Det næste punkt på dagsordenen er:

8) Forhandling om redegørelse nr. R 3:

Ministeren for nordisk samarbejdes redegørelse om grænsehindringer i norden.

(Anmeldelse 06.10.2021. Redegørelse givet 06.10.2021. Meddelelse om forhandling 06.10.2021).

Forhandlingen er åbnet, og den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet, og det er fru Annette Lind. Velkommen.

Tak for det, formand. Jeg skal huske en anden gang, at hvis man ikke gider svare på spørgsmålet, kan man henvende sig til tilskuerne, og så kan man sige, at man gerne vil i biografen. Det tror jeg i hvert fald at rigtig mange af os godt kunne tænke os i stedet for at sidde her hele aftenen.

Ellers skulle jeg hilse – det skulle jeg også i forbindelse med den sidste debat – fra hr. Sjúrður Skaale. Han er desværre forhindret i at være her, fordi han er til debatter og deltager i Arctic Circle i Reykjavik. Han beklager rigtig meget, at han ikke kan være her, men han har bedt mig om at kvittere for samarbejdet med ministeren og om de her forhold generelt og specielt for, at vi nu har fået den her ekstraordinære redegørelse omkring grænsehindringer fra ministeren for nordisk samarbejde. For det, vi skal nu, er netop, at vi skal have en debat, som er en ekstraordinær debat i år, nemlig en redegørelsesdebat om grænsehindringer. Der er jo nok ikke nogen tvivl om, at når vi har den som en særskilt debat i år, så er det også, fordi hr. Bertel Haarder har været formand for Grænsehindringsrådet sidste år og nu er medlem af rådet som den danske repræsentant, og han gør det rigtig, rigtig godt i forhold til at kæmpe for, at de grænsehindringer, der måtte opstå, kan løses.

Det er sådan, at vi alle sammen godt ved, at vi i de nordiske lande har grebet covid-19 forskelligt an. I nogle lande – i Danmark og Norge – har vi gjort det samme eller i hvert fald næsten det samme, og Sverige har haft en helt anden strategi. Der er ingen tvivl om, at vi har oplevet nogle grænsehindringer med covid-19, som vi ikke har set i rigtig, rigtig mange år, hvor grænserne har været lukkede både for pendlere, men også for folk, som generelt gerne vil over grænsen, især danskere, der har et sommerhus eller en ødegård i Sverige, og der har været en faktisk meget hård debat mellem Norge og Sverige om grænsen deroppe, som har været skabt af covid-19-pandemien.

Det er nemlig sådan, at vi ikke kun i nogle lande, men faktisk i alle lande har indført rejserestriktioner, som har udfordret mobiliteten i Norden, og derfor har vi haft stor gavn af, at vi har kunnet tale rigtig godt sammen. Jeg ved, at ministeren tit og ofte siger, at han tager telefonen og ringer til sine kolleger og har et rigtig godt samarbejde med dem. Det er også sådan, at når vi snakker grænsehindringer, så er det netop det her med fri bevægelighed, som er vigtigt for alle os borgere, som bor i de nordiske lande. Arbejdet med grænsehindringer er netop arbejdet med at skabe et mere åbent Norden. Vi skal helst kunne flytte, pendle, studere og drive virksomhed på tværs af grænserne, uanset hvor i Norden vi bor, uden at vi risikerer at kunne ende i en gråzone eller blive hindret af uklare love og regler.

Mange af de regler og mange af de grænsehindringer, der er, er på skatteområdet, så egentlig burde skatteministeren måske også have siddet her. For netop de tekniske ting, der er i forbindelse med skat, er noget af det, som gør, at grænsehindringerne bliver sværere at løse. En af de ting, der er, er, at vi har en integreret region på tværs af Øresund, og det er jo både til gavn for Danmark og Sverige, og både medarbejdere og arbejdsgivere i regionen har lidt i forhold til det her, og der har været tiltag, som har været meget forskellige. Pandemien har afsløret et behov for en øget koordinering, både i pandemi- og kriseindsatser, og vores svar må være mere nordisk integration og koordination, og jeg håber rigtig meget, at vi, hvis der igen opstår sådan en situation her, måske har nogle bedre svar på forhånd.

En af de tekniske ting, der har været, er, at hvis man var dansker og havde en svensk arbejdsgiver og normalvis arbejdede i og pendlede til Sverige og man i forbindelse med covid-19 kunne arbejde hjemme i Danmark, så blev man ikke beskattet af det, mens det omvendte var tilfældet, hvis man var svensker og arbejdede i Danmark, men skulle arbejde hjemme på grund af covid-19. Det var bare en af de ting, som måske kunne have været løst lidt bedre og lidt hurtigere.

Ellers er det sådan, at vi rigtig meget ønsker at arbejde for, at vi får ens byggeregler i Norden. Det har vi faktisk arbejdet med i rigtig mange år, og nu kunne jeg fortælle en lille anekdote om, at vi har haft et samråd på et tidspunkt med den samme minister, som hr. Bertel Haarder talte om i den tidligere debat, og jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at han helt klart forstod, hvad der blev sagt fra hr. Bertel Haarders side om det her. For det var netop Danmark, som var imod, at vi skulle have de her fælles byggestandarder, og det kunne vi jo selvfølgelig ikke være bekendt. Nu er det sådan, at det er blevet langt bedre, og når man nu skal bygge, skal man jo, uanset hvor man bygger, netop vide, hvad man har at gøre med.

