Det sidste punkt på dagsordenen er:

15) Forhandling om redegørelse nr. R 4:

Udenrigsministerens redegørelse om samarbejdet i Arktis.

(Anmeldelse 06.10.2021. Redegørelse givet 06.10.2021. Meddelelse om forhandling 06.10.2021).

Før vi går i gang med den næste debat, som er om en redegørelse, har vi nogle praktiske foranstaltninger, vi skal have klaret. Ordførerne skal op at sidde på de forreste rækker, så vi holder lige en kort pause.

Så er de praktiske foranstaltninger på plads, og det betyder, at vi kan gå i gang med redegørelsen.

Forhandlingen er åbnet. Hr. Mogens Jensen, Socialdemokratiet.

Tak for ordet, og selvfølgelig tak til udenrigsministeren for redegørelsen til Folketinget. Som bekendt er arbejdet med at formulere en ny fælles arktisk strategi for Danmark, Grønland og Færøerne i fuld gang. Det er et stort og vigtigt stykke arbejde, fordi vi på tværs af rigsfællesskabet skal kunne agere med udgangspunkt i en afklaret fælles platform for vores tilgang til Arktis. Og jeg er helt sikker på, at ministeren vil sætte nogle ord på den proces.

I mellemtiden glæder jeg mig som ny forsvarsordfører over den her lejlighed til at drøfte, hvordan det i øjeblikket står til med det internationale arktiske samarbejde, og selvfølgelig også hvad der er hændt i det forgangne år. Ligesom det internationale samarbejde har også samarbejdet omkring Arktis naturligvis i høj grad været udfordret af pandemien i det forgangne år, men ikke desto mindre synes jeg, at der er opnået mange gode resultater for samarbejdet. Det gælder i mine øjne først og fremmest den brede politiske aftale om en Arktis Kapacitetpakke på 1,5 mia. kr., som blev indgået tilbage i februar måned i tæt dialog mellem Danmark, Grønland og Færøerne.

Vi – de af Folketingets partier, der står bag aftalen – er heldigvis enige om, at kongeriget Danmark har et helt særligt sikkerheds- og forsvarspolitisk ansvar i Arktis og Nordatlanten. Med den rammeaftale bliver der derved investeret massivt i højteknologiske ubemandede systemer og kapaciteter, herunder satellit- og luftrumsovervågning, suverænitetshåndhævelse og styrkede kommunikationslinjer. Dermed bliver forsvarets evne til at overvåge aktiviteterne og navigere i Arktis styrket markant, og det er der brug for.

Samtidig har det været afgørende for os, at den styrkede indsats i Arktis skal give både en militær, men også en civil nytte. Vores samarbejde om Arktis handler jo også om andet og mere end sikkerhedspolitik. Derfor skal kapacitetspakken bl.a. styrke forsvarets redningsoperationer, beredskabsopgaver, fiskerikontrol, forskning og overvågning i forhold til klima og miljø og meget mere. De nye investeringer skal skabe lokale arbejdspladser og vækst i Grønland og på Færøerne. Så alt i alt synes jeg, der er landet en rigtig god aftale, som jeg synes vi alle sammen har grund til at glæde os over, og som jeg tror også vil præge udviklingen i Arktis i den retning, som vi alle ønsker.

Arktisk Råd fylder jo 25 år her i 2021, og det er fortsat vores vigtigste arktiske samarbejdsforum. I maj måned blev der afholdt ministermøde i Reykjavik, hvor alle udenrigsministrene fra de arktiske stater deltog og formandskabet blev overdraget fra Island til Rusland. Der blev vedtaget en ambitiøs ministererklæring og en strategi, som vidner om god opbakning til samarbejdet og også danner et rigtig godt grundlag for en styrket dialog i Arktisk Råd i årene fremover. Vores udgangspunkt for det arktiske samarbejde er naturligvis, at vi ønsker at sikre lavspænding i Arktis i overensstemmelse med Ilulissaterklæringen, men vi må heller ikke være naive.

Som bekendt ser vi jo en voksende geopolitisk interesse for regionen, og derfor er det vigtigere end nogen sinde før, at vi står sammen om vores fælles værdier og vores fælles interesser i Arktis. Det gælder både på tværs af rigsfællesskabet, men også på tværs af Atlanten.

Der er ingen tvivl om, at USA har styrket sit engagement i Arktis over en årrække, og det så vi senest, da udenrigsminister Antony Blinken prioriterede at besøge Danmark og Grønland i maj måned, forholdsvis tidligt efter Bidenadministrationens tiltræden. Det vidner ikke mindst om den voksende geopolitiske interesse for Arktisregionen.

Fra dansk side skal vi hilse det øgede amerikanske engagement velkommen, for USA er uden tvivl kongerigets vigtigste sikkerhedspolitiske allierede, også når det kommer til Arktis. Det må der aldrig blive sået tvivl om. Samtidig er det helt afgørende for os, at Grønland og Færøerne i højere grad bliver inddraget i de udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske spørgsmål omkring Arktis, som vedrører dem. Netop derfor har udenrigsministeren jo som noget nyt inviteret både Grønland og Færøerne med til møderne med både den forhenværende og den nuværende amerikanske udenrigsminister.

Et andet meget vigtigt skridt i et tættere samarbejde i rigsfællesskabet om Arktis var statsministerens møde med Færøernes landsstyreformand og formanden for naalakkersuisut på Marienborg i juni måned. Her blev det besluttet, at der etableres et nyt udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitisk kontaktudvalg på højeste niveau. Det blev ved samme lejlighed aftalt, at Grønland fremover får en mere synlig rolle. Grønland fik ved samme lejlighed tildelt en mere central rolle i Arktisk Råd, hvor de fremover vil tale først samt underskrive ministererklæringerne på vegne af kongeriget. Det finder jeg er helt naturligt.

Der er ingen tvivl om, at vi lever i en tid med et voksende komplekst og omskifteligt trusselsbillede ikke mindst i Arktis. Det stiller nye krav til samarbejdet i rigsfællesskabet, hvor inddragelse og dialog er vigtigere end nogen sinde før. Vi skal vise gensidig respekt og tillid over for hinanden. Ved at stå sammen om vores fælles værdier og interesser i Arktis, får vi tilsammen en langt stærkere fælles stemme til gavn for den bæredygtige udvikling i regionen.

Vi skal huske, at den geopolitiske udvikling i Arktis primært skyldes klimaforandringerne. Det er et af de mest sårbare områder på kloden i forhold til klimaforandringer. Temperaturen stiger næsten tre gange hurtigere end i resten af verden. Den arktiske is, sne og permafrost svinder hurtigt for øjnene af os. Der er ingen tvivl om, at den globale opvarmning sætter miljøet og biodiversiteten under pres, og at klimaforandringerne indebærer dramatiske ændringer for de arktiske befolkninger. Det kræver et endnu tættere og stærkere samarbejde på tværs af rigsfællesskabet, ikke mindst på forskningsområdet.

Som nævnt handler det arktiske samarbejde ikke kun om sikkerhedspolitik. Vores fælles målsætning er en bæredygtig fremtid for hele Arktis. Det gælder i forhold til både klimaet, miljøet, økonomien og den sociale udvikling. Sammen skal vi, Danmark, Grønland og Færøerne, styrke det arktiske samarbejde og forfølge vores fælles demokratiske værdier som dialog, tillid, lighed og et regelbaseret samarbejde – de værdier, som jo kendetegner vores egne samfund. Når netop de værdier kommer under pres udefra, skal vi rykke tættere sammen for at stå imod. Vi skal være proaktive og tage hånd om udviklingen, så andre ikke løber os over ende. Sammen skal vi præge det internationale arktiske samarbejde i retning mod vores fælles mål om bæredygtighed. Jeg ser frem til en god debat.

Der er korte bemærkninger. Det er først hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Nu er ordføreren jo gammel fiskeriminister, og han sagde i sin tale, at Arktis Kapacitetspakke på 1,5 mia. kr. bl.a. skal bruges til en styrket fiskerikontrol. Kan ordføreren uddybe det lidt? Hvordan kan de investeringer, der gøres nu, bruges i forbindelse med en fiskerikontrol?

Ordføreren.

Det er jo klart, at nogle af de opgaver, som bl.a. løses af forsvaret i Arktis, også omfatter hjælp til fiskerikontrollen. En af de muligheder, der ligger med de ekstra ressourcer, som vi får med kapacitetspakken, er, at du dermed kan styrke den opgave, hvis det måtte være et ønske fra parterne i rigsfællesskabet. Så helt konkret kan man jo prioritere ressourcer til at løse den opgave bedre.

Vil hr. Sjúrður Skaale have ordet? Nej. Så er det Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Tak for talen. Og tillykke med det nye ordførerskab - vi ser frem til et godt samarbejde. Jeg vil gerne komme med en kort kommentar om Arktis Kapacitetspakke. Jeg mener sådan set, at vi nok skal finde en løsning, så vi kan efterleve hele pakken. Det skal bare være en kommentar herfra.

Men der er jo også sådan, at IA ønsker at deltage i forsvarsforliget, og der kommer ordføreren jo højst sandsynligt også til at sidde med. Så jeg kunne godt tænke mig høre, om det er noget, som Socialdemokratiet bakker op om, altså at vi får lov til at deltage i det store forlig – ikke kun i et hjørne af det, men i det helt store forlig – for det har været et ønske fra dag et, i hvert fald fra denne ordfører kom i Folketinget. Tak.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at det jo er utrolig dejligt og vigtigt, at alle interesserer sig for, hvilke prioriteter vi skal foretage på forsvarsområdet, også med et fremtidigt forsvarsforlig, og også i forhold til det arktiske område. Men jeg vil sige, at det er for tidligt for os endnu ligesom at navigere, i forhold til hvem der så skal være med i aftalen, men vi ser positivt på alle interesser.

Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak til ordføreren. Man kan sige, at Arktis Kapacitetspakke i virkeligheden var et eksempel på, hvordan det ikke skal gøres, og det var jo netop, at Grønland ikke sad med, at man ikke fik koordineret det, og at man ikke fik sikret den brede forankring i det grønlandske samfund. Det kunne vi godt have været med til at sikre, og det er sådan set også det, der er en af fordelene ved, at vi sidder med. Og så kan man samtidig sige, at Arktis jo er noget, der fylder mere og mere – faktisk helt op til en fjerdedel af de forhandlinger, der er på området, handler om Arktis – så derfor giver det mening. Hvad siger ordføreren til det?

Ordføreren.

Som jeg også nævnte i min ordførertale, er regeringen og Socialdemokratiet dybt optaget af, at vi får et stærkere samarbejde mellem rigsfællesskabets forskellige lande, også når det gælder det forsvarspolitiske samarbejde. Så også der mener vi det er vigtigt, at vi i højere grad inddrager hinanden. Og jeg giver ordføreren ret i, at det selvfølgelig også er vigtigt, at de ønsker, man måtte have fra Grønland og Færøernes side, kommer frem og bliver inddraget i det arbejde, der skal være i forbindelse med et nyt forsvarsforlig.

Aki-Matilda Høegh-Dam, værsgo.

Tak for ordførertalen; det var rigtig fint. Vi kom også meget ind på inddragelse og dialog som noget af det vigtigste, og jeg mener også, at med vores samarbejde med Socialdemokratiet har det været tydeligt, at man har lyttet, når Grønland er kommet med sine holdninger. Der er til gengæld et punkt, hvor Siumut og IA er meget enige, fordi det er alle partier enige om i Grønland. Arktis Kapacitetspakke kunne godt være blevet gjort bedre.

Jeg var også af den forståelse som ordfører for Siumut, at der var tæt dialog imellem naalakkersuisut og Inatsisartut omkring dette emne. Men det kom meget bag på alle partier i Grønland og naalakkersuisut i det hele taget, hvor hurtigt den her aftale pludselig blev lavet, og hvor ugrundigt man også havde taget de her diskussioner med Grønland. Det synes jeg godt vi kan gøre bedre en anden gang. Så klar opbakning til, at vi sagtens kan have nogle flere drøftelser, også blandt grønlandske folketingsmedlemmer, om ikke vi kan finde en løsning på det sammen.

Ordføreren.

Jeg lytter jo selvfølgelig til, hvad der bliver sagt. Nu er jeg ny ordfører og var ikke med i det forløb, men jeg synes, at vi må tage de bemærkninger ind, som der her fremføres omkring, hvordan vi bedre kunne have haft en lidt inddragende proces også omkring den Arktiskapacitetspakke. Så det er jo en læring, vi må tage med ind i fremtiden, og derfor understreger jeg også, at jeg selvfølgelig synes, det er vigtigt, at man får mulighed for også fra Grønland og Færøernes side i forhold til Arktis at komme frem med sine ønsker til et kommende forsvarsforligs elementer på det område.

Så går vi videre til fru Eva Flyvholm.

Vi hørte på NATO-topmødet for et halvt års tid siden, at man for første gang fra NATO's side ligesom omtalte det høje nord – men det er jo altså det samme som Arktis, kan man sige – i den sammenhæng. Vi så også, hvordan Stoltenberg, der er generalsekretær for NATO og var på besøg i sidste uge i Nordisk Råd, også talte meget om NATO's rolle, i hvert fald i Nordatlanten, og nogle af de her ting. Og for mig at se ligger der en meget stor risiko for, at der bliver en øget spænding og et øget konfliktniveau også i det arktiske område, hvis NATO mere kommer ind og spiller en rolle her, og der synes jeg egentlig, det er vigtigt, at vi er enige om at prøve ligesom at holde konfliktniveauet nede og holde den reelle lavspænding. Det betyder nok også, at NATO ikke så meget skal ind at have en rolle. Så det vil jeg egentlig gerne spørge Socialdemokratiets ordfører om hvordan man ser på.

Ordføreren.

Jeg tror, vi alle sådan set er enige om, at det er vigtigt at fastholde lavspænding i Arktis, og det må vi bidrage til på alle de måder, vi kan. Og jeg synes, det er naturligt, at NATO selvfølgelig også beskæftiger sig med Arktis, for det er jo en del af det samlede billede. Men vi har jo medlemmer af NATO, som er en del af det arktiske samarbejde og i øvrigt også af Arktisk Råd, og derfor finder jeg det naturligt, at de interesser, der skal varetages fra NATO's side, kan varetages af de lande, som selv geografisk befinder sig i det arktiske område.

Fru Eva Flyvholm.

Jamen det er jo lige præcis det, jeg tror der er en meget, meget delikat balance i, altså at landene – Danmark eller USA, eller hvem det så er – varetager, kan man sige, egne interesser der. Det er jo forståeligt nok, men netop når NATO kommer ind og får en selvstændig rolle, tror jeg, man kan risikere en farlig udvikling. Og der vil jeg bare lige høre, om jeg skal jeg forstå det sådan, at det er ordføreren faktisk enig i, altså at NATO ikke skal ind at have for stor en selvstændig rolle her, men at det må være op til de enkelte lande at stå med det.

Ordføreren, værsgo.

Jamen som jeg sagde, er det naturligt, at NATO også interesserer sig for det arktiske område og den del af det samlede billede, hvad angår sikkerhedspolitikken, der også tegner sig via Arktis. Men som jeg også sagde, finder jeg det helt naturligt, at den måde, NATO primært er repræsenteret på og agerer på i det arktiske område, er gennem de medlemslande, der rent faktisk befinder sig i området.

Hr. Karsten Hønge, SF.

Hvordan vurderer ordføreren amerikanernes voldsomt stigende interesse i Grønland? Hvor meget skal man tro på, at det alene skyldes en nyfunden interesse for grønlandsk kultur og handel, og at man har et enormt behov for at give stipendier, så man kan læse videre i USA? Hvad mener ordføreren der ligger bag, at man måske i første omgang ønsker et lille hyggehjørne på universitetet i Nuuk? Kan det have noget at gøre med, at man ønsker øget oprustning og øget tilstedeværelse i Grønland?

Ordføreren.

Jeg er sådan set glad for, at USA i stigende grad udvikler sit engagement i Grønland. Det er jo sådan set også noget, som Danmark har arbejdet på. Så jeg synes, det er positivt for Grønland og for hele området, at der bliver afsat ressourcer i USA til Grønland. Jeg mener ikke, at det sker på bekostning af Danmark eller skaber nye sprækker. Jeg ser det som en naturlig del af den nye sikkerhedspolitiske dimension og dynamik, som er i regionen. Det er jo noget, som vi sammen med Grønland er i tæt dialog med USA om. Så jeg ser det sådan set som en positiv udvikling.

Hr. Karsten Hønge.

Så ordføreren tror på det her med, at there ain't no such thing as a free lunch? Det er der måske, når det kommer til Grønland – eller er det måske ikke nærmere i retning af det, som den fungerende ambassadør for USA, Stuart Dwyer, har sagt, nemlig at han allerede nu kan sige, at de ønsker en øget militær tilstedeværelse og flere øvelser mellem USA og Danmark? Selv vores egen forsvarsminister har jo bekræftet, at amerikanerne vil have flere logistiske støttepunkter. Så mon ikke de ting hænger sammen? Eller er det ikke naivt – det var vist det ord, som ordføreren selv brugte i sin tale – at man, hvis man tror på, at der er gratis måltider, så ikke tror, at der i hvert fald i forhold til amerikanerne er et tydeligt mål med det?

Jeg kunne høre, at hr. Karsten Hønge til sidst i sin korte bemærkning fik oversat det engelske udtryk.

Værsgo til ordføreren.

Jamen det er da helt klart. USA har selvfølgelig også sikkerhedspolitiske interesser i den arktiske region. Men USA har også miljømæssige og klimamæssige interesser, og de er jo heldigvis blevet større, efter Biden er kommet til, i forhold til hvordan tingene udvikler sig i Arktis – og de har i øvrigt også forskningsmæssige interesser. Så jeg ser det som værende en bred interesse, som amerikanerne udviser for Grønland. Det synes jeg at vi skal tage imod, og det skal foregå i et tæt samarbejde mellem Danmark, Grønland og USA.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, og derfor kan vi byde velkommen til den næste ordfører. Christoffer Aagaard Melson, værsgo.

Tak for ordet, og tak til ministeren for redegørelsen. Som den tidligere ordfører også sagde, er det her jo normalt en afrapportering i forhold til kongerigets arktiske strategi. Den sidste udløb desværre helt tilbage i 2020, hvor vi også skulle have haft vedtaget en ny. Nu er vi så uden en strategi, og eftersom der først var valg i Grønland i foråret 2021, kan ministeren i hvert fald ikke give det faktum skylden for den første del af forsinkelsen. Derfor vil jeg starte med at opfordre ministeren til at trække i arbejdstøjet, så vi får en ny strategi, vi kan stå sammen om i rigsfællesskabet. Det har vi brug for, for der sker en hel masse i verden omkring os, og særlig i Arktis går det rigtig stærkt. Hvis ministeren har brug for hjælp eller inspiration til strategien, byder vi os gerne til, også set i lyset af at inddragelsen af Folketinget og parlamentet på henholdsvis Færøerne og Grønland efterhånden foregik for meget længe siden.

I Venstre tror vi på, at et stærkt internationalt samarbejde i Arktis er afgørende i en usikker verden. Det samarbejde er Arktisk Råd et helt centralt organ for at sikre. Samarbejdet i Arktis skal være en helt central prioritet i den danske udenrigspolitik, da arktisk sikkerhedspolitik er afgørende for kongeriget, og fordi vi igennem vores deltagelse i Arktisk Råd har en unik mulighed for at påvirke udviklingen i en geografisk meget stor del af verden i forhold til bl.a. håndteringen af klimaforandringerne og miljøudfordringerne. Derfor er det også rigtig godt at læse i afrapporteringen, at arbejdet i Arktisk Råd prioriteres højt af regeringen, så tak for det.

Interessen for den arktiske region er stigende. Det skyldes bl.a. klimaforandringerne og øget stormagtsrivalisering. Opvarmningen i Arktis sker hurtigere end noget andet sted på kloden, og havisens udbredelse bliver fortsat mindre. I redegørelsen kan vi læse, at opvarmningen af Arktis går hele tre gange hurtigere end i resten af verden. Det er i den grad foruroligende og understreger, hvorfor vi har behov for handling. Ud over at sætte turbo på den grønne omstilling mener vi også, at vi skal satse massivt på forskning i de arktiske områder, også i klimaforandringerne, hvilket heldigvis afspejles i afrapporteringen, bl.a. igennem investeringerne i et nyt forskningsskib.

Klimaforandringerne forandrer det økonomiske potentiale i regionen og har geopolitiske implikationer. Det kan bl.a. føre til, at konflikter mellem ikkearktiske stormagter også kan komme til at gøre sig gældende i Arktis. Det er afgørende, at Danmark forholder sig til den geopolitiske udvikling og de udfordringer, det medfører. En af disse udfordringer er Danmarks og de øvrige staters målsætning om lavspænding. Den øgede aktivitet i området gør det nødvendigt, at kongeriget Danmark øger sit beredskab og vores overblik over, hvad der foregår i regionen. Vi mener ikke, at det står i modsætning til ambitionen om lavspænding. Hvis Danmark ikke ved, hvad der foregår, bl.a. i Østgrønland, og hvis ikke vi håndhæver vores suverænitet, risikerer vi nemlig, at f.eks. USA selv tager den opgave på sig. Det vil af Rusland blive set som langt mindre legitimt og kan føre til en farlig direkte konfrontation mellem Rusland og USA. Netop for at undgå spænding har det også været et fokus for Venstre i forbindelse med forhandlingerne om Arktispakken på forsvarsområdet, at det helt centrale fokus netop skulle være overvågning og signalindhentning.

Forandringerne og den øgede aktivitet i Arktis kræver et tættere samarbejde og en tættere koordination i rigsfællesskabet. Derfor bakker vi rigtig meget op om initiativerne til en mere ligeværdig og mere hyppig dialog mellem Grønland, Færøerne og Danmark. Vi bakker også op om Grønlands mere fremtrædende rolle i Arktisk Råd. Derudover vil vi også meget gerne arbejde på, at der kommer en tættere og mere formaliseret dialog mellem de tre landes parlamenter. Det har vi tidligere hørt også fra nogle af spørgerne, nemlig vores grønlandske medlemmer, er noget, der efterspørges. Så jeg håber rigtig meget, at det er en opfordring, som regeringen også vil kigge nærmere på om vi kan komme længere med. Det oplevede vi også, da vi var med Grønlandsudvalget i Grønland tidligere på året, nemlig at der er et stort behov for, at vi kommer tættere på hinanden for at koordinere lovgivning.

Noget andet nyt i år er, at også EU har lavet en Arktisstrategi. Man kan altid diskutere indholdet. Jeg ved, at der især i det Arktiske er lidt forbehold over for strategien, men vi byder det velkommen, da det er enormt vigtigt, at EU også forholder sig til områdets stigende betydning og andre stormagters ageren i området. F.eks. mener vi, at det er oplagt, at EU forholder sig til mulighederne for at investere i Grønland og på Færøerne. I Grønland er det jo f.eks. i forhold til mulighederne for at skabe en større forsyningssikkerhed, når det gælder adgangen til sjældne jordarter. Det er underligt, at det er Kina og USA, der er de helt dominerende aktører i forhold til at kigge på de muligheder, der er for den slags i Grønland, og ikke EU, som jo trods alt også er en meget, meget integreret del af rigsfællesskabet, og som jo også støtter med midler i Grønland allerede i dag.

Noget andet, som vi synes er vigtigt, er, at EU engagerer sig mere i forhold til frihandelsaftaler med Grønland og Færøerne. Det er måske en lille smule uden for området, men jeg synes, at de, når EU taler arktisk strategi, simpelt hen ikke kan komme uden om at forholde sig til ønsket om bedre handelsbetingelser for Grønland og Færøerne. Det er jo helt afgørende for at sikre, at EU også fremadrettet er en stærk spiller i forhold til rigsfællesskabet og i forhold til Grønland og Færøerne.

Endelig er der den her øgede amerikanske aktivitet – også fra andre lande i området – og det mener vi burde føre til, at vi sætter os ned og får lavet en analyse af, om der er behov for øget engagement også internt i kongeriget i forhold til tilstedeværelse i særlig Grønland, hvor amerikanerne f.eks. er meget stærkt til stede. Der synes vi, at vi har behov for en snak om, om rigsombuddene f.eks. er stærkt nok bemandet til også at kunne være til stede og have den tilstrækkelige dialog med det grønlandske samfund. Så det er endnu en dialog, som vi håber vi også kan tage i den kommende tid.

Tak for ordet.

