Tak for det. Tak for svaret, og jeg vil også gerne kvittere for det samarbejde, der har været, og vi er også glade for den aftale, der er. Men der er jo nu bare en udfordring, og det var faktisk også sådan, at det var en anden minister, jeg havde kaldt herned for at besvare spørgsmålet omkring det her med elafgiften, nemlig klima-, energi- og forsyningsministeren, og det var, fordi vi nu sidder og forhandler, om man skal give en hjælpepakke på grund af de her høje energipriser. Det er jo faktisk sådan, at rigtig mange danskere nu oplever, at det er rigtig svært at få økonomien til at hænge sammen. Hvis man eksempelvis bor i et hus på 100 m² – to voksne og to børn – og hvis man har et gasfyr, har man oplevet, at man har fået en merpris på 1.230 kr. om måneden, og det er jo altså vel at mærke efter skat. Hvis man derimod har elopvarmning, altså med elpaneler, har man fået en merudgift på 1.880 kr. om måneden, vel at mærke også efter skat. Så det løber virkelig op, og det er jo næsten 6.000 kr., det bare på få måneder kan løbe op i med elvarme.
Så er det rigtigt, at vi har været en del af en aftale, hvor vi også håndterer nogle af de her udfordringer, men det, der så ligger lidt i det, er jo, at regeringen i de forhandlinger, vi sidder med, lægger op til – og skatteministeren er jo også en del af regeringen – at man skal bruge rigtig mange kræfter på at hjælpe gaskunderne, men ikke så mange kræfter på at hjælpe elkunderne. Og derfor var vores forslag jo egentlig også at se på, om vi kunne fremrykke nogle dele af den aftale, som vi har indgået, og som vi er glade for, altså at man fik den her sænkelse af afgiften tidligere, altså bruge noget økonomi på det, netop for at tilgodese de familier, som faktisk har gjort det, som vi på tværs af partier har sagt at de skulle, nemlig udskifte deres gasfyr eller udskifte deres oliefyr og bruge elvarme. For det er det, vi skal; vi skal have et elektrificeret samfund. Og nu får de så de her meget, meget høje regninger, og regeringen lægger jo op til, at vi skal gå ud og kompensere dem, der bruger gas.
Kan ministeren ikke se, at der er sådan lidt en udfordring i det, og at der måske var en mulighed for at rykke vores aftale tættere på?