Det næste punkt på dagsordenen er:

7) Forhandling om redegørelse nr. R 2:

Ministeren for nordisk samarbejdes redegørelse om det nordiske samarbejde.

(Anmeldelse 06.10.2021. Redegørelse givet 06.10.2021. Meddelelse om forhandling 06.10.2021).

I takt med at coronarestriktionerne i samfundet i øvrigt nu er udfaset, er vi jo så så heldige, at denne redegørelsesdebat kan finde sted med præcis den opstilling, som ordførerne har indtaget, og det er netop her fra første række.

Hermed kan jeg sige, at forhandlingen er åbnet. Den første ordfører kommer fra Socialdemokratiet. Det er fru Annette Lind. Velkommen.

Tak for det, formand. Det er slet ikke nogen tvivl om, at den her redegørelsesdebat i år er helt særlig for Danmark. Det er sådan, at ministeren for nordisk samarbejde, hr. Flemming Møller Mortensen, havde formandskabet sidste år, og i år er det Danmark, der har præsidentskabet, og det er hr. Bertel Haarder og mig selv. Så derfor er det et helt særligt år for os at have den her redegørelsesdebat. Jeg synes, at man kan sætte to kæmpestore overskrifter på redegørelsesdebatten i år: Vi har alle sammen været påvirket af covid-19, og så er det ...

Uret er ikke startet herovre. Det var dér. Tak for det.

Det er sådan, at vi har covid-19, som vi alle sammen har været påvirket af, og så er det også sådan, at vi har fået vedtaget en ny vision i Nordisk Ministerråd, og der er den grønne omstilling det helt store. Jeg er rigtig glad for, at redegørelsen for det nordiske samarbejde tager afsæt i rigtig stærke nordiske værdier og interessefællesskaber, for det nordiske fællesskab er noget helt særligt. Det ved vi alle, der sidder her i salen, også formanden, og det er sådan, at vi har meget tilfælles, og at vi har et stærkt samarbejde om at indfri de mål, vi nu har sat, om at skabe vækst og flere arbejdspladser. Vi vil også gerne have et bedre miljø og et trygt sted at leve og bo i de nordiske lande og på tværs af de nordiske lande. Nu er det jo sådan, at vi skal have en redegørelsesdebat bagefter om grænsehindringer. Der har været nogle udfordringer i år, men det gemmer vi til den næste debat.

Som bekendt løfter man mere i flok, og det er præcis, hvad vi gør med det nordiske samarbejde. Vi når nemlig længere i fællesskab, og det er ikke mindst vigtigt i en tid med store omvæltninger, som der har været i det sidste halvandet år. Jeg vil gerne sige tak til ministeren. Jeg synes, vi har et rigtig godt samarbejde med ministeren i alle de politiske partier. Det er jo sådan i Nordisk Råd, at der arbejder vi meget tæt sammen om at skabe merværdi for det nordiske, og jeg synes, at det samarbejde, vi har, er rigtig frugtbart. Det nordiske samarbejde er vigtigt for os her i Danmark, det er vigtigt for alle nordiske lande, og derfor glæder jeg mig også til den her årlige debat og til at kunne drøfte, hvad der sker med samarbejdet, og så reflektere lidt over, hvordan det er gået i år, og over det arbejde, som ligger foran os.

Størstedelen – det ved vi alle sammen – af det forgangne år har på mange måder stået i covid-19-pandemiens tegn. Der er i hvert fald ikke nogen tvivl om, at vi alle sammen har lært, hvordan man holder møder på computeren, men der er også kæmpestor enighed i hele Nordisk Råd og garanteret også i Ministerrådet om, at vi glæder os rigtig meget til at kunne mødes igen. Det kommer vi til i uge 44, hvor vi modtager hele sessionen herinde i Folketingssalen, hvor der skal være statsministerdebatter, og hvor der skal være debatter med udenrigsministrene og forsvarsministrene, og så har vi en helt særlig gæst i hr. Jens Stoltenberg, som jo er FN's generalsekretær.

De nordiske lande har udvekslet erfaringer under hele pandemien. Der har været brydninger, men det skal vi blive ved med, og vi skal lære af erfaringerne fra pandemien. Vi skal bygge videre på det gode samarbejde, og så skal vi styrke samarbejdet på de områder, hvor der kan være og er udfordringer. Sådan bliver vi kun bedre rustet til at hjælpe hinanden, også når eller hvis der kommer en ny krise, som rammer os. Det kan vi nemlig alle sammen have gavn af. Jeg er glad for, at der på dansk initiativ bliver udarbejdet en rapport, som ministeren udarbejder med sine folk og kollegaer. Den handler netop om erfaringerne fra samarbejdet om covid-19-håndteringen. Det arbejde skal levere konkrete anbefalinger for fremtiden, og der skal laves en kortlægning af kriseberedskabet og forsyningssikkerheden i de nordiske lande. Det er jeg sikker på at alle vil kunne drage nytte af og lære af.

Covid-19 har naturligvis også domineret kongeriget Danmarks formandskab. Det er jo sådan, at når Danmark har formandskabet, har vi det i fællesskab med Færøerne og Grønland, og det var sådan, det var i Nordisk Ministerråd i 2020. Men alligevel lykkedes det, også selv om der var covid-19, at få vedtaget en visionær, ny handlingsplan. Vi kender jo alle sammen, i hvert fald os i salen her, visionen fra Nordisk Ministerråd om at være den mest integrerede og mest bæredygtige region i hele verden, og den målsætning glæder vi os til at skulle arbejde videre med. Handlingsplanen sætter rammer om og giver et godt fundament for samarbejdet i de kommende år. Overskriften for formandskabet var »Fælles om fremtidens løsninger«. Det gælder i Norden, og det gjaldt også formandskabet, som Danmark, Grønland og Færøerne var fælles om og havde et godt og tæt samarbejde omkring.

I forbindelse med handlingsplanen blev der vedtaget en ny mekanisme for styrket inddragelse af civilsamfundet og særlig af de unge, for dem skal vi jo virkelig huske i det her, for vi har fælles visioner både med de unge, men også om Nordens fremtid.

Handlingsplanen beror på tre søjler: Vi har et grønt og et konkurrencedygtigt og et socialt bæredygtigt Norden. Særlig den grønne omstilling er i mine øjne det helt store og afgørende, og det er vigtigt, at vi prioriterer det i det nordiske samarbejde. Norden er anerkendt i hele verden som en garant for ambitiøs klimahandling og gode klimaløsninger og holdbare bæredygtighedsinteresser. Det skal vi blive ved med. Den handlekraft, som vi har udvist i håndteringen af covid-19, til trods for at der har været udfordringer, vil nu vise sig i håndteringen af klimakrisen. Derfor skal vi også videreudvikle og styrke det nordiske samarbejde inden for klima og miljø, både for at gøre Norden endnu grønnere og for at leve op til vores egne forventninger og målsætninger, som er de mest ambitiøse i verden, men også gå forrest internationalt og levere bæredygtige og grønne løsninger til andre lande, og der har vi jo netop klimapartnere andre steder. I går havde jeg møde med den pakistanske ambassadør, og vi er også i gang med at få lavet en klimaløsning med dem. Så derfor må vi se ud i verden.

