Tilsynet i henhold til grundlovens § 71 2022-23 (2. samling)
§71 Alm.del Bilag 65
Offentligt
2720703_0001.png
Endelig rapport om § 71-tilsynets anmeldte tilsynsbesøg hos
Bryghuset
Svendborg Demensby den 3. marts 2023
1.
Indledning
Den 3. marts 2023 aflagde § 71-tilsynet et anmeldt tilsynsbesøg hos
Bryghuset
Svendborg Demensby (herefter benævnt Bryghuset).
Fra § 71-tilsynet deltog formand Peter Juel-Jensen (V), næstformand
Camilla Fabricius (S), Nanna W. Gotfredsen (M) og Jens Henrik
Thulesen Dahl. Desuden deltog udvalgssekretær Karoline Ove Dahl.
Tilsynet blev mødt af ældrechef i Svendborg Kommune, Kirsten Vie
Madsen, områdeleder Tine Hildebrand, sektionsleder Connie Middelbo
Andersen, sektionsleder Nina Nourani, demensfaglig konsulent og leder
af demensdagcentret Annette Søby, demenskonsulent Charlotte Gehring
tillids- og fællestillidsrepræsentant Marianne Buxbom og
arbejdsmiljørepræsentant Susanne Græns. Tilsynsbesøget indledtes med
et møde, hvor de deltagende fortalte om institutionen, og tilsynet fik
lejlighed til at stille spørgsmål.
Herefter blev tilsynet vist rundt på de afdelinger, hvor personenerne med
demens bor og opholder sig.
Besøget blev afsluttet med et opfølgende møde, hvor medlemmerne
kunne stille opfølgende spørgsmål.
2.
Tilsynet udtaler
Tilsynet finder det særdeles positivt, at Bryghuset har gode fysiske
rammer, og er indrettet med fokus på, at beboerne kan opretholde et
normalt liv med aktiviteter, de kender fra hverdagen uden for Bryghuset.
Tilsynet finder det desuden særdeles positivt, at Bryghuset har særdeles
få magtanvendelser, og at der er pædagogisk fokus på området, ligesom
at de pårørende inddrages i at nedbringe antallet af magtanvendelser.
Tilsynet finder det desuden positivt, at Bryghuset foretager en vurdering
af behovet for ledsagelse e.l., hvis en beboer ønsker at forlade
institutionen, idet tilsynet bemærkede, at udgangene kunne være svære
at gennemskue, særligt for mennesker med demens.
Tilsynet finder det ligeledes positivt, at Bryghuset løbende drøfter
behovet for GPS-sporing af de enkelte beboere.
3.
Kort om Bryghuset
Bryghuset er et plejecenter beliggende i Svendborg by med 125 boliger.
Bryghuset består af en hovedbygning og en sidebygning.
Hovedbygningen kaldes Bryghuset, og indeholder seks demensafsnit,
ældreboliger, gæsteboliger og aktivitetscenter. Sidebygningen kaldes
Bryggerlunden og indeholder to demensafsnit.
6. juni 2023
§ 71-tilsynet
Karoline Ove Dahl
Udvalgssekretær
[email protected]
Tlf. 33373652
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
3337 5500
[email protected]
www.ft.dk
Side 1 | 3
§71, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 65: Endelig rapport for anmeldt tilsynsbesøg den 3/3-2023 på Bryghuset, Svendborg Demensby
4.
Tilsynets rundgang
Efter ankomsten og det indledende møde blev tilsynet vist rundt i
gårdhaven, to beboelsesafsnit, to boliger, demenshaven, aktivitets- og
festhus, værksted, fredagscaféen, biblioteket, motionsrummet, butik- og
wellnessrummet,
”herreværelset” og køkkenet.
Tilsynet fik endvidere lejlighed til at have samtaler med de to beboere,
der viste deres boliger frem. Der var ansatte til stede under samtalerne.
