Udvalget for Digitalisering og It 2022-23 (2. samling)
DIU Alm.del Bilag 135
Offentligt
2745645_0001.png
Til medlemmer af Udvalget for Digitalisering og IT
Teknologirådet-DeltagerDanmark ønsker foretræde for Udvalget for Digitalisering og IT til en
præsentation af og dialog om samfundets rolle i teknologiudvikling.
Digitalisering er fortsat et højaktuelt emne, og i den seneste tid har digitalisering fået en ny
dimension med fremkomsten af generativ kunstig intelligens (AI). AI har i længere tid været
omdrejningspunkt for debat, og blev for alvor allemandseje da ChatGPT gjorde sit indtog i 2022.
Generativ AI, som f.eks. ChatGPT, bibringer både nye muligheder og udfordringer, og er et
højaktuelt eksempel på et område der er vigtigt at adressere, men som på grund af sin
kompleksitet og systemiske karakter kan være svær at håndtere politisk. Forhåbningerne til
potentialet er lige så store, som bekymringerne for de medfølgende risici. På den ene side kan
generativ AI masseproducere falsk information gennem tekst, billede, video eller lyd. Dette udgør
en trussel mod den demokratiske samtale. Samtidig forudser eksperter at det kan være en af
nøglerne til at løse udfordringer med mangel på arbejdskraft.
Hvis vi som samfund ikke øver indflydelse på teknologien, risikerer vi, at tech-giganter kan påvirke
vores samfund i retninger, som ikke er ønskværdige. Selvom der ofte udtrykkes skepsis i forhold
til mulighederne for at påvirke teknologiudviklingen politisk, er teknologien hverken neutral eller
deterministisk. Der ligger således en stor politisk opgave i at skabe investeringer og reguleringer,
der på én gang kan stimulere ny teknologi, innovative anvendelser, komme negative påvirkninger
i forkøbet og aktivt adressere de måder teknologien vil ændre vores samfund. Men politikkerne
hverken kan eller bør stå alene med den opgave. En strategi for generativ AI vil lykkes bedst, hvis
mange perspektiver inddrages og undersøges grundigt, så vores beslutningstagere får kvalificeret
viden fra eksperter, synspunkter fra berørte samfundsaktører og almindelige borgeres
informerede og reflekterede holdninger. Åben, struktureret og konstruktiv inddragelse kan være
med til at sørge for teknologiudvikling med øje for samfundets værdier. På denne måde ligger
der et stort potentiale i inddragelse indenfor teknologiudvikling, som i dag måske er vigtigere end
nogensinde, fordi teknologiudviklingen går så hurtigt.
Vi vil bruge det EU-finansierede forskningsprojekt
TITAN,
som eksempel på hvordan inddragelse
kan være en del af teknologiudviklingen. I TITAN udvikler man en AI-baseret chatbot, som skal
klæde borgere på til bedre kritisk at vurdere rigtigheden af den information de møder, især
online. Helt centralt for udviklingen af AI-systemet, er at borgere, eksperter og interessenter blev
inddraget i at formulere grundlæggende principper for hvordan dette AI-system skulle operere.
Men samtidig vil vi også bruge TITAN-projektet, som et eksempel på hvordan inddragelse af
borgere og eksperter kan være en central del af teknologi- og digitaliseringspolitikken, fordi det
kan give politikere et mere solidt fundament at stå på når der skal reguleres og investeres.
I vores foretræde ønsker vi at præsentere nogle konkrete resultater og erfaringer fra
samskabelsesprocessen i TITAN, samt have en bredere dialog med udvalgets politikere om
potentialet for inddragelse i teknologiudvikling.
Teknologirådet - DeltagerDanmark
Sorøgade 6
∙ DK
- 2100 København Ø
www.tekno.dk
www.detafgørendeaarti.dk
www.deltagerdanmark.dk