. 5 – angive temaet for de spørgsmål, der ønskes besvaret, og skifteretten bør som

udgangspunkt imødekomme rekonstruktørens anmodning, medmindre rekonstruktøren har let

adgang til at få oplysningerne ad anden vej.

Hvis den, der begæres pålagt konkurskarantæne i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling,

udebliver eller undlader at besvare spørgsmål, eller svarerne er uklare eller ufuldstændige, vil

det kunne tillægges processuel skadevirkning, jf. konkurslovens § 162, stk. 5, der svarer til

bestemmelsen i den gældende § 162, stk. 6, som ikke foreslås ændret, men alene rykket, som

følge af den foreslåede ophævelse af § 162, stk. 2 (lovudkastets § 1, nr. 9). Manglende møde

eller undladelse af at besvare spørgsmål kan derimod ikke – ligesom det er tilfældet efter den

gældende bestemmelse i § 162, stk. 5 – imødegås ved anvendelsen af tvangsmidler.

Anvendelsen af § 162, stk. 5, 1. pkt., der svarer til den gældende bestemmelse i § 162, stk. 6,

1, vil indebære, at hvis den, der begæres pålagt konkurskarantæne i tilknytning til en rekon-

struktionsbehandling, undlader at udtale sig om rekonstruktørens erklæringer om sagens fakti-

ske omstændigheder, kan skifteretten ved bevisbedømmelsen tillægge dette virkning til skade

for den pågældende (processuel skadevirkning).

Anvendelsen af § 162, stk. 5, 2. pkt., der svarer til den gældende bestemmelse i § 162, stk. 6,

2. pkt., vil indebære, at den samme mulighed for fakultativ processuel skadevirkning vil gæl-

de, hvis den, der begæres pålagt konkurskarantæne i tilknytning til en rekonstruktionsbehand-

ling, udebliver efter at være indkaldt til personligt møde eller undlader at besvare spørgsmål

eller svarerne er uklare.

Bestemmelsen i konkurslovens § 163, der vil finde tilsvarende anvendelse i relation til en

konkurskarantæne, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, angår advo-

282

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

katbeskikkelse for den, der begæres pålagt konkurskarantæne. Om den foreslåede bestemmel-

se i § 163 henvises til lovudkastets § 1, nr. 10.

Bestemmelsen i konkurslovens § 164, der vil finde tilsvarende anvendelse i relation til en

konkurskarantæne, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, angår skifte-

rettens afgørelse om, hvorvidt konkurskarantæne skal pålægges, herunder reglerne for for-

kyndelse, kære, opsættende virkning og berosættelse.

Anvendelsen af § 164, stk. 1, der ikke foreslås ændret, vil indebære, at skifterettens afgørelse i

en konkurskarantænesag, der er pålagt i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, vil skul-

le træffes ved kendelse.

Anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i § 164, stk. 2 (lovudkastets § 1, nr. 11), der vil

finde tilsvarende anvendelse i relation til en konkurskarantæne, der behandles i tilknytning til

en rekonstruktionsbehandling, vil indebære, at der ikke skal ske forkyndelse af kendelsen. Om

den foreslåede bestemmelse i § 164, stk. 2, henvises til lovudkastets § 1, nr. 11.

Anvendelsen af § 164, stk. 3, der svarer til den gældende bestemmelse i konkurslovens § 164,

stk. 2, der ikke foreslås ændret, men alene rykket til § 164, stk. 3, som følge af den foreslåede

bestemmelse i § 164, stk. 2 (lovudkastets § 1, nr. 11), vil indebære, at kære af en kendelse om

konkurskarantæne, der pålægges i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, vil have op-

sættende virkning, hvorefter kære til landsretten – ligesom det er tilfældet i dag – har opsæt-

tende virkning.

Anvendelsen af bestemmelsen i § 164, stk. 4, der svarer til den gældende bestemmelse i kon-

kurslovens § 164, stk. 3, der ikke foreslås ændret, men alene rykket til § 164, stk. 4, som følge

af den foreslåede bestemmelse i § 164, stk. 2 (lovudkastets § 1, nr. 11), vil indebære, at kære

af Sø- og Handelsrettens kendelse om konkurskarantæne, der pålægges i tilknytning til en

rekonstruktionsbehandling – ligesom det er tilfældet i dag – vil skulle ske til Østre Landsret.

Den foreslåede bestemmelse i § 164, stk. 5 (lovudkastets § 1, nr. 12), der tillige vil finde an-

vendelse i relation til en konkurskarantænesag, der behandles i tilknytning til en rekonstruk-

tionsbehandling, angår berosættelse af konkurskarantænens virkning i de tilfælde, hvor der,

efter at karantænen er pålagt ved en endelig afgørelse, og hvor den dermed har været i kraft i

en periode, meddeles tilladelse til prøvelse i 3. instans, tilladelse til kære efter kærefristens

udløb eller tilladelse til ekstraordinær genoptagelse eller kære. Om den foreslåede bestemmel-

se i § 164, stk. 5, henvises til lovudkastets § 1, nr. 12, nedenfor.

283

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Den foreslåede § 164 a (lovudkastets § 1, nr. 13), der tillige vil finde anvendelse i relation til

en konkurskarantænesag, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, angår

muligheden for at indgå et forlig om nedsættelsen af karantæneperiodens længde. Ved anven-

delsen af bestemmelsen træder rekonstruktøren i kurators sted. Om den foreslåede bestem-

melse i § 164 a henvises til lovudkastets § 1, nr. 13, nedenfor.

Bestemmelserne i konkurslovens §§ 165-166, der vil finde tilsvarende anvendelse i en kon-

kurskarantænesag, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, angår

sagsomkostninger og fastsættelsen af vederlaget for kurator. Ved anvendelsen af bestemmel-

serne i relation til rekonstruktionsbehandling vil rekonstruktøren træde i stedet for kurator.

Om den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 166, 2. pkt., henvises til lovudkastets § 1, nr.

14, nedenfor.

Bestemmelserne i §§ 167 og 168, der vil finde tilsvarende anvendelse i en konkurskarantæ-

nesag, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, og som ikke foreslås æn-

dret, angår hæftelse for gæld ved overtrædelsen af konkurskarantæne.

Endelig vil bestemmelsen i § 169, der vil finde tilsvarende anvendelse i en konkurskarantæ-

nesag, der behandles i tilknytning til en rekonstruktionsbehandling, og som omhandler regi-

strering af konkurskarantæner, indebære, at en konkurskarantæne, der pålægges efter den fo-

reslåede bestemmelse i § 14 f, vil skulle registreres i konkurskarantæneregisteret.