Der er korte bemærkninger. Først er det fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Tak til ordføreren for en god tale, og også tak for det gode samarbejde. Det er sådan, at Grønland gerne vil lave sin egen udenrigspolitiske strategi eller Arktisstrategi – kald det, hvad du vil, skulle jeg næsten til at sige – og det ved jeg også Færøerne gerne vil. Og jeg synes også, at man skal respektere det og have tålmodighed til at vente på, at de får lavet en fælles strategi.

I Grønland er vores udenrigspolitiske strategi fra 2011; det er mange, mange år siden, og der er sket rigtig, rigtig mange ting i mellemtiden. Så det er i hvert fald et kæmpestort ønske fra vores side at lave vores egen strategi.

Men jeg vil gerne give ordføreren ret i, at det er lang tid siden, vi er blevet inddraget af Folketinget, og at det er lang tid siden, vi har haft debatten, og at vi måske også har manglet netop den her debat for at finde ud af, hvad prioriteringerne er for de enkelte partier. Så ordføreren har de næste par minutter til meget kort at fortælle, hvad Venstres prioriteringer vil være i forhold til kongerigets arktiske strategi.

Værsgo, 1 minut.

Jamen jeg synes jo egentlig, at min tale har været en lang opremsning af, hvad vi synes der skal prioriteres: forskning, men også øget tilstedeværelse og bedre overblik over, hvad der foregår i området, klimaet skal være helt centralt, og øget diplomatisk engagement og viden i forhold til Arktis og rigsfællesskabet synes vi er rigtig centralt. Det er områder, som vi bliver nødt til at tage fat i. Og så er der ingen tvivl om, at forsvarsområdet, cyber og andre ting kommer til at fylde rigtig meget de kommende år og vil også fylde i en strategi.

Jeg synes, det er rigtig godt, at man har et ønske fra Grønland og Færøernes side om at lave sine egen Arktisstrategi. Jeg synes bare stadig væk, at der ikke må gå for lang tid, hvor vi er i et vakuum, hvor kongeriget ikke har en strategi. Jeg respekterer ønsket, og det kunne jo også være, at den tidligere grønlandske regering havde haft det ønske. Man kan jo ikke blive ved med at skubbe det, mens man venter på lokale arktiske strategier for Grønland og Færøerne.

Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Mange tak. Jeg er enig med ordføreren i, at det haster, både at Grønland får sin egen strategi, og at vi får lavet en fælles arktisk strategi. Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til det her med bl.a. forskning. Hvordan kan vi styrke forskning, for det er jo sådan set et rigtig godt område? Altså, science diplomacy er jo helt, helt oplagt i forhold til udenrigspolitik. Vi ved, at der er 300 amerikanske forskere, der kommer til Grønland hvert evig eneste år. Det er et tal, der er højere end det, jeg troede i hvert fald. Så hvordan kan vi også styrke det samarbejde specifikt i forhold til forskning?

Ordføreren.

Altså, nu er der jo f.eks. på finansloven den her hub, som man har investeret i. Der er jo et eller andet potentiale for at koordinere og samle og øge vidensniveauet om, hvad mulighederne er for forskning i Grønland. Nu var vi med OSCE-delegationen en tur på Svalbard, og for mig var det underligt at se, hvor meget aktivitet der er på Svalbard, og hvordan man har gjort det her i Norge. Altså, jeg tror, at der er et kæmpe potentiale for at lave et vidensmiljø i Grønland i forhold til klimaforskning og forskning i Arktis, hvor vi er langt bagefter og langt mindre målrettet, end man er i Grønland. Det handler selvfølgelig både om midler, men også om en strategi for det.

Så er det fru Aki-Matilda Høegh-Dam. Værsgo.

Tak. Lad mig først kvittere over for Venstres grønlandsordfører, idet vi har et virkelig godt samarbejde, og for det store engagement, man også oplever fra Venstres grønlandsordfører i Grønlandsudvalget og andre regier. Jeg vil dernæst erklære mig enig i, at vi netop har behov for en form for parlamentarisk struktur, der gør, at det for parlamentarikerne fra Grønland og Folketinget bliver formaliseret på en eller anden måde. Det er også en af de ting, som Siumut vil komme ind på, når vi i næste samling i Inatsisartut kommer ind for at diskutere, om ikke vi skal lave et folketingsråd. Der vil jeg gerne lige høre, om Venstre har nogle tanker om, hvorvidt det kunne være sådan et folketingsråd, eller om I har nogle andre tanker omkring det.

Der blev også snakket en lille smule om, om rigsombuddet kunne bruges lidt mere i samarbejdet mellem landene. Der tænker jeg også, om ikke vi burde kunne lave et eller andet i forhold til mere forståelse af hinanden, både for danskere, der tager op til Grønland, men måske også lidt hjælpe grønlændere, der tager til Danmark.

Ordføreren, værsgo.

Spørgsmålet kan være, om vi skal kalde det et folketingsråd eller noget andet, men der er helt sikkert brug for, at vi kommer tættere på hinanden, og at vi har en mere formaliseret kontakt. Som jeg sagde, oplevede vi, da vi var i Grønland, jo, at der både fra vores side og fra grønlandske parlamentarikeres side simpelt hen ikke er nok viden om, hvor snitfladerne er, og hvordan vi kan gøre hinanden bedre ved at samarbejde, og der tror jeg på, at det der med løbende at have lidt tættere kendskab og være lidt tættere på hinanden vil være godt for alle parter.

Et folketingsråd, som I har snakket om, eller den konstruktion, ordføreren har nævnt, synes jeg kunne være fornuftig. Det kan også være noget andet. Der har været snak om, om det skulle være noget på Det Udenrigspolitiske Nævns område, hvor man mødtes jævnligt, eller hvad det var. Ja, vi er meget åbne for konstruktionerne, og vi er meget enige i problemet. Vi har ikke lagt os helt fast på, hvilken model det skal være, så vi er åbne for alle input.

Aki-Matilda Høegh-Dam.

Tak for svaret. Jeg vil egentlig også gerne komme en smule ind på det, der blev sagt om, at vi bliver nødt til at stå stærke sammen udadtil. Der tænker jeg jo selvfølgelig også, at det er der ikke nogen der er uenige i. Men jeg synes også, det er vigtigt at tænke på, hvordan et demokrati er. Man siger jo, at et demokrati er det bedste, vi har, selv om demokratiet ikke ligefrem er noget af det bedste, der eksisterer, hvis man kan sige det på den måde. Men det er jo også, fordi det tager lang tid i et demokrati. Der tænker jeg også på den arktiske strategi, og at vi netop også kan være uenige i nogle punkter. Men det betyder jo ikke, at vi splitter, hvis man kan sige det sådan.

Ordføreren, værsgo.

Vores holdning er, at jo mere vi kan blive enige om – vi er enige om at stå sammen om – jo bedre. F.eks har vi også haft den her snak om røde linjer i forhold til, hvad det rent faktisk er, der er sikkerhedspolitik, og hvad der er udenrigspolitik. Vi skal jo have snakket igennem, hvad det er. Vores holdning er, at jo mere vi kan blive enige om en arktisk strategi, jo stærkere står vi over for udlandet, og jo mere fordel får vi af den konstruktion, rigsfællesskabet er.

Derfor er min frygt jo lidt, at vi, hvis man laver tre arktiske strategier og vi ikke tænker os om og vi ikke er gode til at koordinere, så bliver for lette at spille ud imod hinanden. Derfor håber jeg jo også, at der er en tæt dialog omkring de her tre forskellige arktiske strategier, hvis det er det, man gerne vil lave i Grønland og Færøerne.

Hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det, og tak for talen. Ordføreren beklagede, at der ikke var en arktisk strategi, som kongeriget har i fællesskab. Men den sidste udgik jo for mere end et år siden.

Kan ordføreren fra sin stol få øje på nogle områder eller nogle sager, hvor der f.eks. skulle være en så stor uenighed mellem Grønland og Danmark, at man ikke kan nå til en enighed om en strategi? Og hvad ville det så være? Tak.

Ordføreren.

Jeg synes jo umiddelbart, vi burde kunne tale os til rette. Man kan jo sige, at det, hvis vi nu havde haft en proces omkring en arktisk strategi i god tid, så kan være, at det havde været lettere at lave en arktisk kapacitetspakke, hvor der f.eks. ikke også fra en ny regering i Grønlands side er en følelse af, at der ikke er ejerskab. Vi blev af forsvarsministeren forsikret om, at der var inddragelse på regeringsniveau, men hvis vi nu havde haft en proces forinden, der var afsluttet, hvor også hele parlamentet havde været inddraget, og man havde været enige i retningen i en arktisk strategi, så tror jeg måske, processen her efterfølgende havde været mere skøn og mindre problematisk.

Så nej, jeg tror egentlig ikke, der er noget, vi ikke kan snakke os til rette om. Jeg tror bare, at det der med, at man får skrevet ned, hvor det egentlig er, man er enige, nogle gange kan gøre, at processen efterfølgende, når man skal rykke på nogle ting, bliver meget, meget lettere og meget mere harmonisk i forhold til ligesom at tage det ad hoc og så fra tue til tue skal blive enige om, at det er det rigtige at gøre og den rigtige rækkefølge at bruge pengene. Der synes jeg, at det der med, at man har skudt den her proces, har haft nogle negative konsekvenser. Men nej, jeg ser ikke de der store, store ting, der skiller os.

Tak for det. Så er det hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Ordføreren hilste det også velkommen, at Europa-Kommissionen er kommet med et oplæg til sådan en joint communication, tror jeg det hedder, til en arktisk strategi, en EU-strategi, og i det oplæg til en debat om en strategi står der, at man bør arbejde på at få en multilateral aftale om at forbyde udvindingen af kul, olie og gas i Arktis. Hvordan stiller ordførerens parti sig til det forslag? Tak.

Ordføreren, værsgo.

Jeg synes måske ikke, det er den mest elegante formulering i den strategi. Det er også noget, som vi synes at de arktiske stater, altså Grønland, Færøerne og Island, selv skal bestemme. Der er jo ingen tvivl om, at det er fint, at EU har et fokus på miljø, klima og bæredygtighed, men der synes vi måske, at det er at træde lidt for langt ind i nogle ting, som kunne have været håndteret på en anden måde, tænker jeg. Men det der med, at EU forholder sig til et nærområde, som andre stormagter interesserer sig rigtig meget for, synes jeg er positivt. Så kan vi altid diskutere, om vi skal prøve at skubbe det i en lidt anden retning.

Så er det fru Eva Flyvholm.

Tusind tak for talen. Det er spørgsmålet om den arktiske forskning, jeg gerne lige vil vende tilbage til. Nu har jeg siddet et par år i træk som forskningsordfører og også siddet med ved forskningsforhandlingerne, og efter min mening er det alt for små beløb, vi sidder med, når det gælder den arktiske forskning. Hvad angår hubben, som ordføreren nævner, så snakker vi om 4-5 mio. kr. eller noget i den stil – det er et ret lille beløb. Vi skulle i år sidde og kæmpe for at få 2 mio. kr. til noget forskning ved Grønlands Universitet, som vi fik igangsat sidste år. Vi er nede i nogle ret små beløb.

Jeg tror, der er enormt meget potentiale i at komme op i en meget større volumen på det her område, og det hører jeg sådan set også at Venstre gerne vil, men jeg tror, at det kræver, at vi også er klar til at prioritere nogle midler fra andre områder til det og gøre det mere strategisk, så det ikke kun tages fra forskningsområdet. Så spørgsmålet er sådan set, om Venstre også kan se, at man måske skal finde nogle penge fra forsvarsområdet, udenrigsområdet eller andet.

Ordføreren, værsgo.

Der er ingen tvivl om, at vi gerne vil prioritere Arktis og arktisk forskning, og vi tror, det kommer til at fylde mere, fordi klimaforandringerne slår rigtig hårdt igennem, også i Arktis. Det er et område, hvor der kommer til at være meget mere sejlads, så det er jo også andre ting, man bliver nødt til at få noget mere viden om – vi er i gang med søopmåling og andet.

Men her tror jeg igen, at en arktisk strategi havde været en god ting, og også, at det havde været en arktisk strategi, som der var bredt ejerskab til i Folketinget, i Grønland og på Færøerne. Det kunne have været med til at sætte en retning, også på forskningsområdet. Nu kan man jo altid være kontrafaktisk, men det der med, at der ikke har været lagt nogen nye spor ud, kan jo også have betydet, at man ikke i forhandlingerne har fået italesat, hvad der egentlig er behov for. Så jeg tror, vi skal have talt igennem, hvad der rent strategisk skal til, og hvad vi skal gøre.

Jeg vil så sige, at når man læser afrapporteringen og lægger det hele sammen, så kan man jo konstatere, at der bliver brugt relativt store beløb. Vi har bl.a. også vores skib, som sejler i Arktis, og det er jo også et vist beløb, der er sat af til det – jeg tror, det er 150 mio. kr. – så det ikke de rene småpenge.

Fru Eva Flyvholm, værsgo.

Det er rigtigt, at det er det ikke, og det var også noget, som jeg bl.a. arbejdede rigtig meget på sidste år, altså at vi skulle kunne få flere midler ind, også i de store puljer. Men jeg oplever bare, at virkeligheden er, at der ikke helt er sammenhæng mellem vores arktiske og udenrigspolitiske prioriteringer og det, der sker, når man i sidste ende sidder i forskningsforhandlingerne – ikke, når du ser på, hvordan Canada, Norge eller Kina arbejder meget mere strategisk med det her område. Det var bare for lige at stikke poten ud i forhold til at se på, om vi ikke kan samle os lidt bredere om det her område for at få konkretiseret det meget mere og også få skovlet nogle flere penge over i det. Det synes jeg ville være godt.

Ordføreren.

Det synes jeg lyder rigtig fornuftigt, og igen håber vi også, det kommer til at fremgå af den arktiske strategi.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Og vi går videre til den næste ordfører, som er hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Tak til udenrigsministeren for både den mundtlige og den skriftlige redegørelse om Arktis. Om end vi venter på den egentlige arktiske strategi, synes jeg, det er en udmærket beslutning også inden da at formulere en redegørelse om samarbejdet i Arktis, som det ser ud lige nu.

I Dansk Folkeparti lægger vi stor vægt på, at når den arktiske strategi foreligger, vil det være som en samlet strategi for hele kongeriget. Jeg har forstået, muligvis misforstået, at hvert af de tre lande skal komme med en strategi, inden man så efter forhandlinger måske når frem til en endelig fælles strategi. Jeg vil advare mod denne metode. Den vil nemlig uvægerlig betyde, at godt nok er der nogle, der vinder – i gåseøjne – men tilsvarende er der nogle, der taber og derved taber ansigt. Det vil kunne medføre store uoverensstemmelser. Arbejder vore tre lande derimod sammen om en fælles strategi, vil de hver for sig bagefter kunne fremhæve det, man i særlig grad har æren for.

Det andet og helt væsentlige argument for at stå sammen er, at det styrker kongeriget udadtil. Det vil ikke være tilfredsstillende for kongeriget, hvis andre magter, eksempelvis Kina og Rusland, øjner sprækker i kongeriget for så at kunne udnytte sprækkerne til egen vinding. Dette medfører, at noget af det vigtigste, når det gælder sikkerhedspolitikken, er, som det blev stipuleret ved NATO-topmødet i Bruxelles i juni, at det blev slået fast, at man vil fortsætte med at gennemføre nødvendige aktiviteter i det høje nord for at støtte NATO's sikkerhedsinteresser. Sideløbende blev det fastslået, at det bilaterale samarbejde med USA om specielt Grønland har en særlig historisk og strategisk betydning.

Hvis vi bliver ved Grønland, som jeg nu vil gøre noget særligt ud af, er spørgsmålet, hvorvidt man der stadig betragter kongeriget som den bærende og helt fundamentale søjle for samarbejdet, eller hvorvidt flertallet i Landstinget i iveren efter at opnå fuld selvstændighed hælder deres hoved mod USA og derved bevidst svækker forholdet til Danmark. Det siger sig selv, at USA er helt på det rene med, hvad det er, der foregår inden for kongeriget, og naturligvis med såkaldt rettidig omhu gør sig sine forberedelser op til den dag, hvor Grønland har løsrevet sig fra Danmark. I en halv snes år har USA stille og roligt gjort sig klar.

Med Grønlands selvstyrelov fra 2009, som Dansk Folkeparti i øvrigt stemte imod, indledtes nemlig USA's nyeste interesse for denne arktiske del af kongeriget. I loven blev det stipuleret, at Grønlands befolkning er et folk; Grønland fik nu mulighed for ved en folkeafstemning at kunne stemme sig ud af kongeriget Danmark. Og som nævnt gjorde USA med rettidig omhu sig klar, i tilfælde af at løsrivelsen skete og Danmarks flåde sejlede hjem, til øjeblikkelig at kunne overtage såvel den militære som den civile beskyttelse af Grønland. Siden 2009 blev det for skiftende amerikanske ambassadører i København et must at styrke forholdet til Grønland og forbindelserne til Grønland, og utallige er de rejser, som USA's diplomater siden da har foretaget til Grønland. Alene den seneste ambassadør, Carla Sands, besøgte vel Grønland op mod ti gange, ligesom grønlandske politikere i en lind strøm har besøgt Washington. Siden er som bekendt et egentligt USA-konsulat med ti ansatte åbnet i Nuuk.

Situationen og det generelt dårlige forhold mellem det officielle Danmark og det officielle Grønland og nu beklageligvis også mellem landenes menige borgere har betydet, at kongeriget efter min opfattelse befinder sig i en historisk krise. Det er alvor nu, hvor hadet til Danmark er ved at opstå i de nye generationer.

Først vil jeg dog som et sidespring konstatere, at Grønland økonomisk synes at have rejst sig fint efter pandemien og nedlukningerne, også med god udsigt til vækst. Det gælder dog, at Grønland desværre stort set er afhængig af kun én eksportindtægt, nemlig fiskeri, og dette kan på et tidspunkt give problemer. Landet satser dog nu med investeringer på turistindustrien, hvilket synes at være en rigtig god idé. Grønlands overordnede økonomi står dog i et selvstændigt Grønland svagt med statens tilskud som det bærende element i samfundsøkonomien. Så vidt de økonomiske forhold.

I det følgende vil jeg beskæftige mig lidt med forholdet landene imellem nu, hvor kongeriget efter min opfattelse synes at være ved at smuldre – ikke i forhold til Færøerne, men helt specielt når det gælder forholdet mellem Grønland og Danmark, hvor stemningen som nævnt bliver mere og mere anspændt. Dramatisk blev det op til det grønlandske valg for noget tid siden, hvor Siumuts formand, Erik Jensen, pludselig trak blank, idet han kundgjorde, at såfremt Siumut vandt valget, ville han inden valgperiodens udgang udskrive en folkeafstemning for eller imod Grønlands fulde selvstændighed; heri blev han støttet af partiet Naleraq.

Det undrer mig, at meddelelsen ingen særlig bevågenhed fik i Danmark, når det netop var et klart valgløfte fra Siumut, som altså igangsatte noget, der er en tikkende bombe mod rigsfællesskabet. Men danske politikere – med få noble undtagelser – siger, som man plejer, omkring Grønland: Vi blander os ikke. Men vi her i Folketinget bliver altså nødt til, hvad enten vi bryder os om det eller ej, at blande os, når Grønland i fuld offentlighed forbereder sig på at sejle væk fra Danmark.

Danmark vil efter 4 år så med fuld betaling standse bloktilskuddet, den danske flåde vil som nævnt sejle hjem – ligeledes efter 4 år – og herefter vil Grønland udgøre et militært tomrum, hvilket USA naturligvis, som nævnt, omgående vil rette op på. Grønlænderne, inklusive dem, som er bosiddende i Danmark, vil skulle vælge statsborgerskab. Den rettighed får man formentlig i en del år fremover, som det skete med islændingene efter deres selvstændighed. Efter de 4 år vil man skulle indføre særlige ordninger i forhold til brug af sundhedsinstitutioner som Rigshospitalet, hvor grønlændere jo i dag som danske statsborgere naturligvis har ret til fuld service. Politi og retsvæsen overgår helt til Grønland, og det samme gør de mere end 30 områder, som selvstyret ikke har overtaget. Dertil kommer en lang række ydelser på snart sagt alle områder. Det er anslået, at det samlede beløb, som Grønland efter løsrivelsen selv må finansiere, vil beløbe sig til mindst 10 mia. kr. Det synes at være en umådelig, umulig opgave. Universitetsrapporten »Til gavn for Grønland«, som kom for nogle år tilbage, fastslog, at finanspolitikken i landet ikke længere er holdbar, og at fremtidige offentlige udgifter ikke vil kunne dækkes af bloktilskud og forventelige skatteindtægter.

Der er jo som bekendt to muligheder for at tilpasse i finanspolitikken. Der kan skæres ned i de offentlige udgifter, hvilket synes en umulig øvelse – social- og sundhedsvæsenet er presset til det yderste – og så kan der skaffes øgede indtægter, hvilket synes uoverkommeligt. Bloktilskuddets størrelse er for Grønland lovbestemt, og indtægter fra råstoffer udebliver, og selv store skattestigninger vil ikke kunne kompensere. Nye vurderinger giver ikke anledning til optimisme – her er nogle eksempler: Folkeskolen i Grønland fungerer ikke godt. Der er en dramatisk fraflytning, så hver fjerde person, som er født i Grønland, nu har bopæl i Danmark – omkring 16.000. Råstofefterforskningen ligger død. Der er ikke længere nogen minedrift af betydning, og uran er det blevet forbudt at udvinde. Også olietankerne er for længst knust, og selskaberne har trukket sig på stribe. Og hvad der eventuelt vil blive fundet af andre råstoffer, vil ikke kunne rette op på økonomien. Grønland har ansvaret, og i en situation, hvor der venter 25-30 magre år forude, skulle man antage, at man satsede alt på at forhindre katastrofen, men nej.

Men en ting er økonomien, og noget andet – og det er langt vigtigere – er det familiære forhold, som kendetegner rigsfællesskabet. Langt de fleste grønlændere er på en eller anden familiær måde knyttet til Danmark – ikke at forglemme, at alle grønlændere naturligvis har dansk indfødsret.

Vi danske politikere bliver derfor nu nødt til at bekende kulør, for det er i den ellevte time: Er vi ligeglade, eller er vi parate til at kæmpe for, at vores kongerige ikke splittes? Eller kigger vi fortsat ned i gulvtæppet, mens vi mumler, at sådan noget blander vi os ikke i? Jeg savner i den grad dansk politisk engagement i denne sag, og jeg spørger mig selv, om danske politikere virkelig er til sinds at medvirke til, at kongeriget splittes, uden at ytre et ord i den anledning ud over måske ordet tillykke. Tak.

Tak. Der er foreløbig tre, der vil stille spørgsmål. Nu er der fire, og der kommer måske flere. Den første er fru Eva Flyvholm.

Tak for det. Det er egentlig bare for at spørge lidt mere ind til den principielle forståelse af det her med befolkningers ret til selvbestemmelse og demokratisk at vælge, hvad man gerne vil. For jeg synes, der er en mærkelig underliggende tone i ordførerens fremstilling af det, nemlig at det skulle være illegitimt for den grønlandske befolkning at diskutere, om de ønsker selvstændighed eller ej i forhold til Danmark. Det synes jeg da er et fuldstændig legitimt politisk spørgsmål, som man gerne må diskutere, også åbent, og man må også gerne vælge, om man vil have en afstemning om det. For mig at se er det et fuldstændig centralt element i vores demokrati, både i Danmark, i Grønland og også i rigsfællesskabet, at det faktisk er noget, som befolkningen selvfølgelig gerne må diskutere, og som de selvfølgelig også gerne må stemme om. Men det er, som om hr. Søren Espersen ikke er enig i den helt grundlæggende demokratiske præmis, og det vil jeg egentlig bare gerne have uddybet.

Ordføreren.

Nu tror jeg aldrig, jeg har sagt, at det var illegitimt at diskutere, for man kan diskutere hvad som helst – selvfølgelig kan man det. Det var heller ikke årsagen til, at vi sagde nej til selvstyreloven, for jeg synes, det er en god idé, at den grønlandske befolkning har lov til at stemme sig fri af kongeriget Danmark. Jeg savner bare et dansk engagement i den anledning, så man ikke nødvendigvis overlader alt til diskussion i Grønland. Jeg synes, det var en god idé, at det kom med i selvstyreloven, og årsagen til, at vi stemte nej til selvstyreloven, var det økonomiske, det var i forhold til råstofferne, som man dengang forventede sig en del af. Men illegitimt mener jeg nu aldrig jeg har sagt.

Fru Eva Flyvholm.

