ÆLU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 30: Spm. om ministeren vil redegøre for sin holdning til anbefalingerne i VIVE´s rapport "Organisering af BUM-modellen på ældreområdet"

Ældreudvalget 2022-23 (2. samling)
ÆLU Alm.del
Offentligt

Organisering af BUM-

modellen på ældreområdet

Pia Kürstein Kjellberg og Emmy Hjort-Enemark Topholm

ÆLU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 30: Spm. om ministeren vil redegøre for sin holdning til anbefalingerne i VIVE´s rapport "Organisering af BUM-modellen på ældreområdet"

Organisering af BUM-modellen på ældreområdet

e-ISBN: 978-87-7582-097-9

Projekt: 302249

Finansiering: Notatet er finansieret af Social-, Bolig- og Ældreministeriets årlige træk-

ningsret på analyse- og forskningsopgaver fra VIVE

VIVE

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd

Herluf Trolles Gade 11

1052 København K

www.vive.dk

VIVEs publikationer kan frit citeres med tydelig kildeangivelse.

Introduktion

Dette notat er udarbejdet som en delleverance i regi af et

trækningsretsprojekt for Social-, Bolig- og Ældreministe-

riet om organisering af visitation i ældreplejen.

Notatet har til formål at formidle VIVEs viden om visita-

tion og BUM-modeller på ældreområdet set i forhold til

faste, tværfaglige og selvstyrende teams.

Notatet består af følgende afsnit:

◼

Baggrund om BUM-modellen på ældreområdet

BUM-modeller og faste, tværfaglige og selvstyrende

teams

◼

Decentrale visitationsmodeller i Nederlandene og

Danmark

◼

Opsummering

Litteraturliste.

◼

Første version af notatet blev udarbejdet i maj 2022 til

internt brug i Social-, Bolig- og Ældreministeriet.

Det er senere opdateret og kvalitetssikret med henblik på

udgivelse.

Baggrund om BUM-modellen

på ældreområdet

BUM-modellen på ældreområdet udspringer af fritvalgslovgivningen fra 2003

og den deraf følgende adskillelse af myndighed og leverandør.

I dette kapitel beskriver vi formålet med fritvalgslovgivningen (afsnit 1.1) samt

kravet om adskillelse af myndighed og leverandør i lovgivningen (afsnit 1.2). Vi

beskriver herudover organiseringen af myndighedsfunktionen i kommunerne

(afsnit 1.3) samt de udfordringer, der opleves af hhv. bestillere og udførere in-

den for rammen af den nuværende organisering (afsnit 1.4).

Kapitlet er baseret på eksisterende studier og lovgivning om hhv. frivalgslov-

givningen og organiseringen af bestiller-udfører-modellen på ældreområdet

(Ankestyrelsen, 2004; Dalsgaard, Kjærgaard & Lemvigh, 2020; Foged, Top-

holm og Kjellberg, 2022; Rostgaard, 2017; Socialministeren, 2001; Social- og

Indenrigsministeriet, 2002; Sundheds- og Ældreministeriet, 2015; Topholm &

Kjellberg, 2023; Vinge & Topholm, 2021).

1.1

Formålet med frit valg

Frit valg af leverandør af personlig pleje og praktisk hjælp for borgere i eget

hjem blev indført i serviceloven i 2003. I lovforslaget står følgende om formå-

let med indførslen af frit valg:

”Det primære formål med dette lovforslag er at

sætte borgeren i centrum og skabe bedre rammer for en ældrepolitisk indsats

baseret på kontinuitet, selvstændighed, værdighed og respekt for de ældre og

for deres individuelle ønsker og behov”

(Socialministeren, 2001). Politisk var

ønsket, at det frie valg skulle forøge brugerautonomi og kvalitet i plejen, redu-

cere udgifterne og mere implicit fremme konkurrenceudsættelse af centrale

serviceydelser (Rostgaard, 2017).

Frit valg af leverandør giver borgeren mulighed for at vælge mellem flere leve-

randører af pleje og praktisk bistand efter servicelovens § 83, men fx ikke re-

habiliteringsforløb efter § 83a eller vedligeholdende træning efter § 86 (Anke-

styrelsen, 2004). Det står beskrevet, jf. § 91 i serviceloven:

”Kommunalbesty-

relsen skal skabe grundlag for, at modtagere af hjælp efter § 83 kan vælge

mellem to eller flere leverandører af denne hjælp, hvoraf den ene leverandør

kan være kommunal”

. Kommunerne skal derfor sikre, at borgeren har et alter-

nativ til den kommunale leverandør ved at 1) indgå kontrakt med to eller flere

leverandører eller 2) tilbyde modtagerne et fritvalgsbevis. Jævnfør § 88 i ser-

viceloven skal kommunalbestyrelsen som myndighed

”træffe afgørelse om til-

deling af personlig hjælp og pleje”

ved en

”konkret, individuel vurdering af be-

hovet for hjælp til de opgaver, som modtageren ikke selv kan udføre”

. Endvi-

dere skal ansøgeren jf. § 89 i serviceloven skriftligt oplyses om den bevilgede

hjælp. Kommunen kan eventuelt undlade at fremsende en ny skriftlig oplys-

ning ved

”mindre, begunstigende justeringer i hjælpen”

1.2

Adskillelse af bestiller og udfører

Ifølge Ankestyrelsen (2004) forudsatte loven om frit leverandørvalg en adskil-

lelse af de kommunale myndighedsfunktioner (bestillerne) og leverandøropga-

ver (udførerne) på ældreområdet

”af hensyn til borgernes retssikkerhed, klar-

hed om ansvarsfordelingen samt tydeliggørelse af serviceniveauet, de afsatte

ressourcer og de trufne afgørelser”

samt hensynet til

”myndighedens habilitet

i forhold til leverandørkredsen”

(Ankestyrelsen, 2004).

Af den første vejledning om supplement til vejledning om sociale tilbud til æl-

dre m.fl. efter lov om social service fremgår det således også, at

”det er en

forudsætning for frit valg og en konsekvens af loven, at der sker adskillelse af

de kommunale myndigheds- og leverandøropgaver”

(Social- og Indenrigsmini-

steriet, 2002). Adskillelsen af myndighed og leverandør blev på tidspunktet for

indførslen af loven vurderet essentielt af flere grunde:

For det første, fordi det dermed tydeliggøres over for borgere og

kommunalpolitikere, at kommunalpolitikernes fornemmeste pligt er at

varetage myndighedsopgaverne i forhold til borgerne i kommunen, at

træffe beslutning om tilrettelæggelse og prioritering af de kommunale

myndighedsopgaver samt sikre, at beslutninger og afgørelser efterle-

ves i forhold til borgerne.