Til nr. 3 (§ 125)

Det foreslås at ændre

§ stk. 3, 1.

2. pkt.,

således at ordet indstilling erstattes af ordet med-

delelse.

Forslaget skal ses i sammenhæng med forslaget om at nyaffatte bestemmelsen i konkurslo-

vens § 160, stk. 1 (lovudkastets § 1, nr. 7), som indebærer, at skifteretten ikke længere vil

skulle træffe beslutning om indledningen af en sag om konkurskarantæne på baggrund af ku-

rators begrundede indstilling.

Ændringen indebærer, at kurator fremover vil skulle udarbejde en begrundet meddelelse om

konkurskarantæne til brug for redegørelsen efter § 125. Der er udover en ændring af ordlyden

ikke tilsigtet en materiel ændring af bestemmelsen.

Kurator vil således fortsat i alle konkursboer skulle undersøge, om der kan være grundlag for

at indlede en konkurskarantænesag mod nogen og medtage dette i redegørelsen efter konkurs-

284

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

lovens § 125, stk. 2, som ikke foreslås ændret. Dette vil både gælde i de tilfælde, hvor kurator

finder, at der bør rejses en sag om konkurskarantæne, og når kurator finder, at der ikke skal

indledes en sag om konkurskarantæne. Kurators undersøgelse vil fortsat skulle omfatte

spørgsmålet om, hvorvidt der er foretaget ledelsesmæssige dispositioner, som vil kunne udgø-

re groft uforsvarlig forretningsførelse, jf. den foreslåede § 157 (lovudkastets § 1, nr. 4).

Ligesom det er tilfældet efter den gældende § 125, stk. 3, vil det afhænge af forholdene i det

enkelte konkursbo, hvor omfattende undersøgelser kurator bør foretage. Hvis der ikke er no-

get, der tyder på, at konkurskarantæne kan komme på tale, kan yderligere undersøgelse være

ufornøden. I andre tilfælde kan en nærmere undersøgelse være nødvendig, og i nogle tilfælde

vil der kunne være behov for mere omfattende undersøgelser.

Hvis kurator ikke har været i stand til at afgive en endelig begrundet meddelelse, vil kurator

efter stk. 3 snarest muligt skulle afgive en særskilt meddelelse om spørgsmålet om, hvorvidt

der skal indledes en konkurskarantænesag mod nogen. Bortset fra tilfælde, hvor den, der er

spørgsmål om at begære pålagt konkurskarantæne, i væsentlig grad har modarbejdet kurators

undersøgelser, skal kurators endelige meddelelse – ligesom det er tilfældet i dag – i givet fald

foreligge senest samtidig med den første halvårsredegørelse efter konkurslovens § 125, stk. 4.

Hvis der på et tidligt tidspunkt foreligger tilstrækkelige oplysninger til, at kurator kan afgive

meddelelse om at rejse sag om at pålægge konkurskarantæne, bør kurator straks afgive en

sådan meddelelse uden at afvente den samlede redegørelse efter konkurslovens § 125, stk. 2.

Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis en fordringshaver umiddelbart efter konkursens indtræ-

den kan give kurator oplysninger, der giver grundlag for at rejse sag om at pålægge kon-

kurskarantæne.

Kurators undersøgelser med hensyn til, om der bør rejses sag om konkurskarantæne, vil indgå

i kurators almindelige pligter som kurator, og vederlaget til kurator for dette arbejde vil også

indgå i kurators samlede vederlag, der dækkes af boets midler, en eventuel sikkerhedsstillelse

efter konkurslovens § 27, stk. 1, 3 eller 4, eller § 143, 2. pkt., og en eventuel indeståelse fra

statskassen efter konkurslovens § 27, stk. 2, eller i forbindelse med, at skifteretten af egen

drift har afsagt konkursdekret vedrørende et selskab, der er under tvangsopløsning.

Det følger af konkurslovens § 125, stk. 2, 3. pkt., at kurator skal sende skifteretten og for-

dringshaverne en redegørelse for, hvilke opgaver kurator har varetaget med oplysninger om

den tid, der er medgået til udførelsen af de enkelte opgaver. Dette gælder også opgaven med

at undersøge, om der bør rejses sag om konkurskarantæne, der indgår som et integreret led i –

og bygger på – de undersøgelser, som kurator i forvejen har pligt til at foretage.

285

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Kurators eventuelle overskridelse af 4-månedersfristen i konkurslovens § 125, stk. 2, vil lige-

som i dag ikke have præklusiv virkning i forhold til muligheden for at rejse sag om pålæg af

konkurskarantæne, men hvis kurators redegørelse indgives efter 4-månedersfristens udløb –

eller hvis kurators redegørelse ikke indeholder en meddelelse (heller ikke en foreløbig med-

delelse) om spørgsmålet om konkurskarantæne – vil der som det klare udgangspunkt være

tale om en pligtforsømmelse fra kurators side. En sådan pligtforsømmelse vil kunne tages i

betragtning ved fastsættelsen af kurators vederlag og ved skifterettens beslutning om udpeg-

ning af kurator i fremtidige sager.

Til nr. 4 (§ 157)

Konkurslovens § 157 angår betingelserne for at pålægge konkurskarantæne.

Det foreslås at nyaffatte

§ 157.

Det foreslås med

stk. 1, 1. pkt.,

at konkurskarantæne kan pålægges den, der senere end et år

før fristdagen har deltaget i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed, hvis den pågældende

har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse eller har undladt at rette op på en groft uforsvar-

lig forretningsførelse, der er er udvist tidligere end et år før fristdagen.

Den foreslåede bestemmelse, der er en delvis videreførelse af den gældende bestemmelse i

konkurslovens § 157, stk. 1, 1. pkt., med visse justeringer, indeholder de betingelser, som skal

være opfyldt, førend konkurskarantæne kan pålægges.

Det vil for det første være en betingelse for at pålægge konkurskarantæne, at den, der begæres

pålagt konkurskarantæne, har deltaget i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed.

Begrebet »deltaget i ledelsen« er en videreførelse af gældende ret efter konkurslovens § 157,

stk. 1, 1. pkt., idet der ikke er tilsigtet en ændring heraf.

