Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling)
BEU Alm.del Bilag 199
Offentligt
2726576_0001.png
Bekendtgørelse om faste arbejdssteders indretning
I medfør af § 20, stk. 2, § 43, § 44, § 73, § 74, stk. 1, og § 84 i lov om arbejdsmiljø, jf.
lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021, fastsættes efter bemyndigelse:
Kapitel 1
Område
§ 1.
Bekendtgørelsen omfatter ethvert arbejdssted, hvor der udføres arbejde for en arbejdsgiver,
med de begrænsninger der følger af § 2, stk. 2, og § 3 i lov om arbejdsmiljø samt undtagelserne i §
2.
Stk. 2. I denne bekendtgørelse betegner:
1) »Arbejdssted«: Virksomhedens bedriftsområde, omfattende alle bygninger, bedriftsanlæg
mv. og arealer, som virksomhedens ansatte har adgang til som led i deres arbejde.
2) »Arbejdsplads«: Det sted inden for arbejdsstedet, hvor den enkelte ansatte udfører et
arbejde.
3) »Arbejdsrum«: Ethvert rum, hvor der udføres arbejde.
§ 2.
Bekendtgørelsen gælder ikke
1) hvor arbejdet, der udføres, er bygge- og anlægsarbejde, jf. bekendtgørelse om bygge- og
anlægsarbejde, eller
2) hvor arbejdet udføres på fremmed virksomhed eller andet sted uden for arbejdsgiverens eget
bedriftsområde, jf. bekendtgørelse om skiftende arbejdssteders indretning.
Stk. 2. Inden for landbrug, skovbrug og gartneri gælder bekendtgørelsen kun for virksomhedens
bygninger og bedriftsanlæg samt arealerne i umiddelbar tilknytning hertil.
Stk. 3. Det samme gælder andre virksomheder, hvis område er meget udstrakt eller spredt
beliggende.
Stk. 4. Ved arbejde på marker, skove og andre arealer, der som følge af stk. 2 og 3 ikke omfattes af
denne bekendtgørelse, finder bekendtgørelse om skiftende arbejdssteders indretning anvendelse.
§ 3.
§§ 23-28 og 31, stk. 1, kan for arbejdsrum, hvori der kun lejlighedsvis eller ganske kortvarigt
udføres arbejdsopgaver, fraviges i det omfang, det efter forholdene er rimeligt og forsvarligt. Det
kan være tilfældet eksempelvis for depotrum, arkiv- og redskabsrum, teknikrum og ingeniørgange.
§ 4. Bekendtgørelsen bevirker ingen ændringer i de særlige krav til et arbejdssteds indretning, som
følger af arbejdsmiljølovgivningens regler i øvrigt, som f.eks. reglerne om kloakarbejde, arbejde
med bly og arbejde med asbest.
§ 5.
Forpligtelsen ifølge bekendtgørelsen påhviler arbejdsgivere, virksomhedsledere, arbejdsledere
og øvrige ansatte, leverandører, projekterende og rådgivere med flere efter arbejdsmiljølovens
1
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0002.png
almindelige regler.
Stk. 2. Det påhviler desuden den, der udlejer eller fremlejer bygninger, lokaler, arealer mv. til brug
for en virksomhed, der er omfattet af denne bekendtgørelse, at sørge for, at det udlejede er til
rådighed for det pågældende formål på en måde, så det kan indrettes i overensstemmelse med
kravene ifølge bekendtgørelsen.
Kapitel 2
Planlægning og indretning af arbejdsstedet
§ 6.
Arbejdsstedet skal indrettes sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt ud fra både en
enkeltvis og samlet vurdering af de forhold i arbejdsmiljøet, som på kort eller lang sigt kan have
indvirkning på den fysiske eller psykiske sundhed.
§ 7.
Nyindretning af arbejdssteder, herunder væsentlig ombygning, der kan sidestilles med
nyindretning, skal planlægges og gennemføres således, at hensynet til sikkerhed og sundhed i
forbindelse med driften som helhed er tilgodeset. Foruden kravene i henhold til kapitel 3-9 skal
herved navnlig iagttages, at bygninger med tilhørende arealer, arbejdsrum, bedriftsindretning,
installationer mv., dimensioneres, indrettes og indbyrdes placeres således, at
1) der kan etableres en forsvarlig arbejdsgang, herunder forsvarlige forhold for transport og
oplagring med anvendelse af tekniske hjælpemidler i tilstrækkeligt omfang,
2) eventuelle farer og gener fra arbejdsprocesser, herunder udvikling af støv eller anden
luftforurening, stråling, ekstreme temperaturer, støj, ildelugt mv., kan begrænses mest
muligt, og unødige påvirkninger undgås,
3) bygninger, anlæg, installationer mv. kan anvendes, herunder rengøres, vedligeholdes og
efterses mv., på forsvarlig måde for såvel dem, der udfører arbejdet, som andre på stedet,
4) der anvendes bygningskonstruktioner og materialer af en sådan beskaffenhed, at der opnås
en efter rummenes anvendelse forsvarlig isolering mod fugt, varme og kulde samt
tilfredsstillende lyd, klima og lysforhold,
5) der ikke anvendes bygningsmaterialer, der afgiver dampe eller støv, som kan danne
sundhedsskadelige eller generende koncentrationer i bygningen, eller som kan forårsage
ophobning af generende eller farlige mængder af statisk elektricitet, og
6) der, hvor arbejdet kan medføre kraftig støvudvikling eller sundhedsskadelig forurening, ikke
anvendes bygningskonstruktioner eller materialer, der kan opsamle forureningen, eller som
er vanskelige at rengøre.
