Det næste punkt på dagsordenen er:

9) Forhandling om redegørelse nr. R 5:

Forsvarsministerens redegørelse om det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde.

(Anmeldelse 07.10.2021. Redegørelse givet 07.10.2021. Meddelelse om forhandling 07.10.2021).

Forhandlingen er åbnet. Værsgo til fru Annette Lind, Socialdemokratiet.

Mange tak for det, formand. Det har været en rigtig god debat, vi har haft her i salen i dag, og jeg glæder mig over, at vi nu skal have debatten om redegørelsen om det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde. Jeg vil gerne også her takke ministeren – jeg ved, at vi også på udvalgets vegne gerne vil sige tak for dit engagement i forhold til at arbejde med det nordiske. Jeg vil også gerne her sige tak til vores medarbejdere i sekretariatet. Det er sådan, at vi for ikke så længe siden holdt en meget, meget fin nordisk forsvarskonference på Frederiksberg Slot. Livgarden var der, og der var tappenstreg og en masse gode debatter. Det vil jeg meget gerne sige tak for. Det har været en stor succes, i forhold til at vi igennem en hel dag kunne diskutere det nordiske forsvarssamarbejde. Og vi var også på fregatten Esbern Snare, inden vi sendte den til Guineabugten.

Når jeg nu tager ordet her i dag, vil jeg sige, at vi har mange udgangspunkter i de nordiske lande for forsvarssamarbejdet og også beredskabssamarbejdet. Nogle af landene er medlem af EU, nogle er medlem af NATO, og alle arbejder i FN, men vores forsvars- og beredskabssamarbejde foregår jo også rigtig meget igennem NORDEFCO, som er forsvarssamarbejdet, og igennem Hagasamarbejdet, som er beredskabssamarbejdet. Men ellers har vi også en lang tradition for samarbejde inden for det nordiske hjemmeværnssamarbejde. Det er vigtigt, at man får sat fokus på fælles uddannelser her og optimal anvendelse af ressourcer, f.eks. omkring indkøb.

Det er også sådan, at vi har et godt samarbejde med de nordiske lande om fælles internationale opgaver. Det har vi særlig set her på det sidste, hvor vi skulle have vores medarbejdere ud fra Afghanistan i FN-regi. Vi har set det med FN's mission i Mali, og vi har også set det i NATO's mission i Irak. Nu er jeg også udenrigspolitisk ordfører og har været med til at forhandle alle aftalerne i forhold til Afghanistan, og der kan jeg sige, at jeg sad med hjertet i halsen mange gange, når vi havde de her forhandlinger og vi hørte, at der blev taget folk ud af Afghanistan. Og vi var i stand til, fordi vi havde militærfly i Afghanistan, at kunne hjælpe vores nordiske venner ud. Det er jo sådan, at rigtig mange steder i verden deler vi ambassader, især danskerne og nordmændene, og det var en rigtig, rigtig god måde at kunne hjælpe hinanden på, i forhold til at vi nu heldigvis har fået rigtig mange af vores medarbejdere ud – faktisk alle medarbejderne er jo ude.

Der er ingen tvivl om, at udviklingen i den sikkerhedspolitiske situation omkring Arktis også har et særligt fokus for rigtig, rigtig mange. Og vi har et tættere nordisk forsvars- og beredskabssamarbejde omkring det. Klimaforandringerne og de geopolitiske spændinger giver stormagtsrivalisering, og det giver udfordringer, men stabilitet i regionerne, at vi kan arbejde sammen. Derfor er det også vigtigere end nogen sinde, at vi i de nordiske nationer står sammen og tager ansvar for sikkerheden i vores del af verden, på trods af at vi har de her forskellige sikkerhedspolitiske udgangspunkter. Når truslen udefra vokser, skal vi og vores nabolande rykke endnu tættere sammen. Og det er jo tit sådan, at dem, man samarbejder bedst med, er dem, der ligner en selv mest, og det gør vi jo præcis i de nordiske lande. Derfor er jeg også glad for, at regeringen her i september måned, faktisk lige efter at vi havde vores forsvarskonference, underskrev en hensigtserklæring med Norge og Sverige om et styrket operativt samarbejde i Østersøen, Skagerrak og Kattegat. Det skete desværre på bagtæppet af en rigtig træls episode med russisk optrapning, da russiske fly i sommer krænkede det danske luftrum – ikke nok med at de fløj ind én gang – de fløj tilbage og ind over igen. Det kan vi ikke sidde overhørig, og det skal vi tage alvorligt. Og det gør vi så bl.a. ved at styrke det nordiske forsvarssamarbejde.

