Det korte svar er, at det er jeg træt af. Permanent opholdstilladelse er jo et tilsagn om et mere fast og mere varigt ophold her i landet, og det er derfor både fornuftigt og rimeligt, at vi normalt stiller strenge krav om, at man har bidraget til samfundet og integreret sig, før man kan få permanent opholdstilladelse; det er jeg tilhænger af. Det indebærer som det klare udgangspunkt bl.a. et krav om beskæftigelse. Men vi har også en regel om, at vi skal tage lidt højde for unge udlændinge, som selvsagt er i en alder, hvor man ikke så meget er i beskæftigelse, men hvor man mere uddanner sig, og derfor har vi en særregel om, at unge under 19 år kan få permanent opholdstilladelse, hvis den unge har været i fuldtidsbeskæftigelse eller under uddannelse siden folkeskolen og opfylder de øvrige betingelser for permanent ophold, altså bortset fra beskæftigelseskravet. Vi kræver altså ikke, at den unge har været i 3½ års beskæftigelse inden for de sidste 4 år. Vi kræver til gengæld, at den unge har haft fuldtidsjob eller været i uddannelse siden folkeskolen. Samtidig skal den unge opfylde bl.a. krav om opholdets varighed, danskprøvekrav og selvforsørgelseskrav og heller ikke have begået visse former for kriminalitet.
Jeg er flere gange blevet citeret for at have sagt, at vi skal have en stram, men ikke en skør udlændingepolitik, og det mener jeg fortsat. Jeg anerkender derfor også, at der kan være et behov for at gøre de her regler for de 18-19-årige mere smidige, så de får den tilsigtede virkning, og så vi ikke ser de her eksempler på, at velfungerende unge kommer i klemme. På den baggrund har jeg nu bedt mine embedsmænd om at undersøge reglerne nærmere – hvordan de virker i praksis. Målsætningen er, at vi skal have nogle regler for permanent ophold for de 18-19-årige, som er stramme, men ikke skøre. Det betyder bl.a., at jeg ønsker at holde fast i kravet om, at man ikke har begået alvorlig kriminalitet, men at jeg godt kan se, at der er behov for at justere reglerne for, hvordan vi forstår uddannelse og fuldtidsbeskæftigelse.