En person vil således som det første skulle anses for at have deltaget i ledelsen af skyldnerens

erhvervsvirksomhed, hvis den pågældende har været registreret i Erhvervsstyrelsens it-system

som direktør, bestyrelsesmedlem eller medlem af tilsynsråd. Dette gælder, uanset om den på-

gældende faktisk har varetaget hvervet som direktør, bestyrelses- eller tilsynsrådsmedlem i

den relevante periode, eller om den pågældende f.eks. har været passiv i udøvelsen af sit

hverv eller været ”stråmand” således, at ledelsen reelt er blevet udøvet af en anden person.

286

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Det er dog en forudsætning for, at ledelsesmedlemmet omfattes af konkurskarantænereglerne,

at den pågældende har accepteret hvervet (registreringen) som direktør, bestyrelsesmedlem

eller tilsynsrådsmedlem, eller at den pågældende i det mindste har været bekendt med regi-

streringen og ikke gjort indsigelser herimod. Hvor en persons identitetsoplysninger er blevet

misbrugt i forbindelse med registreringen som ledelsesmedlem i Erhvervsstyrelsens it-system,

vil den pågældende ikke kunne anses for at have accepteret hvervet, idet det dog vil være op

til den pågældende selv at føre bevis for, at der foreligger misbrug. Det vil i den forbindelse

efter omstændighederne kunne indgå i bevisbedømmelsen, hvis en person under en konkurs-

karantænesag ikke fremkommer med relevante oplysninger, som kan understøtte den pågæl-

dendes forklaring om, at den pågældende – uagtet at andre oplysninger indikerer det modsatte

– ikke har accepteret hvervet (registreringen) som direktør, bestyrelsesmedlem eller tilsynsrå-

dsmedlem, herunder som følge af misbrug af identitetsoplysninger. Ved vurderingen af, om

den pågældende må anses for at have accepteret hvervet eller ej, vil bl.a. kunne henses til, om

personen har taget effektive skridt i retningen af at lade sig afregistrere som ledelsesmedlem,

herunder kontaktet Erhvervsstyrelsen og indsendt de relevante erklæringer mv. til styrelsen,

idet det må bero på en konkret vurdering af den enkelte situation. Det vil i denne forbindelse

ikke være tilstrækkeligt for, at en person må anses for ikke at have accepteret hvervet, at per-

sonen har rettet henvendelse til den, der har forestået registreringen og gjort opmærksom på

forholdet.

En person, der reelt er fratrådt som direktør, bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem mere

end et år før fristdagen, men først senere end et år før denne dato afregistreres i Erhvervssty-

relsens it-system, vil ligeledes skulle anses for at have deltaget i ledelsen af skyldnerens er-

hvervsvirksomhed, hvis den pågældende må anses for at have accepteret at forblive registreret

som ledelsesmedlem, eller hvis den pågældende i det mindste var bekendt med registreringen

og ikke har gjort indsigelser herimod. Det vil være den person, der påberåber sig, at personen

reelt er fratrådt og ikke har accepteret at forblive registreret, der har bevisbyrden for dette,

herunder at der er taget de fornødne effektive skridt til at sikre en eventuel afregistrering.

En person, der alene er registreret som suppleant til bestyrelsen eller tilsynsrådet, vil ikke i

kraft af selve hvervet og registreringen som suppleant være omfattet af konkurskarantænereg-

lerne, men personen vil dog kunne blive omfattet heraf, hvis vedkommende i den relevante

periode (dvs. senere end et år før fristdagen eller i givet fald dagen for beslutningen om

tvangsopløsning) faktisk har udøvet hvervet som bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem,

fordi det faste bestyrelsesmedlem eller tilsynsrådsmedlem har haft forfald.

Efter selskabslovens § 112, stk. 2, kan et enkeltmandsfirma eller et interessentskab være di-

rektør i et rederiselskab. Hvis dette er tilfældet, vil indehaveren af enkeltmandsfirmaet hen-

287

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

holdsvis interessenterne i givet fald være at anse som at have deltaget i ledelsen af det pågæl-

dende rederiselskab.

Deltagelse i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed omfatter endvidere den, der faktisk

har udøvet en direktørs eller tilsynsmedlems beføjelser i virksomheden. Dette vil for det første

omfatte en person, der har udøvet sådanne beføjelser, men hvis ledelsesmæssige rolle på

grund af erhvervsvirksomhedens form ikke er undergivet registrering i Erhvervsstyrelsens it-

system. Dette vil bl.a. omfatte ledere af enkeltmandsvirksomheder, interessentskaber og

kommanditselskaber, medmindre samtlige interessenter henholdsvis komplementarer er kapi-

talselskaber, ligesom ledelsen i frivillige foreninger, ikke-erhvervsdrivende foreninger og

fonde vil være omfattet af konkurskarantænereglerne, i det omfang foreningen og fonden mv.

er omfattet af erhvervsvirksomhedsbegrebet, jf. herom nedenfor.

Endvidere vil tilfælde, hvor en erhvervsvirksomheds ledelse er registeret i Erhvervsstyrelsens

it-system, men hvor registreringer helt eller delvist ikke svarer til de faktiske forhold være

omfattet af konkurskarantænereglerne. I sådanne tilfælde vil både den, der er registreret som

ledelsesmedlem uden at udøve ledelsesmedlemmets beføjelser, og den, der uden at være regi-

streret som ledelsesmedlem har udøvet ledelsesmedlemmets beføjelser, være omfattet af ka-

rantænereglerne. Både en reel stråmand og en dertilhørende bagmand eller et passivt ledel-

sesmedlem vil således være omfattet af konkurskarantænereglerne. En form for stråmands-

konstruktioner kan i denne sammenhæng bl.a. forekomme i visse koncernforhold, hvor mo-

derselskabet reelt også udøver den daglige ledelse i et eller flere datterselskaber, men hvor der

er registreret en anden ledelse i datterselskabet, som formelt disponerer. Konkurskarantæne

for ledelsen i moderselskabet kan i sådanne tilfælde komme på tale, hvis et eller flere af dat-

terselskaberne går konkurs, selvom moderselskabet ikke går konkurs.

En ejers blotte udøvelse af ejerbeføjelser f.eks. på en selskabsgeneralforsamling (herunder et

moderselskabs ledelsesudøvelse af ejerbeføjelser på et datterselskabs vegne) anses derimod

ikke som deltagelse i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

Med nyaffattelsen af stk. 1, 1. pkt., foreslås begrebet »virksomhed« ændret til »erhvervsvirk-

somhed«.

