Tak for det, og tak for lige at rette min opmærksomhed det rette sted hen. Tak for en god debat generelt om det her lovforslag, som jo handler om flere forskellige forhold fra mellemkommunal refusion for kommunale sundhedsydelser til borgere på specialiserede sociale botilbud og tilpasning af gebyrmodellerne for produkter omfattet af lov om elektroniske cigaretter m.v. og lov om tobaksvarer m.v. Så der er altså et par forskellige ting i det her lovforslag, og jeg tager dem lige en ad gangen her.
Den del, der handler om en ændring af sundhedsloven, skaber mulighed for, at kommunerne kan opnå det, der hedder mellemkommunal refusion. Man kan altså sende regningen videre til den relevante kommune for udgifter til en kommunal sundhedsydelse til borgere på specialiserede sociale botilbud, der er visiteret til tilbuddet af en anden kommune. Formålet er jo helt klart at understøtte udviklingen på det specialiserede socialområde ved at ændre reglerne på sundhedsområdet. Det er en udfordring ved de gældende regler, før vi forhåbentlig ændrer dem her, at den kommune, der så har et specialiseret socialt botilbud beliggende i kommunen, skal betale for udgifter til kommunale sundhedsydelser, f.eks. hjemmesygepleje eller genoptræning, for de borgere, der er visiteret fra en anden kommune. Og det kan jo i sagens natur udgøre en barriere for, at kommunerne etablerer og fastholder specialiserede sociale botilbud, og det er noget af det, som KL har fremhævet.
Med lovforslaget foreslår vi derfor at fjerne den barriere, så kommunerne får de bedst mulige rammer for at etablere og også udvikle og fastholde specialiserede sociale botilbud. Det er jo helt afgørende for at kunne give borgeren de rette indsatser på socialområdet, at der er et tilstrækkeligt udbud af specialiserede sociale botilbud. Så forslagets intentionen er altså at hjælpe til med, at der kan være høj specialisering, så tilbuddene kan favne de mange forskellige behov hos de borgere, der er tilknyttet tilbuddene. Og det kan jo altså også få betydning for borgere, der måske er en del af en lille målgruppe, eller som har komplekse udfordringer. Der er det jo vigtigt, at man også stadig væk har gode tilbud til dem, og de kan ikke alle sammen ligge i alle kommuner, så der er man nødt til at arbejde lidt sammen om det, og det kan man så gøre bedre med den her model, er det vores vurdering.
Så til en anden del af forslaget: I december 2019 indgik regeringen og et bredt flertal i Folketinget som bekendt aftalen om den nationale handleplan mod børn og unges rygning. Skridtet var en ambitiøs handleplan, der satte ind med en lang række initiativer, der skal forebygge og bremse, at man begynder at ryge, og brug af andre tobaksvarer og nikotinprodukter blandt børne og unge. Så det her lovforslag indeholder en hjemmel til at tilpasse kontrol- og finansieringsmodellen for e-cigaretter og tobak, hvilket netop er nødvendigt på baggrund af den nationale handleplan. Der opnås overensstemmelse med initiativerne fra handleplanen, samtidig med at der sættes hårdere ind mod ulovlige produkter.
Hvis man så går lidt tilbage og ser på, da Folketinget implementerede tobaksvaredirektivet, det var i 2016, kan man se, at der jo er sket meget siden da. Og man må sige, at markedet for forskellige produkter af den her kategori har udviklet sig, og man må sige, at handelen også har flyttet sig. Derfor foreslås det, at kontrollen i højere grad rettes mod de virksomheder og produkter, hvor det vurderes at risikoen for lovovertrædelser er størst. Der rettes et større fokus på onlinekontrol og illegale produkter, hvilket kan forventes at have en positiv effekt på børn og unges forbrug af disse produkter. Den her gruppe vil ofte købe sådanne produkter online.
Derudover foreslås det, at det gøres muligt at udstede markedsføringsforbud mod tobakssurrogater, der ikke overholder den gældende lovgivning, så de ikke frit kan florere på markedet, mens sagsbehandlingen foregår. Jeg håber, det her forslag får en god udvalgsbehandling, og jeg besvarer naturligvis de spørgsmål, som udvalget måtte have undervejs. Tak for ordet.