Det er lidt det indtryk, man får, ordfører, vil jeg så sige. Men hvad er det meningen, den danske regering skal sige til det, andet end at selvfølgelig må befolkningen i Grønland have den diskussion? Og hvis den grønlandske befolkning vælger, at den her afstemning vil man gerne have, og at man gerne vil have selvstændighed, er det jo også det valg, de har fuldt ud ret til at tage. Det vil jeg egentlig bare gerne høre om Dansk Folkeparti anerkender, altså at det er faktum.

Ordføreren.

Ja, det anerkender jeg, men jeg vil dog foretrække, at ledende grønlandske politikere så fortalte, hvad det var, der stod på spil, hvis man gjorde det, og ikke bare skøjtede af sted efter en eller anden fuldstændig umulig tanke om selvstændighed i øjeblikket. Jeg kunne godt tænke mig, at de grønlandske ledere fortalte befolkningen, hvad resultatet bliver. Jeg forsøgte at skitsere noget af det her i min tale. Det er ikke billigt. Det er en umulig pris at betale, for den kan ikke betales, og derfor synes jeg, at en pseudodiskussion om selvstændighed, uden at man samtidig har gjort sig klar og fortalt befolkningen, hvad det er, det indebærer, simpelt hen ikke holder. Vi plejer i hvert fald at have tradition for at diskutere alting til bunds, så vi også kender alle mellemregningerne, men det gør man ikke her.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Tak til ordføreren. Det var ikke, fordi det blev fremført sådan i den mest opløftende tone. Men jeg vil gerne takke for engagementet, for det synes jeg sådan set altid at Dansk Folkepartis ordfører har haft i forhold til Grønland. Og ordføreren har heller ikke været bange for at tage de svære snakke, som jeg også selv er meget fortaler for at vi skal turde tage, ikke bare internt hjemme i Grønland, men også mellem hinanden.

Jeg tror, det bliver enormt vigtigt, at man først og fremmest, som Enhedslisten også fremfører, respekterer, at Grønland har den ret til selvstændighed, hvis det er det, man gerne vil. Og det er der jo et flertal der gerne vil. Men min oplevelse blandt stort set alle dem, jeg kender hjemme i Grønland, er også, at vi også har indsigt i de økonomiske forhold, at vi også har indsigt i samfundsforholdene og ved, hvad det kommer til at betyde. Så synes jeg, det er vigtigt, at vores naalakkersuisoq for finanser, fru Asii Chemnitz Narup, bl.a. også har været ude at sige de her ting som en del af finanslovsforhandlingerne. Så jeg oplever sådan set, at der er grønlandske ledere, som godt tør sige de her ting, også selv om det nogle gange skaber rigtig meget debat.

Ordføreren.

Det respekterer jeg da. Selvfølgelig må man have de holdninger. Jeg synes bare, man er nødt til at sige, som jeg også gjorde, at det enten er Danmark eller USA. Det er det, det drejer sig om. Og det er en diskussion, som man ikke vil tage. Derimod er man utrolig lykkelige for, at USA sender et beløb på 80 mio. kr. til Grønland for at sætte gang i udviklingen. Bloktilskuddet hvert år er 62 gange det beløb. Og så bliver det modtaget, som om at nu kommer frelseren med en hel masse penge til Grønland. Det er jo et engangsbeløb på 80 mio. kr. Vi betaler hvert eneste år, som man ved, knap 5 mia. kr., som sagt 62 gange beløbet. Der er ingen røde løbere ude, når der kommer penge fra Danmark, men derimod jubler man helt vildt, fordi det er amerikanerne, der kommer. Det er sådan, det bliver sådan, at det er Danmark eller USA, og så må man vælge. Og det gør man ikke.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Tak. Jeg tror, det bliver enormt vigtigt for Danmark, at man ikke stiller sig surmulende bag USA og siger: Hvordan kan det være, de får så meget pr for relativt få penge? Jeg tror, det bliver enormt vigtigt, at man selv trækker i arbejdstøjet og netop finder ud af, hvordan vi så både kan pege på de gode historier og få, hvad der allerede er, mere frem. Det mener jeg sådan set også at der er internationalt i forhold til oprindelige folks rettigheder. Men hvordan kan vi også italesætte nogle ting og tage nogle initiativer i fællesskab? Det kunne jo være som en del af kongerigets arktiske strategi, men det kunne jo også være på forskningsområdet eller på en lang række andre områder.

Ordføreren.

Det synes jeg bestemt at også bloktilskuddet er en del af. Bloktilskuddet er jo på den måde låst fast. Det ved man godt. Det skete ved selvstyreloven af 2009, at det blev låst fast på et beløb, som var 3,5 mia. kr. i 2009-penge, hvilket betyder, at der ikke kunne ydes ekstra. Det var grønlandske politikere, som ønskede det. Jeg var selv med i kommissionen og kunne ikke forstå, hvorfor det var så vigtigt for dem, at det skulle fastfryses.

Det har været sådan tidligere, at man har taget en debat hvert eneste år med finansministeren for at finde ud af det – sådan i gode år og sådan i dårlige år. Men her ødelagde man den mulighed for ekstra investeringer. Og hvis man så skulle ændre på det, skulle det måske være der, man skulle sætte ind og ændre selvstyreloven i dens indpakning.

Så er det fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Tak for ordet, og tak for ordførertalen. Der bliver snakket en del om Grønland og i særdeleshed om selvstændighed. Jeg synes, det er vigtigt at pointere, at vi snakker om struktur og om statsdannelse, når vi snakker om dette emne i Grønland.

Der bliver også snakket om, at det handler om Danmark eller USA, og her synes jeg, det er vigtigt at pointere, at så har man ikke forstået den der form for jubel, kan man kalde det, som ordføreren også omtalte. Det handler ikke så meget om, at man skal erstatte en tidligere kolonimagt med en ny tidligere kolonimagt, men mere om, at Grønland har været lukket og monopoliseret i nærmest 300 år, og at man nu endelig begynder at åbne op i forhold til resten af verden. For uanset om Danmark vil det eller ej, er vi i en globaliseret verden, og vi vil gerne kunne have de her dialoger og mulighed for en økonomisk udvikling og være handelspartner med andre lande, og det er det, man blev glad for. (Den fg. formand (Bent Bøgsted): Ja tak!). Og så kom jeg ikke frem til spørgsmålet.

Så er det ordføreren.

Dialog og samarbejde med andre lande er jo fantastisk vigtigt og alle tiders gode idé, men når der bliver sagt, at man ikke ønsker at udskifte én kolonimagt med en anden, så er det reelt det, der sker. Altså, jeg ved ikke, om man kunne forestille sig, at US Navy sejlede post og fragt mellem byerne og bygderne i Grønland, ligesom den danske flåde gør. Jeg kunne ikke forestille mig, at man på den måde ville være en del af det grønlandske samfund i forhold til hjælpepakker osv. Men det er det, der er sagen – at USA selvfølgelig går ind der, hvor andre går ud. Og jeg synes, det er en helt rigtig måde at sætte det op på, at det er enten Danmark eller USA.

For så vidt angår dialoger, er det fantastisk vigtigt, og jeg kan ikke forstå, hvorfor der ikke har været handlet med andre lande indtil nu. Det kunne man jo bare have gjort i årevis – det kunne man sagtens; at handle med andre lande er jo ikke noget, der er forbudt. Det har det måske været engang i kolonitiden, men jo ikke i dag.

Fru Aki-Matilda Høegh-Dam.

Så kan vi også komme til spørgsmålet – for man snakkede netop om, at der så kommer den her statsdannelse, og så udlagde ordføreren det, som om man så stemmer sig helt ud af kongeriget. Jeg synes godt, man kunne fortolke det anderledes, for når vi snakker om statsdannelse, er vi stadig i gang med at snakke om, hvordan det skal konstrueres. Og vi skal ligeledes have en forhandling med Danmark om, hvordan dette skal ske. Måske kunne man i stedet komme med nogle forslag, der sagde, at man ikke engang behøver at forlade kongeriget, men at man bliver en stat. Altså, det er der jo flere eksempler på. Så måske skulle man komme lidt ind på, hvordan DF forestiller sig at samarbejdet med Danmark vil ske efter en statsdannelse, når de her forhandlinger så også tages.

Ordføreren.

Det er noget, vi diskuterede rigtig meget i Selvstyrekommissionens tid, bl.a. noget, man kaldte free association, som nogle forskellige øer har i forhold til New Zealand, tror jeg. Men det blev fastslået af de juridiske eksperter, at det kunne der ikke blive tale om, og regeringen sagde også meget tydeligt, dengang Anders Fogh Rasmussen var statsminister, at det kunne der ikke blive tale om. Og det er heller ikke realistisk, sådan som vi ser det. Alle ting skal selvfølgelig på bordet, når man diskuterer det, men hvis det så ikke er en normal statsdannelse, forstår jeg ikke noget mere, for selvfølgelig er det det. Når man vil have fuld selvstændighed, er det altså en statsdannelse.

Så er det hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det, og tak for talen. Ordføreren var jo meget pessimistisk, i forhold til at kongeriget er ved at smuldre, og kritiserede danske politikere for at være ligeglade og kigge ned i gulvtæppet og beklagede, at de ikke kæmper for at bevare riget. Men er det måske ikke også en legitim position at have som dansker at sige: Det er da fint. Grønlands selvstændighed er da super? Der var en forsker – jeg husker ikke navnet lige i øjeblikket – som forleden skrev et kapitel i en bog, hvor han analyserede forholdet mellem Grønland og Danmark rent politisk og økonomisk, altså ikke historisk, kulturelt eller værdimæssigt. Hvad får Danmark ud af det politisk? Man kommer på nogle talerstole, man kan besøge Det Hvide Hus osv. Økonomisk koster det en masse penge. Hvis vi fjernede det hele, ville Danmark være et lille land i Nordeuropa. Så spurgte han retorisk: Hvad er der galt med at være et lille land i Nordeuropa? Det er da fint.

Kan ordføreren se nogen gevinst i, at Grønland bliver selvstændigt, og at Danmark er et land i Nordeuropa i stedet for det store land, som det er nu?

Ordføreren.

Jeg ved godt, at der er mange, der synes, at det kan være ligegyldigt: Så kan de jo gøre det, og så kan de sejle væk. Men jeg deler ikke den opfattelse. Jeg ville være frygtelig ked af det, hvis rigsfællesskabet ophørte, og hvis kongeriget Danmark ikke længere eksisterede. Vi er i en historisk tid lige nu, hvor det kan ske. Og til det der med, at kongeriget smuldrer: Det gør vi. Det er da smulder i stor stil, ikke så meget i forholdet mellem Færøerne og Danmark, men underligt nok kun i forholdet mellem Grønland og Danmark. Hvis ikke vi erkender, at vi smuldrer, kommer vi ingen vegne. Vi er bare nødt til sige, at det er en realitet, og så må vi jo så gøre op med os selv, om vi synes, det er en god idé eller ej. Det har jeg for længst gjort op med mig selv. Jeg synes, det er en dårlig idé, og jeg vil være en af dem, som kæmper for rigsfællesskabet lige til sidste mand. Last man standing! Undskyld, sidste mand står.

Hr. Sjúrður Skaale.

Ville det apropos det så måske være en idé, at man skrev i den nye arktiske strategi, hvad man hver især får ud af det, også kulturelt – ikke bare økonomisk, ikke bare historisk, men også kulturelt? Hvad består det værdimæssige fællesskab i? Hvilken værdi har det for Danmark, at Grønland er en del af riget, og at Færøerne er en del af riget? Så ville det stå helt sort på hvidt. For som det debatteres nu, gøres det meget op i, hvad det koster. Når man kun ser økonomisk på det, er der jo stor fare for, at man vil sige som den forsker, jeg talte om før: What is there to lose?

Ordføreren.

Det var heller ikke meningen fra min side, at det her skulle blive en økonomisk debat. For jeg tror, det ligger klart, at det bliver hundedyrt, hvis det sker. Men for mig er det jo historisk og kulturelt. Det er ikke alene et samarbejde eller et sammenhold, som vi har haft i 300 år, efter Hans Egede kom derop, men det er også et, vi har haft i det gamle dansk-norske vikingerige. Så det er altså 1.000 års samhørighed, der forsvinder og smuldrer væk for øjnene af os, uden at vi gør ret mange anstrengelser for at undgå det.

Så er det hr. Christoffer Aagaard Melson.

Tak for ordet, og tak for talen, og også tak for at tage den her debat op. Jeg tænkte, at jeg lige ville gå lidt i rette med ordføreren, for jeg synes, at vi er nogle, der prøver at tale værdien af rigsfællesskabet op, i forhold til at der geopolitisk er fordele for alle tre lande, synes vi. Og der er også økonomiske fordele, i forhold til at jeg tror, at man både på Færøerne og i Grønland får en langt større indflydelse på sin egen fremtid ved at være i et samarbejde med Danmark, hvor der er den her kulturelle respekt for hinanden, end man ville have, hvis man fandt en anden konstruktion. Det mener jeg også der er stemmer, også i Grønland, der siger i stigende grad, f.eks. vores søsterparti Atassut, som også godt tør tale om fordelene ved rigsfællesskabet. Så det var egentlig mest en kommentar til hr. Søren Espersen. Men jeg kan jo så spørge, om han ikke anerkender, at der er stemmer, som stadig tør tale om værdien af rigsfællesskabet, også i Grønland.

Ordføreren.

Jo, jeg synes bestemt, at man skal tale værdien af vores rigsfællesskab op. Jeg tror heller ikke på, hvis det kommer til en folkeafstemning, at der bliver flertal for det, for der er også rigtig mange rundtomkring i Grønland, som ikke synes, det er en god idé. Så det håber jeg da, hvis det sker en dag. Et lille kuriosum er jo i øvrigt, at hr. Lars Løkke Rasmussen, mens han var statsminister, gjorde det klart, at i det øjeblik, hvor Grønland udskrev en folkeafstemning, ville Danmark betragte Grønland som de facto udmeldt af rigsfællesskabet. Så det er altså ikke engang noget med at vente på en folkeafstemning. Jeg har forsøgt at få den nuværende statsministers kommentar til det, men det er ikke lykkedes for mig at få endnu. Men det er statsretligt interessant, at selve udskrivelsen er nok til, at det er en udmeldelse. Og det er også derfor, jeg mener, at man skal gå varsomt til værks med det her.

Så er der ikke flere spørgsmål. Vi siger tak til ordføreren, og den næste ordfører er hr. Karsten Hønge, SF. Værsgo.

En ny arktisk strategi skal lægge slædespor ud til øget oprustning, nemlig oprustning i kampen mod klimaforandringer og for et bæredygtigt miljø, og vi skal insistere på, at de oprindelige folks interesser hele tiden er i centrum. I omegnen af 4 millioner mennesker bor i regionen, men har vidt forskellige muligheder for at bestemme over deres egen fremtid. Danmark skal i alle internationale fora forsvare oprindelige folks ret til selvbestemmelse.

Temperaturen i Arktis er steget dobbelt så hurtig som det globale gennemsnit de sidste 5 år, og udsigten er til en øget acceleration. Heldigvis er den nye grønlandske regering på rette spor, når det gælder om at sætte klimaet og miljøet højest. Det er nu blevet besluttet, at Grønland skal tilslutte sig Parisaftalen, mens planerne om et hasarderet olieeventyr heldigvis er skrinlagt. Det ville da også lige være et nummer for grotesk, at man skulle bore efter olie det sted på Jorden, som netop står over for at blive hårdest ramt af klimaforandringer, mens man i øvrigt i resten af verden netop i de her år går væk fra fossile brændstoffer.

Samtidig har man undgået en potentiel miljøkatastrofe ved at sige nej til projektet i Kvanefjeld ved Narsaq i Sydgrønland, et projekt med, igen, potentielt store konsekvenser for miljøet og lokalsamfundet. Så til spørgsmålet »urani« er svaret: »naamik«. Jeg forstår jo klart, at Grønland hele tiden skal lede efter kilder til finansiering af velfærdssamfundet. Men det ville være fuldstændig ud af trit med tiden, hvis det skulle ske ved samtidig at risikere natur og miljø og ved yderligere at belaste klimaet.

Et parallelt slædespor skal være øget inddragelse af Grønland og Færøerne på en ny og anderledes og mere forpligtende måde end hidtil. En strategi for Arktis kan også blive starten på en ny strategi for, hvordan vi håndterer rigsfællesskabet. Nu har vi faktisk en chance for at vise, at vi mener det alvorligt, når vi taler om modernisering af forholdet mellem de tre nationer, de tre folk, som udgør rigsfællesskabet. Nu kan vi i praksis udvide Grønland og Færøernes udenrigspolitiske handlerum, og det kan netop været et vigtigt skridt imod et rigsfællesskab med mere ligeværd og gensidig respekt – et rigsfællesskab, der kigger fremad mod de udfordringer og muligheder, der vil komme, og et rigsfællesskab, der med tiden ønsker at bruge den fælles, men ofte også konfliktfyldte historie til konstruktivt at komme videre sammen. For vi opnår langt mere sammen end hver for sig.

Hvis vi ikke passer på, går vi imod en ny kold krig om Arktis, og det er derfor, det er så vigtigt, at vi skal stå fast på Igaliku- og Ilulissaterklæringerne. Hvis vi ikke er klare i vores prioriteter, risikerer Danmark at ende som Bambi på isen. For SF er der ingen tvivl om, at det skal være med de tre hovedpejlemærker lavspænding, indsats for klima og miljø og respektfuldt samarbejde i rigsfællesskabet. I SF er vi derfor vældig tilfredse med det store fokus, som redegørelsen har på miljø og klima.

Omdrejningspunktet for udviklingen i Arktis er netop klimaforandringerne. Indlandsisen smelter, nye sejlruter bliver tilgængelige, og stormagternes appetit på indflydelse vokser. Men netop redegørelsens beretning om stormagternes fremfærd i regionen vidner om, at klima og miljø fortsat skal være Danmarks førsteprioritet. Ruslands markante udbygning og konsolidering af den militære tilstedeværelse langs landets arktiske kyst er ikke overraskende, men ikke desto mindre bekymrende.

Men pilen peger ikke kun den ene vej. I september 2020 deltog danske militærfly sammen med norske, britiske og amerikanske skibe i en øvelse tæt på vigtige russiske baser. Hvorfor er det egentlig, at Danmark deltager i øvelser, som Rusland selvfølgelig oplever som en aggression? Er det det, vi forstår ved lavspænding? Der opstår tydeligvis modsætninger mellem danske ønsker om lavspænding og den tætte dansk-amerikanske alliance.

USA slår kiler ind i rigsfællesskabet i de her år og prøver med forskellige midler at massere både den grønlandske og den danske offentlighed – de er ret gode til spin overthere. Se, de gav jo c.a 80 mio. kr. i støtte til Grønland, hvor lang de fleste penge i øvrigt gik til amerikanere, som indgår i projekter. Bare lige for at sammenligne beløbene svarer det til, hvad Danmark sender til Grønland – om ugen, året rundt. Men det er jo lykkedes for dem at få en utrolig positiv omtale ud af en lille sjat penge, så jeg vælger at sige det på denne måde: Mon ikke vi skulle tage at lære af det i Danmark? Til gengæld må vi også sige, som de siger i Amerika: There is no such thing as a free lunch. Målsætningen for amerikanerne er selvfølgelig øget oprustning og tilstedeværelse i Grønland og Færøerne.

USA’s fungerende ambassadør, Stuart A. Dwyer, har i øvrigt allerede varslet øget militær tilstedeværelse og flere øvelser mellem USA og Danmark. Amerikanerne ønsker øget adgang til lufthavne og flådestøttepunkter og øget oprustning i Thule og Kangerlussuaq. Det er da klart, at det skaber frygt i Rusland, og så drejer oprustningsspiralen.

Forsvarsminister Trine Bramsen har bekræftet, at amerikanerne gerne vil have flere logistiske støttepunkter, men vi kommer frem til spørgsmålet: Hvad siger grønlænderne og færingerne egentlig til det? Det er dog deres lande. Spørgsmålet om Arktis kan potentielt splitte rigsfællesskabet, øge oprustningen, øge konfliktniveauet og samtidig belaste forholdet mellem Danmark og USA. I rapporten fra Center for Militære Studier står det klart, at det forventes, at USA vil etablere flere arktiske flådebaser, flere udstationeringer og flyvninger med f.eks. F-35 og P-8-antiubådsfly. Det skal så foregå fra baser i Alaska og forventelig også fra Thulebasen.

Jeg er meget bekymret for den massive oprustning, som Norge er inde i i de her år, og da også især for den parallelaftale, som bl.a. vil give USA adgang til flere flådebaser i Norge. Jeg tror, vi skal forberede os på tilsvarende ønsker om særlige aftaler med USA, hvor resultatet med garanti er øget oprustning, også i Arktis.

Det er kun et par år siden, at Kina vedtog en Arktisstrategi, og de definerer sig nu med det nyopfundne og absurde begreb nærarktisk stat. Men de har jo igennem mange år forsøgt at sætte foden i døren ind til Grønland og Færøerne, og derfor er det naturligt at spørge: Hvornår mon Kina ønsker at oprette et konsulat i Nuuk, og hvad vil vi sige til det?

EU kan i nogen grad være et modtræk til stormagternes pågående interesser. Af redegørelsen fremgår det, at EU' Arktispolitik er fokuseret omkring klimaforandringer og beskyttelsen af det arktiske miljø, bæredygtig udvikling og internationalt samarbejde om arktiske spørgsmål. Det er fokusområder, som SF ser meget positivt på, og Danmark bør bidrage internationalt og ved selv at øge overvågningen af klimaforandringerne og konsekvenserne af dem.

I den sammenhæng vil jeg egentlig gerne understrege det, som jeg ser som det vigtige i den aftale, som er indgået mellem regeringen, Færøernes landsting og naalakkersuisut tilbage i juni, om, at Grønland under det formelle indlæg på Arktisk Råds ministermøder fremover vil tage ordet først efterfulgt af Færøerne og Danmark. Det har allerede vist sig som et skridt i den rigtige retning, og i SF anerkender vi regeringens indsats i forsøget på at skabe et mere ligeværdigt forhold mellem rigsfællesskabets tre nationer.

Jeg har da hørt kritiske røster i debatten om den her nye arbejdsdeling som noget, der måske kan destabilisere rigsfællesskabet. Jeg ser det modsatte, for jeg ser det som helt nødvendige tiltag, for at rigsfællesskabet kan overleve. Finder vi nøglen til den succes, får vi et stærkere rigsfællesskab og dermed mulighed for at matche stormagtsrivaliseringen i Arktis og tackle klimaforandringerne det sted, hvor de i årtier er sket mest markant lige for øjnene af os.

Tak, og der er et par spørgsmål. Først er det hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det, og tak for talen. Ordføreren er meget bekymret over USA's ageren i Arktis. USA er ligesom skurken, der kan føre til større oprustning. Jeg ved ikke, hvad ordføreren tænker, hvis jeg nævner landene Georgien eller Tjetjenien eller Ukraine eller Hviderusland – hvilke tanker får det frem i ordførerens hoved? Hvis jeg nævner den massive oprustning, som Rusland laver i Franz Josefs Land, hvor der opsættes missiler, som kan ramme både Grønland og USA, hvad tænker man så? Hvad tænker man, når Sverige, som ikke er med i NATO, opruster massivt med 40 pct., når Finland opruster, fordi man er bange for de russiske overflyvninger, som sker i det nordiske luftrum?

Jeg forstår ikke, at ordføreren ser USA som skurken, når det er åbenbart for Norge, for Sverige, for Finland, for alle, at det er en massiv oprustning, som sker fra russisk side, og når vi har set Rusland gøre forfærdelige ting ved sine naboer. Jeg forstår slet ikke, at ordføreren ser på det, som han gør.

Ordføreren.

Jeg synes, det er en noget søgt sammenligning at sammenligne Ruslands aggression på Krim med situationen i Arktis. Det er helt åbenlyst, at Rusland aggressivt dominerer sine naboer. Det er også da lige så klart, at vi følger meget nøje, hvad der sker på Nagurskojebasen i Franz Josefs Land. Det er da fuldstændig indlysende, at Rusland er i gang med en oprustning. Der, hvor vi bare har mulighed for at have lidt indflydelse, er ved i højere grad at lave en nedrustningsstrategi sammen med USA, og derfor er det, at jeg især retter det her til USA. Jeg nævnte i øvrigt Rusland.

Men hvis man skal få russerne til ikke at satse på oprustning, tror jeg bare ikke man skal lave øvelser, der provokerer dem og opfordrer dem til øget aggression. Fjenden, modstanderen – hvad skal vi kalde det – er da indlysende Rusland. Det er da helt klart, at USA er Danmarks ubetinget vigtigste allierede – det er det da også for SF – men der er bare det, at det er sammen med USA, at vi kan lave strategi, der gør, at vi kan få lavspænding i stedet for at gå ind i en oprustningsspiral. Det var min pointe.

