Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Forhandling om redegørelse nr. R 1:

Statsministerens redegørelse i henhold til grundlovens § 38.

(Anmeldelse 05.10.2021. Redegørelse givet 05.10.2021. Meddelelse om forhandling 05.10.2021).

Jeg skal gøre opmærksom på, at vi har en lang, hård dag foran os. Det er sådan, at debatten foregår på den måde, at ordførerne har 10 minutter, og derefter er der 45 minutter til korte bemærkninger.

Vi begynder med ordføreren for Socialdemokratiet, hr. Christian Rabjerg Madsen.

Nu skal vi have lidt ro i salen, også på ministerrækkerne. Tak for det.

Værsgo, hr. Christian Rabjerg Madsen.

Tak for det. Kina har meddelt verden, at deres CO2-udledning skal toppe i 2030, at de vil være klimaneutrale i 2060. Airbus, der er verdens største flyproducent har meddelt, at alle deres mellemdistancefly skal flyve på elektrofuels i 2035. Mærsk, som er dansk, men som også er verdens største containerrederi, vil investere 9 mia. kr. i otte nye kæmpeskibe, der kan sejle på grøn metanol. I Danmark er det sandsynligt, at vi allerede i næste måned vil krydse den grønne målstreg, der handler om, at der bliver solgt flere nye grønne biler, end der bliver solgt nye sorte biler. På verdensplan blandt verdens største virksomheder er bevægelsen i gang. De tektoniske plader rykker på sig. Det går fortsat ikke hurtigt nok, men bevægelsen er entydig, bevægelsen er grøn.

Danmarks CO2-udledning udgør ca. 0,1 pct. eller 1 promille af hele verdens udledning. Helt isoleret set og i et globalt klimaperspektiv svarer det danske reduktionsbidrag derfor til, at vi forsøger at slukke en californisk skovbrand med min datters legetøjsvandkande – medmindre vores teknologiske fremskridt, vores knowhow, vores grønne politiske beslutninger eksporteres og dermed sætter det grønne tempo op ude i verden, så den bevægelse, der er startet, kommer højere op i gear.

Indien, der i 2028 overhaler Kina som den mest folkerige nation i verden, har indgået et vidtrækkende strategisk grønt partnerskab med Danmark – et partnerskab, der vil placere os i en særposition i forhold til at levere de grønne løsninger, som Indien efterspørger, og som hele verden efterspørger. Det er et fremragende eksempel på, at dansk internationalt lederskab rykker den globale grønne omstilling meget længere, end vores ene promille udledning af CO2 selv kan rykke. Det er et eksempel på, at vores grønne omstilling giver os en stærkere stemme i verdenssamfundet. Det er et eksempel på, at vi gør en grøn global forskel. Vi har med vores beslutninger vist, at vi med den grønne omstilling kan skabe vækst, nye grønne arbejdspladser, kan åbne nye eksporteventyr og i det hele taget gøre Danmark både rigere og stærkere og dermed fremtidssikre vores velfærdssamfund, samtidig med at vi gennemfører den grønne omstilling, at vi kan gennemføre den grønne omstilling uden at sætte den sociale sammenhængskraft over styr, uden at udhule velfærden, uden at vi får gule veste på Slotspladsen.

Det haster med den grønne omstilling. Vi behøver ikke længere kigge ned i lange i IPCC-rapporter for at forstå klimaforandringerne. Vi kan kigge ud ad vinduet. Scenarierne er blevet til virkelighed. Ofte rammes mennesker langt væk. I sommer ramte konsekvenserne af klimaforandringerne uhyggelig tæt på med oversvømmelserne i Tyskland og Belgien. Uanset hvor konsekvenserne rammer, er det en tragedie hver eneste gang. Jeg tror, man kan konkludere, at det forhold, at Danmark går forrest i den grønne omstilling, formentlig er vores vigtigste bidrag til resten af kloden i vores generation.

Hvis vi i de kommende år skal fastholde og udbygge vores position som en grøn stormagt, kræver det selvfølgelig investeringer. Der findes ingen grøn omstilling uden dygtige faglærte, der findes ingen grøn omstilling uden elektrikere, der findes ingen grøn omstilling uden ingeniører, præcis ligesom der ingen grønne kvantespring bliver, hvis ikke erhvervslivet investerer massivt i ny grøn teknologi. Det er derfor, at regeringen med reformprogrammet »Danmark kan mere I« har foreslået at fastholde og permanentgøre forsknings- og udviklingsfradraget på 130 pct. samt at investere 1 mio. kr. yderligere i den grønne omstilling.

Derfor har vi med afskaffelsen af omprioriteringsbidraget og uddannelsesloftet sammen med betydelige investeringer løftet undervisnings- og uddannelsesområdet med mere end 4 mia. kr. – en investering, der kan hæves til 7 mia. kr., hvis et flertal herinde tager ansvar og gennemfører og vedtager reformprogrammet »Danmark kan mere I«. Med andre ord er det et massivt løft af danskernes kompetencer, og dermed er det også en investering i fremtidens vækst, i fremtidens arbejdspladser og i den grønne omstilling.

Politik gør en forskel. Det har vi vist på klimaområdet, og det har vi også bevist på de helt store velfærdsområder. I Socialdemokratiet sagde vi klart til danskerne, at vi ville prioritere velfærden, og det har vi gjort fra dag et. Vi har investeret i vores sundhed med 1.000 flere sygeplejersker, så der bliver mere tid til omsorg for den enkelte; vi har prioriteret 600 mio. kr. til psykiatrien; de mindste børn får mere omsorg i daginstitutionerne med minimumsnormeringer; skolebørnene får flere lærere med investeringer i folkeskolen på 800 mio. kr.; og vores ældre medborgere vil opleve en bedre og mere værdig alderdom med de ekstra 0,5 mio. kr., vi har afsat til området.

Derudover kan man lægge til, at vi har lavet tre økonomiaftaler med kommuner og regioner. Det er tre aftaler, der tilsammen løfter velfærden mere, end de ti forudgående formåede det. Vi vil skabe tryghed om vores velfærd. Vi vil holde hånden under velfærden, sætte en prop i de evige besparelser og lægge en bund ved lov – en velfærdslov. Det er en velfærdslov, hvor vi garanterer, at der som minimum skal være lige så mange penge, som der er i dag, til velfærd for den enkelte, når der i fremtiden heldigvis kommer flere ældre og flere børn.

Det er, synes jeg, opsigtsvækkende, at det store oppositionsparti Venstre nu ikke længere er med på det, og at de har pakket deres velfærdsløfte fra valgkampen sammen. Tænk, at der nu skal ultimative krav til, før man er klar til blot at lægge en bund under velfærden.

Vi skal jo ikke bilde nogen ind, at det flyder med mælk og honning i den offentlige sektor, og at alle problemerne er løst, så langtfra. Mange af vores medarbejdere ude i den nære velfærd løber fortsat for stærkt. Der er for lidt tid til barnet, til patienten og til beboeren – til danskeren. Der er stadig for mange steder i landet, hvor der er for langt til behandling. Der er stadig for mange steder i Danmark, hvor det er vanskeligt at få en læge. Der er stadig for mange steder i landet, hvor der er for langt til uddannelserne. Men vi er i gang. Vi er i gang, og der er stadig meget, vi gerne vil. Velfærden skal styrkes, og den skal sættes fri af bureaukrati.

Vi har af og til herinde diskussionen med hinanden om, hvordan det nu går med folkestyret. Er der for meget ævl og kævl, kan vi arbejde sammen, eller går der Christiansborg i den? Jeg har aldrig været mere optimistisk på folkestyrets vegne, end jeg er i dag. Vi har sammen klaret coronakrisen. 91 ud af de 94 aftaler, vi lavede under corona – aftaler, der sikrede, at vi kom godt igennem krisen, både sundhedsmæssigt og økonomisk – er lavet bredt hen over midten. Sent mandag aften, mindre end et døgn inden statsministeren holdt sin åbningstale, landede vi en gennemgribende og ambitiøs aftale om en grøn omstilling af landbruget. Jeg læste i den forbindelse, at en af vores tidligere kollegaer hr. Kristian Jensen citerede sin ministersekretær for at sige, at det eneste, der kræves, for at en politiker erklærer en aftale for historisk, er, at pågældende selv er med i den. Alligevel vil jeg ikke tøve et eneste sekund med at kalde en aftale mellem næsten alle Folketingets partier, der viser vejen til, hvordan dansk landbrug kan reducere sin udledning med op til 7,4 mio. t CO2, for, ja, historisk. Det var historisk. Vi viste den aften sammen folkestyret fra sin allerbedste side.

Jeg tror, at vejen til mindre politikerlede i Danmark går over mange flere aftener som den i mandags. Tak for ordet.

Så vil jeg gerne læse en vedtagelsestekst op. På vegne af partierne Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne skal jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at det går godt for dansk økonomi, og at der er styr på de offentlige finanser.

Der skal i den kommende folketingssamling føres en ansvarlig og socialt retfærdig økonomisk politik, som får flere mennesker i arbejde, som ikke sætter opsvinget over styr, og som udvikler Danmark i en grønnere og mere retfærdig retning. Det kræver investeringer i uddannelse, arbejdspladser, den grønne omstilling, øget beskæftigelse og velfærd.

Samtidig skal der arbejdes for at mindske den økonomiske ulighed og bekæmpe børnefattigdom.

Folketinget vil allerede i den kommende samling vedtage nye og vigtige skridt, der skal bringe Danmark endnu tættere på forpligtelsen til at nedbringe drivhusgasudledningen med 50-54 pct. allerede i 2025 og med 70 pct. i 2030.

Partierne udtrykker tilfredshed med det brede samarbejde, der har præget håndteringen af coronakrisen, og bestræber sig på at fortsætte det konstruktive samarbejde.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 1).

Tak for det. Det vil nu indgå i den videre debat.

Vi har nu 45 minutter til korte bemærkninger, og vi starter med fru Sophie Løhde, Venstre. Værsgo.

Jeg vil sige tusind tak for en fin tale fra ordføreren, om end jeg også må glæde ordføreren med, at Venstre jo ikke har pakket noget velfærdsløfte sammen – det står vi ved. Vi mener bare i modsætning til Socialdemokratiet, at pengene skal tjenes, før de kan bruges. Men det ved vi jo er frygtelig borgerligt og gammeldags, hvis man spørger landets statsminister og bekymrer sig om, hvor pengene skal komme fra.

I den forbindelse kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre den socialdemokratiske ordfører, om det ifølge Socialdemokratiet er udtryk for at være erhvervsvenlig, at en regering hæver skatter og afgifter og gebyrer med mere end 12 mia. kr., at man trækker mere end 10.000 mennesker ud af arbejdsmarkedet og i øvrigt pålægger erhvervslivet nye byrder. Er det erhvervsvenligt set med den socialdemokratiske ordførers øjne?

Ordføreren, værsgo.

Det er altså interessant at høre Venstre her. I valgkampen var der ingen grænser – der var Venstre klar med pengene; det var klar tale, et klart løfte til danskerne. Nu kommer der så pludselig her, hvor snorene skal klippes og vi skal til at levere på det velfærdsløfte, som I var med til at give danskerne, alle mulige ultimative krav, som I ved at der ikke er opbakning til. Der er jo ikke engang opbakning i blå blok til det rigide skattestop, som sætter Venstre uden for politiaftalen og andre vigtige aftaler. Der er jo ikke opbakning. I øvrigt var Venstre selv imod det forslag om en velstandslov, som Nye Borgerlige fremsatte i april.

Så man må bare sige, at da danskerne spurgte, var meldingen, at Venstre var klar til at holde hånden under velfærden, men når vi skal levere på det, kan man ikke se Venstre for bare skosåler. Det er et kæmpe svigt – et kæmpe svigt.

Fru Sophie Løhde.

Nu ved jeg godt, at det er første gang, ordføreren er her som politisk ordfører, ovenikøbet som vikarierende politisk ordfører, men jeg stillede rent faktisk også et spørgsmål, og så kunne det jo være rart også at få et svar på det. Men jeg er helt med på, at man i Socialdemokratiet synes, det er borgerligt og gammeldags at stå på, at pengene skal tjenes, før de kan bruges. Men det er vi sådan set stolte af i Venstre, og derfor er det selvfølgelig også vores udgangspunkt, når vi skal sikre pengene til børn, til ældre, til vores sundhedsvæsen – de skal jo være tjent, før man kan love nogen, at de så også kommer.

Men nu prøver jeg lige at stille mit spørgsmål en gang til: Er det ifølge Socialdemokratiet udtryk for en erhvervsvenlig politik at hæve skatter, afgifter og gebyrer med mere end 12 mia. kr. og trække 10.000 mennesker ud af arbejdsmarkedet? Er det erhvervsvenligt – ja eller nej?

Så får vi et svar. Værsgo til ordføreren.

Vi er fuldstændig klar til at føre en økonomisk politik, der sikrer, at vi er i stand til at finansiere vores velfærdssamfund. Det har vi bevist under coronakrisen. Vi har et af de laveste gældsniveauer i verden; økonomien buldrer derudad takket være den økonomiske politik, som Socialdemokratiet har ført – heldigvis i mange tilfælde sammen med brede flertal. Så vi er klar til at finansiere velfærden. Og vi er jo i øjeblikket i gang med et vigtigt reformspor, hvor vi skal forhandle om at fremtidssikre velfærden.

Men så vil jeg sige, at mange af de afgiftsændringer, der er lavet, er lavet sammen med Venstre og Konservative. Og vi er glade for, at vi eksempelvis med cigaretprisstigningen får flere unge til at undlade at ryge.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tidligere på året sagde statsministeren følgende:

»Undskyld, men en gang imellem lyder spørgsmålene omkring IS, som om det er mennesker, der har været på ferie. Altså, det er folk, der har tilsluttet sig Islamisk Stat, kalifatet, måske har været involveret i væbnet modstand mod den demokratiske verden – herunder Danmark. De har vendt Danmark ryggen. Og de har intet at gøre i Danmark mere.«

Altså: De har intet at gøre i Danmark mere. Hvordan har ordføreren det med, at ordførerens parti nu alligevel, på trods af at de her mennesker intet har at gøre i Danmark mere, aktivt har hentet dem fra Syrien til Danmark, altså de mennesker, der har vendt Danmark ryggen, dem, der ikke har noget som helst at gøre i Danmark mere?

Ordføreren.

Jeg er en til en enig med statsministeren i, at de her mennesker har vendt Danmark ryggen. Jeg har svært ved på talerstolen i dag at finde ord for min afsky i forhold til de mennesker. Det er mennesker, som har udsat kurdere, yazidikvinder, de væbnede styrker fra Vesten for de værst tænkelige forbrydelser. Jeg savner ord for at kunne beskrive min afsky for de mennesker.

Men vi nedsatte jo i et bredt samarbejde her i Folketinget og sammen med flere borgerlige partier en taskforce, som skulle se på, hvad vi kunne gøre for at hjælpe de børn, som er kommet i klemme, fordi de her fremmedkrigere har opført sig så fuldstændig ufatteligt og har tilsluttet sig en terrorbevægelse. Og i forbindelse med at vi nedsatte den taskforce, spurgte vi PET: Hvad er egentlig det mest fornuftige at gøre i forhold til rigets sikkerhed? Og det er jo derfor, vi er endt på at sige, at i forhold til alle de mennesker, hvor vi kan tage statsborgerskabet fra dem, fordi de har dobbelt statsborgerskab, gør vi det. Men hvad angår den gruppe, som kun har dansk statsborgerskab, var meldingen fra PET, at det bedste, vi kunne gøre i forhold til dansk sikkerhed, var at tage dem hjem. Og det er derfor, at vi har gjort, som vi har gjort; det var det ansvarlige at gøre.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Ja, nu er der jo faktisk en af de tre kvinder, som er blevet hentet til Danmark, der har dobbelt statsborgerskab. Så hvordan vil ordføreren forklare, at man tager en person til Danmark, som har dobbelt statsborgerskab og ikke har fået frataget det danske, sådan at vedkommende ikke skulle hertil? Man har jo også taget en person med hertil, som har dobbelt statsborgerskab.

Mit andet spørgsmål er: Vil ordføreren sikre, at de her børn nu bliver fjernet fra de her mødre? Hvis vi er enige om, at de her mødre har tilsluttet sig et regime, som er så bestialsk, at de i virkeligheden har nogle værdier, som ligger så langt væk fra sådan den almindelige tankegang i et demokratisk samfund, vil ordføreren så argumentere for, at de børn selvfølgelig ikke skal være sammen med deres mødre? For nu er kampen om, at de måske skal varetægtsfængsles på særlige vilkår, jo gået i gang.

Tak til hr. Kristian Thulesen Dahl. Så får vi et svar. Værsgo.

De fremmedkrigere, som kommer hjem, skal retsforfølges efter de strengest mulige paragraffer. Men det er nu myndighederne og domstolene, som skal afgøre, hvordan de skal behandles af retssystemet, og dermed også, hvad den videre færd skal være for dem og for deres børn. Det er en helt almindelig fremgangsmåde i et retssystem.

Så er det også sådan, at ordføreren har ret i, at en af dem, der er kommet til Danmark, har dobbelt statsborgerskab. Men ordføreren vil også være bekendt med, at det ikke var de oplysninger, regeringen havde, da vi traf beslutningen om at hjælpe børnene.

Tak. Så er det fru Kirsten Normann Andersen, SF. Værsgo.

Tak for det, og tak for talen. Charlotte er jordemoder, og for nylig viste hun et billede på Facebook, hvor man kunne se, at der på deres vagtplan kun var én jordemoder på arbejde på en stor fødeafdeling. Hun var simpelt hen den eneste, og hun var endda vikar, for det giver nemlig en bedre løn at være vikar end at være fastansat. Dagen efter havde Charlotte ikke noget arbejde længere.

Jeg synes, der er to udfordringer i lige præcis den historie, som jeg gerne vil have ordføreren til at forholde sig til, dels om der er tale om en ledelseskrise, dels spørgsmålet om, om ledelsen har fået for fine fornemmelser, når det er sådan, at der er råd til at vælge en jordemoder fra, blot fordi man udtrykker sin kritik af vilkårene på fødeområdet. Men vigtigst af alt viser det vel i virkeligheden også et billede af, hvor store udfordringer der er på fødeafdelingerne rundtomkring.

Hvad vil Socialdemokratiet gøre for at forbedre forholdene for de fødende og for jordemødrene?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet fra ordføreren. Jeg synes, det er et godt spørgsmål og et vigtigt spørgsmål, og jeg tror, at det ligesom hos ordføreren også har gjort et meget, meget dybt indtryk på mange andre herinde at læse Charlottes historie fra fødegangen, også fordi de fleste af os – jeg selv inklusive – jo har haft vores største øjeblikke på lige præcis en fødegang. Så der vil man virkelig gerne have, at dem, der arbejder der, har det godt.

Jeg synes, at den historie vidner om, at der på fødegangene er en udfordring, som vi skal have forholdt os til, og derfor er jeg også selv optaget af problemstillingen. Og hvad der måske endda er endnu vigtigere, har jeg også kunnet læse, at vores sundhedsminister meget klart har anerkendt, at vi her har en udfordring, og han også klart har sagt, at hvis regionerne kommer med ønsker på det her område, også af økonomisk karakter, så er man villig til at tale med dem om det. Det ændrer imidlertid ikke på, at vi jo også har en udfordring i forhold til det ledelsesmæssige. Altså, én ting er jo, at midlerne skal følge med, ellers kan vi glemme det, men det er jo også et spørgsmål om, hvordan vi tilrettelægger arbejdet i den offentlige sektor.

Fru Kirsten Normann Andersen, værsgo.

Men det er jo lige præcis udfordringen, for systemet er jo sådan, at vi skal høre det fra ledelserne, hvis det er sådan, at der er udfordringer med normeringerne rundtomkring. Men hvis man lukker munden på de kritiske medarbejdere, bliver det jo rigtig, rigtig svært for os at høre, hvad der rent faktisk foregår. Alligevel har jeg noteret mig, at Socialdemokratiet igennem det sidste år netop har bakket op om forældre og om jordemødre i forhold til at få forbedret vilkårene på fødeafdelingerne, og der er intet forslag i Socialdemokratiets finanslovsforslag til den her forbedring.

Hvordan forestiller Socialdemokratiet sig at man skal løse det her kæmpestore problem?

Ordføreren.

Jeg vil godt sige – selvfølgelig uden at kunne gå ind i den konkrete sag, for jeg kender ikke omstændighederne – at Socialdemokratiet står vagt om de offentligt ansattes mulighed for at ytre sig om deres arbejdsforhold. Det er vigtigt.

Så er det jo ikke helt rigtigt, at vi ikke har et initiativ i vores finanslovsforslag i forhold til det her problem. For finansloven er jo også den aftale, vi laver med regionerne, hvor vi år efter år har lavet løft af den offentlige sektor og dermed også af sundhedsvæsenet. Så når vi løfter regionernes økonomi, sikrer vi også bedre forhold på fødegangene, og det har vi gjort tre gange i streg. Men problemet er ikke løst, og det anerkender jeg fuldt ud.

Så er det fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Tak til ordføreren for en også grøn tale i dag. Det er netop godt at høre om alle målsætningerne ude i verden, som er så vigtige, og hvordan vi er foregangsland. Skulle vi ikke tage og blive det på lidt flere områder? Klimapartnerskabet for luftfart har selv foreslået en grøn luftfartsfond finansieret ved et klimabidrag på flybilletten, og midlerne skal gå til at udvikle og indkøbe netop grønne flybrændstoffer.

Skulle vi nu ikke lytte til det klimapartnerskab – vi er allerede bagud; det var også det, statsministeren redegjorde for i sin åbningstale – og så få et klimabidrag, så vi kan omstille luftfarten? Vi foreslår at gøre det på svensk niveau, altså starte der. Skal vi ikke gøre det nu?

Ordføreren.

Tusind tak for spørgsmålet fra Sofie Carsten Nielsen, og tak for anerkendelsen af det samarbejde, vi har haft i forhold til at tage de vigtige skridt i retning af at indfri og virkeliggøre verdens mest ambitiøse klimapolitik, en politik, som ikke mindst Radikale Venstre har en stor del i og et medansvar for.

Jeg havde jo Airbus med som et eksempel, så vi er også optaget af, at flybranchen leverer til den grønne omstilling. Det er fuldstændig afgørende. Man kan jo som enkeltindivid overveje, hvor meget man skal flyve, men der er ikke nogen tvivl om, at flyvning også i fremtiden bliver en vigtig del af vores infrastruktur, og derfor skal den her sektor også levere. Vi er meget glade for de input, vi har fået fra klimapartnerskabet, og jeg ved, at der hos Transportministeriet er forhandlinger i gang lige præcis også på det her område i forhold til at sikre, hvordan vi får flybranchen til at levere. Jeg vil sikkert ikke få ros fra transportministeren, hvis jeg her på talerstolen tager forskud på de forhandlinger, men forslaget er noteret.

Sofie Carsten Nielsen, værsgo.

Det tager jeg som en åbning, og det er grundlæggende bare, fordi vi også i Radikale Venstre har været alt for sene med den erkendelse. Derfor går det jo ikke, hvis Socialdemokraterne er endnu senere igen med den erkendelse.

Vi er simpelt hen grundlæggende bagud, så vi har brug for det, og når det nu faktisk er branchen selv, der har leveret forslagene – det er jo det, der er så fantastisk ved det her – og hvis vi skal gøre ord til handling og sige, at vi lytter til dem, vi har sat til at lave det, så bør vi gennemføre deres forslag om et klimabidrag nu.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Det er muligt, at De Radikale vil kritisere Socialdemokraterne for at være lidt tunge i røven, undskyld (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Tak) ... lidt tunge i bagdelen, og det indtryk kan man jo få bekræftet, hvis man kigger på ordførerens fysiske fremtoning.

Men jeg vil dog alligevel sige – og det er vigtigt – at når Socialdemokratiet så sammen med De Radikale og andre partier i Folketinget rykker på den grønne omstilling, så gør vi det saftsuseme også med tempo og med konkrete forslag. Og ja, det er også godt med forslag i forhold til flyfarten, og vi tager det i forhandlingerne, men I kan notere jer, at vi er åbne over for at løse den problemstilling, der er på området.

Det er ikke, fordi det er specielt formildende, at man selv retter sine forkerte udtryk, men det hjælper selvfølgelig på det.

Fru Pernille Skipper, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg er rigtig, rigtig glad for, at ordføreren selv nævner de mange investeringer i velfærden, der er sket de sidste mange år. Vi har både talt om fødegange, psykiatrien og ældreplejen og om, at vi skal have minimumsnormeringer i daginstitutionerne. For første gang i årtier er der investeret i vores velfærd, og der bliver slået nye stillinger op. Det er så bare paradoksalt, at vi alligevel står lidt i en velfærdskrise, for der er ikke rigtig nogen, der søger de stillinger. Vi har et kæmpe, kæmpe stort problem. Hver anden sygeplejerskestilling, der bliver slået op, bliver ikke besat. Der er ikke pædagoger nok. Der er mangel på jordemødre, som vi allerede har snakket om. Nogle steder er der ikke engang nogen faste ansatte på vagt en helt almindelig aften. Hvad vil Socialdemokratiet gøre for at få nogle flere mennesker til at søge ind i vores velfærdssektor?

Ordføreren.

Tak for det. Fru Pernille Skipper og Enhedslisten peger som så ofte før her på en fuldstændig afgørende udfordring for vores velfærdssamfund. Der er ikke nogen tvivl om, at fundamentet for en ordentlig velfærd er, at vi sikrer økonomien. Det har vi gjort sammen med Enhedslisten ad flere omgange, og det er jeg glad for. Men vi kan jo ikke levere en ordentlig velfærd, hvis ikke vi har de dygtige varme hænder derude. Lige så vel som der ikke bliver nogen grøn omstilling uden elektrikere, bliver der heller ikke nogen god velfærd uden sosu-assistenter, sygeplejersker og lærere. Det er jo også derfor, regeringen er optaget af at få de uddannelseskompetencer, som er nødvendige for at have en god velfærd, stillet til rådighed for flere og frem for alt også at sikre, at de velfærdsuddannelser er til stede derude, hvor danskerne bor. Vi skal have decentraliseret meget mere.

Så er det jo sådan, at hvis vi her i Folketinget er i stand til at tage et fælles ansvar for at få vedtaget og prioriteret »Danmark kan mere I«, vil der være 2,5 mia. kr. ekstra til at investere i uddannelse, hvilket også på det her område vil kunne gøre en forskel.

Fru Pernille Skipper.

Det er alt sammen meget fint, eller det hele i den her reform er overhovedet ikke meget fint, men det er rigtig fint at tale om at decentralisere og om, at vi skal have flere uddannet. Men faktum er jo, at der er færre og færre, der søger ind på netop de uddannelser. Så vi kan godt investere og sige, at vi godt vil ansætte flere, og vi kan også godt oprette flere uddannelsespladser. Vi kan sågar også – og det synes vi er en god idé – lave flere uddannelsespladser rundtomkring i landet, men det, som de alle sammen selv peger på, er jo lønnen. Sygeplejerskerne strejkede for en bedre løn og blev lukket ned med hård hånd herindefra. Der er 1.000 jordemødre, der har skrevet under på en erklæring om, at de ikke vil tage ansættelse i det offentlige. Kan vi gøre noget ved lønnen for at få flere med?

Så får vi et svar. Værsgo.

Se, i forhold til at få kigget på de lønforskelle – og måske også kønsdefinerede lønforskelle – der er på vores offentlige arbejdsmarked, har vi jo nedsat en lønstrukturkomité, som skal kigge grundigt på og afdække det meget komplekse problem. Men jeg tror, at noget af det, jeg sagde først i forhold til finansiering af velfærden, er afgørende for at løse den udfordring, vi har med, at ikke nok søger ind på de uddannelser. For hvis det skal være godt at arbejde i den offentlige sektor, skal man også have kollegaer, der kan løfte det sammen med en. Derfor hænger det her jo sammen: Vi skal investere i velfærden for borgernes skyld, men jo også, for at dem, der arbejder der, får gode arbejdsvilkår.