Ellers er det sådan, at grænsehindringer sjældent opstår af ond vilje. Derimod opstår de ofte, fordi landene vedtager noget lovgivning uden at overveje det nordiske perspektiv. Så derfor vil jeg bare opfordre ministeren og alle andre ministre i vores regering, men også i alle andre nordiske regeringer, til, at man, hver eneste gang man laver en lov, skal prøve at tænke på, hvad det har af betydning i forhold til grænsehindringer for de andre nordiske lande, tænke det nordiske perspektiv ind. For hvis vi vil være den mest integrerede og den mest bæredygtige del af hele verden, bliver vi nødt til at kigge på vores egne nationale lovgivninger, og så er arbejdet i Nordisk Råd ikke nok.

Jeg vil til sidst gerne rose ministeren for at have fokus på at fjerne nye grænsehindringer, inden de opstår, og opfordre til, at vi i Folketinget bliver endnu bedre til at vurdere ny lovgivning ud fra også et nordisk perspektiv. Jeg glæder mig netop til, at vi får den her diskussion med statsministrene og med Nordisk Råds ministre på sessionen, for så har alle parlamentarikere i rådet mulighed for at diskutere de her problemstillinger, og jeg er helt sikker på, at man får snakket noget om grænsehindringer. For hvis man vil være mere integreret, skal man mere Norden, man skal tænke mere nordisk, det er den eneste måde at blive mest integreret på. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke flere, der ønsker korte bemærkninger, og derfor går vi nu videre til hr. Bertel Haarder, Venstre.

Tak. Jeg vil gerne takke fru Annette Lind for den afsluttende opfordring til, at vi, når vi lovgiver, er opmærksomme på, om det skaber problemer i forhold til andre nordiske landes lovgivning. Den sag synes jeg vi skulle tale med justitsministeren om. I 2014, da vi forhandlede grænsehindringer her i huset, kunne vi ikke få den daværende justitsminister til at love at nævne i bemærkningerne, om der er problemer i forhold til Norden, på trods af at det er helt naturligt at nævne problemer i forhold til EU. Så tak for den bemærkning. Jeg synes, vi skal følge det op.

Det er nemlig sådan, at danske ministre kan, hvis de vil, for hvis ministeren er engageret og har gode topembedsmænd, sker der noget, men ellers sker der ikke noget. Det er min erfaring efter at have arbejdet med grænsehindringer i efterhånden adskillige år. Og undskyld, at jeg nu nævner navne, men jeg vil gerne rose indenrigs- og socialminister Astrid Krag for hendes reaktion, da pendlere i coronatiden ikke kunne få sociale ydelser, når de arbejdede hjemme. Meget hurtigt fik vi et svar, som var positivt.

Det samme kan man ikke rigtig sige om skatteministeren, som havde et fuldstændig tilsvarende problem med pendlere, der skulle arbejde hjemme, og som så skulle betale skat to steder. Det er endnu ikke løst. Og problemet med den nye svenske registreringspligt for danske arbejdsgivere, der har svenske medarbejdere, der arbejder hjemme, er heller ikke løst, selv om vi i delegationen til Nordisk Råd har haft et samråd med skatteministeren. Det er muligt, at der er grunde til, at der intet sker på skatteministerens område, men jeg er ikke sikker på det. Jeg tror, den personlige vilje og det personlige engagement spiller en rolle.

Som jeg nævnte tidligere, er det her altså ikke noget partipolitisk, for en af de mest træge ministre, jeg har været ude for, er tidligere minister Ole Birk Olesen, som jeg nævnte, som ikke engang ville deltage i transportministermøder i Stockholm.

Jeg vil godt rose erhvervsminister Simon Kollerup. Han svarede positivt og har beredvilligt gjort, hvad han kan, for at man med et nationalt personnummer og en ansættelseskontrakt kan oprette en bankkonto i et andet nordisk land. Det skulle jo også bare mangle. Det er fuldstændig rystende, at man ikke har kunnet det, men det er noget, der er lige på vej, og han har været meget konstruktiv.

Til gengæld må jeg sige, at hans kollega, sundhedsminister Magnus Heunicke, ikke har været så konstruktiv, når det gælder om at åbne for, at svenske sosu-hjælpere kan dække en del af det kæmpe underskud, vi har i Danmark, af lige præcis sosu-hjælpere. Ifølge den seneste opgørelse er det sådan i Danmark som helhed, at næsten halvdelen af alle stillinger, der opslås, ikke bliver besat, og i København er det 60 pct. af alle opslag, hvor man søger sosu-medhjælpere eller sosu-assistenter, der fortsat er ubesatte. Samtidig er der i Malmø en arbejdsløshed på 14 pct. Så skal man høre SF's sundhedsborgmester begrunde det med, at sosu-hjælpere og -assistenter jo ikke har råd til at bo i København. Jamen de har råd til at bo i Malmø og i Skåne, så det er da endnu et argument for at søge at hente dem, man mangler, på den anden side af Sundet. Når vi mangler arbejdskraft på den ene side, mens der er arbejdsløshed på den anden side, som der er nu, med en arbejdsløshed på 14 pct. i Malmø, er det jo til gensidig fordel, at vi kan gøre det lettere at tage job på den anden side af grænsen.

Jeg havde en oplevelse, før jeg blev sundhedsminister, hvor jeg bad om et møde med den foregående sundhedsminister for at skaffe adgang for svenske sosu-hjælpere og -assistenter, og han sad med sin garde af embedsmænd, som forklarede, hvorfor tingene var, som de var, og det havde de jo fuldstændig ret i. Men der var ingen vilje til forandring.