§ 8.
Virksomhedens arbejdsmiljøorganisation skal deltage i planlægningen af arbejdsstedets
indretning i overensstemmelse med reglerne om samarbejde om sikkerhed og sundhed.
Kapitel 3
Almindelige bestemmelser
§ 9.
Hvor hensynet til sikkerhed og sundhed gør det påkrævet, skal arbejdsstedet være indrettet, så
arbejde, der ikke efter sin art er udendørs, kan foregå i forsvarlige arbejdsrum, medmindre dette vil
være åbenbart urimeligt eller uhensigtsmæssigt.
2
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0003.png
Stk. 2. Ved arbejde, der foregår udendørs i længere perioder, skal foranstaltninger til beskyttelse af
de ansatte mod vejrliget, f.eks. telt, halvtag eller skur, etableres i det omfang, det efter
omstændighederne er rimeligt.
§ 10.
Bygninger og bedriftsindretninger, herunder tekniske anlæg og installationer, tunneler,
minegange, gruber, læsseramper og lignende, skal være af forsvarlig konstruktion og indretning
under hensyn til anvendelsen samt holdt forsvarligt vedlige.
Stk. 2. Der skal under hensyn til risikoen ved brand og andre ulykker være forsvarlig mulighed for
flugt og redning af personer.
Stk. 3. Tekniske anlæg, hjælpemidler og installationer mv., som kan frembyde en sikkerheds- eller
sundhedsmæssig risiko, skal være placeret og opstillet forsvarligt under hensyn hertil, forholdene i
øvrigt og således, at de i tilfælde af uheld er til mindst mulig fare.
Stk. 4. Områder, hvor der kan være risiko for nedstyrtning eller nedstyrtende genstande, skal sikres
ved indhegning, overdækning eller anden passende foranstaltning.
§ 11.
Der skal i nødvendigt omfang findes en holdbar skiltning anbragt på hensigtsmæssige steder,
der giver oplysning eller advarsel om forhold af sikkerheds- og sundhedsmæssig betydning.
Stk. 2. Hvor der kan opstå særlige faresituationer, skal arbejdsstedet være forsynet med
alarmsystemer, som f.eks. branddetektorer, der på hensigtsmæssig måde advarer herom.
§ 12.
Arbejdsstedet skal være forsynet med passende ildslukningsudstyr, redningsudstyr samt
fornødne hjælpemidler til førstehjælp i ulykkestilfælde, når arbejdets art og forholdene i øvrigt gør
det påkrævet.
Stk. 2. Der skal være særlige lokaler til førstehjælp, når det er nødvendigt. Lokalerne skal i
tilstrækkelig mængde indeholde nødvendigt udstyr og materiel, der er anbragt på hensigtsmæssige
steder. Lokaler til førstehjælp skal være let tilgængelige med bårer.
§ 13.
Der skal på arbejdsstedet være indrettet tilstrækkelige færdselsveje og -arealer af en sådan
størrelse og beskaffenhed, at færdslen på stedet kan foregå uhindret samt uden fare for sikkerhed og
sundhed og med anvendelse af tekniske hjælpemidler i fornødent omfang.
Stk. 2. Færdselsveje og -arealer, der er hævet over tilstødende arealer, skal være forsynet med
passende værn.
Stk. 3. Færdselsveje for køretøjer skal placeres i en passende afstand fra døre, porte, passager for
gående færdsel, korridorer, trapper og lignende.
§ 14.
Bygningsdele, bedriftsindretninger, tekniske anlæg, installationer og lignende, som
regelmæssigt eller tilbagevendende skal være tilgængelige for eftersyn, rensning og justering, skal i
nødvendigt omfang være udstyret med forsvarlige adgangsveje og arbejdsplatforme til brug herfor.
Stk. 2. Når særlige forhold taler derfor, kan sådanne adgangsveje udformes som lejdere. Lejdere
3
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0004.png
skal være hensigtsmæssigt indrettet og sikret mod personnedstyrtning.
§ 15.
Placeringen, antallet og dimensionerne af døre, porte, lemme mv. skal være forsvarlige under
hensyn til arbejdets art og forholdene i øvrigt. De skal bestå af egnede materialer og være udformet
og indrettet således, at de let kan åbnes, lukkes og passeres uden risiko. De skal give tilstrækkelig
isolering mod støj, kulde, fugt og brand mv.
§ 16.
Afhængig af arbejdets art og forholdene i øvrigt skal der være et tilstrækkeligt antal flugtveje
og nødudgange af en sådan udformning, dimension og placering, at der er en betryggende mulighed
for, at alle på arbejdsstedet i en faresituation kan komme i sikkerhed i det fri eller til et
sikkerhedsområde.
Stk. 2. Såfremt det af sikkerhedsmæssige grunde er påkrævet, skal nødudgangsdøre eller -porte
åbne i flugtretningen og skal kunne åbnes på en nem og sikker måde uden brug af nøgle og må ikke
være forsynet med skyde- og drejedøre.
Stk. 3. Flugtveje og nødudgange skal holdes frit passable.
§ 17.
I det omfang det er påkrævet af hensyn til en sikker orientering og færdsel, skal færdselsveje
og -arealer samt flugtveje have en tydelig markering af færdselsretninger, udgange og uventede
niveauforskelle.
Stk. 2. Flugtveje og nødudgange, hvortil der kræves belysning, skal være forsynet med tilstrækkelig
nødbelysning.