I det forgangne år har der været en positiv videreudvikling af både forsvarssamarbejdet og beredskabssamarbejdet i Norden, og det er igennem formandskabet, som forsvarsministeren havde sidste år – et dansk formandskab. De områder, der har særlig dansk prioritet, er selvfølgelig Arktis, men det er også sådan, at der bliver sat særlig fokus på cybersikkerhed, det grønne forsvar, det transatlantiske bånd og forbedringer af NORDEFCOs krisestyringsmekanisme. Det har jo været sådan, at vi hidtil har arbejdet mest i NORDEFCO, når der har været fredssituationer, men nu gør vi det også, når der er krisesituationer, og der har covid-19 jo selvfølgelig været en væsentlig del, i forhold til at vi har skullet tale sammen.

På beredskabsområdet havde Danmark ligeledes formandskabet i 2020, og der besluttede man københavnerkonklusionen, og et fokus i arbejdet var især at styrke de nordiske landes modstandskraft over for natur- og menneskeskabte katastrofer set i lyset af klimaforandringer og de ekstreme vejrforhold, hvilket jo desværre er blevet højaktuelt rigtig ofte, siden vi har set brandene i Sverige, hvor vi også hjalp hinanden.

Der er ingen tvivl om, at der er mange grunde til at styrke både forsvarssamarbejdet og beredskabssamarbejdet i Norden fremover. Det gælder f.eks. stadig hyppigere cyberangreb, der rammer os alle, men også kommende sundhedskriser og naturkatastrofer og konsekvenser af klimakrisen kan styrke vores samarbejde, potentielt i forhold til at udvide det – muligheden er i hvert fald til stede.

Det står meget klart, at det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde har en vigtig og voksende betydning for vores egen sikkerhed og tryghed, men det gælder også internationale indsatser, som vi har set det her på det sidste i forhold til Afghanistan, og det gælder også i forhold til den regionale stabilitet.

Jeg er glad for, at vi kunne tage diskussionen her i salen i dag. Jeg er rigtig glad for, at vi har diskuteret de nordiske forhold igennem hele eftermiddagen. Tak for samarbejdet, jeg har med alle ordførerne, og tak for samarbejdet med ministrene.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og derfor går vi videre til hr. Bertel Haarder, Venstre.

Jeg vil gerne takke forsvarsministeren for redegørelsen og også for det engagement, som hun ved flere lejligheder har udvist i forhold til det nordiske forsvarssamarbejde. I 2009 kom den tidligere norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg med sin rapport med 13 konkrete forslag til, hvordan vi kunne styrke samarbejdet om forsvar og sikkerhed, og de 13 punkter har været sigtelinjer lige siden, og vi kommer længere og længere hen i retning af at have opfyldt de forslag, han kom med – dog ikke så meget, når det gælder ambassadesamarbejdet og samarbejdet om udviklingshjælp, men når det gælder forsvars- og sikkerhedssamarbejdet, er vi kommet rigtig langt. Senest har vi fået Bjarnasonrapporten, som uddyber et af Thorvald Stoltenbergs punkter, nemlig det, der vedrører cybersikkerhed. Det er yderst relevant i Norden, fordi vi er så højt digitaliseret og dermed sårbare. Det er kun en måned siden, at Danmark, Norge og Sverige aftalte et forstærket operativt samarbejde – tak til forsvarsministeren for det også.

Det nuværende finske formandskab for NORDEFCO, som det nordiske forsvarssamarbejde hedder, satser på et uddybet nordisk-baltisk og nordisk-transatlantisk samarbejde, hvilket er bemærkelsesværdigt, for det antyder jo, at den gamle berøringsangst i Finland og Sverige over for NATO og NATO-landene nu er historie. Det finske formandskab vil også samarbejde tættere om Arktis i bred forstand, og som det står i redegørelsen, vil man styrke evnen til »at samarbejde i fred, krise og konflikt«, og man vil bl.a. se på, hvordan man kan udvide den såkaldte interoperabilitet, sådan at man altså kan operere i hinandens lande og derved støtte og styrke hinandens beredskab. Det er en fornøjelse at se det finske engagement i det fælles nordiske forsvar.

Vi er selvfølgelig slet ikke i mål. Der er et stort potentiale for at uddybe samarbejdet, og det fælles mål i Norden er jo at bevare Norden som et lavspændingsområde. Her skal vi bare huske, at lavspænding opnår man ikke ved at efterlade militære tomrum. Militære tomrum kan jo være fristende, f.eks. for en russisk præsident, som har problemer på hjemmefronten, og som derfor gerne vil samle nationen om en national sag. Det bedste, vi i Norden kan gøre for lavspændingen, er at undlade militære tomrum og i stedet selv at holde vagt, selv at være beredt og at have pålidelige forbundsfæller. Og det er jo det, vi har; NORDEFCO er en integreret del af det forhold til NATO, som både Danmark, Norge og Island har. Og det, vi skal bemærke, er, at det ikke er nogen hindring for det nordiske samarbejde om forsvar og sikkerhed, at Sverige og Finland af historiske grunde ikke er med i NATO, og at Norge og Island ikke er med i EU, og at Danmark ikke er med i EU's forsvarsdimension. Det er ganske vist noget rod, men det udgør ikke nogen som helst hindring for nordisk samarbejde. Vi er frie til at samarbejde om vores fælles sikkerhed, vi gør det i stigende grad, og derved truer vi ikke nogen. Vi bestyrker vores egen og hinandens sikkerhed.

