Det næste punkt på dagsordenen er:

12) Forhandling om redegørelse nr. R 6:

Indenrigs- og boligministerens regional- og landdistriktspolitiske redegørelse 2021.

(Anmeldelse 29.10.2021. Redegørelse givet 29.10.2021. Meddelelse om forhandling 29.10.2021).

Mødet er genoptaget. Nu har vi fået både ministeren og ordførerne på plads på de pladser, hvor de nu skal være.

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet. Ministeren kommer først på til sidst.

Værsgo til hr. Anders Kronborg.

Tusind tak for det. Grunden til, at der lige var lidt forvirring i starten, er, at det er første gang, jeg skal være med her ved en redegørelsesdebat. Det har jeg set meget frem til, og til orientering for medlemmerne er jeg her som standin for vores ordfører, Lennart Damsbo-Andersen.

Igennem de seneste årtier har vi jo været vidne til en centralisering, der fundamentalt har ændret danmarkskortet. Vi har set, at små uddannelser i de mindre byer er blevet slået sammen og flyttet til større byer, kommuner er blevet lagt sammen, og beslutninger om infrastruktur, skoler, daginstitutioner, ældrepleje og meget andet er rykket længere væk fra de borgere, der skal leve med beslutningerne. Lokale politistationer er blevet nedlagt, og politibetjente er flyttet til større byer længere væk fra borgerne; butikker, som før lå i centrum i de mindre byer og skabte liv og miljø, er blevet udkonkurreret af store butikker med kendte kæder, som ligger i udkanten af de lidt større byer. Kort sagt er der rigtig mange danskere, der har oplevet, at Danmark er blevet mere centraliseret og tingene er flyttet længere væk.

Jeg tror, at eksemplerne er mange – listen med opråb har i hvert fald været lang – og vi ved, at oplevelsen blandt den halvdel af befolkningen, der bor uden for de store byer, er, at Danmark igennem mange år er blevet trukket skævt. Mens nogle dele af landet har oplevet en rivende udvikling, er der andre dele af Danmark, som har oplevet en afvikling. Nogle ting, og det tror jeg også at vi skal slå fast, er vi ikke herre over, men meget af den udvikling, der er sket, skyldes også politiske beslutninger taget med fuldt overlæg. Hensynet til effektivitet, stordriftsfordele og besparelser har trumfet lokale hensyn til udvikling uden for de store byer.

Det er klart, at vi ikke bare kan rulle al udvikling tilbage, og det skal vi heller ikke, men vi skal forsøge at sætte en ny retning. Det er det, som et flertal i Folketinget har brugt de sidste 2½ år på, mens Socialdemokratiet har siddet i regering.

På uddannelsesområdet har vi sammen med et bredt flertal i Folketinget indgået en aftale, der sikrer flere og bedre uddannelser i hele landet. Det gælder velfærdsuddannelserne, hvor 60 pct. af uddannelsespladserne kommer til at ligge uden for de største byer. Vi forbedrer de økonomiske rammer for uddannelser uden for de store byer, og vi flytter 10 pct. af uddannelsespladserne ud fra de fire største byer. En god uddannelsesdækning sikrer, at flere får adgang til at dygtiggøre sig, at flere får adgang til at udleve deres drømme, og at virksomheder og offentlige institutioner får adgang til helt afgørende kvalificeret arbejdskraft. Samtidig er uddannelsernes placering fundamentet under et balanceret bosætningsmønster.

Derudover er jeg også glad for, at vi har lavet en aftale om elevfordeling på ungdomsuddannelserne og hjulpet gymnasierne i yderområderne, som har været truet af lukning på grund af et faldende elevtal i området. Og senest har vi foreslået, at flere byer, der i dag ikke har nogen ungdomsuddannelser, skal have mulighed for at oprette en, hvis befolkningsgrundlaget er til det.

På boligområdet har regeringen foreslået en statsgaranti på den yderste del af realkreditlånet i landdistrikter, så flere får mulighed for at realisere drømmen om egen bolig. Og som led i genopretningen af skattevæsenet har regeringen placeret otte nye skattecentre med i alt 1.000 medarbejdere i Fredericia, Frederikssund, Viborg, Esbjerg, Ringe, Slagelse, Svendborg og Frederikshavn. Det er med til at sikre et bedre skattevæsen, men det er også med til at sikre, at folk bosætter sig uden for de allerstørste byer.

Vi har også foreslået, at der oprettes 20 nærhospitaler, som skal bidrage til at få nærheden tilbage i velfærden. Og så har et bredt flertal i Folketinget også placeret 20 nærpolitistationer, der skal sikre tryghed lokalt. Jeg ved, at i mit område, det område, som jeg kommer fra – omkring Vadehavet – såvel i Tønder som i Esbjerg Kommune, er det noget, der skaber meget stor glæde, altså både at man får et mere synligt politi, men også at man faktisk får nogle fysiske rammer – steder, hvor man kan gå hen. Tryghed er enormt vigtigt for udviklingen, og tryghed er også enormt essentielt, når man skal vælge at bosætte sig. Vi er ikke i mål endnu, men der er taget væsentlige initiativer, der skal modvirke butiksdød og understøtte levende bymidter.

Jeg tror også, vi er nødt til – for nu er der jo et kommunalvalg, som raser derude, og det er ikke for at stå her på talerstolen og blande mig i det kommunalvalg – ikke at undervurdere aftalen om udligning i Danmark, som også et bredt flertal i Folketinget var med i. Det var med til at give kommunerne en bedre økonomi, så man ikke er tvunget til at lukke lokale tilbud. Men jeg kan i hvert fald de steder, jeg har besøgt i valgkampen, se, at det med nærheden, og at de faktisk får en indflydelse, betyder utrolig meget for de borgere, der bor også i de mindre landdistrikter. Derfor skal vi også huske at rose de kommuner, som gør det rigtig godt.

Der har været rigtig mange gode initiativer. Man har herinde besluttet sig for en ny retning. Det er ikke gjort med enkelte aftaler, og derfor kan vi også se i redegørelsen, at den er meget bred. Det understreger i virkeligheden også det lange, seje træk, så vi kan gennemføre det, der skal til, for at vi får balance i alle dele af vores land. Det er lige fra beslutninger om infrastruktur over beslutninger om landbrug til beslutninger om klima.

Jeg synes bare, jeg stilfærdigt også lige vil understrege vigtigheden af, at vi faktisk har et Folketing, som ganske vist ofte er iltert i debatterne, men når det virkelig gælder, kan man faktisk bøje stråene mod hinanden og samarbejde om holdbare løsninger. Jeg synes, det er utrolig flot – og jeg tror i virkeligheden også, at det er helt afgørende for beskæftigelsen, væksten og jobbene inden for et meget vigtigt erhverv som landbrugs- og fødevareerhvervet – at det er lykkedes at lave en så bred aftale i Folketinget. Jeg har stor ros til partierne fra Enhedslisten til Nye Borgerlige for, at man ville kompromiserne, man ville finde løsninger i fællesskab, for der er ingen tvivl om, at de landmænd, der har en stram økonomi, nu kan gå ned i banken og sige: Prøv at høre her, når vi nu skal investere fremover, er der faktisk nogle brede rammevilkår, og der er ro om erhvervet. Det tror jeg faktisk er med til at understøtte udviklingen ude i vores landdistrikter. Så jeg synes, det er rigtig godt gået, at for et erhverv, der tidligere har været en politisk kampplads, hvor man i forhold til skiftende regeringer har ændret retning, har vi formået i dette Folketing at lave brede, solide aftaler.

Vi er som sagt ikke i mål endnu, men jeg synes og vurderer, at der er taget vigtige skridt hen imod at genoprette balancen i Danmark, så der kan leves gode liv, uanset hvilket postnummer man bor i.

Så kan jeg ikke lade være med her til sidst at glæde mig over den studietur, som Landdistriktsudvalget også havde for halvandet år siden til øen Mandø – en lille ø med ikke engang 50 indbyggere. Men selv om den er lille, var der et drive, et engagement. Vi kunne også der som udvalg mærke og se, at selv om der ikke var flere borgere, var man faktisk i gang med gode, solide initiativer, man havde et ejerskab til. F.eks. vil man gerne markedsføre øen Mandø som et sted med stilhed i et kommende projekt om dark sky. Og jeg er ikke i tvivl om, de projekter, der helt ude lokalt har en nerve, der gror op nedefra, og som vi kan være med til at understøtte her, også er med til at sikre, at sådanne samfund faktisk er rigtig interessante både at besøge, men også at bosætte sig i fremover. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål, og så må ordføreren gerne forlade talerstolen. Tak for det.

Så er det hr. Peter Juel-Jensen, Venstre, som ordfører. Værsgo.

Tak for det, formand. Og tak til Anders Kronborg for en fin tale. Ordføreren kom godt rundt, og det er jo flot for en vikar. Og tak til ministeren for en god og i mine øjne en meget grundig redegørelse. Jeg anerkender, at der er taget skridt i retning af at styrke vores landdistrikter, og i Venstre er vi også enige i, at Danmark er et alt for lille land til at have for store regionale forskelle, hvilket også var grunden til, at vi tilbage i 2015 sammen med et flertal her i Folketinget for alvor tog fat på at vende udviklingen i landdistrikterne.

Noget af det, som redegørelsen peger på, er, at på trods af at indbyggertallet generelt er steget i Danmark som helhed, viser befolkningstallenes udvikling også, at befolkningstallet har været stigende i alle fem regioner i byområderne eller tæt omkring de store byer. Men jo længere væk, man kommer fra de store byer, jo mere udpræget er det, at befolkningstallet ikke stiger, og der kommer også en stigende skævhed i alderssammensætningen udeomkring i de små landsbyer ude i landdistriktskommunerne.

Når jeg tager fat på det, er det, fordi der stadig væk er behov for at have øget opmærksomhed på vores landdistrikter, som selvfølgelig også oplever en mangel på arbejdskraft og på boliger. Noget af det, som jeg savner lidt i redegørelsen, er, at man tager fat omkring den tidsel, som det er, for man mangler faktisk også arbejdskraft og ikke mindst boliger til denne arbejdskraft ude i vores landdistrikter, og det går lidt langsomt med at sætte fart på det. Det er nødvendigt, hvis vores landdistrikter skal kunne komme godt ud af perioden her efter corona, at man har den nødvendige arbejdskraft til rådighed og selvfølgelig også har den nødvendige boligmasse.