§ 18.
Der skal ved indretningen af arbejdsstedet i givet fald tages hensyn til arbejdstagere med
handicap. Det gælder navnlig forholdene omhandlet i §§ 13, 15, 19, 47, 50 og 54.
Kapitel 4
Arbejdsplads
§ 19.
Den enkeltes arbejdsplads skal være hensigtsmæssigt indrettet, herunder være så rummelig, at
nødvendigt inventar, hjælpemidler og materialer kan anbringes indbyrdes forsvarligt og således, at
alle funktioner, der er forbundet med arbejdet, kan udføres sikkert og med forsvarlige
arbejdsstillinger og -bevægelser.
Stk. 2. Hvor arbejdet uden ulempe kan foregå siddende, skal der findes en hensigtsmæssig
arbejdsplads til dette. Ved stående og gående arbejde skal der, så vidt det er muligt, findes
siddepladser, der kan benyttes ved afbrydelse i arbejdet.
Stk. 3. Der skal være forsvarlig adgang til arbejdspladsen og forsvarlig flugtmulighed herfra.
§ 20.
Arbejdspladsen skal være placeret og indrettet, så den ansatte ikke påvirkes unødigt af stoffer
og materialer, stråling, ekstreme temperaturer, ildelugt, støj eller vibrationer mv. fra andre
arbejdspladser eller processer.
§ 21.
Hvor der er risiko for forurening med materialer, der er smittefarlige, eller med stoffer eller
4
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0005.png
materialer, som det af hensyn til sikkerhed eller sundhed er vigtigt at få fjernet hurtigt fra huden
eller hindre spredning af, skal der i nærheden af arbejdspladsen findes passende og tilstrækkelige
hjælpemidler hertil, som f.eks. øjenskylleflaske, nødbruser og særlige rensemidler.
Kapitel 5
Arbejdsrum
§ 22.
Arbejdsrum skal være forsvarligt indrettet og placeret under hensyn til de processer, der skal
foregå i arbejdsrummet, og således at unødige påvirkninger fra stoffer og materialer, stråling,
ekstreme temperaturer, ildelugt, støj eller vibrationer mv. fra andre dele af arbejdsstedet og
omgivelserne i øvrigt så vidt muligt er undgået. Arbejdspladser skal være forsvarligt placeret i
arbejdsrummet.
Stk. 2. Hvis der i et arbejdsrum er særlige sikkerheds- eller sundhedsmæssige risici på grund af
arbejdets art, særlige arbejdsprocesser mv., skal arbejdsrummet være placeret, indrettet og udstyret,
så farerne er imødegået mest muligt.
§ 23.
Arbejdsrum skal under hensyn til arbejdets art være forsvarligt isoleret mod udefra kommende
fugt, kulde og varme samt mod støj og vibrationer.
§ 24.
Gulvareal, rumhøjde og rumindhold skal være afpasset efter arbejdets art, de tekniske
hjælpemidler, materialer og inventar, der findes i arbejdsrummet, samt det antal personer, der
normalt færdes eller opholder sig der.
§ 25.
Arbejdsrum skal have en sådan tilgang af dagslys, at de er velbelyste. Vinduer og ovenlys skal
være udført, placeret og eventuelt afskærmet således, at de ikke medfører blænding, overophedning
eller generende kuldenedfald.
Stk. 2. Der skal fra arbejdsrum være udsyn til omgivelserne gennem vinduer eller lignende.
Stk. 3. Hvis vinduer, tagvinduer og ovenlysvinduer kan åbnes, lukkes, justeres og fastgøres, skal det
kunne ske på en sikkerhedsmæssig forsvarlig måde. Det skal sikres, at åbne vinduer, tagvinduer og
ovenlysvinduer ikke udgør fare.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder ikke, hvis arbejdets art ikke tillader dagslys og kan
desuden fraviges helt eller delvist, hvis deres gennemførelse vil betyde en afgørende ulempe for
virksomhedens drift.
§ 26.
Gulvet i arbejdsrummet og under de enkelte arbejdspladser skal så vidt muligt være i samme
niveau og uden buler eller huller. Eventuelle niveauforskelle og huller skal være tydeligt markeret.
Stk. 2. Gulvbelægningen skal være tilpasset det arbejde, der udføres i arbejdsrummet, og have en
under hensyn til arbejdets art passende hårdhed og skridsikkerhed. Hvor der er risiko for væsentligt
væskespild eller behov for spuling, skal gulvet være indrettet hertil.
§ 27.
Arbejdsrummet skal være indrettet, så de akustiske forhold under hensyn til arbejdsrummets
anvendelse er tilfredsstillende.
5
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0006.png
Stk. 2. Arbejdsprocesserne i arbejdsrummet skal være placeret, så de ikke unødigt medfører
påvirkning fra støj eller vibrationer.
§ 28.
Overfladerne på gulve, vægge og lofter i arbejdsrum skal være af en sådan beskaffenhed, at de
i fornødent omfang er afvisende over for forurening, og således at de kan rengøres effektivt på
forsvarlig måde.
Stk. 2. Overfladerne må ikke kunne bevirke unødig synsbelastning.
§ 29.
Arbejdsrummets overflader må ikke afgive dampe eller støv til arbejdsrummet eller kunne
give anledning til dannelse af statisk elektricitet, så de ansatte udsættes for sundhedsskadelige eller
kraftigt generende påvirkninger. I arbejdsrum, hvor der kan være eksplosionsfare, skal
gulvbelægningen være egnet og ikke gnistgivende.