Tilsynet mødte desuden andre beboere, ansatte og frivillige under
rundgangen.
De fysiske rammer fremstod særdeles velholdte og behagelige.
Institutionen har rig mulighed for at understøtte beboernes fysiske- og
kreative udfoldelse, herunder i motionsrummet, i fredagscaféen, hvor der
foregik et musikalsk arrangement under tilsynsbesøget, og i den store
demenshave, der indeholdt mange aktiviteter i form af fodring af høns,
værksted, gåture og ishus.
De fysiske rammer gjorde det muligt for mennesker med demens at gøre
de ting, de normalt ville gøre som f.eks. at gå til frisøren og på
biblioteket mv.
5.
Øvrigt
På det indledende møde fortalte personalet fra Bryghuset, at institutionen
er inspireret af De Hogeweyk i Holland, der også er en demensby.
Grundtanken er, at beboerne med demens skal kunne gøre, hvad de
normalt har gjort i den by, de kommer fra. For at dette kan lade sig gøre,
er gode forhold altafgørende, herunder gode udearealer.
Om forebyggelse af magt fortalte de ansatte, herunder
demenskonsulenten i kommunen, at man jævnligt holder samtaler med
beboere og pårørende, samt underviser personalet i at undgå
magtanvendelser samt at håndtere udadreagerende borgere. Der afholdes
også jævnligt borgerkonferencer, med konsulenter, pårørende, ansatte
mv., hvor de pårørende får lejlighed til at komme med deres synspunkter
til dagligdagen på Bryghuset. Der er desuden fokus på at udsætte f.eks.
hygiejnebehov mv., til beboeren samtykker til hjælpen. Det blev
ydermere oplyst, at Bryghuset anvender musikterapi, som har gode
effekter på beboerne, og som også kan medvirke til, at nogle beboere går
frivilligt med til foranstaltninger, som ellers kunne have krævet
anvendelse af magt i f.eks. hygiejnesituationer.
Der er ingen husorden for beboerne. Bryghuset begrundede dette med, at
der ikke er et konkret behov for en sådan på en institution som
Bryghuset.
Bryghuset har en omsorgsfilosofi, demens i praksis, der bygger på Tom
Kitwoods model, der handler om at skabe et velbefindende hos personen
med demens, som kan fremmes ved, at man har fokus på, om personen
får opfyldt sine grundlæggende psykologiske behov.
Side 2 | 3
§71, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Bilag 65: Endelig rapport for anmeldt tilsynsbesøg den 3/3-2023 på Bryghuset, Svendborg Demensby
Adspurgt oplyste Bryghuset endvidere, at Bryghuset for nyligt har
opdateret deres viden om håndteringen af borgere med seksualiseret
adfærd, og at de også har fokus på at håndtere disse beboere.
Beboerne er fri til at forlade demensbyen gennem udgangen i haven. Det
blev desuden oplyst, at beboere med demens, hvis de selv, eller en
pårørende samtykker til det, kan få installeret en GPS i skoen, således at
det er muligt at finde beboeren igen, hvis vedkommende er faret vild og
ikke kan finde tilbage.
Adspurgt til antallet af klager oplyste institutionen, at der var seks klager
i Svendborg Kommune i 2022. Institutionen havde ikke tal på antallet af
klager angående Bryghuset. Det var Bryghusets opfattelse, at klager ofte
bundede i frustrationer over andre ting, og kunne afhjælpes med dialog
med klageren, som ofte er pårørende.
På det opfølgende møde efter tilsynets rundgang spurgte tilsynets
medlemmer til brug af vikarer. Bryghuset anvender faste vikarer,
herunder også ufaglærte, der udgør 10 % af vikarteamet. Det anses som
en styrke at vikarerne er faste, men ikke som en udpræget ulempe, at der
er ufaglærte i blandt, da det efter institutionens udsagn ofte drejer sig om
personer, der gerne vil ind i faget, såsom f.eks. studerende.
Side 3 | 3