Redegørelsen er et godt udgangspunkt for et kommende folketingsår, hvor vi fra Venstres side, og det vil vi gerne annoncere allerede nu, agter at fremsætte yderligere forslag, der vil kunne styrke vores landdistrikter. Det vil være forslag, som vi også har medfinansieret i vores finanslovsforslag, fordi vi fra Venstres side ikke kunne finde på at fremsætte ufinansierede forslag.

Tak for en god redegørelse.

Der er et spørgsmål fra hr. Anders Kronborg. Værsgo.

Tusind tak for det. Og tak for en, synes jeg, fin tale. I øvrigt vil jeg også bare sige tak til ordføreren for det helt generelt behagelige og seriøse samarbejde, som vi har om den her vigtige problemstilling.

Når jeg alligevel tager ordet, er det, fordi, når ordføreren siger, at vi skal have liv, vækst og beskæftigelse i landdistrikterne, så dæmrer det sådan lidt for mig i min hukommelse, at en af de allervigtigste politiske aftaler, som vi har lavet herinde i Tinget, nemlig aftalen om nærpolitistationer, er ordførerens parti jo ikke en del af. Det er jo i virkeligheden en aftale, som stort set alle andre partier i Folketinget er med i, og det vil også sige, at når vi fremadrettet skal drøfte aftalen, sidder ordføreren jo ikke med ved bordet – det gør den konservative ordfører og ordførerne for de andre borgerlige partier. Og der kan jeg ikke lade være med at tænke på, om ordføreren ikke bare et stilfærdigt øjeblik ærgrer sig over, at hans parti, Venstre, ikke var en del af en så vigtig aftale, som både skaber liv, tryghed og beskæftigelse ude i landdistrikterne.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Nu ved jeg ikke, hvor meget tryghed og liv den aftale sikrer ude i vores landdistrikter, for hvis jeg husker aftalen korrekt, så synes jeg måske det er rimelig flot f.eks. at kalde det en politistation, for den er jo ikke døgnåben, den er ikke døgnbemandet – den har en ganske kort åbningstid, og det vil så sige, at man kan føle sig tryg fra kl. 10.30 til kl. 11.15, eller hvor lang tid der nu er åbent. Der er jo ikke politi hele tiden. Jeg mener, at man godt kunne have fået noget mere ud af pengene.

Men grunden til, at vi ikke var med i den aftale, var, at den aftale rent faktisk i bund og grund gør det dyrere at være dansker, og vi mener ikke, at vi skal være med til at gøre en stor offentlig sektor meget større, for vi ved, at det bliver ude i landdistrikterne, man kommer til at betale for det, mens man sjældent får andel i goderne.

Hr. Anders Kronborg.

Tak for det. Og tak for et meget ærligt svar. Jeg synes sådan set, at det er en meget vigtig aftale. Det er rigtigt nok, at der ikke er døgnbemanding på de her politistationer, men vi får væsentlig flere politibetjente ud i vores landdistrikter.

Så siger ordføreren, at det ikke må blive dyrere at være dansker. Skal jeg forstå det sådan på ordføreren, at det også i forhold til Venstres landdistriktspolitik fremadrettet betyder, at hvis vi skruer på nogle instrumenter for at finansiere det, f.eks. her i forhold til kørekort og pas, så afviser Venstre blankt at lave initiativer, der er med til at bringe Danmark i bedre balance?

Ordføreren.

Nej, det har været et mål for Venstre helt tilbage fra 2015, altså lang tid inden Socialdemokratiet fik øje for landdistrikterne, at vi gerne vil have en mere ligelig fordeling, når det gælder vores landdistrikters udvikling. Vi skal nok fremlægge fuldt finansierede forslag til alt det, som vi mener kan være bedre ude i landdistrikterne. Og ja, vi kommer til at investere yderligere i vores landdistrikter for at sikre en god og ordentlig udvikling.

Jeg beder også ordføreren om lige at være opmærksom på, at det jo ikke engang er et halvt år siden, at vi sad i den her sal og ordførerens parti stemte nej til det fulde landevejsprincip – noget, der kunne være med til at skabe vækst og udvikling på vores små øer. Da var man ikke villig til at finde de ressourcer. Så jeg tror ikke, at nogen skal pege fingre ad andre.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til ordføreren og går videre til Dansk Folkepartis ordfører, og det er fru Mette Hjermind Dencker.

Tak for det. Landdistrikterne er der, hvor en stor del af danskerne lever deres liv, og når vi her fra Christiansborgs side skal lave lovgivning omkring landdistrikterne, skal det være med den dybeste og inderligste respekt for, at det er her, mennesker lever deres liv. Og det her med at bo i et landdistrikt, og det er vi mange af ordførerne der gør, kan faktisk være ret svært at beskrive, når man skal forklare byboere, hvad det er, vi bare elsker ved det. Og det er som med så meget andet, nemlig at følelser kan være utrolig svære at beskrive. Det er det her med nærheden til naboen, det her med, at man kerer sig meget mere om hinanden, at man kender hinanden bedre, at man holder øje med hinanden på godt og ondt, det tætte fællesskab, og det her med, at når vi er i landsbyen, er der en masse forskellige arrangementer, fordi vi virkelig gerne vil mødes og omgås. Gåturene i naturen, det, som det giver til ens livskvalitet, at man bor lige ude i naturen og bare kan gå gode, lange ture i naturen hver eneste dag, er helt fantastisk.

Øboerne gør det, at de beskriver følelsen af at være øbo meget samstemmende, når jeg er ude på øerne, og de siger, at det handler om det her med, at de, når de sidder på færgen tilbage til øen, bare kan – pyh – puste helt ud. I mange år, før jeg flyttede til et landdistrikt, havde vi sommerhus på Mols, og der havde jeg samme følelse, når vi passerede Kalø Slotsruin. Det er os, der bor i landdistrikterne, som er de bedste ambassadører for landdistrikterne, og derfor er det vigtigt, at vi taler dem op.

I Dansk Folkeparti kom vi i marts 2021 med vores udspil »Livet leves også i provinsen«, og her var der en række initiativer, som vi vil fremsætte i løbet af den næste folketingssamling, og det var bl.a. det her med en vækstpilotordning, som jeg synes var et fantastisk projekt – det her med, at man satte akademikere ud på virksomheder, hvor man aldrig ville ansætte akademikere. Jeg kan huske, at jeg talte med en virksomhed, hvor de sad og syede gardiner, og så havde de ansat en akademiker, og jeg tænkte: Hvad i alverden skal de bruge en akademiker til i den virksomhed, hvor de der seks kvinder bare sidder og syr gardiner? Men han var enormt dygtig til at stikke snabelen ned i alle mulige EU-kasser, og der gjorde, at de lige pludselig bare kunne ekspandere og gå fra at være en til at være seks forretninger. Det var helt fantastisk. Det her med vækstpilotordningen kan noget, og det er altså vigtigt, at vi værner om det.

Så er der også vækstlån, når man vil i gang som iværksætter i landdistrikterne. Dér kan vi da godt glemme alt om det her krav om, at man skal låne mindst 1 mio. kr., når det er små iværksættere i landdistrikterne. Så hvis vi skal have gang i det her iværksætteri i landdistrikterne, vil vi i Dansk Folkeparti meget gerne sætte det ned til ½ mio. kr.

Så tog vi også initiativ til det her med at bevare de små skoler, og vi kan også se her i redegørelsen, at på landsplan er det gået ned med folkeskoler, men det er især svært ude i landdistrikterne og på øerne, og det er noget af det, som vi i Dansk Folkeparti gerne vil bevare ved hjælp af nogle tiltag der.

Selvfølgelig er vi stadig væk tilhængere af at udflytte uddannelser, som jeg jo tidligere har talt meget om, men også det her med, at vi, når vi etablerer nye enheder af uddannelser, som udgangspunkt gør det uden for hovedstadsområdet, medmindre der er tungtvejende grunde til, at det lige skal ligge her. Det samme skal egentlig også være vores mindset, vores tankegang, når vi gør det med statslige arbejdspladser. Det her med, at vi, hver gang der skal etableres en ny statslig arbejdsplads, som udgangspunkt bare har det på rygraden, at den skal ligge uden for hovedstadsområdet, er også en måde at vende udviklingen på.

Så synes jeg også, det er lidt sjovt, at man kan sidde på Ærø, og så kan man på Ærø uddanne sig på Harvard University i USA, fordi digitaliseringen er så langt fremme, men man kan altså ikke gøre det på Københavns Universitet. Det synes jeg jo altså er helt tosset, altså det her med, at vi ikke er bedre til at sørge for, at også de danske universiteter har en digitalisering, når man kan gøre det på udenlandske universiteter.

Så synes vi også i Dansk Folkeparti, at det her med at statsgarantere lån til butikkerne på øerne er vigtigt, for de er altså stadig væk hårdt trængt. Det er sådan på mange øer, at de har lang færgeoverfart ind til fastlandet, og det gør så, at når man er færdig med 9. klasse, har man altså ikke andet valg end at flytte ind til fastlandet, hvis man skal gå på gymnasiet eller handelsskole – eller hvad det nu kan være – eller erhvervsuddannelser, og det gør så, at forældrene altså skal være godt ved muffen, for de skal betale for, at den unge på 15-16 år får kost og logi. Nogle kommuner er også så søde at give tilskud til deres øboere, men vi kan jo ikke være bekendt, at det skal være afhængig af forældrenes pengepung eller kommunens goodwill, om man kan få en uddannelse, og derfor vil vi i Dansk Folkeparti gerne have, at de unge øboere under 18 år skal kunne få su for udeboende, indtil de bliver 18 år. Vi har også undersøgt, hvad det vil koste, for det er jo kun nogle få øer, det drejer sig om, og det vil komme til at koste under 5 mio. kr. årligt på et statsbudget, så det er ikke, fordi det ruinerer os. Vi synes, det er en rigtig god investering i de unge øboere, at vi også kan gøre det.