Kapitel 6
Inventar
§ 30.
Der skal på arbejdsstedet findes passende inventar, således at arbejdet kan udføres forsvarligt.
Stk. 2. Stole, arbejdsborde og lignende, der anvendes ved skiftende arbejdsopgaver eller af
skiftende personale, skal i fornødent omfang være indstillelige.
Stk. 3. Inventaret skal være fremstillet af materialer, der ikke frembyder sundhedsfare. Udformning
og materialer skal være af en sådan art, at inventaret kan renholdes effektivt på hensigtsmæssig
måde over for de forureninger, det udsættes for.
Kapitel 7
Temperaturforhold mv.
§ 31.
I arbejdstiden skal temperaturen i arbejdsrummene være tilpasset den menneskelige organisme
under hensyn til de anvendte arbejdsmetoder og den fysiske belastning, som de ansatte udsættes for.
Temperaturforholdene i arbejdsrummet skal være uden generende temperaturforskelle.
Stk. 2. Hvis opvarmning af et arbejdsrum ikke er mulig på grund af produktionens art eller efter
forholdene ikke er rimelig, skal der ske lokal opvarmning af de enkelte arbejdspladser. Hvis dette
ikke er muligt, skal der træffes andre foranstaltninger til beskyttelse af de ansatte mod kulde.
§ 32.
Hvis produktionen eller produkterne kræver nedkøling, skal denne ske på en sådan måde, at
de ansatte ikke udsættes for sundhedsskadelig træk eller kuldestråling. Hvor det er muligt, skal
arbejdspladser termisk isoleres fra nedkølingsprocessen.
Stk. 2. Hvis produktionen medfører kraftig varmestråling, skal der træffes egnede foranstaltninger,
som f.eks. afskærmning eller indkapsling af den pågældende arbejdsproces, til beskyttelse af de
ansatte. Hvis dette ikke er muligt, skal der træffes andre foranstaltninger til beskyttelse af de ansatte
mod varmestråling.
6
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0007.png
§ 33.
Fugtighed eller damp, der opstår som følge af arbejdsprocesser eller aktiviteter i
arbejdsrummet, og som ikke er nødvendig af hensyn til produktionen, skal i videst muligt omfang
fjernes.
Kapitel 8
Ventilation
§ 34.
Hvert arbejdsrum skal have tilstrækkelig tilførsel af frisk luft uden generende træk.
Stk. 2. Hvis der ikke kan opnås tilstrækkelig og forsvarlig luftfornyelse gennem vinduer, døre,
spjæld eller lignende, skal luften i arbejdsrummet fornys med mekanisk ventilation.
Stk. 3. Mekanisk tilført udeluft skal have passende temperatur og fugtighed og være mindst muligt
forurenet fra nærliggende skorstene, afkastningsluft eller andre forureningskilder.
§ 35.
Procesudviklet luftforurening, der er generende eller kan medføre fare for sikkerhed eller
sundhed, skal fjernes effektivt med procesudsug, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Hvis procesudsug ikke kan fjerne luftforureningen effektivt, skal den resterende
luftforurening så vidt muligt fjernes med rumudsug.
Stk. 3. Hvis det ved små og spredte forureningskilder ikke er rimeligt under hensyntagen til den
tekniske udvikling at etablere procesudsug, skal luftforureningen så vidt muligt fjernes med
rumudsug. Rumudsug kan dog ikke erstatte procesudsug, hvis arbejdet er omfattet af
bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og
materialer.
Stk. 4. Procesudsug og rumudsug, der fjerner forurenet luft, skal være forsynet med
kontrolanordning, der giver signal ved fald i mængden af udsuget luft til et utilstrækkeligt niveau.
§ 36.
Udsuget luft fra arbejdsprocesser må kun recirkuleres, når
1) det til stadighed kan godtgøres, at den udsugede luft renses effektivt,
2) ventilationsanlægget er forsynet med kontrolanordning, der giver signal ved utilstrækkelig
rensning af den udsugede luft,
3) der tilføres en passende mængde frisk luft, og
4) det for arbejde omfattet af bekendtgørelse om foranstaltninger til forebyggelse af
kræftrisikoen ved arbejde med stoffer og materialer fremgår, at recirkulation må finde sted.
§ 37.
Ventilationsanlæg skal være konstrueret og installeret således, at de ikke i sig selv tilfører
arbejdsstedet sundhedsskadelige stoffer og materialer, herunder mikroorganismer. De skal være
velfungerende med f.eks. afbalancerede indblæsnings- og udsugningsmængder.
Stk. 2. Afkastningsluften skal føres ud i det fri. Afkast skal placeres således, at mindst mulig
afkastluft suges ind ved udeluftindtag gennem vinduer og døre eller giver anledning til gener på
arbejdsstedet i øvrigt.
7
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0008.png
Stk. 3. Ventilationsanlæg skal være indrettet og placeret, så støj og trækgener undgås, og således at
vedligeholdelsen kan ske på forsvarlig måde. Det skal sikres, at ventilationsanlæg ikke udgør fare.
Stk. 4. Hvis ventilationsanlæg kan åbnes, lukkes, reguleres og fastgøres, skal det kunne ske på en
sikkerhedsmæssig forsvarlig måde.
Stk. 5. Ventilationsanlæg skal holdes i funktionsdygtig stand, herunder holdes forsvarligt rene og
jævnligt kontrolleres.
Kapitel 9
Belysning
§ 38.
