Paragrafområde:
§
12
Forsvarsministeriet
Tiltrådt af Finansudvalget den 18-08-2023
Påtegninger:
Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget finder det kritisabelt, at Finansudvalget skal tage stilling til aktstykker, hvor det ikke fremgår, hvad bevillingen konkret skal anvendes til. SF opfordrer regeringen til i samarbejde med Folketinget, at finde en model for, hvordan udvalgets medlemmer eller alternativt partiformændene kan orienteres i et fortroligt forum, således at aktstykker af denne karakter ikke afgøres i blinde.
På baggrund af Enhedslisten medlem af udvalgets dialog med forsvarsministeren efter aktstykkets oversendelse til udvalget, er EL blevet betrygget i at støtte aktstykket, selvom forsvarsministeren i dialogen med EL's medlem ikke har kunnet oplyse yderligere om sagen, end hvad der fremgår af aktstykket, idet forsvarsministeren har henvist til den sikkerheds- og udenrigspolitiske situation.
Forsvarsministeren har endvidere har tilkendegivet over for EL, at aktstykket bevilger transport, som forsvarsministeren formoder, at EL ville støtte, hvis EL kunne blive bekendt med den konkrete transport.
EL kan acceptere dette i den konkrete sag, og EL støtter derfor aktstykket. EL må dog samtidig anføre det principielt problematiske i, at Finansudvalget anmodes om at bevilge tiltag, som hverken Finansudvalget eller Folketingets øvrige kontrolinstanser, herunder f.eks. Udenrigspolitisk Nævn, får indblik i. EL vil også fremover stille sig kritisk over for denne slags procedurer og opfordre til, at de hører til de absolutte sjældenheder. EL vil desuden imødese tiltag, der kan skabe mere åbenhed på området fremover, og opfordrer regeringen til i samarbejde med Folketinget, at finde en model for,
hvordan udvalgets medlemmer kan orienteres om konkret indhold af aktstykker i et fortroligt forum.