Når man dykker ned i landdistriktsredegørelsen, ser man, at udviklingen i befolkningstallet er stagneret. Det går ikke nedad, men det er også stagneret på småøerne her på det sidste. Men det er stadig væk sådan, at hvis den kurve, vi ser, var en kurve over en aktie, ville jeg ikke investere i den, og netop derfor er det vigtigt, at vi investerer i småøerne ekstra meget, fordi de er rigtig sårbare. Vi vil gerne have flere børnefamilier til at flytte til småøerne.

Når man så ser på overnatninger, var det jo fantastisk at se, hvordan corona gjorde, at der kom et kæmpe boost i sommerhusudlejningen, og det synes vi i Dansk Folkeparti vi fortsat skal bakke op om, ved at bundfradraget også fremadrettet skal være hævet til de 60.000 kr.

Gennemsnitsalderen på småøerne, kan man se i rapporten, er jo ekstremt høj. Det var jo ikke som med de andre kurver, der nogenlunde fulgtes ad, for her var den ekstremt høj. 55 år er jo rigtig, rigtig meget, og skal vi tiltrække flere børnefamilier til småøerne, skal vi altså køre den trafikale ligestilling i mål nu og her eller snarest muligt, og samtidig er det også vigtigt, at vi tager nogle initiativer, så der bliver tilgængelige boliger til familier, der gerne vil etablere sig på småøerne.

Ellers vil vi bare sige, at i Dansk Folkeparti glæder vi os over, at regeringen prioriterer landdistrikterne, og vi glæder os over ministerens personlige engagement i landdistrikterne, som klart skinner igennem her, og det er vi rigtig, rigtig glade for. Vi er glade for samarbejdet, vi har med alle de øvrige landdistriktsordførere, så derfor ser vi frem imod det kommende samarbejde i forhold til at sikre landdistrikterne og øerne de bedste forhold. Tak.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi kan gå videre til SF's ordfører, og det er hr. Karsten Hønge.

Landdistrikterne er udfordrede af vigende befolkningstal og arbejdspladser, manglende investeringer og uddannelsespladser osv. Vi kender de udfordringer, som også træder frem i den her landdistriktspolitiske redegørelse. Redegørelsen har i år særlig fokus på uddannelse, beskæftigelse og digital infrastruktur, men også på befolkningstilbagegangen og den stigende alder i landdistrikterne, ligesom den også viser, at tilflytterne til landdistrikterne i højere grad er ressourcefattige end dem, der flytter mod de større byer, og at de lavere boligpriser kan være en del af forklaringen på den udvikling.

Her ligger et fokuspunkt, for i landdistrikterne er der også færre sociale tilbud i form af f.eks. herberger, væresteder og retshjælp; der er altså længere til hjælpen. Samtidig er tilbuddene svære at udnytte, fordi transporten ikke altid fungerer optimalt, og der kan være trange kår for økonomien i forhold til at udnytte dem. Det bør vi være opmærksomme på måske med puljer målrettet opretholdelsen af tilbud i de tyndest besatte områder.

Der er også sket gode ting siden sidst. Ja, faktisk nævnte SF fire ting sidste år, som jeg synes vi skulle tage fat på politisk i det her kommende år. To af forslagene er på vej til at blive realiseret.

Den første ting handler om uddannelse. Vi har i SF tidligere foreslået en udflytningsplan for uddannelser, så vi får skabt bedre geografisk balance i uddannelsestilbuddene. Det arbejde er vi nu gået i gang med som følge af den nye uddannelsesaftale, som er et godt første skridt på vejen til at skabe flere uddannelsesmuligheder uden for de store byer. Det arbejde er rigtig vigtigt, for vi ved, at folk bliver boende lokalt, når de uddanner sig lokalt. Med den arbejdskraftmangel, vi ser ind i, er der et stort behov for, at vi får uddannet arbejdskraft til det lokale arbejdsmarked, for uden et lokalt erhvervsliv går mange ting i stå.

Den anden ting handler om lån i landdistrikterne. Regeringen har endelig nu spillet ud med et forslag, som godt nok endnu ikke har resulteret i et egentligt lovforslag, men som dog læner sig meget op ad SF's indtil videre fem eller muligvis seks forskellige beslutningsforslag på det her område, som handler om at sikre lån til bolig i landdistrikterne, et hårdt område, hvad angår køb og salg af ejendom. Vi har i SF i årevis sagt, at markedskræfterne ikke løser det her, og derfor har omdrejningspunktet i vores forslag været, at staten må spille en rolle i den sammenhæng. Det håber vi at vi kommer i mål med, og vi har noteret os, at der ligger et lovforslag i lovkataloget, som skal rette op på den situation.

Man kan jo lade falde, hvad ikke kan stå, eller man kan forsøge at påvirke udviklingen i en bedre retning ved at understøtte landdistrikterne med de rigtige rammer. Vi er i SF optaget af det sidste. Det skal være muligt at bo flere steder, for ikke at sige alle steder, i Danmark uden de store forskelle i muligheder. Det handler for SF om lige muligheder, og vi ser i høj grad en ulighedsdagsorden her, fordi forskellene mellem by og land vokser, og det siger selv, at det ikke er godt for sammenhængskraften i Danmark.

Derfor vil vi i SF nævne nogle bud på, hvordan vi fortsat synes at der kan gøres noget mere. Nedrivningspuljen skal fortsat være af en størrelse, så vi kan blive ved med at rive de lokale spøgelseshuse, tomter og ruiner ned. Det er de steder, der skæmmer lokalsamfundene; ingen ønsker jo at bo i et område med det, der vist bliver kaldt øjebæer. Det anslås, at der rundtomkring i det ganske danske land ligger flere end 10.000 faldefærdige huse, som med fordel kan rives ned. Derfor er det godt, at regeringen har spillet ud med mere end i finanslovsforslaget, for det var klart for lidt.

Så skal vi fortsætte kampen for den digitale infrastruktur og ordentligt internet i landdistrikterne. Det er en afgørende forudsætning for at kunne arbejde hjemme, deltage i fjernundervisning eller drive virksomheder. Puljen bør målrettes de steder, hvor det er allersværest at få finansiering, f.eks. fordi der er tale om meget få boligenheder eller meget yderligt beliggende boliger, hvor det ikke kan forventes at ske uden støtte.

Og så vil vi gerne tilføje et nyt punkt i år, nemlig om almene boliger. Dem er der især brug for på vores øer, så ældre kan overlade huset til en ny børnefamilie, eller så tilflyttere kan prøve livet lokalt.

I Vandel, et landsbysamfund ved Vejle, vil man gerne bygge alment. Det vil boligselskaberne ikke, men måske vil en privat investor. Det er selvfølgelig godt, men det er jo ikke alle steder, man er så heldig, og det kvæler udviklingen, hvis der ikke er boliger at få, også i den almene sektor.

På Anholt ønsker man boliger, men de nuværende støttemuligheder slår ikke til. Det er jo altså bare dyrere at bygge på en ø – dels er der transportomkostningerne, dels skal der bygges færre enheder, end der skal på fastlandet. Der er altså brug for nogle andre kriterier i en eventuel ny pulje, hvis man skal hjælpe et sted som Anholt.

På Orø nåede man slet ikke at søge boligpuljen til øer; den var brugt op, før de nåede til fadet og havde afsluttet arbejdet med at få et boligselskab og kommunen med på idéen. De kan nu smide planerne ud, for hele arbejdet var betinget af støttemulighederne i boligpuljen, som var målrettet småøerne.

De 30 mio. kr., der blev afsat, er simpelt hen brugt op på rekordtid, og derfor arbejder SF på at få afsat nogle flere penge, som giver de mindste øer en ekstra chance – også gerne en pulje, hvor man tager højde for Anholts særlige problem, som handler om maksimumsbeløbet.

Så der er stadig ting at tage fat på i landdistrikterne. Vi er hverken halvt eller helt i mål, men vi er jo faktisk godt på vej med nogle rammer, som skal understøtte arbejdet med at skabe gode livsbetingelser for dem, der bor uden for de største byer.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så ser jeg ikke nogen fra Radikale Venstre, og så går vi videre til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Henning Hyllested.

Tak for det. Redegørelsen indeholder jo rigtig meget statistik, og den indeholder rigtig mange tal. Men jeg tillader mig lige at bruge lidt tid på det, for vi synes faktisk ikke i Enhedslisten, at der skelnes særlig præcist mellem – hvad skal man kalde det – provins og egentlige landdistrikter og landsbyer, især ikke i gennemgangen af regeringens mange tiltag, som er beskrevet i redegørelsen. En hel del må siges at være rettet mod større byer i provinsen, selv om der selvfølgelig er overlapninger til mindre byer og landsbyer.

I Enhedslisten har vi fokus på landsbyerne og på vores mange øer, både småøerne og økommunerne, og vi mener egentlig, at der er et stort behov for at måle tilstanden, om jeg så må sige, i landsbyerne – f.eks. i de 1.277 landsbyer med under 5.000 indbyggere. Der synes vi, at det kunne være rart med en mere målrettet redegørelse, der tog udgangspunkt i forholdene og levevilkårene for de knap 2 millioner danskere, som bor i landsbyer på den her størrelse.

Det er efter Enhedslistens mening langt mere interessant at se på, hvad det er for nogle faciliteter, der er de her steder, hvor vi kan snakke om egentlige landdistrikter og egentlige landsbyer. Hvor mange af landsbyerne har en lokal fødevarebutik? Hvor mange har en busforbindelse med en vis frekvens osv. osv.? Det handler altså om faciliteterne de pågældende steder. Det kunne jo også være interessant, hvis landdistriktsredegørelsen f.eks. forholdt sig til anbefalingerne fra Udvalget for levedygtige landsbyer, som jo tilbage i 2018, dengang under megen bevågenhed, kom med ikke mindre end 17 anbefalinger. Der kunne det være nyttigt, at man så på, hvor mange af ønskerne i rapporten der er indfriet eller man er ved at indfri, hvor mange man slet ikke arbejder med osv. Det er fraværende i den her redegørelse, og det synes jeg er skidt.