Så blev jeg tilfældigvis selv sundhedsminister, og så sagde jeg til de samme embedsmænd: Kunne jeg ikke godt få en, to eller tre mulige løsninger på det problem? Og det fik jeg, og problemet blev løst. Vi åbnede, og der var ingen kritik fra FOA, selv om man kunne have frygtet det, og det var jo nok, fordi FOA godt kunne se fornuften i det. Da jeg så var gået af som sundhedsminister, blev der lukket igen, og der er stadig lukket. Det forstår jeg altså ikke.

Jeg bruger det som et eksempel på, hvordan grænsehindringer står og falder med de enkelte ministres engagement. Hvis der er noget, som man ikke selv kan løse som minister, kan man tage en dialog med det andet lands minister eller de andre landes ministre, bringe det op i Ministerrådet. Så kan man finde en løsning, eller man kan i hvert fald finde en forklaring på, hvorfor det ikke er muligt at finde en løsning. Under det forrige punkt på dagsordenen nævnte jeg det forhold, at man i EU har 32.000 til at hjælpe sig, når man er minister, nemlig EU-Kommissionens enorme apparat. I Norden er der kun 141 medarbejdere i Nordens Hus, som ligger lige over for Christiansborgs Slotskirke. Det betyder, at det er ministeren selv og ministerens embedsmænd, som skal løse problemerne. Der er ikke et apparat til det, og det er derfor, ministrenes engagement er så aldeles afgørende.

Der er fremskridt på flere områder. Det er utrolig dejligt, at der arbejdes med et nordisk-baltisk id-system, NOBID, altså et fælles identifikationssystem, så man kan bruge sine personnumre og recepter osv. i andre nordiske lande, og så man forhåbentlig også snart kan betale med MobilePay. Det er utænkeligt at forestille sig et fremtidigt Norden, hvor vi stort set ikke bruger sedler og mønter, uden at man kan betale med MobilePay i et andet nordisk land.

Det er også helt afgørende for den nordiske samfølelse, at vi har lettere adgang til hinandens tv-udsendelser og meget gerne med lyntekstning, altså simultantekstning. Det kan man andre steder verden, og det må vi også kunne. Også på dette punkt vil jeg sige, at vi aldrig skal vente på EU, for det er lettere at finde en løsning mellem de ensartede nordiske lande end mellem de 27 vidt forskellige EU-lande.

Jeg vil i øvrigt også takke ministeren for denne redegørelse. Den giver en aldeles udmærket oversigt over de grænsehindringer, der arbejdes med i Grænsehindringsrådet. Jeg synes i virkeligheden godt, at ministeren kan rose sig selv og sin egen regering for faktisk at have været med til at løse dette med et samordningsnummer til danske og norske sommerhusejere i Sverige, som jo har været pint og plaget af, at de ikke engang kunne få samme mulighed for telefonabonnement og bankkonti osv. som andre borgere. Men nu hjælper det, og tak for det.

Roamingafgifterne håber jeg også vi hurtigt får afskaffet. Det er jo til dels en privat afgift, men også på det punkt har erhvervsministeren faktisk været ret så forekommende, og jeg håber, han følger op. For det forhold, at man mellem Danmark, Færøerne og Grønland betaler høje roamingafgifter, når man skal telefonere, er jo komplet uholdbart.

Tak for nævnelsen af erhvervskvalifikationer, som vi skal anerkende på tværs af grænser, forskelle i byggeregler, som fordyrer byggeriet, geoblokering af de offentlige medier, og så kan vi med hensyn til transporten på grund af ét land desværre ikke få et transportministerråd endnu, men det tror jeg vi i Nordisk Råd vil blive ved med at presse på for.

De digitale værktøjer som led i kommunikationen med det offentlige er en meget, meget vigtig sag ligesom arbejdspraktik på tværs af grænser, beskatning af kulturarbejdere og alle de andre punkter, som helt korrekt er nævnt.

Så har jeg for en gangs skyld ikke nævnt covid-19-chikanerne imod andre landes borgere. Det kunne jeg have holdt et helt foredrag om. Her må målet være, at vi om et par uger her i denne sal bliver enige med statsministrene om, at fra nu skal vi hjælpe hinanden i stedet for at chikanere hinandens borgere, og vi skal holde op med at lukke grænser. Vi skal lukke byer og regioner og skoler, hvis der er smitte, men vi skal ikke lukke grænsen hele vejen igennem, sådan som det er sket mellem Norge og Sverige, hvor svenske lønmodtagere hverken kunne få løn eller understøttelse i en længere periode, indtil statsministrene endelig fandt ud af at tale med hinanden. Det er flovt! Vi skal have et beredskab for, hvordan vi håndterer den næste pandemi, den næste krise, bedre, end vi har gjort. Det tror jeg også vi kan, og der er grund til optimisme. Jeg glæder mig til sessionen i denne sal.

Tak til hr. Bertel Haarder. Der er ingen korte bemærkninger, og derfor er det nu fru Liselott Blixt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Tak til ministeren for redegørelsen om grænsehindringer i Norden. I Dansk Folkeparti deler vi opfattelsen af, at der er grund til at sætte et særligt fokus på grænsehindringer i Norden i kølvandet på coronapandemien, som under to lange nedlukninger har lagt hindringer i vejen for den bevægelsesfrihed, som jo er grundlaget for hele idéen bag det nordiske samarbejde. I Dansk Folkeparti og i vores gruppe i Nordisk Råd lægger vi derfor særlig vægt på det forebyggende aspekt i forhold til fremtidige kriser af epidemimæssig karakter, og vi har fremsat forslag til Nordisk Ministerråd om, at der i Norden etableres et kriseberedskab på statsministerniveau og dermed det højest mulige niveau.

