Ældreudvalget 2022-23 (2. samling)
ÆLU Alm.del
Offentligt
Folketingets Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 986
Doknr.
666768
Dato
22-02-2023
Folketingets Ældreudvalg har d. 26. januar 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
12 (alm. del) til ældreministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 12:
”Kan ministeren bl.a. i forlængelse af artiklen ”Sarahs sosu-mareridt - Beboer
smurt ind i afføring” bragt i Ekstra Bladet den 17. januar 2023 oplyse, hvordan
pårørende, de berørte kommunalbestyrelser og Styrelsen for Patientsikkerhed
bliver gjort bekendt med indberetninger om plejesvigt på private plejehjem,
herunder orienteres om hvordan ledelsen sikrer, at der følges op på evt.
kritisable forhold?”
Svar:
Det er virkelig trist at høre om problemer i vores ældrepleje, som dem der
skitseres i den artikel, spørgeren henviser til. Vores ældrepleje skal være
baseret på faglighed samt gode og tillidsfulde relationer mellem den ældre og
plejepersonalet. Ældre skal have en alderdom med livsglæde, nærvær og
selvbestemmelse, og vi skal alle kunne være trygge ved, at der er den rette
hjælp og omsorg, når man ikke længere er i stand til at klare sig selv i
hverdagen.
Vi har derfor i lovgivningen nogle konkrete ordninger, som skal beskytte vores
ældre mod svigt. Disse gælder også for plejen til de ældre, som benytter deres
frie valg til at flytte ind på et privat plejehjem – det vil sige et friplejehjem. Jeg vil
derfor kort redegøre for reglerne om tilsyn med friplejeboliger samt reglerne om
registrering og indberetning af magtanvendelse.
Kommunernes tilsyn
I serviceloven er der regler om kommunernes tilsyn med friplejeboliger:
Det følger af servicelovens § 151 a, at pligten til at følge op på enkeltsager og
føre tilsyn med friplejeboliger påhviler kommunalbestyrelsen i den kommune,
hvor friplejeboligerne ligger.
Som led i tilsynsforpligtelsen skal kommunalbestyrelsen hvert år foretage
mindst ét uanmeldt tilsynsbesøg i friplejeboligerne. Tilsynet omfatter indsatsen
over for de lejere og beboere, der modtager kommunale serviceydelser.
Tilsynet må ikke varetages af friplejeboligleverandører eller personer, der
udfører opgaver for den friplejeboligleverandør, som tilsynet omfatter.
1