Tak for det. Hvis jeg havde sat en konkret dato på, var der røget et brev rundt, vil jeg sige. Sådan plejer det at være – det er først lige til sidst, man lægger kalenderen klar. Men jeg forstår sagtens spørgsmålet, for vi har jo haft en ekspertgruppe, der har arbejdet, og vi har været meget optaget af – i øvrigt i fællesskab med hinanden og med en stribe andre partier her i Folketinget – at få rettet op på nogle af de ting, der ikke fungerer godt med 12-skalaen. Og det skal vi helst nå, også inden for en overskuelig fremtid, men så har vi været ramt af corona og alt mulig andet, som jo er ved at være overstået. Derfor kan vi jo begynde at arbejde videre med nogle af tingene.
Det er ikke helt ukompliceret at lave en ny karakterskala, skulle jeg hilse at sige, og det er utrolig vigtigt, at vi rammer rigtigt, for det har stor betydning for den enkelte elev og strukturelt for vores samfund, hvordan vi griber det an. Jeg synes, og det tror jeg for så vidt vi har en stor grad af enighed om, at der er for få trin på midten, at der måske er for få trin i det hele taget; men særligt på midten gør det rigtig av, at der er så langt mellem trinnene, som der er. Man føler, at man skal kæmpe og kæmpe og kæmpe derudad, uden at man flytter sig overhovedet karaktermæssigt.
Så er der nogle problemer i toppen af skalaen, og der er altså også nogle problemer i bunden af skalaen, hvor man ikke kan mærke progressionen i sin faglige udvikling på samme måde, som man kunne med den gamle skala. Trinbeskrivelserne er negativt formuleret – virkelig en dårlig idé. Altså, man kan sige, at problemkomplekserne synes jeg egentlig er til at tage at føle på, og så handler det jo så om at få fundet, hvad det så er, vi sætter på af tal i stedet for, som løser de problemer.
Så jeg er egentlig ret fortrøstningsfuld, i forhold til at vi nok skal komme i mål, og jeg er egentlig også glad for utålmodigheden, for det gælder jo også om at komme derudad. Men der er altså også lige sådan et stykke værkstedsarbejde, der virkelig skal laves for, at vi får gjort tingene rigtigt og ordentligt.