Det er der et momentum for, og det skal vi udnytte, og her tænker jeg ikke bare på NORDEFCO, men også på hackersamarbejdet i forhold til sikkerhed og også på det, som den nu tidligere finske forsvarsminister Jan-Erik Enestam vil foreslå os om et par uger her i denne sal, hvor han forelægger os sin rapport om nordisk beredskab, også i forhold til pandemier og brande, og hvad der ellers kan være. Det kan måske føre til en parallelorganisation, altså en parallel til NORDEFCO – hvem ved? Jeg synes, at vi skal se frem til, hvad han kommer med.

Og så vil jeg ikke gennemgå hele den udmærkede redegørelse, men alene det, at en dansk forsvarsminister kan fremlægge en så fyldig redegørelse om nordisk samarbejde om forsvar og sikkerhed, synes jeg i sig selv er et kæmpe fremskridt. Minsandten om der ikke også er et nordisk hjemmeværnssamarbejde – det synes jeg er rigtig vigtigt, for der har vi så også det folkelige med.

Så lad os være tilfredse med, at der sker så meget på feltet. Der kan ske meget mere, og det er jo alt sammen med til at betrygge den situation, som jeg beskrev tidligere, nemlig Danmarks placering i Europa i et smørhul med venner, venligsindede lande hele vejen rundt, og med de alliancer i EU og NATO, som vi har savnet så forfærdeligt tidligere i historien. Nu har vi dem, og dem skal vi passe på, og vi skal udnytte alt det, som vi kan gøre sammen med de andre nordiske lande. Tak.

Vi siger tak til hr. Bertel Haarder og går videre til fru Lise Bech, Dansk Folkeparti.

Tak for det, og tak til forsvarsministeren for den fremsendte redegørelse. I Dansk Folkeparti er vi, hvad vi også sagde her fra talerstolen for 1 år siden, da vi drøftede sidste års redegørelse, meget glade for at se de styrkede militære bånd mellem vores nordiske lande. I en mildest talt uafklaret situation i Arktis og en stigende bekymring for forholdene i Østersøen er der behov for, at vi i de nordiske lande rykker sammen i bussen og styrker samarbejdet. Og det bakker vi hundrede procent op i Dansk Folkeparti.

I forhold til årets aktiviteter, som er beskrevet i redegørelsen, er vi meget positive over for den hensigtserklæring om et styrket operativt samarbejde mellem Danmark, Norge og Sverige i Østersøen, Skagerrak og Kattegat, som er blevet indgået her i 2021. Ligeledes er det positivt at se, at NORDEFCO og den indbyggede krisekonsultationsmekanisme bliver anvendt som et aktivt forum og redskab mellem vores nordiske lande.

Det finske formandskabs fokus på styrkelse af dialogen om aktiviteter og erfaringer i Arktis samt undersøgelsen af mulighederne for et egentligt operativt samarbejde i Arktis bakker vi helhjertet op i Dansk Folkeparti. Det samtidige fokus på de nordisk-transatlantiske og nordisk-baltiske relationer, som også er så fint beskrevet i redegørelsen, understreger Danmarks helt nødvendige forankring i NATO og det transatlantiske bånd til vores amerikanske allierede, som er og som fortsat bør blive ved med at være hovedhjørnestenen i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

NATO er alt det, som EU ikke er og aldrig kan blive på forsvarsområdet. Men inden for rammerne af vores NATO-forpligtelser er vi mere end klar til at se på, hvordan vi yderligere kan styrke det nordiske forsvars- og beredskabssamarbejde. Et oplagt sted at starte er naturligvis at gribe i egen barm og starte med den helt nødvendige stigning i forsvarsbudgettet til det niveau, som en tidligere socialdemokratisk statsminister lovede NATO i Wales i 2014.

Hvornår ser vi en plan fra den socialdemokratiske regering om, hvordan vi indfrier det løfte? Et større dansk forsvarsbudget, som dansk forsvar kunne bruge som et afsæt til et endnu stærkere nordisk samarbejde på forsvars- og beredskabsområdet, er vi hundrede procent klar til i Dansk Folkeparti. Og jeg vil endnu en gang takke forsvarsministeren for en udmærket redegørelse. Tak for ordet.

