Erhvervsudvalget 2022-23 (2. samling)
ERU Alm.del Bilag 142
Offentligt
POLICY BRIEF
MAJ 2023
TILSYNET MED DISKRIMINATION I
FORSIKRINGER BØR STYRKES
Der er behov for at styrke tilsynet med forsikringsselskaber efter adskillige eksempler på
diskrimination af kunder de seneste år. Institut for Menneskerettigheder anbefaler, at
regeringen tager initiativ til at ændre forsikringsligebehandlingsloven til også at omfatte
beskyttelsesgrundene handicap, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk,
kønskarakteristika, etnicitet og race.
Der har i de seneste år været stort fokus på
diskrimination i forsikringer. Det er blevet
afdækket, at forsikringsselskaber i årevis har
haft kønsdiskriminerende forsikringsvilkår og
blandt andet ikke har dækket skader opstået i
forbindelse med kvinders graviditet og fødsel.
Der har også været eksempler på, at
forsikringsselskaber har udelukket ansøgere
med handicap fra at tegne rejseforsikring,
uden at selskabet har foretaget en konkret og
individuel vurdering af ansøgerens
helbredsforhold og risici. Det er efter Institut
for Menneskerettigheders opfattelse udtryk
for diskrimination på baggrund af handicap.
Senest er det kommet frem, at homoseksuelle
mænd i en årrække har fået afslag på at tegne
sygesikring, fordi de har taget forebyggende
HIV-medicin. Det er efter Institut for
Menneskerettigheders opfattelse udtryk for
diskrimination på baggrund af seksuel
orientering.
SAGERNE OM DISKRIMINATION AF
GRAVIDE
I 2021 kom det frem, at forsikringsselskaber i
årevis har diskrimineret kvinder ved ikke at
dække skader opstået i forbindelse med
graviditet og fødsel, hvilket er i strid med
forsikringsligebehandlingsloven. Dette førte
til, at Finanstilsynet politianmeldte en række
forsikringsselskaber for at bryde loven.
Forsikringsselskaberne fik udstedt bøder på
mellem 100.000 kr. og 1,4 mio. kr. for
overtrædelse af
forsikringsligebehandlingsloven.
FORSIKRINGSSELSKABER MÅ IKKE
DISKRIMINERE
Det følger af den generelle
diskriminationslovgivning, at
forsikringsselskaber ikke må diskriminere på
baggrund af køn, handicap, seksuel
orientering, kønsidentitet, kønsudtryk,
kønskarakteristika, etnicitet og race. De
generelle forbud er indeholdt i
ligestillingsloven,
handicapdiskriminationsloven og den etniske
ligebehandlingslov.