Nogle af anbefalingerne fra Udvalget for levedygtige landsbyer er såmænd imødekommet, mere eller mindre, af regeringen. Vi kunne identificere tre, fire, fem stykker eller måske seks med lidt god vilje. Det gælder f.eks. den styrkede indsats for nedrivning og istandsættelse af boligmassen, som er omtalt, hvor man har afsat yderligere 150 mio. kr. i midler til nedrivningspuljen. Der er nye finansieringsformer, og vi kan forstå, at der er et lovforslag på vej, der netop skal afhjælpe problemet med låntagning i de – i gåseøjne – forkerte postnumre. Det er noget med statsgaranti på den yderste del af lånet, og det er noget, vi i Enhedslisten sammen med ikke mindst SF har kæmpet hårdt for i mange år. Det handler også om et tilpasset og mere varieret boligtilbud, som udvalget i sin tid beskæftigede sig med, hvor der blev afsat en pulje til etablering af almene boliger.

Så er der bare det problem, som også hr. Karsten Hønge nævnte, at de store øer er rendt med næsten alle pengene, om man så må sige. Af de små øer var det kun Orø, der fik gavn af puljen. Derfor foreslår vi også, at der etableres endnu en pulje af et noget større omfang end de knap 30 mio. kr., som var afsat i den tidligere pulje.

Tilbage står så en hel række af de øvrige anbefalinger, som udvalget er kommet med. Det er f.eks. forslaget om strategisk planlægning af kommunens landsbyer og landområder, så eventuelle tilflyttere ved, om det her er en landsby, der satses på i kommunen. Bliver skolen opretholdt? Bliver købmanden liggende? Kommer bussen forbi? Kan man i det hele taget forvente flere tilflyttere til den pågældende landsby eller det pågældende landdistrikt? Herunder kan man nævne ikke mindst planlægning af de nære offentlige servicetilbud, altså den nære velfærd såsom plejehjem, skole, lægebetjening, hvor langt der er til nærmeste bibliotek osv. osv. En forudsigelighed og sikkerhed, som udvalget skrev dengang i sin rapport, om det fremtidige serviceniveau har selvfølgelig en enorm betydning for, om man flytter til et sted og bosætter sig.

Der er hele spørgsmålet om kollektiv trafikplanlægning, som det daværende udvalg også kom ind på. Her synes jeg så ikke rigtig, at regeringen har noget bud. Man nævner ganske vist hele paletten fra infrastrukturaftalen fra juni, men den er jo ikke specielt målrettet initiativer på landsbyplan. Her kunne man da ellers nævne idéen, som Enhedslisten har fremført mange gange, om f.eks. landsbybusser, drevet og betjent af et landsbylav eller landsbyråd, eller hvad det kunne være. Man kunne også nævne den regionale timemodel, som er udarbejdet af Danske Regioner for snart 5-6 år siden, tror jeg. Der er Togfonden DK's hastighedsopgraderinger på det regionale banenet. Der er bare det aber dabei, at Togfonden DK ikke mindst på regeringens foranledning i infrastrukturaftalen er parkeret til 2030.

I den her forbindelse kunne det også være interessant at se på en anden af anbefalingerne fra Udvalget for levedygtige landsbyer, nemlig en mere målrettet indretning af befordringsfradraget. Her kunne man måske i visse områder se på, om det kunne målrettes den kollektive trafik eller tænkes sammen med den sammenhæng mellem forskellige transportformer, som bliver mere og mere nødvendig i lyset af trængslen på vejene og transportsektorens, bilernes og lastbilernes, enorme klimabelastning.

Der er spørgsmålet om bredbåndspuljen, som regeringen også har med i redegørelsen her, og der er det jo glædeligt at konstatere, at regeringen har bøjet sig for presset og i sit udspil »Tættere på ll« faktisk afsætter 100 mio. kr. til fortsættelse af bredbåndspuljen, som bl.a. vi i Enhedslisten har krævet det sammen med mange andre, og det står jo så i modsætning til finanslovsudspillet, hvor puljen endnu engang var væk. Man skal huske på, at der altså fortsat er 25.000-30.000 adresser, som er uden hurtigt bredbånd, og målsætningen var og er jo, at alle skal med, og markedet fungerer som bekendt ikke altid.

Jeg synes også, at man her skal kigge på forslaget fra Dansk Energi om at gøre puljen 3-årig. Det burde egentlig imødekommes, så vi stopper den der stop and go-politik, hvor bredbåndspuljen er til forhandling hvert år ved finanslovsforhandlingerne. Ordentlige digitale forbindelser er nødvendige for at sikre bosætning og etablering af virksomheder i landdistrikter og landsbyer.

Udvalget for levedygtige landsbyer anbefaler også – måske lidt overordnet, kan man sige – en tættere dialog og et tættere samarbejde mellem kommuner og lokalsamfund. Det lyder meget godt. Det tør vi i Enhedslisten godt oversætte til, at der skal mere magt til landsbyerne, simpelt hen, og det vil sige både formel og reel magt til f.eks. landsbyråd, landsbylav, lokalråd i landdistrikterne, og hvad man nu kalder dem. Her kunne vi godt tænke os, at landsbyrådene fik en udvidet og formel høringsret i alle forhold, der er relevante for landsbyen, og i øvrigt udstyres med egen økonomi, som man disponerer selvstændigt over. Høringsretten gælder f.eks. også kommuneplanlægning, lokalplaner og ændringer i de planer. Det skal også omfatte trafikforhold, trafiksikring, støj og forurening samt dag- og klubtilbud til børn og unge, bare for at nævne nogle ud af et bredt spektrum.

Vi mener, at landsbyrådene skal kunne kræve vejledende afstemning om f.eks. kommunale planer om lukning af den lokale skole med mulighed for opsættende virkning – i tilfælde af at der skulle være flertal for det, selvfølgelig – til efter næste kommunalvalg. Det er en ordning, man tidligere har haft i hele landet, og det synes vi godt man kunne genindføre. Men alt det her kræver en mindre ændring af styrelsesloven, og det vi vil selvfølgelig opfordre til at man kigger på.

Regeringen vil så også afsætte 18 mio. kr. til støtte for borgerdrevne butikker, og det hilser vi selvfølgelig velkommen – det er rigtig godt – omend beløbet er noget mindre end det, vi foreslog for 3 år siden, nemlig 50 mio. kr. Vi tror, at et beløb på denne størrelse nok skulle få ben at gå på, så vi betragter de 18 mio. kr. som en begyndelse. Den lokale dagligvarebutik er af afgørende betydning for de mindre landsbyer, og mange gange fungerer det jo også som et samlingssted.

Udviklingen af de små øer giver stadig anledning til bekymring. Det er jo positivt at konstatere, at nogle øer oplever en forøget bosætning, men gennemsnitsalderen er fortsat en del højere end i landet som helhed, og derfor er det vigtigt at sikre bosætning på øerne med boliger til børnefamilier. Der er det bekymrende, at der er en række barrierer, som står i vejen for en forøget bosætning, og jeg har nævnt puljen til etablering af almennyttigt byggeri på vores øer, som hurtigt blev ryddet af økommunerne, og derfor er det vigtigt med en ny pulje, og det håber jeg ministeren vil se positivt på. Det var sådan set ment som et spørgsmål.

Så er der landevejsprincippet for færgetransporten, som vi jo ikke er kommet helt i mål med. Coronakrisen og tiltagene med gratis færgetransport og den enorme tilstrømning af danske turister til øerne har jo givet nogle vigtige erfaringer, som jeg synes vi bør tage med ind, når vi forhåbentlig snart skal drøfte og komme helt i mål med landevejsprincippet, for det er vi nemlig ikke kommet.

Som jeg indledte med at sige, er landdistriktsredegørelsen, som vi egentlig synes den skulle hedde, meget spredt fægtning og omfatter meget andet lige landdistrikter og landsbyer, og derfor danner den efter vores mening ikke en rigtig god baggrund for diskussioner af forholdene helt derude, hvor vi virkelig kan tale om udkant og markant andre forhold end i det øvrige land – Danmark i balance, som det hedder. Det var det.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til Det Konservative Folkepartis ordfører, og det er hr. Niels Flemming Hansen.

Mange tak, og mange tak for redegørelsen. Jeg vil gerne starte med at udtrykke min glæde over netop at være en del af Udvalget for Landdistrikter og Øer – og ikke mindst småøer. Vi besøgte jo her i sensommeren både Anholt og ordføreren fra Venstres hjemø, Bornholm. Og et af de kendetegn ved udvalget, som jeg nyder rigtig meget, er jo den her bredde, der er i sammensætningen, og det gode samarbejde, der er i udvalget. Det vil jeg gerne rose de andre ordførere for. Så mange tak for det.

Tæt på halvdelen af Danmarks befolkning bor uden for de store byer. Det er en meget stor andel, også hvis vi sammenligner os med de andre lande i EU. Tendensen er dog, at flere og flere danskere søger væk fra landet og ind mod byerne. Mens befolkningstallet tæt på de største byer er vokset med 1 pct. årligt siden 2010, har landdistrikterne længere væk fra de største byer oplevet et fald på næsten 6 pct. i den samme periode.

Udviklingen kan mærkes og sætter spor i mange landområder. Udviklingen betyder nemlig, at butikker, arbejdspladser og skoler må lukke. Når de lukkes ned, bliver det sværere for den enkelte at få sin hverdag til at hænge sammen. Der bliver simpelt hen for langt imellem arbejdspladser, indkøbsmuligheder, institutioner og hjem. Det betyder, at endnu flere flytter, og udviklingen bliver selvforstærkende. Jo flere, der flytter fra landsbyen, desto mere lukkes, og så flytter endnu flere som følge af lukningen.