Tak for det. Så er det hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Der er syv-otte spørgsmål, som man godt kunne tænke sig at stille, men jeg må jo vælge et, så jeg vil vælge det mest akutte, som vi lige i øjeblikket står med i det her samfund, og det er mangel på arbejdskraft.

Vi kan have mange og lange diskussioner om den offentlige sektor og størrelsen på den og om velfærdssamfundet. Jeg håber, vi er enige om, at forudsætningen for, at vi overhovedet har velfærd, er velstand, og hvis vi skal have velstand, kræver det, at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har behov for. Jeg ved godt, at fagbevægelsens synspunkt altid vil være, at der er 14 millioner arbejdsløse i EU, og at vi derfor ikke skal sænke beløbsgrænsen. Men hvis nu de mennesker ikke søger de job, der er brug for at få besat i Danmark – og nu skal jeg være positiv – kan ordføreren så ikke se, at det ville være en rigtig god mulighed for virksomhederne for at få den arbejdskraft, at vi sænker beløbsgrænsen? De mennesker rejser hjem igen den dag, de mister deres job. Det gør kun vores samfund rigere. De tager ikke noget fra nogen. Skulle vi ikke gøre det, så vi kan få den arbejdskraft, der er behov for, og skabe et rigere samfund?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet til hr. Søren Pape Poulsen. Lad mig bare indledningsvis sige, at jeg er fuldstændig enig med hr. Søren Pape Poulsen og Konservative i, at en forudsætning for, at vi har verdens bedste velfærdssamfund, er, at vi har verdens bedste og stærkeste erhvervsliv. Det er erhvervslivet og de mennesker, de ansætter, der er den økonomiske forudsætning for, at vi har vores velfærdssamfund. Bare så vi er enige så langt.

Så er jeg også enig med De Konservative i, at vi har en akut udfordring med mangel på arbejdskraft. Jeg så, at hr. Søren Pape Poulsen for et par dage siden lagde en opdatering op i forbindelse med en fyr, der havde været med i »Luksusfælden«, som jeg tror hedder Imad. Han havde været på en masse uddannelser og fået en masse su, men han syntes ikke, at han nu var klar til at tage et job som skraldemand; det var simpelt hen under hans værdighed. Derfor er jeg også glad for, at vi i går med en trepartsaftale strammede rådighedsreglerne, så den type mennesker får en meget klar besked: Det går ikke, makker; du skal ud at arbejde. Det er en af vejene til flere hænder på arbejdsmarkedet.

Så har vi en lang række andre forslag i vores reformpakke, og vi lytter også gerne til de forslag, der kommer fra Konservative, men det er velkendt, at vi har bekymringer i forhold til beløbsgrænsen.

Så er det hr. Søren Pape Poulsen, værsgo.

Jeg er glad for, at vi er enige om, at man, hvis man vil have penge i det her samfund, skal arbejde for dem, og det skal alle, uanset hvem de er. Hvis man er sund og rask, skal man arbejde – slut, færdig.

Men jeg håber, at vi er enige om, at den trepartsaftale, der landede i går, ikke løser alle problemerne, mildest talt. Derfor spørger jeg bare igen: Er der en ideologisk modstand i Socialdemokratiet mod udenlandsk arbejdskraft? Skal de komme fra EU? Eller skyldes det, at hvis folk kommer fra Ukraine og Indien, er det ikke en lige så god arbejdskraft, som hvis de kommer andre steder fra? Skal vi ikke bare give virksomhederne den arbejdskraft, de har behov for?

Ordføreren, værsgo.

Vi er fuldstændig enige i udfordringen. Det er også derfor, vi har fremlagt et reformudspil, der skal sikre, at virksomheder får adgang til den arbejdskraft, de har behov for. Det er helt elendigt, at vi får alle de meldinger om, at virksomheder siger nej til ordrer, fordi der ikke er arbejdskraft. Det, vi gjorde i går, var at stramme rådighedsreglerne og sikre bedre match imellem de arbejdsløse og virksomhederne, men jo også at sikre en bedre adgang til de europæiske arbejdsmarkeder, hvor der er 10-15 millioner arbejdsløse.

Når vi er bekymret for det arbejdsmarked, der er uden for EU, er det jo, fordi vi har en bekymring for, at der kan komme en for voldsom lønkonkurrence og et løntryk særlig på vores faglige arbejdsmarked.

Tak for det. Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Tre IS-terrorister står snart på dansk jord, aktivt hentet hertil af den socialdemokratiske regering. Den ene af de tre har dobbelt statsborgerskab. Regeringen har tidligere lovet, at man ikke aktivt ville hente de her mennesker til Danmark. Regeringen har også tidligere lovet, at dem, der havde dobbelt statsborgerskab, skulle have frataget deres danske. Man er ad flere omgange vendt på en tallerken. Man har gjort det stik modsatte af, hvad man har lovet danskerne. Nu står de her.

Ordføreren sagde tidligere, at den kvinde, som har dobbelt statsborgerskab, havde det, men at man ikke vidste det, da man satte gang i behandlingen af hendes sag og forsøgte at få hende hjem. Erkender ordføreren dermed, at man har sjusket, og at man simpelt hen har udvist en ekstrem form for slendrian med danskernes tryghed og sikkerhed i behandlingen af de her IS-terrorister?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet fra fru Pernille Vermund. Jeg synes jo, at der er flere forhold i spørgsmålet. Der er ikke nogen tvivl om, at det er fremmedkrigere, som er kommet til Danmark, og som skal retsforfølges med de hårdest mulige paragraffer. Det kommer også til at ske. Omvendt er der heller ikke nogen tvivl om, at den vigtigste opgave for en regering, der måtte sidde, til enhver tid er at passe bedst på danskerne og passe på rigets sikkerhed. Og når der ligger en PET-vurdering, som meget klart siger, at den måde, vi gør det bedst på, er ved at tage de fremmedkrigere hjem, der har dansk statsborgerskab – og kun dansk statsborgerskab – så mener jeg, at det er en ansvarlig regerings opgave at lytte til sådan en vurdering.

Så er det også korrekt, som ordføreren siger, at da vi træffer beslutningen om den tredje fremmedkriger, der viser sig at have et dobbelt statsborgerskab, er vi ikke klar over, at hun har dobbelt statsborgerskab, og derfor træffer vi den beslutning, vi gør. Der er ikke nogen tvivl om, at det er en fejl, at vi ikke er oplyst om det, da vi træffer beslutningen.

Fru Pernille Vermund.

Det var jo så trods alt et ærligt svar. Men nej, hvor er det bedrøveligt. Hvor er det bedrøveligt, at noget, som er så afgørende for rigtig mange danskere, for vores tryghed og for vores sikkerhed, bliver behandlet så lemfældigt; at man simpelt hen ikke gør sig umage med sit arbejde. Vi taler om IS-terrorister, kvinder, som er taget ud, og som tilmed har taget deres børn under armene for med potentielt døden som yderste konsekvens både for dem selv og deres børn at kæmpe for et islamisk kalifat. Dem henter man aktivt hertil, og så sjusker man med behandlingen. Hvad er det for noget!

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Jeg er enig med fru Pernille Vermund i beskrivelsen og i hendes, synes jeg, helt rimelige indignation i forhold til de her mennesker. Det er vi enige om. Jeg er også enig med fru Pernille Vermund i, at det er bedrøveligt, når der sker fejl i sagsbehandlingen, som der er sket her.

Så er det hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. I dag er en stor dag og en vigtig dag for vores folkestyre og for vores demokrati, for det er nemlig i dag, at Minkkommissionen går i gang med sit arbejde med at undersøge regeringens lovbrud og ulovlige aflivning af det danske minkerhverv. Dengang der blev nedsat en rigsretssag mod Inger Støjberg, stod Socialdemokratiet og jo også statsministeren meget hårdt fast på, at det her ikke handler om barnebrude, det handler om lovbrud. Og så vil jeg egentlig bare høre ordføreren, om man kan forvente samme konsistens i den her sag fra Socialdemokratiets side – altså at man ikke vil skubbe corona og folkesundhed foran sig. For det er ikke det, det handler om; det handler ene og alene om den ulovlige aflivning, om lovbruddet, og hvilke konsekvenser det skal have. Kan vi forvente den konsistens fra Socialdemokratiets side?

Ordføreren.

Jamen vi er jo enige om at have nedsat den kommission, som der bliver spurgt til her, og kommissoriet for det arbejde er entydigt. Så det skal vi ikke diskutere. Men det er klart, at når vi diskuterer spørgsmålet omkring mink, bør vi gøre det med respekt for og forståelse for, hvad det var for en situation, som Danmark var i, da beslutningen blev truffet. Ellers bliver det en diskussion på nogle forkerte præmisser.

Værsgo til hr. Alex Vanopslagh.

Jo, men med samme logik kan Inger Støjbergs mulige lovbrud jo ikke rigtig diskuteres, uden at vi diskuterer barnebrude – det er jo det, jeg må forstå. Og så har Socialdemokratiet simpelt hen skiftet holdning. Det må jo være det, der er tilfældet nu, hvor man gerne vil skubbe corona og folkesundhed foran sig. Det synes jeg er ærgerligt; jeg synes, man skal være konsistent i sine holdninger.

Men må jeg ikke bare lige høre, hvad ordføreren egentlig mener er den værste brøde – er det i en kort periode ulovligt at adskille par fra hinanden i forhold til barnebrude, eller er det at slagte et helt erhverv?

Ordføreren, værsgo.

Spørgeren skal lade være med at lægge mig ord i munden, for jeg svarede fuldstændig krystalklart på spørgsmålet omkring kommissionen. Og vi er enige om kommissionens genstandsfelt – det er ikke til diskussion. Jeg siger så bare, at når vi har den mere generelle diskussion her i Folketinget eller andre steder omkring beslutningen vedrørende mink, som var en tung beslutning, så bør man gøre det i respekt for, hvad det var for en situation, der var i Danmark, og hvad for en udfordring der var i forhold til danskernes sundhed og sikkerhed.

Så er det hr. Torsten Gejl, Alternativet. Værsgo.

Tak for talen og for en vedtagelsestekst, som Alternativet også godt kan se sig selv i. Til gengæld er vi meget uenige i, at den aftale om at reducere CO2-forbruget i landbruget var historisk – altså, vi synes, den var historisk ringe. Og vi er heller ikke enige i, at det afvikler politikerlede, når man står og roser så dårlig en aftale til skyerne. Vi tror faktisk, at det skaber politikerlede.

Hvordan kan det dog være, at man udskyder så stor en del af den CO2-besparelse, som er så vigtig i landbruget, til fremtiden og til at skulle skabes ud af teknologi, der knap nok er opfundet endnu?

Ordføreren.

Tak til hr. Torsten Gejl og til Alternativet for spørgsmålet. Det er ikke så overraskende, at det kommer til at handle om klima; hr. Torsten Gejl er jo medlem af et parti, som jeg synes sammen med en række andre partier har en meget stor ære og fortjener anerkendelse for, at det politiske fokus i øjeblikket er på klimaet så massivt, som det er. Og i øvrigt tak for de steder, hvor vi har kunnet samarbejde, og også tak for samarbejdet omkring en vedtagelsestekst , som meget klart siger, at vi skal nå vores 70 pct.

Vores aftale om landbruget er historisk, fordi den er så bred, fordi den er så gennemgribende for erhvervet, fordi vi laver en nu og her-præcisering af, hvordan vi kan finde en betydelig reduktion på 2,4 mio. t, men samtidig fordi vi forpligter et bredt Folketing i et forlig over næsten 10 år på at finde reduktioner på imellem 55 og 60 pct. af landbrugets samlede udledninger, og fordi vi får forpligtet ikke mindst de borgerlige partier på, at vi skal have nedbragt udledningen af kvælstof til vores vandmiljøer.

Så er det hr. Torsten Gejl, værsgo.

Tak for den ros. Det gør det næsten helt svært at være kritisk. Men nu er klimaet jo noget, der skal reddes, så vi er nødt til at prøve at være skarpe på det. Hvordan kan det være, at man ikke hjalp landbruget med at nedbringe noget som helst af kødproduktionen, som jo udleder utrolig meget CO2, som ødelægger naturen, som forgifter drikkevandet, og som kompromitterer dyrevelfærden? Man kunne jo godt have startet med at nedbringe den kødproduktion. Man siger så, at den ko, der ikke bliver produceret i Danmark, så bliver produceret i Polen, men det passer jo ikke. Det siger de miljøøkonomiske vismænd – at det kan man ikke sige en til en. Det er måske 20 pct. af den ko, der bliver produceret i Polen.

Hvorfor tog man ikke fat i at reducere kødproduktionen?

Ordføreren, værsgo.

Hvis ikke danskerne nedbringer deres forbrug af kød, er det vel entydigt, at hvis vi nedbringer vores produktion, må produktionen komme et andet sted fra, og den kan ikke komme fra et land, som er så grønt, som Danmark er på landbruget, for vi er nummer et og vil med aftalen vedblive at være nummer et og trække fra de andre lande.

Jeg synes grundlæggende set, at det er forkert at regulere kødoutput. Jeg synes, det er fantastisk, at vi laver en strategi for plantebaserede fødevarer og grønne proteiner, som får folk, danskerne, til at spise mindre kød og mere grønt, men grundlæggende set skal vi regulere udledningerne, både af kvælstof og af CO2, og det er det, vi gør.

Så er det hr. Jens Rohde, KD.

Tak for det. Jeg vil lige gøre hr. Christian Rabjerg Madsen opmærksom på, at jeg ikke tror, at der er ret mange mennesker inde i det her lokale, der ville være i stand til at varetage jobbet som skraldemand, for det kræver en betydelig kondition at gøre det. Så det skal man ikke ditche på den måde.

Men det ændrer ikke ved, at vi har den problemstilling, der hedder mangel på arbejdskraft, og derfor vil jeg gerne lige stille et spørgsmål som opfølgning på hr. Søren Pape Poulsens spørgsmål i den retning: Hvorfor beskatter vi ikke arbejde mindre i det her land, når vi gerne vil have mere arbejde? Det er der ikke nogen logik i vi ikke gør.

Det andet spørgsmål, jeg vil stille, relaterer sig til statsministerens store slagnummer i talen om en masse almene boliger i København. Ud af 10.000 boliger, der er blevet bygget i København, er kun de 6 pct. almene. Det skyldes jo, at der ikke er økonomi i det for Københavns Kommune. Der er ikke meget sjov i for Københavns Kommune at opfylde den kvote, de allerede har på 25 pct., så hvad vil regeringen gøre ved det for at realisere den drøm, som statsministeren har?

Så får vi et svar. Værsgo.

Tak for to gode spørgsmål fra hr. Jens Rohde og Kristendemokraterne, og i øvrigt tak for, at vi kunne være enige om en vedtagelsestekst, som jeg synes er god, og som viser en meget klar retning, også i forhold til klimaspørgsmål og børnefattigdom – et spørgsmål, som jeg ved ligger hr. Jens Rohde på sinde.

Det, jeg sagde om skraldemanden, var faktisk meget i forlængelse af det, som hr. Jens Rohde sagde. Det, Imad, den pågældende deltager, sagde, var forkert. Han burde lette den dertil indrettede, som vi ikke benævner herfra, og komme i gang med at tage sig et arbejde, også skraldemandsarbejde.

Når vi har den beskatningsstruktur, vi har i Danmark, er det jo, fordi skatter er en forudsætning for, at vi kan finansiere vores velfærdssamfund. Vi skal jo hele tiden indrette skattesystemet, sådan at vi får et toptunet erhvervsliv, får mere af det, vi gerne vil, men vi har også den udfordring, at vi ikke bare kan fjerne meget store skattebaser, for så er der simpelt hen ikke råd til nogle af de andre ting, som vi gerne vil.

Så er jeg enig med hr. Jens Rohde i, at for at løse udfordringen med blandede byer eller fremskaffe mere blandede byer skal vi også løse den økonomiske udfordring, der er, som kommunerne har, når de ønsker at bygge flere almene boliger.

Hr. Jens Rohde, værsgo.

Er budskabet så til københavnerne her og i øvrigt også de andre større byer – nu kigger jeg over på min gode ven, indenrigs- og boligministeren – at der kommer flere penge? Og vil man indføre et tvangssystem? For igen: Kommunerne har mulighed for at bygge op til 25 pct. almenboliger, men de gør det jo ikke, og Københavns Kommune gør det slet ikke, fordi det er dårlig økonomi. Det vil sige, at vi herindefra er nødt til at finde på noget, og hvad skal det være? Det må regeringen jo have tænkt over, for jeg går da ikke ud fra, at statsministeren bare stiller sig op og laver varm luft fra talerstolen.

Ordføreren, værsgo.

Det har vi bestemt tænkt over, og der vil også komme et udspil senere. Jeg er i øvrigt glad for, at vi deler ambitionen om blandede boliger med hr. Jens Rohde. Blandede boliger i vores store byer er en forudsætning for, at vi mødes på tværs af etniske skel og økonomiske skel, og det møde på tværs af skel er forudsætningen for, at vi har en sammenhængskraft, som igen er forudsætning for, at vi har et velfærdssamfund. Det, vi taler om her, er helt fundamentalt. Så er det rigtigt, at der er nogle økonomiske barrierer i forhold til at få bygget alment, og det kommer vi også til at adressere med vores udspil, men jeg kommer ikke til at foruddiskontere hele udspillet herfra i dag.

Så er det hr. Karsten Lauritzen, Venstre.

Tak til ordføreren for ordførertalen. Jeg synes faktisk, at der, selv om det måske ikke siger så meget, lægges et højere gennemsnit med hensyn til at svare på spørgsmålene. Det vil jeg godt give ordføreren. Vi er ikke helt tilfredse med det, der svares, men det er så en anden sag, og det er måske heller ikke overraskende.

Der var dog et enkelt spørgsmål, som den socialdemokratiske ordfører ikke lige fik forholdt sig til, og jeg spørger derfor om det samme som fru Sophie Løhde, nemlig om ordføreren kan forklare, hvordan det kan være erhvervsvenligt. Hvordan kan man sige, at man er den mest erhvervsvenlige regering, og hvordan kan man sige, at man vil skabe job og arbejdspladser i det her land – og det er det, man retorisk siger – samtidig med at resultaterne er et stigende skattetryk, nye afgifter, forhøjede skatter og gebyrer, og samtidig med at man tager 10.000 mennesker ud af arbejdsstyrken? Hvordan kan der være sammenhæng mellem den retorik og resultaterne?

Ordføreren.

Tak til hr. Karsten Lauritzen. Nu er det mig, der bliver så smigret, at jeg næsten har svært ved at svare, for noget af det mest irriterende, når man sidder dernede, er, hvis en ordfører ikke svarer på spørgsmålene. Det vil jeg gerne bestræbe mig på at gøre.

Det er jo, fordi man ikke kan tage et enkelt forslag og så pille det ud og gøre det til et billede på hele regeringens politik. Jeg er glad for, at vi bl.a. sammen med Venstre eksempelvis har hævet afgiften på cigaretter, så flere unge ikke begynder at ryge. Jeg er glad for, at vi har lagt en afgift på engangsplast, så vi får mindre svineri i vores vandsystem. Jeg er samtidig glad for, at vi hæver forsknings- og udviklingsfradraget, så virksomheder får mulighed for at investere i den udvikling, som er afgørende for, at vi skaber fremtidens arbejdspladser. Jeg er samtidig glad for, at vi laver en massiv investering i uddannelse, så virksomhederne får de elektrikere og de ingeniører, der er afgørende for dem. Jeg er samtidig meget, meget glad for, at vi har lavet en infrastrukturaftale, som betyder, at de danskere, der skal på arbejde, kan komme derhen noget hurtigere.

Man skal se regeringens politik samlet, og den er meget, meget erhvervsvenlig, hvilket de økonomiske nøgletal vist også meget godt afslører.

Så er det hr. Karsten Lauritzen. Værsgo.

Tak for svaret. Jeg kunne forstå ordføreren så langt, hvis man byttede rundt på skattebyrden og f.eks. sagde, at man beskatter nogle borgere hårdere for at lempe skatten for nogle virksomheder. Så kunne jeg sådan set godt forstå, at man kan hæve skatterne og ændre på skattesystemet og samtidig kalde sig erhvervsvenlig. Men når man øger skattetrykket med 12 mia. kr., og når man foreslår en politik, der trækker 10.000 mennesker ud af arbejdsstyrken – det er det, resultaterne viser – hvordan pokker kan man så som regering mene, at man er erhvervsvenlig? Det forstår jeg desværre stadig væk ikke.

Ordføreren, værsgo.

Det er jo, fordi hr. Karsten Lauritzen vælger alene at fokusere på dele af regeringens politik. Det er jo rigtigt nok, at vi giver en pension til nedslidte danskere, som er rimelig og fornuftig, og som i øvrigt sikrer den folkelige opbakning til det vigtigste enkeltbidrag til dansk økonomi, nemlig velfærdsaftalen fra 2006, men vi leverer samtidig ny arbejdskraft med vores reformspor. Det håber jeg at vi kan gøre i fællesskab med Venstre.

Så er det hr. Morten Dahlin, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, jeg vil følge op på hr. Karsten Lauritzens spørgsmål, for nu er vi ved at spore os ind på, hvad der er erhvervs-, vækst- og jobvenligt. Jeg kan blive endnu mere konkret end hr. Karsten Lauritzen: Mener ordføreren, at det er udtryk for erhvervsvenlighed og dermed jobvenlighed og vækstvenlighed, at man fra regeringens side hæver generationsskifteskatten for de familieejede virksomheder, som står for en rigtig stor del af gode, solide danske arbejdspladser, særlig i landdistrikterne? Er det udtryk for en erhvervsvenlig og dermed jobvenlig politik?

Ordføreren.

Igen bliver jeg nødt til at insistere på, at det skal ses i en sammenhæng, for det er jo igen den samlede beskatning, vi har herhjemme, som giver os mulighed for at for at lave investeringer i vores velfærd, som giver os mulighed for at sikre den grønne omstilling, som jo også er en forudsætning for, at vi har et velfungerende erhvervsliv.

Så er det korrekt, at Venstre og de borgerlige med en række initiativer gav meget, meget store skattelettelser til de allerrigeste danskere. Bl.a. sænkede man skatten på de største aktieafkast, man sænkede skatten på de største gevinster fra boligspekulation, og man sænkede skatten i forbindelse med arv af virksomhed. Det var skattetiltag, som er begunstigede de allerrigeste, og som samlet set ikke var fornuftige, og derfor har vi taget initiativer til at rulle de skæve skattelettelser tilbage.

Hr. Morten Dahlin.

Nu er vi så nået dertil, hvor ordføreren siger, at vi skal se samlet på regeringens skattepolitik for at vurdere, om den er erhvervsvenlig. Så må man bare stille spørgsmålet: Er det udtryk for en politik, der er erhvervsvenlig og dermed jobvenlig og vækstvenlig, at man øger skatte- og afgiftsbyrderne for danske iværksættere, for danske virksomheder og for de familieejede virksomheder, som i mange samfund er grundstenen for jobskabelse og vækstskabelse? Mener ordføreren helt seriøst, at det er en vækstvenlig og jobvenlig politik at hæve skatterne med over 10 mia. kr.?

Ordføreren, værsgo.

Nu er vi vist efterhånden der, hvor det er på sin plads at sige, at jeg ikke tror, at vi kommer så meget længere i debatten. Men det er jo forkert, når ordføreren siger, at når jeg påpeger, at man skal se på hele regeringens politik, så er det noget, vi først lige er nået frem til – det var jo det, jeg startede med at svare. Det er ikke rigtigt, at vi har lagt skat på iværksættere, men det er rigtigt, at vi indretter en skattepolitik, som gør, at vi kan finansiere vores velfærd, finansiere den grønne omstilling og finansiere den ekstrauddannelse, som gør, at virksomheder kan få den dygtige arbejdskraft, som de har behov for.

Så er det hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Tak, formand, og tak for talen. Det er jo bemærkelsesværdigt både i ordførerens tale og også i statsministerens forleden, hvor meget klima fylder. Det er måske ikke så underligt. Dels er det måske et holdkæftbolsje til socialisterne, dels dækker det så måske også over nogle af de mere kedelige ting, som regeringen ikke vil tale om, nemlig håndteringen af Afghanistan; den lussing, man fik fra EU uden tilsyneladende at gøre noget i forhold til indgrebet over for børnefamilier, og så selvfølgelig ikke mindst den fadæse, det er, at de mennesker, som man indtil for nylig mente have vendt Danmark ryggen, i dag er hentet hjem med regeringens billigelse og hjælp.

Indtil videre er det så tre IS-kvinder, mødre, og deres 14 børn, som regeringen har ladet komme til Danmark. Det påkalder sig i hvert fald to spørgsmål, som jeg håber ordføreren kan håndtere i en svarrunde. Hvad vil man egentlig gøre for at sikre danskernes tryghed? Altså, det her er jo folk, som har excelleret i eller i hvert fald understøttet henrettelser, mord, vold, de mest brutale overgreb mod andre mennesker. Og kan ordføreren garantere, at det så bliver ved de tre kvinder og deres 14 børn, og at der ikke kommer flere sidenhen?

Tak for det. Ordføreren, værsgo.

Tak til hr. Morten Messerschmidt. Det er klart, at jeg holder en tale om det, jeg finder er vigtigst, men jeg står her jo i tre kvarter, hvor hele Folketinget kan spørge mig om det, de måtte ønske. Så det der med at bestemme, hvad jeg vil tale om, er vist ikke inden for min rækkevidde.

Hvad angår Danmarks tryghed, så er det jo nu opgaven at sikre, at de fremmedkrigere, der er kommet til Danmark, bliver forfulgt efter de strengest mulige paragraffer. De bliver varetægtsfængslet og retsforfulgt.

Så bed jeg mærke i, at det første spørgsmål vedrørte danskernes tryghed. Der vil jeg bare igen gøre opmærksom på, at årsagen til, at de her fremmedkrigere nu er på dansk jord, jo er, at da vi lavede taskforcen, spurgte vi PET, hvordan og hvorledes man skulle gribe den her sag an. Og der var meldingen fra PET, at det i forhold til danskernes sikkerhed og danskernes tryghed, som jeg ved ordføreren går op i, og som jeg også selv kerer mig om, ville det mest fornuftige være at tage de kvinder, de fremmedkrigere, hjem, der har alene det danske statsborgerskab.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jo, men det, PET siger, er, at der jo er risici i begge scenarier. Og så har regeringen så – i vores optik – valgt det forkerte scenario, men det fritager jo ikke regeringen for at tænke på danskernes tryghed. Det her er folk, der mener, at demokratiet skal bekæmpes med vold, homoseksuelle skal henrettes, kvinder, der ikke følger sharia, skal stenes. Hvad vil regeringen konkret gøre for, at de mennesker ikke enten selv eller via deres håndlangere i Danmark får udført de her ugerninger i Danmark? Det skylder man et svar på.

Og så vil jeg gerne have en garanti. Jeg vil gerne have en garanti for, at med den enorme kovending, som regeringen har foretaget i forhold til nogle mennesker, man mente havde vendt Danmark ryggen, men som man nu aktivt har taget til Danmark, bliver det ved de tre Islamisk Stat-kvinder og deres 14 børn. Jeg vil gerne have en garanti for, at der ikke kommer en eneste mere til Danmark.

Tak for det. Værsgo.

Hvad angår de fremmedkrigere, som ordføreren her taler om, kan man jo bare se på, hvad regeringen har gjort. Vi har været benhårde og konsekvente i forhold til at forfølge den strategi, at alle med dobbelt statsborgerskab skulle have frataget deres danske statsborgerskab, så de ikke kan vende retur. Det er entydigt; det er det, vi har gjort.