Tak til ordføreren, der er ingen korte bemærkninger, og derfor er det nu hr. Rasmus Nordqvist, SF. Værsgo.

Tak, og tak til ministeren for redegørelsen, og ikke mindst tak til mine kolleger og for nogle indtil videre rigtig gode og spændende ordførertaler om redegørelsen. Jeg vil ikke gå ind og kommentere på det hele, men vil gå ned i særlig to ting: En ting, som jeg desværre synes er fuldstændig fraværende i det nordiske sikkerhedspolitiske samarbejde, og så en ting, jeg synes kunne blive styrket gevaldigt.

Hvis man starter med det, som jeg ser som fraværende, så var det noget af det, jeg også fokuserede på sidste år, og det var omkring hele spørgsmålet om konfliktløsning, hvor jeg synes, at det desværre er fraværende. Når vi snakker sikkerhedspolitik, er der ikke nogen bedre sikkerhed, end når man afværger konflikter, og det synes jeg er noget, som vi faktisk burde tage op, også fordi der er en stærk tradition i Norden for det, der er masser af viden om det, og jeg er sikker på, at min gode kollega hr. Christian Juhl, når han kommer på, også vil fremhæve nogle af de gode ting, der er, for det plejer han at gøre så ganske udmærket. Og det synes jeg bare vi skulle tage op fra dansk side og sige: Hvordan kan vi blive langt stærkere her og spille en rolle for at skabe en mere sikker verden?

Det andet, som jeg gerne vil ind på, er omkring den del, der handler om det internationale humanitære partnerskab, hvor man jo har et godt samarbejde. Det er noget, jeg meget håber på man vil arbejde på at styrke og så samtænke det med den tidligere ministers arbejde omkring udviklingspolitik, altså at vi ser på, hvordan vi i Norden bliver langt, langt bedre til at samarbejde omkring hele den udviklingspolitiske indsats i den humanitære krisesituation. For vi kan noget der, vi kan noget sammen, og det er i min optik den bedste måde at bedrive sikkerhedspolitik på: at sørge for at undgå konflikter og gå ind og se på det langsigtede.

Så det skal være min respons på ministerens redegørelse. Tak.

Tak til ordføreren, der er ingen korte bemærkninger, og derfor går vi nu videre til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Jeg kan lægge mig i slipstrømmen af disse mange gode kommentarer, i forhold til det gode perspektiv, der er i det nye samarbejde, eller nye samarbejde: Jeg har stået her mange gange med hr. Bertel Haarder og diskuteret det her spørgsmål, kan jeg pludselig huske, da jeg var udenrigsminister, og senere har vi begge to tørstet efter, at vi blev bedre i Norden til det her.

Jeg vil egentlig kun lægge en ekstra dimension til, som jeg synes er helt oplagt lige i disse år, og det er, at når nu Arktis er begyndt at fylde så meget mere, udestår der jo en stor diskussion om, hvilken rolle de nordiske lande kan og skal påtage sig i den sammenhæng. Og der kan jeg ikke lade være med at tænke på, at der jo i øjeblikket er en diskussion – både over og under radaren, om jeg så må sige – som handler om, hvor meget det at lave øget overvågning og have større kapacitet i Arktis er en NATO-opgave, eller om det er en opgave for medlemslande i NATO.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er stor tilhænger af, at det er medlemslandene i NATO, der påtager sig den her opgave, simpelt hen af den grund, at vi har haft en god forståelse med amerikanerne om, at det er den måde, man både får sendt et robust signal til Rusland om, at vi holder øje med, hvad de laver, uden at eskalere situationen unødigt og uden at gå på kompromis med vores ønske om lavspænding. Og lige dér er et godt samarbejde med især Norge jo helt afgørende, men sådan set også Sverige og Finland, og selvfølgelig også Færøerne og Grønland, hvor vi jo nu er i en ret historisk fase med større involvering af de lande i vores overvejelser på det sikkerhedspolitiske område. Og jeg kunne sådan set også godt tage Island med i samme ombæring.

Det synes jeg bare er et kæmpe potentiale og egentlig også en nødvendighed, altså at vi styrker den nordiske sikkerhedspolitiske dialog på det område i fremtiden, simpelt hen for at det går vores vej, hvad jeg ved der er bred enighed om i Folketinget.

Tak til hr. Martin Lidegaard. Og så går vi videre til hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. Nu er det ikke, fordi de her nordiske emner lægger op til ret meget dialog og duel. Men jeg vil dog sige, at fra min ungdom og til nu er der sket rigtig meget med den antimilitaristiske linje i Radikale Venstre – kan jeg høre. Det må vi prøve at diskutere en dag.