Hr. Sjúrður Skaale.

Tak for at gøre den pointe klar – nu blev jeg stærkt beroliget. Tak.

Ordføreren.

Jeg tror, vi nåede det hele.

Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen.

Tak til ordføreren, og tak for samarbejdet, og også tak for talen. Jeg synes sådan set, det er meget forfriskende, at man også tør være lidt kritisk over for en allieret, og jeg tror også, at vi fra Grønlands side er nødt til at være kritiske over for USA. Så jeg forstår sådan set godt, i hvert fald hvor ordføreren kommer fra.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at stille sådan et lidt retorisk spørgsmål, og det er måske mere til regeringen, men måske også til ordføreren: Kan man overhovedet adskille udenrigs- og sikkerhedspolitik i dag? Sikkerhedspolitik fylder i erhvervspolitik, det fylder i forskningspolitik, det fylder på en lang række områder, og jeg synes sådan set, det er interessant at vide, om kongerigets arktiske strategi også kommer til at forholde sig til den sikkerhedspolitiske situation. For min oplevelse er, at den debat, vi har i dag, handler meget mere om sikkerhedspolitik, end den har gjort tidligere. Så det kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren forholde sig til.

Ordføreren.

Jeg synes, det er helt rigtigt, at man i dag ikke bare kan sætte grænsen mellem, hvad der er forsvarspolitik, hvad der er militærpolitik, hvad der er sikkerhedspolitik, og hvad der er handelspolitik – eller hvad der er cyberkrig. Altså, når Kina forsøger at købe Grønnedal, er der nogen, der mener – sådan som jeg nogle gange har hørt det i den grønlandske debat – at kinesiske penge ikke lugter. Men det gør de måske i virkeligheden, for hvis de har et ønske om at købe Grønnedal – og det fik de så heldigvis ikke mulighed for – så er det, fordi de har strategiske interesser. Når de forsøger at få lov til ikke bare at bygge, men også finansiere lufthavnene, er det jo, fordi de har klar strategisk interesse for Kina. Derfor er der jo en tæt sammenhæng her mellem handelspolitik, økonomisk politik og sikkerhedspolitik, og der tror jeg, at vi har placeret os rigtigt ved at sige, at der ikke er plads til, at Kina her sparker døren ind i forhold til Grønland. Det ville være ekstremt farligt for Grønland, men jo også for vores rigsfællesskab og, nok så vigtigt, for freden.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Jeg mener sådan set, at ordførerens tale egentlig bekræfter den virkelighed, vi ser hjemme i Grønland lige nu, nemlig at der er en stor øvelse i gang i Grønland for et tocifret millionbeløb, og hvor der er et samarbejde mellem Danmark og USA på det militære område i forhold til at lave nogle øvelser i Grønland. Så jeg synes sådan set ikke, at det er grebet ud af den blå luft, men det bliver hvert fald af forskere tolket som en charmeoffensiv, også fra amerikansk side. Så det kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren sige nogle ord om.

Ordføreren.

Nogle gange kan vi gøre det meget lettere for os selv ved bare at tale om tingene, som de er. Og dem, der fastholder, at USA's nyfundne stærke interesse for Grønland og Arktis alene skulle skyldes interesse for inuitkultur eller for at handle, bliver snydt. For det, det handler om her, er rå magt. Det er bare gjort med en blød handske, ikke? Men inden i amerikanernes fløjlshandsker er der en jernnæve, og der er ikke nogen nævneværdig forskel, hvis der overhovedet er forskel, på Biden og Trump. De har bare nogle forskellige måder at sige det på. Derfor skal vi bare være helt kyniske i vurderingen af, hvorfor amerikanerne gør det her – de gør det, fordi de ønsker indflydelse – og så kan vi prøve at håndtere det i fællesskab.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste ordfører er fru Susan Kronborg, Radikale Venstre.

Tak, formand. Jeg skulle hilse fra hr. Martin Lidegaard. Det er så mig, der får æren i dag, og indledningsvis skal jeg sige tak til udenrigsministeren for årets arktiske redegørelse, og med hr. Martin Lidegaards ord er der meget at redegøre for. Ikke bare år for år, men nærmest måned for måned udvikler hele Arktis sig. Så stor er interessen for både Grønland, Færøerne og Nordatlanten, at det kan være svært at følge med, uanset om det er NATO, EU eller diverse stormagter og virksomheder, som viser interesse. Man kan således mene meget om udviklingen i Arktis, men to ting synes mere og mere sikkert for hvert år, der går: Arktis vil få en stadig større plads i dansk udenrigspolitik, og det vil gøre kravene til samarbejdet og koordinationen mellem Grønland, Færøerne og Danmark større.

Vi i Radikale er både optimistiske og forhåbningsfulde, når det handler om, hvorvidt de tre dele af kongeriget faktisk vil være i stand til at samarbejde og spille den vigtige rolle sammen i den store internationale geopolitik. Det skyldes først og fremmest, at der er så åbenlyst mere, der samler end skiller, når det handler om det konkrete politiske mål, som vi ønsker at forfølge i Arktis.

Vores analyse er, at i alle tre lande indgår tre mål eller visioner igen og igen, når vi diskuterer fremtiden for og i Arktis. For det første ønsker vi en fredelig udvikling med lavspænding og så lidt militær konfrontation, som overhovedet muligt. For det andet ønsker vi en bæredygtig udvikling for hele dette ufattelig smukke område af kloden – og hvor er det glædeligt, at Grønland nu også har valgt at tilslutte sig Parisaftalen. Tak for det. Og for det tredje ønsker vi øget velstand til de folk, der bebor hele det arktiske område. Mon ikke langt den største del af alle borgere i hele kongeriget vil kunne skrive under på de tre overordnede sigtelinjer som fundamentet for en fælles arktisk strategi. Det tror vi. Så vil nogle måske sige: Skal vi ikke kunne agere som individuelle lande med hver vores strategi og med stadig større selvstændighed til Grønland og Færøerne? Jo.

Vi i Radikale forstår godt ønsket om en mere selvstændig stemme i verden, men ligesom danske politikere måske skal blive bedre til at forstå, at vi holder bedst sammen på vores fællesskab, hvis vi støtter det store ønske om at blive hørt mere og blive mere selvstændige, ikke mindst på det økonomiske område, ja, så er det måske også i disse år, at der er ved at snige sig en ny erkendelse ind i både grønlandsk, færøsk og dansk politik, en erkendelse, der handler om, at hvis vi tre små stater overhovedet skal have en stemme i den nye geopolitiske og multipolare verdensorden, skal vi kunne få vores lidt forskellige stemmer til at samle sig i et harmonisk kor, der for alvor bliver lyttet til.

Så tak til ministeren for redegørelsen, men en lige så stor tak til vores nordatlantiske kolleger både her og i de andre parlamenter for at bidrage stadig mere helhjertet til den fælles sang. Tak.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Og den næste er fru Eva Flyvholm, Enhedslisten, som ordfører. Værsgo.

Mange tak. Først og fremmest vil jeg sige, at jeg synes, det er rigtig godt, at vi har den her debat i dag, for udviklingen i det arktiske område er jo sindssyg vigtig, og man skal være ret meget både blind og døv for ikke også at kunne se, at det er blevet meget, meget brandvarmt, også for mange af stormagterne rundtomkring, at diskutere Arktis. Så det er rigtig, rigtig godt, at vi får diskussionen i dag.

Noget af det, der er rigtig, rigtig vigtigt, er selvfølgelig, at Danmark samarbejder meget, meget tæt og ligeværdigt med Grønland og Færøerne om at få udviklet en fredelig og grøn og demokratisk retning for udviklingen i Arktis. Jeg synes, det er rigtig godt og fornuftigt, som regeringen også lægger op til, at sige, at vi gerne vil være med til at afvente, at Grønland får skrevet sin udenrigspolitiske strategi først, og også at Færøerne selvfølgelig får muligheden for at gøre det i den udstrækning, de ønsker det, og at vi så går videre med at lave den arktiske strategi. Det synes jeg sådan set er rigtig fornuftigt. Jeg synes også, at vi har set nogle gode bevægelser i den sidste tid, især det her med, at man også fra regeringens side sammen med Grønland og Færøerne blev enige om, at med Arktisk Råd og ministerrådet kan man bytte om på rækkefølgen, så det faktisk er Grønland og Færøerne, der taler først, og så er det Danmark osv. Det synes jeg er nogle skridt i den helt rigtige retning.

Men fra Enhedslistens side kunne vi stadig væk godt tænke os, at regeringen bliver mere ambitiøs, især inden for det, der handler om Arktisforskning, og jeg synes også, at der er behov for at arbejde mere aktivt med nedrustning og diplomati i forhold til det arktiske område. Så har vi selvfølgelig alle sammen i fællesskab en kæmpestor udfordring i forhold til at håndtere klimaforandringerne, som jo globalt set er en meget stor udfordring, men som også rammer det arktiske område rigtig hårdt, og derfor er det klart, at vi også skal stå sammen om at have en meget, meget stærk grøn profil. I øvrigt er det superdejligt, at Grønland også lige har tiltrådt Parisaftalen, det er rigtig, rigtig fedt.

Når man taler om, hvordan vi skal håndtere det her arbejde i Arktis, har vi også i Enhedslisten nogle principper, vi prøver at navigere lidt ud fra, og det første er jo, at vores samarbejde med Grønland og Færøerne virkelig skal sættes i højsædet. Det er helt vildt centralt, at der bliver så meget indflydelse og selvbestemmelse som muligt, og at vi sørger for, at Grønland og Færøerne er inddraget i de relevante politiske fora, som vi deltager i.

Jeg opfatter det sådan, at Grønland og Færøerne faktisk er vores nærmeste allierede til at snakke arktisk politik og rigsfællesskab. Jeg synes tit, vi hører statsministeren sige, at USA er vores nærmeste allierede, og der synes jeg jo, at det giver meget god mening at kigge mere mod Grønland og Færøerne og også de andre nordiske lande, vores naboer, og få styrket det samarbejde rigtig meget. Det synes jeg er helt centralt, især fordi vi jo deler rigsfællesskab med Grønland og Færøerne, og uden det ville Danmark helt ærligt ikke have en fløjt at gøre overhovedet med Arktis nu. Så det er nok også meget godt, at vi sætter det ansvar rigtig centralt for at sikre den repræsentation. Som sagt tror jeg også, vi kan gøre rigtig meget ved at styrke samarbejdet med de nordiske lande.

Som et andet princip, kan man sige, er der det, som også andre ordførere, der har været inde på før, nemlig at udviklingen af Arktis og den meget store interesse, der lige nu er fra andre lande, kalder på, at Danmark med et godt gammel udtryk – vi brugte det i hvert fald i mine unge dage – lige spænder hjelmen en gang, og det betyder, at man tager sig lidt sammen, og kommer lidt frem i skoene. I stedet for at sidde og være lidt bekymret over, at Kina investerer enormt meget i forskning i forhold til Grønland og det arktiske, og i stedet for måske at være meget bekymret over, at USA laver en repræsentation i Grønland og sådan noget, kunne det da godt være, at man skulle se at komme til lommerne og i det hele taget selv få sat mere gang i aktiviteter på både forskningsområdet og i det hele taget på det diplomatiske og politiske plan.

Jeg tror, at især i forhold til Arktisforskning, som også er rigtig, rigtig vigtig for den grønne omstilling, er der nogle rigtig gode fundamenter at bygge på allerede, men der er simpelt hen så meget uudnyttet potentiale, og der kunne vi virkelig, som jeg også appellerede til før, hvis vi tænkte det ind som en mere central del, også af vores udenrigspolitik i forhold til det arktiske, være med til at gøre en rigtig stor forskel – tror jeg.

Det er virkelig et stort fokusområde for os i Enhedslisten i hvert fald, og vi har prøvet at få det med i de sidste års forskningsforhandlinger og fået nogle ting igennem, men det er simpelt hen ikke nok. Det er nødt til at være mere strategisk og centralt indtænkt. Netop Canada, Norge, Kina og andre lande går meget mere strategisk til det her område, og der er virkelig noget at komme efter.

Så er det for os også meget centralt, at i alt, hvad vi ligesom laver af aktiviteter i det arktiske, skal man simpelt hen indtænke respekten for de lokale befolkninger, for natur og dyreliv. Der er masser af økonomiske og militære og sikkerhedsmæssige interesser på spil for alle mulige lande i det her område, men det helt centrale spørgsmål skal altid være, hvordan den udvikling, der sker, påvirker de mennesker, der lever i det arktiske område, og hvordan den påvirker den natur og det dyreliv, som er i området. Så det handler om at få nogle bæredygtige principper at sigte efter og tage det meget alvorligt.

Jeg synes også, det er vigtigt, når vi f.eks. begynder at snakke om udvinding af mineraler og andet i Grønland, at man så også sørger for f.eks. at bakke op om, hvordan man også kan sikre, at der faktisk kommer en ordentlig miljøregulering af den slags aktiviteter, hvordan man kan bistå også i forhold til overholdelse af arbejdsrettigheder og alt muligt andet. Det er nogle af de spørgsmål, jeg synes Danmark bør stille sig behjælpelig til rådighed for, hvis man ønsker det fra grønlandsk side.

Endelig er der jo det helt store spørgsmål, nemlig det, der handler om, at en fredelig udvikling i Arktis er fuldstændig centralt. Det er jo meget, meget tydeligt, at der sker en øget spænding i de her år, og det synes jeg man meget klart kan se, og det er så afgørende, at den danske regering også – ikke bare i tale, men også i praksis – arbejder aktivt for lavspændingen i Arktis. Det handler jo både om aktivt at efterleve Ilulissaterklæringen, som er et rigtig godt fundament, der ligger for samarbejdet i området, men også om, at man er meget, meget opmærksom på, at de konflikter, som vi ser mellem stormagterne i andre dele af verden, ikke skal spille ind og farve det arktiske område.

Noget af det, der bekymrer mig rigtig, rigtig meget, er lige præcis det her med, hvis NATO får en større rolle at spille i Arktis. Det tror jeg virkelig man skal forsøge at undgå. Og vi kan godt se, at der sker nogle skridt i den retning, og vi kan se, at NATO var inde for første gang at omtale, altså det høje nord, Arktis på deres sidste topmøde her, og vi kan se, at Stoltenberg ligesom bliver mere aktiv i det, og jeg synes også nogle gange, at jeg bliver lidt bekymret. Nu har der været nogle gode meldinger fra ordførerne, både fra Socialdemokratiet og Venstre, men jeg kan også godt nogle gange blive lidt bekymret for, hvordan regeringen ser man skal stå i forhold til NATO. Jeg synes egentlig, at det er meget, meget vigtigt, at vi prøver at holde NATO ude som aktør af det arktiske område, for jeg tror, det vil blive opfattet som en øget spænding, som kan risikere at eskalere situationen.

Så det er i hvert fald en af de ting, jeg synes er meget, meget vigtig at være opmærksom på de kommende år, og jeg synes, det er meget, meget vigtigt, at alt, hvad der sker der, og den måde, vi agerer på, den måde, vi optræder på, sker i meget, meget tæt koordination med Grønland og Færøerne, for i sidste ende er det de mennesker, der bor i Grønland og Færøerne især, som vil være i stor risiko, hvis der sker en øget oprustning og spænding i området, og det synes jeg ikke vi skal risikere, så derfor skal alt, hvad der bliver gjort, ske i meget, meget tæt koordinering der. Men lavspænding tror jeg er en af de allerallervæsentligste udfordringer i den kommende tid, og at vi udfører det reelt og ikke bare siger det på en pæn måde. Tak for det.

Tak. Der er et par spørgsmål. Den første er fru Aaja Chemnitz Larsen.

Tak for talen, tak for det gode samarbejde, og særlig tak for indsatsen i forhold til forskningsreserven og de forhandlinger. Vi sidder jo ikke med, så det er godt at have nogle gode politiske kollegaer her i Folketinget, og det er sådan set på tværs af de politiske partier, for Konservative har jo sådan set også været med til at bakke op. Tusind tak for indsatsen i forhold til at få penge til Nasiffik, det her udenrigspolitiske center i Grønland.

Meget kort vil jeg sige noget om NATO. NATO skelner jo lidt imellem Nordatlanten og Arktis, og det er sådan set ret interessant. Det er netop det her med, hvordan vi kan holde Arktis lidt udenfor. For der er jo den her interesse i forhold til GIUK-gabet – Grønland, Island og UK. Og der er jo også nogle huller, kan man sige, i overvågningen generelt i Grønland. Helt specifikt handler det om en luftradar, som jeg mener kan være med til at sikre, at vi ved, hvad der foregår, men uden at vi opruster. Det synes jeg er nogle gode takter, som vi er nødt til at arbejde videre med. Så jeg kunne godt tænke mig høre ordføreren, om hun har nogle tanker om det.

Ordføreren.

Tak for ordene og lige over, må jeg sige til IA's ordfører. Det er en stor fornøjelse at samarbejde i det daglige, også om forskningen her.

I forhold til NATO's rolle er det klart, at der er nogle ting, f.eks. ønsket om at få et bedre overblik over, hvad der foregår, der kan være fornuftige og legitime nok. Jeg mener stadig væk, at det er rigtig vigtigt at tænke over, hvordan man gør det. Også når vi snakker om radaren i Færøerne, synes jeg, det er meget, meget vigtigt, at det også er på en måde, hvor det er den færøske befolkning og det færøske Lagting, der er med til at tage stilling til, hvordan det her så faktisk skal drives og køre, hvad det for nogle informationer man samler ind, og hvordan man har adgang til det. Det tror jeg er ret væsentligt, og det har også noget at sige, hvordan strukturen bliver lavet omkring sådan nogle overvågningstiltag. Så det tror jeg man skal tænke rigtig meget over.

Så er jeg med på, at der er en forskel mellem netop det nordatlantiske og så længere op mod Grønland, men der er nok også lidt glidning, i forhold til hvordan det sker nu.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Jamen jeg vil egentlig bare give ordføreren lidt mere tid til at færdiggøre den sidste del.

Ordføreren.

I forhold til det her med glidningen: Hvordan f.eks. flere NATO-øvelser i det nordatlantiske område, men også længere nede, vil blive opfattet af Rusland, ved vi stadig væk ikke helt. Og hvor langt oppe nordpå man vil ende med at sejle i den kommende tid, ved vi stadig væk heller ikke helt. Så ja, der er nogle forskelle, men jeg tror også, det er en meget, meget delikat balance, og der synes jeg, det er meget, meget vigtigt, at både Grønland og Færøerne er med til at sige: Hey, hvordan skal vi trække de linjer, og hvordan bliver det rent faktisk opfattet?

Så er det hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Der er mange, der siger, at vi skal holde NATO ude, og det kan man være enig i, for det ses fra Ruslands side som en provokation.

Men samtidig med at man skal holde NATO ude, er USA jo massivt til stede, ikke mindst med den nye bilaterale aftale mellem Norge og USA, hvor man åbner fire – i gåseøjne – baser. Nu er ordføreren jo også udenrigsordfører. Mener ordføreren, at man kan skelne mellem NATO og det land, som er det totalt dominerende land i NATO, nemlig USA? Kan man sige, at NATO ikke er til stede f.eks. i Norge med de nye baser, når USA er der?

Ordføreren.

Det er i hvert fald åbenlyst, at der er et ret stort sammenfald mellem USA's interesser og NATO. Det er jo helt åbenlyst, at det er tilfældet. Men jo, jeg tror sådan set, at man i nogen grad godt kan skelne. Det har i hvert fald været linjen tidligere at sige, at USA også har en berettigelse til at være til stede i det arktiske område som en af de stater, der ligger der. Altså, det er jo helt reelt. Men at NATO skal være der som organisation, er noget lidt andet. Jeg synes, der tidligere har været skelnet mellem, om det er det ene eller det andet, og det synes jeg også man oplever at der har været fra russisk side. Jeg tror bare, man skal tænke rigtig meget over, hvordan det bliver brugt, og hvordan det bliver set.

Så ja, jeg tror faktisk ikke, at det er helt det samme, om USA indgår som en selvstændig aktør, eller om det bare er en full-blown NATO-operation, du kører af op langs f.eks. Grønlands kyst. Nej, det tror jeg faktisk ikke er helt det samme. Men det er klart, at der er sammenfald af interesser.

Hr. Sjúrður Skaale? Nej. Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste ordfører er hr. Marcus Knuth, Konservative. Værsgo.

Tak, hr. formand. Og tak til udenrigsministeren for redegørelsen, som jo kommer i forlængelse af den arktiske strategi. Jeg har glædet mig til debatten i aften. Jeg ved godt, at det er en af dem, der trækker lidt ind i de sene aftentimer. Det er jeg sikker på der ikke er nogen der har noget imod.

Danmarks deltagelse i Arktis og udviklingen i Arktis er jo om noget et område, der har bevågenhed og vigtighed især i de her dage. Og set fra sådan et mere lavpraktisk synspunkt er vi en del, der netop er vendt tilbage fra besøg i både Nuuk og Thorshavn med Det Udenrigspolitiske Nævn, så det gør det jo ekstra interessant.

Det, jeg tror vi alle sammen er enige om, er selvfølgelig, at vi ønsker en fredelig udvikling i Arktis og en udvikling, hvor spændinger og oprustning i andre dele af verden ikke bliver afspejlet. Her tænker jeg selvfølgelig især på Rusland og selvfølgelig også Kina. Det er måske lidt naivt at have det håb, men jeg tror i hvert fald, det er den retning, vi alle sammen ønsker for udviklingen i Arktis.

Vores synspunkt er, at hvis Danmark skal have den størst mulige rolle i at arbejde i retning af en fredelig udvikling i Arktis, er vi nødt til at styrke vores rigsfællesskab og stå endnu tættere sammen. Nu er det ærgerligt, at formanden og næstformanden for Nævnet ikke er her i dag – Martin Lidegaard og Michael Aastrup Jensen. Men jeg vil i hvert fald gerne sende en stor ros for det arbejde, de har sat i gang med netop at prøve at bringe udenrigsudvalg – undskyld, hvis jeg bruger det forkerte udtryk – eller sikkerhedsudvalg i vores tre rigsdele endnu tættere sammen ved at foreslå et årligt møde på det parlamentariske niveau. Det er også noget af det, jeg tror Aki-Matilda Høegh-Dam har været inde på her i aften.

Vi ser jo ofte, at på ministerniveau er der egentlig et ret tæt samarbejde, men her i Folketinget eller på det parlamentariske niveau i Grønland og på Færøerne er man ikke altid fuldt opdateret med, hvad der sker. Det kan jo netop nogle gange føre til nogle lidt ærgerlige misforståelser som dem, vi af og til løber ind i. Vi kan bare tage spørgsmålet om en radar på Færøerne, som vi diskuterede, da vi var på Færøerne for nylig, hvor man på ministerniveau havde haft en dialog, men hvor man selv ikke i Udenrigsudvalget eller Det Udenrigspolitiske Nævn havde været klar over det. Det har jo så skabt nogle sure miner. Af den årsag mener vi fra konservativ side også, at vores nordatlantiske mandater skal have mere indflydelse i arbejdet her i Folketinget. Det gælder f.eks. nu, hvor vi har diskuteret Arktis Kapacitetspakke. Det gælder også i forhold til forsvarsforliget og de dele af forsvarsforliget, der berører Grønland og Færøerne. Der så vi gerne en øget indflydelse. Det tror jeg vil øge samarbejdet og den gode vilje, der er mellem vores landsdele.

Det får mig så hen til udviklingen i Grønland og på Færøerne. Jeg tror, vi alle sammen rullede med øjnene, da præsident Trump ville købe Grønland. Mette Frederiksen kaldte det sågar for absurd. Det var en sprogbrug, jeg i hvert fald bakkede op om. Jeg skulle til at sige, at så kan man leve med det eller lade være. Men jeg synes i hvert fald, det var et fint udtryk. Vi skal også bare passe på med, at vi ikke bliver for naive, som Mogens Jensen siger. USA er lige nu ved at åbne et konsulat i Nuuk. Det bakker vi fra vores side helhjertet op om. USA er vores nærmeste allierede – uagtet hvad Eva Flyvholm siger – især i de arktiske områder gennem mere end en menneskealder.