I forhold til risici er det jo rigtigt nok, som ordføreren siger, at forskellige scenarier involverer forskellige former for risici. Vores opgave er nu at retsforfølge, men vores opgave som regering er også at træffe det valg, der er det sikreste for Danmark.

Vi er nået til den sidste korte bemærkning, og den tilfalder fru Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.

Én linje i sin tale – det var det, statsministeren fandt plads til at bruge på kriminalforsorgen. Hun nævnte, at der virkelig er brug for et løft og en ny retning, og det er jeg rigtig enig i, for situationen er alvorlig. Men statsministeren fremlagde jo desværre ikke et eneste initiativ, som kan afhjælpe den mangel på hænder og på pladser, som vi har i kriminalforsorgen. Og så er det jo, at jeg husker, at da Socialdemokraterne var i opposition, foreslog man, at der skulle komme 0,5 mia. kr. mere til kriminalforsorgen til flere hænder. Men da jeg så åbnede finanslovsforslaget, blev jeg godt nok ret skuffet, for det viser et faldende budget frem i årene. Der er ikke tale om et løft.

Hvor er det løft, som Socialdemokraterne lovede kriminalforsorgen? Har Socialdemokraterne tænkt sig at holde deres løfte om 0,5 mia. kr. mere til kriminalforsorgen?

Ordføreren.

Tusind tak til fru Karina Lorentzen Dehnhardt for spørgsmålet, og tak til SF og fru Karina Lorentzen Dehnhardt for vedholdende og stædigt at blive ved med at tale om forholdene i vores kriminalforsorg, for det er ikke godt nok, som det er i øjeblikket. Og SF og særlig retsordføreren fortjener en særlig ros for at blive ved med at løfte det spørgsmål.

I den finanslov, som regeringen fremlagde, havde vi jo det udgangspunkt, at det skulle være en smal finanslov, fordi vi har behov for at lette foden fra speederen, så vi ikke får en overophedning. Men en af de prioriteter, der var, var netop kriminalforsorgen. Så vi prioriterede i finansloven før forhandlingerne fra starten at sikre en bund under finansieringen, sådan at man ikke skal starte forhandlingerne med at spare. Og så vil jeg gerne i dag meget klart fra talerstolen sige, at vi i Socialdemokratiet er udmærket klar over, at det ikke er gjort med det, og at der også skal findes midler, når vi i øvrigt skal lave en flerårsaftale for kriminalforsorgen – forhåbentlig sammen med Socialistisk Folkeparti.

Karina Lorentzen Dehnhardt, værsgo.

Det glæder mig, at der er flere penge på vej, for det er der simpelt hen brug for derude. Og jeg kan ikke forstå, hvorfor vi har ventet så lang tid med at gøre noget. Kriminalforsorgen er på katastrofekurs. I Renbæk Statsfængsel skal hver eneste medarbejder i oktober måned levere 52 overarbejdstimer. Det siger sig selv, at vi slider personalet ned på den måde – det kan ikke blive ved – og det betyder, at endnu flere holder op. Derfor ville jeg lige prøve at se, om jeg kunne afæske ordføreren et enkelt løfte i forhandlingerne, for jeg er nemlig optaget af, at vi genindfører elevlønnen for at rekruttere bredere. Er det noget, Socialdemokraterne vil være med til?

Tak for det. Ordføreren.

Igen tak – kriminalforsorgen har en stærk tillidsmand i SF's retsordfører.

Det, jeg sagde, var, at vi i finansloven har lagt en bund. Og så har jeg sagt, at vi er klar over, at der i forhandlingerne skal tilvejebringes mere finansiering. Det vil jo kræve, at man i den gruppe af partier kan blive enige om, hvordan den skal tilvejebringes. Det er vigtigt, og det er nødvendigt.

Så har jeg også noteret mig forslaget om elevløn – vist i øvrigt et forslag, som SF er kommet med tidligere. Det er ikke et forslag, vi har nogen principiel modstand imod, men det er nok også et forslag, som vi må henvise til de forhandlinger, der pågår, i forhold til at finde bedre rammer for kriminalforsorgen. Tak.

Tak til ordføreren, tak til hr. Christian Rabjerg Madsen. Tiden er gået, og det betyder, at vi fortsætter i ordførerrækken. Så er det hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre.

Tak for det, formand. Kære alle sammen, Danmark kan mere. Det er jeg helt enig i. Det håber jeg også Folketinget kan, og det håber jeg at vi er klar til. Det er vi i hvert fald i Venstre, for der er meget, vi skal nå i det nye folketingsår. Vi skal holde fast i det økonomiske opsving, vi skal have flere i arbejde, og vi skal sætte tempo på den grønne omstilling og investere i den.

Hvis der er en ting, jeg har lært af det forgangne år, er det, at fremtiden er uforudsigelig, at politik er uforudsigeligt. Lige nu står vi jo i en situation, som de færreste havde turdet håbe på bare for et år siden. Corona er på retur, ikke fordi vi besluttede os for det her i Folketingssalen, men fordi danskerne tog et individuelt ansvar, passede på hinanden og lod sig vaccinere. Hver eneste gang Venstre og de andre partier pressede på for en genåbning af landet, fik vi at vide: Det går ikke, smitten vil eksplodere. Og hver eneste gang overraskede vores tillidsbaserede og ansvarlige samfund både eksperter og nogle politikere.

Danmark kan virkelig mere og nok også mere, end nogen herinde gik og troede. Derfor står vi i den situation i dag, at dansk økonomi er i vækst, og der er akut mangel på arbejdskraft. Det er en alvorlig situation. Det er det ikke bare for virksomhederne, det er det altså også for vores samfund. For et succesfuldt erhvervsliv er forudsætningen for alt det, vi gerne vil opnå her i Danmark. Et succesfuldt erhvervsliv er forudsætningen for, at vi kan investere i god velfærd, en ordentlig og værdig pleje til vores ældre, et stærkt og trygt sundhedsvæsen og uddannelser i verdensklasse.

Pengene skal tjenes, før de kan bruges. Det er sådan en borgerlig og liberal læresætning. Derfor imødeser Venstre også regeringens såkaldte velfærdslov med et forslag om at forbedre den og gøre den til en vækst- og velfærdslov, sådan at en stigning i de offentlige udgifter bliver bundet op på en stigning i den økonomiske vækst – med afsæt i et skattestop, selvfølgelig. Sådan vil Venstre leve op til vores velfærdsløfte, uden at vi sætter økonomien over styr.

Mangel på arbejdskraft giver os også en unik mulighed for at få flere mennesker i arbejde, og den mulighed skal vi gribe. For hvis du som menneske skal have mulighed for at løfte dig selv, starter det med et arbejde. Når du tager et arbejde, tager du ansvar for dig selv. Du tager ansvar for din familie, det giver dig mulighed for at forme dit eget liv. Helt ærligt: Jeg ville ønske, at vi holdt op med at tale arbejde ned. Arbejde er ikke en sur pligt, hvor du alene yder din indsats for at være en brik i et større puslespil, som jeg har hørt nogen sige. Arbejde handler om langt mere end at kunne betale sin skat til fælleskassen. Det er meningsfuldt at tage ansvar for sig selv, også selv om det ikke hver dag er en dans på roser. Derfor mener jeg også, at alle job er noget værd.

I Venstre har vi fremlagt en række forslag til at få flere mennesker i arbejde. For det første har vi foreslået et højere beskæftigelsesfradrag, så det bedre kan betale sig at arbejde. For det andet har vi foreslået at indføre en arbejdspligt, som skal sikre, at flere indvandrere bliver en del af det arbejdende fællesskab. Det forslag går igen i regeringens reformudspil, og det er bestemt positivt.

Jeg kan bare ikke lade være med lige i samme åndedrag at advare kraftigt imod, at regeringen har hævet ydelserne til især arbejdsløse indvandrere. Jeg frygter, at regeringen kunne finde på at gøre det igen, når der skal følges op på Ydelseskommissionen. Tænk jer nu om. Man risikerer altså at underminere indsatsen for at få flere indvandrere i arbejde, og det er en helt forkert vej at gå. I stedet for: Stil krav til mennesker, forvent noget af mennesker. Vi kan ikke være andet bekendt.

For det tredje har vi foreslået at sænke dimittendsatsen, sådan at vi får flere unge nyuddannede i arbejde. Jeg synes, det er ret og rimeligt, og det foreslog Venstre tilbage i august. Nu kan vi se, at også det er med i regeringens udspil. Tak for det. Vi er altså enige om en ny dimittendsats. Så er vi så uenige om, om pengene skal bruges på at investere i den grønne omstilling, eller om de skal bruges på nye fradrag til fagbevægelsen og højere dagpenge. Lad os tage den i forhandlingslokalet. Der er noget at enes om, og så er vi et godt stykke ad vejen.

En anden ting, vi skal tage i forhandlingslokalet, er, hvordan vi åbner for kvalificeret international arbejdskraft, for der er altså brug for tiltag, som styrker beskæftigelsen her og nu – ikke først om et år, slet ikke først om 2 år, men nu. Jeg håber, at regeringen snart kommer på banen her, for det er akut, og regeringen kan ikke blive ved med at dukke sig for den del af ansvaret. Selv fagbevægelsen peger på behovet for international arbejdskraft, hvis ikke vores virksomheder skal gå i stå. Så lad os komme i gang også med den del nu. Vi skal passe på, at vi ikke lukker os så meget inde, at vi lukker væksten ude af Danmark, og vi bliver nødt til at hæve ambitionerne på vegne af Danmark.

Et andet sted, hvor vi skal være ambitiøse, er, når det kommer til at bekæmpe klimaforandringerne. Det var et område, der fyldte meget i den socialdemokratiske ordførers tale – det er jeg glad for. Det er også noget, som jeg kunne holde en lang tale om, for der er meget at sige, men lad mig gøre det relativt kort og i den her del starte med at sige tak – tak til Folketinget for en god og bred aftale om vores fødevaresektor. Det er stærkt arbejde hele vejen rundt – vi kan jo godt!

Særlig vil jeg gerne sige tak til de borgerlige partier for et tæt og meget tillidsfuldt samarbejde gennem hele forløbet. Der var lagt op til en aftale, som ville koste op mod 14.000 arbejdspladser, heraf rigtig mange i vores landdistrikter. Det havde været en katastrofe for Danmark. Sammen lykkedes vi med at rykke aftalen i en mere ansvarlig retning og også en mere ansvarlig og ambitiøs retning i forhold til klimaet. Så kære Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance og Kristendemokraterne: Det synes jeg godt vi kan være tilfredse med.

Sammen lykkedes vi også med at slå fast, at vi skal investere i den grønne omstilling herhjemme. Det er vejen frem, i stedet for at man bare sender udledninger og arbejdspladser til udlandet. Klimapolitikken rykker sig lige nu, og det her er egentlig skelsættende, fordi det ikke længere handler om at have høje ambitioner, for det har vi alle sammen; det handler om villigheden til at investere i den grønne omstilling; det handler om at sætte handling bag ord. Det kan jeg bare sige vi er klar til i Venstre, for jeg er fuldstændig enig i, at klimaforandringerne er vores tids helt store udfordring. Og jeg mener ikke, at vi kan vente helt til 2025, før vi har en færdig klimaplan, sådan som regeringen lægger op til. Det nytter ikke noget at skubbe beslutningerne foran os – det haster, og vi skal op i gear nu. Og jeg kan sige helt klart, at hvis jeg står i spidsen for en ny regering efter valget, bliver den grønne omstilling en absolut topprioritet – det vil jeg gerne garantere.

Så vil jeg på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll-Bille (UFG), Orla Østerby (UFG), Inger Støjberg (UFG) og Naser Khader (UFG) oplæse følgende forslag til vedtagelse:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at manglen på arbejdskraft udfordrer dansk økonomi, og at regeringens initiativer er utilstrækkelige.

Folketinget understreger vigtigheden af at føre en ansvarlig økonomisk politik, der gør det billigere at være dansker, og som skaber vækst og velstand. Det er forudsætningen for velfærd og grøn omstilling.

Folketinget understreger vigtigheden af at værne om vores fødevare- og landbrugssektor, så vi udvikler erhvervet. Det er godt for Danmark, klimaet og danske arbejdspladser.

Folketinget udtrykker bekymring for, at regeringen begrænser borgernes frie valg af velfærdsydelser og fører en politik, der ved at hæve skatter og afgifter for danske virksomheder og borgere koster danske arbejdspladser.

Folketinget udtrykker bekymring for bureaukratiet i den offentlige sektor og en regering, der ikke sikrer mere tillid og frihed til dem, der arbejder med velfærd.

Folketinget understreger vigtigheden af at føre en stram og konsekvent udlændingepolitik, herunder ikke at give arbejdsløse indvandrere højere overførselsindkomster. Flere kriminelle udlændinge skal udvises.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 2).

Tak for det, og det vil så også indgå i den videre debat.

Men nu tager vi fat på 45 minutters korte bemærkninger, og først er det hr. Christian Rabjerg Madsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til hr. Jakob Ellemann-Jensen for talen. Hvorfor fortalte Venstre ikke danskerne i valgkampen, at der var ultimative krav, der fulgte med, før man var villig til at levere på det velfærdsløfte, som man gav danskerne?

Ordføreren.

Jeg bilder mig egentlig ind, at de fleste danskere er klar over – og jeg ved godt, at jeg har gentaget det nogle gange i dag, det er, fordi jeg har følt behov for det, og det bekymrer mig egentlig lidt – at vi i Venstre mener, at man skal tjene pengene, før man skal bruge dem. Det er jo det, der er kernen i vores velfærdsløfte, og det velfærdsløfte står jeg ved, og det står jeg fast på, også den dag i dag, og jeg har tænkt mig at gå til valg på det igen. Vores velfærdsløfte indebærer en garanti for, at der skal føres en ansvarlig økonomisk politik, så vi ikke bare siger, at vi vil bruge pengene, men også fortæller, hvordan vi vil tjene dem.

Spørgeren.

Jeg skal ikke kunne sige, hvad danskerne ved. De er almindeligvis meget veloplyste, men i valgkampen var det jo sådan, at Venstre gik frem med et løfte om at lægge en bund under velfærden – jeg tror, det var 69 mia. kr. – men der var ikke et ord om ultimative krav, og det synes jeg jo er underligt.

Hvordan har Venstre egentlig tænkt sig at få opbakning, også på den borgerlige side, til de ultimative krav? Vi så jo eksempelvis, at både Dansk Folkeparti og Konservative var med i aftalen om politiforliget, på trods af at Venstre gik ud på grund af et rigidt skattestop, og ligedan med velstandsloven, som Venstre jo selv har stemt imod.

Ordføreren, værsgo.

Det er sådan lidt vildt, at det kan være kontroversielt og ultimativt, at man siger: Prøv at høre, vi synes, det er ret ansvarligt, at vi lige tjener pengene, inden vi bruger dem. Tænk, at det kan være kontroversielt; det er da helt vildt. Altså, det tror jeg da de søde mennesker herude har en forventning om – at vi tilrettelægger dansk økonomi, så vi ikke bare siger, at uanset om der er penge i kassen, garanterer vi, at vi vil bruge rub og stub. Det er simpelt hen ikke det, jeg kigger mine børn i øjnene og siger, altså at far nok skal brænde alle pengene af, inden de kommer til. Det er ikke sådan, vi tænker. Det er det bare ikke.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Selv tak for samarbejdet om landbrugsaftalen. Det var virkelig vigtigt, at det landede langt bedre, end vi kunne have troet bare for kort tid siden. Men det, jeg gerne vil spørge hr. Jakob Ellemann-Jensen om, ligger lidt i en anden boldgade. Det er i relation til de fremmedkrigere, der nu er landet i Danmark i nat. Det er jo ingen hemmelighed, at vi i Dansk Folkeparti synes, at Venstre ikke lige der har holdt helt ved i den modstand, som vi godt kunne have tænkt os, og derfor vil jeg gerne spørge hr. Jakob Ellemann-Jensen, om Venstre er af den opfattelse, at der ikke må komme flere fremmedkrigere til Danmark; at Danmark i hvert fald ikke aktivt på nogen måde må hente flere fremmedkrigere fra Syrien til Danmark; at man sætter en prop i hullet; og at man siger, at nu er der kommet de her tre kvinder og deres børn, men at der ikke skal komme flere. Vi ser allerede i dag i debatten, at regeringens støttepartier er ude med krav om, at der bliver hentet endnu flere dernedefra til Danmark. Jeg synes virkelig, det er gruopvækkende, og jeg er meget interesseret i at høre, hvor vi har Venstre der.

Ordføreren.

Jeg er ked af det, hvis der har været tvivl om det, for Venstre har stået på det samme synspunkt hele tiden. Vi mener ikke, at de her kvinder skulle til Danmark. Vi mener, at vi har en forpligtelse til at beskytte børnene, og jeg tror egentlig, at vi alle sammen deler det synspunkt, at det er fuldstændig gruopvækkende, hvad de her børn har været udsat for. Men vi mener ikke, at de her kvinder skulle til Danmark. Vi mener, at de skulle retsforfølges lokalt for de forbrydelser, de har begået, men vi mente ikke, at de skulle til Danmark, og det mener vi stadig væk ikke. Jeg kan så forstå, at regeringen jo indtil et eller andet tidspunkt mente, at hvis man havde dobbelt statsborgerskab, skulle man fratages det danske statsborgerskab, og så skulle man ikke til Danmark, men det gjaldt så øjensynligt kun nogle. Det ser vi anderledes på. Jeg mener, at de skulle have været retsforfulgt lokalt. Jeg mener ikke, at vi står et bedre sted i dag.

Kristian Thulesen Dahl.

Tak for den opklaring. Kan jeg bruge det som afsæt for at få en garanti for, at Venstre ikke kommer til at deltage i nogen nye aftaler, der bringer flere fra Syrien til Danmark? Nu er der jo tale om, at der er børn i Syrien, som nogle mener har en relation til Danmark, der gør, at de skal hentes til Danmark på danske skatteyderes regning. Vi har jo den frygt, at hvis man gør det, er der også flere forældre, der følger med, og derfor synes vi, det er en rigtig, rigtig dårlig idé. Men kan jeg tage udsagnet fra hr. Jakob Ellemann-Jensen som udtryk for, at Venstre ikke kommer til at medvirke til at hente dem til Danmark?

Ordføreren.

Hr. Kristian Thulesen Dahl kan tage mit udsagn som udtryk for, at de mennesker, som af årsager, der er mig fuldstændig uforståelige, har valgt at tilslutte sig et middelalderligt, voldspræget, afsindigt kalifat, nærer jeg intet ønske om at se på dansk jord igen, og jeg vil gøre alt for at forhindre, at det sker. Men deres børn – deres børn! – har ikke truffet den beslutning. Hvis danske børn lever under de her ulykkelige omstændigheder, har vi en forpligtelse til at hjælpe dem – og kun dem.

Så er det fru Lisbeth Bech-Nielsen, SF.

Tak, og tak for talen. Jeg vil også gerne høre lidt om den her velfærdslov, og hvorfor Venstre ikke kan støtte den. Nu ved jeg jo, hvad hr. Jakob Ellemann-Jensen vil sige, nemlig at pengene skal tjenes først. Det ville også være et fint princip, hvis det bare gjaldt i virkelighedens verden, men sandheden er jo, at Venstre har ledet en regering, hvor man har givet ufinansierede skattelettelser for 27 mia. kr. om året, man står i spidsen for erhvervstilskud for 42 mia. kr., landbruget skal have 10 mia. kr., inden der er tjent en krone, og desuden er det også noget, man har lovet i valgkampen. Så hvordan kan man sige, at man skal tjene pengene først, altså at de skal være der på forhånd, når hr. Jakob Ellemann-Jensen vil sætte sig i spidsen for en regering, som vil bruge såkaldt dynamiske effekter til at finansiere det ene eller det andet?

Ordføreren.

Lad mig starte med at sige, at sådan fungerer min privatøkonomi altså også. Jeg lader være med at påtage mig udgifter, som jeg ikke har indtægter der kan dække, og på den måde undgår jeg at havne i det ellers udmærkede tv-program, der hedder »Luksusfælden«, og det synes jeg også vi som nation skal undgå.

Så er jeg bare nødt til at imødegå den fejlopfattelse, som der lader til at være i nogenlunde den her side af Folketingssalen, og det er, at skattelettelser er noget, man giver. Det er det ikke! Skattelettelser handler om, at man lader være med at tage noget. Skattelettelser giver man ikke, for man lader folk beholde noget. Det er ikke at give noget væk, det er at lade dem beholde noget.

Fru Lisbeth Bech-Nielsen, værsgo.

Så lad mig give et andet eksempel. Venstre var også under corona med til at stille 600 mia. kr. i likviditet til rådighed for erhvervslivet. Det var ikke penge, vi havde i forvejen, det er ikke penge, der allerede var blevet tjent, det er hovedsagelig gæld. Til gengæld var det superfornuftigt, som statsministeren også var inde på i sin åbningstale, for det har gjort, at Danmark sikkert er kommet bedre igennem krisen end noget andet land. Det er ikke penge, der var tjent, det er penge, vi lånte, fordi det viste sig at være en rigtig, rigtig god investering. Så Venstres argument om, at pengene skal tjenes først, giver simpelt hen ikke nogen mening. Det er jo bare et klokkeklart løftebrud, at man ikke vil holde det, man lovede i valgkampen.

Ordføreren, værsgo.

Nej, det er det ikke. Nu har ordføreren jo været finansordfører i ganske mange år og forstår derfor godt, trods stråmandsargumentet, det her med, at der er noget, der hedder varige udgifter, og at der er noget, der hedder her og nu-udgifter. Der er penge, som vi bruger i et år, og der er penge, vi bruger i mange år. At forpligte sig til at påtage sig en udgift, der stiger i al fremtid, uden samtidig at pålægge sig en forpligtelse til, at indtægterne stiger tilsvarende, er tordnende uansvarligt. At bruge nogle penge på at understøtte i en krisesituation, engangsudgifter, er tordnende ansvarligt.

Tak for det. Så er det fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Tak for ordet. Jeg er utrolig glad for, at hr. Jakob Ellemann-Jensen har som mission, hvis han skulle indtage Statsministeriet, at sætte den grønne dagsorden og de grønne ambitioner højest. Faktisk tænker jeg, at man næsten ikke kan være partileder, hverken i Danmark eller nogen som helst andre steder på kloden, uden egentlig at sætte dét allerhøjest. Og jeg ved, at hr. Jakob Ellemann-Jensen også ynder at lytte til erhvervslivet, så derfor har jeg et spørgsmål til det. Klimapartnerskabet for luftfart har selv foreslået et klimabidrag i forhold til luftfart, så vi kan omstille netop luftfarten. Jeg tror, at ordføreren og jeg er enige om, at vi nok ikke stopper med at flyve. Så skulle vi ikke komme i gang med at lytte til netop branchen selv og få indført det klimabidrag? Hvor står Venstre der?

Ordføreren.

Vi står i hvert fald der, som fru Sofie Carsten Nielsen også siger, at vi også her skal lytte til erhvervslivet. For det, som jo egentlig er centralt i det her, er, at der er nogle, der har sådan en opfattelse af, at den grønne omstilling skal være træls, at den skal gøre vores muligheder mindre, og at den skal gøre vores tilværelse nederen på en eller anden måde. Det mener jeg jo ikke. Altså, vi er jo nødt til at have den grønne omstilling på en måde, som gør, at vi ikke begrænser vores muligheder, men holder fast i vores muligheder. Noget af det, der er knas med , er vores flytrafik, og derfor bliver vi nødt til at finde alternativer her, og jeg lytter meget, meget gerne til de forslag, der er.

Sofie Carsten Nielsen, værsgo.

Det er jeg glad for, for forslaget findes allerede. Som jeg også sagde til Socialdemokratiets ordfører, har vi været lidt sent ude i Radikale Venstre; jeg hørte en indrømmelse fra Socialdemokratiets ordfører af, at man havde været ret sen til at lette enden – jeg tror, det er det ord, vi bruger i denne sammenhæng. Så kunne Venstre ikke forestille sig også at lette den del endnu hurtigere, så vi kom i gang med at opfylde det her mål, for det gælder om, at vi fortsat kan bevæge os rundt på kloden, men på en måde, så vi ikke smadrer klimaet?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig i Socialdemokraternes ordførers karakteristik af, at man har været lang tid om at lette bagdelen. Det er os, der er ude foran, så hvis man skal indhente os, er det derude, vi er. Prøv at høre: Vi skal have en markedsdrevet grøn omstilling. Vi skal have en grøn omstilling, som ikke begrænser vores muligheder, for ellers risikerer vi at miste opbakningen til de grønne tiltag, som vi skal lave, og det går ikke. Det var også det, som hr. Christian Rabjerg Madsen sagde før. Ingen af os har jo et ønske om, at der står gule veste og er rasende ude på Slotspladsen. Derfor skal vi kunne holde den her balance. Det er jo noget, vi er enige om herinde. Så lad os da for søren udnytte den mulighed.

Så er det hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Og tak til hr. Jakob Ellemann-Jensen for talen. Det er jo altid lidt befriende også at kunne få en lidt mere ideologisk debat herinde i Folketingssalen, og derfor vil jeg også godt spørge lidt ind til det omkring velfærd. Nu er Danmark jo heldigvis et samfund med en høj produktivitet, og der bliver skabt masser af værdier, så spørgsmålet er, hvordan vi fordeler de værdier i samfundet. Det kan man jo enten gøre, som VLAK-regeringen gjorde det tidligere, ved at give skattelettelser, eller man kan investere i velfærd. Men det her er jo ikke kun retorik herinde i Folketingssalen, det er også konkret virkelighed ude i samfundet, og nogle af dem, der i dag betaler en pris for, at velfærden ikke er tilstrækkelig, er jo dem, som døjer med deres mundsundhed, altså dem, der har behov for at gå til tandlægen; der er af en eller anden underlig grund forskel på, om man brækker et ben eller man knækker en tand. Og hvis vi skal sikre dem bedre, bliver vi nødt til at sikre, at vi får udvidet velfærden til også at gælde tandsundheden, sådan at den ikke er afhængig af brugerbetaling. Der kan vi i dag f.eks. se, at 40 pct. af de unge, der kommer ud af børnetandplejen, allerede 3 år efter ikke kommer til tandlægen, og det har jo direkte konsekvenser. Det har direkte konsekvenser for deres økonomi, det har også direkte konsekvenser for deres tandsundhed og konsekvenser i form af afledte effekter. Vil Venstre være enig i, at vi har behov for at udvide tandsundheden og dermed også udvide velfærden?

Så får vi svaret. Værsgo.

Jeg hørte godt, at det var det her, der var et af de centrale budskaber fra Enhedslistens sommergruppemøde, man kom ud med efterfølgende. Der er altså noget mærkeligt i det, og det er jeg helt enig med ordføreren i. Der er noget mærkeligt i det her med, at hvis en af os falder af cyklen og brækker kæben, jamen så er det fællesskabet, der sikrer, at der bliver taget sig af os, men hvis vi knuser tænderne, er det vores eget problem. Altså, der er en eller anden skævhed i det her, og samtidig er det jo et område, som gør op med den sejlivede myte, at der ikke findes brugerbetaling i vores sundhedsvæsen. Det gør der.

Er den brugerbetaling fuldstændig rimeligt fordelt? Det er jeg ikke sikker på, for eksemplet med tænderne er jo ikke det eneste. Hvis man har brug for briller, jamen så er det ens eget problem. Hvis man har brug for et høreapparat, dækker samfundet en stor del af det. Hvis jeg får ondt i maven, jamen så er det fællesskabets problem. Desværre har jeg ondt i ryggen, det er mit eget problem. Altså, der er nogle skævheder i det her, som jeg egentlig synes vi godt kan diskutere.