Dette gør vi for at understrege, at epidemibekæmpelsen bør have vores største bevågenhed, så vi i videst muligt omfang kan undgå de grænselukninger, som har været til stort besvær for pendlere på tværs af grænserne i Norden og lokalt her i Danmark til skade for integrationen i Øresundsregionen. Vi respekterer ethvert nordisk land, der som udgangspunkt har ret til at udøve sine egne strategier for bekæmpelse af pandemier, men vi har brug for at sikre, at lukning af grænser ikke kommer som en tyv om natten uden noget forudgående varsel, sådan som det f.eks. skete, da Sverige lukkede sin grænse mod Danmark 2 dage før jul og dermed reelt indskrænkede muligheden for at komme til og fra Bornholm.

I Dansk Folkeparti kan vi støtte de øvrige tiltag til at fjerne grænsehindringer. Det er vigtigt med harmonisering af forskelle i byggeregler til gavn for den grønne omstilling, og det er afgørende for sprogforståelsen på tværs af grænserne i navnlig den skandinavisktalende del af Norden, at vi får fri adgang til hinandens public service-indhold. Spørgsmålet er kompliceret og omhandler bl.a. ophavsrettigheder, men efter vores opfattelse vil det være en udmærkelse for Norden at vise, at vi magter, hvad der er for indviklet i EU-regi.

Det samme positive udgangspunkt har vi i Dansk Folkeparti til de øvrige tiltag på grænsehindringsområdet. De har det tilfælles, at de skal gøre det lettere for borgere i Norden at arbejde og virke på tværs af grænserne. Ja, allerhelst så vi i udgangspunktet, at det er irrelevant, hvilket nordisk land man vælger at tage ophold i, når det kommer til opfyldelse af ønsker og drømme for den enkelte borger. Navnlig lægger vi her også vægt på, at myndighederne på tværs af grænserne skal blive langt bedre til at udveksle oplysninger og lære af hinandens erfaringer. Det gælder f.eks. lovgivninger, som må harmoniseres i videst muligt omfang, når det kommer til behandling af data, men stadig med respekt for de beslutninger, som er truffet i det enkelte nordiske land.

Til sidst glæder vi os i Dansk Folkeparti over, at Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser, at svenske og norske ansøgere til ledige stillinger på sundhedsområdet har mulighed for at udligne forskelle i uddannelsesmæssig baggrund og dermed søge ledige job her i landet. Det er ingen hemmelighed, at mange danske kommuner har problemer med rekruttering af plejepersonale, og at mange kommuner med disse problemer ligger inden for pendlerafstand af Skåne. Vi glæder os over den indsats, som ydes af svensk personale, og vi ser gerne dette udbygget endnu mere.

Alt i alt synes vi i Dansk Folkeparti, at vi allerede er godt på vej, og vi ser frem til, at et fysisk topmøde i Nordisk Råd under det danske præsidentskab er muligt her i begyndelsen af november. Vi har lært at leve med digitale møder, men vi glæder os til, at den her korridorsnak kommer igen. Tak.

Tak til ordføreren. Og så går vi videre til hr. Rasmus Nordqvist, SF.

Tak. Og igen tak til ministeren for en rigtig grundig redegørelse om grænsehindringer. For det burde være så let bare at sige, at vi ikke ønsker nogen grænsehindringer, og at vi ønsker et åbent Norden, men som redegørelsen så tydeligt viser, er det jo også meget komplekst.

Jeg er egentlig glad for at læse hele vejen igennem redegørelsen, at man hele tiden prøver at se på løsninger på udfordringerne. Og det, jeg synes skal være tilgangen i det her, er faktisk, at vi hele tiden ser på løsninger hurtigt. Ét er alt det, man kan forudse på forhånd, noget andet er det, man ikke kan forudse, men som så opstår, og der skal ønsket om løsninger hurtigt være svaret, som også hr. Bertel Haarder var inde på i sin tale. For vi har jo virkelig kunnet lære noget af hele nedlukningen i forbindelse med covid-19 og ikke mindst, at det nogle gange har været muligt at løse noget meget hurtigt, og andet har så åbenbart været noget mere besværligt. Og det synes jeg virkelig der skal foregå en grundig evaluering af blandt ministrene – at finde ud af, hvordan det faktisk er, vi kan handle på de her ting hurtigt og let, så vi kommer videre og får fjernet de grænsehindringer, der er.

Vi har været inde på det her omkring geoblocking og hele det indhold, og det, der jo er så meget lettere i Norden frem for på EU-plan, er sådan set, at vi har systemer, der minder om hinanden, når det kommer til ophavsrettigheder. Vi kan forstå hinandens sprog, vi har systemer, der minder om hinanden, og derfor må man også kunne løse det betydelig hurtigere, end hvad vi kan på EU-plan, selv om jeg ser frem til, at EU-niveauet også kommer med.

Så jeg vil ganske kort sige, at det er en fornuftig og rigtig grundig gennemgang, der er her, men lad os nu lære af de gange, hvor det faktisk lykkes os at være agile og hurtigt få omstillet. Og lad os nu huske på, at vi har nogle systemer, der minder om hinanden, så lad os gå ind i løsningerne i stedet for at sidde og kigge olmt på hinanden, i forhold til hvad der er af hindringer.

Tak til ordføreren. Det betyder, at vi nu går videre til hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Mange tak, formand. I forlængelse af flere andre ordførere vil jeg sige, at vi jo har et stort ønske om at gøre det så let som muligt for alle nordiske borgere at rejse i Norden. Og vi har jo haft to store bump på vejen i de seneste 5-10 år. Vi havde først flygtningekrisen i 2015, hvor vi fik lukket Øresundsbroen begge veje, og det er gået trægt med at få den op, selv om man må sige, at strømmen af flygtninge jo er stort set ikkeeksisterende nu. Og så har vi oven i det fået coronakrisen, som også helt legitimt gjorde det nødvendigt, i hvert fald en overgang, at være mere restriktive med indrejse.