Jeg kan bare ikke lade være med at studse over nogle småting. Det amerikanske konsulat kommer til at have en USAID-medarbejder, lidt som man sender til et uland for at lave nogle projekter og købe sig til lidt goodwill – winning of hearts and minds, ville man sige i et krigsområde, selv om jeg godt ved, at vi ikke må tale engelsk heroppefra – men altså et projektmageri, der skal købe lidt goodwill. Det synes jeg i hvert fald er problematisk. Der er jeg enig med hr. Karsten Hønge, som siger, at der er no such thing as a free lunch – undskyld igen at bruge et fremmed sprog. Det synes jeg er lidt bekymrende, ikke af samme årsag som hr. Karsten Hønge, som er bekymret over det militære samarbejde, men jeg er bekymret over, om konsulatet også kan komme til at omgå det udenrigspolitiske samarbejde, som jo skal gå gennem København og ikke gennem Nuuk. Måske er jeg bare sortseer, men jeg håber, at udenrigsministeren vil se på det her med stor alvor i dialogen med ikke mindst den amerikanske ambassade her i København.

I samme forbindelse håber jeg selvfølgelig også, at udenrigsministeren vil se med stor alvor på forsøg fra russisk eller anden side på også at etablere et konsulat ud over det amerikanske og det, der eventuelt kunne komme fra EU's side. Ud over de her små sure opstød fra konservativ side ønsker vi selvfølgelig et endnu tættere samarbejde med USA og med vores andre allierede i NATO, og vi ønsker et endnu tættere samarbejde i rigsfællesskabet.

Der er jeg langt hen ad vejen enig med hr. Søren Espersen i, at et tættere rigsfællesskab er en god ting. Der ser vi jo en særlig positiv ting, nemlig åbningen af de to nye lufthavne i Ilulissat og i Nuuk, der med lidt forsinkelse åbner i 2024. For når man kan flyve direkte fra København til i hvert fald de to byer uden at skulle hele vejen forbi Kangerlussuaq, tror jeg, at vi har mulighed for at åbne et nyt kapitel i samarbejdet mellem Grønland og Danmark i forhold til alt fra familier, der kan besøge hinanden på ganske kort basis – en weekend, eller hvad det kan være – til arbejde mellem de to rigsdele eller skoler, der kan komme op uden den her evige lange tur, som nogle gange kan tage helt op til flere dage.

Så med disse ord vil jeg sige, at ja, vi er bekymrede over udviklingen sikkerhedsmæssigt i Arktis, men når det kommer til rigsfællesskabet, ikke mindst i forhold til Grønland, håber vi, at de nye lufthavne vil åbne muligheden for et endnu tættere samarbejde.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål. Nye Borgerlige er her ikke, Liberal Alliance er her heller ikke, Frie Grønne er her heller ikke, og Kristendemokraterne er her heller ikke. Så er vi nået til fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Med klimaforandringer og international interesse for Grønland og Arktis ser vi en international opmærksomhed som aldrig før. Lokalt kommer det konkret til udtryk, ved at USA og EU vil have repræsentationer i Nuuk. Økonomiske investeringer i Grønland er yderst velkomne, men hvad vil vi egentlig på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område både hjemme i Grønland, men også her i rigsfællesskabet? Svarene blæser stadig væk i vinden. Selv om vi har en fælles politik mellem Grønland, Færøerne og Danmark på det udenrigspolitiske område, er der brug for, at vi lægger en klar strategisk linje frem mod 2030. Det er nødvendigt, at vi i Grønland og i fællesskab med resten af rigsfællesskabet selv dikterer udviklingen i vores del af Arktis, og derfor kommer vi her med en række prioriteringer til en kommende strategi.

Det arktiske arbejde skal klart styrkes. Et møde mellem ministre hvert andet år i Arktisk Råd er ikke tilstrækkeligt. Vi ved godt, at der findes seks forskellige arbejdsgrupper, som meget teknisk samarbejder imellem de arktiske stater, men sammenligner vi det med andet internationalt samarbejde, mener vi, at det arktiske arbejde i Arktisk Råd bør styrkes frem mod 2030, og at der bør afsættes endnu flere midler til det arbejde. Arktisk Råd har allerede besluttet sig for en strategi frem mod 2030 under det islandske formandskab, og frem mod at rigsfællesskabet overtager formandskabet for Arktisk Råd – jeg mener, at det er i 2025 – bør man forberede en styrkelse af rådet i tråd med den her strategi.

Der var for nylig flere af os, der deltog i Arctic Circle på Island, og som formand for Arktiske Parlamentarikere afholdt jeg sammen med Arctic Economic Council en session, hvor også udenrigsministeren deltog i debatten. Jeg vil gerne takke udenrigsministeren for at bakke op om vores event og for at bidrage til en rig debat om bæredygtig økonomisk udvikling i Arktis. Til eventet underskrev arktiske parlamentarikere og Arctic Economic Council a memorandum of understanding – jeg beklager de mange engelske ord – som har til hensigt at tiltrække internationale investeringer til Arktis. Det arbejde er vi i gang med at følge op på.

Et vigtigt område inden for udenrigspolitikken er det internationale arbejde for oprindelige folk. Grønland er det eneste land i Arktis, hvor både FN's deklaration for oprindelige folk og ILO-konvention nr. 169 er tiltrådt. Det synes jeg er ret tankevækkende. Dertil kommer, at Danmark betaler en lang række internationale ting, bl.a. Indigenous Peoples Secretariat under Arktisk Råd, og til en lang række andre tiltag, bl.a. UArctic-universiteternes samarbejde i Arktis. Vi bør yderligere fremme den indsats og gøre mere for at fremme oprindelige folks rettigheder i fællesskab, herunder også opfordre de andre stater til at styrke deres arbejde for oprindelige folk. Inden længe bliver ICC Greenland også leder af ICC's internationale arbejde for oprindelige folk, og det bør også blive støttet af Udenrigsministeriet, ligesom det også bør støttes af naalakkersuisut.

I Grønland er det vigtigt, at vi øger antallet af frihandelsaftaler. Dem har de en del af på Færøerne, og de er en stor rollemodel for os, og vi følger derfor med i den udvikling, som de har på Færøerne. På den måde kan man være med til at øge Grønlands eksport og samhandel med lande omkring os. Den udvikling kan vi være med til at støtte, ikke mindst ved at sikre, at der er en stabil regeringsførelse hjemme i Grønland og en troværdig ledelse, for momentum er virkelig nu, når vi snakker om interesse udefra og om mulighederne for øgede internationale investeringer.

Kombinationen af erhvervsudvikling og uddannelse er helt central for at skabe vækst og velstand i Grønland. Både erhvervspolitikken og uddannelsespolitikken er hjemtagne områder, men vores fælles erfaringer har vist os, at erhvervspolitik hurtigt kan blive sikkerhedspolitik, og den kompetence ved vi stadig væk ligger i Danmark. Det er sikkert ikke sidste gang, at vi kommer til at se, at stormagterne kommer til at have en interesse for Grønland og på den måde tænde den interne debat om, hvor grænsen mellem erhvervspolitik og sikkerhedspolitik ligger. Der mener jeg vi er nødt til at være meget mere på forkant med. Kan vi f.eks. frit indgå frihandelsaftaler med alle de lande, vi ønsker? Og hvis man siger nej til investeringer i kritisk infrastruktur til f.eks. Kina, bør det så efterfølges af et alternativ f.eks. fra dansk, europæisk eller nordisk side? Disse gråzoner mellem erhvervs- og sikkerhedspolitik må ikke blive en glidebane, så vi mister selvbestemmelse på hjemtagne områder i Grønland.

Netop derfor er en tæt dialog i det nyetablerede kontaktudvalg mellem vores lande helt, helt afgørende. Ligeledes skal vi også sikre, at der er en tættere dialog mellem de tre parlamenter – det vil vi rigtig gerne bakke op om fra IA's side.

Vi gør, hvad vi kan fra Grønlandsudvalgets side, og vil vi gerne gøre endnu mere, sådan at vi på sigt kan være med til at sikre, at det her bliver en formaliseret mekanisme, hvor man inddrager hinanden og har den tætte dialog, også parlamenterne imellem. Åben og konstruktiv dialog er afgørende for, at de interessekonflikter, som der kan være internt, er noget, vi løser internt, så vi kan stå stærkt udadtil. Det er super vigtigt for at kunne føre en stærk udenrigspolitik. På den måde opnår vi mest til gavn for alle parter.

Grønland udgør 20 pct. af det geografiske område i Arktis, og vi er samtidig det eneste arktiske land, som ikke har en arktisk strategi. I det perspektiv er det påfaldende, at et land som Italien har en arktisk strategi, og at Frankrig også begynder at vise interesse for Grønland som en del af det arktiske område.

Grønland skal selvfølgelig have sin egen arktiske strategi, som skal sætte retningen for udenrigs- og sikkerhedspolitikken, og derefter skal vi hurtigst muligt også have en fælles arktisk strategi på plads. Vi ser gerne, at det her arbejde sættes i gang hurtigst muligt, og gerne inden året går på hæld. Vores kollegaer i Inatsisartut skal drøfte den udenrigspolitiske redegørelse den 18. november, og med disse debatter mener jeg sådan set, at der er et rigtig godt grundlag for at lægge en fælles strategisk linje, både hjemme i Grønland, men sådan set også her i Folketinget i samarbejde med Grønland og Færøerne.

Ud over erhvervspolitik bør den kommende arktiske strategi også satse stort på forskning og internationalt samarbejde om forskning i Arktis. Med hiv og sving har vi fået afsat penge til etablering af et udenrigspolitisk forskningscenter, som har fået navnet Nasiffik, som betyder udkikspost på dansk, og som åbner officielt nu på torsdag i Nuuk i Grønland. Det er et område, som virkelig rykker, og hvor det er enormt vigtigt, at vi sikrer, at vi også er med til at styrke indsatsen og styrke vores viden i Grønland. Det handler om strategisk kapacitetsopbygning i det grønlandske samfund, hvis vi gerne vil byde kvalificeret ind i forhold til udenrigspolitikken i fremtiden.

I Grønland udklækker vi flere og flere ph.d.er og postdoc'er. Det er rigtig, rigtig positivt, og den udvikling vil en arktisk strategi kunne være med til at understøtte, så vi på den måde kan få underbygget den lokale udenrigspolitiske kompetence og dermed Grønlands udenrigspolitiske kompetence. For viden om udenrigs- og sikkerhedspolitik er vigtig, for at Grønland kan spille en langt større rolle på en endnu bedre måde i fremtiden. Det er oplagt, at vi får udbygget Nasiffik i årene, der kommer.

Med de ord vil jeg gerne sige tusind tak for redegørelsen. Jeg glæder mig rigtig meget til debatten og også til de spørgsmål, der forhåbentlig kommer. Mange tak.

Ja, der er i hvert fald to, der vil stille spørgsmål. Den første er fru Eva Flyvholm.

Først og fremmest tusind tak til ordføreren for det store arbejde, jeg synes der bliver gjort for også at oplyse os andre om, hvad der foregår. Jeg synes i hvert fald altid, at ordføreren er en god kilde til viden og inspiration at læne sig op ad, og nu har vi også lært, at Italien ovenikøbet har en arktisk strategi – det må jeg sige var nyt for mig.

Men i forhold til det om forskningen er jeg helt enig i, at det skal indarbejdes, og også at Nasiffik gerne skulle blive en mere permanent og udbygget institution, som vi kan samarbejde med i de kommende år.

I forhold til det her spørgsmål om nedrustning, som vi også lige berørte før, vil jeg egentlig gerne ligesom høre ordførerens tanker om, hvordan man bedst på en eller anden måde kan skabe det her overblik over, hvad der foregår der – og det er jo helt berettiget, at man gerne vil have et bedre overblik – men at man på den anden side laver aktiviteter, som reelt ikke leder til oprustning. Det kunne være dejligt med lidt flere tanker om det.

Ordføreren.

Mange tak. Jeg hører sådan set ret bredt, at der er et ønske om lavspænding. Det er i hvert fald ikke kun i den her debat, men sådan set i folketingsdebatter generelt, og jeg tror bare, at det er super vigtigt, at vi bliver ved med at have den her dialog, og at vi har nogle fora, hvor vi ligesom giver vores mening til kende, for det er jo selvfølgelig udgangspunktet.

Så tænker jeg også på det her med den tætte dialog, og det er måske der, hvor parlamenterne lidt udestår. Altså, det er lidt tilfældigt, hvordan Det Udenrigspolitiske Nævn f.eks. snakker med udenrigspolitisk udvalg derhjemme i Inatsisartut, og der kunne jeg godt tænke mig, at man formaliserede tingene, for på den måde kan man også være med til at høre, hvad det egentlig er, folk er optaget af hjemme i Grønland – og der er det klart lavspænding og nedrustning i Grønland. Det taler jo lidt imod alt det, der foregår omkring Grønland, så på den måde bliver Grønland lidt et objekt, og der synes jeg bare, at Grønland skal være mere i førertrøjen.

Fru Eva Flyvholm.

Jeg er meget enig i den betragtning. Der foregår netop nogle forsøg på ligesom at koordinere det samarbejde bedre, men hvis der er noget, vi ligesom konkret kan gøre for at styrke det, så kom endelig gerne med et bud på det. Men det er jo nogle gange også vanskeligt i den helt konkrete afvejning. En ting er at snakke om lavspænding f.eks., og der foregår jo flere øvelser fra russisk side, men også fra amerikansk, dansk og NATO's side tror jeg man i de kommende år vil komme til at se flere militærøvelser f.eks., men hvordan man vil lægge snittet i den udvikling ...

Ja tak, så er det ordføreren.

Altså, jeg tror, at jo flere interesser, der er på spil, jo større potentiale er der også for konflikter, og det er jo lidt den situation, Grønland står i. Jeg synes, vi hopper lidt fra tue til tue. Så kommer EU og siger: Vi er interesseret i det her, og vi har de her krav. Og så kommer amerikanerne og siger: Vi er interesseret i det her. Det er egentlig der, hvor jeg godt kunne tænke mig at vende den der situation om, så det egentlig er Grønland, der har en diskussion og får klarlagt, hvad det er, man egentlig vil. Er det lavspænding, og er det det, som alle partier i Grønland gerne vil? Det er sådan set det, jeg savner lidt i den debat også.

Så er det hr. Karsten Hønge.

I dag har vi jo som så ofte før mest talt om stormagterne USA, Rusland og Kina, når det handler om Arktis. Nu har fru Aaja Chemnitz Larsen selv nævnt Italien, men vi kan i hvert fald konstatere, at to sådan semi-stormagter, altså Frankrig og UK, jo har massive interesser i Arktis og på forskellige måder prøver at få foden indenfor, hvor de kan komme til det. De lægger jo ikke skjul på deres arktiske ambitioner. Og det, jeg godt kunne tænke mig at spørge om, er: Hvordan ser fru Aaja Chemnitz Larsen processen frem til, at vi får lavet en fælles arktisk strategi? For vi kan konstatere, at rundt om os forholder alle mulige magter sig til Arktis, og vi står og holder hinanden sådan lidt i skak, oplever jeg – de tre lande Grønland, Færøerne og Danmark. Men hvordan ser fru Aaja Chemnitz Larsen en køreplan for, hvordan vi så kommer frem til at få lavet en arktisk strategi?

Ordføreren.

Mange tak. Jeg kan sige, at jeg jo har en tæt dialog med mit eget parti hjemme i Grønland, og der har jeg også lagt nogle ting klart frem og sagt, at det her kunne være en vej, man kunne gå i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitikken, for ligesom også at være med til at presse lidt på for, at tingene kommer til at gå lidt hurtigere. Jeg har også meldt tilbage, at vi har haft drøftelser i Grønlandsudvalget, og presset, i forhold til at vi får lavet en strategi, bliver større og større i Folketinget – forståeligt nok. Og derfor synes jeg også, at vi er nødt til at have en ret kort proces, fordi vi har gået og ventet rigtig, rigtig lang tid. Valget i Grønland var i april måned, så der er behov for, at vi ret hurtigt får lavet en strategi for Grønland og derefter en fælles strategi, og det haster altså.

Jeg synes, det er vigtigt, for ellers er det os alle sammen, der hopper lidt fra tue til tue. Så hvis vi gerne vil styre udviklingen i Arktis, er det os, der skal sige, hvilken vej vi gerne vil gå, og hvad vi siger ja til, og hvad vi siger nej til.

Hr. Karsten Hønge.

Ja, eller fra isflage til isflage.

Men hvordan ser fru Aaja Chemnitz Larsen muligheden for det? Er ambitionen, at det er naalakkersuisut, der sammen med den danske regering skal sætte sig sammen, eller skal initiativet komme fra naalakkersuisut? Eller forventer fru Aaja Chemnitz Larsen, at det er noget, som parlamentarikere skal tage initiativ til?

Vi har nu igennem lang tid talt om det, og vi kan måske blive uenige om strategien – gad vide, om vi bliver det; det er jo ikke til at vide. Men indtil nu føler vi os alle sammen mere eller mindre frem for overhovedet at finde processen i det. Så hvordan kan det ske?

Ordføreren.

Min oplevelse er, at naalakkersuisut rigtig gerne vil lave en udenrigspolitisk strategi og også forstår, at det er vigtigt, at det sker hurtigt. Og så skal man selvfølgelig mellem naalakkersuisut og regeringen tale sammen og tale sig til rette, i forhold til hvad det er for en linje, der skal lægges. Jeg mener, at vi som Folketing skal inddrages igen, for det er rigtig lang tid siden, vi er blevet inddraget, og det er vigtigt, at vi også ved, hvad det er, der foregår, og at vi ikke pludselig læser det i avisen, men at Folketinget også føler sig inddraget i forhold til udarbejdelsen af kongerigets arktiske strategi.

Så er det hr. Christoffer Aagaard Melson.

Mange tak for talen, og også mange tak for samarbejdet til daglig, som er rigtig godt. Det her er også til det med den udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi, som ordføreren lægger vægt på at man selv vil lave i Grønland, inden der ligesom skal laves en fælles strategi. Vi har jo den holdning i Venstre, at grunden til, at rigsfællesskabet er stærkt, er, at vi står sammen. Vi er et lille land, sammen med rigsfællesskabet er vi et stort land, Færøerne og Grønland er sammen med os også et økonomisk stærkere land og ikke kun et stort land. Det her er noget, jeg sådan set er lidt interesseret i.

Det er til det, ordføreren siger med, at man vil lave en udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk strategi først for Grønland: Er det noget, man koordinerer med den danske regering, eller hvordan forstiller man sig det? Er det nogle sikkerhedspolitiske tiltag, man selv vil lave, eller forventer man, at regeringen vil udføre de sikkerhedspolitiske tiltag, efter man har vedtaget dem i Grønland? Eller hvordan ser man på det? Hvad er det for nogle ting, man vil ind på?

Ordføreren.

Tak. Historisk set tror jeg ikke, at politikerne, dengang man sidste gang lavede kongerigets arktiske strategi, altså den, der gjaldt frem til 2020, nødvendigvis brokkede sig så meget over, at den kom. Det er min oplevelse i dag, at vores politikere er noget mere selvbevidste og gerne vil være med til at sætte den retning. Og som sagt, er Grønlands udenrigspolitiske strategi fra 2011. Der er altså virkelig sket mange ting siden, og jeg synes, det er vigtigt, at man får gjort sig nogle overvejelser. Min oplevelse er, at det store, brede flertal i Grønland i udenrigspolitisk udvalg og blandt partierne sådan set gerne vil nogenlunde det samme, som vi også taler om herinde: Lavspænding, fokus på forskning, klima og erhvervsudvikling. Det tror jeg sådan set er nogle af de samme tendenser, man vil se hjemme i Grønland. Så jeg tror sådan set ikke, man skal være så bekymret for den del, og jeg er helt sikker på, at det bliver koordineret mellem naalakkersuisut og regeringen, såfremt der er nogle udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske aspekter i Grønlands egen udenrigspolitiske strategi.

Hr. Christoffer Aagaard Melson.

Tak for svaret. Det er sådan lige opfølgende. Der er også en sikkerhedspolitisk strategi, og hvis der nu er nogle ting fra Grønlands side, hvor man, når man snakker med de andre rigsdele bagefter og skal lave en fælles strategi, får input fra f.eks. regeringen om, at man fra dansk eller færøsk side økonomisk eller militærfagligt ikke mener, at det er specielt klogt med det, man er kommet frem til i Grønland – det gør man nok ikke, men hvis man nu gjorde det – er man så villig til at rykke sig bagefter? Eller er det ligesom noget, der ligger hugget fast i granit, at det skal være en del af den fælles arktiske strategi, også det, der kommer ud af den grønlandske?

Ordføreren.

Tak. Altså, først og fremmest ved jeg jo sådan set ikke, om kongerigets arktiske strategi også kommer til at have et sikkerhedspolitiske aspekt i sig. Det tænker jeg at ministeren bedre kan svare på. Men jeg tænker da helt sikkert, at man vil samarbejde Grønland og Danmark imellem, hvis der var nogle af de elementer. Det er selvfølgelig svært for mig at stå her og sige, præcis hvad den kommer til at indeholde, men jeg kan sige, hvad jeg synes den bør indeholde, og det har jeg også givet klart udtryk for over for mine partifæller hjemme i Grønland, for ligesom at være med til at sætte lidt fut i den proces, som jeg synes bør gå hurtigt.

Så er det hr. Mogens Jensen.

Tak til fru Aaja Chemnitz Larsen for en – synes jeg – rigtig god tale, og i øvrigt tak for det arbejde, som ordføreren laver sammen ordføreren fru Aki-Matilda Høegh-Dam fra Grønland i Folketinget. Jeg synes jo selvfølgelig også, det var interessant allerede her at høre nogle bud fra ordføreren på, hvad man kunne tænke sig skulle indgå i en fælles arktisk strategi for kongeriget, og en af de ting, jeg bed mærke i, var jo ønsket om at styrke Arktisk Råd. Nu har Grønland jo også på vegne af hele kongeriget fået en stærkere position i Arktisk Råd, både i forhold til repræsentation og i forhold til at underskrive aftaler osv., som jeg selvfølgelig også synes er positivt.

Men kunne ordføreren uddybe lidt yderligere, hvad det er for ting, som ordføreren kunne se der skulle til, for at man kan styrke Arktisk Råd?

Ordføreren.

Mange tak, også tak for de pæne ord og tak for samarbejdet. Det er jo nærmest en lidt umulig konstruktion at repræsentere sit land næsten 4.000 km væk fra der, hvor man kommer fra, og der, hvor man repræsenterer sit land. Altså, det er en svær opgave, og jeg synes jo også bare, det er vigtigt at få sagt, at vi både skal bygge bro, at vi skal forsøge at fortælle, hvordan det er at komme fra Grønland, og at vi skal forsøge at tale i et sprog, som I også forstår, og i en virkelighed, som I også forstår. Så det er en vigtig opgave, men nogle gange også en lidt svær opgave, synes jeg, at være så langt væk hjemmefra en stor del af tiden. Nu skal jeg hjem til Grønland her lige om lidt, så det glæder jeg mig rigtig meget til.

I forhold til Arktisk Råd kan man jo bare kigge på Nordisk Råd her de sidste par dage, og der er jo mange, der har holdninger til, om Nordisk Råd er en effektiv organisation, eller om man kunne gøre det bedre. Men man kan jo se, hvor mange ansatte der er i Nordisk Råd, man kan se, hvor mange initiativer der trods alt bliver taget, og hvor mange puljer der bliver afsat under Nordisk Råd. Måske kunne man forestille sig noget af det samme under Arktisk Råd.

Hr. Mogens Jensen.

Jeg har jo selv arbejdet mange år i Nordisk Råd, og det er selvfølgelig på mange måder en stærk konstruktion. Men der har vi jo også debatter om, hvordan du yderligere kan styrke Nordisk Råd-konstruktionen. Så selv der synes jeg jo måske ikke, at man har svaret på, hvad Arktisk Råd kunne udvikle sig til, men jeg glæder mig til at have debatten om, hvordan vi kan gøre Arktisk Råd stærkere og glæder mig til at høre flere synspunkter på det.

Værsgo.

Tak. Man kunne jo tage et emne som mental sundhed, f.eks. de mange selvmord, vi har i Grønland, som sådan set også er noget, vi deler med vores frænder i Alaska og i Nunavut. Jeg mener sådan set, at havde man en pulje til børn og unge, hvor man kunne forebygge selvmord i Arktis, så ville det da være superrelevant at lave en fælles indsats i forhold til det. Det samme med klimaet. Det er virkelig noget, som vi deler i Arktis, og det ville være oplagt at se på, om vi kunne styrke det arbejde mere. Investeringer udefra og en bæredygtig økonomisk udvikling er helt centrale områder, som man kunne arbejde konkret videre med.

