Tusind tak for bemærkningerne og for den brede, samlede positive modtagelse af det her lovforslag. Formålet med lovforslaget er, at vi sætter tre forordninger i kraft, som ændrer i kapitalkravsforordningen. Kapitalkravsforordningen er sat i kraft for Færøerne ved lov, og med det her lovforslag sikrer vi så, at der gælder regler for Færøerne, der, selvfølgelig tilpasset færøske forhold, fortsat svarer til de regler, som gælder i Danmark i medfør af ændringsforordningerne til kapitalkravsforordningen.
Det er hensigtsmæssigt, da Færøerne og Danmark på det finansielle område jo praktisk talt er i union med hinanden. Af hensyn til både den finansielle stabilitet og til tilliden til de færøske banker er det derfor vigtigt, at de regler og det tilsyn, der er gældende for de danske banker m.v., også er gældende for de færøske banker. En sund, stabil og velfungerende finansiel sektor er forudsætning for tilliden til økonomien og for, at sektoren kan tilbyde finansiering til virksomheder og husholdninger på gode og konkurrencedygtige vilkår.
Et ensartet regulatorisk og tilsynsmæssigt system er også vigtigt i forhold til de vilkår, som færøske institutter vil blive mødt med på de internationale finansielle markeder, når der skal tilvejebringes kapital og likviditet der. Loven vil styrke kreditinstitutternes robusthed og øge den finansielle stabilitet, samtidig med at den vil medvirke til at begrænse opbygning af misligholdte lån ved at sikre, at banker nedskriver rettidigt og tilstrækkeligt på netop misligholdte lån. Det er derfor vigtigt, at den finansielle lovgivning på Færøerne generelt er opdateret.
I den forbindelse vil jeg meget gerne også herfra kvittere for et godt og konstruktivt samarbejde med de færøske myndigheder, og samtidig er jeg glad for, at de hørte parter på Færøerne generelt har taget positivt imod lovforslaget, som jeg kan oplyse til Tinget her har været igennem anden behandling på Færøerne uden bemærkninger, og det forventes derfor snart vedtaget på Færøerne. Så med de ord vil jeg bare se frem til den videre behandling af lovforslaget her.