Først vil jeg give spørgeren ret i, at det var en god diskussion, vi havde. Vi bliver nødt til lige at få klargjort, hvad der menes, når spørgeren siger, at vi delte erfaringer, så det ikke kan blive oversat til erfaringer med brugen af cannabis eller nogen andre former for euforiserende stoffer, for med det har jeg ingen erfaringer selv gjort, og jeg har heller ikke nogen planer om at gøre mig – kan man sige – erfaringer i at udfolde mig med den slags aktiviteter. Og det er helt rigtigt, og det erkender jeg blankt, at jeg har et utrolig anstrengt forhold til alle stoffer og al stofindtagelse, herunder også cannabis – og det er der mange forskellige årsager til.
Hvis vi kigger på cannabis, har jeg jo i virkeligheden to store bekymringer. Den ene er, at ganske mange af vores unge også bliver afhængige af det. Det medfører ikke noget som helst godt; tværtimod ødelægger det et godt ungdomsliv at have en afhængighed. Den anden bekymring er jo, at når man går ned og køber i dag – og det er ligegyldigt, om man køber kokain eller hash eller noget tredje – så understøtter man det mest kriminelle, der er i Danmark, nemlig bander og rockermiljøet, og er dermed en del af den organiserede kriminalitets fødekæde, også økonomisk. Det vil jeg gerne have meget mere frem i debatten; for det er mig faktisk lidt uforståeligt, at der ikke er flere danskere, der tænker, at de hellere må lade være, for det er jo banderne eller rockerne, der vinder på det her.
Når det så er sagt, har jeg jo selv f.eks. været tilhænger af at afkriminalisere de misbrugere, der er allerhårdest ramt, altså sådan, at politiet ikke skal bruge tid på f.eks. at jagte vores allerhårdeste stofmisbrugere på Vesterbro. Jeg har selv været meget stærk tilhænger af fixerum – det hedder vist sundhedsrum, men det var nu et fixerum, vi dengang påbegyndte diskussionen af, og det står jeg fuldstændig ved – for at beskytte de allermest udsatte.
Min holdning til cannabis har ikke forandret sig, siden vi stod her, og jeg har stadig væk mange bekymringspunkter, må jeg bare være ærlig at sige. Jeg ved godt, der er mange, der har det modsat.