Jeg er glad for, at Nordisk Ministerråd i juni vedtog et nyt Arktisk Samarbejdsprogram for perioden 2022-2024, der har fokus på et bæredygtigt Arktis, og som skal understøtte målsætningen om grøn og økonomisk og social bæredygtighed i regionen.

Så er det sådan, at vi i Nordisk Ministerråd har 11 fagministerråd, og det er jo rigtig, rigtig mange. Der er et ministerråd, vi ikke har, og det er et ministerråd for transport. Det har vi alle arbejdet i rigtig mange år for at få, og i Danmark siger vi ja til at få et ministerråd for transport. Det er enormt vigtigt, for rigtig mange af de nye drivmidler er grønne, og præcis det er lige i øjet i forhold til vores visioner. Vi har lagt stort pres på for at få det. Hr. Bertel Haarder og jeg forhandler også lige nu med formanden for Nordisk Ministerråd, hr. Thomas Blomqvist, og der lægger vi stærkt pres på, for at vi netop skal have et ministerråd for transport. Jeg mener, at det er helt essentielt i forhold til at lave nogle grønnere løsninger for transporten i og omkring de nordiske lande. Den grønne dagsorden spiller selvfølgelig en stor rolle, idet vi går forrest med at vise mærkbare, konkrete resultater.

Det sidste, jeg vil sige, er – og jeg tror også, at alle de andre ordførere vil sige det – at det også handler lidt om økonomi. Det er jo sådan, at vi ved, at økonomien har haft store udfordringer i Nordisk Ministerråd. Vi arbejder meget tæt sammen med Rigsrevisionen og følger med i arbejdet med et nyt system. Det tager noget tid, men vi er fortrøstningsfulde, med hensyn til at det går den rigtige vej. Vi i Nordisk Råd kigger dem meget grundigt over skulderen, for det er helt nødvendigt. Det er helt nødvendigt, at Nordisk Råd og Nordisk Ministerråds samarbejde bliver tættere, og at der bliver mere gennemsigtighed, både omkring økonomien, men også omkring budgetlægningen.

Derfor forhandler hr. Bertel Haarder og jeg lige nu. Vi har set, at der er nogle kulturbesparelser. Vi ved, at vi har visionen om et grønnere Norden, og det støtter vi fuldt og helt, men vi mener, at det er gået lidt hårdt ud over nogle kulturinstitutioner her i år, fordi vi har haft covid-19, og derfor forhandler vi. Vi er i en god proces med den nordiske minister, og dermed håber jeg også, at vi meget hurtigt kan få et resultat, så vi i uge 44 kan modtage alle de dygtige nordiske parlamentarikere og ministre. Og endnu en gang tak for debatten.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Der er ikke ønske om korte bemærkninger, og dermed kan jeg byde velkommen til hr. Bertel Haarder, ordfører for Venstre. Velkommen.

Jeg vil gerne kvittere for fru Annette Linds venlige bemærkninger og takke hende for det gode samarbejde, vi har i præsidentskabet for Nordisk Råd.

Jeg vil bruge mit indlæg til at gøre op med den nordiske småstatsmentalitet. Hver for sig er vi ikke særlig store, men sammen er vi store og stærke. De nordiske økonomier kan sammenlagt måle sig med Ruslands. De nordiske handelsflåder er tilsammen de største i verden. De nordiske farvande er nogle af verdens mest trafikerede og strategisk vigtige. Det gælder Østersøen, Nordatlanten og det enorme arktiske område, som jo tilsammen omkranser Ruslands vestlige udfaldsveje med deraf følgende strategisk betydning. Så den nordiske småstatsmentalitet er forældet, og den kan også være farlig.

Sammen er vi en vidtstrakt og venlig stormagt på lige fod, mindst, med Canada og Australien. Vi har tilmed nogle af verdens bedst fungerende demokratiske samfund, der bygger på civilsamfund med stærke foreningskulturer og en høj grad af gensidig tillid, inklusive tillid til vacciner. Derfor er vi også verdens mindst korrupte samfund.

Ingen har som Danmark og Norden præget de fælleseuropæiske løsninger, når det gælder det indre marked, miljø, landbrug, klima, natur og dyrebeskyttelse, og vi kan få endnu større indflydelse i EU, hvis vi samarbejder, holder formøder og støtter hinanden, hvor vi kan, inklusive de baltiske lande. Især Tyskland og Holland og de baltiske lande vil elske en stærkere nordisk stemme. De vil elske, hvis vi hjælper med at udfylde en del af det tomrum, som desværre er opstået, efter at Storbritannien med brexit har spillet sig selv af banen.

Jeg kan give et eksempel på, hvordan man kan samarbejde. For 18 år siden havde Danmark formandskabet. Jeg var Danmarks første europaminister og var førstehåndsvidne til et meget intenst samarbejde mellem især Danmark og Sverige. Udenrigsminister Per Stig Møller og jeg holdt formøder med den svenske udenrigsminister Anna Lindh, som desværre senere tragisk blev myrdet. Vi aftalte slagets gang. Først lagde det danske formandskab sagen frem, og så blev den straks støttet af den svenske minister, og så var der ikke langt til, at der var almindelig enighed om, at vi skulle gå den vej.

Udvidelsen blev en realitet, og når nu jeg er vidne til Putins evindelige aggression og trang til at bruge russiske mindretal som undskyldning for at gribe ind i nabolande, så må man jo bare sige: Hvor var det fantastisk, at vi fik udvidet EU, mens tid var. Der blev EU for alvor en sværvægter, og Danmark fik opfyldt alle drømme om at være omgivet hele vejen rundt af venligtsindede lande i stærke alliancebånd.

Nu lever vi i et smørhul og har alt det, vi ikke havde under de slesvigske krige og den påtvungne eftergivenhedspolitik under verdenskrigene og den kolde krig. Viggo Hørup sagde med en vis ret: Hvad skal det nytte? med hensyn til at forsvare Danmark for 120-130 år siden. Det havde han på en måde ret i, for vi havde ingen alliancer, men det har vi nu, og det er det, der gør det yderligere oplagt, at nu ikke bare Danmark, men hele Norden melder sig ind i verden og påtager sig en rolle, som svarer til vores samlede vægt.

Jeg vil gerne takke ministeren for redegørelsen og takke for hans engagement og også takke for hans meget venlige og imødekommende håndtering af ordførerne. Det kunne klimaministeren måske lære lidt af, og sådan er der så meget, men her skal i hvert fald lyde en tak til samarbejdsministeren.

Der er en sag, som jeg synes vi bliver nødt til at drøfte, og det er det ulyksalige konsensusprincip. Jeg har gravet lidt i arkiverne og fundet frem til, at Nordisk Råds direktør, Jan-Erik Enestam, allerede for en halv snes år siden sagde, at vi bliver nødt til at gøre op med konsensusprincippet – det, at alle skal være enige, før vi kan flytte os. Det gik man jo væk fra i EU, fordi man ville have et mere dynamisk EU, men i Norden er det fortsat sådan, at det land, der vil mindst, bestemmer mest.

Det oplever fru Annette Lind og jeg i disse dage. Der er ét land, der ikke vil have et transportministerråd, og så står den sag i stampe, frem for at de fire lande, der gerne vil have det, startede for sig selv – the coalition of the willing. Tidligere var det i øvrigt Danmark, der ikke ville samarbejde på transportområdet. Vi havde en transportminister, der hed Ole Birk Olesen, som ikke ville møde op, og som simpelt hen var imod det nordiske samarbejde, og der skulle de andre lande jo bare have kørt uden os. Så jeg er ikke ude i noget partipolemisk ærinde her.

