Spm. nr. US 54

Tak, formand. Tak til statsministeren for at lægge ud. Jeg var rigtig glad for det, som statsministeren sagde. Jeg vil gerne vende tilbage til det tema, al den stund at statsministerens parti jo som en af sine lidet flatterende stunder i sidste uge var med til at forhindre, at vi her i morgen kan have en hasteforespørgsel netop om, hvad der egentlig er bevæggrunden for, at man vil afvikle forsvarsforbeholdet.

Så jeg er glad for, at statsministeren beredvilligt stiller sig til rådighed i dag, for jeg tror, at der er rigtig mange, der som mig ikke rigtig kan finde ud af, hvad det egentlig er, statsministeren og hendes venner i EU-partierne vil uden et forbehold. Vi hører noget om, at det handler om at være i hjertet af EU, og det giver jo unægtelig nogle konnotationer a la Helle Thorning-Schmidt, der også var european by heart og ville af med alle forbehold. Er det det, statsministeren forestiller sig – nu tager vi det ene, og så tager vi det næste bagefter? Eller hvad er det, det her skal føre til?

Hun taler om, at det handler om nogle europæiske værdier. Altså, er det de værdier, man almindeligvis bruger til at lave flygtningekvoter og lukke dissidentradiokanaler ned? For der bruger man også de værdier som begrundelse. Så hvad er det præcis, vi skal bruge den her EU-militærkonstruktion til i forhold til de her europæiske værdier?

Så hørte jeg lige, at hun har haft hele spinkontoret i gang og fundet på et smart slogan. Det handler om at have sammenhold frem for forbehold. Men hvem er det så, vi skal være sammen med? Altså, hvad er det, det skal bruges til? Jeg ved jo, at statsministeren sammen med sin franske kollega, Macron, deler et meget, meget stort engagement i det afrikanske kontinent, som også Socialistisk Folkepartis formand var inde på tidligere. Altså, er det flere af den slags militære engagementer, man har haft fra EU's side – Mali, Somalia, Den Centralafrikanske Republik, Sahel osv.? Er det det, danske tropper med 12 stjerner på skulderen skal bruges til fremadrettet i en eller anden EU-militærkonstruktion?

Og hvad med NATO? Altså, jeg er meget optaget af NATO, og jeg mener, at det er der, Danmarks frihed og sikkerhed er garanteret. En fjerdedel af EU's medlemslande er ikke i NATO. Det væsentligste NATO-land er ikke i EU. Hvordan vil man undgå, at det her fører til en splittelse af NATO?

Alle de ting havde jeg jo håbet at vi kunne have talt om i en hasteforespørgsel; nu bliver det så på 3 minutter, men det er da en begyndelse.

Tak. Statsministeren, værsgo.

NATO er, når vi taler om forsvars- og sikkerhedspolitik, absolut det vigtigste. Og det er takket være NATO, og det er takket være vores stærke transatlantiske bånd, at vi nu i generationer – de fleste af os europæere – har kunnet leve i fred, sikkerhed og tryghed. Så intet må underminere og intet må udfordre NATO i min optik. NATO er det vigtigste.

Så er der en enighed i NATO om, at vi i en ny virkelighed, hvor der opstår nye sikkerhedspolitiske udfordringer – mange af dem grundet Putin, op mod Arktis, ind i Afrika, Balkan, lige nu mest alvorligt Ukraine og for kort tid siden Belarus, men jo også nye udfordringer ud i Asien – bliver nødt til i kredsen af NATO-lande at gøre de fleste ting i fællesskab, men også at kunne sætte ind særlig i vores egne nærområder eller der, hvor der måtte være særlige ting på spil. Det er vi enige om i NATO. Derfor er der en enighed i NATO om, at både Europa og det nordamerikanske kontinent skal gøre mere for vores fælles sikkerhed. Det gør amerikanerne og canadierne på deres måde, og det gør vi europæere på vores måde. Så inden for rammen af NATO er der enighed om at styrke vores sikkerhedsengagementer.

Så svaret på alle de mange spørgsmål er i virkeligheden det samme og egentlig ret enkelt. Når Putin truer ikke bare Ukraine, men hele den vestlige verden og hele vores sikkerhedsstruktur, skal vi gøre mere. Derfor skal vi bruge flere penge på vores forsvar. Derfor skal vi af med forbeholdet. Og det er, ja, en markering af, at Danmark vil være med, tage vores ansvar og løfte vores ansvar med de mennesker og de lande, med hvem vi deler værdier – om frihed, demokrati og vores befolkningers tryghed og sikkerhed.

Morten Messerschmidt.

