Altså, vi skal tage godt imod de ukrainske flygtninge, og vi skal slå hårdt ned på de grådige arbejdsgivere, de kyniske mellemhandlere, og det skal vi af hensyn til det enkelte menneske, der flygter fra Ukraine, vi skal gøre det for at forsvare vores ordnede og regulerede arbejdsmarked og undgå at ryge ind i sådan en nedadgående spiral, men vi skal også gøre det for at sikre fair og lige konkurrencevilkår, sådan at de gode og regulære firmaer også har en chance. Konklusionen er, at vi aldrig skal acceptere, at en ny arbejdende underklasse vokser frem.
Alligevel kan vi se nu her på både Jobnet, Jobindex og Facebook, at der kommer annoncer frem om det. En af dem står jeg med her, og det er sådan nogle annoncer, hvor man – den her er så fra Work in Denmark – tilbyder lønninger på mellem 11.200 kr. og 13.500 kr. for en 40 timers arbejdsuge, og så koster det i øvrigt den enkelte ukrainer 750 kr. at få lov til at få anvist et job. Andre annoncer er fra et firma, der hedder Arbejdsudleje, og begge steder opererer man altså med timelønninger, der ligger på mellem 70-85 kr. i timen, altså i omegnen af det, vi giver en ungarbejder i Danmark.
Jeg kan se, at lektor Jens Arnholtz til Fagbladet 3F siger, at udenlandske arbejdstagere har et meget lille forhandlingsrum. Det skal forstås sådan, at det her er grundlønninger, men de har ikke på samme måde som danske lønmodtagere mulighed for at forhandle sig til højere lønninger. Professor Jacob Nielsen Arendt siger også til Fagbladet 3F, at det her kan ramme familier og børn, hvis de er nødt til at leve i den slags armod over en længere periode. Over for det står så ejeren af Arbejdsudleje, Andreas Kauders, der for det første ikke ser nogen problemer, og som bare siger: Vi tilbyder billig arbejdskraft til vores kunder. Så hvad er det, vi kan gøre for at ramme dem?