Hvorfor er det så vigtigt med mere dynamik? Det er det, for ellers bliver det til for lidt. Jens Otto Krag, tidligere statsminister, kaldte jo det nordiske samarbejde for et godt sovemiddel, og Margrete Auken har udtalt, at da hun i 10 år havde været med i Nordisk Råd, blev hun tilhænger af EU, fordi det altså gik for langsomt i det nordiske. Og det er jo ikke så mærkeligt. Når man sammenligner EU-Kommissionens 32.000 ansatte med Nordisk Ministerråds 141 ansatte, kan enhver jo forestille sig, hvordan det nordiske samarbejde står og falder med de enkelte ministres engagement. Det vil jeg under det næste punkt på dagsordenen, som er grænsehindringer, redegøre lidt for, for her har jeg virkelig lidt erfaring med ministres vidt forskellige grader af engagement i nordisk samarbejde, som får en helt afgørende betydning, fordi der ikke som i EU er et apparat, der sejler støt og roligt videre, også selv om der er svage ministre indimellem.

Så vil jeg til sidst gentage, hvad jeg har sagt så mange gange: Når vi skal finde løsninger, hvad enten det er digitale modeller eller andet, skal vi i Norden aldrig vente på EU. Vi skal aldrig sige: Nå ja, men det venter vi med, for der kommer nok en EU-løsning om 3-4 år. Vi skal altid satse på en nordisk model, simpelt hen fordi det da er meget lettere at finde en model mellem fem så ensartede lande, også selv om vi tager alle otte med, end det er at finde en model mellem 27 medlemslande med den kæmpe forskel, der er inden for EU's medlemskreds. Det burde være muligt på stort set alle felter, at de nordiske lande går foran og finder en model, som derefter har meget store muligheder for at blive den europæiske model.

Sådan er det jo gået gang på gang: Når vi i Norden læser vores lektier, forbereder os og kommer med en model, så kan den bære at blive europæisk, fordi vi er så respekterede for vores velfungerende samfund, og fordi vi har velfærdsstater, der faktisk virker og er respekterede over hele verden. Den mulighed for at præge EU i en tid, hvor briterne har vendt os ryggen, skal ikke forspildes. Man skal gribe øjeblikket, når der er et vindue, der er åbent. Det var også sådan, vi gjorde, dengang vi udvidede EU under nordisk ledelse, for det var både et dansk og et svensk formandskab, der bidrog til det. Man skal udnytte chancen, når den er der, og det skal vi også i Norden. Tak.

Tak til Venstres ordfører. Der er plads til den næste ordfører nu, og det er Dansk Folkepartis ordfører, fru Liselott Blixt.

Tak til ministeren for redegørelsen. Der er set med Dansk Folkepartis briller slet ingen tvivl om, at Nordisk Råd og det nordiske samarbejde i det hele taget står over for en række udfordringer i de kommende år. Under det næste punkt vil jeg tale om noget, som andre ordførere har berørt, nemlig grænsehindringer, navnlig den grænsehindring, som har været her ved pandemibekæmpelsen. Men der er også andre områder, hvor man må sige at Nordisk Råd har tabt noget troværdighed i offentligheden.

I forhold til mange andre offentlige organisationer og institutioner skulle man formode at økonomien i Nordisk Råd alt andet lige burde være til at overskue. Men ikke desto mindre har der været rod i bogholderiet og økonomistyringen. Det rækker vel at nævne en fejlagtig udbetaling af et stort beløb, hvor man kun har udsigt til at få en mindre del tilbage. Og regnskabet for 2020 kunne først afleveres i juni med en forventning om, at Rigsrevisionen ville komme med en alvorlig kritik. For at kunne opretholde troværdigheden omkring Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd er det afgørende, at der kommer styr på disse ting, samt at der strammes op på interne procedurer, således at disse fejl ikke ender med at blive et strukturelt problem, der bider sig fast.

Arbejdet i Nordisk Råd har været præget af digitale møder siden den første nedlukning i marts 2020, og efter min opfattelse har vi altså manglet det uformelle samvær og alle de korridorsnakke, som nu engang er vigtige og en vigtig del af samarbejdet. Men ja, digitale møder har vi i hvert fald ikke manglet, heller ikke konferencer og andet. Men når vi ser på bundlinjen for det nordiske samarbejde, hvordan ser det så i grunden ud? Hvad får de nordiske befolkninger ud af det helt konkret? Hvor er styringsredskabet, som vi kan bruge som vores pejlemærke for, at vi lever op til de mange målsætninger, vi har?

Under pandemien har vi kunnet konstatere, at hvert nordisk land var hurtigt til at arbejde med egne restriktioner og lukke grænser på baggrund af forskellige opfattelser. Det skabte problemer for pendlerne, det skabte problemer for turismen, og det slog skår i pasunionen, som har sikret den fri bevægelighed i Norden siden anden verdenskrig.

Hvis man skal se meget pessimistisk på det, er den nordiske sag i værste fald måske sat længere tilbage i dag, end den var dengang – også fordi befolkningerne har haft svært ved at se, hvad nytte man har af et samarbejde. Hvis det nordiske samarbejde skal være noget, og hvis vi skal sikre det, skal vi ikke have de her skåltaler og events – jeg tror, hr. Bertel Haarder var inde på, at det også var noget, andre havde talt om; jeg tror også, at nogle har kaldt det en kaffeklub eller en fætter-kusine-fest. Det her skal være noget, der nytter noget, og det skal være noget, der rammer helt ind i befolkningen. Jeg tror på, at hvis det skal have en nytte, skal vi i hvert fald også kunne sige det sidste, altså at man skal kunne mærke det i befolkningen. Vi har så meget tilfælles. Jeg er jo selv halvt svensk, så jeg føler en stor tilknytning til vores nordiske lande. Og vi skal forsvare det – altså, jeg ser jo hellere en nordisk union end et EU.

Det skal vi ikke miste, så det er mit håb, at vi har lært af de her to lange nedlukninger, og at vi tager ved lære af rodet i økonomien. Samtidig er det afgørende, at vi aldrig oplever en gentagelse af det kaos, som har rådet omkring grænserne under nedlukningen, og som reelt bombede den fri bevægelighed og den nordiske pasunion tilbage til begyndelsen. For hvad nytter det, at vi taler arbejdsliv, bæredygtige løsninger, social- og sundhedspolitik og meget andet, hvis vi ikke engang kan besøge hinandens lande?

Dansk Folkeparti noterer sig med glæde, at vi får en grundig evaluering af pandemiforløbet, og at der lægges op til, at vi er bedre rustet næste gang. Men det kræver en række helt konkrete ændringer på det administrative niveau og en sikring af, at regeringerne i Norden bliver bedre til at tale sammen på allerhøjeste niveau. Tak.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ønske om en kort bemærkning til ordføreren, og det er fra hr. Rasmus Nordqvist, SF. Værsgo.

