Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling)
BEU Alm.del Bilag 57
Offentligt
Folketingets Beskæftigelsesudvalg
Beskæftigelsesministeren
Holmens Kanal 20
1060 København K
T +45 72 20 50 00
www.bm.dk
CVR 10172748
Ny bekendtgørelse om præmier mm. for forsikringsordninger
for private arbejdsgivere og selvstændige erhvervsdrivende i
2023, samt orientering om fejl i de opkrævede præmier i 2021
og 2022
J.nr. 2022-8666
6. februar 2023
Kære udvalgsmedlemmer
Til jeres orientering vedlægger jeg en ny bekendtgørelse, som regulerer beløbs-
grænser og præmier for sygedagpengeforsikringerne i 2023. Bekendtgørelsen er
trådt i kraft den 1. januar 2023.
Bekendtgørelsen er udstedt med hjemmel i sygedagpengelovens § 45, stk. 6, og §
55, stk. 5, med de grænser og præmier, der vil gælde for det følgende år.
Med bekendtgørelsen reguleres præmien for mindre private arbejdsgivere for 2023
samt grænserne for en privat arbejdsgivers lønudgift for optagelse og udelukkelse
af forsikringen for 2023. Endvidere reguleres præmierne for selvstændige erhvervs-
drivende for forsikringsåret 1. april 2023 til 31. marts 2024.
Jeg vil samtidigt orientere om, at der i forbindelse med Beskæftigelsesministeriets
beregning af præmier for 2023 er opdaget en fejl i datagrundlaget. Der har således
været fejl i størrelsen af de udgifter til sygedagpenge, der er anvendt til beregning
af præmier i 2021 og 2022. Fejlen har betydet, at præmierne for forsikring for de
mindre private arbejdsgivere og selvstændig erhvervsdrivende i de to år, har været
fastsat for højt. Fejlen har alene haft betydning for præmiens størrelse og har ikke
haft konsekvenser for hvilke arbejdsgivere, der kunne tegne en forsikring.
Årsagen er, at der er opstået fejl i datatræk af sygedagpengeudgifter i forbindelse
med overgangen fra KMD Dagpenge til Kommunernes Sygedagpengesystem
(KSD), hvilket har medført, at der til præmieberegningen indgår udgifter, der ligger
uden for de perioder som forsikringsordningerne dækker. Fejlen er nu rettet og på-
virker ikke beregning af præmier med gyldighed for 2023.
Statens meropkrævning hos forsikrede mindre private arbejdsgivere udgør knap
180 mio. kr. i hvert af årene 2021 og 2022. Forsikringstagerne har i gennemsnit be-
talt ca. 2.500 kr. for meget per år. De selvstændige væsentligt mindre, og visse ar-
bejdsgivere noget højere, da deres præmie afhænger af virksomhedens lønsum.