Jeg kan sige det helt kort og enkelt: Fra radikal side vil vi støtte enhver bestræbelse for at få åbnet alle de grænser igen og gøre det lettere for alle nordiske borgere at kunne færdes frit. Det tror vi er godt for alle, også dansk erhvervsliv.

Tak til ordføreren. Nu går vi videre til hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Da jeg kom i Folketinget og dermed også i Nordisk Råd for nogle år siden, tænkte jeg: Hvorfor taler denne Venstremand på min egen alder så meget om grænsehindringsarbejdet i Norden? Det er hr. Bertel Haarder, jeg tænker på. Jeg tænkte: Er det, fordi han mangler en platform til at snakke om noget, eller hvad? For vi har da haft fri rejse rundt i Norden, og jeg har gladelig kørt på min gamle Nimbus i både Norge og Sverige og rundt, næsten hvor jeg havde lyst til det, og jeg havde aldrig mødt nogen hindringer i de lande. Men det er jo ikke nok, at man bare rejser i Norden, som hr. Martin Lidegaard sagde. Der er også nogle, der arbejder og lever i Norden; der er nogle, der bliver syge i Norden. Der er nogle, der på mange måder er mennesker i Norden, selv om de ikke er født der, og selv om de så ikke altid bor der fast. Nogle gifter sig i Norden, nogle dør i Norden osv.

Men jeg er blevet klogere, vil jeg sige, og jeg synes, at det for mig er blevet et rigtig positivt og vigtigt ord – altså det og så det andet begreb, som vi tit bruger, nemlig: Gør det nordisk nytte? Det er sådan to gode værktøjer, jeg synes man skal bruge, når man arbejder med nordiske forhold. Og jeg vil da gerne takke hr. Bertel Haarder for det, for jeg synes, at han har været den drivende kraft i alle de år, jeg har været med i det her. Jeg siger det, fordi han jo også selv påpegede, at der skulle ildsjæle til, for at forandring sker, og det synes jeg at han i den grad har været i den her sammenhæng.

Jeg har som formand for Sydslesvigudvalget prøvet lidt det samme nede i grænseområdet mellem Tyskland og Danmark. Og jeg skal hilse og sige, at det dér var helt, helt anderledes. Vores administrative praksisser og vores parlamentariske traditioner, vores kultur og vores måder at se på opgaven på er enormt forskellige. Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det er det. Og det betyder, at når vi snakker om pension, skat, løn og alt muligt andet for dem, som arbejder på begge sider af den dansk-tyske grænse, så er det enormt meget mere kompliceret end her. Der er det ikke altid nok, at vi har en minister, der bare siger, at han har gejsten og har lysten, når systemerne simpelt hen ikke taler sammen og simpelt hen ikke kan spille ordentlig sammen. Men det betyder jo ikke, at vi ikke også skal arbejde med de her ting i forhold til den dansk-tyske grænse.

Det her dokument er en god opsummering af nogle af de ting, der er lavet undervejs. Jeg synes, at der er rigtig, rigtig mange ting, der er taget initiativ til, og vi hører jo jævnligt i Nordisk Råd om de initiativer. Jeg tror, vi må sige, at opgaven er kommet for at blive, da der til stadighed dukker nye opgaver op, når landene ikke koordinerer lovgivning.

Jeg sad hernede i salen i går eftermiddags. Der kom et forslag, et såkaldt bunkeforslag, med en utrolig masse ting, men en af de små ting var, at man nu vil gøre det sværere for unge svenskere at få dansk statsborgerskab. Jeg ærgrede mig da over, at hr. Bertel Haarder ikke var hernede, for så ville han være røget op for at bede om ordet, er jeg helt sikker på. Men det er dog mærkeligt, at vi den ene dag skal sidde og rose, fordi det lykkes at få fjernet grænsehindringer, og så den næste dag sidder nogle af vores kolleger og laver nye grænsehindringer. Man skulle næsten tro, at vi ikke kan få tiden til at gå og er nødt til at skabe arbejde for hinanden, men sådan er det jo ikke. Så jeg synes, det er fuldstændig rigtigt, at man stiller kravet om, at vi må tænke os om, både ministeren og også os andre, når vi fremsætter forslag om, at vi skal have strammet det ene og det andet sted. Grunden til, at det blev strammet i går – eller er ved at blive strammet – er jo, at nogle synes, at der skal være endnu mere kontrol med folk, der ikke er født i Norden, og derfor skulle vi så have en ny stramning på det her område.

Jeg vil ikke gentage min snak om den nordiske union, men jeg synes, vi skal prøve at finde ud af, hvor der er mulighed for fælles beslutninger, og så skal vi tage dem. Hvor Margrethe I satte sine våbenføre mænd på deres heste ind med sværd, bruger vi jo selvfølgelig fingeren i stedet for, når vi stemmer, og det er der, vi kan gøre en forskel. Der kan vi jo fra Nordisk Råd levere rigtig, rigtig mange ting, som jeg sagde til ministrene i den første runde. Enevælden er afskaffet, og demokratiet er indført, så jeg vil gerne appellere til, at vi får så god en samtale med ministrene som muligt. Det har vi har brug for for at komme videre med det her arbejde. Men tak til alle dem, der knokler med det i Nordisk Råd, for jeg tror, at det er noget af det vigtigste, vi kan komme på, når almindelige mennesker skal interessere sig en smule for, hvad vi laver i Nordisk Råd. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, vil jeg gerne invitere ministeren for nordisk samarbejde på talerstolen.

