Folketingets Social- og Ældreudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2020-12084
Doknr.
498028
Dato
06-12-2021
Folketingets Social- og Ældreudvalg har d. 30. november 2021 stillet følgende
spørgsmål nr. 43 til L 64 til social- og ældreministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Christina Thorholm (RV).
Spørgsmål nr. 43:
”Vil
ministeren oplyse, hvad ministeren vurderer, at det vil koste at lave nøgletal
for en timepris på Tilbudsportalen ved denne lovændring - et nøgletal, som
sammen med andre nøgletal, kan give en indikator på, om et tilbud er dyrt eller
billigt?”
Svar:
Det er ikke muligt at estimere, hvad det vil koste at lave et nyt nøgletal om
timepris, som skal offentliggøres på Tilbudsportalen, og det er ikke alene et
økonomisk og teknisk spørgsmål. På nuværende tidspunkt oplyser tilbuddene
ikke en timepris for deres tilbud og ydelser på Tilbudsportalen eller andre
steder, og de eksisterende oplysninger kan ikke bruges til at lave et nyt
objektivt nøgletal, der illustrerer forholdet mellem normering og takst.
I stedet for en timepris kan socialtilsynene anvende tilbuddenes øvrige
oplysninger på Tilbudsportalen om f.eks. tilbuddenes ydelser og takster som
”indikatorer” i deres vurdering af
f.eks., om et tilbud er uforholdsmæssigt dyrt.
Det er også noget, som vi kan være opmærksomme på, når vi skal følge op på
den politiske aftale, og hvor vi også kan overveje yderligere tiltag. Dertil vil vi
med lovforslaget få flere data om tilbuddenes økonomi, og det vil på sigt
eventuelt kunne danne grundlag for udviklingen af nye redskaber til f.eks. at
understøtte socialtilsynenes sammenligning af tilbuddene på tværs.
Derudover kan jeg henvise til mit svar på spm. 42 til L 64.
Med venlig hilsen
Astrid Krag
1