For det andet, fordi adskillelsen skaber større gennemsigtighed, både

om borgernes rettigheder og om de politiske prioriteringer, der er fo-

retaget.

3) For det tredje, fordi der ved adskillelsen skabes en klar ansvarsforde-

ling mellem myndighed og leverandør.

4) For det fjerde, fordi sammenhængen mellem serviceniveau, afsatte

ressourcer og de reelle afgørelser bliver mere tydelig (Social- og In-

denrigsministeriet, 2002).

I den gældende vejledning om hjælp og støtte efter serviceloven fremgår det

at:

”… en klar adskillelse af kommunalbestyrelsens myndighedsfunktion og le-

verandøropgaver skaber mere gennemsigtighed om borgernes rettigheder og

de politiske prioriteringer, der er foretaget i kommunen. Samtidig gøres sam-

menhængen mellem det fastsatte serviceniveau, afsatte ressourcer og afgø-

relserne i forhold til borgeren mere tydelig. Endelig skabes en klar ansvars- og

opgavefordeling mellem myndighed og leverandører, herunder private leve-

randører”

(Sundheds- og Ældreministeriet, 2015).

1.3

Organisering af BUM-modellen i kommunerne

Adskillelse mellem bestiller og udfører har resulteret i centralt organiserede

myndighedsafdelinger i kommunerne med visitatorer som bestillerne af ydel-

ser efter serviceloven (Ankestyrelsen, 2004).

Denne typisk centrale og adskilte organisering af myndighedsfunktionen følger

af principperne om uvildighed og armslængde i afgørelserne om tildeling af

hjælp efter serviceloven, selvom der ikke, jf. serviceloven eller lov om frit valg,

er krav om adskillelse på et bestemt organisationsniveau (Ankestyrelsen, 2004).

Myndighedsafdelingernes faggrupper og deres opgaveløsning er opdelt på

forskellige måder (Dalsgaard, Kjærgaard & Lemvigh, 2020). Således er visita-

torerne i nogle kommuner opdelt efter cpr-numre, mens man i andre kommu-

ner anvender en geografisk opdeling af visitatorerne. I nogle kommuner væl-

ger visitatorerne sager fra en fælles, prioriteret sagsliste, og i andre kommuner

arbejdes der i en struktur med fælles sagsstamme, hvor visitatorerne ikke har

egne sager (Dalsgaard, Kjærgaard & Lemvigh, 2020).

Der er i henhold til Foged, Topholm & Kjellberg (2022) ca. 1.500 visitatorer be-

skæftiget på det kommunale ældreområde. Heri indgår de myndighedsperso-

ner, der er beskæftiget med visitation til servicelovens § 83, 83a og 86, men

fx ikke de myndighedspersoner, der er beskæftiget med visitation til sund-

hedslovens § 138 eller servicelovens § 112 og 113. Til gengæld indgår de myn-

dighedspersoner, der er beskæftiget med visitation til plejebolig, hvilket ikke

er direkte relevant for drøftelsen af myndighedens organisering af faste, tvær-

faglige teams på ældreområdet.

1.4

Dialog mellem bestiller og udfører

Myndighed og leverandør har forskellig viden om og forskellige perspektiver

på borgerne, samtidig med at de er gensidigt afhængige af hinandens faglig-

hed (Dalsgaard, Kærsgaard & Lemvigh, 2020).

Som konsekvens af armslængdeprincippet har de visitatorer, der er ansat i

kommunernes myndighedsafdelinger ikke førstehåndskendskab til, hvordan

borgerne rent faktisk reagerer, og hvad de magter i de situationer, hvor hjæl-

pen skal leveres.

Myndigheden er imidlertid ansvarlig for den løbende opfølgning på borgersa-

ger – og de skal træffe afgørelse på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. De har

brug for, at oplysninger om borgeren er ajourførte, og det er derfor leverandø-

rens opgave at sikre, at ændringer i borgerens tilstand løbende dokumenteres

og videregives til myndigheden, som herefter revurderer og evt. revisiterer

borgeren (Dalsgaard, Kjærgaard & Lemvigh, 2020).

I nogle – men langt fra alle – kommuner er der etableret mere eller mindre sy-

stematiseret dialog og samarbejde mellem myndighed og leverandør (Dals-

gaard, Kjærgaard & Lemvigh, 2020). Dialogen kan fx bestå i jævnlige, formali-

serede møder mellem myndighed og leverandør, hvor fokus er på faglige drøf-

telser (Dalsgaard, Kjærgaard & Lemvigh, 2020).

Dialogen mellem myndighed og leverandør tager dog typisk form som skriftlig

kommunikation (dokumentation) igennem adviser eller opgaver i kommuner-

nes omsorgssystemer.

1.5

Udfordringer i den eksisterende model

VIVEs studier finder en tendens til, at kommunernes organisering af samarbej-

det om visitation og revisitation af den bevilgede hjælp opleves som bureau-

kratisk og tidstung (Topholm & Kjellberg, 2023).

Effektiv og ligeværdig dialog om borgers behov for hjælp er en udfordring de

steder, hvor der er stor afstand og begrænset adgang mellem myndighed og

leverandør (Topholm & Kjellberg, 2023).

Social- og sundhedsmedarbejdere oplever, at de bruger længere tid på denne

dialog i dag end tidligere (Vinge & Topholm, 2021), og også visitatorerne oplever

den skriftlige dialog som tidstung og ineffektiv (Topholm & Kjellberg, 2023).

Det er især videns- og perspektivforskellene, som udfordrer dialogen mellem

faggrupperne, og som forbindes med unødigt tidsforbrug og dokumentation. I

social- og sundhedsmedarbejdernes perspektiv er kommunernes organisering

af BUM-modellen et stort problem og en kilde til megen frustration og tid

brugt på at ”sidde og skrive”, ”uddybe ned til mindste detalje” og ”argumen-

tere” (Vinge & Topholm, 2021).