Der er med ændringen af begrebet tilsigtet en ændring af den gældende retstilstand, der bl.a.

følger af Højesterets kendelse af 27. juni 2021 (gengivet i U 2021.1301 H), hvorefter det af-

gørende for, om en virksomhed omfattes af virksomhedsbegrebet i konkurslovens § 157, stk.

1, er, om virksomheden har udøvet aktiviteter, der som udgangspunkt har til formål at opnå en

økonomisk vinding. Det er med ændringen endvidere tilsigtet, at der opnås en vis kongruens

288

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

mellem erhvervsvirksomhedsbegrebet i den foreslåede § 157, stk. 1, 1. pkt., og erhvervsvirk-

somhedsbegrebet i § 159, 1. pkt., der ikke foreslås ændret. Ændringen vil således indebære, at

erhvervsvirksomhedsbegrebet i § 157, stk. 1, 1. pkt., udvides til som minimum også at omfat-

te de erhvervsvirksomheder, der er omfattet af erhvervsvirksomhedsbegrebet i § 159, 1. pkt.

Begrebet »erhvervsvirksomhed« i den foreslåede bestemmelse vil omfatte alle juridiske enhe-

der, der udøver aktiviteter af erhvervs- eller forretningsmæssig karakter. Det vil herefter ikke

være afgørende for, om en juridisk enhed omfattes af erhvervsvirksomhedsbegrebet i be-

stemmelsens forstand, hvilken form den juridiske enhed antager, ligesom det ikke vil være

eneafgørende, med hvilket formål aktiviteterne i enheden udøves, herunder om de udøves

med det formål at opnå en økonomisk gevinst.

Uanset deres faktiske virksomhed eller mangel på samme vil juridiske enheder, der i alminde-

lighed karakteriseres som erhvervsdrivende, være omfattet af erhvervsvirksomhedsbegrebet i

bestemmelsen. Således vil aktieselskaber, anpartsselskaber, andelsselskaber, interessentska-

ber, kommanditselskaber og erhvervsdrivende fonde være at anse som erhvervsvirksomheder

i bestemmelsens forstand. Det samme vil gælde enkeltmandsvirksomheder, herunder hvor en

person har drevet en personligt ejet enkeltmandsvirksomhed, og personen erklæres personligt

konkurs. Deltagelse i ledelsen af sådanne juridiske enheder, vil således altid være omfattet af

konkurskarantænereglerne.

Hvor formålet med en given virksomhed ikke er at opnå en økonomisk gevinst eller et over-

skud, og hvor der ikke er tale om en af de ovennævnte typer af juridiske enheder eller andre

enheder, som i almindelighed karakteriseres som erhvervsdrivende, vil det afgørende for, om

den juridiske enhed omfattes af bestemmelsen, være, om der i den pågældende enhed udøves

aktiviteter af erhvervs- eller forretningsmæssig karakter, og om de disse aktiviteter har et i et

økonomisk henseende væsentligt omfang. En juridisk enhed, hvis formål alene er at varetage

et ideelt ikke-erhvervsmæssigt formål, vil herefter være omfattet af erhvervsvirksomhedsbe-

grebet, hvis der i enheden udøves forretnings- eller erhvervsmæssige aktiviteter i et i økono-

misk henseende væsentligt omfang. Dette kan f.eks. omfatte ideelle og frivillige foreninger

samt ikke-erhvervsdrivende fonde, andelsboligforeninger, ejerforeninger mv.

Ved vurderingen af, om en juridisk enhed udøver forretnings- eller erhvervsmæssige aktivite-

ter, må der henses til, hvad der i almindelighed forstås ved sådanne aktiviteter.

Opkrævning af medlemskontingent i ideelle foreninger mv. vil ikke være at anse som er-

hvervs- eller forretningsmæssig aktivitet. Det samme må gælde betaling for deltagelse i fore-

ningens aktiviteter, herunder betaling for deltagelse i træning samt betaling for deltagelse i

289

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

foreningens arrangementer, der alene afholdes for foreningens medlemmer. Derimod vil f.eks.

en idrætsforenings drift af en kiosk i en sportshal, salg af merchandise eller udlejning af facili-

teter til andre end foreningens medlemmer være at anse for en erhvervs- eller forretningsmæs-

sig aktivitet, og idrætsforeningen vil herefter blive omfattet af erhvervsvirksomhedsbegrebet,

hvis aktiviteten har et i et økonomisk omfang væsentligt omfang.

Sponsorater, legater og tilskud, som en ideel forening mv. modtager, vil som udgangspunkt

ikke være at anse for en del af den erhvervs- eller forretningsmæssige aktivitet i foreningen,

hvis sponsoratet, legatet eller tilskuddet alene relaterer sig til foreningens ideelle aktiviteter.

Særligt i forhold til sponsorater vil dette også være tilfældet, selvom foreningen leverer en

modydelse i form af reklame eller lignende, som i andre sammenhænge vil være at betegne

som en erhvervsmæssig aktivitet. Hvis en idrætsforening således f.eks. modtager et tilskud

eller et sponsorat til f.eks. køb af udstyr til brug for foreningens ideelle virke, vil dette ikke

være at anse som en erhvervs- eller forretningsmæssig aktivitet, uanset at sponsoratet er be-

tinget af, at der i foreningen, på dennes hjemmeside eller på det indkøbte udstyr mv. reklame-

res for sponsorens virksomhed. Hvis et tilskud eller sponsorat derimod modtages til brug for

aktiviteter eller løsøre, der anvendes i relation til foreningens erhvervsmæssige aktivitet –

f.eks. drift af en kiosk eller et cafeteria – vil tilskuddet eller sponsoratet skulle anses som en

del af foreningens erhvervs- eller forretningsmæssig aktivitet.

Opkrævning af boligafgift i andelsboligforeninger eller ejerafgifter i en ejerforening vil heller

ikke være at anse for erhvervs- eller forretningsmæssig aktivitet, hvorimod f.eks. udlejning af

ledige beboelseslejemål til andre end andelsboligforeningens ejere samt udlejning af erhvervs-

lejemål i en andelsbolig-, bolig- eller ejerforening vil være at anse for erhvervs- eller forret-

ningsmæssig aktivitet.

En erhvervs- eller forretningsmæssig aktivitet vil skulle anses for at have et i et økonomisk

henseende væsentligt omfang, hvis den juridiske enhed har en årlig bruttoomsætning på over

250.000 kr. i forbindelse med udøvelsen af sådanne aktiviteter. Det foreslås i denne sammen-

hæng i stk. 1,

3. pkt.,

at konkurskarantænereglerne ikke finder anvendelse på fonde eller fore-

ninger, der alene udøver erhvervsvirksomhed af begrænset omfang. Dette vil indebære, at

hvor en forening eller ikke-erhvervsdrivende fond har en årlig bruttoomsætning på under

250.000 kr. hidrørende fra de erhvervs- eller forretningsmæssige aktiviteter, vil konkurskaran-

tænereglerne ikke finde anvendelse på de personer, der har deltaget i ledelsen af sådanne en-

heder.

