Tak for et, synes jeg, rigtig godt spørgsmål. Det er jo rigtigt, at alting starter og slutter med viden og med relationer. Vi har et unikt rigsfællesskab; mange mennesker misunder os det og ser også på det med en vis forundring, for der er ikke rigtig andre, der har samme konstruktion, som vi har.
Jeg vil gerne kvittere for ordene, der siges, også i forhold til Kontaktudvalget. Vi er jo i gang med at udvikle rigsfællesskabet i fællesskab, og når sikkerhedspolitikken rykker op på dagsordenen i Arktis, skal rigsfællesskabet kunne håndtere det, og det oplever vi at vi har et rigtig, rigtig godt og tillidsfuldt samarbejde omkring. Men det starter med viden, og det starter med kendskab til hinanden.
Jeg skulle selv være endog meget voksen, før jeg fik lejlighed til at besøge både Grønland og Færøerne, og sådan tror jeg egentlig at der er mange der har det. Så det vil være godt at udbrede kendskabet til alle dele af rigsfællesskabet. Jeg ved, at der er et arbejde i gang i Undervisningsministeriet i forhold til selve undervisningen og undervisningsmateriale, og jeg tror, at det udvalg snart er færdig med sit arbejde, og så har vi jo forhåbentlig nogle konkrete idéer at diskutere videre på.
Så er det jo altid sådan, at der måske er en tendens til, at der i vores offentlighed er mere fokus på de negative ting og de problemer, der er, og ikke på alt det, der fungerer godt. Og der har vi måske en fælles opgave i også at få fremhævet, hvor meget Danmark vinder ved, at der bor mange mennesker i Danmark både med færøsk og grønlandsk afstamning og med færøske og grønlandske rødder, som bidrager meget, meget positivt til vores samfund.