Boligudvalget 2022-23 (2. samling)
BOU Alm.del Bilag 77
Offentligt
Fra:
Sendt:
13. september 2023 14:20
Til:
Emne:
RE: Manglende beskyttelse som boligejer.
Kære Boligudvalgsmedlemmer
Jeg skriver til jer, oven på den mediedækning omkring Karina Pedersen fra Randers. Hun er, som I ved, ikke
den eneste frustreret boligkøber der oplever en manglende beskyttelse. Jeg ser et dansk boligmarked der
er fyldt med udviklere og advokater som udnytter de huller der findes i lovgivningen - med det ene formål
at sikre så høj gevinst om muligt, uagtet hvor mange familier man efterlader i håbløse situationer. Det
danske retssystem er pt ikke i stand til at hjælpe forbrugere, som er blevet snydt for op til flere millioner
kroner. I teorien er forbrugeren dækket ind via forsikringer, herunder ejerskifte eller byggeskadeforsikring,
men i virkeligheden bliver vi forbrugere svigtet og holdt hen af lange sagsbehandlingstider på flere år; alt
for ubegrundet afvisninger blot for at trække tiden ud og gøre forbrugeren træt.
Da min egen sag langt fra er enestående, og viser flere af de huller der er i lovgivningen og den manglende
beskyttelse forbrugerne står overfor vælger jeg at tage udgangspunkt i den. Vores ejerforening består af
fire ejerlejligheder, som alle er købt nyrenoveret i Brønshøj. Sælger er det ApS selskab, som har ansvaret
for renoveringen og alle lejligheder er solgt med en standard købskontrakt. Da der er tale om
ejerlejligheder findes der ingen tilstandsrapport, men en flot energimærkning på B, der senere hen skal vise
sig at være F!
Den 1. marts 2021 reklamerer ejerforeningen over fejl og mangler på ejendommen til tidligere ejer.
Virksomheden har på det her tidspunkt ført alle midler videre op i et holdingselskab med en egenkapital på
et højt tocifret million og er i gang med at lukke selskabet ned. Dermed er der ingen midler tilbage i
selskabet at udbedre forholdene, og ingen muligheder for at gå efter holdingselskabet. Kort efter anmelder
vi også fejl og mangler til Byggeskadeforsikringen (Marsh & Mclennan) i håb om at vi her bliver beskyttet.
Her to år efter og gentagende rykkere til Byggeskadeforsikringen har vi fået en afvisning på 2 linjer, som
med alt tydelighed viser at deres advokater slet ikke har sat sig ind i sagen ej heller forholdt sig til fejl og
mangellisten, men blot afviser og dermed trækker tiden endnu længere ud.
Herfra vælger forsikringen at forholde sig tavs, på trods af flere rykkerskrivelser fra vores advokat.
Processen videre, er at klage til byggeskadeforsikringens interne klageenhed, ventetiden her er ikke
opgivet, men med to års sagsbehandling kan jeg godt forstille mig det samme for deres klageenhed. Får vi
ikke medhold her, kan vi klage til Ankenævnet for Forsikring, som i dag har over 12 måneders
sagsbehandling. Ergo kan vi forvente op mod yderligere 3 års ventetid på at få svar på hvem der skal betale
for at få udbedret skaderne på vores ejendom.
Efter kontakt til flere advokater og fagmænd kan jeg forstå at sagen i Brønshøj er på ingen måde
enkeltstående og det er efter vores overbevisning ikke første gang at vores modpart opretter et ApS til at
stå for en renovering, trækker pengene ud og lukker virksomheden ned. Herefter står forbrugeren uden
mulighed for at gå efter Holdingselskabet, og de byggeskadeforsikringer som skal beskytte forbrugeren,
trækker sagerne så meget i langdrag, at det virkelig skal være mange hundrede tusinde kroner som er på
spil før forbrugeren ikke blot opgiver. I mit eget tilfælde snakker vi mange millioner af kroner for at
genetablere en ejendommen til en stand, hvor børn og voksne mennesker kan bo. Alt imens sælger kynisk
har flyttet alle midler væk og fortsætter med at sætte andre mennesker i samme situation.
Jeg håber virkelig man fra politisk hold vil gå ind i denne type sager og sikre at vi forbrugere ikke står
fuldstændig ubeskyttet. Har i nogle spørgsmål eller ønsker mere information om vores sag er i meget
velkommen til at kontakte mig.