Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 28. marts 2022
Hermed følger besvarelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri af spørgsmål nr. 2 vedrørende
forslag til lov om ændring af lov om dyreforsøg og lov om kloning og genmodificering af dyr m.v.
(Supplerende implementering af dyreforsøgsdirektivet) (til L 128), som Folketingets Miljø- og
Fødevareudvalg har stillet til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri stillet den 22. marts 2022.
Spørgsmålet er stillet efter ønske af fra Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 2 til L 128
”Hvilke muligheder ser ministeren for at reducere antallet af dyreforsøg?”
Svar
Der pågår et stort arbejde med at reducere brugen af dyr til forsøg og finde erstatninger.
Tre hjørnesten inden for alternativer til dyreforsøg er de såkaldte tre R'er: Reduction (reduktion af
forsøgsdyr), Replacement (erstatning af forsøgsdyr) og Refinement (dyrevelfærd for forsøgsdyr). I
Danmark har vi Danmarks 3R-Center, der blev oprettet i 2013. 3R-centeret arbejder for at fremme
kendskabet til de 3 R’er blandt landets forsøgsdyrsbrugere og dyrepassere for at skabe de bedst mulige
betingelser for landets forsøgsdyr.
En vigtig del af Danmarks 3R-Centers arbejde er at yde økonomisk støtte til forskningsprojekter, som
kan resultere i forbedringer på dyreforsøgsområdet, herunder projekter som har potentiale til at erstatte
dyreforsøg inden for specifikke forskningsområder.
Derudover arbejder det nationale Udvalg for Forsøgsdyr og Alternativer for at fremme anvendelsen af
3R-principperne. Udvalget rådgiver Dyreforsøgstilsynet samt virksomhedernes og institutionernes
dyrevelfærdsorganer i anliggender vedrørende erhvervelse, opdræt, opstaldning, pasning og anvendelse
af forsøgsdyr, og sikrer udveksling af bedste praksis. Alle dyreforsøgsfaciliteter skal være tilknyttet et
dyrevelfærdsorgan, som har til opgave at rådgive forskere, dyrepassere, dyrlæger og andre faggrupper
om anvendelsen af de tre R’er i forskningen, herunder også mulighederne for helt at undgå at bruge
forsøgsdyr. Udvalget skal desuden sikre vidensdeling inden for de tre R’er med udvalg fra andre EU-
medlemsstater.
Rasmus Prehn
/
Paolo Drostby
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K