Belysningen på arbejdsstedet skal være af en sådan beskaffenhed, at arbejdet og færdslen kan
foregå forsvarligt.
Stk. 2. I det omfang det er påkrævet af hensyn til en sikker orientering i et rum, skal der ved
indgangen til dette kunne tændes tilstrækkelig belysning.
§ 39.
Der skal være en tilstrækkelig almen belysning i arbejdsrummet og passende særbelysning på
den enkelte arbejdsplads, således at arbejdet kan foregå forsvarligt, herunder i hensigtsmæssige
arbejdsstillinger.
§ 40.
Den kunstige belysning skal med hensyn til lysfordeling, lysstyrke og lyskvalitet være
afpasset efter arbejdets art og arbejdsrummets farver.
Stk. 2. Belysningen må ikke i sig selv give anledning til en sundhedsskadelig påvirkning. Den skal
være indrettet således, at den ikke giver blænding, generende reflekser eller medfører generende
varme.
Stk. 3. Hvis arbejdet er af en sådan art, at det kan være forbundet med en særlig fare, hvis
belysninger svigter, skal der være indrettet en forsvarlig nødbelysning, der sikrer den nødvendige
orientering.
Kapitel 10
Vedligeholdelse og rengøring
§ 41.
Arbejdsstedet skal holdes forsvarligt vedlige, rent og ryddeligt, så forholdene til stadighed er
sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige. Det skal herunder navnlig iagttages, at
1) færdselsveje og -arealer, herunder gulvbelægninger, holdes i forsvarlig stand og fri for
genstande, materialer, spild eller lignende, der kan være til fare for færdslen,
2) der sker en forsvarlig opbevaring af tekniske hjælpemidler og stoffer og materialer,
3) spild og affald samles og bortskaffes på forsvarlig måde, og
4) vinduer, lysarmaturer og lignende vedligeholdes og rengøres.
8
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0009.png
Stk. 2. Rengøringen skal udføres på en sådan måde, at skadelig forurening ikke spredes.
Stk. 3. Der må ikke anvendes rengøringsmidler eller -metoder, der kan forringe de sikkerheds- eller
sundhedsmæssige forhold i øvrigt på arbejdsstedet.
§ 42.
Der skal på arbejdsstedet være forsvarlige forhold for udførelsen af oprydning, rengøring og
vedligeholdelse, så arbejdet hermed kan ske uden fare for sikkerhed og sundhed for såvel dem, der
udfører dette arbejde, som for andre beskæftigede på virksomheden.
Kapitel 11
Velfærdsforanstaltninger
§ 43.
På arbejdsstedet skal der til rådighed for de ansatte findes følgende faciliteter indrettet i
overensstemmelse med §§ 44-46:
1)
2)
3)
4)
5)
Toilet, der opfylder § 47.
Spiseplads, der opfylder §§ 48 og 49, hvis der er spisepauser under arbejdet.
Håndvask, der opfylder § 50.
Garderobe eller, hvis omklædning finder sted, omklædningsrum, der opfylder §§ 51-53.
Telefonautomat, medmindre de ansatte på anden måde har adgang til at benytte telefon.
Stk. 2. Der skal tillige findes følgende faciliteter:
1) Baderum, der opfylder §§ 54 og 55, jf. § 53, hvis arbejdet
a) er tilsmudsende,
b) medfører risiko for forurening med materialer, der kan være smittefarlige,
c) medfører fare for at komme i berøring med stoffer og materialer, som det af hensyn til
sikkerhed og sundhed er vigtigt at få fjernet fra huden eller hindre spredning af,
d) er fysisk anstrengende eller
e) er vådt.
2) Renseplads, der opfylder § 56, hvis der på arbejdsstedet foregår vask, rensning, desinfektion
eller anden rengøring af personlige værnemidler.
3) Hvileplads, der opfylder § 57, hvis særlige hvilepauser er nødvendige eller påbudt, samt når
gravide kvinder eller ammende mødre skal have mulighed for at hvile sig.
4) Soveplads, der opfylder § 58, hvis der på arbejdsstedet udføres tjeneste med tilladelse til at
sove.
Stk. 3. Ansatte, der under arbejdet har risiko for at blive forurenet med materialer, der kan være
smittefarlige, eller komme i berøring med stoffer eller materialer, som det af sikkerheds- eller
sundhedshensyn er vigtigt at få fjernet fra huden, skal benytte de faciliteter, som tjener til at hindre
påvirkning fra eller spredning af de pågældende stoffer eller materialer. Indtagelse af mad og drikke
må ikke finde sted i arbejdsrum, hvor der udføres arbejde af nævnte karakter.
§ 44.
Faciliteterne skal findes i tilstrækkeligt antal under hensyn til arbejdets art og antallet af
personer, der i almindelighed benytter dem, og være hensigtsmæssigt beliggende i forhold til
hinanden, til arbejdspladser og til færdselsveje.
9
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0010.png
§ 45.
Faciliteterne skal være indrettet i fast bygning, med mindre det efter forholdene ikke er muligt
eller rimeligt.
Stk. 2. Faciliteterne skal være beliggende i rum, der er indrettet forsvarligt. Faciliteter, der tjener
særlige sikkerheds- eller sundhedsmæssige formål, skal være indrettet hensigtsmæssigt under
hensyn hertil. Rummene skal have passende tilførsel af frisk luft, passende temperaturforhold mv.
samt være forsynet med nødvendigt og hensigtsmæssigt inventar og udstyr.
§ 46.