I Det Konservative Folkeparti ønsker vi naturligvis, at det skal være muligt at bo uden for byerne. Det skal være muligt at handle ind og uddanne sig og tage et arbejde. Det skal være muligt at få en hverdag til at hænge sammen. Derfor støtter vi som udgangspunkt, at der skabes en større og bedre sammenhæng imellem land og by, så vi forhindrer den udvikling, som ultimativt kan betyde, at meget få ønsker at bo på landet. For at forhindre sådan en udvikling kan det blive nødvendigt at flytte uddannelser og arbejdspladser ud fra byerne og ud på landet. Det er vi som udgangspunkt positivt stemt over for. Bemærk ordene: som udgangspunkt. Vi ser ikke, at man uhæmmet rykker alt ud fra byerne og ud på landet. Det vil være rationelt forkert, og specielt hvis det sker på bekostning af kvaliteten af f.eks. uddannelserne. Og det ser vi heller ikke, hvis en udflytning medfører, at færre tager en uddannelse og færre tager et arbejde. Det er ikke målet. Derfor skal vi ikke gøre det for enhver pris. Vi mener, at det skal gøres fordelagtigt at bo på landet for at komme udviklingen til livs, men vi vil ikke gøre det på bekostning af befolkningens frie valg. Man skal selv have lov til at bestemme, hvor man vil bo og have sin daglige gang.

Gode muligheder for transport er vigtigt. Det gælder ikke mindst i landområder, hvor et velfungerende vejnet og offentlig transport er afgørende for at overvinde de ofte større afstande, der kan være, imellem f.eks. hjem og arbejdsplads. Transportmulighederne er derfor af afgørende betydning for mange, når de beslutter sig for, hvor de bosætter sig. Vi har bl.a. derfor indgået en aftale med regeringen og en række andre støttepartier om den store infrastrukturplan, som indeholder nye initiativer på transportområdet i hele landet, på langt over 100 mia. kr. Netop infrastrukturen er en god løsning, og det giver dem, som foretrækker at bo på landet, bedre mulighed for at komme ind til byen, og omvendt. Det er et tiltag, der gør det mere attraktivt og reelt muligt at bo eller arbejde på landet. Samtidig er det et tiltag, der ikke tvinger befolkningen eller arbejdspladserne til decentralisering. Det finder vi positivt og fordelagtigt.

Især unge flytter ud af de små byer. Ifølge Danmarks Statistik forventes der et fald på knap 17 pct. – 17 ptc. – i antallet af unge i aldersgruppen 16-19 år, der bor i kommuner længere væk fra byerne, frem mod 2031. Og hvordan fastholder vi lige dem? Svaret er uddannelse. Uddannelse er vores vigtigste kort i forhold til at tiltrække og fastholde unge mennesker. Den har regeringen også fanget – og tak for det – og derfor har regeringen indgået en aftale om koordineret tilmelding til nye gymnasiale ungdomsuddannelser i et forsøg på at få flere unge til at tage uddannelserne på landet. Aftalen omfatter en ny elevfordelingsmodel, der tvinger elever på gymnasier, de ikke ønsker at gå på, i et forsøg på at styrke elevgrundlaget på institutioner i tyndt befolkede områder. Den aftale har vi stemt imod. Det har vi, fordi vi som nævnt ikke vil rykke alt hæmningsløst. Der skal være fornuft og gode tanker bag. Vi mener ikke, at løsningen er, at unge tvinges ud på landet. Vi vil ikke tvinge folk. Det gavner ikke det faglige studiemiljø, når op mod halvdelen af de optagne gymnasieelever ikke ønsker at have skolegang der, og jeg tvivler stærkt på, at det får flere unge til at blive boende på landet. Tvang er ikke vejen frem, i hvert fald ikke, hvis I spørger mig.

Vi mener, at løsningen derimod er at flytte nogle uddannelser fra byerne og ud på landet. I den proces er det vigtigt, at vi holder øje med og sørger for, at den fornødne kvalitet på uddannelsen stadig er til stede, ligesom vi skal holde øje med, at det ikke hindrer folk i at tage en uddannelse. Bl.a. derfor har vi i Konservative i et bredt flertal sammen med regeringen indgået en politisk aftale om rammerne for flere og bedre uddannelsesmuligheder i hele Danmark. Vi er bl.a. blevet enige om en fælles målsætning om, at 60 pct. af uddannelsespladserne på de fire store velfærdsuddannelser, navnlig sygeplejersker, friskolelærere, pædagoger og socialrådgivere, på sigt skal ligge uden for de største byer. Målsætningen skal frem mod 2030 indfries ved at oprette ca. 1.000 nye uddannelsespladser uden for de fire største byer og ved at udflytte ca. 1.000 pladser fra de fire største byer.

Bedre uddannelsesmuligheder uden for de større byer skaber også mere kvalificeret arbejdskraft til området. Mere kvalificeret arbejdskraft i et område fordrer, at virksomhederne flytter med. På den måde kommer tiltagene også til at være til gavn og til glæde for det private erhvervsliv.

Det har også stor betydning for landområderne, at der er et lokalt butiksliv, adgang til natur, kultur, fritidsliv og sundhedsydelser. Derfor ser vi positivt på, at der afsættes en statslig pulje på 150 mio. kr. i perioden 2022-2027 til medfinansiering af fornyelse af bymidter samt 30 mio. kr. i perioden 2023-2025 til medfinansiering af biblioteker i bymidter.

I flere dele af landet er der i øvrigt mangel på lægedækning i almen praksis. Det ønsker vi at komme til livs. At kunne gå til lægen er kernevelfærd, og det må ikke forsømmes. Derfor ser vi frem til at indgå i de kommende forhandlinger, der skal få en sundhedsaftale på plads, som også tilgodeser områderne uden for byerne.

Mange tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Anders Kronborg.

Tusind tak til ordføreren for, synes jeg, en tale, der kom hele vejen rundt. Jeg ved, at ordføreren har et brændende engagement for infrastruktur, og derfor hæfter jeg mig også ved det, ordføreren siger. Der var en enkelt ting, som jeg ved ordføreren brænder for, men ikke sagde. Derfor vil jeg også bare tillade mig at kvittere. For al debat herinde i Folketinget skal ikke kun være kritik eller kasten med ting efter hinanden. Det skal sådan set også være sagligt.

Jeg ved, at ordføreren er klar over, at jeg sad som udvalgsformand i en stor kommune i det vestjyske fra 2013 til 2017. Og det ærgrede mig, hver gang vi søgte penge til cykelstier, at når cykelstipuljerne blev udmøntet, så stod der stort set kun de røde partier på. Det var selvfølgelig dejligt for en socialdemokrat, men jeg synes sådan set, at det med cykelstier er med til at skabe vækst i landdistrikterne. Det er med til at skabe trygge skoleveje. Det er med til at gøre bosætning mere attraktivt. Derfor vil jeg også bare kvittere for, at vi nu har fået en bred infrastrukturaftale, så der, når nu kommunerne fremover søger penge til cykelstier – der er et vigtigt redskab – så vi får bygget flere cykelstier også på landet i kommunerne, er et bredt flertal i Folketinget. Jeg vil gerne kvittere over for ordføreren for det store arbejde, der også var med at få landet en bred aftale.

Ordføreren.

Mange tak for det. Netop cykelstier i landdistrikter er jo ekstremt vigtigt. Jeg ved jo, hvor ordføreren bor og har haft sit virke tidligere, og jeg må erkende, at netop lige nøjagtig i det område er de her store supercykelstier virkelig i positiv tilvækst. Jeg ved, at salget af speed pedelec-cykler i området er steget meget, meget markant og kommer til at gøre det fortsat, netop fordi man kan færdes på en tryg og en sikker cykelsti og have en god fart i hjulene. Så tak for det. Det er jeg glad for.

Hr. Anders Kronborg.

Ikke fordi vi skal starte en stor debat om det, men jeg tror bare, at vi også skal erkende, at noget af det, der er med til at skabe vækst og udvikling derude i landdistrikterne, i høj grad, hvor vi kommer fra, også er en dagsorden om turisme. Og vi ved, at turisme, der indeholder forskellig fysiske aktiviteter – det er cykling, vandsport og andre ting – er i vækst. Der er ingen tvivl om, at cykelturisme i vores område er med til virkelig at skabe en vækst og en dynamo for et erhverv, der er i udvikling. Når vi nu skal til at udmønte de puljer, så tror jeg også bare, at vi skal have et helt særligt fokus på cykelturisme i Danmark. Det tror jeg er med til at udvikle vores landdistrikter.

Ordføreren.

Det er jeg meget enig med ordføreren i, og jeg vil også sige, at det på de meddelelser, vi får fra bl.a. ordførerens område og mit eget i Sydjylland, men også fra Fyn, ses, at cykelturisme er noget af det, der er højt på dagsordenen. Og jeg er fuldstændig sikker på, at når de søger, vil man også kigge positivt på det.

Så er det hr. Peter Juel-Jensen.

Tak. Nu har min gode kollega fra Socialdemokratiet stået og rost de gode initiativer fra den side af Folketinget i forhold til cykelpuljerne. Kan ordføreren bekræfte, at der også, lang tid før der blev lavet en smal aftale om cykelstier, er blevet uddelt store summer til cykelstier rundtomkring i hele kongeriget, også med medvirken fra de blå partier?

Ordføreren.

Ja, det kan ordføreren godt bekræfte.

Ja, for jeg kommer fra en ø, som i den grad er blevet forbigået med den smalle røde aftale om cykelstier. Og så er det jo godt, at der også indgås aftaler, hvor der også er blå partier med, således at der kan komme cykelstier rundtomkring i hele kongeriget og ikke kun lige der, hvor Socialdemokratiets udvalgsmedlemmer er valgt.

Ordføreren.

Præcis.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til Nye Borgerliges ordfører, og det er fru Mette Thiesen.

Det med krydsild vil jeg lade jer andre om. Jeg plejer at nyde, når jeg skal udtale mig på det her vigtige ordførerområde, for det er her, man kan tillade sig at være en lille smule lyrisk. Jeg tror, at jeg tidligere har sagt det her med, at ude i vores landdistrikter og ude på øerne er dér, hvor det er helt mørkt om natten og helt stjerneklart, og det er der, man kan høre fuglene synge. I vil helt sikkert også synes, at jeg nogle gange kan blive en lille smule Morten Koch-romantisk, men det er virkelig sådan, jeg tænker de dele af Danmark, som vi drøfter i dag.

