Spm. nr. US 2

Tak. Qujanaq. »Danskernes billede af Danmark som en velmenende kolonimagt er helt ude af trit med den koloniale opførsel, jeg selv oplevede i Grønland, da jeg arbejdede der ...«, skrev danske Rasmus Theisen til Information den 3. november. På det seneste har der på de grønlandske sociale medier været drøftelser om Grønlands integrationssystem. Der er nemlig kommet en del kritik af tilflyttede danskeres opførsel, men den kritik kommer fra tilflyttede danskere selv. De forsøger nu at gøre opmærksom på, at dette emne, vi som grønlændere ofte forsøger at få sat ord på, rent faktisk ikke bare er noget, der er taget ud af den blå luft.

Jeg har stor respekt for statsministerens ageren på Grønland med større inddragelse i udenrigspolitisk regi og samarbejdsvillighed i forhold til organisatoriske og strukturelle problemer, vi står over for. Jeg synes til gengæld også, det er vigtigt, at vi ser på det nære og det menneskelige i samarbejdet mellem det grønlandske og det danske folk. For det er en realitet, at de postkoloniale strukturer stadig ses i vores samfund, og derfor mener vi i Siumut, at vi skal dykke helt ned i nogle af de her problemstillinger og undersøge mulighederne for en grønlandsk integrationspolitik, for som vi ved, er udlændinge- og integrationsområdet et dansk ansvarsområde.

Danske statsborgere, der flytter til Grønland, har dog ikke mulighed for at blive integreret i samfundet; der stilles ingen krav, og de fleste lærer ikke det grønlandske sprog. Omvendt skal grønlændere, der flytter til Danmark, mestre det danske sprog, og samtidig forventes det, at de kan navigere i et helt andet land uden yderligere muligheder for integration, idet man allerede er dansk statsborger.

Jeg vil af den årsag gerne høre statsministerens holdning til emnet. Vil regeringen være interesseret i at bringe manglen på integrationsområdet og integrationspolitik op med naalakkersuisut, således at Folketinget i samarbejde med Inatsisartut kan få udarbejdet en lov omkring dette?

Statsministeren.

Altså, jeg tør ikke på stående fod sige, om vi har behov for lovgivning på det her område, men jeg tror, det er helt rigtigt at diskutere, hvordan vi møder hinanden. Det kan være i det grønlandske møde med Danmark – der er jo ganske mange med grønlandske rødder, der bor i Danmark enten en del af livet, fordi man ofte går i skole, læser og uddanner sig her, eller måske slår sig ned efterfølgende, fordi man har familie her, eller af andre årsager. Og der er jo også ganske mange danskere, der ofte undervejs i arbejdslivet heldigvis kommer til Grønland og bidrager positivt til det grønlandske samfund. Vi ved jo, at kultur og traditioner er noget af det sværeste at forandre, både positivt og negativt. Det er positivt, fordi vi er funderet i vores egne rødder, og det mener jeg personligt er rigtig positivt, og det kan være negativt, når vi ikke formår at møde hinanden pragmatisk, nuanceret og ordentligt, hvilket jeg egentlig hører spørgeren efterspørge.

Så jeg synes, det er en relevant diskussion. Helt grundlæggende er det jo afgørende, at vi møder hinanden med respekt, ligegyldigt om det er i Grønland, på Færøerne eller i Danmark, og ligegyldigt hvilken funktion vi måtte have i forhold til hinanden. Det er det, der er det grundlæggende. Og hvis det ikke fungerer alle steder, er det jo klogt at have diskussionen om det.

Aki-Matilda Høegh-Dam, værsgo.

Der er netop en diskussion om det i Grønland, idet vi har nogle strukturer, der gør sig gældende, og som gør, at det somme tider kan være svært ikke at begå sig på anden vis, og det er nogle af de strukturer, vi sætter sammen med det postkoloniale. Når man kommer til Grønland, er der rigtig mange i det grønlandske samfund, der desværre har en tendens til at skulle se op til det at være dansk, og nogle, der kommer til Grønland, har måske en årsag til at tage til et andet land – f.eks. at opleve noget nyt – og de har jo også brug for en eller anden form for navigering i det nye samfund, de kommer til.

Derfor kommer Siumut ind og siger: Vi er ikke her for at pege fingre, men vi er her for at se på løsningsforslag. Vi tænker, at det er vigtigt, at vi går ind og kigger på integrationsmulighederne, idet der ikke eksisterer integrationsfunktioner, da vi har samme statsborgerskab – men vi er to forskellige folk. Jeg vil gerne høre, om statsministeren kan se en mulighed for, at vi udvikler en form for politik om det emne.

Statsministeren.

Jamen altså, grundlæggende tror jeg på, at hvis der er en udfordring, skal vi også søge at løse den, og det vil vi selvfølgelig meget gerne være med til at diskutere hvordan vi gør. Der er vel i virkeligheden to spørgere i dag, der kredser om det samme, nemlig at det ikke altid er let i hverdagen at få det her samarbejde til at fungere. Det er det jo heller ikke, kan man sige, på et overordnet politisk niveau, for der er også en gang imellem konflikter.

Jeg synes nu, at vi får håndteret udfordringerne – i al beskedenhed – klogt i de her år, fordi vi er i gang med at udvikle vores rigsfællesskab og jo ikke lægger til grund, at fordi rigsfællesskabet så ud på en bestemt måde for 10 år siden eller for 25 år siden, skal det også blive ved med at se ud på den måde, det gjorde. For landene forandrer sig, verden forandrer sig, klimaforandringerne er kommet til, og så skal vi også få rigsfællesskabet til at bevæge sig.

Men jeg synes, at der i begge spørgsmål i dag ligger, at der en gang imellem kan være nogle problemer på det helt menneskelige plan. Et af de problemer, jeg er blevet konfronteret med, er, at det heller ikke nødvendigvis er let som ung grønlænder at komme til Danmark og skulle gå i gang med at læse, og måske er man her alene. Det er nogle udfordringer, som jeg mener vi godt kan håndtere, hvis vi vil.

Sidste spørgsmål, værsgo.

Det ser vi meget positivt på, også fordi statsministeren selv har udtrykt stor velvillighed over for et styrket samarbejde i kongeriget. Vi fra Siumut mener, at de her problematikker er noget af det, der skaber de her gnidninger mellem befolkningsgrupperne, og som netop er meget ærgerlige. Som den grønlandske kunstner Josef Tarrak har sagt: Det kan være, at vi er multikulturelle, men vi er ikke interkulturelle. Der er grupperinger i samfundet i Grønland, og det synes jeg at vi fra Folketingets side, fordi det er et dansk ansvarsområde, bliver nødt til at få kigget på.

Sidste spørgsmål handler om, at der var en undskyldning til eksperimentbørnene i den sidste udvidede spørgetime, vi også var med i, og der var der også forhåbninger om, at det ville føre til mere, så det ikke kun var en skriftlig undskyldning. Er der planer om, hvornår det kunne ske?

Statsministeren.

Jeg hører i virkeligheden, at der er en fælles interesse i, at vi også fysisk, kan man sige, får understreget den undskyldning, som jeg mener berettiget er givet til den gruppe af såkaldte eksperimentbørn, som jo har oplevet meget, meget alvorlige konsekvenser af de beslutninger, der blev truffet dengang. Derfor er jeg også i kontakt med formanden for naalakkersuisut, i forhold til hvornår et fysisk arrangement kan gennemføres, og det vil jeg mene vil være bedst at gennemføre i Grønland.

Tak for det. Så er spørgsmålet slut.

Næste spørger er hr. Edmund Joensen. Værsgo.