Boligudvalget 2022-23 (2. samling)
BOU Alm.del Bilag 5
Offentligt
Pressemeddelelse fra DTU Compute, 22. december 2022
DESIRE: New European Bauhaus-projekt gør naturen og udsatte grupper til stakeholders i nytænkende
designproces for bæredygtige byområder. Målet er at starte en bygningskulturel bevægelse, der bygger
på samhørighed og ligeværd.
Vi kender nok alle udtrykket ”at få jord under neglene”, når det bruges metaforisk. Men hvad nu hvis vi
tager det bogstaveligt og anvender princippet i vores dagligdag? Vil det f.eks. ændre vores opfattelse af
liv, så vi begynder at se os selv som en del af noget større og forbundet med de udfordringer, vi oplever
til daglig, herunder klimaforandringer, tab af biodiversitet og et ressourceforbrug, der presser
planetens formåen? Vil vi kunne opnå en følelse af, at vi som individ holder lidt af fortiden og fremtiden
i vores egne hænder og gennem vores valg reelt kan gøre en forskel?
Jord under neglene som en metafor såvel som fysisk er en del af en nytænkende og inkluderende
designproces i EU-projektet DESIRE - Designing the Irresistible Circular Society. Her eksperimenterer
vores 24 partnere fra seks europæiske lande med nye måder at arbejde med helhedsorienteret
byudvikling, når vi former nye bæredygtige byområder og transformerer eksisterende. Vi udvikler
principper, der forbinder byen med naturen, skaber grøn omstilling gennem symbiotisk fællesskab og
inkluderer brugerne i transformationen.
For selv om verden er i gang med den grønne omstilling, må vi sande, at det går for langsomt. Kloden,
naturen og fremtidige generationer har brug for, at vi gør mere i dag – og på en anderledes måde. Det
gør vi i DESIRE. Vi inddrager kunst, arkitektur og design i den grønne omstilling og forbinder naturen
med mennesket, når vi skaber cirkulære løsninger, der bygger på samhørighed og ligeværd.
”Byer og natur er ikke hinandens modsætninger, for byerne rummer natur, som også skal have plads.
DESIRE handler bl.a. om at skabe en bevidsthedsændring, hvor vi bliver opmærksomme på, hvordan
biodiversiteten bidrager positivt til at gøre byen mere bæredygtig og smuk. Når vi ser os mennesker
som nogle, der har plads i byen på linje med naturen - ikke over og ikke under - giver vi naturen en
stemme, så den bliver en stakeholder, vi lytter til, og derved kommer vi til at træffe mere
helhedsorienterede beslutninger i den grønne omstilling,” siger projektleder for DESIRE og MSc in
Systems Thinking Aase Højlund Nielsen fra BLOXHUB.
Otte demonstrationsprojekter
DESIRE er ét af seks fyrtårne i Europa-Kommissionens nye fælleseuropæiske identitetsdannelsesinitiativ
New European Bauhaus, der skal få borgere til at involvere sig i den grønne omstilling lokalt og i
respekt for stedets oprindelige historie og natur.
DESIRE tager udgangspunkt i otte demonstrationsprojekter i fem lande, og repræsenterer DESIREs tre
temaer med almene, inkluderende boliger; symbiotisk fællesskab; og at forbinde byen med naturen. I
Herlev i Danmark går udvalgte kunstnere på skift rundt som havevært og laver research og udstillinger,
foretager landskabsvandringer, holder workshops med mere i et nyt boligkvarter for at forbinde
mennesker med den oprindelige natur på stedet, der senest har huset en asfaltfabrik. I Milano i Italien
skal virksomheder i et nyt stort innovationsdistrikt MIND indgå i et symbiotisk, cirkulært fællesskab, så
den enes affald eller f.eks. overskudsvarme er den andens ressource. I Riga inddrager man socialt
sårbare borgere i den grønne renoveringsplan for en almen boligblok, så boligerne bliver opdateret til