Fremsat 06-10-2022
Ministerområde:
Sundhedsministeriet
Med lovforslaget skærpes strafferammen for ulovlige omskæringer ved at fastsætte en særskilt bestemmelse herom i autorisationsloven. Strafferammen er fængsel i indtil 1 år. Forslaget sikrer samtidig entydigt hjemmel til, at sundhedspersoner kan videregive oplysninger til bl.a. politiet uden samtykke.
Muligheden for tværkommunalt samarbejde i den kommunale hjemmesygepleje styrkes, herunder de kommunale akutfunktioner, og muligheden for tværkommunalt samarbejde, som det i dag kendes fra et frikommuneforsøg, der udløber ved udgangen af 2022, udbredes til hele landet.
Desuden ændres rapporteringspligten af utilsigtede hændelser, så der fremover alene skal være pligt til at rapportere utilsigtede hændelser med alvorlig eller dødelig konsekvens, potentielt alvorlig eller dødelig konsekvens samt øvrige hændelser, hvor sundhedspersonen vurderer, at der er et læringspotentiale.
Med lovforslaget ophæves Styrelsen for Patientklagers forpligtelse til at udarbejde en årsberetning.