Tak. Og tak til ordføreren. Jeg er sådan set langt hen ad vejen enig i det, der blev sagt i den tale, der blev holdt, også med hensyn til relevansen i samarbejdet, og at det ikke bare må blive skåltaler eller en fætter-kusine-fest. Men – ud over det med grænsehindringer, som vi diskuterer om lidt – så savner jeg egentlig også lidt at høre, hvad det så er, der ifølge Dansk Folkeparti skal være. Hvad ønsker man i det her samarbejde? Hvad er det, vi skal se på sammen, og som vi kan blive bedre til? For vi er enige om, at vi selvfølgelig skal have orden på regnskab og administration, men hvis vi ser på indholdet, altså det indhold, der kan skabe noget for borgerne, hvad skal det så være? Hvad er visionen?

Ordføreren.

Der er rigtig mange ting. Jeg kan starte med en af de sager, jeg har taget op. Det var en dansk mand, der skulle have forældreretten over sit barn oppe i Norge, og han kunne ikke få nogen hjælp, hverken af nogen ministre i Danmark eller nogen ministre i Norge, og han sidder nu med et barn, der er sat rigtig langt tilbage – jeg var faktisk med på sygehuset i går; datteren er 4½ år. Han sad oppe i en skov i 2 år for at vente på 3 retssager i det norske system. Hvorfor kan ministre ikke tale sammen, når vi har en nordisk borger, der er sat i en klemme i et andet land? Se, det var da lige præcis noget, der kunne hjælpe borgerne.

Der er også mange af de forslag, jeg har taget op, som vi faktisk er enige om i Nordisk Råd. Vi vil alle sammen gerne have brailleskrift, altså blindeskrift, på medicin til dyr, og det har vi så sendt videre til EU, og så er det vel strandet der. Så vi kan blive enige om rigtig mange ting i Nordisk Råd, men kommer det videre?

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fra Socialistisk Folkeparti, og det er hr. Rasmus Nordqvist.

Tak, og tak til ministeren for redegørelsen, men ikke mindst tak til gode kolleger for de første ordførertaler her. Jeg synes, de alle sammen har peget på nogle rigtig vigtige elementer i vores samarbejde. Det er også tit sådan – og det var egentlig lidt derfor, jeg kom med det spørgsmål til Dansk Folkepartis ordfører – at vi skal passe på, at vi ikke kommer til at blive helt oppe i de højere lag, men kommer ned der, hvor det skaber en forskel, og hvor det måske også nogle gange gør lidt ondt. For når man er en fasttømret klub, som vi jo er i det nordiske samarbejde – både i Nordisk Råd og i Nordisk Ministerråd – så skal vi også kunne prikke til hinanden, når det gør ondt. Det er jo det, man gør med gode venner; der siger man også tingene, som de er.

I forhold til redegørelsen kan man gå ned i en række forskellige ting, men noget af det, som jeg synes har været rigtig vigtigt, og som vi også har brugt tid på at diskutere i Nordisk Råd, i det udvalg, jeg sidder i, er hele spørgsmålet omkring ligestilling og specielt lgbti-spørgsmålet, hvor der jo er lavet et vigtigt arbejde, også fra dansk side, men hvor det meget hurtigt er kommet til at handle lidt om nogle overskrifter om trivsel og om, hvordan vi har det. Der kom så en meget skarp reaktion fra den færøske regering, som jeg synes står lidt uimodsagt tilbage. Det er et af de områder, hvor der er et medlem i klubben, som mener, det er forfærdeligt, at vi snakker om lige rettigheder for alle borgere, og jeg synes sådan set, at vi skal kunne tage den diskussion, også når den gør ondt. Der mener jeg sådan set, at det er på tide, at vi også tager skridtet videre end kun at se på trivslen og snakke om, at vi skal gøre noget bedre, så vi egentlig ser på, hvor vi også kan lære noget af hinanden i de nordiske lande på lovgivningsområdet. Her tænker jeg særlig på interkønnet, som Island eksempelvis har en meget, meget stærk lovgivning for. Hvordan er det så, vi kan gribe ud til venner i samarbejdet og lære af dem i både Danmark, Sverige, Norge, Finland osv., for at vores lovgivning kan blive lige så god og beskytte reelle borgere lige så meget, som man eksempelvis gør på Island?

Det samme kan man sige i forhold til vores rolle i verden. Der vil vi gerne stå for, at Norden er noget særligt. Vi står op for menneskerettighederne, og vi har lige ret og ligestilling. Den diskussion skal vi også turde tage mere alvorligt internt, synes jeg, og her tænker jeg særlig på området omkring kvinders seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder. Vi har jo bl.a. i Nordisk Råd haft mange diskussioner omkring abortlovgivningen i Norden, hvor der er nogle lande, der stadig væk i dag har noget særlig lovgivning, som jeg synes vi skal turde tage diskussionen af. Der fornemmer jeg i hvert fald ofte, når vi i Nordisk Råd har diskuteret det omkring Færøernes lovgivning på området, en berøringsangst over for at gå til hinanden, også når det er svært. Der tror jeg bare, at hvis vi – lidt som hr. Bertel Haarder var inde på – skal tage vores rolle i verden, Nordens rolle i verden, alvorligt, i forhold til hvad det er, vi faktisk kan sammen, så skal vi også turde se indad. Når jeg læser den her redegørelse igennem, er det noget af det, som jeg håber vi kan blive bedre til, altså at kigge lidt indad og gå til hinanden som de gode venner, vi er.

Det sidste punkt, som jeg vil berøre, er transportområdet, som jo er blevet berørt af flere andre. I sammenhæng med strategien, som lidt går på det her med det bæredygtige Norden, synes jeg jo, at der er noget meget, meget vigtigt at tage hul på, og det er omkring godstransport i Norden, og hvordan vi kan få lavet en grøn omstilling af den. For vi har et særligt ansvar, fordi vi er dygtige. Derfor skal vi også vise vejen i forhold til det. Nu bliver Danmark jo endda også med Femernforbindelsen virkelig en korridor ned sydover. Så der synes jeg vi har nogle store og vigtige beslutninger at træffe, som ikke må blive ved skåltalerne, som fru Liselott Blixt sagde, men faktisk skal føre til konkret handling, i forhold til hvordan vi får lavet en grøn godstransport i Norden. Det skulle være ordene.

Tak til SF's ordfører for talen her. Vi går videre til næste ordfører, som kommer fra Radikale Venstre, og det er hr. Martin Lidegaard.

Mange tak til formanden. Jeg synes, det er svært at stå her i dag uden at starte med at nævne de frygtelige drab, der er blevet begået i Norge, som er et af vores nordiske søsterlande. Jeg er sikker på, at alle ordførere deler det, når jeg siger, at vores tanker og medfølelse går til både ofrene og de efterladte og det norske folk i det hele taget.

På en måde er den måde, sådan et angreb går i hjertet på en på, jo et meget godt eksempel på, hvor tætte vi er med vores nordiske søsterfolk, men det illustrerer måske også lidt det, som jeg nogle gange kalder det nordiske paradoks, altså at vi på den ene side nok alle sammen har det sådan, at der ikke er nogen lande i verden, vi føler os tættere på, end de nordiske lande, både historisk, men jo også i levevis, samfundsstruktur og hele tilgangen til verden og livet. På den anden side må vi nok erkende i dette sluttede selskab, at det har været svært sådan for alvor at få udviklet det nordiske samarbejde strategisk i de senere år. Hvor samarbejder med både EU, NATO og Arktisk Råd har været motorer i en udvikling, også af vores eget samfund, så kan man ikke sige helt det samme om det nordiske samarbejde – ikke fordi vi er blevet fjernere fra Norden, men det har ikke været en motor for fornyelse og udvikling af vores eget samfund. Det synes jeg vi skal ændre på, og jeg vil gerne takke ministeren for redegørelsen, som, synes jeg, slår nogle rigtig gode takter an.