290

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Det vil for det andet være en betingelse for at pålægge konkurskarantæne, at det pågældende

ledelsesmedlem har deltaget i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed senere end 1 år før

fristdagen.

Der er tale om en videreførelse af den gældende retstilstand i § 157, stk. 1, 1. pkt., hvorefter

den relevante periode for, hvornår der skal være udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, vil

være 1 år før fristdagen.

Det foreslås i denne sammenhæng i stk. 1,

2. pkt.,

at videreføre den gældende bestemmelse i §

157, 2. pkt., hvorefter fristen på 1 år, såfremt skyldneren var under tvangsopløsning, da kon-

kursen indtrådte, skal regnes fra dagen for beslutningen om tvangsopløsningen. Ligesom efter

den gældende bestemmelse, vil den foreslåede bestemmelse kun have selvstændig betydning i

de tilfælde, hvor datoen for beslutningen om tvangsopløsning ikke er fristdagen efter konkurs-

lovens § 1, stk. 1, nr. 3, dvs. hvor der ikke senest tre måneder efter denne dato begæres rekon-

struktions- eller konkursbehandling.

Det vil for det tredje være en betingelse for at pålægge konkurskarantæne, at det ledelsesmed-

lem, der har deltaget i ledelsen af skyldnerens erhvervsvirksomhed senere end et år før frist-

dagen, har udvist groft uforsvarlig forretningsførelse eller undladt at rette op på en groft ufor-

svarlig forretningsførelse, der er udvist senere end et år før fristdagen.

Der er tale om en delvis videreførelse af den gældende bestemmelse i § 157, stk. 1, idet det

dog ikke længere vil være et krav for at pålægge konkurskarantæne, at den groft uforsvarlige

forretningsførelse må antages at gøre den pågældende uegnet til at deltage i ledelsen af en

erhvervsvirksomhed. Den nyaffattede bestemmelse indebærer derfor, at det afgørende for, om

konkurskarantæne kan pålægges, vil være, om det pågældende ledelsesmedlem har udvist

groft uforsvarlig forretningsførelse, idet en forretningsførelse, der kan karakteriseres for groft

uforsvarlig, i almindelighed vil være udtryk for, at personen er uegnet til at deltage i ledelsen

af en erhvervsvirksomhed.

Med groft uforsvarlig forretningsførelse menes – ligesom efter den gældende bestemmelse i §

157, stk. 1, 1. pkt. – misbrugslignende forhold eller forhold af grov karakter i øvrigt, og kon-

kurskarantæne bør dermed kun anvendes i tilfælde, der både i objektiv og subjektiv forstand

kan betegnes som grove. Der skal ved vurderingen af, om en forretningsførelse anses for groft

uforsvarlig, foretages en konkret helhedsvurdering af det pågældende ledelsesmedlems forret-

ningsførelse i den tid, hvor den pågældende har deltaget i ledelsen.

291

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Vurderingen af, om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, vil skulle foretages i

forhold til erhvervsvirksomhedens økonomiske forhold i bred forstand. Det drejer sig således

navnlig om dispositioner med hensyn til erhvervsvirksomhedens kapitalgrundlag, lånoptagel-

se, bogføring, økonomistyring og regnskabsaflæggelse og om større økonomiske dispositioner

med hensyn til erhvervsvirksomhedens drift eller udvikling.

I vurderingen af, om en forretningsførelse må anses for groft uforsvarlig, vil det navnlig skul-

le indgå, om konkursen har ført til betydelige tab for fordringshaverne, og om konkursen må

antages at skyldes, at ledelsen har løbet uacceptable risici. Selvom det ligger i sagens natur, at

en erhvervsvirksomhed, der er gået konkurs, ofte vil have medført et tab for den konkursramte

erhvervsvirksomheds fordringshavere, og at det fortsat ikke vil være et krav, at der er årsags-

sammenhæng mellem den groft uforsvarlige forretningsførelse og konkursen, er det dog klart,

at jo større tabet er, jo mere vil i så fald tale for, at forretningsførelsen har været groft ufor-

svarlig.

Selvom et stort tab kan tale med betydelig vægt for, at det pågældende ledelsesmedlems for-

retningsførelse har været groft uforsvarlig, behøver det dog ikke altid at være tilfældet, hvis

f.eks. konkursen i væsentligt omfang kan henføres til ydre omstændigheder, som ikke kan

tilskrives ledelsens forhold, f.eks. den almindelige konjunkturudvikling eller pludselige væ-

sentlige ændringer i erhvervsvirksomhedens indtjeningsevne som følge af ny lovgivning, væ-

sentligt ændret konkurrencesituation (f.eks. en ny konkurrent), væsentligt forøgede omkost-

ninger (f.eks. stærkt stigende oliepriser) eller væsentlig ændret afsætningssituation (f.eks. tab

af stor kunde). Også interne forhold hos erhvervsvirksomheden kan have medvirket til kon-

kursen, uden at ledelsen nødvendigvis har handlet groft uforsvarligt, f.eks. at erhvervsvirk-

somheden mister en eller flere centrale medarbejdere (f.eks. til en konkurrent eller som følge

af sygdom eller død). Der bør dog ikke udvises tilbageholdenhed med at anse en uforsvarlig

forretningsførelse for groft uforsvarlig, hvor det må bero på tilfældigheder, at det er ydre om-

stændigheder eller interne forhold, der udløser konkursen.

Groft uforsvarlig forretningsførelse vil som udgangspunkt ikke foreligge i de tilfælde, der

snarere må anses for forretningsmæssig udygtighed. Den udygtighed, der ikke i sig selv bør

føre til pålæg af konkurskarantæne, er navnlig udygtighed med hensyn til tilrettelæggelsen af

erhvervsvirksomhedens produktion og markedsføring, fastsættelse af priser og vilkår mv., og

vil f.eks. kunne foreligge, hvor en erhvervsvirksomhed lider et stort tab som følge af en fejl-

kalkulering af et tilbud. Reglerne om konkurskarantæne er således ikke møntet på udygtige

erhvervsdrivende, heller ikke når en person flere gange efter hinanden går konkurs med en

erhvervsvirksomhed på grund af, hvad der kan betegnes som forretningsmæssig udygtighed.