Tak, formand. Det er en fornøjelse at være sammen med ordførerne her i salen og diskutere grænsehindringer inden for Norden. For kort tid siden var jeg til et møde sammen med Grænsehindringsrådet, og der drøftede man muligheden af og måske lysten til at ændre navnet på Grænsehindringsrådet, hvortil jeg sagde, at det syntes jeg i og for sig var en dårlig idé, for jeg synes, at navnet Grænsehindringsrådet fortæller, at her er noget, der er uønsket; man syntes, at ordet Grænsehindringsrådet var for negativt. Men egentlig synes jeg, at debatten her i dag jo meget tydeligt præciserer, at der er ting, ordførerne ikke synes fungerer godt nok, og derfor synes jeg egentlig, at det i min optik er synd og skam at ændre det til noget mere positivt, så længe der stadig væk er grænsehindringer. Og som hr. Christian Juhl lige sagde det i sin slutreplik her, er opgaven kommet for at blive. Jeg skal forsøge at prøve og modarbejde, at det måtte blive sådan, hr. Christian Juhl. Jeg vil rigtig gerne, at vi får taget livtag med mange af de her grænsehindringer, for i intentionen er jeg jo fuldstændig enig med ordførerne i, at inden for Norden vil vi gerne have den her helt fantastiske integration, og når den nu er et helt selvstændigt mål også i vores vision og handlingsplan, skal der bruges kræfter på at forhindre grænsehindringerne, altså tages livtag med dem.

Velkommen til alle de unge mennesker oppe på tilhørerrækkerne. Vi diskuterer det nordiske samarbejde, og hvordan vi får det til at fungere endnu bedre. Det kan I blive klogere på.

Jeg er meget enig med ordførerne i, at mobilitet er afgørende for, at netop den vision, jeg nævner, og for, at sammenhængskraften i Norden virkelig får den værdi og får den mulighed, som vi taler om, og som vi kæmper for. Vi skal arbejde både med de bredere dagsordener som digitalisering, men også med meget konkrete hindringer, og det synes jeg faktisk også at vores redegørelsesdebat her i dag har gjort.

Jeg bliver nødt til at nævne hr. Bertel Haarder og Grænsehindringsrådet. Der bliver gjort et virkelig fint arbejde, og jeg kan faktisk også godt forstå, at man i Grænsehindringsrådet langt hen ad vejen synes, det er lidt op ad bakke med nogle ting, men jeg vil gerne rose hr. Bertel Haarder for også her qua sin lange erfaring og sin indsigt på området faktisk at give et meget fint perspektiv af, at noget lykkes og andet står tilbage, og også for at komme med meget konkrete forslag til, hvordan det er, vi også ville kunne gribe det konkrete arbejde i det.

Det er sådan, at Grænsehindringsrådet skal have nyt mandat her i løbet af kort tid, og der er det min opfattelse, og det er også det, jeg giver udtryk for her, at vi skal sørge for at styrke det, og vi skal også styrke det fælles arbejde med sektorerne omkring problemafgrænsninger og løsninger, og der skal også arbejdes særskilt med grænsehindringer inden for rigsfællesskabet. Da jeg blev udnævnt til minister, blev det ressort, som ellers lå ovre i Statsministeriet, flyttet over på mine skuldre og mit ministerium, og det er en opgave, jeg også tager meget, meget alvorligt på samme måde som grænsehindringer inden for det nordiske samarbejde.

Så er det jo sådan, som flere af ordførerne også har nævnt, at vi skal lære af pandemien. Vi ser i Nordisk Ministerråd, og det gør jeg i særdeleshed også, meget frem til at drøfte Jan-Erik Enestams rapport på Nordisk Råds session i november måned. Vi har sat ham ind som rapportør for at komme med anbefalinger, der er konkrete, der er simple, og som vil være lette at forstå.

Yderligere bliver det sådan, at vi får mulighed for at diskutere coronaens konsekvenser på en konference, som skal holdes på Færøerne den 25. november. Det bliver også virkelig interessant, og det er også et spørgsmål om og en tydeliggørelse af, hvor væsentligt vi synes, det er, at vi der, hvor vi nu står i forhold til pandemien, får lagt pres og energi ind i at lære mest muligt af det.

Jeg har igangsat en samarbejdsdagsorden med min svenske kollega, fru Anna Hallberg, i forhold til mobilitet. Det var egentlig det, jeg også sagde at flere af ordførerne har været inde på: hvor væsentligt mobilitet er, og at vi skal udnytte det potentiale, der er på tværs af landegrænser, også set i forhold til arbejdsmarkedet.

Jeg vil gerne lige holde fast i den dagsorden, der er om landegrænsen mellem Sverige og Danmark og på tværs af grænser i det hele taget i forhold til pandemien, for vi ved jo, at alle nordiske lande af hensyn til folkesundheden under pandemien har måttet indføre tiltag for at begrænse smittespredningen. Det er blevet sagt fra manges side, at man asfalterede vejen, som man bevægede sig frem ad den. Der var rigtig meget ukendt land i forhold til pandemien. Vi så også de nordiske lande vælge meget forskellige strategier, men alle lande i Norden har undervejs måttet indføre rejserestriktioner, der har påvirket mobiliteten. Jeg må sige, at som minister værdsætter jeg, at vi i Norden løbende har haft en dialog omkring rejserestriktionerne.