Faciliteterne for de ansatte må normalt ikke stå til rådighed for andre end dem, der er ansat
hos den pågældende arbejdsgiver, eller på anden måde er beskæftiget på arbejdsstedet.
Stk. 2. Flere arbejdsgivere inden for samme bebyggelse kan dog have faciliteter indrettet fælles for
deres ansatte, under forudsætning af at der er truffet aftale om, hvem af dem det påhviler at sørge
for vedligeholdelse og rengøring af faciliteterne.
Stk. 3. Hvis der på et arbejdssted er højst tre ansatte beskæftiget samtidig, kan arbejdsgiveren
henvise de ansatte til faciliteterne i arbejdsgiverens private bolig eller en tjenestebolig, hvis den står
til rådighed for de ansatte under arbejdet. Det er en betingelse, at boligen ligger i nærheden af
arbejdsstedet, og at de pågældende faciliteter i øvrigt opfylder bekendtgørelsens krav og findes i
egnede lokaler.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 2 og 3 gælder dog ikke arbejdssteder, hvor der udføres særligt
tilsmudsende arbejde eller arbejde, der medfører risiko for forurening med materialer, der er
smittefarlige, eller med stoffer og materialer, som det af hensyn til sikkerhed eller sundhed er
vigtigt at få fjernet hurtigt fra huden eller hindre spredning af.
Toiletter, jf. § 43, stk. 1
§ 47.
Toiletterne skal have vandudskylning.
Stk. 2. Arbejdstilsynet kan påbyde, at der indrettes særskilt toilet for ansatte, der udfører arbejde,
der er særligt tilsmudsende eller udsætter dem for forurening, som af sundhedsmæssige grunde ikke
må spredes.
Spiseplads, jf. § 43, stk. 1
§ 48.
Spisepladsen skal anvises i et egnet lokale med forsvarlige hygiejniske forhold og indeholde et
antal borde og siddepladser med ryglæn, der står i passende forhold til antallet af ansatte.
Arbejdspladsen kan ikke anvises som spiseplads.
Stk. 2. Hvis der på et arbejdssted i almindelighed er beskæftiget mere end tre ansatte samtidig, skal
der findes en særlig spiseafdeling, normalt indrettet i et særskilt rum.
Stk. 3. Der skal indrettes særskilt spiseafdeling for ansatte, der udfører arbejde, der er tilsmudsende,
hvis der ikke foretages omklædning før spisepauserne.
Stk. 4. Der skal træffes passende foranstaltninger til beskyttelse af ikke-rygere mod gener fra
tobaksrøg.
10
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0011.png
§ 49.
Medbragt mad og drikke skal kunne opbevares sundhedsmæssigt forsvarligt, og der skal
desuden være mulighed for at varme mad og drikke. Der skal være adgang til frisk drikkevand.
Håndvaske, jf. § 43, stk. 1
§ 50.
Håndvaske skal være forsynet med rindende koldt og varmt vand og sæbe samt være
hensigtsmæssigt placeret i forhold til arbejdsrum, spiseafdeling, toiletter og garderober eller
omklædningsrum.
Stk. 2. Håndvaske, der benyttes i forbindelse med arbejde, hvor de ansatte udsættes for forurening,
som af sundhedsmæssige grunde ikke må spredes, må ikke have håndbetjente vandhaner.
Stk. 3. I det omfang, forureningen af huden ikke kan fjernes med almindelig sæbe, skal der ved
håndvasken findes hudrensemidler.
Garderobe og omklædningsrum, jf. § 43, stk. 1
§ 51.
Gangtøj og arbejdstøj skal kunne opbevares forsvarligt i f.eks. garderobe eller
omklædningsrum.
Stk. 2. De ansatte skal desuden have mulighed for forsvarlig opbevaring af personlige ejendele,
f.eks. i et aflåseligt garderobeskab, aflåselig skuffe i eget arbejdsbord eller andet aflåseligt rum af
passende størrelse.
§ 52.
Omklædningsrum skal indeholde aflåseligt garderobeskab til hver ansat. Garderobeskabe skal
have ventilationsåbninger.
Stk. 2. Hvis arbejdet er tilsmudsende eller vådt, skal gang- og arbejdstøj opbevares forsvarligt
adskilt, f.eks. i to adskilte garderobeskabe.
Stk. 3. Hvis arbejdet medfører særlig risiko for, at arbejdstøjet bliver vådt, skal der findes særskilt
tørreplads, hvor det kan tørres på passende tid.
Stk. 4. Kvinder og mænd skal enten have adskilte omklædningsrum eller have mulighed for at
benytte samme omklædningsrum hver for sig.
Stk. 5. Omklædningsrummene skal være udstyret med siddepladser.
§ 53.
Hvis de ansatte udsættes for forurening, som af sundhedsmæssige grunde ikke må spredes,
skal der være indrettet to adskilte omklædningsrum, et til gangtøj og et til arbejdstøj. De skal være
placeret således, at færdsel imellem dem kun kan ske gennem et baderum, og færdsel til og fra
omklædningsrummet for gangtøj ikke går gennem områder med forurening.
Stk. 2. Omklædningsrummet for arbejdstøj skal være indrettet og udstyret, så der her på forsvarlig
måde kan foretages pakning af arbejdstøjet i tæt emballage, inden det fjernes til vask. Benyttes
éngangsbeklædning eller udstyr, skal der findes lukkede, hensigtsmæssige affaldsbeholdere hertil.