Der er en hel masse lavpraktiske ting, som selvfølgelig skal gås igennem, fordi vi har vedtaget en meget, meget bred infrastrukturplan, som netop sikrer et Danmark, der hænger bedre sammen. Det er rigtig godt, for det er jo også noget af det, der gør, at man har bedre mulighed for at bosætte sig i de egne af Danmark, hvor infrastrukturen måske ikke i dag hænger lige så godt sammen som omkring de store byer.

Jeg kommer ikke til at sige noget positivt om udligningen, for der ligger en aftale, hvori der er ret mange ting, som vi i hvert fald synes kan gøres væsentlig bedre. Men der er lavet en bred aftale om politiet, og der er lavet en rigtig bred aftale om landbruget. Det er positivt også for vores øer og landdistrikter.

Vi ønsker også en trafikal ligestilling; at der altså er det fulde landevejsprincip, sådan at det sikres, at man også får mulighed for at komme til de øer, som i dag ikke er brofaste, til samme kostpris: at man kan sejle 1 km til samme pris, som det koster at køre 1 km.

Så er det jo også et spørgsmål om, hvordan vi sikrer langt bedre muligheder for, at børnefamilier også får lyst til og mulighed for at bosætte sig længere væk fra byerne, altså ude i det, som vi kalder landdistrikterne. Jeg synes faktisk, at der generelt er en bevægelse i gang blandt mange af dem, jeg kender. De vil faktisk gerne derud, hvor der er helt mørkt om natten, hvor stjernerne lyser helt klart, hvor fuglene synger, og hvor børnene kan lege ude på gaden uden at være bange for at blive kørt over.

Men der er nogle ret grundlæggende udfordringer. Vi fik løst nogle af dem med infrastrukturaftalen. Vi er i hvert fald kommet et stykke ad vejen. Men det er også et spørgsmål om, at man rigtig mange af de her steder har brug for at have to biler, hvis man skal have det til at hænge sammen. Derfor er det en meget, meget klar prioritet for os i Nye Borgerlige, at vi selvfølgelig skal have fjernet registreringsafgiften. Vi skal også have sat benzinafgiften ned. Det er nemlig noget af det, der gør, at man som børnefamilie har bedre mulighed for at købe en sikker og god bil, sådan at man kan få det til at hænge sammen, hvis man vælger at bosætte sig i de her egne af Danmark.

Så er det selvfølgelig klart, at vi også er modstandere af den tvangsfordeling, man har vedtaget på gymnasieområdet. Allerede tilbage i 2019, næsten lige efter valget, blev der lavet en bred aftale mellem alle Folketingets partier, som sikrede lokale fordelingsudvalg. Allerede dengang råbte jeg vagt i gevær, allerede dengang kaldte jeg det tvangsfordeling – nu er der heldigvis bred opbakning til det synspunkt fra den borgerlige blok. Det blev desværre vedtaget. Men flere borgerlige partier er enige med os i, at den her tvangsfordeling ønsker vi ikke. Vi skal hellere facilitere, at flere har lyst til at bosætte sig der, og det skal selvfølgelig være ud fra et frit valg og bedre muligheder for bl.a. de her børnefamilier.

Så vil jeg sådan set ikke sige så meget andet, for det er fuldstændig remset op, hvad der står i den her redegørelse, men jeg har her skitseret nogle af de ting, som i hvert fald har været og er vigtige for os i Nye Borgerlige. Men det er altid en fornøjelse at få lov at tale om de egne af Danmark, hvor der er lidt mørkere om natten, hvor der er helt stjerneklart, hvor fuglene kvidrer lidt højere, og hvor børnene kan lege ude på vejen uden at være bange for at blive kørt ned. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Jeg ser ikke nogen ordfører fra Liberal Alliance, Frie Grønne eller Kristendemokraterne. Så vi giver ordet til indenrigs- og boligministeren.

Tusind tak for det, formand. Jeg har glædet mig utrolig meget til at tage den her regional- og landdistriktspolitiske redegørelse – hr. Henning Hyllested, husk lige, at der er to ord i det, og det er to ting, som begge to er vigtige for at skabe udvikling i vores mindre samfund. Det har jeg selvfølgelig, fordi jeg har været engageret i det og troet på, at vi skulle gøre noget andet på det her område, igennem mange år, og så er der andre af mine kollegaer, som har haft ansvaret, både som ministre, men også før. Da jeg sad i Folketinget og var ordfører, var der nogle andre, der havde det her område. Men nu har jeg endelig fået lov til at stå her!

Det første, jeg gerne vil sige, og som er det vigtigste, er, at udvikling, og hvor folk flytter hen, ikke bare er noget, som sker af sig selv; det har også noget at gøre med, hvordan vi indretter vores samfund. Selvfølgelig vil der fortsat være en specialisering i vores samfund. Der vil være flere, som flytter mod nogle af de store byer. Men samtidig må vi også erkende, at nogle af de politiske beslutninger, der er truffet, også har gjort, at folk er flyttet til større byer, fordi vi har lukket mange funktioner i de mindre samfund og ikke har prioriteret de erhverv, som har været i de mindre samfund. Det synes jeg er vigtigt, fordi det er politisk og det handler om, om man politisk ønsker sig et land, der hænger sammen. Det er ikke bare noget, som er en naturlov. Jeg kan huske, at der engang i 2014 var en folder, hvor der stod, at det at stoppe centraliseringen er ligesom at stille sig ud foran et godstog og råbe stop. Og det er der ikke mange der har lyst til, for så bliver man jo kørt i stykker, og så skal der en eller anden stakkels falckredder ud og samle ens stumper op. Men altså, jeg tror faktisk godt, at man kan stoppe. Jeg tror, det var en forkert måde at se det på. Jeg tror, vi bliver nødt til at se på, hvordan vi kan skabe en udvikling bredere rundt i landet og ikke kun i de store byer.

I forhold til redegørelsen er der jo, som det også er blevet sagt, en række ændringer, som vi kortlægger. Siden 2010 er befolkningen i de større byer – altså dem med over 45.000 indbyggere som Helsingør, Roskilde, Silkeborg, Horsens og den type byer og så opad til hovedstaden, som jo er den største by – steget med 1 pct. om året, mens landdistrikterne er faldet med 6 pct. Det er selvfølgelig et problem i forhold til at skabe sammenhængende lokalsamfund. Men det, vi også kan se, er, at der begynder at være stor tilflytning til mange af vores små samfund – især børnefamilier. Noget af det kan måske skyldes den situation, vi har været i det sidste halvandet års tid med corona. Man kan måske arbejde mere hjemme, og det er måske lidt klemt at være i byerne. Nu hørte jeg Enhedslistens overborgmesterkandidat fortælle om, at man stod i kø til at få lov til at gå i gåsegang rundt om søerne i København. Nu har jeg jo ikke prøvet at stå i kø til at få lov til at gå i gåsegang rundt om søerne, men det kan føles lidt mærkeligt, når man mange steder på landet har sin egen sø, som man kan gå rundt om, og i øvrigt selv kan bestemme retningen. Så kan det jo føles lidt mærkeligt at stå dér i kø. Så på den måde kan der jo være et eller andet på spil.

Men det er klart, at der samtidig jo også er det, at antallet af ældre vokser ude på landet. Der er ikke noget galt med at være ældre; vi skal være glade for, at folk lever længere, men det gør jo også, at gennemsnitsalderen stiger noget, og der er udsigt til – som den konservative ordfører var inde på – at der er færre unge, specielt i den gruppe, der går i gymnasiet. Der vil være 11.500 færre om 10 år, i forhold til hvordan det ser ud i dag. Det betyder selvfølgelig også, at der er en udfordring for vores ungdomsuddannelser. Nogle steder risikerer vi, at de drejer nøglen om. På kort sigt vil det være vanskeligt at rekruttere til mange af vores ungdomsuddannelser, og det gør selvfølgelig, at folk, når de bosætter sig et sted, selvfølgelig også kigger på, hvor deres børn kan gå i skole henne, og hvilke uddannelser de kan tage her i lokalområdet. Det vil selvfølgelig have en betydning.

Derfor har vi lavet en aftale om tilmeldingen til de gymnasiale uddannelser. Jeg ved godt, at der er nogle partier, der er udenfor, men sådan som jeg har ladet mig fortælle, var der også nogle af de partier, der er udenfor, der egentlig var enige i den del, der handlede om landdistrikterne. Du behøver ikke nikke, hr. Peter Juel-Jensen, men det er i hvert fald sådan, jeg har opfattet det. Men der var nogle andre ting i aftalen, man ikke brød sig om. Jeg tror, der er en bred erkendelse af, at vi skal sikre nogle af vores mindre gymnasier, det kunne være i Nykøbing Mors, eller det kunne være i Faaborg, Fjerritslev eller Høng eller andre steder, hvor man altså har behov for det her optagegrundlag på omkring 70 stykker. Der blev der lavet en aftale, heldigvis bredt i Folketinget, som sikrer, at de har bedre muligheder for at udvikle sig, og samtidig lægger vi nu op til fra regeringens side, at alle byer med mindst 10.000 indbyggere skal have mulighed for også at lave udbud på ungdomsuddannelser. Der er jo altså byer i Danmark, som er af den størrelse, og som stadig ikke har nogen uddannelsestilbud.

Så kan vi se på de videregående uddannelser, at der har der været en centralisering i forhold til det samlede antal. I 2020 var der 45.000 personer, som færdiggjorde en videregående uddannelse. Det er en fordobling i forhold til 1990, hvor der var 22.000 personer. Det er klart, at den stigning, der er sket, jo først og fremmest har været i de større byer. Vi siger, at 60 pct. af uddannelsespladserne på velfærdsuddannelserne skal være uden for de fire største byer. Det lavede vi en aftale om, som næsten hele Folketinget var med i, og som vi selvfølgelig er meget glade for – en aftale om at oprette 1.000 nye uddannelsespladser og flytte ca. 1.000 pladser sådant alt i alt. Vi har i dag offentliggjort nogle af de godkendelser, der er; bl.a. en pædagoguddannelse i Holbæk, en jordemoderuddannelse i Slagelse og en række andre uddannelser, som nu formelt set er godkendt og kommer til at fungere derude.