Da jeg først læste det her, og det har jeg gjort ministeren opmærksom på, spurgte jeg, og jeg skrev det ude i marginen: Hvor er Grønland og Færøerne? Hvor er rigsfællesskabet? Hvor er kongeriget? For der står Danmark og Norge og Sverige. Og der skal vi altså i de her tider, hvor vi er i hård konkurrence med USA om, hvem der skal være mest attraktive over for grønlænderne, huske, at vi faktisk også reelt har et samarbejde med dem, og at de også er omfattet af de her spørgsmål. Og nu ved jeg, at ministeren selv prøver at få unge fra Grønland til at deltage i en slags værnepligt og den slags ting. Det er ikke Danmark, det er rigsfællesskabet eller kongeriget, der laver de her ting, og det skal vi huske.

Jeg vil gerne sige, at vi i det her præsidentskab i hvert fald har bidraget nok med debatten om forsvar. De fleste af de konferencer, vi har holdt og været med i eller deltaget i, har handlet om forsvar og Arktis og oprustning og den slags ting. Når vi skal evaluere, vil jeg sige, at så kunne vi måske godt have givet lidt mere tid til klima og nogle andre spørgsmål. Men det er jo en smagssag, og jeg var da imponeret over de flotte heste ude på kasernen derude – nå.

Men når vi snakker om Norden, snakker vi om den som den fjerde stormagt, der har en helt anden tilgang, end de fleste stormagter har til militær, og heldigvis for det. Og det betyder, at militæret er den sidste mulighed. Militæret må meget gerne være defensivt, og det præger jo også NORDEFCO, og det er jeg rigtig glad for.

Det kan ikke nytte noget, at vi går rundt ligesom den store dreng i klassen og siger, at fordi jeg har muskler, skal jeg vise dem, og så vil jeg også have lov til at bestemme her. Vi er vokset fra de år, hvor det skal være panser og våben, der bestemmer. Det skal være demokratiet og de gode argumenter, der bestemmer. Og derfor vil jeg også gerne advare lidt imod hr. Martin Lidegaards opfordring til at inddrage NATO i Arktis. Det ville være en skandale, hvis vi gjorde det mere, end det overhovedet er tilfældet nu – det er alt rigeligt.

For hver gang vi inddrager NATO, signalerer vi også til dem, som nogle kalder vores modstandere – men som jo i mange sammenhænge er nødvendige samarbejdspartnere, hvis vi skal redde kloden – at nu opruster vi, nu inddrager vi nye ressourcer.

Vi har lovet hinanden, at vi skal holde det militære grej på et minimum i Arktis, og det synes jeg vi skal holde fast i, og vi skal ikke være dem, der inspirerer til nye oprustningsspiraler. Og så må man kalde mig naiv og alle mulige andre mærkelige udtryk, hvad nogle mere oprustningsglade politikere gør. Men det nytter altså ikke noget, at vi selv er med til at modarbejde de principper, vi har for Arktis. Tværtimod skal vi styrke indsatsen for den ikkemilitære forebyggelse.

En øvelse er at spille med musklerne ligesom den store dreng i klassen, som jeg nævnte før, og det vil sige, at hver gang vi skal ud at prøve kræfter og vise de andre, hvad vi har, så laver vi en øvelse så stor som overhovedet muligt. Og så kan vi være helt sikre på, at så laver Rusland eller Kina en øvelse, der er endnu større for at vise, at de også har muskler. Og alle den slags ting bliver så brugt indenrigspolitisk til at sige: Vi har brug for flere penge til militæret, og det er en rigtig, rigtig destruktiv og negativ udvikling, som vi må modarbejde.

Jeg vil gerne rose NORDEFCO for at være meget defensive i sin tilgang til forsvar og tage ordet forsvar alvorligt. Jeg har selv overvejet, om vi ikke med alle de krige, vi deltager i, skulle kunne omdøbe ministeriet til det, man kaldte det i starten af det forrige århundrede, nemlig et krigsministerium, for det er jo mere det, det efterhånden er, hvis vi skal blive ved med de gale – undskyld, nu skal jeg finde et pænt udtryk – med de mindre kloge krige, vi har deltaget i, hvor vi har skabt flere problemer, end vi har gavnet. Og det håber jeg aldrig bliver tilfældet i Arktis.

Desuden vil jeg sige, at det nordiske beredskabssamarbejde, Hagasamarbejdet m.m., er meget, meget fornuftigt, synes jeg. Jeg havde dog håbet, at ministrene ville lytte en smule mere, da vi i Nordisk Råd lavede en strategi for samfundssikkerhed. Vi måtte råbe meget højt og ad flere omgange bede om, at ministrene tog vores arbejde alvorligt. For vi fik bare at vide, at det havde man sådan set set på, og at det var der ingen grund til at gøre noget ved.