Der, hvor vi ser et klart potentiale for noget, hvor vi har brug for Norden og dermed måske også kan få sat lidt mere strøm til motoren – nu om dage hælder man jo ikke benzin på en motor; man sætter strøm til den – og med god grund kan gøre det, er bl.a., når det handler om Arktis. Nu skal vi senere diskutere forsvarspolitik osv., men det gælder hele det arktiske område og vores interesse i at bistå Grønland og Færøerne i deres udvikling – en bæredygtig udvikling i et lavspændingsområde, men dog et lavspændingsområde, hvor vi tager et større ansvar for vores eget territorium, og hvor vi skal have flere investeringer fra både Europa og andre dele af verden. Der er også nogle specifikke erfaringer i både Sverige og Norge med hensyn til f.eks. minedrift. Der er masser af koblingsområder, hvor jeg ser et kæmpe potentiale for at styrke det nordiske samarbejde til stor gavn for alle dele af rigsfællesskabet.

Et andet område, som vokser ret voldsomt i betydning i øjeblikket, er hele fiskeriområdet. Der er forskellige indsatsområder. Alle nordiske lande har store fiskeriinteresser, alle nordiske lande deler i et eller andet omfang de samme havområder, også selv om de er skåret over af territoriegrænser osv. Men fiskene flytter sig, og det gør strømmene og havmiljøet også, og derfor er det at have en fælles tilgang – om ikke en fælles fiskeripolitik, for det tror jeg ikke man kan – til, hvordan vi håndterer havmiljøet og de klimaforandringer, der grundlæggende ændrer på hele grundstrukturen i vores have inklusive golfstrømmen og dermed påvirker alle de nordiske have, er noget af det, som der måske godt kunne sættes mere fokus på.

Så vil jeg selvfølgelig endelig nævne det, man kunne kalde en genetablering – men det kommer vi tilbage til lidt senere – af det grænsefrie Norden i enhver forstand, altså at vi gør det lettere at være sammen og arbejde hos hinanden, handle med hinanden og flytte til hinandens lande. Det er nogle af de områder, Radikale Venstre ville synes var spændende at diskutere videre med ministeren og andre gode kollegaer. Med det slutter denne del af diskussionen om det nordiske samarbejde for os.

Tak for det til den radikale ordfører. Så kan jeg byde velkommen til Enhedslistens ordfører, og det er hr. Christian Juhl.

Tak til Martin Lidegaard for de varme tanker til Norge. Det er dog en barsk situation, de står over for, og jeg tror, ordføreren har ret: Vi er alle enige i den markering.

I år har vi jo i biograferne haft fokus på Margrethe I og den nordiske union i en fantastisk film, efter min mening, der viser et lille hjørne af de hændelser, der var, og som førte til den nordiske union. Den led dog skibbrud, og nu har vi så mange år efter nogle stærkere samfund, som måske endnu lettere end konger og krigsfolk kunne tømre Norden sammen til et endnu stærkere samarbejde. Det kunne man da lade sig inspirere sig af nu, hvor der er mulighed for i mørket og sidde og kigge på historien.

Ellers mener jeg, at nordisk samarbejde er unikt i den forstand, at der findes ingen region i verden, der arbejder så tæt sammen, og som har så let ved at arbejde sammen. Jeg er ikke enig med dem, der siger, at det tager lang tid. Jeg synes da, at det går jævnt fremad med mange ting, i forhold til at det er en demokratisk proces, vi skal igennem. Og jeg synes da heller ikke helt, at vi lider under konsensus. Vi tager da af og til beslutninger i både præsidiet og på sessionerne, uden at der er flertal, men det kunne godt ske, at ministrene skulle tænke lidt mere over det og sige, at vi gør det her alligevel.

Vi har haft den her forfærdelige covid-19-situation, hvor vi skulle sidde ved vores skærme, og vi har da også lovet hinanden, at de begrænsninger, der var på den ene eller anden måde, skal bruges til læring, og det håber jeg også at der vil komme, og jeg forstår, at Jan-Erik Enestam har fået til opgave netop at kigge på de her ting.

Jeg er også rigtig glad ved, at vores ministre var klar over, at det jo ikke bare er Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island, som arbejder sammen. Det er også Grønland og Færøerne, og Grønland og Færøerne har været godt involveret i vores periode, i hvert fald hvad angår Nordisk Råd.

Vi siger jo, at vi vil lave et grønt konkurrencedygtigt og socialt bæredygtigt Norden, og at vi vil være foregangsland. I forhold til den der snak om foregangsland synes jeg, at vi nok er nødt til at være lidt selvkritiske en gang imellem, fordi det er sådan et pænt ord at bruge, når vi står her og snakker, men i virkeligheden kniber det somme tider, fordi det ikke er gratis at være foregangsland.

Jeg vil også godt lidt fastholde de problemer, vi har været i. Det er efter min mening en skandale, der har været det sidste halvandet år med bogføringen og den økonomiske administration i Nordisk Ministerråd og i Kulturfonden. Det er et sort kapitel, som vi forhåbentlig aldrig nogen sinde kommer tilbage til. Det startede med en meget barsk rapport fra Rigsrevisionen, og så er det ellers rullet, og vi har ikke engang helt overblik over tingene endnu, men det får vi forhåbentlig.

Vi har også store problemer med at få økonomien til at hænge sammen. Når et næsten enigt præsidium siger til ministrene, at de ikke vil stemme for budgettet for 2022, så er det alvorligt. Det er i hvert fald ikke sket, mens jeg har været med de sidste 10 år, og det er et signal til ministrene, som jeg synes de er meget, meget fodslæbende med at reagere på. Jeg glæder mig til at høre på næste præsidiemøde, hvor langt man er kommet i præsidentskabet med at få løst det problem.

Når vi har besluttet, at der er to store områder, vi skal arbejde med, kultursamarbejdet og klimaet, så kan det ikke gøres gratis. Så derfor er beskeden til ministrene: Send flere penge! Vi kan ikke købe en Tesla, når vi kun har penge til en brugt Skoda. I er nødt til at forstå, at der skal penge på bordet, hvis vi skal levere noget på det her område, og det er overskuelige penge. Selv under en coronakrise er der tjent ufattelig mange penge i vores samfund i Norden, fordi man har formået at opretholde meget, meget store aktiviteter i alle sektorer. Så derfor er det jo ikke et problem. Vi er ikke i krise i vores samfund i den forstand.

Så er jeg rigtig glad ved den gennemgang og den opbygning, redegørelsen har den her gang, hvor man tager de enkelte ministerråd et for et. Jeg er dog lidt skuffet, og nu vil jeg endda undlade at læse det op, men der er seks linjer om samarbejdet på transportområdet – seks linjer! Og jeg tror, at hvis jeg var dansklærer, ville jeg sige: Denne stil er ganske uden indhold, men med alt for mange ord om ingenting. Det er altså for tyndt. Det kan gøres meget bedre, selv om vi ikke har et ministerråd for transport.