For mig at se må det være ud fra en samlet ramme, som er den samme, og som ikke er sådan et eller andet, hvor man tænker: Jamen penge er noget, der falder ned som manna fra himlen. Men jeg synes faktisk, det er en vigtig diskussion, for noget af det her er sådan lidt historisk betinget: Hvad kom egentlig først?

Hr. Peder Hvelplund.

Det er jo fuldstændig rigtigt. Det er også en helt konkret diskussion. Og hvad er Venstres svar så? Er det, at nå, men vi må bare konstatere, at det er der ikke råd til, så den ulighed må vi leve med; der skal være brugerbetaling på tandsundhed? Kan vi opleve, at der vil være andre områder, hvor Venstre så vil sige: Jamen her bliver vi også nødt til at udvide brugerbetalingen, for vi har ikke råd til velfærden, fordi vi i stedet for vil bruge de værdier, der bliver skabt i samfundet, til at give skattelettelser. Altså, hvad er Venstres svar til dem blandt både unge, kontanthjælpsmodtagere og pensionister, der ikke har råd til at gå til tandlæge? Er svaret, at det må de bare affinde sig med?

Ordføreren, værsgo.

Nej – jeg synes egentlig, jeg sagde før, og det står jeg gerne ved, at lad os da diskutere det her, men også ud fra en præmis om, at penge ikke er noget, der bare sådan dumper ned ud af det blå. Altså, hvis der skal ske en omfordeling, må vi diskutere den der omfordeling, men vi har jo en ramme, som er den, vi har. Men lad os da gerne tage en fordomsfri debat om det. Jeg har ikke aktuelt nogen forslag til det. Jeg kan konstatere, at det er sådan i dag, og jeg medgiver, at det måske ikke er fuldstændig rimeligt på alle stræk. Jamen så lad os da se på det. Men altså, til den her med at sige, at vi ønsker mere brugerbetaling, vil jeg svare: Vi ønsker jo sådan set mindre. Det er derfor, alle danskere – i stedet for kun de mest velstående – i dag har adgang til privathospitaler. Det er derfor, vi har en behandlingsgaranti og en udredningsret.

Tak. Hr. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen – jeg er sjovt nok enig i rigtig meget af den. Jeg vil også gerne takke for det gode samarbejde om landbrugs- og klimaaftalen, og jeg tror, at vi kan bekræfte hinanden i, at vi begge er begavet med nogle meget, meget dygtige ordførere på området, der har oplyst os om mangt og meget, vi måske ikke var klar over inden.

Jeg vil gerne spørge til, om vi ikke skal lave et samarbejde og et fælles tryk på regeringen, og hvem der ellers skal trykkes på, når det gælder ældre medborgeres ret til det frie valg – at vi giver de ældre ret til selv at bestemme, hvad de skal spise, hvem der skal komme i deres hjem, og hvor de skal bo; at vi prøver at tage ideologien ud af den diskussion og i stedet for siger, at det vigtigste er omsorg, værdighed og respekt og ikke, hvem der leverer ydelsen. Jeg har en idé om, at det kan være et lidt ledende spørgsmål, men jeg håber, at vi kan stå sammen om at kæmpe for det.

Jeg vil gerne takke hr. Søren Pape Poulsen for det spørgsmål og for at dukke op bag den urskov af blomster, som står her foran. Det er jeg – ikke overraskende – et hundrede procent enig i. Det synes jeg er en god idé, og jeg synes, at det er et godt tryk at lægge, for det her handler jo om, at vi er forskellige alle sammen. Jeg er sikker på, at når den dag kommer om forhåbentlig mange år, hvor hr. Søren Pape Poulsen og jeg måtte havne på et plejehjem, så er det jo ikke sikkert, at det, der er det rigtige for den ene, også er det rigtige for den anden. Det kunne være hyggeligt, hvis det var sådan – jeg tror nu egentlig, at det nok ville være samme sted, vi havnede. Men vi er forskellige, og lad os nu dyrke det, lad os nu give plads til det.

Altså, det er derfor, jeg har en ambition om, at der skal være et friplejehjem i hver kommune i Danmark. Det er derfor, jeg har en ambition om, at der ikke skal være 10 frikommuner i Danmark, men 98. Det er, fordi mennesker er forskellige, og vi skal give plads til den forskellighed, for forskellighed er godt. Så vi vil skabe mere frihed og flere muligheder både for de ældre, men sådan set også for alle os andre.

Værsgo til hr. Søren Pape Poulsen.

Vil Venstre være med til, at vi laver en uafhængig enhed, der skal kontrollere, hvorvidt de private leverandører skal levere ydelsen til en fair pris, altså får tjekket, om kommunernes beregninger er korrekte, eller om de nogle gange spidser pennen lidt rigeligt, når de skal vise, hvor billigt kommunen gør det og derved gør det håbløst for private leverandører at komme ind på det her marked?

Værsgo.

Altså, jeg synes jo, at der skal være fair konkurrence, og at man skal have muligheden for at byde sig til – også som privat udbyder. Det kan lyde meget ideologisk, når vi har de her diskussioner, og det er det måske også. Og det er, fordi vi egentlig sætter mennesket før systemet; modsat regeringen, som siger, at den egentlig vil bekæmpe alle private leverandører og sikre, at de for himlens skyld ikke får lov til at tjene penge på at yde en service, som borgerne gerne vil have.

Den opfattelse deler jeg ikke. For det gode ved at have private leverandører, have noget frit valg, er, at hvis folk ikke kan lide det, de får, så går de, og så går leverandøren konkurs.

Tak. Så er det hr. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance. Værsgo.

Jamen det er jo lige før, jeg kniber en tåre og hårene rejser sig, når jeg hører så meget smuk tale om det frie valg, om folks forskellighed, og at det, der er det rigtige for den ene, ikke nødvendigvis er det rigtige for den anden, og derfor skal vi ikke blande os så meget her på Christiansborg. Vi skal sikre borgernes frie valg. Det er jeg fuldstændig enig med hr. Jakob Ellemann-Jensen og andre gode folk i, og det er jeg glad for.

Det, jeg undrer mig over, er: Hvorfor i alverden gør den samme logik sig ikke gældende, når det kommer til barsel? Hvorfor er det, vi ikke skal værne om familiernes frihed til forskellighed også på det område? Hvorfor er det, at Venstre hylder det frie valg – bare ikke når det kommer til fordeling af barsel, som er noget af det mest private overhovedet?

Værsgo.

Man kan jo mene, at det, der går forud, er marginalt mere privat – men lad nu det ligge. Prøv at høre: Jeg ved godt, at der er partier – også i det blå broderskab – der lader, som om det her er en beslutning, vi skal træffe herinde. Det er det ikke. Og det kan man godt være imod. Derfor har vi kæmpet imod, at det her var en beslutning, der skulle træffes i EU-regi. Vi har tordnet imod det.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er relativt begejstret for det europæiske samarbejde. Jeg synes, at det er helt hen i hegnet, at man blander sig i det her. Jeg synes, det burde være en dansk beslutning. Men man lader, som om det her søreme er noget, vi skal diskutere her, for det skal vi. Altså, jeg er også imod regnvejr, men jeg indretter mig efter det, og så tager jeg en paraply, galocher, gummistøvler og den slags med. Lad os nu indrette os efter det her i stedet for bare at kæmpe imod et eller andet, der alligevel kommer.

Så kan man sige: Synes vi, at det burde være præcis på den måde? Næh, men lad os nu se det positive i det.

Tak. Hr. Alex Vanopslagh.

Det er første gang, jeg hører Venstre sige, at det her skyldes EU-direktivet; altså at det er derfor, man skal implementere det. Ellers har både Venstres gruppeformand og adskillige forskellige ordfører været ude at sige, at det her er en glimrende idé, at det er godt for ligestillingen, og hvad ved jeg. Det er første gang, jeg hører, at man måske egentlig er imod den tvungne fordeling af barsel, men at man desværre må være nødsaget til det af hensyn til EU-direktivet. Der har man jo tidligere sagt – både fra Venstres side og også fra Socialdemokratiets side – at så må man jo udfordre det i forhold til nærhedsprincippet.

Så hvis det er det, der er tilgangen, så synes jeg, at hr. Jakob Ellemann-Jensen skal banke sine mf'er på plads, så de ikke går og taler godt om tvungen barsel, men i stedet taler kritisk om, at det kommer fra EU, og så måske lægge op til, at det her er noget, vi skal udfordre ved en domstol, fordi det er noget, der overskrider nærhedsprincippet.

Tak, og værsgo.

Der er simpelt hen ikke antydning af tvang i det her. Der er ingen tvang i det her, det er der ikke. Og jeg vil bare minde om, at hvis man mener, at det er tvang, og at det er at blande sig i familiernes anliggender, så ærgrer det mig bare.

Jeg har været medlem af Folketinget i 10 år og 3 uger. I løbet af de 10 år og 3 uger er der præcis nul af mine kolleger, der har fremsat forslag om at fjerne de 14 ugers øremærkede barsel til mor. Ingen har fremsat forslag om det. Det var helt okay. Så kommer der 11 uger til far, og så dør baby. Så er alt dårligt, så er det hele forfærdeligt. Altså, hvad er det da for noget dobbeltmoral og hykleri? Enten er man imod øremærkning, eller også er man ikke. Det andet er diskrimination.

Tak. Så er det fru Pernille Vermund, Nye Borgerlige.

Tak for det. Jeg vil også gerne indlede med at sige tusind tak for et rigtig godt samarbejde til Venstre og til de øvrige blå partier i forhandlingerne om den landbrugsaftale, som vi landede i mandags. Det synes jeg lover godt for alt mulig andet, vi forhåbentlig også kan samarbejde bredt om i blå blok. Så tak for det.

Så er jeg glad for, at vi nu er inde på noget af det, som jo er kerneborgerligt, både når hr. Søren Pape Poulsen taler om mere frit valg, og når ordføreren selv fremhæver det som en vigtig del af vores samfund, hvor vi jo har indrettet os sådan, at vi betaler penge i skat til kernevelfærd – og det skal vi blive ved med. Men nu er det jo sådan i dag, at politikerne sidder og bestemmer, hvordan den kernevelfærd skal udformes for os alle, så det bliver sådan en one size fits nobody, i stedet for at sige: Lad nu pengene følge borgerne, så de kan stemme med fødderne. Så kan vi få den konkurrence både mellem offentlige og private institutioner, som gør, at man har lyst til at oppe sig, være innovativ, kreativ og finde på nye løsninger. Og dem, der ikke gider, kan dreje nøglen om.

Vil Venstre være med til i højere grad ikke bare at give frit valg mellem offentlige og private institutioner, men også sikre, at pengene i højere grad følger borgerne, så de kan stemme med fødderne, og så det har en konsekvens for de offentlige institutioner som plejehjemmet i Aarhus, der mishandler sine beboere.

Tak, og værsgo.

Jeg får simpelt hen sådan en lyst til at invitere alle mine gode blå kolleger til Venstres landsmøde, der finder sted her i weekenden. (Munterhed). Det kan være, I bare skal se det på fjernsynet. Det bliver alle tiders, det er jubilæum, alt er godt.

Jeg synes jo, at de emner, som bliver taget op her, også af De Konservatives formand, er vigtige. Det er noget, som ligger i vores dna og har gjort det i 151 år. Prøv at høre: Mennesker er forskellige. Vi skal have frihed til forskellighed. Vi skal have mere frihed. Vi skal have flere muligheder. Vi skal have mulighed for at stemme med fødderne.

Jeg hører nogle gange den her side af salen sige, at man jo risikerer, at en privat leverandør går konkurs. Ja, det gør man nemlig, i stedet for at man bare hælder flere penge i dem og de så fortsætter med at lave en uværdig behandling. Hvis man gør noget, der er dårligt, så går folk deres vej, og så må man lukke. Det er den ene del af det.

Men den anden del af det er, at alle de dygtige mennesker, som arbejder i den offentlige sektor, skal sættes fri. De mennesker skal sættes fri – ikke kun i 10 kommuner, men i 98, og i 5 regioner – for de er gået ind i deres fag, fordi de vil hjælpe mennesker, der har brug for det. Lad os nu give dem plads til det.

Tak. Fru Pernille Vermund.

Det var et dejligt svar. Og vi kan godt på lørdag, skal jeg hilse at sige fra min gruppe. (Jakob Ellemann-Jensen (V): Det er alle tiders.) Vi er altid friske på en god fest.

Men når man nu er så optaget af frit valg, kunne Venstre så ikke overveje, når vi nu taler barsel – selv om der ikke er nogen, der har fremsat forslag om det – at vi rent faktisk kigger på de her barselsregler igen og så siger: Vi fjerner helt øremærkningen; vi blander os ikke i, hvordan familierne indretter sig?

Jeg har selv været privilegeret at have en far til mine børn, som tog rigtig meget barsel. Det har de godt af. Jeg tror på, at børn har godt af at være sammen med både mor og far, men jeg tror også på – og jeg ved godt, at det ikke er så woke – at der er forskel på, hvad vi kan yde af indsats på forskellige tidspunkter i barnets opvækst, fordi det jo alt andet lige er sådan, at det er kvinderne, der er udstyret med brysterne, og så er der mændene, som har lidt sværere ved at amme.

Jeg ved godt, at det er kontroversielt at sige i dagens Danmark, at der er biologi, som spiller ind, når man føder børn, men kunne ordføreren og Venstre ikke overveje at være med til at fjerne øremærkningen?

Tak, og værsgo.

Uden at gentage mine forrige argumenter for meget om, at det her er noget, vi skal implementere, og at man ikke har haft et kvæk imod, at der var 14 uger øremærket til mor, så er jeg også nødt til at sige, at jeg altså ikke måler graden af, hvor borgerlig man er, eller hvor liberal man er, på, hvor få krav vi stiller til modtagere af offentlige ydelser – det gør jeg ikke. Og jeg synes, det er en forkert skala at måle det på.

Vi stiller krav til mennesker, der er på dagpenge. Vi stiller krav til mennesker, der er på kontanthjælp. Vi stiller krav til mennesker, der modtager ydelser fra dem, der går på arbejde. Og det synes jeg ikke er urimeligt at gøre her. Jeg synes simpelt hen ikke, at det er et overgreb at sige: Hvis du skal modtage ydelser her fra fællesskabet, stiller vi nogle få og små krav og giver den maksimale fleksibilitet til familierne. Jeg synes ikke, det er et problem.

Tak. Så er det hr. Jens Rohde, Kristendemokraterne. Værsgo.

Tak for det. Det er jo næsten et helt sindbillede på det forhold, der sådan er ved at vokse op mellem Venstre og Nye Borgerlige, at det er lige før, de skal med til landsmødet. Og jeg har intet personligt imod fru Pernille Vermund og hr. Lars Boje Mathiesen og fru Mette Thiesen – det er gode kolleger og venner – eller hr. Kristian Thulesen Dahl, men jeg er stærkt bekymret for, at Venstre mere og mere lader sig trække rundt af Nye Borgerlige og Dansk Folkepartis dagsorden.

Det er et problem, hvis det borgerlige Danmark ikke kan diskutere politik, uden at der er en muslim bag forhænget i enhver diskussion. Landbrugsudspil skal laves, ved at man slår nogle indvandrere i hovedet; et forslag til vedtagelse, der bliver fremsat her i dag, skal også handle om, at vi lige sådan skal fortælle, at vi kan være hårde over for udlændinge og over for indvandrere. Det byder Kristendemokraterne en lille smule imod, og derfor er det, at jeg gerne vil spørge den borgerlige statsministerkandidat – i hvert fald den eneste erklærede indtil nu – om hr. Jakob Ellemann-Jensen ser sin opgave som værende at trække ind mod midten og de pragmatiske løsninger i dansk politik, (Anden næstformand (Pia Kjærsgaard): Ja tak!) eller om det skal støbes fast i cement med det yderste højre.

Det er altid godt at starte med spørgsmålet.

Værsgo.

Jeg kan sige til hr. Jens Rohde, at for så vidt angår Venstres landsmøde, er det en usædvanlig tolerant forsamling. Hr. Jens Rohde har også været der flere gange. (Munterhed i salen).Ogdet gik da nogenlunde fredeligt indtil et vist punkt.

Prøv at høre: Jeg er ikke sat i verden for at indtage en position i forhold til andre. Jeg er sat i verden for at være Venstres formand, og for at Venstre står i egen ret. Og det er derfor, jeg præsenterer Venstres politik. Så har vi nogle diskussioner rundtomkring, både med røde partier og med blå partier – det synes jeg er godt; det synes jeg er frugtbart. Altså, vi skal jo dele os efter anskuelse, og det synes jeg er fint. Men det, jeg præsenterer, er Venstres politik. Det er de ting, vi mener, og det er ikke sådan afmålt i forhold til at sige, at nu skal vi også lige sige noget herovre og noget derovre. Når man så laver en vedtagelsestekst, er det klart, at så skal man jo stå sammen; så skal man give lidt og købe lidt, hugge en hæl og klippe en tå. Og derfor har vi alle sammen indflydelse på det her. Det betyder ikke, at jeg ikke kan stå inde for den tekst, der står i forslaget til vedtagelse, men det kan det såkaldt blå parti Kristendemokraterne åbenbart ikke. Det synes jeg er ærgerligt.

Hr. Jens Rohde.

Nej, det kan vi ikke, og det var det samme med udspillet, for hvis det altid handler om, at den eneste måde, man kan finansiere sine udspil på, er ved at slå udlændinge oven i hovedet, eller at der altid skal en tekst ind om, at vi skal italesætte udlændinge og indvandrere som problemet i samfundet og næsten det eneste problem, vi har, så er vi ikke en del af ligningen – det er fuldstændig rigtigt. Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke gerne ser en borgerlig-liberal statsminister efter næste valg, men det skal saftsuseme ikke være på en politik, der dikteres af Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige. Derfor appellerer vi bare til statsministerkandidaten om måske at kigge lidt hen over midten, når der skal laves politik, og ikke kun danse efter Dansk Folkeparti og Nye Borgerliges pibe.

Snydebandeord bruger vi ikke.

Værsgo.

Jeg er med på, at jeg er en fremragende danser, men jeg danser altså ikke efter nogens pibe herinde. Jeg er Venstres formand; jeg præsenterer Venstres politik. Jeg samarbejder med dem, der ønsker at samarbejde med mig; jeg samarbejder med dem, der ønsker at samarbejde med Venstre. Og hvis Kristendemokraterne ønsker det, så fred være med det.

Men i forhold til det der med, at udlændingepolitik er det eneste vigtige, og hvor hr. Jens Rohde henviser til dagens vedtagelsestekst, står jeg pudsigt nok med den i hånden, og altså, der er seks afsnit, og det er rigtigt, at det nederste berører udlændinge. Det betyder hverken, at det er det eneste vigtige i vores terminologi, eller at det er det eneste, vi taler om, eller at nogen skal slås oven i hovedet. Altså, lad nu være med de her falske fjendebilleder. Der er ikke nogen grund til det – især ikke hvis man ønsker at være en del af den blå familie.

Tak for det. Så er det hr. Jens Joel, Socialdemokratiet.

Tak for talen til hr. Jakob Ellemann-Jensen. Jeg vil spørge, om Venstres formand kan oplyse, hvad Venstres skattestop koster, altså om der er nogen konsekvenser for råderummet.

Ordføreren.

Hvad Venstres skattestop koster? Ja, det koster jo borgerne det, at de kan se frem til klarhed omkring, hvad de skal betale i skat, at virksomhederne kan se frem imod, hvad de skal betale i skat, og at de har en sikkerhed for, at skatter og afgifter ikke bliver sat i vejret. Så har vi en undtagelse, der handler om tobaksafgifter – det er sådan set den eneste skat i Danmark, jeg ikke synes er for høj – og så har vi en undtagelse, der handler om, at vi gerne vil kunne flytte noget rundt, når det handler om miljø, og når det handler om klima. Vi vil gerne kunne lave en grøn skattereform, sådan at vi får mindre af det, vi ikke vil have, og mere af det, vi gerne vil have. Så vores skattestop koster sådan set ikke andet end noget positivt på tillidskontoen.

Værsgo, hr. Jens Joel.

Når jeg spørger, er det jo, fordi det er blevet et ultimativt krav og en måde at løbe fra det her velfærdsløfte på, og hvis man kigger på eksempelvis indeksering af miljø-, energi- og tinglysningsafgifter, og hvis man ikke indekserer, sådan som det er forudsat, mangler vi jo eksempelvis en halv milliard kroner i 2025. Når jeg spørger, er det jo, fordi Venstre ikke har sagt, hvad der faktisk skal indekseres, og hvad der ikke skal indekseres – hvad det egentlig er, der er omfattet af det.

I 2002, tror jeg, det var, lå der et 9 sider langt notat om, hvordan man skulle fortolke skattestoppet. Nu er der uklarhed om, hvad det betyder, og alligevel er det et ultimativt krav. Det er jo derfor, vi får den tanke, at det nok i virkeligheden handler om, at man gerne vil have en undskyldning for at løbe fra det løfte, man gav danskerne omkring velfærd. Og det er da interessant, at Venstres formand ikke svarer på, om det har nogen konsekvenser for råderummet, hvis man gennemfører Venstres skattestop i den form, som Venstre har lavet det, men som vi andre ikke ved hvad er.

Værsgo.

Jeg er så glad for at kunne bidrage til oplysning af medlemmerne om samfundet og Venstre. Derfor har jeg foretaget et print af Venstres skattestop, som jeg gerne vil folde lidt som en pamflet og udlevere til hr. Jens Joel bagefter. Jeg kan ikke læse det højt, for det levner tiden mig ikke, men jeg skal gerne vise det. Vi har jo tidligere henvist til hjemmesider og alt muligt andet. Det kunne man ikke finde i Socialdemokratiet, og nu får I det så på print i en lidt mere analog udgave, som er lidt mere tidssvarende.

Prøv at høre: Det at sige, at man skal tjene pengene, før man bruger dem, er ikke at løbe fra et velfærdsløfte, det er at stå på det. Det er at sige, at vi skal have råd til velfærden i fremtiden, uden at vi forgælder vores børn. Det er ansvarligt. Det er helt vildt ansvarligt. Jeg forstår ikke: What's all the fuss?

Tak. Så er det fru Ida Auken, Socialdemokratiet.

Mange tak. Jeg er nok den i den her side af salen, der glæder mig mest over svarene fra ordføreren, for jeg blev så utrolig glad over, at det ikke kun er min ægtemand, der tager galocher på, når det regner. Det kan jeg forstå at Venstres ordfører også iklæder sig.

Men jeg blev også glad for talen, fordi klimaet jo fyldte noget. Derfor tænker jeg, at mit spørgsmål er en ren formssag. I foråret indgik regeringen sammen med støttepartierne en aftale om, at vi skal have et delmål i 2025 om en reduktion på 50-54 pct. Det er det, Klimarådet har anbefalet. Her i efteråret fremsætter vi så et lovforslag, og jeg vil bare sikre mig, at Venstre selvfølgelig kan støtte det lovforslag og et delmål på 50-54 pct. i 2025.

Tak. Værsgo.

Det kan vi sådan set godt. Men jeg synes, det var en besynderlig måde at køre det her på, altså at vi ikke var inviteret. Altså, vi har lavet en klimalov sammen, og vi laver de her ting i fællesskab. Vi vedtager ting på de forskellige områder sammen, og så sætter man sig ned fra regeringens side og siger: Det her gider vi godt nok ikke at tale med ansvarlige mennesker om; vi nøjes med vores venner, og så sætter vi os ned og fastsætter det her mål. Det er jo ikke nogen skam ikke at deltage i en fest, som man ikke er inviteret til. Men vi kan selvfølgelig bakke op om det her. Det kan vi da godt. Det er ikke noget problem. Men hvorfor i alverden var det, at vi ikke måtte være med til den samtale? Er det det, statsministeren mener med, at man skal have en demokratisk samtale? Eller hvad?

Tak. Værsgo.

Det glæder mig jo, at Venstre tilslutter sig et delmål på 50-54 pct. Så bliver forhandlingerne lidt lettere for klimaministeren. Så kunne Venstre jo også tilslutte sig transportaftalen. Der var man jo både inviteret og havde mulighed for at leve op til sine grønne ord, så hvad med lige at tage de 2 mio. t CO2 med og komme med ind i en transportaftale? Den virker jo rigtig godt derude og gør, at danskerne nu køber elbiler, og at vi får omstillet transportsektoren.

Værsgo.

Jeg synes, der er et par problemer med transportaftalen. Jeg er ærgerlig over, at vi ikke er med, for vi havde faktisk nogle forbedringsforslag. Men det, der gør, at vi ikke er med, er jo, at finansieringen kun gælder frem til 2025, og at vi derefter så må se, hvor pengene skal komme fra. Det er ikke den måde, vi laver økonomisk politik på. Så synes jeg, det er ærgerligt, at man regner det som en klimaforbedring, at flere vil tanke i Tyskland. Man ser det simpelt hen sådan, at vi i højere grad lever op til vores mål, hvis flere tanker i Tyskland. Det er klimanationalisme, og det er ikke i orden. Vi kan ikke betragte Danmark som sådan et land, der bor i en osteklokke, hvor man siger: Så længe det foregår andre steder, er det ikke vores problem. Det var det samme, man var ved at gøre på landbrugsområdet og på fødevareområdet. Det fik vi gudskelov forhindret.

Tak. Så er det hr. Hans Kristian Skibby, Dansk Folkeparti.

Tak, fru formand. Jeg tror, der er rigtig mange danske børnefamilier, især også kommende børnefamilier, som undrer sig noget over den tilgang, som det liberale Venstre har til spørgsmålet om at bestemme over de her 11 ugers såkaldt tvungen barsel til mænd. Vælger mændene ikke barselsperioden, er de 11 uger pist væk. Der er mange, der synes, det er et overgreb, fordi man jo sådan set i en hidtil uset grad begynder at gå ind og botanisere i, hvad det er for nogle rettigheder de danske børnefamilier skal have. Det er jeg lidt provokeret af at ordføreren og partiformanden for Venstre her i dag gør til et spørgsmål om, om det regner eller det ikke regner. Jeg synes, det er lidt forsimplet at gøre det her til et spørgsmål om, om man bare skal lægge sig fladt ned og sige, at det kommer fra EU, det har vi ikke noget at gøre med, pyt, pyt.

Hvorfor skal en nationalstat som Danmark sige pyt, når der kommer nogle regler, som jeg godt ved at arbejdsgiverforeninger og erhvervsorganisationer er blevet enige om? Men det her er jo for søren et parlament, og vi sidder herinde, fordi vi er valgt af borgerne til at tage nogle vigtige beslutninger, og det kan da ikke være en vigtig beslutning at lave en beslutning som den her, hvor man tager kompetencen væk fra de danske børnefamilier. Derfor vil jeg spørge ordføreren: Er Venstre ikke længere et liberalt parti?

Værsgo.

Jo, og jeg kan godt uddybe det: Vi er Danmarks Liberale Parti, og det er vi simpelt hen så stolte af. Jeg måler ikke graden af, hvor liberal man er, på, hvor få krav man stiller til mennesker, der modtager offentlige ydelser. Det sagde jeg også før, og det mener jeg stadig væk.

Jeg synes, at et samfund som det danske, hvor vi har en så veludviklet velfærd, at vi kan sige til hinanden, at vi gerne vil understøtte den barsel, den tid, vi har sammen med vores helt små børn, i et omfang, som gør, at man som forældre faktisk samlet set kan holde op til 1 års fri sammen med sine børn på andre menneskers regning, er et generøst samfund. Jeg synes, det er fantastisk, jeg synes, det er vidunderligt. Det eneste modkrav, man så stiller her, er at sige: Prøv at høre her, I får al den her tid, men I skal lige være søde at dele, sådan at I får 11 uger til hver; resten skal I også dele, men det kan I få lov til at veksle mellem hinanden.