11
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0012.png
Stk. 3. Omklædningsrummet for arbejdstøj må ikke være til benyttelse for andre end dem, der er
udsat for den pågældende forurening.
Baderum, jf. § 43, stk. 2
§ 54.
Baderum skal være indrettet med et passende antal håndvaske og brusebade med koldt og
varmt vand. Brusebade skal være afskærmet fra omklædningsrum, forrum og andre omgivelser.
Stk. 2. Kvinder og mænd skal enten have adskilte baderum eller have mulighed for at benytte
samme baderum hver for sig.
§ 55.
På arbejdssteder, hvor arbejdet medfører ildelugt, der ikke kan fjernes fra huden ved brusebad,
kan Arbejdstilsynet påbyde, at der indrettes sauna.
Renseplads, jf. § 43, stk. 2
§ 56.
Renseplads skal findes på et dertil egnet sted, eventuelt et særligt rum, med de nødvendige
hjælpemidler, så rengøringen kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt.
Hvileplads, jf. § 43, stk. 2
§ 57.
Til hvilepauser skal der findes en passende hvileplads. Hvilepladsen må ikke indrettes i
arbejdsrum, hvor der er støjgener eller foregår tilsmudsende arbejde, eller hvor der arbejdes med
sundhedsskadelige stoffer og materialer.
Stk. 2. Der skal træffes passende foranstaltninger til beskyttelse af ikke-rygere mod gener fra
tobaksrøg.
Soveplads, jf. § 43, stk. 2
§ 58.
Soveplads skal være indrettet i et passende, aflåseligt rum, som, når det benyttes som
soverum, ikke må anvendes til andet formål. Der skal i passende nærhed af soverummet findes
toilet med håndvask.
Kapitel 12
Forholdet til anden lovgivning
§ 59.
Foruden denne bekendtgørelses bestemmelser gælder tillige sådanne regler, som i medfør af
anden lovgivning måtte være fastsat om arbejdssteders indretning.
§ 60.
Bygningsreglementet gældende på det tidspunkt, hvor et arbejdssted er indrettet, udgør de
mindstekrav, der efter bekendtgørelsen stilles til arbejdsstedets bygningsmæssige udformning og
indretning. Efter væsentlig ombygning udgør bygningsreglementet på ombygningstidspunktet
mindstekravene.
§ 61.
Til arbejdssteder inden for de erhvervskategorier, hvor arbejdsprocessen ikke har en afgørende
betydning for bygningens udformning eller dens indretning, stilles ikke bygningsmæssige krav
12
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0013.png
udover de minimumskrav, der følger af § 60, forudsat byggeriet er gennemført efter byggetilladelse
udstedt efter den 1. maj 1986.
Stk. 2. Den nærmere afgrænsning af, hvilke erhvervskategorier der er omfattet af stk. 1, er fastsat i
aftale mellem Arbejdsministeriet og By- og Boligministeriet efter forhandling med de kommunale
organisationer. De pågældende erhvervskategorier er grupperet i bilag 1. Eksempler på
arbejdsprocesser/virksomheder, der ikke er omfattet af stk. 1, er givet i bilag 2. Afgrænsningen kan,
når der er behov herfor, reguleres af Beskæftigelsesministeriet og Social-, Bolig- og
Ældreministeriet efter forhandling med de kommunale organisationer.
§ 62.
Konstateres der efter indretningen af et arbejdssted forhold, der væsentlig afviger fra, eller
som der ikke er truffet bestemmelser om i bygningsreglementet, kan Arbejdstilsynet uanset
foranstående bestemmelser, og såfremt forholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssige uforsvarlige,
påbyde foranstaltninger til imødegåelse heraf.
Kapitel 13
Detailregler
§ 63.
Direktøren for Arbejdstilsynet bemyndiges til, under medvirken af Arbejdsmiljørådet, jf. lov
om arbejdsmiljø § 66, stk. 3, at fastsætte detailregler for faste arbejdssteders indretning i
overensstemmelse med foranstående bestemmelser.
Stk. 2. I reglerne kan der desuden fastsættes bestemmelser om,
1) at bygninger, lokaler, arealer mv. ikke må udlejes til erhvervsvirksomhed, før spørgsmålet
om deres anvendelse har været forelagt Arbejdstilsynet til udtalelse eller godkendelse, eller
2) at planer om indretning eller ændring af bygninger, lokaler og tekniske anlæg og
installationer mv. skal forelægges Arbejdstilsynet til udtalelse eller godkendelse, før de
bringes til udførelse.
Stk. 3. Der kan i reglerne anvendes henvisninger til normer og standarder, der har sikkerheds- eller
sundhedsmæssig betydning, når disse angives entydigt, herunder med datering.
§ 64.
Direktøren for Arbejdstilsynet udsender anvisninger, hvori der gives nærmere retningslinjer
for, hvorledes bestemmelser i bekendtgørelsen og detailreglerne kan opfyldes.
§ 65.
Regler efter bekendtgørelsen, der kan berøre anden lovgivning, fastsættes efter forudgående
forhandling med de respektive myndigheder.
Kapitel 14
Dispensationer og klageadgang
§ 66.
Direktøren for Arbejdstilsynet kan, hvor særlige forhold foreligger, tillade afvigelser fra
bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det skønnes rimeligt og forsvarligt, og i det omfang,
det er foreneligt med Rådets direktiv nr. 89/654/EØF af 30. december 1989 om foranstaltninger til
forbedring af arbejdstagernes sikkerhed under arbejdet.
13
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0014.png
§ 67.