Jeg kan se i beretningen her, at man dog trods alt på nogle enkelte områder har taget vores idéer alvorligt, og vi har jo lovet hinanden, at vi arbejder videre med de strategier, så jeg vil gerne opfordre forsvarsministre og andre, der har med beredskab at gøre, til at lytte lidt til de guldkorn, der måtte komme fra Nordisk Råd og parlamentarikere.

Når vi snakker beredskab, er der i øjeblikket for lidt fokus på klimaudfordringerne, og det skal der være meget mere fokus på. Jeg kan godt se, at det er begyndt at dukke lidt op rundtomkring i periferien, men vi skal have meget mere gang i det. Jeg har ikke nogen specielle kommentarer til hjemmeværnssamarbejdet. Det er jo en lidt forældet forsvarsform, men nu har vi den jo, og den er historisk betinget, og det er da fint, at der er et samarbejde på området.

Det sidste er det, som hr. Rasmus Nordqvist pegede på, nemlig freds- og konfliktløsningskapaciteten. Den kapacitet bruger vi måske en promille af i forhold til alt det militærgrej, vi investerer i. Vi har i Danmark ikke engang et institut for freds- og konfliktforskning. Det har de andre lande trods alt. Og vi får færre ambassader, som kunne overvåge menneskerettigheder, og som kunne være med til, at Danmark kunne spille en rolle i konfliktløsning. Jeg minder om, at Norge er det land i Norden, som er bedst til det. Hvis vi går tilbage til Osloaftalerne med Palæstina, var det det første forsøg på at bringe parterne sammen, og det lykkedes. Det lykkedes at lave en aftale. Den er ikke succesfuldt udfyldt.

Men der var også Colombia, hvor guerillaen FARC og regeringen skulle finde ud af at finde en løsning. Der blev der lavet en fredsaftale med Norge ved bordet og med Norges intellektuelle kapaciteter på deres universitet, der gjorde, at det kunne lade sig gøre at bringe folk sammen, fordi man havde indsigt i det colombianske samfund, man havde indsigt i de konfliktspørgsmål, der var i den konflikt. Og de fandt ud af at få guerillaen til at nedlægge våbnene og lave en fredsaftale og også at igangsætte en proces, som langtfra er færdig endnu.

Tænk, hvis vi bare brugte 10 pct. af forsvarsudgifterne til freds- og konfliktløsning. Så synes jeg, at vi kunne komme rigtig, rigtig vidt. Og prøv at tænke på, hvis vi bare kunne spare én måned af alle de krige, vi har været med i, og 1 pct. af de lidelser, som har været i de mange krige. Det ville være alle pengene værd. De fleste af krigene er i øvrigt fejlslagne, og derfor synes jeg, at vi er nødt til at retænke vores måde at bruge forsvarsmidlerne på. Og så tænk på en anden ting: Udviklingsbistanden er systematisk beskåret. En af de gode ting ved freds- og konfliktløsning er, at man investerer i at udvikle samfund, så de bliver dynamiske og gode, så folk har lyst til at leve i dem, og at man ikke venter, til vi skal bruge den sidste løsning, militæret, for at finde ud af det. Den er beskåret fra 2000, hvor den var 1,1 pct. af bruttonationalindkomsten, til 0,7 pct. – systematisk beskåret – og det er et af de bedste midler, vi har til ikkemilitær freds- og konfliktløsning. Det sker også i de andre nordiske lande.

Samtidig med det har vi forøget vores militærbudgetter enormt. Da jeg som yngre begyndte at interessere mig for politik, var der et princip, i øvrigt et socialdemokratisk princip, der sagde, at hvad vi giver til militæret, giver vi også til udviklingsbistand, og det vil sige fifty-fifty, altså det samme. Det er mange, mange år siden, at den balance blev skubbet. Og derfor er vi nødt til at sige, at når vi tænker på Arktis, og når vi tænker på den store intellektuelle kapacitet, vi generelt har i Norden til at kunne tænke forebyggende, så skal vi passe på, at vi ikke ender som dinosaurerne, der jo uddøde på grund af for meget panser og for lidt hjerne. Og det er i Arktis overhængende efter min mening.

Så derfor: Lad os fortsætte den defensive udvikling og lad os koble et fjerde element på, der hedder nordisk freds- og konfliktløsning, og opbygge en kapacitet af hidtil uset størrelse. Vi har mulighederne, vi har evnerne, og vi ville tjene på det. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Da jeg ikke ser flere ordførere, der har bedt om ordet, er det forsvarsministeren.

Tak for jeres bemærkninger og store interesse, og også mange tak for et rigtig godt og konstruktivt samarbejde. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er helt afgørende, at vi samarbejder på tværs af regeringer og på tværs af parlamenter. Vi har ikke råd til at lade være i den sikkerhedspolitiske situation, vi står i.