Det bliver stillet op, som om det er et krav, det bliver stillet op, som om det er en begrænsning. Men der er ikke er noget krav om, at far tager 11 ugers barsel, og der er ikke er nogen begrænsning i, at man kun må tage den andel af barslen. Man må holde barsel i flere år. Der er bare en grænse for, hvad andre mennesker skal betale for, hvad man ikke laver.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Altså, det er mig virkelig ulogisk, at det er blevet til liberal Venstrepolitik at tage beslutningskompetencen væk fra borgerne, væk fra de danske børnefamilier. Ordføreren står ovenikøbet og siger, at det er et generøst tilbud. Hvad er det, der er generøst ved, at man tager beslutningskompetencen væk fra børnefamilierne? Ja, det ord brugte hr. Jakob Ellemann-Jensen lige for ganske få sekunder siden – ordføreren brugte ordet generøst – og der vil jeg gerne have lov til at sige, at det her da ikke er generøst. Men det er da et overgreb.

Værsgo.

Jeg tror, ordføreren – formentlig ikke bevidst eller i ond vilje – blander mine sætninger en lillebitte smule sammen, altså at det er et generøst samfund. Men så lyt: Det er et generøst samfund, som har råd til at sige til forældre: Kære venner, sammenlagt må I tilbringe et år sammen med jeres nyfødte barn; tillykke med det; I kan tilbringe et år sammen, mens vi andre betaler for det. Det er generøst. Det er det simpelt hen. Man ser ikke den her generøsitet mange andre steder uden for Skandinavien, og jeg synes, det er generøst, og jeg synes ikke, det er illiberalt. Jeg er dog formand for Danmarks Liberale Parti, og jeg synes ikke, det er illiberalt at sige til mennesker, der modtager en ydelse, at vi stiller nogle krav til det.

Tak. Hr. Kasper Sand Kjær, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at vende tilbage til det her med skattestoppet, for jeg syntes, hr. Jakob Ellemann-Jensen var lidt uklar tidligere. Kan vi ikke lige få den en gang til? Hvad vil det koste, hvis skattestoppet indføres, det skattestop, som vi jo ikke rigtig kan finde ud af hvad indeholder? Men hvad vil det betyde her og nu og for råderummet på den lange bane, hvis Venstres skattestop indføres?

Værsgo.

Jeg er simpelt hen så ked af, at Socialdemokratiet stadig væk ikke forstår det, og det er også derfor, jeg har tilbudt at aflevere det her print til hr. Jens Joel bagefter, og så kan I kigge hinanden over skulderen og blive kløgtigere på Venstres politik.

Prøv at høre: Vi har et skattestop, hvor vi siger til borgerne, at I skal kunne regne med, hvad I har i hånden. Og så begynder man at himle op om, at uh, hvad koster det osv.? Hvad koster jeres velfærdslov? Vi har et velfærdsløfte, som vi siger at vi gerne vil finansiere. Hvad koster den her velfærdslov? Hvad koster det, at man uanset indtægt – uanset indtægt – pålægger sig de udgifter, der måtte komme fremadrettet? Hvad koster det?

Tak. Hr. Kasper Sand Kjær.

Nu er det jo ikke mig, der står på talerstolen og skal svare på spørgsmål, men det er så hr. Jakob Ellemann-Jensen, der har den opgave, og i modsætning til Venstres velfærdsløfte, der blev givet til vælgerne, og som de jo så nu er løbet fra, må man forstå, kommer vi selvfølgelig til at fremlægge en plan for finansieringen.

Men kan vi ikke lige vende tilbage til det med skattestoppet? Og vi ved jo ikke, hvad Venstres skattestop betyder, men hvis det betyder, at alle afgifter og skatter fastfryses, så de heller ikke indeksreguleres, så vil det jo efterlade et hul i statskassen. Er det ikke rigtigt? Men er det sådan, Venstres skattestop skal forstås? Det tror jeg jo gerne vælgerne vil vide.

Værsgo.

Prøv at høre: Der er et eller andet komisk og pinagtigt i det der med at blive ved med at henvise til, at man ikke ved, hvad det betyder. Nej, men det er da ikke min skyld, at I ikke kan læse. Altså, helt ærligt. Nu har jeg printet det her, og jeg skal nok komme ned med det, og vi kan også gennemgå det. Det er ret pædagogisk, der er fem punkter, og jeg kan godt gennemgå det. Det har ligget inde på vores hjemmeside. Altså, det er offentligt tilgængelig information, og man skal ikke kokettere med, at man ikke kender det. Uvidenhed er ikke en dyd. Det er det simpelt hen ikke. Men prøv at høre: Vi har det her, fordi vi synes, at folk skal have lov til at kunne regne med, hvad de har. Det er rigtigt, at afgifter er fastfrosset, og at skatter også er fastfrosset, med de undtagelser, som står her, og jeg kan godt læse dem højt, hvis jeg får et spørgsmål mere om det.

Tak. Som den sidste er det så hr. Rasmus Nordqvist, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Men så bliver ordføreren ikke spurgt om det igen. Jeg vil gerne spørge om noget, som ordføreren ved noget om, eller som han i hvert fald burde vide noget om som tidligere miljøminister, og det er vores grundvand. Vi så i går, at indtil nu i år er der sprøjtegiftrester i 63 pct. af de analyser fra boringer, der er kommet ind, og det er jo ganske alvorligt.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre Venstre, om man vil være med til at beskytte ikke blot de områder tæt på boringerne, men også beskytte de områder, hvor grundvand dannes. Danmarks Naturfredningsforening har været ude med det her ønske om grundvandspakker, og vi har fra SF's side fremlagt et forslag til, hvordan man kunne skrue det sammen. Jeg er egentlig nysgerrig på, om Venstre også vil være med til at beskytte det rene drikkevand for de kommende generationer.

Værsgo.

Jeg har sådan en superflot kasket liggende oppe på mit kontor oven på formandskabet, hvor der står »Minister for drikkevand«. Den fik jeg af Danmarks Naturfredningsforening, fordi jeg indførte et sprøjteforbud på det, der hedder boringsnære beskyttelsesområder, altså der, hvor problemet er allerstørst. Det er det, som ordføreren også henviser til.

Noget af det, der er helt unikt, og som folk altid står sådan og løfter øjenbrynene af, hvis de kommer fra det store udland, er, at man bare går hen og tænder for vandhanen, og så drikker man søreme det, der kommer ud, og det smager ikke engang af klor. Det skal vi simpelt hen fastholde, og vi skal fastholde det på en måde, hvor vi ikke skal rense eller tilsætte klor osv. Så lad os se på, hvad det er, vi kan gøre for at beskytte vores drikkevand, vores grundvand bedre. Det er vi meget indstillet på, og det viser den historik, vi har – at vi har ageret på det her tidligere, og det gør vi gerne igen.

Tak for det. Hr. Rasmus Nordqvist.

Det er dejligt at høre, og jeg er glad for, at kasketten stadig væk findes. Jeg kunne nemlig huske at have set ordføreren med den. Men det er jo helt, helt nødvendigt, at vi udvider det her, og det er ikke bare i boringsområderne, for vi kan se, at der, hvor grundvandet dannes, også er der, sprøjtegiften kommer ned i grundvandet. Så jeg er glad for, at man er positiv over for det, og jeg håber selvfølgelig, at man helhjertet vil bakke op om de gode forslag, som er kommet frem, ikke mindst det, som vi selv har prøvet at skabe opmærksomhed omkring, og jeg glæder mig til at skulle tale videre om det med ordføreren.

Tak. Værsgo.

Tak. Og jeg ser frem til den her drøftelse. Det her er et problem, især fordi meget af det, vi kan gøre, er fremadrettet, men der er jo altså nogle ting, der ligger stille og roligt og synker ned, fortidens synder, som man ofte taler om, og det gælder både ting, der er forbudt i dag, og det gælder ting og sager, man har brugt som maling, som man har brugt som beskyttelse mod dit og dat. Jeg siger det ikke for at negligere, hvad vi skal gøre, for selvfølgelig skal vi gøre noget fremadrettet, men jeg siger bare, at det her er ikke et problem, som, uanset hvad vi gør, bliver løst i morgen, og derfor er det ulykkeligvis noget, vi bliver nødt til løbende at holde øje med. Jeg kan huske, at der også i min ministertid var drikkeboringer, som måtte lukkes, fordi de var forurenet, og det er altså ikke sjovt, for det her er godt nok en vigtig dansk værdi.

Tak for det, tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti.

Tak til statsministeren for åbningstalen i tirsdags. I tirsdags åbnede Folketinget, og vi kom alle sammen forventningsfulde, mødte frem fra en 4 måneder lang sommerferie, hvor vi havde ligget på langs, og nu skulle vi rigtig i arbejdstøjet igen. Folketingets åbning er en festdag, hvor dronningen med kongefamilien kommer, og hvor alt er pyntet op. Det er en dag, man bare aldrig nogen sinde bliver træt af, tror jeg. Vi startede med en lidt speciel gudstjeneste, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg glædede mig over, at organisten til sidst spillede »I Danmark er jeg født«, for den er bare så god, og jeg savnede faktisk også at synge den til selve gudstjenesten. Men nok om det.

Tilbage til statsministerens tale i tirsdags: Den havde faktisk en rigtig god indledning med billederne på nethinden af sortspætter, vilde orkidéer, hedelandskab – ja, Danmark dejligst. Men tilgiv mig, at jeg så også senere i talen synes, at der var sådan noget forlorent over den. Et eksempel: Statsministeren lagde i talen i tirsdags op til et opgør med techgiganterne for at sikre, at vi selv sætter rammerne for den demokratiske samtale. Men er der et sted, hvor statsministeren har helt særlige evner, så skulle jeg da hilse og sige, at det netop er at bruge techgiganternes platforme til at styre samtalen – eller samtale og samtale, vi kan kalde det monologen, altså at sikre envejskommunikationen til danskerne.

Eller hvad med talens afsnit om, at politiske aftaler skal indeholde, hvordan aftaler kommer til at virke for borgerne og virksomhederne. Det lyder jo virkelig rigtig sympatisk. Men hov, dagen forinden, altså i mandags, lavede vi i et meget, meget stort samarbejdende folkestyre, og tak for det, for det var virkelig fantastisk, en kæmpe, vigtig aftale om landbrugets grønne omstilling. Fortæller vi i den aftale, hvordan den kommer til at virke for borgerne og virksomhederne? Overhovedet ikke. Men når nu lige præcis det her var så vigtigt et punkt for statsministeren i tirsdags, hvorfor var det så egentlig ikke så vigtigt i mandags?

Sådan er der altså en del ting, der kommer fra regeringens side, der altså skal lyde åh så godt, men som måske kun siges, netop fordi det skal lyde åh så godt, og ikke fordi det egentlig skal gennemføres i den rigtige verden, i den virkelige verden.

Tag nu eksemplet med fremmedkrigerne. I nat landede 3 mødre, 14 børn her i Danmark. De var aktivt hentet til Danmark af regeringen på skatteydernes regning, og her i Danmark står beskikkede skatteyderbetalte advokater klar til at hjælpe. Der fremskaffes psykologer, børnekyndige, der oprettes modtagecentre rundtom i landet på skatteydernes regning, men hvad sagde statsministeren egentlig tidligere om at hente fremmedkrigere til Danmark? Jo, tidligere i år sagde statsministeren blandt andet, og jeg citerer: Undskyld, men en gang imellem lyder spørgsmålene om IS, som om det er mennesker, der har været på ferie. Altså det er folk, der har tilsluttet sig Islamisk Stat, kalifatet, måske har været involveret i væbnet modstand mod den demokratiske verden, herunder Danmark, de har vendt Danmark ryggen, og de har intet at gøre i Danmark mere. Citat slut.

Nu er de landet i nat. Der er tale om fremmedkrigere, som statsministeren tidligere i år sagde ikke skulle hjælpes til Danmark. De havde vendt Danmark ryggen, de har intet at gøre i Danmark mere. Regeringens støttepartier er allerede i gang med at kræve flere til Danmark. Det kommer vi helt sikkert tilbage til.

Regeringen besluttede, at der skulle evakueres fra Afghanistan, men regeringen talte for få måneder siden om et fåtal, måske cirka 100, og i dag har regeringen hentet i omegnen af 1.000 til Danmark, og da det hele skulle foregå så forhastet, har regeringen også lige hentet 2 hertil, som vi ellers møjsommeligt havde fået udvist for kriminalitet. Den ene var endda udvist for bestandig. Det mest sandsynlige er nu, at de her personer, også de her to personer, der egentlig var udvist, kommer til at leve resten af deres tilværelse i Danmark – på skatteydernes regning.

Eller hvad med det nye udrejsecenter, de cirka 130 udvisningsdømte kriminelle? Da regeringen ville flytte dem til Langeland, lovede man vagter til butikkerne, hegn til naboerne, alarmsystemer, men så opgav man Langeland, for der var stor modstand, forståeligt nok, men så lovede man, at hjælpen ville komme til Kærshovedgård i Midtjylland, som jo stadig nu huser problemerne. Men her mere end 4 måneder senere er der ikke sket noget som helst. Det er simpelt hen uhørt, og det virker, som om det indholdsmæssigt er lidt ligegyldigt for regeringen, bare man har fået talt og virket åh så flot i sin snak over for danskerne. Men danskerne lades i stikken.

Eller hvad med løfterne til danskerne om, at de syrere, der kom til Danmark i 2015 og 2016, skulle retur, så snart det kunne lade sig gøre? Selv hovedparten af de syrere, som Flygtningenævnet vurderer kan komme tilbage og få opholdstilladelse igen, bare nu efter andre paragraffer, bliver så her i Danmark. Var det, hvad statsministeren også før sidste valg stillede danskerne i udsigt? Nej, det var det absolut ikke.

Så der er rigtig meget sød tale, men man skal altså vurderes på sine handlinger, og her må vi konstatere, at når det kommer til udlændingepolitikken, så virker regeringen faktisk svag – som om den siger det, den ved danskerne vil høre, men fører en politik, som skal gøre de venstreorienterede støttepartier glade.

Jeg er nervøs for, at vi på samme måde vil se regeringen agere, når det kommer til sundhedsområdet og ældreområdet, to afgørende områder i vores velfærdssamfund.

Sundhedsområdet er mange steder i knæ. Der er en stor frustration hos mange medarbejdere, noget, der bør vække dyb bekymring herinde. Sygeplejerskekonflikten burde have været en advarsel. Men regeringens indgreb har kun gjort frustrationerne ude på sygehusene større. Ventelisterne vokser. Titusindvis af udskudte operationer har hobet sig op. Så det haster med en sundhedsreform. Det haster med en sundhedsreform, hvor medarbejderne vises større tillid på deres faglighed; hvor der kommer større nærhed, så mere løses lokalt.

De nye supersygehuse har stor ekspertise, og vi vil som danskere gerne flytte os, når vi virkelig har brug for specialister. Men alt det andet vil vi gerne have løst tættere på. Derfor skal tilbuddene i lokalområderne være flere. Men det kræver personale. Det kræver, at det er attraktivt at arbejde på det specialiserede sygehus eller i det lokale sundhedscenter. Derfor skal der være langt større fokus på at kræse om de gode folk, vi har, også i den offentlige sektor. Et godt sundhedsvæsen kræver nemlig også, at vi får gjort op med den snigende brugerbetaling. Det gjorde vi faktisk med finansloven for 2019, men efter den nuværende regering er kommet til, ja, så har brugerbetalingen sneget sig ind igen. Det er efter min opfattelse et skråplan og helt i strid med de skåltaler, der ellers ofte holdes.

Når det kommer til de ældre, er der virkelig brug for mere fokus. Inden for de næste 5-10 år – vi bør kende tallene alle sammen – bliver vi vel 150.000 flere +80-årige. Og mange af de her gode landsmænd kan klare sig selv, men mange har også brug for hjælp. Og hvem skal så sikre plejen og omsorgen for de her rigtig mange danskere, der har brug for hjælp? I de her år ruller flertallet herinde minimumsstandarder ud i forhold til børnene, og det er meget sympatisk. Men så skal kommunerne jo også efter loven levere et givent personale til netop børneområdet. Og hvad så, hvis der ikke er tilstrækkeligt med folk? Risikerer vi så i virkeligheden, at der tages af de folk, som ellers skulle have hjulpet os i ældreplejen? Derfor bliver vi nødt til rejse spørgsmålet: Bliver vi ikke nødt til at have minimumsnormeringer på ældreområdet samtidig med minimumsnormeringer på børneområdet? Eller sagt med andre ord: Vi vil jo ikke sikre børnene ved, at bedsteforældrene lades i stikken.

Mange udfordringer lige nu handler om mangel på arbejdskraft. Uanset om vi taler om det offentlige, eller om vi taler om det erhvervsliv, som jo grundlæggende sikrer de indtægter, som skaffer pengene til velfærden, så er der noget at gøre. Men der er altså også nogle åbenlyse paradokser i den her debat omkring mangelen på arbejdskraft. For mens mange skriger på arbejdskraft, ser mange seniorer sig efterladt på perronen og føler sig ikke efterspurgt. Men hvis seniorerne ikke føler sig efterspurgt, hvordan kan vi så forsvare at hæve pensionsalderen, som et flertal herinde jo også har besluttet?

Og er der så reelt den mangel på arbejdskraft, som det siges? For nylig dokumenterede en undersøgelse, at hver femte virksomhed fravælger seniorer ved jobsøgning. De fravælges alene på baggrund af dåbsattesten. Hvis de her virksomheder – og det gælder jo både offentlige og private virksomheder – virkelig var så desperate i deres mangel på arbejdskraft, så ville de nok tage chancen, altså bare lige sige, at de også tager en samtale med dem, der er lidt oppe i årene.

Eller hvad med regeringens plan om at lave i tusindvis af kunstige jobs, fordi de vil vise folk med udenlandsk baggrund, at man skal lave noget for sin ydelse? Hvorfor forlanger man ikke i stedet, at de her folk tager de jobs, som virksomhederne siger de ikke kan få besat? Mange af de jobs, der siges ikke at kunne blive besat, er ufaglærte jobs i restauranternes køkkener, på hoteller osv. Men i stedet foreslår regeringen nu at sætte jobcentrene i gang med at lave i tusindvis af kunstige jobs, som de ordinært ansatte på jobcentrene så skal bruge deres tid på at skabe for at aktivere nogle mennesker, som åbenbart ikke tager de jobs, som virksomhederne siger der er. Det virker ikke rigtigt.

Så der er rigtig mange vigtige ting i det nye folketingsår. I Dansk Folkeparti ser vi frem til arbejdet og til samarbejdet. Vi kommer til at fremsætte en lang række forslag. Vi starter med et fælles forslag med Inger Støjberg om en udvandringslov, hvor vi kopierer hovedtanken fra klimaloven. Vi sætter os et mål om, at 70 pct. af de udlændinge, som ikke bidrager og vil Danmark, skal udvandre inden 2030. Vi håber, at forslaget kan få opbakning, så eksempelvis de udlændinge, der begår kriminalitet, kan se, at deres fremtid ikke er her i Danmark. Så kan vi for alvor indfri danskernes forventninger til os. Tak for ordet. Jeg glæder mig til debatten.

Tak for det. Så er det hr. Alexander Grandt, Socialdemokratiet. Værsgo.

Dansk Folkepartis klimaordfører, hr. Morten Messerschmidt, udtalte i april 2020, at Danmark burde nedjustere sine klimaambitioner. Derfor skal jeg bare høre ordføreren, om Dansk Folkeparti stadig væk står bag klimaaftalen og målet om en 70-procentsreduktion.

Værsgo.

Ja, det gør Dansk Folkeparti. Vi vedgår de aftaler, vi indgår. Vi arbejder også benhårdt for at gennemføre dem. Det er klart, at det tal, 70 pct. i 2030, jo er et tal, man kan diskutere hvorfor lige præcis er dét. Altså, hvorfor er det ikke 68 pct. eller 72 pct. i 2030? Eller man kan også diskutere: Hvis vi siger 2029 og vi så først når det i 2031 – hvad så? Det er bare for at sige, at det jo er vigtigere, at vi prøver at have fokus på, hvordan vi når de gode klimamål, i stedet for at vi har en eller anden, synes jeg, mærkelig debat om, om det lige præcis er på en bestemt dato, man når en eller anden bestemt procentsats.

Værsgo, hr. Alexander Grandt.

Jeg forstår ikke Dansk Folkepartis bekymring. Man er jo allerede halvvejs i mål med det, der er blevet vedtaget, og de politikker, der er blevet fremlagt. Og i betragtning af FN's seneste klimarapport står det vel ret klart, at vi skal i mål med de 70 pct. Hvorfor ryster Dansk Folkeparti sådan på hånden i forhold til at nå 70 pct.? Hvorfor sætter I spørgsmålstegn ved lige præcis den målsætning?

Værsgo.

Jamen vi har den ambition, at vi skal fastholde arbejdspladser i Danmark til danskerne, og at vi skal opretholde et samfund, hvor vi har vækst og udvikling, og hvis man skal nå en bestemt procentsats, ved at man f.eks. eksporterer arbejdspladser ud af landet, og så ikke løser verdens globale klimaudfordringer, men bare er dogmatisk i forhold til et eller andet bestemt tal, så er det jo noget skidt. Det er jo også derfor, vi i landbrugsaftalen har haft fokus på, at vi skal udvikle; vi skal ikke afvikle produktion i Danmark. Jeg håbede egentlig også, at det var Socialdemokratiets udgangspunkt i hele den her debat.

Tak for det. Så er det hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre.

Mange tak for det, og mange tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for en god tale. Ældreområdet fylder naturligvis – det skulle være mærkeligt, hvis ikke det fyldte hos Dansk Folkeparti; det ved jeg at det altid gør – og det er godt. Hr. Kristian Thulesen Dahl nævner nogle af de løsninger, som man ser for sig i Dansk Folkeparti. I Venstre har vi et forslag om et friplejehjem i alle kommuner i Danmark. Er det en ambition, som Dansk Folkeparti vil bakke op om, sådan at de ældre også har et reelt frit valg alle steder i Danmark?

Tak. Og værsgo.

Tak for det. Jeg synes, at der, hvor folk aktivt tager del i udviklingen af nye tilbud, er det fremragende. Om det er en friskole eller et friplejehjem, er der jo tit det med, at der er noget engagement omkring sådan en institution, som gør, at man virkelig har fokus også på kvaliteten af det, der leveres, sådan at de ældre, der i givet fald er på et friplejehjem, føler sig rigtig godt tilpas. Derfor har vi jo ikke noget som helst ideologisk forhold til, om det skal være det ene eller det andet. Det, der er afgørende for os, er, hvordan de ældre har det; altså hvordan man sørger for, at de ældre, der har brug for hjælp og omsorg, har det bedst muligt. Hvis der er nogen, der vil byde sig til i forhold til at lave friplejehjem som et tilbud til vores ældre borgere, så er vi meget tilfredse og glade for det.

Værsgo, hr. Jakob Ellemann-Jensen.

Tak for det. Jeg mener jo, at friplejehjemmene er en af mulighederne for, at man de facto har et frit valg; at man kan stemme med fødderne og sige, at det her ikke var det, man ønskede, eller at man som pårørende kan sige: Det her ikke var det, vi ønskede for vores forældre. Derfor vil jeg blot høre – jeg kan godt høre, hvor det snerper henad – om hr. Kristian Thulesen Dahl deler ambitionen om, at der er det her reelt frie valg i alle kommuner og ikke kun i nogle kommuner, men at man reelt har et sted, man kan gå hen, hvis ikke man er tilfreds med det tilbud, der måtte være, uanset at det tilbud kan være udmærket.

Værsgo.

Ja, det gør jeg bestemt. Men grunden til, at jeg lige lægger nogle nuancer ind, er, at jeg jo ikke synes, at de kan fritages fra at sikre kvaliteten på det kommunale plejehjem, der er i en kommune. For der er også nogle steder, hvor begrænsningerne på, hvor mange der kan være på et plejehjem, sætter den begrænsning på den enkeltes valgmuligheder, at man ikke længere kan vælge det der friplejehjem, fordi der ikke er flere pladser, der udbydes dér – men det er altså nu og her, at man har brug for plejen og omsorgen på et plejehjem, så derfor vil det problem også opstå. Det er sådan over tid, at man kan have en teoretisk debat om, hvorvidt der er den valgmulighed. Men for den enkelte lige i en given situation kan det jo godt være, at man ikke står med valgmuligheden; der er det kommunale plejehjem tilbuddet, og så skal vi sikre, bl.a. også med en stærkere inddragelse af pårørende, at kvaliteten er der.

Tak. Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Der er stadig flere børn, der mistrives i den danske folkeskole, og jeg tror, at en af årsagerne til det er, at vi har fået skabt en folkeskole, som har nogle meget stive rammer, og som presser nogle af de børn, som ikke lærer bedst ved at sidde en lang skoledag med røven i sædet uden at komme ud …

Altså, jeg synes faktisk ikke, det udtryk er i orden, og det er blevet nævnt en gang før i den her debat – og det er ikke engang sjovt.

Det beklager jeg, og det var faktisk ikke intentionen at være flabet. Undskyld.

De sidder med bagdelen i sædet og får ikke det ud af skoledagen, som de ellers skulle have haft. Når en skoleelev er færdig i folkeskolen, har eleven haft 49 pct. humanistiske fag, 29 pct. naturvidenskabelige fag og ca. 6 pct. praktiske fag, og så synes jeg ikke, det er så mærkeligt, at nogle af de her børn, der netop godt kan lide det praktiske, ikke har det godt i folkeskolen. Men jeg oplever også, at Dansk Folkeparti er et af de partier, som har svært ved at give skolen fri, som har svært ved at acceptere, at man kunne lave skole på en anderledes måde, så er formanden enig i, at nogle af de her børn, som har nemmest ved at lære med hænderne, vil have bedst af få en anden skoledag?

Tak. Værsgo.

Jeg er fuldstændig enig i, at der er en del af vores børn – måske endda en stor del – der har godt af at have noget praktisk som indføring til at lære, og at man lærer på en helt anden måde. Vi har jo diskuteret det her i årevis; vi har talt om, hvordan man kunne sikre, at man, når man skal have matematik, f.eks. kan gå ud og måle bilers hastighed, eller hvad det nu kan være, for jo mere man kan binde tingene op på noget praktisk, jo bedre.

Vi har også diskuteret, hvordan vi kan sikre, at eksempelvis det lokale erhvervsliv får en større rolle at spille i forhold til skolen, så man får den berøring med det, som man måske ikke får i et hjem med boglige forældre, på anden vis, og så de unge, der i virkeligheden har et ønske om ikke bare at gå i gymnasiet som alle de andre, men f.eks. at tage en erhvervsuddannelse, bliver motiveret til det. Og jeg mener, der er masser, vi skal gøre der. Vi har talt om det i årevis, men man kan diskutere, om det er noget af det, der virker ude i den praktiske verden – det er det nok ikke. Og hvilken metode der skal til for at sikre det, er i hvert fald noget, Dansk Folkeparti rigtig gerne vil diskutere med Folketingets øvrige partier og også med SF for at finde ud af, hvordan vi gør. Vi er enige om målet, men hvad er den rigtige vej dertil så?

Tak. Hr. Jacob Mark.

Noget af det, som hr. Kristian Thulesen Dahl nævner, er jo det, der ikke kan lade sig gøre, nemlig det her med at komme ud og det her med at indrette undervisningen på anderledes måder, fordi man har strammet så meget herindefra med stive læringsmål og med test- og eksamenskrav, der gør det svært at lave noget helt anderledes for de elever, der har brug for det.

Et greb, som vi faktisk kender fra coronatiden, er jo at sige: Vi bestemmer ikke, hvad alle fagenes minimumstimetal skal være. Vi stoler på skolerne og siger, at de må lave den skoledag, der giver mening for børnene derude – vi sætter skolerne fri. Det kunne vi godt beslutte at gøre mere permanent. Vil Dansk Folkeparti være med til at sætte skolerne mere fri fra de her stive minimumstimetal og læringsmål, mod at man så ude lokalt kan gøre det, der er bedst for børnene?

