Spm. nr. US 1

Tak, og også tak for bemærkningerne om tiltrædelsen af Parisaftalen. For nylig blev et kontaktudvalg mellem regeringerne i Grønland, Danmark og Færøerne nedsat. Formålet er at inddrage Grønland og Færøerne mere i udenrigs- og sikkerhedspolitik. Ønsket om en tættere inddragelse og et mere ligeværdigt samarbejde deles af et bredt flertal hjemme i Grønland, og samtidig foregår der rigtig meget på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Men når andre lande bejler til Grønland, bliver vores interne forhold mellem hinanden også sat under lup. Med andre ord: Er der nok fællesskab i rigsfællesskabet?

Det er en kendsgerning, at danske unge higer efter mere viden om deres rigsfæller i Grønland. De er ikke tilfredse med den udbredte uvidenhed, og de italesætter det også gerne via læserbreve. En undersøgelse fra Epinion har vist, at kun 44 pct. af grundskoleelever har modtaget undervisning om Grønland i de danske folkeskoler. Imens ved vi, at alle børn hjemme i Grønland får kendskab til det danske samfund og undervisning i sproget dansk igennem stort set hele folkeskolen. Det er skævt, og det er ikke særlig værdigt, at der er en så ulige viden om hinanden i rigsfællesskabet.

Når medierne på samme tid kun i begrænset omfang interesserer sig for Grønland, har vi så i Folketinget gjort nok? Hvis vi tillader os at hæve os lidt op i helikopteren, må vi også blot konstatere, at viden og interesse for hinanden er vigtigt i et strategisk perspektiv. Det leder mig til det første spørgsmål: Hvordan vil regeringen styrke viden om Grønland over for børne og unge i de danske folkeskoler, og hvordan vil man være med til at sikre, at et bredere publikum også får positive historier om Grønland via medierne?

Statsministeren.

Tak for et, synes jeg, rigtig godt spørgsmål. Det er jo rigtigt, at alting starter og slutter med viden og med relationer. Vi har et unikt rigsfællesskab; mange mennesker misunder os det og ser også på det med en vis forundring, for der er ikke rigtig andre, der har samme konstruktion, som vi har.

Jeg vil gerne kvittere for ordene, der siges, også i forhold til Kontaktudvalget. Vi er jo i gang med at udvikle rigsfællesskabet i fællesskab, og når sikkerhedspolitikken rykker op på dagsordenen i Arktis, skal rigsfællesskabet kunne håndtere det, og det oplever vi at vi har et rigtig, rigtig godt og tillidsfuldt samarbejde omkring. Men det starter med viden, og det starter med kendskab til hinanden.

Jeg skulle selv være endog meget voksen, før jeg fik lejlighed til at besøge både Grønland og Færøerne, og sådan tror jeg egentlig at der er mange der har det. Så det vil være godt at udbrede kendskabet til alle dele af rigsfællesskabet. Jeg ved, at der er et arbejde i gang i Undervisningsministeriet i forhold til selve undervisningen og undervisningsmateriale, og jeg tror, at det udvalg snart er færdig med sit arbejde, og så har vi jo forhåbentlig nogle konkrete idéer at diskutere videre på.

Så er det jo altid sådan, at der måske er en tendens til, at der i vores offentlighed er mere fokus på de negative ting og de problemer, der er, og ikke på alt det, der fungerer godt. Og der har vi måske en fælles opgave i også at få fremhævet, hvor meget Danmark vinder ved, at der bor mange mennesker i Danmark både med færøsk og grønlandsk afstamning og med færøske og grønlandske rødder, som bidrager meget, meget positivt til vores samfund.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak. Når Grønland og vores konstruktion med rigsfællesskabet bliver diskuteret internationalt, f.eks. i FN, så bliver vi fremhævet som en rollemodel, særlig når vi taler om oprindelige folks rettigheder. Vores selvstyre bliver set på med stor beundring, og vores model bliver fremhævet som det gode eksempel. Grønlænderne udgør en majoritet i det grønlandske samfund, vi har eget selvstyre, vi har vores eget geografiske område, og vi har ret til vores eget officielle sprog. Det er rammer, som mange oprindelige folk rundtomkring i verden beundrer og misunder, som statsministeren også var inde på. I de lande oplever de til gengæld marginalisering og stigmatisering fra de lande, som tidligere har koloniseret dem.