Så vil jeg gerne snakke lidt om produktionserhverv, nemlig landbrug og turisme og nogle af de erhverv, som har meget stor betydning ude i landet. Der har været problemer for turismesektoren på grund af covid-19. Det er VisitDenmarks vurdering, at der er et tab på ca. 40 mia. kr. fra 2019 til 2020, og det er klart, at det også rammer hårdt i landdistrikterne, ligesom det rammer storbyturismen hårdt. Vi har lavet en række aftaler for at understøtte erhvervene og forsøge at få dem på fode igen. Det er brede aftaler om en sommerpakke og en erhvervspakke, som skal gøre noget for turismeerhvervet, og så selvfølgelig, som det også har været nævnt, en aftale om dansk landbrug, som skal sikre og fastholde arbejdspladser, samtidig med at det sker på en klima- og miljøvenlig måde, og herunder – det er selvfølgelig af stor interesse for mange af dem, der er i landdistrikterne – en sikring af de 93 mio. kr. til lokale aktionsgrupper frem til 2027. Så bliver der ro omkring den finansiering, og det tror jeg at der er rigtig mange som er glade for, og vi har forhøjet det med yderligere 12,5 mio. kr. fra brexitreserven, sådan at vi kommer op på de her 105,5 mio. kr. i de næste 2 år. Der bliver mulighed for at lave en række gode projekter, sådan som vi allerede ser at man gør, inden for de lokale aktionsgrupper. Det er nogle af dem, som sætter gang i nogle af vores helt små samfund, og som også skaber konkrete og varige arbejdspladser.

I forhold til redegørelsen er der også en oversigt over statslige arbejdspladser, som blev oversendt i maj 2021, og som viser, at det arbejde, der blev sat i gang af den tidligere regering, begynder at nærme sig sin afslutning. Det var tilfældigvis i min egen hjemby, Holbæk, at man manglede at udflytte arbejdspladser, så jeg lovede også over for Finansudvalget, da vi havde et samråd om det, at det ville jeg personligt holde øje med også gik efter planen, og det har det gjort; de er indviet. I tillæg til de arbejdspladser, som blev udmeldt, har vi fra regeringens side sidste år meldt ud, at vi vil styrke Skatteforvaltningen med 1.000 nye arbejdspladser, og der er etableret et skattecenter i Fredericia og et i Albertslund – det var de første 250 medarbejdere. Så kommer turen til Viborg, Esbjerg og derefter til Ringe på Fyn og til Slagelse og så i sidste runde til Svendborg og Frederikshavn. Så det er altså nogle arbejdspladser, som bliver etableret rundtom i landet og, selvfølgelig, nogle af dem i større byer – der er vi også inde ved det, som hr. Henning Hyllested kommenterede – men jeg tror, at det er sådan, at hvis der ligger et skattecenter i Esbjerg, så bliver det også nemmere at bo på Fanø eller bo i Oksbølområdet eller i Varde Kommune eller i det hele taget at bo i nogle af de kommuner, som er rundtom i nogle af de landdistrikter. Det betyder også noget, at de arbejdspladser ligger der, også selv om de måske ligger i en af de hovedbyer, som der er i et område.

Der er også en udfordring i forhold til vores nærhed til sundhedsvæsenet. Der er, som der står i redegørelsen, 107.000 borgere, der kun har én eller ingen valgmulighed, når de skal vælge læge, og der er 600.000 borgere, der bor i lægedækningstruede områder. Især Nord- og Vestjylland, Syddanmark, Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster er nogle af de steder, hvor vi oplever den tendens. Sundhedsvæsenet har gennemgået en positiv udvikling, og jeg tror også, at specialiseringen af sundhedsvæsenet med højere effektivitet og kvalitet er noget, vi skal være begejstret for, men det er også sådan, at når behandlingstilbud samles, så får nogle borgere længere til sygehuset, og nærheden risikerer at forsvinde. Det rammer selvfølgelig særlig patienter med kroniske sygdomme og ældre, og derfor har vi jo også fra regeringens side foreslået at afsætte en investeringsramme på 4 mia. kr. til 20 nye nærhospitaler rundtomkring i hele landet, og vi har en målsætning om bedre lægedækning i alle dele af landet. Vi foreslår en praksispligt under speciallægeuddannelsen i almen medicin og en styrket fordeling af uddannelseslæger og en målrettet indsats i områder med lægemangel, bl.a. ved at lave licensklinikker. Og endelig foreslår vi at styrke akutindsatsen i landdistriktsområderne med ambulancer, akutlægebiler og akutbiler, ligesom der skal være en bedre dækning i den kommunale indsats.

Jeg vil også gerne tale lidt om dagligvarebutikker, og den redegørelse, vi har her, viser jo, at der er mange, der er lukket, og det har jo en kæmpe betydning for den enkelte landsby, om man har dagligvarebutikker. Det er ærgerligt, at mange små butikker lukker, men det er også fantastisk at se, hvor meget vilje og drivkraft der er i lokalsamfundet til at få etableret nye borgerdrevne dagligvarebutikker. Det er en udvikling, hvor lokalsamfundet tager et ansvar for at sikre, at der er mulighed for at købe sine dagligvarer tæt på, hvor man bor. Det er jo i virkeligheden en gammel idé, brugsforeningen, som bliver genoplivet, altså at man går sammen om at skabe sine butikker, og for at understøtte den har vi fra regeringens side lavet en matchingpulje på 18 mio. kr. til medfinansiering, når små samfund vil etablere eller udvikle borgerdrevne dagligvarebutikker. Det er selvfølgelig dem, som i forvejen har nogle penge, for det er et tilskud. Det er ikke noget, man får, og hvor man så kan drive en butik i et par år, og den måske så alligevel lukker, men det skal være steder, hvor der er en reel efterspørgsel.

Nedrivningspuljen er også en udfordring, og det er blevet sagt, at det skæmmer landskabet mange steder. Vi har ikke en præcis opgørelse over, hvor mange huse der er, men hvis vi ser på helårsboliger, som ikke er registreret med beboelse, så er det en vis andel, og det er jo i nogle af de mest pressede kommuner. I vores redegørelse er der et landkort over, hvor man har haft de her nedrivninger, og det er jo bl.a. kommuner som Lolland, Morsø, Thy og Guldborgsund, hvor man oplever at der er relativt mange prikker på kortet. Vi har øget puljen, og i det nuværende år har vi øget den med 150 mio. kr., sådan at vi kom op på de her 262 mio. kr., mener jeg det var. Næste år kommer der 200 mio. kr., og det vil stadig være blandt de allerhøjeste udmøntninger, og jeg tror, det er vigtigt. For det er en pulje, som er rigtig godt brugt mange steder.

I forhold til bredbånd er det rigtigt nok, at vi også i år har sat penge af til det. Det er afgørende for at sikre, at man kan have bopæl og arbejdsplads i landdistrikterne. Det var jo noget, mange oplevede her, mens der var lukket ned. Teleudbyderne har rullet hurtigt bredbånd ud til mange adresser de seneste år, men der er også rigtig mange, som stadig ikke har adgang til det, og derfor fortsætter vi med at bidrage til bredbåndsdækningen med den her bredbåndspulje til landdistrikterne de steder, hvor der ikke er udsigt til, at markedet dækker det, og det er så fortsat 100 mio. kr., som vi afsætter.

Jeg vil også bare sige et par ord om de små øer, som jeg nævnte. Der er jo de her 27 småøer – vi er nogle, der er så heldige at have sådan en ø i vores kreds; det er jeg i hvert fald, og jeg glæder mig over det – og det er nogle, der har fået opmærksomhed, og som rettelig skal have det. Under nedlukningen har rigtig mange danskere også på grund af de billigere færgebilletter og gratis færgebilletter besøgt vores smukke øer rundtomkring i landet, og for nogle er det jo blevet til et mere vedvarende bekendtskab. Det gælder bl.a. på Agersø eller Orø i Isefjorden, hvor man altså har haft en befolkningsstigning. Det er ikke noget, man har set i mange år, og vi har også en lille figur i vores redegørelse, hvor man kan se, at der altså har været faldende tal, men at der nu her de sidste 3-4 år har været et nogenlunde stabilt befolkningstal. Det skal vi være rigtig glade for, og transportmulighederne betyder selvfølgelig rigtig meget. I den store infrastrukturaftale afsatte vi også 200 mio. kr. til en grøn omstilling af indenrigsfærgerne, sådan at man kan sørge for, at der er nogle tidssvarende færger, og vi har fra den grønne pulje så også 85 mio. kr. til en medfinansiering af investeringer i de grønne indenrigsfærger. Så der er ud over den del af landevejsprincippet, som vi har finansieret, også sat penge af til at sikre, at der er nogle tidssvarende færger.

Så vil jeg da også nævne, når vi er ved småøerne, at det jo var en bred aftale, men i høj grad også på grund af Dansk Folkepartis indsats, at vi afsatte den her pulje til almene boliger ude på øerne, ikke bare småøerne, men også de fire økommuner, og jeg skal, da vi lavede den aftale, da ærligt indrømme, at jeg tænkte: Gad vide, hvor lang tid der går, før de penge er afsat? Ja, jeg tænkte: Jeg håber, de er afsat inden for de 6 år, der var i aftaleperioden. Det var sådan det første, jeg tænkte, for ellers ville det også se lidt fjollet ud for mig som minister, men det gik voldsomt hurtigt. I Marstal bygger man 34 almene boliger og på Læsø og jeg tror også på Samsø. På Orø i Isefjorden fik man nogle af de her boliger – seks boliger mener jeg det er – men der er andre steder, hvor man på småøerne simpelt hen ikke har nået det, fordi den pulje blev tømt så hurtigt, og vi har jo selvfølgelig også noteret os, at der skal ses på, hvordan vi kan sikre det fremadrettet, sådan at den store succes, det har været, at vi fik sat den pulje af, kan fortsætte, så man kan få nogle gode lejeboliger rundtomkring på øerne, som man måske også kan flytte ind i. Hvis man har boet på en gård eller et husmandssted hele sit liv og man så begynder at være oppe i årene, er det jo en fantastisk mulighed, eller hvis man flytter til og måske bare skal prøve ølivet af, er det jo også en mulighed, som man ikke har, hvis man skal købe en bolig.