Tak. Værsgo.

Nu tror jeg, vi skal passe på, at vi ikke diskuterer for meget herinde på en måde, så dem, der sidder og lytter til det, tænker, at det virker helt mærkeligt. For hvis jeg skulle tage det, hr. Jacob Mark lige har sagt, for pålydende, så skulle jeg gå hjem til min lokale folkeskole og sige, at det, de gør, må de ikke gøre. For nogle af de eksempler, jeg nævner, på, hvordan man f.eks. prøver at undervise i matematik ved hjælp af praktiske opgaver, som betyder, at man lærer teorien bag det meget bedre, er faktisk eksempler, som jeg har fra min lokale folkeskole.

Så det er jo tit også et spørgsmål om, hvorvidt lærerne har det overskud, der skal til for at finde de alternative måder at gøre det på. Og som jeg siger, skal der måske være et stærkere samarbejde med det lokale erhvervsliv, der også åbner de unges øjne for, hvad for nogle muligheder der er, så man ikke bliver for smalt tænkende i forhold til sit eget valg af ungdomsuddannelse efter folkeskolen.

Tak for det. Fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre.

Tak for det. Hr. Kristian Thulesen Dahl sagde, at det handlede om, hvordan vi når klimamålene, og det er jeg enig i. Det er virkelig vigtigt at have fokus på det. Nu har man måske i mange år haft fornemmelsen af, og det er måske lidt flabet, men jeg siger det i pæne ord, at Socialdemokraterne ligesom halsede efter Dansk Folkeparti. Nu synes det at være lidt omvendt på nogle områder, men jeg håber ikke, at det på klimaområdet bliver sådan, at Dansk Folkeparti kommer til at ligge lysår efter Socialdemokraterne, for de har som bekendt først lige lettet enden – det var tidligere i debatten.

Så i forhold til en fond, en klimafond, for luftfarten med et klimabidrag til luftfarten som det klimapartnerskab, branchen selv har foreslået, hvor står Dansk Folkeparti i forhold til det?

Værsgo.

Vi har meldt os fuldstændig ind i den her kamp. Vi tager fuldt del i den, og vi deltager i aftalerne herinde, der skal bringe os fremad i den grønne omstilling. Og vi glæder os over, at somme tider er politikerne i virkeligheden ikke de afgørende her. Det, der sker i den virkelige verden, er tit, uanset vores positioner herinde, længere fremme, end vi er. Altså, når Adidas begynder at producere alle deres sko næsten bæredygtigt, er det ikke, fordi det er et lovgivningskrav, så er det, fordi forbrugerne efterspørger de produkter, ikke? Det skal vi bare lige holde fast i, og det er godt.

I forhold til flyselskaber er vi jo helt med på, at omstillingen inden for flytrafik består i, at vi finder et andet brændstof, som de kan flyve på, og det er de i fuld sving med. Der forskes, og der undersøges, og vi vil meget, meget gerne være med til at understøtte den udvikling. For som det også blev sagt tidligere fra Venstres formands side – og det synspunkt deler vi i DF – er det, der er målet, jo ikke, at vi skal omstille hele vores måde at leve på. Det er jo i virkeligheden, at vi kan leve det liv, vi gerne vil leve, samtidig med at vi gør det på en måde, som også værner om vores klode.

Tak. Fru Sofie Carsten Nielsen.

Det er jeg helt enig i. Det handler netop ikke om enten et bedre liv eller et grønnere liv. Det er et grønnere og bedre liv, vi skal tilbyde alle borgere. Jeg er også meget enig i, at det bestemt ikke er Christiansborg, der er gået foran, men ofte er bagud i forhold til erhvervslivet og verden derude. Det tror jeg de vil kunne nikke genkendende til. Vi kunne så måske i det mindste forsøge at lade være med at forhindre, at vi når de grønne mål, for vi står faktisk i vejen på det her område, og det vil kræve, at vi bakker op om en sådan grøn fond for luftfarten.

Jeg hører det som tæt på et tilsagn fra hr. Kristian Thulesen Dahl, og det vil jeg bare gerne have bekræftet.

Tak, og værsgo.

Jamen vi har også selv i det omfang, vi har talt med folk inden for industrien, altså flytransporten, sagt, at vi bidrager på den måde, vi kan, med at understøtte den udvikling. Man skal huske på, at det både er med flytransport, men også er inden for vores skibstransport, at vi også har nogle kæmpestore muligheder. Og senere vil det jo også komme i forhold til hele vores transportsektor i øvrigt, hvor man i virkeligheden kan forestille sig, at der er noget her, der måske nærmest kan overhale hele den her diskussion om, at det hele skal være elbiler.

Så det, vi muligvis kan se foran os, er rigtig, rigtig spændende, og jeg tror, at vi slet ikke ved endnu, hvad det er for nogle muligheder, det kommer til at give.

Tak. Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til hr. Kristian Thulesen Dahl for talen. Der er simpelt hen noget, der virkelig undrer mig. Hvis der er noget, som Dansk Folkeparti altid har stået vagt om, er det jo værdien af det danske statsborgerskab. De mennesker, der kom hjem i nat, som hr. Kristian Thulesen Dahl selv nævner i sin tale, er danske statsborgere. Så står hr. Kristian Thulesen Dahl alligevel og undrer sig over, at vi skal passe på de 14 børn, som er danske statsborgere. Det slår mig altså som værende en anelse dobbeltmoralsk, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Værsgo.

Det er jo ikke første gang, vi har den her diskussion, fru Rosa Lund, og det er nok heller ikke sidste gang i hele den her debat. Enhedslisten har jo hele tiden presset på for, at ikke bare de her, men i virkeligheden mange flere af dem, der er i Syrien, skal til Danmark. Jeg synes jo, der er en grænse for, hvad vi skal finde os i. Hvis folk, godt nok med et dansk statsborgerskab, rejser ud i verden for at tilslutte sig et islamistisk kalifat, hvorfra man så skal bekæmpe Danmark, så mener jeg, at der er et eller andet tidspunkt, hvor vi må sige, at så er vi ovre i den kategori, hvor vi kan betegne folk som landsforrædere. Skal vi så acceptere, at folk kan blive beskyttet af det danske statsborgerskab? Det synes vi ikke i Dansk Folkeparti.

Så har der været den her diskussion om, at dem, der har dobbelt statsborgerskab ikke skal komme til Danmark, for der kan man tage det danske statsborgerskab fra dem, da de har et andet at falde tilbage på. Der er jo så en af de tre kvinder, der i nat blev fragtet til Danmark på danske skatteyderes regning – og hvis advokater nu på danske skatteyderes regning står klar til at tage imod, og hele det her show, der nu går i gang – som også har et andet statsborgerskab end det danske, men alligevel lige er smuttet med tilbage til Danmark. Så kunne fru Rosa Lund ikke sige, om vi kunne blive enige om, at det er en fejl, og at den person ikke burde være blevet hjulpet til Danmark igen?

Fru Rosa Lund.

Det kommer nok ikke bag på hr. Kristian Thulesen Dahl, at det bliver vi ikke enige om – heller ikke i dag. Men det, vi til gengæld er enige om, er, at der er grænser for, hvad man skal finde sig i. Som hr. Kristian Thulesen Dahl sikkert godt ved, blev en af vores kollegaer og hans forældre verbalt overfaldet ude foran Christiansborg i tirsdags. Det var en meget skrækkelig situation, synes jeg, og desværre er det jo ikke en enkeltstående situation. Faktisk er det sådan, at der er blevet begået mere end 5.000 hadforbrydelser, som har været racistisk motiveret i Danmark. Det viser tal fra Justitsministeriet; det er altså Justitsministeriets egne tal. Alligevel er det kun 312, der nogen sinde er blevet anmeldt. Det synes jeg altså viser at vi har et ret stort problem med netop racisme og hadforbrydelser i Danmark, og der vil jeg egentlig bare gerne høre, om hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti er enige i det, og om I mener, at vi skal gøre noget ved det.

Værsgo.

Jeg synes, det var fuldstændig rædsomt at se, hvad der skete i tirsdags. Jeg synes ikke, det bør ske for nogen, og jeg synes, det er trist, også når man har sine gamle forældre med herind, at skulle opleve det der. Det tager jeg skarpt afstand fra. Jeg synes i det hele taget med hensyn til i tirsdags, at det også var en skandale med dem, der – i citationstegn – var klimaaktivister, og som gjorde, at vi ikke som normalt kunne gå ud af kirkens indgang, men skulle smugles ud af en bagdør i kirken. Jeg synes i virkeligheden, det er en skandale, at vi er nået dertil i det danske samfund. Jeg synes, at vi som lovgivere skal kunne begå os. Vi skal tage imod de mishagsytringer, der kan være i forhold til vores politiske arbejde. Man har ret til at forsamles og også til at demonstrere imod, hvad vi gør osv., men vi skal også kunne fungere i dagligdagen, og det skal alle folketingsmedlemmer. Uanset om jeg er politisk enig med dem, skal de også have mulighed for at begå sig.

Tak for det. Så er det hr. Søren Pape Poulsen, Konservative Folkeparti.

Tak for det, og tak for talen. Jeg vil gerne lige tilbage til ældreområdet. Jeg skal være den første til at erkende, at hvis der er nogen, der har kæmpet for ældres gode vilkår, så er det Dansk Folkeparti igennem mange, mange år. Men jeg tænker jo ikke, det gør noget, at vi er flere om sagen. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om Dansk Folkeparti vil være med til, at vi kunne se på at fordoble den klippekortsordning, der er til de ældre, så vi kan give folk noget mere frihed i deres hverdag.

Tak, og værsgo.

Nej, endelig - kom hid, kom hid. Jo flere der kæmper for ældres tarv i det danske samfund, jo bedre.

Klippekortordningen er jo lige præcis en supergod model, som vi tidligere fik ind i en finanslov. Vi samarbejdede jo om bl.a. den klippekortordning, og det pudsige var, at da det var en lovgivningsbestemt, fastsat ordning, alle kommuner skulle efterleve, så havde alle ældre i hele landet ret til den her klippekortordning, hvis de opfyldte betingelserne. Men da det blev lagt ud til kommunerne selv, begyndte man så at se, at kommunerne sparede på ordningen, begyndte at skære ordningen væk. Det synes vi er rigtig, rigtig trist, og derfor vil vi gerne have klippekortmodellen indført ved lov, så den gælder overalt i Danmark, og vi vil også meget gerne have, at den bliver forbedret i omfang. For det er jo en måde, vi kan give den ældre noget værdighed på, så de får noget mere frihed til selv at bestemme, hvad det egentlig er, de har brug for i den tid, samfundet stiller til rådighed, så de har det bedst mulige liv.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Jeg må jo også som tidligere borgmester bryde sammen og tilstå, at hr. Kristian Thulesen Dahl i den grad har en pointe, nemlig at problemet nogle gange har været, at når ordningerne så går ind over rammen, så ser vi jo, at der sker noget andet med dem. Det må vi diskutere videre.

Så kunne jeg godt tænke mig at høre, om Dansk Folkeparti vil være med til, at vi opretter den her uafhængige enhed, der skal kunne beregne kommunernes takster. Kommunerne har det nogle gange med at vise, hvor billig en hjemmehjælpertime er, så det er håbløst for private leverandører at byde ind. Det handler sådan set ikke om, om det skal være kommunalt eller privat. Det skal handle om, at de ældre skal kunne have et reelt frit valg. Der tror jeg, vi har brug for, at der er nogle, der uafhængigt sidder og tjekker de priser.

Tak, og værsgo.

Det var en del af afbureaukratiseringsforslaget. Nå, undskyld, det var en sidebemærkning. Men det er jo det, der er udfordringen. Vi vil meget gerne have gennemsigtighed. Vi vil meget gerne have, at man kan gennemskue det, og det skal være ret enkelt, hvis man skal have mulighed for at vælge noget fra og noget andet til. Derfor vil vi meget gerne diskutere videre, hvordan man kan lave sådan noget i praksis. Så der er mange måder at udvikle ældreomsorgen på.

Jeg nævnte også i min tale her tidligere, at jeg kunne se, at der blev rykket lidt på regeringstaburetterne, tror jeg, da jeg nævnte, at der havde sneget sig brugerbetaling ind ad bagdøren. Men det sker jo ved, at kommunerne opretter pladser, som man så hjælper borgerne ind på, når de f.eks. er kommet fra sygehuset. Så i stedet for at man tidligere lå længe på sygehuset, kommer man tidligere »hjem« – man kommer så ikke helt hjem altid, fordi man ikke er klar til at komme hjem, og så kommer man på en kommunalt anvist plads. Og så kommer der pludselig brugerbetaling ind i billedet, og det bryder vi os ikke om i Dansk Folkeparti. Det er derfor, vi mener, at en sundhedsreform skal tage højde for det, så vi ikke sniger brugerbetaling ind ad bagdøren.

Tak for det. Så er det hr. Jens Rohde, Kristendemokraterne.

Men det er jo netop en af de ting, der er interessant. Det er jo det her med den økonomi og den måde, vi så indretter det på, både når det gælder ældreomsorgen, men også en lang række andre velfærdsgoder og -rettigheder, som skal udmøntes. En af de ting, der sætter en stopper for mange af de gode ting, vi rent faktisk kunne gøre, er serviceloftet ude i kommunerne.

Jeg kan huske, da jeg sad i byrådet i Viborg, at vi sådan set havde penge nok, men der var et serviceloft, så vi kunne ikke bruge dem. Så fik vi en ældremilliard bl.a. fra Dansk Folkeparti. Nå, så måtte vi jo til at justere i forhold til andre ydelser, for ellers ramte vi serviceloftet. Det vil sige, at man får gaver herindefra, som man ikke ønsker at have, når man sidder ude i kommunerne. Synes hr. Kristian Thulesen Dahl, at serviceloftet i kommunerne gør ret meget godt for velfærden i det her samfund?

Tak, og værsgo.

Hr. Jens Rohde rejser en fuldstændig relevant problemstilling i forhold til den måde, kommunerne kan styre deres udgifter på. Vi tog det faktisk op, da vi sidst diskuterede udligningsreform, altså det her system med, hvordan man får pengene sendt rundt i de forskellige kommuner, så de nogenlunde har mulighed for at yde en ensartet service. Der sagde vi, at det jo ikke nytter noget, at man bare møblerer rundt på pengene i forhold til landets kommuner, hvis man ikke netop samtidig sørger for, at de servicelofter bliver indrettet på en anden måde, så der rent faktisk også er mulighed for at give den bedre service i en kommune, der nu får flere penge.

Så det er en velkendt problemstilling, og det er noget, der har været bakset med. Der var desværre ikke villighed blandt et flertal herinde, da vi diskuterede udligningsreform sidst, til at gøre noget ved det her. Derfor er der jo ikke sket noget ved det, og derfor er der stadig væk kommuner, der oplever lige præcis det, som hr. Jens Rohde nævner. Så jeg synes, det er en helt konkret ting, og hvis der er flere, der kunne tænke sig at gå ind i det og prøve at finde ud af, hvordan vi sikrer, at kommuner kan levere den service til borgerne, som vi gerne vil have – også i de kommuner, hvor man i virkeligheden har et problem, en udfordring med serviceloftet – så vil det virkelig være godt.

Hr. Jens Rohde.

Men det er meget enkelt. Sæt kommunerne fri. Vi står over for et kommunal- og regionsrådsvalg nu. Hvis vi nu satte kommunerne fri og i øvrigt også gav regionerne lidt flere muskler, ville de jo kunne løfte opgaven. Så kan man ordne det lokalt. Så kan man afstemme forventninger og serviceniveau osv. lokalt. Det er jo det, der er så umuligt i dag, fordi det er os herinde, der i sidste ende sidder og bestemmer det hele og styrer det for hårdt. Vil Dansk Folkeparti være med til at sætte kommunerne fri?

Tak, værsgo.

Helt konkret foreslog vi jo, da vi sidste gang forhandlede om lige præcis de her ting, at vi skulle finde en anden måde at løse det på, altså i forhold til om der i en eller anden forstand skulle gives længere snor til kommunerne fra år til år, altså at man skulle kigge på det over flere år, i forhold til hvordan udviklingen var. Altså, det er jo klart, at det, man støder ind i – for nu at sige det, som det er – er, at den til enhver tid siddende finansminister sidder og bliver bekymret for, om man nogenlunde kan holde styr på, hvor mange udgifter det offentlige, uanset om det er stat, regioner eller kommuner, samlet har og lægger beslag på. Det er jo sådan, det er hele tiden. Man kigger på, om det løber løbsk, så man skal ud at hæve skatterne bagefter. Det er jo det, man bliver bekymret for, når man sidder i en finansministerstol, eller bør være bekymret for.

Der er det bare sådan, at man, hvis man forlader det system, vi har i dag, som er for rigidt – det er jeg enig i – så skal diskutere, hvordan man så over tid sikrer, at man ikke bare får de offentlige udgifter til at løbe løbsk. Jeg har siddet i 10 år som formand for Finansudvalget, så det er jo derfor, det lige pipper lidt frem her, altså at der er noget der, man også skal tage højde for. Det ved hr. Jens Rohde alt om.

Tak. Hr. Rasmus Stoklund, Socialdemokratiet.

Tak. Jeg havde egentlig skrevet et spørgsmål ned hjemmefra, men så blev jeg så grebet af hr. Kristian Thulesen Dahls gode tale, at jeg i hvert fald måtte revidere det spørgsmål lidt her, for jeg blev bekymret for, om der var sket en misforståelse. Jeg fik indtryk af, at hr. Kristian Thulesen Dahl mener, at det er vores ambition, at kvinder fra udlandet hellere skal i nyttejobs end i arbejde, og det er selvfølgelig ikke vores ambition. Men det, der jo er forskellen her, handler om, at det i dag er sådan, at syv ud af ti kvinder fra en række mellemøstlige lande er på offentlig forsørgelse i stedet for at være i arbejde, og i stedet for at de så sidder derhjemme passivt og er på offentlig forsørgelse, synes vi, det er bedre, at de kommer ud i nyttejobs og på den måde bliver hjulpet på vej hen mod at få et ordinært arbejde.

Er hr. Kristian Thulesen Dahl ikke enig i det, altså at det trods alt ville være bedre at få folk i den retning, end at folk, sådan som vilkårene er i dag, og sådan som vilkårene jo desværre har været i meget af den tid, hvor Dansk Folkeparti har haft de afgørende stemmer i denne sal, sidder passivt derhjemme og modtager en check uden at være i kontakt med hverken jobcenter, a-kasse eller andre instanser?

Tak, værsgo.

Jeg er fuldstændig enig i, at det er langt bedre at være i sving end ikke at være i sving, og det er langt bedre, at man får at vide, at hvis man skal have penge af den offentlige kasse, forudsat at man kan få penge fra den offentlige kasse, så skal man også arbejde . Så er det ikke en mulighed, man har, at man bare kan sige tak for checken og så blive siddende derhjemme.

Jeg vil så også sige, at det nuværende system faktisk burde indeholde det, for det nuværende system indeholder jo faktisk et krav om, at man modtager offentlige ydelser, når man ikke kan finde arbejde, indtil den dag man kan få anvist et arbejde, og så er det det, man skal tage. Og hvis ikke man vil tage det, skal kassen smækkes i. Men det er jo, som om det så ikke bliver håndhævet, og så prøver Socialdemokratiet så at udvikle en anden vej, hvor man så kan komme igennem ved at sige til dem, der arbejder med at få vores ledige i job: Nu skal I bruge jeres tid på at prøve at oprette nogle kunstige jobs; det må ikke være nogle, der tager beskæftigelse fra ordinært beskæftigede, for så duer det jo ikke. Det skal være kunstige jobs. Jeg ved ikke, om vi skal have gang i rygerne igen, så de kan smide nogle flere cigaretskodder ude på strandene, så vi kan få flere ud at samle dem op bagefter.

Det er der, jeg synes, der er et paradoks, når vi nu diskuterer mangel på arbejdskraft i forhold til ufaglærte jobs. Hvorfor kan de her mennesker så ikke blive forpligtet til at gå hen til de virksomheder og tage fat der, så vi i det mindste kan få noget glæde af dem i de ordinære virksomheder, der mangler folk? Altså, de siger nej til ordrer, fordi de ikke kan få medarbejdere. De der to ender bør vi da kunne få til at nå hinanden.

Hr. Rasmus Stoklund, værsgo.

Det glæder mig, at vi overordnet set er enige om ambitionen her, for det er jo rigtigt, at det formelt er sådan i dag, men reelt er det jo desværre ikke sådan, som det burde være. Det er derfor, vi mener, der er behov for nogle opstramninger her.

Jeg vil også gerne spørge om noget lidt andet, for hr. Kristian Thulesen Dahl sagde for nogle år siden:

» ... at menneskets aktiviteter betyder et eller andet for klimaforandringerne. Men jeg tror bare ikke, at menneskets påvirkning betyder det helt store. «

Der er jeg bare nysgerrig efter at høre, om det stadig væk er en måde, hr. Kristian Thulesen Dahl ville formulere sig på i dag.

Værsgo.

Nej, altså, vi lader os også påvirke af de videnskabelige undersøgelser, der kommer frem. Vi er ikke immune over for facts. Og vi anerkender, at mennesket har en større påvirkning i forhold til de klimaforandringer, vi ser. Det, der var en diskussion om tidligere, var jo i særdeleshed det der med, om den menneskelige aktivitet alene skabte klimaforandringer, og der tror jeg, vi alle sammen er enige om, at det gør den menneskelige aktivitet ikke. Der er også klimaforandringer, der vil ske under alle omstændigheder. Men i forhold til det der med de milliarder af år, som det tager at få skabt den olie og gas, vi har i undergrunden, og vi så tror, at vi kan tage den op på 100 år og brænde den af, og at det så ingen påvirkning har på vores klode, vil jeg sige, at jo, det har det. Det skal vi gøre noget ved og handle på, og det har vi meldt os fuldstændig ind i.

Tak for det. Så er det fru Ina Strøjer-Schmidt, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet. Syge børn bliver jævnlig afleveret i vores dagtilbud, mens de stadig væk er syge, og så smitter de selvfølgelig andre børn og personalet. I SF mener vi, at en måde at løse problemet på er at give forældre ret til sygedagpenge fra barnets tredje sygedag. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre: Er det en model, DF støtter?

Værsgo.

Jeg kender ikke konkret den model, SF måtte foreslå, men selve grundholdningen om, at familier skal have større frihed til at tilrettelægge, hvordan det foregår bedst for dem, er vi meget store tilhængere af. Og hvis vi kan give familierne nogle større frihedsgrader i forhold til f.eks. at vurdere, om man skal blive hjemme i forbindelse med børns sygdom, er vi meget indstillet på at diskutere det. Og det er fuldstændig rigtigt, som der bliver sagt i spørgsmålet her, at hvis man sender et sygt barn for tidligt i institution, risikerer man jo, at det smitter alle de andre børn, og så har vi i virkeligheden bare en endnu større udfordring, end hvis barnet var blevet hjemme en dag eller to mere.

Værsgo.

Skal jeg forstå det sådan, at DF er villige til at finde penge til en form for ordning, hvor man har mulighed for at blive hjemme som forælder – altså at der også bliver givet en ret til at kunne blive hjemme?

Værsgo.

Jo, men det er jo derfor, jeg siger, at vi er meget åbne over for at diskutere, hvad for en model man skal vælge, for der kommer jo også en omkostning med den. Men omkostningen skal selvfølgelig ses – og det er det, jeg anerkender i forhold til spørgsmålet – i forhold til at man også prøver at afværge noget, der i virkeligheden skaber omkostninger. For det er jo rigtigt set, at hvis et sygt barn kommer for tidligt tilbage i institutionen og smitter de andre børn, kan det have det resultat, at man i virkeligheden samlet set belaster andre familier med sygdom. Nu så vi jo i forbindelse med corona, hvor vigtigt det forhold var. Det var så den type sygdom, men i al almindelighed har vi også den udfordring. Og det er derfor, jeg siger, at det vil vi meget gerne diskutere, men så skal vi jo finde frem til, hvad det er for en omkostning, vi så taler om, og hvor vi skaffer pengene og alt det der. Det er bare det forbehold, jeg lige tager, altså at det skal vi jo selvfølgelig se på. Men vi vil meget gerne se på SF's konkrete model, og så må vi finde ud af det.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen, værsgo.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg er rigtig glad for at høre to ting i den og også i de svar, der er kommet her: både at ordføreren er optaget af velfærden og af, at vi skal sikre og holde hånden under den, og også af klimaet – også selv om der til det, der blev spurgt ind til tidligere af min gode kollega, måske var lidt mislyde for 10 år siden eller mere.

Det, jeg godt kunne tænke mig at høre om nu, er, om ordføreren er enig med hr. Jakob Ellemann-Jensen, formanden for Venstre, Danmarks Liberale Parti, som jeg tror for et par måneder siden udtrykte, at hvis man skal vælge mellem velfærd og klima, skal man bruge pengene på klima.

Ordføreren.

Det er jo noget af en modsætning at stille op, for nu har vi lige diskuteret det her med klima, og hvor vigtigt det er, at vi får lavet den her omstilling, som giver Danmarks bidrag til i hvert fald at anvise løsninger, også for andre lande. Vi er 0,1 pct. af problemet i forhold til udledningen, men vi skulle jo gerne være en meget større del af løsningen, ved at vi anviser veje til, at man kan reducere klimaaftrykket. Så jeg synes, det er en lidt kunstig opdeling. Altså, hvis klima er vigtigt, er vi selvfølgelig også villige til at bruge penge på det og sætte penge af til det, som vi f.eks. gjorde i landbrugsaftalen i mandags.

Men det er jo Dansk Folkeparti magtpåliggende – det ved de fleste – at vi har en ordentlig velfærd i forhold til specielt vores ældre og vores sundhed, og det skal der være penge til. Så det er sådan, vi tilrettelægger den måde, vi bruger de penge, der er til rådighed, på. Det er jo, at vi lægger et hårdt tryk på de velfærdsområder, kernevelfærdsområder, hvor vi kan se, som jeg også nævnte i min tale, at hvis ikke vi opruster i forhold til sundhed, hvis ikke vi opruster i forhold til vores ældrepleje, så får vi simpelt hen nogle voldsomme udfordringer om 5, 10, 15 år, og derfor er det rettidig omhu at gøre det nu.

Hr. Lennart Damsbo-Andersen.

Jeg er ikke spor uenig i den konklusion. Problemet er jo bare her, at det ikke er mere end en time siden, at hr. Jakob Ellemann-Jensen, formanden for Venstre, Danmarks Liberale Parti, udtalte, at han var klar til at blive statsminister, og jeg går ud fra, at hvis han skal være det, skal der jo være nogle, der peger på ham; der skal i hvert fald være en eller anden form for enighed i den blå blok. Kunne ordføreren forestille sig, at Dansk Folkeparti så var en del af den enighed?

Ordføreren.

Nu synes jeg jo under alle omstændigheder, at det er godt, at Socialdemokratiet også tænker i de baner, at der kommer en dag, hvor man ikke længere er regeringsparti, men har overdraget det til de borgerlige partier. Det er sundt og godt. Man kunne næsten forestille sig, at Socialdemokratiet havde sat sig på magten og tænkt, at nu varede det i al evighed. Så det er meget godt, at man har den tænkning.

Og jeg er sikker på, at Venstres formand udlægger teksten for, hvad han vil, og så udlægger jeg jo teksten for, hvad vi vil i Dansk Folkeparti. Hvis den dag måtte komme, hvor vi så skal sidde i fællesskab og finde ud af tingene, så må Socialdemokratiet jo til den tid se, hvordan vi finder ud af det. Det er i hvert fald min ambition. Det skal vi nu nok finde ud af. Vi synes, at klima er vigtigt – det har jeg redegjort for – men vi vil bruge mange af de penge, der ligger i vores råderum, til at forstærke vores velfærd, specielt i forhold til ældre og sundhed. Det er vores klare ambition.

