L 100 Forslag til lov om udvandring.

Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2021-22
Status: 3. beh./Forkastet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 14-12-2021

Fremsat den 14. december 2021 af Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Marie Krarup (DF), Morten Messerschmidt (DF) og Peter Skaarup (DF) (omtryk)

20211_l100_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 14. december 2021 af Kristian Thulesen Dahl (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Marie Krarup (DF), Morten Messerschmidt (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag

til

Lov om udvandring

Kapitel 1

Formål

§ 1 Formålet med denne lov er, at Danmark reducerer antallet af herboende personer, der er kommet til Danmark som flygtninge eller familiesammenførte til flygtninge.

Stk. 2. Loven omfatter personer, der er kommet til Danmark siden 1983, hvis første lovlige opholdstilladelse i Danmark er en opholdstilladelse som flygtning eller som familiesammenført til en flygtning, og som efter 10 års ophold i Danmark lever op til et eller flere af nedenstående kriterier:

1) Har ikke gennemført integrationsprogrammer omfattet af integrationsloven.

2) Har ikke bestået prøve i dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

3) Har ikke været i ordinær beskæftigelse i 7 af de sidste 10 år.

4) Har været på kontanthjælp i mere end 12 sammenhængende måneder.

5) Er dømt for kriminalitet med en fængselsstraf på mere end 3 måneder.

6) Har været på offentlig forsørgelse i mere end 8 af de sidste 10 år.

Stk. 3. Antallet af udlændinge omfattet af stk. 2 reduceres med 70 procent inden 2030 i forhold til 2020.

§ 2 Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter hvert år en national målsætning for, hvor mange udlændinge i målgruppen i § 1, stk. 2, der året efter skal udrejse af Danmark.

Kapitel 2

Udvandringsrådets opgaver

§ 3 For at fremme uvildig rådgivning om udvandringen bistås udlændinge- og integrationsministeren af et udvandringsråd.

Stk. 2. Udvandringsrådet bistår udlændinge- og integrationsministeren med at fastsætte den årlige målsætning for antallet af udlændinge, der skal udrejse af Danmark.

§ 4 Udvandringsrådet skal årligt afgive anbefaling til udlændinge- og integrationsministeren og komme med anbefalinger om udvandringsindsatsen. Udvandringsrådet skal i anbefalingerne forholde sig til, hvordan flest mulige personer omfattet af § 1, stk. 2, kan pålægges at udvandre.

§ 5 Udvandringsrådet skal komme med forslag, der kan styrke udvandringsindsatsen.

Stk. 2. Udvandringsrådet skal bidrage til den offentlige debat.

Stk. 3. Udvandringsrådet kan udarbejde analyser af og anbefalinger til udvandringsindsatsen mv.

Kapitel 3

Udvandringsstatus og -fremskrivning

§ 6 Udlændinge- og integrationsministeren udarbejder årligt en udvandringsstatus og -fremskrivning, der som minimum skal indeholde følgende:

1) Historiske tal for ind- og udvandring af Danmark.

2) Fremskrivninger af forventet indvandring til Danmark fordelt på vestlige-, ikkevestlige og MENAPT-lande.

3) De økonomiske konsekvenser af indvandringen.

4) Kriminalitetsmæssige konsekvenser af indvandringen.

5) Afrapportering af effekterne af den danske udvandringsindsats.

Kapitel 4

Udvandringsprogram, redegørelse til Folketinget og handlepligt

§ 7 Udlændinge- og integrationsministeren udarbejder årligt et udvandringsprogram til Folketinget.

Stk. 2. Udvandringsprogrammet skal indeholde følgende:

1) Status på opfyldelse af det nationale udvandringsmål, jf. § 2, og § 1, stk. 3.

2) Planlagte udvandringstiltag og virkemidler med effekt på kort og lang sigt og forventet fremtidig effekt heraf.

3) En redegørelse for udvandringsrådets anbefalinger, jf. § 4, og ministerens stillingtagen hertil.

4) Status på forskning og udvikling af nye udrejsetiltag.

5) Status på udvandringsvidenskabelig udvikling, herunder erfaringer med udvandring fra andre vestlige lande.

Stk. 3. Udlændinge- og integrationsministeren skal i udvandringsprogrammet give sin vurdering af, om det kan anskueliggøres, at det nationale udrejsemål nævnt i § 2 og § 1, stk. 3, nås.

Stk. 4. Kan det ikke anskueliggøres, at det nationale udrejsemål nås, skal ministeren i udrejseprogrammet tillige fremlægge nye initiativer med udrejseeffekt på kortere og længere sigt, som viser vejen mod opfyldelse af det nationale udrejsemål.

§ 8 Udlændinge- og integrationsministeren udarbejder en årlig redegørelse til Folketinget om effekterne af den samlede udrejseindsats, når udvandringsprogrammet er offentliggjort.

§ 9 Danmarks Statistik er regeringens rådgiver i relation til, om det nationale udrejsemål nås.

Kapitel 5

Udvandringsrådets organisering

§ 10 Udvandringsrådet er et uafhængigt rådgivende ekspertorgan.

Stk. 2. Udvandringsrådet består af 1 formand og 8 øvrige medlemmer, som udpeges af forligskredsen bag loven.

Stk. 3. Udvandringsrådet sammensættes af eksperter med bred ekspertise og et højt fagligt niveau inden for udvandring.

Stk. 4. To af udvandringsrådets øvrige medlemmer konstitueres som næstformænd.

Stk. 5. Formand og næstformænd udtaler sig på vegne af udvandringsrådet.