292

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Der skal ved vurderingen af, om der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse eller alene

forretningsmæssig udygtighed, tages et særligt hensyn til iværksættere. Der skal således ved

anvendelsen af konkurskarantænereglerne tages hensyn til, at seriøse genstartere ikke bliver

begrænset af reglerne om konkurskarantæne, herunder navnlig i tilfælde hvor konkursen skyl-

des manglende evne til at drive selvstændig erhvervsvirksomhed og ikke groft uforsvarlig

forretningsførelse. Hvor en forretningsførelse må anses for groft uforsvarlig, vil det dog under

alle omstændigheder skulle føre til pålæg af konkurskarantæne også i tilfælde, hvor der er tale

om en iværksætter, således at personen begrænses i umiddelbart at videreføre en groft ufor-

svarlig forretningsførelse.

Den groft uforsvarlige forretningsførelse, der kan begrunde konkurskarantæne, skal være ud-

vist i perioden senere end 1 år før fristdagen, idet der dog foreslås en kodificering af retstil-

standen efter Højesterets kendelser af henholdsvis 13. januar 2016 (gengivet i U 2016.1473

H) og af 11. januar 2018 (U 2018.1435 H), hvorefter en undladelse af at rette op på forhold,

der er udvist tidligere end et år før fristdagen, skal anses som groft uforsvarlig forretningsfø-

relse, der kan begrunde pålæg af konkurskarantæne. Der vil herefter – ligesom det er tilfældet

efter den gældende retstilstand – kunne henses til, om der forud for fristdagen er udvist groft

uforsvarlig forretningsførelse, og om den person, der har deltaget i ledelsen af erhvervsvirk-

somheden senere end 1 år før fristdagen, har undladt at rette op herpå.

Det vil bero på en konkret vurdering, om ledelsesmedlemmet, der har deltaget i ledelsen af

skyldnerens erhvervsvirksomhed senere end 1 år før fristdagen, kan siges at have rettet op på

en groft uforsvarlig forretningsførelse, der er udvist tidligere end 1 år før fristdagen. Der vil i

denne sammenhæng bl.a. kunne henses til, om ledelsesmedlemmet selv var en del af ledelsen,

da der blev udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, eller om ledelsesmedlemmet først er

tiltrådt efter den groft uforsvarlige forretningsførelse er blevet udvist, samt om ledelsesmed-

lemmet henset til den tid, den pågældende har deltaget i ledelsen, har haft mulighed for at

rettet op på forholdet, og i givet fald hvilke bestræbelser den pågældende har gjort i den hen-

seende. Hvor der er tale om et nyt ledelsesmedlem, der tiltræder kort inden konkursen, vil den

tid, som den pågældende har haft til rådighed til at rette på en groft uforsvarlig forretningsfø-

relse kunne spille en væsentlig rolle ved vurdering alt afhængig af den groft uforsvarlige for-

rentningsførelse. Det bemærkes i denne sammenhæng, at hvor der er tale om et ledelsesmed-

lem, der indsættes som stråmand ganske kort tid før konkursen, vil den tid, som den pågæl-

dende har deltaget i ledelsen, ikke have betydning for, om der er udvist groft uforsvarlig for-

retningsførelse.

Hvor den groft uforsvarlige forretningsførelse har karakter af f.eks. manglende indberetning

og afregning af moms og A-skat, eller hvor der er tale om en væsentlig tilsidesættelse af reg-

293

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

lerne om bogføring eller lignende, vil det ikke være tilstrækkeligt for, at det pågældende le-

delsesmedlem kan siges at have rettet op på en groft uforsvarlig forretningsførelse, at ledel-

sesmedlemmet begynder at opføre sig i overensstemmelse med, hvad der kræves efter regler-

ne. I sådanne tilfælde vil en genopretning, der kan udelukke, at der er udvist groft uforsvarlig

forretningsførelse, bestå i, at ledelsesmedlemmet sørger for, at f.eks. gamle indberetninger

bliver foretaget mv., at gamle bogføringer bliver foretaget eller rettet, og evt. at ledelsesmed-

lemmet går i dialog med myndighederne herom. Hvor der er tale om et nyt ledelsesmedlem,

må det bero på en konkret vurdering, om personen har haft mulighed for at rette op på den

groft uforsvarlige forretningsførelse, herunder henset til tiden den pågældende har været en

del af ledelsen, og om erhvervsvirksomheden er i besiddelse af oplysninger, der gør det mu-

ligt for den nye ledelse at rette op på de manglende indberetninger og afregninger.

Hvor den groft uforsvarlige forretningsførelse har karakter af en omstødelig disposition, f.eks.

en ikke forretningsmæssigt begrundet disposition, der har medvirket til, at skyldnerens for-

mue er blevet ikke uvæsentligt reduceret til skade for kreditorerne, vil ledelsesmedlemmet

ikke have mulighed for at rette op på forretningsførelsen, hvorfor det pågældende ledelses-

medlem som udgangspunkt ej heller vil have udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, som

kan begrunde konkurskarantæne. Det bemærkes i denne sammenhæng, at hvor den omstøde-

lige disposition udspringer af en uforsvarlig forretningsførelse, der er udvist senere end et år

før fristdagen, vil det kunne begrunde pålæg af konkurskarantænen, idet selve dispositionen

og ikke blot undladelsen af at rette op herpå vil kunne anses som groft uforsvarlig forretnings-

førelse.

Den foreslåede bestemmelse i

stk. 2,

opregner de typetilfælde af uforsvarlig adfærd, som i

almindelighed skal anses for at udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse i konkurskarantæ-

nereglernes forstand, og som i sig selv vil kunne begrunde pålæg af konkurskarantæne.

Der er ikke tale om en udtømmende opregning, idet der kan være forhold, som i almindelig-

hed vil tale for, at der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, men som ikke i sig selv –

eller alene efter omstændighederne, herunder i kombination med den øvrige forretningsførel-

ses karakter og tabets størrelse – må anses for groft uforsvarlig.

Det vil i alle tilfælde bero på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om

der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, men hvis én af de i den foreslåede stk. 2

oplistede typetilfælde foreligger, vil dette i sig selv være tilstrækkeligt for at anse en disposi-

tion eller en adfærd for groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan føre til pålæg af kon-

kurskarantæne.