De nordiske lande er tæt forbundet. Vi deler en fælles kultur og historie, og vi har ofte samme tilgange i den måde, vi ser verden på. Det nordiske samarbejde er væsentligt for den regionale sikkerhed i både NORDEFCO og Haga-samarbejdet. Der arbejder vi for at styrke samarbejdet yderligere, og det skal vi blive ved med.

Klimaforandringerne giver i Arktis plads til både gamle og nye aktører. Det udfordrer sikkerheden og stabiliteten og dermed også vores frie og demokratiske fundament i rigsfællesskabet og i Norden. Det er vi enige om at vi må stå sammen om at håndtere. Det er en vigtig opgave, hvor vi tager ansvar for vores sikkerhed i vores region på et tidspunkt, hvor Rusland opruster og kommer tættere på. Det så vi ikke mindst i sommer, da vores luftrum blev krænket af russiske fly i et hidtil uset omfang. Derfor er det positivt, at vi sammen med Sverige og Norge styrker det operative samarbejde i regionen.

I Stockholm i slutningen af september underskrev mine nordiske kolleger og jeg en hensigtserklæring, der styrker samarbejdet i vores fælles område, dvs. i Skagerrak, Kattegat, Stræder og Østersøen, og det er vigtigt, at de nordiske lande bidrager til sikkerhed i nærområdet med vores kendskab til området. Vi har et vigtigt ansvar, og det ansvar tager vi naturligvis på os. Med hensigtserklæringen skaber vi rammerne for et tættere operativt samarbejde med mulighed for at gennemføre øvelser sammen og udveksle erfaringer og informationer, og på den måde udvides vores øjne og vores ører i nærområdet. Det kræver tillid at udveksle disse typer af oplysninger, og netop tillid nyder vi mellem de nordiske lande.

Lad mig komme med et konkret eksempel. Da vi startede operationen med evakueringerne fra Afghanistan, rakte vi direkte ud til vores nordiske naboer. Vi tilbød dem vores støtte, og de støttede os. Det var kaotiske øjeblikke. Vi gjorde en forskel. Den støtte, vi fra vores side bidrog med, ved jeg at mine nordiske kolleger værdsætter. Og endnu en gang havde vi god nytte af NORDEFCOs særlige kommunikationsnetværk, som kun vi i NORDEFCO deler. Det er et netværk, der sikrer, at vi frit og tillidsfuldt kan tale med hinanden. Det gør vi, fordi vi har tillid til hinanden, en tillid, som er opbygget over lang tid.

Vi havde i 2020 som bekendt formandskabet for NORDEFCO, og fra vores side udpegede vi en række emner, som vi ville give særlig prioritet under formandskabsåret. Emnerne af særlig prioritet var cybersikkerhed, arktisk grønt forsvar, det transatlantiske bånd og forbedring af NORDEFCOs krisestyringsmekanisme. Det er initiativer, som er relevante og vigtige bidrag i arbejdet for tryghed og sikkerhed, og som giver mening at arbejde med på tværs af de nordiske lande, og som selvfølgelig også en er en del af »NORDEFCO Vision 2025«.

Samarbejdet i NORDEFCO er i forlængelse af vores formandskab i god gænge under dette års finske formandskab, og jeg mødes ofte med mine nordiske forsvarsministerkolleger i forskellig sammenhæng. Jeg ser frem til det næste NORDEFCO-ministermøde i Helsinki i november. Under det finske formandskab arbejder vi videre med at styrke samarbejde i Arktis, ligesom de nordiske transatlantiske relationer er betydningsfulde. Og så lever vi nok med, at vi ikke deler det finske formandskabs passion for sauna.

Samarbejdet med de baltiske lande er tæt. Geografisk er vi placeret tæt på hinanden, og derfor er det vigtigt, at vi har en tæt dialog. Båndene til industrien skal også styrkes. I år mødtes repræsentanter for industrien i Norden i Helsinki for at drøfte samarbejdet i rammen af NORDEFCO. Vi har i år også arbejdet videre med »NORDEFCO Vision 2025« om at styrke evnen til at samarbejde i krise og konflikt. Samarbejdet har hidtil været begrænset til et samarbejde i fredstid. Udviklingen af situationen og erfaringerne fra covid-19 og Afghanistan peger lige netop i retning af at udvide samarbejdet.