I kredsen af NATO-lande, siger statsministeren, men det er jo ikke EU. Østrig, Irland, Sverige, Finland, Malta og Cypern er jo EU-lande, men ikke NATO-lande, og det væsentligste europæiske NATO-land, nemlig Storbritannien, er ikke et EU-land. Det er i øvrigt noget, der også gælder for Norge og andre lande, f.eks. Island. Så hvordan i alverden skal det her fungere, hvis det skal være en del af NATO?

Jeg har noteret mig, at Stoltenberg har været ude og advare imod, at man i EU laver de samme separate kommandostrukturer, men hvordan skal man have en EU-hær, der skal komplementere NATO-medlemmer med ikke NATO-medlemmer, uden at have en selvstændig kommando? Det giver jo ikke nogen mening. Så det lyder meget fint, og jeg kan jo også høre, at det er fuldstændig synkroniseret blandt EU-partierne, og at det er det, man siger, men hvordan vil man i den praktiske virkelighed sørge for, at resultatet af den her EU-hær, som vi jo i går på forsiden af Jyllands-Posten kunne se virkelig begynder at tage form, ikke netop bliver en splittelse af NATO?

Statsministeren.

Det må det aldrig nogen sinde blive. Det er jo helt rigtigt, at de europæiske lande fordeler sig; der er nogle, der er medlemmer af NATO, andre er medlemmer af EU, og så er vi heldigvis nogle, der er medlemmer begge steder. Jeg vil af hele mit hjerte og med hele min forstand til enhver tid kæmpe for, at Danmark er begge steder. I øvrigt håber jeg jo på, at bevægelsen i Vesten bliver mere Vesten og ikke mindre. Enegang, isolation og trækken sig tilbage støtter og understøtter kun én, nemlig Putin. Men jo mere vi rykker sammen, står sammen om sanktionssporet i vores hjælp til Ukraine, i vores håndtering af flygtningekrisen og i vores forsvar, hvad enten det er det nationale forsvar, vi har valgt at styrke i Danmark, eller det er vores NATO-forsvar, jo bedre er det.

Vi skal ikke have en EU-hær, ligesom vi i øvrigt heller ikke skal have en NATO-hær. Vi har et dansk forsvar, som vi kan vælge at bruge i FN-sammenhæng, i NATO-sammenhæng, i en kreds af allierede – det har vi gjort nogle gange – og også gerne sammen med vores europæiske kollegaer. Men dansk forsvar skal være et dansk forsvar.

Morten Messerschmidt for det sidste spørgsmål.

Men Macron vil have en EU-hær, Merkel ville have en EU-hær, Europa-Kommissionen vil have en EU-hær, Europa-Parlamentet vil have en EU-hær. Når nu det er den vej, EU bevæger sig, hvorfor så ikke holde fast i forbeholdet? Det, man taler om i Bruxelles – og jeg ved jo, at statsministeren kommer der ofte – er det om europæisk autonomi, altså uafhængighed. I Bruxelles har man en hed drøm om at kunne udgøre en modpol til ikke bare Putin, Xi Jinping osv., men også til amerikanerne, for at man kan gennemføre sine egne operationer, så man kan komme på togt i Afrika osv., som Macron gerne vil, så man kan alle mulige andre ting, som Merkel og Scholz gerne vil. Men det er jo netop en EU-hær. Så hvordan forhindrer Danmark en splittelse af NATO ved at afskaffe et forbehold, som vil bane vejen for, at vi kan blive en del af et EU-militærprojekt, som vil splitte NATO? Det giver jo ingen mening.

Statsministeren.

Jeg har et par ting. Jeg forstår faktisk ikke, at man i Dansk Folkeparti i den situation, som vi står i lige nu, hvor der er krig på vores eget kontinent – en gammeldags angrebskrig med enorme konsekvenser – bruger sin tid på at sætte os i modsætning til andre europæere. Der er da kun en, vi skal stå i modsætning til lige nu, og det er Putin. Det er Putin, der underminerer Vesten, og som vil underminere Vesten. Han får ikke lov til det, han kommer ikke til at lykkes med det, men det er det, han vil. Det er Putin, der angriber. Det er os andre, der forsvarer og samler os.

Vi skal selvfølgelig have en diskussion om det her, og det er jo helt fair, at vi kan være uenige om det, men 1) vi skal ikke have en EU-hær, 2) vi skal ikke overgive det danske forsvar til andre. Men når vi har et forsvar, som kan det, som det danske forsvar kan, og når vi trods vores geografisk ringe størrelse er villige til fra dansk side at påtage os et globalt ansvar, så synes jeg, at vi skal gøre det. Og når vi har Putin, der angriber, skal Vesten i mine øjne stå sammen og stå stærkere sammen, end vi har gjort hidtil.

Tak til hr. Morten Messerschmidt.

Vi går videre til fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.