Medarbejderne i hjemmeplejen oplever det som en væsentlig kompetence at

kunne argumentere fagligt – og på skrift i it-systemerne – for mere tid til de op-

gaver og borgere, de mener, kræver det. Samtidig er en central udfordring, at

skriftligheden er en barriere for at dokumentere blandt nogle udførende medar-

bejdere, hvilket kan medføre misforståelser i dialogen, hvis der ikke er mulighed

for mundtlig sparring (Topholm & Kjellberg, 2023; Vinge & Topholm, 2021).

VIVEs seneste undersøgelse af visitationsprocesser på ældreområdet finder,

at udfordringer i den eksisterende organisering af visitationsprocesser både er

relateret til 1) ufleksible bevillinger i enkeltydelser med standardtider, som ikke

altid stemmer overens med borgers reelle behov, 2) begrænsede muligheder

for at udøve fagligt skøn i borgerkontakten og tilrettelægge hjælpen efter bor-

gerens aktuelle behov, 3) begrænsede muligheder for at justere i ydelser og

tid til ydelser, så den matcher den leverede hjælp samt 4) højt tidsforbrug

brugt på formaliseret og skriftlig dialog via omsorgssystemerne (Topholm &

Kjellberg, 2023).

Mulighed for udvikling på området ses i form af 1) bredere og mere fleksible

bevillinger, 2) (delvis) decentral organisering af visitatorer i form af deltagelse

på tværfaglige møder og/eller faste arbejdsdage hos leverandøren, 3) plan-

lægning af kørelister med pakker/besøg frem for ydelser samt iv) organisering

i faste, tværfaglige og selvstyrende teams (Topholm & Kjellberg, 2023).

I de følgende kapitler udfolder vi de udfordringer og muligheder, der ligger i

BUM-modellen set i forhold til en organisering med faste, tværfaglige og selv-

styrende teams efter inspiration fra den nederlandske Buurtzorg-model.

BUM-modeller og faste,

tværfaglige og selvstyrende

teams i ældreplejen

VIVE har i perioden fra april 2021 – april 2023 gennemført en række forskellige

studier af BUM-modeller i relation til arbejdet med introduktion af faste, tvær-

faglige og selvstyrende teams på ældreområdet.

Som led i dette arbejde er der bl.a. gennemført observation og interview med

de udførende medarbejdere samt med ledere og medarbejdere i visitatio-

nen/visitationerne i tre kommuner, der har fået midler fra Sundhedsstyrelsens

pulje for nærvær og omsorg til at udvikle indsatsen på ældreområdet ”med Bu-

urtzorg-modellen som løftestang” (Kjellberg, 2021, 2023a, 2023b)

. Endvidere

er der afholdt interview med en række centrale videnspersoner med interesse

i udvikling af området, ligesom der er gennemført evalueringer af puljen for fa-

ste teams (Buch & Topholm, 2023) og fremfærds udviklingsrum (Kjellberg,

Buch & Anderberg, 2023).

I dette kapitel præsenteres resultatet af VIVEs studier specifikt i forhold til

spørgsmålet om reorganisering af BUM-modellen.

2.1

Kommunernes forsøg

Der er store forskelle på de forsøg med udvikling og afprøvning af nye organi-

seringsformer, der gennemføres inden for rammerne af 1) Sundhedsstyrelsens

pulje for nærvær og omsorg på ældreområdet, 2) Fremfærdsprojektet nærvær

i omsorg samt 3) Socialstyrelsens pulje for faste, tværfaglige og selvstyrende

teams (Buch & Topholm, 2023; Kjellberg, Buch & Anderberg, 2023).

I nogle kommuner introduceres teams, der alene leverer hjemmepleje (person-

lig og praktisk bistand efter servicelovens § 83) og delegerede sygeplejeydel-

ser (delegerede ydelser efter sundhedslovens § 138).

For et overblik over VIVEs aktiviteter på området henvises til hjemmesiden: https://www.vive.dk/da/te-

maer/aeldrepleje/tvaerfaglige-og-selvstyrende-teams/

De tre kommuner er: Haderslev, Syddjurs og Ikast-Brande.

I andre kommuner introduceres teams, der både leverer hjemmepleje (service-

loven 83), delegeret og ikke-delegeret sygepleje (sundhedsloven § 138), reha-

biliteringsforløb (serviceloven § 83a) samt aktivitet og træning (serviceloven §

86, sundhedsloven § 140). Der er også eksempler på sociale teams (servicelo-

ven § 85) i nogle kommuner.

Mange kommuner har investeret i udvikling af et nyt samarbejde mellem myn-

dighed og leverandør, der involverer, at visitator deltager på ugentlige møder i

teamet samt evt. har en eller flere arbejdsdage, hvor de møder ind i teamet og

varetager deres arbejde fra denne fysiske lokation.

Enkelte kommuner har også investeret i udvikling af nye modeller for faglig og

økonomisk styring som del i deres udviklingsarbejde. Se fx beskrivelserne af

udviklingsprojekterne i København, Haderslev, Rudersdal, Syddjurs, Kolding

og Assens i VIVEs evalueringsrapporter (Kjellberg, Buch & Anderberg, 2023;

Kjellberg 2023a, 2023b; Topholm & Kjellberg, 2023).

2.2

Pakker og pakkestrukturer

Det er fælles for alle de kommuner, VIVE har haft kontakt med, at borgerne vi-

siteres til teamet via kommunens myndighedsafdeling. Her træffes der afgø-

relse om, hvilken type hjælp, borgeren er berettiget til – der sendes et afgørel-

sesbrev – og der foretages en bestilling af hjælp i form af en større eller min-

dre ydelsespakke, der specificerer, hvilken type hjælp der kan gives, og hvor

meget tid der som udgangspunkt kan bruges.

Der er stor forskel fra kommune til kommune i, om der bevilges hjælp inden for

en bred ydelsespakke, der skitserer et overordnet muligt indhold for indsatsen

i tilknytning til en overordnet økonomi (eksempelvis en morgenpakke på 45

minutter, der fx kan indeholde ydelser som personlig hygiejne og ernæring),

eller om der bevilges hjælp i form af enkeltydelser (eksempelvis personlig hy-

giejne 30 minutter og ernæring 10 minutter). Hermed er der også forskel på,

hvor meget den centrale myndighedsafdeling er involveret i at definere, hvil-

ken form for hjælp der skal leveres.