Hvis jeg bare skal slutte af, synes jeg, at redegørelsen viser tegn på en positiv udvikling, men at der stadig er ubalancer mellem bysamfundene og vores landdistrikter. Vi tror fra regeringens side, det er voldsomt vigtigt, at vi udjævner de forskellige udviklingsmuligheder, og at vi sørger for, at der er en lige spillebane, sådan at dem, der gerne vil skabe vækst i de små samfund, har lige så gode muligheder for det som dem, der gerne vil skabe vækst i de store samfund. Danmark er for lille et land til store forskelle, og det er der heldigvis en bred accept af i Folketinget, og det glæder jeg mig over. Jeg vil gerne sige tak for alle jeres gode indlæg, og jeg håber også, at vi kan fortsætte debatten, om ikke her, så i hvert fald ude i det åbne. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Peter Juel-Jensen.

Tak. Ministeren fik ganske kort antydet, at vi i Venstre var enige i den der tvangsudskrivning til gymnasierne. Det er vi da på ingen måde, og derfor er vi heller ikke en del af den aftale.

Det, vi har efterlyst på ungdomsuddannelsesområdet, er en taxameterreform. Det var noget, vi var enige om før valget, og som ministerens parti pressede meget på for, altså at vi skulle sikre os, at der var knap så meget fokus på aktiviteterne på den enkelte skole, men en større grundbevilling. Det var vi enige om før valget, og siden hen er der bare ikke sket en eneste ting på det område. Man har fuldstændig glemt at kigge på taxameteret. Det vil så sige, at de ungdomsuddannelser, som ligger ude i landdistrikterne, hvor der er knap så mange unge mennesker, ikke bliver betalt. Det vil sige, at de så har svært ved at få en økonomi til at hænge sammen. De har svært ved at finansiere en grøn omstilling både i uddannelsen, men også af deres institutioner. Så det ville jo klæde ministerens parti – i stedet for at stå og skamrose en rapport, man selv har lavet – at man tager ved og står ved de ting, som man sagde før valget, og sikrer, at det bliver muligt at give ungdomsuddannelser, også uden for de store byer, en større grundbevilling.

Ministeren.

Jamen det var egentlig et forsøg på at være venlig, nemlig at sige, at jeg da har respekt for, at man har den ambition om at sikre de små gymnasier, uanset om man så er gået ud af en aftale af andre årsager. Men jeg kan se, at det var spildte ord på – nu skal jeg nok lade være med at sige nogle ord herinde, man ikke kan sige. Men altså, hvis Venstre ikke er interesseret i at fastholde og sikre en reel mulighed for, at man kan fastholde gymnasier – i Morsø, Grindsted, Faaborg, Høng, andre steder – så står det jer frit for. Men det her er jo en konkret sikring af, at der kan være de her 72 elever i optag, som man har efterspurgt, i landdistriktsgymnasierne.

Jeg skal ærligt sige, at jeg faktisk ikke forstår, at Venstre ikke vil være med til det, ligesom jeg heller ikke forstår, at Venstre ikke ville være med til at lave nærpolitistationer. Jeg begriber det ikke, for når jeg møder Venstre – alle de gode lokale tillidsvalgte, som er i Venstre, i mit eget område og rundt i hele landet, når jeg er rundt og holde foredrag om det her – så oplever jeg en stor efterspørgsel på sådan nogle løsninger. Men det har man så af christiansborgtaktiske årsager ikke villet gå ind i, og det må I jo selv forklare.

Hr. Peter Juel-Jensen.

Det, ministeren må kunne forstå, er, at landdistriktspolitik ikke skal opdele nogen i A- og B-hold. Hvis vi vil have gymnasier liggende ude i landdistrikter, skal det gerne være således, at man er valgt til, ikke at man er valgt fra andre steder. Det er jo fuldstændig tudetosset på et tidspunkt, hvor vi har meget fokus på klimaet, at man skal køre forbi det nærmeste gymnasie for at blive fragtet ud på et andet. Det skal være et frit valg. Det skal være friheden, der hersker.

Jeg er godt klar over, at ministeren har det meget, meget svært med frihed og folks egne muligheder for at præge eget liv. Men det skal ikke trækkes ned over hovedet på Venstre. Vi vil gerne have gode ungdomsuddannelser, men det betyder altså også, at der skal en reform til, der ikke belønner en aktivitet, men giver et større grundtilskud. For elev nr. 13, 14, 15 og nogleogtyve er altså noget billigere, end hvad de første elever koster, når man skal holde sådan en klasse kørende.

Så er det ministeren.

Jamen det er jo den der ideologiske frihedssnak, som Venstre lavede gymnasiereformen på, og som Venstre har lavet masser af reformer på, som har været ødelæggende, og som har gjort, at de små samfund har fået det sværere. Der er lukket masser af institutioner rundtom i landet. Hvis man gerne vil køre den der ideologiske Uffe Ellemann-ting, så gør I bare det. Jeg tror bare ikke, at folk i Morsø forstår, hvorfor man lukker deres gymnasium, fordi der er et eller andet med et ideologisk frihedsbegreb, som I har talt op. Jeg tror ikke, at folk i Faaborg forstår, hvorfor man lukker deres gymnasium, fordi Venstre ikke vil finde en løsning. Jeg tror ikke, at folk i Fjerritslev forstår det. Jeg forstår ikke, hvad den ideologi i det hele taget skal i den her debat og i den her kreds af ordførere, hvor vi plejer at kunne mødes sådan nogenlunde fornuftigt om det.

Tak for det. Der kommer lige en kort bemærkning mere, og den er fra hr. Henning Hyllested.

Jeg har selvfølgelig bemærket, at det her hedder en regional- og landdistriktsredegørelse, men det er sådan set også det, der er min anke, altså at vi sidder med en redegørelse, som efter min mening bliver diffus, fordi den omfatter utrolig meget uden for de store byer, sådan at næsten ethvert initiativ, man tager politisk, jo på den måde bliver relevant, kan man sige.

Jeg synes også, at ministerens gennemgang her bærer præg af den der holdning med, at regner det på præsten, drypper det på degnen. Og det er selvfølgelig fuldstændig rigtigt, at der da er grænser for, hvad man kan lægge ud af arbejdspladser eller uddannelsessteder, altså i hvor små byer man kan lægge det – det er jeg helt enig i. Og idet man lægger det ud i centerbyer eller større byer, bliver der også en større nærhed for de landsbyer, som måtte ligge i nærheden.

Men problemet er bare – og det synes jeg også debatten her bærer præg af – at vi jo aldrig rigtig kommer til at diskutere, hvad vi gør i de byer, landsbyer, med f.eks. under 5.000 indbyggere. Hvordan sætter vi ind der for at styrke indsatsen og deres udvikling? Det bliver jo totalt afhængigt af, hvad man får lagt ud i de større byer og centerbyer.

Ministeren.

Det er jeg ikke helt enig i, og jeg synes også, at kategorien op til 5.000 indbyggere er meget bred. Altså, der er jo masser af byer med 4.000 indbyggere, som f.eks. har et gymnasium – eller der er i hvert fald nogle byer, der har det.

Jeg vil sige, at det er sådan – det er min oplevelse af det – at når man lukker et lærerseminarium i Holbæk, sker der det, at i de små byer i Odsherred falder andelen af folk, der har en læreruddannelse i skolerne, fra 7 pct. til 27 pct. på 5 år; det vil altså sige dårligere undervisning i Asnæs og Fårevejle og Hørve og alle de små byer. Det hænger sammen; det kan man ikke skille ad. Der er nogle ting, som vi bare må acceptere er uadskillelige, og som handler om at sige, at de regionale byer betyder voldsomt meget for vores landdistrikter. Men det betyder jo ikke – og det er jeg sådan set enig med spørgeren i – at der ikke er nogle ting, der er specifikke for de helt små samfund, altså muligheden for at udvide landsbyen med nye byggegrunde som en af tingene eller lån i landdistrikterne, små skoler osv. Det er jeg helt enig i er selvstændige problemstillinger.

Hr. Henning Hyllested.

Ja, og det er jeg selvfølgelig langt hen ad vejen enig i – det fik jeg også sagt. Men tilbage står jo netop, at der er specielle problemer for de helt små bysamfund. Altså, udviklingen og fællesskabet i byerne er jo mange gange drevet – og det er også tidligere gjort klart – af ildsjæle de pågældende steder. Og for os handler det sgu meget om, undskyld, det må man ikke sige, men for os handler det meget om, hvordan vi får understøttet den der indsats. Vi har foreslået landsbypedeller og landsbybusser drevet af de lokale, så man faktisk får en kollektiv trafik, som er fleksibel, og som er til stede, når den skal være til stede osv. osv. Det får vi aldrig plads til at diskutere, når vi laver redegørelsen her så bred, som vi gør. Og derfor kunne jeg godt tænke mig, at man i virkeligheden i fremtiden fik den delt op i en egentlig landdistriktslandsbyredegørelse og så måske en lidt større regionalredegørelse.

Ministeren.

Jamen det er jeg bare ikke enig i – det må jeg sige. Og ½ minut er måske for lidt tid til at skulle forklare det, men essensen for mig er, at selvfølgelig betyder det noget for udviklingen på Lolland-Falster, hvad for nogle tilbud der er i Nykøbing Falster. Det kan ikke skilles ad. Altså, hvis der dér ligger statslige arbejdspladser, gode uddannelsesinstitutioner, sundhedstilbud af en høj kvalitet, gør det selvfølgelig også, at der er flere, der siger: Det her kunne være et sted, hvor vi kan bo. Men selvfølgelig skal vi også kunne diskutere det med fokus på de helt små byer med 200, 300, 400 indbyggere.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

(Talen er under udarbejdelse)