Stk. 6. Medlemmerne af udvandringsrådet udpeges for en periode af 4 år. Genudpegning kan ske én gang. Hvis formanden eller et af de øvrige medlemmer udtræder af rådet før periodens udløb, kan et nyt medlem udpeges for mindre end 4 år i overensstemmelse med proceduren nævnt i stk. 2.

Stk. 7. Udvandringsrådet fastsætter en forretningsorden.

§ 11 Udvandringsrådet etablerer et udvandringsdialogforum, som skal bistå udvandringsrådet i deres arbejde.

Stk. 2. Medlemmerne af udvandringsrådets udvandringsdialogforum udnævnes af udvandringsrådet for indtil 3 år ad gangen

Stk. 3. Udvandringsrådet og udvandringsdialogforummet skal træde sammen mindst én gang årligt inden afgivelse af udvandringsrådets årlige rapport med anbefalinger, jf. § 4, og forud for øvrige væsentlige udgivelser af udvandringsrådet. Drøftelserne ledes af formanden.

Stk. 4. Den årlige rapport med anbefalinger, jf. § 4, og øvrige væsentlige udgivelser fra udvandringsrådet suppleres af et referat af synspunkter fremført i forbindelse med drøftelser som nævnt i stk. 3.

Kapitel 6

Ikrafttræden m.v.

§ 12 Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.

§ 13 Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Formålet med lovforslaget er at reducere antallet af udlændinge i Danmark, der lever op til ét eller flere kriterier, med 70 procent inden 2030 i forhold til 2020.

Reduktionsmålet på 70 procent i 2030 er ligelydende med klimalovens reduktionsmål, og lovforslaget har dermed samme ambitiøse mål.

Lovforslagets målgruppe omfatter udlændinge, der er kommet til Danmark siden 1983, hvis første lovlige opholdstilladelse i Danmark er en opholdstilladelse som flygtning eller som familiesammenført til en flygtning, og som efter 10 års ophold i Danmark lever op til ét eller flere af nedenstående kriterier:

1) Har ikke gennemført integrationsprogrammer omfattet af integrationsloven.

2) Har ikke bestået prøve i dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

3) Har ikke været i ordinær beskæftigelse i 7 af de sidste 10 år.

4) Har været på kontanthjælp i mere end 12 sammenhængende måneder.

5) Er dømt for kriminalitet med en fængselsstraf på mere end 3 måneder.

6) Har været på offentlig forsørgelse i mere end 8 af de sidste 10 år.

Opfylder udlændingen i målgruppen ét eller flere af de objektive kriterier 1-6, er det efter forslagsslagsstillernes opfattelse et udtryk for, at vellykket integration i Danmark ikke har fundet sted, og udlændingen skal derfor søges pålagt at udvandre af Danmark.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Størrelsen på målgruppen, der opfylder ét eller flere af de seks kriterier i stk. 2, nr. 1-6, er ukendt. Pr. 1. juli 2021 var i alt 286.695 personer i Danmark med oprindelse i MENAP-landene og Tyrkiet, hvoraf mange er kommet som flygtninge eller som familiesammenført til flygtninge siden 1983. Under udvalgsarbejdet vil målgruppen blive nærmere indkredset.

Følgende bemærkninger kan knyttes til de seks objektive kriterier i § 1, stk. 2, nr. 1-6:

Nr. 1:

Efter integrationsloven tilbyder kommunerne nyankomne flygtninge og familiesammenførte et selvforsørgelses- og hjemrejseprogram eller et introduktionsprogram (tidl. integrationsprogram) efter reglerne i integrationsloven. Hovedformålet er, at udlændingen hurtigst muligt bliver selvforsørgende gennem beskæftigelse, og programmet består af danskuddannelse, beskæftigelsesrettede tilbud i form af vejledning og opkvalificering, virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud efter integrationsloven.

Nr. 2:

Det er et krav for at kunne få permanent opholdstilladelse i Danmark, at udlændingen har bestået prøve i dansk 2 eller en danskprøve på et tilsvarende eller højere niveau.

Nr. 3:

Man bidrager til det danske samfund gennem arbejde og positiv skattebetaling. Det er derfor rimeligt at stille krav om, at udlændingen har bidraget gennem ordinært arbejde i 7 af de sidste 10 år.

Nr. 4:

Har udlændingen i de sidste 10 år været på kontanthjælp i mere end 12 sammenhængende måneder, har udlændingen ikke bidraget med noget nyttigt til Danmark.

Nr. 5:

Hvis udlændingen er idømt mere end 3 måneders ubetinget fængsel for kriminalitet, har udlændingen ikke levet op til danske værdier om ordentlighed.

Nr. 6:

Har udlændingen været på offentlig forsørgelse i mere end 8 af de sidste 10 år, har udlændingen ikke været et positivt bidrag for Danmark. Offentlig forsørgelse er hjælp fra det offentlige i bred forstand og omfatter integrationsydelse, kontanthjælp, førtidspension, folkepension m.v.

Til § 2

Udlændinge- og integrationsministeren fastsætter i slutningen af hvert år frem til 2029 en national målsætning for, hvor mange udlændinge i målgruppen der året efter skal udrejse af Danmark. Målsætningen fastsættes således, at 70 procent af målgruppen er udrejst ved udgangen af 2030.

Til §§ 3-13

Lovforslagets kapitel 2 til 6 er stort set en gengivelse af klimalovens opbygning, dog er Klimarådet erstattet af et udvandringsråd med en indholdsmæssig beskrivelse af de opgaver, som udvandringsrådet skal have.