Arbejdstilsynets afgørelser efter denne bekendtgørelse kan påklages efter lov om arbejdsmiljø
§ 81.
Kapitel 15
Straf
§ 68.
Med mindre højere straf er forskyldt efter lov om arbejdsmiljø eller anden lovgivning, straffes
med bøde eller fængsel i indtil 2 år den, der
1. overtræder § 5, stk. 2, §§ 6-7 og §§ 9-58,
2. ikke efterkommer påbud eller forbud, der er meddelt i henhold til bekendtgørelsen, eller
3. tilsidesætter vilkår for tilladelse i henhold til bekendtgørelsen.
Stk. 2. For overtrædelse af §§ 6-7 og §§ 9-58 kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om
overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom. Det er en betingelse
for bødeansvaret, at overtrædelsen kan tilregnes en eller flere til virksomheden knyttede personer
eller virksomheden som sådan. For bødeansvaret fastsættes ingen forvandlingsstraf.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens
5. kapitel.
Kapitel 16
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Ikrafttræden
§ 69.
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. juli 2023.
Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 96 af 13. februar 2001om faste arbejdssteders indretning ophæves.
Overgangsregler
§ 70.
§ 5, stk. 2, finder ikke anvendelse på lejemål, der er indgået inden 1. januar 1993.
Stk. 2. § 25, stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse på virksomheder, der inden 1. januar 1993 lovligt
efter de hidtil gældende arbejdsmiljøregler har arbejdsrum indrettet i lokaler uden dagslys eller med
begrænset tilgang heraf eller uden udsyn, dog f.s.v. angår § 25, stk. 1, kun hvis de bygningsmæssige
forhold ikke giver mulighed herfor.
Stk. 3. På virksomheder, indrettet uden særlig spiseafdeling inden 1. januar 1993, kommer § 48, stk.
2, ikke til anvendelse, medmindre arbejdet er af en sådan art, at spisning ikke bør foregå i
arbejdsrum. Dog skal bestemmelsen opfyldes, hvis virksomheden foretager væsentlig ombygning.
§ 71.
Uanset § 70, stk. 2-3, kan Arbejdstilsynet påbyde en virksomhed at opfylde de heri nævnte
bestemmelser inden en rimelig frist, hvis særlige sikkerheds- eller sundhedsmæssige hensyn taler
14
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0015.png
herfor.
§ 72.
Dispensationer fra hidtil gældende og i denne bekendtgørelse videreførte regler forbliver i
kraft på de ved dispensationens meddelelse givne forudsætninger og fastsatte vilkår.
Arbejdstilsynet, den xx
Note: Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv nr. 89/654/EØF
om minimumsforskrifter for sikkerhed og sundhed i forbindelse med arbejdsstedet, EF-tidende nr. L
393/1 af 30. december 1989.
15
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0016.png
Bilag 1 - Erhvervskategorier omfattet af § 61, stk. 1
Erhvervskategorier, hvor arbejdsprocessen ikke har en afgørende betydning for bygningens
udformning
Kontorer og lignende, herunder:
Advokatkontorer
Ejendomsadministration
Tegnestuer
Engrosvirksomheder
Detailhandel, herunder:
Banker
Butikker
Stormagasiner
Daginstitutioner og skoler
Bo-institutioner, herunder:
Fængsler
Kostskoler
Pensionater
Døgninstitutioner
Plejehjem
Kroer m.m., herunder:
Hoteller
Højskoler
Forsamlingslokaler, herunder:
Forsamlingshuse
Biografer
Idrætshaller
Koncertlokaler
Museer
Restauranter
Udstillingsbygninger
16
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0017.png
Kirker
Teatre
Diverse:
Anonymt byggeri (dvs. byggeri, hvis anvendelse ikke er afklaret på opførelsestidspunktet)
Lagerbygninger
Badeanstalter
Landbrugets avls- og driftsbygninger
Bygninger til egentlig gartneriproduktion (drivhuse etc.)
17
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0018.png
Bilag 2 - Eksempler på arbejdsprocesser/virksomheder, der ikke er omfattet af § 61, stk. 1
Eksempler på arbejdsprocesser/virksomheder, hvor særlige faremomenter gør sig gældende
Arbejde med farligt støv, fx
asbest
kvarts
talkum
Giftstoffer, fx
cyan-, klor- og kviksølvforbindelser
Organiske opløsningsmidler, fx
toluen
xylen
acetone
triklorethylen
perklorethylen
Andre, fx
epoxy
polyurethan
styren
Ætsende, fx
stærke syrer og baser
eller med følgende arbejdsprocesser, fx
Sprøjtemaling
Svejsning
Lodning
Maling
Lakering
Trykning
Limning
Støbning (metal, plast)
Overfladebehandling
Andre kemiske processer
Anlæg med fx
Transportører
18
BEU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 199: Orientering om ændring af bekendtgørelser vedr. regler for recirkulation af udsuget luft
2726576_0019.png
Støjende maskiner
Industriel produktion i større omfang, fx
Bryggerier
Slagterier
Væverier
Teglværker
Glasfabrikation
Savværker
Anlæg, der er så store, at huset må tilpasse sig anlægget fx
Stålværker
Kraftværker
Skibsværfter
Diverse:
Bygninger til korntørringsanlæg
Sygehuse
Virksomheder, der skal foretage anmeldelse til Arbejdstilsynet efter bekendtgørelse nr. 370
af 19. april 2016 om kontrol med arbejdsmiljøet ved risiko for større uheld med farlige
stoffer.
19