Det er fælles for alle kommuner, der arbejder med pakker, at pakken efterføl-

gende ”pakkes op” af leverandøren – konkret ved, at en planlægger gennem-

går det skrevne materiale om borgeren og lægger et antal besøg med tilknyt-

tede ydelser ind på social- og sundhedspersonalets køreliste. I de kommuner,

der arbejder med enkeltydelser, er det ligeledes planlæggeren, der modtager

bestillingen og lægger de bestilte ydelser ind på den enkelte medarbejders

Afgørelsen træffes i nogle tilfælde på baggrund af telefonhenvendelser og i andre tilfælde på bag-

grund af et fysisk besøg og/eller et afklaringsforløb ved leverandøren.

køreliste med et givent antal minutter til at varetage en given mængde opga-

ver i en given borgers hjem.

Kjellberg (2012, 2023a) har beskrevet denne proces i detaljer, herunder hvor-

dan det skrevne materiale, der er udarbejdet af myndighedsafdelingen i for-

bindelse med visitationsprocessen, kun eventuelt efterfølgende tilgås af hen-

holdsvis planlæggeren og de udkørende medarbejdere, der i stedet orienterer

sig i, hvilken pakke/ydelse der er bevilget, og hvor mange minutter der

kan/skal bruges på opgaven set i relation til den enkelte borgers behov.

Social- og sundhedsmedarbejderen går til planlæggeren og beder om mere

tid, hvis social- og sundhedsmedarbejderen vurderer, at der ikke er tid nok til

besøget, og/eller hvis social- og sundhedsmedarbejderen ikke vurderer, at

hans/hendes samlede køreliste hænger sammen (Kjellberg, 2012, 2023a; Top-

holm & Kjellberg, 2023).

Planlæggeren går i dialog med social- og sundhedsmedarbejderen om, hvorvidt

der kan gives mere tid, og justerer eventuelt tiden i det omfang, det er muligt in-

den for rammen af pakken (Kjellberg, 2012, 2023a; Topholm & Kjellberg, 2023). I

det omfang det ikke er muligt, kan planlæggeren gå i dialog med visitator om

muligheden for at bevilge mere tid – hvilket i givet fald både skal være skriftligt

velbegrundet og begrundet i kommunens overordnede ramme for bevilling af

hjælp i hjemmet (Kjellberg, 2012, 2023a; Topholm & Kjellberg, 2023).

Nedenfor listes nogle af de mest væsentlige pointer vedrørende samarbejdet

mellem bestiller og udfører fra VIVEs tidligere studier af rehabilitering på æld-

reområdet:

◼

Observationsstudier gennem 10-15 år viser, at der decentralt fra ledelsen

i hjemmeplejen kan blive lagt pres på planlæggeren for at bruge hele pak-

ken og således sikre, at den fulde økonomi anvendes (Kjellberg, 2010,

2012, 2021; Kjellberg, Ibsen & Kjellberg, 2011; Kjellberg et al., 2013; Mad-

sen et al., 2014).

◼

Observationsstudier gennem 10-15 år viser, at der er større tilskyndelse

for de udførende medarbejdere til at justere de planlagte besøg i opadgå-

ende retning end i nedadgående retning, da det giver dem en ”buffer” i

det daglige arbejde, som kan anvendes i tilfælde af uforudsete hændelser

(fx en borger, der er faldet), samt i tilfælde af, at kolleger har brug for

hjælp (medarbejdere med god tid på kørelisten kan træde til og hjælpe

Systemet giver inforation om gennemsnitstider, der i mange tilfælde opleves som bindende af de ud-

førende medarbejdere. Se Kjellberg (2023a) for en nærmere beskrivelse af dette, og hvordan det

medfører, at en principielt set rummelig pakkemodel i praksis kan opleves som meget begrænsende

af de udførende medarbejdere, der sidder med planlægning og udfører opgaven i leverandørleddet.

For en samlet beskrivelse af KORAs (nu VIVE) studier om rehabilitering på ældreområdet genvises til

Petersen et al. (2017).

kolleger, der har svært ved at nå deres arbejde) (Kjellberg, 2010, 2012,

2023a, 2023b; Kjellberg, Ibsen & Kjellberg, 2011; Kjellberg et al., 2013;

Madsen et al., 2014).

◼

Et studie af rehabilitering til alle borgere i hjemmeplejen finder, at hjælpen

bliver mere præcis, når den revurderes hver tredje måned af en sygeple-

jerske eller terapeut, der deltager på et besøg i borgerens hjem, taler med

borgeren, de pårørende samt social- og sundhedspersonalet og efterføl-

gende konkret gennemgår, 1) hvad der skal leveres, 2) hvilket tidsforbrug

der er brug for, og 3) hvordan bevillingen derfor skal tilpasses (Kjellberg

et al., 2013).

◼

Studier af rehabilitering på ældreområdet finder samtidig, at myndigheds-

afdelingerne oplever et behov for at sætte ind med mere opfølgning i for-

hold til at sikre, at den hjælp, der gives, matcher borgerens aktuelle be-

hov – men at det sjældent er noget, de oplever, at de har tilstrækkeligt

med tid til. Det betyder – i henhold til myndighedsafdelingerne – at bor-

gerne i nogle tilfælde får hjælp, som de ikke længere har behov for, fx på

området for praktisk bistand (Kjellberg, 2010, 2012; Kjellberg, Ibsen &

Kjellberg, 2011; Kjellberg et al., 2013; Madsen et al., 2014).

2.3

Manglende selvbestemmelse

VIVEs foreløbige studier af faste, tværfaglige og selvstyrende teams på æld-

reområdet viser, at bevillingsmodellen i flere kommuner opleves at stå i vejen

for at tilrettelægge indsatsen smidigt og med afsæt i borgerens behov (Kjell-

berg, 2023a, 2023b; Topholm & Kjellberg, 2023).

Det gør den bl.a., fordi det ikke er de udførende medarbejdere – i teamet – der

selv kan træffe beslutning om, hvilken hjælp borgeren skal have (Kjellberg

2023a, 2023b; Topholm & Kjellberg, 2023).

Det kan de, hvad angår sygepleje, hvor medarbejderne ofte er selvvisite-

rende.