Det er et af de væsentligste områder. Det er der, hvor vi virkelig kan gøre noget for klimaet. Vi har om snakket nattog, vi har snakket om, at vi skal have et meget bedre samarbejde, vi har snakket om transport på skinner, vi har snakket om ellastbiler osv. osv. Det er virkelig et område, hvor vi kan tjene noget og gøre fælles nytte, fordi vi har en industri, der kan bygge de her lastbiler, og endda et land, der kan bygge togene og har tilbudt at etablere nattogsforbindelserne igennem hele Norden og ned i Europa.

Jeg synes, at vi skal se at få det der ministerråd på plads. Der er enighed om det i Nordisk Råd, og vi har sagt det flere gange til ministrene. Jeg ved ikke – måske skal vi tilbage til dengang, man brugte hørerør, for så kunne vi levere sådan et til hver af ministrene, og så kunne vi råbe lige så højt, vi kan, og så kunne det da være, at det – undskyld sproget – kunne fise lidt ind.

Jeg er glad ved, at det nordiske arbejdsmarked er i fokus i en række spørgsmål. Der skal laves en konference om arbejdstilsynet, og jeg mener jo, at der er rigtig mange penge at tjene på et godt arbejdsmiljø, både for dem, det handler om, men også for samfundet som helhed. Jeg vil gerne opfordre til at invitere Nordisk Råds folk med. Vi beriger jer meget, meget gerne med vores erfaringer, og jeg tror, der findes rigtig mange erfaringer blandt de folk i Nordisk Råd, der har været tæt på arbejdspladser. På den måde kan vi måske kan tage lidt med fra den del af virkeligheden, hvor vi færdes. Så tror jeg også, vi kan komme lidt videre med ikke kun at snakke om arbejdstilsyn, men også at snakke bredt om social dumping og forebyggende arbejdsmiljøarbejde.

Vi har også råbt op om kriminalitet i byggeriet, og det er på baggrund af, at en række nordiske fagforeninger siger, at der rent faktisk er kriminelle organisationer, der går ind og udfører opgaverne og er arbejdsgivere for de ansatte, der skal lave arbejdet, og at det skal stoppes, og at vi skal have meget mere gang i det.

Ud over det er der planlagt en indsats på lgbti-området vedrørende vold og hadforbrydelser, og det synes jeg er rigtig, rigtig godt. Og så vil jeg minde om, at vi jo slet ikke er på plads med Nordisk Journalistcenter endnu. Det er stadig væk i fare. Det er muligt, at der er nogle småpenge på vej, men det ikke det beløb, som skal til, for at Nordisk Journalistcenter kan overleve. Det er en lille ting, men det er en vigtig ting, fordi vi netop rækker ud til de baltiske lande og også til dem i Rusland, som ikke har så gode ytringsmuligheder. Jeg synes, det er enormt stærkt, at vi kan gøre det, og det hører sig også til og er et udtryk for ordentlighed, at vi som et land i Norden gør det.

Så vil jeg gerne komme med en lille markering. Jeg synes, det er trist, at man skal læse så mange sider, hvor det hele handler om ministrene og ministerrådet. Der levnes ikke meget plads til Nordisk Råd, og jeg synes faktisk, at Nordisk Råd har en enormt central placering. Hvad skulle ministrene dog gøre, hvis ikke de fik alle de gode idéer og forslag og beslutninger, som vi har tygget igennem i tidens løb? Så ville de da være ringe kørende, for så ville det blive sådan, som der står i nogle af afsnittene: Der er aftalt en konference, der er lavet en udtalelse, og vi overvejer nogle møder med erfaringsudveksling og sådan nogle ting. Det er jo lidt løst, og der kan vi jo meget mere konkret gå ind og sige: Her er et forslag om antibiotikaresistens; her er et forslag om nattog i Europa; her er et forslag om det ene, det andet og det tredje. Det synes jeg ministrene skulle sætte lidt mere pris på og så inddrage os noget mere, end der er levnet plads til her.

Så vil jeg gerne opfordre til, at vi næste år, hvis vi skal gennemføre den her debat i tre runder, skal prioritere politisk og ikke prioritere på den måde, hvor man først taler bredt om emnet og derefter taler om grænsehindringer og forsvar. Prøv lige at tænke på, at vi lever i en tid, hvor kulturen og klimaet i Norden fylder rigtig meget. Hvis denne debat skal deles op i tre, så er det da efter min mening kultur og klima, der skal have de to andre pladser, eller også skal vi finde en helt anden form – jeg ved det ikke.

Men tak for ordet. Jeg håber, at det også kunne bidrage lidt til debatten.

Tak til Enhedslistens ordfører. Ved at kigge rundt i salen kan jeg konstatere, at alle ordførerne fra de seks partier, der er til stede, ud af Folketingets mere end seks partier, har haft ordet, og derfor kan jeg allerede nu give ordet til ministeren for nordisk samarbejde.

Denne morgen vågnede jeg og tænkte: Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal diskutere det nordiske samarbejde. Den første nyhed, der mødte mig, var et telegram, der chokerede mig. Med forfærdelse registrerede jeg ligesom alle her i lokalet den forfærdelige hændelse i Kongsberg. Jeg har hele dagen været præget af det, og det er klart, at mine tanker og min medfølelse øjeblikkelig gik til ofrene og alle, der er berørte. Vi ved også her i vores parlament, hvad det betyder, når et land bliver ramt på den måde.

Jeg er rigtig glad for, at vi her i dag bruger tiden på, har den politiske drøftelse af og har den store åbenhed omkring, hvordan det er, vi ønsker at forvalte det nordiske samarbejde, forsvare det og videreudvikle det. Og jeg vil gerne takke alle ordførere for alle bemærkninger. Det er jo et spørgsmål om, at jeg som minister på området tager det her videre til det, der er ministrenes videre nordiske drøftelser i udmøntningen og tankerne omkring den vision, der er sat op. Jeg vil gerne takke alle ordførere, også dem, der ikke har mulighed for at være til stede i dag, for en for mig at se virkelig god løbende snak, dialog og drøftelse om det nordiske samarbejde.

Jeg ved, at I, der sidder i delegationen til Nordisk Råd, lægger rigtig meget væsentlighed, energi og vigtighed i arbejdet. Det vil jeg gerne takke jer for, og jeg synes jo lige nøjagtig, at rigtig mange af jeres kommentarer her i dag i forbindelse med redegørelsen også afspejler, at I har dybe diskussioner om, hvordan vi gør, hvordan vi bedst gør det. Jeg er meget enig med dem af jer, der har sagt, at vi i det forum skal have den åbne drøftelse og debat, for det er jo det, vi kan i den nordiske sammenhæng, fordi der næsten ikke er forskel på vores kulturer. Vi forstår hinandens ironi, hinandens væsentlighed,og vi forstår betoningen, når vi siger tingene.