294

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Det foreslås med stk. 2,

nr. 1,

at hvor den pågældende i væsentlig grad har tilsidesat sine for-

pligtelser efter skatte-, told- eller afgiftslovgivningen, vil dette i almindelighed skulle anses

som groft uforsvarlig forretningsførelse, der i sig selv kan begrunde pålæg af konkurskaran-

tæne.

For at en tilsidesættelse af skatte-, told eller afgiftslovgivningen må anses for væsentlig, kræ-

ves det, at tilsidesættelsen har karakter af et misbrugslignende forhold eller et forhold af sær-

lig grov karakter i øvrigt, og tabet vil i denne sammenhæng kunne spille en rolle.

Hvor tilsidesættelsen af skatte-, told-, og afgiftslovgivningen har karakter af manglende ind-

beretning af A-skat, AM-bidrag, moms mv., vil dette som udgangspunkt skulle anses for at

udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse. Det samme vil være tilfældet, hvor der er tale om

gentagne tilfælde af urigtige og forkerte indberetninger. Hvor der alene er tale om enkelte

tilsidesættelser af pligten til at indberette i den sidste korte periode før erhvervsvirksomhedens

drift ophører, eller før erhvervsvirksomheden bliver taget under insolvensbehandling, vil for-

holdet dog som udgangspunkt – herunder på trods af at der er tale om uforsvarlig forretnings-

førelse – ikke i sig selv kunne begrunde, at der er tale om groft uforsvarlig forretningsførelse,

idet der dog må henses til sagens samlede omstændigheder, herunder om der tidligere er fore-

taget korrekte indberetninger mv., og ledelsens øvrige forretningsførelse.

Hvor tilsidesættelsen af skatte-, told- og afgiftslovgivningen har karakter af en manglende

afregning af A-skat, AM-bidrag, moms mv., må der ved vurderingen af, om tilsidesættelsen er

væsentlig nok til, at der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, skulle henses til, om

den manglende afregning beror på likviditetsmæssige problemer, eller om det beror på mang-

lende betalingsvilje. Hvor der således i øvrigt er indberettet korrekt, og hvor den manglende

afregning skyldes manglende evne og ikke manglende vilje, vil forholdet ikke være væsentlig

nok til i sig selv at kunne begrunde, at der foreligger groft uforsvarlig forretningsførelse, idet

forholdet dog henset til sagens samlede omstændigheder og ledelsesmedlemmets øvrige for-

retningsførelse vil kunne føre til pålæg af konkurskarantæne.

Ved vurderingen af, om en manglende afregning af en i øvrigt korrekt indberettet A-skat,

AM-bidrag, moms mv. skyldes manglende evne og ikke manglende vilje, vil der bl.a. kunne

henses til, om der har været dialog med skattemyndighederne om en mulig afdragsordning,

betalingsplan eller lign., ligesom der kan henses til, om der er foretaget andre foranstaltninger

med henblik på at få nedbragt gælden til skattemyndighederne og få rettet op på forholdet.

Hvor der efter en dialog med skattemyndighederne f.eks. er indgået en betalingsplan mv., som

ikke overholdes, vil der skulle henses til, om den manglende overholdelse af betalingsplanen

295

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

mv., skyldes manglende evne og ikke manglende vilje. Det vil således ikke være tilstrækkeligt

til ikke at anse en forretningsførelse for groft uforsvarlig, at man har søgt en dialog med skat-

temyndighederne, idet det må kræves, at man tillige har søgt at overholde den betalingsplan

mv., som er blevet aftalt. Hvor det alene er i den sidste korte periode op til, at erhvervsvirk-

somheden tages under insolvensbehandling, at en betalingsplan ikke overholdes, vil forholdet

i almindelighed ikke i sig selv kunne begrunde, at der er tale om en væsentlig tilsidesættelse,

der kan føre til pålæg af konkurskarantæne, idet forholdet dog – ligesom ved en manglende

afregning – henset til sagens samlede omstændigheder og ledelsesmedlemmets øvrige forret-

ningsførelse vil kunne indgå som et led i en samlet vurdering af, om der er udvist groft ufor-

svarlig forretningsførelse, der kan føre til pålæg af konkurskarantæne.

Hvis den manglende afregning af A-skat, AM-bidrag eller moms mv., derimod skyldes mang-

lende vilje til at afregne, vil forholdet som udgangspunkt skulle anses for groft uforsvarlig

forretningsførelse, uanset om der i øvrigt er indberettet korrekt. Manglende vilje til at afregne

vil bl.a. foreligge i de situationer, hvor man har anvendt det offentlige som en form for selv-

bestaltet kassekredit. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvor man betaler enkelte eller udvalgte

kreditorer, men ikke det offentlige. Der bør i denne sammenhæng kræves en vis systematik i

oparbejdelsen af gælden til det offentlige, førend forholdet kan betegnes som groft uforsvarlig

forretningsførelse, men groft uforsvarlig forretningsførelse kan dog også foreligge i situatio-

ner, hvor der er tale om større, enkeltstående tilfælde af manglende betaling. Jo længere tid

forholdet har stået på, jo mere vil dog tale for, at der må være tale om groft uforsvarlig forret-

ningsførelse, som i sig selv kan begrunde pålæg af konkurskarantæne.

En væsentlig tilsidesættelse af skatte-, told- og afgiftslovgivningen vil ligeledes kunne fore-

ligge i et tilfælde, hvor der er tale om manglende betaling af et krav på skat af B-indkomst,

der skyldes overskud fra en persons enkeltmandsvirksomhed. Der er dermed tilsigtet en æn-

dring af den retstilstand, der følger af Højesterets kendelse af 11. april 2022 (gengivet i U

2022.2422 H). Hvis B-indkomsten således relaterer sig til en persons enkeltmandsvirksom-

hed, vil en manglende betaling af skat heraf kunne være udtryk for groft uforsvarlig forret-

ningsførelse i samme omfang som de tilfælde, hvor et selskab ikke overholder sine forpligtel-

ser til f.eks. at indberette og afregne A-skat, moms mv.

Det foreslås med stk. 2,

nr. 2,

at hvor den pågældende i væsentlig grad har tilsidesat sine for-

pligtelser efter reglerne om bogføring og regnskabsaflæggelse, vil dette i almindelighed skulle

anses som groft uforsvarlig forretningsførelse, der i sig selv kan begrunde pålæg af kon-

kurskarantæne.

