Transportudvalget 2021-22
L 90
Offentligt
2498016_0001.png
Færdselsstyrelsen
Sorsigvej 35
6760 Ribe
Telefon: 7221 8899
E-mail:
[email protected]
Web:
www.fstyr.dk
Notat
Sagsbehandler: WALA
Sagsnr.: 2021-111646
06-12-2021
Notat til brug for besvarelse af TRU spørgsmål nr. 6
Transportministeriet har til brug for besvarelse af TRU spørgsmål nr. 6, anmodet
Færdselsstyrelsen om et notat, hvori der redegøres for de forventede omkostninger ved og
tidsforbrug til vejsidesyn af motorcykler, herunder betydningen for politiets tid og ressourcer.
Færdselsstyrelsen kan indledningsvist oplyse, at det er hensigten, at vejsidesyn af motorcykler
kommer til at foregå i tæt samarbejde med politiet, herunder særligt de målrettede kontroller, i
forbindelse med de træf, der afholdes rundt om i landet i sommerhalvåret. Færdselsstyrelsen
har også mulighed for at gennemføre kontrol af motorcykler i forbindelse med det almindelige
vejsidesyn af erhvervskøretøjer, hvor politiet ikke nødvendigvis deltager.
Der er på nuværende tidspunkt ikke fastsat et måltal for hvor mange vejsidesyn af motorcykler
der skal foretages af Færdselsstyrelsen. Det forventes dog, at Færdselsstyrelsen i samarbejde
med politiet gennemfører ca. 10-20 kontroller det første år. Antallet af motorcykler der vil blive
kontrolleret, afhænger af hvor mange motorcykler, der deltager til træffene, men det forventes,
at der vil blive gennemgået ca. 15-20 motorcykler pr. kontrol. Til hver kontrol forventes det, at to
af Færdselsstyrelsens bilinspektører deltager. Herefter vil en evaluering af den første periode,
danne baggrund for fastlæggelsen af måltal, forventede omkostninger og tidsforbrug for den
fremadrettede indsats vedrørende vejsidesyn af motorcykler.
Politiet gennemfører allerede i dag vejsidekontroller af motorcykler efter færdselsloven,
herunder til forskellige motorcykeltræf. Den tekniske kontrol af motorcyklerne, som skal
gennemføres af Færdselsstyrelsen, vil som udgangspunkt være et supplement til politiets
kontroller. Det forventes derfor ikke, at politiet ressourcemæssigt bliver mere belastet af, at
Færdselsstyrelsen deltager til kontrollerne.
Side 1 (1)