Jeg prioriterer dialogen med Nordisk Råd rigtig højt. Jeg gav udtryk for det, straks da satte mig i ministerstolen, og straks kunne jeg også mærke fra jeres side, hvad det er, der er behov for. Jeg ved også, at der er ting, I kritiserer. Det gør I også her fra talerstolen i dag, og jeg håber vitterlig, at vi sammen vil kunne nå frem til forbedringer fremadrettet. I øjeblikket står vi og har budgetdrøftelser, som er vanskelige. Der er mange prioriteringer: det grønne, kulturen, undervisning, arbejdsmarkedet. Ja, listen er virkelig lang. Vi er jo alle sammen ansvarlige, og vi ved også godt, at midlerne skal bruges bedst muligt inden for det, der er den nuværende ramme. Og det, der er rammen, er visionen, som flere af jer har været inde på: den handlingsplan, der blev vedtaget sidste år. Da jeg så den første gang, tænkte jeg: Hold da op, hvor er det et fantastisk grundlag at arbejde videre på i nordisk sammenhæng.

Vi skal skabe konkrete resultater i Norden, og den sætning, som flere af jer har fremhævet, og som jeg synes er, om man kan sige det, mantraet for det, vi vil, er, at vi vil være den mest bæredygtige og den bedst integrerede region af alle. Der er rigtig mange, der møder mig, også eksterne fra erhvervslivet, som siger: Ja, det har vi også som region muligheden for. Det gælder også i forhold til de mange unge, som jeg heldigvis også arbejder sammen med i forbindelse med det nordiske. Jeg kan også se nu, at der er rigtig mange, der gerne vil stille op og blive ungdomsdelegater i forhold til det nordiske samarbejde, og det glæder mig rigtig meget. Og jeg er så glad for, at der i handlingsplanen er lagt en vægtning og prioritering i forhold til både fokus, men også inddragelse af både civilsamfund, men i høj grad også de unge.

Og ja, så har pandemien ramt. Den har ramt hårdt. De nordiske lande har handlet. Vi har handlet individuelt. Og det har haft alvorlige konsekvenser. Men vi står, hvor jeg tror og håber at den intention, vi har om at være mest bæredygtige og mest integrerede, også gør, at vi nu skal ofre energien og opmærksomheden på at få evalueret og få trukket læring ud af det, der har været vores situation gennem hele pandemien.

Der har været ting, der har været dårlige, og hvor konsekvenserne ikke har været vurderet tilstrækkelig bredt og tilstrækkelig grundigt på forhånd. Men jeg vil også sige, at jeg med baggrund i pandemien har oplevet, at vi har stået sammen. Det har jeg med ministerkolleger. Vi har haft en alvor trukket op i vores samarbejde, som også har gjort, at vi har forstået hinanden og vi har forstået vores ansvar som ministre i forhold til at afværge konsekvenserne eller finde løsninger på dem. Så det har ikke kun været skidt. Men jeg vil sige, at vi skal lære meget mere end det, vi allerede har givet udtryk for at vi har lært.

Vi tog fra dansk side et initiativ. Jeg tror, at det var min idé, fordi jeg selv i sin tid havde været med til at give oplysninger ind til en nordisk rapportør. Så sagde jeg: Jamen er det ikke et princip, vi skal prøve at genoplive igen og få en rapportør? Det blev så Jan-Erik Enestam, der blev sat i spidsen for at prøve at finde ud af, hvad det er for anbefalinger, vi umiddelbart vil kunne trække ud af pandemien, i forhold til hvordan vi kan styrke det nordiske samarbejde, når – det er jo ikke hvis – vi igen kommer i en kritisk situation, som kommer til at påvirke de nordiske lande på tværs af landegrænser. Jeg ser virkelig frem til, at vi får den første drøftelse af Enestams anbefalinger, når vi når frem til Nordisk Råds session i november måned.

Jeg har også her fra talerstolen et enormt behov for at fremhæve det gode samarbejde, vi har haft med Grønland og Færøerne. Vi har under formandskabet forstået, hvordan vi kan tale tæt sammen, og vi kan forberede os sammen, forud for at vi har ministerrådsmøder. Jeg kan mærke, at det er til gensidig stor glæde, og det er med gode resultater til følge. Vi har også opnået resultater i forhold til forvaltningsorganet for en pulje under det arktiske program, som flytter til Grønland.

Og så er der den store udfordring, som flere af jer har været inde på, nemlig økonomiadministrationen. Det har været en hård nød at se på. Vi er ikke færdige med den endnu. Jeg vil takke alle for at have involveret sig godt i det, og jeg vil også her fra talerstolen sige, at hvor har jeg dog som minister har været glad for, at vi har haft den danske Rigsrevision, som har fulgt, og som stadig følger økonomiadministrationen. Det slår lidt særlig hårdt her i landet, når vi nu har økonomiadministrationen placeret lige herovre på Højbro Plads. Og derfor endnu en gang en stor tak til Rigsrevisionen for deres arbejde.

Vi må sige, at der er en alvorlig kritik, og den skal der selvfølgelig følges op på. Det har jeg sagt til mig selv og til mit ministerium, og jeg vil også gerne takke ministeriet, for der har der været en entydig fokusering på, at vi skulle finde løsninger her, og at tiden ikke måtte misbruges, også fordi lige nøjagtig rod i administrationen og økonomien jo slet ikke passer til en nordisk kultur. Så vi kommer til at følge op på det, og jeg håber, at vi finder en helt anden god gænge hurtigt.

Jeg glæder mig rigtig meget til november måned, for det bliver stort, når vi skal lægge hus og lokaler til Nordisk Råds session, og jeg vil også sige til alle, der sidder med forberedelsen af det, at jeg vil ønske jer held og lykke med det arbejde, for jeg tror, at det, at vi får sat en god ramme og en god stemning omkring det, kommer til at betyde meget for vores udførelse af det.

Jeg har sagt, at den handlingsplan, vi vedtog sidste år, har de rigtige fokuspunkter. Den har de rigtige værdier i sig. Og jeg håber og tror også på, at vi, når vi nu har sluppet pandemien så godt, som vi har i Norden, så også kommer til vitterlig at kunne bruge energien på at få fulgt op på de gode spor, handlingsplanen lægger frem.

Jeg har tidligere givet udtryk for – det gør jeg også gerne her i dag – at et ministerråd i forhold til transport, som flere af jer har været inde på, med danske øjne giver rigtig god mening. Det kommer vi til at diskutere yderligere. Og jeg er også enig med dem, der i ordførerkredsen har givet udtryk for, at vi jo lige nøjagtig skal samarbejde om erfaringerne, også fra Nordisk Råd og ind i Nordisk Ministerråd. Og det der med, at man får prioriteret sager og får argumenteret for, hvorfor det er godt, ja, det skal vi naturligvis gøre, og det synes jeg også vi gør.

Nu ved jeg, at pandemien har taget rigtig meget energi, men vi skal selvfølgelig have en stor lydhørhed i ministerrådet, i forhold til hvad I drøfter og kommer med forslag til i Nordisk Råd.

Så er der det begreb, som jeg i og for sig på mange måder godt kan lide, fordi det gør, at man skal tænke lidt bag om det, og det er det, hr. Bertel Haarder bringer frem, nemlig småstatsmentalitet. Jeg tror, at alle vi, der er engageret i det nordiske samarbejde, lige nøjagtig her skal se bag om det, og så skal vi prøve at kalkulere og lægge sammen, og så skal vi prøve at se, hvilken værdi det kunne have, hvis vi fik en endnu bedre integrering af de nordiske lande.

