Beskæftigelsesudvalget 2022-23 (2. samling)
BEU Alm.del Bilag 18
Offentligt
Til Arbejdstilsynet
Arbejdsmiljørådets
sekretariat
Landskronagade 33
2100 København Ø
Tel +45 72 20 85 17
www.amr.dk
Den 17. juni 2022
Tilbagemelding fra Arbejdsmiljørådet vedrørende reglerne for ældre elevatorers skaktinddækning
Baggrund
En arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra arbejdsmarkedets parter, udpeget af Arbejdsmiljørådet,
har på et møde i Arbejdstilsynet den 2. juni 2022 drøftet kravene til ældre elevatorers skaktinddækning.
Baggrunden for mødet var, at Arbejdstilsynet i 2021 ændrede reglerne for tætheden af skaktinddækning på
ældre ikke CE-mærkede elevatorer. Med ændringen blev reglerne for åbninger i elevatorernes etage- og
stoledøre skærpet, og samtidig blev reglerne for skaktinddækning lempet, så det blev tilladt at anvende en
perforeret plade, glas eller lignende, der overholder sikkerhedsstandarden i DS/EN ISO 13857:2019 til
skaktinddækning.
Mødet var foranlediget af, at Beskæftigelsesministeren efter nogle forespørgsler på området havde bedt
Arbejdstilsynet om at indkalde parterne til en drøftelse af, om reglerne for ældre elevatorers skaktinddækning
er landet på den rette balance.
Tilbagemelding fra arbejdsgruppen
Arbejdsgruppen har på mødet den 2. juni 2022 drøftet sagen. Arbejdsgruppen bemærker, at spørgsmålet om
skaktinddækning blev drøftet mellem parterne i forbindelse med regelændringen i vinteren 2021, med fokus
på at finde løsninger, som bevarede flotte ældre elevatorer, samtidig med, at der med reglerne blev sikret et
højt sikkerhedsniveau.
En samlet arbejdsgruppe var enige i, at der med de ændringer, der blev foretaget i 2021 er fundet den rette
balance i reglerne, der sikrer et højt forsvarlighedsniveau ved anvendelse af ældre elevatorer, samtidig med
at elevatorerne kan bevare deres arkitektoniske herlighedsværdi. En samlet arbejdsgruppe ser derfor ikke
behov for regelændringer på området.
Denne tilbagemelding har været i høring i Arbejdsmiljørådet, og et samlet råd bakker op om konklusionen
om, at der ikke er behov for regelændringer på området.
Med venlig hilsen
Cristina Lage, Formand for Arbejdsmiljørådet