Og så vil jeg også kort nævne vores samarbejde med de nordiske lande om internationale opgaver, f.eks. i rammen af NATO eller i FN-missioner, og den nordiske rotation med udsendelse af transportfly til FN's mission i Mali. Hvad angår det nordiske beredskabssamarbejde, har der i 2021 også været en positiv udvikling af samarbejdet. Det er med til at styrke landenes modstandskraft over for natur- og menneskeskabte katastrofer, og også her har vi rykket samarbejdet. Vores formandskab for Haga-samarbejdet i 2020 afslørede det med de såkaldte københavnerkonklusioner. Konklusionerne opsummerer arbejdet i 2020, og det handler bl.a. om at styrke nordisk beredskabssamarbejde i lyset af klimaforandringer og mere ekstreme vejrforhold. Med erklæringen har de nordiske lande bl.a. givet hinanden håndslag på at arbejde for mere kompatibelt udstyr. Vi vil også dele viden om naturskabte risici, udarbejde fælles procedurer, når de nordiske beredskaber skal støtte hinanden, og undersøge muligheder for fælles øvelser.

Lad mig afslutningsvis nævne, at det også er positivt, at der er et stærkt samarbejde mellem de nordiske hjemmeværn, som jeg også hørte hr. Bertel Haarder nævne. Der udveksles løbende erfaringer og viden, og der samarbejdes om uddannelse og øvelsesvirksomhed, og det gavner alle. For mig er der ingen tvivl om, at det nordiske fællesskab er noget særligt og kan noget særligt, også selv om vi har forskellige sikkerhedspolitiske udgangspunkter i og uden for NATO. Det nordiske samarbejde udvikler sig hastigt i de her år og får større og større betydning for sikkerheden og stabiliteten i vores del af verden. Det er et udviklingspotentiale, som vi skal blive ved med at udforske. Det vil jeg fortsat prioritere, og jeg er også meget taknemlig over den opbakning, som jeg oplever der er her i Folketinget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil høre ministeren, om hun er bekendt med, at der de sidste år har udviklet sig et begreb, der hedder feministisk udenrigspolitik. Jeg har siddet i timevis i Nordisk Råd og lyttet til en tidligere kollega til vores forsvarsminister, nemlig Margot Wallström, og jeg har været beriget af mange af hendes måder at beskrive, hvordan man kunne arbejde, og det er netop en af grundene til, at jeg med større og større kraft taler for, at vi skal have en ikkemilitær konfliktløsningsenhed og en større kapacitet på det område, som gerne skulle fylde lige så meget som militæret, når vi engang kommer længere frem. Det bliver ikke i min tid med det her tempo, vi har på, men jeg vil gerne spørge, om ministeren kender de begreber, og om hun kan lade sig inspirere af det, for så ville hun måske også kunne være en af de aktive drivkræfter i den udvikling.

Ministeren.

Jeg er meget opmærksom på, at der har været et stort hul i den sikkerhedspolitiske debat, når det handler om at inddrage kvinder, fred og stabilitet, og derfor rejste jeg det også på et NATO-ministermøde for tre, fire møder siden og sikrede, at det kom ind i NATO som en central agenda, og det er det nu. I øvrigt var det med opbakning fra bl.a. Spanien og Portugal og en række øvrige nordiske kolleger. Men det er nu en del af NATO's vision fremadrettet, og det tror jeg er vigtigt, fordi kvinder er en helt afgørende del af at sikre stabilitet udeomkring i verden, og det er også afgørende, at vi har kvinder som en del af både vores forsvar og beredskab, fordi det tilfører flere perspektiver på opgaveløsningen.

Hr. Christian Juhl.

Men Margot Wallström nøjes ikke med at snakke om, at der skal kvinder ind. Jeg er fuldstændig enig i, at det er en fornuftig ting, for det giver en anden balance og en helt anden debat, men det giver også en helt ny måde at tænke på. Det var såmænd mere det, jeg lagde op til. NATO er jo et tungt apparat, og det er en organisation, der skal kunne handle osv., og som ikke er bygget til at tænke i ikkemilitære konfliktløsningsenheder. Derfor er vi nødt til at have andre ind og også have en ny tankegang ind, også i det danske Forsvarsministerium.

Ministeren.

Jeg prøver at bidrage med lidt kvindelighed til tænkningen i det danske Forsvarsministerium, men jeg synes, det lyder som noget, vi skal dykke mere ned i, og det vil jeg gerne gøre. Men det er klart, at der er nogle strukturer, som er vigtige at holde fast i, og når det handler om NATO, tror jeg på, at NATO er garanten for Danmarks sikkerhed. Jeg tror på, at NATO kan noget helt særligt, og derfor synes jeg faktisk også, at det er rigtig fornuftigt at tænke kvinder, fred og stabilitet ind i de eksisterende gamle strukturer.

Tak til ministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og dermed er forhandlingen sluttet.

Vi skal videre, men vi skal lige have flyttet nogle tilbage, efter at ordførerne har flyttet lidt rundt. Jeg tror lige, vi giver det et øjeblik.

Nu kan jeg se, at skattefolkene er på plads.