På mit andet ministerområde, som er udviklingssamarbejdet, oplever jeg jo, altså hele tiden, og så også igen, hvordan det har effekt, når nordiske lande taler sammen og gentager det, det ene land har sagt, og bringer det ind i de store sammenhænge, eksempelvis i FN eller i Verdensbanken. Jeg kan mærke, hvilken effekt det har der, og i hvor høj grad der bliver lyttet.

Der er også billedet af, hvordan det stod til og står til i de baltiske lande. Det er ikke mange dage siden – en uge siden lige nøjagtig, tror jeg – at jeg var i Litauen. Og når man er i de baltiske lande, fornemmer man deres meget store fokusering mod de nordiske lande. Jeg var der, i anledning af at det var hundredåret for det litauisk-danske diplomatiske samarbejde. Det blev markeret, og det var af stor væsentlighed i Litauen.

Har vi tabt troværdighed i forhold til nordisk samarbejde i forbindelse med pandemien? Det tror jeg faktisk ikke vi har. Det er ikke mit billede, men vi er blevet rusket i. Vi har fundet ud af, at vi måske ikke har været rettidige. Og jeg må sige, at der bliver høstet mange erfaringer, og nogle af de bedste erfaringer, jeg har høstet, har jeg høstet på et meget, meget personligt niveau i forhold til mine nordiske ministerkollegaer. Derfor er det i hvert fald en læring hos mig, og det vil jeg håbe efterfølgende regeringer også tager til sig, nemlig det at have nordiske ministres telefonnumre kodet ind på sin mobiltelefon, og at man kan komme i kontakt med hinanden i løbet af et splitsekund, så man kan forklare eller afdramatisere eller spørge til råds, for det tror jeg er af stor, stor væsentlighed. Vi skal tage ved lære af pandemien, det skal vi virkelig.

Der blev også sagt af en af jer gode ordførere, at man skal gå til hinanden. Det skal vi her i den her debat, det skal vi i vores daglige møde og i vores daglige diskussion omkring det nordiske samarbejde, og det skal I også i Nordisk Råd. Det vil jeg ønske jer held og lykke med.

Er der paradokser, og er vi for lidt strategiske i det nordiske samarbejde? Ja, det er vi nok. Men verden forandrer sig, og jeg tror, at den forandring i højere og højere grad tilsiger, at vi også i Nordisk Ministerråds sammenhæng og i Nordisk Råds sammenhæng ved, hvilke dagsordener der bliver mere og mere vigtige for os, og dem skal vi naturligvis fokusere på.

Tak for alle bidrag til redegørelsesdebatten her, og nu er der tid til spørgsmål. Tak.

Det er korrekt. Tak til ministeren. Der er en enkelt, der har trykket sig ind, og det er hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Jeg er enig i den der tanke om småstatsmentalitet, og vi kunne gøre rigtig meget fælles f.eks. i Arktis, men vi oplever tit, at regeringen siger: Nej, vi skal prøve lige at kigge på USA, inden vi gør noget. Og USA, Rusland og Kina har en rivalisering i gang om, hvem der skal bestemme, og der kunne det være Norden. Vi har de bedste principper, og vi har Ilulissaterklæringen, så der kunne vi jo gå foran.

Det andet, jeg vil spørge om, er om Færøerne, som ved flere lejligheder har bedt om at blive fuldgyldigt medlem af Nordisk Råd. Nu prøver man jo inden for rigsfællesskabet at finde løsninger rundtom, så de også skal blande sig i udenrigspolitik osv., selv om det så formelt set ikke er muligt, og det var i hvert fald slet ikke muligt for 10 år siden. Kunne vi ikke finde en smutvej, så vi kunne sige til Færøerne og Grønland, at selvfølgelig kan I være selvstændige medlemmer af Nordisk Råd, selv om I så ikke har fuld national selvstændighed endnu?

Ministeren.

Mange tak til hr. Christian Juhl for spørgsmålene. Jeg afsluttede egentlig min kommentar med at sige, at jeg tror, at vi i det nordiske samarbejde bliver mere og mere kloge på, hvordan verden forandrer sig, og hvad der bliver væsentligt. Det skal egentlig stadig væk være mit svar, også på hr. Christian Juhls første spørgsmål i forhold til stormagterne. For jeg oplever, at vi både her i Folketingssalen nationalt, men også i de samarbejdsfora, vi har, også i nordisk sammenhæng, bliver mere og mere opmærksomme på de geopolitiske forhold, som presser, og hvor Arktis afføder en stor interesse. Jeg er faktisk rigtig glad for, at hr. Christian Juhl nævner Ilulissataftalen, for det vedrørende lavspænding må og skal være af største interesse også i fremtiden.

I forhold til det færøske ønske om at komme tættere på og få en selvstændig rolle og medlemskab af Nordisk Ministerråd må jeg blot sige, at det er vi godt nok vendt tilbage til rigtig mange gange. Og når hr. Christian Juhl spørger, om der er en smutvej uden om grundloven og Helsingforstraktaten, så må jeg blot sige, at den smutvej tror jeg ikke findes. Det er selvfølgelig ærgerligt. Det siger selvfølgelig, at der er andre ting, og her må vi gribe muligheden for at forsøge at finde nogle andre muligheder for at få styrket rollen for Færøerne i den nordiske sammenhæng.

Hr. Christian Juhl.

Nu tror jeg ikke, at vi behøver at være bange for grundloven. Grundloven har vi jo diskuteret så mange gange, og der er jo god elastik i den, så der er jeg ikke bange for det. Men det er sådan set grundlaget for Nordisk Råd, som vi skal kigge på, og det er derfor, jeg synes, at vi skulle prøve at genoverveje det, for det kunne også være, at der var elastik i det, når vi ser, at vi har brug for så mange som muligt til at være med.

Hr. Bertel Haarder sagde i sin tale, at vi altid skal tænke nordisk, bl.a. fordi det er svært at tænke EU i alle spørgsmål. Det er også det, jeg appellerer til. Jeg tror ikke, at vi i dag skal beslutte, at vi skal have en nordisk union – og da slet ikke den model, som Margrethe I lagde op til, men vi skal have et stærkere samarbejde, og en nordisk union kunne godt være en vision på længere sigt, når nu verden forandrer sig så meget som nu. Det er derfor, at jeg også siger det med USA og stormagtsrivaliseringen. For det er ulideligt at se på, når vi har en mulighed for at være stormagt sammen på en anden måde.

Ministeren.

Tak til hr. Christian Juhl. Jeg vil egentlig rette blikket op på tilhørerrækkerne. Der sidder rigtig mange unge mennesker i øjeblikket, og det, vi diskuterer, er det nordiske samarbejde. Jeg vil appellere til jer, netop som hr. Christian Juhl siger, for der er kommet en fantastisk ny, stor film, som handler om det nordiske samarbejde tilbage i middelalderen. Jeg ville ønske, at den blev fast pensum, for den vil give rigtig meget forståelse for, hvordan Norden har udviklet sig, og hvad Norden står på i dag. Så måske skal I gå i biografen i aften og se den, mens det stadig væk er en ny storfilm, faktisk den dyreste danske film, der nogen sinde er produceret, med støtte fra de nordiske lande.

Tak til ministeren. Jeg betragter det som en invitation. Jeg tror, at ministeren har inviteret i biografen; det kunne være.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren på det her punkt, og derfor kan vi gå til det næste punkt på dagsordenen.