Til lovforslag nr.
L 71
Folketinget 2021-22
Skriftlig fremsættelse (10. november 2021)
Erhvervsministeren
(Simon Kollerup):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov for Færøerne om
kapitalkrav og tilsynsmæssige krav for kreditinstitutter og
investeringsselskaber
(Lovforslag nr. L 71)
Loven har til formål at sætte to EU-forordninger på det
finansielle område i kraft for Færøerne.
Det drejer sig om en forordning, der styrker penge- og
realkreditinstitutternes robusthed og øge den finansielle sta-
bilitet, samtidig med at reglerne understøtter kreditformid-
ling, vækst og beskæftigelse. Forordningen ændrer de eksi-
sterende kapitalkravsregler og gennemfører bl.a. en række
standarder fra Basel-Komitéen, herunder vedrørende gearin-
gsgrad, stabil finansiering og markedsrisiko. Formålet med
den anden forordning er at understøtte penge- og realkredit-
institutterne i fortsat at låne ud til virksomheder og privat-
personer under COVID-19-krisen og den følgende genopret-
ning af europæisk økonomi.
Færøerne er ikke medlem af EU. Forordningerne har der-
for ikke virkning på Færøerne. Det er derfor nødvendigt at
sætte reglerne i kraft ved lov. Loven er en rigslov, der både
skal vedtages i Folketinget og i Lagtinget. Loven kommer
ikke til at gælde i Danmark.
Det foreslås, at Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet
for lovens ikrafttræden.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærk-
ninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tin-
gets velvillige behandling.
CQ001950
Erhvervsmin.,
Finanstilsynet, j.nr. 21-004717