Når man kommer fra Grønland eller fra Danmark, ved man også godt, at det ikke altid er rosenrødt internt mellem Grønland og Danmark, og måske lever vi ikke altid op til den beundring. Men hvad kan vi gøre i fællesskab i forhold til både at fremme det gode billede, som vi er for andre lande, men også internt for at fremme den gode relation til hinanden?

Statsminister.

Jamen det er jo rigtigt, at det ofte fremhæves globalt, hvordan vi får tingene til at fungere i rigsfællesskabet. Og det er jo i det hele taget kendetegnende for ikke alene rigsfællesskabet, men også for Danmark, at vi på den internationale scene ganske ofte bliver fremhævet som et foregangsland. Det gør vi også på klimaområdet, og det kan vi jo være stolte af, og det mener jeg også vi skal være stolte af i rigsfællesskabet.

Men det betyder ikke, at der ikke er udfordringer og problemer. Og jeg hører jo også dårlige vittigheder om grønlændere i Danmark. Jeg oplever i øvrigt også grønlændere, der fortæller om racisme i Danmark fra – nu skal man efterhånden passe på med, hvad man siger – oprindelige danskere, men også fra andre, der er kommet hertil. Jeg har ikke forstået, og jeg er heller ikke sikker på, at jeg vil forstå, at der sådan skal være etniske hierarkier, hvor man så sparker nedad på nogle andre, men det oplever man altså, og det skal vi jo i fællesskab sige fra over for. Og så tror jeg sådan set, det er rigtigt, at vi skal sørge for, at det bliver en almindelig del af det at gå i skole i Danmark, at man også lærer om rigsfællesskabet. Det er i hvert fald et naturligt sted at starte, synes jeg.

Fru Aaja Chemnitz Larsen for et sidste spørgsmål, værsgo.

Tak. For nylig modtog Niviaq Korneliussen Nordisk Råds litteraturpris som den første fra Grønland. Hendes tale var til børn og unge, som tænker på at begå selvmord, og det berørte rigtig mange af os hjemme fra Grønland dybt. Vi kender alle en, der har begået selvmord, og Grønland har verdens højeste selvmordsrate. Selvmord er et meget kompliceret problem, som også kræver mange forskellige tiltag. Kolonitiden og tabet af identiteten, tabet af kulturen, er helt sikkert en medvirkende faktor i forhold til de mange selvmord i Grønland. Det viser statistikken i hvert fald. Men som Niviaq også påpeger, er det lige så meget vores velfærdssystem hjemme i Grønland. Jeg er meget fortaler for, at vi hjemme i Grønland italesætter problemstillingen, og at vi på den måde også er med til at forebygge selvmord i Grønland. IA i Folketinget har peget på en stramning af våbenlovgivningen, som vi har ansvar for her i Folketinget, og vi har også peget på behovet for en selvmordslinje til efterladte og sårbare. Er det noget, som statsministeren vil bakke op om her i Folketinget?

Statsminister.

Først og fremmest tillykke med prisen til, jeg tror godt, man kan tillade sig at sige: hele Grønland. Det er stort og er jo en bred anerkendelse af den kunstneriske scene, som jeg oplever virkelig er i fremdrift i Grønland, ikke kun litterært, men også filmisk og på andre områder. Det er rigtig godt og rigtig stærkt og dejligt, at det bliver anerkendt med en af de vigtigste litteraturpriser, så det tror jeg vi alle sammen glæder os over.

Der er ikke meget at glæde sig over, når vi taler selvmord. Det er på alle mulige måder sorgfuldt og traumatisk og har en meget, meget stor indflydelse på hele det grønlandske samfund, for som spørgeren siger: Alle i Grønland kender en, der har begået selvmord. Alt, hvad vi kan samarbejde om på det område, alt, hvad vi kan bistå med, ønsker vi selvfølgelig at gøre.

Spørgsmålet er slut. Derfor siger vi tak.

Den næste spørger er Aki-Matilda Høegh-Dam. Værsgo.