Holbergsgade 6
DK-1057 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 10-12-2021
Enhed: SOA
Sagsbeh.: DEPNKTH
Sagsnr.: 2118326
Dok. nr.: 2034737
Folketingets Sundhedsudvalg har den 7. december 2021 stillet følgende spørgsmål nr.
10 (Alm. del) til sundhedsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet ef-
ter ønske fra Per Larsen (KF).
Spørgsmål nr. 10:
”Vil
ministeren yde teknisk bistand til et ændringsforslag, hvorefter friplejeboliger
også bliver omfattet af forslaget om mellemkommunal refusion for kommunale sund-
hedsydelser?”
Svar:
Sundhedsministeriet har bidraget med teknisk bistand til udarbejdelse af ændrings-
forslag og lægger til grund, at bistanden alene omfatter specialiserede friplejeboliger,
da lovforslaget i øvrigt omfatter specialiserede sociale botilbud m.v. Med ændrings-
forslaget vil specialiserede friplejeboliger være omfattet af den foreslåede ordning for
mellemkommunal refusion for udgifter til kommunale sundhedsydelser.
Jeg kan dog ikke støtte ændringsforslaget, da den barriere, som vi med lovforslaget
ønsker at fjerne for specialiserede sociale botilbud m.v., ikke vurderes at eksistere for
specialiserede friplejeboliger.
Efter de gældende regler i sundhedsloven er det opholds- hhv. bopælskommunen,
der har ansvar for at levere kommunale sundhedsydelser til borgere, samtidig med at
kommunen også har ansvar for at afholde udgifterne til de kommunale sundheds-
ydelser. Det er som udgangspunkt et godt og enkelt princip, at det er den samme
kommune, der både skal levere og finansiere de kommunale sundhedsydelser. Derfor
skal der også være en årsag til at fravige det normale finansieringsprincip for kommu-
nale sundhedsydelser, som det er tilfældet for borgere, der er visiteret til et speciali-
seret socialt botilbud m.v. af en anden kommune eller anden offentlig myndighed.
På socialområdet er det således kommunernes ansvar at sikre forsyning med og fi-
nansiering af specialiserede sociale botilbud m.v. Kommunerne opfylder dette forsy-
ningsansvar ved både at bruge egne tilbud og ved at købe pladser hos andre kommu-
ner, hos regionerne eller hos private leverandører.
Som følge heraf er det i høj grad også kommunernes ansvar at etablere specialise-
rede sociale botilbud m.v., så der er et tilstrækkeligt udbud af specialiserede botilbud
på tværs af kommunerne, i regionerne og blandt private udbydere.
I et analysearbejde som opfølgning på Aftalen om Kommunernes Økonomi for 2019
er det vurderet, at den manglende mulighed for at opkræve mellemkommunal refu-
sion for kommunale sundhedsydelser for borgere på specialiserede sociale botilbud
kan mindske det kommunale incitament til at drive specialiserede sociale tilbud til
gavn for såvel egne som andre kommuners borgere.