ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 170: Notits til brug for den interne procedure i regeringen om afgivelse af indlæg i en præjudiciel sag for EU-Domstolen, C-45/23, MS Amlin Insurance, fra erhvervsministeren

Erhvervsudvalget 2022-23 (2. samling)
ERU Alm.del Bilag 170
Offentligt

NOTAT

16. maj 2023

2023 - 5921

Hahhmu

Notat til Folketingets Europaudvalg om afgivelse af indlæg i en præju-

diciel sag for EU-Domstolen, C-45/23, MS Amlin Insurance

Baggrund og indhold

En belgisk ret har forelagt EU-Domstolen et præjudicielt spørgsmål om

fortolkningen af artikel 17, stk. 1, i pakkerejsedirektivet.

Sagen omhandler en tvist mellem køberen af en pakkerejse og rejsearran-

gørens insolvensforsikringsselskab. Rejsearrangøren blev erklæret insol-

vent, efter at køberen havde opsagt aftalen om pakkerejsen på grund af

uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder, men før de beløb, som kø-

beren havde til gode, var blevet refunderet. Køberen har under den natio-

nale retssag nedlagt påstand om refusion af den betalte pris for rejsen med

tillæg af renter.

Køberen har gjort gældende, at de betalte beløb er dækket af forsikringsaf-

talen mellem rejsearrangøren og dennes insolvensforsikringsselskab. For-

sikringsselskabet har imidlertid afvist at betale beløbene med den begrun-

delse, at aftalen om pakkerejsen ikke blev opsagt som følge af rejsearran-

gørens insolvens, men derimod på køberens egen foranledning. Forsik-

ringsselskabet gør gældende, at en sådan situation ikke er omfattet af insol-

vensbeskyttelsen i pakkerejsedirektivet.

Sagens kerne er således, om forbrugere er dækket af pakkerejsedirektivets

insolvensbeskyttelse i artikel 17, stk. 1, i en situation, hvor forbrugeren ret-

mæssigt opsiger aftalen om pakkerejsen, men ikke får refunderet beløbet

inden

pakkerejseselskabet erklæres insolvent. Hvis situationen falder uden

anvendelsesområdet af artikel 17, stk. 1, i direktivet er kan medlemssta-

terne lovligt have en praksis, hvorefter forbrugeren alligevel beskyttes.

Regeringens interesse og synspunkter i sagen

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2302 af 25. november 2015 om pakkerejser og

sammensatte rejsearrangementer samt om ændring af forordning (EF) nr. 2006/2004 og Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU og om ophævelse af Rådets direktiv 90/314/EØF.

ERU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 170: Notits til brug for den interne procedure i regeringen om afgivelse af indlæg i en præjudiciel sag for EU-Domstolen, C-45/23, MS Amlin Insurance, fra erhvervsministeren

2/3

Det er Erhvervsministeriet opfattelse, at der bør afgives indlæg i sagen, da

det er væsentligt at sikre, at rejsende i alle tilfælde kan stole på insolvens-

beskyttelsen af deres forudbetalinger. Insolvensbeskyttelse bør derfor ikke

afhænge af årsagen til, at pakkerejsen blev aflyst/afbestilt. At afvise insol-

vensbeskyttelsen i de tilfælde, hvor en rejsearrangør bliver insolvent

før

tilbagebetaling af eventuelle forudbetalinger foretaget af rejsende for de af-

lyste eller afbestilte pakkerejser, ville føre til et stort tab af rejsendes tillid

til pakkerejseindustrien.

Rejsegarantifonden i Danmark har siden 1996 haft praksis for at dække

kunders betalinger for pakkerejser, der ikke kan udføres som følge af rej-

searrangørens insolvens. Rejsegarantifonden dækker således eksempelvis

også gavekort (vouchers) og pakkerejser, der er retmæssigt aflyst af rejse-

arrangøren eller afbestilt af den rejsende før rejsearrangørens insolvens, og

hvor den rejsende endnu ikke har fået refunderet de forudbetalinger, der er

foretaget i relation til pakkerejsen, før konkursen indtraf.