Men det kan de ikke, hvad angår hjemmepleje (serviceloven § 83), og

typisk heller ikke, hvad angår aktivitet og træning (serviceloven § 86, sund-

hedsloven § 140), rehabiliteringsforløb (serviceloven § 83a) og hjælpemidler

(serviceloven § 112, § 113).

Den manglende selvbestemmelse i forhold til tilrettelæggelse af indsatsen i

borgerens hjem betyder noget, fordi den tager tid og motivation fra de udfø-

rende medarbejdere og i mange tilfælde forsinker indsatsen i borgerens hjem

Se dog Dalsgaard, Foged & Lemvigh (2021) og Kjellberg (2021) om introduktionen af BUM-modeller på

sygeplejeområdet.

(Kjellberg, 2023a, 2023b; Topholm & Kjellberg, 2023). For sygeplejerskerne i

de tværfaglige teams er det den lette del af jobbet, der består i at udrede pro-

blemstillingen og træffe aftale med borgeren om, hvad der skal ske, og hvad

de vil gøre for at hjælpe og få borgeren på højkant igen. De er også vant til at

lave den sygeplejefaglige dokumentation i omsorgssystemet. Men de oplever

det hverken som let eller meningsfuldt at tage dialogen med myndigheden, om

der kan bevilges mere tid – eventuelt bare i en periode – samt med hjælpemid-

delterapeuterne, om borgeren kan få et ekstra hjælpemiddel. Særligt i de situ-

ationer, hvor myndigheden beder om uddybende begrundelser for at give

mere tid, og den ekstra tid/det ekstra hjælpemiddel ikke bare lige kan bevil-

ges, opleves det som opslidende og som en barriere for, at borgeren får den

hjælp, som han eller hun har brug for (Kjellberg, 2023a, 2023b; Topholm &

Kjellberg, 2023).

Nogle kommuner har indført faste, ugentlige møder mellem myndigheden og

de udførende medarbejdere med henblik på at lette og smidiggøre dialogen

(Buch & Topholm, 2023; Kjellberg, 2023a, 2023b; Topholm & Kjellberg, 2023;

Kjellberg, Buch & Anderberg, 2023).

VIVEs foreløbige studier peger på, at det kan være med til at skabe en større

forståelse parterne imellem og hermed til at sikre en mere smidig beslutnings-

proces (Buch & Topholm, 2023; Kjellberg, 2023a, 2023b; Topholm & Kjellberg,

2023; Kjellberg, Buch & Anderberg, 2023). De peger også på, at det kan med-

virke til at gøre hjælpen mere præcis, idet der er en forbedret løbende dialog om

borgerens behov og dermed et forbedret beslutningsgrundlag for myndigheden

i forhold til, hvilken hjælp der skal tildeles (Buch & Topholm, 2023; Kjellberg,

2023a, 2023b; Topholm & Kjellberg, 2023; Kjellberg, Buch & Anderberg, 2023).

Krav om myndighedsgodkendelse forud for igangsættelse af fx et § 83a-for-

løb opfattes samtidig som en udfordring. Det betyder, at terapeuterne skal

vente op til en uge med at sætte ind i et hjem, hvor udfordringen er der her og

nu, og hvor forskning om effekten af rehabilitering viser, at det gør en forskel,

om der sættes ind med det samme (Kjellberg & Ibsen, 2012).

Ligeledes er det i mange kommuner fortsat visitator, der skal oprette og af-

slutte ydelser i systemet – og som skal træffe afgørelse om afslutning af for-

løb. Det medfører både, at visitatorerne bliver flaskehalse, og at der fortsat er

krav til de udførende medarbejdere om at tilvejebringe den fornødne skriftlige

dokumentation, for at visitator kan gennemføre de ønskede ændringer (Kjell-

berg, 2023b; Topholm & Kjellberg, 2023).

2.4

Dokumentation i flere systemer

De systemer, der er udviklet til at dokumentere indsatsen, er samtidig udviklet

på en måde, så de møder lovkravene – og de forskellige trends og tendenser –

der ses på forskellige delområder. Konkret er der ét modul, der er udviklet til

sygeplejen, og ét modul, der er udviklet til hjemmeplejen. Sygeplejen bevæger

sig alene inden for deres modul – og de er på udebane, når de opfordres til at

tage ansvar for den faglige ledelse af borgerforløb og således også tage an-

svar for, hvad der leveres på hjemmeplejedelen. De terapeuter, der er ansat i

eller tilknyttet teamet, er dygtige til at dokumentere inden for rammerne af

hjemmeplejemodulet og kan kompetent vejlede hjælperne. Mange ting figure-

rer imidlertid flere steder, og det er et åbent spørgsmål, om der både skal do-

kumenteres på serviceloven og sundhedsloven for en given borger, når der fx

sættes ind med en indsats i forhold til ernæring, som indebærer, at borgeren

får støtte til mad i en periode, og der både er brug for, at sygeplejerskerne og

social- og sundhedspersonalet forholder sig til og tager ansvar for indsatsen.

I forhold til et overordnet rehabiliteringsperspektiv

er der desuden ikke noget

i systemerne, der understøtter indsatsen. Det, der beskrives, beskrives frag-

menteret, og borgerens funktionsevne vurderes fx for hver enkelt tilstand og

ikke samlet set i hjemmeplejemodulet. Det samlede blik på borgeren – og der-

med den helhed af indsatser, der skal igangsættes – understøttes ikke af det

nuværende system.

2.5

Parallelle processer

Set i forhold til en opgørelse af tidsforbruget i forhold til visitationsprocesser

er det vigtigt at være opmærksom på, at dette ikke kun er noget, der foregår i

relationen mellem bestiller og udfører på servicelovsområdet, men også noget,

der foregår parallelt på henholdsvis service- og sundhedslovsområdet og (in-

den for hver af de to lovgivninger) parallelt på forskellige paragrafområder.

Når en borger fx udskrives fra sygehus, så etableres der

både

processer for

hjemmepleje og sygepleje – og for hjælpemidler og rehabilitering – også

selvom indsatsen ultimativt skal leveres af samme, tværfaglige og selvsty-

rende teams (Topholm & Kjellberg, 2023).

