Tak, formand, og tak til alle ordførerne. Det er rigtig godt, at vi har den her debat. Jeg er rigtig glad for, at der er så bred en interesse i oplysningsarbejdet i forhold til internationalt udviklingssamarbejde. Den nye udviklingspolitiske strategi, som hedder »Fælles om verden«, som otte af Folketingets partier står bag, handler om at løse tidens store udfordringer i fællesskab, og det er helt afgørende, at vi har danskerne med i netop den opgave.
Heldigvis viser vores undersøgelser, at der er en stigende opbakning til udviklingssamarbejdet, og at det ligger danskerne meget på sinde, at Danmark hjælper med at løfte de globale udfordringer. Vi skal blive ved med at have danskernes opbakning. Den brede folkelige opbakning er hele grundlaget for, at vi kan hjælpe så massivt, som vi gør ude i verden. Derfor skal vi skabe muligheder for, at danskerne kan engagere sig i netop det her arbejde. Når 100.000 danskere i morgen den 1. december åbner den første låge i Børnenes U-landskalender, er det et eksempel på, at vi arbejder aktivt for at skabe oplysning, engagement og opbakning til vores internationale udviklingssamarbejde.
For at bevare den folkelige opbakning er det altså helt afgørende, at udviklingssamarbejdet opleves som relevant. Det skal være relevant ude, hvor vi hjælper, og det skal i lige så høj grad også være relevant for danskerne herhjemme. Når vi f.eks. har valgt at nedlægge Magasinet 360°, som flere af ordføreren har omtalt, er det sket i en erkendelse af, at bladets oplag havde en alt for snæver læserkreds – alt for snæver. Vi skal investere i oplysningsarbejdet, så det kommer meget længere ud, og derfor ønsker regeringen at gentænke, hvordan vi oplyser om og hvordan vi får danskerne engageret i udviklingssamarbejdet. Vi skal kunne lave oplysningsarbejde, som får alle danskere med, og vi skal ikke kun oplyse dem, der allerede er engageret i arbejdet. Vi skal nå længere ud med vores aktiviteter end det, vi formår i dag. Vi har diskuteret det i ordførerkredsen, da vi lavede vores nye strategi. Det er et grundlag.
For at nå ud til flere danskere vil vi etablere en ny støtteordning for oplysningsarbejdet om udviklingssamarbejdet, og lovforslaget giver mulighed for at nedlægge den eksisterende ordning, som hedder Danidas oplysningsbevilling, og Danidas Oplysningsudvalg. Ordningen skabte stærke indsatser, men nåede ud til en alt, alt for smal andel af danskerne. Regeringen ønsker, at flere får gavn af de produkter og aktiviteter, som vi støtter, og at vi skal gøre det uden tunge administrationer og med øget armslængde.
Flere af I gode ordfører – det er jeg enig i, der var en, der sagde det; der er virkelig dygtige ordførere og engagerede ordførere i den her kreds – har sagt, at armslængde er nødvendigt, og vi arbejder for mere armslængde her. Lovændringerne ændrer ikke ved, at vi kan iværksætte kommunikationsindsatser i Udenrigsministeriet og også fremover vil kunne yde tilskud til oplysningsaktiviteter via nye puljeordninger.
Vi er allerede i gang med at etablere nye ordninger til oplysnings- og engagementsarbejdet, og vi gør det i samarbejde med tidligere brugere og med civilsamfundet. De skal kunne se sig selv i de nye ordninger. De skal kunne blive ved med at lave de indsatser, der virker, og de skal kunne lave nye indsatser, der når længere ud til flere danskere. Udviklingssamarbejdet er afhængigt af en bred folkelig opbakning. Lad det stå mejslet! Den opbakning kommer af, at vi når helt ud til danskerne, og så mange som overhovedet muligt skal kende til udviklingssamarbejdet og få lyst til at engagere sig. Det er idéen og det, der skal være nytten med lovforslaget her.
Jeg har behov for som afslutning at prøve at skitsere en lille smule de begreber, der har været rejst af mange af ordførerne. Lad mig starte der, hvor vi fjerner og nedlægger noget: Vi fjerner engagementspuljen, vi fjerner Danidas oplysningsbevilling, vi fjerner Danidas Oplysningsudvalg, og vi fjerner Magasinet 360° som magasin.
Hvad laver vi i stedet for? Vi laver en ny pulje, der hedder oplysnings- og engagementspuljen, som får flere penge, end de gamle havde, og vi laver en ny pulje, der hedder GLOBUS, som får knap 20 mio. kr., og så laver vi et nyt medie, og det er vi i gang med at finde ud af hvordan skal være. Jeg har orienteret ordførerkredsen flere gange, senest da vi også mødtes og fik noget aftensmad for ikke så lang tid siden. Vi er i fuld gang med det, og når vi kommer nærmere en målstreg, skal jeg garantere, at ordførerkredsen bliver orienteret tæt på det.
Det nye medie – det er også for at svare hr. Christian Juhl, som spørger ind til armslængde og uafhængighed – bliver helt uafhængigt, hvorimod det gamle Magasinet 360° kan man ikke sige var uafhængigt, for det blev produceret i Udenrigsministeriet, og det blev produceret af ministeren selv. Så vi prøver i den grad at løfte armslængdedelen. Vi løfter muligheden for, at alle, der er engageret, og hele det meget brede civilsamfund får endnu bedre muligheder.
Grunden til, at man laver to puljer fremover, er, at man vil prøve at målrette dem. Som hr. Daniel Toft Jakobsen sagde det, bliver GLOBUS i høj grad til civilsamfund, til faglige organisationer, til uddannelsesinstitutioner og elever, mens oplysnings- og engagementspuljen bliver også til civilsamfundet, eksempelvis journalister og formidlere og andre fagpersoner af den type.
Jeg vil også sige til allersidst, at det bliver en ekstern puljeforvalter, der bliver koblet på de to nye puljer, og det bliver efter EU-udbud qua størrelsen, og den eksterne puljeforvalter skal nedsætte et bevillingsudvalg, som er med til at sikre lige nøjagtig armslængden, som jeg var inde på tidligere.
Så der er nye muligheder, og det er, fordi behovet er stort, fordi vi fra regeringens side ønsker at følge op på den meget fine udviklingspolitiske strategi, som otte partier var med til at bakke op i juni måned, og som gør, at den indsats, Danmark yder i dag, fortsat kan ydes, og at det engagement – som jeg og flere af ordførerne har sagt i forhold til danskernes engagement – er så pokkers vigtigt. Jeg var lige ved at udtrykke det yderligere tydeligt.
Jeg vil egentlig med det samme sige til hr. Christian Juhl, at jeg har den samme glæde. Mit lange – det har været et livslangt indtil nu – engagement for det her område blev vakt ved, at jeg også gennem en organisation fik et lille skub og støtte fra Danida. Så jeg er en af dem, der på samme måde som hr. Christian Juhl istemmer: Én gang smittet med udvalgsarbejdet – altid smittet med det.
Tak for det, og jeg ser frem til, at vi skal behandle lovforslaget, og jeg kan garantere, at ordførerkredsen bliver inddraget og får forelagt de ting, der måtte arbejdes med nu, inden det bliver fremlagt. Tak.