Tak for det. Det er jo en fornøjelse at stille sig på talerstolen efter hr. Jens Rohde, som modsat mange andre toner rent EU-flag, skulle jeg til at sige. For hr. Jens Rohde handler det ikke om Danmark, det handler om fællesskabet. Det tror jeg at andre ville sige tilsvarende, hvis de blev spurgt uden for citat, og så er der nogen, der skifter holdning uden rigtigt at kunne forklare hvorfor, andet end ved at verden har forandret sig, til trods for at det, vi skal stemme om den 1. juni, i bund og grund ikke har noget at gøre med situationen i Ukraine. Putin vil være fuldstændig ligeglad med, om vi har vores forbehold eller ej. Til gengæld kan han måske nyde godt af den splittelse, der er i den danske befolkning op til folkeafstemningen.
Når jeg tager ordet i dag, er det ikke, fordi vi i Nye Borgerlige er imod en folkeafstemning. Vi elsker faktisk folkeafstemninger, og vi synes, man skal spørge den danske befolkning meget oftere og meget mere – modsat regeringen, som siger, at man skal spørge danskerne, og når det så kommer til stykket, må danskerne vente, for der er et folketingsvalg. Vi spørger gerne danskerne, men vi synes, det skal foregå på en ordentlig måde, og vi synes, at man skal være ærlig. Derfor er jeg glad for at komme i halen på hr. Jens Rohde, der som sagt toner rent EU-flag.
For hvad er der sket i det her forløb? Jamen der er jo sket det, at vi indledte perioden med en ordlyd på en stemmeseddel, som var helt på månen, i forhold til hvad et er, vi skal stemme om. Der stod ikke et ord om EU, og der stod ikke et ord om forsvarsforbehold. Det fik man så justeret, så man fik den oprindelige ordlyd og så noget om EU og forsvarsforbehold i halen på det – så langt, så godt.
Så står vi i en situation, hvor vi er mange, der er glade for, at vi med vores forbehold har et værn imod den glidebane, som EU er – en glidebane, som er helt åbenlys og bliver endnu mere åbenlys, når Ursula von der Leyen i går og Macron tidligere melder klart ud, at de gerne vil afskaffe vetoretten, at de gerne vil over til flertalsafgørelser.
Det værn har vi i dag; og om det værn har man så fra de EU-begejstrede partiers side og fra regeringens side valgt at sige: Ja, ja, det lægger vi ind i lovforslaget. Det gjorde man så i bemærkningerne, og spørgsmålet er: Er det bindende? Vil politikere fremover være bundet af det, når det bare står i bemærkningerne? Eller har vi en reel risiko for, at hvis vi afskaffer forsvarsforbeholdet den 1. juni, vil et flertal i Folketinget kunne sige, at det er fint nok, vi bakker op om at fjerne vetoretten, og dermed mister vi den stemme, som alle de EU-begejstrede partier siger er så vigtig at have? De siger ikke, hvorfor den er vigtig at have – jo, det gør hr. Jens Rohde, og tak for det – men de taler meget om, hvad det er, vi ikke skal have.
Jeg har hørt meget om, hvad det er for opgaver, vi ikke skal løse, altså hvad det er, vi kan sige nej til, hvis danskerne stemmer ja den 1. juni. Jeg har ikke hørt ret meget om, hvad det er, de EU-begejstrede partier gerne vil have. Hvilke af de syv igangværende EU-missioner, hvoraf seks er i Afrika, skal danske soldater sendes ud til? Det har vi ikke hørt ret meget om. Hvad er det, der er af danske interesser i Afrika, som gør, at det er rimeligt og betimeligt og ansvarligt at sende danske mænd og kvinder ud på de her missioner? Og ja, ja, vi kan sige nej; men vi ved jo også, at der er et stort flertal i dag, der ønsker at sende danske soldater ud, også på missioner i Afrika, og også uden at det er under EU-flag.
Så det, danskerne kan forvente, er flere danske soldater, der sendes ud på missioner langt herfra – formentlig på det afrikanske kontinent, og formentlig for at pleje franske interesser. Når det ikke kommer så meget frem, og når de EU-begejstrede partier slipper af sted med ikke at tale højt om det her og ikke bliver konfronteret med det, så skyldes det jo bl.a., at den her valgkamp kommer midt i en situation, hvor Ukraine fylder utrolig meget i medierne, og hvor danskerne i deres privatøkonomi er ramt af stigende priser, af udsigt til faldende huspriser, af faldende aktiekurser osv. Så danskerne er klemt på pengepungen, medierne er fyldt med krigen i Ukraine, og det betyder, at overskuddet til at finde ud af, hvad der er fup, og hvad der er fakta i den her debat, drukner, fordi man midt i en krig ønsker en folkeafstemning.
Og jeg har hørt, at regeringen og Socialdemokratiet siger, at verden og Europa efter den 24. februar er forandret – og ja, Europa er forandret. Men jeg har også hørt både regeringen og Socialdemokratiet sige, at det ikke gør nogen forskel for Putin, og det gør ikke nogen forskel for Ukraine i den situation, som de står i nu, om vi har vores forsvarsforbehold eller ej. Dermed erkender man jo, at man tager danskerne som gidsel i forbindelse med en forfærdelig situation i Ukraine. Man aftvinger danskerne et svar på noget, som er enormt vidtgående, i en situation, hvor medierne er fyldt med historier om den grufulde situation, der er i Ukraine.
Hvis ikke det havde været så vigtigt, behøvede man ikke at tale om, hvorfor det her er dårlig timing; men det er jo vigtigt, fordi vi kan være fuldstændig sikre på, at hvis danskerne stemmer nej den 1. juni, vil de EU-begejstrede partier – det flertal, der er i Folketinget for så at afskaffe vores forbehold – spørge danskerne igen. Enhver tvivler, der stemmer nej, og det flertal, der bliver for et nej, vil blive udfordret af de EU-begejstrede partier.
Hvis man er i tvivl og stemmer ja og det bliver et ja – hvis vi afskaffer vores forsvarsforbehold – så er det endegyldigt, og så får vi det aldrig tilbage. Det er jo det, man skal skrive sig bag øret, når man stemmer den 1. juni, og det er derfor, at det havde været så meget mere rimeligt og ærligt, hvis man dels havde sikret, at det lovgrundlag og den tekst, der er på stemmesedlen, var til at forstå, dels at man havde lagt sådan en valgkamp i en periode op til en folkeafstemning på et tidspunkt, hvor vi ikke lige var kommet ud af coronaens klør, hvor medierne ikke var fyldt med situationen i Ukraine, og hvor man i virkeligheden risikerer at tage danskerne som gidsel i den her sag.
Det er derfor, jeg tager ordet. Jeg er glad for, at der er politikere i det danske Folketing – både på nejsiden og på jasiden – som toner rent EU-flag eller rent dannebrog, men jeg synes, det bliver lidt bøvlet, når der er politikere, der går og putter med, at det i virkeligheden ikke er det her, vi stemmer om, og at man taler om, hvad man kan være imod, frem for at sige, hvad det rent faktisk er, man vil, hvis man afskaffer forsvarsforbeholdet. Tak for ordet.