Tak for det, og tak til ordføreren. Så går vi videre i ordførerrækken til Aki-Matilda Høegh-Dam. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg vil lægge ud med at anerkende, at det var international inuit-dag for et par dage siden. Inuit er det arktiske folk, som er repræsenteret i kongeriget, og det er derfor relevant at minde om, at der er en international fejring, som gør opmærksom på inuits selvbestemmelse og på styrkelse af denne stemme.

Siumut har altid kæmpet for, at den arktiske befolkning inden for kongeriget skulle have den primære stemme om Arktis. Siumut har af flere omgange krævet en mere rimelig repræsentation i Arktisk Råd, og derfor vil Siumut også gerne tilslutte sig, at Socialdemokratiet har lyttet, både under gruppemøder, men også mellem hinanden i regeringer og parlamenter. For nu har Grønland fået en meget mere fremtrædende rolle i Arktisk Råd, så det går i den rigtige retning.

Man skal ikke undervurdere, hvor stor en betydning inddragelse og selvbestemmelse har for samarbejdet mellem de forskellige folkefærd, vi er i kongeriget. Det er en essentiel kerneværdi i demokratiske lande og skal derfor ikke gå uden om rigets strukturelle og administrative udvikling. Lige nu har vi også en selvstyrelov, der forklarer samarbejdet og ansvarsfordelingen samt samarbejdet mellem Grønland og Danmark. Her står det beskrevet, hvorledes regeringerne skal samarbejde. Der står dog intet om, hvordan parlamentarikerne i landene skal samarbejde.

Der kan opstå udfordringer også for det arktiske samarbejde, og det kan konkret blive eksemplificeret her under forhandlingerne med den arktiske kapacitetspakke. Det var netop en af de aftaler, der blev lavet i et bredt samarbejde mellem Folketingets partier, men der var mangelfuld inddragelse af både grønlandske folketingsmedlemmer, naalakkersuisut og Inatsisartut.

Derfor mener vi i Siumut, at et folketingsråd i Inatsisartut vil gavne den demokratiske proces i kongeriget. Sådan et råd skal fra det grønlandske parlament inddrages og søges rådgivning hos, hver gang Folketinget har noget med Grønland at gøre. Det gælder også, når Folketingets partier bliver inviteret til forhandlinger om Grønland eller Arktis. Ved også at invitere et folketingsråd vil man nemlig sikre sig, at alle grønlandske partier bliver hørt og ikke kun de to, der sidder i Folketinget.

Alt andet lige kører udviklingen i Arktis på fuldt drøn, og det betyder også, at behovet for at sikre et reelt ligeværdigt samarbejde kun lige er påbegyndt, og her ser nogle partier denne udvikling med mere selvbestemmelse til kalaallit som en katastrofe. Her mener jeg klart, at Danmark lige nu står forrest til at vise, at vi ikke er bange for det demokrati, og at vi ikke er bange for at diskutere de udfordringer, vi har mellem os. Danmark viser hermed tillid til de oprindelige arktiske folk, hvilket tværtimod styrker samarbejdet uanset ønsket om statsdannelse. Og det er derfor, vi ikke skal stoppe her.

Det danske kongerige har i dag f.eks. en arktisk ambassadør, og vi har også fra Folketinget en arktisk delegation. Danmarks arktiske ambassadør skal jo også repræsentere Grønland, Færøerne og Danmarks interesser i Arktis over for resten af verden, og i betragtning af, at grønlændere – inuit – er det arktiske folk i kongeriget, opfordrer vi derfor danske politikere til at sikre, at den eventuelle næste arktiske ambassadør også kan blive repræsenteret af det arktiske folk.

Misforstå mig ikke: Der foregår en positiv udvikling i form af større albuerum til Grønland. Bl.a. tager Siumut med kyshånd imod det nyoprettede kontaktudvalg mellem vores regeringer, der skal behandle udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, og byder det varmt velkommen.

Jeg ville dog ønske, at man fra Folketinget holder op med at pege fingre ad andre lande som f.eks. USA for at være på charmeoffensiv, når man bagefter af den årsag giver mere anerkendelse og albuerum til Grønland. Disse positive udviklinger for mere selvbestemmelse kunne være sket, uden at det skulle fremprovokeres af eksterne aktører. Og hertil kommer min pointe: Lad endelig være med at stoppe denne gode udvikling, lad være med at vente på den næste eksterne udvikling, som man kalder for charmeoffensiv, for det gør, at man fra dansk side ser en mening i at gøre rigsfællesskabet mere demokratisk og ligeværdigt.

Så kom det i forkøbet; det vil kun gavne vores samarbejde. Men der skal intet legitimt samarbejde være med andre lande i Arktis på vegne af kongeriget, hvis ikke det arktiske folk inddrages tilstrækkeligt.

Siumut mener, at kalaallit kan inddrages mere i kongerigets arbejde i Arktis, idet vort folk kan bidrage med lokal viden og ekspertise. Eksempelvis er en stor befolkningsgruppe, som er eksperter i at køre hundeslæde, også dem, som har oplært den danske befolkning i at køre hundeslæde med Siriuspatruljen. Det er også værd at nævne, at inuit – altså grønlændere – her med fordel kan inddrages til at suverænitetshåndhæve f.eks. Nordøstgrønland gennem et samarbejde med Siriuspatruljen. Med det glæder jeg mig også til en fortsættelse af debatten, og tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til hr. Karsten Hønge.

Jeg vil gerne høre, hvordan fru Aki-Matilda Høegh-Dam vurderer Færøernes placering. Altså, er Færøerne en arktisk stat? Er færingerne et arktisk folk, og hvilken rolle skal de spille i udarbejdelsen af en arktisk strategi?

Ordføreren.

For det første er det værd at anerkende, at både Grønland og Færøerne ikke er anerkendt som stater, og det er bl.a. derfor, vi diskuterer statsdannelse. Og i kongeriget er det kun det danske folk og det grønlandske folk, som er anerkendt som et folkefærd, og derved kan jeg ikke sige noget om et færøsk folk. Men når det handler om Arktis, er det klart både naalakkersuisuts og Siumuts politik derved, at Grønland er en del af Arktis. Og så kan man diskutere, om et folkefærd, der ikke bor ved Arktis, kan være anerkendt som et arktisk folk, altså om man er anerkendt som et folk for sig selv.

Hr. Karsten Hønge.

Jeg skal bare lige høre: Er færingerne ikke anerkendt som et folk? Jeg troede, at færingerne var et folk.

Man vil bruge ordet stat. Jeg bruger det faktisk i en anerkendelse af, at når Danmark samarbejder med Færøerne og Grønland, kan vi lige så godt omtale dem som det, de er, nemlig nationer, folk, og hvad det nu kan være, inden for det fællesskab, vi nu har i rigsfællesskabet.

Men jeg vil gerne spørge igen, for jeg fik ikke noget svar på det: Hvordan vurderer fru Aki-Matilda Høegh-Dam Færøerne? Er det en arktisk stat, er det et arktisk folk? Med hvilken ret deltager de i udarbejdelsen af en arktisk strategi? Ordføreren behøver ikke at henvise til alle mulige andre partier – hvad mener ordføreren egentlig?

Ordføreren.

Der blev ikke henvist til andre partier. Jeg sagde meget klart, at Siumut siger, at det arktiske folk er det folk, der bor i Arktis, og det er grønlænderne.

Så er det hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Grundtvig siger: »Til et folk de alle høre/som sig regne selv dertil«. Selvfølgelig er færingerne et folk. Det er da fuldstændig oplagt. Jeg ved ikke, hvilken formalisme eller formalitet der tales om her, men selvfølgelig er færingerne et folk.

Det, jeg vil spørge om, er: Ser ordføreren nogle forskelle i interesser mellem Danmark og Grønland, når det gælder et område eller en specifik sag, som måske kunne komme i klemme, når det gælder om at udarbejde en fælles strategi for hele riget? Er der nogle steder, hvor Grønland og Danmark har helt forskellige interesser?

Ordføreren.

Til det første skal der siges, at der blev henvist til folkeretten. Det er først for nylig, når det gælder selvstyreloven, at det grønlandske folk blev anerkendt af folkeretten. Mig bekendt er det ikke blevet anerkendt andre steder i riget.

Når det så er sagt, vil jeg til spørgsmålet om den arktiske strategi sige, at jeg synes, det er ret vigtigt at pointere, at det er min oplevelse, at alle partier i Grønland på en eller anden måde stod sammen og sagde: Vi bliver altså nødt til at have vores egen arktiske strategi, inden vi laver en fælles. Den debat skulle vi have haft lang tid før. Jeg tror, at det i den sidste ende handler om mere inddragelse, mere forståelse og mere dialog, og så kan man altid komme ind på, hvad det er for nogle specifikke og konkrete ting, som de enkelte partier måske vil være uenige om. Men så kan man altid finde noget, man er fælles om.

Sjúrður Skaale.

Tak for det svar. Jeg mener bare, at nogle gange taler man om forskellige interesser, men det bliver meget sjældent konkret. Jeg har personligt lidt svært ved at se, hvilke overordnede politiske ambitioner eller værdier der skulle være forskel på mellem det, man ønsker i Grønland og Danmark. Jeg har aldrig helt konkret fået at vide, hvad det skulle være eller kunne være.

Ordføreren.

Det tror jeg også vi kommer til at komme ind på, når vi ser den grønlandske arktiske strategi. I min forståelse handler det ikke så meget om, hvad der skiller os. Jeg tror mere, det handler om det strukturelle omkring inddragelsesprocessen i opbygningen af en arktisk strategi. Den skulle langt mere have inddraget de forskellige folk, hvis man kan sige det sådan, i kongeriget.

Så er det hr. Mogens Jensen.

Også herfra skal der lyde en tak til fru Aki-Matilda Høegh-Dam for, synes jeg, godt samarbejde og også for en god tale.

Nu havde vi lige en drøftelse tidligere om hele processen i forbindelse med tilblivelsen af den arktiske kapacitetspakke, hvor jeg også hørte ordføreren sige, at man der gerne ville have været inddraget på en anden måde, og det må vi selvfølgelig tage ved lære af. Men jeg vil gerne høre ordførerens vurdering af det, der så er kommet ind i pakken. Jeg synes, at der er mange elementer, der også vil være til gavn for Grønland. Er ordføreren enig i det?

Ordføreren.

Jeg synes personligt, at det er en god aftale for Grønland. Jeg synes helt klart, at det er en aftale, som vil gavne rigsfællesskabet i sin helhed, men også den måde, vi handler på i Arktis.

Til gengæld synes jeg også, at en inddragelse i den her proces kunne have gjort, at vi ikke havde behøvet at opleve den forskrækkelse – hvis man kan sige det sådan – der opstod derhjemme. Det var nemlig også min opfattelse, at der var stor forståelse og dialog både i naalakkersuisut og Inatsisartut, men det fandt jeg så hurtigt ud af ikke var tilfældet, da der kom en masse ud gennem de sociale medier fra parlamentarikere, og hvad ved jeg.

Så det, jeg prøver på at sige, er, at vi altså bare står bedst sammen, når der er den her større grad af inddragelse. Og så vidt jeg kan se, har forsvarsministeren også i langt højere grad inddraget naalakkersuisut og sidenhen også forsøgt at gøre det med Inatsisartut, og det har jo også båret frugt, i form af at vi har set en meget større positiv reaktion på de politikker, der er kommet fra forsvarsministerens side siden da.

Mogens Jensen.

Det anerkender jeg også. Det, der måske kunne være opbyggeligt, er jo også, om man allerede på nuværende tidspunkt kunne sige: Jamen der er ting her, vi fra grønlandsk side synes man godt kunne have fokus på i næste ombæring, hvor vi skal diskutere, hvad der er behov for af ressourcer til det arktiske område. Det kunne være, der allerede var ønsker af den type, der kunne komme frem her fra ordførerens side.

Ordføreren.

Bare et enkelt eksempel på det er, hvordan man diskuterede, at nogle af de operationer også kunne være sket i et større samarbejde med f.eks. Air Greenland, som også har stort kendskab til, hvordan det netop foregår med både inddragelse af befolkningen, hvor man også øger arbejdskraften, og inddragelse af de operative systemer, der allerede er, så man ikke behøver at bruge så mange økonomiske ressourcer på det. Men jeg synes godt, at man kunne have inddraget nogle af de her debatter endnu mere, inden man lavede sådan en kapacitetsaftale, og om det så blev Air Greenland eller ej, kan man ikke sige noget om, men det er mere det, at man også tog den debat.

Hr. Søren Espersen.

Det er bare lige en bemærkning til ordførerens bemærkninger om søværnets Siriuspatrulje. Det er jo ikke sådan, at grønlandske unge bliver holdt væk fra den. Mig bekendt er der ikke ret mange, der søger, og faktisk mener jeg ikke, at jeg nogen sinde har hørt om nogen, der har søgt, og hvis det er, at de så endelig søger, skal de jo igennem den samme uddannelse, som de danske soldater skal. Så jeg synes bare, det er væsentligt at sige, at der ikke er nogen, der har forsøgt at holde grønlændere væk fra at være med i Siriuspatruljen. Jeg tror, det ville blive modtaget med kyshånd i søværnet, hvis der var flere grønlændere, der meldte sig til militærtjeneste i det hele taget.

Ordføreren.

Jeg synes bare, det er vigtigt at pointere, at der er rigtig mange, der ellers er interesseret i f.eks. at komme med Siriuspatruljen, hvilket er hundeslæde i Nordøstgrønland. Men jeg synes også, det er vigtigt at anerkende, at når Grønland er et folk for sig selv, skal man også have lov til at gøre det under sit eget flag, og det er netop en af de diskussioner, vi har haft med bl.a. forsvarsministeren, altså at der skal være større anerkendelse af det, og det skal gøres mere tilgængeligt, for at det kan lade sig gøre, i stedet for at man måske nærmest skal integreres i Danmark, inden man kan få lov til at opretholde suveræniteten i sit eget land.

Hr. Søren Espersen.

Jeg synes ikke, det skal gøres mere lemfældigt. Jeg synes, det skal styrkes. Det drejer sig om en patrulje, som har en utrolig hård uddannelse, og der kan man jo ikke tage hensyn til, hvem det så er, der melder sig, om det er danskere, færinger eller grønlændere, for det er de bedste, der kommer med, og jeg synes, det er den måde, det må være på i et rigsfællesskab.

I øvrigt vil jeg gerne have en kommentar til det her med, hvorfor værnepligten ikke bliver indført i Grønland, ligesom den er i Danmark. Det ville være et godt skridt i retning af også at deltage aktivt i forsvarspolitikken, at værnepligten blev gjort obligatorisk i Grønland.

Ordføreren.

For det første skal det måske lige siges, at jeg helt klart mener, at grønlandske unge, som er eksperter i hundeslæde og netop også kan køre disse strækninger, er nogle af de bedste til også at deltage i de her aktioner, når de selv er ude på isen i flere uger, nogle gange i måneder.

Med hensyn til værnepligten i Grønland var det jo en af de ting, som Siumut arbejdede for, så det er måske et spørgsmål til det nuværende regeringsparti, hvorfor denne proces er blevet stoppet.

Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Det var måske et passende tidspunkt. Jeg vil bare først og fremmest sige tak for samarbejdet og tak for talen. Så vil jeg også sige, at naalakkersuisoq Steen Lynge jo sådan set var i dialog med regeringen dengang i forhold til Arktis Kapacitetspakke, og jeg har i hvert fald haft mulighed for at have et møde med naalakkersuisoq specifikt om Arktis Kapacitetspakke, efter at jeg havde talt med forsvarsministeren. Så er det bare vigtigt at få sagt, at naalakkersuisut var inddraget, og sådan skal det selvfølgelig også være og meget gerne endnu mere i fremtiden.

Så fremsatte IA for en del år tilbage et beslutningsforslag i Inatsisartut, der netop handlede om, at vi gerne ville have en udenrigspolitisk strategi, og det blev så afvist af Siumut, der dengang ledede naalakkersuisut. Så det syntes jeg var ærgerligt, for hvis man havde haft den strategi, og hvis den var blevet opdateret sådan jævnligt, så var der også en mulighed for, at den her proces kunne gå lidt hurtigere. Men jeg tænker, at vi alle har en interesse i at presse lidt på derhjemme. Så det håber jeg også at ordføreren har lyst til at gøre.

Ordføreren.

Hvis man tager det første spørgsmål omkring en udenrigspolitisk strategi, var der, så vidt jeg er bekendt, nogle ting, der gjorde, at man ikke havde lyst til at lave den aftale med IA i sin tid.

Men når det så er sagt, synes vi jo, at der skal være en arktisk strategi, og vi synes helt klart, at der burde være blevet lavet en arktisk strategi for lang tid siden, altså med større inddragelse af Grønland i det arbejde, der blev lavet fra dansk side. Så glemte jeg desværre det andet spørgsmål, så det må du gerne lige gentage, hvis du har mulighed for det.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Jeg gentager nogle andre ting. Til folketingsvalget stod jeg faktisk alene om at mene, at en arktisk ambassadør selvfølgelig skulle have kendskab til Arktis og meget gerne komme fra Grønland, og det var faktisk alle partier i Grønland, der var uenige med mig på det tidspunkt. Jeg synes bare, at det er dejligt, Siumut er villige til at presse på, for selvfølgelig har vi kompetente folk fra Grønland, som også kan varetage den funktion. Så det er bare dejligt at høre.

Så ved jeg, at forsvarsministeren også har sagt, at man gerne vil have det grønlandske flag på uniformerne, og det er faktisk de grønlandske unge i Grønland, der har sagt: Vi er glade for værnepligten. Den vil vi sådan set gerne have.

Så jeg er også ret forhåbningsfuld, i forhold til at det kommer til at falde på plads.

Ordføreren.

Jamen Siumut har jo hele tiden ment, at Grønland i alle henseender med udenrigspolitik skal have mere selvbestemmelse, og at Grønland altid skal inddrages, når det handler om Arktis. Bl.a. her med den arktiske delegation syntes Siumut også at noget af det vigtigste var, at enten formandskabet eller næstformandskabet var grønlandsk, men der var der jo så allerede blandt alle andre enighed om, at det ikke var sådan, det skulle være. Vi mener helt klart, at der er mange ting, vi kan samarbejde om. Vi synes bare også, at den her dialog mellem os er vigtig.

Tak for det. Så er det Christoffer Aagaard Melson. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Også tak for samarbejdet og engagementet til daglig. Det er en fornøjelse at arbejde sammen med ordføreren. Nu kom fru Aaja Chemnitz Larsen mig en lille smule i forkøbet, men det var faktisk for at komme til forsvarsministerens forsvar. For jeg synes faktisk, både i forhold til Færøerne og i forhold til den grønlandske regering, at der var en hel del tilbageløb og inddragelse i forbindelse med den her Arktis Kapacitetspakke. Om det var nok, kan vi jo altid diskutere, altså om der er nok på parlamentarisk niveau. Jeg forsøgte også personligt at vende tilbage til vores søsterparti. Men der var en hel del dialog, og derfor vil jeg bare sige, at der jo også skal to til tango. Det kunne måske også være, at der, fordi man faktisk ikke har været vant til at være så inddraget, som der bliver arbejdet på i de her år, kunne være nogle processer, der blev bedre i Grønland og på Færøerne, i forhold til at man får systematiseret, hvordan man får informeret parlamenterne om de ting, man snakker med regeringen i Danmark om. Er det noget, man eventuelt kunne overveje også at kigge på i Grønland – hvad tænker ordføreren?

Ordføreren.

Først tak for de pæne ord. Jeg synes også helt klart, at der skal være et styrket parlamentarisk samarbejde mellem landene. Men når det er sagt, er det også godt, at du kommer ind på emnet forsvar, for det var netop det, som jeg desværre ikke lige kom ind på før. Du har fuldstændig ret i, at forsvarsministeren har forsøgt at gøre sit, men som fru Aaja Chemnitz Larsen også sagde, så har jeg – og begge grønlandske folketingsmedlemmer – snakket med den daværende udenrigsminister Steen Lynge, og under de samtaler blev det også fortalt, at det her ikke rigtig var en inddragelse i forhandlinger. Det her var bare en oplysning: Så langt er vi nået, det skal I bare vide.

Det var der stor utilfredshed med, både fra Inatsisartuts side, men også fra naalakkersuisuts side. Det var en stor overraskelse, at aftalen blev stadfæstet, uden at man havde rådgivet sig med hverken naalakkersuisut eller Inatsisartut. Og det tænkte jeg bare vi kunne gøre bedre. Men ellers har du ret i, at forsvarsministeren gør sit, også i forhold til det flag, vi snakkede om.

Værsgo til Christoffer Aagaard Melson.

Tak for svaret. Selvfølgelig er der også nogle ting, der kan komme tilbage, men det var egentlig også lige for at få det opklaret – ret skal være ret – for man kunne godt lidt høre det, som om der nærmest ikke var noget. Jeg tror også, der var en proces, hvor der var noget udskiftning – nej, det var der måske ikke lige der, men der var en indsats, som jeg i hvert fald forstod det, for at melde tilbage. Men det lyder, som om der er noget, der tydeligvis skal gøres bedre, og det må vi jo så prøve også internt i forsvarsforligskredsen at tage en proces omkring, altså hvordan det kan gøres bedre en anden gang.

Ordføreren.

Det ser jeg kun positivt på, for når jeg bringer de her emner op, er det netop ikke bare for at pege fingre, men det er for at finde løsningsforslag. Så det er jo derfor, vi snakker om, at et folketingsråd kunne være et af løsningsforslagene. Vi synes også helt klart, at det, som i mange år har været bragt op, er relevant, nemlig at de grønlandske partier, der sidder i Folketinget, i det mindste bliver inviteret til de her forskellige forlig, specielt når det handler om Arktis eller Grønland. Så vi kan helt sikkert sætte os sammen og finde nogle organisatoriske eller administrative strukturelle ændringer, der gør det lettere.

Hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Tak. I forhold til ordførerens forslag om, at vi kunne inddrage grønlandske unge i Siriuspatruljen, vil jeg lige høfligt minde om, at man jo ikke bare tager folk, der har gode civile færdigheder, og putter dem over i en militær enhed sådan fra den ene dag til den anden. Men netop derfor vil jeg også gerne rose ordføreren for det arbejde, som ordførerens parti gjorde, netop i forhold til muligheden for at aftjene værnepligt lokalt i Grønland. Det var meget tæt på at blive sat i gang. Så kom der et regeringsskifte. Jeg tror, det ville have været en rigtig god indgangsvej til f.eks. Siriuspatruljen for unge grønlændere, hvoraf mange jo har været glade for at kunne aftjene værnepligt i Danmark, men nok også ville være endnu gladere for muligheden for at aftjene værnepligt i Grønland.

Så det er bare en opfordring til ordføreren om at tage det med tilbage til sit parti i Grønland og i høj grad også til fru Aaja Chemnitz Larsen, hvis parti nu har sat det i bero. Jeg synes, det er en skam for de unge grønlændere, der ikke får muligheden for det, og jeg håber, at det er noget, som man vil åbne op for med den nye politiske ledelse, der er i Grønland. Så det var egentlig bare en kommentar herfra.

Ordføreren.

Tak for kommentaren. Jeg synes også, det er utrolig vigtigt, at vi netop har de her dialoger omkring, hvordan vi så tager hensyn til de her gnidninger eller uenigheder, der opstår, enten internt i Grønland eller i rigsfællesskabet, når der er sådan et emne. Det er også derfor, at vi mangler en eller anden form for struktur, der gør, at forskellige partier herfra også forstår alle partiers holdninger fra grønlandsk side. For det er jo også kun via forståelse, at vi egentlig kan komme videre til et løsningsforslag.

Når jeg snakker med folk i Grønland, har der også været en stor bekymring over alle de her kæmpe militærskibe, der hele tiden sejler frem og tilbage meget kystnært ved Nuuk og flager det danske flag. Det er der mange der ser som noget lidt skræmmende, hvis man kan sige det sådan. Og når man selv har spurgt dem, der patruljerer, så sagde de, at de jo tænkte, at det var for at skabe tryghed. Så der er jo en eller anden form for misforståelse, der nogle gange opstår. Men jeg synes også, det er vigtigt at pointere, at det også er der, vi er et andet folkefærd, som man bliver nødt til at tage hensyn til på en anden måde.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det betyder, at vi kan gå videre til hr. Edmund Joensen. Værsgo.

Tak for ordet, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen om Arktis. Bekymringer er noget, der følger os hele livet, og som vi nok aldrig slipper for. Som barn handler de fleste bekymringer nok om vennerne, som ung er det selvfølgelig kærligheden, der er kilden til de største bekymringer, og som voksen bekymrer man sig bare om det meste. Sådan er livet, og sådan vil det altid være. Men siden jeg var barn, ung mand og nu voksen – nogle vil måske sige halvgammel – er der kommet et ekstra lag på disse helt almindelige bekymringer, og det er klimaet og klimaforandringerne. Det ved jeg fylder meget hos vores unge i dag, og det er en bekymring, som jeg godt forstår, for eksperterne spår ikke om en god fremtid for vores kommende generationer, hvis vi ikke gør noget drastisk ved de klimaforandringer, som vi allerede i dag ser konsekvenserne af rundtomkring i verden, særlig i det arktiske område.

