Tak for de faldne bemærkninger og for opbakningen til lovforslaget, som jo går ud på at forhindre seksuelle overgreb mod børn og tage hånd om dem, som er blevet udsat for overgreb. Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. marts til næste år. Nu skal forslaget have den behandling, som det skal, men lad mig bare lige kort repetere de elementer, som der er, og komme ind på nogle af de spørgsmål, som blev rejst – ikke at det var så mange spørgsmål.
Der er det med ændringen af straffelovens § 216, som betyder, at der fremover pr. definition vil være tale om en voldtægt, hvis den forurettede er under 15 år og gerningsmanden er over 22 år. Man kan spørge: Ville man, hvis man spurgte folk ude på gaden, sige, at det her er en voldtægt? Det kan man jo diskutere, men her siger vi altså herindefra: Vi vil gerne vise, at vi samfundsmæssigt tager så meget afstand fra det, at det putter vi ind i voldtægtsbestemmelsen og kalder det dermed fremadrettet for voldtægt. Så er der det her med forhøjelse af straffen for andre seksuelle overgreb end samleje begået mod børn. Igen er der en markering af, at det her tager vi som samfund afstand fra; det vil vi ikke have.
Så blev det i forbindelse med indførelsen af et forbud mod sexdukker, som fremstår som børn, nævnt, at virkningen af sådan et forbud ikke er fuldt belyst, så det derfor ikke bør være forbudt. Nej, sådan hænger det ikke sammen. Her er der tale om dukker, som er fremstillet, så de typisk ligner små piger. Man kan ovenikøbet få dem med kropsvarme, med kropsåbninger, nogle kan ovenikøbet sige klagende lyde osv., sådan at man kan forgribe sig på dem. Skal vi her sige, at vi, fordi vi ikke kan dokumentere, at det er skadeligt, så gerne vil have, at den type produkter bliver handlet i Danmark? Nej, det synes jeg faktisk ikke. Vi – regeringen, Socialdemokratiet – synes, at vi faktisk her skal sige: Det vil vi simpelt hen ikke have i vores land. Det skal ikke foregå her. Det skal ikke forekomme her. Vi vil ikke have det. Derfor skal det forbud efter vores bedste overbevisning gennemføres, også selv om man kan være i tvivl om virkningen. Det er jo ikke sådan, at man siger: Vi ved, at det har en stor terapeutisk værdi eller andet, og derfor kan der være et behov. Nej, man er i tvivl, og mon ikke, vi skal lade tvivlen komme anstændigheden til gode – også i den her sag.
Så er der det, der handler om muligheden for, at domstolene kan meddele udrejseforbud til personer, som dømmes for seksuelle overgreb. Det handler jo om, at det ikke skal være sådan, at man har mulighed for at tage til Sydøstasien eller andre steder for at begå den her type overgreb, og der er en risiko her. I forlængelse af det ligger så det her med inddragelse af passet, fordi man for at kunne effektuere det selvfølgelig bliver nødt til at tage passet fra folk, sådan at udrejseforbuddet faktisk kan håndhæves.
I forhold til det her med hemmelige ransagninger vil jeg sige: Man skal altid passe på med hemmelige ransagninger, men hvis vi skal kunne komme ind i nogle af de her pædofile netværk, hvor man er dygtig til it-sikkerhed, og hvor man er dygtig til at beskytte sine misgerninger, så er der altså et behov for, at vi giver politiet den ekstraordinære mulighed at kunne foretage hemmelige ransagninger. Vi bliver nødt til at sikre, at vi giver politiet de værktøjer, som skal til for at kunne gribe ind over for det her.
Så var der et element, som jeg også hørte der var opbakning til, nemlig det her med vederlagsfri bistand fra en advokat forud for eventuel politianmeldelse i sager om seksuelle overgreb. I dag er det sådan, at der beskikkes en bistandsadvokat, når overgrebet er anmeldt til politiet. Vi synes sådan set, at det er fair nok at tage offeret i hånden og sige: Allerede før du kommer til politiet, kan du have ret til en advokat for at vende sagen med vedkommende. Hvad kan det stå på? Vi har jo haft nogle situationer, hvor nogle af dem, som har foretaget anmeldelser, har følt, at de kommer ind i en verden – altså med politianmeldelser osv. – hvor det har været svært at færdes. Der er det altså godt at have en bistandsadvokat med.
Jeg vil sige: Man gør meget fra politiets side i de her år for at sikre, at de forstår, at dem, som kommer og har været udsat for de her fornedrende seksuelle overgreb – ikke bare dem, som vi snakker om nu, men også dem, som har været udsat for voldtægter, og andre – har forskellige traumereaktioner, og så politiet forstår den følelse af skyld og skam, som man kan bære på osv. Det er for at sikre, at behandlingen bliver så god som mulig. Men det her er bare endnu et element, hvor vi siger: Lad os gå hele vejen for at passe på dem, som har været udsat for den her type overgreb.
Så var der lige et enkelt element mere. Det er lidt irriterende, at behandlingen af sagen gik så hurtigt, for så kunne jeg ikke nå at få svar fra mine udmærkede embedsfolk i forhold til det element, som fru Liselott Blixt rejste, nemlig det her med behandling af dem, der begår overgreb, og den anonyme rådgivning. Det, jeg ikke kunne nå at få svar på, handlede om, at vi – sådan som jeg husker det – faktisk i en eller anden pakke i en eller anden sammenhæng har gennemført, at der skal være mulighed for den her anonyme rådgivning. Det må jeg nok følge op på i behandlingen af sagen. Det er bare for sige, at det ikke er noget, som er blevet fragået. Efter min bedste overbevisning er det under implementering, men det må jeg følge op på.
Alt i alt tak for bemærkningerne. Jeg synes, det her er et forslag, som vi, som den socialdemokratiske ordfører også sagde, kan være meget glade for at stå her med i dag, fordi det vil hjælpe nogle af dem, som er allermest udsat.