Folketingets Finansudvalg
Christiansborg
27. maj 2022
Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 1 (L 197 - § 7.
Finansministeriet) af 18. maj 2022 stillet efter ønske fra Rasmus
Jarlov
Spørgsmål
Vil ministeren redegøre for, om ændringerne af udgiftslofterne har betydning for
budgetloven og det underskud, der budgetteres med i år og bekræfte, at det kun er
den del af udgifterne, der vedrører
”Nationalt kompromis om dansk
sikkerhedspolitik” og ekstraordinære udgifter til flygtninge, som har betydning for
det budgetterede underskud? I forlængelse heraf bedes ministeren bekræfte, at
ændringerne af udgiftslofterne ikke har relation til regeringens beslutning om, at
prisstigninger kan begrunde afvigelser i budgetloven og derfor muliggøre
underskudsfinansiering af checks.
Svar
Lovforslaget har til formål at ændre de konkrete niveauer for de statslige udgifts-
lofter (delloft for driftsudgifter og delloft for indkomstoverførsler) som følge af
indgåede politiske aftaler, herunder Aftale mellem regeringen (S), Venstre, Sociali-
stisk Folkeparti, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti om nationalt
kompromis om dansk sikkerhedspolitik.
Det er med Aftale om nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik aftalt at
lempe finanspolitikken i 2022 og 2023. Med lovforslaget afspejles lempelsen i de
statslige udgiftslofter. Niveauet for de statslige udgiftslofter i lovforslaget vil såle-
des skabe udgiftsmæssigt rum til, at der kan budgetteres med større underskud
end forudsat før Aftale om nationalt kompromis om dansk sikkerhedspolitik i tråd
med finansieringen i aftalen.
Finansministeriet vurderer, at Ukraine-situationen er en exceptionel situation i
henhold til budgetloven. Det indebærer, at udgifter direkte relateret til situationen
i Ukraine kan afholdes ud over underskudsgrænsen i 2022 og således ikke er un-
derlagt de statslige udgiftslofter i 2022. Der indgår ikke virkninger af kompensa-
tion af husholdninger for stigende energipriser mv. i forslaget.
Forslaget ændrer ikke på budgetlovens bestemmelser, idet der henvises til særskilt
lovforslag (L 198) om ændring af budgetloven (Lempelse af underskudsgrænse og
ophævelse af revisionsklausul).
Finansministeriet · Christiansborg Slotsplads 1 · 1218 København K