Tak. Så er det fru Samira Nawa.

Tak. Er der reelt mangel på arbejdskraft? Det spurgte ordføreren om i sin tale, med henvisning til at der er nogle seniorer, der oplever diskrimination på arbejdsmarkedet. Jeg håber så også, at den bekymring, som jeg i øvrigt deler, også gælder for bl.a. de kvinder med tørklæde, der dokumenteret må sende 60 pct. flere ansøgninger for overhovedet at komme til jobsamtale.

Men der er i hvert fald mangel på arbejdskraft og bl.a. også på velfærdsmedarbejdere. Det er helt akut, særlig i hovedstadsområdet, hvor der mangler både sosu-assistenter og sosu-hjælpere. En af de ting, som vi i Radikale Venstre peger på for at komme det her til livs, er mere udenlandsk arbejdskraft. Jeg har hørt Dansk Folkeparti sige, at de ikke er interesseret i det. Men hvad er så Dansk Folkepartis løsning på netop manglen på arbejdskraft, særlig jo inden for de her velfærdsområder?

Ordføreren.

Men det kommer jo i virkeligheden i selve spørgsmålet. Altså, vi vil jo langt hellere have, at de folk med udenlandsk baggrund, der allerede er i Danmark, rent faktisk arbejder end ikke arbejder. Så vi synes ikke om, at folk med udenlandsk baggrund, der er her, har kæmpeproblemer med at finde en arbejdsplads. Og hvis det er sådan, at vi mangler arbejdskraft i det omfang, som det siges, så er det jo lige præcis, som spørgeren siger her, et paradoks, at folk, uanset om det er seniorer, eller det er folk med udenlandsk baggrund, der allerede er her, så har så svært ved overhovedet at komme frem til en jobsamtale. Man kunne jo gisne om det. Altså, hvis man hellere som virksomhed eller offentlig institution vil vente på, at den 31-årige kommer flyvende forbi, som lige var det ungdommelige input, man gerne ville have i sin virksomhed, så kan man overveje, om man mangler arbejdskraft, når det virkelig gælder. For så ville man jo bruge den arbejdskraft, vi har til rådighed. Og så længe vi har arbejdskraftreserver i Danmark, som ikke bliver efterspurgt, ikke engang bliver efterspurgt til en jobsamtale, så er manglen åbenbart ikke så stor alligevel. Det er det, jeg tillader mig lige at hejse et lille advarselsflag om her i dag.

Fru Samira Nawa.

Jeg er enig i, at vi har den udfordring, når det kommer til seniorer og minoritetsetniske danskere i forhold til diskrimination, men jeg er ikke enig i, at vi ikke har en akut mangel på arbejdskraft. Nogle af dem, som jo godt ville kunne arbejde bl.a. som sosu-hjælpere og sosu-assistenter, er nogle af de udlændinge, der faktisk er i Danmark, og som jeg lidt oplever Dansk Folkeparti har travlt med at få udvist. Men på grund af reglerne kan de ikke arbejde lige præcis inden for de her fag. Vil Dansk Folkeparti ikke være med til at gøre det nemmere for mennesker, der har ophold i Danmark, at arbejde inden for fagene som lige præcis sosu-hjælper, sosu-assistent, hvor der er en akut mangel?

Ordføreren.

Men altså, de folk med indvandrerbaggrund, der har været i Danmark i årevis, og som ikke er i beskæftigelse, kan jo bare se at komme i gang. Der er jo ikke nogen, der forhindrer dem i det. Og så kom jeg det jo også i møde før ved at sige, at hvis de oplever, at de søger jobs, men ikke bliver kaldt ind til en samtale, så siger jeg, at dem, der påstår, at de mangler arbejdskraft på den arbejdsplads, nok lige har en lille udfordring med at forklare, hvordan det hænger sammen, ikke?

Men nu tror jeg, at man leder snakken lidt over på nogle andre, nemlig dem, som er kommet som flygtninge og familiesammenførte, måske inden for de senere år, og som vi gerne vil have vender tilbage til deres hjemland, ja, selvfølgelig, for flygtningepolitik for os er, at man hjælper mennesker i en midlertidig situation. Det er jo ikke, at man gør dem til indvandrere i det pågældende land. Så det er klart, at der har vi jo en ting. Der er tusindvis af folk med udenlandsk baggrund, der har været her i årevis, og som ikke er i beskæftigelse, og for deres vedkommende synes jeg simpelt hen bare, at vi må have knyttet det her sammen, så de kommer ind og tager de jobs, som virksomhederne siger de mangler medarbejdere til.

Så er det hr. Orla Hav.

Tak for det, og tak til ordføreren for talen. Jeg kan jo forstå, at det store mantra på det ældrepolitiske område er friplejehjem. På den baggrund vil jeg egentlig gerne spørge ordførerne: Hvordan er det nu, økonomien omkring friplejehjemmene er skruet sammen? Hvordan er det, friplejehjem finansieres? Det lyder jo, som om friplejehjem sådan er et sted, hvor man kan gå hen, og så får man en langt højere standard. Men jeg vil gerne høre sådan helt ind til benet: Hvordan er det, friplejehjem bliver finansieret?

Ordføreren.

Nej, jeg sagde ikke, at friplejehjem var det store mantra. Jeg sagde, at det var fint, hvis der var engagerede folk, der ville etablere et friplejehjem. Så synes jeg, at det kan give et fint alternativ, og at det kan give et skub. Men det fritager ikke os som politikere for at sikre, at de kommunale plejehjemstilbud rent faktisk er i orden.

Så ved jeg godt, at når vi går ind i Systemdanmark, er der sådan noget med betaling, i forhold til at kommunen så skal betale penge til det friplejehjem, og derfor er der selvfølgelig diskussionen, fra kommunal side, om, om man synes, det er en god eller dårlig idé i forhold til at kunne styre tingene. Det er jeg fuldstændig bevidst om.

Men når vi taler om det principielle, i forhold til om det er godt, at der er nogle institutioner, man kan etablere, hvor der er noget frihed, og hvor man kan komme med tilbud til borgerne som et supplement til det offentlige, så synes jeg ikke, det er skørt. Så synes jeg faktisk, det er godt.

Hr. Orla Hav.

Jamen jeg synes da bestemt heller ikke, det er skørt. Jeg sidder i bestyrelsen for et friplejehjem, og jeg synes, det er et ganske udmærket alternativ at have. Men det lyder, som om, at når man taler friplejehjem fra den blå side, så flyder friplejehjemmene i ressourcer. Det gør de ikke. De bliver jo finansieret, hr. Kristian Thulesen Dahl, med gennemsnittet af taksten på de kommunale institutioner, så der er jo ikke mulighed for økonomisk at give dem noget helt andet. Så der er simpelt hen diskrepans imellem den måde, man tegner et billede af, at friplejehjem sådan skulle være den store frelser, og hvilken økonomi man sådan har været med til at lægge ind i friplejehjemmene.

Ordføreren.

Nej, det var slet ikke den økonomiske diskussion, jeg tænkte var relevant her, egentlig. For det er jeg fuldstændig enig i. Men der kan jo være nogle ledelsesmæssige ting, der kan være noget engagement omkring et friplejehjem, ligesom vi ser med friskoler, hvor man bare må anerkende, at der sker et eller andet. Der er måske et andet nærvær på en eller anden måde på nogle af vores friplejehjem.

Men det skal vi så prøve at se på: Er der nogle gode ting, vi også kan tænke ind i de kommunale plejehjem? For vi har en forpligtelse til, at det fungerer ordentligt alle de steder, hvor man som ældre kan få en plads, fordi man har brug for pleje og omsorg, og at man får en værdig behandling. Så det med diskussionen om, hvorvidt det er godt eller skidt med friplejehjem som supplement – og hr. Orla Hav er selv, kan jeg forstå, helt fortrøstningsfuld med, at der er sådan nogle tilbud – fritager os jo ikke for at sikre, at de kommunale plejehjemstilbud har den kvalitet, de skal have.

Så er det fru Jette Gottlieb.

Jeg vil i forlængelse af det spørge, hvordan Dansk Folkeparti ser på muligheden for ligesom at opnå overskud på virksomheder inden for den sociale sektor.

Ordføreren.

Vi er meget skeptiske over for det der med at tage store overskud og drive det som sådan en overskudsgivende forretning. Men det skyldes også, at når vi taler om vores pleje og omsorg, skal man huske på, at det, mener vi, er en offentlig forpligtelse at sikre, at der er de tilbud, der gør, at alle kan føle sig trygge. Og det betyder jo, at der, hvor vi har en udfordring lige præcis på pleje og omsorg i en privatiseringstankegang – altså hvor man siger, at man tager private leverandører ind – er det jo altid, at den offentlige sektor så skal stå klar med et eller andet beredskab. For hvis de svigter, kan man jo f.eks. ikke sige til en plejekrævende ældre: Vi har et tilbud klar til dig om 2 måneder, så de næste 2 måneder må du lige klare dig selv; så er vi klar igen.

Det har vi jo set i nogle kommuner, hvor de private ikke har kunnet klare opgaven, og så skulle kommunen gribe ind. Og det er en helt relevant ting, og derfor synes vi ikke, at det der med bare at tænke, at det er private, og at de skal tjene penge på de, er den måde, vi tænker pleje og omsorg på i Danmark.

Fru Jette Gottlieb.

Nå, men så vil jeg spørge, om det gælder andre sociale foranstaltninger, altså om modviljen mod udlicitering og privatisering er på alle områder. Eller om det kun gælder i ældreforsorgen.

Ordføreren.

Altså, vi har jo haft en lang debat om de her institutioner, der hjælper nogle af vores yngre mennesker; der har vi haft diskussionen frem og tilbage. Og det er klart, at det i forhold til det, man har, og som er velfungerende, også er et spørgsmål om, hvordan man så griber ind og måske ødelægger nogle af de tilbud, der er. Og vi havde også diskussionen om, hvad der sker, hvis man pludselig ødelægger det, der er i dag i forhold til de unge mennesker, men ikke har noget alternativ at sætte op for dem. Så har man også en udfordring, og derfor havde vi et langt forløb for noget tid siden, hvor vi lige præcis diskuterede de her ting, som fru Jette Gottlieb rejser. Og det er jeg fuldt bevidst om, og der var mange modsatrettede hensyn, der skulle vejes der.

Så siger vi tak til hr. Kristian Thulesen Dahl. Der er ikke flere, der vil stille spørgsmål, og så går vi over til fru Pia Olsen Dyhr, som lige kan nå at holde sin tale, inden vi skal have en lille pause her. Og fru Pia Olsen Dyhr er selvfølgelig fra SF. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne sige lidt om fremtiden. Det er blevet sagt, at vi ikke kan undslippe morgendagens ansvar ved at undslå os ansvaret i dag. Det er et Lincoln-citat. Så når jeg i dag taler om fremtiden, er det først og fremmest nogle ord om ansvar, ansvaret for vores børn og børnebørns fremtid.

Vi fik for nogle få uger siden med FN’s seneste store klimarapport skriften på væggen, som har stået klar for enhver: Vi kan ikke fortsætte, som vi gør nu, hvis vi skal være ansvarlige for fremtiden, hvis vi skal tage ansvaret på os for at sikre vores børn og børnebørns fremtid.

Jeg vil gerne kvittere for, at vi mellem støttepartierne og regeringen fik lavet et ambitiøst forståelsespapir med en klar 70-procents CO2-reduktion i 2030. Jeg vil også gerne kvittere for, at de planer, der skal sikre, at vi realiserer kravet, alle skal være forhandlet og vedtaget inden 2025.

Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne takke de heldigvis mange partier, som her i mandags valgte at gå med i den aftale om landbruget. Så vidt, så godt. For som Klimarådet har påpeget, har regeringens anskueliggørelse af, hvordan vi når i mål, hidtil kun udpeget den absolut letteste tredjedel af CO2-reduktionen – jeg er en lille smule snottet, så jeg skal nok udtale det lidt mere tydeligt.

Isen smelter, skovene står i brand, oversvømmelserne hærger, og temperaturerne stiger. Så når det gælder fremtiden, når det gælder ansvarligheden, er der brug for, at vi sætter tempoet op og tager de nødvendige virkemidler i brug: at vi benytter vores handlepligt. Og der er for mig at se to umiddelbare redskaber, vi kan bringe i anvendelse, og de skal bringes i anvendelse nu.

For det første skal vi have vedtaget reelle, substantielle CO2-afgifter. Det er den mest direkte vej til CO2-reduktion. Og for det andet må den aktuelle aftale om landbrugets bidrag til CO2-reduktioner blive princippet til efterfølgelse: at erhvervene erhverv for erhverv må bidrage reelt og substantielt, startende med landbruget, som ikke just har forhastet sig – hvis vi skal være ærlige – trods det forhold, at netop landbruget står for en stor del af vores CO2-udslip, og naturligvis i et omfang, der står i et rimeligt forhold til erhvervenes reelle bidrag til udledningen.

Den næste store hurdle er transporterhvervet. Hvis ikke vi kan levere dér, mener jeg ikke, vi som Folketing lever op til vores ansvar, og så mener jeg ikke, vi forvalter vores handlepligt efter hensigten. Vi svigter vores børn og børnebørns fremtid.

Jeg vil gerne sige tak til blå blok, som til allersidst alligevel gik med i landbrugsaftalen. Det var et stort og vigtigt skridt, og jeg ved, det ikke var let. Så tak for det. Jeg håber så også, at vi med den aftale er kommet endegyldigt forbi det punkt, hvor det ligger i luften, at vi ikke skal bekymre os så meget om planetens fremtid. Jeg håber, at vi med den aftale omsider er kommet forbi det punkt, hvor bekymringen for klimaet afvises med, at det kan vi trygt overlade til markedet at fikse.

Jeg håber, vi er kommet på den anden side af holdningen om, at teknologien kan fikse alle problemer for os, og jeg håber virkelig, at vi fremover ikke skal kaldes klimatosser, når vi prøver at tage det ansvar på os. Jo, både teknologiudvikling og marked vil hjælpe os, det er jeg enig i, ingen tvivl om det. Teknologien vil bringe os endog ret langt. Men det må og skal ske i kombination med at skabe de rette incitamenter, og her spiller vi politikere en afgørende rolle.

Markedet og pengeinteresser har også stor indflydelse på, hvor der forskes, og hvor der udvikles teknologier. I Danmark er vi heldigvis begunstiget af et erhvervsliv, som i vidt omfang har omfavnet den grønne dagsorden. Det er ikke kommet af sig selv. Det har været en kombination af fremsynede politikere, fremsynede ngo'er og kreative, fremsynede iværksættere, så det grænser til ansvarsforflygtigelse at hævde, at teknologi og marked kan stå alene, når processen skal drives fremad.

Vi politikere må og skal sætte kursen, og vi skal vogte os for greenwashing, både hos organisationer og virksomheder – og i politik. Men jeg håber meget på, at vi sammen kan finde de rigtige politiske incitamenter, der kan skubbe til de erhverv, der halter bagefter. Den danske succes med vindmøller var et resultat af politiske beslutninger og adfærdsregulering i forhold til de erhverv på baggrund af ændrede afgifter. Det var en prioritering, det er en prioritering, og det er der, vi skal hen igen. Det gjorde vi sammen i mandags, og det vil jeg gerne takke alle for. Det synes jeg vi kan være stolte af. Det er ikke tilstrækkeligt, men det er et helt nødvendigt skridt på vejen.

Jeg har nævnt vores ansvar for fremtiden, og jeg har nævnt vores forpligtigelser over for kommende generationer. Det bringer mig til noget andet og noget, der er helt i tråd med det, jeg har talt om hidtil, nemlig børn og unges mistrivsel. Også her gælder det, at vi ikke kan undslippe morgendagens ansvar ved at undslå os ansvaret i dag. Vores børn og unges mistrivsel kan ikke fikses med ny teknologi eller overlades til markedet. Det er en epidemi, der er over os. Der er tusindvis af unge med ondt i sjælen, tusindvis af børn og unge med selvskadende adfærd, tusindvis af unge med angst, depression, spiseforstyrrelser og selvmordstanker. De har et graverende lavt selvværd og en dybt bekymrende mangel på glæde ved tilværelsen. Det er så ulykkeligt at tænke på, og det må være tragisk og uoverskueligt at stå midt i, både for den unge og for de pårørende. Vi kan ikke bare kigge væk. Vi kan ikke bare fortsætte med at tro, at det løser sig selv, at det går over, at de vokser fra det. De børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger er overbelastede, forældrene er dybt fortvivlede. I hver eneste klasse sidder der en håndfuld børn med diagnoser, og alt for mange får ingen eller for sen hjælp.

Både for trivselskrisen og for klimakrisen gælder der det, at jo mere vi fortrænger problemerne, jo mere vi lægger låg på og ser den anden vej, desto hårdere vil naturen slå igen. Det gælder både den store vilde natur og den indre natur. Det fortrængte vender altid tilbage i dæmonisk skikkelse, som Freud skrev. Vores klima vender sig mod os nu med tørke, skovbrande, oversvømmelser og gletsjere, der smelter. Og sindet vender sig mod os med depression, angst, manglende livsglæde, spiseforstyrrelser og selvskade i et omfang, som vi aldrig har set før. Begge dele vidner om, at noget ikke fungerer, som det skal, at der er noget galt, og vores opgave er at fikse det – nu.

I mandags lykkedes det at få alle partier med i en aftale om landbruget, så her til sidst vil jeg gerne række ud. Jeg vil gerne række ud til den konservative formand, hr. Søren Pape Poulsen. Vi kender hinanden – jeg kan se dig bag blomsterne – vi respekterer hinanden, og jeg ved, at vores menneskesyn på trods af politiske og ideologiske uenigheder ikke er så forskellige. Vi havde for nylig en lidt heftig udveksling om børn og unges mistrivsel, og min appel til De Konservative og den konservative leder er: Vi må kunne nå hinanden i reel ansvarlighed for vores fælles fremtid; vi må kunne nå hinanden om bindende mål også for andre erhverv, når det gælder kampen for klimaet; vi må kunne nå hinanden, når det gælder om at give vores børn og unge en fremtid på en klode i balance; og vi må kunne nå hinanden, når det gælder om at sikre vores børn og unge en fremtid med et sind i balance. Jeg håber, at der både er fornuft, vilje og ansvarlighed hos De Konservative til at tage medansvar for netop de to store udfordringer, vi står med.

Så til slut: Tak til statsministeren for hendes tale i tirsdags og for at sætte fokus på piger og kvinders rettigheder, både ude i verden og i Danmark. SF har i årtier kæmpet for ligestilling og kvinders rettigheder generelt, men også med stigende intensitet kæmpet for frihed og muligheder for piger og kvinder med minoritetsbaggrund. Jeg er derfor utrolig glad for, at det bliver en bredere og mere forankret dagsorden med den kommission og det arbejde, regeringen foreslår, for her handler det jo også om ansvar for fremtiden. Hvis vi ikke skal være en stat med flere folk eller en stat med strid mellem grupper, må og skal vi sikre, at alle borgere uanset etnisk baggrund nyder samme frihed og retssikkerhed. Her slås alt for mange piger og kvinder i visse minoritetsmiljøer desværre i urimelig grad for deres individuelle frihed til selv at træffe de store beslutninger i deres liv. Ude i verden er problemerne endnu større, og derfor glæder det mig, at regeringens udspil er tostrenget: Hvad kan vi gøre af forskel ude i verden, og hvordan kan vi gøre det bedre herhjemme? Det arbejde ser SF frem til at tage del i. Tak for ordet.

Tak for ordførertalen. Jeg skal lige beklage, at blomsterne stod i vejen for hr. Søren Pape Poulsen, men da fru Pia Olsen Dyhr går ind for grøn omstilling, er det sikkert acceptabelt.

Vi skal til at holde en pause, og den første, der har ordet efter pausen, er fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale. Nej, det har ændret sig, for nu begynder de forskellige at komme ind i systemet. Det er hr. Kristian Thulesen Dahl, der har det første spørgsmål efter pausen, medmindre der er andre, der trykker sig ind.

Vi skal udsætte mødet, og vi genoptager mødet i dag kl. 13.00. Som sagt er den første, der har ordet, hr. Kristian Thulesen Dahl med spørgsmål til fru Pia Olsen Dyhr.

Mødet er udsat.

Mødet er udsat. (Kl. 12:00).

Mødet genoptages.

Vi fortsætter med SF's ordfører, fru Pia Olsen Dyhr, som holdt sin ordførertale før frokostpausen. Nu fortsætter vi med korte bemærkninger, og den første er fra hr. Kristian Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ordførertalen her for en times tid siden. Jeg vil jo gerne komplimentere SF for at have kæmpet kampen for minimumsnormeringer på børneområdet, men jeg vil så gerne rette fokus mod den anden side af mønten og spørge, om man i SF ikke er nervøs for, at det at lovbestemme minimumsnormeringer på børneområdet i den praktiske verden kan komme til at kannibalisere arbejdskraft fra ældreomsorgen.

Hvordan vil SF sikre – i en tid, hvor kommunerne nu lovgivningsmæssigt skal leve op til bestemte normeringer på børneområdet – at noget af den arbejdskraft ikke er arbejdskraft, vi ellers ville have haft brug for på ældreområdet?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Det synes jeg er et meget relevant spørgsmål. Jeg tror i virkeligheden, vi er nødt til at kigge meget mere på det med personale ... der er sådan meget rumklang, er her ikke? Eller er det bare, fordi jeg er meget forkølet?

Men det er et relevant spørgsmål, for det, der jo er afgørende, er, om vi, når vi bruger ressourcer, f.eks. pædagogiske ressourcer til vores børn, så mister socialpædagoger andre steder, eller om vi risikerer, at der f.eks. ikke kan være sosu-assistenter til vores ældre. Det er jeg også optaget af, og det er jo derfor, at SF bakker regeringens forslag om en velfærdslov op, altså for at vi netop sørger for, når vi får flere ældre og flere børn, også at levere flere penge til den omsorg, som er kernen i vores velfærdssamfund.

Når det er sagt, er der heller ingen tvivl om, at vi skal kigge særlig på ældreplejen og sørge for, at vi får en bund under, hvor mange ressourcer der i virkeligheden ikke må forsvinde væk, eller hvad man kan sige, altså sørge for, at der er ressourcer i ældreplejen. Det er jeg meget enig med hr. Kristian Thulesen Dahl i.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, nu er vi jo i en tid, hvor det ikke nødvendigvis alene handler om ressourcer, altså om penge; det handler også om, om man kan finde de hænder, de mennesker, der skal levere den service, der er afgørende. Hvis man sidder som ældre og ikke kan klare sig selv, er man jo helt afhængig af, at der kommer nogen forbi og hjælper en. Og vi skal jo nødig stå i den situation, hvor vi har løst opgaven for børnefamilier, men hvor det er bedsteforældrene, der betaler prisen – enten i eget hjem eller på et plejehjem – ved ikke at kunne få den hjælp, man har brug for.

Så det er bare derfor, jeg vil høre: Kan SF se en logik i, at man i virkeligheden, sideløbende med at man laver minimumsnormeringer på børneområdet, også burde finde en model for at lave minimumsnormeringer på ældreområdet?

Ordføreren.

Jeg er ikke afvisende over for at kigge på ældreområdet, altså om man kan sørge for en eller anden form for bund. Problemet er bare med minimumsnormeringer på ældreområdet, at der er så mange indsatser på ældreområdet, at det ikke er lige så nemt at sige, som det er for en daginstitution med vuggestue og børnehave; det er ikke det tilsvarende på ældreområdet.

Vi har jo sagt meget tydeligt, at vi mener, at der minimum skal være to nattevagter på vores plejehjem – for netop at komme lidt ad den vej. Vi siger sådan set også, at der skal tilføres flere penge på ældreområdet, men der er ikke en standard, der passer til alle på ældreområdet, og vi bliver nok også nødt til at anerkende, at der er mange tiltag. Men jeg er meget sympatisk indstillet over for idéen om flere ressourcer på ældreområdet.

Tak. Så er det hr. Karsten Lauritzen.

Tak til fru Pia Olsen Dyhr for ordførertalen. Jeg vil godt følge lidt op på hr. Kristian Thulesen Dahls spørgsmål, forstået på den måde, at SF har en politik om, at vi skal hyre til højre og venstre i den offentlige sektor, at der skal mere velfærdspersonale både til børnene i skolerne og til de ældre, og det er jo så fint, ud over selvfølgelig at vi skal kunne finansiere det. Det er sådan én udfordring.

En anden udfordring er mangel på arbejdskraft, og det er en kæmpe udfordring aktuelt. Der kan jeg forstå på SF, at det reformudspil, som regeringen er kommet med om en række ting, der dog forbedrer også nogle af de ulykker, de tidligere har lavet, og som man har det rigtig dårligt med. Man har det rigtig dårligt med nogle af de forslag, mit parti er kommet med, bl.a. at få mere international arbejdskraft.

Så spørgsmålet til fru Pia Olsen Dyhr er: Hvad er så SF's løsning på udfordringen med mangel på arbejdskraft, som er en kæmpe aktuel udfordring for det danske samfund?

Ordføreren.

Jeg er meget enig med spørgeren i, at vi står med en udfordring i forhold til kvalificeret arbejdskraft. SF er sådan set meget positiv over for regeringens udspil og kan godt se, at mange af de forslag er en del af vejen. Jeg er også optaget af de 100.000 ledige, vi har, og at vi får dem ind på arbejdsmarkedet, for det handler jo bl.a. om, at de ikke har de rigtige kvalifikationer.

Et af de elementer, vi tidligere, faktisk under corona, blev enige med regeringen om, og som vi nu viderefører, er jo, at nogle af de ufaglærte, som i dag har brug for at blive opkvalificeret til faglærte, på 110 pct.s dagpenge faktisk kan få den kvalifikation. Det synes jeg er et ret vigtigt element for at sørge for, at man ikke kun har arbejdskraften, men at den også skal være kvalificeret. Og det er jo det, jeg hører bl.a. erhvervslivet efterlyse: at det ikke bare er arbejdskraft, men at det skal være kvalificeret arbejdskraft. Så jeg er sådan set ikke afvisende over for det.

Nu når jeg ikke at svare på den del med international arbejdskraft, men det vil jeg gerne svare på, hvis spørgeren stiller et spørgsmål mere.

Tak. Hr. Karsten Lauritzen.

Det vil jeg så overveje, men tiden går jo. Altså, som jeg umiddelbart har forstået SF, og jeg kan godt have taget fejl, og så undskylder jeg, er man modstander af de ting i regeringens udspil, der giver et øget arbejdsudbud, bl.a. reduktioner af dimittendsatsen, og så er man selvfølgelig for der, hvor man gerne vil bruge pengene, og det er jo det lette synspunkt. Derfor vil jeg gerne spørge igen: Hvad er SF's konkrete forslag til at øge arbejdsstyrken og arbejdsudbuddet?

Ordføreren.

Jeg synes, der er flere elementer. For det første nævnte jeg de 100.000 arbejdsløse, som jeg mener skal ind i arbejdsstyrken. Det kræver simpelt hen, at de har de rigtige kvalifikationer. Der kan vi starte. Vi er sådan set ikke afvisende over for at bruge nogle af de der andengenerationsreformer, som også står i forståelsespapiret, som alle fire partier er enige om, og som handler om, at nogle af dem, der er på deltid, skal på fuld tid i fremtiden. Jeg er sådan set heller ikke afvisende – og nu vil jeg svare på det, hr. Karsten Lauritzen ikke spurgte om nu, men i sit første spørgsmål, nemlig om det her med international arbejdskraft – over for at gøre det, hvis vi gør det uden at dumpe lønnen og sørger for ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Tak. Så er det fru Sofie Carsten Nielsen.