296

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

Det vil bero på en konkret vurdering, om en tilsidesættelse af reglerne om bogføring og regn-

skabsaflæggelse må anses for væsentlig og dermed i sig selv kunne begrunde pålæg af kon-

kurskarantæne, idet det må kræves, at forholdet har karakter af misbrug eller i øvrigt er af

grov karakter.

Hvor der alene er tale om enkelte tilsidesættelser af reglerne om bogføring og regnskabsaf-

læggelse i den sidste korte periode, før erhvervsvirksomhedens drift ophører, eller før er-

hvervsvirksomheden tages under insolvensbehandling, vil forholdet – på trods af at der er tale

om uforsvarlig forretningsførelse – dog ikke i sig selv kunne begrunde, at der er tale om groft

uforsvarlig forretningsførelse, idet forholdet dog henset til sagens samlede omstændigheder

og ledelsesmedlemmets øvrige forretningsførelse vil kunne indgå som et led i en samlet vur-

dering af, om der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan føre til pålæg af kon-

kurskarantæne.

Særligt i forhold til væsentlige tilsidesættelse af de pligter, der følger af bogføringsloven, vil

der bl.a. kunne henses til, om tilsidesættelsen kan karakteriseres som en væsentlig overtrædel-

se bogføringslovens regler. Det følger i den forbindelse af forarbejderne til lov nr. 700 af 24.

maj 2022, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 68, at der i regi af bogfø-

ringsloven opereres med tre kategorier af overtrædelser – nemlig »særligt omfattende«, »mere

omfattende« og »mindre omfattende«.

Hvor en tilsidesættelse af bogføringslovens regler kan karakteriseres som en »særligt omfat-

tende« overtrædelse i bogføringslovens forstand, jf. hertil bogføringslovens § 33, stk. 2, 2.

pkt. og forarbejderne hertil, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 68, vil

tilsidesættelsen i almindelighed skulle anses for væsentlig i konkurskarantænereglernes for-

stand og dermed i sig selv kunne begrunde pålæg af konkurskarantæne. Dette vil bl.a., jf. Fol-

ketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 68, være tilfældet, hvor bogføringen er

ikke eksisterende eller i øvrigt er så mangelfuld, at det ikke vil være muligt at følge og kon-

trollere det økonomiske hændelsesforløb i virksomheden. Hvor bogføringsmaterielet således

f.eks. er bortkommet, og hvor skyldneren ikke umiddelbart kan give en troværdig forklaring

på, hvorfor erhvervsvirksomhedens regnskabsmateriale ikke er umiddelbart tilgængeligt for

kurator, vil dette kunne tale for, at der foreligger en væsentlig tilsidesættelse af bogføringslo-

vens regler, der kan begrunde pålæg af konkurskarantæne.

Hvor en tilsidesættelse af bogføringslovens regler kan karakteriseres som en »mere omfatten-

de« overtrædelse i bogføringslovens forstand, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som

fremsat, side 68, vil det som udgangspunkt tale for, at der er tale om groft uforsvarlig forret-

ningsførelse, som i sig selv kan begrunde pålæg af konkurskarantæne, idet det dog i disse

297

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 217: Konkursrådets betænkning om revision af konkurskarantænereglerne, fra justitsministeren

tilfælde navnlig vil bero på, om tilsidesættelsen har haft betydning for kurators mulighed for

at afdække boets forhold. Hvor tilsidesættelsen ikke har haft betydning for kurators mulighed

for at afdække boets forhold, vil tilsidesættelsen ikke i sig selv være væsentlig nok til at kun-

ne udgøre groft uforsvarlig forretningsførelse i konkurskarantænereglernes forstand, men for-

holdet vil efter omstændighederne sammenholdt med den øvrige forretningsførelse kunne føre

til pålæg af konkurskarantæne.

Hvor tilsidesættelsen af bogføringsloven alene kan karakteriseres som en »mindre omfatten-

de« overtrædelse i bogføringslovens forstand, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som

fremsat, side 68, vil tilsidesættelsen – uanset at den måtte anses som uforsvarlig forretningsfø-

relse – ikke være væsentlig nok til i sig selv at kunne udgøre groft uforsvarlig forretningsfø-

relse, der kan føre til pålæg af konkurskarantæne. En mindre omfattende overtrædelse vil der-

for i almindelighed ikke kunne stå alene, men vil efter omstændighederne, herunder henset til

kurators mulighed for at afdække boets forhold og sammenholdt med den øvrige forretnings-

førelse, kunne føre til, at der er udvist groft uforsvarlig forretningsførelse, der kan begrunde

pålæg af konkurskarantæne.

Hvis der ikke er bogført digitalt i overensstemmelse med bogføringslovens § 16, men hvor

der foreligger et fuldstændigt bogføringsmateriale uden væsentlige mangler i bogføringen i et

analogt format mv., der overholder de resterende bestemmelser i bogføringsloven, og som

sætter kurator i stand til at efterprøve erhvervsvirksomhedens dispositioner mv., bør dette ikke

i sig selv skulle anses for groft uforsvarlig forretningsførelse, idet der i sådanne tilfælde ej

heller må antages at være tale om en »særlig omfattende overtrædelse« i bogføringslovens

forstand, men derimod efter omstændighederne en »mere omfattende overtrædelse« jf. hertil

Folketingstidende 2021-22, A, L 163 som fremsat, side 68. Dette må dog forudsætte, at det

analoge materiale er så fuldstændigt, let læseligt og i øvrigt indeholder de oplysninger, bilag

mv., som ville fremgå af det digitale bogføringssystem, hvis dette havde været anvendt. Hvis

man således f.eks. har overholdt bestemmelserne i bogføringslovens § 7, stk. 1, og § 9, men

ikke i overensstemmelse med bogføringslovens § 16, stk. 1, nr. 1 og 2, har sørget for at regi-

strere de i øvrigt retvisende og fuldkomne transaktionerne og opbevare registreringer og bilag

mv. i et digitalt bogføringssystem, vil forholdet ikke i sig selv være at anse for groft uforsvar-

lig forretningsførelse i konkurskarantænereglernes forstand, hvis det i øvrigt er åbenbart, at

forholdet ikke har betydning for kurators mulighed for at afdække boets forhold.

Hvor der er bogført digitalt, men hvor erhvervsvirksomheden ikke har anvendt et bogførings-

system, der lever op til kravene i bogføringslovens § 15, vil det som udgangspunkt bero på en

konkret vurdering, om tilsidesættelsen af reglerne er så væsentlig, at der vil være tale om groft

uforsvarlig forretningsførelse, idet det afgørende i sådanne tilfælde må være, om kurator er i

298