Ældreudvalget 2022-23 (2. samling)
ÆLU Alm.del
Offentligt
Folketingets Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 4347
Doknr.
711044
Dato
31-05-2023
Folketingets Ældreudvalg har d. 12. maj 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 30
(alm. del) til ældreministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Marlene Harpsøe (DD).
Spørgsmål nr. 30:
Vil ministeren redegøre for sin holdning til anbefalingerne i VIVE´s rapport
"Organisering af BUM-modellen på ældreområdet" og redegøre for, om
ministeren vil arbejde for at sikre, at der sættes forsøg i gang, jf.
anbefalingerne?
Svar:
VIVE’s undersøgelse "Organisering af BUM-modellen på ældreområdet"
bidrager med vigtig og konkret viden om den udvikling, der over tid er sket med
kommunernes organisering af samarbejdet om visitationen af den bevilgede
hjælp, og som bl.a. har sit afsæt i den såkaldte BUM-model. Det er min klare
opfattelse, at VIVE's undersøgelse tydeliggør behovet for at tilrettelægge
ældreplejen på en ny måde.
Med finanslovsaftalen for 2020 og 2021 blev der i to puljer i alt afsat 251 mio.
kr. til forsøg med nye modeller for organisering i hjemmeplejen. Formålet med
forsøgene var bl.a. at afprøve modeller for en mere fleksibel visitation, hvor
medarbejderne i dialog med borgere og pårørende får mere indflydelse på
tilrettelæggelsen af hjælpen, og hvor mindre tid anvendes på administration.
De igangsatte forsøg imødegår således en række af de udfordringer, der er
beskrevet i VIVE’s undersøgelse "Organisering af BUM-modellen på
ældreområdet".
Regeringen ønsker at gennemføre den mest omfattende frisættelse af den
offentlige sektor og grundlæggende ændre den måde, velfærden i dag styres,
dokumenteres, kontrolleres og leveres på. På ældreområdet vil det bl.a.
komme til udtryk i en ny ældrelov, som vil have fokus på større kontinuitet i den
hjælp og pleje, den enkelte ældre modtager, og afskaffelse af al unødigt
bureaukrati og kontrol.
Arbejdet med en ny ældrelov vil bl.a. tage udgangspunkt i de erfaringer
kommunerne har gjort sig med nye organiseringsformer i regi af de to
finanslovspuljer.
1