Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Christiansborg
1240 København K
Ministeren
Dato
3. december 2021
J nr.
2021-628
Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget har i brev af 23. november 2021 stillet mig
følgende spørgsmål 20 til L 53, som jeg hermed skal besvare. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Katarina Ammitzbøll (KF).
Spørgsmål 20
Lovforslaget skaber usikkerhed om muligheden for, at netselskaberne kan få
dækket de omkostninger, der er forbundet med nettilslutning af VE-anlæg under
udligningsordningen. En meget stram tidsfrist for ansøgning af omkostninger
afholdt i 2021 er fastholdt. Overgangsbestemmelsen i § 6, stk. 4, er alene justeret,
så det fremgår, at ansøgningsfristerne for udligning knytter sig til anlæg, der er
nettilsluttet i 2021 eller tidligere. Den stramme tidsfrist risikerer derfor at skubbe en
regning over på de almindelige forbrugere. Hvad vil ministeren gøre for at sikre, at
dette ikke sker?
Svar
Det har siden implementeringsplanen af 21. december 2020 været kendt, at
udligningsordningen vil blive afskaffet ved udgangen af 2021. Fristen herfor den 3.
januar 2022 er fastsat under hensyn til afslutning af PSO-regnskabet.
Branchen har dog gjort opmærksom på, at fristerne i lovforslaget, herunder fristen
d. 3. januar 2022, kan skabe situationer, hvor omkostninger til nettilslutning af VE-
anlæg hverken kan blive dækket af den nuværende udligningsordning eller
kompensationsordningen. Jeg har i tidligere besvarelser af spørgsmål til L 53
fremhævet, at Energistyrelsen er i dialog med branchen og afsøger mulig
løsninger.
Jeg kan i forlængelse heraf oplyse, at der nu er fundet en løsning, og at jeg på den
baggrund vil fremsætte et ændringsforslag til L53, hvormed fristen den 3. januar
2022 forlænges. For en nærmere gennemgang heraf kan jeg henvise til min
besvarelse af spørgsmål 23.
Med venlig hilsen
Dan Jørgensen
Klima-, Energi- og
Forsyningsministeriet
Holmens Kanal 20
1060 København K
T: +45 3392 2800
Side 1/1
www.kefm.dk