Tak for det. Jeg vil gerne blive i netop det spor, og så kan jeg jo stille det spørgsmål, som hr. Karsten Lauritzen ikke fik stillet så tydeligt, som ordføreren måske gerne ville have det. For vi kan jo godt være enige om at sige ja til opkvalificering, ja til andengenerationsreformer, ja til langt mere efteruddannelse og langt mere fleksibilitet og ja til de 50.000 unge, der hverken har fået skolens helt basale kompetencer eller er i arbejde i dag. Alt det er vi enige om. Jeg tror også, vi er enige om, at det kræver noget tid og nogle investeringer. Hvis vi skal have råd til de investeringer, er vi nødt til at besætte de arbejdspladser, som virksomhederne så akut har behov for arbejdskraft til.

Derfor: Kunne vi også komme videre ad sporene om international arbejdskraft, enten ved at se på beløbsgrænse eller på andre områder? Hvor kunne SF være med?

Ordføreren.

Jeg er glad for, at vi har den her fælles forståelse med hinanden om meget af det, vi kan gøre på den lange bane, for det tror jeg er helt afgørende, hvis vi skal fremtidssikre Danmark. Der tror jeg faktisk, at De Radikale og SF kan blive meget enige i forhold til opkvalificering.

Når det så handler om udenlandsk arbejdskraft, er det jo ikke sådan, at det ikke er muligt for udlændinge at komme til Danmark og arbejde, og jeg vil gerne rose den trepartsaftale, der lige er indgået, for at sørge for, at flere europæere har mulighed for at komme ind på det danske arbejdsmarked. Beløbsgrænsen gælder jo ikke i Europa, og der er 15 millioner arbejdsløse europæere, som måske godt kunne levere noget af den kvalificerede arbejdskraft, vi har brug for.

Jeg er heller ikke afvisende over for at gøre det, når det f.eks. gælder en it-tekniker fra Indien, eller hvad det nu kan være for kompetencer, der er brug for. Det, jeg virkelig er optaget af, er, at vi ikke underminerer det danske arbejdsmarked, ej heller i forhold til arbejdsmiljø eller lønninger – og det er jo det, der bliver balancen i det her. Derfor er beløbsgrænsen jo dér, hvor den er, nemlig fordi vi ikke har lyst til at diskutere, om vi kan være med til at presse løn- og arbejdsvilkår i Danmark. Men jeg er ikke afvisende over for udenlandsk arbejdskraft.

Sofie Carsten Nielsen.

Det sidste er jeg rigtig glad for at høre. Nu stiger beløbsgrænsen jo mere og mere, og man skal være højt kvalificeret specialist for at kommer over den. Der er behov for arbejdskraft alle steder i det danske samfund. Den grønne omstilling, som vi er så optaget af i fællesskab, mangler hænder og hoveder. Man kan simpelt hen ikke finde dem til at lave de produkter, vi både skal leve af og få den grønne omstilling i mål med i Danmark såvel som i resten af verden, hvor vi jo skal sælge de her produkter, som ikke kan sælges, hvis der ikke er mennesker til at lave dem.

Jeg er med på at efteruddanne og opkvalificere og alt det, men jeg håber også, at vi så kunne komme hen til at kigge på enten de her beløbsgrænser eller den positivliste, som vi vedtog, hvor ingen kommer ind, fordi der er administrative forhindringer i spandevis.

Så er det ordføreren.

Jeg tror, vi skal sætte fut på den grønne omstilling. Jeg kan blive dybt bekymret for, om vi har kvalificeret arbejdskraft nok, også fordi jeg tror, at vi kommer til at vokse endnu mere i Danmark på den grønne dagsorden. Vi har jo i fællesskab i landbrugsudspillet sammen med Enhedslisten og mange andre gode kræfter kæmpet for, at plantebaseret produktion af fødevarer skal vokse i Danmark, og det synes jeg er en positiv dagsorden. Det kan også være, vi får brug for kvalificeret arbejdskraft der – og det synes jeg er en vigtig pointe.

Jeg tror bare, det er vigtigt at sørge for, at det her bliver under ordnede forhold. Og det vil nok være mit krav og min indgangsbøn til den diskussion.

Tak for det. Så er det fru Rosa Lund.

Tak for det. Tak til fru Pia Olsen Dyhr for at nævne det, man måske populært kalder for kampen mod negativ social kontrol. Det er en meget vigtig dagsorden, som vi deler med SF.

En anden vigtig dagsorden, som vi deler med SF, er jo, at børn har rettigheder, og derfor skal jeg egentlig bare spørge SF's formand, om det ikke er korrekt, at de mennesker, som er blevet hentet til Danmark i nat, er børn, som er danske statsborgere og ikke alt mulig andet. Det er bare, fordi jeg synes, at der er opstået mange myter i løbet af formiddagen herinde i salen om, hvad der egentlig er sket, og hvorfor det egentlig er, at det er vigtigt, at de her børn er i Danmark.

Pia Olsen Dyhr.

Altså, jeg blev glad i nat, da jeg så, at de 3 mødre og 14 børn kom til Danmark. Og jeg blev rigtig glad, fordi det jo er en kamp, SF har kæmpet, for, at de netop fik mulighed for at komme tilbage til Danmark. Jeg mener, at danske børn hører til i Danmark, og at vi har en pligt til at passe på dem – bare så der ikke er nogen tvivl om det.

Så bliver jeg nødt til at sige, at jeg var ked af, at Enhedslisten ikke ville være en del af den aftale, vi lavede sammen med bl.a. Radikale Venstre og et bredt flertal i Folketinget, og at Enhedslisten valgte at kalde det for en syltekrukke. For det har jo vist sig nu, at de 3 mødre og 14 børn er kommet hjem netop på grund af den aftale.

Fru Rosa Lund.

Jeg blev også glad i nat. Og jeg er også glad for, at de her kvinder skal retsforfølges – det er jo hele pointen med at tage dem hjem. Jeg synes egentlig, at det var legitimt at kalde det en syltekrukke, for der er gået rimelig lang tid. Den her aftale blev lavet den 18. maj. Det er den ene ting.

Den anden ting, som jeg gerne vil spørge fru Pia Olsen Dyhr om, er, hvad vi skal gøre med de sidste fem børn, som stadig væk sidder i al-Hol-lejren i Syrien. De er også danske statsborgere. De går side om side med IS-terrorister, og det er vi enige om ikke er et sted for børn. Det var jo netop grunden til, at vi ikke var med i aftalen, for vi ville ikke være med til at efterlade fem børn dér.

Ordføreren.

For det første vil jeg gerne anholde det her med, at der er gået lang tid. Altså, når jeg sammenligner Danmark med mange andre lande i Europa, der også har sagt, at de gerne vil have deres statsborgere hjem, så har de danske myndigheder faktisk reageret hurtigt og effektivt. Og jeg vil faktisk gerne rose dem for det, for jeg synes, at det har været et fint arbejde, de har udført. Så der er jeg ikke enig med fru Rosa Lund.

For det andet, omkring de fem børn: Ja, danske børn skal have ret til at komme til Danmark, og hvis de fem børn kommer til Danmark, skal jeg være den første til at sige velkommen til dem. Jeg synes faktisk, at hr. Jakob Ellemann-Jensen sagde det meget tydeligt her fra talerstolen, nemlig at vi ikke kan sige nej til danske børn.

Tak for det. Så er det hr. Søren Pape Poulsen.

Tak for det, tak for talen, og tak for den opfordring, der kom til mig. Jeg havde nu tænkt mig at spørge om noget, og så kan vi altid tale om det andet på et andet tidspunkt. Nu skal man jo passe på her i salen, at man ikke nogle gange har nogle forudindtagede holdninger om, hvad andre går og mener, når man ikke lige har sat sig ind i det. Så nu spørger jeg faktisk af oprigtig nysgerrighed, for jeg har en fordom om, hvad SF mener, men nu spørger jeg om, hvad SF faktisk mener: Når det gælder vores ældrepleje og muligheden for private tilbud, hvor står SF og formanden for SF så egentlig, når det handler om, at private udbydere skulle kunne lave plejehjem, at private udbydere skulle kunne konkurrere på lige fod med kommunen ved at levere pleje til ældre? Der er en misforståelse her, for ældre mennesker mister jo ikke viljen til at vælge selv, bare fordi de er blevet gamle. Det kan godt ske, at mennesker gerne selv vil bestemme, hvem der kommer i deres hjem, og skal de have lov til det via en privat leverandør, der får samme takst som den offentlige?

Ordføreren.

Egentlig tror jeg, at det, den ældre allerhelst vil have, er den samme hjemmehjælp, der kommer ind ad døren hver eneste gang, altså at man er sikker på, at man kender det menneske, der kommer ind, når man åbner sin dør. Sådan ville jeg i hvert fald have det selv. Og jeg er ret sikker på, at den der tryghed om det, der hedder faste teams i ældreplejen, som jeg kunne høre Det Konservative Folkeparti i hvert fald i morges i radioen bakkede op om, er vi enige om. For jeg tror i virkeligheden, at det vigtigste for den ældre er trygheden, viden om, hvem der kommer ind ad døren. Så det er nr. 1.

Nr. 2 er, om jeg har et problem med, at man nogle gange har et friplejehjem. Nej, jeg har ikke et problem med det, men det, der bare er vigtigt for mig og afgørende for SF, er, at det offentlige tilbud er et godt tilbud, og at alle har mulighed for at få et godt tilbud og ikke kun de få, der har penge nok.

Hr. Søren Pape Poulsen.

Jamen det er godt, for det er vi fuldstændig enige om. Så vil jeg bare høre, om ikke vi skal lave en uafhængig enhed, der tjekker prisen. For det er lidt påfaldende, at nogle private leverandører inden for hjemmeplejen ikke kan levere til den pris, som kommunen kan, for kommunen gør det ekstremt billigt, når de selv skal regne det ud. Så kan de så give en masse tillægsbevillinger bagefter. Burde det i det mindste ikke være fri og åben konkurrence?

Når vi to bliver gamle, og der er jo længe, længe til, vil vi nok gerne have lov til at bestemme, hvem der netop kommer i vores hjem, og hvis nu ikke det er kommunen, men et privat firma, er det så ikke lige meget, bare taksten er fair, ens og den samme og en kommune ikke snyder på vægten?

Ordføreren.

Jeg tror, at når jeg bliver gammel, vil jeg bare gerne have, at det er den samme, der kommer ind ad døren. Jeg tror ikke, at ældre mennesker sidder og tænker på, at de godt kunne tænke sig lige præcis den virksomhed kontra kommunen. Jeg tror, de vil have tryghed i det, de vil have en ordentlig pleje, og de vil vide, at det er de samme mennesker, der kommer. Det tror jeg simpelt hen er det afgørende.

Til det her med at lave en eller anden prisenhed vil jeg sige, at jeg altid bliver bange, når vi indfører mere bureaukrati og flere regler og flere måleindsatser. Vi havde tidligere en borgmester, der hed Flemming Bonne, som netop prøvede det her i ældreplejen, og han fandt ud af, at det var umuligt at gøre det uden at indføre rigtig meget bureaukrati, og det er jeg ikke interesseret i.

Tak. Så er det fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Tilbage i marts sprang SF i målet, da en blå vedtagelsestekst om at udarbejde læringsforløb i Muhammedkrisen stod til at blive vedtaget. Men da der med SF's pludselige kovending desværre ikke var flertal alligevel, betyder det jo, at der endnu ikke findes opdaterede sikkerhedsberedskabsplaner, at der ikke i tilstrækkelig grad støttes op om lærernes ytringsfrihed, og at der ikke er ordentlig mulighed for lærerne for at undervise i Muhammedkrisen.

Da SF i september havde landsmøde, præsenterede fru Pia Olsen Dyhr et forslag om, at der på landets folkeskoler skal undervises i Muhammedkrisen. Og det glæder mig, det glæder mig rigtig meget, for det er der virkelig brug for. Undervisning i Muhammedkrisen er jo en del af dansk samtidshistorie, men kan fru Pia Olsen Dyhr ikke sætte nogle ord på, hvad der ligger til grund for, at SF nu bakker op om det forslag, som en samlet blå blok for cirka et halvt år siden stillede?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Vi sprang jo ikke i målet. Vi fik overbevist regeringen om SF's politik, og ergo støtter vi selvfølgelig op om, at når der er et flertal for vores politik, skal vi gennemføre den. Sådan er det i SF. Vi er sådan set optaget af at få vores politik gennemført og ikke bare lave symbolvedtagelser i Folketinget. Det er rigtigt, at regeringen ikke har leveret på det hele endnu, men det skal vi nok få dem til.

Jeg er enig med fru Mette Thiesen i, at det er vigtigt at undervise i Muhammedtegningerne, ikke bare fordi det er Muhammedtegninger, men fordi det er en primær kilde til den største udenrigspolitiske krise i nyere tid for Danmark, og derfor er det jo afgørende, at man i virkeligheden sørger for, at lærerne kan undervise i det her. Vi har foreslået, at man skal lave undervisningsmateriale. Vi har ikke foreslået, at man skal, for jeg tror stadig væk på friheden i klasseværelset, men jeg mener sådan set, at lærerne skal have rygdækning hos os politikere, ved at vi sørger for, at der er materiale til det her.

Fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Det blev meget hurtigt lidt et politikersvar, for det var faktisk præcis det, der stod i den vedtagelsestekst, og jeg tror, at langt de fleste vil undre sig meget over, at man faktisk havde haft et samarbejde op til, men pludselig springer man fra, selv om man er enig i vedtagelsesteksten, hvorfor man så pludselig stemmer imod.

Jeg kan så forsikre fru Pia Olsen Dyhr om, at en samlet blå blok har fremsat den her vedtagelsestekst som et beslutningsforslag, og jeg tror faktisk, at det blev fremsat i går, så hvis SF virkelig mener det, de sagde til deres landsmøde, vil vi jo faktisk snart kunne bringe regeringen i mindretal på det her spørgsmål. Og på den måde kan vi sikre, at undervisningsmaterialet netop bliver udarbejdet fra statslig side, så den enkelte lærer og den enkelte skole ikke skal udarbejde materialet selv. Er SF klar til at stemme ja til det forslag og forsvare ytringsfriheden for den enkelte lærer og den enkelte skole?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg synes sådan set, at det er helt afgørende, at vi står på mål for lærernes ytringsfrihed. Det gør SF igen og igen, og jeg mener det sådan set også i den her sag. Det, der er lidt interessant, er, at hvis man kan få flertal for sin politik, vil man så ikke bakke op om det flertal? Jo, det vil vi, og det var derfor, vi lavede en vedtagelse sammen med regeringen, og regeringen skal levere på det, de skal faktisk levere på det her. Er det så sådan, at regeringen ikke får leveret, jamen så stemmer vi da gerne for jeres forslag. Men vi kommer da til at levere sammen med regeringen, det er jeg slet ikke i tvivl om.

Tak. Så er det hr. Alex Vanopslagh.

Tak for det, og tak for en god debat i torsdags – altså efter omstændighederne en god debat, det var jo inde ved Clement Kjersgaard, så der er altid grænser for, hvor god sådan en debat bliver. (Pia Olsen Dyhr (SF): Det var tirsdag).

Jeg vil egentlig fortsætte ad det spor, som vi diskuterede sidst, og som også var det, hr. Søren Pape Poulsen var inde på, nemlig ældreplejen og det frie valg og det, at der er flere private plejehjem og friplejehjem i Danmark. Når man spørger danskerne, er det kun 12 pct., der svarer, at de tror, de vil få en god behandling, når de kommer på plejehjem, og det er kun 11 pct. af danskerne, der siger, at de foretrækker et offentligt plejehjem frem for et friplejehjem.

Derfor vil jeg bare høre sådan helt overordnet i forhold til fru Pia Olsen Dyhrs visioner for fremtiden: Når ordføreren ser 10 år frem, vil vi så have flere Dagmarsmindelignende friplejehjem i Danmark? Vil der være flere af dem? Som det er i dag, er det kun under halvdelen af kommunerne, der har et friplejehjem eller et privat plejehjem. Er visionen for SF, at vi skal have flere friplejehjem og private plejehjem? Jeg er med på mere faglighed og flere hænder og afbureaukratisering og alt det der, jeg vil ikke have ordføreren til at afsværge det, men er visionen, at der skal være flere friplejehjem i fremtiden?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg tror i virkeligheden godt, jeg vil have, hvis visionen – og vi skal tillade os at drømme inde i det her lokale – er, at flere af de offentlige plejehjem bliver som friplejehjemmene. Nu kan vi jo ikke klone lederen for Dagmarsminde, hvilket ville være et godt eksempel til efterfølgelse, men jeg tror på at give de offentlige plejehjem mere frihed. Det tror jeg faktisk er en del af det, men i virkeligheden også flere ressourcer – jeg ved godt, at jeg lige om lidt får at vide, at ressourcer ikke er en del af løsningen. Jeg tror, at ledelse er en del af det, jeg tror, at penge er en del af det, og jeg tror sådan set også, at det at fjerne noget bureaukrati – og der ved jeg ordføreren og jeg ofte er enige – er en del af løsningen i forhold til vores plejehjem. For jeg mener, at ved at sørge for ordentlige offentlige plejehjem sørger vi for, at vi ikke får skabt et A- og et B-hold, og det synes jeg er så afgørende for at sikre den tryghed, der kan være omkring vores ældrepleje.

Hr. Alex Vanopslagh.

Men der kommer heldigvis ikke noget A- og B-hold, så længe der er et frit valg, altså så længe man frit kan tilvælge et friplejehjem eller privat plejehjem, for det er jo det offentlige, der betaler det. De kan jo bare noget andet, selv om de har den samme økonomi.

Det, som vi i Liberal Alliance mener man burde gøre, er at tage de plejehjem, som er mest utilfredsstillende, eksempelvis det, vi så i TV 2-dokumentaren »Plejehjemmene bag facaden«, de plejehjem, hvor forholdene er dybt uacceptable, og sige, at dem sender vi simpelt hen i udbud, og så er der en privat aktør, der tager over med den samme økonomi, men vi sender det i udbud. Kunne det ikke være en vej frem? De dårlige plejehjem skal lukke, vi giver dem til folk, der er som dem, der driver Dagmarsminde.

Ordføreren.

Man kunne jo også vende den om og sige: Skulle vi sætte ind med mere effektiv ledelse, skulle vi sørge for flere ressourcer, og så kunne det måske være, at det kunne lade sig gøre? Det er jo ikke sådan, når en privat virksomhed oplever, at der lige pludselig er stor efterspørgsel på deres varer, at de så ikke udvider virksomheden. Det gør de, og det er jo i virkeligheden det, det handler om i forhold til vores ældrepleje. Hvis vi får flere ældre, er vi sådan set også nødt til at sætte nogle flere ressourcer af.

Så synes jeg, der er et ret godt eksempel i Sverige, som hr. Alex Vanopslagh behændigt ikke taler om. Der udbød man jo alle de offentlige plejehjem, eller man prøvede i hvert fald at gøre det, fordi man troede, det ville være bedre løsninger. Hvad skete der der? Det var en dårlig løsning, der var rigtig mange ældre, der endte med at sidde helt alene og uden den helt basale pleje – det var faktisk næsten vanrøgt.

Tak. Så er det hr. Torsten Gejl.

Mange tak. Og tak for talen. Jeg har et spørgsmål omkring klimaet. Nu roser taleren jo landbrugsaftalen, aftalen om reduktion af CO2-udslippet fra landbruget, der kom på plads her den anden dag, og siger, at det er godt med reelle CO2-reduktioner. Hvordan kan det være, at taleren accepterer, at så meget af det, der skal reduceres, er udskudt og baseret på teknologi, der ikke er opfundet endnu? SF skrev på Twitter sidste år: Nemlig ja, SF er klar, ingen hockeystav eller grønne fiksfakserier. Hvordan kan det så være, at SF deltager i det med den hockeystav – måske den største hockeystav nogen sinde – og grønne fiksfakserier?

Ordføreren.

Altså, jeg synes, vi lagde hockeystaven i skuffen, da vi lavede et delmål for 2025 på 50-54 pct., som var det, Klimarådet anbefalede, for netop at sørge for, at det ikke blev udskudt til 2030, men allerede blev leveret inden 2025. Så jeg synes sådan set, vi har knækket hockeystaven og lagt den i skuffen. Det er den ene del.

Den anden del er i forhold til landbrugsaftalen: Havde jeg gerne set flere konkrete reduktioner tidligere? Ja, det havde jeg gerne. Jeg ved, at vi i forhandlingslokalet kæmpede indædt for at sørge for flere konkrete reduktioner, bl.a. med udtag af landbrugsjord. Nu er vi oppe på 100.000 ha, og når man lægger det sammen, giver det slet ikke det, som eksperterne i CONCITO eller i Klimarådet eller for den sags skyld på Aarhus Universitet siger, hvad det egentlig burde give af konkrete reduktioner. Det er til stor frustration for mig og sikkert også for andre, men jeg tror faktisk, vi kommer til at se det tal komme højere op.

Men i forhold til om jeg gerne ville have, at det gik hurtigere, og om jeg gerne ville have, at det var mere ambitiøst, vil jeg sige, at ja, der er jeg faktisk enig med Alternativet. Men vi er også et sted, hvor vi altid tager ansvar for at presse regeringen og de andre videre, fordi det er helt afgørende at gøre det.

Hr. Torsten Gejl.

Jamen det er jo ikke rigtigt, at hockeystaven er lagt i skuffen. Altså, ifølge flere medier og grønne organisationer er den jo lappet sammen, og den er større end nogen sinde før, fordi man har udskudt den reelle CO2-besparelse til teknologi, der ikke er opfundet endnu. Så den er jo større end nogen sinde.

Men jeg vil gerne spørge til kødproduktionen. Kødproduktionen er jo noget af det, der er mest CO2-udledende. Den fortrænger natur og biodiversitet, forurener grundvandet og ødelægger havbunden, og så er det noget værre dyrplageri. Hvordan kan det være, at man end ikke har forsøgt at hjælpe landbruget med at nedsætte kødproduktionen nu, hvor danskernes kødforbrug endda er faldende?

Ordføreren.

For det første tager vi 100.000 ha landbrugsjord ud af produktion. Det vil faktisk have konsekvenser for dyreproduktionen – det ved spørgeren også. Vi er begge to lidt nørder på det her område, så han ved, at det vil have konsekvenser.

For det andet vil jeg sige i forhold til kødproduktionen, at jeg altså lige bliver nødt til at anholde det der med, at al dyreproduktion er ond mod dyrene. Altså, det er jeg ikke helt enig i. Jeg synes faktisk, jeg oplever rigtig mange landmænd, som faktisk gør et godt og grundigt stykke arbejde. Det bliver jeg bare nødt til at sige. Og så vil jeg sige, at vi jo i den her aftale for første gang nogen sinde prioriterer – jeg tror, det er 1 mia. kr., vi sætter af – plantebaseret produktion og fødevarer. Det er historisk og vigtigt, og jeg er helt sikker på, at lige præcis den del vil Alternativet også være enig med os andre i.

Tak for det. Så er det hr. Jens Rohde.

Tak for det. En central del af fru Pia Olsen Dyhrs tale handlede om psykiatrien og den virkelig store udfordring, en masse unge mennesker står med, fordi de ikke kan få den behandling, som de burde have krav på. Det synes jeg har fået alt for lidt opmærksomhed her i debatten, for det var særlig på det punkt en fremragende tale, som fru Pia Olsen Dyhr holdt. Men det er jo ikke en ny problemstilling. Der er bare flere af dem, og det hjælper os jo ikke rigtig, hvis vi ikke også kommer med nogle konkrete løsninger. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi, hvis vi nu sørgede for, at børnene også fik de rettigheder, som vi alle sammen går og taler om, og at de kunne blive overholdt, så måske ville være nået langt.

I Frankrig har de taget konsekvensen af, at det typisk går galt på økonomiens bord, og derfor har man lavet en børnerettighedsdomstol og et børneagentur, der kan sikre, at børns rettigheder, som så kan komme ind i barnets lov, bliver overholdt. Hvad tænker fru Pia Olsen Dyhr om den idé?

Fru Pia Olsen Dyhr.

Jeg er sådan set ikke afvisende over for den idé. Jeg tror, jeg skal finde ud af lidt mere om den, men jeg er jo meget optaget af børns rettigheder. I virkeligheden er jeg nok mest optaget af, at vi så også får gjort det konkret og ikke kun får gjort det til sådan overskrifter, men jeg vil ikke afvise, at det kan give mening. Der, hvor jeg synes vi har gjort noget med den her regering, og hvor vi har lavet et skifte, er jo, at vi har sikret gratis psykologhjælp til unge under 25 år med angst og depression. Det synes jeg er vigtigt, for det må ikke være pengepungen, der afgør, om man får hjælp, når psyken knækker. Det er det ene element.

Men det andet element bliver jo nu at snakke om, hvad det er for en folkeskole, vi skal have, hvad det er for et børneliv, vi skal have. Vi er lykkedes med at få minimumsnormeringer i børnehaver og vuggestuer, og det er jeg meget stolt af, fordi jeg tror, det sætter tempoet lidt med, men vi skal da også gøre det i folkeskolen. Vi skal da sørge for, at børn ikke bare automatisk, når de er 5 år og 10 måneder, skal rykke op i børnehaven, og at de, når de er 6 år, ikke bare automatisk skal i skole, og at de, når de går i skolesystemet, ikke udsættes for tusindvis af nationale test hele tiden, men måske i virkeligheden skal fokusere mere på kerneopgaven. Jeg tror, at vi i forhold til det der med, at vi hele tiden skal fremad, at vi er i et hamsterhjul, og at vi skal nå noget, måske indimellem også bare skulle nå at være der, hvor vi er.

Hr. Jens Rohde.

Det er også en ganske udmærket og vigtig samtale, men vi står bare med nogle akutte problemer, som er ganske store, og vi står med et akut problem, som altid er, at de børnerettigheder, vi taler så meget om, ikke i realiteten er til stede, fordi der ikke er nok til at sikre, at børnene får varetaget deres rettigheder.

Vi har lavet et ret omfattende forslag – det er ikke sådan noget, jeg bare har trukket i en automat, men det er med inspiration fra Frankrig og den tyske Jugendschutzgesetz, som jo er et omfattende lovkatalog til beskyttelse af børns rettigheder – og når vi nu skal lave barnets lov og diskutere alt det her i efteråret og det kommende forår, ville jeg bare høre, om SF vil have et åbent sind for tanker i den retning.

Ordføreren.

Nu er jeg folkesocialist, så jeg har som udgangspunkt altid et åbent sind.

Tak for det. Så er det fru Anni Matthiesen.

Man skal holde fast i traditioner, og derfor stiller jeg selvfølgelig også spørgsmål til SF's ordfører ved denne åbningsdebat. Jeg kan så sige, at det ikke bliver om forureningen i Grindsted, men til gengæld vil jeg egentlig godt følge lidt op på det, som Venstres gruppeformand, hr. Karsten Lauritzen, var inde omkring – altså noget konkret fra SF, i forhold til hvordan vi løser det problem, som der er her og nu i vores samfund i forhold til at få skaffet mere arbejdskraft. Jeg har besøgt handicaporganisationer, botilbud, jeg har besøgt mange virksomheder, og alle sammen råber på arbejdskraft og flere hænder.

Et helt konkret spørgsmål til fru Pia Olsen Dyhr kunne være: Hvad tænker SF i forhold til at nedsætte beløbsgrænsen, så vi kan få mere international arbejdskraft? Jeg synes ikke, hr. Karsten Lauritzen fik et svar på det, så det kunne jeg godt tænke mig hvis ordføreren vil svare lidt mere konkret på. Altså, vil SF være med til at sænke beløbsgrænsen?