I sidste måned deltog jeg i Arctic Circle i Reykjavik, og lad mig først sige, som det er blevet sagt mange gange før: Hvor var det dejligt at kunne samles fysisk og møde mennesker igen efter corona. Fra hele verden kom over 1.400 politikere, eksperter, studerende og unge som ældre mennesker for at tale om Arktis, om udfordringer og muligheder i det arktiske område. Emnerne ved konferencen spændte fra fødevarer til sikkerhed og om havet, der åbner sig og danner nye sejlruter, og naturligvis også om stormagtspændinger i Arktis. Men øverst på dagsordenen, det, der prægede samtlige debatter, stod klimaforandringerne og den fremtid, vi risikerer at møde, hvis vi ikke lykkes med at nedbringe udledningen af drivhusgasser. Det er også omdrejningspunktet for mit input til dagens redegørelsesdebat. Der kan ikke længere være mange, på tværs af organisationer og forskellige politiske overbevisninger, der tvivler på, at klimaforandringerne skal tages alvorligt, at hver dag tæller i kapløbet om at få vendt kursen, og at vi alle må gøre vores til at få nedbragt udledningen af drivhusgasser.

Klimakrisen er global, men den rammer lokalt. Bare i det seneste år har der været massive oversvømmelser i Tyskland og Belgien og ekstreme hedebølger i Sydeuropa, og i det arktiske område, hvor temperaturen stiger mere end noget andet sted, ser vi, at klimaforandringerne er ved at ændre vilkårene for natur og mennesker voldsomt. I Grønland er det allerede tydeligt: Sælerne og isbjørnene har mistet deres territorium, og fangerne og fiskerne har ændrede vilkår på grund af isens tilbagetrækning. På Færøerne er påvirkningen endnu ikke synlig, sådan som den er i Grønland, men det kan få store konsekvenser for samfundet, hvis hav- og strømforholdene ændrer sig. Havet er jo som bekendt grundlaget for vores levebrød.

Klimakrisen er global og skal også løses globalt. Vi har alle et ansvar for at gøre vores til at løse krisen, men jeg mener, at vi som en del af det arktiske område har et særligt ansvar. Derfor glæder det mig, at det færøske landsstyre lige nu arbejder på højtryk for at få lavet en ny ambitiøs klimapolitik. Den tidligere klimapolitik udløb i 2020, og det haster derfor med at få en ny forhandlet på plads. Den er på trapperne, ved jeg.

I 2020 indtrådte Færøerne i Parisaftalen, og det er særdeles glædeligt, at Grønland under COP26 i Glasgow også tiltrådte aftalen. I ca. 100 år har vi brugt fossile brændstoffer her på vores klode. De har gjort os meget godt og har været en stor medspiller i forhold til de fremskridt, vi har gjort for menneskeheden dette seneste århundrede. Men det er skræmmende at tænke på, at på de samme 100 år er vi kommet godt i gang med at nedbryde den samme verden, som vi har brugt tusinder af år på at bygge op. Vi er der heldigvis ikke endnu, men jeg er bange for, at det kan komme til at ske, hvis vi blot lader stå til.

Derfor vil jeg gerne afslutte min tale i dag med et citat fra den tale, som den verdenskendte britiske naturformidler og tv-personlighed David Attenborough holdt for verdens ledere under COP26 i Glasgow. Han sagde:

»Hvis vi er en stærk nok kraft til at destabilisere planeten ved at arbejde hver for sig, så bør vi kunne redde den ved at arbejde sammen.«

Attenborough har helt ret. Hvis vi vil efterlade en sund og levedygtig verden og et levedygtigt Arktis til vores efterkommere – og det skal vi – må vi opstille ambitiøse målsætninger for at nedbringe udledningen af drivhusgasser og naturligvis også overholde dem. Det er ikke en let opgave, men det kan lade sig gøre, hvis vi arbejder sammen. Lad mig derfor slå fast, at det er vigtigt, at vi forholder os til alle aspekter, hvad angår Arktis. Det gælder sikkerheden i regionen, vigtigheden af at respektere de oprindelige folks ønsker og sidst, men ikke mindst, at Arktis forbliver en bæredygtig region. Tak.

Tak for det. Der er korte bemærkninger, først fra hr. Karsten Hønge.

Det har tidligere i aften været diskuteret, hvorvidt færingerne overhovedet er et folk. Så jeg vil gerne spørge hr. Edmund Joensen: Er færingerne et folk? Det er det ene. Det andet er: Er Færøerne en arktisk nation?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Selvfølgelig er færingerne et folk. Færingerne er et folk med et eget sprog og de særheder, som et folk har – et folk, som har boet på Færøerne i 1.000 år.

Det andet spørgsmål var om Arktis. Færøerne er meget lille over vandet – 1.400 km2 – men under vandet er vi så store som Italien, og her på det sidste har vi fået et stykke hav nord for polarcirklen, og derfor hører vi på den måde til i Arktis. Men vi er langtfra så arktiske, som Grønland er. Det må jeg sige. Men vi ligger også i det arktiske område, ja.

Hr. Karsten Hønge.

Ja, for det er vel ikke sådan, at man er sådan mere eller mindre arktisk, for Grønland er jo også ufattelig langt, ikke? Så man bliver jo ikke sådan mere eller mindre arktisk, jo længere man kommer opad.

Så derfor vil jeg bare lige spørge igen: Vurderer hr. Edmund Joensen selv, at Færøerne er det, vi kan kalde en arktisk nation?

Ordføreren.

Der må jeg være ærlig: Det har vi ikke tidligere gjort, altså regnet Færøerne som en arktisk nation eller enhed. Vi ligger jo i Atlanterhavet.

Tak. Christoffer Aagaard Melson, værsgo.

Tak, og tak for en god tale, hvor klimaforandringerne fyldte meget, og tak for at sætte fokus på det i dag. Jeg vil spørge ind til noget af det, vi har snakket lidt om tidligere, primært med fokus på Grønland og Danmark, altså det her behov for yderligere kommunikation, også på parlamentarisk niveau, for at løse de her mange problemer og kunne finde de fælles løsninger og stå sammen om dem i den her mere komplekse verden.

Hvordan ser det ud fra ordførerens perspektiv og fra færøsk perspektiv, altså det her behov, der har været snakket om eller italesat både fra grønlandske og danske politikeres side, i forhold til at have en tættere og mere formel dialog på tværs af de forskellige parlamenter?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg må starte med at sige, at jeg har været stor fortaler for, at vi skulle finde en måde at snakke sammen på, og det glæder mig, at regeringen og landsstyret på Færøerne og i Grønland har fundet en måde at kommunikere på og har lavet aftaler på regeringsniveau. Jeg har hele tiden været fortaler for, at vi også gør det samme på parlamentarisk niveau, altså at parlamenterne snakker sammen, f.eks. Det Udenrigspolitiske Nævn her i Folketinget og på Færøerne og i Grønland, at man hele tiden taler sammen. For det er den eneste måde, synes jeg, hvorpå vi kan finde melodien i rigsfællesskabet. På den måde kan vi fornemme, hvad der rører sig i hvert land, og hvad vi kan blive enige om, og hvad vi må drøfte videre for at blive enige om det hele tilsammen. Det er den eneste måde, synes jeg.

Tak for det. Hr. Christoffer Aagaard Melson, værsgo.

Tak for det, og tak for de betragtninger. Så man kan jo sige, at der i hvert fald er stemmer her i Folketinget med baggrund i alle tre lande, der vurderer, at det her har noget for sig. Så jeg tænker, at det vel bare er, at vi arbejder videre. Nu har vi jo også både en minister og en formand for Folketinget her, så jeg tænker, det er et godt forum til, at det her bliver italesat, og så håber jeg, at vi sammen – ordføreren og jeg og andre interesserede i Folketinget – kan arbejde videre med de her idéer.

Tak.

Tak. Det her spørgsmål er meget vigtigt. Vi har jo fået mange rapporter, og i disse rapporter har vi også set, at det, når vi snakker stormagtspolitik, så ikke er russerne, som er den største fare. Men den største fare er, som en specialist har sagt, at vi ikke kan finde enigheden i rigsfællesskabet. Det er vores største fare.

Tak til hr. Edmund Joensen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre til hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Jeg ved ikke, hvad nyt jeg kan sige. Hvorfor skal man skrive en ny roman, når Dostojevskij allerede har skrevet »Forbrydelse og straf«, og når Tolstoj har skrevet »Krig og fred«? Er der mere at sige? Det er der måske ikke, men jeg vil forsøge at sige nogle få ting.

Den redegørelse, vi har til behandling, er der meget information i, men jeg kunne godt tænke mig, vil jeg sige til ministeren, at der var mere politik i den. Den er meget leksikal, der er meget fakta, men måske kunne der være mere politik i den næste gang. Jeg tror ikke, der er så forfærdelig stor forskel på det papir, vi fik sidste år, og det, vi har fået i år. Derfor er der også meget få, der har taget udgangspunkt i det papir.

Jeg vil også takke regeringen for den åbenhed og inddragelse, som man har i tilgangen til politikken i Arktis. Der er blevet drillet lidt med, hvilken betydning det har, hvilken rækkefølge man taler i, og hvem der skriver nogle papirer, og det er symbolsk, men det er også vigtigt, fordi det sender nogle signaler, som også forpligter. Og når det gælder opstillingen af den meget omtalte radar på Færøerne, er det den rigtige måde, man gør det på, når man siger: Det her ønsker vi; det her mener vi der er behov for; men beslutningen ligger på Færøerne. Måske kunne Færøerne blive inddraget før i processen, men at beslutningen tages der, hvor det sker, er utrolig vigtigt.

Der er mange, der har undret sig over, at vi ikke har en fælles strategi for hele riget, og det synes jeg også er ærgerligt. Jeg kan slet ikke se, hvor der er fundamentale interesseforskelle eller værdimæssige forskelle mellem Danmark, Færøerne og Grønland. Jeg synes, at Danmark, om man vil det eller ej, har den største økonomiske, diplomatiske og politiske muskel, Færøerne ligger på tærsklen mellem Arktis og Europa, og Grønland er selvfølgelig langt, langt det vigtigste land med det kæmpestore landområde. De tre elementer sammen burde give en synergieffekt, som jeg ser oplagte fordele i.

Noget, der kan gøre tingene komplicerede, er, at en del af riget, Danmark, er med i EU, mens de andre to lande er uden for. Jeg har sagt det før: Vi så det f.eks. i 2013, hvor EU sanktionerede Færøerne og Danmark blev tvunget til som EU-medlem at sanktionere en del af sit eget rige, og det var en helt absurd situation, men det var noget, som Danmark blev tvunget til qua sit medlemskab af EU. Det kan skabe problemer, også når det gælder politikken i Arktis.

Man har talt om den joint communication, altså det oplæg til en arktisk strategi, som Kommissionen har lagt frem, hvor der bl.a. tales om, at man skal arbejde for at få en international aftale om at forbyde udvinding af gas og olie og kul i Arktis. Hvis det blev virkelighed, hvis det blev EU's politik, havde vi en splittelse, hvor Danmark pålagde Grønland og Færøerne, at de ikke måtte udvinde råstoffer, og så ville vi have en konflikt. Uanset om det giver mening at udvinde råstofferne eller ej, ville vi have sådan en ideologisk, formel konflikt. Det er meget uheldigt, så jeg håber, at Danmark gør sit for at undgå, at det bliver EU's politik. Jeg synes også, det ville være en meget stor og unødvendig provokation over for Rusland at vedtage den slags i EU.

Jeg synes også, hvis man ser rent energimæssigt på det, at det er en stor fejl at standse udvindingen af gas. Det ser man nu, hvor der er en energikonflikt, en energikrise f.eks. i Storbritannien. Desværre er vi ikke kommet dertil endnu, at sol og vind kan dække behovet. Gas udleder langt, langt mindre CO2 end f.eks. kul, måske kun halvdelen. Kul er værst, så kommer olie, og af de fossile brændsler gør gas langt mindst skade. Og hvis vi forbyder eller standser udvindingen af gas, kommer vi til at bruge mere olie eller mere kul, og det er ikke en god ting. Mange gange er det således, at det bedste er det godes værste fjende, og derfor er det en fejl, man gør mange steder, at man bliver så ideologisk, at man flytter sig fra det faktabegrundede til det rent ideologiske, og det kan gøre stor skade, også på miljøet. Gas er desværre en del af løsningen i mange år endnu.

Når det gælder sikkerheden i Arktis, har statsministeren mange gange sagt, at det bliver sværere at skelne mellem overtagede og fælles sagsområder, fordi de sagsområder, som Færøerne har overtaget, bliver defineret som sikkerhedsanliggender. F.eks. så vi det forleden i en sag om systematiske søopmålinger omkring færingerne. Området er blevet overtaget af Færøerne, men da visse opmålinger skulle offentliggøres, mente regeringen, at der var tale om sikkerhedspolitiske risici. Elementer af kortmyndigheden på Færøerne er altså sikkerhedspolitik, hvilket ifølge overtagelsesloven ikke kan overtages. Så havde vi overtaget et område, troede vi, men ikke alligevel, fordi der var sikkerhedspolitiske elementer, og så greb regeringen ind alligevel og sagde: Det kan I ikke gøre alligevel, for det der definerer vi som sikkerhedspolitik.

Der er stort behov for, at vi får klarlagt, hvad der er sikkerhedspolitik, og hvad der ikke er. På Færøerne er man meget opmærksomme på det, og man vil undgå, at områder, som man har overtaget, sådan bliver flyttet tilbage til Danmark, fordi de er sikkerhedspolitiske. Der skal etableres et kontaktudvalg mellem Danmark, Færøerne og Grønland, og det er meget vigtigt, at man der får lagt nogle linjer for, hvordan man definerer de forskellige områder.

Der er også behov for, at man i det udvalg får lagt nogle mere klare kommandolinjer i staten som helhed. Hvis vi tager eksemplet med finansieringen af lufthavnen i Grønland i sin tid, så gjorde det grønlandske landsstyre alt det, man skulle gøre. Man havde forhandlinger med kinesiske investorer, alt var fuldstændig efter bogen, alt var åbent, men pludselig greb den danske regering ind og sagde: Det kan I ikke gøre alligevel; det er ikke, fordi I har gjort noget forkert, men det er, fordi det er de forkerte, der gør det. Altså, det var Kina, der gjorde det, og det må de ikke, og så greb man ind, og så overtog man Kinas rolle eller plads i den forhandling. Det kom meget sent i stand – det var sådan en panikløsning, som kom lige før lukketid.

Når det gælder udbygningen af telekommunikation på Færøerne, var det det samme. Vi havde forhandlinger med Huawei, og det gik fint, helt åbent, men så pludselig kommer der røre i det, og så kommer den kinesiske og så den amerikanske og så den kinesiske og så den amerikanske ambassadør til Færøerne, og så kommer der senatorer til Færøerne, fem senatorer fra USA, og de taler om alle dem, som de kan tale med, og siger: Det her må jo ikke gøre, det her må I ikke gøre. Og de spørger: Hvem skal vi tale med? På Færøerne får de at vide, at hvis det er et sikkerhedspolitisk anliggende, som vi siger, så er det den danske regering, for det er deres ansvar. Men i Danmark siger man: Det her er jo erhvervspolitik, og det er Færøernes ansvar. Og så var det ingens ansvar. Og så endte det med, at chefen for et selskab blev til en politiker, som skulle tage en politisk beslutning om at fravælge en samarbejdspartner, man havde haft i mange år, og som man havde planer sammen med, og vælge en anden.

Det hedder sig selvfølgelig, som det gjorde i Danmark, at det var en kommerciel beslutning, men der var meget, meget klare politiske overtoner i den beslutning. Men ingen tog bolden. Der var fuldstændig uklare kommandolinjer i den danske stat. Hverken den kinesiske ambassade eller den amerikanske ambassade eller Ericsson eller Huawei vidste, hvem der havde det politiske ansvar for det her. Det må vi få rettet op på, og vi mener selvfølgelig, ligesom når det gælder radaren, at den slags afgørelser skal træffes på Færøerne, selv om det er sikkerhedspolitik. For det er kun ved at give Færøerne ansvar – så man kan tage ansvaret og få det sikkerhedspolitiske ansvar og den ansvarsfølelse og tage de beslutninger, som kommer af en ansvarsfølelse – at man kommer dertil.

Jeg synes selv, og det har jeg også sagt offentligt, at den sikkerhedspolitiske diskussion på Færøerne nogle gange er lidt mærket af, at man ikke har haft ansvaret i så mange år. Så jo mere ansvar, man får, jo mere ansvarsfuld bliver man. Det var ordene. Tak for det.

Der er en række spørgsmål. Først er det fru Eva Flyvholm.

Mange tak for talen, og også tak for et godt samarbejde i hverdagen. Jeg vil lige vende tilbage til det med olie og gas, som ordføreren også havde fat i i starten. Altså, jeg er helt med på, at der er noget principielt i, at man selv vil bestemme, hvornår man kan udvinde det, og hvornår man ikke kan. Den diskussion kan jeg sagtens se. Men jeg er også nødt til at sige, at er det i forhold til den grønne omstilling, som er så sindssyg vigtigt for os alle sammen, så er der jo noget med, at vi ikke skal blive ved med at hive olie og gas op. Og det kræver jo også nogle investeringer i den infrastruktur at hive den gas op, og det er stadig væk ikke supergodt med gas. Vi skal jo over i f.eks. bølgeenergi. Færøerne har eddermame nogle store, lækre bølger, må man bare sige, og dem er der jo masser af. Det er jo noget af det, man virkelig kan investere mere i. Så i forhold til nogle af de der alternative energiformer: Er det i virkeligheden ikke mere interessant at få kigget på det?

Ordfører.

Helt klart, hundrede procent. Og i forhold til olie: Keep it in the ground! Men problemet er, at de vedvarende grønne energikilder stadig væk ikke kan give stabil strøm. Derfor har man en energikrise i Europa den dag i dag, specielt i Storbritannien. Og der er gas altså en del af løsningen, ikke en del af problemet. At man går fra kun at bruge olie til gas i en mellemperiode, mens man får udviklet den grønne energi, er en nødvendighed. For hvis man ikke gør det, altså hvis man afskærer sig fra gas, så kommer man til at bruge mere olie og kul, som ikke er godt for noget som helst.

Fru Eva Flyvholm.

Ja, men hvis man omvendt bruger for mange ressourcer på også at investere i gasudvindingen nu, så forsinker man det tidspunkt, hvor man kommer hen til de hundrede procent vedvarende energikilder, som jo er den vej, vi skal. Så der er helt klart et dilemma i det, må jeg bare sige. Altså, det er jo noget af det, man står over for. Så det er bare lige en appel om, at ordføreren i hvert fald også har det perspektiv med, nemlig at jeg synes, at vi hellere i fællesskab skal satse på nogle af de alternative energiformer. Det tror jeg egentlig også vi er enige om.

Ordfører.

Helt klart. Og jeg synes, det er fantastisk, at der er så mange store fonde, som nu flytter deres investeringer fra olieproduktion til produktion af vedvarende energi. Det er fuldstændig åbenbart. På Færøerne har man måske brugt 20 mia. kr. på at lede efter olie, og der er ikke produceret ét kilowatt energi ved det. Hvis man havde brugt de 20 mia. kr. på at producere grøn energi, så havde man produceret et eller andet, ikke? Det gælder om at få flyttet de store investeringer fra olie til grøn energi, det er da klart.

Hr. Karsten Hønge.

Der har tidligere i aften været rejst tvivl om, hvorvidt færingerne er et folk. Jeg vil gerne høre hr. Sjúrður Skaales vurdering af, om færingerne er et folk. Det er det ene. Det andet er graden af, hvor meget man er en del af Arktis. Hvis nu man ender med at definere sig selv som en ikkearktisk stat, hvilken rolle har man så i Arktisk Råd, hvorfor så være medlem af Arktisk Råd, og hvorfor er det vigtigt, at man taler som nummer to i Arktisk Råd? Og hvilken rolle opfatter man så man spiller i udviklingen af en arktisk strategi? Det er selvfølgelig, alt efter om man er en arktisk nation eller ikke er det.

Ordføreren.

Jeg går ikke så forfærdelig meget op i formaliteter, når det gælder folk, nationer osv. Jeg tror, at Grundtvig siger: »Til et folk de alle høre/som sig regne selv dertil.« Altså, et folk er ikke en formel juridisk størrelse, det er en kulturel størrelse, det er en selvfølelse, det er, hvordan man opfatter sig selv. Det er det, der er afgørende. Og selvfølgelig er færingerne et folk; det er da fuldstændig åbenlyst. Vi har vores egen kultur, sprog og vores eget område. Vi opfylder alle kriterier – også formelt – for at være et folk. Så ved jeg ikke, hvilken instans eller hvilket forum der skal anerkende det. Det er simpelt hen for mig underordnet. Det drejer sig om, at man selv føler det.

Færøerne defineres inden for den arktiske cirkel, og vi ligger på tærsklen mellem Europa og Arktis. Vores havområde rækker langt ind i Arktis, og klimaet oppe i fjeldene er et arktisk klima. Så på den måde er Færøerne et arktisk land.

Hr. Karsten Hønge.

Hr. Sjúrður Skaale gav en meget fin og, synes jeg, nuanceret gennemgang af processen omkring finansieringen og byggeriet af lufthavne i Grønland og Huaweis ønske om at levere telekommunikation på Færøerne. Men hvad var konklusionen? Jeg er med på de spørgsmål, som hr. Sjúrður Skaale rejste omkring processen. Den er der al mulig grund til at sætte fingeren på. Men hvad er konklusionen? Var det godt eller skidt, at man endte med at gå ind og finansiere lufthavne med de 700 mio. kr. – der nu nok bliver 900 mio. kr.? Og var det den rigtige beslutning, at man endte med at sige nej til Huawei? Eller ville hr. Sjúrður Skaale hellere have haft et samarbejde med kineserne?

Ordføreren.

Jeg synes, at konklusionen i begge tilfælde var meget god. Jeg er meget skeptisk over for Kinas Belt and Road Initiative, altså deres store investeringer i infrastrukturen overalt i verden, deres arktiske Silk Road osv. Det er jeg meget skeptisk over for. Jeg synes også, det var en uhyre god ting, at man på Færøerne valgte Ericsson i stedet for Huawei. Men problemet er, at det var meget uklart, hvem der havde ansvaret for det – ingen havde ansvaret. Og så endte det med, at en direktør for et selskab skulle træffe en politisk beslutning. Det var forkert. Jeg synes klart, at ansvaret bør ligge på Færøerne.

Hr. Mogens Jensen.

Også mange tak til hr. Sjúrður Skaale for et rigtig godt samarbejde og for det arbejde, der udføres her i Folketinget. Jeg kan sige det samme til hr. Edmund Joensen. Og jeg deler mange af de, synes jeg, gode betragtninger, som hr. Sjúrður Skaale er kommet med fra talerstolen. Og ja, er Færøerne et folk? Nu ved vi jo fra ordføreren, at der også er trolde på Færøerne, men jeg har nu alligevel opfattelsen af, at Færøerne er et folk. Men for ligesom at blive i den der jargon her, hvor tiden er lidt henskreden, vil jeg da spørge ordføreren, om ordføreren mener, at SF er et parti.

Ordføreren.

(Munterhed)... Der er mange, der vil mene, at SF er Socialdemokratiets hale, altså ikke hele hunden, men halen på hunden. Det er noget, man drillende siger. Jeg vil ikke gå så meget ind i den rent danske indenrigspolitik, men jeg mener, at SF er sit eget parti med sin egen historie, sin egen identitet, og derfor vil jeg sige, at man er et parti, men man er ikke et folk. Man mangler sit eget sprog, vil jeg sige. Man har sin egen kultur, men man mangler sit eget sprog og sit eget afgrænsede geografiske område.

Sådan kan man komme langt omkring i en redegørelse. Vi siger tak til ordføreren. Nu kigger jeg ud. Jeg tror ikke, at vi har glemt nogen ordførere. Derfor er det nu udenrigsministeren.

