Tak for det, formand. Må jeg ikke starte med at takke for den meget flotte og positive modtagelse af lovforslaget. Det er jo fuldstændig rigtigt, som det er blevet sagt, at skal vores velfærdssamfund fungere, skal vi selvfølgelig sikre, at dem, der skal spille efter reglerne, også gør det. Det vil sige, at reglerne for skatte- og afgiftsbetalinger selvfølgelig skal overholdes. Hvis det ikke sker, udhules tilliden både til vores velfærdssamfund og finansieringen af det – og jo altså ikke mindst tilliden til vores velfærdssamfund.
Derfor er det her et vigtigt lovforslag, for som det også er sagt her: Hvis man ikke spiller efter de regler, der bliver sat op, og er en virksomhed, som eksempelvis snyder og svindler, er det selvfølgelig et alvorligt problem, men det, der også er et problem, er, at det er unfair konkurrence over for dem, der rent faktisk spiller efter reglerne og opfører sig ordentligt. Derfor er det selvfølgelig min opgave som skatteminister at sikre, at den forvaltning, som den radikale ordfører roste – og tusind tak for det – selvfølgelig har de rigtige kontrolværktøjer. Det gælder ikke mindst, når vi ser virksomheder, der ikke vil samarbejde med Skatteforvaltningen eller bevidst vælger at smyge sig udenom og altså ikke at følge reglerne. Det er de problemer, som regeringen og et bredt flertal i Folketinget nu har besluttet sig for at sætte ind over for.
Derfor er jeg meget glad for, at vi har alle Folketingets partier bag den aftale, som ligger til grund for lovforslaget her. Det er vigtigt for ikke bare genopretningen af tilliden til vores skattevæsen, at der er en så bred opbakning, som der er her, men også for at de, der er ansat hos vores myndigheder, ved, at der er brede skuldre bag den indsats, som de gør lige nu. Derfor har vi på baggrund af vores fælles aftale fremsat det her lovforslag.
Hvis vi kigger lidt nærmere på lovforslaget, foreslås det som sagt, at en virksomheds registrering hos Skatteforvaltningen skal kunne inddrages eller nægtes, hvis virksomheden efter gentagne henvendelser ikke indsender materiale til alle Skatteforvaltningens kontroller. Skatteforvaltningen skal selvfølgelig kunne indhente relevante oplysninger hos virksomhederne, men nogle virksomheder undlader desværre gang på gang at reagere på Skatteforvaltningens anmodninger, og der er jo ingen tvivl om, at det er med til at hindre Skatteforvaltningens arbejde. Det skal vi selvfølgelig ikke acceptere. Det fremsatte forslag skal så sørge for, at dem, der ikke vil samarbejde med myndighederne, mødes af en effektiv sanktion. Det vil styrke skattekontrollen og selvfølgelig også fundamentet under den fælles skattebetaling.
Det foreslås også, som det også har været fremme, at vi skærper sanktionerne over for virksomheder, der har en sort økonomi, fordi de vælger ikke at lade sig registrere hos Skatteforvaltningen. Der er ingen tvivl om, at sort økonomi findes, og det medfører jo altså en risiko for tab for både fællesskabet og statskassen, om man vil. Oftest er virkeligheden jo den, at der ikke vil være penge at hente i virksomheden, når det opdages, at virksomheden ikke er registreret hos Skatteforvaltningen. Derudover medfører den manglende registrering af virksomhederne, at Skatteforvaltningen selvfølgelig har svært ved at kontrollere dem. Allerede i dag har Skatteforvaltningen mulighed for at pålægge ledelsen i uregistrerede virksomheder at hæfte for skatter og afgifter, der opstår som følge af den uregistrerede virksomhed. Det gælder dog ikke i de tilfælde, hvor f.eks. ledelsesmedlemmer har anvendt en stråmandskonstruktion til ikke selv at blive registreret som ledelsesmedlem. Det er lidt teknisk, men det er centralt i lige nøjagtig det her arbejde. Derfor foreslås det at udvide reglerne, så de omfatter alle tilfælde af uregistrerede virksomheder.
Herudover foreslås det at udvide Skatteforvaltningens mulighed for at kræve sikkerhed fra virksomheder, der vurderes at udgøre en risiko for tab for statskassen. Forslaget skal bl.a. sikre, at det ikke er muligt at undgå at skulle stille sikkerhed ved anvendelse af en stråmandskonstruktion eller ved at lukke virksomheden og oprette en ny, som vi også ser tilfælde af.
Endelig foreslås det, at tvangsbøder under inddrivelse skal kunne dækkes hurtigere, så tvangsbøder bliver et mere effektivt pressionsmiddel i de situationer, som vi taler om her. Mere konkret foreslås det i den sammenhæng, at tvangsbøder skal placeres først i det, vi kalder dækningsrækkefølgen, sammen med de andre bøder. Det vil gøre det instrument betydelig mere effektivt.
Men lad mig runde af og endnu en gang takke for de positive bemærkninger, og i forlængelse af Nye Borgerliges ønske om at få afklaret nogle af de ganske få kommentarer, der har været til forslaget i høringsrunden, stiller vi selvfølgelig gerne op i Skatteudvalget og sørger for, at de bliver afklaret, så vi kan få de her værktøjer ud at virke så hurtigt som muligt og sikre, at de regler, vi i fællesskab har opstillet, også bliver efterfulgt. Tak for ordet.