Under COVID-19 rejste flere rejsebureauer

–

på linje med det sagsøgte for-

sikringsselskab i den foreliggende sag

–

tvivl om, hvorvidt Rejsegaranti-

fondens praksis med også at dække rejsendes krav om tilbagebetaling af

forudbetalinger for pakkerejser aflyst før konkursens indtræden, går læn-

gere end pakkerejsedirektivet giver mulighed for.

Eksempelvis nægtede en af de store pakkerejsearrangører at refundere for-

udbetalinger for rejsepakker, som var blevet lovligt aflyst/afbestilt på grund

af COVID-19, med den begrundelse, at den stillede garanti ved konkurs

ikke dækkede rejsendes krav på refusion for aflyste rejsepakker, da sådanne

krav ikke er omfattet af pakkerejsedirektivet.

Det fremgår ikke klart af pakkerejsedirektivet, hvorvidt insolvensbeskyt-

telsen også omfatter tilbagebetalingskrav for pakkerejser, der retmæssigt er

aflyst eller opsagt før rejsearrangørens insolvens, men inden rejsearrangø-

ren har nået at foretage tilbagebetaling. I lyset heraf, og fordi flere rejsebu-

reauer under COVID-19 rejste tvivl om fortolkningen af pakkerejsedirek-

tivets insolvensbeskyttelse, har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tidli-

gere undersøgt problemstillingen. Med afsæt i ordlyden af pakkerejsedirek-

tivets artikel 17, stk. 1, og på baggrund af uformel dialog med Europa-

Kommissionen om spørgsmålet, var det styrelsens konklusion, at disse si-

tuationer falder uden for direktivets anvendelsesområde, og at der dermed

Sagen endte med, at den pågældende pakkerejsearrangør i juni 2021 tilsluttede sig den svenske

garantiordning Kammarkollegiet, som kun giver beskyttelse af pakkerejser, der aflyses som følge af

rejsearrangørens konkurs og ikke pakkerejser, der aflyses som følge af eksempelvis COVID-19, og

hvor rejsearrangøren efterfølgende går konkurs. Pakkerejsearrangøren gik konkurs den 20. oktober

2022. Pakkerejsekunder, der havde købt rejsen efter 4. juni 2021 blev henvist til at anmelde kravet

til Kammarkollegiet, mens pakkerejsekunder, der havde købt rejsen før dette tidspunkt kunne an-

melde deres krav i Rejsegarantifonden.

3/3

ikke er noget til hinder for, at der på nationalt niveau fastsættes regler i

overensstemmelse med dansk praksis.

Hvis den tolkning, som det sagsøgte forsikringsselskab giver udtryk for,

finder støtte ved Domstolen, kan det rejse spørgsmål om, hvorvidt den dan-

ske praksis er forenelig med pakkerejsedirektivet. Dette gælder særligt i

lyset af, at pakkerejsedirektivet er et totalharmoniseringsdirektiv, således

at medlemsstaterne som udgangspunkt hverken kan fastsætte strengere el-

ler lempeligere bestemmelser, end hvad direktivet foreskriver.

Det er Erhvervsministeriets opfattelse, at det vil medføre en væsentlig for-

ringelse af forbrugerbeskyttelsen, hvis den danske praksis ikke kan opret-

holdes. Derudover kan det medføre en vilkårlig retsstilling, at en forbruger,

der har accepteret en voucher (og som i disse situationer vil være dækket

af insolvensbeskyttelsen), stilles bedre ift. rejseudbyderens konkurs, end en

forbruger, der blot har afventet at få opfyldt sit retmæssige krav på tilbage-

betaling. Endelig vil det kunne føre til et retsligt efterspil, at Rejsegaranti-

fonden siden 1996 har dækket forbrugernes tab i de pågældende situationer.

Regeringen vil på den baggrund afgive indlæg i den præjudicielle sag og

argumentere for, at den situation, hvor den rejsende opsiger aftalen om pak-

kerejsen på grund af uundgåelige og ekstraordinære omstændigheder og

rejsearrangøren efter opsigelsen af pakkerejsen bliver insolvent før betalin-

gen er refunderet til den rejsende, falder uden for direktivets anvendelses-

område. Medlemsstaterne kan derfor godt

–

som tilfældet er i Danmark

–

have en praksis, hvorefter forbrugeren sikres kompensation i den pågæl-

dende situation.