Børne- og Undervisningsudvalget 2022-23 (2. samling)
BUU Alm.del Bilag 81
Offentligt
Status på folkeskolereformens målsætninger i skoleåret 2021/2022
For ottende gang offentliggør Børne- og Undervisningsministeriet den årlige statusredegørelse for
folkeskolens udvikling. Statusredegørelsen for 2021/2022 viser, at de nationale mål, som blev introduceret
med folkeskolereformen, endnu ikke er indfriet.
Siden folkeskolereformen trådte i kraft i 2014 har Børne- og Undervisningsministeriet hvert år udarbejdet
en statusredegørelse for folkeskolens udvikling. Formålet med statusredegørelserne er at følge udviklingen
i folkeskolen, herunder udviklingen i de nationale mål, som blev aftalt i folkeskolereformen.
Statusredegørelsen 2021/2022 viser, at de nationale mål endnu ikke er indfriet. Resultaterne i læsning og
matematik har for de fleste årgange været stabile eller haft svag tilbagegang siden hhv. 2014/2015 og
2017/2018. Den generelle trivsel har ligget stabilt på et relativt højt niveau siden reformstart. Dermed er
målet om stigende trivsel ikke opnået. Elevernes køn, herkomst og forældrenes uddannelsesniveau har
fortsat stor betydning for deres resultater i de nationale test.
“Det er selvfølgelig dejligt, at eleverne generelt trives godt i folkeskolen. Men jeg er fortsat ikke tilfreds
med de faglige resultater - særligt ikke for børn fra familier uden tradition for uddannelse. Der er absolut
plads til forbedringer. Men Regeringen kommer ikke til at gennemføre en stor reform af folkeskolen med
detaljeret lovgivning om hverdagen i skolen. I stedet vil regeringen sætte folkeskolen mere fri og bygge på
det engagement der allerede er blandt lærere, pædagoger, skoleledere, lokalpolitikere og alle de andre der
arbejder med vores børns skole til dagligt.”, siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye.
De nationale mål for folkeskolen
Med folkeskolereformen fra 2014 blev der aftalt tre nationale mål for folkeskolens udvikling. De tre mål er
operationaliseret i fire resultatmål, som følges årligt
Tabel 1. Nationale mål og resultatmål for folkeskolens udvikling
Nationale mål
1. Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de
bliver så dygtige, de kan.
Resultatmål
1.1 Mindst 80 procent af eleverne skal være
gode til at læse og regne i de nationale test.
1.2 Andelen af de allerdygtigste elever i læsning
og matematik skal stige år for år.
2. Folkeskolen skal mindske betydningen af
2.1 Andelen af elever med dårlige resultater i de
social baggrund i forhold til faglige resultater.
nationale test for læsning og matematik uanset
social baggrund skal reduceres år for år.
3. Tilliden til og trivslen i folkeskolen skal styrkes 3.1 Elevernes trivsel skal øges.
blandt andet gennem respekt for professionel
viden og praksis.
FAKTABOKS: OM DE NATIONALE TEST
Tre ud af fire nationale resultatmål for folkeskolens udvikling er baseret på resultater fra de nationale test.