Jeg ved også, at kritikken rejser sig, og siger, at den mange gange ikke var rettidig, at den kom for sent, men jeg må også sige, at regeringen i forbindelse med hele håndteringen her i videst muligt omfang har forsøgt at tage højde for grænselandet, både det ene og det andet og det tredje grænseland, bl.a. ved at have et mere fleksibelt regelsæt for personer, der bor og arbejder i grænseregionerne, og som har indrettet deres liv på tværs af grænserne. Heldigvis er vi nu også nået til et sted, hvor det er blevet nemmere at rejse mellem de nordiske lande, og det er virkelig, virkelig glædeligt, selv om vi jo desværre ikke kan sige, at vi er vendt helt tilbage til det normale.

Men det er så vigtigt, som flere af jer har været inde på, og som jeg også præciserer, at vi virkelig får lært af erfaringerne, og det er der altså en meget bred enighed om i de nordiske lande. Det er også derfor, vi har igangsat et større analysearbejde. Det gør man mange gange nationalt, men i forhold til grænsehindringerne er det bare rigtig vigtigt, at vi får gjort det på tværs og i en integreret nordisk sammenhæng for netop også at få styrket det nordiske samarbejde i krisesituationer fremover.

Vi har en helt særlig situation mellem Danmark og Sverige, og det har flere ordførere været inde på, og jeg er fuldstændig enig. Bornholm har vist sig at være særlig sårbar, når der er rejserestriktioner mellem Danmark og Sverige. Den anden vej tilbage har det vist sig, at Sydsverige er rigtig sårbart, når de ikke kan komme til Københavns Lufthavn. Den er Sydsveriges vej ud i verden, og derfor er jeg også rigtig glad for, at der er nedsat en arbejdsgruppe – de har allerede holdt deres første møde – for at se på mulighederne omkring transit lige nøjagtig i forhold til den problemstilling.

Så blev der nævnt en helt særlig grænsehindring omkring social- og sundhedsassistenter. Vi er flere her i salen i dag, som har arbejdet rigtig meget med sundhed, og jeg må bare repetere, at vi også her har stået i mange situationer, hvor kvalifikationerne, når sundhedsfagligt personale kommer fra ét land og skal arbejde i et andet, ikke har været harmoniseret, og det er nogle gange gået ud over patientsikkerheden. Derfor er det, der jo ligger i udfordringen omkring social- og sundhedsassistenter, at det er en autoriseret uddannelse i Danmark, og den giver nogle muligheder for at administrere medicin og andet. Det er naturligvis klart, at det kan give nogle hindringer, hvis man har den samme jobbeskrivelse i to forskellige lande, men hvor der ligger to vidt forskellige fagligheder bag deres uddannelser. Men man kan komme, og man kan arbejde, bare der er en aftale mellem parterne, altså arbejdsgiveren og arbejdstageren.

En lidt løs refleksion over nogle af meldingerne her fra ordførerkredsen vil jeg gerne give. Der er blevet sagt, at det må være muligt, at vi her i Folketingssalen har en større opmærksomhed rettet mod det, der er det lovgivningsmæssige arbejde, og hvilken negativ implikation eller positiv implikation det kan have i forhold til vores nabolande i Norden. Jeg synes, det er interessant at arbejde frem efter, og det er klart, at hvis en større del af Folketinget her hele tiden vil have en bevidsthed i deres politiske dna, når de laver politik, så vil man fange nogle ting, men jeg er også meget opmærksom på det, flere af ordførerne har sagt om, at det kan være, at vi skal prøve at kigge på en ubureaukratisk automatik i at få vendt, om det kan have negative konsekvenser for det nordiske samarbejde.

I forhold til at det er blevet nævnt, at grænser har været lukket, bliver jeg nødt til sige, at der også har sneget sig misforståelser ind i forhold til, hvordan pandemien har været. Man har også sagt, at Øresundsbroen har været lukket. Nej, det har den ikke. Øresundsbroen har ikke været lukket, men der har været lagt restriktioner ned. Jeg siger det egentlig blot for, at vi også her skal lære af, at vi heller ikke med vores ordvalg skal gøre situationen værre, end den har været. Vi skal forholde os sagligt og objektivt til det, der har været vilkårene, og jeg må også sige som minister, at jeg frygter, at vi får nye og lignende situationer, og det er også derfor, at vi i regeringen påkalder os retten til at sige, at vi ikke kan sikre, at der ikke bliver lukket mellem lande i fremtiden. Det er og bliver et spørgsmål om at værne, i det her tilfælde var det folkesundheden. I andre situationer kan man frygte, at det drejer sig om sikkerhed i anden sammenhæng.

Der er ikke noget, der er blevet gjort for at chikanere hinanden. Det er i hvert fald den drøftelse, jeg har haft med mine nordiske ministerkollegaer, men jeg er så enig med jer i, hvad I som ordførere giver udtryk for. Vi skal lære af det, der er situationen. Vi skal leve op til det, der er vores formål og vores vision: at vi vil være den bedst integrerede region. Det gør man ved at tale med hinanden og være på forkant og ulejlige sig med at spørge og også konsultere nabolandene, inden man træffer beslutninger, hvor man måske ikke har vurderet konsekvenserne for nabolandene tilstrækkelig tydeligt og godt.

Der blev også givet udtryk for, at vi har – det var hr. Rasmus Nordqvist, der sagde det – nogle fordele i Norden, når det kommer til it-systemer og andet. Vi ved godt, at vi også inden for den danske grænse på nogle områder har forskellige systemer. Det har vi af mange gode grunde, men det kan også give nogle negative ting. Men jeg synes, at hr. Rasmus Nordqvist har en pointe i, at der er nogle muligheder i den samhørighed og det med, at vi har så meget entydighed i systemer i Norden. Det følger faktisk også op på det, der blev sagt af hr. Bertel Haarder tidligere. Lad os løbe med nordiske løsninger, hvis vi kan. Det kan være, at det kan blive en fantastisk løsning ikke bare for Europa, men måske for hele verden. Det kan vi håbe og tro på.