Først og fremmest tak for en engageret og konstruktiv debat. Der var rigtig mange gode bemærkninger. Selv om tidspunktet er fremskredet, vil jeg gerne knytte et par kommentarer til dagens debat. Jeg mener, at den igen har bekræftet, hvor stor politisk opbakning der er til arktisk status som en væsentlig udenrigs – og sikkerhedspolitisk prioritet og diskussion. Jeg synes, det står tydeligt for enhver, også i debatten, at både Danmark, Grønland og Færøerne har kerneinteresser på spil, når vi taler om de her spørgsmål. Det glæder mig personligt rigtig meget, at det er sådan, det er.

Redegørelsen er værdifuld, fordi den tydeliggør det konstruktive internationale samarbejde, der dagligt finder sted – det skal vi huske på – i det arktiske, ikke mindst kongerigets samlede engagement på tværs af rigsdelene og de mange myndigheder, som har aktiviteter i regionen. Hidtil har redegørelsen, som flere har været inde på, fungeret som en afrapportering på kongerigets arktiske strategi fra 2011 til 2020. Der har så over en længere periode i hele rigsfællesskabet været arbejdet på en ny arktisk strategi, og det vil jeg gerne lige komme ind på her først. Både op til og under covid 19-pandemien har det været muligt at gennemføre, det vil jeg gerne understrege, en bred konstruktiv inddragelse af eksperter, civilsamfund, interesseorganisationer, erhvervsliv, parlamentarikere på tværs af rigsdele. Jeg vil gerne også herfra takke for den meget aktive deltagelse, der har været hele vejen igennem. Fra alle sider er der lagt et stort arbejde i at formulere en ny strategi.

Så er det også rigtigt, at der her i foråret 2021 var et regeringsskifte i Grønland. Det har betydet, at man naturligvis har haft behov for en tænkepause for at genbesøge sine arktiske prioriteter og visioner. Det mener jeg også er helt naturligt, og flere har været inde på det. Det nye naalakkersuisut ønsker at udarbejde en egen strategi først. Den her proces respekterer jeg naturligvis, og jeg ser også frem til den videre dialog. Det håber jeg vi alle sammen gør, for jeg synes, det er vigtigt, at vi står sammen om det her.

Arbejdet med at udarbejde den her fælles platform for vores internationale arktiske arbejde er derfor sat på midlertidig pause, men det betyder jo ikke, at vi ikke kommer igen og får lavet en fælles strategi. Jeg er optimistisk i forhold til at få landet et bredt funderet grundlag for vores internationale arktiske ageren, et grundlag, som vi alle sammen skal afspejle os i. Så hellere tage den tid, der skal til, for at vi får den rigtige strategi. Der har i den forbindelse også fortsat været arbejdet på at udvikle det, man kaldte et tidssvarende og rummeligt samarbejde på tværs af rigsdelene. Der er kodeordene for regeringen ligeværdighed, tillid, respekt, inddragelse. Det har det været fra starten af i forhold til samarbejdet.

På den baggrund aftalte regeringen, Færøernes landsstyre og naalakkersuisut her på det udvidede rigsmøde på Marienborg den 10. juni, at vi etablerer det her fælles kontaktudvalg på regeringsniveau. Flere har været inde på det. Det skal sikre en bred dialog om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitike spørgsmål med særlig relevans for Færøerne og Grønland og byggende på de her principper om et ligeværdigt, tæt, respektfuldt samarbejde på tværs af rigsdelene.

Jeg tror, det er rigtig vigtigt i en tid – og det afspejler den seneste debat jo også – hvor f.eks. sikkerhed og sikkerhedspolitik breder sig over mange områder, fordi vi lever i en mere kompliceret verden. Der er ny teknologi og en ny geopolitisk virkelighed, som vi befinder os i. Der tror jeg, det er rigtig vigtigt, at vi kommer endnu tættere sammen i forhold til også sikkerheds-, udenrigs- og forsvarspolitiske spørgsmål. Jeg er helt enig i det, der blev sagt, nemlig at det også handler om, at vi alle sammen tager ansvar for den sikkerhed, som vores lande bygger på, både Grønland, Færøerne og Danmark.

Jeg vil bare sige det på den her måde: Vi fejrede i 2019 70-året for NATO-samarbejdet. Det transatlantiske samarbejde har været fundamentet for vores sikkerhed og dermed den økonomi og frihed og velfærd, som har gjort, at vi er de rige lande og nationer, som vi er, også i en global kontekst. Det må vi aldrig nogen sinde tage for givet eller aldrig nogen sinde sætte overstyr. Derfor er det vigtigt for regeringen, at vi har et tæt, godt og stærkt samarbejde i rigsfællesskabet og selvfølgelig også med vores partnere over Atlanten.

Det blev nævnt, at redegørelsen breder sig over mange områder, og en af de ting, vi også har været inde på, var Arktisk Råd, og jeg vil bare nævne det, fordi jeg synes, det var rigtig glædeligt, at vi i maj måned ikke bare fik en ministererklæring – jeg vil lige i parentes bemærke, at det ikke lykkedes i 2019, men det lykkedes her i 2021; og at der også er kommet et regeringsskifte i USA, hvor klima er kommet højt på dagsordenen – men også en vision fra Arktisk Råd frem mod 2030. Og jeg synes, at det er vigtigt at understrege hele det, at det samarbejde, der foregår i Arktisk Råd, er med til at fastholde fokus på lavspænding i Arktis, sådan at alle de samarbejdsområder, man har – klima, bæredygtig udvikling, økonomisk udvikling og det, at de 4 millioner mennesker, der bor i Arktis, er i centrum – er med til at skabe et fredeligt og stabilt område, og der er Arktisk Råd efter min opfattelse en nøgleaktør.

Vi skal understøtte målsætningen om lavspænding, flere har refereret til Ilulissaterklæringen, som blev genbekræftet i 2018, og det er vigtigt, at vi her har fokus. Her vil jeg bare sige: Husk nu, hvad det er for en virkelighed, vi er en del af. Altså, NATO og vores forsvarsalliance er en forsvarsalliance, og vi har alle sammen et ansvar for at sikre og forsvare og afskærme os mod forskellige trusler, der kan ødelægge den sikkerhed, som vores frihed bygger på. Dermed også sagt, at når Rusland opruster i det arktiske område, også med en oprustning, som ikke kun har en defensiv karakter, men også en offensiv karakter, skal vi selvfølgelig kunne tage vores forholdsregler, så vi altid har vores sikkerhed robust og klar, i tilfælde af at nogen ville forsøge at udfordre vores sikkerhed i Nordatlanten, i det arktiske og transatlantiske. Så det vil jeg bare understrege helt grundlæggende.

Så vil jeg sige, at der er rigtig mange, der har været inde på forskellige ting, og jeg vil først tage det fra fru Aaja Chemnitz Larsen, som havde mange vigtige ting, men til det omkring oprindelige folks rettigheder vil jeg sige igen: Jeg tror, at det, at vi har et rigtig godt samarbejde i kongeriget, er noget, vi tager for givet, men vi er jo i international sammenhæng frontløbere for oprindelige folks rettigheder. Danmark giver 1 mio. kr. årligt til ICC Grønland f.eks., og fru Aaja Chemnitz Larsen rejste selv spørgsmålet om at gøre endnu mere. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, og jeg deler fru Aaja Chemnitz Larsens pointe om, at vi skal gøre endnu mere for at synliggøre det arbejde, vi gør for oprindelige folks rettigheder, i en situation, hvor det blandt mange rettigheder er nogle af de ting, der kan være under pres i en verden, hvor autokratier og antidemokratiske værdier desværre vinder frem nogle steder, og der synes jeg det er rigtig vigtigt.

Fru Eva Flyvholm spørger lidt til NATO's rolle i Arktis. Jeg vil igen sige her, at man må huske på, at Grønland og Færøerne og hele kongeriget altid har været en del af NATO's ansvarsområde. Det har det været siden grundlæggelsen. Derfor er der en klar forventning om, når der sker ændringer – jeg nævnte Rusland tidligere – at vi i kongeriget også bidrager til egen sikkerhed og alliancens sikkerhed. Det gælder også i det arktiske område. Så det er ikke NATO eller kongeriget, som er aggressiv eller opruster. Det er et spørgsmål om, at vi reagerer og sikrer det, der altid har været fundamentet for den alliance, der har gjort, at vi kunne leve i frihed og tryghed, og at vi tager vores NATO-ansvar på os.

Når det er sagt, vil jeg understrege, hvor vigtigt det er, at vi har fokus på lavspænding, og at vi arbejder på grundlag af Ilulissaterklæringen, som der også bliver nævnt her.

Forskning: Jeg vil bare nævne det, fordi flere har været inde på Arktisk Forskning og kongerigets fokus på det her område. Det fremgår af redegørelsen, og hvis man kigger på side 15 – tror jeg, det er – ser man, at der er aftale om fordeling af forskningsreserven fra 2021, at der er bevilget 170 mio. kr. til delfinansiering af et nyt oceangående forskningsskib osv. Jeg er helt enig i, at det er vigtigt med forskning og forskningssamarbejde, og det er noget af det, regeringen også har fokus på sammen med partierne, som tager ansvar her.

Så til det, der blev sagt omkring inddragelse og om, hvordan vi arbejder: Altså, husk på, at vi har et godt og tillidsfuldt og respektfuldt samarbejde mellem regeringerne i de tre lande. Der blev spurgt om det af bl.a. hr. Christoffer Aagaard Melson. Altså, som parlamenter kan man samarbejde mere, og det tilkommer ikke mig som udenrigsminister at komme med bemærkninger omkring det. Jeg synes jo, at jo mere vi står sammen – og der deler jeg, synes jeg, understregningen af det, og tak for det – i det her rigsfællesskab om de udfordringer, vi står med udenrigs- og sikkerhedspolitisk og geopolitisk i verden i dag, også i det arktiske område, desto stærkere er vi også hver især. Det er derfor helt afgørende med et tættere samarbejde på regeringsniveau, og jeg vil bifalde et endnu tættere samarbejde, også mellem parlamentarikere. Noget af det, som vi gjorde i forbindelse med tilblivelsen af arbejdet med den arktiske strategi, var jo at have høringer med parlamenter. Vi skulle faktisk have mødtes fysisk i Grønland i marts sidste år, det lykkedes desværre ikke på grund af covid-19, det var ikke på grund af manglende vilje, så det er noget af det, jeg gerne vil understrege.

Står det så i modsætning til at lave sine egne strategier? Her vil jeg bare lige komme med en vigtig pointe. Vi skal huske på, at vi også er et rigsfællesskab, hvor Grønland og Færøerne har overtaget en række ansvarsområder selv, og det er helt naturligt, at man her søger større internationalt samarbejde, synlighed, søger investeringer, handel osv., og derfor er det efter min opfattelse også helt naturligt, at man laver sine egne strategier. Det behøver ikke at være i modsætning til en fælles strategi for kongeriget, som jo primært har fokus på det internationale arktiske samarbejde, for det er vi fælles om, det er vores fælles platform, så de ting kan godt gå hånd i hånd. Jeg vil tværtimod advare imod dem, der sætter en eller anden modsætning op, og regeringen støtter varmt, at både Grønland og Færøerne får en større synlighed, en større international kontaktflade og er mere aktive ude i verden, og vi støtter de forskellige tiltag til det, også fra Udenrigsministeriets side. Det er bare for at understrege den del her.

Jeg ved, at det har været en lang aften, og der er mange ting, jeg kunne kommentere, men jeg vil her afslutningsvis sige, at jeg håber, at vi kan fortsætte debatten. I forbindelse med det arktiske spørgsmål og det, vi også gør fra kongerigets side, er en af de ting, der er blevet afdækket, hvor meget vi laver fra kongerigets side på det arktiske område, altså hvad vi har af aktiviteter, og jeg tror, det var 1,7 mia. kr. alene i ét år i tillæg til de forskellige bloktilskud, som vi bruger på aktiviteter i det arktiske område.

Vi kan se, at EU også styrker deres engagement, og man vil i samarbejde med naalakkersuisut åbne et kontor i Grønland, i Nuuk, for at synliggøre det arbejde, man laver her. Man har afsat 1,7 mia. kr. over 7 år fra EU's side, og det er budgetstøtte, til at styrke samarbejdet, og det er rigtig godt. USA har, som flere har nævnt, også bidraget og genåbnet deres konsulat og har sat nogle penge af til noget samarbejde, og det støtter vi jo, fordi det er noget, den grønlandske regering også har fokus på.

Så summa summarum, jeg synes, vi har haft en rigtig god debat, og jeg glæder mig også over, at hr. Edmund Joensen som en moden mand springer ud som klimaforkæmper, tror jeg man kunne sige. Hr. Edmund Joensen holdt en fremragende tale om, hvor vigtig klimaet er i den her diskussion her, hvordan vi alle sammen har et ansvar, uanset hvilken generation vi tilhører. Jeg er helt enig, og jeg synes egentlig, at når man ser på de kæmpe konsekvenser, klimaforandringerne har for det arktiske, ikke bare temperaturstigningerne, men også for levevilkår for mennesker, der bor i det arktiske, for dyreliv osv., så er det noget, hvor vi i den grad kan bruge de her klimaforandringer til at vise, hvorfor verden har behov for, at vi handler nu og lever op til Parisaftalen – jo før, jo bedre. Så tak for den flotte klimatale også fra hr. Edmund Joensens side, det glæder mig meget. Tak også til alle ordførerne, og jeg glæder mig også til den videre debat.

Den fortsætter vi med nu. Først er det fru Eva Flyvholm. Værsgo.

Tusind tak for redegørelsen, og også tak for mange af de initiativer, der bliver taget her på det arktiske område. Jeg håber også, at vi kan komme meget videre med arbejdet i den kommende tid.

Det, som jeg egentlig gerne vil spørge udenrigsministeren til, er igen det her med lavspændingen, og hvad Danmarks rolle er her. For nu siger udenrigsministeren godt nok, at NATO er en forsvarsalliance, og det er selvfølgelig meget godt. Men jeg tvivler på, at det helt vil være vurderingen – kan man sige – fra russisk side, hvis man begynder at se en lang række flere NATO-aktiviteter i Arktis. Og det er jo også det, det handler om, altså at man skal vurdere: Hvordan bliver vores handlinger egentlig opfattet? Det er jo helt centralt, at man tænker over det begge veje, så man ikke sætter gang i en eller anden form for oprustningskapløb. Så jeg vil egentlig bare gerne spørge udenrigsministeren:

Vil en øget NATO-tilstedeværelse i Arktis bidrage til lavspænding? Det har jeg svært ved at se. Men hvad mener udenrigsministeren?

Ministeren.

Jeg synes, det er rigtig vigtigt at gøre fuldstændig klart, at det, som NATO og vores transatlantiske alliance hviler på, er forsvar og afskrækkelse, og så er det selvfølgelig også på dialog – desværre er dialogen med Rusland besværliggjort af deres handlinger igennem de seneste år – og det, som også er vigtigt for vores arktiske/nordatlantiske område er, at vores evne til at kunne forsvare os selv og afskrække andre fra at true vores sikkerhed, er intakt. Altså, musketereden gælder jo f.eks. også i det arktiske område, fire ud af de fem arktiske kyststater, herunder kongeriget Danmark, er jo NATO-medlemmer, og derfor er det naturligt og har også altid været det, at vi står sammen om sikkerheden her. Det er jo ikke sådan, at man må tale om det høje nord, og at NATO får en egen tilstedeværelse. Men man er der i kraft af NATO-landene, herunder kongeriget, og der vil jeg gerne advare om til dem, der vil sige, at vi ikke skal tage vores ansvar på os, at det er jeg meget uenig i.

Tak. Eva Flyvholm, værsgo.

Men der er i mine øjne en meget, meget væsentlig forskel på, at de lande, som er kyststaterne, er til stede, og at NATO begynder at spille en større rolle. Altså, man skal selvfølgelig også tænke over, hvad det er for nogle øvelser, man selv kører osv., men der er jo noget helt andet, og der synes jeg faktisk, at jeg opfatter det der, udenrigsministeren siger, med, at det er helt naturligt, at NATO interesserer sig osv., som lidt nye toner. Og jeg vil bare gerne ligesom advare om, at det er noget, vi skal tage enormt seriøst, hvordan vi helt reelt og lavpraktisk fastholder den her lavspænding.

Ministeren.

Ja, vi fastholder lavspændingen ved at have fokus på dels det, der foregår i Arktisk Råd, og hele det konstruktive samarbejde, dels at vi bl.a. ved større overvågning, større tilstedeværelse, ved, hvad der foregår i det arktiske område og det område, som er fælles ansvarsområde også for vores egen sikkerhed, og som vi som en del af NATO-alliancen er forpligtet til. Og det er jo ikke os, der har oprustet militært. Det er Rusland, som har genåbnet nogle af de baser, man lukkede i forbindelse med den kolde krigs afslutning, hvor der er offensive kapaciteter, og det skal vi kunne tage hånd om. For ellers har vi ikke en troværdig forsvarsalliance, og det håber jeg også Enhedslisten støtter.

Hr. Marcus Knuth, værsgo.

Tak til udenrigsministeren. Som jeg var inde på i mit indlæg, er vi jo fra vores side rigtig glade for samarbejdet med USA, også det militære samarbejde, og også for, at USA nu etablerer et konsulat. Men vi er jo også lidt nervøse for, om USA så begynder at bruge vores gæstfrihed til lige at gå et skridt for langt og begynde at køre en udenrigspolitisk dialog direkte med Nuuk uden om København. Jeg har jo bemærket, at konsulatet i Nuuk nærmest får en bemanding, der er stærkere end Rigsombudsmandens bemanding i Nuuk.

Så jeg vil høre, hvad man gør fra ministerens side for at signalere meget klart til amerikanerne, at man jo skal fastholde den politiske dialog, der er på det sikkerhedsmæssige og på det udenrigspolitiske område, gennem København, og at man ikke skal begynde at køre direkte gennem Nuuk eller det her projektmageri, hvor man stille og roligt køber sig til goodwill for måske at udnytte noget af den skepsis, der kan være over for rigsfællesskabet i Grønland.

Ministeren.

For det første er jeg fuldstændig overbevist om, at USA og andre kender rigsfællesskabets konstruktion fuldstændigt. Jeg synes, det er glædeligt, at amerikanerne genåbner deres konsulat og sætter nogle penge af til et større samarbejde mellem USA og Grønland og støtter i øvrigt den grønlandske regering i det, ligesom EU jo gør det, altså åbner et kontor i Nuuk. Og fra udenrigstjenesten har vi også som et led i at styrke det arktiske styrket ikke bare vores eget herhjemme i Danmark, men også i Grønland. Vi har også en medarbejder i Nuuk fra udenrigstjenestens side, fra Udenrigsministeriets side.

Så jeg synes, det afspejler den udvikling, der er i det arktiske, og vi skal alle sammen investere i det, og jeg er glad for, at vi med vores tætteste sikkerhedspolitiske allierede, som jo er USA, kan have det her gode og tætte samarbejde. Så jeg oplever ikke udfordringer af den karakter, som hr. Marcus Knuth er inde på her.

Så er det hr. Karsten Hønge.

Jeg nævnte det i min ordførertale, men nu synes jeg alligevel også, at jeg vil sige det her. Altså, jeg synes, det er et godt skridt, regeringen har taget – og man gjorde det på det rigtige tidspunkt – at sige til Grønland og Færøerne, at vi bliver nødt til at lave en nyopstilling af holdet, når man møder op i Arktisk Råd. Og det er en god idé at lave kontaktrådet. Så ubetinget ros herfra.

Jeg tænker mere på, at det nogle gange i samarbejdet er, som om det sker i små ryk – vigtige, men alligevel små ryk. Mon ikke det snart ville være på tide, at vi redefinerer mere fundamentalt, hvordan de tre dele af rigsfællesskabet er sammen. Kunne det snart være på tide, at vi siger, at vi nu simpelt hen vil se mere fundamentalt på, hvordan vi med respekt for grundloven alligevel kan lave det store ryk, den store imødekommenhed, den store, nye redefinering af, hvordan vi på en ny og mere ligeværdig og respektfuld måde er sammen på? Er det ikke ved at være tiden til, at man tager den diskussion?

Ministeren.

Først og fremmest tak for rosen til hr. Karsten Hønge. Det er meget vigtigt for os, at ligeværdigt, respektfuldt, inddragende og tillidsfuldt ikke bare er nogle ord, men også er noget, vi gør i praksis, f.eks. når vi optræder sammen i Arktisk Råd. Men det, som har ligget regeringen på sinde siden dag et, har netop været at styrke det konkrete, kontinuerlige samarbejde mellem Grønland, Færøerne og Danmark om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitikken. Altså, vi har selvfølgelig nogle statsretlige og folkeretlige rammer. De er der, men inden for dem kan vi jo lave rigtig mange vigtige ting sammen, og det er det, vi gør nu. Vi har oprettet det her nye kontaktudvalg de tre regeringsdele imellem for netop at lave en afspejling og diskutere, når noget, som er et overtaget område – og fuld respekt for det – f.eks. samtidig har en sikkerhedsdimension. Hvordan diskuterer vi det? Kan vi finde et fælles fodslag omkring de udfordringer, vi står med? Så vi er godt på vej. Så jeg er helt enig i, at det skal vi dyrke endnu mere.

Hr. Karsten Hønge.

Der er det bare, jeg tænker, at Danmark skulle tage initiativet i stedet for ligesom at vente på, at der er en frustration og utilfredshed, der ulmer, og som sådan fladpandede nationalister puster til, synes jeg nogle gange. Så bliver det til mere, end det egentlig kan bære, og så bliver det sådan en uhåndterlig diskussion. Og så bliver det måske nogle gange en oplevelse for Færøerne og Grønland, at det er, som om man skal presse Danmark til at gøre nogle bestemte ting. Så er det, jeg tænker på, om det ikke var bedre, at Danmark selv tog initiativet til, om jeg så må sige, at redefinere rigsfællesskabet, så man ikke skal stå over for den der frustration og tvivl, og simpelt hen starte på en frisk.

Ministeren.

Altså, for ikke at tale forbi hinanden, vil jeg sige til hr. Karsten Hønge, at det, der i hvert fald har været den her regerings ønske, har været at tage initiativer af forskellig slags, bl.a. helt konkret i forhold til Arktisk Råd, som hr. Karsten Hønge var inde på. Hvem underskriver erklæringen på vegne af kongeriget? Det gør Grønland nu. Hvem taler som den første? Det gør Grønland. Vi har også konkret styrket samarbejdet mellem de tre rigsdele, og jeg tror, vi beviser i det daglige arbejde, at den tillid er noget, vi langsomt kan bygge op og gøre os fortjent til.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Tak for ordene, og tak for samarbejdet også herfra. Jeg vil egentlig bare gerne stille et kort spørgsmål, for jeg synes, at sikkerhedspolitik har fyldt rigtig meget her til aften. Bliver sikkerhedspolitik en del af kongerigets arktiske strategi?

Ministeren.

Ja, i den forstand, at det gælder det at have fokus på lavspænding, det at holde det arktiske samarbejde konfliktfrit, det at bygge på det gode samarbejde, der jo er. Det gælder alle de fem arktiske kyststater og alle de otte faste medlemmer af Arktisk Råd, og det gælder det arktiske folk – de 4 millioner, som bor og lever i det arktiske område. Alt det er jo også sikkerhedspolitik. Det er med til at sikre, at vi, som jeg nævnte, kan holde Arktis konfliktfrit. Det var også noget af det, der lå mig meget på sinde, da jeg var sammen med den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, både på mødet i Danmark, men også i Grønland – altså at have fokus på, hvordan vi alle sammen kan bidrage til, at spændingerne ikke stiger i Arktis. Hvordan kan vi bibeholde Arktis i overensstemmelse med Ilulissaterklæringen, som vi alle sammen er optaget af? Så det er klart, at det ligger som et fundament for det hele.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Tak. Lavspænding og fred er i hvert fald en forudsætning for at skabe vækst og udvikling i det grønlandske samfund. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om Folketinget bliver inddraget igen i forhold til kongerigets arktiske strategi, før den bliver fremlagt. Tak.

Ministeren.

Ja, det er klart, at det vil vi gøre. Nu har vi i de tre rigsdele, de tre regeringer, en proces i gang, og en ny grønlandsk regering i naalakkersuisut vil jo fremlægge sin egen strategi, og det vil man også på Færøerne. Når tiden er inde, kan vi selvfølgelig konsultere hinanden, men vi har også haft en lang inkluderende proces undervejs og har allerede, synes jeg, nået at blive enige om mange prioriteter. Så uden at gå i detaljer vil jeg sige, at jeg glæder mig til den fortsatte proces. Det er jo et levende dokument. Det er ikke bare en strategi, men noget, der skal køre løbende.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Jeg har ikke registreret flere, som ønsker ordet, og dermed er forhandlingen sluttet.