Dalsgaard, Foged og Lemvigh (2021) har beskrevet forskellige modeller for

økonomistyring på sygeplejeområdet, hvor de finder, at der i kommunerne er

tre forskellige modeller:

For en definition og indføring i rehabiliteringsbegrebet henvises til Maribo et al. (2022).

◼

Central tildelingsmodel, hvor der er indført fuld tværfaglig BUM på såvel

sygepleje som hjemmepleje og aktivitet og træning for at understøtte den

tværfaglige organisering på ældreområdet som helhed.

◼

Decentral tildelingsmodel, hvor det er de udførende sygeplejersker selv,

der træffer beslutning om, hvilken indsats borgeren skal have.

◼

Kombinationsmodellen med koordinatorer i hjemmesygeplejen, der træf-

fer beslutning og fordeler indsatsen på medarbejdernes kørelister.

I de forsøg, VIVE har observeret, er alle tænkelige kombinationer til stede, og

det opleves generelt set som en udfordring med den centrale tildelingsmodel,

at sygeplejerskerne skriftligt skal begrunde den indsats, som de finder nød-

vendig i hjemmet, og efterfølgende vente på at få lov til at sætte i gang (Kjell-

berg, 2021, 2023b). Udfordringen genfindes ikke i de øvrige to modeller, der

er beskrevet ovenfor.

Der er tilfælde, hvor sygeplejen får lov at igangsætte på formodet efterbevil-

ling, dvs. at der først efterfølgende tages stilling til, om den indsats, der er

igangsat, kan godkendes (inkl. tidsforbruget). Også i disse tilfælde oplever sy-

geplejerskerne det som en udfordring, at deres faglige vurdering skal godken-

des af andre sygeplejersker, og at der således ikke er tillid til, at de – som fag-

personer – gør deres arbejde ordentligt (Kjellberg, 2021).

Decentrale visitations-

modeller i Nederlandene og

Danmark

Tillid og kontrol

I Nederlandene gik de for 5 år siden bort fra den model, hvor det er en central

vurderingsafdeling, der træffer beslutning om, hvilken hjælp borgerne skal

modtage. I stedet er sygeplejerskerne i de tværfaglige teams autoriserede til

at foretage vurderingen af, hvilke konkrete indsatser, borgeren har behov for,

og der gennemføres forskellige former for stikprøvekontrol (Bech et al., 2021).

Der var megen drøftelse af modellen i Nederlandene på det tidspunkt, hvor

den blev indført, men der har – så vidt VIVE er orienteret – ikke været noget øn-

ske om at ændre beslutningen efterfølgende. Således er det i Nederlandene sy-

geplejerskerne ved leverandørerne, der foretager vurderingen hver tredje må-

ned og på denne baggrund sørger for, at den hjælp, der leveres i hjemmet, er

tidssvarende og leveres med afsæt i borgerens behov (Kjellberg & Buch, 2022).

Den nederlandske model (Buch, 2020; Bech et al., 2021; Kjellberg & Buch,

2022) minder på mange måder om den model, der blev afprøvet i Fredericia i

2012 (Kjellberg, Navne & Ibsen, 2013). Her var det muligt at sikre en mere

præcis tildeling af hjælp med afsæt i borgerens behov, når en sygeplejerske

eller terapeut hver tredje måned tog på besøg i hjemmet og gennemførte en

samtale med borgeren, eventuelle pårørende og det faste personale i hjemmet

om, hvad der fortsat kunne og skulle gøres i hjemmet (Kjellberg, Navne & Ib-

sen, 2013).

Der findes teams uden sygeplejersker i Nederlandene, men de må ”låne” ek-

spertise ind fra andre teams for at foretage de obligatoriske 3 måneders-vur-

deringer – svarende til, at et eventuelt dansk team eller privat leverandør be-

stående af kun social- og sundhedspersonale må ”låne” en sygeplejerske, hvis

de ikke selv har én ansat (Kjellberg & Buch, 2022).

3.1

3.2

Danske forsøg med alternative organiseringer

Der ses aktuelt en række forskellige forsøg på at opbløde BUM-modellen på

ældreområdet og sikre mere plads til, at de udførende medarbejdere kan

bruge deres faglige skøn (se fx også Sundhedsstyrelsen, 2022), herunder i

sammenhæng med afprøvninger af faste, tværfaglige og selvstyrende teams

på ældreområdet.

Eksemplerne omfatter forsøg med visitation til døren, hvor borgeren bliver til-

delt hjælp og støtte i hjemmet, jf. servicelovens § 83 uden nærmere angivelse

af, hvilken form for hjælp der vil blive givet (Kjellberg, 2023a; Kjellberg, Buch &

Anderberg, 2023). Det skaber de overordnede rammer for, at det udførende

personale selv kan tilrettelægge hjælpen i samarbejde med borgeren – i prin-

cippet uden indblanding fra en central myndighedsafdeling.

Andre forsøg handler typisk om at bringe visitationen (myndighedskompeten-

cen) tættere på de udførende medarbejdere, fx ved at hvert team får en fast

visitator, ved at den faste visitator deltager i de ugentlige teammøder, eller

(ultimativt) at visitator sidder sammen med medarbejderne og arbejder et par

dage om ugen (Kjellberg, Buch & Anderberg, 2023; Buch & Topholm, 2022).

Der er også forsøg med definition af nye, større og mere rummelige pakker –

og herunder med mere målrettede udrednings- og rehabiliteringsforløb samt

nye former for afregning (fx forløbshonorering). Det giver potentielt teamene

større handlerum og incitament til at arbejde med rehabilitering. De fastholder

dog samtidig den overordnede grundstruktur, hvor det er funktioner med la-

vere kendskab til borgeren end udførerne, der ultimativt træffer afgørelse om,

hvilken form for hjælp der kan gives – og hvor der sker en rituel forhandling,

hvor visitationen fastholder, at der ”både er gynger og karusseller” – og at den

enkelte borger får hjælp jf. sit funktionsniveau og ikke i forhold til det faktiske

tidsforbrug, som medarbejderne vurderer, at der er brug for.