Jeg vil stoppe her og så efterlade den sidste del af min tid til, at der kan stilles spørgsmål. Værsgo, formand.

Det vil hr. Bertel Haarder gerne. Værsgo.

Det er rigtigt, at man hele tiden har kunnet komme over Øresundsbroen, men antallet af tog blev altså skåret ned fra seks til ét tog i timen, og sidste jul kunne bornholmerne ikke komme til København og Sjælland. Så jeg synes, der er al mulig grund til, at ministeren arbejder videre med sin svenske kollega, Anna Hallberg, med henblik på at få en Øresundstraktat, der sikrer adgang for bornholmere og sikrer adgang for svenskere til Kastrup, og som samtidig indeholder varslingsregler og forhandlingstilsagn, hvis vi kommer i samme situation igen.

Så ville jeg bare, når det drejer sig om den fine dialog, som ministeren har haft med sin svenske kollega, ønske, at vi kunne få en tilsvarende dialog mellem de to sundhedsministre. For det er jo rigtigt, hvad der blev sagt om problemet med sundhedsmedhjælpere og -assistenter, men kunne de to ministre dog ikke sætte sig sammen, tale sammen og finde en løsning, og hvis det er noget med nogle kvalifikationer, få det løst? Det var blot det, jeg ville bede ministeren sige til sin kollega.

Ministeren.

Mange tak. Det er jo helt korrekt, og dermed kan jeg høre, at vi er helt enige om, hvordan det er, situationen har været med Øresundsbroen. Den har aldrig været helt lukket, og det tror jeg også det er rigtig vigtigt for eftertiden at vi politisk får præciseret. For ellers tror jeg måske, det kan blive en sandhed ind i fremtiden, som ikke har en realitet bag sig. I forhold til samarbejdet mellem Danmark og Sverige sætter jeg rigtig stor lid til den arbejdsgruppe, der er nedsat på tværs af Danmark og Sverige til at kigge på transitforholdene lige nøjagtig i forhold til Bornholm og Københavns Lufthavn. Jeg tror på, at den opgave, de der har fået, er så fin og så konkret, og der er det mit håb og min forventning, at de kommer frem med nogle anbefalinger og nogle løsningsforslag, som vil kunne holde ind i fremtiden, og som forpligter de to lande.

I forhold til social- og sundhedsområdet har vi, som der blev sagt, et uhyggelig stort behov for sundhedsfagligt personale. Alle kommuner mangler social- og sundhedshjælpere og -assistenter, og derfor ville det også være glædeligt med en løsning, og derfor skal vi i regeringen selvfølgelig også prøve at arbejde på løsninger. Vi skal bare sørge for, at patientsikkerheden ikke bliver trykket i den sammenhæng. Tak.

Så er det hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg var lige i tvivl om, om det overhovedet var under grænsehindringer, man kunne tillade sig at tage det her emne op, men nu prøver jeg alligevel. For under coronaen var der også nogle grænser i vores hoveder. Jeg kan huske, at jeg meget tidligt foreslog, at vi nu skulle have gang i det nordiske samarbejde om udviklingen af den her vaccine, og at der så var rigtig mange ministre, der sagde, at nej, nej, det er da fuldstændig vildt, vi kan slet ikke klare det i Danmark, og Norden er også alt, alt for lille til det, og at der skal store multinationale selskaber til at ordne det.

Jeg er stadig væk ikke sikker. Jeg tror virkelig, vi blokerede dengang og sagde, at vi er nogle små enheder, at vi må klare os selv, og at vi er helt afhængige af de store selskaber. Det er det offentlige, der betaler for det, og hvis vi havde en fælles tilgang til den forskning, som var stærkere end det, vi har i dag – vi har nogle enkelte områder – så tror jeg, vi kunne have lavet mirakler under den her pandemi. For nu har vi jo snakket om det med de fysiske grænsehindringer, men jeg tror også, der er nogle blokeringer, i forhold til hvad vi tror på. Vi har ikke selvtillid nok i Norden til at turde springe ud i nogle store opgaver, som vi kan løse, når vi, som Bertel Haarder siger, får snakket sammen.

Ministeren, værsgo.

Jeg er faktisk rigtig glad for, at hr. Christian Juhl rejser det her perspektiv i tingene, altså om vi er store nok, og om vi er risikovillige nok, eller om vi har blokeringer i forhold til det. Jeg vil sige – og det gør jeg også med det udgangspunkt, at jeg har arbejdet med sundhed hele mit liv indtil for et eller to år siden – at det, som vi har været igennem i forhold til pandemien, og at vi fik vaccinerne, er verdenshistorie. At verden stod sammen, var årsagen til, at vi fandt vacciner så hurtigt; ingen havde troet, det nogen sinde ville kunne ske.

Men jeg må sige til hr. Christian Juhl, at jeg synes, vi skal have et meget højt ambitionsniveau i Norden, og det tror jeg også vi har. I hvert fald ved jeg, at der er en meget, meget høj grad af integration mellem forskningsmiljøerne i Norden, og det skal vi have. Og et andet emne, vi kunne have taget op i dag i forhold til det nordiske samarbejde som ved den forrige redegørelse, var antibiotikaresistensområdet, og lad det så være mit ønske, at det bliver her, vi knækker en kode, som for verdenssundheden vil være fuldstændig afgørende.

Tak til ministeren.

Forhandlingen er slut, og vi går nu videre til det næste punkt på dagsordenen.