VIVE har i forskellige sammenhænge drøftet muligheden for, at de udførende

medarbejdere i de tværfaglige borgerteams over en 3-5 års periode vil kunne

kompetenceudvikles til at varetage myndighedsfunktionen. Det personale, der

arbejder i de centrale myndighedsafdelinger, er på forhånd typisk uddannet

som sygeplejerske eller terapeut, dvs. de har samme grundfaglige uddannelse

som dele af personalet i de tværfaglige teams. VIVEs foreløbige resultater pe-

ger på, at det vil kræve en videreuddannelse af de udførende medarbejdere i

de tværfaglige borgerteams i varetagelse af myndighedsfunktionen (Kjellberg

2023a, Kjellberg 2023b). Endvidere vil opgaven potentielt kunne komme til at

stille medarbejderne i et dilemma, hvor deres professionsfaglige vurdering (jf.

sundheds- og serviceloven) tilsiger, at de skal gøre ét, mens deres myndig-

hedsfaglige vurdering (jf. forvaltningsloven) tilsiger, at de skal gøre noget an-

det (Kjellberg, 2023a, 2023b).

VIVEs studier peger også på, at de muligheder, der ligger i eksisterende lov-

givning, og hvor alle borgere potentielt kan bevilges et rehabiliteringsforløb,

ikke nødvendigvis udnyttes (Kjellberg, 2023a, 2023b).

Det sker dels som følge af, at det er forskellige aktører, der varetager indsat-

sen, og man ikke umiddelbart ønsker at åbne op for, at de tværfaglige teams,

der arbejder på ældreområdet, også kan anvende rehabilitering som ydelse.

Dels som følge af at der i nogle kommuner er frit valg af leverandør af rehabilite-

ring jf. serviceloven, og at det på denne baggrund er opfattelsen, at der skal en

myndighedsperson ind over, før forløbet kan igangsættes (Kjellberg, 2023b).

3.3

Økonomi og afregning

Økonomi og afregning knyttes i dag tæt til BUM-modellen, idet det er den

centrale myndighedsafdeling, der træffer beslutning om, hvilken hjælp der kan

gives, og hvilken økonomisk ramme der er for levering af indsatsen. En tanke

om at slippe de faglige vurderinger fri kan i denne kontekst virke skræmmen-

de, fordi det er en ”blankocheck” til et privat og legitimt profitmaksimerende

marked.

VIVEs studier af den nederlandske Buurtzorg-model peger på, at det er nød-

vendigt med styring

på andre måder,

hvis ønsket er at skabe basis for decen-

tral behovsvurdering (Bech et al., 2021; Kjellberg & Buch, 2022). I Danmark

kender vi det fx fra almen praksis- og fysioterapi-området. Her er det veldefi-

neret, hvilke overordnede ydelser der kan leveres, og der foretages løbende

stikprøvekontrol og monitorering i forhold til ydelsesforbruget. Modellen, hvor

bestiller og udfører er den samme person, er således ikke kun kendt fra Ne-

derlandene, men også fra dansk kontekst.

Det er en fællesnævner for den nederlandske model og de danske modeller, at

sundhedsprofessionelle på bachelor- eller specialistniveau er autoriserede til

at foretage vurderingen, samt at der arbejdes med mere end afregningsmeka-

nismer som en del af den samlede økonomistyring (Bech et al., 2021).

Konkret er der i den hollandske model bl.a. indført incitamenter i kontrakten til,

at leverandørerne af hjemme- og sygepleje skal reducere det gennemsnitlige

antal timer pr. borger pr. år (Bech et al., 2021). Endvidere monitoreres og laves

der sammenligninger på tværs af teams, og der arbejdes fagligt og kulturelt på

at understøtte rehabiliteringskulturen på teamniveau (Bech et al., 2021).

Opsummering

BUM-modeller er udprægede på ældreområdet, hvor de understøtter lovtek-

stens krav om skriftlighed i afgørelsen samt frit leverandørvalg i forhold til ser-

vicelovens § 83.

På sygeplejeområdet er BUM-modeller indført i nogle, men ikke alle kommu-

ner, og der ses mange forskellige kombinationer af visitationsmodeller på

tværs af fag og opgaver. Det gælder både i forhold til servicelovens §§ 83,

83a, 86 samt §§ 112 og 113 og i forhold til sundhedslovens §§ 138 og 140.

For de tværfaglige teams, der etableres på ældreområdet, udgør det en barri-

ere og kilde til irritation, at disse teams ikke kan igangsætte de indsatser, som

de fagligt vurderer er nødvendige, herunder inden for et rehabiliteringsper-

spektiv. De systemer, der er udviklet til dokumentation, understøtter desuden

ikke den tværfaglige indsats med afsæt i borgerens behov. Tværtimod opfor-

drer de til dobbeltdokumentation i det omfang, at der både skal dokumenteres

i forhold til service- og sundhedslovsdelen.

De forsøg med opblødning af BUM-modellen, der aktuelt gennemføres i Dan-

mark, sker inden for de eksisterende rammer og handler altovervejende om at

bringe myndighedsfunktionen tættere på de udførende medarbejdere, dvs. at

kompensere for modellens svagheder via øget dialog og mindre afstand. Det

handler også om at indføre mere fleksible bevillinger som eksempelvis større

pakker, der skal give mere fleksibilitet og indflydelse på tilrettelæggelse af

hjælpen i udfører-leddet.

Et mere radikalt opgør med BUM-modellen, hvor de udførende medarbejdere i

større omfang selv får mulighed for at tilrettelægge indsatsen med afsæt i

borgerens behov, kræver et tæt tværfagligt samarbejde mellem sygeplejer-

sker, terapeuter og social- og sundhedspersonale, samt at sygeplejersker og

terapeuter uddannes og autoriseres til at foretage vurderingen.

Samtidig vil der skulle økonomistyres på nye måder, end det kendes i dag,

hvor økonomistyringen i vid udstrækning sker ved, at en central myndigheds-

afdeling ”udmåler” den indsats, som leverandørerne efterfølgende kan få be-

taling for at levere. Her er det vigtigt, at økonomistyringen understøtter reha-

bilitering. Det er fortsat et indsatsområde både i Danmark og udlandet.

Litteratur

Ankestyrelsen (2004).

Frit valg i ældreplejen – Erfaringer fra landets kommu-

ner

. København: Ankestyrelsen.

Bech, M., Buch, M.S., Kjellberg, P.K. & Kjellberg, J. (2021). Buurtzorg behøver

ikke være økonomichefens værste mareridt. Kommunal Sundhed:

https://www.altinget.dk/sundhed/artikel/vive-buurtzorg-koncept-behoe-

ver-ikke-vaere-oekonomichefens-vaerste-mareridt

Buch, M.S. (2020).

Buurtzorgs model for hjemmesygepleje og hjemmepleje: In-

troduktion til modellen, oversigt over litteraturen og perspektiver for af-

prøvninger i en dansk kontekst

. København: VIVE – Det Nationale Forsk-

nings- og Analysecenter for Velfærd.

Buch, M.S. & Topholm, E.H.-E. (2022).

Ikast-Brande Kommunes ”erantispro-

jekt”: Opsamling af læring, oplevede resultater og opmærksomhedspunk-

ter

. København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for

Velfærd.

Buch, M.S. & Topholm, E.H.-E. (2023).

Evaluering af pulje til faste, tværfaglige

og selvstyrende teams i ældreplejen: Midtvejsrapport

. København: VIVE –

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Dalsgaard, C.T., Foged, S.K. & Lemvigh, K. (2021).

Økonomisk styring af kom-

munalt leveret sygepleje: Inspiration til kommunerne

. København: VIVE –

Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Dalsgaard, C.T., Kjærgaard, M. & Lemvigh, K. (2020).

Økonomisk styring af

hjemmepleje og rehabiliteringsforløb: Inspiration til kommunerne

. Køben-

havn: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Foged, S.K., Topholm, E.H.-E. & Kjellberg, P.K. (2022).

Estimat over antallet af

visitatorer det kommunale ældreområdet. Notat

. København: VIVE – Det

Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Kjellberg, J. & Ibsen, R. (2012).

Træning som hjælp: Økonomievaluering

. Kø-

benhavn: Dansk Sundhedsinstitut.

Kjellberg, P.K. (2010).

Hverdagsrehabilitering i Fredericia Kommune: 1. deleva-

luering

. København: Dansk Sundhedsinstitut.

Kjellberg, P.K. (2012).

Træning som Hjælp: Tidlige projekterfaringer fra Odense

Kommune

. København: KORA – Det Nationale Institut for Kommuners og

Regioners Analyse og Forskning.

Kjellberg, P.K. (2021).

Forsøg med Buurtzorg-modellen i Ikast-Brande Kom-

mune: Midtvejsevaluering af forsøg med Lokalpleje i Bording-Engesvang

København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Vel-

færd.

Kjellberg, P.K. (2023a).

Kaffe først – mennesket før bureaukratiet: Evaluering

af et Buurtzorg-inspireret udviklingsprojekt i Haderslev Kommune

. Køben-

havn: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Kjellberg, P.K. (2023b).

Mere Værdig Pleje: Evaluering af et Buurtzorg-inspire-

ret udviklingsprojekt i Syddjurs Kommune

. København: VIVE – Det Natio-

nale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Kjellberg, P.K. & Buch, M.S. (2022).

Medarbejdersammensætning i Buurtzorg

sammenlignet med den danske ældrepleje. Notat

. København: VIVE – Det

Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Kjellberg, P.K., Buch, M.S. & Anderberg, E.M. (2023).

Nærvær i omsorg: Evalu-

ering af seks kommunale udviklingsprojekter

. København: VIVE – Det Nati-

onale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Kjellberg, P.K., Ibsen, R. & Kjellberg, J. (2011).

Fra pleje og omsorg til rehabili-

tering: Erfaringer fra Fredericia Kommune

. København: Dansk Sundhedsin-

stitut.

Kjellberg, P.K., Kjellberg, J., Navne, L.E. & Ibsen, R. (2013).

Trænende Hjemme-

hjælp i Fredericia Kommune: Organisations- og økonomievaluering

. Køben-

havn: KORA – Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse

og Forskning.

Madsen, M.H., Christensen, I.E., Kjellberg, P.K., Kjellberg, J. & Ibsen, R. (2014).

Gør borgeren til mester i Esbjerg Kommune: Organisations- og økonomi-

evaluering

. København: KORA – Det Nationale Institut for Kommuners og

Regioners Analyse og Forskning.

Maribo, T., Ibsen, C., Thuesen, J., Nielsen, C.V., Johansen, J.S., Vind, A.B.

(Red.). (2022).

Hvidbog om rehabilitering

. 1. udgave. Aarhus: Rehabilite-

ringsforum Danmark.

Petersen, A., Graff, L., Rostgaard, T., Kjellberg, J. & Kjellberg, P.K. (2017).

Re-

habilitering på ældreområdet: Hvad fortæller danske undersøgelser os om

kommunernes arbejde med rehabilitering i hjemmeplejen?

København:

Sundhedsstyrelsen.

Rostgaard, T. (2017).

Frit valg i hjemmeplejen: Arbejdsvilkår for medarbejdere i

privat og offentlig hjemmepleje

. København: KORA – Det Nationale Institut

for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

Socialministeren (2001). 2001/2 LSF 130: Forslag til lov om ændring af lov om

social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale om-

råde og lov om individuel boligstøtte. (Frit valg af leverandør af personlig

og praktisk hjælp m.v.): https://www.retsinforma-

tion.dk/eli/ft/200122L00130

Social- og Indenrigsministeriet (2002). VEJ nr 95 af 09/10/2002: Vejledning

om supplement til vejledning om sociale tilbud til ældre m.fl. efter lov om

social service (Frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp).

https://www.retsinformation.dk/eli/mt/2002/95

Sundhedsstyrelsen (2022).

Visitationsmodeller

. Internt arbejdsdokument udle-

veret til VIVE i forbindelse med denne undersøgelse.

Sundheds- og Ældreministeriet (2015). VEJ nr 9341 af 08/05/2015: Vejledning

om hjælp og støtte efter serviceloven. Vejledning nr. 2 til serviceloven:

https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2015/9341

Topholm, E.H.-E. & Kjellberg, P.K. (2023).

Visitation på ældreområdet: En kvali-

tativ analyse af processer omkring visitation og revisitation

. København:

VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

Vinge, S. & Topholm, E.H.-E. (2021).

Social- og sundhedshjælpere og social-

og sundhedsassistenter i kommunerne: En analyse af udviklingen i uddan-

nelserne, opgaverne og rammerne samt medarbejdernes perspektiv på

området

. København: VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter

for Velfærd.